GMO
Klaus sall
i Økologisk PERSPEKTIV
Forsigtighed er et af de grundlæggende principper for økologisk produktion. Men er der overhovedet nogen grund til at være forsigtig, når det kommer til GMO-afgrøder?
De grundlæggende principper for økologisk produktion: FORSIGTIGHED Økologisk jordbrug bør drives på en forsigtig og ansvarlig måde for at beskytte nuværende og fremtidige generationers sundhed og trivsel og tage vare på miljøet. RETFÆRDIGHED Økologisk jordbrug bør bygge på forhold, der sikrer retfærdighed med hensyn til det fælles miljø og livsmuligheder. SUNDHED Økologisk jordbrug bør opretholde og forbedre jordens, planternes, dyrenes, menneskenes og planetens sundhed som en udelelig enhed. ØKOLOGI Økologisk jordbrug bør bygge på levende økologiske systemer og kredsløb, samarbejde med dem, efterligne dem og hjælpe med at bevare dem. Ifølge FN´s Cartagenprotokol om Biosikkerhed er GMO defineret således: Ved GMO forstås en levende organisme, som besidder en ny kombination af genetisk materiale, som er skabt ved hjælp af moderne bioteknologi. Juridisk har EU defineret begrebet ”Genetisk Modificeret Organisme” således: En organisme er ”genetisk modificeret”, når det genetiske materiale er blevet ændret på en måde, der ikke forekommer naturligt ved formering og/eller naturlig rekombination.
2
GMO i økologisk perspektiv
for og imod
GMO
Forsigtighed er et af de grundlæggende principper for økologisk og biodynamisk produktion. Men, er der overhovedet nogen grund til at være forsigtig, når det kommer til GMO-afgrøder?
Fortalere for GMO argumenterer for, at GMO er verdens bedst dokumenterede teknologi, og at GMO-afgrøder underlægges en streng og grundig videnskabelig undersøgelse af myndighederne, inden de godkendes til import til foder og føde, og en endnu mere omfattende vurdering, før de kan dyrkes i EU. Fortalerne for GMO-afgrøder ville ønske, at befolkningen havde mere viden om GMO-afgrøder, så folk kunne forstå, at deres modstand blot skyldes miljøorganisationers skræmmekampagner. Tanken er, at jo mere viden man får om GMO - jo mere positiv må man blive. GMO-industrien har brugt milliarder af dollars på at udvikle GMO-afgrøder i laboratoriet, til markforsøg, patenter, risikovurdering, godkendelse og markedsføring. Man kan derfor ikke forvente andet, end at den forskning, GMO-firmaerne selv finansierer, har til formål at fremme, at produkterne bliver godkendt og dermed giver adgang til at sælge GMO-teknologipakken. Modstandere mod GMO læner sig op ad forholdsvis få undersøgelser, som viser, at der i visse sammenhænge og på visse måder er tegn på, at GMO kan være skadelig. De peger på undersøgelser, der viser, at GMO-gener spreder sig ukontrolleret i miljøet, og at GMO-afgrøder medfører, at der nu i visse områder af USA bruges mere sprøjtegift end tidligere som en konsekvens af dyrkning af GMO-afgrøder. Modstanderne mod GMO argumenterer med, at langt størstedelen af GMO-forskningen er betalt af GMO-frøfirmaer, at meget af den dokumentation, der anvendes ved godkendelse, aldrig har været publiceret, at den
betragtes som forretningshemmeligheder og derfor ikke er offentligt tilgængelig og nogle gange ikke opfylder basale krav til god laboratoriepraksis. Derudover kan de give eksempler på, at forskere, der har dokumenteret negative effekter ved GMO-afgrøder, pludselig har mistet deres stilling eller mistet finansiering til deres videre forskning. Det er klart, at de organisationer, der er skeptiske over for dyrkning af GMO, anvender forskning, som viser negative resultater for GMO-afgrøder i deres kampagne mod GMO. Forskningsresultater og forskere er derfor nu del i et spil om holdninger, enorme investeringer, et biologisk eksperiment, som fortsat træder sine barnesko, og etiske overvejelser, som både skyldes det biologiske eksperiment og de krav, vi som almindelige borgere må stille til den måde, samfundet håndterer risici på. Alt dette i en samfundsmæssig virkelighed, som også i høj grad er afhængig af, at private virksomheder investerer i udvikling og innovation. Det er ikke muligt for en enkelt person at være ekspert på alle de felter, som GMO bringer i spil, men det er muligt at skabe sig et overblik. Det er ud fra det økologiske perspektiv om forsigtighed og med forundring og forbavselse over de mange påstande, der bringes ind i debatten om GMO, at jeg hermed har forsøgt at videreformidle et overblik over GMO-afgrøder. Arbejdsmetoden til min egen afklaring af argumenterne for og imod GMO er sket ud fra det simple, men helt nødvendige spørgsmål: Er det rigtigt?
Klaus Sall
3
GMO i økologisk perspektiv
rettigheder styrer forskning og bestemmer resultater På det medicinske område kan forskere frit udføre forsøg med medicin, når medicinen er godkendt og tilgængelig på apoteket. Denne frie forskning findes ikke på GMO-området.
myndighedernes godkendelse. Danske forskere har f.eks. ikke kunnet få frømateriale til forsøg med afgrøder, der var godkendt i USA, men som ikke endnu var godkendt i EU.
GMO-frøfirmaer frigiver kun såsæd til dyrkning eller forskning, hvis der samtidig underskrives en aftale, som bestemmer, hvordan GMO-frøene må anvendes.
GMO-videnskaben er derfor blevet kritiseret for ikke at undersøge forhold, der burde undersøges, og de resultater, der er offentliggjort i videnskabelige tidsskrifter, er blevet kritiseret for at mangle væsentlige resultater, som forskere er blevet forhindret i at offentliggøre.
De aftaler, som landmænd skal skrive under på, kan f.eks. indeholde krav om, at de ikke vil tage såsæd af afgrøden, kun vil anvende GMO-afgrøden til foder eller sælge den til autoriserede købere, vil tillade frøfirmaet at inspicere gården i de følgende 4 år, så firmaet kan sikre, at landmanden ikke dyrker GMO-afgrøder uden at betale afgift, og at landmanden kun vil bruge de sprøjtemidler, som frøproducenten anbefaler. Aftalen kræver også, at landmanden ikke må lave forsøg med frøene og heller ikke vil give frø videre til personer, som vil udføre forsøg. Landmanden pålægges en afgift og erstatningspligt, hvis aftalen ikke overholdes. Forskere skal ligeledes underskrive en aftale, før de kan få udleveret frø til forsøg, men først stiller frøfirmaerne krav om at vide, hvilke forsøg forskerne ønsker at gennemføre. Denne ”oplysningspligt” er blevet kritiseret, fordi den giver frøfirmaerne mulighed for at sortere blandt forskningsprojekterne og kun at give GMO-frø til de forskningsprojekter, som de har ment ”vil give gode resultater”. Aftalerne er også blevet kritiseret for, at frø-firmaerne i disse aftaler kan kræve, at resultaterne kun offentliggøres efter aftale med firmaet. Aftalerne pålægger forskere og forskningsinstitutter erstatningspligt for al skade, som firmaet måtte blive påført, hvis forskerne ikke overholder aftalerne. Det er normal praksis, at GMO-frøfirmaerne selv gennemfører de forsøg, der ligger forud for 4
I forskningsaftaler kan forskere blive afkrævet at skrive under på: ikke at udføre andre forsøg end det nøjagtigt beskrevne. ikke at videregive frømateriale til andre personer eller til andre forsøg. ikke at analysere frøene med molekylærbiologiske metoder (sekventering). at vise forskningsresultaterne til GMO-firmaet mindst en måned, før de publiceres. evt. kun at publicere resultater efter aftale med firmaet. Forskernes kritik af deres vilkår har siden 2009 bragt mindre ændringer, idet Monsanto har indgået begrænsede forskningsaftaler med en større gruppe landbrugsuniversiteter i USA. Derimod har Monsanto ikke ændret politik i Europa, ligesom de andre GMOfrøfirmaer ikke har ændret deres forskningspolitik i hverken USA eller Europa. Mulighederne for at gennemføre fri forskning inden for GMO-området er dermed afgørende forskellige fra f.eks. det medicinske område, som ellers også er omgivet af patentbeskyttelse og andre former for rettigheder.
GMO i økologisk perspektiv
På det medicinske område kan enhver forsker udføre forsøg med medicin, så snart den er tilgængelig på apoteket. På det medicinske område har fri forskning dokumenteret, at mange nye dyre lægemidler har dårligere eller samme virkning som ældre produkter, og dokumenteret bivirkninger, som medicinalfirmaet ikke selv har fundet. Denne frie forskning findes stort set ikke på GMO-området. Et særligt vanskeligt felt inden for GMO-forskningen er, at den for en stor del er finansieret af eller gennemført i samarbejde med GMO-firmaerne. For flere forskere har det betydet enden på karrieren inden for dette felt, at de har publiceret resultater, der er negative for GMO-afgrøder. Forskere, som publicerer negative resultater, kan opleve en nærmest rasende kritik af forskerens personlige evner, forskningens metode og artiklens indhold, og forskerne kan have svært ved at finde finansiering til deres næste projekt. Negative forskningsresultater kan bringe GMO-afgrøders godkendelser i fare. Det kan undre at EU ikke stiller som et standardkrav, at forskere fra universiteter i EU skal have fri adgang til at lave forsøg med GMO-afgrøder som en betingelse for, at afgrøden kan godkendes i EU. Derudover er det spørgsmålet, om GMO-industriens omkostning i tabt troværdighed ikke er større end gevinsten ved deres nuværende kontrol med forskningen.
5
GMO i økologisk perspektiv
EU, GMO OG FORSIGTIGHEDSPRINCIPPET Et spørgsmål, der sjældent formuleres direkte, men som ofte deler vandene i en diskussion om GMO, er, hvordan man skelner mellem en mulig fare og en dokumenteret risiko, og siden hvilken dokumentation man anerkender, og hvad man gør eller ikke gør for at håndtere en risiko. EU-systemets måde at gøre tingene på står i klar kontrast til den forsigtighed, der er indskrevet som et af de fire grundlæggende principper for økologisk produktion. Mange forhold ved GMO-afgrøder er ikke undersøgt, fordi myndighederne i fx EU og USA anvender et begreb, som kaldes ”substantial equivalence”. Her antager man, at de gensplejsede planter i hovedsagen ligner de moderplanter, som splejsningen er foretaget ud fra. GMO-frøfirmaerne behøver således kun at dokumentere forhold, som åbenlyst er anderledes ved de nye planter. Det kan umiddelbart synes rimeligt – vi kan jo sige præcist, hvilke gener der er sat ind, hvilket kromosom de sidder på etc. En gensplejsning er dog ikke videnskab, men i første omgang en lang sortering, som f.eks. kunne se sådan ud: Når man udsætter 100 planteceller for gensplejsning, vil måske de 60 slet ikke blive gensplejset, eller de nye gener vil findes i cellen uden at blive udtrykt – ud med dem. Når cellerne derefter vokser i et medie med passende hormoner, vil 25 ikke danne normale planter, de bliver dværgplanter, eller får gule eller små blade og meget andet – ud med dem. I de næste generationer vil de 10 tabe spireevne eller vise sig at have ustabil splejsning, så de indsplejsede gener hopper rundt, splejsningen fordobles, tabes eller andet, og de må også sorteres fra. Blandt de sidste 5 skal vi nu finde den stamme, der kan udtrykke splejsningen i markforsøg, og som skal vise sig sikker i fodringsforsøg og skal dokumenteres som blomsten af moderne videnskab. GMO-Panelet hos Den Europæiske Fødevare Sikkerheds Autoritet (EFSA) skal på vegne af EU foretage den videnskabelige vurdering af ansøgninger om nye GMO-afgrøder til import eller dyrkning i EU. GMO-Panelets arbejde skal både ifølge EU’s forfatning og det regulativ, som EFSA er grundlagt på, sikre en høj forbrugerbeskyttelse 6
blandt andet via forsigtighedsprincippet. I en sådan vurdering sammenligner man altid resultaterne med de tilsvarende data for ”iso-linjen”, den oprindelige ikke gensplejsede sort, for at sikre at GMO-afgrøden i hovedsagen er ens med sit ophav - ”substantial equivalence”. Da forsøg tager lang tid og er kostbare, anvender GMOfrøfirmaet normalt korte forsøg på mellem 45 og 90 dage og med 10-12 dyr i hver forsøgsgruppe, eksempelvis 72 rotter delt på han- og hunrotter. Grupperne vil få foder med f.eks. 10 % GMO, 40 % GMO eller iso-linje-foder som kontrol. Med så få dyr i hver gruppe er det pga. de statistiske modeller normalt vanskeligt at finde signifikante – altså statistisk set væsentlige – forskelle mellem forsøgsgrupper. EFSA lægger stor vægt på at sammenligne de grupper, som får GMO, med kontrolgruppen – i hvert tilfælde indtil et forsøg viser signifikante forskelle. Man kunne tro, at forsigtighedsprincippet så nærmest automatisk ville træde i kraft, og at EFSA f.eks. ville sige: det er OK at lave pilotforøg med få rotter over kort tid, men nu er der behov for et nyt forsøg over længere tid, med flere doser GMO og flere dyr i hver gruppe. Det sker imidlertid stort set aldrig. I stedet bortforklarer EFSA forskellen på forskellig måde: Hvis hanrotter på 10 % GMO-majs har lavere nyrevægt, vil man skrive, at det ikke har en tydelig biologisk betydning, eller at forskellen måske nok også findes hos 40 % GMO-gruppen, men at forskellen i den gruppe ikke er signifikant, og at resultatet derfor ikke er biologisk relevant. En tredje ofte anvendt bortforklaring af et ”forkert” resultat er at sammenligne det med alle de øvrige videnskabelige rotteforsøg, der i tidens løb er lavet med majs. Hvis der her eksisterer forsøg med lige så lav nyrevægt, så vurderer EFSA, at den er uden betydning. Selv om kravene til ”substantial equivalence” altså ikke er opfyldt, søger EFSA ikke bedre dokumentation. En gennemgang af GMO-Panelets videnskabelige vurderinger viser, at de i de første otte år fra 2004-2011 sjældent på eget initiativ forlangte, at GMO-frøfirmaer skulle gennemføre yderligere forsøg – trods masser af
GMO i økologisk perspektiv
signifikante forskelle, hvoraf flere peger i samme retning. EFSA har ofte afvist de ønsker, som eksperter blandt de nationale EU-landes myndigheder har haft til bedre dokumentation. Ved mere generelle forhold anvender EFSA altid en vægtning af den videnskabelige dokumentation ”weight of evidence approach”. Som eksempel: Hvis 2 undersøgelser konkluderer signifikante forskelle hos kyllinger, der har fået GMO-majs, skal dette vejes op mod andre 20 korttidsforsøg, ofte udført af industrien, der viser, at Bt-majs er uskadeligt for kyllinger – altså, når vi ser bort fra de signifikante, men biologisk uforklarlige forskelle! 2 mod 20, hvad vejer mest! Hvis man arbejdede ud fra forsigtighedsprincippet på en anden måde, kunne man ud fra de 22 forsøg måske pege på konkrete undersøgelser, som burde gennemføres for at få et bedre grundlag for vurdering. En særlig version af EFSA’s konservative tilgang til videnskab kunne man se i 2012, da en gruppe forskere under ledelse af G.-E. Seralini i et 2 år langt forsøg med 10 rotter i hver forsøgsgruppe med en RoundUp Ready GMOmajs dokumenterede, at et højt antal rotter fik nyre- og leverskader - og en høj andel også kræftknuder. Et af de væsentlige argumenter, som EFSA brugte til ikke at tage forsøget alvorligt, var de kun 10 rotter i hver forsøgsgruppe.
Fordi kræft kan være meget vanskeligt at måle, kræver retningslinjerne for undersøgelse af kræftfremkaldende stoffer 50 rotter i hver gruppe, således at små forskelle kan registreres. Kravet er reelt en sikring mod, at industrien kan omgå reglerne ved at bruge få forsøgsdyr. Seralinis forsøg pegede på, at GMO-majsen kan være endog stærkt kræftfremkaldende. Men blandt andet fordi det var designet til at måle forskelle på lever og nyre og derfor kun anvendte 10 dyr pr. gruppe, skrev EFSA, at man var nødt til at se bort fra forsøget, da det havde for lav kvalitet. Og - hvad med de dokumenterede lever- og nyreskader? Når EFSA finder forhold, som kan udgøre en risiko, vælger man at godkende produktet, men kræver samtidig, at virksomheden registrerer data, der kan vise, om der i praksis er særlige risici ved produktet. Da EFSA allerede under godkendelsen har sorteret så grundigt i den videnskabelige dokumentation, er der sjældent grund til at kræve særligt omfattende overvågning. Hvor sikker skal man være på, at der er en risiko, før man tager den alvorligt? Hvad vil det sige at tage en risiko alvorligt? EU’s håndtering af risici og videnskabelige data er ganske sikkert rationel. Men det ser ud til, at man har valgt at parkere forsigtighedsprincippet som et sidste led i en lang kæde af vurderinger, der øger sandsynligheden for, at GMO-afgrøden kommer på markedet.
7
GMO i økologisk perspektiv
udvalgte eksperter godkender gmo-afgrøder I EU er det GMO-Panelet, der vurderer firmaers ansøgninger om godkendelse af nye GMO-afgrøder. GMO-Panelets videnskabelige vurdering danner grundlag for den Europæiske Fødevare Sikkerheds Autoritet EFSAs anbefaling til EU-Kommissionen, om produktet bør godkendes. Som borgere i EU bygger vores tillid til GMO-Panelets arbejde på, at de som repræsentanter for en myndighed er uafhængige af de firmaer, hvis produkter de skal vurdere. Den Europæiske Fødevare Sikkerheds Autoritet EFSA blev nedsat af EU-Kommissionen i 2002 som ansvarlig myndighed for EU´s fødevaresikkerhed. EUKommissionen udpeger EFSA’s bestyrelse, og EFSA’s bestyrelse er ansvarlig for at udvælge de eksperter, der skal arbejde i de forskellige ekspertpaneler, som står for at udarbejde de videnskabelige vurderinger af ansøgninger. EFSA’s GMO-panel blev grundlagt i 2003, hvor EFSA udpegede de 20 eksperter. Det skete på et tidspunkt, hvor EU ikke havde godkendt nye GMOafgrøder siden 1998. USA’s klagesag mod EU hos WTO Udpegningen af eksperter til EFSAs GMO-Panel skete samtidig med, at USA i maj 2003 efter flere års trusler indklagede EU ved Verdenshandelsorganisationen WTO’s klagepanel, som optakt til en handelskrig mod EU. I 1995 blev EU medlem af WTO, som har til formål at fastlægge fælles rammer for international handel og f.eks. at forhindre, at lande laver urimelige handelshindringer for andre landes eksport til landet. EU underskrev herunder aftalen om ”Sanitary and PhytoSanitary measures”, som fastslår, at alle argumenter vedr. handel skal være baseret på videnskabelig dokumentation. Denne aftale giver WTO ret til at afvise et lands argumenter, som er begrundet på forsigtighedsprincippet. Det betyder i praksis, at det er vanskeligt at holde produkter ude af et marked på grund af videnskabelig usikkerhed. USA vurderede, at når EU i de 5 år fra 1998 til 2003 ikke havde godkendt nye GMO-afgrøder, så var det ifølge WTO’s regler en teknisk handelshindring mod amerikanske landbrugsvarer. USA vurderede, at dette 8
GMO i økologisk perspektiv
hvert år kostede det amerikanske landbrug 300 mio. US$ i tabt indtjening. På grund af WTO’s regler stod USA med en god sag, og hvis USA vandt sagen, kunne de lave handelshindringer mod EU’s eksport til USA i størrelsesorden 300 mio. US$. EU-Kommissionens primære argument var den videnskabelige usikkerhed om GMO, og dens bedste mulighed for at forhindre, at USA’s trussel om handelshindringer blev til virkelighed, var at få godkendt GMO-afgrøder til import i EU, hvilket krævede, at godkendelsen skred hurtigt fremad, inden en WTO-dom blev afsagt. Rette folk til rette opgave Dette kan være en af grundene til, at EFSA valgte Harry A. Kuiper som formand for det nye GMOPanel. Kuiper var fra 1999-2003 leder af et stort EU-finansieret projekt ENTRANSFOOD, som skulle bidrage til at fremme anvendelsen af GMO i Europa, idet projektet: ”. . søgte at identificere forudsætninger for at indføre bioteknologiske landbrugsprodukter på en måde, der stort set er acceptabel for det europæiske samfund” og ”... fremme markedsføringen af GMO’er i Europa, og derved bringe den europæiske industri i en konkurrencedygtig position”. Partnere i dette projekt var blandt flere andre Syngenta, Bayer, Monsanto og ikke mindst ILSI Europa, som er industriens lobbyorganisation, som har alle større GMO-frøfirmaer som medlemmer. Flere af GMOPanelets nye medlemmer deltog i ENTRANSFOODprojektet. Uanset EU-Kommissionen eller EFSA’s begrundelser for at udpege eksperterne til GMO-Panelet blev resultatet, at med Kuiper som formand havde en stor del af de eksperter, der skulle vurdere GMOfirmaernes ansøgninger, en historie, som viste, at de kunne arbejde godt sammen med de GMO-firmaer, hvis ansøgninger de nu skulle vurdere. Harry Kuiper havde fra 1999 bistået ILSI med at udvikle dens oplæg til, hvordan risikovurderinger af GMO burde gennemføres. Kuiper var fra 2001-
2004 medforfatter til flere af ILSI’s rapporter om GMOrisikovurderinger. Ifølge EU’s regulativ for EFSA skal ekspertpaneler selv udarbejde de detaljerede procedurer for risikovurderinger. GMO-Panelet valgte at basere sine risikovurderinger på ”substantial equivalence”princippet, en ”case til case”-vurdering af de enkelte ansøgninger, og en ”weight of evidence”-vurdering af den videnskabelige dokumentation. Det svarede helt til ILSI’s anbefalinger. Dele af EFSA’s retningslinjer er hentet direkte ud af ILSI-dokumenter – der er jo ikke nogen grund til at gøre arbejdet to gange! Da Verdenshandelsorganisation WTO 26. september 2006 gav USA medhold i deres klage, kunne EU sige, at EU allerede på 2½ år fra 2004 til 2006 havde godkendt 30 GMO-afgrøder til import, og at hele sagen var forældet. EFSA – up to date Harry Kuiper var formand for EFSAs GMO-Panel fra 2003 til 2012. GMO-Panelets nye næstformand Gijs Kleter var deltager i EFTRANSFOOD-projektet og har være medforfatter til flere ILSI-dokumenter, senest i 2008. I maj 2011 forlod lederen af GMO-Panelets sekretariat, jurist Suzy Rensken, sin stilling for straks at begynde arbejdet hos Syngenta som leder af deres juridiske afdeling i EU. Syngenta har flere ansøgninger liggende i EU-systemet. EFSA har pligt til at sikre, at medarbejdere ikke flytter direkte fra myndighed til virksomhed, men EFSA valgte ikke at reagere, hvilket senere er blevet påtalt af EU’s ombudsmand. I 2012 afgik EFSA’s formand for bestyrelsen Diana Banati efter års kritik, fordi hun kom direkte fra en stilling som leder af ILSI Europa. Da hun forlod EFSA, gik hun direkte tilbage til sin stilling som direktør i ILSI Europa. Hvor står vi som borgere, når EU-Kommissionen og EFSA vælger eksperter, som på den ene side skal tjene en uafhængig myndighed, og på den anden side deltager i at formulere og udfolde industriens interesser?
9
GMO i økologisk perspektiv
invasive gener i gmo-planter Ny forskning beskriver, hvorfor gensplejsning påvirker hele planten, og giver dermed en forklaring på, hvorfor en gensplejset plante måske ikke blot kan betragtes som om, den blot er den oprindelige ikke-gensplejsede plante, med nogle få nye ekstra gener. Planter har en stærk styring og beskyttelse af deres genetiske kode mod alle former for ændringer. For at udvikle gensplejsede planter, som udtrykker de nye gener, har man derfor måttet omgå plantens beskyttelse mod at blive invaderet af fremmede gener. Styring sat ud af spillet For at sikre at GMO-afgrøder udtrykker det indsatte gen i alle plantens dele – rod, stængel, blade knop og blomst – i hele plantens liv, fra spire til frøsætning – har man sat plantens naturlige styring af de indsatte gener ud af spillet. For at opnå dette har man lagt genet ind i en gensekvens, som er en serie af genetisk materiale med: en start-gen-kode - promotor – typisk fra en virus genet der koder for det ønskede protein – ofte hentet hos bakterier, og en sluk-gen-kode - terminator – typisk fra en virus Virus-promotoren sikrer, at plantens normale styring ikke gælder for det nye gen, og at det indsatte gen udtrykkes stærkt. I langt de fleste GMO-sorter godkendt i EU har man anvendt en promoter kaldet CaMV 35S, som er skåret ud blandt generne hos blomkåls-mosaik-virus. Generne hos virus overlapper imidlertid hinanden, og en del af de virus-promotorer, der er anvendt til splejsning, viser sig nu at være skåret ud i så store ”genstumper”, at de ud over promotoren også indeholder egentlige virusgener, som koder for proteiner - virusgener som ikke burde have været der, hvis udtryk og funktion ikke er kendt, men som blot er fulgt med det genetiske materiale fra virus som trojanske gener. At dette kan ske, sætter både spørgsmålstegn ved gensplejsningens 10
teknik og til den faglige grundighed i EFSA’s risikovurdering. Når et gen er kodet til at bliver udtrykt stærkt, er cellen normalt ikke i stand til at afgrænse det stærke udtryk til ét gen på kromosomet. De gener, der er placeret efter det meget aktive gen, vil også blive udtrykt forholdsvis mere end normalt. De gener, som tilfældigvis er nabo-gener til det gensplejsede, kan derfor blive udtrykt mere, og på tidspunkter i plantens liv, og i dele af planten, hvor disse gener normalt ville være helt eller delvist slukkede. Gen-splejsning kan derfor påvirke hele planten. Gensplejsning af planter begyndte i begyndelsen af 1980’erne, men videnskaben om genernes styring - som kaldes epigenetikken – er derimod først kommet op i fart fra omkring år 2000. Selv om (næsten) alle celler i en organisme har samme DNA, kan generne være alt fra helt slukkede til meget aktive og udtrykkes vidt forskelligt i plantens forskellige dele – rod, stængel, blad og i løbet af plantens liv. Epigenitikken vil på et tidspunkt kunne
GMO i økologisk perspektiv
beskrive, f.eks. hvordan forskellen mellem et grønt blad og et rødt kronblad kan forklares på celleniveau. Forskningen i epigenetik, mikroRNA mv. giver hvert år helt nye gennembrud i vor forståelse af, hvordan planterne styrer deres gener og cellernes stofskifte. Så, mens vi har kunnet flytte rundt på gener og skabe GMO-planter, har vi haft et meget begrænset kendskab til, hvordan generne styres, hvilke ændringer det har forårsaget, når man har tilføjet nye gener til planternes kromosomer, og hvordan ændringer i styringen nedarves. Inden for de seneste år har forskning vist, at de ca. 98 % af planternes genetiske materiale, der ikke er egentlige gener, alligevel bidrager til at styre, hvordan og hvornår de egentlige gener udtrykkes. I gensplejsningens metode og i myndighedernes godkendelser er de 98 % af den genetiske kode i hovedsagen blevet behandlet som uvæsentlige ”skrammel-gener”, som man ikke har behøvet at tage hensyn til. Fordi de gensplejsede planter, der anvendes i dag, ofte er blevet udviklet for 10-25 år siden, er de ændringer i GMO-planternes epigenetiske styring, som gensplejsningen medfører, dårligt undersøgt. Særligt dårligt undersøgt er de ændringer, som gensplejsningen kan have på planternes reaktion på udfordringer som tørke, frost, svampeangreb, for ikke at nævne GMOplantens samspil med jordens mikroflora og lignende. Når man analyserer levende organismers genetiske materiale, finder man ganske ofte stumper og stykker, som ligner dele fra helt andre organismer, f.eks. fra bakterier og virus. I planternes udviklingshistorie gennem millioner af år - er det sket mange gange, at der er flyttet gener fra virus og bakterier over i planter. Det er derfor ikke nyt. Det nye er, at vi uden nogen særlig god forståelse af generne, deres styring og hvordan denne styring videreføres til næste generation, tvinger planterne til at udtrykke de indsplejsede gener, og samtidig lader som om vi ved, hvilke effekter det vil have.
11
GMO i økologisk perspektiv
super-ukrudt - en naturlig følge Markedsføringen af gensplejsede afgrøder, der er resistente over for et ukrudtsmiddel, har - på trods af at forskere og landbrugskonsulenters advarsler fået mange landbrug til at vælge en ensidig kemisk bekæmpelse af ukrudt med sprøjtning flere gange om året med samme sprøjtegift. Det har medført, at ukrudt har udviklet resistens mod disse sprøjtemidler, og naturligvis primært resistens over for RoundUp, som er den mest anvendte gift til GMO-afgrøderne. Selvom resistent ukrudt har eksisteret næsten lige så længe, som der har eksisteret sprøjtemidler, får det såkaldte ”super-ukrudt” i dag hurtigere og langt større udbredelse på grund af den ensidige sprøjtning i GMOlandbruget. En undersøgelse i USA i 2012 viste, at mere end 245.000 kvadratkilometer landbrug har problemer med RoundUp-resistent ukrudt, hvilket var 49 % af de undersøgte landbrug. Det var en stigning på ca. 50 % på et år, fra ca. 163.000 kvadratkilometer i 2011. Undersøgelsen viste også, at 27 % af landbrugene havde mindst to typer resistent ukrudt. I de områder, der er ramt af resistent ukrudt, har GMO-afgrøder ført til et væsentligt stigende forbrug af sprøjtemidler – i første omgang med højere doser RoundUp, og i anden omgang med flere andre sprøjtemidler. GMO-frø-firmaerne har været langsomme til at anerkende, at de sprøjtemidler, som de selv sælger, skaber væsentlige resistensproblemer for de landmænd, der har købt deres frø, og som de dermed i kontrakter også har bundet til at købe deres sprøjtegift. I Argentina, Brasilien og Canada, der ligesom USA har store landområder, der dyrkes med GMO-afgrøder, registrer man år efter år større arealer, hvor det resistente ukrudt findes, og man finder nu hvert år ca. 15 nye typer ukrudt, som er resistente mod glyphosat (aktivstoffet i RoundUp). Modstandere mod GMO-afgrøder har, fra afgrøderne begyndte at blive godkendt i 1995, forudsagt, at ukrudtet ville udvikle resistens. Der har blandt andet været en stor bekymring for, at ukrudtsarter, som er nært beslægtet med afgrøden, skulle blive bestøvet med pollen fra de gensplejsede afgrøder, så de splejsede gener spredte sig til ukrudtet. Ukrudtet vil herved blive resistent ved at anvende de samme gener, som GMOafgrøden har fået indsat. Det, der har vist sig langt mere alvorligt, er, at et bredt udvalg af de mest aggressive ukrudtsarter har skabt 12
GMO i økologisk perspektiv
af gmo resistens - på deres egen måde. Det betyder, at det er de ukrudtsarter, der er bedst til at sprede pollen eller frø, der nu skaber store problemer med resistens. Resistent ukrudt udvikles, når planten sprøjtes men ikke dør. For eksempel er RoundUps blokering af proteinsyntesen mindre effektiv ved lav dosis, ved lave temperaturer eller ved sprøjtning sent i ukrudtets vækstperiode. De planter, der kan modstå giften, vil blomstre og sætte frø. Flere af verdens 10 mest frygtede ukrudt findes nu i RoundUp-resistent form, som eksempelvis Johnson Grass. I USA har man registreret 14 forskellige ukrudtsarter, som er resistente over for glyphosat. Måske er den værste type ukrudt i USA Palmer Amaranth, som nu er udbredt i 19 amerikanske delstater. I 4 af staterne er mellem 50.000 og 1 mio. hektar ramt. Denne amaranth kan blive over to meter høj, den er vindbestøvet, og én hunplante kan hvert år producere 200.000-900.000 små frø. GMO-firmaernes modtræk over for resistent ukrudt har været at udvikle GMO-afgrøder, der er resistente mod flere sprøjtegifte på en gang, f.eks. mod glyphosat og 2,4-D. Selv om 2,4-D, og de andre kombinationsgifte som Dicamba og Atrazine, nu lanceres i nye formuleringer med nye tilsætningsstoffer, er de aktive stoffer gamle, og en del ukrudtsarter er allerede resistente over for dem. En del eksperter i ukrudtsbekæmpelse vurderer, at det er sandsynligt, at de nye GMO-afgrøder med dobbelt resistens mod sprøjtegift kun giver en stakket frist i den kemiske kamp mod ukrudtet. Der er derfor risiko for, at GMO-afgrøder i fremtiden vil kræve en cocktail af mere giftige sprøjtemidler i fortsat højere doser, når multiresistent ukrudt breder sig. I Danmark har vi allerede flere ukrudtsarter, som har større eller mindre tolerance eller resistens over for glyphosat, blandt andet Canadisk Bakkestjerne. Hvis GMO-afgrøder med glyphosat-resistens bliver udbredt i Danmark, må man forudse, at danske landmænd - på trods af de samme advarsler som har lydt i alle andre lande - vil vælge en mere ensidig ukrudtsbekæmpelse, og at resistente typer ukrudt vil få bedre muligheder for at udvikle og brede sig på de danske marker. Økologiske planteavlere har forskellige udfordringer med ukrudt, men der er også udfordringer, de slipper for – nu og i fremtiden.
13
GMO i økologisk perspektiv
kan gmo eller økologi løse verdens sultproblem? Det er ikke mangel på fødevarer, men derimod fattigdom, der er den væsentlige årsag til verdens sult. I verdens fattigste lande går i gennemsnit 60-75 % af folks penge til at købe mad. I u-landenes byer finder man ca. halvdelen af verdens fejlernærede mennesker, og deres virkelighed er, at der er masser af mad i butikkerne, men de er for fattige til at købe den. Befolkningens fødevaresikkerhed er derfor meget enkel: ingen penge - ingen mad. En del projekter arbejder med at etablere økologisk mikrogartneri i fattige byområder. Det kan både give en vis egenforsyning af sunde fødevarer og nye muligheder for at tjene penge. De fleste fattige landes landbrug er skarpt opdelt mellem store landbrug, som drives industrielt, hvor afgrøderne i hovedsagen sælges til markedet, og på den anden side fattige småbønders landbrug, som ofte knap kan brødføde den familie, der driver landbruget. Det industrielle landbrug i tropiske lande drives normalt, som det kendes i de rige lande, med investeringer i maskiner, forædlet såsæd, kunstgødning, kunstvanding og gift mod skadedyr og ukrudt. De GMO-afgrøder, vi kender i dag, bidrager til at gøre denne produktion mere rationel, men hæver generelt ikke udbyttet. Gensplejset Bt-majs - som ikke er så udbredt - og Btbomuld, som producerer insektgiften Bt-toxin, har dog begge været mere produktive i landbrugsområder, som har store problemer med nogle bestemte skadedyr. GMO har derfor generelt set ikke bidraget til højere fødevareproduktion i verden. Rentabel med RoundUp RoundUp ready afgrøder, som er gensplejset til at tåle RoundUp, har gjort det rentabelt at inddrage store landområder til dyrkning i for eksempel Argentina og Brasilien. Soja og majs, som dyrkes på disse arealer, eksporteres primært til foder til USA, Kina og Europa. Den ekstra produktion har derfor bidraget til at holde prisen på foder nede, og det har formodentlig også smittet af på prisen på fødevarer som eksempelvis 14
hvede. Lidt lavere priser kan have gjort det muligt for fattige mennesker at købe lidt ekstra mad - selv om verdens fødevarepriser siden 2002 generelt har været stigende. Små landbrug i tropiske og subtropiske egne har traditionelt anvendt brakperioder til at genskabe jordens frugtbarhed, ligesom dansk landbrug engang brugte brak. Efterhånden som et højere befolkningstal har medført, at bondefamiliernes jordlodder er blevet mindre og mindre, er brak ofte blevet helt afskaffet uden at blive erstattet af andre metoder til at gøre
GMO i økologisk perspektiv
metoder reducere fejlernæring og periodevis sult blandt småbønder på landet. Politik mod sult Der er imidlertid ingen tvivl om, at det i høj grad er landenes politiske initiativer, der kan afbøde sult og fejlernæring f.eks. ved at etablere fødevarelagre, begrænse spekulation i fødevarer og mindske tabet af afgrøder under lagring efter høst. En rapport fra 2013 anslår, at 30-50 % af verdens fødevareproduktion går til spilde på et eller andet sted mellem jord og bord. Politiske initiativer på dette felt er også påtrængende. Fremtidig fødevaresikkerhed De færreste ulande har regler, kontrolsystemer og laboratorier, der kan sikre, at GMO-afgrøder ikke spreder sig og forurener den del af afgrøden, der er non-GMO. Selvom GMO-fortalere ofte nævner ulandenes mulighed for at udvikle egne lokale GMO-afgrøder, så risikerer lokale GMO-afgrøder helt at ødelægge landenes eksport af en afgrøde, fordi de lokale GMO-afgrøder ikke vil være risikovurderet og godkendt på eksportmarkederne, som let vil opdage en eventuel forurening.
jorden frugtbar. Landbruget er derfor blevet et low input - low output–system med ganske lave udbytter. Blandt andet derfor er det på landet, man finder ca. halvdelen af verdens fejlernærede og sultende mennesker. Med økologiske metoder til at hæve jordens frugtbarhed kan landbrugerne i de fleste områder dokumenterbart hæve udbyttet til det dobbelte og højere. De økologiske metoder forbedrer også jordens struktur, så den bliver mere robust over for jorderosion og mindre følsom over for tørke. Derfor kan økologiske
I det moderne samfund sælges fødevarerne der, hvor de opnår den bedste pris, og der er derfor ofte ikke nogen sammenhæng mellem produktion af føde i et land og forekomst af sult i landets befolkning. Flere af de fattige lande i syd, hvor en betydelig del af verdens ca. 1 mia. sultende, under- og fejlernærede mennesker lever, er samtidig eksportører af fødevarer. Fattige menneskers fødevaresikkerhed afgøres i høj grad af, om det lokale marked kan betale det samme for fødevarerne, som verdensmarkedet vil betale. Da en stor del af verdens produktion af fødevarer anvendes til foder til husdyr, kan man måske sige, at verdens sult i en vis grad er et tegn på, at verdens svin har større købekraft end fattige mennesker.
15
GMO i økologisk perspektiv
roundup ready afgrøder - er mere roundup bedre? De mest udbredte GMO-afgrøder er splejset til at kunne tåle RoundUp, som indholder det aktive stof glyphosat. Glyphosat omtales ofte som meget ”miljøvenligt”. Så større brug af den miljøvenlige sprøjtegift må vel så være bedre?
til jorden og derfor ikke så let går i grundvandet og ikke har samme akutte giftvirkning for dyr som andre sprøjtegifte. Glyphosat giver f.eks. ikke de nerveskader på dyr og mennesker, som visse fosformidler og flere andre sprøjtemidler kan give.
Da RoundUp blev markedsført i 1974, blev giften kun brugt til at renholde marken før dyrkning, fordi den slår alle sprøjtede planter ihjel. I 1996 markedsførte Monsanto de første gensplejsede afgrøder med resistens mod RoundUp. Dermed fik RoundUp en helt ny anvendelse, hvor man nu kan sprøjte giften direkte på afgrøderne og ukrudtet, uden at afgrøden dør, hvilket har mangedoblet forbruget af RoundUp.
Monsanto i Danmark fastholdt indtil 1999, at RoundUp ikke kunne gå i grundvandet, selvom både britiske, græske, spanske og tyske myndigheder allerede i 1996 havde fundet RoundUp i deres grundvand. I 1999 viste
I USA har den nye anvendelse betydet, at forbruget af RoundUp er steget fra 4.500 ton i 1995 til ca. 94.000 ton om året i 2012 (20 gange højere). I andre lande, hvor man dyrker gensplejsede planter med RoundUp-resistens, er salget steget tilsvarende f.eks. i Argentina med 14 gange, mens produktionen af soja kun er femdoblet. Den kraftige vækst i brugen af glyphosat i blandt andet Danmark skyldes, at man er begyndt at ”tvangsmodne” nonGMO-afgrøder ved at sprøjte dem med glyphosat umiddelbart før høst, hvilket slår afgrøden og eventuel ukrudt ihjel og sikrer, at man får en lettere og mere ensartet høst. Da giften nu sprøjtes direkte på afgrøderne, bliver indholdet af giftrester i afgrøden stærkt forhøjede. Efter ansøgning fra kemivirksomheder har EU derfor ud fra EFSAs anbefaling hævet den maksimalt tilladte grænseværdi for giftrester af glyphosat i flere afgrøder fra det generelle niveau på 0,1 mg/kg til 10 eller 20 mg/kg, altså et tilladt indhold som er 100 til 200 gange højere. Sammenlignet med mange andre sprøjtemidler har man værdsat, at glyphosat hurtigt bliver bundet hårdt 16
GMO i økologisk perspektiv
undersøgelser i Danmark for første gang et lavt niveau af problemer med RoundUp og dets nedbrydningsprodukt AMPA i grundvandet på Fyn. Ny forskning fra bl.a. Danmark viser, at glyphosat ikke blot bindes til jorden, men også kan ophobes i jorden over flere år. Ophobning kan forklare amerikanske undersøgelser, der viser, at enkelte af jordens mikronæringsstoffer, f.eks. mangan, bliver mindre tilgængelige for planterne, når jorden gennem nogle
år er blevet sprøjtet med RoundUp. Det kan medføre, at planterne taber modstandskraft mod sygdomme, og at afgrøderne bliver mindre nærende for de dyr og mennesker, der skal leve af dem. Monsanto har i 2003 taget patent på at anvende glyphosat som en slags antibiotika, som er virksomt over for bakterier, alger, nogle mikro-svampe og mange andre organismer. Det er derfor ikke overraskende, at glyphosat kan forskyde jordens mikro-flora, og at noget lignende kan ske i dyrenes mave-tarmkanal, når dyrene får foder, der er sprøjtet med glyphosat. Men det kan vise sig at være uheldigt, at glyphosat tilsyneladende særligt hæmmer gode bakterier som Rhizobium, der binder kvælstof i jorden og også hæmmer bakterier, som dyrene normalt lever fredeligt og virksomt med i deres tarm som eksempelvis mælkesyrebakterier, mens visse typer svampe og bakterier, der kan medføre sygdomme, som for eksempel fusarium, clostridier og stafylokokker, ser ud til at trives eller klare sig bedre med glyphosat. Mens kemiindustrien afviser, at glyphosat har nogen giftvirkning på mennesker og dyr, så dokumenterer et studie fra 2012, at myndighederne ved godkendelsen af glyphosat i EU i 1998-2002 systematisk så bort fra eller omfortolkede de forskningsresultater, der viste, at glyphosat kan skade cellers deling og medføre misdannelser af f.eks. skelettet og hjertet under fosterets udvikling. Derudover viser en række nyere studier, at glyphosat kan have hormonlignende effekt ved mængder, som ligger langt under det niveau, der anvendes ved sprøjtning af afgrøder. RoundUp omtales ofte som en miljøvenlig sprøjtegift. Men der er stigende dokumentation af, at RoundUp i den sprøjtedosis, der kan anvendes i landbruget, er dødelig for padder og deres afkom i bække og søer. I begejstring over de fordele, RoundUp er kendt for, har vi glemt at få dokumenteret andre forhold, eller at stille andre spørgsmål til produktets sikkerhed, som bliver vigtige med den større brug af RoundUp, og når det sprøjtes direkte på afgrøden. Så, måske er vores milde vurdering af glyphosat først og fremmest et udtryk for, hvilke dele af miljøet og sundheden, vi måler på og prioriterer at beskytte.
17
GMO i økologisk perspektiv
skaber gmo monopoler på vore fø I perioden fra 1996 til 2008 købte nogle få af de største GMO-virksomheder helt eller delvist mere end 200 andre virksomheder. Primært virksomheder der udviklede eller forhandlede frø, og denne udvikling fortsætter. Herved er de blevet ejere af de mest solgte plantesorter på blandt andet det amerikanske marked og har opnået stor grad af kontrol med salgskanaler og distribution af såsæd i lande som USA, Canada, Brasilien og Argentina. Dominans GMO-sorter har vundet ca. 90 % af markedet for de største afgrøder i USA, som er majs, sojabønner, bomuld og raps. De virksomheder, der primært udvikler og sælger GMO-sorter, Monsanto, DuPont, Syngenta, Bayer, BASF og Dow, har fra 1996 til i dag vundet en dominerende plads på markedet i USA. Siden 1980 er antallet af virksomheder inden for såsædsindustrien ca. halveret til de nuværende ca. 150. Monsanto har vundet en særlig stærk position med en markedsandel på ca. 25 %, ikke mindst på grund af virksomhedens RoundUp Ready gener, som de anvender i egne sorter og sælger i licens til deres konkurrenter. Monsantos RoundUp Ready gen findes i 98 % af GMO-soyabønner på det amerikanske marked og i ca. 80 % af GMO-majs. De amerikanske myndigheder åbnede i januar 2010 en undersøgelse af konkurrenceforholdene i den amerikanske såsædsindustri. Myndighederne lukkede sagen i november 2012 uden at have fundet forhold, der førte til indgreb. Undersøgelsen skyldtes formodentlig både den store koncentration af ejerskab, man har set i USA’s og i den globale såsædsindustri, og at de seks dominerende såsædsvirksomheder har indgået gensidige licensaftaler på kryds og tværs om at anvende hinandens patenter på gener og teknologier. Et tegn på manglende konkurrence er, at priserne på såsæd i USA over en årrække har været kraftigt stigende. Priserne for såsæd til dyrkning af sojabønner var f.eks. i 2009 steget med 108 % i forhold til priserne i 2001, tilsvarende var priserne på majs steget med 135 %, mens det generelle pristal for USA i perioden kun viste en stigning på 20 %. Prisen for majs-såsæd er siden steget yderligere, så den i 2012 lå på ca. 300 % af prisen i 2001. Lokale såsædsfirmaer, som ikke er ejet af gengiganterne, og som har en markedsandel på ca. 20 %, 18
udvikler deres sorter blandt andet ud fra licensaftaler på de sorter og gener, som de store firmaer udbyder. Brud på patentrettigheder I USA og Canada har man en stærk tradition for at anvende en del af egen høst til næste års såsæd. Denne tradition står i direkte modsætning til såsædsfirmaernes GMO-kontrakter, som forbyder bønderne at anvende GMO-høst til såsæd. Med Plant Variety and Protection Act fra 1970 og retten til at patentere planter fra 1980 har Monsanto vundet de otte retssager, som de har ført mod landmænd, som har gemt GMO-såsæd. De har også kunnet overbevise ca. 840 andre landmænd om, at Monsanto havde retten på sin side. I januar 2012 rejste en lang række økologiske organisationer en forbyggende retssag mod Monsanto, for at sikre at de ikke blev tvunget til at betale bøde og kompensation til Monsanto, hvis deres økologiske marker blev forurenet med Monsantos patenterede gener. Denne sag er endnu ikke afsluttet. Ensretning af markedet Når mindre frøvirksomheder bliver overtaget, forsvinder nogle eller alle deres sorter fra markedet, og landmænd oplever, at det kan være vanskeligt at købe såsæd af non-GMO-sorter. I Canada, USA og Brasilien er der enslydende meldinger om, at velkendte højtydende non-GMO sorter bliver taget af markedet. Nye sorter udviklet med normale metoder til sortsudvikling sælges kun i GMO-version. Det er primært ved at knytte en ny sort til et patenteret gen, at GMOfrøfirmaerne kan sikre, at virksomheden får udbytte af, at de både sælger såsæd og sprøjtemidler. Når patentet på RoundUp Ready-genet udløber i 2014, stopper Monsanto salget af licenser til dette gen og flytter såsædsindustrien over på Ready 2 Yield-genet. Kapløbet om gener Kapløbet om at tage patent på gener, der kan anvendes under klimatisk mere ekstreme forhold som tørke, varme, kulde og saltholdig jord, udkæmpes mellem de seks store gen-giganter i disse år. En opgørelse fra 2010 viste, at der fra juni 2008 til juni 2010 var udtaget globalt patent på 1651 gener, hvoraf 90 % tilhørte
GMO i økologisk perspektiv
ødevarer? private virksomheder, de seks virksomheder ejede 77 %, mens statslige organisationer ejer mindre end 10 %. GMO-frøfirmaerne er blevet kritiseret, når de krydser deres gener ind i lokale sorter. I Indien er Monsanto f.eks. blevet trukket i retten, fordi de har krydset deres GMO-aubergine med en lokal sort af aubergine. På grund af de patenterede gener er den nye sort nu Monsantos ejendom, Inderne vil ikke acceptere, at deres lokale aubergine bliver gjort til privat ejendom. Økologiske landmænd har traditionelt lænet sig op ad
konventionel forædling, hvilket i en vis grad har været nødvendigt på grund af det lille marked for økologisk såsæd, men også en sikring af at økologerne har kunnet anvende sorter, der var helt på højde med de sorter, som det konventionelle landbrug anvender. Udbredelsen af GMO-sorter, opkøb af lokale såsædsvirksomheder og inddragelse af kendte konventionelle sorter kan stille nye krav til økologernes egen satsning på udvikling af nye sorter, og måske også til et behov for at skabe frøfirmaer, som ikke er til salg for et godt tilbud.
19
GMO i økologisk perspektiv
gmo etik og nytteværdi Ved godkendelse af GMO-afgrøder er det kun et lille udvalg af naturvidenskabelige og tekniske forhold, der vurderes af myndighederne. Man vurderer ikke etiske argumenter eller afgrødernes mulige nytteværdi og meget andet, som er væsentligt for levende mennesker. Myndighedernes godkendelse efterlader derfor en åben debat af, om vi som samfund, ansvarlige borgere og politikere skal sige ja eller nej til GMO-afgrøder.
20
Mange uenigheder om GMO-afgrøder hviler på forskelle i mere eller mindre tydelige forudsætninger, som synet på hvilket ansvar vi har for naturen, genetisk forurening af fødevarer og natur, ejerskab til levende organismer, patenter på gener, hvilke farer vi har overvejet, hvor store risici vi vil acceptere, om vi har tænkt 10 år eller 200 år frem, og så på det mere menneskelige plan: hvilken tillid vi har til videnskaben, forskeres, virksomhedslederes og myndigheders etik.
GMO i økologisk perspektiv
Undersøgelser i Danmark og EU har vist, at befolkningen er mere positiv over for GMO-afgrøder, som man synes har en konkret nytteværdi, for eksempel hvis afgrøden bliver præsenteret som sundere. Vi er altså parat til at acceptere risici, hvis de blot bliver balanceret af større fordele. Ubetydelig risiko GMO-fortaleres forudsætninger for at diskutere GMOafgrøder rammes ofte ind af nogle meget store drømme om, hvad GMO-afgrøder kan betyde for verdens produktion af fødevarer - engang i fremtiden. Med de store GMO-drømme i bagagen, og en selvfølgelig tro på forskernes indsigt, den videnskabelige metodes ufejlbarlighed og myndighedernes omfattende og grundige analyse, kan risikoen forekomme helt ubetydelig. Nytteværdien af drømme-afgrøder, som ikke skades af insekter, virus og svampeangreb, kan de fleste se. De fleste kan også se det fornuftige i at udvikle planter, der kan vokse i mere saltholdig jord eller bedre kan modstå perioder med tørke eller frost. Den allerstørste drøm er ved hjælp af disse fantastiske planter at producere mere føde til de sultende. Spørgsmålet er derfor, om GMOafgrøder kan skabe disse drømme-afgrøder, som vil være så nyttige. GMO-fortalere har fra 1995, hvor den første GMO-majs blev godkendt, hævdet, at GMO er nødvendige for at brødføde verden, og at det derfor er uansvarligt ikke at fremme dem. Udvikling og markedsføring af GMOafgrøder har i de forløbne 17 år imidlertid ikke været koncentreret om føde, men om sorter der primært anvendes til foder. Mere end 80 % af den gensplejsede produktion anvendes til foder, bio-energi eller bomuld. Stigningen i udbytte fra landbruget har generelt været på de samme 1-2 % om året, som man har set de sidste 50 år med non-GMO-sorter. På visse afgrøder, som ikke er gensplejsede, har man set meget højere vækst i produktivitet end for GMO-området, f.eks. på græsser. GMO-afgrøder har derfor generelt set ikke givet nogen vækst i produktiviteten på landbrugsarealet. Det fremstår derfor mere og mere som et etisk problem for GMO-industrien, at den argumenterer for, at den er nødvendig for at brødføde verdens sultne og voksende befolkning – uden at dette sker i virkeligheden.
Menneskets rolle Vores syn på menneskets rolle på jorden og i forhold til naturen er et af de væsentlige etiske spørgsmål om GMO-afgrøder. Kan vi overhovedet tillade os at flytte rundt på gener mellem forskellige riger i naturen – fra virus og bakterier til planteriget. Nogle vil mene, at der er en vis selv-overvurdering i tanken om at flytte rundt på generne. Andre vil mene, at det er et videnskabeligt domæne, som ikke kan stoppes. Når vira og bakterier i naturen kan flytte gener ind i planteceller, og få planterne til at udtrykke deres gener, så skal videnskaben også udnytte det. På den anden side, når vira og bakterier flytter gener over i planter, kalder vi det normalt for – sygdom. Er det den type principper, vi skal efterstræbe i vor udvikling af fødevarer. Er det det vi vil spise? At få planter til selv at producere insektgift eller til at tåle at blive sprøjtet med gift kan forekomme som en ret ultimativ industrialisering af vores fødevareproduktion. På trods af videnskabelige risikovurderinger er det relevant at spørge, om det er den type fødevarer, vi ønsker at producere og selv at spise. Forurening af fødevarer fra planter, der udtrykker gener fra bakterier og vira, forurening af andre dyrkede plantesorter, som burde være GMO-fri, og forurening af det vilde planteliv med invasive gener rejser etiske spørgsmål, som griber dybere, end en risikovurdering kan nå. De farer, som videnskaben kun har dårlig forståelse af, og som man derfor ikke kan risikovurdere, og de farer, vi slet ikke har set endnu, maner til forsigtighed. Nogle GMO-fortalere forsøger at afværge den etiske diskussion af GMO-afgrøder med det simple argument, at gensplejsning er helt naturlig og blot hjælper naturen på vej til hurtigere at gøre det, den selv eller mennesket har gjort i millioner eller tusindvis af år. Den etiske diskussion er ud fra denne tanke blot et tegn på, at folk ikke har forstået GMO-teknikken. Undersøgelser peger imidlertid på, at mennesker, der ved meget om GMO, er mindst lige så skeptiske over for GMO-afgrøder som andre mennesker. Der er derfor ikke grund til at tro, at den etiske diskussion om GMOafgrøder kan fejes af bordet med nogle lektioner i GMOteknik.
21
GMO i økologisk perspektiv
gmo og fødevareskandalerne i us De fleste lande med en stor import eller eksport af landbrugsvarer har lovgivet om GMO-afgrøder. Produktion af GMO har på trods af regulering og kontrol forårsaget den ene fødevareskandale efter den anden over de seneste 17 år. Det har vist sig at være vanskeligt at styre, hvor de gensplejsede afgrøder forvilder sig hen med eller uden menneskers hjælp under fremavl til såsæd, under lagring eller ved transport og eksport. GMO-hør forurener Canadas eksport af hørfrø I juli 2009 opdagede en tysk virksomhed de første tegn på GMO-forurening i canadisk hørfrø, og i september 2009 meddelte EU, at forureningen skyldtes GMOhør FP967 ”Triffid”. Triffid var gensplejset til at være resistent over for sprøjtegiften sulfonylurea og blev i 1996 registreret til dyrkning i Canada. På grund af risikoen for, at GMO-hør skulle forurene konventionel hør til eksport, blev Triffid afregistreret 1. april 2001 efter 5 år på markedet. En undersøgelse fra 2012 viser, at forureningen fortsat findes på ekstremt lavt niveau i canadisk hør, som nu kun sælges til industriformål. Canadiske landmænds og handelsleddets tab på grund af forureningen er anslået til ca. 30 mio Ca$. Forureningen har kostet den europæiske fødevareindustri anslået ca. 50 mio. Euro primært i form af tilbagekaldelser af fødevarer. I Danmark blev blandt andet virksomhederne Kohberg og 22
GMO i økologisk perspektiv
sa, canada, kina og eu Nutana ramt.
2005, informerede Syngenta EU og andre lande om forureningen.
I 2006 blev der fundet GMO-ris i flere produkter på markedet i EU. Forureningen med GMO-ris Bt63 kom fra ris importeret fra Kina, hvor den blev ulovligt dyrket. I 2007 mente de kinesiske myndigheder, at de havde konfiskeret og destrueret al Bt63 ris. Da EU fortsat fandt produkter med Bt63 i 2008, krævede de obligatorisk laboratorieanalyse af 23 forskellige produkttyper. I Kina fortsætter forureningen i dag og bidrager til opfattelsen af lav fødevaresikkerhed.
Forureningen med Bt10 blokerede i en periode delvist for USAs eksport af majs til blandt andet Japan og til Europa, og flere skibsladninger majs blev afvist i japanske og europæiske havne. Landene krævede ekstra laboratorie-dokumentation for, at majsen var GMOfri. Da laboratorietests blev krævet, sagde Syngenta først, at Bt10 var ”fysisk identisk” med Bt11. Derefter viste det sig, at Syngenta ikke havde en test, som kunne identificere Bt10. Denne test blev først udviklet efter et par måneder. Den fulde og ret komplicerede gensplejsning hos Bt10 blev først publiceret i 2008.
GMO-ris forurener USA riseksport
Medicinproducerende GMO-majs uden for hegnet
I januar 2006 opdagede et fransk handelsfirma, at en ladning ris fra USA var forurenet med GMO-ris. Den konventionelle rissort ”Cheniere” viste sig at være forurenet med GMO-ris Liberty Link Rice 601 (LL601). Mens de amerikanske myndigheder undersøgte denne forurening, fandt de i 2007 endnu en konventionel rissort, ”Clearfield”, forurenet med GMO-ris LL604. Hverken LL601 eller LL604 var godkendt til dyrkning, men havde været dyrket fra 1998-2001 på en forsøgsstation i Louisiana.
I 2002 opdagede de amerikanske myndigheder, at der var majs med medicinsk indhold i en ladning sojabønner. Kort efter blev det fastslået, at 62 hektar majs var blevet krydsbestøvet med pollen fra en anden medicinproducerende GMO-majs. Prodigene, som ejede begge afgrøder, blev idømt en bøde på 250.000 + 3 mio. US$ i erstatning og kompensation. Herefter blev reglerne strammet for pharming – altså det at producere medicin i afgrøder på friland.
GMO-ris forurener Kinas eksport af ris
Japan og Rusland lukkede for importen af amerikansk ris, mens EU og Mexico krævede ris fra USA testet for GMO. På grund af de store problemer, som GMO-risen skabte for amerikansk riseksport til 30 lande fra 2006 til 2010, betalte Bayer, som havde udviklet GMOrissorterne, blandt andet en erstatning på 750 mio. US$ til 11.000 amerikanske risproducenter i 2011. Selv om USA godkendte LL601 i november 2006, dyrkes den i dag ikke nogen steder i verden. GMO-majs forurener USAs majseksport I december 2004 meddelte Syngenta det amerikanske miljøagentur EPA, at amerikanske landmænd fra 2001 til 2004 havde dyrket 15.000 hektar med en ikke godkendt GMO-majs Bt10, i den tro at det var en GMOmajs Bt11, som i 1998 var blevet godkendt i EU. Først da Nature publicerede en artikel om sagen i marts
Fodermajs i fødevarer I 1998 blev StarLink majs godkendt af de amerikanske myndigheder. StarLink var kun godkendt til foderbrug, da det indsatte Bt-gen Cry9C var varmestabilt og derfor muligvis kunne fremkalde allergi. I september 2000 blev StarLink fundet i ”Taco shells” i USA. Ejeren af afgrøden Aventis/Syngenta måtte i 2006 betale en erstatning på 150 mio. US$. På grund af denne sag opgav myndighederne i USA at arbejde med en lavere standard for sikkerhed for foderafgrøder. Disse seks eksempler repræsenterer nogle af de større eller mindre illegale dyrkninger og forureninger med GMO-afgrøder, der indtil februar 2013 er registreret. Der er registreret i alt 46 tilfælde af illegale dyrkning og 256 GMO-forureninger.
23
GMO i økologisk perspektiv
er der ET marked for gmo i eu? EU’s krav om mærkning af GMO-afgrøder, kombineret med den folkelige skepsis over for GMO, er nok de væsentligste årsager til, at 23 ud af Europas 25 største supermarkedskæder siger nej til GMO i de fødevarer, de sælger i egne mærker. På samme måde siger 22 af Europas 25 største fødevare-virksomheder/brands nej tak til GMO i deres produkter. Også de største amerikanske brands i Europa siger nej til GMO. Selv om de bruger GMOråvarer i produkter til det amerikanske marked, så er produkterne til det europæiske marked produceret uden GMO. Flere undersøgelser i Danmark og EU viser, at befolkningerne er skeptiske over for GMOafgrøder. I 2005 viste en undersøgelse i EU, at kun 28 % af danskerne og i gennemsnit 27 % af borgerne i hele EU gik ind for GMO. Et flertal i EU på ca. 60 % mente, at GMO var unyttig, umoralsk, risikofyldt og ikke skulle udbredes. GMO-afgrøder unaturlige I 2010 viste en lignende undersøgelse, at 70 % af europæerne mente, at GMO-afgrøder er unaturlige. Cirka 60 % af befolkningen føler sig utilpas med GMO og vurderer, at de ikke vil gøre noget godt for deres eget eller familiens helbred eller for fremtidige generationer, mens ca. 20 % havde den modsatte holdning, og ca. 20 % havde ikke nogen holdning. Kun ca. 25 % mener, at GMO vil have en positiv påvirkning på miljøet. De personer, der har mest viden, ser ud til at være mest skeptiske. De europæiske virksomheders holdning til GMO er i høj grad bestemt af kundernes holdning. Da de to engelske supermarkedskæder Safeway og Sainsbury›s i 1999 som de første besluttede ikke at sælge GMO, skete det efter en stor offentlig debat og mediestorm om GMO generelt. 24
GMO i økologisk perspektiv
Stormen rejste sig, efter at en anset forsker, Arpad Pusztai, efter aftale med den øverste ledelse på forskningsinstitutionen Rowett i august 1998 på fjernsynet havde advaret mod GMO ud fra de forsøgsresultater, han havde set i sit laboratorium. Pusztai blev derefter bortvist og fyret på trods af sine 36 års forskningsindsats og sine ca. 250 publicerede artikler. På grund af debatten om GMO faldt supermarkedskædernes salg af den før så storsælgende billige GMO-tomatpure, som indeholdt gensplejsede tomater - og som var det eneste GMOprodukt, som dengang fandtes i butikkerne. Supermarkederne valgte at melde klart ud, at de ikke solgte GMO-produkter. Sagen gjorde forbrugere og forbruger- og miljøorganisationer mere bevidste om GMO. Den engelske debat kom også til at påvirke EU’s krav fra år 2000, om at alle GMO-afgrøder skal mærkes. Men risikoen for at få deres gode navn knyttet til en debat om GMO gør, at de fleste store supermarkedskæder og fødevarevirksomheder i EU foretrækker helt at undgå GMO i stedet for at mærke. Manglende accept af GMO
kemikaliefirma, at de ikke længere ville satse på GMO i Europa. BASF stoppede samtidig markedsføringen af Amflora stivelseskartoflen, som ellers var godkendt til dyrkning i EU. I januar 2013 har BASF fortsat denne udvikling og trukket sine EU-ansøgninger om godkendelse af tre GMO-kartofler: Fortuna, Amadea og Modena. BASF begrunder beslutningen med en for ringe udsigt til at få økonomisk udbytte af en evt. godkendelse, på grund af manglende accept af GMO blandt europæiske forbrugere og politikere. Sidst i januar 2012 meddelte Monsanto – som er verdens største producent af GMO-såsæd - at de ikke længere ville sælge deres GMO-majs MON810 i Frankrig - nu, eller så længe den politiske modstand fortsatte. Monsanto tog denne beslutning, efter at de ved to retssager – sidst ved den franske højesteret i november 2012 - havde fået fastslået deres ret til at sælge MON810 i Frankrig. Import af GMO-foder til konventionelle køer og svin har skabt en stor import til EU, uden at produkterne får krav om GMO-mærkning, da EU ikke kræver mærkning af kød, æg og mælk fra dyr, som har fået GMO-foder. Disse regler er en rest af de første EU-regler om GMO fra 1994, som kun krævede mærkning, hvis der var forskel mellem GMO og non-GMO. Flere forsøg viser nu, at denne forskel eksisterer i form af protein- og genstumper fra GMO-afgrøder. For eksempel har man i flere undersøgelser fundet stumper af Bt-giften i blod, organer og muskler hos dyr, som er blevet fodret med GMO-foder. Når danske kyllinger, svensk malkekvæg, høns og kyllinger og endda en del svenske grise allerede i dag skal fodres med non-GMO-foder, er det tydeligt, at GMO-fri fodring er mulig. Produktionsprisen for GMO-fri mælk er ca. 1 øre ekstra per liter og for svinekød ca. 90 øre ekstra pr. kg skært svinekød. Større brug af GMOfrit foder vil bidrage til at bremse EU’s import af GMOfoder, og samtidig vil det imødekomme det flertal af EU borgere på ca. 80 %, der mener, at GMO skal mærkes.
Midt i januar 2012 meddelte BASF, som er verdens største
25
GMO i økologisk perspektiv
avancerede metoder til udvikling af nye plantesorter Med de nuværende GMO-teknikker går det meget langsomt fremad med at realisere de løfter, som GMO-fortalere gang på gang fremhæver som GMOteknologiens største fortrin. Der er ikke tegn på, at GMO faktisk er afgørende for, at vi kan producere nok føde til verdens stigende befolkning. Derimod er der andre metoder og gode eksempler, der viser, at vi nu kan udvikle nye sorter med unikke kvaliteter helt traditionelt, men langt mere effektivt end tidligere. Udvikling af nye plantesorter Traditionel udvikling af nye sorter er en langsom proces, hvor man hvert år kun kan tage nogle få skridt. Inden for hver af vore dyrkede arter er der en meget stor variation i egenskaber, som det imidlertid ved almindeligt forædlingsarbejde er meget vanskeligt at bringe sammen i den samme plante. I forædlingsarbejdet krydser man sorter lidt i blinde, fordi man ikke kan se, hvilke gener et frø eller en plante bærer. Man kan kun udvælge de planter, der skal bruges til nye krydsninger, efter at planternes fysiske karakterer og ydelse kan ses, sådan som mennesker har gjort i årtusinder. Med GMO-teknologien kan man undgå det langsommelige krydsningsarbejde, fordi man ”blot” splejser et ønsket gen ind i en plantesort, som allerede ér højtydende. Gensplejsning kræver imidlertid megen tid og enorme investeringer til dokumentation af deres sikkerhed, beskyttelse med patenter og til godkendelser i mange lande. Investeringer, som kun er mulige for ganske få virksomheder i verden. Med nye molekylære analysemetoder er det muligt at se, hvilke gener en plante bærer og udtrykker – eller kan udtrykke. Det er teknikker, som også anvendes til forberedelse af gensplejsning, men de kan lige så godt anvendes i den traditionelle sortsudvikling. De nye muligheder for at se hvilke gener, et frø bærer, og straks 26
ved spiring kunne se hvilke proteiner, det udtrykker, og meget andet, kan sætte turbo på traditionel forædling. Det langsommelige krydsningsarbejde kan herved gøres langt hurtigere, mere målrettet og med brug af langt færre ressourcer. Eksempler på forædling baseret på molekylær viden Da verdens største forædlingsfirma for græs, DLF Trifolium, i 2011 offentliggjorde deres nye strategi for forskning, indeholdt den ikke udvikling af GMO. Alligevel har DLF Trifolium samme avlsmål som tidligere, hvor udviklingen havde mere fokus på GMO. Nu ønsker DLFTrifolium at nå deres mål med Genomisk Selektion, GS, som de på hjemmesiden www.forageselect.com kalder ”Et nyt og revolutionerende redskab for at sikre fremtidens bæredygtige højkvalitetsgræsser”. GS er en metode, hvor man i udviklingen af sorter udvælger planterne efter deres genetiske potentiale og ikke blot efter, hvad de umiddelbart udtrykker rent fysisk. Ved at sammenholde data om det genetiske materiale i hver sort, der indgår i forædlingsarbejdet, med data fra praktiske dyrkningsforsøg, er det muligt med langt større sikkerhed at udvælge de mest interessante planter til det videre forædlingsarbejde. For DLF Trifolium vil udvikling af nye sorter ved hjælp af GS uden GMO formodentligt være hurtigere og meget billigere i juridiske omkostninger. DLF-Trifolium forventer ved hjælp af GS at opnå afgørende fremskridt inden for produktion, frøudbytte, sygdomsresistens, stress, tolerance over for salt og tørke, samtidig med at kvælstoftab og drivhusgasudledning minimeres. I Pakistan er Fida Muhammad Abbasi PhD. ved Hazra Universitet efter års forskning i ris og dens nærmeste vilde slægtninge lykkedes med at indkrydse gener, som gør ris langt mere stabil og højtydende. Med en kombination af helt traditionelle dyrkningsforsøg og
GMO i økologisk perspektiv
avancerede molekylærbiologiske metoder har det været muligt præcist at kortlægge hvilke gener i de vilde ris, der vil give unikke egenskaber til fremtidige rissorter. På grund af præcist forædlingsarbejde producerer den nye ris ikke blot 14 ton ris per hektar, den er også resistent mod en alvorlig svampesygdom og bliver samtidig ved med at være grøn, så den også kan bruge som næringsrigt foder til husdyr. Med forædling uden GMO er Fida Muhammad Abassi nået længere, end det gennem 15 år er lykkedes for store forskerhold, som satser på GMO-teknik. I Australien har et forskerhold ledet af Dr. Matthew Gilliham forbedret durum hvedes tolerance over for salt, så den kan producere op til 25 % mere end andre dyrkede sorter, når den gror i jord, som er belastet med salt. Ved hjælp af en metode, der betegnes Marker Assisted Selection, MAS, var det muligt at kortlægge gener i durum hvedens nærmeste vilde slægtninge. MAS muliggør en præcis viden om, hvor hvert enkelt gen er placeret. Med andre molekylære analysemetoder kan man måle, hvilke gener der er særligt aktive i en salttolerant plante. Ved at kombinere viden om aktivitet og placering opnår man præcis viden om, hvilke gener det vil være attraktivt at få overført til de dyrkede slægtninge. De nye kombinationer af en hel serie molekylærbiologiske teknikker giver mulighed for at indarbejde en større del af kultur-arternes oprindelige genetiske variation, som kan bidrage væsentligt til at styrke de dyrkede arters resistens og produktivitet. Der er allerede på få år nået resultater med disse metoder, som GMO-industrien fortsat kun har i munden. Fremtiden tegner derfor lys for mange selvstændige forædlingscentre rundt om i verden, og GMOindustrien ligner mere og mere en blindgyde fra den molekylærbiologiske barndom.
27
GMO i økologisk perspektiv
17 år med GMO - udvikling i brugen Et vigtigt argument for at bruge GMO-afgrøder er, at de skulle spare miljøet for store mængder sprøjtegift, og at den sprøjtegift, der anvendes, er mere miljøvenlig end den type, der tidligere har været brugt. Indtil nu er den lovede reduktion af sprøjtegift ikke tydelig. GMOafgrøder ser derimod ud til at gøre ukrudt og skadedyr resistente og føre til et større forbrug af gift, og at gamle og mere akut giftige sprøjtegifte igen vil komme i brug. De fleste GMO-afgrøder, som begyndte at blive dyrket i 1996 i USA, Canada og Argentina, var enten resistente over for en sprøjtegift eller kunne selv producere en gift. De GMO, der er resistente over for en sprøjtegift, kan sprøjtes med giften uden at dø - de kaldes Herbicid Tolerante = HT-afgrøder. De GMO, der var gensplejset til selv at producere en gift, kan med giften slå insektlarver ihjel – som i visse områder var - og er - alvorlige skadedyr – de kaldes Insekt Resistente IR-afgrøder eller Bt-afgrøder. De typer GMO-afgrøder, der er tolerante over for sprøjtegift, flytter landmandens brug over på de sprøjtegifte, som afgrøden er splejset til at være tolerant overfor, og som landmanden er forpligtet til at bruge ifølge sin kontrakt med GMO-frøfirmaet. Det er derfor sprøjtemidlet RoundUp med aktivstoffet glyphosat og i mindre grad sprøjtegifte med de aktive stoffer glufosinat og bromoxynil, der har vundet markedsandele sammen med GMO-afgrødernes udbredelse. Øget forbrug På basis af det amerikanske landbrugsministeriums statistik over brugen af sprøjtemidler anslog en undersøgelse i 2012, at HT-afgrøder i 2011 medførte et forøget årligt forbrug af sprøjtegift i USA på 24 % eller ca. 40.000 ton aktivstof på de tre væsentligste afgrøder, som er majs, soja og bomuld. Det højere forbrug skyldes delvist, at GMO-planter i stor udstrækning er beregnet til RoundUp, som kræver forholdsvis høje mængder aktivstof, mens der til kemisk ukrudtsbekæmpelse til non-GMO-afgrøder ofte anvendes nyere lavdosis-gifte. Men, de seneste år har den hurtige udbredelse af resistent ukrudt også betydet et højere forbrug, som skyldes, at landmænd brugere højere doser gift, sprøjter flere gange og anvender flere typer gift for at komme af med resistent ukrudt. De GMO-afgrøder, der selv er giftproducerende, har 28
GMO i økologisk perspektiv
af sprøjtegift normalt fået indsat et gen fra bakterien Bacillus thuringiensis, også kaldet Bt. Hos forskellige Bt-bakterier har man fundet gener, der producerer proteiner, som kaldes Bt-gift, med størst giftvirkning over for møl- og billelarver. Bt-gifte er ret målrettede og virker stort set kun på larver fra ét af de skadedyr, som plager bomuld og majs. For at få en bredere virkning, gensplejser man de nye afgrøder til at producere 2-4 forskellige typer Btgifte, som gør planten giftig over for larver fra flere arter møl og biller. Den gensplejsede raps MON810, der er godkendt til dyrkning i EU og som dyrkes på ca. 110.000 hektar i Spanien, er en Bt-afgrøde, som er resistent mod larven af europæisk majsborermøl. Undersøgelsen fra 2012 vurderer at Bt-afgrøder i 2011 i USA har medført en reduktion i forbruget af sprøjtegift på 28 %, svarende til ca. 5.000 ton aktiv-stof. Der er flere grunde til, at besparelsen i sprøjtegift ikke er større: For det første sprøjtes GMO-afgrøder fortsat mod de skadedyr, som ikke påvirkes af Bt-toksinet, herunder de nye skadedyr, som er dukket op, som tidligere var uvæsentlige eller ukendte som skadedyr. For det andet har flere skadedyr, som oprindeligt blev bekæmpet af Bt-giften, udviklet resistens og skal derfor sprøjtes alligevel. Den beregnede reduktion i sprøjtegift til insekter er ca. 0,15 kg aktivstof pr. ha. Bt-afgrøderne selv producerer mellem 0,3 og 4 kg gift pr. ha i form af Bt-gift. En væsentlig del af denne gift efterlades på marken i planteaffald, stub og rodsystem. Når man medregner denne gift, medfører Bt-afgrøderne en højere tilførsel af gift til landbrugsarealet end konventionel produktion. Særligt de nye Bt-afgrøder med to eller flere Bt-gener indsat producerer meget Bt-gift i planten. Det er en debat værd, om det er rimeligt at opgøre sprøjtegift i ton – nu når de forskellige sprøjtegifte har meget forskellig effekt på miljø og sundhed. Et af problemer ved at indregne giftighed er, at det er svært at måle, om en gifts kræftfremkaldende effekt er værre eller bedre end en anden gifts akutte giftvirkning over for fisk og padder. Derudover er hormonlignende effekter og sprøjtemidlers coctaileffekter dårligt undersøgt. Eksempelvis er mange GMO-afgrøders indhold af Bt-gift i cocktail med høje restmængder RoundUp nærmest ikke undersøgt og derfor heller ikke risikovurderet.
29
kan gmo og økologi forenes? Reglerne for økologisk landbrug indeholder et forbud mod at anvende GMO. Forbuddet skaber mindst tre væsentlige skel mellem Økologi og GMO, som handler om ideologi, sameksistens og eksistensberettigelse. Ud fra de GMO-afgrøder, der findes på markedet eller er på vej til at blive markedsført, kan det være svært at se økologien komme til at anvende GMO-afgrøder. Ideologi Næsten alle festtaler om GMO beskriver, hvordan mennesket i årtusinder har forædlet vore afgrøder, og hvordan GMO-afgrøder dermed opfylder en tusindårig bestræbelse. Mange økologer anser derimod GMOafgrøder for at være unaturlige, unyttige og evt. giftige. Nye sorter skal ud fra en økologisk tanke baseres på naturlige processer, efterfulgt af udvælgelse af de bedste krydsninger til udvikling af nye sorter. GMOindustriens krav om, at man hvert år skal købe nye frø, står også i alvorlig grad i vejen for, at GMO kan blive en naturlig del af økologien for alle de økologer rundt om i verden, der laver egen såsæd, som er tilpasset egne lokale dyrkningsbetingelser. De økologiske forbrugere stiller også spørgsmålstegn ved GMO. Naturlige og giftfrie varer har altid været en af de økologiske forbrugeres primære grunde til at vælge økologi. De GMO-afgrøder, der dyrkes i dag, som kan tåle gift eller selv producere gift, passer derfor slet ikke ind i de økologiske forbrugeres forventning til fødevarer. Der er derfor ikke tegn på, at det ideologiske skel mellem GMO og økologi vil ændre sig de næste mange år. Sameksistens Problemer med sameksistens mellem økologiske landmænd og deres naboer, der dyrker GMO, er årsag til konflikter og økonomiske tab, når økologerne har fået deres majs eller raps forurenet med GMO. Som Monsanto skriver så klart i en af deres vejledninger, så må de producenter, der vil lave specialproduktion, selv sørge for at beskytte den. Det er ud fra denne 30
GMO i økologisk perspektiv
tankegang, at det i lande som USA, Canada og Australien er økologerne, der må beskytte sig mod GMO-forurening. I store områder af Canada er forureningen med GMO-rapspollen i dag så kraftig, at det er umuligt at dyrke økologisk raps. I Europa har det danske forbillede med sameksistensloven i princippet beskyttet økologerne mod forurening og i det mindste ret til erstatning, hvis en økologisk afgrøde skulle blive forurenet. Erfaringerne fra Spanien viser imidlertid, at i de to områder, hvor mere end 90 % er GMO-majs, er det i praksis umuligt at dyrke økologiske majs. De seneste år har producenter, som er blevet forurenet med GMO, oplevet krav fra blandt andre Monsanto om betaling for at have ”anvendt” deres patenterede gener. På grund af risikoen for forurening med GMO, hvorved de økologiske afgrøder vil tabe deres økologiske status, og risikoen for krav om betaling for brug af patenterede gener, er GMO en reel trussel mod økologisk produktion. Når de GMO-sorter, der er udviklet, i den grad er tilrettet til konventionel produktion, er det ikke tydeligt, hvordan sameksistensen mellem GMO og økologi skulle kunne forbedres. Eksistensberettigelse GMO’ernes eksistensberettigelse er af fortalerne for GMO-afgrøder straks fra begyndelsen blevet iscenesat som vejen til at øge verdens fødevareproduktion. Fra begyndelsen har føde til verdens sultne og stigende befolkning derfor stået helt centralt – som GMO-territorie. Mens de mest udbredte GMO-afgrøder blot erstatter ét sprøjtemiddel med et andet, har der ikke været produktionsstigninger på disse områder. Men i nogle områder i f.eks. USA, Spanien og Indien medfører forskellige skadedyr
væsentlige tab i bomuld og majs. Her har det været muligt med Bt-afgrøder at øge udbyttet. En større undersøgelse fra Indien viste eksempelvis, at Bt-bomuld gav 24 % højere udbytte Selv om man med økologiske metoder søger at optimere produktionen og ikke at maksimere udbyttet, så kan man hos småbønder i de største egne af troperne hæve produktionen væsentligt med økologisk dyrkning. Eksempelvis har et projekt i Kenya omkring Lake Victoria kunnet hæve udbyttet med 200 % ved hjælp af økologiske dyrkningsmetoder. Muligheden for at hæve udbyttet med økologiske metoder blev særligt understreget i 2006, da den første store videnskabelige undersøgelse af økologisk dyrkning i troperne viste, at 3 mio. bønder uden adgang til overrisling, men som dyrkede med økologiske metoder, havde hævet udbyttet med 100 % eller mere - ikke blot for en enkelt udvalgt afgrøde, men for hele arealet, hvilket er betydelig mere værdifult. Små landbrug i troperne kan altså med økologiske metoder opnå helt andre resultater end de 2030 % nedgang i udbytte, som man ofte ser i det industrialiserede landbrug ved overgangen til økologisk dyrkning. Vurderet ud fra disse tal ser det altså ud til, at økologi har mere at tilbyde til verdens sultende end GMO. En gennemgang af de skel, der findes mellem GMO og økologi, peger på, at modsætningsforholdet mellem økologi og GM vil forsætte mange år fremover og udfordre både økologien og GMO-teknologien. For økologerne kan GMO-debatten måske bidrage til en tydeligere holdning til, hvad det er for nogle forædlingsmetoder, der anvendes i frøindustrien i dag. Moderne sortsudvikling anvender bestråling, cellegifte og flere andre metoder, som man ud fra et økologisk tankesæt kan stille spørgsmålstegn ved. Efterhånden som økologien træder ud af sine barnesko, kan der blive behov for en kritisk holdning til andet end blot GMOsorter.
31
GMO i økologisk perspektiv
spredning af gmoDe seneste år har vist, at GMO-afgrøder og deres gener virkelig kan overleve i naturen. Dette problem har derfor bevæget sig fra at være et teoretisk problem, som GMOindustrien ud fra teoretiske betragtninger ikke så som et væsentligt problem, til en veldokumenteret realitet, som har overraskende udbredelse. Spild af GMO’er under transport på veje og jernbaner Selv om Schweiz har totalt forbud mod at anvende GMO til føde, foder eller dyrkning, har en undersøgelse fra 2012 vist, at der nu findes gensplejset raps forvildet i den schweiziske natur. Undersøgelsen viste, at GMOraps groede vildt på ca. 5 % af de undersøgte steder langs jernbaner mv. Forvildelse af GMO-raps på grund af spild under transport er også velkendt fra USA og Canada. Undersøgelser viser, at GMO-raps, som forvilder sig til naturen under langdistancetransport i f.eks. lastbiler, ofte kan være mere væsentlig end den spredning, som sker på grund af dyrkning og håndtering i landbruget. En undersøgelse i North Dakota, USA fra 2011 viste, at 80 % af den raps, som fandtes langs de undersøgte veje, var GMO, og at knap 1 % af de fundene GMOrapsplanter havde krydset sig, så de nu var gensplejsede for to GMO karakterer. Den store udbredelse af GMOraps langs veje i landbrugsområder viste, at det kunne være vanskeligt at styre udbredelsen af GMO, med de forholdsregler som landbruget tager under dyrkningen. Selvom Japan ikke har tilladt dyrkning af GMO-raps, har der også her været en lang række fund af GMO-raps i importhavne og langs veje. Ved at teste vilde slægtninge til raps har man også i Japan fundet krydsninger mellem GMO-raps og flere forskellige vilde slægtninge. Et dansk studie har vist, hvordan rapsfrø kan ligge i dvale i jorden i flere år, inden de spirer, hvilket gør bekæmpelse af spildte GMO-rapsfrø særlig vanskelig og i det mindste langvarig. Selv om gensplejsede produkter slet ikke er 32
godkendt i et land eller kun er godkendt til at blive importeret og brugt til fødevarer eller foder, så kan GMO-frø spredes til naturen under transporten til forarbejdning. I EU fastsættes krav til den overvågning, som frøfirmaet er forpligtet til at gennemføre, når en ny GMO godkendes. Disse overvågningsplaner omfatter normalt ikke spild under transport. GMO-geners overlevelse i naturen Mange forskere har været af den opfattelse, at GMOkrydsninger hurtigt ville blive udkonkurreret og uddø i den vilde natur, fordi de gener, de bærer, medfører en belastning af deres stofskifte. De seneste års forskning har vist, at tingene kan være betydelig mere komplicerede.
GMO i økologisk perspektiv
-gener i naturen planternes tilpasning til miljøet – deres såkaldte ”fitness”. Med den meget beskedne viden, vi fortsat har om geners spredning og overlevelse i vilde planter, vil det blive vanskeligt at foretage en videnskabelig funderet vurdering af de risici, der er knyttet til dette. Beskyttelse af naturen Da den danske lov om sameksistens blev etableret, var der stort fokus på at fastsætte passende store dyrkningsafstande mellem GMO-afgrøder og konventionelle og økologiske afgrøder for at mindske risikoen for, at GMO-pollen skulle forurene den øvrige produktion. Derimod har loven om sameksistens ikke fokus på risikoen for, at GMO-planter eller pollen spreder sig ud i naturen. Den stigende dokumentation af, at GMO-afgrøders patenterede gener vil sprede sig ud til nært beslægtede arter i naturen, og at de kan ”overleve” der, medfører et behov for at afklare afstandskrav til f.eks. fredede naturområder. Der kan også være behov for at afklare, hvordan man kan rense arealer for genetisk forurening, og evt. erstatningsforhold for at betale for sådan en rensning. I USA havde et firma i 2002 ulovligt sået 165 hektar med GMO-krybende hvene, som er en af de mest anvendt græsarter til plænegræs. På trods af firmaets indsats for at begrænse spredning af pollen, blev pollen fundet 21 km fra området. I 2004 kunne forskere dokumentere krydsning med en nært beslægtet art 14 km borte, og i 2006 blev der fundet lokale bestande af krybende hvene med GMO-genet. I 2012, ca. 10 år efter den første dyrkning, har man fundet en tredje lokal græsart, som med naturlig bestøvning har fået overført gener, så den nu er RoundUp-resistent. GMO-frøfirmaer arbejder med at udvikle og markedsføre gensplejsede sorter, som indeholder gener, der eksempelvis gør sorterne mere tolerante over for salt eller høje temperaturer. Hvis eller når vilde planter kommer til at udtrykke disse gener, vil det ændre
Problemet med genetisk forurening af naturen er særlig væsentlig for områder, som er beskyttet af f.eks. habitatdirektivet eller er Natura 2000-områder – altså områder som vi har udpeget som særligt værdifulde og beskyttelseskrævende. I den periode, hvor det fortsat kunne diskuteres, om GMO-gener overhovedet ville sprede sig og være i stand til at overleve i vilde planter, kunne vi parkere det etiske problem om genetisk forurening der. Nu hvor vi ved, at generne i nogle tilfælde kan ”overleve” fint i naturen, parkerer vi det etiske problem ved, at vi endnu ikke ved, om det har nogen praktisk betydning. Problemet med genetisk forurening kan ses som et tydeligt eksempel på, at videnskaben fundamentalt set ikke er egnet til at give svar på etiske spørgsmål.
33
GMO i økologisk perspektiv
argumenter for gmo - set i et økologisk perspektiv
34
GMO i økologisk perspektiv
Mange af de argumenter, der bruges for at fremme GMO, kan med lige så stor - eller større ret - bruges om økologisk fødevareproduktion: Vi er nødt til at bruge GMO for at producere mad til 9 mia. mennesker Mennesker sulter, fordi de ikke har råd til at købe mad eller ikke selv producerer nok mad. Økologisk produktion kan gøre fattige mennesker selvforsynende med mad. Fattige småbønder kan fordoble deres produktion ved hjælp af økologiske metoder og opnå bedre selvforsyning og bedre indtægt. GMO er verdens bedst dokumenterede landbrugsteknologi Økologisk produktion er verdens sikreste landbrugsteknologi – grunden til, at man er nødt til at dokumentere så meget vedr. GMO, er, at der kan rejses spørgsmål ved sikkerheden. GMO er sikker - Amerikanerne har spist GMO siden 1996 uden problemer Økologiske produkter er sikre, fordi de ikke sprøjtes med gift og ikke anvender planter, der producerer gift. Amerikanerne har fedmeepidemi og verdens højeste sundhedsomkostninger. GMO bliver kun godkendt af myndighederne efter en grundig videnskabelig vurdering Økologisk produktion behøver ikke nogen grundig videnskabelig vurdering, fordi den i sig selv er sikker og med velkendte metoder stræber efter bæredygtighed.
GMO medfører, at der anvendes færre sprøjtegifte Økologisk produktion medfører, at der slet ikke bruges kemiske sprøjtegifte og kun et lille udvalg af naturlige bekæmpelsesmidler. GMO er naturlig forædling – bare hurtigere De økologiske regler tillader ikke forædling, som får planter til at anvende og udtrykke gener fra f.eks. virus og bakterier. Det mener økologer faktisk er unaturligt.
Med GMO kan vi udvikle nye højtydende sorter Med økologiske metoder kan vi udvikle mere stabile landbrugssystemer, med produktion på et mere jævnt højt niveau. Der er mange rapporter om, at udbyttet fra normale sorter var betydeligt højere end fra GMO-sorter efter tørken i USA 2012. Med GMO kan vi skabe sorter med egenskaber, som ikke findes i genpuljen hos dyrkede arter Til økologisk og konventionel produktion kan vi udvikle højtydende, mere fordøjelige, salttolerante og tørkeresistente sorter bedre, hurtigere, mere sikkert og billigere med traditionel forædling støttet af moderne molekylære analysemetoder som Genomisk Selektion og Marker Assisted Selection. GMO-afgrøder ligner en blindgyde fra molekylærbiologiens barndom. Med GMO kan vi forbedre afgrøder, så foderkorn får mere fytase, ris producerer A-vitamin (golden rice), kartofler bliver skimmelresistente, og papaya bliver resistent over for virus. Der er også helhedsorienterede økologiske løsninger på disse problemstillinger.
Fermentering af korn inden udfodring frigør mere fosfor, end det er muligt med fytase. Børn og voksne, der mangler A-vitamin, mangler normalt også mange andre stoffer – ved at dyrke flere forskellige afgrøder opnås en bedre kost. Det kan gøres med nuværende viden. Skimmelresistens findes allerede hos flere kartoffelsorter. Så længe sprøjtegift er billig, vil kartoffelavlere hellere bruge sprøjten end anvende de resistente sorter. Den lokale Hawaii GMO-papaya har medført en stor reduktion i eksporten af papaya fra Hawaii, blandt andet fordi den ikke kan blive godkendt i EU. Virusangreb kan også bekæmpes økologisk, for eksempel ved at dyrke forskellige sorter papaya, ved at anvende en anden gødning og ved at reducere antallet af bladlus, der bærer virussen rundt på andre måder.
35
GMO i økologisk perspektiv
ANVENDELSE AF GMO KLODEN RUNDT Globalt areal med GMO-afgrøder, 1996 til 2011: efter afgrøde (Millioner hektar) Mio. ha 80 70 60 50
Sojabønne Majs Bomuld Raps
40 30 20 10 0 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011
Kilde: Clive James, 2012
Historisk overblik over GMO-afgrøder udvikling: Soya, Majs, Bomuld og raps i hektar (feks i bunden af venstre side i fuld bredde) (Figur ifølge ISAAA) 36
GMO i økologisk perspektiv
Globalt areal med GMO-afgrøder, 1996 til 2011: efter karakter (Millioner hektar) Mio. ha 100 90
Herbicid-tolerance
80
Insekt-resistens (Bt)
70 60
Herbicid-tolerance/ Insekt-resistens
50 40 30 20 10 0 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011
Kilde: Clive James, 2012
Historisk overblik over udbredelsen af GMO-afgrøder fordelt på karakterer HT (herbicidtolerante) IR (Insekt Resistente eller Bt afgrøder) og stacked (GMO-afgrøden er indsplejset med flere karakterer) (Figur ifølge ISAAA)
37
GMO i økologisk perspektiv
lande og GMO-afgrøder Land mio. ha USA* Brazilien* Argentina* Indien* Canada* Kina* Paraguay* Pakistan* Sydafrika* Uruguay* Bolivia* Australien* Filippinerne* Myanmar* Burkina Faso* Mexico* Spanien* Colombia Chile Honduras Portugal Tjekkiet Polen Egypten Slovakiet Rumænien Sverige Costa Rica Tyskland
Areal
GMO-afgrøder
69,0 Majs, soja, bomuld, raps, sukkerroe, lucerne, papaya, squash 30,3 Soja, majs, bomuld 23,7 Soja, majs, bomuld 10,6 Bomuld 10,4 Raps, Majs, soja, sukkerroe 3,9 Bomuld, papaya, poppel, tomat, peberfrugt 2,8 Soja 2,6 Bomuld 2,3 Majs, soja, bomuld 1,3 Soja, majs 0,9 Soja 0,7 Bomuld, raps 0,6 Majs 0,3 Bomuld 0,3 Bomuld 0,2 Bomuld, soja 0,1 Majs <0,1 Bomuld <0,1 Majs, soja, raps <0,1 Majs <0,1 Majs <0,1 Majs <0,1 Majs <0,1 Majs <0,1 Majs <0,1 Majs <0,1 Kartoffel <0,1 Bomuld, soja <0,1 Kartoffel
Total 160,0 * 17 GMO-mega-lande med mindst 50.000 ha GMO-afgrøder Kilde: Clive James, 2011.
Tabellen viser de lande, som dyrker GMO-afgrøder, hvilke afgrøder der er godkendt, samt landets samlede areal med GMO-afgrøder i 2011. 38
GMO i økologisk perspektiv
Udgiver: Økologisk Landsforening, Silkeborgvej 260, 8230 Åbyhøj, tlf.: 8732 2700 Tekst: Klaus Sall Illustrationer: Bob Katzenelson Tryk: Skive Folkeblad Hæftet er produceret med støtte fra Merkur Andelskasse. Merkur mener, at produktion og forbrug skal afspejle samfundets reelle behov uden gener for mennesker og miljø. Derfor finansierer Merkur bæredygtig produktion og handel.
39
GMO i økologisk perspektiv
skal man være for GMO - bare fordi man ved noget om GMO? Klaus Sall Klaus Sall er uddannet biolog med speciale i landbrugsøkologi.
GMO-frø-firmaerne også sælger, eller afgrøder, der selv producerer gift.
Han har gennem mange år fulgt og deltaget i debatten om gensplejsning.
Som Fødevareministeriet skrev i 2009, bør myndighedernes godkendelse af GMO være borgernes garanti for, at det ikke kan være rigtigt, når GMOmodstandere ser tegn på, at GMO-afgrøder skader vor fødevaresikkerhed, miljøet og muligvis også vor sundhed. På den anden side kan det næsten forekomme som en utopi, hvis myndighederne godkendelse af GMO sikrer, at gensplejsning kun har fordele, og at skeptikere, der skaber debat om GMO, kun mangler viden?
Siden Fødevareministeriet i september 2009 udgav den danske vidensyntese om GMO, har Klaus Sall undersøgt om man nødvendigvis må være fortaler for GMOafgrøder - hvis man ved noget om sagen. Glansbilledet af GMO-afgrøder bæres i den offentlige debat frem som det eneste ansvarlige valg for miljøet og verdens sultende befolkning. Dette glansbillede har GMO-industrien selv udfordret ved at følge markedskræfterne. Den lever i dag af at sælge GMOfrø til afgrøder, som mest anvendes til foder og fiber – afgrøder, der kan tåle at blive sprøjtet med gift, som
Klaus Sall løser med udgangspunkt i Sall&Sall Rådgivning analyseopgaver for danske virksomheder og organisationer, primært inden for økologi, miljø markedsudvikling og strategi.
Uddrag fra teksten: Frøfirmaerne får herved mulighed for at sortere blandt forskningsprojekterne og kun give GMO-frø til de forskningsprojekter, som de har ment ”vil give gode resultater”. Måske er vores milde vurdering af glyphosat først og fremmest et udtryk for, hvilke dele af miljøet og sundheden vi måler på og prioriterer at beskytte. Mange GMO-afgrøders indhold af Bt-toxin i en cocktail med høje restmængder RoundUp er nærmest ikke undersøgt og derfor heller ikke risikovurderet. For at sikre at GMO-afgrøder udtrykker det indsatte gen i alle plantens dele – rod, stængel, blade knop og blomst – i hele plantens liv, fra spire til frøsætning, har man sat plantens naturlige styring af de indsatte gener ud af spillet Da en stor del af verdens produktion af fødevarer anvendes til foder til husdyr, kan man måske sige, at verdens sult i en vis grad er et tegn på at - verdens svin har større købekraft end fattige mennesker. Undersøgelser peger på, at mennesker, der ved meget om GMO, er mindst lige så skeptiske over for GMO-afgrøder som andre mennesker. Der er derfor ikke grund til at tro, at den etiske diskussion om GMO-afgrøder kan fejes af bordet med nogle lektioner i GMO-teknik.