Økosamfund i Danmark #84 by Landsforeningen for Økosamfund

Tema:

Børneliv, styreformer

og konflikt.

Økosamfund i Danmark Medlemsblad for Landsforeningen for Økosamfund • Jan 2019

Sidetema: Byøkologi og borgerstyret udvikling #84

Leder

Af Louisa Bisgaard, forperson for LØS og Christian Krog Rasmussen, redaktør for LØS Vi har mange fortællinger om det gode børneliv i økosamfund. Men hvordan er det egentlig, set fra børnenes synspunkt? Har de større mulighed for at have venner omkring sig, har de indflydelse der, hvor de bor og er det sjovere end at bo i parcelhus eller lejlighed? Eller drømmer de i virkeligheden om noget helt andet? Børn i økosamfund er det første tema i dette nummer og vi hører børn fra Hjortshøj Andelssamfund og fra Himmerlandsbyen fortælle om, hvad det vil sige, at vokse op i et økosamfund. Næste tema er mere voksent. Her stiller vi skarpt på møder, kommunikation og styring i økosamfund. Vi undersøger beslutningsprocesser, herunder sociokrati, rådføring og selvledelse med helt konkrete eksempler. På Friland har de fx nu indført blå kasketter og røde og grønne grupper, som et forsøg på en ny organisatorisk struktur, der er mere smidig. Et andet eksempel er det nystiftede Grobund, som eksperimenterer sig frem og tager hånd om, at gruppen bliver klogere, at interne konflikter løses, at fællesskabet trives og bæres videre. Steen Møller fortæller i et interview, at „i en periode tror jeg det bliver gøren – det at handle – der

På rundtur i Himmerlandsbyen under LØS’ efterårsseminar. Lene Dahl fortæller her om genbrugssorteringen. Foto: Bjarne Gantzel Pedersen

skal definere organisationsformen: Hvis vi vil gøre det her, hvordan får vi så lavet en organisationsform, som fremmer, at der bliver gjort noget? Vi skal stadig have snakken. Men vi skal opprioritere gøren og handlen. Det centrale er, at nu gør vi noget i forhold til klima, naturen og i forhold til vores eget liv. At vi handler for at skabe nogle andre og bedre livsbetingelser for vore egne liv.“ Vi er også gået i dybden med konflikter og hvordan, vi kan arbejde med dem, for det er et emne, der optager mange fællesskaber. Ofte virker de velkendte redskaber ikke særligt effektivt, for mennesker er enormt komplekse og indeholder så meget mere, end hvad øjet ser. Noget, der i den grad gør sig gældende, når der opstår en konflikt. Med hjælp fra konfliktcoach Henrik Heilmann, retter vi fokus på, hvad der ligger bagved en konflikt og hvad vores individuelle og kollektive ansvar er, i forhold til at bruge konflikten konstruktivt og komme videre på en god måde. Som det afsluttende tema har vi fokus på byøkologi og borgerdrevet udvikling. Turen går til Spanien, hvor byen Zaragoza kalder sig for bæredygtig. Er det mon cirkulær økonomi, med genbrug og genanvendelse af ressourcer, biodiversitet og selvforsyning, der er vejen til bæredygtighed? Eller er det nærmere smart elektrisk teknologi fra Silicon Valley, fra Shenzhen eller fra lokale fuldautomatiserede fabrikker i industriområder?

Byer kan også hente inspiration fra økosamfund, sådan som Patrick Martinussen i sin artikel foreslår. Det kan være f.eks. bydelshuse, dyrkningslav, bilfri bykerner, deleordninger og bedre fælles uderum. Patrick, som er byplanlægger og initiativtager til fællesskabet Frikøbing, fortæller her i bladet, hvordan borgerdrevet udvikling bidrager til unikke og bæredygtige steder og byer. Alt dette og mere til finder du på de følgende sider. Så fyr godt op for masseovnen (eller varmepumpen), find slumretæppet frem, sæt dig godt til rette i din bedste stol og så ønsker vi dig ellers god læsning, med det seneste nummer af økosamfundsbladet. Med ønske om et lykkebringende og livskraftigt 2019 med flere nye økosamfund på vej!

Temadag om LØS’ organisation Alle medlemmer inviteres til temadag om LØS' organisatoriske struktur. Kan vi lære noget fra Laloux, sociokrati og holakrati, og hvordan gør vi det helt konkret? Det foregår 3.februar 2019 på Friland, og muligvis samtidig et sted på Sjælland. Se hjemmesiden for yderligere info.

Indhold Børneliv i Økosamfund Involvering af børn og unge – vi havde glemt dem At vokse op i et økosamfund Min opvækst i himmerlandsbyen Hvad kan et skolefællesskab og kan vi bruge det på en ny måde?

6 8 10 11

Møder, kommunikation og styring Grobund og fremtidens organisation Rådføring og selvledelse – sådan gør vi på Grobund Længslen efter det harmoniske fællesskab Fællesskaber kan en masse – hvis de er velfungerende Grafisk facilitering – møder som gør en forskel Bedre beslutninger med Cynefin-strukturen

14 17 19 21 24 26

Konflikthåndtering Konflikter ligger uden for bevidsthedens domæne

Sidetema: Byøkologi og borgerstyret udvikling Borgerdrevet byudvikling skaber unikke steder Greenwich Copenhagen – økosamfund i storbyen Beretning fra den bæredygtige by Zaragoza

34 36 37

19 27

Nyt fra bestyrelsen Af Louisa Bisgaard, forperson for LØS

estyrelsen tog på rundtur til økosamfund og økosamfund på vej, d. 1.-5. juni 2018 - tak til alle jer der bød os velkommen i jeres fællesskab! Det var så givende at se og høre om, hvad der optager jer for tiden og hvilke udfordringer, I har! Vi oplevede, at mange er optaget af, at forbedre sin egen „oase“ og i nogle områder af landet er der desuden en udveksling af erfaringer lokalt. Vi var på besøg ved de jydske: Sol og Vind, Kirstinelund, Lille Grundet, de fynske: Torpegård, Drømmegården, Den Selvforsynende Landsby, De 7 sydvendte spande, og de sjællandske: Svanholm, Hallingelille, Permatopia, OASIS, Frikøbing

Et billede af dele af bestyrelsen og udvalgsmedlemmer, september 2018. Foto: Bestyrelsen

og Sjællandsk Muld. Disse rundture er guld værd for erfaringsudvekslingen og hvis der er interesse for det blandt medlemmer, kan vi udvide dem til at være et medlemsarrangement. Vores forening har i flere år været vært for forskellige projekter i Danmark og i udlandet. Fremover er det planen, at ideer til nye LØS projekter kan præsenteres, deles og debatteres på henholdsvis årsmøde og på efterårsseminar, sådan at vi kan teste hvilke ideer der er mest populære blandt medlemmerne og som skal prioriteres at sættes i søen. Det er også muligt, at vi inviterer til en online-dialog om projektideerne. I det hele taget - går du med ideer eller blot strøtanker om aktiviteter, som LØS kunne tage initiativ til, så vil vi hjertens gerne

høre fra dig. Find kontaktoplysninger på bestyrelsen på hjemmesiden okosamfund. dk under „kontakt”. Ligesom mange andre i omstillingsbevægelsen, er vi i bestyrelsen optaget af, at ændre vores organisationsstruktur og vi har planer om, at invitere jer medlemmer til en temadag om konkrete ændringer af vores organisation engang i starten af 2019.

Vi er på udkig efter en ny kasserer, senest fra generalforsamlingen i foråret 2019, kontakt louisa@okosamfund.dk for at høre mere om rollen.

Artikel Børneliv i Økosamfund

Nyt fra udvalget At være aktiv med det, man brænder for

t arbejde sammen som aktiv i LØS’ udvalg (Uddannelses udvalget & Internationalt Udvalg), kan bidrage til at løfte hverdagen i dit økosamfund, med nye perspektiver og sammenhænge. Det at møde folk fra de andre økosamfund i Danmark giver inspiration og det gør også de internationale møder og uddannelsesaktiviteter, som udvalgsmedlemmerne skaber og deltager i. Danmark har gennem LØS i øjeblikket formandskabet i det baltiske økosamfundsnetværk BEN og flere udvalgsmedlemmer er med i det europæiske økosamfundsnetværk GEN Europe, heraf flere som aktive i arbejdsgrupper og en i bestyrelsen Udvalgets status De LØS medlemmer, der har været afsted på kurser gennem LØS via EU’s uddannelsesprogram, er med i uddannelsesudvalget, så vi kan få skabt flere, gode uddannelsesaktiviteter, der kan hente inspiration udefra. Vi taler f.eks.om at køre nogle weekendkurser med titlen „Lev & Lær i økosamfund“. Fordi

Her ses to udvalgsmedlemmer til møde i det baltiske økosamfundsnetværk.

mange ikke ved, hvad vi er for nogle, er nysgerrige og gerne vil prøve det af. Vi har deltaget, med inspiration fra Danmark, i et møde mellem de nationale økosamfundsnetværk i Europa og til et møde i ECOLISE, det europæiske klimanetværk, som LØS er med i. Vores venner rundt om er rigtig glade for at høre om LØS, f.eks. om Det fælles Bedste, Folkeavisen, projektsamarbejde med Ghana osv. Det sidste års tid er forløbet primært med at redefinere udvalgenes rolle i LØS, som en del af en organisatorisk udvikling af foreningen. Det handler om forholdet mellem bestyrelse og udvalg, autonomi og sammenhæng, mulig afprøvning af sociokrati i LØS og meget mere.

Man får en kontaktperson, der kan sætte nye interesserede ind i tingene, inden man dukker op til et møde. Det er en sjov måde at beskæftige sig med noget, der ligger tæt på økosamfundslivet, men er lidt mere end det – og så kræver det ikke andre forudsætninger end at man har lyst til at engagere sig. Skriv til Camilla på camilla@okosamfund.dk, hvis du er interesseret i at møde udvalgene og måske blive aktiv. Læs mere på www.okosamfund.dk/udvalg

Arbejdsform Medlemmer af udvalgene mødes fysisk hvert kvartal, men de aktive kan arbejde med forskellige opgaver mellem møderne, efter lyst, tid og interesse. Der er altid plads til nye medlemmer i udvalgsarbejdet.

Økosamfund i Danmark

Af Camilla Nielsen-Englyst

Involvering af børn og unge – vi havde glemt dem Rikke Mosberg fra Andelssamfundet i Hjortshøj (AiH), bogruppe 7, fortæller om inddragelsen af børn og unge i fællesskabet og økosamfundets demokrati Af Rikke Mosberg

a vi for 3 år siden, nærmest tilfældigt, flyttede ind i Andelssamfundet i Hjortshøj, undrede jeg mig over, at der i dette skønne samfund med så megen demokrati og fællesskab, ikke var tænkt på børnene og de unge i den forbindelse. Jeg kunne ikke forestille mig et bedre sted, at inddrage børn og unge i de demokratiske processer. Jeg startede derfor op med at holde børne/ungemøder for ungerne i to bogrupper i vores eget lille nærdemokrati, hvor der er arealer, traditioner og lidt penge, som de

kan være med til at sætte deres præg på. Møderne afholdes to gange om året og der deltager børn og unge i alderen 2-13 år (ikke en aldersgrænse, der er defineret. Blot alderen på de børn/unge der deltager). Jeg oplever møderne som meget givende for børnene og de unges indbyrdes fællesskaber på kryds og tværs af alder og køn. Møderne varer aldrig længere end to timer, hvor vi diskuterer, hygger og spiser kage sammen. Jeg sætter typisk en ramme for mødet og inviterer børnene og de unge til at komme med idéer til indholdet. Typisk går de i grupper og diskuterer emner for derefter at samle op på dem i plenum. Møderne er meget givende og har ført til nye arrangementer, udelukkende arrangeret af Børne/ungegruppen. Ligeledes har de nu fået et lille budget, som de i fællesskab kan disponere over. Her følger et udpluk fra de to seneste møder for at give en fornemmelse af, hvad de to bogruppers børn og unge har snakket om Referat af børn og unge møde april 2017 i bogruppe 7 & 8 (udpluk):

Børnemøde i Andelssamfundet i Hjortshøj Foto: Andelssamfundet i Hjortshøj

Mødet startede med at spørge børnene, om der var nogen af dem, der havde noget på hjertet. Det var der flere der havde:

Sylle drømmer stadig om en cykel/skatersti med asfalt på. Vila vil gerne have trampolinen flyttet tilbage. Marius vil rigtig gerne have at der bliver holdt en Nerf Gun krig på et tidspunkt. Sylle vil gerne have, at der bliver lavet en fed legeplads ved kælkebakken med klatrestativer. Buster kunne godt tænke sig, at der blev lavet nogle mountainbike tracks på bakken, som man kan cykle på. Sylle vil gerne have en parkour-bane. Storm og mange andre ønsker en ny trampolin, da der er huller i den de har nu. Buster synes det er fedt, hvis der kan komme net på trampolinen. I forbindelse med trampolinsnak har vi en fælles snak om, hvilke regler der var nu. Deraf fødtes behovet for at nedfælde nye regler, så der ikke er nogen, der er i tvivl. Børnene har lavet følgende udkast til få, men gode, trampolinregler

Børneliv i Økosamfund

1. Der må max være 4 på trampolinen ad gangen 2. Hvis der er flere, der gerne vil hoppe på trampolinen, så skiftes man til at hoppe efter max 10 minutter. En forespørgsel fra naboer om brugen af et fælles børne- og ungeområde fører til ideer om brugen af området, bl.a.: • Det vil være fedt med nogle gynger eller en vippe, som Lærke har set, hvor man kan vippe 4 personer på en gang. • ”Slænget“ (unge i bogruppe 7 og 8) er allerede i gang med at planlægge og går snart i gang med at forbedre cirkusvognen (en børnevogn) med Gittes hjælp. De har afholdt møde, hvor alle børn fra AiH i alderen 10-15 år var inviteret med. De vil rigtig gerne have et hængekøjeområde og en lille have med bærbuske i forbindelse med cirkusvognen. • Måske kunne man på Fantastiske Fredage (cafedage i AiH) lave små boder på området, hvorfra børnene fx sælger hjemmebagte kager, drikkelse, bøger, film, ting og sager. En slags børne-loppe-marked. Afslutningsvis snakkede vi om de spørgsmål, der var sendt ud med invitationen til

børnemødet: I løbet af sommeren kunne de godt tænke sig at holde følgende arrangementer/aktiviteter: Nerf Gun krig, vandkamp, familie-bagedyst, sommerfester, bålaftener. De vil rigtig gerne bruge fælleshuset til brætspilsaftener, fællesspisning, overnatninger, et sted at gå hen, når ens forældre er trætte af en, børnemøder. Under evalueringen af „Den Lille Bagedyst“ synes alle, på nær en enkelt, at det havde været så sjovt og at de meget gerne vil have en ny Bagedyst. Lærke og Tilde vil gerne igen arrangere den. Der blev udtrykt ønsker om nye grupper, nye temaer og evt. lave en bagedyst til hver årstid. For at få flere børn i tale aftalte vi, at vi til næste møde igen inddeler børnene i grupper. Børnene kommer så med punkter til Rikke inden mødet, eller lige når mødet starter, som så bliver skrevet ind i et dokument og printet som oplæg til gruppesnakken. Der kom forslag til, at vi til de kommende børnemøder laver nogle fælles aktiviteter/fælleslege i forlængelse af mødet. Referat af Børn & Unge møde i bogruppe 7. og 8. oktober 2017 (udpluk). 1. Hvad er det bedste ved at bo i AiH? Alt, specielt fællesskabet, dejligt med en lille gruppe, lille landsby, mange at lege med, skov, dyr, trampoliner, slik, sammenhold, hjælper hinanden, mange venner, mulighed for at lege med mange, sammenholdet mellem

venner, mange venner, AiH en kæmpe familie, fodboldbanen, gode steder at lege, flotte huse. 2. Hvilke arrangementer kan I bedst lide? Vejfest, bålaften, vejfest, bueskydning, vejfest, Hjortshøj Festival, Sommerfest, ringridning, fodboldturnering, lysfest, høstfest, fantastisk fredag, fredagsis, bål. 3. Er der noget I godt kunne tænke jer? En stald med heste, oprydning på bålpladsen, blomstereng, madklub, asfaltvej, legeplads bag bakken, parkourbane, svømmehal, masser af slik, fællesspisning, Den lille Bagedyst. 4. Er der noget I ikke kan lide? Svanerne der skider i haven, katte der spiser fugleunger fra søen, at vi skal fælde pileskoven, hundelorte, Alt er godt ved AiH – det er bare et paradis! 5. Hvad kunne I tænke jer, at vi bruger Fælleshuset til? Julearrangementer, overnatninger, påskefrokost, fødselsdage, spillerum med poolbord og arkademaskiner, puderum, holde fest, fælles spisning, brætspilsdage, gamerrum, frugttræer, Den lille bagedyst for børn, projektor.”

Børnemøde i Andelssamfundet i Hjortshøj Foto: Andelssamfundet i Hjortshøj

Økosamfund i Danmark

Du må kun bruge trampolinen, hvis du er sammen med nogen, der bor i Andelssamfundet

At vokse op i et økosamfund Carla, Aksel og Tilde, som alle er 14 år og fra Andelssamfundet i Hjortshøj, fortæller Interviewer Niels Aagaard Niels: Hvordan oplever I det at vokse op her i AIH? Aksel: Jeg synes det er fedt at vokse op i et økosamfund, fordi man lærer mange flere ting, end man gør inde i byen. Vi bygger fx på en børnevogn lige nu kun til børn. Det er en gammel cirkusvogn, vi har fået og er i gang med at reparere. Det lærer man en masse ting af – hvordan man bygger ting og laver noget med sine hænder. Vi fisker også nogen gange i en lille sø, det er ret hyggeligt. Og så er der et godt fællesskab herude, hvor alle naboerne kender hinanden, og der er rigtig mange børn på vores alder, som bor herude. Tilde: Det giver et fællesskab hele tiden at have nogen tæt omkring sig. Hvis man har en halv time, hvor man ikke lige skal noget,

så kan man lige løbe ned til naboen, i stedet for at bruge tiden på sit værelse med sin telefon. Så man får en oplevelse ud af det. Carla: Jeg synes at noget af det fedeste ved at bo i økosamfund, det er vennerne. Også fordi vi alle her i vores bogruppe er så tætte og laver så mange ting sammen, så det bliver næsten ens familie. Arrangementerne er gode, og det at lege er godt. Det kan man ikke rigtig på samme måde inde i byen, hvor vi boede før, fordi der er mange flere ting man kan her. Fx Hunger Games, Harry Potter og middelalderlege. Niels: Hvad er det bedste ved at bo her? Tilde: Arrangementerne er i hvert fald en af de ting, jeg sætter højt, for der har man et fællesskab. Og det er altid rigtig hyggeligt, fordi vi har det sjovt sammen. I går holdt vi vejfest, med ringridning. Så er vi på cykler og skal have en pind igennem en ring, der

Carla, Tilde og Aksel i Andelssamfundet i Hjortshøj. Foto: Andelssamfundet i Hjortshøj

er hejst op, og konkurrerer alle sammen om at blive årets ring-ridder. Vi hygger os hele dagen med at samle penge ind til det fælleshus, vi er i gang med at bygge. Bagefter spiser vi aftensmad sammen og laver sjov. Aksel: Nogen gange afholder vi bueskydningskonkurrencer. Så står vi aldersopdelt – jo mindre du er, jo tættere står du på halmballen, der er farvet med rød farve i ringe, så den ligner en skydeskive. Vi bygger normalt vores egne buer, og så gælder det om at ramme tættest på midten – det er sjovt. Nogen gange mødes vi nede ved bålet, har mad med og hygger os der. Jeg kan godt lide at lave primitive ting, lave bål eller slå flintepilespidser eller smede noget. Vi laver mange primitive ting herude i økosamfundet. Tilde: Det er en god ting ved at bo her, at vi får en selvtillid ift. hvad vi gør. Vi leger stadig selv om vi er 14 år. Vi laver rollespil, hvor vi bruger vores fantasi, er udenfor og øver os i forskellige ting. Skyde med bue fx eller forestille sig at være inde i kulturen fra gamle dage. Jeg er også med i en trio, hvor vi får lov til at optræde for mange mennesker her i AIH. Carla: Inde i byen er der så mange mennesker. Det kan være at der er en baggård, men der kommer hele tiden mennesker forbi. Her har vi en skov, og vi har dyr; geder, køer, høns og grise, katte og hunde, der er så mange dyr herude, at man kan lave mange flere ting. Tilde: Vi har også en genbrugsplads, – den er rigtig fed at lege på. Og en trampolin, en skaterampe og et shelter, hvor vi kan sove. Niels: Hvad er så det værste ved at bo i et økosamfund?

Børneliv i Økosamfund

Carla: Jeg har altid godt kunnet lide heste, så jeg har altid syntes, at der godt kunne komme heste. Men der er ikke rigtig noget, vi vil lave om på, for der er bare så godt herude. Aksel: Jeg vil rigtig gerne have en smedje. Jeg synes det kunne være så fedt at der var et sted med esse, ambolt og noget værktøj til at smede med. Folk kan mange forskellige ting, så det er let at finde nogen, der kan hjælpe. Fx er Erling smed, så han kan måske hjælpe. Niels: Er der ting i økosamfundet som kan være træls? Aksel: Der er ret mange møder. Det er det eneste jeg lige kan komme på. Og nogen gange kan der være lidt dårlig stemning, hvis man ikke er enige til et møde. Tilde: Vi samler jo æg alle tre plus nogle andre, og vi har selv meldt os som frivillige. Vi gør det for at kunne hjælpe til. Og nogen gange så kan man godt tænke: Åh, jeg orker ikke at samle æg i dag. Men når man så kommer i gang og får fyldt „Dolle“ – en barnevogn, der er lavet om til æggebus, – så går det alligevel. Niels: Har I været glad for at vokse op i et økosamfund?

Tilde: Helt klart. Det tror jeg også man kan høre på det, vi indtil videre har svaret. Jeg har altid tænkt at det var dejligt at vokse op sådan et sted. Både pga. al det fællesskab der er og pga. af alle de venner, jeg har fået. Men det er også et sted, synes jeg, hvor man virkelig tager hånd om klimaet, tænker på økologi. Og der er mange mennesker, som er lidt anderledes, så man også selv kan få lov til at være, som man vil. Så jeg ikke behøver at være som alle andre. Der er plads til at være forskellige og være anderledes. Carla: Jeg vil godt engang have et hus som er tæt på en skov, hvor man kan få lov til at udfolde sig på sin egen måde. Måske i et økosamfund, for det har også givet mig rigtig meget at vokse op her. Aksel: Jeg kunne godt finde på, hvis jeg får børn, at flytte i økosamfund. De skal i hvert fald ikke vokse op inde i byen. Carla: Tidligere, da vi boede i byen, forsøgte jeg at være ligesom de andre, for jeg turde ikke rigtig andet. Men efter at have boet her i økosamfundet synes jeg, at jeg har lært bare at være mig selv. Jeg går fx i det tøj, som jeg synes om.

Økosamfund i Danmark

Carla: Der er et stykke vej ind til byen, hvor jeg går til kunstskøjteløb. Og når jeg så skal hjem fra byen, så passer bustiderne måske ikke. Det kan være irriterende. Niels: Er der noget træls ift. de v oksne – de voksne inddrager måske ikke altid børnene? Tilde: Nej jeg synes faktisk det modsatte: At vi bliver hørt rigtig meget herude. Vi har fx fået lov til at skrive et kompetence-papir til generalforsamlingen og ansøge om penge til børnevognen. Vi forklarede hvorfor vi gerne vil have vognen, hvordan den skulle indrettes og hvor vi gerne vil have den placeret. Og vi fik lov til at få 25.000, som vi er i gang med at bygge for. Så selv om vi er børn, så får vi ligesom respekt og får vores eget sted. Carla: Børnevognen rummer nogle muligheder: Man kan spille eller bare hænge ud, hvor der ikke er voksne omkring en. Det er rigtig fedt at arbejde på den, fordi jeg vil gerne have et sted, som bare er vores. Niels: Hvad vil I lave om i AIH? Aksel: Jeg tror egentlig ikke, der er så meget vi vil lave om på i økosamfundet. Det drejer sig mere om, at vi gerne vil have nogle ting.

En tur i traileren på Toustrup Mark. Foto: Toustrup Mark

Min opvækst i Himmerlandsbyen Magne er 17 år, går i 2.g på Aalborg Katedralskole og skriver her om, hvordan det var at vokse op i Himmerlandsbyen. Af Magne Bonnen Hettlich, Himmerlandsbyen

eg er opvokset i et økosamfund ved navn Himmerlandsbyen. Mine forældre var med til at starte Himmerlandsbyen op og de startede med at bygge i 2007. I 2009 flyttede vi ind og indtil da boede vi på en gård i nærheden. Byggefasen husker jeg som ret idyllisk. Folk var glade og optimistiske og havde store drømme om foreningen. Når man havde rejst skelettet til sit hus, holdt man et rejsegilde hvor folk samledes og vi fik røde pølser. Folk kom meget sammen og

Magne, her omkring 6 år, er med til en af de første hyggedage i Himmerlandsbyen. Foto: Himmerlandsbyen

atmosfæren mindede lidt om et Amish samfund, hvor alle hjalp hinanden. Himmerlandsbyen ligger ved Rold Skov, som en oase omgivet af dyrkede landbrugsområder. Vi bor blandt landmænd, som ikke altid havde den samme indstilling som os og det gav nogle spændinger af og til. Skolen, som ligger tæt op ad Himmerlandsbyen, var stærkt opdelt mellem bybørn og børn fra lokale landbrug, og man mærkede tydeligt forældrenes indstilling over for os, det nystiftede økosamfund. Vi var dem, som var anderledes. Når vi spillede fodbold behøvede vi aldrig at lave hold, man gik bare over til den gruppe, man tilhørte – bybørn eller landbobørn. Sejren gik til det hold, der havde de fleste i 9. klasse. Efter 7. klasse kom

mange af landbobørnene på efterskole og derefter var der ikke så mange konflikter mere. Jeg husker også, at folk udefra var meget negative overfor Himmerlandsbyen og syntes, her var meget rodet. Noget tid efter opstarten begyndte det så småt at ulme lidt og der kom konflikter i vores økosamfund. Jeg oplevede konflikterne som dårligt håndteret og at de splittede foreningen. Da jeg var 9-10 år gammel oplevede jeg den første store konflikt. En familie var utilfreds og det ledte til at folk blev sure på hinanden og folk sad og græd. Det følte jeg som et skift fra de glade tider og det indledte en ny periode i Himmerlandsbyen, hvor tingene blev lidt mere grå. Efterfølgende oplever jeg at folk er blevet mere indelukket og tænkte mere på sig selv. For eksempel faldt pudset af vores fælleshus og det stod længe og så meget træls ud. Ingen gjorde noget. Der er også sket noget hos familierne. Der er mange der er blevet skilt og der er blevet sat huse til salg. I alt var der 10 familier, der startede med at bygge i Himmerlandsbyen og ud af de 10 familier er 6 familier blevet skilt, og 4 fire huse er blevet solgt. Da folk blev skilt og flyttede ud var det skidt, men der er heldigvis kommet nye beboere til og det ser lysere ud nu. Når jeg tænker på fremtiden, kan jeg godt se mig selv bo et sted som Himmerlandsbyen frem for et tilfældigt forstadskvarter, selv om ikke alt er lige idyllisk hele tiden.

Børneliv i Økosamfund

Hvad kan et skolefællesskab og kan vi bruge det på en ny måde? På Den Grønne Friskole er et godt fællesskab en helt naturlig del af det, at gå i skole. Børnene har stor indflydelse på hverdagen, for skolen er ikke tænkt som en færdig form, men som et sted, der skabes og udvikles. Det er børnene i høj grad med til, imens de helt praktisk lærer om grøn omstilling, dannelse og mangfoldighed.

en tid, hvor vi har udliciteret dannelse og uddannelse af vores børn til vuggestuer og børnehaver, skoler og fritidsordninger, kan det være svært at få øje på disse institutioner som andet end uddannelsessteder. De skal kunne én ting, og det er at uddanne vores børn – gerne med en sjat dannelse oveni, men helst ikke så meget, at det går ud over fagligheden – og så spytte dem ud af den anden ende med et gennemsnit og et „uddannelsesparat“ stempel i panden. Vi ser dem ikke som fællesskaber, skønt de faktisk er det. De er fællesskaber baseret på bestemte magtstrukturer og – processer; fællesskaber, der afsondrer børn fra resten af verden, sorterer dem efter alder og dygtighed og lærer dem, hvilke kundskaber og talenter, verden udenfor vil sætte pris på. Om vi vil det eller ej, om vi ser det eller ej, så lærer børn meget af disse fællesskaber. De lærer, hvordan man begår sig i denne slags fællesskab: samfundsinstitutionen. Hvordan, man vinder frem, både i børnenes På Den Grønne Friskole er børnene med til at bestemme, hvad der skal ske. Foto: Den Grønne Friskole

indbyrdes hierarki og i det store …med de voksne. De lærer om dygtighed, vigtigheden af „det rigtige svar“, og hvad der tæller som kunnen og viden. Og de lærer at gennemskue de voksnes floskler og staffage, angående alt fra kreativitet til mobning. Sidst af alt lærer de, at livet ikke er nu, at alt

hvad de gør hele tiden peger mod en fremtidig kompetence, rolle eller beskæftigelse.

Økosamfund i Danmark

Af Karen MacLean, medstifter af Den Grønne Friskole

Børnene kommer med ideer til den nye legeplads. Foto: Den Grønne Friskole

Skolen som omstillingsprojekt Men hvad sker der, hvis man prøver at tage skolefællesskabet fra den anden ende af og overvejer, hvordan det skal strikkes sammen, hvis det skal lære børnene noget ANDET? Noget andet om magt og gruppedynamikker, om dygtighed og omsorg, om visioner, handlekraft og faglighed? Et af kerneelementerne i grøn omstilling er sunde grupper, der har lært at arbejde sammen og som er kendetegnet ved ligeværdighed, gennemsigtige magtstrukturer og mangfoldighed. Og de sunde grupper hører lige så meget hjemme på en skole som i et hvert andet fællesskab! På Den Grønne Friskole (DGF) er vi startet fra den ende af: med at skabe et fællesskab, hvis mål det er, at bruge hele skolen – ikke blot indholdet i timerne – til at lære børnene om sunde grupper. Om at være i, og bidrage til, sunde grupper. Vi taler ikke så meget om det, men det spænder alt fra bygninger til indretning, skoleskema, forældrekreds, relationen mellem voksne og børn, aldersintegreret undervisning, udeskole og skolehave for dette forehavende. Hvad er kittet? På DGF tager vi mange forskellige redskaber i brug for at skabe inderlige, trygge og ligeværdige forbindelser mellem børn og voksne. Vi trækker for eksempel på ikkevoldelig kommunikation (IVK) til at tale om

os selv og vores følelser og til at nærme os hinanden, når vi er usikre eller uenige. Vi har haft trænere på besøg til forældreakademi og på pædagogisk dag for at skabe et fælles sprog for de voksne på skolen og forældrene, og vi har haft projekt med børnene om IVK i børnehøjde. Tillid og tryghed bygges dog ikke med ord alene. Tværtimod vejer det kropslige tungt hos os menneskedyr. Derfor har vi yoga og mindfulness på skemaet, hvor vi både bliver gode til at mærke os selv og vores kroppe og hinanden, og hvor vi mærker og tænker os ind i større sammenhænge. Men det er ikke kun det blide og det stille, der skaber forbindelse, det er også at synge sammen og at danse vildt og lege skøre lege, så det gør vi også. Og vi vinterbader, tager på vandretur og står derved igennem alle mulige fysiske udfordringer sammen. Der er på intet tidspunkt tale om reel fare, men i vores behagelige dagligdag giver det noget særligt for børnene at erfare, at de KAN stå distancen, klare regnvejret og kulden, for ikke at tale om det kolde gys! Vores hjerter banker i takt og vores åndedræt følger hinanden, vi får grineflip eller skiftes til at opmuntre hinanden og endorfinerne eller serotoninen flyder. Alle disse følelsesmæssigt og fysiologisk mættede øjeblikke, vi deler, knytter os sammen i en inderlighed, som ikke kan skabes på lige rækker i et klasselokale.

Mangfoldige dygtigheder DGF arbejder med et bredt faglighedsbegreb, hvilket vil sige, at vi vægter håndværksfag lige så højt som traditionelt akademiske fag og sociale og emotionelle kompetencer lige så højt, som andre kompetencer. Værdien af, at kunne bygge eller få en gruppe til at fungere, udtrykkes ikke med ord eller i temauger, men løbende, dagligt, i vores skemalægning og tidsforbrug. Udover at håndværk indgår i de fleste projekter i årets løb, så vælger hvert skoleteam én form for håndværk, som de beskæftiger sig med et helt skoleår. Vi lærer, at fordybe os og at det lønner sig at øve sig. Vi går i dybden med et håndværk – strikke, sy, brodere, snitte og vi kobler faglighed, æstetik og håndens arbejde sammen. De ældste børn har i år strøm som håndværk, hvor de både lærer at samle en lampe, skabe en smuk lampe og samtidig om elektricitet (matematik- og fysikfaglighed). Vi satser også på en mangfoldighed af bevægelser; udover sportsgrene som atletik eller ultimate frisbee, har vi meget dans og yoga og i det hele taget meget fri bevægelse. For eksempel får vi gået meget, når vi er på vores ugentlige tur, eller når vi tager ned i skolehaven, hvor der ligger en masse bevægelse både i lugningen og i at klatre i træerne. Ved bevidst at brede vores former for bevæg else ud, sikrer vi, at alle kropstyper (og

Børneliv i Økosamfund

Sunde grupper giver plads til individer Vi er også storforbrugere af individuelle aftaler. Har et barn svært ved at sidde stille, eller være i morgensamlingens kaos, eller magte det sociale spil i pausen, så laver vi særlige aftaler. For eksempel kan barnet, der har svært ved at sidde stille, tage en pause fra undervisningen i skolegården eller med en bog. Aftalens form og den voksnes medansvar varierer alt efter barnets alder og formåen. Der er i børnegrupperne en stor selvfølgelighed omkring disse særaftaler, for de forstår fra tidligt af, at alle børns behov er forskellige og at der er strukturer, der sikrer, at fællesskabet tilgodeser disse behov. Omvendt gavner det også fællesskabet, for eksempel ved, at det urolige barn tager en pause og kommer mere rolig tilbage. Børnene lærer at se og anerkende egne behov og at tage vare på sig selv. De lærer, at ansvar og omsorg for sig selv er en del af det, at skabe et fællesskab og at kunne give det bedste af sig selv ind i det fællesskab. Verden er under ombygning Det sidste eksempel, jeg vil give, på DGFs arbejde med sunde grupper, er den kobling, vi forsøger at skabe – i ord men mest i handling – mellem fællesskabet og dets visioner. Skolens børn har, fra starten af, været inddraget i at bygge og skabe vores nye skole. De har lavet lervægge og lært om træuldsisolering, deres forældre har bygget møbler med genbrugstræ og været med til at renovere nye klasserum. I projekt God grøn skolegård, der løb af stablen i september og oktober, var børnene fra 0. til 9. klasse med til at udforske, hvad der skal til for at skabe en bæredygtig skolegård. En, der dækker alle vores forskellige behov og ønsker, som passer ind i de rammer vi nu har og som er så grøn og bæredygtig som muligt. I fire uger var børnene på besøg på legepladser, undersøgte hinandens ønsker og behov i forhold til skolegården, udregnede målestoksforhold, undersøgte bæredygtige materialer og byggede modeller. De opdagede, at mindre styrede og pyntede legepladser gav mere råderum til fantasi og bevægelse. De lærte, at store og små børn leger på hver deres måder (og hvordan man kan give plads til det) og erfarede, at forskellige børn har forskellige drømme

og behov: huler, stillerum, klatrestativer, hønsegård, boldbane, motionsstativer. De ældste tog hul på, hvordan man strikker en ansøgning sammen til en fond, så man kan få råd til at finansiere alle disse drømme og behov. I de uger lærte de, at spænde deres fagligheder, f.eks. matematik og materialelære, for deres drømme, vel vidende, at ikke alle drømme og ikke alle projekter kan realiseres, men at det vigtige er, at gå i gang og gøre sit bedste. De lærte, at faglighed alene ikke sætter mad på bordet, eller bygger en skole, eller ændrer verden og at der skal både visioner og handlekraft til. Og de lærte, at sammen kan vi så meget, meget mere. The time is now Ved ikke at træde ind i en færdig skole og ved hele tiden at blive inddraget i praktiske processer, har børnene lært, at verden ikke står klar og færdig, optimeret efter ukendte specifikationer. Tværtimod står den hele tiden til forhandling og optimering, i et samspil mellem drømme og behov, viden, kompetencer, handling og ressourcer. Den største gave et fællesskab kan give vores børn, er, at lære dem, at der er brug for dem, præcis som de er, at fællesskabet er nu og er til for at gøre verden bedre. Og at deres drømme og kompetencer, som de allerede er lige nu, er brændstof for fællesskabets fremdrift.

Der arbejdes med bæredygtige ideer i skoletiden. Foto: Den Grønne Friskole

Økosamfund i Danmark

personlighedstyper) får rørt sig. Der er således indbygget en praksis-funderet respekt for en bred vifte af dygtigheder – ikke blot de snævert akademiske.

Grobund og fremtidens organisation Interview med Steen Møller fra Grobund (nyt økosamfund i Ebeltoft) Interviewer Niels Aagaard Niels: Hvordan ser fremtidens organisationer ud, sådan som du tænker dem, hvis vi skal have en alternativ økonomi og et bæredygtigt liv til at fungere? Steen: Jeg tror, at vi skal starte med at se det overordnede. For at give den enkelte et svar på: „Hvorfor er jeg med i det her?“. Der vil altid være problemer i menneskers løbende samspil og hvis man fokuserer på organisationsmodeller og fremgangsmåder, så kan det nemt blive for småt. Så ender det nemt i uoverensstemmelser og procedurer, og så er det dét, man giver al opmærksomhed.

Steen Møller præsenterer projekt Grobund. 160 personer og 8 mio. kr. er bag visionen om et nyt livsgrundlag. Foto: Peter Ellestad

Der er det vigtigt, at man kan se henover det, og se på noget, der er større end en selv. Man skal have skabt en „elastik“, så individerne er i stand til at give sig lidt, både til den ene og den anden side, så man skaber en situation, hvor man holder fast i det overordnede og sørger for, at dét bevæger sig i den rigtige retning. For jeg tror, at hvis man blot fokuserer på organisationsformen, måden man gør ting på, jamen så bliver det til teknik. Og så skal man på kurser i det ene, det andet og det tredje. Som eksempel kan man tage de 17 verdensmål, som i mine øjne er simpelthen prisværdige. Dem skal vi hæve vores blik op

til og sige: Er vi i stand til at komme videre ad den vej? Og hvis det er tilfældet, så må vi være i stand til at sluge nogle kameler og ikke lade os bremse af småproblemer, som det jo tit er – dem er vi rigtig gode til at få til at vokse, så de bliver altoverskyggende. Det handler om en dannelsesproces Jeg ser det som en dannelsesproces, hvor individet bliver i stand til at kigge hen over sig selv og fokusere på noget større end sig selv. Det tror jeg er et af de vigtigste trin: At få folk til at hæve blikket. Og derudfra få skabt en forandringsparathed. Ikke ud fra, at man vil forandre sine mål, men ud fra, at man kan se, at man bliver nødt til at

Møder, kommunikation og styring

Den store hal, hvor meget af Grobunds liv skal udfolde sig. Foto: Tore Muurholm Dahl

Vi kan kun løse vores problemer i fællesskab Fra 80erne skulle vi alle sammen realisere os selv. Men nu har vi vist fået nok af al den selvrealisering – vi skal generobre indsigten i, at den største selvrealisering man kan gøre, det er at realisere sammen med andre. Vi er nødt til at se, at hvis vi skal løse vores problemer, så er vi nødt til at gå sammen med andre. Vi kan ikke løse klimaproblemet alene, vi skal gå sammen. Vi skal have skabt en tiltro til, at det med økonomien, det med klimaet osv., det kan

vi da godt ordne. Den tiltro er blevet taget fra os. Der bliver vi nødt til igen at have lidt Pippi Langstrømpe ind i det: „Det har vi aldrig prøvet før, så det skal vi nok være gode til.“ Niels: Så du siger, at vi skal igennem en markant mentalitetsændring: Vi har været i en tid, hvor vi tænkte med os selv som udgangspunkt. Og nu skal vi til at tænke med os alle sammen som udgangspunkt. Både lokalt og i det store perspektiv, globalt. Og vi skal tro på, at vi selv, civilsamfundets borgere, kan løse problemerne. Steen: Ja. Med andelsbevægelsen og alle de mange foreninger, der underkastede man sig det fælles, kollektiv bestemmelse. Det blev der gjort oprør mod i 80erne. Men i dag er der sket et voldsomt meningstab. Vi har løst de fundamentale behov for mad, vand, tøj, bolig og så videre. De er løst op til flere gange i vores del af verden, løst så mange gange, at vi er ved at kvæles i det. Men tilbage står så spørgsmålet: Hvad er meningen med det hele? Hvad er meningen med det voldsomme forbrug, som dels ikke tilfredsstiller os på samme måde mere, og dels er ved at ødelægge alt omkring os: Jord, luft og vand? Jeg tror, at tiden er kommet, hvor mange hæver blikket og tænker: Vi skal give kloden videre til kommende generationer, og helst i en bedre stand end den er i nu, hvor vi er ved at ødelægge det hele. Vi giver fanden i næste generation og lever, som om vi er den sidste generation, der skal bruge jorden. Folk vil noget nyt Jeg tror folk er ved at stoppe op. At der er mange, som er i tænkeboks og gerne vil ud af deres individualisering, forbruget, hamsterhjulet og komme videre et nyt sted hen. Og for at komme videre, så er der dette med, at have det overordnede mål. Det er jo dér, meningen ligger begravet. Og hvis man ikke har mening, så kommer angsten. Niels: Hvordan kan vi sikre os, at folk i fx Grobund og andre økosamfund kommer til at tænke mere fælles; hvordan kan vi organisatorisk støtte det?

Økosamfund i Danmark

forandre sig selv og sine krav på nogle måder, der giver plads til den fælles fremgang. Og det tror jeg, er en udfordring, vi skal tage op nu i civilsamfundet. Vi er vant til, at enten så går vi sammen i konsensus, eller også så vælger vi en bestyrelse, som træffer beslutninger på vores vegne. Men ingen af delene fungerer for mig at se. Vi skal skabe noget nyt, for formandsskabet gør jo bare, at de andre bliver tilskuere. Og konsensus gør, at vi alle sammen bliver fastlåst og ikke så let kan bevæge os. Så nu prøver vi [i Grobund] den vej at lave rådføringsprocesser, og så får vi nogle erfaringer. Måske ser vi, at det skaber nogle andre problemer, men ok, så forsøger vi nye veje til at løse dem. Så vi starter en læringsproces henimod noget, der skal skabe nye organisationer. Jeg vil gerne tilbage til kulturen med andelsforeningerne, brugsforeninger og hele foreningslivet fra 1870erne og frem, hvor man deltager og blev underlagt en form for kollektiv bestemmelse. Der startede en ny tid, hvor folk begyndte at deltage i fællesskaber, der styrede meget af dagliglivet, og det har jo kørt helt frem til 1970erne, hvor foreningslivet så stille og roligt blev afmonteret i 80erne, fordi nu skulle vi til at tjene penge. Det skal generobres, og vi skal vænne os til igen at vi tager ansvaret med den største selvfølgelighed, blot på en ny måde. Vi skal alle sammen ud af tilskuerrollen, vi må eksperimentere og handle, og så vil der selvfølgelig ske en række fejl, men dem lærer vi af.

Steen: For det første ved at koble den enkeltes situation til et overordnet fælles mål. For hvis man kommer her til Grobund for at få noget, så kan man vældig nemt blive skuffet, tror jeg. Men hvis man kan mærke, at det giver mening at indgå i fælles projekter, så støder man jo i det arbejde på nogle andre mennesker. Og hvis de også har en retning, der minder om din egen, som et mål, så er det lidt lettere at tage hinanden under armen og gå sammen mod de retninger, man synes er vigtige. Sådan kan man fx konkretisere FN’s verdensmål , så det fungerer som trædesten for at kommunikere med resten af samfundet: Vi i Grobund kan henvise til, at det vi arbejder på, det er at realisere FN’s verdensmål i praksis. Og hvad gør I? I regeringen og hvad

Nogle af ansigterne bag Grobund. Foto: Kristian Ravn Ellestad og Gabija Bakutyte

gør I i kommunerne? I har jo også sagt ja til hvad kan du, og hvad kan jeg gøre. Hvad kan vi gøre i fællesskab? at realisere verdensmålene. Vi kan jo fx sige: Hvordan kan vi på Og i en periode tror jeg det bliver gøren Grobund bidrage til at udrydde fx sult i ver- – det at handle – der skal definere organisatiden. Det kan godt som udgangspunkt virke onsformen: Hvis vi vil gøre det her, hvordan lidt teoretisk og fjernt, men det er det jo i får vi så lavet en organisationsform, som virkeligheden ikke. For Grobund laver selv- fremmer, at der bliver gjort noget? Vi skal følgelig vores egen forsyning af fødevarer. stadig have snakken. Men vi skal opprioritere gøren og handlen. Det centrale er, at nu Og det gør vi på en måde, der samtidig er bæredygtig, affaldsfri og biodivers. Vi viser, gør vi noget i forhold til klima, naturen og i at vi kan klare os uden kemiske giftstoffer, forhold til vores eget liv. At vi handler for at uden voldsom CO2 udledning og uden at skabe nogle andre og bedre livsbetingelser skulle have en voldsom svineproduktion. for vore egne liv. Og så viser det sig, at vi i Danmark kan producere mad til 80 mio. mennesker og afhjælpe verdens sult. På den måde kan vi konkretisere FN’s verdensmål – alle 17 – ned til noget meget konkret, som handler om,

Møder, kommunikation og styring

Rådføring og selvledelse – sådan gør vi på Grobund Der er mange måder, man kan styre en organisation på. Vi har interviewet Jenny Elise Dam fra det nystartede økosamfund Grobund. Hun er involveret i arbejdet med at skabe en ny form for ledelse: selvledelse. Jenny starter her med et kort overblik over de gamle beslutningsprocesser, som vi er ved at forlade. Interviewer Niels Aagaard

ikke brugt. Virksomheden får derfor langt mindre gavn af de ressourcer, der faktisk er til stede i den.

Flertalsdemokrati

Det er en form, hvor flertallet kan bestemme og mindretallet bliver nødt til at makke ret. Den hierarkiske organisation Det syner effektivt, men der er mindre dynaKonsensusdemokrati Jenny: Det hierarkiske system kender mik i den, fordi man ikke får alles kompetencer, mange af os. Her er der en direktør i top- En anden styreform er konsensusdemokra- ressourcer og input med. Og den kan være pen med underdirektører i næste led, så tiet, hvor alle skal være enige. I praksis bety- ret rå mod mindretal. Den får ikke det fulde en række mellemledere og endelig folk der det, at man skal diskutere alt igennem potentiale frem i en organisation, fordi nogen nede på gulvet. Kommandovejen er klar og det kan tage lang, lang tid. Tit bliver man bestemmer over andre. Et flertalsdemokrati og det giver en tryghed. Men den giver „enige“, fordi nogen simpelthen ikke orker ender meget nemt i kampe, hvor det gælder meget lidt råderum for den enkelte. Og mere møde og giver op. Det er en form, om at kapre flest mulig stemmer, gøre de der er indbygget nedsat udvikling i det, som tit dræner fællesskabet og ikke altid andre med en anden mening til „modpart“ fordi det kun er dem, der sidder i toppen, lige giver de beslutninger, som vi alle sam- og gerne gøre dem lidt dum og forkert. Det centrale bliver, at „min fraktion skal vinde“ som udvikler. Så der er mange mennesker, men gerne ville have truffet. Nogen gange som har ideer, visioner og praktisk erfaring, kan en lille gruppe forhindre beslutninger, – i stedet for at „det skal blive så godt som men deres viden og kreative energi bliver muligt for alle“. så det reelt bliver et mindretalsdiktatur.

I sin bedste form er det en fantastisk organisationsform – „an archi“ betyder „uden magt“. Især hvis det bygger på medmenneskelig respekt og kærlighed. Men samtidig kan der opstå rigtig meget kaos af anarki, hvor vi går i gang i hvert vores hjørne, og så laver vi måske noget, som forhindrer andre i at lave deres. Det kan hurtigt blive meget konfliktfyldt. Og anarkiet kan let have indbygget, at den stærkeste har ret. Vi mister let evnen til at handle som en helhed, hvis alle handler i hver sin retning ud fra egne snævre mål, den fælles retning forsvinder. Visionerne for Grobunds fælles fabrik diskuteres ud fra en model af området. Foto: Henrik Bundgaard

Økosamfund i Danmark

Anarkiet som organisationsform

17 17

Frem for at spørge fællesmødet, bruger Grobund rådføringsprocessen til at involvere de parter, der vil blive direkte berørt af ens ide

Det ideelle demokrati: Rådføringsprocesser Her på Grobund skal vi noget, som i mine tanker er det ideelle demokrati. I virkeligheden er det et forsøg på at tage det gode fra alt det andet. Der skal være nogle mekanismer, som sikrer at det større perspektiv kommer ind i alt det, vi gør. Vi er i gang med at udvikle den samarbejdsmodel, man kalder „rådføring". Når du har et projekt, det kan fx være at placere blomsterkasser på vores fælles parkeringsplads, så bliver du nødt til at rådføre dig først. Dels med dem, som bliver påvirket af dit projekt. Dels med dem, som har viden på området. Og via den rådføringsproces, kan det så vise sig, at der er nogen, som er i gang med at lave fx en rulleskøjtebane for ungerne ude på parkeringspladsen, og at blomsterkummer ville forhindre en sådan bane. Når jeg rådfører mig, er der måske nogle juridiske, økonomiske, organisatoriske osv. problematikker, som dukker op, fordi der er nogen som har mere forstand på det end jeg. Det kan være at man skal tage hensyn til brandveje eller en masse andet. Rådføringsprocessen skal dels hindre mig i at lave ulykker og problemer for andre. Samtidig er det en vigtig gevinst, at der, gennem rådføringsprocessen, let dukker andre perspektiver op, som gør at forslaget bliver meget bedre. Fx at blomsterkasserne kan stå sådan, at de bliver en forhindringsbane i rulleskøjtebanen, hvorved det ene projekt understøtter og forbedrer det andet. Eller der kan være nogen der siger:

Hvorfor planter du ikke spiselige blomster, og inden jeg ser mig om, så har blomsterkasserne fået flere funktioner end den ene, jeg oprindelig havde tænkt på. Og de kan måske pludselig også bruges til vores fælles spisning i køkkenet. Eller i forhold til vores bier. Så projektet bliver mange gange bedre, fordi jeg i rådføringsprocessen får en række andre perspektiver, kompetencer og behov at spille sammen med. Rådføringsprocessen bruger det anarkistiske: Jeg får en ide og bruger min kreativitet og initiativlyst. Og det demokratiske: Kan ideen udformes på endnu bedre måder, ved at inddrage alle relevante personer. Når vi ikke er enige og konflikter opstår Niels: Hvad gør man i de tilfælde, hvor der er uenighed omkring ideen – nogen er for, andre imod og det går i hårdknude? Jenny: I Grobunds manifest, vores grundlag og vision, er det indtænkt, at vi får konflikter. Konflikter vil der altid være, men vi kan bruge dem til at udvikle vore projekter og os som mennesker. Der er udviklingspotentiale i alle konflikter og vi skal finde nogle gode og sunde måder at håndtere dem på. Derfor har vi lavet en gruppe, vi kalder MU, „menneskelig udvikling“, som arbejder på at få opbygget en kultur, hvor man lytter på hinanden og lærer hinanden at kende som mennesker. Vi laver fester, musikarrangementer osv., alle de ting som svejser os sammen som et fællesskab. MU giver vejledning for at forebygge konflikter. Eller rådgiver i konflikthåndtering, hvis en konflikt er opstået. Så kommer vi to for

at mediere konflikten. De to parter mødes og hver part fremlægger sine synspunkter til de to mediatorer, hvis opgave er at lytte, forstå, være undersøgende og derved få sagen belyst bedst muligt, mens den anden part lytter med uden at sige noget. Det vigtige i det er, at man hører, hvad den anden part har at sige. Og nogen gange er det noget andet end det, man troede. Mediatorens rolle er 1) at undersøge: Hvad er problematikken – at få de to parters holdninger og deres bevæggrunde formuleret klarest mulig, 2) sikre ordentlighed i kommunikationen, 3) komme med feed back og med råd til løsninger uden at være involveret part. Udgangspunkter er, at vi alle sammen skal kunne være her, så vi skal få tingene til at fungere. Det tvinger os til at være mere kreative end blot at gennemtvinge flertalsbeslutninger af forskellig art eller få en ledelse til at beslutte på alles vegne. Derfor er det vigtigt at opbygge en fællesskabskultur. Og gennem rådføringsprocesser, konflikthåndtering og opbygningen af en fællesskabskultur, vil vi skabe kraftfulde og fleksible systemer, hvor beslutningskraften er uddelegeret til selvledelse.

Møder, kommunikation og styring

Længslen efter det harmoniske fællesskab Drømmen om økosamfundet er i høj grad drømmen om at leve det gode liv sammen med andre. Men hvordan kan vi magte at leve og arbejde tæt sammen, når vi slæber rundt på alt vores gods fra samfundet udenfor? Er det mon muligt at finde en form at samarbejde på, som bringer det bedste frem i os? Tre danske økosamfund har eksperimenteret med den nye styreform „sociokrati“. Af Kåre Wangel, crossingcircles.dk

de seneste år har flere økosamfund fået interesse for en ny samarbejdsmetode, som hævder at levere en beslutningsproces, der bryder grundlæggende med både autokratiet og demokratiet, så det fortjener sin egen betegnelse. I stedet for at være lederens styre, som i autokratiet, eller folkets styre, som i demokratiet, er sociokratiet argumentets styre. Et styre, som er designet på at få alle dets deltagere til at samarbejde om at finde den bedste løsning på et problem. Hvad er sociokrati?

Sociokratiets formål er at undgå den tilfældighed, der ligger i at træffe beslutninger ved at lade én eller flere personer bestemme. I stedet designer sociokratiet en beslutningsproces, som leder frem til den beslutning, som, alt taget i betragtning, er det, der tjener organisationen bedst. Det sker hovedsageligt ved, at man lader alle tage de initiativer, de selv ønsker, og dernæst bruger alle indvendinger imod initiativet på at forbedre dette, indtil initiativet tager højde for enhver ulempe, som er til at få øje på. Som sådan er sociokratiet initiativets og indvendingens ret: Hvad end, du finder vigtigt at gøre, kan du gøre, hvis blot du tager højde for resten af fællesskabets behov.

Økosamfund i Danmark

Sociokrati eller selvledelse Begrebet sociokrati er opfundet af den franske filosof, Auguste Comte. Med sociokratiet ønskede Comte at udvikle en styreform I 2014 kom virksomhedskonsulenten, Frederic Laloux, med bogen med samme videnskabelighed som i sociologien. Han ville under- „Fremtidens Organisation“, hvori han beskriver en grundlæggende søge, hvilke styreformer der fungerer bedst, og skabe et styre, metode til at arbejde med selvstyrende teams. Med inspiration fra som bruger det bedste fra alle kendte metoder. Den hollandske blandt andet den hollandske hjemmehjælpsvirksomhed, Buurtzorg, ingeniør, Gerard Endenburg, udvidede i det tyvende århundrede beskriver Laloux selvledelsens grundlæggende princip som prindette til et styre drevet af videnskabelige principper om, hvordan cippet om rådføring. den bedste beslutning tages. Rådføringsprincippet ligner sociokrati ved, at det giver enhver person i organisationen ret til at tage et hvilket som helst initiativ,

Møde i Grobund Foto: Peter Ellestad

Sociokrati er bl.a. kendt for cirkelstrukturen, der understøtter en ligeværdig kommunikation og en beslutningsproces med klar reference til den fælles vision.

som man ønsker at give sig i kast med. Den eneste forudsætning er, at man først skal rådføre sig med enhver person i organisationen, som initiativet vil påvirke. Ligesom i sociokratiet kan ingen derfor blokere andres initiativ, samtidig med at man skal tage andre med på råd. Laloux’ bog har været til stor inspiration i mange typer organisationer. Vækstcenteret i Nørre Snede arbejder blandt andet sammen med økosamfundet Grobund om at benytte rådføringsprincippet og bogens andre principper i praksis. Grobund omtaler selv deres tilgang som sociokrati, omend Laloux ikke bruger det ord. Selvom Grobund ikke endnu er nået til etablering af deres samfund, er det allerede en stor organisation med mange medlemmer. Jørn Uhrenholt, som har stået i spidsen for brugen af beslutningsmetoden, fortæller, at de har overvejende gode erfaringer med rådføringsprincippet. De oplever, at initiativet får den plads, det har brug for og fortjener. Rådføringen kan dog være langsommelig og virke kompleks, særligt for dem, der ikke er vant til en sådan tilgang til samarbejdet. Som sådan kan man godt kalde Laloux’ og Grobunds tilgang for sociokrati, i hvert fald i Comtes oprindelige definition, da metoden undgår den „uvidenskabelige“ tilfældighed ved afstemninger. Dog benyttes betegnelsen „sociokrati“ hovedsageligt om de versioner, som bygger på Endenburgs metode. Endenburgs sociokrati Den mest gængse definition på sociokrati i dag tager udgangspunkt i den version, som Gerard Endenburg udviklede i sin elektronikvirksomhed i 70erne, og som han kaldte „den sociokratiske cirkelmetode“. Den sociokratiske cirkelmetode har tre grundlæggende principper: 1. Samtykke 2. Cirkelstruktur 3. Dobbeltledet repræsentation

Samtykkeprincippet betyder, at en beslutning tages, simpelthen når der ingen indvendinger er imod et forslag. Cirkelstruktur går ud på at inddele organisation i en række grupper, eller cirkler, som hver varetager en opgave for organisationen. Man mødes ikke i større forsamlinger for at træffe beslutninger. Og den dobbeltledede repræsentation betyder kort sagt, at man skaber en fleksibel kobling mellem alle cirkler, ved at forbinde hver af cirklerne med to repræsentanter. I Soleng i Sønderjylland, som startede for blot tre år siden, har de fra starten benyttet den sociokratiske cirkelmetode som beslutningsform under vejledning af Frands Frydendal, som igennem en årrække har studeret sociokrati. I Soleng, fortæller Irene Lorenzen, er de dog indtil videre ikke flere, end at de kan nøjes med en enkelt cirkel til at træffe deres beslutninger gennem. Indtil videre har de kun gode erfaringer med metoden og er særligt glade for at slippe for „konsensusmøllen“, som de siger, og alt for lange og udmattende møder. Frilands nye variation Også på Friland har de det sidste halve år arbejdet med en afart af sociokrati, inspireret af Alternativets lokalafdeling i Århus, som har udviklet deres egen model. Hvor Grobund og Soleng hovedsageligt bygger på samtykkeprincippet, fokuserer Friland på cirkelstrukturen og de principper, der ligger i at definere klare målsætninger og ansvarsbeskrivelser for hver cirkel. Ifølge Sara Roud fra Friland handler det for dem om at dele ansvarsbyrden ud på så mange personer som muligt, at specialisere grupperne, så beslutningen kan tages der, hvor der er mulighed for at træffe den bedste beslutning. Som sådan har de dog ikke, endnu, nogen entydig tilgang til, hvordan beslutninger bliver truffet i cirklerne. Mest af alt, fortæller Sara, forsøger de at blive enige om den bedste beslutning.

Gode råd Irene Sanchez Lorenzen (Soleng): ”Start med beslutningsprocessen, så I kan opleve, hvordan det virker. Teorien er ikke vanskelig, men I behøver ikke at overskue alle dele af sociokrati på forhånd. Men husk følelsesrunden, den er vigtig.”

Sara Roud (Friland): ”Giv tid til alle spørgsmål. Byg bunden i mistilliden til modellen ind i modellen og tilpas metoden til det, der fungerer hos jer i forvejen. Og husk på, at hvis man er for procesnørdet, så kan det dræbe processen for de andre, der er med.”

Med de mange afarter af sociokrati, der på denne måde opstår, kan det være svært at holde rede på, hvad sociokrati grundlæggende er. Måske tilgange som Frilands og Grobunds efterhånden vil få deres egne betegnelser, som mere specifikt beskriver det, de nøjagtig gør. I hvert fald er det oplivende at se, hvor meget mod der er på at prøve metoder af, som kan gøre det sjovere og tryggere at bygge store projekter op sammen med hinanden.

Om skribenten: Kåre Wangel arbejder med rådgivning i selvledelse og formålsbaseret lederskab gennem konsulentbureauet Crossing Circles. www. crossingcircles.dk

Møder, kommunikation og styring

Fællesskaber kan en masse – hvis de er velfungerende Vi troede, at vi var „et fællesskab“, blot fordi vi var en gruppe, fx et økosamfund. Men i praksis var der intet reelt nærvær, ingen dybere kontakt eller nysgerrighed på hinanden, ingen egentlig villen til hinanden eller fælles aktiviteter. Der er langt fra at være „en gruppe“ til at være et fællesskab, og det sidste kræver tit hårdt, bevidst arbejde. Af Niels Aagaard

Fællesskaber skal plejes for at være stærke og levedygtige Fællesskaber kan en masse når de fungerer. Men det gør de bestemt ikke altid. De er måske præget af konkurrence, magtkampe eller opslidende uenigheder. Fællesskaber er krævende, hvis de skal fungere optimalt. Og det kræver redskaber at udvikle dem. Fem centrale redskaber til dét er efter min erfaring: Her beskrevet i al korthed:

• God kommunikation. • En kultur med ordentlig stemning. • Gode møder. • Gode beslutningsprocesser. • Fælles mål og værdier. God kommunikation i de sociale relationer En forudsætning er god kommunika tion mellem fællesskabets deltagere. En omgangstone præget af respekt og troen på, at andre gør deres bedste. I god kommunikation ser vi hinandens ressourcer og kompetencer og lægger vægt på dét. Ikke at vi er blinde for fejl og mangler, men det er blot ikke dér, vi har fokus. Fejlfinderi dræner, mens ressourcefokus skaber overskud

Økosamfund i Danmark

i troede, vi holdt gode møder, indtil vi opdagede, hvordan et godt møde kan være og hvor meget god energi, der kan frisættes. Eller: Vi blev født ind i en egoistisk, selvcentreret og materialistisk kultur, og troede, at blot fordi vi gerne ville være anderledes, så formåede vi det også, sådan uden videre. Fællesskaber kan en masse. De kan være fundamenter for omstilling til et bæredygtigt samfund og et bedre liv. Men det kræver, at de bliver velfungerende og levedygtige. Historisk har fællesskaber spillet en afgørende rolle i samfundsudviklingen i Danmark. Andelsbevægelsen, højskolebevægelsen og hele foreningslivet fra 1870’erne til 1970’erne er stærke

eksempler på det. Vi kan generobre fællesskaberne og deres kultur af kollektiv selvbestemmelse, så vi vænner os til igen at tage ansvaret med den største selvfølgelighed. Men: Vi er nødt til at lære at skabe gode fællesskaber.

Traditioner, fester og socialt sammenhold er vigtige for et godt fællesskab. Foto: Suderbyn Ekoby, Sverige

I fællesskab kan vi løfte mange opgaver. Her bliver et område gjort klar til beplantning

og imødekommenhed. Det handler om at værdsætte hinandens indsats. Se hinanden, lytte oprigtigt dvs. aktivt og med empati til hinanden. Kere sig om hinanden. Let at sige, men kræver øvelse at praktisere. Hvis vi tager udgangspunkt i den enkeltes styrker og det positive, så kan vi gøre mere af det, der virker godt, for det er dét, som giver os glæde, energi og lyst til at bidrage til fællesskabet. En grundforudsætning er, at vi taler ud fra vores egne behov, ønsker og værdier og undgår at overskride hinandens grænser gennem vurdering og fortolkning af andres adfærd. En central pointe i den forbindelse er, at holde sig på egen „banehalvdel“, tale ud fra ens egne behov og synspunkter vel vidende, at det alene er ens egne og bruge jeg-budskaber fremfor du-budskaber. Alle mennesker er unikke individer, forskellige med forskellige synspunkter, så det giver ikke mening at kommunikere ud fra en forudsætning om, at andre burde mene det samme som en selv. Det er forskelligheden, som, når den tackles hensigtsmæssigt, er det stærke grundstof, der kan skabe stærke fællesskaber, hvor personlige og kompetencemæssige forskelle skaber værdifulde synergier. Vi kan formulere vores eget synspunkt, argumentere enkelt og nøgternt for det. Lytte til den andens synspunkt for at forstå og stille spørgsmål til (ikke ved) den andens bidrag. Når vi lytter seriøst og med respekt, så forsøger vi at skabe en situation og en relation, hvor der er to vindere, i stedet for en vinder og en taber. Skabe en dialog i stedet for en diskussion. Anerkende det gode, andre gør. Når vi kommunikerer, kan vi skabe afstand, eller vi kan åbne for kontakt. Ord kan skabe mure eller ord kan åbne vinduer. Vi kan tale fra hjertet, dvs. være ærlige i vores udtryk og oprigtigt lytte til, hvad

andre har på hjerte, uden at placere skyld og fokusere på, hvem der har ret eller ikke ret. I god kommunikation tager vi selv ansvaret for vores følelser og får andre til at handle ved at fremsætte anmodninger. vi adskiller person og sag. Vrede ses som umødte behov, som måske kan imødekommes gennem dialog. Vi siger vores mening på måder, der ikke skaber fjendtlighed og muliggør at tale også om de ting, hvor vi er uenige. At kommunikere betyder „at gøre fælles'. Og det er netop dét, der sker, når vi lytter aktivt og med indfølingsevne: Vi etablerer et fælles billede på, hvordan vi hver især anskuer verden eller en situation. Det betyder ikke, at vi ender med at blive enige. Men at vi har chancen for det. Eller for at være uenige på et oplyst grundlag. Det er efter min erfaring først, når fællesskabets samtaler har en karakter, hvor man lytter seriøst til hinanden og hver især holder sig på egen banehalvdel, at vi for alvor når frem til samtaler, der åbner. Sådan kommunikation har mulighed for at skabe ægte kontakt og en respekt, som fremmer fællesskabet og alles deltagelse.

på eventuelle fejl. En uformel elite, som styrer det hele, undergraver seriøst fællesskabet. Vi kan gøre vores fællesskaber stærke ved at gøre dem lystbetonede, engagerende og involverende. Gøre dem ordentlige. Ordentlighed er afgørende for et godt fællesskab. Vi kan styrke det, der fremmer og mindske det, der hæmmer en sådan kultur. At skabe en kultur med gode møder, som man glæder sig til at være en del af

Fællesskaber kræver møder. Mange møder. Det er der, man beslutter i fællesskab, hvad der skal ske. Dårlige møder med en lidt hård tone, med skjulte eller åbne konflikter, dræner fællesskabet. Og lige som vi sjældent har lært ret meget om god kommunikation (vi regner med, at det kan man da bare), sådan er der sjældent nogen, som har lært, hvordan man holder gode møder – det gør vi da bare. Eller døjer i tavshed med de dårlige. Men møder kan være noget, man glæder sig til. For det er jo dér, vi ser de andre. Det er dér, vi beslutter, hvad der skal ske med organisationen i småt og stort. Det er dér, vi får informationerne om, hvor de andre er i diverse At skabe en kultur hvor „stemningen i processer. Det er kort sagt helt afgørende for bageriet“ er god en organisation at have gode møder. Hvis fællesskabet foregår i en kultur fyldt Vi kender alle til stemningen på møder, med varme menneskelige kontakter, der er som de er flest. Ofte kedelige. Lidt for lange. engagerende, måske berigende eller ligefrem Ineffektive uden tilstrækkelig beslutningssjove og livsglade, så styrkes fællesskabet – så kraft. Måske præget af uenigheder som lever det og påvirker hele vores stemningsleje lægger sig som en dyne af dårlig stemog selvværd positivt. Vi føler os værdifulde, ning henover mødet. Dårlig mødeledelse inkluderet, og det opleves som noget dybt og -forberedelse. For lange indlæg. Osv. positivt at være en del af fællesskabet. Ofte er vi opdraget til en mødekultur, hvor Omvendt er der kulturer, som skaber dårlig „ledelsen“ allerede på forhånd har truffet de grundstemning: Jantelov, som skaber hand- vigtigste beslutninger, eller hvor kulturen er, lingslammelse. Sladder, som skaber frygt, kli- at nogle ganske få styrer debatten. En god ker og mangel på glæde. Fejlfinderi, hvor du mødekultur er noget, man skal øve sig på ikke mødes med anerkendelse, men vurderes og trænes i. Så vi skal lære at skabe gode, livsgivende møder.

Møder, kommunikation og styring

At skabe et reelt demokrati i fællesskabet. Med beslutningsprocesser der er gennemsigtige og præget af ordentlighed. Hvor alle er ligeværdige, bliver hørt og involveret.

At skabe et reelt demokrati i fællesskabet. Med beslutningsprocesser der er gennemsigtige og præget af ordentlighed. Hvor alle er ligeværdige, bliver hørt og involveres Demokratiets måde at fungere på i beslutningsprocesserne er vital for medlemmernes oplevelse af fællesskabet. Om vi reelt er fælles om at træffe beslutningerne. Om vi i disse processer føler os lyttet til og respekteret. Om beslutningsprocesserne er involverende og gennemsigtige, eller det modsatte. For meget topstyring og for lille indflydelse fra de menige foreningsmedlemmer skaber modstand eller passivitet. Beslutningsveje handler om meget mere end møder – det handler om selve opbygningen af organisationen og dens kultur, om der er et formandskab eller om alle er med til at lede. Demokratiet i et fællesskab kan styrkes på mange måder: Åben kommunikation i fællesskabets medier. Indholdsdækkende

Der er masser af redskaber til rådighed, der hjælper til at opbygge levestærke fællesskaber – det er bare om at gå i gang!

mødereferater. Åben fremlæggelse af problemer og udfordringer. Gennemskuelighed i alle beslutningsprocesser. Seriøs åbenhed ift. nytænkning og alt anderledes. Et bevidst arbejde for at inddrage alle. Alles mulighed for at stille forslag og kommentere. Rådføringsprocesser. Betydningen af fælles værdier og klare mål for vores fællesskab En kort, klar vision og et præcist værdigrundlag er en afgørende hjælp, når vi skal forstå hinanden i fællesskabet. Hvad er det egentlig, vi vil? Hvilke mål og drømme binder os sammen? Hvad er det vi i fællesskab vil skabe? Hvor visionen er målet, er værdierne de redskaber, hvormed vi vil nå målet. Har man hverken formuleret det ene eller det andet, så har man lagt en vældig stor beslutningskraft over i tilfældighedernes smukke, og for en kort stund konfliktløse, men også temmelig uforudsigelige og vanskelige landskab. Det vi ikke bevidst formulerer, det skabes i praksis bag deltagernes ryg gennem fællesskabets levede liv. Det kan vise sig at blive fantastisk, men det kan også vise sig at være uhensigtsmæssigt. Mål og værdier fungerer kun optimalt, hvis der er et engagement og reelt ejerskab til dem blandt fællesskabets medlemmer. Grobund er et eksempel på en vision, der har sat smuk gang i fælles drømme, håb og lyster. Så: Hvis vi skal skabe en bæredygtig forandring af samfundet nedefra, båret af de mange fællesskaber i civilsamfundet, så skal vi formå at skabe stærke og levedygtige fællesskaber. Og fællesskaber bliver kun stærke og levedygtige, hvis vi plejer dem. Det kræver en løbende bevidst indsats, en hel del viden og ikke mindst modet til at turde påpege indsatsens nødvendighed, trods det at den ofte er besværlig.

Økosamfund i Danmark

Det er vigtigt at holde forskellige typer af møder afpasset til forskellige typer af mødeindhold. Noget er visioner og de lange linjer. Noget er dagligdagens småting. Noget er følelser. Andet er praktisk og organisatorisk. Noget er temaer, der kræver særlig viden og fordybelse. Noget er til diskussion, noget er til orientering. Noget rummer konfliktstof, andet er ligetil. Mødeforberedelse er vigtigt. Mødelederen har en central rolle. Vi kan bruge reflekterende team, som indbygger en mellemposition i samtalen mellem mødeleder og mødedeltager i form af en neutral instans, der giver feedback. Bruge en „hjerteholder“ med den opgave at mærke stemninger og ved passende lejligheder gribe ind i processen for at klargøre, hvis mødet foregår på en måde, der ikke er hensigtsmæssig. Gode møder er en kunstart, som det kræver bevidst træning og udvikling at gøre hensigtsmæssige i fht. involvering, demokrati, tidsanvendelse, at høre alle og at tage holdbare beslutninger.

Grafisk facilitering – møder som gør en forskel Når vi deltager i møder, vil vi gerne opleve energi, god stemning og resultater. Grafisk facilitering er et godt værktøj til at imødekomme disse behov Af Susanne Zimmer, Grafisk facilitator, kitasol.dk Grafisk facilitering. Hvad er det, og hvad kan det bruges til? For at svare på det, skal vi lidt tilbage i tiden. Vi skal tilbage til den tid, hvor bevidstheden om tidsspilde begyndte at udkrystalisere sig. Det at gå til møde blev italesat som: tidsspilde, det nytter ikke noget, det er et alibi for ledelsen, det er en kaffeklub og så alle kommentarerne om dårlig ledelse og ulæselige referater.

Det skabte en modbevægelse, hvor konsulentfirmaer skød op og tilbød kurser i bedre møder, skab resultater med dine møder, dagsordner der virker osv. I halvfemserne fik den grafiske facilitering fodfæste. Baggrunden var den forskningsbaserede viden om, at 80 % af alle mennesker er visuelle og dermed forstår beskeder, beslutninger og referater bedre hvis de udtrykkes visuelt. Når man så samler den viden man har omkring almindelig god mødeledelse og afvikling med den grafiske del, så har man grafisk facilitering.

Grafisk facilitering kan ikke redde et dårligt forberedt møde eller en tynd dagsorden. Der er stadig grundlæggende krav til alle møder og de kan hjælpes på vej via grafisk facilitering. Dagsordenen skal være godt forberedt, god mødeledelse, rammerne og bevært ningen skal svare til vigtigheden af mødet, tidsplanen skal holdes og så videre.

Illustration: Susanne Zimmer

Møder, kommunikation og styring

Den gode kommunikation er afgørende for et godt resultat af et møde, og for at deltagerne har god energi til næste møde

Det unikke ved grafisk facilitering er naturligvis det grafiske. Der laves en visuel dagsorden forud for mødet. I stedet for at bruge mange linjer på at forklare, hvordan en dagsorden kan se ud, har jeg lavet et eksempel på et møde fra det fiktive sted Lillebjerg. Når man bruger grafisk facilitering, er det er en god ide at bruge storformat papir, for eksempel flip-overpapir. Man kan tegne dagsordenen, tage et foto og udsende det på mail til alle deltagere. Under mødet udfyldes dagsordenen med referat og igen tages der et foto, som efterfølgende udsendes på mail. Er det møder, som afholdes i et bofællesskab, kan dagsordenen hænge et centralt sted både før og efter mødet. Fordelene ved en visuel dagsorden er mange. 1. Den/de som laver dagsordenen får en hjælp til at få lavet en tydelig og gennemarbejdet dagsorden. Det bliver overskueligt at se, hvordan hvert enkelt punkt skal behandles, og hvor lang tid der er til de forskellige punkter. I dagsordenen skal der også tages stilling til, hvilke punkter, der skal tages til referat, og hvilke der ikke skal. Måske er der orienteringspunkter, som kan udsendes skriftligt inden mødet, så der bliver mest mulig plads til dialog.

2. Det er dejligt for mødedeltagerne at få en dagsorden, som skiller sig ud fra den tekst, som vi i almindelighed omgiver os med. Hvis dagsordenen samtidig hænger i et fælleslokale, betyder det at deltagerne bliver mindet om mødet og både bevidst og ubevidst får bedre mulighed for at forberede sig til mødet. 3. Det er lettere at være mødeleder, fordi dagsordenen er tydelig. Mødelederen kan benytte et æggeur/telefon eller simpelthen lade en anden person stå for tidtagningen. Det er godt at varsle, når der er to minutter tilbage til behandling af punktet, så deltagerne har mulighed for at runde af. 4. Når referatet bliver skrevet/tegnet på visualiseringen, kan alle se det undervejs, og det giver en større effekt i forhold til beslutninger og handlinger. Den gode kommunikation er afgørende for et godt resultat af et møde, og for at deltagerne har god energi til næste møde og ikke mindst til at udføre de beslutninger, som træffes på møderne. God kommunikation er afhængig af især en god rammesætning og en god mødeledelse, men også af, at deltagerne byder aktivt ind, er åbne og ærlige i forhold til hinanden. De skal lytte til hinanden og give ærlig og anerkendende respons.

Evaluerer man jævnligt samtale- og mødekulturen er man godt på vej En evaluering skal også struktureres grundigt og kan med fordel gøres visuel. Vi har alle oplevet evalueringer, som har været helt uden værdi, to personer brugte al taletiden, eller der blev talt „udenom”. Der er ingen facitliste på ovenstående. Man skal finde den form, som passer til den gruppe mennesker og det kommissorium, som fællesskabet har. Det kan være alt lige fra hygge og inspirationsmøder til handleog beslutningsmøder. Kommissoriet skal afspejles i dagsorden og mødeledelse. Ofte vil det være en god ide at få hjælp udefra, når kommissoriet for en gruppe fastlægges, eller hvis gruppen vil fastsætte en ny kurs og en ny kultur. Hvis alle er mere eller mindre tilfredse med mødestrukturen, kan et møde, hvor der gøres status og ses fremad alligevel være en rigtig god ide. Sæt tid af til det og lad en gruppe repræsentative medlemmer sætte dagsordenen og lave den visuel, så alle kan se, hvad der forventes af dem, og hvordan mødet skal forløbe. Det visuelle har stor betydning uanset om det er pænt, sjovt eller bare forståeligt. Hvis du har behov for at få nogle redskaber, afholdes der flere steder kurser i dette, blandt andet i Kitasol. På et sådan kursus får du både tegnefif og ideer til afholdelse af livgivende møder og god mødeledelse.

Økosamfund i Danmark

Men hvad er grafisk facilitering så helt konkret?

Bedre beslutninger med Cynefin-strukturen Af Frands Frydendal, sociokrati.dk

aliseren Dave Snowden skabte i ca. 1999 et nyt og vigtigt værktøj til at tage beslutninger i forskellige situationer. Den har 4 gode beslutningsmetoder, men dens afgørende bidrag er at vise, at alle metoder kan være problematiske, når de bliver brugt i en forkert sammenhæng. Navnet „Cynefin“ er walisisk og indikerer kompleksitet Cynefin-strukturen inddeler de sammenhænge, hvor der skal tages beslutninger, i 4 felter. Dels efter om vi kender problemernes årsager eller ej og dels efter om vi kan analysere eller eksperimentere, før vi beslutter. Se figuren: Orden til højre, uorden til venstre. Hastværk/hurtighed nederst, langsomme eksperimenter og analyser øverst. Ved SIMPLE (åbenlyse) spørgsmål ved alle fornuftige mennesker allerede nok til at beslutte uden nærmere analyse. Man fastslår bare „vi er i denne kategori“ og „her gør man sådan”. Vi har en „bedste praksis”, og processens 3 trin er {opfatte-kategorisere-beslutte}. De simple situationer er ofte blevet simplificeret ved regler og politik: F.eks. „Ser du nogen foran dig som er på kollisionskurs? Er der plads? Så hold til højre!”. ”KOMPLICERET“ betegner i Cynefin et spørgsmål, når det har mange årsagssammenhænge, som nok er kendt, men kun af få, nemlig eksperter. Eksempler på „kompliceret“ i Cynefins betydning er visse tekniske og videnskabelige spørgsmål. Ekspertens 3 trin her er {opfatte-analysere-beslutte}. Her er „bedste praksis“ ikke

givet. Forskellige løsninger kan være gode, når blot den nødvendige ekspertise er til stede. I de 2 „uordnede“ felter (KOMPLEKST og KAOS) kan ingen ekspert analysere sig til et godt svar. I KOMPLEKST er alt for meget ukendt og uforudsigeligt. Eksempler på „komplekse“ felter findes i menneskelige gruppedynamikker og økonomiske eller økologiske systemer. I komplekse felter må man lave forsigtige eksperimenter og være klar til at forstærke eller svække sin indblanding efter, hvordan systemet reagerer på det, man gør. Her er de 3 trin: {Eksperimentér forsigtigt, undersøg, gå forsigtigt frem efterhånden som I bliver klogere}. Ud af eksperimenterne kommer „helt nye praksis”. De er ikke velkendte som „bedste praksis“ eller „god praksis”. I KAOS kan ingen analysere eller eksperimentere sig til et godt svar, ofte fordi der ikke er tid til det. Vi sidder måske i en robåd på vej mod et livsfarligt vandfald: Skal vi ro mod den højre eller venstre bred? I kaosfeltet er beslutningsmodellen „Handling først, derefter observering og videre proces”. Det er hverken simpelt, kompliceret eller komplekst; men det haster, og enhver beslutning kan være bedre end handlingslammelse. Dog er intet sikkert: Enhver beslutning kan gå lige så galt som enhver anden. Vi kan blive klogere, så med tiden kan noget komplekst blive kompliceret og senere simpelt. Den tykke streg angiver en „skrænt”, som viser at man nok kan falde fra noget simpelt og

ned i kaos, men ikke komme tilbage den samme vej. Cynefin-strukturen viser, at enhver sammensat beslutning kan begynde med at adskille beslutningen i forskellige spørgsmål, derefter sortere dem efter deres natur, træde ud af det ubestemte og endelig træffe beslutning for hvert af dem på den måde, der egner sig bedst. Bofællesskaber kan bruge dette, fordi de ofte tager beslutninger uden først at orientere sig i fht. problemets type og konsekvens. Ofte bruges der megen tid på at komme frem til beslutninger, som alligevel ikke er gode nok til at blive til noget i praksis. Cynefin-strukturen kan hjælpe til bedre mødeforberedelser ved at skabe større klarhed over, hvilken fremgangsmåde et punkt kræver for at nå til en god beslutning.

Illustration: Frands Frydendal

Konflikthåndtering

Konflikter ligger uden for bevidsthedens domæne I bofællesskaber kan der opstå konflikter mellem mennesker, der ellers deler fælles visioner og som mener, at de hver i sær vil det bedste for stedet. Det bliver ofte peget fingre ad den anden og frembragt alle mulige fejl og mangler, men I enhver konflikt ligger et afgørende individuelt ansvar. Hvor stammer konflikten fra? Vi er gået i dybden med emnet med en professionel konfliktcoach

et er en flot septemberdag og efter en frisk cykeltur forbi mark, skov og vand, når jeg Svendborgs havneområde og finder adressen, hvor jeg skal møde Henrik Heilmann. Han er konfliktcoach i virksomheden conflict.dk og har mange års erfaring med konflikthåndtering på professionelt plan for både virksomheder,

teams, par og privatpersoner. Jeg går ind af en port og ser et fint lille skilt, der henviser til Conflict.dk. Inden for møder jeg Henrik, der byder mig velkommen. De fine lyse lokaler med synligt træværk, behagelige stole, den gode udsigt og ikke mindst Henriks gode humør, giver en behagelig atmosfære og jeg føler mig godt tilpas. Henrik beklager, at kaffen ikke er økologisk. „Jeg plejer ellers at købe det meste økologisk”, forklarer han. Jeg når at tænke, at han

sikkert har bidt mærke i, at jeg kommer fra Landsforeningen for Økosamfund. Så bliver man måske nødt til at undskylde, når kaffen ikke er giftfri. ”Jeg synes, det er vigtigt ikke at være fanatisk”, siger jeg med et smil. Vi har en god kemi og igennem vores småsnak, er vi allerede godt på vej ind i emnerne. Så jeg tænder diktafonen og interviewet går i gang.

Økosamfund i Danmark

Af Christian Krog Rasmussen, redaktør for LØS

At rumme sig selv er at tage ansvar for, hvordan man reagerer på den udgave af verden, man oplever.

Hvordan vi oplever og håndterer en konfliktsituation er stærkt betinget af, hvilke oplevelser vi har haft i barndommen.

Det handler om, at kunne rumme sig selv Christian: „Skal vi starte med at snakke lidt om, hvad er en konflikt egentlig?” Henrik: „Konflikter er jo flere ting. Lars og jeg, vi har arbejdet med konflikter i 10 år efterhånden. Særligt Lars er gået fra, for 10-15 år siden, at undervise i nogle klassiske ting som konflikttrappen og positiv tænkning og alle sådan nogle ting, til, at vi rent faktisk nærmest har forladt meget af den mainstream konflikthåndtering. For det virker ikke. Grunden til, det ikke virker, det er, at det meget ofte er modeller, som er lavet af nogle mennesker, som ikke nødvendigvis ser hele vejen rundt. Det er ikke så længe siden, at jeg sidst hørte et menneske sige, „Jamen, jeg skal jo rumme de andre”. „Nej, du skal rumme dig selv og din egen reaktion i dit eget nervesystem i forhold til, hvordan det her menneske opfører sig. Og, altså, orientere dig fra, om du overhovedet kan det. Og det handler jo om rumningskapacitet”. Henrik fortsætter: „Nu er jeg jo krops terapeut inden for et system, der hedder Bodynamic. Noget af det, vi arbejder med, det er, hvor god er jeg faktisk til at rumme min egen reaktion i mødet med dig? Og sætte grænser, bede

om hjælp, række ud, nå mit limit og gøre mig gældende ind i et fællesskab og faktisk have held med det. Alle de her faktorer er jo i spil hos den enkelte, ikke kun i fællesskabet.“ Så her kigger jeg på færdigheder til, om jeg overhovedet vil fællesskabet. Og det kræver modenhed og kendskab til sig selv. For hvis jeg kan mærke jeg har brug for, at være i det her fællesskab og jeg har brug for at løse den her konflikt, så er spørgsmålet om jeg har lyst til det. Eller bliver jeg bange for det? Kan jeg og har jeg en forestilling om, at jeg kan? Så jeg gerne vil det og så jeg kan sige til mig selv: Det skal jeg jo! Okay. Egentlig troede jeg, at vi skulle snakke om en håndgribelig definition af, hvad en konflikt er og derefter metoder til at løse den. Men Henrik har lagt det, han kalder „mainstream konflikthåndtering“ bag sig og jeg kan godt se, at han har fat i noget. Det, med at rumme sig selv, bliver et tema igennem hele interviewet og jeg tænker nu, at det er afgørende, når man bor i et fællesskab. Når jeg rummer mig selv, placerer jeg ikke ansvaret for mine følelser hos et andet menneske, men jeg bliver heller ikke vred på mig selv over at føle, som jeg gør. Jeg accepterer og anerkender, at

følelsen kommer og så forsøger jeg at give den plads og undersøge den. Det er ikke altid nemt eller smertefrit, men det giver mig mulighed for at se og udforske min reaktion og opleve, hvor den kommer fra. Det giver en lettelse at erkende, at ens reaktioner faktisk ikke er andres skyld. Konflikten har rod i barndommen Tilbage til samtalen. Vi bevæger os hen ad en vej, der handler om, hvor de følelser, som vi har så svært ved at rumme i os selv, kommer fra. For det er ikke de andre, der sætter dem i os. De kommer fra et langt dybere sted. Henrik: „Der, hvor det bliver følelsesmæssigt svært, der går vi ind i nogle ressourcer, der er tidligere end der, hvor vores bevidsthed var til stede. Det, der opstår i flokke, når der kommer konflikter, når den enkelte eller flere har det svært, det er færdigheder fra 3-6 års alderen, som handler om alliancedannelse. Altså „os mod dem“ historier. Og før det er der også noget, der hedder viljestrukturer, der handler om, hvordan er det her barn blevet behandlet? Hvordan har det her barn fået lov til faktisk at udfolde sin ret til, at være sig? Det er 2-3 års alderen. Og dem, der ikke har fået lov og som, på

Konflikthåndtering

Reflektionsspørgsmål fra Henrik Heilmann, konfliktcoach. Kan bruges til refleksion, når der opstår konflikter:

en eller anden måde, er blevet afvist, de har en tendens til at være selvbebrejdende. Og mennesker, som er i en flok, som har en tendens til at være selvbebrejdende, vil jo ikke gøre sig gældende i flokken. Det er en faktor. Så er der en anden faktor, det er dem, der er udadbebrejdende. Det er et andet psykologisk forsvar. Og de har også en tendens til at sige, at det er alle andres skyld.” Interessant! Det lyder til, at barndommen, og barndommens svigt, er ret afgørende for forløbet i en konfliktsituation og, i det hele taget, det sociale rum, vi befinder os i. Han forklarer videre, at fordi meget af dette adfærdsmateriale har rod i tidlig barndom, har vi ofte svært ved at se, hvor reaktionerne kommer fra og dermed, hvordan vi bliver part i en konflikt. Evnen til skam gør os sociale Jeg hælder et glas vand op og tager mig en kop kaffe – også selvom den ikke er økologisk. Jeg er jo ikke fanatisk! Jeg oplever vores samtale som berigende og jeg får nye vinkler på tidligere oplevelser og funderer lidt over, hvor god jeg mon er til at rumme mig selv. I fællesskabet og i parforholdet. Henrik fortsætter og fortæller, at skam er det, der gør os til sociale væsner. Jeg tror nok, at jeg løftede øjenbryn, da han sagde det. Gør skam os sociale? Han uddyber: Henrik: „Hvis jeg kan gøre mig forestillinger om, inden i mig, kropsligt, hvad det gør ved dig, at jeg kalder dig for noget, du synes er ubehageligt. Hvis jeg kan mærke, inden i mig, at det er faktisk ubehageligt for mig, at gøre det her. Så har jeg jo empati. Og det ubehag, det handler om evnen til at skamme sig. Det handler om evnen til, at jeg kan mærke, „uh nej, det er simpelthen ubehageligt det her“. For dig og for os, at jeg gør sådan.”

Christian: „Og hvad så, hvis vi har en situation, hvor den evne er fuldstændigt fraværende i for eksempel et bofællesskab?” Henrik: „Det sker for os alle sammen, at når vi bliver pressede, så reduceres vores evne til at sætte os ind i, hvordan andre har det. Fordi vi bliver optaget af, hvad det gør ved os. Og modenhed, det er, at kunne blive presset og stadigvæk have indlevelse eller empati. Noget af det, jeg kigger efter, det er, hvem kan bevæge deres ansigtsmuskler, hvem har alliancer med hinanden, hvem laver lige „den der“ på tværs af bordet [sender blikke, red.]. Alt det, der er nonverbalt. Og vigtigst: hvem sidder med stenansigt? For vedkommende, der sidder med stenansigt, har en tendens til, at være den, der bestemmer. Hele lortet. Og alle andre prøver på at orientere sig efter vedkommende. Så kan man så sige, er det en god leder eller en dårlig leder? Er det en leder med empati eller en leder uden? Så i forhold til økosamfund, jamen en ting er, at være optaget af, at snakke om ligeværdighed og fællesskab og alt det der, det er også meget sødt af os. Men der kommer altså også nogle instinkter i spil og vi er altså, hvis man kigger etologisk på det, hvis man kigger på andre dyr, altså pattedyr, hvordan de administrerer magt og underkastelse og dominans og så videre, ja, så er det nogenlunde de samme ting, der går igen. Fra katte til hundedyr til elefanter til whatever.” Så der foregår altså en masse i det sociale møde med andre, som vi måske ikke lige ser. Både dyriske aspekter, subtilt kropssprog og så dem, der bestemmer mere end andre, på trods af tanken om ligeværdighed og at ingen har valgt dem som ledere. Empati og skam er tilsyneladende det, der udligner feltet og det er så op til den enkeltes fortid og arbejdet med sig selv, hvilke kapaciteter, man byder ind med.

Økosamfund i Danmark

• Hvordan bidrager jeg til, at det går galt for os? • Trækker jeg mig eller forsøger jeg at placere skyld, når det bliver svært? • Hvilke forestillinger har jeg om det, der foregår? • Hvilken type historier fortæller jeg om det, der foregår? • Hvilke alliancer laver jeg, hvem holder jeg med? • Hvem læner jeg mig op af i min tillid og hvem snakker jeg mest med? • Hvad er det så vi snakker om? Er det fx os mod dem historier? • Hvilke færdigheder har jeg til at kommunikere og hvornår går det galt for mig? • Hvad er min rolle i forhold til stemningen i gruppen? • Er jeg orienteret efter, hvor galt det er gået og skal jeg måske begynde at orientere mig efter, hvor godt det kan blive?

De ubevidste ledere De ting Henrik fortæller, minder mig om de mange fællesmøder i bofællesskabet, der endte i kaos og krig med verbale slagsmål, ordkløveri, ubehagelige oplevelser og mennesker, der måtte forlade mødet i vrede, gråd eller afmagt. Jeg husker de mange gange, hvor fælleskabet brugte utrolige mængder tid og energi på konflikter. Set i bakspejlets blændende lys, handlede det nok, mest af alt, om individer, der, ubevidst, væltede deres følelsesliv ud i fællesskabet forklædt som dagsordenspunkter, uendelige diskussioner, hårde udtalelser og stærke alliancedannelser. Når Henrik så peger på, at konflikthåndtering i høj grad handler om at rumme sig selv, med alt det, der følger med, ja, så synes jeg, at det giver rigtigt god mening. Det leder naturligt tanken over på det, som Henrik omtaler som de ubevidste ledere. Dem, der ikke er valgt til ledere, men som tilegner sig social magt og kommer til at spille en stor rolle i gruppen. Henrik uddyber: Henrik: „Når ledere eller ubevidste ledere i en flok bliver uenige med hinanden, så kommer alliancedannelsen i spil. Og der sker noget, et begreb der hedder „splitting”. At den enkelte bliver tåget og forvirret i sit hoved og ikke kan forstå, hvad der sker, „men i det mindste kan jeg lide Jens Jørgen, for ham har jeg tilbragt tid med og ham har jeg tillid til. Og han er uvenner med Kristoffer og Kristoffer har jeg også haft

Når der opstår splittelser, sker det, at dominans og retten til at bestemme tager forrang for de fælles visioner, værdier og konstruktive løsninger.

noget med…“ altså, alle de historier, der ligger inden i historien.” Samtidigt, uddyber Henrik, har ledere ofte mindre kapacitet til at føle skam, men til gengæld er de virkeligt gode til at lave billeder om fremtiden, bruge sproget og kommunikere så tilstrækkeligt upræcist, at så mange som muligt kan være med på deres ide. Han uddyber: Henrik: „Der findes jo også rigtigt dygtige ledere. Hvad er det de kan? Hvis jeg skal sige det helt kort, så er de dygtige politikere. De kan bruge sproget på en måde, der er forførende og overbevisende. Så er de dygtige reklamefolk oven i. Så er de dygtige familiemennesker. Så er de gode mod børn og hunde. Og det er enkelt sagt, men det er helt fundamentalt. Jeg arbejder også med ledere og ledelse og det handler jo ikke om personlighed. Vi tror jo ofte, af en eller anden grund, at en god leder er en, som er dominerende og som kan alt det, jeg lige nævnte. Men en rigtig god leder, det er en, der kan udføre empati og kan se hele billedet. Og kan gøre sig forestillinger om, hvor godt det kan blive, uden at tage tingene alt for personligt.“ Lederne spiller altså en stor rolle, også selvom vi ikke har valgt dem og også selvom vi opererer med flad struktur. Så lederne er der, om vi vil det eller ej, og de har evner til at trække fællesskabet i forskellige retninger, alt efter deres rumningskapacitet, evne til skam og empati.

Indre splittelse og det større perspektiv På nuværende tidspunkt i vores samtale begynder jeg at tænke på, hvor meget vores samfundskultur faktisk er fyldt med os og dem historier, hvor ledere laver alliancedannelser og får offentligheden med på, at skyde skylden på fx indvandrere, kontanthjælpsmodtagere, medier eller politikere. Og hvordan vi, som befolkning, har det med at gentage og tro på historierne. Der er så meget skyld, der bliver placeret hele tiden. Nytter det overhovedet noget? Den grønne omstillingsbevægelse har også udpeget mange skyldige, fx forbrugerne, kødspiserne, flyrejserne, landbruget, olieindustrien, transportsektoren, de multinationale selskaber, bankerne, finansmændene og i det hele taget den globale kapitalisme. Selvom der er masser af problemstof at tage fat i her, tænker jeg, at mekanismen er den samme. Der er tale om os mod dem historier, hvor vi udpeger skurke og jeg tænker på, at for at opnå enhed, samhørighed og fremdrift i omstillingen til et bæredygtigt samfund, er splittelse måske ikke det rigtige redskab. Jeg tænker, at det ligner den samme underliggende mekanisme, som har skabt mange af de globale udfordringer, vi står med i dag. Jeg fortæller Henrik om nogle af disse tanker og han uddyber, hvad han tænker om dette princip:

Henrik: „Det er noget med, at komme helt op i de helt høje luftlag og se det, men så også tage det med ned og så sige, okay, hvis vi grundlæggende er i opposition imod nogen, er det en tanke værd at kigge på, at det er faktisk også det, vi gør indbyrdes og inden i os selv. Fordi lige der, der forsvinder den der kliche, vi startede ud med, der hedder „tænk globalt, handl lokalt”. Der er et split lige der. Splitting handler om alliancedannelser og det handler også om tågesnak og præcision i, hvordan jeg formulerer mig. Men det er ret interessant, at hvis det er en hvilken som helst bevægelse, uanset hvad det er, hvis det starter som en opposition mod noget, så vil de tage den tankevirksomhed eller den energi med ind i det og det ødelægger det inde fra. Det er en umodenhed i evnen til at se helheden. Og mange vil vende sig bare ved det, vi snakker om her og benægte det og komme med modargumenter.” Christian: „Men der ligger jo en enorm forargelse, når vi ser på, hvad vi som menneskehed gør mod den her planet. Det munder ofte ud i, at vi udpeger nogle skurke og så har vi en form for kamp mod dem. Hvordan kan man gøre det anderledes?” Henrik: „Ved at tage ansvar for, at jeg er et menneske, du er et menneske. Du opfører dig åndssvagt overfor den plante, så den ender med at dø. Det bliver jeg ked af på vores vegne. Ikke på dig, men på vores vegne. Så jeg ikke udpeger dig som skurken og mig som helten. Men at jeg snakker med dig om, at det er ikke godt for nogle af os to, at vi ødelægger den plante. Kan vi blive enige om det, så du kan mærke skamfuldheden i det? Skamfuldhed handler jo om fællesskab, så jeg ikke angriber dig. Det er, i hvert fald, at jeg ser mig selv som verdensborger og at enhver anden, andet levende menneske og væsen også er en del af verden. Så jeg ikke splitter det op, så jeg kan næsten se på en tiger og sige, „det er også mig”. At være så samhørig inden i, at jeg kan finde et slægtskab med den måge, der lige flyver forbi. Så er vi helt inde i essensen og her går det hen og bliver sådan helt, „wow 70er spirituelt“.

Hvis vi vil finde ind til konfliktens kerne, må vi anerkende, at den stammer fra os selv.

Økosamfund i Danmark

Konflikthåndtering

Når jeg ikke skelner mellem et dig og et mig, kan der opstå et „os“ – og derfra et fællesskab med alt levende

Men det er her, vi skal starte, så jeg ikke skelner mellem et dig og et mig, men at der er et os. Og at der er et os mellem os to og der er et os to og planten, som også er en del af os. Og det er jo en bevidsthed, man kunne kalde global bevidsthed eller universel bevidsthed. Og landsbybevidsthed, det er jo, at her er vores landsby og den anden landsby, den kan vi ikke lide. Det er at tænke rimeligt lokalt, hehe. Og lige så snart levende organismer laver os mod dem, altså splittelsen, så kommer vi til at leve den filosofi ind i os selv.“ Christian: „Det går dybt. Altså, det ligger også i vores sprog og i vores kultur, hele den opbygning hele tiden, den dualisme hele tiden. For mig lyder det som, at der bliver vi nødt til at opdage os selv og hjælpe os selv.“ Henrik: „Og opløse os selv. Uden at det skal forstås helt konkret. Men i det øjeblik, at jeg kan se, at du også er mig, så går jeg jo i opløsning, så bliver der et vi. Så er jeg ikke længere så vigtig og så kan du ikke længere fornærme mig. Du kan fornærme vores fælles vision. Du kan fornærme, at vi sammen faktisk er i færd med at redde jorden. Eller hvalerne. Det er, at have et fælles formål. Det er, at når

du så går i gang med, rent faktisk, at snakke om noget andet, end hvad det er, du vil, så siger jeg, „husk nu, at vi skal redde hvalerne“. Det at redde hvalerne, det er, at redde os selv, i sidste ende. Så er der ikke længere et du og jeg, så er der et os. Hvalerne og planten er også os. Men at handle derfra, det giver en helt anden energi. Vi skal komme helt herop for så at komme helt herned igen. Så vi opfører os anderledes.” Ud fra Henriks betragtninger, forstår jeg, at for at håndtere en konflikt og være konstruktiv omkring dem, må vi først og fremmest se på os selv, vores antagelser, vores adfærd men også vores grundopfattelse af, hvad jeg er. Er jeg afskåret og isoleret fra resten af verden? Eller er jeg forbundet i et fællesskab med alt det andet? Og, alt efter hvad jeg svarer på disse spørgsmål, hvordan påvirker det så min rolle i forhold til konflikter? I det store billede tror jeg, at der er et godt stykke vej endnu, før menneskearten føler sig som ét med resten af verden. Som jeg ser det i vores samfund, har jagten efter det gode liv betydet, at vi har brolagt jorden med asfalt og beton, slukket for nattehimlen

Konflikthåndtering

med gadelamper, overdøvet fuglene med billarm og byggepladser, fyldt luften med lugten af benzin og friture, fordrevet dyrene, træerne og planterne med tæt bebyggelse og intense landbrugsmetoder og fyldt mange af vores vågne timer op med arbejde, elektronik, medier og forbrug. Jeg tror, at menneskesamfundene, i den reelle jagt på det gode liv, bogstaveligt talt har bygget rammer op, der fjerner os fra oplevelsen af sammenhæng med planetens øvrige liv. Ny indsigt og god, økologisk kaffe

Reflektionsspørgsmål fra Henrik Heilmann, konfliktcoach. Kan bruges til at blive klogere på sig selv og svarene kan fortælles ud i gruppen (evt. mindre grupper) så man lærer hinanden bedre at kende.

Vi fortsætter samtalen i en god rum tid endnu og kommer ind på meget andet, der kunne være interessant at bringe her. Da jeg trådte ind på Henriks kontor havde jeg forberedt nogle spørgsmål, som var mit udgangspunkt for samtalen. Efter han havde besvaret mit første spørgsmål, måtte jeg gentænke det, jeg havde planlagt, for det gik det op for mig, at mine ideer om konflikthåndtering faktisk var ret slidte. Før jeg tager afsted, giver Henrik mig en bog med om emnet, som hans makker har skrevet. Vi giver hånd og jeg takker for hans tid og forlader Henriks behagelige selskab, går ned ad gangen og ud af bygningen. Mit hoved er fyldt med ny indsigt og sammenhænge, jeg ikke før rigtigt har set. Udenfor står solen stadig højt på himlen, det er varmt og mildt i vejret. Jeg ruller afsted på min cykel, ned forbi havnen for at kigge på vandet og så ind til Svendborg centrum for at bruge resten af dagen i baggården med det gule bindingsværk – og min egen økologiske kaffe.

Økosamfund i Danmark

• Hvad har jeg egentlig lyst til i fællesskabet? • Kan jeg aktivere min egen nysgerrighed ind i det? • Kan jeg overhovedet lide det, som det er nu? • Vil jeg være med til det her fællesskab i fremtiden?

Borgerdrevet byudvikling skaber unikke steder Vores byer udvikles og udvides konstant, men de borgerdrevne byudviklingsprojekter skiller sig særligt ud. Med afsæt i udviklingen af bofællesskabet Frikøbing i Hvalsø på Midtsjælland har jeg gjort mig nogle tanker omkring, hvordan borgerdrevet udvikling bidrager til mere unikke og bæredygtige steder og byer. Af Patrick Vamosi Martinussen, byplanlægger og initiativtager til Frikøbing Rids af Frikøbings historie Man finder Frikøbing i udkanten af Hvalsø på Midtsjælland. Frikøbing er et bud på en bæredygtig bosætning med foreløbigt 19 opførte ud af i alt 22 husstande. Frikøbing gik i jorden med byggemodningen i 2015 og de første husbyggerier i 2016. Nu udestår blot fælleshuset og de sidste tre boliger – og ja, så selvfølgelig alt det andet, som gruppen på nu 66 beboere drømmer om at skabe sammen i fremtiden. Men for at starte ved begyndelsen, så blev projektet med titlen „Projekt Frikøbing“ skudt i gang allerede i 2011. Nogle få personer fra dengang er fortsat at finde blandt de 66 og som tiden er gået, har flere og flere hægtet sig fast, og en endelig beboergruppe blev dannet.

Der pyntes op med børnene i Frikøbing. Foto: Rasmus Giese Jakobsen

Gruppen omkring Projekt Frikøbing lærte gradvist hinanden at kende. Præferencer, drømme og forbehold blev tydelige. Etableringen af et nyt bofællesskab kræver, som mange af jer læsere ved, meget tid. Tiden er gået med udviklingsmøder, besøg hos økolandsbyer og andre inspiratorer, udarbejdelse af tegninger og så videre. Denne lange proces har bragt gruppen helt tæt sammen. Hver en løsning der skulle findes og hvert et valg der skulle træffes, er sket i et fællesskab bestående af mennesker, der overordnet set har haft det samme mål, men på et personligt plan haft forskellige værdier, opfattelser og tilgange. På trods af forskelligheder, eller måske netop derfor, er Frikøbing omsider blevet til virkelighed. Man skaber et sted ud fra de værdier, man har Hvis man sammenligner Frikøbing med andre nyere boligområder i danske byer, så er stedet anderledes, rent fysisk. Forklaringerne er flere og med et par eksempler vil jeg give et billede på, hvordan den

borgerdrevne byudvikling er direkte forbundet med udviklingen af unikke steder. Som det første eksempel må nævnes anvendelsen af areal i området. Der er til bebyggelsen tilkøbt betragtelige arealer i landzone. Disse arealer tjener mange formål, herunder gruppens ønske om selvforsyning af fødevarer, fremme af selvgroet natur samt plads til et pilerensningsanlæg, der håndterer spildevand lokalt. Der er desuden kun afsat begrænsede arealer til infrastruktur – beboerne færdes i stedet til bens på stier, og biler parkeres derfor på en decentral parkeringsplads. Mange grunde er desuden små, hvilket frigør areal til fælles, grønne rum. Den anderledes anvendelse af areal kommer af de værdier og kvaliteter, som gruppen har valgt at prioritere, og her er bæredygtighed et omdrejningspunkt. Blandt andet fokus på selvforsyning, biologisk diversitet samt udviklingen af gode rum for fællesskabet har været styrende. Besøgende i Frikøbing bemærker ofte, at Frikøbings fælleshus har fået områdets bedste placering – på bakketoppen og med den gode udsigt over eng og mark. Det ville man ikke se i investordrevet byudvikling, hvor de bedste kvadratmeter også kan sælges til den højeste pris. Besøgende får omvendt ikke øje på de små greb, der er gjort, for at forbedre forholdene på f.eks. skyggeplagede grunde. Men sagen af den, at terrænet på nordvendte grunde er forbedret og at beboerne har planlagt placeringen af deres huse under hensyn til udsigt og skyggegivende effekter hos hinanden. Disse tiltag vidner om store sociale hensyn, der er taget i planlægningen af området og det har været et fælles ansvar, at der blev skabt kvalitet for alle. Dette har kun været muligt i kraft af de kommende beboeres indbyrdes relationer. Det sidste eksempel vedrører omtanke og kærlighed i det arbejde, der er blevet udført. Det kan ses i såvel kvalitet og personligt præg. Meget er naturligvis sket ved beboernes egne hænder, være det sig fx boligbyggeri eller den stadige udvikling af legepladserne. At der kommer personlighed og kvalitet i arbejdet vidner om mange ting, men ikke mindst, at dette sted er noget, vi skaber for os selv, vores børn og hinanden. Hertil at det er os selv, der skal

klart, at nødlidende og affolkede landsbyer leve med det på sigt, så motivationen for at gøre det godt fra start er virkelig til stede. kun kan få nyt liv, hvis indsatsen kommer Personlige værdier, sociale hensyn og nedefra. Man gør dermed langsomt op motivation for at skabe kvalitet er dermed med det 20. århundredes fremherskende nogle fundamentale grundsten for udvik- „masterplanlægning“. Landsbyer, parcelhuskvarterer, bolig ling i byområder med unikke identiteter. komplekser med flere. kan lære meget af de Mere unikt i et samfund med meget af danske økolandsbyer. Tanken om borgerdet samme drevet udvikling sniger sig ind flere steder, Eksemplerne fra Frikøbing viser, at vi fysisk men metoder til proces og samarbejde og indretter os med nogle særlige kvaliteter, inspiration til, hvad der kan samarbejdes når det er os selv, som borgere, der er plan- om, er stadig ukendt land for mange borlæggende og udførende i byudviklingen og gere og kommuner. Økolandsbyerne giver når vi selv skal leve med resultatet. Og her hver især mange gode eksempler på begge når vi ikke engang omkring alle de positive dele. Meget kan genbruges i den ene eller sociale og økonomiske effekter, der følger den anden form i de eksisterende byer, som vil kunne levendegøres med eksempelvis af de borgerdrevne processer – forhold af mindst ligeså stor værdi som de fysiske bydelshuse, dyrkningslav, bilfri bykerner, kvaliteter, vi tilfører vores byer. deleordninger, bedre fælles uderum og så Erfaringsmæssigt er der oplagte fordele videre. Men borgerne skal gå forrest, hvis ved, at det er de mennesker, der skal bo i det skal have alle de gode effekter, vi ser lokalsamfundet, som udformer det ud fra i økolandsbyerne. Resultatet er uden tvivl egne værdier. Fx prioriteres ofte sunde boliger et rigere samfund. med et godt indeklima samt anvendelse af økologiske og klimavenlige byggematerialer. Grupper får mulighed for at skabe de fællesrum og -arealer, som passer netop til deres behov og som Børnene hjælper til med at holde bier i Frikøbing danner ramme om de fællesFoto: Patrick Vamosi Martinussen skaber, de ønsker at udvikle. Børnenes udfoldelses muligheder tænkes ofte mere alsidigt ind i området. Og stederne bliver skabt med større passion, engagement og personlighed. De borgerdrevne udviklingsprojekter giver dermed noget unikt til et samfund, hvor mere og mere ensrettes med øje for kortsigtet økonomisk gevinst. Derfor er disse projekter afgørende for, at vi kan skabe et rigt og varieret samfund, der afspejler borgernes forskellighed. Mange af landets kommuner er heldigvis godt i gang med at give indflydelsen over byudviklingen tilbage til borgerne. Et godt eksempel herpå er landsbysamarbejder, hvor det står

Økosamfund i Danmark

Midtertema: Byøkologi og borgerstyret udvikling

Greenwich Copenhagen – økosamfund i storbyen På vej til økosamfund konference i Sverige, sommeren 2017, tog ideen form. Kan nogle af de gode elementer fra økosamfundene realiseres i byen – i København? Dette er det bærende spørgsmål for en gruppe mennesker som gerne vil forbedre sociale, miljømæssige, økonomiske, kulturelle og spirituelle forhold for livet i byen. Af Bjarne Gantzel Pedersen, Greenwich Copenhagen ”… og vi skal have en sociokratisk beslutningsform … og en kaffebar … og byhaver … og terapihaver”. Ideerne fløj over bordet på gruppens første designmøde i et klasselokale på Geoscience i København, „… og fælles værksteder … og et bibliotek med bæredygtig litteratur … og et folkekøkken …”. Liselotte Østerby og Jakob Ingholt havde på den 7 timer lange køretur til konferencen i Ängsbacka formuleret værdigrundlag, ideer og navnet Greenwich Copenhagen og her på vores første møde i København, gav de kærligt slip på alle de tanker de selv måtte have om projektet og inviterede på bedste inkluderende vis de andre fremmødte interesserede ind i den kreative proces omkring skabelsen af Greenwich Copenhagen.

Farverig julefrokost med folkene bag Greenwich Copenhagen. Foto: Liselotte Østerby

– Og sådan blev det! Gang på gang mødes ”… og dele-elcykler ville også være en vi for at videreformulere en fælles drøm skøn ting.“ om et bedre liv i byen. Vi ønsker et holistisk Greenwich Copenhagen kan måske danomstillingsinitiativ der rummer alle inte- ne bro mellem økosamfund og København resserede på tværs af alder, nationalitet, – begge veje? kultur, religion eller spiritualitet – ligesom I Greenwich Copenhagen vil vi bl.a. gerne drømmen for Auroville – næsten. facilitere læring på tværs af generationer. For forskellen på et „rigtigt“ økosamfund Børnene lærer fx at lappe en cykel mens de og Greenwich Copenhagen er jo den geo- kan lære de ældre at navigere rundt på comgrafiske sammenhæng mellem de beboere puter og internettet. Herved opstår fællesder bevidst har tilvalgt den livsstil. Borgerne i skab og resiliens. Om „resiliens“ siger Bryan Greenwich Copenhagen vil være spredt over Traum meget klogt: “ Det er ikke en dårlig hele Storkøbenhavn og de bor blandt andre ting at vide hvordan man klarer sig selv – så borgere der mere eller mindre bevidst har længe man ikke glemmer fællesskabet”. valgt en anden livsstil. Alligevel ønsker vi at Økosamfundene rummer potentialet for skabe det fællesskab som et økosamfund kan smukke og trygge rammer for børnene – ja, for facilitere, men ofte vil det kræve at du skal ned os alle sammen og det vil vi også rigtig gerne på gaden og cykle derhen hvor det sker. Og forsøge at skabe rammerne for i Greenwich netop den cykeltur (måske i kulde og regn) Copenhagen. Men vi er også klar over, at det kan vel gøre en greenwichianer mere bevidst er noget der må gro af sig selv, – når folk synes om tilvalget af økosamfundslivsstilen? at forholdene er til det. Lad os skabe nogle gode, sunde, bæredygtige, kærlige, inspirerende og spændende forhold for os alle. Lad os række hånden ud til hinanden. Sammen når vi længere. Kærlig hilsen The People of Greenwich Copenhagen

Midtertema: Byøkologi og borgerstyret udvikling

Beretning fra den bæredygtige by Zaragoza

om politiker og ikke mindst som menneske er jeg meget interesseret i miljø, klima og natur. Egentlig burde jeg ikke adskille de tre ting, de er alle tæt forbundne og burde kaldes LEVEVILKÅR. Vi deler dem ofte op i de tre områder, også i ministerierne. I Danmark har vi dog kun to ministre på områderne. I Spanien har de en minister for omstilling til økologi, hvor miljø og energi hører under. I forbindelse med min research til bæredygtighed, stødte jeg på en fortælling om Zaragoza. I første omgang blev jeg nysgerrig, fordi Ålborg var nævnt i samme artikel; det måtte undersøges. Det viste sig, at byen Zaragoza havde været en del af den konference, som mundede ud i det, der kaldes Ålborg Charter, hvor der på nuværende tidspunkt er 3000 større byer, som har forpligtiget sig på CO2 reduktion og bæredygtighed. Da jeg alligevel skulle til Spanien, var det nærliggende at besøge Zaragoza. Jeg gjorde det forarbejde, jeg kunne. Det spanske sprog er ikke min spidskompetence, men med lidt hjælp og nogle engelske tekster fik jeg dannet mig et indtryk. Jeg undersøgte, om det var muligt at møde en repræsentant fra byen, men det blev hurtigt opgivet. Det følgende baserer sig på mine faktiske oplevelser og den viden, jeg havde tilegnet mig inden besøget. Bystyret i Zaragoza havde allerede i 2000 udarbejdet en plan for bæredygtighed og

bedre miljø, en plan som blev fulgt op i 2010 og nu er den tredje, „ECAS 3.0”, sat i værk. Her er ambitionen en sænkelse af CO2 med 40 %, reducere affaldsmængden med 50 % og nedbringe udledning af NOx drivhusgasser med 60 %. Alt sammen i forhold til 2005 niveau. Rejsen til Zaragoza foregik i elektrisk højhastighedstog og det var en oplevelse i sig selv. Det dulmede den dårlige samvittighed over flyrejsen til Malaga. Zaragoza i juli er ligeså varm som ovnen juleaften, men vi valgte at gå fra banegården til vores hotel. På gåturen mødte vi de første områder udlagt til fremme af biodiversitet. Skråninger og græsrabatter med uslået græs, træer og noget der umiskendeligt lignede ukrudt. På vej mod centrum gik vi gennem en stor park, som var plejet, men ikke til perfektion, og en enkelt grøn rundkørsel inden vi nåede vores hotel. Så første indtryk var helt klart grønt eller rettere sagt, en

Stemningsbillede fra Zaragoza. Foto: Susanne Zimmer

anelse grønt på grund af varmen. Det jeg på forhånd havde undersøgt var, at byen havde forøget sine grønne arealer, faktisk er der ingen indbyggere, der bor længere væk end 300 meter fra et grønt område, og i gennemsnit er der 12,5 m2 grønt areal pr. indbygger. Baggrunden for de grønne områder er et ønske om rekreative områder med mulighed for ro, fordybelse og biodiversitet. Zaragoza er en af de få byer, der har en plan for biodiversitet. Det betyder, at de kan måle en betydelig stigning i antallet af arter og at de truede arter har fået bedre vilkår og dermed er mindre truet. Faktisk er 38 % af byen beskyttet under Natura 2000 (EU naturbeskyttelsesdirektiv). Efter et kort hvil var vi klar til at opleve den bæredygtige by. Første skuffelse: det var ikke umiddelbart til at få øje på bæredygtigheden, men hvordan ser man også lige den? Efterhånden dukkede der dog små tegn op. Plastikposer var mange steder udskiftet

Økosamfund i Danmark

Af Susanne Zimmer Folketingskandidat for Alternativet Nordjylland

Grønne arealer er vigtige for bl.a. biodiversiteten og trivslen i storbyer. Her er det Central Park, New York.

med komposterbare poser, streetfood var uden plastikbestik og der var mange sporvogne. Det slog os, hvor mange steder vejen var opdelt, så der var plads til både sporvogne, biler, cykler og fodgængere, og samtidig var der plads til træer og bænke. Vi havde fornemmelsen af, at der var små parker overalt. Således opløftet ville vi gerne lidt tættere på befolkningen. Vi gik på turistbureauet for at høre mere. Vi spurgte, om der var mulighed for at komme indenfor i Expo projekterne. Det var der ikke, men området kunne besøges. Så spurgte vi til bæredygtighed og vandmiljø. Skuffelse nummer to: kvinden stod med et temmelig blankt udtryk. Det vidste hun intet om, så fortalte jeg om Zaragoza og dens miljømål, arbejdet med vandmiljø og bæredygtighed. Det var hun glad for at høre. Næste mål var museet/oplevelsescentret for vandmiljø omkring Ebro floden. Skuffelse nummer tre: Her var kun åbent efter forudgående aftale med øverste myndighed. Bygningen lå flot ved floden og med de allesteds nærværende uplejede grønne arealer. Som plaster på såret tog vi den røde sightseeing bus og kørte på opdagelse. Forunderligt nok kørte den ikke på el. Heldigvis blev den første elbus sat i prøvekørsel i marts måned og planen er en fuldstændig omstilling til el. Udover de almindelige turiststeder fik vi Expo området at se. Her var der blandt andet bygget

huse efter energirigtige og bæredygtige principper, vandforsyningen var tænkt ind, så der var mindst muligt vandspild. Vi fortsatte vores søgning efter borgerinddragelse eller i det mindste steder, hvor den almindelige borgers indsats kunne ses. Vi vidste fra byens hjemmeside at ambitionen var at nedbringe affaldsmængden og øge genbrugsdelen. Vi så affaldssorteringscontainere overalt i byen, og vi spurgte en taxachauffør om affaldssortering og indsats, men han kunne ikke hjælpe. Han vidste ikke noget om de områder og gjorde derfor heller ikke noget særligt i forhold til dem. Til gengæld kunne han fortælle, at alle taxaer var på vej mod at bliver eldrevet, efterhånden som de skulle udskiftes. Han havde to begrundelser: de var billigere i drift og der blev stillet større og større krav til trafikken i byen. Efter tre spændende dage i Zaragoza satte jeg mig fuld af oplevelser tilrette i det behagelig eltog (el Pato) og evaluerede på ganske uvidenskabelig vis. Et bystyre med store ambitioner og mange tiltag havde formået at gøre byen til en af de mest bæredygtige byer i Europa, tilsyneladende uden den store borgerinddragelse. Alligevel havde jeg en svag fornemmelse af, at der var noget, jeg ikke havde forstået. Hvordan kan man sænke vandforbruget, øge genbrugsmængden, sænke affaldsmængden og skaffe en kæmpe miljøudstilling til byen

uden at borgerne er inddraget. På byens hjemmeside er der masser af information om strategier, ambitioner og invitationer til borgere om at komme med input. Min egen konklusion er, at de tiltag man igangsætter bliver meldt ud og borgerne indretter sig efter de nye regler. De indretter sig efter dem og tænker ikke videre over mening og værdi. På sin vis kan man måske sige, at det er blevet deres levevilkår. Det er tankevækkende. Min slutpointe er: ambitiøse politikere gør en forskel.

Kort om Z aragoza Spansk storby med 650.000 indbyggere. Vært for Expo Verdensudstillingen 2004 med temaerne bæredygtighed og vand. Præget af industri, blandt andet bilfabrikker.

Kolofon

Økosamfund i Danmark Er medlemsblad for Landsforeningen for Økosamfund (LØS). Bladet udkommer to gange årligt. LØS samler fællesskaber og økosamfund i Danmark, giver mulighed for erfaringsudveksling, arbejder politisk for at fremme dannelsen af flere økosamfund og inspirerer det øvrige samfund til mere bæredygtige livsformer. Læs mere: www.okosamfund.dk Indholdet i de enkelte artikler udtrykker ikke nødvendigvis foreningens holdning. Redaktionen: Lene Dahl, bestyrelsen Anne Persson, bestyrelsen Lotte Sjelborg Pring, bestyrelsen Niels Aagaard, frivillig Christian Krog Rasmussen, bladkoordinator

Forperson: Louisa Bisgaard E-mail: louisa@okosamfund.dk Giro: 596-6752 Bank: 8401-1007584 ISSN 1395-1270

Layout og DTP: V18 Mediegrafisk praktikcenter, Valby Andreas Emil Jensen Jesper Skipper Momme

Annoncer i bladet: Rubrik: 200 kr (ingen billeder) 1/6 side: 340 kr 1/3 side: 600 kr 1/2 side: 800 kr 2/3 side: 1000 kr 1/1 side: 1600 kr Bagside: 1400 kr Alle priser er vejledende og ekskl. moms. Se krav til materiale mm. på: www.okosamfund.dk/annoncer og husk at du også kan annoncere på hjemmesiden.

Økosamfund og fællesskaber: • Ananda Gaorii Ashram Community, Vig • Andelssamfundet i Hjortshøj • AndelsTanken • Birkegården (økosamfund på vej), Kirke Eskilstrup • Biodynamisk Landbofællesskab (økosamfund på vej), Ringkøbing/Skjern • Boligfællesskabet Sjællandsk Muld, Lejre • Christiania, København • CirkelBo Eco-Community, Nyrup • Den selvforsynende landsby, Vester Skerninge • Det Ny Samfund (D.N.S.), Frøstrup • Fejø Permakultur og Omstillingsinitiativ • Foreningen Frikøbing, Hvalsø • Fri & Fro Nykøbing Sj. • Friland, Rønde • Hertha Levefællesskab, Galten • Hesbjerg, Blommenslyst • Himmerlandsbyen, Skørping • Karise Permatopia • Kirstinelund, Skanderborg • Land.skab, Rønde

Foreningen er stiftet 7. marts 1993

Medlemmer af LØS • • • • • • • • • • • • • • • • •

Munksøgård, Roskilde OASIS Eco-village, Jystrup Skelbæklund, Dianalund Sommerdal/Palisax, Fårevejle Sol og Vind, Beder Sorø Økosamfund Strib Økosamfund, Middelfart Svanholm Storkollektiv, Skibby Tornsbjerggaard, Hundslund Torpegård, Odense Toustrup Mark, Sporup Tranehøj, Snertinge Udgaarden, Sabro Økosamfundet SOLENG, Broager Økosamfundet Dyssekilde, Hundested Økosamfundet Hallingelille, Ringsted Åbakkehuse, Mern

Virksomheder: • Brenderup Højskole, Brenderup • BrugZen Helse- og Kursuscenter, Skanderborg • Chora Connection, København

• • • • • • • • • • • • • • •

Den Rytmiske Højskole, Vig Den økolokiske butik Taraxacum, Hundested Den Grønne Genbrugshal, København Egen Vinding og datter APS, Ringsted Gartneriet Rødmose, Viuf Grøn Omsorg, Nyrup HOUSE Arkitekter, København Kilian Water, Bryrup Levende Lokalsamfund, Køge Merkur Bank, København Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi, Hurup Thy Resendal Mølle I/S Råd og Dåd Butikken, Brovst UNL/Michael Thomsen, Roskilde Vestjyllands Højskole, Ringkøbing

Samt enkeltpersoner. Bliv medlem af LØS via www.okosamund.dk/blivmedlem

Økosamfund i Danmark

Forsidefotos: Frikøbing bofællesskab af Mette Højby Germansen Trykt på FSC certificeret papir af KLS Trykt hos KLS Grafisk Hus A/S

Medlemskab pr. år i 2018: * Enkeltperson: 300 kr. * Enkeltpersoner bosat i fællesskaber: 200 kr. * Fællesskaber og organisationer: Op til 20 deltagere: 1.000 kr. Mellem 20 og 50 deltagere: 2.000 kr. Over 50 deltagere: 3.000 kr. Økosamfund på vej: 500 kr. * Virksomheder i fællesskaber: 500 kr. * Virksomheder: 1.000 kr. Abonnement på bladet: 125 kr. Medlemskab løber til det opsiges.

Afsender : Sekretariatet Landsforeningen for Økosamfund Gammel Kirkevej 128

LØS er nu 25 år! Udpluk fra vores første blad. Læs hele artiklen på kortlink.dk/w6da

8530 Hjortshøj

Modtager :