OPTIKEREN 5 . 2007
s t o f F a g l i g t
40
Blefaritis Af Claus Schiøtt Jørgensen, PhD Læge, Øjenafdeling J, Århus Sygehus
Blefaritis er en oftest bilateral og symmetrisk øjenlågsbetændelse. Den er ret hyppigt forekommende, hyppigst hos ældre, men ses også hos børn, og den er ofte anledning til at patienterne søger øjenlæge. Tilstanden er ofte kronisk og meget generende, men den overses ofte, idet den ikke er så kendt af andre end øjenlæger. Der er desværre en tendens til, at blefaritis lades ubehandlet, idet symptomerne henføres til seniets almindelige forandringer. Alternativt ”almindelig” conjunctivitis. Symptomerne kan være en brændende fornemmelse i øjnene, tørhedsog fremmedlegemefornemmelse. Der kan også være tåreflåd, og dét patienterne ofte kalder ”noget gult” omkring øjnene efter søvn. Enkelte er lyssky. Ved den lidt længerestående blefaritis er der hævede og eventuelt rødligt misfarvede øjenlåg. Conjunctiva kan være injiceret. Med mindre der er tørre øjne, er symptomerne værst om morgenen. De objektive fund ved undersøgelse er mangfoldige og i et forsøg på at simplificere symptombilledet, har man, på anatomisk basis, opdelt blefaritter i anteriore og posteriore. Patogenesen er i nogle tilfælde sammenfaldende for de to former og nogle patienter har begge typer. Den anteriore blefaritis kan dog på patogenetisk basis opdeles i den stafylokokbetingede og den seborrhoiske. Fælles for de to er, at de afficerer øjenlågskanten i området, hvor cilierne har deres udspring i huden. Den stafylokokbetingede blefaritis giver anledning til hårde skæl og skorper omkring ciliernes basis. Tårefilmen er ofte påvirket med nedsat break-up-time. Conjunctival injektion er meget almindelig og den tarsale conjunctiva kan have papildannelser og middelsvær hyperæmi. Ardannelse og fejlrettede cilier kan være en konsekvens af svær blefaritis. Slår denne for alvor igennem finder man også marginal keratitis og phlyctenulose (limbalt og/eller cornealt). Sidstnævnte er
hvidlige småknuder i conjunctiva eller i cornea; skyldes immunreaktion imod stafylokokkerne og kan medføre ardannelse. Den seborrhoiske blefaritis er oftest associeret til generaliseret seborrhoisk lidelse med skældannelser i hårbund, forreste ansigt, bag ørerne og over brystbenet. Her er skælllene bløde og fedtede og symptomerne er tit mildere. Den posteriore blefaritis er betinget af syge Meibomske kirtler. Mekanismen er formentlig bakteriel - ofte også stafylokokker - og kirtlerne formår ikke at yde den nødvendige lipidsekretion til tårefilmen, der derfor bliver ustabil og af ringe kvalitet. Patienterne har samme symptomer som ved anterior blefaritis, så her er der ikke megen hjælp at hente ved diagnostisk udredning. Ved undersøgelse kan man sommetider se små oliedråber over udførselsgangene fra de Meibomske kirtler. Man ser også ”plugging” som udtryk for tilstopning. Conjunctiva er irriteret og injiceret. Tårefilmen virker ”tyndere”, mere olieagtig og kan til tider ses skummende. Man skal huske at inspicere den limbale cornea for epitheliale små-erosioner. Behandlingen af de to typer blefaritis er næsten den samme og kan groft opdeles i en mekanisk og en biokemisk. Med varme kompresser (gerne bomuld) og evt. en mild baby-shampoo opløsning kan skæl og skorper samt fedtede komponenter fjernes ved let massage af øjenlågene et par gange dagligt. Stafylokokker stortrives under skæl og skorper. Afhængig af type og grad kan denne type øjenlågshygiejne, som også kan gøres med kommercielt tilgængelige præparater, være nok. Men det er vigtigt at tydeliggøre, at tilstanden tit vender tilbage og behandlingen kan være livslang. Topisk behandling med antibiotika kan være nødvendig, samtidig kan svage steroider og kunstig tårevæske have en vigtig rolle. Ved den posteriore blefaritis må man i nogle tilfælde ty til antibiotika i tabletform, altså systemisk behandling. Er tilstanden hårdnakket og tilbagevendende, kan Tetracykliner i lav dosis men lange perioder anvendes med stor fordel (ikke til børn, gravide og ammende kvinder).
En særlig form for blefaritis er mere sjælden; det er den angulære Blefaritis, hvor de laterale dele af øjenlågene og huden omkring canthi er afficerede. Oftest er genesen bakteriel eller (sjældent) viral. I forbindelse med Blefaritis har opgørelser vist, at op mod 50% af patienterne lider af tørre øjne. Bygkorn er hyppigere end normalt. Perifer vaskularisering af cornea eller overfladiske erosioner er almindelige ved vedvarende sygdom. Man skal være opmærksom på, at patienten, eller kunden, kan have en hudlidelse. Det kunne f.eks. være Rosacea, Seborrhoisk Dermatitis eller Acne (særligt i A-vitaminsyre-behandling). Patienten kan være atopiker og må udspørges om evt. diagnoser fra praktiserende almen læge eller hudlæge. Endelig er vi opmærksomme på associationen mellem langtids-brugere af kontaktlinser og posterior Blefaritis. Linserne kan i nogle tilfælde reducere den normale tømning af de Meibomske kirtler for sekreter til tårefilmen, og dermed give anledning til ophobning og tilstopning af udførselsgangene. - Ses hos patienter hvor linserne kan hæmme øjenlågenes normale bevægelsesmønster. Her skal man naturligvis være yderst agtpågivende, idet en bakteriel keratitis ligger lige for. Mere kunne siges om Blefaritis, men tilbage er her kun at anføre, at øjenkirurger naturligvis er særligt interesserede i, at tilstanden er velbehandlet før intraokulær kirurgi kommer på tale. Ja, nok også ekstraokulær kirurgi. Her tænkes også på patienter med hængende (slappe) nedre øjenlåg, som er særligt disponerede og formentlig ønsker operation. Håbet er, at Blefaritis tilkendes den betydning lidelsen i virkeligheden har for patienterne. Generne er ofte ganske udtalte og til trods for at lidelsen er tilbagevendende, kan den lindres betydeligt. Vigtigt er det også at indse, at systemisk sygdom af og til findes ved undersøgelse af øjnene, også det ydre øje. Det er en speciallægeopgave at stille diagnosen, men det er al øjenfagligt personales opgave at iagttage og undre sig. Særligt når lidelsen ses så tydeligt i spaltelampen. ■