FAGLIGT STOF
8
Foredrag som oplæg til Danmarks Optikerforenings generalforsamling:
Hvad optikeren skal, må og absolut ikke må I en brydningstid, hvor der for alvor er fokus på optikerens dobbeltrolle som sundhedsperson og forhandler af optik til korrektion af synet, kan det være svært at finde ud af lige præcis hvor grænserne går. Studierektor Svend-Erik Runberg fra Optikerhøjskolen i Randers har kigget nærmere på bekendtgørelserne og giver svarene.
Af Claus Suk Yong Jacobsen Optikerens uddannelse er baseret på Lov om Mellemlange Videregående Uddannelser og Bekendtgørelse om Uddannelse til Professionsbachelor i Optometri. Dertil kommer en række andre love om professionsbachelorer, om karaktergivning, om prøver og eksamener. Praktiserende optikere er undergivet autorisationen, som i dag ikke er en selvstændig autorisation for optikere. Lov om Autorisation af Sundhedspersoner og om Sundhedsfaglig virksomhed gælder alle sundhedspersoner, herunder optikere. Formålet med at uddanne optometrister er ifølge uddannelsesbekendtgørelsen, at ”kunne udføre, evaluere og dokumentere optometriske opgaver og synskorrektion indenfor anden behandling og sundhedspleje”. Bekendtgørelsen nævner også ”sygdomsforebyggelse”, rehabilitering” og ”faglig udvikling”, så de studerende derved opnår ”handlekompetence indenfor det optometriske professionsområde.” Det betyder, at nye optikere ikke bare skal kunne arbejde ude i de almindeligt kendte optikervirksomheder, men også være kvalificerede til ”international og national beskæftigelse i privat og offentlig virksomhed”, altså for eksempel ansættelse på øjenafdelingen på et hospital. Officielt hedder det ”patienter” Svend-Erik Runberg gav de fremmødte ved Danmarks Optikerforenings generalforsamling den 22. marts i år en
grundig gennemgang af love og bekendtgørelser i forbindelse med uddannelsesreformen for at klargøre formålet med og bredden i det sundhedsfaglige aspekt i moderne optikervirksomhed. Optikeren skal ifølge uddannelsesbekendtgørelsens formålsparagraf kunne ”udvikle, styrke, opretholde og genskabe optimal synsevne og synsrelateret funktionsevne med det formål med det formål at fremme sundhed og livskvalitet, samt forebygge synsnedsættelse og synstab.” Optikeren skal også være kvalificeret til at indgå i samarbejde med patienten, pårørende, kolleger og andre faggrupper. Spørgsmålet om brugen af ”patient” eller ”kunder” er et af de påtrængende emner. ”Det er noget, vi ofte diskuterer. Hvad hedder de mennesker, der kommer ind til os? Er det kunder, er det klienter eller er det patienter? Vi er en sundhedsuddannelse, og vi er en sundhedsprofession, og på lige linje med alle andre sundhedsprofessioner, så hedder vores kunder selvfølgelig patienter”, fastslog Svend-Erik Runberg med henvisning til officielle skrivelser, love og bekendtgørelser fra Sundhedsstyrelsen og Undervisningsministeriet, hvor der konsekvent bruges betegnelsen ”patienter”. ”Det er klart, at hvis en person kommer ind i butikken for at købe et par nye solbriller eller et etui til sine kontaktlinser, så er personen naturligvis en kunde”, sagde han dog videre. Grænsen er let at trække. I det øjeblik en opgave kræver, at optikeren fører journal i henhold til Lov om Journalføring, så er personen optikeren behandler en ”patient”. Hvad optikeren skal kunne Den nye autorisationslov fra 2006 afviger på nogle punkter fra den lov, mange optikere har modtaget sammen med deres autorisation. Lovens formål er ”at styrke patientsikkerheden og fremme kvaliteten af sundhedsvæsenets ydelser.” Indehaveren af autorisationen har ret til at anvende en bestemt titel, og for
optikere er der tale om to beskyttede titler, ”optiker” og ”kontaktlinseoptiker”. ”Det er det, det hedder. Man ser mange andre spændende udtryk som for eksempel autoriseret optometrist, men en autoriseret optometrist er altså en optiker. Man ser også nogen, som er autoriseret optiker, og det er også noget vrøvl, for man kan ikke være optiker, hvis ikke man er autoriseret”, fastslår Svend-Erik Runberg. Ifølge autorisationslovens stykke 3 har optikere også ret til at udøve en ” bestemt sundhedsfaglig virksomhed.” Optikervirksomhed omfatter ”synsbestemmelse med henblik på tilpasning, kontrol og udlevering af briller og andre individuelt udformede synshjælpemidler, dog ikke kontaktlinser.” Kun kontaktlinseoptikere må tilpasse kontaktlinser. Da det er optikerens kerneområde, skal alle optikere kunne udøve denne funktion korrekt i forhold til det kvalitetsniveau, som sundhedsvæsenet ønsker. ”Hvis vi stiller spørgsmålet: Hvad er det vi skal, så skal vi i hvert fald kunne udføre en tilfredsstillende synsbestemmelse og hvis vi er kontaktlinseoptikere skal vi kunne lave tilfredsstillende kontaktlinsetilpasninger”, siger Svend-Erik Runberg. Hvornår er optikeren samvittighedsfuld? En autoriseret sundhedsperson skal under udøvelse af sin virksomhed udvise ”omhu og samvittighedsfuldhed”. Optikere skal altså udføre en grundig refraktionsundersøgelse før kontaktlinsetilpasning, og de skal dertil udføre alle de supplerende undersøgelser, de finder nødvendige, herunder undersøgelse af ”synsfelt, kontrastfølsomhed, farvesyn m.m.”, hvis samvittigheden og pligten til omhu byder det. Hverken størrelsen på et honorar eller eventuel mangel på honorar kan forsvare, at optikere kan slække på kravene. At en service for eksempel er ydet gratis vil ikke frifinde en optiker i en eventuel sag om grov forsømmelighed. ”Vi må selv sørge for at få de penge hjem som gør, at vi kan leve op til de
FAGLIGT STOF
10
Svend-Erik Runberg forklarede ved Danmarks Optikerforenings ordinære generalforsamling den 22. marts muligheder, begrænsninger og forpligtelser i forhold til optikeres nye autorisation og uddannelsesregler.
forventninger, der stilles til os”, indskærper Svend-Erik Runberg. Der findes ikke klare retningslinjer for, hvordan kravet om at holde sig opdateret med den nyeste viden indenfor faget skal fortolkes i praksis. De konkrete rammer for samvittighedsfuld optikervirksomhed fastsættes af domspraksis ved klager til Patientklagenævnet, men som udgangspunkt følges autorisationsloven og journalføringsloven meget stringent. Hvad må optikeren ikke gøre? Optikeren må selvfølgelig først og fremmest ikke skade patienten, og patienten må heller ikke gøres ”unødigt bekymret”. Med hensyn til information er det en skønssag fra optikerens side, hvad en patient kan tåle at få at vide og har nytte af. Dertil, men ikke mindre afgørende, må optikeren aldrig foregive at foretage en helbredsundersøgelse. ”Det er her, det går galt en gang imellem”, siger Svend-Erik Runberg og fortsætter: ”I en hvilken som helst undersøgelse undersøger vi synsfunktionen og synsevnen.” Når optikere har udført en funktionsundersøgelse kan de derfor udtale, at de for eksempel ikke finder en fejl i den undersøgte funktion, men ikke af den grund at øjet er rask. Omvendt er for eksempel konstatering af et synsfeltudfald ikke ensbetydende med en afsløring af patologi. Optikeren stiller ikke en diagnose, men henviser på basis af en funktionsnedsættelse til øjenlæge. ”Hvis vi henvender os til myndighederne og siger: Vi vil gerne screene for glaukom, vil det juridiske kontor lynhurtigt finde frem til, at det er ikke indenfor optikernes virksomhedsområde. Hvis vi derimod siger, vi vil gerne undersøge synsevnen og synsfunktionen så grundigt, at vi er sikre på at levere synshjælpemidler til personer med fuld funktionsevne, så er der ingen der vil komme efter os. Tværtimod vil de klappe os på skulderen og sige: Det er netop samvittighedsfuldhed og omhu”, forklarer Svend-Erik Runberg. Det er med andre ord ikke så meget et spørgsmål om, hvilke typer undersøgel-
FOTO: CLAUS SUK YONG JACOBSEN
ser optikere udfører, men i høj grad om hvilke betegnelser der hæftes på eventuelle specialundersøgelser, og hvilken grad af kompetence optikeren foregiver at have. Det må ikke bære præg af at være en sundhedsundersøgelse. Hvad optikere gerne må ”Man forventer at optikere er i stand til at vurdere, hvornår en synsforstyrrelse eller synsnedsættelse kræver en øjenlægeundersøgelse”, fremgår det af Samarbejdsaftalen mellem Optikere og Øjenlæger, en aftale der gik forud for autorisationsloven og på mange områder har haft indflydelse på autorisationens udformning. Optikeren skal med andre ord kunne skelne det syge øje fra det raske. Igen er spørgsmålet: Er der fuld funktionsevne? Er der ikke fuld funktionsevne, skal optikeren henvise til øjenlæge eller anden sundhedsperson. Aftalen sætter ingen konkrete indskrænkninger i optikerens handlefrihed fra øjenlægernes side. Samarbejdsaftalen er formuleret af øjenlægerne og fungerer stadig som en udmærket rettesnor for forventninger og krav i forhold til optikeres og øjenlægers samarbejde. I andre lande har man forbudt optikere at oftalmoskopere, måle øjentryk og andre specialundersøgelser. Det har øjenlægerne i Danmark ikke ønsket at gøre, men alene understreget at optikeren ikke må udføre en diagnostisk undersøgelse, altså en helbredsundersøgelse. ”Kør løs, men lad være med at fortælle patienten, at I er doktorer”, siger Svend-Erik Runberg.
Lærebogen Praktisk Oftalmologi, der er et langt nyere værk, skrevet af en række danske øjenlæger og en enkelt optiker og beregnet til lægestuderende, indgår i pensum på Optikerhøjskolen og erstatter Nordisk Lærebog i Oftalmologi. Ifølge Praktisk Oftalmologi er optikerens primære formål at ”bestemme refraktion, akkomodationsbredde, samsynsfunktion…” og ”supplerende undersøgelser”. Omtrent hver 12. undersøgelse hos optikere fører til øjenlæge eller anden melding, påpeger lærebogen. Hvad øjenlægerne forventer Henvendelser til øjenlæger fra optikere skal helst være skriftlig og må gerne omfatte følgende oplysninger: Årsag til henvisningen, refraktion og bedst korrigerede synsstyrke, observationer ved for eksempel spaltelampeundersøgelse, samt eventuelt resultat af synsfeltsundersøgelse, tonometri og fundus-fotografering”. Med den formulering kan optikere trygt gå ud fra, at de også har lov at anvende de pågældende undersøgelser og undersøgelsesredskaber i deres praksis. Øjenlægerne efterspørger også ”tentativ diagnose”, altså et forslag til en diagnose. Det er ikke en færdig diagnose, men mener optikeren, at for eksempel uklarheder i patientens linse tyder på katarakt, så ønsker øjenlægen at blive oplyst om denne mistanke. Derfor er det ikke underbygget at påstå, at der er bestemte undersøgelser, optikere er forment fra at foretage. ”Vi må også gerne komme med en tentativ diagnose overfor patienten, men vi må bare ikke udtale os skråsikkert”, fastslår Svend-Erik Runberg.