Jubilaeumsnummer_Optikerforeningen_100_aar by Optikerforeningen

100

ĂĽr med synet for Ă¸je

Danmarks Optikerforening 1910 - 2010

et er interessant at se tilbage på Danmarks Optikerforenings 100-årige historie. For selv om der er sket meget siden stiftelsen i 1910, så er mange ting overraskende uforandrede. Det hele startede d. 6. november 1910, hvor 40 optikere og urmagere samledes til et møde for at danne en organisation for alle, der drev optisk forretning. Det gamle protokollat afslører, at det var den stigende konkurrence og faldende indtjening, der fik de fremmødte til at gå sammen om at danne en organisation mod rabatter og lave priser. Først senere medførte den stigende interesse for optometri, at Optikerforeningen ændrede fokus og begyndte at koncentrere sig om at få skabt et fagligt niveau som grundlag for udvidelsen af optikeruddannelsen. Og meget er sket siden da på det faglige område. En egentlig optikeruddannelse blev etableret i 1925, i 1940’erne blev Den Danske Optikerskole samt lærlingeskole på Teknologisk Institut i København oprettet, i 1954 rev optikerfaget sig løs som et selvstændigt uddannelsesfag, i 1994 kom autorisationen, og optikeren blev en del af sundhedssektoren,

og endelig blev uddannelsen ændret fra erhvervsuddannelse til sundfaglig professionsbachelor i 2007. Men meget er også ved det gamle. Interessant og tankevækkende er det bl.a. at dykke ned i optiker Poul S. Christensens betragtninger om optikerfaget fra ’Optikeren’ d. 2. februar 1978. Her skriver han bl.a.: “Faget har altså endnu ikke været i stand til at “sælge” den opfattelse til publikum, at optikeren/optometristen primært har et tilbud til befolkningen om professionel synspleje. I årene umiddelbart efter 1954 var der en betydelig entusiasme iblandt optikerne. På et vist tidspunkt satte hen ved 250 optikermestre sig på skolebænken for at supplere deres uddannelse inden for optometri. Fagets uddannelse blev i disse år udformet ud fra de idealistiske tanker om, at nu skulle optometri udvikles i Danmark. Og hvorledes er situationen så i dag? Publikum vurderer os altså primært som “købmænd”. Markskrigeriske reklamekampagner, hvorigennem en gruppe søger at tiltrække sig

Optiker Poul S. Christensen

100

år og hvad nu?

omsætningen fra andre grupper inden for faget, kan kun bestyrke offentligheden i den opfattelse.” Ser vi på situationen i dag, minder den til forveksling meget om den virkelighed Poul S. Christensen beskriver tilbage i 1978. Forbrugerne tæppebombes med rabatter og tilbud, der overgår hinanden – to for én brilles pris, briller til en krone og rabat efter alder. Og i 2007 viste en undersøgelse, sat i værk af Danmarks Optikerforening og en række optikerkæder, at optikeren netop scorer højt som rådgivere og sælgere, men at en stor del af befolkningen foretrækker at få foretaget synsprøven hos øjenlægen med den begrundelse, at øjenlægen med større sandsynlighed vil kunne spore eventuelle sygdomme samt fremstår mere troværdig. Det giver anledning til selvransagelse. Her mere end 15 år siden faget blev autoriseret som sundhedsfag - er det langt fra alle, der forbinder optikeren med professionel synspleje. Danmarks Optikerforening må som brancheorganisation være initiativtager til en debat om fagets placering i sundhedssektoren. Er vi tilfredse med tingenes tilstand? El-

ler vil vi noget mere med faget, nu hvor det er gået hen og blevet en professionsuddannelse? Det bliver en spændende debat og ikke mindst en udfordring for branchen. Optikeren skal balancere i krydsfeltet mellem at være rådgiver inden for mode og fremstå som en troværdighed sundhedsperson. Men det er jo ikke naturgivent, at optikeren fortsat skal hente de fleste indtægter fra avance på produkter. Læsebrillerne er så godt som forsvundet fra optikerens hylder, en stor del af solbrillesalget foregår i H&M og andre modebutikker og internethandlen har for alvor sat et mærkbart præg på branchen. Men det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, at sige, at optikeren skal omlægge til en betaling af honorarer af sine kerneydelser. Men vigtigt er det at slå fast, at der er en nøje sammenhæng mellem folks vurdering af en ydelse og det, at de skal betale for den. Enkelte butikker praktiserer allerede betaling for synsprøver, og de har netop vist vejen frem. Hvis vi skal udføre de grundige synsprøver, samfundet bør kunne forvente af et autoriseret fag i sundhedssektoren, er det nødvendigt at finde en model for særskilt

betaling af synsprøven og eventuelle andre ydelser. Der er ingen undskyldning for ikke at opdage de synsrelaterede sygdomme, vi kan spore ved synsprøver. Kunder, der betaler mange penge for en brille, må forvente, at de får foretaget en grundig synsprøve – også selv om den er gratis. Selv om faget har udviklet sig meget, og vi langt hen af vejen kan være tilfredse med, hvor vi er i dag, så befinder vi os samtidig midt i arbejdet, hvor vi både kan se frem og tilbage på, at vi stadig vil en hel masse og stadig ikke er tilfredse. Nu har foreningen eksisteret i 100 år, og det har ikke været muligt uden medlemmernes opbakning og sammenhold. Den optimisme, Poul S. Christensen omtaler, eksisterer stadig, og det er den vi skal bygge videre på fremover gennem videreuddannelse og kompetenceudvikling. I dette jubilæumstidsskrift har vi samlet en række store og små begivenheder fra foreningens lange historie, som vi håber, I vil nyde at se tilbage på. Per Michael Larsen, formand Danmarks Optikerforening

Historiske højdepunkter gennem

100

Der er sket meget gennem de 100 år, Danmarks optikerforening har eksisteret.

år

Optikeruddannelsen bliver statsligt anerkendt

Optikerfaget udspringer fra henholdsvis urmagere og instrumentmagere, som arbejdede med briller. I 1942 oprettede Optikerforeningen af Danmark, som foreningen dengang hed, Den Danske Optikerskole, hvor instrumentmagere og urmagere blev undervist i optometri. Efter godkendelsen i 1954 lavede Arbejds- og Socialministeriet nogle overgangsbestemmelser for at sikre, at eleverne fik en god uddannelse. For at være berettiget til at oplære lærlinge skulle vedkommende kunne dokumentere over for Opti-

Vi har plukket nogle af de mere mindeværdige øjeblikke og højdepunkter ud fra historien.

kerfagets Fællesudvalg, at han enten havde været beskæftiget inden for faget i mindst fem år før den 1. januar 1954 på en sådan måde, at det måtte skønnes, at der havde været tale om en forsvarlig uddannelse, eller som en væsentlig del af sit hovederhverv i mindst 5 år før, den 1. januar, 1954, havde drevet selvstændig virksomhed med fremstilling og reparationer, der henhører under specialoptikerfaget (brilleoptik), og dermed opnået de nødvendige færdigheder. Allerede i 1956 blev Instituttet for Optometri oprettet, og undervisningen i refraktion blev for første gang udført af optikere.

Danmarks Optometrihøjskole – Første skridt mod en uddannelse i optometri

Tirsdag d. 1. september 1987 startede det første hold elever (og eneste) på Danmarks Optometrihøjskole i København. I spidsen stod en række engagerede undervisere, som alle havde store visioner for skolen – bl.a. skolens leder Dan Kilum samt Per Burchardi og Jens Rahlff. Endelig var det lykkedes at skabe en uddannelse, der tilstræbte et niveau på lige fod med den engelske Bachelor i Optometri. Frem for Folkeskolens 9. klasse og det 1-årige basiskursus inden for servicefagene var adgangskravet nu en gymnasial uddannelse. Det var Danmarks Optikerforening alene, der stod bag skolen, selv om initiativet også var blevet fremlagt for Urmagerne og Optikernes Landssammenslutning. Men på

grund af uoverensstemmelser parterne imellem – bl.a. udtrykte Svendeforbundet frygt for, at uddannelsen ville opdele eleverne i A og B optikere – besluttede foreningen at gennemføre planen for egne midler. Idéen fik stor opbakning hos foreningens medlemmer, der betalte et ekstraordinært kontingent til etableringen af skolen. Desværre måtte Danmarks Optometrihøjskole dreje nøglen rundt allerede efter et år, da foreningen ikke var i stand til at drive skolen selv. De støttekroner, man var blevet stillet i udsigt af Undervisningsministeriet ved skolens opstart, blev nemlig aldrig en realitet. De krævede en enig branche. Og da Landssammenslutningen fortsat nægtede at ændre uddannelsen bortfaldt pengene.

1910

1917

1940

1942

1948

1954

Optikerforeningen af Danmark oprettes.

En egentlig optikeruddannelse etableres.

På grund af splittelse i foreningen udtræder en gruppe og danner Specialoptikernes Landsforening.

Optikerforeningen af Danmark opretter Den Danske Optikerskole. Her blev urmagerudlærte og instrumentmagere undervist i optometri.

Specialoptikerforeningens Landsforening opretter en lærlingeskole på Teknologisk Institut i København. Formålet er at give optikerlærlinge en teoretisk baggrund for svendeprøven.

Specialoptikernes Landsforening ønsker, at optikerfaget skal løsrives fra håndværksfagene. I 1954 bliver det vedtaget med ændring i næringsloven.

Regionale autorisationsmøder blev en kæmpe succes. Svende, mestre og elever mødte talstærkt op.

Husker du?

Allerede tilbage i 1964 begyndte man at gøre sig de første overvejelser om en dansk autorisation. Men der skulle gå intet mindre end 30 år, før den endelige optikerautorisation kom i hus. De første seriøse tiltag blev sat i værk i 1976, hvor Nordisk Råd anbefalede, at man i samtlige nordiske lande skulle etablere en autorisationsordning og et fælles nordisk arbejdsmarked for optikere. Lovforslaget bortfaldt dog, da Folketinget var i tvivl om, hvorvidt en autorisation var nødvendig, ligesom den kunne skabe problemer i forhold til de optikere, der ikke opfyldte kriterierne.

I august 1981 opfordrede Forbrugerrådet indenrigsministeren til at fremsætte et autorisationsforslag. Rådet anså det for uacceptabelt, at enhver uden de nødvendige uddannelsesmæssige forudsætninger uden videre kunne praktisere som optiker eller optometrist. Men igen blev autorisationsspørgsmålet udsat. I april 1983 fremlagde repræsentanter for Optikerfagets Fællesudvalg et ønske om en autorisationsordning, og i oktober 1984 nedsatte Indenrigsministeriet en arbejdsgruppe, der skulle undersøge behovet for en autorisation. Gruppens arbejde mundede ud i en rapport i efteråret 1986. Men selv om rapporten indeholdt en anbefaling af og et lovforslag til auto-

risation af optikere og kontaktlinseoptikere, ønskede den daværende regering ikke at åbne for yderligere autorisationer inden for sundhedsområdet. Men efter intens lobbyvirksomhed fra foreningens side fremsatte folketingspolitiker, Torben Lund, den 22. november 1988 alligevel forslaget til Lov om optikervirksomhed m.v. Forslaget kunne dog ikke samle flertal i Tinget. Det afholdt dog ikke foreningen fra fortsat at udføre lobbyarbejde. Torben Lund, der i mellemtiden var blevet sundhedsminister indkaldte foreningen til et uformelt møde i Sundhedsministeriet, med den virkning, at forslaget endeligt blev fremsat og vedtaget d. 26. april 94 med ikrafttrædelse den 1. oktober 94.

1961

1962

1966

1981

1987

1994

2007

Autorisationsspørgsmålet drøftes første gang i Nordisk Optiker Råd.

Optikerforeningen af Danmark og Specialoptikerforeningens Landsforening slås sammen i en fælles forening. I 1970 navngives den Danmarks Optikerforening.

Optikerforeningen er medstifter af Synsinformation, et bureau der varetager information til forbrugerne om synet.

Danmarks Optikerforening overtager driften af Synsinformation, der ændrer navn til “Rådet for bedre synspleje”. Rådet arbejder for at forbedre offentlighedens information om spørgsmål i forbindelse med synspleje.

Danmarks Optometrihøjskole oprettes (nedlægges dog året efter).

Autorisationen indføres, og optikerne kan nu kalde sig autoriserede sundhedspersoner.

Optikeruddannelsen ændres fra at være en erhvervsuddannelse til en sundhedsvidenskabelig professionsuddannelse på 3 1/2 år.

Fra optiker til autoriseret sundhedsperson

Fra optiker til optometrist Det første store skridt mod en egentlig uddannelse i optometri blev taget, da Danmarks Optikerforening i 1986 etablerede Danmarks Optometrihøjskolen med henblik på at nå det internationale mål for en optometristuddannelse. Desværre blev det et kort historisk øjeblik, da skolen måtte lukke efter et år. Men behovet for at omlægge uddannelsen og løfte den op på et højere niveau i det danske uddannelsessystem pressede sig på – dels ønskede man at opnå international anerkendelse, dels faglig anerkendelse i det danske sundhedssystem. I vores nabolande Sverige og Norge havde

man allerede ændret uddannelsen til en universitetsuddannelse, mens den danske forblev en ungdomsuddannelse. Derfor arbejdede optikerforeningerne i de to lande på at ændre den nordiske konvention, således at danske optikere ikke længere havde ret til at praktisere her. I europæisk regi stod danske optikere også udenfor. Her var ECOOdiplomet, som dannede grundlag for gensidig anerkendelse af uddannelser og kompetencer, udviklet på baggrund af en professionsbachelor. Derfor fortsatte Danmarks Optikerforening arbejdet med at omlægge uddannelsen til en professionsbachelor. I samarbejde med Urmagerne og Optikernes Landssammenslutning nedsatte foreningen en arbejdsgruppe i Fællesud-

valgets regi, der skulle undersøge behovet for at placere uddannelsen i andet regi. I oktober 2002 gennemgik udvalget for første gang betingelserne for en omlægning med Undervisningsministeriet. Men først i 2004 fik udvalget grønt lys til at begynde arbejdet med selve uddannelsen. I maj måned 2006 blev en egentlig studieplan afleveret til Undervisningsministeriet, og året efter startede det første hold studerende på den nye uddannelse med en varighed på 3 1/2 år. Efter en lang sej kamp kunne elever fra TEC på Frederiksberg og Optikerhøjskolen i Randers for første gang herhjemme bryste sig af titlen “professionsbachelor i optometri” eller “optometrist” i februar 2011.

Autoriseret som optiker og ægtefælle på samme dag Hvad er mere nærliggende end at lade sig vie på dagen for autorisation, når man som Svend-Erik Runberg og hustruen, Jytte Worre-Jensen, begge er uddannede optikere, og bedre endnu har mødt hinanden på Optikerhøjskolen i Randers. “For mig har det været kanon. Det kan jo være lidt svært at huske det der med bryllupsdag” men dagen for autorisation kan jeg huske,” siger Sven-Erik Runberg.

Brillemoden gennem de seneste

100

år

Designere gengiver de strømninger og pejlemærker, der er i tiden. Derved bliver mode og design et spejl af den tid, vi lever i med vores værdier, holdninger og viden. Og da vi jo ikke kender dagen i morgen, er det alt sammen hentet fra fortiden – fra historien, hvor ung eller gammel den end måtte være. For mig, som designer, har historien og moden gennem tiderne derfor stor betydning for min forståelse af den retning og udvikling, som jeg oplever, vi bevæger os i.

Af optometrist og designer Annette Saust Estø

Brillemoden generelt Som med moden inden for så mange andre brancher er der ofte en oplevelse af, at brillemoden går i ring eller tager afsæt i tidligere trends. Hver gang noget fra tidligere tider dukker frem, er det netop “noget tidligere” i en ny tid, og derfor er designet forbedret og opdateret. Alene den tekniske udvikling vil tilføre designet nye variationer og give det gamle design et friskt pust. Men vigtigst er nok vi mennesker. Der er kommet nye til, og

50’erne

vi, der dengang var yngre, er blevet ældre. Vi har måske nok det samme grundsyn og de samme livsværdier, men vi lever i nye strømninger med andre påvirkninger. Tænk, Algha-brillerne er fra 20’erne, og de vender stadig tilbage. Mon vi også kommer til at gå med pincenez? Kan I huske de små 50’er briller med deres kraftige udtryk? De er fremme igen-igen, men nu i en moderat udgave, hvor der er kommet farver på. Og i dag virker de ikke helt så “amerikanske” som dengang.

Karakteristika ved brillemoden fra 1910 - 2010

60’erne

10’erne Ja, her er briller virkelig et hjælpemiddel, og mode taler vi ikke meget om. Lorgnet, stanglorgnet og pincenez bliver afløst af brillestel med stænger - ofte med hul i enden til et bånd, der kan holde stellet fast.

20’erne Algha-brillerne bliver til. Enkle klassiske panto, quadro og runde briller i tynd metal. Smukt dekoreret med siceleringer. Og de ses med mellemrum op gennem det tyvende århundrede. De passer perfekt til Charlestonstilen, der ses i moden.

30’erne Aviator som facon med dobbelt bro som en nødvendighed for at brillen er stabil med de større og dybere glas. En klassiker der stadig er hot. Kvindernes briller er stadig mindre, men udtryksfulde. Brillen ses ofte i celluloid.

40’erne Præget af mangel på ressourcer p.g.a. af krigen. Kreativiteten bliver 20’erne

sat på prøve. Der bliver brugt eyeliner til at tegne søm på kvindernes strømper, så det ligner silkestrømper. Brillerne er kombinationer af metal og celluloid.

50’erne Med tanke på 50’erne frembringer det billeder af bedste “amerikanerstil”. For kvindernes vedkommende handler det om at få skabt en linje og et snit i designet, som giver udseendet et løft – kaldet “cat-eyes”. Dengang var det små og mørke celluloidbriller, som nærmest indrammede øjnene og fremhævede øjenbrynene. Ja, i nogle tilfælde vil jeg gå så langt som til at sige, at det ligefrem gav et ekstra - altså øjenbryn. Tager vi mændenes forbillede fra den tid, så var det Clark Kent et firkantet og kraftigt udtryk, der overskyggede brillebærerens egen personlighed. Brillestellet kunne altid fås i uendelig mange størrelser, så enhver næse blev tilgodeset. Fra samme tid har vi den mindre udtryksfulde “sygekasse-brille”. Et ofte meget enkelt metalstel i cirkel- eller pantoform. De kunne dog 50’erne

være mere eller mindre avancerede med en mørk celluloid ring på metal randen i bedste Harry Potter stil. Variationer i modellerne var enten ikke eksisterende eller særdeles begrænsede – til gengæld kunne vi ekvipere fra David til Goliat i samme model.

60’erne Ovale celluloidstel med brede guldstænger. Brillestellene voksede langsomt i størrelse. Randen var stadig kraftig og farverne afdæmpede Havanna. Celluloidmaterialet skulle fremstilles mindst 18 måneder før, det kunne bruges til fabrikation. Derfor holdt designerne sig typisk til det sikre og desværre ofte noget kedelige. Det fik optylmaterialet vendt op og ned på. Farverne holdt sit indtog, da modehuset Dior ved overgangen til 70’erne, som nogle af de første, lagde navn til et brilledesign. Dior kunne det med store briller, hvor øjenbrynene skulle være inden for rammen. Teknologiens opfindelse af optylmaterialet i kombination med plastglasset muliggjorde denne udvikling. Vægten på den 90’erne

80’erne

De fleste briller og fotos gengivet i artiklen er venligst udlånt af Halstrøm Briller i Taastrup, Profil Optik i Haderslev, Buus Optik i Roskilde og Herfølge Ure & Optik i Herfølge.

samlede brille i sådanne dimensioner har en afgørende betydning for brugerkomforten.

70’erne Større, kraftigere og vildere er ord, der beskriver brillemoden i 70’erne. Vi legede med farver, faconer og masser af pynt med smykkesten – tænk blot på svenske ABBA. I midt 70’erne var det den kendte Algha-garniture, der huserede. Disse randløse briller med graduerede plastglas var ofte udsmykket med et simili hjerte. Antirefleks behandlede plastglas var ikke fremme. Derimod var det de tonede glas, der var mode på den tid. Mange vil få flashback – “vi ser os selv stå foroverbøjet over det dampende kar,

60’erne 70’erne

nervøse for om glassene nu farver ens til begge sider.” I 70’erne kommer vi igen ikke uden om “dobbelt bro”, MacArthur og pilotlook’et. Brillestangen kravlede også nedad – en stoppede først, da den nåede – ja, bunden. Og så var der ingen stang, som generede, når der blev kørt bil. Endelig var der optylstellene med metalstang - lette og fine, og et værdigt alternativ til alle metalstellene, som nu havde fået overtaget.

80’erne Panto’en i metal fik endnu en succesfuld renæssance - denne gang med de tilhørende windsor rande, der, hvis ikke de knækkede, kunne tages af og sættes på og altså til-

passes humøret og påklædningen. De blev lavet i alle mulige og umulige farver. Teknikken gjorde det muligt, at vi optikere selv kunne farve acetatbrillerne. Samtidig shoppede vores kunder mellem de forskellige farvede stel af samme model ved blot at udskifte deres plastglas. Tiden og strømningerne var til det individuelle, og teknikken gjorde det muligt. I slut 80’erne fik titaniumstellene også deres gennembrud. De var uhyre lette og allergisikre. Den overordnede designlinje var nostalgisk, og brillerne begyndte at blive mindre.

90’erne Titaniumbriller til hele familien Danmark. Dette vidundermateriale med så mange fantastiske egenskaber – let, men stærkt, formstabilt, men fleksibelt – kunne være udtryksfuldt og udtryksløst. Brillerne blev generelt mindre og mere firkantede. Nye trendy designere dukkede op og fik rykket ved begrebet “at bære briller.”

00’erne I de få år, der er gået af det nye årtusinde, har vi set brillestellene blive større igen. Der er kommet flere farver. Kombinationer af farver og materialer i tråd med tøj- og skomoden. Solbrillen er for alvor blevet et modeobjekt. Mange udenlandske og danske mærkevareproducenter lægger navn til trendy solbriller. Vi begynder så småt at se customisering – forbrugernes egen indflydelse på det færdige produkt. Det, at brillerne bliver større og ikke mindst dybere, giver mange glade forbrugere af flerstyrkeglas, for tænk, nu får de hele læsefeltet med hjem. Endelig er vores gamle kending garniture-brillen fortsat højaktuel, om end det nu sker i en mere nuanceret form - fra det enkle minimalistiske til det mere søgende og udfordrende.

Overgangen til 2010 Ja, acetat, acetat og acetat. Kraftige acetatstel i klassiske farver er bare hotte, også selv om de ikke bidrager til en forskønnelse på alle. Vi ser også masser af billige plastikbriller med klare glas som accessories i tøjbutikker. De unge har virkelig taget briller til sig på lige fod med sko, smykker og tasker. Ja, det er ikke mere en straf at skulle bruge briller!

Fremtidens brille anno 2050 En del af hverdagen

Der er laNgt fra den traditionelle brille, som vi kender den i dag, til fremtidens futuristiske brille. Fremtidens brille tager udgangs punkt i den teknologiske udvikling og den moderne dagligdag. Det mener en af Danmarks førende brilledesignere, Ørgreen optics, der her giver sit bud på fremtidens brille anno 2050.

Fremtidens brille skal du kunne bruge på samme måde, som du bruger din smartphone i dag. Det betyder, at du vil kunne tjekke mails, snakke i telefon med skjulte mikrofoner, gå på nettet, høre musik og tage billeder. Alle disse funktioner projekteres op på indersiden af dit brilleglas. Samtidig vil du være i stand til at se video på indersiden af dit brilleglas, skifte styrken på dit glas i brillen samt omdanne dine briller til solbriller – dvs. en form for moderne fotokromisk styring, hvor brillen har indbygget sensor og reaktion. Brillen

kan være styret af moderne solenergi eller de moderne batterier, der kan virke i helt op til et år, og som ikke fylder eller vejer ret meget. Det bærende element for denne brille er fremtidens dagligdag, som vi ser den. Brillen skal opfylde alle de krav, man i dag stiller til sine briller samt til sin smartphone, kamera, computer, notebook mm. Teknologien, hvor man projekterer ting op på glasset, eksisterer allerede i dag, så det er den, vi har brugt som platform for denne fremtidsbrille anno 2050.

00’erne

Ørgreen Optics’ bud på fremtidens brille anno 2050

1 4

markante skikkelser i foreningens historie

Mange store personligheder har sat deres præg på foreningen gennem de sidste 100 år. Her er et gensyn med fire personer, der på hver deres måde, har været med til at revolutionere optikerfaget og gøre Danmarks Optikerforening til den er i dag.

Thiele og Danmarks Optikerforening: En lang kamp for en selvstændig uddannelse Firmaet Thiele, med Johan F. A. Thiele som den nok mest centrale skikkelse, har en vigtig plads i Danmarks Optikerforenings historie. Johan var 16 år i 1912, da han begyndte som lærling i familiefirmaet på Købmagergade 3 i København. Han begyndte som lærling på mekanisk værksted, men det var først, da han kom i optisk afdeling, at han øjnede udviklingsmulighederne her. Johan tog til England sammen med en medarbejder i firmaet og lærte at foretage synsprøver. Senere, som direktør i Thiele, ændrede han firmaet fra at være et instrumentmagerfirma til den førende optikerbutik i Danmark. I 1939 kæmpede han en kamp for at få optikerfaget anerkendt i Danmark. Allerede i 1942 kom der en aftale i hus med Teknologisk Institut, hvor der blev oprettet en speciel fagskole for branchens lærlinge samt kurser for svende og mestre, som allerede arbejdede inden for området. Det blev et langt sejt træk at få specialoptikerfaget godkendt som selvstændigt håndværksfag. Men efter 14 års kamp lykkedes det. I 1953 blev optikeruddannelsen godkendt som selvstændig håndværksuddannelse.

En sjov historie med flere konsekvenser Som formand for Danmarks Optikerforening rejste Johan F. A. Thiele sammen med optikersvendenes formand, Ernst Eriksen, rundt i hele Danmark for at godkende samtlige værksteder i landet. For at minimere udgifterne boede de sammen på dobbeltværelse og udviklede et rigtig godt venskab. De blev enige om, at det var synd for lærlingene, at de skulle gå i skole om aftenen, hvor de var alt for trætte til at lære nyt efter en hel dags arbejde. Johan blev fortaler for, at aftenskolen blev erstattet af en dagskole for at forbedre uddannelsen, og forslaget blev enstemmigt godkendt af bestyrelsen i Danmarks Optikerforening. Forslaget havde ikke været sendt ud til afstemning blandt medlemmerne, og her var der så stor utilfredshed med bestyrelsen og formanden, at Johan blev stemt ud. Mestrene ville ikke undvære den billige arbejdskraft. Af naturlige årsager kom Johan ikke godt ud af det med den nye formand, hverken moralsk eller fagligt, og han tog konsekvensen og meldte Thiele ud af Optikerforeningen. Først mange år senere, da Johans søn, Jens Thiele, blev direktør i familieforetagendet, blev Thiele igen et indflydelsesrigt medlem i Danmarks Optikerforening.

Fakta om Johan F. A. Thiele

•• D. 4. november 1953 benådedes Johan F.A. Thiele med ridderkorset for sit arbejde med optikerfaget •• Mangeårigt bestyrelsesmedlem samt formand for Danmarks Optikerforening

Et fælles slag for fagligheden Det var ikke kærlighed ved første blik, der bragte Synoptik og Danmarks Optikerforening sammen i 1978. Det var derimod et forsøg på at styrke branchen, fortæller Rolf Kuhberg, der i 40 år sad i direktørstolen i den banebrydende optikerkæde, der var den første af sin slags herhjemme. Selv om stridsøksen for længst er begravet, har Synoptik ikke just været populær hos medlemmerne i Danmarks Optikerforening, når man kigger tilbage i historien. Forud for kædens optagelse i 1978 kunne man blandt andet læse udsagn som disse i medlemsmagasinet Optikeren. “Vi må samle os imod Synoptik igennem klar markering af vores medlemskab af Danmarks Optikerforening, og hvad det indebærer af fordele for publikum.” “Foreningen bør være et naturligt samlingspunkt for uddannede optikere og optometrister – og et effektivt modstykke til Synoptik.” Boykot af Synoptik Modstanden over for Synoptik kan spores tilbage til 1950-60’erne, hvor Synoptik, under navnet Sygekassernes Optik, indgik en fordelagtig aftale med de daværende sygekasser om, at de skulle henvise patienter med behov for briller til Synoptik. Dette samarbejde anså medlemmerne af Danmarks Optikerforening som stærkt konkurrenceforvridende. Og som modreaktion

indførte foreningen et boykot af de leverandører, der forsynede Synoptik med varer. Det betød, at kæden blev nægtet adgang til de førende mærker på markedet og i stedet måtte skæve til udlandet efter nye producenter. “Jeg kan huske, at jeg indimellem gik og kiggede ind af vinduerne på de mærker, vi ikke kunne få. Det var da ærgerligt, men egentlig gav denne position som ’underdog’ motivation til at gøre tingene bedre og bevise, at man var lige så god som alle andre,” fortæller Rolf Kuhberg. Succes i modvind Trods boykuttet lykkedes det Synoptik at opbygge nye kontakter og et stort netværk til mange udenlandske leverandører. Og i 1970’erne, hvor kæden ikke længere kunne nyde godt af samarbejdet med sygekasserne, da den offentlige sygesikring overtog disse, satte kæden ind med et hidtil uset våben: Markedsføring. Det var den unge Kuhberg, der øjnene muligheder i at markedsføre Synoptiks produkter. På det tidspunkt studerede han salg og reklame på Handelshøjskolen i København, og med lidt overtalelse lykkedes det ham at overbevise ledelsen om at poste penge i dette effektive middel. Gennem reklamer og annoncer lancerede Synoptik flere banebrydende produkter. Solbriller med styrke, progressive brilleglas og ikke mindst endagslinsen, der var en revolution på det tidspunkt, for at nævne et par eksempler. Og det blev så stor en succes, at kæden i

1970’erne kunne bryste sig af en markedsandel på hele tyve procent. Én branche trods uenigheder Selv om der fortsat var spændinger i luften mellem den ekspanderende kæde og Danmarks Optikerforening i 1978, hvor forhandlingerne om et medlemskab stod på, blev begge parter enige om at gøre, hvad der var bedst for faget. ”Det var et fælles forsøg på at fremme fagets faglige interesser og stå stærkere over for offentligheden og myndighederne,” fortæller Rolf Kuhberg, der i mange år efter indmeldelsen var et aktivt medlem af Danmarks Optikerforenings bestyrelse. Bør værne om fagligheden Rolf Kuhberg er dog bekymret for, at den faglighed, der dengang forenede de to parter, er ved at smuldre. Han efterlyser blandt andet mere kvalificerede udsagn i markedsføringen og mindre fokus på rabatter og pristilbud. “Danmarks Optikerforening har en vanskelig position. Der vil altid være en majoritet i branchen, der orienterer sig merkantilt, men der vil også være brug for faglig kompetence, og den er jeg bange for bliver underspillet i disse år. Jeg mener, det er foreningens opgave at støtte op omkring denne faglighed, og det vil Synoptik-Fonden, som jeg har den ære at være formand for, også gerne være med til.”

Fakta om Rolf Kuhberg •• Uddannet i afsætning fra Handelshøjskolen i København i 1957 •• Direktør i Synoptik fra 1970 til 2000 •• Medlem af Danmarks Optikerforenings bestyrelse i en årrække •• Nuværende formand for Synoptik-Fonden

Ole Larsen – en epoke i Danmarks Optikerforenings historie Ét navn lyser særligt op i foreningens lange historie. Det er Ole Larsen. Hvis nogen har været synonym med foreningen, er det ham. I mere end 25 år var Ole Larsen i front. Først som formand, siden som arbejdende formand og de sidste seks år som direktør. Ole Larsen meldte sig ind i Danmarks Optikerforening i 1978, fordi han ønskede at ruske op i foreningen. Allerede året efter blev den unge selvstændige optiker formand for foreningen. “Ønsket om autorisationen og optikernes hævdvundne ret til refraktion var fra starten det, der fik mig til at melde mig ind i Danmarks Optikerforening. Målet har hele tiden været at få ændret den håndværksprægede uddannelse til en videregående uddannelse for at bringe optikerfaget i Danmark på forkant med udviklingen internationalt,” siger Ole Larsen. Synet i fokus Igennem årene var Ole Larsen med til at iværksætte mange projekter. Sammen med optiker Poul S. Christensen, Bedre Syn i København, tog han initiativ til at etablere “Rådet for Bedre Synspleje”, hvor der blev sat fokus på synet ud fra flere indfaldsvinkler - bl.a. ældre i trafikken samt syn og mørkekørsel. Disse historier var med til at fortælle befolkningen om, hvad opti-

kerne kunne bidrage med for at øge trafiksikkerheden. Der blev fremstillet mærkater, bilisten kunne klæbe på ruden som dokumentation for et godt syn. Der blev også lavet foldere om børns syn, og virksomheder blev tilbudt synsundersøgelser på arbejdspladsen. På samme tidspunkt engagerede Danmarks Optikerforening sig i “Værn Om Synet”, som blev dannet for at skaffe penge til øjenlæger og optikere, der ønskede at forske i synet. Det var en epoke, hvor synet og Danmarks Optikerforening for alvor var i fokus. Op- og nedture Der var også skuffelser undervejs for Ole Larsen. Optometrihøjskolen, som han var en af initiativtagerne til i 1987, er et eksempel på, at temperamentet ikke var til snak, men handling. Ambitionen var en optometristuddannelse på internationalt niveau med studentereksamen eller HF som adgangskrav. Daværende undervisningsminister, Bertel Haarder, havde lovet, at ministeriet ville skaffe finansiering til Optometrihøjskolen, hvis faget kunne blive enigt, og skolen kunne køre det første år for private midler. Initiativet mødte modstand fra flere sider, og der kunne ikke opnås enighed i faget til den nye skole. Resultatet blev, at Optometrihøjskolen måtte lukkes efter ca. halvandet år. “Det var bedre, da jeg senere var med til at starte skolen i Randers. Baggrunden var, at rammerne på Frederiksberg var blevet for trange, og det var ikke muligt at

udvide dem. Samtidig var det naturligt rent geografisk at placere en skole i Jylland. Her fik jeg mulighed for at deltage i planlægningen af indretningen. Jeg lavede indretningsforslag med prøverum for at overbevise ministeriet om, at Optikerskolen havde behov for mere plads, end det var tilfældet på skolen på Frederiksberg,” lyder det fra Ole Larsen. Et af højdepunkterne for ham var autorisationen, der kom i 1994. Den var resultatet af et langt sejt træk, og den blev starten til den uddannelse, vi har i dag. Ole Larsens store indsats for optikerfaget og Danmarks Optikerforening blev i 2008 belønnet med et æreslegat fra Synoptik-Fonden. Det er eneste gang, der uddelt et sådan legat. “Det er et helt særligt og ekstraordinært legat, og det gives til en helt særlig og ekstraordinær personlighed i dansk optometri,” blev der sagt ved overrækkelsen. Og det kunne ikke siges bedre.

Fakta om Ole Larsen

•• •• •• ••

Bestyrelsesmedlem i Danmarks Optikerforening Formand for Danmarks Optikerforening Arbejdende formand Direktør for Danmarks Optikerforening

1978 – 1979 1979 – 1998 1983 – 1998 1998 – 2004

60 år i kontaktlinsens tjeneste “I spøg og alvor har jeg altid sagt, at jeg har haft det vidunderligt. Mit fag var faktisk min hobby. Jeg har hjulpet en masse mennesker, og det kan man næsten leve resten af sit liv på”. Sådan lyder det fra 85-årige Golf Iversen O.D., der i 50 år praktiserede som selvstændig kontaktlinsespecialist med særligt fokus på den formfaste kontaktlinse. Men faktisk var det ikke en fremtid som kontaktlinsetilpasser, Golf Iversen drømte om, da han som ung nyuddannet ’Doctor of Optometry’ fra Northwestern University i Chicago vendte tilbage til Danmark i 1948. Dengang var ambitionerne at gøre en forskel for skelende børn, på samme måde som han havde gjort det på en af de førende klinikker i USA, hvor han arbejdede for nogle af de tidligere pionerer inden for kontaktlinsen. Men på det tidspunkt var hverken branchen eller øjenlægerne herhjemme parate til at anerkende den udenlandske viden, den unge og ambitiøse doktor havde med i bagagen.

“Han bad mig om at lægge mit eksamensbevis i skuffen, så der ikke ville opstå misforståelser i forhold til øjenlægerne og andre kollegaer, for man skulle ikke kalde sig for doktor i lille Danmark,” fortæller den pensionerede optometrist med sarkasme i stemmen. Kontaktlinser i stedet for synstræning Uden en accept fra eget bagland og i særdeleshed øjenlægerne var det svært for Golf Iversen at komme i gang med synstræningen – ikke mindst fordi det kostede en mindre formue at anskaffe sig de fornødne redskaber. “Problemet var, at øjenlægerne ikke ville anerkende min uddannelse, og for at komme nogle vegne på det tidspunkt var det en nødvendighed. Samtidig var det helt uhørt, at klienten selv skulle betale for en ydelse, som det var tilfældet med synstræningen, for øjenlægerne kunne jo bare operere senere,” forklarer Golf Iversen. Det stod derfor hurtigt klart for ham, at han ikke kunne leve af synstræning. Frem for at udleve sin drøm om at hjælpe skelebørn med at rette deres øjne ud, kastede han sig over kontaktlinserne og stiftede egen virksomhed i 1954.

Doktorgrad kunne støde øjenlæger

Udenlandsk uddannelse – hvorfor?

Golf Iversen husker blandt andet, hvordan han blev kaldt ind på kontoret af den daværende formand for Danmarks Optikerforening. Her blev han bedt om at gemme den ’bedrevidende attitude’ og det hårdt erhvervede O.D. Certifikat væk.

Selv om tiderne har forandret sig, siden Golf Iversen i 1946 krydsede Atlanten på en tur, der tog intet mindre end 11 dage til vands, stiller han stadig spørgsmålstegn ved, hvorvidt det i dag betaler sig at tage en uddannelse i udlandet – ud

over den personlige tilfredsstillelse det giver at dygtiggøre sig. For som han siger: “Hvorfor lære en masse ekstra, når optikerne alligevel forærer det vigtigste – selve synsprøven – væk.” “Mange af de mennesker, jeg kender, har gjort enormt meget for branchen, men det er desværre ikke blevet til det, man havde drømt om. Som professionel kan du kun overleve ved at sælge det produkt, du ordinerer, og ikke som i USA hvor optometristen mange steder kan leve af at udstede brillerecepter,” lyder det fra den stadig engagerede optometrist. I fremtiden håber Golf Iversen derfor på, at det vil lykkes optikerfaget at sikre et honorar for synsprøven, så brillesalget i højere grad vil blive tilbehør.

FAKTA OM Golf Iversen •• Uddannet ’Doctor of optometry’ fra Nortwestern University of Chicago i 1948 med speciale inden for kontaktlinsen •• Indehaver af optikerfirmaet Golf Iversen fra 1954- 2004. Firmaet drives i dag af sønnen Jean Iversen, der er autoriseret optiker og specialuddannet kontaktlinseoptiker •• Var med til at starte DSO, senere DOKS, i 1954 •• Var meget aktiv i DO bl.a. som formand fra 1970 til 1980 og som bestyrelsesmedlem i over tyve år

Kontaktlinsens historie set fra en dansk vinkel

Af Tom Løfstrøm, MSc.Optom.

Artiklen tager primært udgangspunkt i, hvad der er sket her i Danmark. Der har været, og er stadigvæk mange dygtige og entusiastiske optikere, som har været med til at sætte deres præg på uddannelsen og udviklingen i Danmark. Med risiko for at udelade/glemme nogle har jeg skrevet artiklen ud fra devisen: Ingen nævnt – ingen glemt. Under Anden Verdenskrig skete der noget med produktudviklingen inden for kontaktlinser. Splinter fra knuste cockpitruder af plexiglas, som kom ind i øjnene, viste sig nemlig at give mindre gener end glassplinter. Forskerne fandt derved ud af, at plexiglas var langt mere vævsvenligt materiale end glas til kontaktlinser. Kontaktlinser produceret i plexiglas havde samtidig den fordel, at de var meget nemmere at lave og tilpasse. I 1950’erne tog udviklingen af kontaktlinser for alvor fat i USA, hvor filmindustrien krævede, at deres stjerner ikke brugte briller. Det at tilpasse hårde linser var ikke enkelt. Uddannelsen kunne kun tages i udlandet, og det var kun få herhjemme, der kastede sig

ud i udfordringen. Først mange år senere kunne uddannelsen erhverves i Danmark. Succesraten med tilpasning var ikke særlig høj og afhang, ligesom i dag af, hvor helhjertet man gik ind til opgaven. I den periode blev der fostret nogle entusiastiske pionerer, som i lang tid fremover hjalp med at vedligeholde interessen for linser i landet. I slutningen af 60’erne opfandt tjekkoslovakken, dr. Otto Wichterle et plastmateriale, som kunne optage 38% vand, og dermed var de bløde kontaktlinser født, og kontaktlinserne blev for alvor et alternativ til brillerne. De bløde linser indtager markedet I begyndelsen var der kun få udbydere og to produktionsmetoder – drejning og slyngning. Optikerne havde dengang ikke linser på lager, men prøvesæt fra de forskellige udbydere af kontaktlinser. Efter prøvetilpasningen blev linserne enten autoklaveret eller lagt i frisk opbevaringsvæske og var klar til afprøvning på den næste kunde. Linserne var dejligt tykke og sti-

ve, så det var nemt at se forskel på ret og vrang. De bukkede ikke ned over fingeren, bare fordi man fyldte dem op med skyllevæske. Den langsomme tilvænningstid, man kendte fra de hårde linser, blev også anvendt til de bløde linser. Typisk startede man med to timer første dag og forøgede så langsomt bæretiden med en time om dagen. Linserne kostede omtrent fire gange så meget som et par briller, og hvis man passede dem omhyggeligt, kunne de holde meget længe. Hvis de blev meget slidte, kunne man jo altid sende dem ind til en dybderens på Wöhlks Laboratorium i Kiel i Tyskland. At linserne holdt op til et år var nærmere reglen end undtagelsen. Vedligeholdelsen af linserne medførte, at man fik “den lille kemiker” med hjem: Én væske til hver sin funktion: Rense, skylle og opbevaring. Proteinrensning blev udført regelmæssigt en gang om ugen. Og etuiet kunne selvfølgelig holde i en uendelighed. Væskerne var ikke de mildeste mod øjnene, og mange døjede med allergiske reaktioner. Blev generne for store, skiftede

Omkring 1560 får multigeniet Leonardo da Vinci en idé om at lægge blød gelatine direkte på øjet for at korrigere synsfejl. Det vides ikke, om idéen nogen sinde blev bragt ud i livet.

I 1845 beskrev den engelske fysiker og astronom Sir John Frederick William Herchel, som den første, synskorrigerende kontaktlinser, men han blev mødt med en del skepsis af datidens optikere og øjenlæger.

Under anden verdenskrig opdagede man, at splinter fra knuste cockpitruder af plexiglas, der kom ind i øjnene, gav minder gener end glassplinter. Forskerne fandt derved ud af, at plexiglas var et langt mere vævsvenligt materiale end glas til kontaktlinser.

man over til at koge dem, så undgik man at få kemikalier i øjnene. Med kogeapparatet fulgte en bøtte med salttabletter og en lille gennemsigtig flaske. Man skulle bare købe en liter destilleret vand på apoteket, så kunne man selv blande sit saltvand. Belægningsproblemerne blev ikke mindre ved at koge linserne. Allergiske reaktioner, Jelly Bumbs, GPC, cornealt ødem og karindvækst var mere reglen end undtagelsen. I branchen var man blevet klar over det problem, at linserne blev anvendt længe efter de var tjenstlige til udskiftning, og at de kemiske plejesystemer var for aggressive. I slutningen af 70’erne blev abonnementssystemet introduceret. Problemerne blev reduceret i takt med den hyppigere udskiftning af linserne, og nye ukonserverede brintoveriltesystemer kom til. Men det var stadigvæk langt fra problemfrit at bære linser. Samtidig introducerede svenske Scanlens højvæskeholdige linser til døgnbrug. Det høje vandindhold på 75% skulle teoretisk give mere ilt til øjet, men linserne var nødt til at være lidt tykkere på grund af

materialets egenskaber. Derfor var det som så med gevinsten, men vi troede på, det virkede. En ny verden åbnede sig for de kataraktopererede. Nu kunne de smide de tykke briller væk og få linser til døgnbrug. Konceptet var døgnlinser på klinikplejeskift, hvor kunden havde to sæt linser og ca. hver måned kom ind i klinikken og fik ombyttet linserne til et par “friske”, der i mellemtiden var renset. Begge sæt blev som hovedregel udskiftet med nye en gang om året. Dette koncept vandt også stort indpas hos de andre kontaktlinsebrugere og demonstrerede tydeligt, at forbrugeren gerne ville have linser uden at skulle have alt bøvlet. Det ses stadigvæk anvendt i få tilfælde i dag. Ud fra hvad vi ved i dag om anbefalet iltgennemtrængelighed for linser til døgnbrug var det imponerende, at så mange kunne anvende linserne til døgnbrug og med så få komplikationer. Erfaringerne fra den tid viste, at selv linser med en lav iltgennemtrængelighed kunne fungere til døgnbrug, hvis vi sørgede for, at linserne var tilpasset optimalt.

Verdens første disposable kontaktlinse blev udviklet i Danmark Den danske øjenlæge Michael Bay, som havde praksis i Lyngby, stødte dagligt på patienter, som havde problemer med kontaktlinser forårsaget af anvendelsen af gamle belagte linser og dårlige plejesystemer. De indhøstede erfaringer med at hyppigere udskiftning reducerede problemerne fik ham til at træffe en beslutning om at udvikle linser, der kunne udskiftes endnu hyppigere end de eksisterende. Han begyndte derfor i slutningen af 70’erne at udvikle en hidtil ukendt vådstøbningsteknik til bløde linser, som kunne bringe omkostningerne ned på et niveau, hvor det blev muligt at udskifte linserne hver 14. dag. Samtidig ville reproducerbarheden overgå alt, man kendte til fra andre linser. Tanken var, at linserne udelukkende skulle anvendes til døgnbrug for at undgå bivirkningerne ved at anvende væsker. Ud over at forfine støbetek nikken udviklede Michael Bay også en ny måde at opbevare linserne på. Derfor blev de første blister-

Hygiejnen var ikke altid i top. Nogle valgte på grund af udgiften til etuiet at anvende de beholdere, linserne kom i, til opbevaring.

For at sikre sig, at linserne blev indsat sterilt, havde Michael Bay udviklet et sæt redskaber, der skulle anvendes til håndteringen. Der fulgte et nyt sæt med til hvert sæt linser.

pakker sideløbende udviklet med linserne. Omkostningerne var store, og Synoptik og et dansk forsikringsselskab gik ind i projektet med økonomisk hjælp. Udviklingen varede frem til 1984, hvor linserne var klar til at blive introduceret. Introduktionen blev imidlertid udskudt, fordi en dengang fremtrædende øjenlæge ikke mente, at linserne var blevet undersøgt grundigt nok til døgnbrug. Først i 1985 var linsen klar til at komme på markedet. For at sikre sig at linserne blev indsat sterilt, havde Michael Bay udviklet et sæt redskaber, der skulle anvendes til håndteringen. Der fulgte et nyt sæt med til hvert sæt linser. Forsendelsen af linserne til forbrugerens hjem var også noget helt nyt. Interessen var enorm, ikke mindst på grund af de dengang meget lave priser, og inden for få år anvendte mere end 10.000 patienter linserne. Sideløbende med udviklingen i Danmark var produktionsteknikken/patentet blevet tilbudt de største linseproducenter i verden, men de havde alle takket nej.

Der var dog et lille firma i Jacksonville i Florida, USA, ved navn Frontiers Contact Lenses, som lige var blevet opkøbt af Johnson & Johnson. Johnson & Johnsons danske direktør havde set en artikel om Michael Bays opfindelse og rettede henvendelse til moderfirmaet i USA. Få dage efter stod firmaet i Danmark med en stor check og ville købe rettighederne, hvis linserne kunne godkendes i USA. Fra 1984 til 1986 investerede Johnson & Johnson enorme summer i teknikken, før linsen blev godkendt. Den amerikanske udgave af linserne blev introduceret i USA i 1987. Den danske produktion i Tåstrup blev lukket samme år, og et enestående dansk udviklingseventyr sluttede. Michael Bay havde revolutioneret hele kontaktlinseindustrien. Silikone Hydrogel (SiHy) linserne kommer Samtidig med at korttidslinserne strømmede ind på markedet, begyndte der også at dukke de første “alt i en” væsker op. Ikke alle væsker var lige skånsomme mod øjnene, og fordelene ved hyppig udskiftning af linserne blev i nogle tilfæl-

Kogeapparatet var en kort overgang et meget populært alternativ til rensning af kontaktlinserne. men kogningen var hård ved linserne, og de blev misfarvede og de mistede deres facon.

de begrænset eller endda forværret ved anvendelsen af for dårlige plejesystemer. I 1995 bliver de første endagslinser endelig introduceret. Det var en naturlig udvikling for at undgå reaktionerne fra plejesystemerne. I de følgende år sker der mest inden for materialerne til hårde linser. Orthokeratologi vinder frem som et alternativ til refraktiv kirurgi og traditionel døgnlinsebrug. Eneste tiltag inden for bløde linser kom fra Wöhlk i Tyskland, som allerede i midten af halvfjerdserne producerede en silikonebaseret kontaktlinse med høj iltgennemtrængelighed. På grund af materialets hydrofobe overflade havde linsen det med at sætte sig fast på øjet og blev aldrig nogen succes. Målet var at fremstille den optimale døgnlinse Næste store udvikling sker i 1998, hvor først Ciba Vision kort tid efter Bausch & Lomb introducerer deres silikonelinser. Begge linser var overfladebehandlede for at opnå en bedre fugtning. Linserne viste hurtigt deres overlegenhed rent fysiologisk, men optikerne var alligevel tilbagehol-

I slutningen af 60’erne OPFANDT tjekkoslovakken, dr. Otto Wichterle, et plastmateriale, der kunne optage 38% vand. dermed var de bløde kontaktlinser født, og kontaktlinserne blev for alvor et alternativ til brillerne.

”Interessen for 14. dages linser var enorm, ikke mindst på grund af de dengang meget lave priser, og inden for få år anvendte mere end 10.000 patienter linserne.”

dende med at anvende dem som døgnlinser i starten, fordi komplikationerne tilsyneladende ikke forsvandt på trods af den høje iltgennemtrængelighed. Samtidig dukker nogle af fortidens problemer op, som vi troede var blevet løst med hyppig udskiftning. Der var igen problemer med bl.a. SEALs, mucin ball’s og GPC. Fremtiden med “intelligente” overflader Udviklingen med nye generationer af SiHy linser uden overfladebehandling og med lavere modulus er kommet på markedet, og antallet af leverandører, der kan tilbyde disse linser, vokser støt. De første endags SiHy linser er på markedet, og inden for en overskuelig fremtid vil silikone hydrogel linser være dominerende. Der arbejdes forsat på at fremstille “intelligente overflader”, hvor mikroorganismerne ikke kan sætte sig på. Idealet er: Kontaktlinsen, der giver et konstant skarpt syn hele dagen på alle afstande uden komfortproblemer eller komplikationer.

Foreningens vigtigste opgave set med medlemmernes briller I 1978 stillede den daværende redaktion på ’Optikeren’ følgende spørgsmål: Hvad er Danmarks Optikerforenings vigtigste opgave? til 10 vilkårlige medlemmer. Det samme har vi gjort i dag blandt foreningens godt 550 medlemmer.

DO’s vigtigste opgave i 1978? Svar 1 Først og fremmest må kævl og strid høre op. Der er så mange klare mål for foreningens arbejde, at det skulle være unødvendigt at strides om detaljer. Og så håber jeg, at foreningen vil fremkomme med godt og anvendeligt annoncemateriale. Svar 2 Vi må samle os imod Synoptik igennem klar markedsføring af vort medlemskab af DO, og hvad det indebærer af fordele for publikum. Foreningens vedtægter bør tilpasses det faktum, at vi først og fremmest er en handelsforening.

Svar 5 Der må skabes ro omkring optikerfaget. Synoptiks virke anser jeg nærmest for at være en fordel. Men med en sådan konkurrent bliver medlemmerne nødt til at vågne op og optræde enigt. Og så mener jeg, at vi bør udbygge kontakten til Foreningen af yngre Læger, der på mange måder er en forening, der er lettere at samarbejde med end andre lægeorganisationer. Svar 6 Foreningen bør være et naturligt samlingspunkt for uddannede optiker og optometrister – og et effektivt modstykke til Synoptik.

Svar 3 Jeg venter mig meget af den nye bestyrelse, som synes at være både dynamisk og flittig. Svar 4 Etablering af en autorisationsordning må være det vigtigste mål. Således at der bliver en garanti for nogenlunde ensartet baggrund for dem, der påtager sig at levere synspleje.

Svar 7 Jeg er træt af de stive fagetiske regler. Og jeg savner en vel tilrettelagt og alsidig kursusvirksomhed til besvarelse og udbygning af medlemmernes faglige status. Svar 8 At styre sine egne medlemmer. Og at gennemføre en fælles markedsføringsindsats af kvalitet.

Svar 9 At sørge for at få udformet gode annoncer – evt. sammen med et reklamebureau – og gennemføre fælles reklame og public relations virksomhed. Og vel at mærke ikke bare snakke om det, men virkelig få det gjort. Og så se at få moderniseret de fagetiske regler. Svar 10 At hæve fagets standard op over det kræmmeragtige. Gerne ved hjælp af en fælles, decideret informativ propagandaindsats.

DO’s vigtigste opgave i 2011? Svar 1 At styre optikerbranchen så det er en sober branche og være support for selvstændige optikere med diverse overenskomstregler, så vi ikke gør noget galt. Svar 2 At samle optikerne i en forening, der repræsenterer de optikere, der forstår, hvad god optik er. Jeg finder ikke, at alle bør være i foreningen men kun dem, der vil fagets ve og vel og vil udvikle sig i den retning, hvor vi kan stå som følgesvend til øjenlægeundersøgelserne og blive accepteret til dette. Det kan kun lade sig gøre, hvis man har en stærk forening for fagets skyld og en forening, der er klar til at forsvare sine medlemmer, når der kommer angreb udefra - så som mærkværdige undersøgelsesmetoder og forretningstiltag, der mere handler om at tjene penge, uden at der bliver lavet en faglig korrekt undersøgelse fra optikerens side. Dernæst skal DO samle de optikere, der er klar til at videreuddanne sig, så den faglige status holdes ved lige og udvikler flere, mod det nye der sker. Svar 3 I de kommende år er det uhyre vigtigt, at Danmarks Optikerforening følger den globale udvikling inden for vor branche meget tæt. Den koncentration af stadigt større butikskæder og producenter, der følger produkterne fra fabrik til forbruger, gør behovet for en dynamisk forening, der kan vogte om faglighed, kompetence og etik, stadig mere nødvendig.

Svar 4 Jeg mener, at det, udover at varetage det faglige, er særdeles vigtigt, at der i et meget prisfikseret marked, som vi har haft igennem længere tid, bruges kræfter på at oplyse forbrugerne om, hvorfor der er forskel på brillepriser især med hensyn til glassene. Folk tror jo, at de progressive glas, de får for kr. 1.500,- per par hos den ene optiker, er præcis de samme glas, som de, hos en anden, betaler kr. 6.000,- for, og at det bare er optikeren, der tjener kr. 4.500,mere på de “dyrere” glas. Der burde nok i DO regi laves nogle oplysningskampagner om dette. Svar 5 •• Skabe positiv opmærksomhed omkring faget. •• Øge fokusset på faglighed, produktkvalitet og mindre på 2 for 1 rabatter. •• Øge det tværfaglige samarbejde og undersøge alternative arbejdsområder. •• Efteruddanne fx inden for faglige områder som økonomi og ledelse. •• “Forsvare” faget i agurketider, når fx “pilot med hovedpine” trækkes op af hatten. Svar 6 Hovedopgaven for DO i de kommende år er at fokusere på fagets omdømme i medierne, så vores status som sundhedsautoriseret personale ikke bliver ødelagt af journalister og politikere med for dårlig baggrundsviden. Politikere (især de enkelte partiers sundhedspolitiske ordførere) og journalister, der skriver om optikerfaget,

skal til enhver tid inviteres til at få en bedre indsigt i fagets høje faglige niveau på optikerhøjskolerne. Disse persongrupper skal tæppebombes med faglige nyheder og politiske holdninger til, hvordan lovgivningen bør være set fra (DO) branchens side. Svar 7 At højne fagets image udadtil og forbedre uddannelsen, så vi ikke ender med en flok teoretikere, der ikke kan kommunikere med kunder/patienter/ klienter. Ellers kommer vi til at mangle uddannet optiksalgspersonale og i nogen grad også uddannede værkstedsoptikere. Svar 8 At være talerør for alle seriøse optikere ved at oplyse den danske befolkning om den vigtige rolle optikeren har for almen øjensundhed samt at sørge for, at vi lever op til vores ansvar. Svar 9 At yde rådgivning til medlemmerne og tilbyde kurser. Som lille selvstændig butik er det rart at kunne hente rådgivning i forhold til love og cirkulære samt rådgivning i forhold til personalemæssige spørgsmål, og kursusvirksomhed giver mulighed for opdatering samt ny viden. Svar 10 Jeg vil mene, det vigtigste er uddannelse og specialisering, efteruddannelse samt at foreningen informerer medlemmerne om udviklingen inden for faget. Jeg så gerne mere information om forskning m.m., så medlemmerne bliver bedre rustet til fremtidens udfordringer.

Hvad skal vi leve af i fremtiden? Mange politikere stiller spørgsmålet: Hvad skal vi leve af i fremtiden? Men hvilke tanker har optikerfaget gjort sig? Studierektor, Optikerhøjskolen, Svend-Erik Runberg, optometrist, MSc.(Optom).

De seneste 100 år har betydet markante ændringer af optikerfagets indhold og uddannelse. Optikeren har ændret sig fra at være en håndværker til i dag at være en sundhedsperson med Sundhedsstyrelsens autorisation. For mange optikere, butiksejere og branchen er det tydeligt mentalt svært at følge med i, hvad man er lige i øjeblikket. Er man håndværker, servicemedarbejder, købmand eller sundhedsperson? Og er man en branche eller en profession? Ved autorisationen i 1994 anerkendte samfundet optikerfaget som et sundhedsfag. Med den nyeste uddannelsesreform i 2007 gav samfundet optikerfaget en fuldgyldig videregående sundhedsvidenskabelig uddannelse på linje med andre sundhedsfag. Det er på høje tid, at optikerfaget selv begynder at betragte optikeren/optometristen som sundhedsperson, branchen som en sundhedsprofession, - og begynder at fremstå som sådan. Situationen i dag er, at flere og flere forretninger forsøger at sælge billigere og billigere varer, som færre og færre efterspørger. Det er på tide at få nye “varer” på hylderne, og det skal være den type, der ikke kan stå på en hylde. Gennem alle årene har udviklingen i den danske optikerprofession og optometristuddannelse fulgt udviklingen i udlandet - dog med nogen forsinkelse. Det vil næppe ændre sig. Især i de engelsktalende lande ser vi brancheglidning mel-

lem oftalmologi og optometri. Jeg forestiller mig, at også danske optometrister i en ikke fjern fremtid foretager synsudmåling af børn, skeleudredning og amblyopibehandling, monitorering af retinaforandringer (aldersbetingede, diabetiske) og glaukompatienter. Jeg forestiller mig ikke, at denne udvikling sker ved generel udvidelse af den danske optometrists virksomhedsområde, hertil er uddannelsesniveauet i dansk optometri for broget. Udviklingen vil ske gennem uddelegering til udvalgte optometrister. Vi ser allerede begyndelsen. Stadig flere optometrister bliver ansat på øjenafdelinger og hos privatpraktiserende øjenlæger. Disse nye arbejdsgivere vælger typisk optometrister med en engelsk eller amerikansk master of science-uddannelse. Der er behov for, at der meget snart tages initiativ til en dansk overbygning til bacheloruddannelsen. En kandidatuddannelse tilpasset den danske virkelighed, således at der er velkvalificerede optometrister med en uddannelsesbaggrund, som gør, at øjenlæger trygt tør uddelegere. Vil man ikke blot anerkendes som sundhedsperson af myndighederne, men også af andre sundhedspersoner og af patienterne, må nogle optometrister begynde at agere og fremstå som sundhedspersoner, og en del af branchen må markere sig som en profession. Sundhedspersoner har patienter, ikke kunder!

Redaktion: Danmarks Optikerforening Malene Østerby og Bjarne Hansen Billederne i jubilæumsnummeret er dels bragt i tidligere numre af OPTIKEREN og dels stillet til rådighed af venner i foreningen. Design og tryk: Stibo Zone