Everest Base Camp Trek

Af Johanne Skjold Mortensen

Det er i virkeligheden kontroversielt, at en bog om død på Mount Everest har inspireret så mange til at gå ruten op til Everest Base Camp (EBC). Men siden Jon Krakauer i 1997 udgav sin bog “Into Thin Air” kendt som “Op i det blå” på dansk, er folk strømmet til den vandresti, der tager en hele vejen op til foden af Mount Everest. Og jeg må indrømme - jeg hoppede selv på den. For selv om Krakauers skildring centrerer sig om et enkelt døgn på bjerget, og hvor galt det gik, er det umuligt ikke at lade sig drage af beskrivelserne af den nepalesiske bjergkultur, af selve eventyret og af den fortryllende følelse, man må have i nærværet af selveste Everest, som på nepalesisk hedder Sagarmatha - gudinden af himlen. Rejsen til trailhead Mindre end et år efter, at Krakauer havde inviteret mig ind i Himalaya, stod jeg i lufthavnen i Kathmandu. Helt alene og 21 år. Jeg gik på daværende tidspunkt på HF enkeltfag og havde taget mig den frihed at forlænge min påskeferie, så jeg kunne tage tre uger til Nepal for at vandre op til Everest Base Camp. Men jeg må indrømme, at jeg fik lidt kolde fødder, da jeg kom ud fra lufthavnen. Larmen og kaosset ramte mig som en lussing. Det var første gang, jeg var i Sydøstasien, og jeg var ikke praktisk bekendt med kulturen. Derfor brugte jeg det meste af min tid i Kathmandu på mit hotelværelse, fordi jeg havde svært ved at overskue alt det, der foregik udenfor. Så kunne jeg jo passende sidde og tænke på, at jeg havde en af verdens farligste flyveture foran mig ved indflyvningen til Lukla, hvor vandreruten startede. Fedt.

↑ Den frygtede Lukla Lufthavn, hvor landingsbanen er meget kort og ender brat ud over en skrænt.

← Jeg kunne slet ikke genkende mig selv, når jeg kiggede i spejlet. Jeg døjede hver dag med store smerter

ET SPÆNDENDE KULTURMØDE Jeg overlevede indflyvningen til Lukla, og nu var det endelig blevet tid til at vandre. Min himalayafærden var påbegyndt, og første delmål var Namche Bazar, to vandredage borte. Der ville jeg tage en akklimatiseringsdag og derfor bruge to overnatninger. Humøret var højt og jeg var euforisk og optimistisk. Jeg smilede og hilste på alle dem, jeg passerede, og som var nær afslutningen af deres tur. Dog undrede jeg mig lidt over deres døde blikke og vage respons på min hilsen. - Det lod til at være noget af en tur, jeg havde i vente. Men det slog mig ikke ud, og landskabet i den nedre del af Khumbu Valley var frodigt og smukt. Gennem dalen løb en flod, som flere gange skulle krydses over de høje suspension bridges. Der opstod kø, da broerne var meget smalle, og fordi porters og æsler med bred last på ryggen hele tiden skulle krydse broen. Når man først havde begivet sig til at krydse var det bare om at skynde sig over, inden der kom et æsel i modsatte retning, som man så var nødt til at passere midt ude på den mange meter høje bro. Langs ruten lå en masse små teahouses, hvor de nepalesiske sherpaer boede og drev forretning fra. Man skulle aldrig være bange for at tørste eller sulte, og det var spændende at møde disse mennesker af bjergene og blive bekendt med deres karakteristiske ansigter og smittende gode humør.

Jeg ankom til Namche Bazar efter to dage. Namche ligger i en højde af 3440 meter, og det var derfor på tide at vænne sig lidt til den nye og tyndere bjergluft. SOLFORGIFTNING Min akklimatiseringsdag i Namche Bazar resulterede ikke bare i, at jeg blev bekendt med den tynde luft, men også med den skarpe sol. Efter at have siddet og nydt solen lidt i knap 2 timer, opdagede jeg til min skræk, at jeg ikke blot var blevet solbrændt, men værre - hele mit ansigt var svulmet op, det var fyldt med blærer, og det gjort så afsindigt ondt. Jeg havde ikke en smartphone med mig, så jeg måtte finde en computer i byen og jeg fik googlet mig frem til, at jeg led af sun poisoning. Og hvad gør man så, når man sidder alene i en by i 3440 meters højde, langt væk hjemmefra? Min plan var at opsøge en læge, men ejeren at det lodge, jeg boede på, sagde at det ikke ville hjælpe, da lægen sandsynligvis ikke vidste, hvad det handlede om og blot var ude efter mine penge. Så jeg besluttede at springe besøget over og fortsætte turen. Det var meget smertefuldt og svært at være alene med, men i dag er det heldigvis til at grine af, og billederne af mit ansigt bliver jævnligt trukket frem i selskaber, hvor stemningen begynder at dale, og så kan vi i det mindste grine af det.

Udsnit fra rejsedagbog: “Jeg har lige for første gang haft mulighed for at kigge mig selv i spejlet og jeg ser absolut forfærdelig ud. Min hud er ødelagt, og mine øjne er helt væk.

DET EVENTYRLIGE ELEMENT Efter tre overnatninger i Namche Bazar var det på tide at drage videre. Og herfra begyndte landskabet virkelig at ændre sig. De karakteristiske himalayabjerge kom tættere på, og stierne, vi gik på, bar mere præg af at være et klippelandskab. På et tea house mødte jeg en gruppe, som var her for at bestige Mount Everest, og der var en vildskab i deres øjne. Vejret var godt, de drak øl og nærmest sitrede af spænding over det eventyr, der for dem først var ved at begynde. Den stemning er nærmest nærværende på hele ruten, og man fornemmer, at folk virkelig har respekt for landskabet og for verdens højeste bjerg. Alle er i en form for ekstase over at være kommet hertil.

Vandreruten frem mod Base Camp fører gennem et memorial, hvor der er dedikeret gravpladser til flere afdøde bjergklatrere. Det er et sted, hvor alle stopper. Det ligger med en flot udsigt over bjergene. Jeg gik rundt til stenene og læste deres navne, og flere af dem kendte jeg fra “Into Thin Air”. Bl.a. Scott Fischer, som var leder af den ene ekspedition, der mislykkedes. Jeg blev overvældet af følelser. Af hvordan disse mennesker er afhængige af bjergene, og den følelse, de giver, i så høj en grad at de ikke kan finde den samme tilfredsstillelse nogle andre steder, og at det resulterer i deres død. Det er både smukt og tragisk. I KØ TIL BASE CAMP På grund af alle disse elementer jeg har beskrevet - den nepalesiske kultur, de storladne bjerge, eventyret og spændingen over nærværet af selveste Mount Everest, er EBC en meget overrendt rute. Og det bliver værre, jo længere op man kommer, for terrænet bliver sværere at gå i. Stien er smallere, og det er ikke længere muligt at overhale, fordi der på begge sider af stien er store boulders, som ikke er til at gå på. Man har aldrig et øjeblik på sporet alene, og det er svært at komme væk på grund af terrænet. Værst var den allersidste strækning op til Base Camp, hvor jeg sad fast bag en flok på 20 mennesker; jeg endte der med at være fuld af frustration i stedet for af forløsning over at nå frem. Det var i virkeligheden en stor realisering for mig, at finde ud af, hvad jeg finder værdifuldt ved at vandre. For under hele turen havde jeg svært ved at tage landskabet ind, da mit billede hele tiden blev forstyrret af mennesker. Hvis jeg satte mig og tog en pause, blev jeg hele tiden trukket ud af nærværet med naturen, fordi der kom en stor flok mennesker forbi og distraherede mig. Jeg har derfor siden hen altid prioriteret at tage steder hen, hvor jeg har det mere for mig selv. Det kan jo afhjælpes ved at tage afsted i offseason, og det har jeg siden fået nogle rigtig gode oplevelser ud af. Dagen inden man når til Base Camp, tager de fleste en toptur til en “lille bakke” kaldet Kala Patthar i 5643 me-

← Scott Fischers gravsted. Hans lig er aldrig blevet fundet og ligger højst sandsynligt skruet ind i isen et sted.

ters højde. Det gør man for at opleve solopgangen fra et udsigtspunkt med 360° udsigt. Men jeg havde brug for at komme væk fra mængderne, og lige ved siden af udkigspunktet lå en anden “lille bakke”, der krævede lidt scrambling, og som ikke var lige så høj eller med samme gode udsigt, men jeg ville hellere sidde og nyde (en stadig vanvittig) udsigt for mig selv. På vej op så jeg til min store glæde en pika, pibehare på dansk, som er en lille sød kompakt hare med korte runde øre, og mit humør røg helt i top. Jeg var ekstatisk, og da jeg nåede toppen sad jeg i flere timer og nød udsigten helt uforstyrret. Det var det her, jeg var kommet for. ENDELIG I BASE CAMP Så kom dagen, hvor jeg nåede Base Camp. Det havde været en sej kamp, mest fordi mit brændte ansigt have plaget mig hver dag og også påvirket mit humør. Men derfor føltes det bare ekstra godt at stå i den 5350 meter høje camp. Der var mange grupper, der nåede campen samtidig med mig. De gratulerede hinanden, krammede og tog billeder. Jeg sneg mig lidt væk fra mængden og satte mig et sted og spejdede udover lejren. De kendte orange The North Face kuppeltelte var spredt ud over det hele, og terrænet virkede ufremkommeligt. Det var helt vildt at sidde lige neden for Khumbu Icefall som man har læst og hørt så meget om, og som flere beskriver som den farligste del af ruten op til toppen af Everest, og pludselig forstod jeg godt hvorfor. Sylespidse istapper stak ud over det hele, og det så ikke ud, som om der var nogle steder, hvor det var plant, og så var det oven i købet meget stejlt, som jeg beskriver i min dagbog for dagen: “Base camp var efter forventningerne. Nogle telte på en gletsjer. Der var færre døende mennesker end jeg havde regnet med og blev imponeret over, hvor stejlt Khumbu Icefall egentlig var”. NU GÅR DET NEDAD Det var på tide at vende snuden hjem, og jeg havde ærlig talt virkelig glædet mig. Det er hårdt at gå så

↑ Den sidste strækning til Base Camp og der er kødannelse. Det er umuligt at overhale.

Udsigten over Everest Base camp og den uvelkomne Khumbu glacier. →

meget opad i tynd luft, fordi man bare med det samme mister pusten. Hvis man vågner om morgenen sprængfyldt af energi og med en lyst til bare at løbe op af sporet, så går der to minutter, og man er helt slået ud. Men på turen ned fik jeg mulighed for at udnytte energien og humøret, og jeg drønede nedad, og det føles så dejligt let for kroppen. Jeg havde pakket i en 33 liters rygsæk og vandrede i trailrunners, så de to ting - kombineret med pludselig at kunne trække vejret igen - var en fantastisk følelse, og jeg nød virkelig at gå hjem. Det havde taget næsten ni dage at vandre op og omvendt tog turen tilbage til Lukla kun tre dage. Dog var den sidste dag hård, da man skulle gå en smule opad en gang imellem og ovenikøbet skulle

gå på trapper. Så der forstod jeg pludselig, hvorfor de mennesker, jeg mødte den første dag, så så døde ud i ansigterne. STARTEN PÅ ET STØRRE EVENTYR Selvom jeg ved min ankomst til Kathmandu havde været overvældet og intimideret af byen og kulturen, så var jeg et helt andet sted, da jeg kom tilbage fra vandreruten og havde et par overnatninger i Kathmandu inden mit fly hjem til Danmark. Det var en følelse af inspiration og nysgerrig efter at lære Nepal bedre at kende - kulturen, menneskene, sproget. Der er en helt særlig stemning i landet, der huser verdens højeste bjerg, som virkelig ræsonnerede med mig. Jeg forstod, hvorfor folk bliver så afhængige af Himalaya, og jeg havde en stærk følelse af, at min egen rejse først lige var begyndt. Jeg kunne slet ikke vente med at komme tilbage og opleve og undersøge endnu mere. Der gik da også blot et år, før jeg vendte tilbage. Denne gang for at bruge 4 måneder og forelske mig fuldstændigt i landet. Her gik jeg bl.a. Annapurna Circuit i december og havde det mere eller mindre for mig selv, og desuden den mindre kendte Langtang Valley, som jeg også fik en rigtig god erfaring med. Nepal bliver ved med at være nærværende i mig, og det kommer til at være et sted jeg vender tilbage til igen og igen. MIN RUTE (START 31. MARTS SLUT 13. APRIL)

• Dag 1: Lukla til Phakding • Dag 2: Phakding til Namche

Bazaar

• Dag 3: Namche Bazaar akklimatisering • Dag 4: Namche Bazaar (grundet solforgiftning) • Dag 5: Namche Bazaar til Tengboche

• Dag 6: Tengboche til Dingboche • Dag 7: Dingboche akklimatisering • Dag 8: Dingboche til Lobuche • Dag 9: Lobuche til Gorak Shep • Dag 10: Gorak Shep til Everest

Base Camp til Gorak Shep • Dag 11: Gorak Shep til Dingboche

• Dag 12: Dingboche til Namche

Bazaar

• Dag 13: Namche Bazaar til Lukla Find mig på Instagram @vildspor, og følg med i min historiefortælling, med fokus på den udvikling og erfaring jeg har skabt igennem mine vandreture