5 minute read

Test: Helly Hansen Verglas jakke

Test af Helly Hansen Verglas Infinity Shell Jacket

Helly Hansen Verglas Infinity Shell Jacket er en skaljakke i den benhårde klasse. Kraftigt vind- og vandafvisende og med gode egenskaber til friluftsliv. Men holder den beskrivelse så?

VERGLAS INFINITY SHELL SKALJAKKE

“Jeg vil gerne teste en klassisk skaljakke, der kan holde vind og vejr ude”. Ordene er mine, for jeg synes ikke rigtig, at skaljakker de sidste mange år har levet op til mine forventninger. De her “hybrider” mellem skaljakker og softshells er som sådan fine nok, men det er ikke meget regn, de holder ude, og vinden fiser lige igennem. Det gør det enormt svært at holde varmen, hvis man ikke kan lukke vinden ude. “Jeg har den og den skaljakke” siger Britta fra Helly Hansen, men dem hun foreslår, er altså ikke den helt traditionelle skaljakke… Er den virkelig død og borte? “Nååååe, nu ved jeg, hvad du mener! Jeg har den helt rigtige til dig!” “Britta! Hvis den ikke holder vinden ude, så får den altså tæv i anmeldelsen! Jeg giiiiider ikke de hybridjakker mere”. I mine tanker er du egentligt også. Ja dig der læser med her. “Hybridjakkerne” er ganske

pebrede i prisen, for materialerne er ret så dyre, men til gengæld er de også en anelse mere bæredygtige. Det er der få “rigtige” skaljakker, der er. MEN! Hvis du køber en jakke, der er dårlig til at holde regn og vind ude, så køber du højest sandsynligt en ny, og så ryger ideen med bæredygtigthed. Så altså, en jakke som man kun behøver købe en gang, men som holder i 10+ år. Britta mener, at hun har præcis den rigtige, så den skal også testes rigtigt! Så hvad med en 14 dages sensommertur 500 km over polarcirklen?

SPECIFIKATIONER

• Vægt 471 gram • Materialer Helly Tech

Professional • Membran LIFA Infinity • PFC fri behandling • Pris ca. 2500 kr. (Aktuelt i sept 2021 på tilbud til ca. 1800 kr. Helly Hansen er heller ikke blege for selv at give jakken gode karakterer.

TESTEN AF VERGLAS INFINITY

Allerede inden vi rammer fjeldet i Tromsområdet i Nordnorge, har skaljakken vist, at den kan noget. Vi kører derop i bil, og undervejs har vi stop, hvor vinden blæser. Det går fint med at holde vinden ude, men kan den også performe oppe i højfjeldet? I efteråret i polaregne kan vejret hurtigt skifte. Det værste vejr er ca. ved 0 C med vind og regn. I dette vejr er det meget svært at holde varmen - det er det sådan set også herhjemme for den sags skyld, så det at være tør - og forblive tør - og samtidig kunne holde varmen er meget

vigtigt. Mine lag er uld inderst, et lidt tykkere uldlag som mellemlag og så Verglasjakken yderst. Det er også vigtigt, at jeg under vandring hverken koger over og sveder - eller det modsatte og bliver kold. Nu tænker du måske, om -10 C ikke havde været værre? Men nej! Dér kan jeg blot tage mere uld på og stadig holde varmen. Det er fugtigheden i vejret ved 0 c, der gør, at kulden trænger ind alle steder. Vi rammer 0 C med vind og regn på et plateau i ca. 1000 m.o.h. Her har vinden og regnen pisket os i hovedet i nogle timer. Vi har intet ly for vejret, og vi må bare finde os i, at naturen bestemmer. Det går ligeud, og jeg kan mærke, at jeg ligger på grænsen for at blive kold. Mens jeg bevæger mig, kan jeg lige holde varmen, men stopper vi, vil jeg hurtigt blive kold. At tage varmere tøj på kræver, at jeg åbner rygsækken og så min drybag. Så vil jeg og mit tøj alligevel bliver vådt og jeg selv kold. Jakken gør, hvad den skal! Den holder vinden og vandet ude. Hætten har jeg justeret, så jeg ikke får vind og regn direkte i hovedet, og den bliver, hvor den er justeret til. Jakken holder bestemt til disse forhold, og da vi rammer nedstigningen, kommer vi i læ og dermed væk fra det hårde vejr. Jeg kan konstatere, at Britta havde ret! Jakken var lige den, jeg forespurgte. Den gør også, hvad den skal, når der blot er vind eller regn generelt. Jeg kan derfor stole på, at jeg ikke bliver våd, overkoger eller bliver kold i det værste vejr. Hvad mere kan jeg egentligt kræve? Samtidig har jakken gode egenskaber til vandring. Udluftning under armene og i siderne. Store - ja meget store lommer, der er placeret, så indhold i lommerne ikke generer ved hoftebæltet på rygsækken. Lynlåsene er også placeret, så de ikke sidder under hoftebæltet. Måske har du selv prøvet, at du ikke kan komme ned i lommerne, mens du er afsted, fordi bælte og lynlåse ikke er i sync. Det eneste umiddelbare minus ved Verglas’en er, hvad skaljakker er kendt for, nemlig larm. Den larmer, når man går. “Hybriderne” er mindre støjende, men i forhold til ikke at fryse, så vil jeg vælge larm til enhver tid. Så er det heller ikke værre med larmen. Når man har hætte på, forstærkes larmen dog; når man får den af, kan man godt mærke, at ørene har brug for ro. Så hvis Helly Hansen kan udvikle Verglas “Quiet Infinity”, så er vi noget nært perfekt. Det skal også nævnes, at Helly Hansen er nået langt i at benytte genanvendte materialer og bæredygtige produkter til deres jakker.

DOMMEN

Vi lander altså på 9 ud af 10. 9 med pil op måske, for jeg er ikke bekendt med, at den ægte skaljakke, der ikke støjer, er opfundet. Derfor er dette skaljakken, der er noget nær perfekt. Prisen er også utrolig god! 2500 kr. er bestemt ikke ublu, og da du kan finde jakken på tilbud her i september 2021 til 1700 kr., kan vi bare anbefale dig at købe den. Det får du simpelthen ikke bedre til prisen. Så tillykke til Helly Hansen for at have udviklet et (relativt) billigt og virkelig godt produkt!

This article is from: