KM LANG VANDRETUR

AF HEIDI STEPHANSEN

Jeg husker før i tiden – back in the days! Dengang grej var nemt og hvad det vejede var ikke en faktor egentlig, for det vejede det det nu vejede – og når rygsækken blev for tung, så satte man sig ned og tog en pause, og så gik man videre. Det var bare sådan.

Og man accepterede det og fik en god tur. Udstyret var udmærket, og det vigtigste, jeg havde med, var min trækop/kåsa og min dolk. Begge ting noget, der stadig hænger ved, dog er min dolk ny – fordi en eller anden turist så sit snit til at ”låne” min dolk sidste sommer – men ”glemte” at aflevere den.

Jeg havde og brugte faktisk stadigvæk min første rygsæk, en Bergans og min første kære sovepose Ajungilak – indtil jeg gav det væk sammen med alt mit udstyr til hjemløse i København i 2018. Jeg troede faktisk på det tidspunkt – at jeg aldrig nogensinde ville komme til at bruge det igen. Rygsækken og soveposen havde fulgt mig, siden jeg var pigespejder og skulle på min første korpslejr i 90’erne. Og begge to var stadig i fantastisk god stand! Og jeg ved, der var en flink hjemløs mand, der blev meget glad for de to ting.

Jeg har ikke nemt ved at skulle ud og bruge en formue på udstyr – og det er lige meget, om det er opgang eller nedgangstider. Jeg er nærig. Men jeg bruger gerne mine penge på udstyr, som har en høj og holdbar kvalitet – og da koster det! For det er en investering for mig. Det skal holde i mange år – og bagefter skal det være i så god en stand, at jeg kan være bekendt at give det videre til en, der har brug for det! Det er mine kriterier – og nu er jeg så kommet dertil, at det også skal veje mindst muligt!

For i dag skal det veje og fylde mindst muligt – og jeg bliver klogere og mere forvirret – for hver ting, jeg lærer. Det er en jungle – og priserne er også meget svingende!

Men når det så er sagt – så er min holdning, at det gør ikke noget, at vægten på ryg og skuldre er så lille som muligt, for jeg er blevet ældre – med dertilhørende skavanker, så letvægtsvandring er noget, jeg begynder at synes mere og mere om.

I dag når jeg tænder op i min Optimus – og mindes min gode gamle tunge trangia – så må jeg ærligt indrømme, at gammeldagse mig alligevel er trådt ind i den nye tid og nyder den lave vægt, og hvor godt optimusen fungerer for mig. Selv om den ikke er letvægt i forhold til andre modeller i den kategori.

Jeg var og gå Højlyngsstien på Bornholm sidste år. Fantastisk tur! Men jeg havde en tur, hvor jeg ikke sov meget – for det underlag jeg havde lånt med –var sikkert udmærket, men jeg fandt ikke roen, og jeg frøs – selv om soveposen som også var lånt, havde en fornuftig komfort temperatur og jeg havde merinould på – så frøs jeg som en istap på nordpolen. I dag ved jeg så, at en linersovepose havde været vejen frem – og den er købt, selvom jeg stadig i skrivende stund mangler soveposen. Underlaget skal have en god R-værdi, men så går vægten op, så det er også noget at tage med i overvejelsen. Min gode fantastiske Thermarest –den som var MEGET bred og tung og selvoppustelig – den sov jeg godt på – men som jeg husker det, så vejede den godt over 1,5 kilo. Jeg vælger dog samme mærke denne gang, men vi er nede i 442 gram. Plus en ekstra løsning – det er et harmonikafoldet underlag som vejer 170 gram. Som ekstra isolering, men som også er nemt at hive frem, når jeg alligevel tager en pause og skal ligge ned med benene op.

Teltet er købt, og jeg venter på, at det kommer – det er et Durston telt, med fire pløkker og mine vandrestave som stænger. Jeg holder meget af ideen om, at mit grej skal kunne bruges til mere end en ting.

Det samme er rygsækken, den er i produktion – og er en Blind Banana Bag – jeg faldt for den, fordi det er en ung fyr i Aalborg, der designer og producerer dem. Jeg kan lide tanken om, at det skal være lokalt produceret – og ja! Teltet er fra USA, men det er en anden historie. Jeg kan også godt lide at støtte danske iværksættere, og jeg er absolut ikke den store fan af online handel. Jeg kan bedst lide at mærke på varen inden jeg køber. Men jeg er helt med på, at nogle kompromisser er også okay.

Så er der jo tøjet! What to wear!

Jeg er en uld-fanatiker på mange områder. Jeg mindes dengang, jeg planlagde en snehuletur som pigespejder, og jeg husker, at min spejderleder sagde, at alt skulle være i uld. Jeg skulle helst strikke det selv – ja det er mange år siden, og man så lidt anderledes på pigespejdere, og hvad de kunne. Men det, der slog mig dengang, var at hun sagde, at ens trusser også skulle være i uld! Jeg så for mig nogle hjemmestrikkede uldtrusser – i tyk uld, ret og vrang strik – og siden dengang har jeg grinet af det. Indtil jeg for et par år siden faktisk købte mig nogle fine uldstrikkede trusser – som jeg i dag holder meget af at vandre i.

Needless to say – jeg går med uld inderst. Dog er jeg udfordret på BH, for jeg har endnu ikke fundet en BH i uld til min barm, som ikke er modelagtig lille, men nok af et større kaliber som har brug for støtte.

Så er der udenpå, en kortærmet eller langærmet uldtrøje. Jeg har vandret i +30 grader i uld t-shirt, og jeg vil simpelthen ikke have andet end lækker merinould. Uld er et naturligt materiale, det er svedtransporterende og bakteriehæmmende.

Mellemlaget er også uld! Jeg har besluttet mig for en uldfleece, den vejer lidt, men det er ok, for jeg kommer til at have den på, mere end den er i rygsækken. Igen det er, fordi uld er bakteriehæmmende, svedtransporterende og selvrensende! For mig giver det mening at bruge det.

Jeg har vandresko – jeg er blevet meget glad for dem, men jeg tror ikke, jeg tør tage dem med, for de er nok for glatte til turen. De er et par Columbia sko, og det er et mærke, jeg er ret glad for, men jeg tror ikke, de er egnet til det underlag, jeg skal gå i. I skrivende stund er det 2 måneder til afgang, og jeg aner ikke, hvad sko jeg skal vælge –for spørger jeg i de forskellige forummer, der er – så er der masser af forskellige svar – og hvad skal man vælge?

Så er det det store spørgsmål: Skaljakke? Windbreaker? Jakke?

For jeg har en lækker og meget let regnjakke – som jeg tager med. Men dette er oppe i fjeldet og ikke meget læ for vinden. Så der er jeg helt blank lige for tiden.

Dog har jeg besluttet at købe en dunjakke – som vejer 290 gram, men som skal bruges, når jeg holder pauser eller kommer til lejrplads, og om aftenen, når jeg sidder og halvsover og forsøger at holde mig vågen til at tage billeder til instagram – for at vise, hvor idyllisk alting er.

Og det er jo lige det – er alting så idyllisk? Bliver min 2700 km lange vandretur en instagramidyllisk oplevelse? Eller bliver det sådan, som det plejer at være? En slidsom tur, med sved og ømme muskler og ledbånd? Hvor jeg skal sidde ned i mindst en halv time og køles ned, inden ansigtsfarven ligner normaludgaven – i forhold til de knaldrøde kinder og fugtige hud. For det er jo det, der er realiteten – og derfor jeg bruger hue eller kasket, så skal jeg ikke tænke på, om håret er instagramvenligt!

Når det så er sagt – jeg kommer til at vise, hvordan det er! Ikke en poleret instagram version med filtre. Jeg hader filtre, og jeg bruger det aldrig.

Og jeg kommer til at nyde turen! For uanset, om jeg ligner en kampsvedende skovtrold i løbetid – så ved jeg, at vandreturen bliver den fedeste oplevelse, en kæmpe sejr for mit mentale jeg og et bevis for alle, der gider at følge med: at man kan det, man vil, uanset hvad der må være af modgang, for det er ikke udstyret, der gør det, selv om det har en kæmpe betydning for, om det bliver nemmere. Nej, det er ens egen vilje og tro, som gør det, at du kommer i mål til sidst!

Heidi Vandrer

Instagram: heidivandrer

Facebook: Heidi Vandrer

YouTube: Heidi Vandrer

Hvis du ikke nåede at læse Heidis første artikel om den 2700 km lange tur til Nordnorge, hun starter på i april 2023, vil vi opfordre dig til finde den i Magasinet Outsite nr. 32.