1 minute read

Gå langt

‘Gå langt’ er en rigtig god bog for dig, der vil lære at gå langt, eller for dig, der ‘bare’ vil ud at vandre. Med sin bog tager Gitte Holtze dig i hånden og guider dig på dine måske første skridt ud i den vide vandreverden.

Jamen, er den ikke gammel, tænker du måske. - Jow da. Du har ret, for bogen har nogle år på bagen, 3 år faktisk. Men det gør ikke noget, for Gitte Holtze har begået en bog, der holder. Hun trækker ikke kun på sine egne erfaringer, men har allieret sig med en række fagfolk, der ved noget om tingene fra deres arbejdsvirke. Derved hæver bogen sig kvalitetsmæssigt langt over alle de gode allemandsråd, som man kan finde her og der og alle steder på nettet.

Du skal ikke lade dig afskrække af bogens titel, for selv om Gitte Holtze kommer ind på de lange ture, fylder de ikke meget i bogen. Jo, lige det afsluttende afsnit med inspiration til en række lange ture over hele verden. Måske fylder lige dét afsnit lidt for meget ift. den almindelige læser, men lad det nu ligge.

Bogen rummer mange gode praktiske råd om, hvad du skal være opmærksom på i dit vandreliv. Både før, under og efter turene. Det er alt lige fra den fysiske og især mentale forberedelse, som mange nok glemmer, om du har grund til at være bange ved at gå eller sove alene derude i naturen, om fordele og ulemper ved netop at gå alene eller sammen med nogen, om du skal vælge sneakers, vandresko eller -støvler, om hvad du skal sige til dine kolleger, hvad det koster at være væk osv. Ja, om stort og småt. Alt hvad du kan komme i tanker om. Masser af gode råd.

Du køber bogen forgæves, hvis du går efter en meget konkret vejledning i, hvilket fodtøj, tøj, telt eller andet DU skal købe til din tur - eller dit vandreliv generelt. Det er det, der gør, at denne bog er langtidsholdbar.

Gitte Holtzes gennemgående råd er, at du selvfølgelig skal spørge dig for. Så ind i en butik med dig, og prøv tingene der. Du skal ikke mindst lytte til de folk, der har gået den (lange) vandretur, du vil på. Dem, der har udstået det, du skal igennem, hvad enten det er Caminoen, PCT eller noget andet. Men når du så har lyttet og læst dig træt, er det kun DIG SELV og DINE behov og ønsker, der er afgørende for, hvad du skal købe med hjem.

Vi kan klart anbefale bogen.

Information

Gå langt af Gitte Holtze Forlaget Momenta

Udgivet den 13-02-2020 Sider

250 sider

Anmeldelse skrevet 30. januar 2023

This article is from: