5 minute read
DM i Skills nytter!
Det nytter at afholde danmarksmesterskaber i håndværk. Det dokumenterer en Epinion-undersøgelse gennemført forud for og i tiden efter det seneste DM i Skills i Fredericia i år.
Både unge og deres forældre er spurgt i undersøgelsen, der konkluderer, at hele 42 procent af de unge var ”helt eller delvis” enige i, at de overvejer at tage en erhvervsuddannelse, efter de havde hørt om eller overværet danmarksmesterskaberne. Inden arrangementet i Fredericia var det kun 30 procent.
Advertisement
Både før og efter DM i Skills i Fredericia var 50 procent af forældrene ”helt eller delvis” enige i, at de ville anbefale deres barn at vælge erhvervsskolevejen. Men efter mesterskaberne steg andelen af positive forældre fra 51 procent til 65 procent. Glædeligvis noteres det også, at budskabet om, at en erhvervsuddannelse ikke er en blindgyde er modtaget. Mellem 87 og 88 procent mente, at der er gode muligheder for at læse videre efter en erhvervsuddannelse.
Endelig kan Skills Denmark – der står for DM i Skills – glæde sig over, at 74 procent af alle adspurgte havde hørt om DM i Skills i tiden efter mesterskabernes afholdelse.
Undersøgelsen har data fra 647 forældre og 705 unge, der besvarede et web-baseret survey.
Karrosseriteknik tilbage på positivlisten
Den såkaldte positivliste er en liste over erhvervsgrupper og kurser, der giver de bedste muligheder for at komme i job. Listen bliver udarbejdet årligt af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR).
Og i SKAD glæder man sig over, at karrosseriteknikeruddannelsen er tilbage på listen efter at være dømt ude.
Ifølge Thomas Krebs, direktør i SKAD, omfatter listen nu seks kurser inden for fremstilling af karrosseridele, opretning og plastreparationsteknik.
Positivlisten giver adgang for visse grupper af ledige til op imod seks ugers uddannelse.
Genindførelsen af karrosserikurserne er udvirket af et samarbejde mellem SKAD-medlem Johnny Streit, der sidder i Det Regionale Arbejdsmarkedsråd, og SKAD’s direktør.
Der findes et billede, hvor en lille, femårig dreng står på sadlen af en Harley-Davidsonmotorcykel. Han griner og klapper i hænderne. Den lille fyr har fået sin første tur på en motorcykel.
Det blev ikke den sidste.
Allan Marchmann (55) byder indenfor i den store, imposante rødstensbygning, hvis ydre så afgjort ikke leder tankerne hen på et motorcykelværksted. Vi befinder os ej heller i et industriområde, men derimod langt ude på landet – et par kilometer fra østsjællandske Stor Heddinge – omgivet af marker.
Indenfor venter der HD-nørden et sandt lille paradis: Fra flunkende, nyistandsatte Harley’er til maskiner med et fornemt anstrøg af patina. En del af dem er til reparation, andre er måske staldet op for vinteren, nogle er måske til salg. Her er motorcykler helt tilbage fra 1920’erne til op i 1980’erne.
I mesterlære
Allan Marchmann overvejede aldrig andet end at følge i sine forældres fodspor. De varetog igennem en længere årrække importen af Harley-Davidson, forankret i PH Chopper i Ballerup og senere – i en periode under Allan Marchmanns ledelse – ”reservedelsafdelingen” MC Choppers på Sønder Boulevard i København.
Han gik i mesterlære hos sin far og fik svendebrev som motorcykelmekaniker. Han fortsatte hjemme, alt imens han tog på videreuddannelse både i USA og i Tyskland.
Trangen meldte sig dog på et tidspunkt til at prøve noget andet. Et år efter afhændelsen af importørvirksomheden til Cap’s Harley-Davidson i 1995 fik Allan Marchmann ansættelse i Københavns Lufthavn og senere hos Falck Assistance sammesteds. Men passionen fornægtede sig ikke. Og da han med tiden konstaterede, at han ikke var til store arbejdspladser, begyndte han som udkørende Harley-Davidson-mekaniker i 2014 under firmanavnet Alls Garage.
»Jeg har jo altid rodet med motorcykler, så jeg kunne ligeså godt gøre det til mit erhverv. Jeg føler en glæde ved at arbejde med dem og løse de tekniske udfordringer. Og så kan jeg forundres over jævnligt at støde på nye fejl, jeg aldrig har mødt før.«
Mejeriet
Under en snak med en kunde på et stumpemarked i Andelsbyen Nyvang ved Holbæk åbenbarede han sin drøm om eget værksted. Det måtte gerne være en rødstensbygning – ja, måske et nedlagt mejeri?
Sådan ét vidste kunden lige, hvor var. Og sådan gik det til, at han og familien overtog den fine bygning på Østsjælland i 2015.
Hvad er det med denne Harley-Davidson?
For at starte med dét at køre på motorcykel, så handler det om at fornemme den frie luft: »At køre på motorcykel er det tætteste, et menneske kommer på af flyve,« lyder det fra Allan Marchmann. Harley-Davidson-cyklen er desuden kendetegnet ved sit gode bundtræk og gode moment: Den lave, brummende lyd, der afløses af et brøl, når den speedes op. Fornemmelsen af styrke.
Der er naturligvis også kulturhistorien. Historien om den 120-årige, systemisk vigtige motorcykelfabrikant, om hvilken der går den historie, at salig præsident Reagan ville yde den statsstøtte, hvis den måtte komme i økonomisk uføre.
For Ldes Ikke
Dernæst er Harley-Davidson vel kendt som en motorcykel, der bare ikke forældes.
Og ikke mindst som dén, ejeren sætter sit person-
Allan Marchmanns liv har været fyldt af Harley-Davidsonmotorcykler: »Jeg føler en glæde ved at arbejde med dem og løse de tekniske udfordringer.« lige præg på som på ingen anden: En anden forgaffel. En kunstnerisk udsmykket tank. En unik fodhviler. Kromdele. Og – ja, det har betydet bataljer med myndighederne på grund af de rigide regler for, hvad man må bygge om og hvad ikke for at undgå det såkaldte ”identitetstab”, hvormed køretøjet skal afgiftsberigtiges på ny. Den slags sager har Allan Marchmann været forskånet for, men har indtrykket af, at myndighederne kan finde på at ændre på regler og praksis fra den ene dag til den anden.
Så er der det danske skatte- og afgiftssystem, der kan lægge en dæmper på glæden:
Vanvittige Afgifter
»Afgiftssystemet er jo vanvittigt. Først betaler man afgift ved indfortoldningen. Dernæst beregnes avance og moms. Og så følger afgiftsberegningen, hvorpå man betaler for nummerpladen, når motorcyklen er synet. Og selv efter at have bidraget så rundhåndet til fællesskabet, bliver man betragtet som en forbryder, når man bliver standset af politiet,« tordner Allan Marchmann.
Kunderne? Ejerne?
Et bredt udsnit af mennesker – fra håndværkere til direktører – med en overvægt af folk i moden alder. »Men heldigvis synes en ny, yngre generation på vej.
Det er vigtigt for at kunne føre kulturen og historien videre,« fastslår Allan Marchmann.
Kundernes præferencer er forskellige. Som deres cykler er det. For ligesom mange holder af at gøre deres cykler til et personligt udtryk, findes der bestemt også folk, der ligesom mange veteranbilentusiaster vil holde deres cykel så original som mulig.
A propos veteraner er den ældste cykel, Allan Marchmann servicerer, fra 1926 – en halv-topper. Og de nyeste er ikke nyere end ca. årgang 2005.
»Nyere teknologi interesserer mig ikke så meget,« lyder det nøgternt.
”THE LIBERATOR”
Selv kører han på 750 ccm WLC – også betegnet en 45”-tommer – fra 1942. Den har som model sin helt egen historie, idet den under kælenavnet ”The Liberator” blev brugt i Europa under Anden Verdenskrig til at besejre Nazityskland.
Hans hustru – Allan Marchmann er gift på 26. år med Anne – er lykkeligvis også begejstret for at køre på MC og har en Softtail fra 1985. Hun deltager i øvrigt gerne i de særlige tøsetræf for kvinder, der deler HD-interessen. Sammen har parret tre børn – de er trillinger – hvoraf bare den ene – datteren – måske godt kan vækkes for sagen.
Til maj forbereder Allan Marchmann sin Grand Butik Opening. I et smukt, højloftet lokale bag den gamle hovedindgang til mejeriet skal her først og fremmest være udsalg af reservedele. Butik og sortiment skal i nogen grad afbøde Allan Marchmanns selv-erkendte samlergen.
Om det er problem at have værksted og butik så langt væk fra alfarvej?
Tværtimod. Som Harley-Davidson-ejer vil man selvsagt gerne have noget at køre efter. n
Alls Garage
Bredeløkkevej, Holtug ved St. Heddinge
Grundlagt af Allan Marchmann i 2014. Reparerer, servicerer og istandsætter Harley-Davidson-motorcykler
Åbner butik med vægt på reservedele den 6. maj
Tilsluttet: SKAD