1 minute read

Leder

Next Article
Spids pen

Spids pen

LEDER

– En køn affære

Feltet rummer en række dilemmaer og udfordringer – men også en masse livsglæde, energi og muligheder.

Med den nye pædagoguddannelsen fra 2014 er køn virkelig kommet på dagsordenen i en dansk pædagogisk kontekst. Endelig. I modsætning til de andre nordiske lande har der nærmest været en berøringsangst til temaet i pædagoguddannelsen i Danmark. Ikke at køn var fuldstændig fraværende, men det har ikke været et prioriteret strategisk tema underbygget med nationale mål, indsatser og viden. Men det er det nu. En lille ydmyg formulering i aftalen om den nye pædagoguddannelse satte det hele i gang: ”Det sikres, at kønsdimensionen indgår i de relevante vidensområder i grundfagligheden”. På professionshøjskolerne besluttede vi på baggrund heraf, at der skulle udvikles et nationalt modul på grundfagligheden med titlen: ’Køn, seksualitet og mangfoldighed’. Så nu møder alle pædagogstuderende i Danmark – og dem er der mere end 5000 af hvert år – dette modul.

Turbo på udvikling af ny viden om køn

Ministeriet satte turbo på udviklingen. I december 2014 bevilgede de tre millioner kroner til at styrke videngrundlaget, gennemføre pilot- og udviklingsprojekter, udvikle undervisningsmateriale og sikre kompetenceudvikling inden for køn, seksualitet og mangfoldighed. Det blev til en række initiativer. Mange af dem kan du læse om i dette nummer af Pædagogisk Extrakt. Blandt andet en videnportal KSMViden.dk og en antologi med titlen: ’Køn, seksualitet og mangfoldighed’. I VIA gennemførte vi et projekt om kønspolitikker i pædagogiske institutioner.

Dilemmaer og udfordringer kræver viden

Køn og seksualitet er ikke enkle temaer at håndtere for pædagoger. Feltet rummer en række dilemmaer og udfordringer – men også en masse livsglæde, energi og muligheder. Det er vigtigt, at pædagoger har en faglig og professionel tilgang til temaet. Der skal udvikles viden og fagsprog, som pædagogerne kan bruge i det daglige arbejde, så det ikke alene bliver frygt og risici, der bliver styrende i diskussionen om køn. Børn, unge og voksne har brug for troværdige og professionelle voksne at spille bold op ad, når køn, seksualitet og mangfoldighed trænger sig på i den pædagogiske hverdag. Og det gør det i stigende grad – ikke mindst med de nyeste initiativer på området.

God læselyst

OM

Peter Møller Pedersen pmp@via.dk

Uddannelseschef for VIA Pædagoguddannelsen

This article is from: