Rollespil set gennem socialpædagogiske briller

LEGENS ARTEFAKTER

Af Cecilie Nemeth, adjunkt VIA Pædagoguddannelsen

I Foreningen for alternative spil i Herning får vi nye, unge spillere ind ad døren, hele året rundt. Nogen af dem, med ønsket om at spille rollespil. Og en del af dem med forskellige, sociale udfordringer i bagagen. En mængde af dem med Autismespektrum forstyrrelser – det er den gruppe unge, jeg for det meste tager mig af. Fordi mine unge spillere har brug for en anden form for introduktion til spillet, gør jeg mig en række didaktiske, socialpædagogiske og fortæller-tekniske overvejelser, når jeg tilrettelægger og leder spilgruppen hver onsdag aften gennem et år.

De unge er forskellige og har forskellige ressourcer og udfordringer med sig, når de kommer for at spille rollespil. Samlet set er det dog især svært for dem, når det handler om at finde ind i sociale fællesskaber. Når jeg som ansvarlig rollespilsleder udvikler rollespillet – både selve fortælleforløbet, de enkelte rollespilsaftners struktur og det samlede spils forløb, der strækker sig over et års tid – arbejder jeg derfor på at imødekomme den udfordring.

Struktur og forudsigelighed skaber tryghed

I begyndelsen af spilsæsonen, hvor spillerne ikke kender hinanden så godt, forsøger jeg at skabe tryghed. Jeg opbygger aftenerne på samme måde. Fx er der tydeligt indlagte pauser med bestemte rutiner. Og jeg tager de første gange imod spillerne ved døren, når de kommer og hjælper dem på plads rundt om bordet. I begyndelsen tilrettelægger jeg også spilfortællingen, så spillerne primært gennemspiller kampe med meget få konflikter. Som spilleder er det mit ansvar at opbygge forløbet, så det udvikler sig fra gang til gang – og så det udvikler spillerne. Og spillerne omkring bordet bliver derfor løbende udfordret på flere parametre – fx når de efterhånden skal træffe flere og flere etiske og sociale valg i spillet.

Som rollespilsæsonen skrider frem, ændrer fortællingen sig i det mine spillere skal spille. De skal forholde sig til mere komplekse problemstillinger og en række andre indviklede figurer, som i højere grad kræver noget af dem, i forhold til der, hvor de i hverdagen er udfordret. Alt er fortælleteknisk tilrettelagt, så spillerne oplever, at modstanden er systematisk, genkendeligt og eskalerer i et tempo, hvor de kan følge med. Det hele sker uden, at de sociale- og fællesskabsorienterede løsningsstrategier, der efterhånden udvikler sig i spilfællesskabet, bliver udfordret for meget. Rollespillet tilbyder de unge med ASF en tydelig ramme, hvor de udfordrer sig selv og udvikler flere sociale kompetencer – og hvor de oplever at være med i et fællesskab. Spilaftnernes tydelig struktur og mit pædagogiske blik på målgruppen bidrager til, at det kan ske.