Lad os bruge frygten konstruktivt

KROP OG SEKSUALITET

Af tidligere studerende på VIA Pædagoguddannelsen: Mads-Lai Eeg Tran, Casper Ryesgaard Garvold og Rasmus Halkjær Lindberg

MANDLIGE PÆDAGOGER

Artiklen bygger på de tre kammeraters bachelorprojekt “Den bange pædagog” Med det sluttede de i juni deres uddannelse på VIA Pædagoguddannelsen i Aarhus.

Det er afgørende, at vi italesætter frygten for de pædofilianklager, der kan være til stede i institutionen. På den måde kan vi handle på dem og undgå, at tvivl og mistro bliver en hæmsko for vores omsorgsarbejde. Det konkluderer nyt bachelorprojekt.

“Man har det i baghovedet hele tiden. Altså – man overvejer om man er i nogle situationer, der kunne se mistænkelige ud. Det er ikke hele tiden, men jeg synes, jeg ofte går med følelsen af, at jeg ikke vil fanges i situationer, hvor en pædagog eller forældre kan misforstå situationen”.

Sådan fortæller en mandlig pædagogstuderende i et fokusgruppeinterview, der indgår i arbejdet med vores bachelorprojekt. Bachelorprojektet undersøger og diskuterer mandlige pædagogers frygt for at blive mistænkeliggjort i deres pædagogiske arbejde med børn. Og sætter særligt fokus på den selvregulering, som strikse retningslinjer i institutionerne og angst for pædofilianklager, skaber hos pædagogerne. Til stor skade for samværet med børnene.

Frygten fører til retningslinjer

Ifølge en undersøgelse foretaget af BUPL blev 66 pædagoger anklaget for pædofili i perioden 2008 til 2012. Heraf blev kun én dømt. Den usikkerhed og frygt, som sådanne anklager fører med sig, har affødt, at en lang række kommuner og institutioner har formuleret retningslinjer for fysisk samvær med børnene. Målet er at forebygge seksuelle overgreb mod børn og sikre, at der ikke opstår ubegrundet mistanke til personalet. En række af disse retningslinjer er særligt rettet mod det mandlige personale.

KROP OG SEKSUALITET

Så ”speak up” – det er helt nødvendigt, at vi italesætter frygten. På den måde bliver vi bevidste om dens eksistens og i stand til at handle på den.

Fanget mellem regler og omsorgspligt

Overordnet set er retningslinjerne et middel til at skabe tryghed. Og et forsøg på at bevare det professionelle forhold til børn. Men udfordringen med retningslinjer i forhold til fysisk samvær med børn er, at pædagogen risikerer at glemme sin rolle som omsorgsperson. I bestræbelsen på at følge reglerne og dermed undgå mistanke, undgår han måske at tage barnet på skødet eller trøste med et kram. Det er vores erfaring fra bl.a. praktikkerne, at den nære kontakt er essentiel for et barns udvikling. At det er vigtigt, at der er plads til kropskontakt og fysisk nærvær med barnet. Uanset om den kommer fra mand eller kvinde.

Italesæt frygten

Det er afgørende, at vi tør italesætte frygten for at blive mistænkeliggjorte, når vi oplever den. Ellers risikerer vi ikke alene at svække vores faglighed som pædagoger. Vi risikerer også, at pædofilifrygt og kropsforskrækkethed får lov til at påvirke arbejdsgangen i daginstitutionerne. Det vil skabe en unødig distance til visse børn, mistillid og et forvrænget billede om den mandlige omsorgsperson. Så ”speak up” – det er helt nødvendigt, at vi italesætter frygten. På den måde bliver vi bevidste om dens eksistens og i stand til at handle på den.

OM

Rasmus Halkjær Lindberg Ansat hos Aarhus Academy of Global Education

OM

Mads-Lai Eeg Tran Pædagog ved Skovshoved fritidsklub

OM

Casper Ryesgaard Garvold Pædagog i Krogsgade vuggestue