![](https://static.isu.pub/fe/default-story-images/news.jpg?width=720&quality=85%2C50)
2 minute read
Digital produktion øger muligheden for børns deltagelse
LÆR GENNEM DELTAGELSE
Af lektor Erika Zimmer Brandt, VIA Pædagoguddannelsen
Leg med digitale medier er andet end og mere end passiv skærmtid. Hent gode argumenter, når du vil diskutere og kvalificere dit arbejde med digitale medier.
Erfaringerne fra forskningsprojektet ’Digitale medier i dagtilbud’ viser, at digital produktion øger muligheden for børns deltagelse på flere områder. Nedenstående centrale pointer kan umiddelbart overføres til at arbejde digitalt producerende i andre pædagogiske kontekster. Og pointerne hjælper med at nuancere forståelsen af børns skærmtid. Og kan bruges som gode argumenter, når målet er at arbejde kvalificeret med medier i dagtilbud.
Når børn producerer digitalt
- Fastholdes de ikke i rollen som konsumenter. De får mulighed for at deltage i det digitale liv med deres egen stemme og deres eget udtryk
- Øger det deres udtryksmuligheder, herunder deres mulighed for selvfortælling. Det gør dem til en aktiv deltager i fortællingen om deres eget liv. - Kan også børn med et mindre udviklet verbalt sprog deltage i fortællingen om eget liv. Fordi de, fx gennem film, får mulighed for at vise ting, som har betydning for dem, men som de endnu ikke kan udtrykke verbalt
- Får de mulighed for at deltage aktivt i at skabe sammenhæng mellem forskellige arenaer. De kan vise og tale med forældrene med udgangspunkt i digitale produkter fra dagtilbuddet og omvendt.
- Øger vi samtidig de områder, de kan få status på i børnehaven. Det barn, der måske ikke har så udviklet et verbalt sprog, eller som motorisk kæmper for at være med, er måske pludselig den dygtige til at tage billeder eller lave film.
Dermed øges barnets mulighed for at deltage og gøre sig gældende i børnehavernes sociale praksis.
Mod til at eksperimentere
Første skridt hen imod at arbejde digitalt producerende er i al sin enkelhed, at pædagoger giver sig selv lov til at eksperimentere. Et nyt medie kræver nye tilgange. Tilgange, der skal udvikles i praksis for at være meningsfulde og bæredygtige. Som resultaterne fra forskningsprojektet viser, så skal pædagoger, sammen med børnene, lege med de nye medier. Og blive i legen – også når de tekniske vanskeligheder melder sig. Skærmtid er ikke bare skærmtid – nogle gange er skærmen netop det, der gør det muligt for os at gemme det gyldne øjeblik, der opstod i skoven. Og tage det med hjem, så vi kan tale om det og glædes sammen over det. Også med dem, som ikke lige var med i skoven i dag.