ADHD & udviklingshæmning by Pernille Granath

adhd og udviklingshĂŚmning -o m et udviklingshĂŚmmet menneske i kaos - om et udviklingshĂŚmmet menneske i kaos

af Mette Egelund Olsen

Stemmer omkring Camilla Der skal gå mange år, før der bliver sat ord på. Før trolden får et navn. Det bliver til fire bogstaver. ADHD. Men det er ikke det hele. For Camilla er også et lettere udviklingshæmmet menneske. Da hun endelig bliver diagnosticeret, går det stærkt. Stærkt op ad bakke. Og væk fra et liv med indre og ydre slåskampe. Et liv der ikke er til at finde rundt i. Endelig kommer der ro på, medicin og pædagogiske tiltag. Camilla er vokset op i et trygt hjem med forældre, der hele livet har været der for hende og som uden at vide det - har givet hende, hvad der skulle til. De har holdt ud og holdt ved. De har gjort det

rigtige. Men nogen gange er selv det rigtige ikke helt nok. Camillas ADHD og lettere udviklingshæmning har været maskeret. Men da Camilla bliver teenager bryder det for alvor ud, og det bliver klart, at der er noget galt. Alligevel skal der gå flere år før, der endelig bliver sat diagnoser på. Det hele har været en rejse gennem et tværfagligt samarbejde, hvor Camilla selv har været en vigtig aktør. Disse tekster beskriver stemmerne omkring Camilla - og også Camillas egen.

Nogen gange kan det være svært at skelne mellem, hvad der er udviklingshæmningen, og hvad der er ADHD. Men faktisk kan de have begge diagnoser. Det ene udelukker ikke det andet. Diagnosen kan måske være svær at stille. Men der er kommet mere og mere fokus på disse dobbeltramte mennesker, der både er udviklingshæmmede og har ADHD. En ADHD der kan gøre deres andet handicap endnu større, hvis ikke ADHD’en behandles medicinsk og pædagogisk.

Udviklingshæmmede kan være urolige, afledelige, impulsive. De kan være alt det, der kendetegner et menneske med ADHD (Attention Deficit/Hyperactivity Disorder).

En stor tak til de medvirkende og en særlig stor tak til Camilla og hendes familie.

Camilla Hun sidder i den lyse, hvide lejlighed. Hun taler. Ikke som et vandfald. Ikke mere. For der var engang, hvor hun var drevet af en indre motor. En motor der fik det hele til at koge over og køre lidt for stærkt. Hvor ordene faldt over hinanden. Hvor hun ikke kunne sidde stille. Hvor hun ikke kunne sige fra og blev misbrugt af dem, hun troede var venner. Hvor hun altid ville have ret. Hvor hun kom med i det dårlige selskab. Det var dengang. Dengang hun led af ADHD - uden at vide det. For i dag holdes den indre motor, der brændte udad, under kontrol. Nu ved hun, hvad der er galt. 22-årige Camilla Sanchez Bang sætter ord på, hvor svært det har været. Hun er lettere udviklingshæmmet, og hun har ADHD. Men

meget er sket siden, hun fik at vide, at ADHD’en spillede en stor rolle i hendes liv. Og siden hun kom i behandling for ADHD for halvandet år siden. Hun sidder ved spisebordet i den lejlighed, hun deler med sin kæreste Dennis. De mødtes tilfældigt i byen i Herning den 29. september 2007. Datoen ligger klippefast i Camillas erindring. Der gik to måneder, og så var de kærester. Dengang boede Camilla i bofællesskab i Tørring, men de sidste fire måneder har parret boet sammen i Dennis lejlighed i Rødovre. Camilla blev adopteret fra Columbia, da hun var to og et halvt år gammel. På hendes arm har hun netop fået tatoveret sit colombianske mellemnavn Sanchez. Hun er vokset op hos forældrene sammen med sin lillebror, der også er adopteret. Familien kommer fra en lille by Snejbjerg udenfor Herning.

Den sorte Chili, en sort lille moppehund, ligger på sin pude i stuen. Den kommer med små grynt. Lyde der førhen ville have bragt Camilla ud af fatning og fået hende til at miste koncentrationen. Miste fokus. Men nu kan hun holde en samtale i gang uden at blive overvældet af alt det, der sker uden om. ”Chili betyder meget. Den giver tryghed, og den knytter Dennis og mig sammen som en lille familie. Men Chili lærer mig også at tage ansvar for et andet væsen. At opdrage, at give mad og gå tur. Et ansvar jeg ellers altid har lagt fra mig. Men nu kan jeg selv,” siger Camilla. Camilla flyttede hjemmefra, da hun var 19 år. Hun kom i et bofællesskab sammen med andre lettere udviklingshæmmede mennesker, der skulle lære at stå på egne ben og navigere rundt i deres egne liv. ”Det var mennesker, der gerne ville selv, men ikke kunne. Men-

nesker der ellers kunne risikere at ende som ensomme. Nu har jeg lært at lave mad og styre min økonomi, selv om det godt kan betyde, at der nogen gange kun er 200 kroner tilbage på kontoen. Men det er kun én selv, der kan hjælpe. Nu er der ingen pædagoger til at sige, at nu har jeg det og det tilbage på min konto og så videre,” siger Camilla. Men sådan har det ikke altid været. Meget er vendt siden, hun fik konstateret, at hun lider af ADHD. Det var hendes kontaktperson, der fik tanken på grund af Camillas hyperaktivitet og snakkesaglighed. Kontaktpersonen ville gerne have det undersøgt. Camilla har altid gået i en almindelig folkeskole. Ingen har nogensinde kunnet se, at der var noget galt. Men Camilla havde krudt i numsen og var ikke god til at følge med i skolen. Hun brugte fire timer om dagen på lektier og fik allige-

vel rigtigt dårlige karakterer. ”Hvorfor kunne jeg ikke bare finde ud af det? Det var et spørgsmål, der rumsterede hos mig og mine forældre,” siger Camilla. Camilla kom på efterskole. Der gik tre måneder, så kunne hun ikke overskue det og stoppede. Så arbejdede hun halvandet år som pædagogmedhjælper. Hun kom på et afklarings- og jobtræningscenter - en amtsinstitution der hjalp unge med særlige behov til en afklaring i forbindelse med et eventuelt job. Og hun blev udredt og undersøgt. Og diagnosen var klar. Camilla havde ADHD. Hun blev sat i medicinsk behandling med Ritalin, og siden da er det kun gået fremad. Drengepigen, der snakkede utroligt meget, kunne pludselig tie stille. Men tiden fra før sidder dybt i hende stadigvæk. ”Jeg vil gerne tilfredsstille alle. Det har givet mig problemer med veninder, venner og kærester. Jeg gjorde, hvad de sagde og var me-

get godtroende. Jeg havde svært ved at sortere i vennerne, der udnyttede mig og ikke ville mig det godt. Nu er jeg blevet bedre til at sortere. Nu har jeg ikke så mange venner, men dem jeg har er gode for mig,” siger Camilla. Hun er lidt gal over, at der aldrig har været nogen, der kunne se, at der var noget galt og har gjort noget ved det. ”Jeg havde det jo så vanskeligt i skolen. Det værste var at få karakterer. De andre scorede høje karakterer, mens jeg altid fik de laveste - også selv om jeg brugte op til fire timer om dagen på lektier,” siger Camilla og fortsætter: ”Men nu hvor jeg får Ritalin, kan jeg fokusere. Jeg er blevet mere voksen. Mere forstående. Jeg bliver ikke lige så hurtigt irriteret, er mere positiv og kan bedre overskue hverdagen og de daglige pligter.” Før, når hun skulle handle ind, ple-

jede hun at have en indkøbsseddel med. Hvis hun havde glemt den, ringede hun til Dennis, fordi det kunne slå hende helt ud, hvis hun havde glemt noget eller købt noget forkert. ”Nu er jeg blevet bedre til det. Jeg kan bedre klare, at det måske ikke er den rigtige ris, jeg har med

fra. Men så har jeg min mor,” siger Camilla. Og så har hun hunden. For indimellem er Dennis jo på nattevagt på plejehjemmet, hvor han arbejder som SOSU-assistent. Det er syv nætter i træk. Men Chili giver tryghed, når hun er alene i lejligheden.

”Det var et godt sted. Det var for de, der ikke kan være på et normalt arbejde,” siger Camilla, der drømmer om engang at kunne komme til at arbejde med børn. Nu er hendes arbejde at passe huset og hunden. Og så smykkerne, som hun laver selv. ”Jeg har ellers aldrig haft koncen-

hjem. Jeg er også blevet bedre til at være spontan. Det gør ikke så meget mere om, der kommer noget pludseligt ind i planen. Før blev jeg ødelagt af uro i planlægningen,” fortæller Camilla, der har fået pension siden, hun blev 21 år. Indimellem famler hun efter ordene, men finder dem hos Dennis. Han er hendes klippe, som hun kan læne sig mod, hvis hun vakler. Han finder ordene for hende. Han kan, som hun selv siger det, overskue både at have et arbejde og en kæreste ved siden af, der nok kræver mere end de fleste. Det betyder meget for Camilla at finde en kæreste, der kan rumme både hende og hendes handicap. ”Hvis jeg er sur en dag, læsser jeg alt over på ham, og det er ikke alle, der kan bære det. Dennis er god til at lytte, og det betyder meget for mig, at der er en, der kan forstå mig. Han bliver ikke irriteret over, at jeg siger tingene 10 gange. Nogle gange siger han selvfølgelig

”Jeg har altid sovet med en bamse lige siden, jeg kom til Danmark. Det var vigtigt at have en tæt ved og holde om. Men da Chili kom, røg bamsen væk,” fortæller Camilla. Noget andet, der er også er væk, er de 11 kilo, hun har tabt siden, hun mødte Dennis. ”Han er god til at sige de gode ting, jeg gør. Min selvtillid har nemlig været helt i bund. Nu er jeg blevet bedre til at åbne op. Jeg er også blevet bedre til at bøje mig. Før når det ikke gik lige efter mit hovede, smuttede jeg,” siger Camilla. Hun kan godt blive bange for, hvad der sker, hvis hun pludselig ikke får eller tager sin medicin. For hun vil ikke være den flyvske pige, hun var før. ”Det betyder meget nu, at jeg kan være mig selv og f.eks. gå i det tøj, jeg vil eller have den hårfarve, jeg vil,” siger Camilla. Livet er blevet mere stille nu. Efter hun kom i behandling arbejdede hun på et udredningscenter.

tration til at sidde stille og lave sådan noget før. Men nu har jeg en opgave, der skal løses. Jeg har mit eget,” siger Camilla. Hun har et godt forhold til forældrene, som hun kan dele alt med. Og så sin lillebror. Deres forhold er vokset, siden Camilla kom i behandling. ”Jeg skulle jo helst have været et forbillede for ham. Jeg er den eneste i familien, der ikke bliver student. Og hvad så? Camilla har med konstateringen af ADHD fundet en sikkerhed i sig selv. ”Vi vil begge gerne have børn. Vi ved bare ikke hvornår. Dennis er klar. Men jeg ved ikke, om jeg kan overskue det. Nu har vi jo hunden, og indimellem kan jeg godt få lyst til at smide den ud af vinduet. Hvad så med børn? De er der hele tiden. Jeg skal være klar til, at der er endnu en at tage 100 procents ansvar for. Og jeg skal først rigtigt til at lære nu,” slutter Camilla.

”I må tage mig, som jeg er - eller lade være. I må tage mig med min ADHD og resten. For man skal tro på sig selv og være den man er - hele vejen igennem. Det er vigtigt at være ærlig over for sig selv og dem, der er tæt på.” (Camilla, 22 år)

Camilla og familien Hun var to år, da de fik hende. Hun kom fra Columbia og var i en rigtig dårlig forfatning. Hun klamrede sig til dem og havde brug for deres kærlighed og overskud. Det overskud, der har gjort Camilla til den stærke pige hun er i dag - trods alt. Trods ADHD og en lettere udviklingshæmning. Hendes mor, far og lillebror sidder omkring bordet i deres lyse hus i en rolig udkant af Herning. Her har Camilla boet det meste af sit liv. Og her har hun sammen med forældre og lillebror kæmpet mod de tunge odds, hun har haft imod sig. ”Camilla var meget ukoncentreret og urolig som barn. Hun var fraværende. Hvis jeg ville lege eller læse med hende, var hun væk inden, jeg fik fik set mig om. Hun var så træt om aftenen, at hun sov klokken 19. Jeg nåede aldrig at synge godnat for hende, siger Camillas mor Inge Bang og fortsætter: ”Hun havde svært ved indlæring.

Vi har f.eks. brugt mange, mange timer på at lave lektier med hende, og vi har forsøgt at få hjælp. Uden held. Det var først efter et skoleskift, at læreren sagde, at der var noget galt. Men alligevel mente man, at hun ikke var ringe nok til specialundervisning.” Camilla kunne ikke huske. Hun glemte aftaler og fik skæld ud. Hun var bange for nye ting. Hendes situationsfornemmelse var dårlig og det kom til udtryk overfor hendes venner. ”Jeg måtte gang på gang redde den hjem og redde den ud, hvad hun nu havde sagt til dem,” forklarer Inge Bang. Problemerne vokser i takt med, at Camilla bliver større og teenager. Det er en svær periode. Camilla får de forkerte venner. Hun bliver udnyttet og er alt for godtroende. Hun forsøger at fremhæve sig selv, fordi hun står svagere i forhold

til de andre. Men forældrene ved hele tiden, hvor hun er, og de henter hende hjem, hvis situationen kræver det. Og det er krævende. ”I 8.-9. klasse rykker de store piger, og de gider ikke Camilla. Socialt fungerer hun ikke. Hun fylder,” forklarer forældrene og understreger, at Camilla trods alt altid har været en glad pige. Men Camilla er - i takt med at hun bliver større - sværere og sværere at holde øje med og styre. ”Vi har hentet hende hjem om natten fra Århus. Om det er den lettere udviklingshæmning, eller det er ADHD’en og hendes godtroenhed, det ved vi ikke. Men hun har ikke kunnet vurdere, hvor langt f.eks. der er, hvornår hun skal hjem, hvor hun skal sove. Hun har svært ved at tænke fremad,” supplerer hendes far Poul Bang. Camilla har altid haft tillid til og brugt sin mor, der fortæller: ”Hun har altid skrevet tilbage på sms. Altid ringet tilbage. Hun har været en god pige. Men hun ville så gerne have venner. Det var

”Nu er det gået op for Camilla, Camilla sættes i medicinsk bebare de forkerte. Hun var i nuet og hvem der er hendes gode venner. handling. Og verden og Camilla tænkte ikke over konsekvensen. Hun er blevet bedre til at fordybe forandrer sig. Og når hendes frustationer blev for sig i tingene. Nu kan hun holde fo”Jette Nielsen har været rigtig god store, gik hun i selvsving.” kus i længere tid.” at snakke med om Camillas doCamilla kommer med ud at sejle Da Camilla flytter til København, er sering af medicin, så Camilla var med et skib. Men hun ringer og den øvrige familie bange for, hvordækket godt ind medicinsk hele sms’er og skal have svar på alt for dan det vil gå. dagen. Samtidig har Jette også at komme videre. I 9. klasse forsø”Men vi var overraskede over, at været opmærksom på mange ger de med efterskole. Men efter hun ikke ringede hele tiden,” siger hverdagsting og situationer og gitre måneder må forældrene hente Jesper. vet Camilla gode råd som f.eks. en hende grædende hjem. Men Cakugledyne som hjælpemiddel til milla har utrolige evner til at passe Camillas kæreste Dennis er der en god søvn. Jette har spurgt mebørn. Og hun får et lille job i en for hende, men giver hende også get ind til, hvordan Camilla har haft børnehave, hvor hun er omgivet plads til hende selv. Dennis tror det i løbet af dagen,” siger Inge af pædagoger. Det går rigtig godt. på, at Camilla godt kan. Og noget Bang og forældrene fortsætter: Men det kan ikke vare ved. Camilla tilknyt”Jeg nåede aldrig at lege færdig med hende, så var hun væk. tes Granvænget - en stor Jeg nåede heller ikke at læse godnathistorien færdig, før hun institution for faldt i søvn. Der var hun også bare væk.” unge med (Inge Bang, Camillas mor) særlige behov - og her andet som Camilla også pludselig ”Vi kan tydeligt mærke pillens møder Camilla og hendes forældre kan er at holde orden i en økonovirkning. Før farede hun rundt om læreren Mie Byskov. mi, der ellers før hang i laser. morgenen, mens vi andre sad stille ”Mie får endelig tingene til at ske ”I hele forløbet har det sværeste og spiste morgenmad. Nu kan hun i den rigtige rækkefølge. Mie siger været at se, at Camilla ikke havde pludselig også sidde stille.” med det samme, at Camilla skal til det godt. Men i dag er vi rigtig Nu har Camilla overskud og er psykolog. Og hun kommer til unstolte af hende. Hun er nået langt. koncentreret. Hun er betænksom dersøgelse på Privathospitalet DalHun lever et normalt liv, når altså overfor andre og er som altid glad, gas i Herning. De konkluderer, at bare hun tager sin medicin. Nu har og hun er dejlig at være sammen hun er lettere udviklingshæmmet hun ikke brug for, at der er folk, der med. og har ADHD,” siger forældrene. skal bestemme over hende. Hun ”Nu er det eneste, vi er sammen Mie følger Camilla tæt og ud over kan tage ansvar for sig selv. Hun om hyggen,” siger familien samdet er familien i dialog med Mie. har taget kørekort. Hun har f.eks. tykkende. Dialogen forsætter med en anden selv fundet to små jobs blandt anHendes lillebror Jesper på 19 år, pædagog, da Mie får andet job. det på et plejehjem, som hun kan der også er adopteret fra Colum”Gert lytter også. Vi stoler på ham. have ved siden af sin pension. Hun bia, er Camillas diamentrale modVi er ligeværdige, og det er vigtigt. gør ting, som kommunen egentlig sætning. Vi sparrer, og han kan også sige til burde gøre for hende. Før stod hun ”Camilla er stolt af ham. Misunmig, at nu er jeg f.eks. alt for meop hele tiden. Hun skulle videre. delse har hun aldrig lidt af. Men get mor. Vi skal nemlig også kunne Her var kedeligt. Nu kan hun pludhun har nok en sorg over, at der er tage imod,” siger Inge Bang. selig sidde ned. Det er ren kvaliting, som han kommer til at gøre, Camilla kommer i kontakt med tetstid, vi har sammen nu. Hun har som hun ikke kommer til. Hun har psykiatrien i Herning og sygepleværet god til at fortrænge tingene. siddet med til mange gymnastikjerske Jette Nielsen, der også er en Hendes overlevelse har været, at opvisninger og har fundet sig i stor støtte i forløbet. For da man hun altid fik halet sig op på kanten meget,” forklarer Inge Bang, og endelig finder ud af, hvad der er igen, slutter Camillas mor og far.” lillebroderen Jesper supplerer: galt, begynder hjælpen at komme.

”Jeg bliver varm indeni, når jeg tænker tilbage - tilbage på Camilla. For Camilla har sat sine spor på min sjæl. Hun bor i mit hjerte. Og sådan er det, når man er menneske og har med mennesker at gøre. Unge mennesker med særlige behov. Og særligt når mennesket er Camilla.” (Mie Byskov, Camillas tidligere kontaktperson)

Camilla og kontaktpersonen Det er i forbindelse med et afklaringsforløb i det daværende Ringkøbing Amt, at Mie Byskov møder Camilla første gang. Camilla visiteres ind på Granvænget - i dag CEB. Granvænget består af flere afdelinger, og Camilla tilknyttes Handy Job - en erhvervsafklarende afdeling for unge med særlige behov. Mie Byskov bliver hendes kontaktperson, og Camilla kommer på ”kursus i eget liv”, for Mie Byskov betragter de unge som kursister, der skal klædes på til arbejdsmarkedet.

”Der er noget ved Camilla, der får mig til at undres. Der er fut i fejemøget. Hun er frisk og sød. En ”drengepige” med totalt gang i den. Hun ser hammer godt ud og er godt opdraget. Men hurtigt får jeg fornemmelsen af, at der er noget her. Noget skriger til himlen. Hvis ikke man konstant er ”efter” Camilla, får hun aldrig lavet noget færdigt. Camilla skal hele tiden fastholdes og ledes på vej. Camilla har mange intentioner, og de er alle gode. Jeg begynder at

skrive mine observationer ned, da der ikke er mange af dem i forvejen. Jeg samler beviser. Jeg undrer mig, og jeg kan ikke finde noget konkret at pege på, men jeg får løbende mine små ideer” siger Mie Byskov, der oprindeligt er uddannet folkeskolelærer. Mie Byskov undrer sig ikke bare over Camilla. Hun undrer sig også over, at der ikke er nogen, der har undret sig før. ”Camilla bøffer det ene og det andet. Måden hun fortæller og taler på er som en gummibold, der bare hopper af sig selv. Rammer bolden noget, skifter den øjeblik-

kelig retning og indleder dermed en ny vej. Camilla glemmer aftaler, og på et tidspunkt får jeg mistanke om, at der er ADHD og lettere udviklingshæmning blandet ind i billedet. Jeg får bekræftet mine formodninger hos forældrene, som jeg har et tæt samarbejde med og som hjælper mig med deres iagttagelser. De sidder inde med en hel fantastisk viden, som er guld værd. Camilla er hele sit liv – undtagen hjemme hos forældrene, der har gjort et kæmpe stykke arbejde blevet mødt på det forkerte niveau og med krav og forventninger, hun ikke har kunnet honorere,” siger Mie Byskov og fortsætter: ”Jeg er nødt til at ”kaste Camilla ud over kanten”, så hendes problematikker bliver synliggjort, men selvfølgelig således, at jeg ”kan gribe hende, inden hun rammer gulvet”. Jeg siger til forældrene, at ”nu må I lade hende falde igennem, fordi I vil ikke altid kunne være der for hende”, så det er vigtigt, at vi finder ud af, hvad Camilla har brug for af støtte.” Mie Byskov sender derefter Camilla ud i en virksomhedspraktik. Hun vælger med vilje en dagligvarebutik, fordi det vil kræve alt det, hun tror, at Camilla ikke magter. Og det går som forventet. Camilla viser hurtigt, at uden tæt opfølgning mister hun overblikket, evnen til at forstå en given opgave og dermed også evnen til at udføre den. Hun har problemer med at sætte varer på plads og mangler evnen til at forstå, hvordan en opgave skal løses fra A til B og videre til C. Derudover er Camilla letafledelig og formår ikke selv at finde tilbage til opgavens udførsel. Nøgleordet bliver, at uden struktur går det helt galt for hende.

Camilla vil så gerne yde sit bedste og gør det bestemt også, men det viser sig hurtigt, at hun har brug for hjælp til at få lavet strukturen. Mie Byskov tager Camilla ud af

Camilla får bevilget 2-3 timers ugentligt efterværn (tæt pædagogisk opfølgning). Men i virkeligheden drejer det sig om mange flere timer, idet Mie Byskov stadig har

virksomhedspraktikken i dagligvarebutikken. Hun tilknyttes i stedet den pædagogiske linje på Granvænget, fordi hun har brug for det pædagogiske personale omkring sig. Netop uddannet personale der kan opretholde en struktur omkring opgaverne, så Camilla kan klare dem. På det tidspunkt foreslår Mie Byskov forældrene, at Camilla skal udredes, og hun diagnosticeres som havende: Lettere udviklingshæmning og ADHD. Camilla kommer i behandling med Ritalin. Og Mie Byskov er i udredningsforløbet med som tryghedsperson.

meget kontakt med Camilla, forældrene og det pædagogiske personale på stedet. Efterværn skal fortsat sikre, at den nødvendige viden, der er opnået, overgives til andet personale samt, at Camilla følges godt på vej til næste udviklingstrin. Det skal også bruges til at tackle de nye problematikker, der opstår, da hastigheden i Camillas hoved sættes ned på grund af medicinen. Camilla og forældrene oplever nemlig pludselig en hel ny verden, som de sammen skal forholde sig til.

”Forældrene sidder inde med en viden af guld. De har jo opfundet ”Camilla-pædagogikken” - uden at vide det. I bund og grund har de hele deres liv udviklet og udført den pædagogik, der virker i forhold til Camillas ADHD-problematik. Det skal gives videre og beskrives, da det er en unik viden, som andre og ikke mindst Camilla - også skal nyde godt af,” siger Mie Byskov og fortsætter: ”Vi indfører som noget nyt ”kinabogsystemet”, hvor vi skriver alt det ned, vi har aftalt, og vi får hul på en snak om at være ung med ADHD,” siger Mie Byskov. Kinabogen er Camillas ”livline”, hvor alt kan stå. Lige fra aftaler til datoen for, hvornår de næste gang skal mødes til spørgsmål og overvejelser. Kinabogen tager Camilla med sig rundt i systemet, så diverse fagpersoner løbende kan se, hvad de enkelte p.t. arbejder med og har fokus på. Kinabogen bliver dermed også et meddelelsessystem. Det er Camilla, der hele tiden har bogen på sig og har ansvar for den. Hun ser, hvad der bliver noteret og overvejet. Sætningerne bliver løbende tilføjet, men i et sprog, der er tydeligt præget af korte direkte ord og vendinger, der ikke kan misforstås – nærmest i form af overskrifter. Ofte er det Camilla selv, der skriver disse sætninger ned. De bliver hendes ord og vendinger, så hun bedre forstår dem. Camilla har dermed de bedste forudsætninger for at deltage aktivt i mødet med den næste fagperson i systemet og står langt bedre rustet til at være deltagende i de næste beslutninger. Åbenhed er under forløbet en yderst vigtig ting.

Mie Byskov har i hele forløbet mødt Camilla, hvor Camilla er. Det er et spørgsmål om tillid. I begyndelsen prøver Camilla Mie Byskov af for at se, om hun nu også er loyal, og om hun kan have tillid til hende. ”Du køber et puslespil med 5000 brikker. Du bryder emballagen, hælder brikkerne ud og vender dem om. Så lægger du det brik for brik. Nogen gange lægger du 1 andre gange 100 ad gangen. Vi sidder i sofaen og drikker kaffe og snakker, snakker og snakker. Jeg suger til mig. Tænker og bruger som sagt meget tid på at undre mig. Camilla er en vidunderlig pige, der for altid har sat sit præg på mig. Hun flytter med i mit hjerte. Man skal ville de unge. Man skal være nysgerrig. Man skal også være med dem på de dårlige dage, for du skal finde ud af, hvad der foregår i deres hoved. Det er vigtigt, at de unge får lov til at mærke, at jeg er et menneske. De får altid lov til at se lidt af mig. Når de skal fortælle så meget om sig selv, må de også have tillid til mig. Der går ikke noget af mig ved at fortælle om mig selv, om det så bare er, at min kat har fået killinger,” forklarer Mie Byskov. Hun når at se ”gassen blive taget af drengepigen”. Hun når at se pigen, der flytter i bofællesskab, og hun giver ”Camilla-pædagogikken” fra sig. Systemet skal kopiere Camillapædagogikken, så den kan fungere i alle livets forhold, om det så er i banken, brugsen, eller når Camilla skal lufte hund. ”Camilla bliver bedre til at mærke efter, hvad der virker eller ikke virker. Det er de små skridt. Camilla begynder at byde kvalificeret ind på ting, hun ved vil kunne lykkes for hende. Og hun tør at sætte sig ind over for de ”kloge” pædagoger. Hun

lærer at begynde med succeserne og putte de gode oplevelser ned i rygsækken,” siger Mie Byskov. Mie Byskov er i forløbet med Camilla vedvarende og nysgerrig. Hun slukker aldrig sin mobil, men bestemmer selvfølgelig selv, om hun vil vende den om og se, om der er en sms. ”Mange er blevet forblændet af ”drengepigen”, der altid hang ud med knægtene. De forgudede hende, for hun kunne hurtigt lave en fest. Men lige så sårbar og ulykkelig var hun. Camilla spurgte tit: ”Hvorfor går det galt for mig hele tiden”,” siger Mie Byskov, der i dag er imponeret over, at Camilla er flyttet til Rødovre og har fået sig en kæreste og job. ”Hun er en succeshistorie. Det er os alle sammen, der har gjort et godt stykke arbejde. Det er et samspil mellem mig, systemet, Camillas forældre og selvfølgelig Camilla selv. For det er et vigtigt samarbejde, og hvis ikke Camilla eller forældrene havde turdet fortælle mig så meget, så er det ikke til at vide, hvor Camilla ville være i dag. Viljen til at samarbejde og evnen til at undre sig, er for mig at se nøgleordene for alle implicerede i forløbet,” slutter Mie Byskov. Mie Byskov er uddannet folkeskolelærer. Hun er desuden uddannet som PAS-konsulent, der hjælper unge med at screene, hvor problemerne er. Læring er ikke bare at læse og regne. Det er også det at være i livet. Mie Byskov er desuden ressourceperson i neuropsykologi og neuropædagogik og har taget utallige kurser. Mie Byskov er i dag ansat som arbejdsmarkedskonsulent i Holstebro Kommune, hvor hun er tilknyttet den specialiserede ungeindsats.

â&#x20AC;?Vi skal finde, hvad der virker for den enkelte, og jo mere de selv kan byde ind med, jo mere kan vi udrette.â&#x20AC;? (Mie Byskov, Camillas tidligere kontaktperson)

Camilla og forhistorien En neuropsykologisk undersøgelse fra Privathospitalet Dalgas i 2005 konkluderer, at Camillas begavelse

og kognition findes i IQ området 50-69 svarende til mental retardering af lettere grad. Der er desuden

mistanke om opmærksomhedsforstyrrelse. Under testning ses opmærksomheds-vanskeligheder samt usikker visuel perception og vanskeligheder med overblikdannelse, hukommelse og genken-

delse i forhold til visuelt materiale. Det vurderes, at Camilla profiterer af den struktur, der er under testningen. Altså varierer hendes opmærksomheds-vanskeligheder alt efter, hvor tydelige rammerne er omkring hende. Camillas sociale engagement, hendes samarbejdsevner og kontaktevner betragtes som en væsentlig ressource, men det anbefales fra Privathospitalets side, at Camilla undersøges i ungdomspsykiatrisk regi med henblik på en vurdering af, om der kan være tale om en ADHD-problematik. Det gennemgående træk ved Camilla, der kommer til udtryk under den psykologiske testning i børne- og ungdomspsykiatrien, er, at Camilla har et langsommeligt arbejdstempo og har svært ved at danne sig overblik over en opgave. Hun mangler problemløsningsstrategier og kommer derfor til at lave fejl. Hun har vanskeligheder ved at tænke abstrakt. Under testningen er hun motorisk urolig og lægger mærke til alle de lyde, hun hører. Hendes karaktertræk, konkluderes det, hører under diagnosen ADHD, og det anbefales, at hun sættes i behandling med Ritalin, der startes op i februar 2006. Camilla kommer til voksenpsykiatrien i Herning i april 2007 efter at have været i børne- og ungdomspsykiatrien et års tid. Det kommer i voksenpsykiatrien meget til at handle om at ”trimme” dosis af medicinen. At det overhovedet bliver til en udredning og en diagnose er fordi, kommunen har brug for oplysninger i forbindelse med en afklaring af, om Camilla kan klare et arbejde, eller om hun eventuelt skal have pension. Hendes anamnese har været svær at få fat på. På grund af at hun er

adopteret, har det ikke været muligt at få oplysninger om fødsel. Om der fx er disposition i familien. Om der er hændelser i graviditeten som for tidlig fødsel, misbrug eller tobaksrygning. Behandlerne i voksenpsykiatrien prøver at fange kernesymptomerne som blandt andet hyper-afledelighed og impulsivitet for at finde ud af, om symptomerne har været der hele tiden. Familien bekræfter dette. Og alle (bosted, familie, arbejdssted) bliver draget med ind i udredningsarbejdet. Der tænkes netværk ind i både behandling og udredning. Alle involverede omkring Camilla mødes. Der bliver udformet planer over, hvordan man kan imødegå behovene, og man mødes igen og igen for at justere på det, man er kommet frem til. Fokus har i Camillas tilfælde været at stabilisere den medicinske del. Og give hende redskaber til at håndtere hverdagen. At telefonen f.eks. bipper, når hun skal tage sin medicin. Og så har det været vigtigt at få snakket pædagogiske rammer og få forklaret omgivelserne/bostedet (hvor hun flyttede ind efter, at hun var sat i medicinsk behandling), at hun - på trods af at hun virker velfungerende - stadig skal have hjælp til strukturering af sin hverdag, så hun f.eks. ikke overbooker sin kalender. Det kunne bostedet have svært ved at forstå. Der var pres på ordet ”arbejde” i

Camillas liv. Det var vigtigt at tage presset væk og få hverdagen til at fungere. Hun skulle ikke mere ”arbejdsprøves”. Hun har desuden haft svært ved at sove om natten på grund af angst og uro, når hun var alene. Derfor har behandlerne også prøvet, om en kugledyne kunne hjælpe, hvilket faktisk hjalp. Tidligere var det moderen, der strukturerede Camillas hverdag. Hun var Camillas livline. Det var moderen, Camilla ringede og sms’ede til. Og hendes mor sagde til behandlerne: ”Hun ringer hele tiden.” Og Jette Nielsen, sygeplejerske fra voksenpsykiatrien i Herning, svarede, at Camilla skulle lære at sende en sms i stedet for. Og så skulle hun vide, at hendes mor kiggede efter, når hun havde tid. Derved udsætter man behovet lidt. Impulsiviteten dæmpes. Og resultatet er nu, at det er mor, der ringer! Det handler om at aflære gamle vaner. Man når lige at tænke sig om. Medicin og rutiner understøtter hinanden. Måske havde Camillas mentale evner været bedre, hvis medicinen Ritalin var kommet ind tidligere i forløbet. For Camilla er, foruden at hun er lettere udviklingshæmmet, en typisk ADHD’er. Hun kunne smide med tingene, havde en lav frustrationstærskel og ville have kunnet risikere at ende i et misbrugsmiljø. I dag ser verden helt anderledes ud. Og i dag skal Camilla lære at navigere rundt i et helt nyt liv.

”Netværk, netværk, netværk. Alle omkring Camilla har været involveret i processen og har skullet lære af hinanden.”

Camilla, psykiateren og sygeplejersken En kø kan virke meget lang. Særligt for et menneske med ADHD der har svært ved at vente på sin tur. Men på trods af trangen til at komme foran i køen, så ved han eller hun godt, at det ikke må snyde sig foran. Men det ved et menneske med svær udviklingshæmning og ADHD ikke. Det har ingen stopklods. Mennesket ved ikke, at det ikke må ”snyde”. ”Vi har svært urolige og forpinte udviklingshæmmede mennesker, hvor vores behandling ikke virker. De har ofte en lav frustrationstærskel. Det er der, vi tænker ADHD,” siger overlæge Erik Pedersen, Regionspsykiatrien i Herning. Han har sammen med sygeplejerske Jette Nielsen en del udviklingshæm-

mede med ADHD i behandling. ”ADHD er hyppigere blandt udviklingshæmmede. Det er dog også fordi, vi tilkaldes til de mest komplekse tilfælde, og der er hyppigheden højere,” siger Erik Pedersen og fortsætter: ”I forhold til de udviklingshæmmede mennesker med ADHD oplever vi, at der mange steder allerede er lavet de pædagogiske tiltag, der skal til. Så her er det mere det medicinske, der er brug for. Det er der, vi primært har vores funktion og så selvfølgelig det at støtte op omkring de pædagogiske tiltag. Vi tænker komorbiditet og ikke differentialdiagnostik. Det handler ikke om, at de har enten eller. ADHD eller udviklingshæmning. Det handler om, at de har det hele.” ADHD hos svært udviklingshæmmede viser sig gerne ved uro og udadagerende adfærd. Mange af dem, som Erik Pedersen og Jette Nielsen får ind til behandling, får flere slags medicin på en gang - dog uden virkning. ”Der tænker vi også ADHD. Ligesom vi får mistanke om ADHD, når der på trods af et stramt miljø stadig er en meget lav frustrationstærskel.

”Det handler om komorbiditet - det at have flere lidelser på samme tid - og ikke differentialdiagnostik, hvor man skelner mellem flere sygdomme, når det drejer sig om mennesker med udviklingshæmning og ADHD”. (Erik Pedersen, overlæge)

Udviklingshæmmede med ADHD er svære at fastholde i aktiviteter. De er hele tiden på vej videre. Det er et ADHD-kernesymptom hos de udviklingshæmmede,” siger Erik Pedersen. Han fortæller videre, at behandlernes funktion er at optimere den medicinske behandling plus den psykosociale behandling. At tage presset fra den ADHD-ramte og få omgivelserne til at forstå. For hvis presset er for hårdt, virker den medicinske behandling ikke. ”Primært er det symptombehandling, vi laver. Indsatsen består dog også i at fortælle, hvad ADHD er, og hvilke vanskeligheder det giver ud over udviklingshæmningen. Det handler om psyko-edukation. Længere henne i forløbet, når succeshistorierne begynder at komme, så sker der ændringer i troen på én selv og i relationen til andre, og det giver langsigtede forbedringer. Men behandlingen - den medicinske - er livslang,” siger Erik Pedersen. Noget andet, der følger i kølvandet på behandlingen, er, at anmeldelserne fra bostederne falder markant i takt med diagnosticeringen af ADHD. Der er ikke så mange rapporter. Ikke så mange magtanvendelser mere. ”Udviklingshæmmede contra normale har brug for nogen, der er talerør for dem og nogen, der kan lave observationer. De er ikke vanskeligere at behandle. Men mange med ADHD er dårlige selvrapportører, så det er vigtigt med et netværk, der kan beskrive adfærden,” slutter Jette Nielsen og Erik Pedersen.

Camilla og psykologen De er urolige. De kan ikke hæmme deres impulser. De har en lav frustrationstærskel. Og de bliver mere og mere tydelige: De udviklingshæmmede mennesker med ADHD. Ikke nødvendigvis at der bliver flere. Men psykologerne opdager dem oftere i deres kliniske arbejde på Center for Oligofrenipsykiatri, der behandler voksne udviklingshæmmede med psykiske lidelser. ”Man skal sammenligne dem med andre udviklingshæmmede på samme udviklingstrin, hvis man skal have et billede af, om der er symptomer, der peger i retning af ADHD. Det nytter ikke at sammenligne med normale mennesker med ADHD, for de udviklingshæmmede vil altid fungere dårligere”, siger Trine Reippuert Knudsen, der understreger, at man også skal være opmærksom på, at ADHD ofte optræder sammen med andre psykiske lidelser. Det ene udelukker ikke det andet. For disse mennesker er mere skrøbelige og har oftere andre psykiske lidelser ved siden af. I den psykologiske undersøgelse handler det snarere om at udrede komorbiditet end differentialdiagnostik. Udviklingshæmmede mennesker har svært ved at styre deres opmærksomhed. Den røde tråd eksisterer ikke for dem. De er ofre for pludselige indskydelser og tilfældige ideer, der afbrydes af nye ideer og indskydelser. Og voksne udviklingshæmmde med ADHD er ofte mere urolige end almindelige voksne med ADHD, der tit med alderen bliver mere rolige udenpå og i stedet er præget af en indre uro og rastløshed. Udviklingshæm-

mede med ADHD er hele tiden i gang med noget nyt og får ikke afsluttet det, de startede på. ”Mange udviklingshæmmede har et yndlingstema, som de gang på gang vender tilbage til. De persevererer. De har svært ved at skifte spor og komme ud af deres egen rille. Og de mærker det ikke selv”, siger Trine Reippuert Knudsen og fortsætter: ”Noget andet er, at deres evne til selvmonitorering - altså at se sig selv udefra - glipper fuldstændig. Normalt har man lige et øje på sig selv og det, man laver for at vurdere, hvordan det går i forhold til det, man har planlagt. Man reflekterer over sig selv og det, man er i gang med. Men det har udviklingshæmmede med ADHD meget svært ved.” Ud over selvmonitorering har udviklingshæmmede med ADHD også vanskeligheder med de øvrige eksekutive funktioner. Det er f.eks. planlægning, organisering, arbejdshukommelse og initiering (det at kunne komme i gang; at tage sig sammen). De har svært ved at strukturere og planlægge deres egen adfærd og hverdag. Det bliver let til planløs aktivitet, hvis andre ikke skaber strukturen. Og de har svært ved at huske det, de er i gang med, mens de er i gang med det, og derfor finder de hele tiden på noget nyt. De taber tråden. Eftersom udviklingshæmmede i forvejen har problemer med de eksekutive funktioner, går øvelsen ud på at sammenligne med ligesindede. Med andre udviklingshæmmede med samme IQ.

Sideløbende med de eksekutive funktioner har udviklingshæmmede med ADHD også store problemer med adfærdsreguleringen. Det handler om impulshæmning, kognitiv fleksibilitet og emotionel kontrol. ”Udviklingshæmmede mennesker har svært ved at styre deres impulser og har svært ved at skifte spor. Nogle gange sker det let, og andre gange er det som at vende en supertanker - det kræver lang tid. Og den dårlige emotionelle kontrol betyder, at frustrationstærsklen er lav, og temperamentet er stort, så de ind i mellem virker som tikkende bomber. Og jo mere udviklingshæmmede de er, jo sværere er det at skelne mellem, hvad der er den generelle udviklingshæmning, og hvad der er ADHD,” siger Trine Reippuert Knudsen. Et andet stort problem for udviklingshæmmede mennesker med ADHD er vanskelighederne med den sociale kognition. Vanskeligheder med evnen til at forstå og aflæse sociale signaler og sociale situationer og med at justere sin egen adfærd i forhold til det. Når man ikke kan samle sig og har svært ved at få overblik over sociale situationer, giver det anledning til mange misforståelser og konflikter. Det kan give mange problemer i hverdagen. Mange med ADHD har også problemer med den følelsesmæssige regulering. Det betyder, at følelserne og de følelsesmæssige reaktioner ofte svinger mellem yderpolerne og er svære at regulere. Man er ikke glad men euforisk og overgearet. Man er ikke vred men hidsig. Man er ikke trist men deprimeret. Det betyder, at reaktionerne er voldsomme, og at de kommer uden

betænkningstid. Der er ikke langt fra tanke til handling. ”Det er svært med udviklingshæmmede mennesker at beskrive en knivskarp ADHD-profil. Jeg har ikke mødt mange, der er helt klassiske. Og det er svært at måle, for der er ingen testmaterialer til udviklingshæmmede. Det er forhistorien og livshistorien, der tæller. Har problemerne været der siden barndommen, eller er de af nyere dato? Der skal være tegn på det i anamnesen. Og det er det kliniske skøn ude i virkeligheden, der tæller. Derfor er menneskerne tæt

på de udviklingshæmmede mennesker meget vigtige,” siger Trine Reippuert Knudsen og fortsætter: ”Når diagnosen er stillet, råder jeg pædagogerne til at strukturere og sætte rammer så meget som muligt. Jeg kalder det forlænspædagogik. De udviklingshæmmede skal ikke prøve sig frem og så få negativ feedback på det bagefter. Der skal lægges pædagogiske skinner ud, så de udviklingshæmmdede med ADHD altid ved, hvad de skal. Pædagogerne skal være foran. Der må ikke herske tvivl. De udviklingshæmmede med ADHD skal ikke stå i krydsfel-

tet og tænke: Hvad mon jeg skal nu?” Uden overblik og feedforward bliver adfærden planløs og tilfældig. Det handler om, at de altid skal kende svarene på spørgsmålene: Hvad skal jeg nu? Hvor? Med hvem? Hvor længe? Hvordan? Og hvad skal jeg bagefter? Og det handler om at skærme de udviklingshæmmede med ADHD, så de ikke hele tiden bombarderes med forstyrrende sanseindtryk, der gør, at de ikke kan samle sig og bliver forvirrede. Det gælder om at forebygge konflikter og misforståelser.

”Pædagogerne skal tænke forlæns og ikke baglæns i arbejdet med udviklingshæmmede mennesker med ADHD. Det handler om feedforward frem for feedback. Pædagogerne skal lægge pædagogiske skinner ud, så de udviklingshæmmede med ADHD altid ved, hvad de skal og ikke overlades til deres pludselige indskydelser og tilfældige ideer.” (Trine Reippuert Knudsen, psykolog)

I starten når psykologen taler om forlænspædagogik, kan hun godt møde lidt modstand i pædagoggruppen. Ikke alle pædagoger er glade for struktur. Men der er alligevel altid nogen, der er med på den, og efterhånden finder pædagogerne også ud af, at det kræver færre ressourcer at tænke forlæns, for så skal tiden ikke gå med at dæmpe gemytter og rede tråde ud og slukke ildebrande bagefter. Og kontakten bliver mere positiv, når pædagogerne ikke hele tiden skal bruge tiden på at samle op på noget negativt.

”Pædagogikken overfor udviklingshæmmede med ADHD er ikke bare ensartet struktur og rammer. Udviklingshæmmede med ADHD er forskellige, og derfor skal der altid laves en individuel plan over den struktur og de rammer, der er nødvendige for den enkelte. Og det kræver en fælles strategi i personalegruppen. Det samme gælder for de ”manuskripter” over hverdagen, der kan udarbejdes til den udviklingshæmmede med ADHD. Manuskripterne er en slags ”opskrifter” eller deltaljerede ”drejebøger”, der giver struktur på udvalgte situationer i hverdagen. Det

kan feks. være en opskrift på, hvordan man står op om morgenen og får tøj på og gør sig klar. Eller det kan være en opskrift på, hvordan man pakker en rejsetaske til tiden, så man ikke pakker den flere uger i forvejen af angst for ikke at nå det. Tidsskemaer, der kan hjælpe med at holde styr på tiden, er også vigtige, når tidsfornemmelsen mangler. Det handler om at finde ud af, hvad diagnosen betyder, og hvad jeg skal gøre ved det i praksis. Det er koblingen, der er vigtig. Og det er en evig justering,” siger Trine Reippuert Knudsen. Hun mener også, at det er vigtigt, at pædagogerne undgår ”tomgang”. Det vil sige ustruktureret tid, for det er her personen kører af sporet. ”De værste tomgangsfælder er ”hygge” og ”ventesituationer” (f.eks. at vente på bussen og at vente på maden) og andre ustrukturerede sociale situationer, hvor der mangler regler for f.eks.: Hvem bestemmer? Hvor lang tid tager det? Hvem må tale? Hvem har fjernbetjeningen? Hvem bestemmer over kagen? Og så videre. For mange med ADHD er det svært at finde ud af,” siger Trine Reippuert Knudsen og slutter: ”Selv om mine klienter tit forlader mig, når de har fået diagnosen, så hører jeg ind i mellem om medicinske og pædagogiske små mirakler. Og om pædagoger, der er rigtig gode til at være foran. Om frustrationstærskler der påvirkes. Der kastes ikke mere med så mange ting. De udviklingshæmmede går ikke så meget i sort som før. Virkeligheden har pludselig fået en lysere drejning.”

ADHD hos udviklingshæmmede af overlæge Erik Pedersen

ADHD (attention deficit/hyperactivity disorder) forekommer hos ca 3 - 5 % af børn, og ca 50 % af disse vil i voksenalderen opfylde de diagnostiske kriterier for lidelsen med svære, behandlingskrævende symptomer og funktionsforstyrrelser. Kernesymptomerne er: Opmærksomheds-/koncentrations -forstyrrelser med let afledelighed, impulsivitet og motorisk uro. Hos voksne er den motoriske uro ofte afløst af en betydelig indre uro. Der vil ofte være svære affektive forstyrrelser i form af stemningssvingninger og lav konflikttærskel, ligesom søvnforstyrrelser er hyppigt forekommende. ADHD er oftest en arvelig lidelse med mange gener involveret, men andre årsager til lidelsen kan være iltmangel under fødslen, for tidlig fødsel, moderens misbrug af tobak og stoffer under graviditet. ADHD er en neuropsykiatrisk lidelse med kommunikationsforstyrrelser mellem de forskellige områder af

hjernen. Signalstofferne Dopamin og noradrenalin er påvirket. Man er især ramt i de områder af hjernen, der styrer planlægning, koordinering, skaber overblik og prioriterer, de såkaldte eksekutivfunktioner. Arbejdshukommelsen er forringet, man kan ikke gøre brug af erfaringer eller konsekvenstænke. ADHD hos voksne er oftest ledsaget af anden psykiatrisk lidelse, og før ADHD diagnosen er stillet, har personen ofte været i behandling med psykofarmaka og ofte med flere i høj dosis og med ringe eller intet resultat. Svær ADHD hos udviklingshæmmede medfører ofte betydelig motorisk uro, hyperafledelighed, udadreagerende -og ofte voldelig adfærd. Selv optimale fysiske rammer og pædagogisk indsats har sædvanligvis ringe effekt. Diagnosen baserer sig på kendskab til risikofaktorer, livshistorien med kernesymptomer og funkti-

onsforstyrrelser siden tidlig barnealder suppleret med psykologiske undersøgelser og pædagogiske rapporter. Pårørende er uundværlige bidragydere til oplysninger om symptomer fra tidlig barnealder. Medicinsk behandling med centralstimulerende midler (ritalin, concerta...) eller atomoxetin (strattera) har ofte en slående effekt på uro og udadreagerende adfærd og forbedrer ofte nattesøvnen markant uanset sværhedsgrad af udviklingshæmning. Herudover medfører en vellykket medicinsk behandling, at man ofte kommer bedre igennem med en pædagogisk indsats. Som en yderligere gunstig effekt kan man ofte reducere eller helt ophøre med anden psykofarmakologisk behandling. Som et særligt indsatsområde for udredning kan det anbefales at fokusere på udviklingshæmmede med svær uro, impulsivitet og udadreagerende adfærd.

Kolofon Tekst: Mette Egelund Olsen med bidrag af overlæge Erik Pedersen Foto: Hanne Engelstoft Layout: by pernille granath, www.pernillegranath.dk Udgivet af: Center for Oligofrenipsykiatri Skovagervej 2 8240 Risskov Telefon 77892990 Telefax 77892999 E-mail: videnscenter@oligo.dk www.oligo.dk

Tak til Camilla og de øvrige medvirkende Tryk: PE offset Kopiering kun tilladt på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan og kun indenfor de i aftalen nævnte rammer. ISBN 978-87-92383-01-3

Der gik lang tid før, de vidste, hvad der var galt. Længe måtte hun leve i kaos. Et kaos der var svært at sætte ord på. Men endelig kom der ord på. Camilla led af ADHD, og hun var lettere udviklingshæmmet. Og så blev der vendt op og ned på hendes liv. Nederlag blev vendt til succes. Et selskab af dårlige venner blev til det gode selskab og til et parhold. Det er historien om og med de mennesker og den medicin, der var med til at give Camilla en ny start. En start hun i høj grad selv var med til at forme og føre ud i livet.