Pigespejder-fællesskabet uden grænser

TEKST & FOTO AF: BETTINA DAMGAARD PEDERSEN

På en pløjemark uden for Sønderborg står tre piger og ser mildest talt fortabte ud. Rundt omkring dem summer det af liv, forventninger og glæde. Men det er ikke de følelser, pigerne står med. Det er ikke fordi, de ikke har glædet sig, for det har de. Men nu står de i det, og det giver en knugende fornemmelse i maven.

MODTAGET MED POLITI-SELFIE

Få år forinden oplevede alle tre piger, at politiet bankede på døren. Det bank blev begyndelsen på noget nyt. Selvom det krigsramte Syrien på mange måder var (og er) utrygt, så skal der ikke meget fantasi til at forestille sig, at det at forlade sine bedsteforældre, sine venner – ja, alt det som man kender, må føles endnu mere utrygt. Hvor ender vi, og hvordan kommer vi dertil? Får jeg noget at spise næste gang, maven rumler?

Jeg tror ikke, de tre piger og deres familier har tænkt så utrolig meget over, hvordan de vil blive taget imod. For at gøre sig sådanne tanker skal man have fantasi til, at forestille sig at mennesker ikke bare instinktivt hjælper dem, som er i nød. Måske skal man endda formå at gøre sig nogle forestillinger om, at der, hvor man er på vej hen, kan befolkningen have følelser, der er forbundet med ens egen forestående rejse. Følelser som af at blive rendt over ende, af at blive invaderet.

Og her står de så. Måbende ser de til, mens deres nye veninder flyver hen til den politibil, som kommer listende. ”Må vi få en selfie?”, spørger veninderne, og betjentene stiller glade op til billedet. De tre piger vil ikke være med på billedet. De ser på veninderne og tænker, at de er modige, måske endda dumdristige. Men efterhånden som ugen skrider frem, ser de oftere og oftere, hvordan betjentene stille og roligt kører forbi. De vinker. De smiler. Måske er det slet ikke så farligt?

DEN KULTURELLE FORSKEL PÅ TELTLEJR OG LEJR I TELT

Nu står de i det regntøj og de gummistøvler, som lederne måtte købe i Spejdersport, da det gik op for dem alle, at her var en kulturel forskel, som ingen havde forudset – for i Syrien skal man have nyt tøj, være fin og ”udstilles”, når man tager på udflugt. Det kan de grine af. Men det er ikke helt nok, for teltene minder dem om den teltlejr, de boede i. Snakken overalt ligeså, og at gå fra lejrpladsen i en lang strøm mod scenepladsen minder dem om de lange vandreture på vej op igennem Europa.

Som et korps kun bestående af piger og kvinder kan det synes som en oplagt mulighed, når strømme af familier vælter ind over grænsen fra muslimske lande. Men når du nu har læst, hvordan jeg med mine egne ord gengiver de tre pigers oplevelser på Spejdernes Lejr 2017, kommer det nok ikke som en overraskelse for dig, at de ikke længere er spejdere. Det skyldes ikke kun, at den ene er flyttet fra Danmark, eller at de to andre er blevet modebevidste teenagere, som går op i hår og smartphones. De tre piger arbejder hver dag på at lægge rejsen til Danmark bag sig.

Sammen med deres familier har de tre piger krydset fysiske grænser for at nå Danmark. Men i deres hverdag er der fortsat grænser, som skal krydses. Havde jeg dog bare vidst, hvad jeg ved i dag, så havde vi gjort det hele meget anderledes. For jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at De grønne pigespejdere kan blive en stærk klippe for piger som Sarah, Elham og Rayan, hvis blot vi griber det rigtigt an.

Bettina sætter ord på sin tro: Kristendommen handler ikke kun om troen på Gud. Det handler om værdier og om at turde møde det fremmede og ukendte med næstekærlighed. Altafgørende for en verden, hvor vi lever dør om dør med andre religioner, er værdifællesskaberne, og dem er der mange af: Respekt, omsorg både for individet og fællesskabet. Mennesket er ikke kun skabt som unikke individer men er også skabt til fællesskab, og jeg synes det er væsentligt, at vores samfund kan rumme individernes forskellighed også selvom det er religiøst betinget.

GODE RÅD... INDEN DU TILBYDER SPEJDER TIL FLYGTNINGEPIGER

I Danmark har vi et meget stærkt forhold til en aftalt tid. Dem, som kommer fem minutter for sent, bliver mindet om, at ”vi er altså startet”. Familier fra andre kulturer har ikke nødvendigvis samme opfattelse af tiden. De kommer, hvis de kommer, og man kan ikke være sikker på, at de melder afbud. Det kræver læring for pigerne og deres familier. Det tager tid, men tag ikke fejl! Det er ikke af respektløshed, de agerer sådan. Skal man arbejde med flygtningespejdere, er jeg overbevist om, at man er nødt til at acceptere, at det er et af vilkårene.

Kommunikation er svært. Med flygtningefamilier er det en endnu større udfordring. Ikke kun på grund af sproget, men fordi de lever under de omstændigheder, de gør. Alt er så fremmed. Det kan måske nok være svært at forstå, hvor forskellige verdener vi kommer fra, men vi forstår jo godt, at små børn bliver trætte med alt det, de skal lære, og vi snakker alle om, hvor træt man er, når man lige er startet i nyt job. Med andre ord, fortvivl ikke, når du føler, du skal gentage dig selv overfor en flygtningefamilie igen og igen. Glæd dig i stedet over, at de mødte op, så du kunne gentage det for dem.

Et samarbejde med flygtningenes familievejleder er guld værd. Her har du gode chancer for at få hjælp til tolkemøder og anden support. Husk på: Mange kommuner har mål for at få flygtningebørnene ud i fritidsaktiviteter og med et mål følger ofte lidt penge. Men hvis familievejlederen ikke forstår værdien af spejderarbejdet, kan han/hun også blive en hæmsko. Det kan derfor være en god investering at tage på charmeoffensiv hos kommunens familievejledere og fortælle dem om alt det gode, vi kan tilbyde.

Kvinder i flygtningefamilier laver skøn mad og vil gerne hjælpe. Benyt Jer af dette, fx når I føler det er tid til lederforkælelse, eller der skal laves mad til et forældrearrangement. På den måde bliver familien også mere engageret i datterens spejderliv. Et fedt lederarrangement kunne være at lære at lave ”fremmed” mad og at blive undervist i de regler, der gælder for deres madlavning. Halalslagtet kød er ikke altid helt 4

EN MODERNE VERSION AF ”GAMLE DAMER OVER VEJEN”

Jeg drømmer om en enhed, der på mange måder minder om spilopspejd (spejderaktiviteter for piger 3-6 år og deres forældre, red.). Enheden skal være for flygtningepiger i alle aldre og mødes 1-2 dage om måneden - gerne en hel dag i weekender. Her skal pigerne snuse til spejderlivet og forstå kulturen i gruppen. Tanken er så, at de – når de vurderes klar – sluses ind i den enhed, som de passer til. Gennem denne model håber jeg, at pigerne vil finde tryghed i hinandens selskab og få mod på at blive en del af gruppen. Metoden er mig bekendt ikke afprøvet, men jeg vil rigtig gerne høre fra andre, som har erfaringer med flygtningespejdere, eller som vil prøve metoden af. At vi hos De grønne pigespejdere flytter grænser også for flygtningepiger kan måske ses som en moderne udgave af at følge gamle damer over vejen. For mig er det i hvert fald en helt naturlig måde at udleve min tro på.

Kristendommen kan være din egen hæmsko, ikke deres. Er det vigtigt for dig, at de piger, du er leder for, folder hænderne og højt beder Fadervor? Eller er det vigtige, at medlemmerne stifter bekendtskab med den danske kultur, herunder Kristendommen? Muslimske piger må som oftest gerne sidde i en dansk folkekirke, observere og lytte, hvis blot du ikke tvinger dem til at deltage aktivt i bøn eller nadver. Personligt har min tilgang været, at jeg ønskede at give pigerne – og det i øvrigt uanset herkomst – kendskab til kristendommen. De skal vide, hvordan man opfører sig i en dansk folkekirke, hvorfor vi har de forskellige højtider etc. Slutteligt forventer jeg, at alle udviser respekt for religioner uanset hvilken. Jeg tror på, at man opnår denne gensidige respekt med viden, og det er også den tilgang, jeg mødte hos alle de flygtningefamilier, jeg har arbejdet med. Flygtningefamilierne i Frederikssund oplevede IKKE kristendommen som en hæmsko – men måske gør du?

Har du erfaringer med flygtningespejder, eller vil du høre mere, så kontakt Bettina: bettin@pigespejder.dk