TEMA: NEKTAR OM GUD
DE KRYDSEDE LANDEGRÆNSER TEKST & FOTO AF: BETTINA DAMGAARD PEDERSEN
På en pløjemark uden for Sønderborg står tre piger og ser mildest talt fortabte ud. Rundt omkring dem summer det af liv, forventninger og glæde. Men det er ikke de følelser, pigerne står med. Det er ikke fordi, de ikke har glædet sig, for det har de. Men nu står de i det, og det giver en knugende fornemmelse i maven.
MODTAGET MED POLITI-SELFIE Få år forinden oplevede alle tre piger, at politiet bankede på døren. Det bank blev begyndelsen på noget nyt. Selvom det krigsramte Syrien på mange måder var (og er) utrygt, så skal der ikke meget fantasi til at forestille sig, at det at forlade sine bedsteforældre, sine venner – ja, alt det som man kender, må føles endnu mere utrygt. Hvor ender vi, og hvordan kommer vi dertil? Får jeg noget at spise næste gang, maven rumler?
24
Jeg tror ikke, de tre piger og deres familier har tænkt så utrolig meget over, hvordan de vil blive taget imod. For at gøre sig sådanne tanker skal man have fantasi til, at forestille sig at mennesker ikke bare instinktivt hjælper dem, som er i nød. Måske skal man endda formå at gøre sig nogle forestillinger om, at der, hvor man er på vej hen, kan befolkningen have følelser, der er forbundet med ens egen forestående rejse. Følelser som af at blive rendt over ende, af at blive invaderet. Og her står de så. Måbende ser de til, mens deres nye veninder flyver hen til den politibil, som kommer listende. ”Må vi få en selfie?”, spørger veninderne, og betjentene stiller glade op til billedet. De tre piger vil ikke være med på billedet. De ser på veninderne og tænker, at de er modige, måske endda dumdristige. Men efterhånden som
NEKTAR // MAGASINET FOR DE GRØNNE PIGESPEJDERE // JANUAR 2020
ugen skrider frem, ser de oftere og oftere, hvordan betjentene stille og roligt kører forbi. De vinker. De smiler. Måske er det slet ikke så farligt?
DEN KULTURELLE FORSKEL PÅ TELTLEJR OG LEJR I TELT Nu står de i det regntøj og de gummistøvler, som lederne måtte købe i Spejdersport, da det gik op for dem alle, at her var en kulturel forskel, som ingen havde forudset – for i Syrien skal man have nyt tøj, være fin og ”udstilles”, når man tager på udflugt. Det kan de grine af. Men det er ikke helt nok, for teltene minder dem om den teltlejr, de boede i. Snakken overalt ligeså, og at gå fra lejrpladsen i en lang strøm mod scenepladsen minder dem om de lange vandreture på vej op igennem Europa.
