Mit Tunesien - en rejsedagbog – af Peter Lykkegaard Hansen
Onsdag d. 29. juli til onsdag d. 6. juli 2005
Mit Tunesien Peter Lykkegaard Hansen
Forord Nu skal jeg præsentere mit eget arbejde, man plejer godt nok, at få en eller anden kendt personlighed til den sags, men det har jeg flere grunde til at lade være med. Jeg har valgt, at kalde denne dagbog for Mit Tunesien, fordi hvis jeg høre noget om Tunesien, så tænker jeg hverken på Afrika, arabisk eller muslimsk kultur, men de 7 dage i sommeren 2005 jeg havde sammen med Mette, Anders, Diana og Michael i Tunesien, det er nemlig mit Tunesien. Det er de 7 dage denne dagbog handler om. Denne bog har været utrolig længe undervejs, faktisk 2 år og det hele pga. jeg ikke har taget mig sammen til, at få den rettet. Men nu er den her. SÅDAN! Lige foran dig. Læs den, genopfrisk minderne, som jeg gjorde, da jeg læste den igennem for at rette. Men lad mig allerede gøre opmærksom på fejl. Det er vel min rettighed, som kunster? Mit liv, mine valg og mit sprog, så nyd det, eller la’ vær. PS: Jeg har sat en masse billeder ind… der var ikke plads til alle de over 400 billederne, men fandt nogle af de bedste. Men tekst og billeder passer ikke hele tiden, så ved du det. Go’ fornøjelse!
Indholdsfortegnelse: 1. del onsdag
Rejsen begynder
side 4
2. del onsdag til torsdag nat
Vi landende, vi kørte
side 5
3. del torsdag formiddag
Da lyset kom
side 7
4. del torsdag eftermiddag (fredag middag) Man møder op
side 7
5. del torsdag aften
Den glade fupmager
side 9
6. del fredag eftermiddag
Den sidste fredag i Tunesien
side 11
7. del fredag eftermiddag
Da man rørte en neger
side 12
8. del fredag aften (torsdag middag)
Dagen derpå
side 13
9. del fredag aften
Rediguna Besøget
side 16
10. del lørdag
En lørdag der endte
side 18
11/09/2007
Side 2 af 40
Mit Tunesien Peter Lykkegaard Hansen
11. del søndag eftermiddag
Hold søndag hellig
side 19
12. del søndag stranden
Et intimt Folk
side 21
13. del søndag aften til mandag eftermiddag Når søndag går på held
side 21
14. del tirsdag nat
Dag bliver nat
side 24
15. del onsdag formiddag til eftermiddag
Kunsten at pakke
side 25
16. del onsdag eftermiddag (mandag aften)
Når det går mod enden
side 28
17. del onsdag aften
Da toget på skinner kørte
side 30
18. del onsdag aften
McDonald’s Paradoks
side 31
19. del onsdag nat
I familiens skød
side 33
20. del tirsdag eftermiddag til aften
Den glemte tirsdag
side 34
21. del
De gemte noter
side 36
22. del
Den mørke morgen
side 38
De fantastiske 5 i Tunesien
side 39
Eftertekst
side 40
Ekstra materiale:
Anders' bidrag: 23. del
11/09/2007
Side 3 af 40
Mit Tunesien Peter Lykkegaard Hansen
Rejsen begynder 1. del onsdag
Denne sommer i 2005 var vi alle fem 18 år. Jeg havde lige afsluttet mit første år på HG på Tietgen Skolens i Odense. De fire andre havde alle afsluttet deres andet år på gymnasium. Mette og Diana i Nyborg. Anders på Mulernes og Michael på Katedralen, begge to i Odense. Det var Michael, der fandt rejsen til Tunesien. Først havde vi ellers tænkt, at tage til en lille fransk by, som Michael, Anders og jeg havde holdt ferie i, to år tidligere i 2003, sammen med Kim Jørgensen. Han kunne dog ikke tage med os på denne ferie, da han har fået læreplads på skibsværftet Lindø i Munkebo og kunne ikke få fri. På ferien i 2003 sov vi i telt på en campingplads, det gad vi ikke denne gang. Så vi begyndte, at kigge efter noget andet. Det lykkedes os at finde en ferielejlighed i den franske by, men på grund af besværlig og ikke mindst dyr transport tur/retur opgav vi at tage derhen. Det havde ellers været en dejlig ferie vi fire havde sammen dengang i 2003. Vi tog af sted fra Nyborg; onsdag d. 29. juni, lidt over 2 om eftermiddagen og omkring klokken 16 var vi i Kastrup: Københavns Lufthavn, hvor vi med en god times forsinkelse kom ombord på flyet, som vi sidder i nu. Her kan jeg jo bruge tiden på at præsentere det fantastiske land vi skal besøge i en 7 dage lang ferie. Tunesien ligger i Afrika, ingen ved dog det ligger i Afrika. Eller nogen ved det nok, men ikke mange for det er aldrig nogensinde kommet med i pensum i folkeskolen; at man skal vide hvor Tunesien ligger. På den anden side skal man slet ikke op i geografi i folkeskolen, så er vi lige vidt. Det synes jeg er lidt dumt for så viste mange flere, hvor Tunesien ligger, altså i Afrika, og jeg kan lige give nogle fakta om landet: Det ligger i det nordligste Afrika, ud til Middelhavet. Tunesien har 9.9 millioner indbyggere og har Algeriet og Libyen, som nabolande. Jeg kunne godt begynde at opremse alle de seværdigheder der er i Tunesien, men kender faktisk overhovedet noget til Tunesien – ja, ak. Mig som ellers ved så meget
11/09/2007
Side 4 af 40
Mit Tunesien Peter Lykkegaard Hansen
om alt muligt mere eller mindre brugbart: Som hvis Jorden var fuldstændig jævn ville der rundt om hele Jorden være en vandstand på præcist 2.5 kilometer! – Nej, det er bare sådan noget jeg bare ved… Ikke fordi jeg i Kastrup købte en bog om sådan noget med Jorden og Universet, slet ikke!…?
Vi landende, vi kørte 2. del onsdag til torsdag
Vi ankom til Tunis, Tunesiens hovedstad, klokken halv 11 om aften. Varmen var ved at slå mig omkuld, da jeg gik ud af flyet, det var som at gå ind i en mur, omkring 30 oC og ingen vind; velkommen til Tunesien! Efter en kort køretur i en proppet bus, fik vi vores pas tjekket. Nu holder de meget godt øje med fremmede i Tunesien, og de har nok deres grunde, så vi skulle i flyet udfylde en seddel i 2 dele. Der skulle vi oplyse om navn, adresse, hvor vi skulle bo osv. Det skulle så være en slags rejsetilladelse første del skulle vi aflevere, da vi fik tjekkede pas for at komme ind i Tunesien og den anden skal så afleveres, når vi skal ud igen. Da vi havde fået fat i vores bagage gik vi ud i forhallen, hvor én fra Medholidays, som i øvrigt er det rejseselskab vi rejser med, stod med et skilt. Hun viste os vej ud til vores bus med nogle forvirrende armbevægelser, men vi fandt da vores bus. Der oplevede vi vores første kulturchok: En mand, der var så venlig at hjælpe os med at få vores bagage ind i bussen, stak hånden forventningsfuld ud mod os for at få nogle drikkepenge. Nu var det ikke fordi vi ikke prissatte hans store arbejde med at løfte vores bagage den ene meter over i bussen, men vi havde faktisk ikke nogen drikkepenge at give ham, og det var der flere grunde til: For det første er den tunesiske møntform, Dinar, en lukket valuta, så man kan ikke få den udenfor landet. Dernæst har Mette, Diana, Michael og mig alle fået et Visa-kort, så vi kan hæve i alle lande, så det var ikke nødvendigt at veksle til enten dollar eller euro og Anders tog en bunke danske kroner med, som han så ville finde et sted og veksel og de penge ville den flinke mand nok ikke have. Der var dejligt køligt i bussen og vi kørte fra lufthaven i Tunis klokken kvart i midnat, og efter en lang, kedelig og dum tur, hvor det var helt
11/09/2007
Side 5 af 40
Mit Tunesien Peter Lykkegaard Hansen
umuligt at få bare lidt af den søvn man manglede efter en lang dag, kom vi til vores hotel, der var klokken omkring 20 minutter i 2 om natten. Det var helt mørkt udover havet, da vi stod ud af bussen. Vores hotel og stranden ligger kun adskilt af en bred ensrettet vej, det er alle veje her i byen fik vi at vide. Så vi måtte vænne os til kun at kigge til den ene side, når vi skulle over en vej. Vi fik for resten at vide i bussen, at det havde været 45 oC den foregående dag, og selvom det var midt om nattet og mange grader under dette. Så er det alt for varmt her foran hotellet og vi stod kun 30 meter for vandet og der var stadig ingen vind. Jeg fik bange anelser om, hvordan vores ferie ville gå, hvis vejret forsatte sådan… Så dårligt vejr oplever man ikke i velfærds Danmark, sikke noget fis! På hotellet skulle vi udfylde endnu en seddel om hvem vi var, hvor vi kom fra osv. Det tog et par minutter og hvis det gør dem glade og vi får vores nøgler er det også i orden. Vores værelser ligger på 5. sal. Mette og Diana sammen på et værelse med udsigt over stranden og havet. Michael, Anders og jeg har et værelse med udsigt op ad stranden. Fine værelser med stort vindue. Trods at man ikke kan få noget vind ind når man åbner det, men det pga. det er så vindstille. Der er heldigvis/naturligvis aircondition på begge værelser. Efter at havde kigget på værelset gik Michael og jeg udenfor at finde noget at drikke vi var meget trøstige efter den lange rejse. Det fandt vi ikke, så vi måtte tilbage og hente de andre, så de kunne hjælpe os. Og så lykkes det. Vi var da også lige nede at røre på vandet. – oh, det skal blive godt at komme i dét i morgen, tænkte jeg. Vi gik i seng den aften klokken halv 4.
11/09/2007
Side 6 af 40
Mit Tunesien Peter Lykkegaard Hansen
Da lyset kom 3. del torsdag formiddag
Vi havde ellers aftalt at slå op klokken 9 for der er morgenmad mellem 7:30 og 9:30. Men hvem planlægger og laver aftaler på en ferie? Ikke os i hvert fald! Det blev pigerne lidt mutte over, men hva' havde de egentlig regnet med? Nu sidder jeg her og prøver at huske tilbage. Michael og Anders ligger på hver deres seng; Michael med sin bog og Anders på ryggen. Pigerne er gået ind på deres værelse for at få lidt skønhedssøvn, men de så også farlige ud. Vi skal til informationsmøde her klokken 12, så jeg slutter her for nu.
Man møder op 4. del torsdag eftermiddag (fredag middag)
Klokken er lidt over 12, de sidste er først lige vågnet. Det var faktisk ikke blevet så sent i går, omkring halv 2. Vi have også regnet med, at smutte op til morgenmad, nu når man fik det gratis. Men når vækkeuret ringer og man har muligheden for at vælge den nemme løsning; at blive liggende, så har man det med at vælge den. Klokken var også omkring 12, da jeg sluttede i går, det giver denne dagbog et tidshul på 24 timer, noget jeg skal forsøge at rette op på: Vi gik altså til informationsmødet, hvor vi fik noget information og det var faktisk også det vi regnede med. Men andre mente det var et ”Jeg vil klage og brokke mig”-møde. Og med deres ”vi har ikke mere toiletpapir, vi kræver at få penge tilbage” lykkedes det dem, at ligne et par ægte danske charterturister. - Nå, der er vel altid nogen, som følger sig truffen. Til mødet fik vi lidt at vide om Tunesien og selvfølelig de problemer Medholidays har med at hotellerne her i området har det med at overbooke deres værelser. Det var derfor vi blev flyttet til dette hotel. Vi klager nu ikke, men vi havde måske heller ikke ret mange forventninger om en ferie til 2.800 kroner… Men det er nok bare os, der er mærkelige. Tilbage til mødet – Der blev også fortalt om alle de ture vi kunne komme på rundt i Tunesien. Men vi regner dog ikke med at tage med på nogen af dem, men vi har til søndag at bestemme os, så vi får se.
11/09/2007
Side 7 af 40
Mit Tunesien Peter Lykkegaard Hansen
Efter mødet var vi blevet godt sultne, så vi gik ned på hovedgaden, som ligger på den anden side af hotellet end stranden. Michael, Mette, Diana og jeg fik hævet 100 dinar(500 kr.) i en bemandet automat. Anders havde allerede fået ca. 190 dinar(900 kr.) vekslet på hotellet. På hovedgaden fandt vi et pizzeria, hvor alle Hollywoods stjerner åbenbart havde spist; for der hang billeder af dem over alt. Meget mærkeligt sted, fyldt med de underligste ting, og så hed stedet Planet Pizza, så det giver ikke mening. Men pizzaerne, vi fik, var rigtigt gode. På vej tilbage til hotellet gik vi ind i supermarkedet Magasin General, som vi fik at vide på mødet var det eneste sted, hvor man kan købe alkohol altså udover drikke- og spisesteder. Så der købte vi nogle øl, ikke bare øl, men tunesisk øl, wow! Vi satte os på vores værelse et stykke tid før vi gik ned og badet. Det var som sædvanlig de to modigste; Michael og mig, der skulle tage initiativ og først måtte hoppe i vandet. Men da vi kom op igen, kom de andre ned til os. Vi brugte resten af eftermiddagen på stranden. Ved 8-tiden om aften gik vi ned og fik noget aftensmad, gratis! Vi havde ellers ikke betalt for at få aftensmad inkl. Vi regnede med at vi bare ville smutte ud og spise i byen hver aften. Men nu sparede vi da de penge. På vores værelser fandt vi en seddel fra Medholidays, hvor de skrev, at vi fik aftensmad gratis, det er nok pga. alt den brok på informationsmødet der har gjort det - Men det er da fedt med gratis mad! Efter maden skulle vi drikke igennem for det er jo ikke bare en badeferie, men en Drikkefest-ferie, sådan! Men det blev ikke til så meget, selvom vi spillede Halv 12. Men hvorfor sidde på værelset, når man bor i en by fyldt med barer og diskoteker? – Nej, vel! Det tænkte vi også, så vi gik fluks ud i byen for at finde et sted, hvor det sneede den aften, ikke bogstaveligt ”hvor det sneede” for det kan slet ikke sne i Tunesien, tror jeg. Men der hvor der var ”gang i den” om aftenen. Den aften i byen venter jeg lige med at fortælle om til næste kapitel: Den glade Fupmager. Det endte med at vi kom hjem på hotellet og gik i seng.
11/09/2007
Side 8 af 40
Mit Tunesien Peter Lykkegaard Hansen
Den glade Fupmager 5. del torsdag aften
Det var torsdag aften. Vi havde drukket lidt gennem en omgang ølspil. Nattet var stadig jomfru, så vi gik ud i byen for at smage på lidenskabens frugter, der hang fuldmoden på hver et menneske vi mødte, med en længsel om at blive plukket. Ud gik vi - med et håb om at aften skulle miste sin uskyld og bære frugt. Vores vandring gik hen af gaden og over pladsen ved stranden.
Menneskemyldret
omkring
strandens
kølige luft var enormt. Først nu – sent på aften kom de ud. Ud fra husene og lejlighederne og ud til vandet. Nu så vi alle dem der før arbejdede og stod bag disken, men ikke alene – med børn og kone. Konen som nok ellers har været hjemme og passe dét, som vi i generationer har kaldt kønsroller, men nu kaldes undertrykkelse. Frie ser de heller ikke ud med deres tørklæder. Men hvad skal vi gøre? Vi er bare turister, eller måske fordi vi er turister må vi gøre noget… Vi gik op mod den store rundkørsel ved Madinaen, men over alt i denne tunesiske bøssekultur gad der kun én regel: Først til mølle. Det blev hurtigt klart at i sådan en turistby er det turisterne der er møllen de alle toppes om. Tilbudene fløj gennem luften, som sandkorn i en sandstorm. Men vi kendte spillet og ved at vi bare ikke måtte visse vores interesse for dem eller det, de ville sælge os. Som robotter gik vi følelseskolde fremad. Vi kendte vores mål, vi var tørstige og denne tørst skulle slukkes. Ved den store rundkørsel var der placeret en stribe caféer, noget der lystede vores tørre halse. Men før vi noget derhen blev vi stoppede af én mand, der gerne ville vise os den bedste café. Det havde vi prøvet før, men det plejede bare være lige ved caféen… Nå, han var nok blevet lidt desperat, den tjener, så det tænkte vi ikke mere over og fulgte efter ham. Da vi nået hen til caféerne begyndte alle de andre tjenere at komme hen til os og vi blev forvirret.
11/09/2007
Side 9 af 40
Mit Tunesien Peter Lykkegaard Hansen
Men vi endte ved et bord sammen med manden vi mødte først. Han viste sig, at være noget andet end den tjener vi antog ham for. Han ville nemlig genre have en øl sammen med os – til gengæld for at vise os ind på byens bedste sted. Men så er det da også i orden! Nu var det så bare ved det, at denne mand havde lyst til mere end at drikke sin øl, han ville nemlig gerne snakke og høflig som Michael er, kunne han ikke lade være med at snakke med. Nu kunne vi andre så høre på en masse irrelevante ting i forbindelse med øl, som var det vi sad med i hånden. Jeg er ikke den person, der ikke tror på hvad andre fortæller mig, men denne person lukkede, efter mine ører, en omgang lort ud: Hvor frisindet tuneserne egentlig er – Jo, vist ser Tunesien ud, som de er meget foran de andre lande i Afrika og Arabien … men alligevel! Det er sikket den samme omgang pis, som folk har det med at sige, for at få turister til at følge sig trykke. Under snakken drak vi vores øl, som man nu gør. Til sidst var de alle tomme, men vi gad ikke havde mere, eller vi gad ikke høre på mandens plat-engelsk mere. Men vi havde faktisk fået noget ud af denne episode: Han havde givet os navnet på de tre bedste diskoteker i området. Noget der åbenbart var ret så vigtige oplysninger, for da vi ville gå, mente han, at han skulle havde 5 dinar for dem! Vi kiggede på hinanden og blev enige om at vi ikke havde nogen penge at give ham. Men til gengæld ville Michael da godt lære ham nogle danske gloser, men der mistede manden interessen for os. Vi gik hver vores vej ud i natten. Der er mange måder at tjene til dagen og vejen i en turist by, som her Sousse i Tunesien. Det er bare synd, at den åbenhed og ligefremme kultur der møder os, kun ønsker at få penge op af lommen på dens turister.
11/09/2007
Side 10 af 40
Mit Tunesien Peter Lykkegaard Hansen
På vej hjem til hotellet sætter vi os ved stranden. Nede i sandet spiller nogen fodbold, det kan vi da godt nyde lidt, tænkte vi. Der skete det der sker, når Mette sidder yderst, en dreng sætter sig og de begynder at snakke. Det bliver nok noget Mette kommer til at savne i Danmark… Vi har en teori om dette fænomen; at drengene med det samme sætter sig ved siden af en kvinde med vestlig udstråling, som Mette gør … flere steder. Det er denne bøssekultur, som jeg omtalte før: Kvinderne sidder inde hele dagen og går de udenfor skal de have slør på. Kvinder hér afviser ved ikke at svare tilbage. Mændene mangler simpelthen kvindelig kontakt. Så hvis man nogensinde kommer til Tunesien, skal man lige vænne sig til at mænd kysser, går i hånd og kærtegner hinanden på andre måder. Denne omgangsmåde må være en konsekvens af mangel på kvindelig kontakt. Når jeg siger bøssekultur er det ikke fordi mændene er bøsser, men fordi de opfører sig sådan. Bøsse kan man slet ikke være hér, det siger loven i hvert fald.
Den sidste fredag i Tunesien 6. del fredag eftermiddag
Nu sidder jeg her igen og skriver, men som jeg tidligere har indviede jer i, så stod vi først op klokken 12, så det springer jeg let og elegant over – Sådan! Men da vi kom i tøjet gik vi mod Madinaen, som er en gammel borg, eller rettede sagt det marked der ligger inde bag borgens murer. Der gik vi nogle timer uden at købe noget, det samme turistgøgl over det hele. Så vi endte nede på stranden klokken halv 3, sådan cirkus. Der bade vi i vandet og solen, nogen læste andre tog en is. Jeg her en lille anekdote fra i dag på stranden, den hedder ”Da man rørte en Neger”.
11/09/2007
Side 11 af 40
Mit Tunesien Peter Lykkegaard Hansen
Da man rørte en Neger 7. del fredag eftermiddag
Solen stod højt på himlen. Stranden var fyldt af de sødeste og bruneste mennesker, måske i hele Tunesien. Det var anden gang vi var i vandet den dag og trods det høje saltindhold i vandet, som gjorder vores øjne røde, var det dejligt. Det er som altid et vidunderligt syn at se vores 2 piger, Diana og Mette, i bikini, som de fyldte med en ynde og skønhed, der ellers kun er set på Playboy TV. Desværre var de ikke ligeså interesseret i os, som vi var i dem. De kigger nemlig hele tiden efter de mørke mennesker på stranden, også kaldt negere – Okay, vi drenge er måske ikke lige så vel-… øh, trænet, som man siger negere er. Vi, drenge, oplever det nærmest som en syg besættelse, at de vil røre en neger. I vandet så Mette og Diana pludselig to negere, som de så prøvede at liste sig ind på, men de kom aldrig tættere på end 5 meter og så svømmede negerne væk. Så Mette og Diana nået ikke at rørte nogen i denne omgang, snydt… Det varede dog ikke længe før de to negere kom tilbage, nu var de bare tre! Jeg ved ikke om de kunne mærke Mettes og Dianas lange blikke efter deres sorte kroppe? Men pludselig kom alle tre svømmende lige imod os. Noget man selvfølelig bliver lidt overraskede over, så vi drenge trak os lige nogle meter tilbage. Men pigerne blev stående som de var lavet af is, med store øjne og åbne munde – Ja, og beundrede det der kom imod dem. Nu regnede jeg, som et civiliseret menneske, med at disse personer, med fællesbetegnelse; negere, ville holde en form for afstand til andre mennesker – som alle vi andre gør. Men det var ikke tilfældet kan jeg godt afsløre med det samme. Negerne svømmede helt hen til pigerne og tog dem i arme og sådanne steder. De trak sig dog stille og roligt væk igen, da jeg begyndte at komme imod dem! Pigerne var helt oppe og køre af en vidunderlig følelse af lykke. De sidste dages uendelige snak om negerkød var endelig blevet udløst i et ordentligt klimaks med
11/09/2007
Side 12 af 40
Mit Tunesien Peter Lykkegaard Hansen
hele tre af slagsen. Jeg ved ikke om denne oplevelse har mættet pigernes lyst til mørkt kød eller om det bare har givet mere bold på tanden - Det vil tiden vise. Men at det har været en oplevelse for livet for Mette og Diana; at røre en neger, er der nogen tvivl om.
Dagen derpå 8. del fredag aften (lørdag middag)
Jeg sidder nu foran denne bog, siddende på en lille grøn stol foran et lille grønt bord. Ved siden af bogen stod der nogle helt eller delvist tomme flasker. Vi drak en del i går, men noget ligger her på bordet kan jeg se. Michael og Anders ligger bag mig på deres senge og sover stadig. Vi har ellers været oppe, dog kun nogle få minutter, da vi skulle over på vores eget værelse. Klokken er kun halv 11, så jeg skulle nok, ligesom de andre, tage mig et par timer på øjet. Vi kom vel i seng i går – nej, i nat klokken halv 5, men vi havde også haft en sjov aften. Jeg må nok spole helt tilbage til i går, efter vi kom tilbage fra stranden. Vi havde aftalt at mødes omkring klokken syv og gå ned og spise. Vi var ærligt talt blevet sultne af al den badning. Nå, men pigerne skulle først tørre, galte og red deres hår i en uendelighed! Så det blev først sent på aften vi kom ned og spiste: 10 minutter over 7, uha da. Maden var god, som den også var i går og sikket også i forgårs, men det smagte vi med gode grunde ikke. Efter vi havde spist os tykke i tunesisk mad gik, eller rettede ”kørte” vi op på vores værelse med elevatoren. Anders havde under den lange ventetid på pigerne før vi spiste, brugt tiden på at ned skrive reglerne på ”ølspillet”! på hans medbragte
11/09/2007
Side 13 af 40
Mit Tunesien Peter Lykkegaard Hansen
papirblok, som sjovt nok var fra Kommune Data, så det grinede vi meget af hele aften og flere måneder frem. Ja, jeg overdriver nok lidt… Nå, i hvert fald begyndte vi at spille det ølspil, der i folkemunde bliver kaldt Rundet, eller efter Anders Reglen, men det skal vi ikke diskutere Anders, alle kan tage fejl. Det var da også meget sjovt at spille. Vi fik da spillet os fulde, og det jo også idéen i hele denne affære, som myndighederne på Turø kalder ølspil. Tiden går, som tiden gør og til sidst gad vi ikke mere spille ølspil, eller jo det gjorde vi. Men ville hellere ud i byen, så det gjorde vi. Først gik vi ned på pladsen nær os, for lur mig ikke om de havde bygget en HEL stor scene. Der regnede vi så med, at der ville være en form for underholdning. Men niksen-biksen der var ikke så meget som et loppecirkus med et solonummer. Så vi måtte slukøret smutte tilbage af den vej vi kom fra, og hvorfor ikke smutte ind til hotellet ved siden af os, hvor vi kunne høre musik? Så der gik vi ind og fik en øl. Det hotel vi satte os ind på ligger faktisk lige siden af vores eget hotel og hver aften kommer der meget høj musik og lys i alle regnbuens farver. Det er ikke den bedste musik, for ikke at bruge ordet dårlig, for den stod på tekno. På dansegulvet gik det vildt for sig, alt er jo relativt. Det var dog næsten kun betrådt af mænd, men hvis der alligevel sneg sig en kvinde derud, smuttede mændene… Sikke en bøssekultur! Efter vi havde drukket hver vores øl gik vi videre. Nu skulle Anders pisse og Mette urinere, så de måtte fluks op på vores værelse og lade vandet. Mette ville nok helst være blevet nede, men det er Anders lidt for genert til, så Mette gik sammen med ham ind på hotellet. Michael, Diana og jeg gik ned til vandet, tog et billede af en mørk dreng osv. hvad man nu gør, mens man venter på nogen der er på tønden. Men så skete det, der sker når man venter på nogen der pisser, man skal selv pisse. Sådan fik vi tre det, så vi måtte også op på vores værelse, altså drengenes, for at pisse. Mens vi ventede på at alle blev færdige(så vi kunne gå videre i byen) kom Diana til at vælte Mettes vodka/cola-
11/09/2007
Side 14 af 40
Mit Tunesien Peter Lykkegaard Hansen
drik ud over Michaels seng – Sikke noget, tænkte Anders og Peter (for at få alle navne med i én sætning). Flot ik’. Mette smuttede ned til receptionen for at hente nøglen til pigernes værelse: Vi kan ikke huske hvorfor, men det gjorde hun, altså! Og det kunne hun bruge en masse tid på, jeg underdriver ikke, hvis jeg siger, det tog ”en halv bondegård” af tid. Det er så midt i alt dette, at Diana finder ud af, så intelligent hun er, at hun også spildte ned af hende selv. Så ville Diana, så forfængelig hun er, have rent, eller bare tørt, tøj på. Jeg viste mig, som den gentleman jeg er, og tog sammen med Diana ned til receptionen(og Mette) for at få den nøgle, som åbenbart giver adgang til pigernes værelse. Nå, vi finder Mette snakkede med receptionisten, der i øvrigt er en gammel mand med et ordentligt overskæg, ja ja. Jeg nået næsten ikke ud af elevatoren før Diana havde hentet nøglen og vi var på vej op igen. Mette blev nede og snakkede videre. Diana gik over og skiftede tøj, mens vi andre drak ud, inkl. det sidste vodka – Vi var i hvert fald ikke trøstige under alt det halløj! Vi fik Mette væk fra den lidt for finke receptionist og vi gik ud i den varme nat. Vi mødte en lille tæppetisser ude foran en bar, og så måtte vi bare sætte os ned og få en øl. Som vi andre nok havde opdaget var Mette i sit snaksaglige hjørne og/eller meget fuld, så hun begyndte at snakke med tjeneren, han ejet hunden. Han ville gerne lære Mette nogle af
11/09/2007
Side 15 af 40
Mit Tunesien Peter Lykkegaard Hansen
hundens tjeks. Det er da også i orden, Mette, hun havde fået prisen ned på 1 dinar pr. øl og det var halv pris i forhold til normalt, så tak for det. Selvom Mette og tjeneren snakkede i længere tid lærte Mette ingen tjeks – ville ellers gerne se Mette lave nogle hunde-nummer… Før vi gik videre luftede Diana lige hunden, som hed Tiutyu, et par meter, men så gik Diana død. Senere på aften var vi blevet lidt sultne og ville hen og havde noget at spise, men ved den store plads mødte vi to yngre unge mænd med brun hud og sort hår. Vi begyndte at snakke og pludselig sad vi i to taxaer på vej mod et diskotek ved navn Rediguna, men den historie fortæller jeg i Rediguna Besøget. Da vi kom hjem i taxaerne var vi for alvor sultne. Mette og Diana havde fået det lidt dårligt efter taxachaufførens vilde kørsel, faktisk så dårligt at Mette nærmest havde tuet mig med at knække sig. Så jeg var nok den lykkeligste person i taxaen, da vi stoppede og jeg kunne komme ud. Mette havde det da ikke for dårligt til, at få prisen ned på brød fra 4 til 1 dinar og så fik vi noget at spise. Vi gik ind på vores værelser for at sove. Men da vi drenge fandt ud af at Tommy Lee Jones var i fjernsynet, i vores søgen gennem tv-kanalerne efter porno. Det skulle pigerne da se, det er jo nok deres yndlingsstjerne! Så vi bankede på og kom da også ind – og med det ene og andet, så lå vi alle fem sammen i deres seng … og så fjernsyn. Det blev en meget hård nat for os alle - undtaget Mette, som fik meget plads for hun sagde hele tiden at hun ville brække sig! Det blev dog aldrig til noget, men vi kan aldrig vide med Mette.
Rediguna Besøget 9. del fredag aften
Efter en taxatur der kostede os 10 dinar kom vi ind på diskoteket, vi blev lukket ind helt gratis. Vi skulle ned af en længere trappe for at komme ned til diskoteket med bar. Der var næsten ingen mennesker, halvdelen af diskoteket var lukket af og det der var åbent var kun halvt fyldt op med mennesker, skidt.
11/09/2007
Side 16 af 40
Mit Tunesien Peter Lykkegaard Hansen
Vor to yngre unge mænd fik Mette og Diana ud at danse. Den lille som af dem, som dansede med Diana, blev meget nærgående, så meget at Diana ikke synes om det, så hun ville ikke danse mere. Hun er heller ikke typen der danser(siger hun) og så var vi to. Michael og Anders er ved komme op på de gode promiller og dansede lystig med hinanden, noget der slet ikke bliver se skævt til hernede. Mette begyndte, at forklare mig, hvor lækker den skaldede security-gut var, noget jeg ikke støttende hende i. Nu har jeg heller ikke forstand på andre mænd, så kunne det da godt være, at den gut var noget af det bedste på markedet på Rediguna, da alle de andre ”mænd”, var noget slappe i deres håndled. Mette forsvandt pludselig sammen med gutten, noget der gjorde mig helt oprigtigt nervøs, for hvad kunne der ikke ske, skulle denne mandsperson tage vores kære 18 årige Mettes mødom? Nej, det var mere, at vi andre ikke havde nogen penge tilbage til taxaen hjem, og derfor var meget afhængige af Mette. Diana og jeg fandt hende heldigvis ved udgangen, eller indgangen, det kommer an på hvilken side af hegnet man står. Man kunne se at gutten prøvede at få Mette med ud på den anden siden, men det havde Mette, godt nok ikke lige lyst til. Mens vi stod derude kom den lille mand, der havde danset med Diana, også ud. Diana måtte af sikkerhedsårsager gemme sig bag min krop! Hun havde ikke lyst til hans selskab længere. På samme tidspunkt kommer Michael og Anders også ud til os. Michael er med tiden blevet lidt bedugget og siger at han vil lave noget ”dumt”, så de smutter ned på diskoteket igen, vi andre følger med. Så går dansen ellers på gulvet. Michael prøver at imponere en af de lokale chicks, men med hans mere eller mindre mislykkede dansetrin bliver han desværre afvist, men det afskrækker ikke en ægte Tornøe, så Michael forsøger da bare igen lidt senere… Dog med samme resultat, men det jo ikke det der er et vigtige. Det er at prøve, lad os heller den morale stå et øjeblik… Efter vi har hyggede os i nogle timer tager vi hjem til vores by i taxa.
11/09/2007
Side 17 af 40
Mit Tunesien Peter Lykkegaard Hansen
En lørdag der endte 10. del lørdag
Da vi havde taget os sammen til at stå op var klokken blevet over 12. Diana, Mette og mig var blevet godt sultne og ville ned i byen og havde noget mad. Anders og Michael kunne ikke lige samle kræfter til at tage med, så de blev på vores værelse – troede vi... Tøserne og jeg smuttede glade ud i byen og ind på Planet Pizza, hvorfor ikke bare tage et sted man kender? På vej tilbage købte vi vand og cola, som vi havde lovet Anders og Michael, men da vi kom tilbage til hotellet var de pist væk. Efter nogle minutters vildrede tørrede vi vores øjne og prøvede at samle os om den seddel, de mulige gerningsmænd havde hængt på vores, drengenes, dør. Trods tankerne om terror, misbrug af mindreårige, kidnapning og homoseksualitet, som gik gennem vores hoved: Alt det man nu høre i fjernsynet! Heldigvis var det bare Michael og Anders der skrev de var taget ned på stranden, puha, tænkte vi højlydt. Så vi gik også ned på stranden og der var vi resten af eftermiddagen. Michael og Anders havde jo slet ikke fået noget at spise hele dagen, så efter vi kom op fra stranden gik de ned til en kiosk og købte chips og mere cola, for Michael og mig havde faktisk allerede drukket den første flaske, da vi kom op fra stranden et stykke tid før de andre. Efter aftensmaden på hotellet gik vi over på pigernes værelse og spillede Reglen, men nu havde vi bare ikke mere vodka, så vi var nød til at drikke Gin. Så Michael, Mette og Diana måtte ned til kiosken igen efter flere chips og mere cola for at tage den grimme smag af Gin! Samtidig købte de nogle postkort, som vi regner med at få sendt et til nogle venner og familie.
11/09/2007
Side 18 af 40
Mit Tunesien Peter Lykkegaard Hansen
Senere tog vi ud i byen og var et par steder og fik en øl, men pigerne var ikke lige i humør til øl, så vi gik en tur op af stranden for at få lidt luft. Da vi kom tilbage til den del af stranden vores hotel ved, tog Michael lidt at spise, derefter smuttede vi ind på et diskotek siden af os vores hotel. Det var ikke særligt stort og den høje teknomusik gjorde det ikke bedre, der var også alt for få kvinder og alt for mange mænd – Nej, det var ikke det bedste sted, men vi sad der lidt. På et tidspunkt smuttede Mette og Diana, de sagde noget til Michael, som jeg ikke kunne høre. Jeg fik senere at vide at de havde sagt noget med at de ville gå en tur og var først tilbage om en time. Det blev især Michael sur over, at de ikke kunne give ordentlig besked, hvor de går hen. Jeg smuttede ud for at finde mig noget mad, og mens jeg stod og ventede kom Andres, han og Michael var også gået ud, nok for at finde Mette og Diana. Michael fandt dem i hvert fald og de fik opklaret det, sagde Michael, da han kom hen til Anders og mig. Vi tre gik en lille tur op af hovedgaden, hvor vi købte en cd: ”Memories from Tunesien”. Den virkede dog overhovedet ikke, så det var lidt af et dårligt minde fra Tunesien! Vi kom nok i seng den aften klokken halv 3. Når man er 5 på sådan en tur til Tunesien, er det vigtigt vi huske at give ordentlig besked til hinanden om hvor og hvad man laver.
Hold søndag hellig 11. del søndag eftermiddag
Vi er blevet ufattelige dovne på denne ferie, vi havde aftalt i går at stå op klokken 8 og få morgenmad, men klokken 12 lå vi stadig i vores senge. Vi, drenge, blev dog enige om at stå op da rengøringsdamen kom ind. Vi gik ned på Planet Pizza og fik ”morgenmad”. Her sidder jeg så og skriver, inde på vores værelse med kun lyden fra det åbnede vindue, som baggrundsstøj. Pigerne var
11/09/2007
Side 19 af 40
Mit Tunesien Peter Lykkegaard Hansen
gået ned på stranden, da vi kom tilbage fra morgenmaden. Michael og Anders gik også derned. Så nu sidder jeg her helt alene og skriver denne dagbog, som jeg vil havde som minde om denne tur. Varmen og lyden af havet får mig til at tænke over hvorfor jeg sidder her alene og ikke sammen med de andre! Hvad laver de mon? Spiller de med den bold vi drenge købte, eller ligger de bare og tager sol? Ahh, jeg gider tænke på, jeg vil finde ud af det! Det var dejligt med en dukket og så er jeg klar på at skrive videre. Jeg sidder og kigger på mig selv i spejlet; mine skægstubbe er blevet lange, der er desværre ikke nok til at kalde dem et egentligt skæg, det ender nok med at jeg barber dem af, før turen går hjem til lille dejlige Danmark, som i øvrigt har haft et rigtigt ”lummervejr”, sådan udtrykkene min far det i hvert fald. Da jeg ringede hjem for at høre hvordan det stod til, eller måske bare for at høre min fars eller mors stemme. I spejlet kan jeg se Michael på sengen, han læser i sin bog, en beskæftigelse han nyder, at bruge tid på. Tænk, hvis jeg også kunne koncentrere mig, så meget om en bog, ja, det var lige et tankespil fra min side. Uha, det dufter godt! Det er Anders der er kommet ud af badet. Pigerne er stadig på stranden. Jeg har en lille historie fra stranden, men den fortæller jeg senere i: Et intimt Folk. Jeg fik snakket med Mette og Diana og episoden i går. Det var en misforståelse og pigerne var gået ud for at finde noget mad til Diana. Det havde bare taget mere tid end de regnede med. Når det så er sagt, så skal jeg sige, at da vi, drenge, gik ud tidligere i dag efter mad. Gik pigerne senere også ud i byen og spiste og var henne ved Madinaen. Så de var ikke nede på stranden, som jeg troede, da vi kom tilbage. Ja, der kan man se hvad der sker, når man ikke har snakket sammen om hvor hinanden er. Lad det være en lærestreg for os alle!
11/09/2007
Side 20 af 40
Mit Tunesien Peter Lykkegaard Hansen
Et intimt Folk 12. del stranden
Jeg har været inde på, at befolkningen hernede er meget nærgående, især når de prøver at sælge noget, der kan de næsten udvikle sig til det voldelige. Hvis der er en tjener eller butiksassistent der ikke har noget at lave, ingen kunde. Så står de lige så flot udenfor restauranten eller butikken og prøver at lokke forbipasserende ind, det er selvfølgelig kun turister der har den ære at være offer for denne, i danske forhold, ydres nærgående strategi for at få kunder i biksen. De indfødte har det altså bare noget sært med os turister. Og det er ikke kun pga. vores penge. Mændene er osse meget glade for ”hvidt køn” i deres fritid, især hunkøn (eller kun). Nå, dette lærte vi altså på følgede måde: Vi var gået på stranden og gået i vandet, men pludselig var vi omgivet af en hel gruppe mænd, eller de var rundt om Mette og Diana. De var utrolig nærgående og rørte både røv og alt muligt! Det var ligemeget hvad vi sagde så blev de ved. Det endte med vi var nød til at gå op på stranden for at slippe for dem og det skete op til flere gange! Man kan tænke over om vi gjorde nok for at få dem til at forsvinde(altså os drenge). Pigerne forsøgte hele tiden, med at sige det ene og det andet. Men de gutter forstod ikke noget af det, eller så ville de ikke forstå det. Vi havde prøvet før at blive chikaneret før, men aldrig så meget, så man blev utryg. Michael prøvede at sige noget til den ene, men han spyttede bare mod Michael og giv hen til pigerne igen. Hvis det sker igen, så må vi have fat i strandpersonalet! Huske jeg at sige at de gutter var virkelig store og sorte, så vi drenge kunne ikke fysisk have gjort noget...
11/09/2007
Side 21 af 40
Mit Tunesien Peter Lykkegaard Hansen
Når søndag går på held 13. del søndag aften (mandag eftermiddag)
Åh, hvorfor ligger jeg her? På min seng og skriver dagbog. Mine øjne er trætte og energi er der ikke meget af. Jeg følger mig mest som et dovendyr en tidlig mandag morgen. Det er endda mandag! Klokken er 20 minutter over 12, så helt tidligt er det ikke. Anders sidder på min plads og laver korthus med hele to kortspil. Han er genial til korthusbygning. I går aftens lavede han et hus ud af et kortspil, men han søger udfordring. Michael er et kapitel for sig, eller han er i gang med et kapitel for sig, i sin bog altså. Tidligere i dag stod jeg op klokken 8. Vi havde nemlig aftalt at spise morgenmad. Det har vi faktisk gjort alle dagene, men det er aldrig blevet til noget. Men i dag ville jeg gøre det: Spise morgenmad! Men som jeg var forberedt på ville Michael og Anders ikke med, men intet kunne stoppe min optimisme, så med nyt håb bankede jeg på hos pigerne og efter kun et halvt århundrede åbnede hun endelig døren! Men hun meddelte også at de ikke havde lyst. Jeg havde ikke været oppe i en halv time og var allerede blevet afvist af 4 personer...! Da jeg gik slukøret ned af gangen skete der det heldige, at jeg fandt ud af, at jeg helt havde gemt, at tage ”spisekortet” med, det kort vi skal vise når vi spise på hotellet, for at vise at det er med i vores ophold. Så jeg gik tilbage på værelset og så ville Anders pludselig gerne med. Det var nok fordi min banken på døren og hans lange gåtur hen til den for at åbne havde vågnede ham. Så gik vi ned og fik morgenmad. Det var ikke noget særligt interessant kapitel i mit liv… Tørt brød og gloede hed røræg har aldrig været min livret. Da vi havde spist gik vi op i vores senge og sov videre.
11/09/2007
Side 22 af 40
Mit Tunesien Peter Lykkegaard Hansen
Og her ligger jeg stadig, og skriver dagbog. Anders har opgivet sit korthus. Michael har lagt sin bog væk og står nu op og prøver at være aktiv. Jeg skal lige have skrevet om i aftes, søndag aften. Ellers passer overskriften jo slet ikke: Da vi kom tilbage fra stranden, satte vi drenge os og hyggede os på værelset. Lige indtil pigerne bankede på. De var sultne og det var vi egentlig også. Vi overvejet om vi skulle spise på hotellet eller gå i byen, bare for ligesom at prøve noget nyt. Men det blev ikke til så meget, da det endte med vi spiste på hotellet. Efter det gik vi op på pigernes værelse, hvorpå vi gik ned igen til kiosken og købte postkort, chips og cola. Derefter satte vi os igen på pigernes værelse. Der sad vi helt til klokken blev 12, hvor vi gik ud i byen. Men vi havde også drukket den sidste Gin og skrevet 15 postkort, som vi skal sende i dag, mandag Vi skrev et postkort til Hanne, vores klasselære gennem de 9 år på Nymarksskolen. Håber hun bliver glad for hilsnen og vi glemme aldrig hendes søde væsen og store arbejde for at vores klasse blev så god, som den var! Vi havde stor morskab, da vi skrev kort til Simon og Kim J, så det spørgsmålet om de har samme morskab, når de læser dem. Der var blandet noget med en Karseklippet Palmefugl, som er en joke, hvor man kun kan sige: Man skulle nok havde været dér! Vi gik ned i byen, ikke for at drikke, men for at få noget frisk luft. Vi gik op af hovedgaden og tilbage ned af stranden. Vi gjorde et holdt, hvor vi fik lidt øl og is. Vi skulle lige have noget vand med tilbage på hotellet. Så mens vi gik der med vandflasker, så Michael en
11/09/2007
Side 23 af 40
Mit Tunesien Peter Lykkegaard Hansen
fez, som han bare måtte eje. Det er noget med en loge, som han er med i sammen med nogle klassekammerater. Han blev da snydt på det groveste, som Michael selv udtrykker det. For han fik den først ned på 20 dinar(100 kr.), men da han kun havde en 30 dinar-seddel(150 kr.), så kostede fezen pludselig det! Kvalitet er ikke et ord der kan benyttes i en sætning, hvor fezen medvirker, skal vi sige det på den måde… Klokken blev kvart i 3 den nat før vi gik i seng.Jeg ligger stadig på sengen. Michael læser igen og Anders har lige været i bad. Klokken siger 20 minutter over 1 om eftermiddag.
Dag bliver nat 14. del tirsdag nat
Klokken er 10 minutter over 12 om natten, tirsdag nat, så det er jo egentlig onsdag. Den anden og sidste onsdag på ferien i Tunesien. Der er gået 7 dage og i dag, onsdag skal vi ud af hotellet til middag Så der er under 12 timer til! Jeg er håbløs bagud med denne dagbog, mangler mandag aften frem til nu. Det har sine grunde. Mandag aften, fordi vi drak os fulde i Celtia, den tunesiske øl jeg har snakket om før. Tirsdag, fordi jeg ikke har haft det for godt: Det skulle jo ramme mig på et tidspunkt, når jeg er i Afrika: Diaré. Jeg var så naiv at tro at jeg kunne klare alt, men solen, vandet, maden og øllerne var af en anden mening. Så jeg måtte give fortabt, eller det måtte mit tarmsystem. Dette lille faktum har gjort min sidste hele dag i Tunesien til lidt af en trist affære, nu er jeg ved at komme mig, og det var heller ikke så slemt, som det måske kan lyde. Det var ikke sådan at jeg måtte løbe i tide og utide. Bare at når man skulle var det med et meget flydende resultat… Jeg sidder nu og nærmest venter på, at det skal ”komme over” mig igen, så jeg kan prøve de piller pigerne har givet mig, de skal tages efter man har ”bummelummet”.
11/09/2007
Side 24 af 40
Mit Tunesien Peter Lykkegaard Hansen
Så det sidder jeg og venter på, imens kan jeg beundrer min skønne overkrop i spejlet. Brun er den da blevet, nice! Lidt rød nogle steder og helt hvid andre steder, det er der nok mange der takker for, at de steder ikke har fået sol. Men vi kan ikke alle være perfekt brune. Der er ellers sket meget med min krop i dag. Skægget, som ikke var et rigtig skæg, har jeg barberet af med en engangsskraber. Trods pigernes protest, ved dog ikke vor meget de mente det. Jeg synes i hvert fald ikke det havde fortjent at blive. Ikke én pige har jeg bedækket og/eller scoret. Hverken på grund af skægget eller noget andet for dens sags skyld. Jeg har været tørlagt på den font hele vores ferie i Tunesien, men det er måske meget godt med en ”kold tyrker” en gang imellem. Ikke for at forsvare mig, men det er helt sikkert pga. denne bøssekultur. Vi har næsten ikke set de arabiske kvinder, de skulle ellers være af topkvalitet efter de rejsebøger jeg har læst! Hvis vi endelig skulle møde nogle indfødte hunkønsvæsner, så er de så godt pakket ind, at man ikke kan se hvad der er for eller bag. Hjemme i Danmark har vi jo en meget mere civiliseret tøj kultur. Der er det en sand fornøjelse at skelne mellem kvindernes for og bag. Trods det sker på navigation af to områder på den kvindelige krop, som nok med vilje begge starter med bogstavet ”b”. Tilbage til min krop, den har også fået en tatovering. Den sidder på højreskulder, det er dog ikke en rigtig én. Den holder højst en måneds tid. Anders var den flinke giver, jeg havde ikke flere penge Danish Babes
tilbage og vi havde
aftalt at vi alle skulle have sådan en, men pigerne fik allerede lavet en i går, mandag. Da de vare nede på Madinaen. Michael truer ikke få en, han snakkede om han ikke havde råd, men det havde jeg heller ikke, men fik da en!
11/09/2007
Side 25 af 40
Mit Tunesien Peter Lykkegaard Hansen
Min er bare et mønster, hvor Anders’ forestiller nogle kinesiske eller japanske tegn for held. Noget der kommer meget passede for Anders. Han har nemlig været særdeles uheldig/dårlig i de endeløse antal kortspil, han og Michael har spillet. Så han har brug for noget held – jeg taber dog til Anders lige meget hvad. Så jeg synes ikke det hjælper det store. Nå, jeg har lige været på toilettet og taget en pille, nu håber jeg det diarre forsvinder så mine sidste timer i Tunesien kan være nogenlunde gode! Jeg brugte nok havde taget nogle piller med selv: Vær altid beredt, som spejderne siger, og med ”for” foran ”beredt” vil jeg give de tovbindende uniformeret tøsedrenge ret! Nu skal jeg passe på hvad jeg siger, Morten er stadig spejder, trods han er 18 år! Klokken er nu 01:20. Okay, jeg smutter i seng nu, skal op om 9 timer og 40 minutter – Klokken 10. Op og pakke, så vi er klar til hjemturen. Michael ligger stadig på sengen og ser film på sin bærbare computer; en lille fiks sag. Filmen er en som fulgte med det FHM, som Anders købte i Nyborg før vi skulle med toget. Et blad vi har haft meget glæde af. Hø hø. Anders er faldet i søvn, det må ellers havde været svært med al den larm, som kommer fra hotellet siden af. Vi plejede normalt først at komme tilbage på hotellet, når musikken var stoppet, men her sidste aften havde vi ikke lyst til andet end at smutte tidligt i seng.
En kunst at pakke 15. del onsdag formiddag – eftermiddag (mandag)
Go’morgen! Klokken er halv 12, en halv time har vi til at vi skal være ude af vores værelse. Michael er klar og det er jeg sådan set også. Anders pakker stadig, det gør pigerne nok også, hvis jeg kender dem ret. Vi skulle jo op klokken 10 og der ringede vores 3 telefoner også, men det er svært at komme op så tidligt – 2 timer tidligere end normalt på denne ferie(eller hele sommerferie for mit vedkommende). Michael
11/09/2007
Side 26 af 40
Mit Tunesien Peter Lykkegaard Hansen
stod op og tændte fjernsynet, på en eller anden tysk lorte kanal, det er det i hvert fald, når man ligger og sover. Men efter 30 minutters talende tysk tortur brød jeg psykisk sammen og kom op og begyndte at pakke. Michael havde i øvrigt, mens vi andre halvsov, været inde hos pigerne og hentet toiletpapir, noget som han brugte det hele af. Så da Diana bakkede på måtte jeg afbryde min pakning og sammen med Michael gik vi efter ordrer ned og hentede mere toiletpapir. Nede i receptionen fik vi også oplyst hvor vi skulle anbringe vores bagage her klokken 12 til vi skal af sted med bussen klokken 14:30. Nu kom Mette og Diana ind, vi skal ned med bagagen. Klokken er 10 minutter i 12. Der er dejligt køligt her i forhallen,
Anders
og
Michael sidder af mig og spiller Kasino. Mette og Diana sidder stadig ude ved stranden. Det synes vi drenge dog var for varmt her klokken 1, hvor solen stadig står på sit højeste. Vi har lige været ude og spise. På en café nede af hovedgaden, det var egentlig ikke fordi jeg var så sulten, men det jo nok en god idé, når vi skal i bus og senere med fly og tog for at komme hjem til Nyborg, det bliver en lang tur. Vi er nok hjemme omkring klokken 1 i nat eller senere. Jeg har ikke flere penge tilbage, kun 300 milims, noget man kun kan få en lille is for. Men den vil jeg så også nyde og tænke tilbage på at jeg har brugt 200 dinar(1000 kr.) på denne tur. Mange penge, når man tænker på at det eneste jeg får med hjem er en vandpibe til Søren for 40 dinar(200 kr.) Resten af pengene er brugt på mad, drikkelse og andre små ting vi har fået brug for hernede. Nå, jeg er stadig ikke færdig med at fortælle om mandag aften, og eftermiddag, når jeg tænker over det.
11/09/2007
Side 27 af 40
Mit Tunesien Peter Lykkegaard Hansen
Klokken var 20 minutter over et, da jeg stoppede med at skrive dagbog i mandags. Uh, det er svært at huske så meget tilbage, men prøver: Pigerne smuttede ned til stranden og vi drenge gik ned i byen for at finde noget at spise. Det havde pigerne allerede gjort. Vi valgte Planet Pizza… igen. Jeg fik en burger, med en almindelig bøf i, så det smagte mere af bøf med brød og salat end burger. Vi gik også ned vandet, da vi kom tilbage til hotellet, der var vi resten af dagen til klokken 6(cirkus). Da klokken nået halv otte begyndte vi at være godt sultne, men vi ville ud og spise. Men før vi fandt et sted gik vi ind i Magasin General og købte en håndfuld øl hver’. For i aften skal der bare drikkes igennem, tænkte vi. Nå, dem tog vi op på vores værelse og gik ned i byen igen for at finde et sted og spise og siden af Planet Pizza fandt vi sådan et sted, der prøvede vi noget nyt, hverken pizza eller bruger. Det var bøf med campinogsovs, det smagte rigtigt godt, selvom de har en dårlig vane med at gøre alt, alt for stærkt! Nu gider jeg ikke skrive mere klokken er kvart i 2.
Når det går mod enden 16. del onsdag eftermiddag (mandag aften)
Så er flyet i luften og vi kan tage bælterne af. Piloten har lige annonceret at minibaren er på vej. Klokken er lidt over 19 og trods Michael skeptisk lettede vi præcist klokken 18:55, som vi skulle. Vi var faktisk lidt overrasket og måtte nærmest løbe for at nå komme ombord, som de sidste endda. Det var også
Michael der skulle ind i og købe en flaske billig Gin, den noget
han dog kun halvt igennem køen med, før vi måtte løbe, hehe.
11/09/2007
Side 28 af 40
Mit Tunesien Peter Lykkegaard Hansen
Efter vi havde stået i kø i over 3 kvarter havde vi ellers betvivlet lufthavnens effektivitet. Dansker har generelt bare en dårlig køkultur, vi opfatter det som ueffektivt og det kan vi ikke klare, bare stå der og spilde vores tid. Lufthavnen her i Tunis er ellers meget nydelig med en blanding af nyt og gammel. Jeg sidder på plads E20, mellem Anders, ved vinduet, og Mette, ved gangen. Mit klapbord er nede og der ligger dagbogen, som jeg skriver i. Diana sidder på den anden side af gangen end Mette, siden af et ældre ægtepar: Michael sidder på pladsen foran Mette, siden af to piger, som nok er veninder, men de treer sig, som et kærestepar. Vi kom til mandag aften: vi var lige kommet hjem til hotellet efter at havde spist ude i byen. Vi sætter os oppe på pigernes værelse og drikker øl. Det gjorder vi sådan set hver aften, undtaget den sidste, hvor vi smuttede ned i byen og drak en enkelt øl på en bar, hvor på vi gik i seng, men det var altså tirsdag aften, vi er i gang med mandag aften:
Jeg kan lige komme med en anekdote: Vi skulle ind på pigernes værelse og drikke som sagt. Men før vi kan det måtte
vi
omrokeringer
lave af
nogle bl.a.
en
bærbar computer, så vi kan høre musik, så skulle vi også have stolen fra vores værelse og Anders’ kort med over på det andet værelse. Alt sammen noget der skaber en høj stressfaktor og så skete dét. Det der måtte ske. Vi smækkede os ude. For nu var det jo så smart lavet, at når man låser sig ind skal nøglen op i en anden lås siden af døren på indersiden, selvfølelig. For at tænde for strømmen på værelset; lys, aircondition osv. Det er så også lavet på den måde at døren låser, hvis den smækkes og kan kun lukkes op udefra med nøgle. Der stod jeg så udenfor med en låst dør
11/09/2007
Side 29 af 40
Mit Tunesien Peter Lykkegaard Hansen
og nøglen hang inde på værelset, sådan! Det blev mig og Michael der tog den tjans at få adgang til vores værelse igen. Nu kan jeg godt her i flyet på vej hjem godt se, hvor lidt sjov en receptionist må have i løbet af sådan en dag og hvis det var mig ville jeg nok også tage hver en lille chance for at få et billigt grin. Som når man smækker sig selv ude. Michael og mig havde faktisk begge forventet en form for joke i anledningen af vores uheld. Receptionisten trak dog joken så langt ud, at vi begyndte at blive nervøse, da han snakkede at det kun var rengøringsdamen der have nøglen og hun kom først i morgen, så vi måtte sove i forhallen – Ja, han endte selvfølelig med at knække af grin, så vi kunne ånde lettet ud. Og med en noget forvirret teenager Piccolo fik vi vores dør lukket op. Så det endte lykkeligt. Vi fik i løbet af den aften drukket alle vores øl, som til sidst fyldte bordet godt ud. Pigerne har ikke været særligt øl-ivrige på denne tur, det er de vel aldrig, de har nok bare ikke råd til andet… Så jeg fik deres sidste øl, før vi gik ned i byen, hvor vi satte os nogle steder før vi gik i seng.
Da toget på skinner kørte 17. del onsdag aften
Sikke vi bomler frem i togvognen, vi er endelig snart hjemme. Ordene ”køre”, ”står” og ”ét mere” flyver om mig. Michael og Anders har gang i et spil ”Halv 12” siden af mig. Mette og Diana sidder nogle række bag mig med Michaels bærbar og ser billeder, nogen gange griner de, andre gange er de helt stille, hvad mon det betyder? De siger at alle billederne af dem er dårlige, men jeg er heller ikke særlig fotogen – men det gør ikke det store for der er nok ikke mange andre der gider se dem, for de visser kun os der er ikke meget Tunesien over dem. Billeder fortæller ikke meget historie end dem der kan huske hvad der skete!
11/09/2007
Side 30 af 40
Mit Tunesien Peter Lykkegaard Hansen
”Sorø” lyder over højtalerne. Det er den næste station. Vi måtte skifte et par gange før vi kunne sætte os i dette tog mod Nyborg. Vi kom allerede til Kastrup klokken 22, så flyve turen tog kun 3 timer, vi fulgte jo også Golfstrømmen. Da flyet kom ned under skyerne var det første vi opdagede ved at være over Danmark var regnen der ramte vinduet: Velkommen hjem! Og efter kyndig vejledning af skønheden bag billetlugen tog vi toget først fra Kastrup til Hovedbanegården og så til Høje Tåstrup og videre til Nyborg, hvor vi er nu. Jeg vil lige fortælle en historie jeg vil kalde McDonald’s Paradoks:
McDonald’s Paradoks 18. del onsdag aften
Vi
var
lige
trillet
ind
på
Hovedbanegården og kommet hen til den perron, hvor vi skulle videre fra. Vi var blevet sultne efter den lange rejse, maden på flyet er som altid ikke noget at snakke om, egentlig er det et sært fænomen at man på en 3 timers fly tur får et måltid serveret gratis, men på busturen ud til lufthavnen fik man ingen ting. Der brugte vel ikke være så stor forskel på de to transportformer? Vi har lidt under et kvarter, vi smutter op på McDonald’s, noget vi slet ikke så nogen af i Tunesien, det skulle man ellers tror. De er overalt, ligesom Colacola som vi fik at drikke til næsten alle vores måltider i Tunesien. Anders var ikke sulten i hvert fald ikke efter McDonald’s mad. Jeg skulle købe to cheeseburger for Michael, det skulle jeg også havde, så jeg og pigerne smuttede op for at købe mad, men de
11/09/2007
Side 31 af 40
Mit Tunesien Peter Lykkegaard Hansen
andre to blev nede ved vores bagage. Jeg vælger som selvvaneligt den langsommste kø, så pigerne måtte står og vente på mig. Jeg vidste en cheeseburger kostede 10,-, det gjorde de hvert fald i Odense og det måtte være det samme her, så jeg tog en 50’er frem fra min pung og stod så og ventede med den i min hånd. Det så en ikke særlig høj mand med hue, trods det er i juli måned. Begyndte at tale til mig mens han kiggede ned i sin hånd, hvor han havde en masse små mønter, jeg kiggede bare lige ud for at udgå en dialog. Men han gik helt hen til mig og spurgte om jeg ikke ville veksle hans mønter for han havde 50 kr. Ja, ja, goddaw du, tænkte jeg, hvor dum tror han jeg er og afviste ham. Hvor efter han gik videre til hende bag mig, hun fortalte, at han dog bare skulle gå hen til kiosken, der ville de glædelig veksle for ham. Han var selvfølelig ligeglad, for der ville de aldrig hoppe på sådan et tjek, så han gik videre i køen. Nu kom hende foran mig til, så er det snart mig, tænkte jeg, for ingen kan da være så langsomme som de forrige. Jeg ved ikke om jeg har en helt mærkelig opfattelse af McDonald’s, men det er ikke stedet hvor man kommer og laver store tanker om hvad man skal have at spise. Der kommer man når man skal havde stillet sultet. For man må ikke sige det er de helt store kulinariske smagsoplevelser man får på McD. ”Jeg vil gerne have en sandwich” siger hende foran, da hun når skranken. Ekspedienten måtte forklare hende at det var der en del forskellige varianter af. Hun forklare at det skulle være de nye. Det hjælp ikke ekspedienten ret meget, eller mig for den sags skyld, men nu lyttede jeg ikke for det kommer jo ikke mig ved hvad hun skulle have. Ekspedienten foreslog en McFeast og ”ja” det ville hun gerne have én af, bare det blev vegetar-udgaven. Så måtte Ekspedienten igen begynde at forklare at der ikke var nogen vegetar-udgave af McFeast, men om hun ikke mente Pitamac. Nåh jo, det var det hun
11/09/2007
Side 32 af 40
Mit Tunesien Peter Lykkegaard Hansen
mente; en Pitamac-vegetar ville gerne have. – Det lavede de ikke mere, måtte Ekspedienten oplyse på vejene af McDonald’s på Hovedbanegården. – Nå, så skulle hun bare have en Dobbelt Cheeseburger Menu. Jeg kunne have stået nede på perronen sammen med de andre nu, hvis hun bare havde bestilt det med det samme! ”Jeg spiser ellers ikke mad med døde dyr i” kommer det så fra hende. Ved ikke hvad hun ville med den kommentar udover at få hende til at ligne en idiot, og det klare hun helt uden at sige noget. ”Endelig havde i fået noget mad man kunne spise”, siger hun, som en kommentar til Pitamac-vegetar, som de nu er stoppet med at servere. Hun betalte og tog sin bakke og gik, så jeg kunne komme til. Men det er da utrolig at nogen kan opføre sig så dumt, det kan jeg stadig undre mig over.
I familiens skød 19. del onsdag nat
Toget stoppede og dørene åbnede sig, vi kunne træde ud og få fast grund under fødderne igen. Samme sted, som vi for 7 dage stod for at komme afsted. Vi noget ikke at stå mange sekunder før Mettes mor kom, hun skulle have Mette, Diana og mig med, så efter en vemodig afsked og pakning af bilen rullede vi mod Kerteminde Kommune
og
Frederiksminde, som første stop. Anders’ mor kom og hentede Michael og Anders. Diana og mig sad nærmest i stilhed på bagsædet, mens Mette og hendes mor snakkede i et voldsomt tempo, det virker utroligt at de kunne havde undværet hinanden. Jeg som udenforstående kunne
11/09/2007
Side 33 af 40
Mit Tunesien Peter Lykkegaard Hansen
ikke følge med i samtalen, de udvekslede en masse sladder om en masse forskellige mennesker, som jeg overhovedet ikke kendte til. Der blev dog holdt korte pauser, så der kunne blive fortalt om vores tur, der havde jeg bedre muligheder for at deltag. Ikke fordi jeg gjorde det, jeg havde tankerne et helt andet sted: Jeg glæde mig til at komme hjem, hjem til min far, mor og storebror, ja selv min lillebror glæde jeg mig til at se igen. Min mor lå på sofaen inde i stuen, da jeg trillede kufferten ind i bryggerset klokken halv 2. Min far kom ud fra soveværelset. Og så skulle jeg så svare på en masse spørgsmål de havde om hvordan det havde været. Jeg var ellers blevet godt træt efter den lange tur hjem, men sådan er det jo, gudskelov.
Den glemte tirsdag 20. del tirsdag eftermiddag til aften
Ja, ved godt det er noget af en dårlig dagbog, sådan at glemme en dag, men det måtte vel ske. Men her og nu vil jeg skrive det. Jeg sidder godt nok foran en computer i en dejlig læderstol. Ikke som de pladser, som flyene, busserne, togene eller hotellet kunne tilbyde, men som jeg måtte nøjes med på den rejse. Det er snart en måned siden vi kom hjem fra Tunesien, men jeg har ikke pointeret færdiggørelsen af dagbogen så højt, som nogen kunne ønske. Men livet skal vel også leves og ferien skal vel nydes. Det er ikke på grund af vejret det ikke er blevet gjort, det har været rigtigt dansk sommervejr, så jeg har siddet indendørs det meste af tiden. Jeg kan ikke huske tirsdag så godt, men kan da prøve selvom det nok bliver en kort gennemgang: Klokken var vel mellem halv ét og ét, da vi gik over til Madinaen, rengøringsdamen havde bakkede på og vi kunne lige
11/09/2007
Side 34 af 40
Mit Tunesien Peter Lykkegaard Hansen
så godt komme i gang, selvom vi nok havde mest lyst til at blive liggende, jeg havde fået nogle maveproblemer jeg betegner som diarré, men ikke værre end jeg nemt kunne smutte med ned i byen. Pigerne skulle lige have lidt længere på den anden side, så det var kun os drenge der bevægede os ud under solen. Det var utroligt varmt at gå rundt mellem de mange butikker. Michael var på jagt efter et par nye sko, så han fik os ind i en del af dem. Jeg ved ikke om det var varmen eller ønsket om at få noget med hjem, der gjorder jeg købte en vandpibe, sådan én, som Søren gerne ville have. Den stod først til 70 dinar, men
efter
jeg
havde
benyttet
mit
STORE
handelstalent fik jeg den ned på 40 dinar, ret flot ik’. Det kunne jeg i hvert fald glæde mig over til vi kom ind i den næste butik, hvor den samme størrelse vandpibe kostede 37,5 dinar og det var i den butik, hvor man ikke kunne prutte om prisen. Så det var omkring markedsprisen jeg fik den vandpibe til. Da vi gik over mod hotellet igen, så vi pigerne inde på en café, hvor de havde spist morgenmad, vi satte os ind til dem og vi fik også morgenmad. Pigerne smuttede over til Madinaen. Jeg husker: At jeg havde det utroligt varmt, da jeg sad der og spiste. Jeg havde det heller ikke for godt. Efter vi havde spist tog vi drenge op på vores værelse igen og kølede af. Resten af eftermiddagen brugte vi på stranden. Det har vi snart fået et ret godt tav’ på. Vi gad ikke spise på hotellet denne sidste aften så vi gid ud i byen, det var faktisk efter det, at Anders og jeg fik vores tatovering. Vi var ikke friske på så meget, vi skulle jo rejse næste dag, så ville nok være meget godt at være nogenlunde friske. Så vi gik en lille tur, forbi et stort hotel der ligger siden af den store plads. Der fik vi en utrolig dårlig øl. Så det var noget trist! Bagefter gik op på vores værelser og gik i seng!
11/09/2007
Side 35 af 40
Mit Tunesien Peter Lykkegaard Hansen
De glemte noter 21. del
Der er lige nogle ting jeg skal huske, at tage med i denne dagbog: Jeg gik forbi bordet inde på vores værelse, der så jeg et stykke papir med en lang række tal adskilt med plus-tegn. – Hmm, hvad mon det var for noget, tænkte jeg og spurgte Michael, som lå på sin seng. – Det var Anders udregning om hvor mange kort han skulle sætte i bunden af korthuset, når han skulle lavet ét ud af to spilkort. Det må da kunne gøres bedre end det plusstykke, tænkte jeg! Så jeg satte mig for at finde en ligning, som jeg vil kalde: Retep’s Ligning, efter mig selv selvfølelig. Michael og jeg begyndte at finde en sådan ligning. Det ville være ret godt hvis jeg: Peter Lykkegaard Hansen, kunne løse dette gigantiske problem. Men det blev selvfølelig Anders der gjorde det, øv! - Ja, han er nok også den som bedst har forstået logikken i det matematisk halløj, så det er ok. Nu hvor det skal være. Herunder kan du se den formel han har fundet: 1,5 x n2 + 0,5 x n n = antal ”telte” placeret i bunden af korthuset. Der var også en anden ting jeg skal huske at tage med: Michaels sagnomspundne ”Pointkontoen”: Jeg ved ikke hvordan Michael fik den idé. Eller jo det gør jeg vel egentlig. Han havde den uvane på denne ferie at bruge udtryk som: ”ét minus point til Anders!” eller ”ét plus point til Peter!”, når en person gjorde en mere eller mindre ubetydende handling. Og så fik han den idé at det kunne da være meget filløjerligt at skrive disse point ned, så det gjorde han!
11/09/2007
Side 36 af 40
Mit Tunesien Peter Lykkegaard Hansen
Den originale kopi er, ligeledes med den originale original, desværre gået bort... Men kan da meget hurtigt forklare hvordan den er opbygget, så alle er med. Nå, hver person på listen har hver et plus- og minus-tegn, hvor Michael så afmærker med en simpelt streg hver gang man i Michaels øjne gør noget, som er ét minus eller ét plus point hver. Vi er alle fem på listen. Michael er dog(efter listen) meget lidt aktiv og har kun ét plus point, som var for at finde på denne liste! Og to minus, de ved jeg dog ikke, hvorfor han har. Det er jo det smarte eller dårlige ved Pointkontoen, at man ikke kan se hvad man har fået de enkle streger for. Det skal nok være glad for, for jeg har hele 16 minus point, hvor de andre højst er kommet op på 10! Jeg kan i det hele taget se, at jeg har været den mest aktive på hele ferien med hele 31 point sammenlagt. Jeg har dog lavet flere dumheder end godheder for regnskabet ender med ét minus point for mit vedkommende. På en første plads med bedste resultat: 2 plus point kommer lidt uventet: Receptionisten! Tillykke, han fik faktisk kun plus point! – Det giver dog et lidt forvirret indtryk af hotellet. Piccoloen, som på listen går under navnet Stikkende Øje, fordi… øh, det gir hvis sig selv. Han fik kun minus point! Det var det ekstra jeg havde til Dem, håber det kunne tilfredsstillede Dem på en eller anden måde.
11/09/2007
Side 37 af 40
Mit Tunesien Peter Lykkegaard Hansen
Jeg har valgt at med tage denne lille novelle, som jeg skriv i det varme Afrika, på grund af dens store filosofiske og poetiske indhold:
Den mørke Morgen 22. del
De første solstråler rammer mine tætte øjne gennem den lille spække mellem de to store gardiner, trods de er trukket sammen. Jeg sætter mig op på sengen, der er helt stille i det lille værelse. Jeg vender mig om mod vinduet og trækker stille det ene gardin fra så jeg kan se ud over den øde sandstrand. Med en hurtig armbevægelse får jeg vinduet op. Stilheden rammer mig i ansigtet sammen med en frisk brise. Kun lyden af vandet der triller op over sandet kan jeg høre. Jeg ligger mig ned på sengen igen, lukker øjne og falder hen. Pludselig hører jeg en svag buldren – jeg åbner øjnede og sætter mig op på sengen. Lyden er der stadig, mens jeg lænder mig ud af vinduet og kigger ud over de flade tage, ikke et menneske at se. Lyden er der stadig, den er taget til – men intet at se! Men så sker det – Pludselig vælder det ud over det hele, de kommer ud fra alle gaderne, ud mod stranden! De kommer alle sammen, små som store, unge som gamle, kvinder som mænd. De var der alle sammen: Negerne! TIP: Hvis man læster teksten med mellemhold på bløde konsonanter, uden dybt tryk, giver det teksten en mere surrealistisk klang. - Det var min fortælling om turen til Tunesien.
11/09/2007
Side 38 af 40
Mit Tunesien Peter Lykkegaard Hansen
Anders ville også gerne skrive dagbog, den idé holdt dog kun til vi langede i Tunesien, så overskriften kan virke vildledende. Men det er altså bare fordi Anders havde nogle noget større planer med hans dagbog: Bl.a. at vi alle fem skulle vælge en ”helt”, der skulle udmunde i det maleri af De fantastiske 5, som så var os i overført betydning, logisk ik? Hvor smart det lige var at sammenligne os med de fem modebøsser fra TV3, ved jeg ikke lige. – Nå, det projekt kom aldrig i gang. Anders, der i denne forbindelse har mellemnavnet ”Mr. Beautiful”, fik i-hvert-tilfælde skrevet et stykke i dagbogen – det kommer her:
De fantastiske 5 i Tunesien 22. del
”Så blev det onsdag d. 29. Og vi skulle til Afrika og røre negere. Superheltene mødtes ved Nyborg – det var vildt. Der var en besynderlig og meget mystisk mand, som lavede nogle bevægelser der lignede en blanding af tai-chi, ballet, joga og spastiske lammelser – til nogens fornøjelse… Da vi en del timer senere var kommet til Kastrup skulle der være gang i den… så vi købte nogle franske hotdogs. Vi fik også købt noget alkohol, spillet lidt kort, gået på toilettet og stenet en del. Det var vældig ophidsende! Til vores store fornøjelse kunne vi more os over nogle tumpede drenge og et par forvirrede gamle mennesker der troede at man kunne spankulere ombord på flyet som en eller anden fandango… Da vi endelig efter en halv dag kom på flyet kom der virkelig tryk på, drikkelse kom flyvende(eller vi fik intet), vådservietter og en menu af en kaliber aldrig set før blev serveret, Peter var flabet og Michael gav kokosnødder fra den gavmilde pose. Efter alt dette blev jeg enig med mig selv om at der skulle tilføjes noget interessant til Peters dagbog. Det blev selvfølelig i voldsomt turbulent vejr med Royal Gigolos i Michaels discman. Efter turen ikke er nået længere må Aakærs kronik om De Fantastiske 5 vende tilbage senere… Bum! – og så rammer vi jorden, så er vi i Afrika og stort set hele flyet klapper, skriger og render nøgne rundt i glæde over at vi ikke er døde. Et eller andet sted ville jeg være lidt skadefro og håbe at vi punkterede eller at vingen faldt af – bare så man kunne sige: ”Så kan I lære det!” Nå, men vi kom ud i det meget varme vejr og fik æren at blive kørt ind til lufthavnen i en overproppet bus, dejligt!” Så var der ikke mere fra Anders, det sluttede før det begyndte! Men hva’ vi er nok også bedst tjent med at det er min der styre dette show!
11/09/2007
Side 39 af 40
Mit Tunesien Peter Lykkegaard Hansen
Eftertekst Det er i dag d. 11. september 2007. Det er over 2 år siden Michael, Anders, Mette, Diana og jeg var i Tunesien. Jeg har ikke taget mig sammen før nu, at gøre denne bog færdig, men det var en dejlig rejsen tilbage i tiden – til en tid hvor alt så meget anderledes ud en i dag. Jeg vil ikke, som en gammelklog nisse sige det var bedre dengang. For det tror jeg alle vi er enige om det var det ikke nødvendigvis. Men jo det var en dejlig tur vi havde og jeg kan stadig med forundring tænkte på at det var lidt vildt af 5 skolekammerater at tage alene til Tunesien, så gamle var vi heller ikke dengang;) Dengang så vi hinanden tit, til tider var vi alle sammen hver weekend - I dag er vi spredt for alle vinde. Mette bor i Odense, Diana i Norge, vist på vej til Mexico? Anders og Michael er flyttet til Århus... og her sidder jeg – på mit værelse, på mine forældres gård. TAK for en fantastisk ferie i Tunesien skal I alle have! Turen er ét symbol på den epoke, som nu er slut. Den tid hvor alle ens venner boede i ens baghave... Nu er ens verden mere kompleks – med alle de glæder det også har givet. Jeg tænker tilbage med et smil på læben og tanken om at I alle er der stadig for mig – et eller andet sted i hvert fald;) Mange knus, kram og kys til dig Mette, du Anders, mmm dig Diana og åhh os dig Michael
11/09/2007
Side 40 af 40