Kamp til stregen

FLAMINGO er bøger, der forfører

I denne læseprøve kan du læse en lille bid af bogen og om dens forfatter.

Læn dig tilbage, og lad dig underholde!

Rigtig god læselyst.

FLAMINGO

Om Kamp til stregen

Det er sidste år på college, og Sabrina James har planlagt sin fremtid ned i mindste detalje: Først skal hun have sin eksamen, så sparke røv på jurastudiet og derefter lande et velbetalt job i et brutalt effektivt advokatfirma. Med i planen for at undslippe sin skamfulde fortid er helt sikkert ikke en toplækker ishockeyspiller, der tror på kærlighed ved første blik. Men nogle gange er en enkelt nats sydende hot sex og overraskende stor ømhed alt, der skal til for at vende op og ned på dit liv. Tucker er af den overbevisning, at det at være en holdspiller er mindst lige så vigtigt som at være stjernen.

Han har det fint med at opholde sig uden for rampelyset på isen, men når det kommer til det at blive far som 22-årig, nægter han at være bænkevarmer. Det skader ikke, at den vordende mor til hans barn er smuk, knivskarp og holder ham på tæerne. Problemet er, at der er lås og slå på Sabrinas hjerte, og den målrettede brunette er alt for stædig til at tage imod hans hjælp. Hvis han vil dele livet med sin drømmekvinde, bliver han nødt til at overbevise hende om, at visse mål skal man være to for at nå.

KAMP TIL STREGEN er fjerde, selvstændige bind i den populære OFF-CAMPUS-serie, som også tæller AFTALT SPIL, LAGT PÅ IS og DØMT UDE.

Elle Kennedy

Kamp til stregen Off Campus

På dansk ved Merete Rostrup Fleischer

(Læseprøve)

FLAMINGO

Kamp til stregen (Læseprøve) Elle Kennedy På dansk ved Merete Rostrup Fleischer 1. e-bogsudgave 2017 ISBN 978-87-02-21972-2 © Elle Kennedy & FLAMINGO 2017 FLAMINGO er et forlag under Gyldendal Klareboderne 3, 1001 København K www.Gyldendal.dk Denne bog er beskyttet af lov om ophavsret Kopiering til andet end personlig brug må kun ske efter aftale med forlag og forfatter. www.Flamingobooks.dk

1 Sabrina ”Pis. Pis. Pis. Piiiiiiiis. Hvor er mine nøgler?”

Uret i den smalle gang fortæller mig, at jeg har 52 minutter til at klare en køretur, der tager 68 minutter, hvis jeg ikke vil komme for sent til festen.

Jeg kigger en gang til i min taske, men nøglerne er der ikke. Jeg søger flere steder. Kommoden?

Nej. Badeværelset? Der har jeg lige kigget. Køkkenet? Måske …

Jeg skal til at dreje om på hælen, da jeg hører en klirren af metal bag mig. ”Er det dem her, du leder efter?”

Foragten snører min hals sammen, mens jeg vender mig og går ind i en stue, der er så lille, at de fem gamle møbler – to borde, en sladresofa, en sofa og en enkelt stol – der står derinde, er proppet sammen som sardiner i en dåse. Den magre mand i sofaen dingler mine nøgler i luften. Da jeg sukker irriteret, griner han og skubber dem under den joggingbuksbeklædte røv. ”Kom og hent dem.”

Frustreret lader jeg en hånd køre ned over mit glattede hår, inden jeg skrider hen over gulvet hen mod min stedfar. ”Giv mig mine nøgler,” forlanger jeg.

Ray ser lystent på mig. ”For fa-anden, hvor ser du godt ud i aften. Du er virkelig blevet en babe, Rina. Vi burde gøre noget ved det, du og jeg.”

Jeg ignorerer den benede hånd, der falder ned mod hans skød. Jeg har aldrig mødt en mand, der var så desperat efter at røre ved sit eget vedhæng. Han får Homer Simpson til at ligne en gentleman. ”Der er ikke noget du og jeg. Så lad være med at se sådan på mig, og lad være med at kalde mig Rina.” Ray er den eneste, der kalder mig det, og jeg fucking hader det. ”Og giv mig så de nøgler.” ”Jeg har jo sagt, at du må komme og hente dem.”

Jeg bider tænderne sammen og stikker min hånd inde under hans knoglede røv og roder rundt efter mine nøgler. Ray grynter og vrider sig som den klamme lort, han er, til min hånd rører ved metallet.

Jeg trækker nøglerne fri og vender mig mod døren. ”Hvad er problemet?” håner han. ”Vi er jo ikke ligefrem i familie, så det er ikke incest.”

Jeg stopper op og bruger 30 sekunder af min dyrebare tid på at stirre vantro på ham. ”Du er min stedfar. Du har giftet dig med min mor. Og …” Jeg synker den galde, der stiger op i min hals, ”og nu du går i seng med Bedste. Så det handler ikke om, hvorvidt du og jeg er i familie. Det handler om, at du er den klammeste person på planeten, og at du burde sidde fængsel.”

De nøddebrune øjne bliver mørkere. ”Var din mund, unge dame, ellers risikerer du at komme hjem til en låst dør en af dagene.”

Nå. ”Jeg betaler en tredjedel af huslejen,” minder jeg ham om. ”Nå, men du burde måske betale mere.”

Han vender sig igen mod fjernsynet, og jeg bruger endnu 30 dyrebare sekunder på at drømme om at knalde ham én i hovedet med min taske. Det er det hele værd.

Ude i køkkenet sidder Bedste og ryger en smøg, mens hun læser i People. ”Har du set det her?” udbryder hun. ”Kim K er nøgen igen.” ”Godt for hende.” Jeg snupper min jakke, der hænger over en stoleryg, og går mod køkkendøren.

Jeg har erfaring for, at det er sikrere at forlade huset ad bagdøren. Der står som regel en del ungdomskriminelle typer og hænger foran verandaerne ved de smalle byhuse i vores knap så fashionable gade i den alt andet end fashionable del af Southie. Desuden er carporten også bag huset. ”Jeg har hørt, at Rachel Berkovich er blevet bollet tyk,” bemærker Bedste. ”Hun skulle have haft en abort, men det er vist imod deres religion.”

Jeg bider tænderne sammen og vender mig og ser på min mormor. Som sædvanligt har hun sin lasede morgenkåbe og lodne lyserøde tøfler på, men det affarvede blonde hår er perfekt touperet, og makeuppen sidder perfekt, selvom hun sjældent går nogen steder. ”Hun er jødisk, Bedste. Jeg tror ikke, det er mod hendes religion, men hvis det er, så er det hendes egen beslutning.” ”Hun er sikkert bare ude efter de der ekstra fødevarekuponer,” konkluderer Bedste og puster røg i min retning. Pis. Jeg håber ikke, jeg lugter som et askebæger, når jeg når frem til Hastings. ”Det tror jeg nu ikke er grunden til, at hun beholder sit barn.” Jeg står med den ene hånd på dørhåndtaget og flytter uroligt på fødderne, mens jeg venter på en mulighed for at sige farvel til Bedste. ”Din mor overvejede at få en abort, da hun ventede dig.”

Og der var den søreme. ”Okay, så er det nok,” mumler jeg. ”Jeg tager til Hastings. Jeg er hjemme engang i aften.”

Hun løfter straks hovedet fra bladet og kniber øjnene sammen, mens hun betragter min sorte striknederdel, kortærmede sweater med den dybe udskæring og de høje hæle. Jeg kan se ordene tage form i hendes hoved, allerede inden de kommer ud af hendes mund. ”Du ser fisefornem ud. Skal du ud til dit fancy college? Har du måske timer en lørdag aften?” ”Jeg skal til et cocktailparty,” svarer jeg modstræbende. ”Uhhh, cocktail, shocktail. Jeg håber ikke, dine læber sprækker af alt det røvslikkeri.” ”Ih tak, Bedste.” Jeg rykker døren op og tvinger mig selv til at tilføje: ”Elsker dig.” ”Elsker også dig, skattepige.”

Hun elsker mig helt sikkert, men nogle gange er den kærlighed så anløben, at jeg ikke ved, om den er til skade eller til hjælp for mig.

Jeg får hverken taget køreturen til Hastings på 52 eller 68 minutter. I stedet tager det mig hele halvanden time, fordi vejene er så åndssvagt dårlige. Det tager yderligere fem minutter at finde en

parkeringsplads, og da jeg endelig når frem til Professor Gibsons hus, er jeg lige så spændt som en klaverstreng – og cirka lige så skrøbelig. ”Hej, mr. Gibson. Jeg er virkelig ked af, at jeg kommer så sent,” siger jeg til den bebrillede mand i døren.

Professor Gibsons mand smiler blidt til mig. ”Det gør ikke noget, Sabrina. Det er et frygteligt vejr.

Lad mig tage din frakke.” Han rækker hånden frem og venter tålmodigt, mens jeg kæmper mig ud af min uldjakke.

Professor Gibson kommer ud, mens hendes mand hænger min billige frakke ind mellem alle de dyre i garderoben. Den ser lige så malplaceret ud, som jeg gør. Jeg skubber følelsen af utilstrækkelighed fra mig og plastrer et stort smil på. ”Sabrina!” hilser professor Gibson muntert. Hendes myndige tilstedeværelse tiltrækker straks al min opmærksomhed. ”Jeg er virkelig glad for, at du er nået frem i ét stykke. Er det begyndt at sne endnu?” ”Nej, det regner bare.”

Hun skærer ansigt og tager min arm. ”Det er endnu værre. Jeg håber ikke, du har planer om at køre tilbage til Boston i aften. Vejene vil være den rene is.”

Eftersom jeg skal på arbejde i morgen tidlig, skal jeg af sted, uanset hvilken tilstand vejene er i.

Men jeg vil ikke gøre professoren bekymret, så jeg smiler beroligende. ”Jeg finder på noget. Er hun her stadig?”

Professoren giver min arm et klem. Det er hun, og hun er meget ivrig efter at møde dig.”

Fantastisk. Jeg trækker vejret dybt ned i maven for første gang, siden jeg er kommet til huset, og lader mig føre gennem stuen hen til en lille, gråhåret kvinde klædt i en kasselignende, pastelfarvet jakkesætsjakke over et par sorte bukser. Tøjet er rimeligt intetsigende, men de diamanter, der glimter i hendes ører, er større end mine tommelfingernegle. Og derudover? Hun virker alt for elskværdig til at være juraprofessor. Jeg har altid forestillet mig dem som strenge, seriøse skabninger. Ligesom mig selv. ”Amelia, jeg vil gerne præsentere dig for Sabrina James. Hun er den studerende, jeg har fortalt dig om. Den bedste i sin klasse, har to jobs ved siden af og scorede alligevel 177 i sin LSAT.” Professor Gibson vender sig mod mig. ”Sabrina, Amelia Fromm, eminent forsker i forfatningsret.” ”En stor fornøjelse at møde Dem,” siger jeg og rækker min hånd frem, mens jeg beder til de højere magter om, at min hånd føles tør, ikke fugtig. Jeg øvede mig en hel time på at trykke mig selv i hånden, inden jeg tog af sted.

Amelia trykker min hånd let, inden hun træder et skridt tilbage. ”Italiensk mor, jødisk bedstefar, deraf den særprægede navnekombination. James er skotsk, kommer din familie derfra?” De funklende øjne glider hen over mig, og jeg modstår trangen til at pille ved mit billige tøj fra Target. ”Det skal jeg ikke kunne sige, ma’am.” Min familie kommer fra rendestenen. Skotland lyder alt for pænt og kongeligt til at kunne være vores fædreland.

Hun vifter med en hånd. ”Det er heller ikke vigtigt. Det er bare mig, der interesserer mig for slægtsforskning. Så du har søgt ind på Harvard? Det er, hvad Kelly fortæller mig.”

Kelly? Kender jeg en, der hedder Kelly? ”Hun mener mig, min ven,” ler professor Gibson blidt.

Jeg rødmer. ”Jo, undskyld. Jeg tænker på dig som professor.” ”Så formelt, Kelly!” anklager professor Fromm hende. ”Sabrina, hvor har du ellers søgt ind?” ”Boston College, Suffolk og Yale, men drømmen er Harvard.”

Amelia hæver et øjenbryn over min liste over Bostonuniversiteter.

Professor Gibson forsvarer mig straks. ”Hun ønsker at blive i nærheden af sit hjem. Og hun hører tydeligvis til på en bedre skole end Yale.”

De to professorer fnyser foragteligt. Gibson har selv gået på Harvard, og at være Harvard-kandidat er åbenbart synonym med at være anti-Yale. ”At dømme ud fra alt det, Kelly har fortalt mig om dig, lyder det, som om det ville være en ære for Harvard at få dig som studerende.” ”Det ville være en stor ære at blive Harvardstuderende, ma’am.” ”Det varer ikke længe, før optagelsesbrevene bliver sendt ud.” Hun får et skælmsk glimt i øjnene. ”Jeg skal sørge for at lægge et godt ord ind for dig.”

Amelia skænker mig endnu et smil, og jeg bliver så glad og lettet, at jeg er lige ved at besvime. Og jeg leflede ikke bare for hende. Harvard er uden diskussion min drøm. ”Tak,” lykkes det mig at kvække.

Professor Gibson gestikulerer mod maden. ”Hvad med at du får lidt at spise? Amelia, jeg kunne godt tænke mig at tale med dig om den oversigtsrapport, jeg har hørt, Brown har udgivet. Har du haft lejlighed til at kigge på den?”

De to vender sig bort og ruller sig ud i en diskussion om skæringspunktet mellem Black Feminism og raceteori, det felt, professor Gibson er ekspert indenfor.

Jeg går hen til bordet med forfriskninger, der er dækket med hvid dug og bugner af ost, kiks og frugt. Mine to bedste venner, Hope Matthews og Carin Thompson, står der allerede. Den ene mørk, den anden lys, og de er begge de smukkeste, klogeste engle i verden. Jeg skynder mig hen til dem og kollapser nærmest i armene på dem. ”Nå? hvordan gik det?” spørger Hope utålmodigt. ”Godt, tror jeg. Hun sagde, at det lød, som om det ville være en ære for Harvard at få mig, og at optagelsesbrevene snart bliver sendt ud.”

Jeg tager en tallerken og begynder at fylde på, mens jeg ønsker, at ostestykkerne var større. Jeg er så sulten, at jeg kunne spise en hel ost. Jeg har været så nervøs for det her møde hele dagen, og nu hvor det er overstået, har jeg bare lyst til at kaste mig over buffeten. ”Du er helt klart inde i varmen,” erklærer Carin. Vi har alle tre professor Gibson som vejleder, og hun sætter en stor ære i at hjælpe unge kvinder på vej. Der er andre netværksorganisationer på

campus, men hendes indflydelse er udelukkende gearet mod at hjælpe kvinder frem, og det er jeg yderst taknemmelig for.

Aftenens cocktailparty har til formål at give hendes studerende mulighed for at møde fakultetsmedlemmer fra landets førende akademiske programmer. Hope fisker efter en plads på Harvard Med, mens Carin satser på MIT. Jep, der befinder sig et helt hav af østrogen i professor Gibsons hus. Ud over hendes mand er der kun et par enkelte andre mænd til stede. Jeg kommer virkelig til at savne det her sted, når jeg dimitterer. Det har været mit hjem hjemmefra. ”Jeg har krydset fingre,” svarer jeg Carin. Hvis jeg ikke kommer ind på Harvard, så bliver det BC eller Suffolk. Og det vil også være fint, men Harvard er nærmest en garanti for det job, jeg vil have, når jeg er færdig – en stilling hos en af landets førende advokatfirmaer eller dem, alle kalder BigLaw. ”Du skal nok komme ind,” siger Hope med overbevisning. Og forhåbentlig holder du op med at køre dig selv så hårdt, når du først har fået optagelsesbrevet, for jeez, B, du ser virkelig anspændt ud.”

Jeg ruller en gang med hovedet og løsner nakken. Jep. Jeg er godt spændt op. ”Jeg ved det godt.

Mit skema er helt igennem brutalt for tiden. Jeg kom først i seng klokken to i nat, fordi hende der havde lukkevagten på Boots & Chutes udeblev, så jeg var nødt til at blive. Og jeg var oppe klokken fire for at sortere post. Jeg kom hjem ved 12-tiden, gik ud som et lys og var lige ved at sove over mig.” ”Har du stadig begge jobs?” Carin ryster det røde hår væk fra ansigtet. ”Du sagde, du ville sige servitricejobbet op.” ”Det kan jeg ikke endnu. Professor Gibson siger, at de ikke vil have, at vi arbejder første år på jurastudiet. Det kan jeg kun få til at hænge sammen, hvis jeg har sparet op til mad og husleje inden september.”

Carin udstøder en medfølende lyd. ”Jeg hører, hvad du siger. Mine forældre har taget så stort et lån, at jeg kunne købe et mindre land.” ”Jeg ville ønske, du flyttede ind hos os,” klager Hope. ”Siger du det? Det anede jeg ikke,” joker jeg. ”Det har du kun sagt to gange om dagen siden semesterstart.”

Hun rynker på sin nuttede næse. ”Du ville elske det sted, min far har lejet til os. Der er gulv til loftvinduer, og det er lige ved siden af undergrundsbanen. Offentlig transport.” Hun vipper lokkende med øjenbrynene. ”Det er for dyrt, H.” ”Du ved godt, jeg vil betale differencen, eller mine forældre ville,” retter hun sig selv. Den piges familie har flere penge end en oliesheik, men det mærker man slet ikke, når man taler med hende.

Hope er så meget nede på jorden, som det er muligt at være. ”Det ved jeg,” siger jeg mellem to bidder af minipølser, ”men det ville jeg havde det skidt med, og

den skyldfølelse ville blive til foragt, og så ville vi ikke være venner mere, og jeg ville hade ikke at være din ven.”

Hun ryster på hovedet af mig. ”Hvis din stædige stolthed en eller anden dag tillader dig at bede om hjælp, så er jeg der.” ”Så er vi her,” tilføjer Carin. ”Ser I?” Jeg vifter min gaffel mod dem. ”Det er derfor, jeg ikke kan leve uden jer to. I betyder alt for meget for mig. Desuden så fungerer det her for mig. Jeg har næsten 10 måneder at spare op i, inden undervisningen begynder til næste efterår. Jeg har styr på det.” ”Lad os i det mindste gå ud og få en drink bagefter det her,” trygler Carin. ”Jeg skal køre hjem.” Jeg skærer ansigt. ”Og jeg skal sortere pakker i morgen.” ”På en søndag?” indvender Hope. ”Halvanden time. Jeg kunne ikke sige nej. Faktisk må jeg nok hellere køre snart.” Jeg sætter tallerkenen fra mig og ser ud af det store vindue, der har udsigt over bugten. Jeg kan ikke se andet end mørke og regn. ”Jo før jeg kommer ud på vejene, jo bedre.” ”Du skal ingen steder i det vejr.” Professor Gibson dukker op ved siden af mig med et glas vin i hånden. ”De siger, at der er isslag på vej, temperaturen er dykket, så de våde vejbaner fryser.”

Et enkelt blik på min vejleders ansigt fortæller mig, at jeg bliver nødt til at makke ret. Så det gør jeg med stor modvilje. ”Okay,” siger jeg. ”Men det er under protest. Og du …” Jeg peger med gaflen i retning af Carin, ”du har bare af at have is i fryseren, i tilfælde af at jeg skal crashe hos dig, ellers bliver jeg virkelig, virkelig vred.”

De ler alle tre. Professor Gibson går videre og lader os netværke, så godt som tre collegestuderende nu kan det. Efter at have minglet en times tid tager Hope, Carin og jeg vores frakker. ”Hvor skal vi hen?” spørger jeg pigerne. ”D’Andre er på Malone’s, og jeg sagde, jeg ville møde ham der,” fortæller Hope mig. ”Det er kun to minutters kørsel herfra, så det skal nok gå.” ”Seriøst? Malone’s? Det er jo en ishockeybar,” beklager jeg mig. ”Hvad laver D’Andre der?” ”Drikker øl og venter på mig. Desuden trænger du til et knald, og du kan jo godt lide sportsfolk.”

Carin fnyser. ”Hun kan kun lide sportsfolk.” ”Hey, der er en rigtig god grund til, at jeg har en forkærlighed for sportsfolk,” indvender jeg. ”Det ved jeg godt. Den har vi hørt.” Hun himler med øjnene. ”Hvis du har brug for et svar på et statistikspørgsmål, så gå til matematiknørderne. Hvis du har et fysisk behov, så gå til en sportsmand.

Kroppen er elitesportsfolkets værktøj. De passer godt på den, presser den til grænsen og bla, bla, bla.” Carin laver en plaprebevægelse med hånden.

Jeg giver hende fingeren. ”Men sex er bare så meget bedre med en, man godt kan lide.” Det er Hope, den kommer fra, hende

der har været sammen sin footballspillende kæreste, D’Andre, siden første år på college. ”Og jeg kan godt lide dem,” indvender jeg. ”I den times tid jeg bruger dem.”

Det fniser vi lidt ad, indtil Carin bringer en fyr på banen, der trækker gennemsnittet ned. ”Men du husker godt ti sekunders-Greg, ikke?”

Jeg gyser. ”Allerførst; tusind ingen tak for at bringe det dårlige minde frem, og for det andet; jeg siger ikke, der ikke er fusere. Jeg siger bare, at chancerne er bedre med en sportsmand. ”Og ishockeyspillere er fusere?” spørger Carin.

Jeg trækker på skuldrene. ”Det ved jeg ikke. Jeg har ikke streget dem fra min liste over potentielle knald på grund af deres færdigheder mellem lagenerne, men fordi de er overprivilegerede skiderikker, der bliver båret på hænder og fødder af professorerne.” ”Sabrina, søde, du bliver simpelthen nødt til at give slip på det der,” presser Hope. ”Niks. Ishockeyspillere kommer ikke på listen.” ”Men altså tænk på, hvad du går glip af.” Carin slikker sig overdrevent lystent om munden. ”Ham på holdet, der har det der skæg? Det vil jeg gerne vide, hvordan føles. Skæg er på min bucketliste.” ”Slå dig løs. Min boykot af ishockeyspillere betyder bare, at der er flere til dig.” ”Jeg er helt med på den, men …” Hun griner smørret. ”Behøver jeg minde dig om, at du knaldede the manwhore Di Laurentis?”

Av. Det er en påmindelse, jeg ikke er begejstret for. ”For det første så var jeg pivstiv,” brummer jeg. ”Og for det andet var det på andet år. Og for det tredje; han er grunden til, at jeg holder mig langt væk fra ishockeyspillere.”

Selvom Briar College har et mesterskabsvindende footballhold, så er det kendt for sit ishockeyhold. De fyre, der har skøjter på, behandles som guder. Et godt eksempel? Dean Heyward-Di Laurentis. Han læser også statskundskab på før-juralinjen ligesom mig, og vi har haft flere fag sammen, herunder statistik på andet år. Det var åndssvagt hårdt. Alle kæmpede.

Alle på nær Dean der knaldede med undervisningsassistenten.

Og – sikke en overraskelse – hun gav ham et A, som han absolut ikke fortjente. Det ved jeg med sikkerhed, for vi var sat sammen til at lave den afsluttende opgave, og jeg så det lort, han afleverede.

Da jeg fandt ud af, at han havde scoret topkarakter, havde jeg bare lyst til at kappe pikken af ham.

Det var så urimeligt. Jeg knoklede virkelig røven ud af bukserne i det fag. For fanden, jeg knokler røven ud af bukserne i alle fag. Alle mine bedrifter har trukket blod, sved og tårer. Og samtidigt er der røvhuller, der får det hele serveret på et sølvfad? Fuck. Det. ”Hun bliver vred igen,” scenehvisker Hope til Carin. ”Hun tænker på det A, Di Laurentis fik,” råbehvisker Carin tilbage. ”Hun trænger virkelig til et knald. Hvor længe er det siden sidst?”

Jeg skal til at give hende fingeren igen, da det slår mig, at jeg faktisk ikke kan huske mit sidste knald. ”Der var da, øh, Meyer? Ham lacrossefyren? Det var i september. Og derefter var der Beau …”

Jeg lyser op. ”Ha! Se? Det er kun lidt over en måned siden. Ikke lige frem nogen national krise.” ”Skat, ingen med et program som dit har lov til at gå en hel måned uden sex,” giver Hope igen. Du er en omvandrende kugle af stress, og det betyder, du har brug for en god gang pik mindst … dagligt,” beslutter hun. ”Hver anden dag,” indvender Carin. ”Missen skal lige hvile indimellem.”

Hope nikker. ”Fint. Men i aften skal den frem med kløerne …”

Jeg fnyser af latter. ”Hørte du det, B? Du er blevet fodret, har fået din middagslur, og nu er det sextid,” erklærer Carin. ”Men Malone’s?” gentager jeg vagtsomt. ”Vi har lige fastslået, at stedet myldrer med ishockeyspillere.” ”Ikke kun. Jeg vil vædde på, at Beau er der. Skal jeg spørge D’Andre?” Hope tager sin telefon frem, men jeg ryster på hovedet. ”Beau er alt for tidskrævende. Han ville ovenikøbet snakke under sex. Jeg vil bare i gang og så ud ad døren bagefter.” ”Uhhh! Samtale! Skræmmende.” ”Klap i.” ”Tro på det.” Hope slår med håret, så de lange fletninger svirper mod min frakke, og forlader professor Gibsons hus.

Carin trækker på skuldrene og følger efter, og efter et øjebliks tøven gør jeg det samme. Vi er gennemblødte, da vi når frem til Hopes bil, men vi har trukket hætterne op, så vores hår overlever styrtregnen.

Jeg er virkelig ikke i humør til at støve en fyr op i aften, men jeg kan ikke nægte, at mine venner har ret. Jeg har været åndssvagt anspændt i ugevis, og i de seneste par dage har jeg uden tvivl mærket en … kløe. Den form for kløe, der kun kan afhjælpes af en hård, tonet krop og forhåbentlig en pik noget over gennemsnittet i størrelsen.

Der er bare det ved det, at jeg er yderst selektiv med, hvem jeg knalder, og præcis som jeg frygtede, er Malone’s fyldt med ishockeyspillere, da pigerne og jeg slentrer ind fem minutter efter.

Men hey, det er de kort, jeg har fået på hånden, så det skader vel ikke at spille dem og se, hvad der sker.

Men indrømmet, mit forventningsniveau er på nulpunktet, da jeg følger efter mine venner op til baren.

2 Tucker ”Nej, fandeme nej. Hold dig langt væk fra hende, knægt. Hun er giftig.”

Dean er i fuld gang med at dele ud af sin (oftest tvivlsomme) visdom til vores førsteårswing, Hunter Davenport, da jeg fuldstændigt gennemblødt kommer ind på Malone’s.

Vejene er et kaos, og jeg har ikke specielt lyst til at være her i aften, men Dean insisterede på, at vi skulle feste. Han har vandret hvileløst rundt i vores hus hele dagen, gnaven som ind i helvede og tydeligvis oprevet, men da jeg spurgte ind til det, trak han bare på skuldrene og sagde, at han var rastløs.

Hvilket er den største løgn. Det er muligt, jeg er den stille type i sammenligning med mine højtråbende holdkammerater, men jeg er ikke dum. Og det er vitterligt ikke raketvidenskab at lægge de der to og to sammen.

Allie Hayes, veninden til vores anden bofælles kæreste, crashede hos os i aftes.

Dean er en manwhore.

Chicks elsker Dean.

Allie er en chick.

Ergo, Dean har været i seng med Allie.

Derudover er der det faktum, at der lå tøj spredt ud over hele stuen, fordi det er fysisk umuligt for Dean at have sex i sit soveværelse.

Han har ikke gået til bekendelse endnu, men det gør han før eller siden. Jeg er også sikker på, at uanset hvad der skete mellem dem i nat, så har Allie ikke tænkt sig at gentage succesen. Jeg mangler bare at regne ud, hvorfor det generer Dean, kongen af engangsknald. ”Hun ser ikke særlig giftig ud, hvis du spørger mig,” dræver Hunter, mens jeg ryster vandet ud af håret. ”Hey Fido, gå hen og bliv tør et andet sted.”

Jeg himler med øjnene og følger Hunters blik, der er limet til en slank brunette, der står med ryggen til os hende ved baren. Jeg ser en kort nederdel, fabelagtigt lækre stænger og tykt, langt hår, der bølger ned over ryggen. For ikke at nævne den strammeste, mest sexede røv, jeg længe har haft fornøjelsen af at beundre. ”Lækker,” bemærker jeg, inden jeg sender Dean et smørret grin. ”Jeg går ud fra, du allerede har sagt helle for hende?”

Han bliver helt hvid i hovedet af rædsel. ”Aldrig i livet. Det der er Sabrina, bro. Hun smadrer mine kugler hver dag i timerne. Jeg har ikke brug for, at hun fortsætter uden for skolen.”

”Vent … er det Sabrina?” spørger jeg langsomt. Det der er den pige, Dean sværger er hans nemesis? ”Jeg ser hende konstant på campus, men jeg var ikke klar over, at det var hende, du hele tiden brokker dig over.” ”Jep. I egen høje person,” mumler han. ”Shame. Hun er ellers lækker nok.” Hvilket er en underdrivelse. Hvis man slår op i ordbogen, må der være et billede af Sabrinas røv ved siden af ordet lækker. Det samme billede, der må stå ved siden af pragtfuld, hold da kæft og eddermame hot. ”Vent … hvad er der med jer to?” bryder Hunter ind. ”Er hun din eks?”

Det gibber synligt i Dean. ”Fuck nej.”

Hunter spidser læberne. ”Så jeg bryder ikke noget broderskabsløfte, hvis jeg lægger an på hende?” ”Vil du gerne lægge an på hende? Værsgo. Men jeg advarer dig, den møgkælling vil æde dig levende.”

Jeg drejer hovedet for at skjule mit brede grin. Det lyder, som om der faktisk er en, der har sagt nej til Dean. Der er helt sikkert en eller anden historie mellem de to, men Dean spytter ikke ud, heller ikke selvom Hunter presser ham hårdt. Oppe i baren vender Sabrina sig. Hun kan sikkert mærke de tre sæt blikke, der klæber sig til hendes røv – heraf to par, der er fandens sultne.

Hendes blik fanger mit og fastholder det. Der er udfordring i det blik, og det pirrer min indre konkurrencelyst.

Er du mand nok til mig? ser hun ud til at spørge.

Du skulle bare vide, skattepige.

Hun sender mig det hedeste blik – der bliver afledt af synet af Dean. Straks bliver de frodige læber til én, tynd streg, og hun giver os fingeren.

Hunter stønner og mumler noget om, at Dean har ødelagt hans chance. Men Hunter er et kid, og den pige har indre ild nok til at antænde hele verden. Jeg kan næppe forestille mig, hun har lyst til at slæbe en 18-årig med i seng, og da slet ikke, hvis han opfatter lidt modstand som et nederlag.

Knægten må gro lidt hård hud, hvis han vil lege med de store drenge.

Jeg stikker hånden i lommen efter kontanter. ”Jeg henter lige en øl. Skal I have noget med?”

De ryster begge på hovedet. Således har jeg aftjent min vennepligt og arbejder mig hen til baren og Sabrina. Jeg når frem samtidig med, at bartenderen sætter en øl foran hende.

Jeg lægger en 20’er på disken. ”Den tager jeg. Og så skal jeg have en Miller, når du har tid.”

Bartenderen tager sedlen og skynder sig hen til kasseapparatet, inden Sabrina når at protestere. Hun sender mig et eftertænksomt blik og tager en tår af øllen. ”Jeg går ikke i seng med dig, fordi du har betalt for min øl,” siger hun hen over flasken. ”Det håber jeg heller ikke,” svarer jeg og trækker på skuldrene. ”Jeg har højere standarder end det.”

Jeg sender hende et høfligt nik og slentrer tilbage til bordet, hvor et par af mine holdkammerater er samlet. Jeg mærker hendes blik på min ryg. Eftersom hun ikke kan se mig, tillader jeg mig et tilfredst

smil. Det her er en pige, der er vant til at blive jagtet, og det betyder, jeg må inkorporere nogle overraskelsesmomenter i min jagt.

Ved bordet er Hunter travlt optaget af at beglo en anden flok piger, og Dean har hovedet begravet i sin telefon, sikkert i fuld gang med at skrive til Allie. Mon de andre ved, at de har gjort det frække?

Sikkert ikke. Garrett og Logan er i Boston med deres kærester og kommer først hjem i morgen, så de ved det sikkert ikke. Men Garret forlangte benhårdt, at Dean skulle holde hænderne fra Allie her i weekenden. Han skulle ikke nyde noget af et drama, der kunne forstyrre det perfekte liv, han har for tiden med Allies bedste veninde Hannah.

Eftersom der hverken har været eksplosioner eller hektiske telefonopringninger, vil jeg vædde på, at Dean og Allie holder meget lav profil om nattens knald.

Samtidig med at Hunter åbner munden for at komme med en eller anden dårlig scorereplik til en af pigerne, der er kommet hen til bordet, begynder lyset i baren at blinke.

Dean rynker panden. ”Er verden ved at gå under derude eller noget?” ”Det går ret vildt for sig,” fortæller jeg ham.

Dean beslutter sig for at tage hjem. Jeg bliver hængende, selvom jeg egentlig ikke havde lyst til at gå i byen her til aften. Jeg ved ikke hvorfor, men den korte snak med Sabrina fik vækket mig.

Det er ikke, fordi jeg mangler piger i mit liv. Det er muligt, jeg ikke går og praler af mine erobringer som Dean eller Logan eller de andre holdkammerater, men jeg får rigeligt. Jeg nupper sågar også et engangsknald i ny og næ, hvis lysten kommer over mig.

Og lige nu har jeg lyst.

Jeg vil have Sabrina under mig. Og over mig. Hvor som helst hun har lyst til at være på mig. Jeg vil have hende så meget, at jeg gnider hånden hen over skægget, så jeg ikke kommer til at gnide den hen over noget andet.

Jeg ved stadig ikke rigtigt, hvad jeg synes om at have skæg. Jeg begyndte at lade det gro omkring mesterskabskampen i foråret, men så tog det overhånd, og jeg barberede det af hen over sommeren.

Det voksede frem igen, fordi jeg er doven som ind i helvede, og fordi det er allerhelvedes meget lettere at trimme det end at barbere det hele af. ”Sæt dig dog ned, mand,” opfordrer Hunter. Hans blik fortæller med al ønskelig tydelighed, at der er tre af dem og to af os, men jeg er ikke interesseret i de piger, selvom de bestemt er kønne. ”Du slår dig bare løs, knægt.”

Jeg tager en stor slurk af min øl og går op i baren, hvor Sabrina stadig står. Et par andre rovdyr på jagt har nærmet sig. Jeg sender dem alle et dræberblik og glider ind ved siden af hende, netop som der bliver plads.

Jeg læner mig tilbage på albuen, der hviler mod baren, så hun ikke føler sig klemt. Hun minder mig lidt om de der vilde ponyer, store øjne, lange ben og et usagt løfte om dit livs bedste ridetur. Men hvis du kaster lassoen for tidligt, stikker hun af, og så kan du glemme alt om at fange hende. ”Så du er en af Di Laurentis’ venner?”

Ordene falder skødesløst, men der er kun en rigtig måde at reagere på det spørgsmål, og det er at benægte alt, for hun og Dean kan ikke lide hinanden.

Men det gør jeg bare ikke mod en ven, ikke engang for et godt knald. Og uanset hvad det er, Sabrina har imod Dean, så har det ikke noget med mig at gøre, ligesom Deans mening om Sabrina ikke kommer til at påvirke min. Desuden er jeg stor tilhænger af ordsproget om, at man ligger, som man har redt. ”Han er min bofælle.”

Hun gør sig ingen anstrengelser for at skjule sin foragt og skal til at affærdige mig. ”Tak for øllen, men mine venner kalder vist på mig.” Hun nikker hen mod en gruppe piger.

Jeg ser hen på dem, og der er ingen af dem, der ser i vores retning, så jeg ser på hende og ryster på hovedet. ”Du bliver nødt til at gøre dig mere umage end det. Hvis du vil have, jeg skal gå, så sig det.

Du ligner en pige, der godt ved, hvad hun vil have, og som ikke er bange for at sige det.” ”Er det, hvad Dean siger om mig? Han sagde, jeg var en bitch, gjorde han ikke?”

Denne gang vælger jeg at klappe i. Og tager en tår af min øl. ”Han har ret,” fortsætter hun. ”Det er jeg også, og det har jeg ikke tænkt mig at undskylde for.”

Hun stikker hagen frem på den kæreste måde. Jeg har lyst til at knibe i den, men det ville nok koste mig et par fingre, og dem får jeg brug for senere i aften. Det er min plan, at de skal rundt på hele hendes krop.

Hun tager endnu en tår af den øl, jeg har købt til hende, og jeg ser de delikate muskler arbejde i hendes hals. Fuck, hun er smuk. Dean kunne have sagt, at hun spiser småbørn til morgenmad, og jeg ville stadig blive stående her. Hun har den slags magnetisk tiltrækning.

Og det er ikke kun mig. Halvdelen af alle hankønsvæsener i baren sender mig misundelige blikke.

Jeg drejer min krop en anelse, så de ikke kan se hende. ”Okay,” siger jeg let. ”Okay?” Hun ser forvirret på mig, og det er ret nuttet. ”Jep. Forventede du, at det ville skræmme mig?”

De perfekt formede øjenbryn ramler sammen. ”Jeg ved ikke, hvad han ellers har sagt, men jeg er ikke så nem. Jeg har ikke noget imod et uforpligtende knald, men jeg er ret kræsen med, hvem jeg tager med i seng.” ”Det har han ikke sagt noget om. Kun at du smadrer hans kugler. Men vi ved begge, at Deans ego godt kan tåle et slag fra tid til anden. Spørgsmålet er, om du er vild med ham. For det virker lidt sådan, siden han er det eneste, du snakker om.” Jeg trækker på skuldrene. ”Og hvis det er tilfældet, så smutter jeg lige så stille igen.”

Dean har sagt, at han ikke har følelser for Sabrina, men jeg vil sikre mig, at der ikke er noget uafsluttet fra hendes side. Men hendes tonefald, da hun talte om ham, var vredt, ikke bittert, og det tager jeg som et godt tegn. Vreden kan skyldes alt muligt. Bitterhed handler oftest om sårede følelser.

Når – ikke hvis – vi ender i seng sammen, så skal det være, fordi hun har lyst til mig, ikke fordi hun

vil hævne sig på Dean.

Hendes blik flakker hen over min skulder og hen til det sted, hvor min holdkammerat stadig sidder, inden hun igen ser på mig. Vi drikker lidt i tavshed. De chokoladebrune øjne er svære at læse, men jeg fornemmer, at hun vejer mine ord meget omhyggeligt. Måske forventer hun, at jeg siger noget, bryder stilheden, men jeg venter. Det giver mig også tid til se nærmere på hende. Og på så tæt hold er hun endnu smukkere, end jeg troede.

Hun har ikke kun en røv i verdensklasse og endeløst lange ben. Hun har en krop, der kan gøre enhver mand religiøs. Som i Tak Gud for at have skabt dette fantastiske væsen og for ikke at have gjort hende lesbisk. At lade være med at glo hæmningsløst på de runde bryster, der buer let op over kanten af den top, hun har på, er en af de sværeste ting, jeg har prøvet.

Langt om længe sætter hun flasken fra sig. ”Bare fordi du ser godt ud, betyder det ikke, at jeg er interesseret.”

Jeg griner. ”Man må jo starte et sted.”

Et modstræbende smil trækker lidt i hendes mundvige. Hun tørrer hånden af i nederdelen og rækker den frem. ”Sabrina James. Og ja, jeg har hørt alle Sabrina, the Teenage Witch-vittighederne, og nej, jeg er ikke vild med Dean Di Laurentis.”

Jeg tager hendes hånd og benytter lejligheden til at trække hende lidt tættere ind mod mig. Hende her skal man virkelig tage små skridt med. ”John Tucker. Det glæder mig at høre, men du skal vide, at Dean er som en bror for mig. Vi har reddet hinandens røv på isen de sidste fire år, boet sammen de tre af dem, og jeg planlægger at holde tale ved hans bryllup og håber, at han gør det samme ved mit. Når det er sagt, så er han min ven, ikke min far.” ”Vent … skal du giftes?” spørger hun forvirret.

Det er egentlig lidt sjovt, at af alt det, jeg lige har sagt, så er det det, hun bider mærke i. Jeg stryger en hånd ned over ydersiden af hendes arm og kærtegner hendes håndled. ”Engang i fremtiden, darlin’.

I fremtiden.” ”Åh.” Hun tager sin øl, men sætter den fra sig igen, da hun ser, at den er tom. ”Vent. Du vil gerne giftes?” ”På et tidspunkt.” Jeg smågriner lidt af hendes forbløffelse. ”Ikke lige i dag, men jo, på et tidspunkt vil jeg gerne giftes og have et barn eller tre. Hvad med dig?”

Bartenderen kommer hen, og jeg skubber endnu en tyver i hans retning.

Men Sabrina ryster på hovedet. ”Jeg er i bil. Kun en enkelt øl til mig.”

Jeg bestiller vand til os i stedet, og bartenderen er hurtigt tilbage med to høje glas.

Lyset blinker igen, og jeg rammes af trangen til at handle. Jeg skal have lukket den her snart, hvis det skal lykkes. ”Tak,” siger hun og tager en tår af vandet. ”Og nej, jeg har ikke tænkt mig at skulle have mand og

børn lige foreløbig. Jeg troede i øvrigt, at I ishockeyspiller foretrak at spille over hele banen?” ”Før eller siden må selv de største trække sig tilbage,” griner jeg smørret hen over kanten af glasset.

Hun ler. ”Okay, et point til dig. Så hvad er dit hovedfag, John?” ”Tucker. Alle kalder mig Tucker. Eller Tuck. Og det er virksomhedsadministration.” ”Så du kan administrere alle dine ishockeypenge?”

Jeg har stadig ikke sluppet hendes håndled, og for hvert kærtegn mindsker jeg afstanden mellem os. ”Niks.” Jeg nikker mod mit knæ. ”Jeg er for langsom til at spille professionelt. Fik smadret knæet i high school. Jeg er god nok til at have fået et legat hertil, men jeg kender mine grænser.” ”Åh, det er jeg ked af at høre.” Der er ægte beklagelse i hendes stemme.

Dean er et fjols. Pigen her er så sød, som de kan være. Jeg kan ikke vente med at smage hendes læber.

Og røre ved hende.

Nappe hende.

Og kneppe hende med min stålhårde pik. ”Det skal du ikke være. Det er jeg ikke.”

Jeg lader armen glide langs baren, indtil Sabrina praktisk taget står med mine arme omkring sig.

Hendes fødder er mellem mine, og hvis jeg skubber hofterne en anelse frem, får jeg den kropskontakt, min krop sukker efter. Men hvis der er én ting, jeg har lært af at spille ishockey i så mange år, så er det, at tålmodighed betaler sig. Du sætter ikke ind med et skud i samme sekund, du får staven på pucken. Du venter til den helt rigtige åbning. ”Jeg har aldrig rigtigt villet det,” tilføjer jeg. ”Og jeg tror, ishockey er en af de ting, du virkelig skal ville forfølge.”

Og så forærer hun mig den. Åbningen. ”Hvad er det så, du vil have sådan rigtigt?” ”Dig,” svarer jeg ligeud.

To ting sker. Lyset går helt ud, og hun er lige ved at tabe sit glas. Jukeboxen dør, og baren er pludselig alt for stille. Rundt om os lyder nogle skrig af latter og et par ærgerlige udbrud. ”Behold bukserne på, folkens,” råber en af bartenderne. ”Vi ser lige, hvad der sker. Generatoren burde tage over når som helst.”

Som på stikord fylder en høj summen luften, og lyset vender langsomt tilbage. ”Er du stadig tørstig?” spørger jeg og kærtegner indersiden af hendes håndled med lange, blide strøg. Op til albuebøjningen og ned til håndleddet igen. Gentag. Igen og igen og igen.

Hun sænker blikket til vores hænder, og hendes øjne bliver store, som er det først nu, hun indser, at vi har stået og rørt ved hinanden de sidste 10 minutter. Mindst. Jeg læner mig frem, så min næse kan strejfe ydersiden af hendes øreflip, og jeg indånder hendes krydrede duft.

Jeg kunne stå her hele dagen. Der er noget helt igennem fantastisk ved at trække forventningen ud, indtil det næsten gør ondt. Det gør forløsningen så meget desto mere eksplosiv. Og jeg har på

fornemmelsen, at sex med Sabrina James vil blæse mig fuldstændigt omkuld.

Jeg kan fucking ikke vente.

Hun tager en dyb indånding, der presser hendes perfekte bryster ind mod min brystkasse og trækker sig tilbage, bare en smule, men nok til at skabe lidt afstand. ”Jeg er ikke til forhold,” siger hun direkte. ”Hvis vi gør det her …” ”Gør hvad?” kan jeg ikke lade være med at drille. ”Det her. Lad være med at spille dum, Tucker. Du er kvikkere end som så.”

En latter undslipper mig. ”Fair nok. Okay …” Jeg vifter med en hånd, ”Fortsæt …” ”Hvis vi gør det her,” gentager hun, ”så er det kun sex. Ikke noget med en akavet morgenen derpå.

Ingen telefonnumre.”

Jeg kærtegner hende en sidste gang, inden jeg slipper hende og lader hende læse det ind i min tavshed, som hun har brug for. Jeg tvivler stærkt på, at en enkelt gang bliver nok for nogen af os, men hvis det er, hvad hun har brug for at tro på i aften, så fint med mig. ”Så lad os gå.”

Hun smiler. ”Nu?” ”Nu.” Jeg fugter min underlæbe med tungen. ”Medmindre du har lyst til at blive siddende lidt endnu og fortsætte med at danse rundt om det faktum, at vi bare har lyst til at flå tøjet af hinanden.”

Hun ler hæst og helt nede fra halsen, en lyd der går lige i bollerne på mig. ”Rigtig god pointe, Tucker.”

Hold da kæft. Jeg er vild med at høre mit navn rulle ud over de fyldige, truttende læber. Måske beder jeg hende sige det, når jeg får hende til at komme.

Begæret river så stærkt i mig, at jeg må spænde op i ballerne og trække vejret gennem næsen for at prøve at tøjle det. Jeg tager fat om Sabrinas albue og møver mig gennem mængden af folk i retning af døren. Enkelte kalder på mig eller klapper mig på skulderen og roser mig for kampen. Jeg ignorerer dem alle.

Det høvler stadig ned udenfor. Jeg trækker Sabrina ind til mig og hiver min sorte og sølvfarvede ishockeyjakke op over hendes hoved. Heldigvis holder min pickuptruck lige i nærheden. ”Herovre.” ”God parkeringsplads,” bemærker hun. ”Jeg klager ikke.” Det er en af frynsegoderne ved at være fast mand på et mesterskabsvindende collegeishockeyhold.

Jeg hjælper hende ind i trucken, glider ind på førersædet og starter motoren. ”Hvor skal vi hen?”

Hun skælver lidt, men jeg kan ikke helt afgøre, om det er af kulde, eller om der er en anden årsag. ”Jeg bor i Boston.” ”Så tager vi hjem til mig.” For fandeme nej om jeg vil køre en hel time i bil, inden jeg kan røre ved hende. Så eksploderer min pik.

Hun lægger sin hånd på mit håndled, inden jeg når at sætte bilen i bakgear. ”Du bor sammen med Dean. Er det ikke akavet for dig?”

”Næ, hvorfor skulle det være det?” ”Det ved jeg ikke.” Hendes pegefinger glider frem og kærtegner mine knoer.

Jeg skærer tænder, mens min erektion praktisk taget bryder gennem lynlåsen. Den eneste grund til, at jeg ikke kyssede hende i samme sekund, vi kom ud af baren, var, at hvis jeg først begyndte, ville jeg sikkert ende med at tage hende op ad muren. Men nu rører hun ved mig, og min selvkontrol er cirka lige så flygtig som en dampsky. ”Lad os gøre det her,” siger hun beslutsomt.

Jeg rynker panden. ”I bilen?” ”Hvorfor ikke? Har du brug for stearinlys og rosenblade? Det er bare sex,” insisterer hun. ”Skat, hvis du bliver ved med at sige det, begynder jeg at spekulere på, om det virkelig er mig, du prøver at overbevise.” Jeg glemmer at trække vejret, da hendes tommelfinger laver en lillebitte cirkel i min håndflade. Fuck det. Jeg trænger virkelig til hende. ”Men fint, hvis du gerne vil gøre det med mig i bilen, så gør vi det i bilen.”

Uden mere omsvøb rækker jeg ned og skubber sædet så langt tilbage, det kan komme. Jeg trækker jakken af og kaster den om på bagsædet. ”Har du nogen regler for det er bare sex-knald?” dræver jeg. ”Som at kys på munden ikke er tilladt?” ”Fandeme nej. Ligner jeg måske Julia Roberts?”

Jeg hæver brynene. ”Pretty Woman?” uddyber hun. ”Luderen med et hjerte af guld? Ikke noget med at kysse sine johns?”

Jeg griner. ”Så det, du siger, er, at du godt gider kysse den her John?” Jeg prikker mig selv i brystet, så hun ved, at jeg hentyder til mit navn og ikke antyder, at hun er luder.

Hun fniser. ”Jeg bliver vildt sur, hvis du ikke kysser mig. Jeg har brug for at kysse. Ellers kunne jeg lige så godt blive hjemme hos min dildo.”

Et smil breder sig hen over mit ansigt. Med ryggen mod vinduet og en støvle op på instrumentbrættet skaber jeg en vugge til hendes varme krop og lokker hende hen til mig. ”Så kom og tag, hvad du trænger til.”

3 Sabrina Tucker sidder bare der med et lille smil på læberne og et kæmpe jern i bukserne. Min tunge sniger sig ud og fugter mine læber, mens begæret bruser i mine årer. Gud, det der monster kommer til at føles så godt inde i mig.

Mit blik falder på hans nydeligt trimmede skæg, og jeg overvejer et øjeblik, om jeg burde have givet ham videre til Carin. Det er trods alt hende, der har skæg på sin bucketliste. Men nu tænker jeg på, hvordan hans skæg vil føles mellem mine ben. Blødt? Kradsende? Jeg klemmer forventningsfuldt lårene sammen.

Hope og Carin havde fuldstændigt ret. Jeg trænger virkelig til et knald, og ishockeyspiller eller ej så tror jeg, at Tucker er rette mand til opgaven. Han har selvtillid uden at have et kæmpeego, og det er seriøst sexet. Da han svarede dig, da jeg spurgte ham, hvad han ville have, var jeg nær kommet i trusserne.

Og han virker rolig, som skal der mere end et jordskælv til at ryste ham. Jeg beundrer til og med den måde, han stod op for Dean på, selvom jeg ved, hans loyalitet er lagt det forkerte sted. Tucker må have vidst, at han ville have haft en større chance hos mig, hvis han havde løjet om sit venskab med Dean, men han valgte ærligheden, og det værdsætter jeg mere end noget andet. ”Har du brug for navigation?” dræver han med tyk sydstatsaccent, der virkelig trækker vokalerne ud.

Jeez, altså. ”Jeg overvejer bare mulighederne.” Jeg elsker, at han bare sidder der og instruerer mig i bare at tage, hvad jeg vil have. Som om den der store pik bare er til mig.

Jeg kan ikke vente, men jeg kan heller ikke beslutte mig for, hvad jeg vil først. Min mund løber i vand ved tanken om at hans skaft glider hen over min tunge, men mit skød brænder samtidigt efter at mærke ham trænge ind og fylde mig helt ud. ”Hvad med at vi starter med noget af det der kysseri, du er så glad for?” foreslår han.

Jeg møder hans brændende blik. ”Hvor?” spørger jeg koket, hvilket er sært, for jeg er aldrig koket.

Men der er et eller andet over hans selvsikkerhed, der får det feminine frem i mig, og det går op for mig, at det ikke generer mig det mindste.

Han banker let på underlæben med en enkelt, stor finger. ”Lige her.”

Så forførende som muligt kravler jeg hen over konsollen og over på hans skød, så jeg kan få hælene ned på gulvet. Han adskiller inviterende læberne, men jeg trykker ikke straks mine læber mod hans.

I stedet lader jeg fingerspidserne glide hen over hans skæg fra den ene side af kæben til den anden.

”Blødt,” mumler jeg.

Hans øjne bliver mørke og fyldes med begær i en sådan grad, at jeg har svært ved at få vejret. Så griber han fat i mig, træt af at vente og træt af snak.

Vores munde støder sammen. Han begraver en hånd i mit hår, og jeg er ikke helt klar over, om det er for at få en bedre vinkel eller for bedre at få indflydelse på kraften af hans invasion. Uanset hvad så sker der magiske ting på underetagen takket været hans tunge. Jeg har allerede glemt, hvorfor jeg var lige ved at afvise ham.

Jeg mener, høj, lækker, mørkt kastanjebrunt hår, skæg? Hvorfor tøvede jeg overhovedet? Nå ja. Det er rigtigt. Fordi han er ishockeyspiller.

Jeg flår mine læber til mig og stønner: ”Bare så vi har det helt på det rene, jeg hader ishockeyspillere. Det her er kun et engangsknald.”

Han stryger mit hår til siden for at blotte min hals. ”Det er noteret. Og jeg lover at lade være med at minde dig om det, når du trygler om en tur til.”

Jeg ler, griber fat om hans hoved og holder det ind mod mig, mens hans tunge leger sig vej ned over min hals og ned til mine bryster. ”Det kommer ikke til at ske.” ”Der er ingen grund til at binde sig selv til absolutter. Så er det lettere at ændre mening. Mere yndefuldt.”

Hans ord er lettere dæmpede, fordi han har begravet ansigtet i min kavalergang. En barket hånd trækker i min bluse, og jeg hører en frustreret brummen, da udskæringen ikke giver sig nok til, at han kan få adgang til det, han vil have.

Det er en god ting, at vi har samme behov. Jeg rækker ned mellem os og flår sweateren af, og hans mund omslutter min ene brystvorte, inden jeg kan få min bh af. Da jeg rækker bagom for at løsne hægten, slår hans hænder mine væk.

Min latter over hans ivrighed dør i halsen på mig, da hans hånd lukker sig om det ene, nøgne bryst.

Jeg buer ryggen og presser mig ind mod hans kærtegn. Åh gud, det er alt, alt for længe siden. Mens Tuckers mund er optaget af at sutte på den ene, struttende brystvorte, napper og pirrer hans fingre den anden.

Han er god til det her. Han ved, hvor dybt han skal suge, hvor hårdt han skal bide, hvor ømt han skal kysse, og trods kæppen i hans bukser opfører han sig, som om han kunne fortsætte sit brystsutteri hele aftenen.

Jeg rokker underlivet hen over hans erektion og fumler med at få skubbet nederdelen væk, så jeg virkelig kan mærke ham. Jeg vil have den af, for fanden. Jeg vil mærke hans nøgne krop gnubbe sig mod mig … jeg vil have ham ind i mig.

Jeg vil have det hele.

Jeg fisker efter kanten af hans T-shirt. Han hjælper mig overhovedet ikke, for han har alt for travlt med mine bryster. Jeg finder sømmen og trækker hårdt til. Først da slipper han mig, og den kølige luft i bilen får mine brystvorter til at strutte endnu mere.

”Jeg har ikke brug for mere forspil,” siger jeg til ham, mens jeg trækker hans bluse op over hans hoved. Åh gud, muskelalarm. Masser og masser af stramme, glatte, markerede muskler glider forbi under mine håndflader. Kan man andet end elske sportsfolk?

Hans hånd glider ind under min nederdel. ”Virkelig?”

Der er intet yndefuldt over den måde, hans fingre skubber min G-streng til side, og der er ingen advarsel forud for, at to finger støder op i mig. Det er vildt frækt og ubeskriveligt hot. Luften hvisler mellem mine tænder, så hårdt hiver jeg efter vejret. ”Så det kan du godt lide?” mumler han. ”Det er okay,” lyver jeg og bliver øjeblikkeligt straffet ved, at han trækker sig ud. ”Okay. Det er godt.”

Han trækker dem helt ud og begynder at lege med at lave cirkler rundt om min klit med de nu våde fingre. Hele min krop giver sig og trækker sig sammen, mens den skriger efter mere. ”Kun godt, hm?”

Jeg overgiver mig. ”Skønt. Det er skønt.” ”Det ved jeg.” Han ser selvtilfreds ud. ”Jeg hader at skulle være den, der fortæller dig det her, Sabrina, men du har lige begået en kæmpe fejl.” ”Hvad? Hvorfor?”

Hans fingre trækker i min G-streng, så stoffet skærer sig stramt ind i mine opsvulmede læber. ”For jeg kommer til at ødelægge din oplevelse med alle fremtidige fyre. Det vil jeg gerne undskylde for på forhånd.”

Han flår stoffet til side og jager tre fingre op i mig. Hans råhed kommer som et kæmpe chok for mig. Jeg kan mærke det – ham – over det hele. Helt ned i tæerne. En bølge af ophidselse skyller gennem mig. Hold da kæft, han får mig til at komme. Er det overhovedet muligt?

Jeg stirrer åbenmundet på ham, og han griner tilbage. Tænderne er hvide mod den solbrændte hud og det mørke skæg, og han er helt klar over, at han driver mig til vanvid. Han bevæger fingrene igen.

To af dem gnider mod det sted, nærmest ingen andre end mig selv nogensinde finder.

Og han bliver ved med at gnide mod det, mens han støder fingrene op i mig. Og jeg bliver ved med at komme. Jeg lader hovedet falde bagover, og mine øjne glider i, mens jeg overgiver mig til nydelsen, der bevæger sig i en spiral op gennem min krop, indtil jeg er en skælvende, nydende masse.

Da jeg vender tilbage til planeten, kan jeg konstatere, at jeg ligger op ad hans brystkasse og gisper efter at få vejret. Så voldsomt er jeg aldrig kommet før i hele mit liv, og fyren har ikke engang været oppe i mig endnu. Mit hjerte hamrer vanvittigt hurtigt, og min langsomt virkende hjerne har ret svært ved at følge med.

Han er bare en fyr. En helt almindelig fyr, minder jeg mig selv om. En enkelt pik og to kugler. Ikke noget specielt. ”Jeg har ikke haft sex et stykke tid,” mumler jeg, mens min vejrtrækning begynder at normalisere

sig. ”Jeg har været superstresset. Min krop trængte virkelig til forløsning.”

Tre lange fingre bevæger sig inde i mig. ”Hvad end du har behov for at bilde dig selv ind, darlin’.”

Der er selvtilfreds morskab i hans stemme, men fyren har lige fingeret mig til orgasme (hvilket aldrig sker for mig), så jeg kan næppe bebrejde ham det. Han glider fingerspidserne mod mine følsomme nervespidser, mens han trækker sig tilbage og flår endnu en ufrivillig skælven ud af mig.

Han løfter hånden op mellem os, og selv i bilens mørke indre kan jeg se fingrene glitre vådt. Jeg er slet ikke forberedt på den voldsomme ophidselse, der rammer mig, da han slikker dem rene.

Jeg synker.

Et hurtigt træk i håndtaget, og hans sæderyg lægger sig helt ned. Tucker lægger sig ned og vinker mig hen igen. ”Kom herhen, og knep mit ansigt. Jeg vil have mere af det der.” Åh gud. Hvem er den fyr?

Måske burde jeg ikke hale op i nederdelen til op over hofterne og kravle hen over ham, men det gør jeg. Det er, som om han har forhekset mig, og jeg kan ikke gøre andet end at adlyde. ”Du må hellere stramme dig an,” rasper han, ”for jeg får dig til at komme igen.” ”Du er så fandens indbildsk.” ”Nej, jeg er sikker. Og det er du også. Og kom så med den der søde fisse, og rid min tunge.”

For himlens skyld, altså. Sex med Tucker er mere frækt og hot, end jeg nogensinde havde forestillet mig. Han ligner ikke en, der ville opføre sig sådan her, men er det ikke det, man altid siger om de stille typer?

Jeg kan godt lide det. Næsten alt for meget.

Hans varme ånde varmer min hud, da jeg sænker mig ned over hans ansigt. ”Fuck ja,” er det sidste, han siger, inden hans mund dækkes af mig.

Han bruger ikke bare sin tunge. Han bruger sine læber og med tænderne skraber han hen over min hyperfølsomme klit. Den ene hånd holder godt fast om min hofte, mens han giver mig finger med den anden. Og hans tunge? Han slikker mig med lange, fejende strøg, til jeg forsøger at dæmpe min stønnende hulk med mit håndled. Han åbner mig med to fingre, mens hans tunge dolker hårdt op i mig.

Han har ret, jeg må stramme mig an. Jeg griber fat i sædet, og så er jeg væk. Han bringer mig helt ud til kanten og kaster mig i afgrunden. Mens jeg stadig skælver efter aftenens anden orgasme, løfter Tucker mig af sit ansigt og ned på hans skød, hvor hans pik på en eller anden måde er kommet fri af jeansene. Jeg rækker ned mellem os og griber fat om ham. ”Vent,” udbryder han, men det er for sent.

Jeg bider mig i underlæben, mens det store hoved langsomt trænger op i mig. Grådigt skubber jeg mig ned over ham for at blive fyldt ud. Hans hænder finder mine hofter, og jeg sukker tilfredst af forventning, kun for at udstøde en utilfreds lyd, da han skubber mig af. ”Kondom,” siger han bryskt.

Jeg ser forskrækket med mellem os. Den fejl begår jeg aldrig. Aldrig. Min hånd flyver op til min mund. ”Undskyld, jeg tænkte slet ikke …”

Han leder i sine bukselommer, finder sin pung og kaster den til mig. ”Ikke noget stort problem. Det var bare spidsen.”

Han blinker lumskt, og det får mig til at grine af overraskelse. Jeg bider pakken op og placerer gummiet på hans pikhoved. ”Jeg fejler ikke noget,” føler jeg trang til at betro ham. ”Jeg blev testet efter …” Jeg siger ikke mere. Det er dårlig stil at tale om tidligere knald, når man er nøgen og på vej ned over en anden mands pik. ”Ja, altså, efter.” ”Alt er fint her,” siger han. Hans øjne glider i et øjeblik, da jeg ruller kondomet ned over den tykke, varme pik. Han stønner lavt og skubber min hånd væk, så han kan tage fat om sig selv. ”Klar?” spørger han og positionerer hovedet ved min indgang.

Jeg ved ikke, om jeg nikker eller klynker eller trygler, men hvad det end er for en lyd, der forlader min mund, må den lyde som et samtykke, for han skubber sig op i mig én glidende bevægelse, til han er helt oppe i mig. ”Fuck, hvor er du stram,” hvisler han gennem sammenbidte tænder. ”Og du er fandeme stor,” kvækker jeg og vrider mig oven på ham.

Han griber fat om mine hofter for at holde mig stille og pumper let ind i mig. ”Bevæg dig ikke.” ”Jeg kan ikke lade være.” Det føles så godt at mærke ham. Hvis jeg troede, hans fingre og tunge var magisk, så er hans pik overnaturlig. Jeg kan mærke ham overalt.

Jeg borer knæene ned i lædersædet og hviler hænderne mod hans brystkasse. Musklerne flekser under mine håndflader, og jeg lader blikket glide ned over hans markerede mavemuskler, den lette behåring på brystet og den tynde stribe hår, der fører direkte til himmerige.

Han er lige så vidunderlig at se på, som det er at mærke ham. Jeg spekulerer på, hvordan han smager, men det må blive senere. Lige nu har jeg bare brug for, at han knepper mig, til jeg ikke har en eneste bekymring tilbage om Harvard, penge og livet derhjemme. Jeg vil bare kneppes fra sans og samling, og han er mand for at gøre det.

Jeg jager ned over ham. Et dyrisk vildt udtryk glider hen over hans ansigt, og en stor hånd griber fat om min røv. Han støder imod og finder på en eller anden måde kraft et sted fra, og selvom jeg er øverst, er der ingen tvivl om, at det er ham, der har kontrollen, og det er præcis sådan, jeg vil have det.

Han bider tænderne sammen, og jeg mærker, at hans fingre borer sig ind i min røv og skubber mig ned, hver gang han støder til. Jeg klemmer lårene om ham og overgiver mig til ham, giver ham magten til at føre mig ind i glemslen. ”Kom for mig,” mumler han. ”Tag, hvad du trænger til.”

Hans pik pulserer inde i mig, og hans fingre finder min klit og stryger og pirrer den, til jeg går af som en raket og ryster så voldsomt, at jeg næsten ikke kan holde mig oven på ham.

Tucker rejser sig lidt op for at trykke mig ind til sin brystkasse, mens han støder så hårdt op i mig, at jeg må holde igen mod bilens loft med rystende hænder for ikke at banke hovedet op i det.

Han hamrer op i mig, igen og igen, indtil det pludselig er ham, der er et rystende, sanseløst vrag, der må kæmpe for at bevare en eller anden form for kontrol. Han kollapser i sædet og trækker mig med sig.

Jeg tillader mig et par selviske øjeblikke til at få vejret og nyder den luksus at have en stor, bred brystkasse under mig. En skælven baner vej for tilfredsstillelsen. En del af mig har bare lyst til at trække dette øjeblik ud i det uendelige, krøllet sammen på denne fyrs skød, mens hans hånd glider beroligende op og ned ad min ryg. ”Er du sikker på, at du ikke vil sove hos mig?” spørger han.

I et svagt øjeblik er jeg lige ved at sige ja. Ja til at tage hjem til ham. Ja til endnu en omgang sex. Ja til morgenmad i morgen, pjække fra arbejdet og tilbringe hele dagen i sengen med ham. Trangen overrasker og skræmmer mig.

Jeg tager en dyb indånding og samler resterne af min selvkontrol, som han har kneppet i stumper og stykker. ”Nej. Jeg skal hjem.”

Det er kun sex.

Præcis. Det er kun sex. John Tucker er et godt knald. Så god, at han burde få en præmie. Men ikke bedre end noget jeg har oplevet tidligere. Det føles bare sådan, fordi jeg har været så presset. Og selv hvis det var det bedste sex nogensinde, så betyder det ikke andet, end at han beviser det, jeg hele tiden har sagt: at sportsfolk er gode elskere. Udholdenhed. Fingre og tunge i verdensklasse. En pik der kunne tages støbninger af til XL-dildoer.

Jeg finder min bluse og jakke. Jeg trækker lynhurtigt i tøjet, ret ligeglad med, at det formentlig er på vrangen. Jeg skal simpelthen ud af hans pickup og ind i min bil. ”Jeg er klar til at køre,” meddeler jeg. ”Min bil står kun et par gader herfra.”

Hans flotte træk mildnes. ”Du ser lidt rystet ud.”

Jeg vrider mig uroligt, men der er intet andet end bekymring at spore i hans ansigt. ”Jeg har det fint,” forsikrer jeg ham.

Tucker sætter sig op og tager kondomet af, binder en knude på det og smider det ned i en lille bunke af papirservietter. Han roder lidt med nøglerne og starter motoren. ”Hvortil?”

Jeg sukker lettet. ”Over til Forest. Big Victorian.” ”OK.” Vi kører den korte distance uden at sige noget. Da jeg får øje på min bil, er det ret svært at modstå trangen til at flygte. Jeg har åbnet døren, inden han når at stoppe bilen helt. ”Vi ses lige pludselig,” siger jeg let. ”Jeg følger dig hen til din bil.”

Han løfter hofterne for at kunne trække bukserne op og henleder min opmærksomhed på, at han stadig er halvnøgen. Jeg prøver at lade være med at stirre, mens han stopper sin halvstive pik væk.

Han kunne snildt tage en tur til.

Min krop higer efter mere, men jeg ignorerer den og kravler ud af hans truck. Da Tucker slutter sig

til mig, har han T-shirten på på vrangen, og hans jeans sidder nede om hofterne, lynlåsen er nede. Han har stadig sine støvler på.

En småhysterisk, boblende lyd stiger op i min hals. Han kneppede mig så godt, og han tog ikke engang sine støvler af? ”Jeg følger dig hjem,” siger han. ”Jeg har jo sagt, jeg bor i Boston.”

Han trækker på skuldrene. ”Og hvad så? Vejene er vildt dårlige, og jeg vil være sikker på, at du kommer hjem i god behold.” ”Jeg kan sagtens klare mig. Jeg har kørt den tur masser af gange.” ”Så send mig en besked, når du kommer hjem.” ”Ingen telefonnumre,” minder jeg ham om og føler mig sært panikslagen. ”Enten får jeg en besked, eller også følger jeg dig hjem,” konstaterer han i et tonefald, der mere end antyder, at det ikke er til diskussion.

Jeg har åbenbart haft et engangsknald med planetens sidste gentleman. ”Fint.” Jeg fisker min telefon op af jakkelommen. ”Men du dræber den gode stemning.”

Hans lysebrune øjne glimter. ”Det burde ikke betyde det store, eftersom det her ikke skal gentages?”

Han har fandengaleme et svar på alt. ”Du burde læse jura,” mumler jeg. ”Giv mig dit nummer.”

Jeg taster det ind, mens han lirer det af, låser bilen op og nærmest kaster mig ind på førersædet.

Gudskelov starter min ikke altid så pålidelige Honda øjeblikkeligt.

Jeg ruller vinduet en anelse ned og mumler et hastigt ”Godnat, Tucker,” og han svarer med et hurtigt nik.

Jeg betragter ham i bakspejlet næsten en blok henne, en enlig skikkelse mod en måneskinsoplyst baggrund, inden jeg retter blikket fremad. Der hvor mit fokus skal være.

Jeg bemærker ikke ret meget på køreturen hjem, men min hjerne bliver ved med at genspille scenen fra bilen med ham. Åndssvage hjerne.

Men … det var så god sex. Ville det virkelig skade at se ham igen?

Jeg parkerer på den revnede asfalt i carporten bag huset og bliver bare siddende der et øjeblik. Jeg kører en hånd gennem mit uglede bollehår og tager telefonen frem.

Mig: Så er jeg her.

Svaret kommer med det samme.

Ham: Godt at høre. Du er velkommen til at bruge nummeret, hvis du får lyst.

Om jeg har lyst til ham igen? Det er så fristende. John Tucker var fræk som ind i helvede, kneppede som en gud og var så tilbagelænet, som om intet kunne hyle ham ud af den. Han stillede mig ingen besværlige spørgsmål og var tilsyneladende ikke interesseret i mere, end jeg kunne tilbyde. Hvor tit møder man lige sådan en fyr?

Mig: Det skal jeg huske.

Ham: Gør det, smukke.

Jeg glider en tommelfinger hen over mine læber og husker, hvor dejligt det var, da han kyssede mig.

Argh. Måske vil jeg rent faktisk bruge det nummer igen.

Udmattelsen rammer mig. Jeg trænger i den grad til at sove. Nu. Det bliver en lang og trættende dag i morgen, ligesom i dag har været det, og jeg kan ikke ligefrem påstå, at jeg ser frem til den.

Da jeg snubler ind gennem døren, sidder Bedste der, hvor hun sad, der jeg gik. Jeg tænker, at hun kun har flyttet sig fra den plads i de sidste fire timer, hvor jeg har været væk, for at skille sig af med indholdet af den tomme toliters colaflaske, der står på køkkenbordet. Den var fuld, da jeg gik. Men nu er det et andet blad, hun kigger i. Enquirer, tror jeg.

Hun ser på min pjuskede fremtoning. ”Jeg troede, du var til cocktailparty.” Et smørret grin spiller på hendes læber. ”Det ser ud til, at du var en del af menuen.”

Jeg bliver varm i kinderne. Jep, der er intet, der kan få verden tilbage i sin vante gænge som et ord fra Bedste.

Jeg ignorerer hendes stikpille og går hen til døren. ”Godnat,” mumler jeg. ”Godnat,” svarer hun. Jeg kan høre hendes latter bag mig, da jeg går ind på mit værelse.

Da jeg har lukket og låst døren, trækker jeg telefonen frem og finder Tuckers nummer frem. Længe ser jeg bare på hans navn. Jeg er fristet til at skrive noget til ham. Hvad som helst.

I stedet går jeg ind i ”indstillinger” og trykker BLOKER. Fordi uanset hvor sexet han er, eller hvor mange orgasmer han kan vride ud af mig, så er der ikke plads i mit liv til en omgang mere med ham.

Om Elle Kennedy

Elle Kennedy, der er på såvel New York Times, USA Today og Wall Street Journals bestsellerliste, voksede op i en forstad til Toronto, Ontario og har en BA i engelsk fra York University. Hun vidste tidligt, at hun ville være forfatter, og begyndte aktivt at forfølge den drøm, da hun var teenager. Hun elsker stærke heltinder og sexede alfahelte tilsat følelser og farer – nok til at holde det hele interessant.

Stay tuned

Facebook Følg med i Flamingos verden. Vi poster om vores hverdag på forlaget og om det, der ligger vores lyserøde hjerte nærmest – bøger! Både de sjove, de sexede, de tårefremkaldende og de mest underholdende af slagsen. www.facebook.com/flamingobooks Instagram Flamingos bogunivers med masser af bog-stemning og inspiration til de mest underholdende læseoplevelser, der holder dig fanget til sidste side. www.instagram.com/flamingobooks