Mirrormirror by Plusbog

Da Naomi først forsvinder og siden findes bevidstløs, bliver hendes venner på en gang rystede og forvirrede. Er der sket en ulykke – eller har nogen forsøgt at skade Naomi med vilje? Har Naomi haft problemer – og hvorfor har hun ikke talt med dem om det? Hvor godt kender de egentlig deres veninde – og hinanden? Vil Naomi vågne op af sin koma – og vil hun nogensinde blive den samme igen? For at forstå, hvad der er sket med Naomi, bliver Red, Leo og Rose nødt til at konfrontere deres egne mørke hemmeligheder og deres største frygt; de bliver nødt til at forene, hvem de er indeni med det ansigt, de viser udadtil. P O L I T I K E N S F O R L AG

politikensforlag.dk

Blandt eleverne på Thames Comprehensive er Red, Leo, Rose og Naomi en flok outsidere, der sammen har fundet ro i deres band, Mirror Mirror. Det er lige så svært for de fire teenagere at passe ind i skolen, som det er at navigere i deres komplicerede liv derhjemme. Reds mor er dybt alkoholiseret, og faren er aldrig hjemme. Leos bror er i fængsel. Rose bruger sex og alkohol til at dulme smerten efter et brutalt overgreb. Naomis punkrockprinsesse-persona giver hende friheden til at udleve, hvad hun føler er sit sande jeg.

CARA DELEVINGNE

”Det her er så fucked op.” Leo taler lavmælt. ”Det er så fucked op, det, der er sket med hende. Det skulle aldrig være sket. Hvis det bare var et af Naomis numre, så ville det aldrig være endt sådan her. Jeg sværger, der er sket noget med hende. Hun ville aldrig have forsøgt at nakke sig selv.” ”Er det det, folk siger?” Jeg ser hen på Smith for at få det på det rene, skille sandhed fra løgn. Men han ser lige så fortabt ud som os. ”Siger de, at hun havde tænkt sig at begå selvmord?” ”Det ved jeg ikke.” Han trækker på skuldrene. ”Jeg ville ønske, jeg gjorde. Jeg har ikke talt med politiet, kun Naomis forældre, men jeg går ud fra, at det vel er en mulighed, at hun forsøgte at …” ”Nej.” Jeg ryster på hovedet. ”Det er bullshit.” Citat fra bogen.

Cara Delevingne er en af de mest indflydelsesrige kvinder i sin generation, på Instagram følges hun f.eks. af flere end 40 millioner mennesker. Hun er født i London i 1992 og brød igennem som model i 2009. Cara Delevingne blev i 2012 og 2014 tildelt “Model of the Year” på British Fashion Awards. I 2012 debuterede Cara Delevingne som skuespiller i filmen om Anna Karenina, siden har hun spillet store roller i film som Paper Towns, London Fields, Suicide Squad og senest Valerian. Mirror Mirror er hendes første roman. Med Mirror Mirror afslører Cara Delevingne endnu et lag af sit alsidige talent. Mirror Mirror er en stærk roman om identitet, seksualitet, køn, følelsesmæssig smerte og de sociale mediers komplicerede verden med deres evige krav om perfektion.

ISBN 978-87-400-4154-5

P O LI T I K E N S F O R LA G

Tak

Der har været mange mennesker involveret i tilblivelsen af Mirror Mirror, og min mest dybtfølte tak går til den fantastiske Rowan Coleman, der gjorde arbejdet med denne bog til sådan en utrolig oplevelse. På Orion vil jeg gerne rette en særlig tak til Anna Valentine, Sam Eades, Marleigh Price, Lynsey Sutherland, Elaine Egan, Lauren Woosey, Loulou Clarke, Lucie Stericker og Claire Keep. På HarperCollins USA vil jeg gerne takke Lisa Sharkey, Jonathan Burnham, Mary Gaule, Alieza Schivmer, Anna Montague, Doug Jones og Amanda Pelletier. Tak til mit hold på WME: Sharon Jackson, Joe Izzi, Matilda Forbes Watson, Mel Berger og Laura Bonner. Tak til min gode ven Storm Athill for det vidunderlige kunstværk på omslaget.

For otte uger siden …

Solen var på vej op, da vi gik hjemad med hinanden under armen, trætte fødder, en begyndende sommervarme i luften. Rose lænede hovedet mod min skulder og havde en arm om livet på mig. Jeg husker følelsen så tydeligt – de uregelmæssige bump fra hendes hofte, hendes hud mod min, varm og blød. Klokken var næsten fem, daggryet var gyldent og skarpt og fik de beskidte gader til at funkle. Vi havde tit set en solopgang som den her på vej hjem fra en lang nat i byen, hvor vi havde festet igennem sammen. Og før den aften havde livet omsider virket lyst, som om det tilhørte os, og vi tilhørte det. Hvert sekund skete der noget nyt, noget, der føltes vigtigt. Men ikke den aften. Mine øjne sved, jeg var tør i munden, havde hjertebanken. Vi havde ikke lyst til at tage hjem, men hvad skulle vi ellers gøre? Vi havde ingen andre steder at gå hen. ”Hvorfor nu?” spurgte Rose. ”Det hele var jo totalt okay. Hun var okay, glad. Hvorfor så lige nu?” ”Det er ikke første gang, vel?” sagde Leo. ”Det er Cara Delevingne

derfor, idioterne er ligeglade. Hun har sgu da gjort det før. Penge, guitar, rygsækken fyldt med mad fra køleskabet. Og så ellers forsvinde et par uger. Det er sådan, hun gør.” ”Men ikke efter Mirror Mirror,” sagde Rose. ”Ikke efter at hun mødte os, vel? Før i tiden skar hun i sig selv og stak af og alt muligt lort, men ikke efter at vi dannede bandet. Hun var … vi var alle sammen pisse gode. Bedre end pisse gode.” Hun så afventende på mig, og jeg måtte give hende ret. Alting havde virkelig ændret sig for os fire i løbet af det sidste år. Inden bandet gik vi rundt i hver sin verden, men så skete vi ligesom på en eller anden måde. Og sammen var vi stærke og cool og seje og fuldstændig awesome. Vi troede vist alle sammen, at Naomi havde det på samme måde og ikke længere behøvede at stikke af. Altså lige indtil i aftes. Vi havde ledt overalt. Vi opsøgte alle steder, vi havde været sammen med hende, nu uden hende. De steder, vi havde fortalt vores forældre om, og dem, vi ikke havde nævnt. Klubberne, som vi egentlig ikke var gamle nok til at komme ind på. Vi kæmpede os gennem den varme stank af sved og hormoner mellem de dansende kroppe, mens vi spejdede efter hende. Vi sneg os rundt i mørke gyder bag pubberne, hvor man kunne købe stoffer, og udspurgte diskret de nervøse unge med mørke øjne. De tilbød os poser med skunk, men den aften takkede vi nej. Vi opsøgte steder bag anonyme døre, hvor man skulle 2

Mirror Mirror

kende nogen for at blive lukket ind. Mørke kælderlokaler, hvor der stadig blev røget, så man måtte skære sig gennem luften, og musikken var så høj, at gulvet gyngede taktfast under ens fødder, og det ringede for ørerne, og bassen vibrerede dybt inde i brystkassen. Vi var overalt. Parken neden for boligkomplekset, hvor vi af og til hænger ud. Flodbredden, der virkede helt fremmed, som den lå der under luksuslejlighederne. Vauxhall Bridge, vores bro, som vi har trasket over så mange gange, mens vi højlydt har forsøgt at overdøve trafikken. Den føles efterhånden som en gammel ven, en slags vidne. Til sidst tog vi hen til den forladte spillebutik med smadret fordør og en madras i baglokalet, hvor man går hen, når man vil være i fred. Nogle gør, men ikke mig, for hvis der er noget, jeg hader, så er det at være alene. Timerne gik, og vi var hele tiden overbeviste om, at vi ville finde Naomi, at det bare var et af de stunts, hun havde det med at lave, når hun havde det skidt og trængte til opmærksomhed. Vi var overbeviste om, at Nai, vores gode veninde og bandmedlem, var et sted, som kun vi kendte til. Hun sad sikkert og ventede på at blive fundet. For man kunne ganske enkelt ikke være her den ene dag for så bare at være væk den næste. Det giver ingen mening. Man forsvinder ikke ud i den blå luft uden at efterlade sig spor. Det prøvede vi i hvert fald at overbevise os selv om den aften og nat, vi ledte efter hende, og aftenen efter og alle de andre aftener, indtil vores forældre sagde, at vi blev nødt til at holde op, at hun ville komme tilbage, når hun var parat til det. Og så holdt politiet også op med at lede, for hun var jo stukket af så mange gange før. Cara Delevingne

Men sådan føltes det altså ikke for os. Det føltes ikke som de andre gange, for hun var ikke ligesom før. Men de ville selvfølgelig ikke høre på os, sad bare der og så ud, som om de kedede sig med deres tomme notesbøger foran sig. De vidste ikke en skid. Men vi blev ved med at lede efter Naomi, længe efter at alle andre var holdt op. Vi ledte overalt. Men hun var der ikke. Vi fandt kun alle de steder, hun engang havde været.

Mirror Mirror

KAPITEL 1

I dag: Alle siger, at livet går videre. Vi bliver nødt til at stå op, tage i skole, gå hjem, beskæftige os med ubetydelige ting, som for eksempel en eksamen, der nærmer sig. Og ”håbe og bede og tro” og alt muligt andet lort, de fylder os med. Livet går videre. Men det passer ikke, for den aften, Nai forsvandt, trykkede hun på en kæmpestor, fucking pauseknap. Dagene går, ugerne, årstiderne, men alt andet er ligesom gået i stå. Som om vi alle sammen har holdt vejret i otte uger. Nu skal jeg fortælle jer, hvad de er holdt op med at sige: De siger ikke længere, at hun kommer hjem, når hun er klar til det. Jeg ser hendes storesøster, Ashira, når hun går rundt på skolen med bøjet hoved, helt lukket, som om hun ikke vil have, at nogen nærmer sig. Og hendes mor og far, der går rundt ovre i supermarkedet og glor på ting uden rigtig at se noget. Selvom det er Naomi, der er væk, er det dem, der ser ud, som om de er faret vild. Og ja, før i tiden kunne hun finde på at stikke af for at få folk til at lede, for dengang var hun totalt oppe at køre Cara Delevingne

på sådan noget psykodrama. Men det var dengang, og det var helt anderledes end det her. Hun har aldrig ønsket, at hendes mor og far skulle være syge af bekymring, eller at Ashira skulle gå rundt og holde vejret og hele tiden ruste sig til dårlige nyheder. Nai er kompliceret, men hun elsker sin familie, og de elsker hende. Det er den flamme, alle vi andre kredser om som kærlighedshungrende møl. Sådan en familie, der rent faktisk bekymrer sig om hinanden. Så det her kunne Nai aldrig finde på at gøre mod dem. Eller mod os. Men det vil hverken politiet eller nogen andre høre på, ikke engang hendes mor. For tanken om, at Nai opfører sig som en gigantisk bitch, er trods alt lettere at bære end tanken om, at hun slet og ret er væk. Og derfor ville jeg faktisk sommetider ønske, at de bare ville finde et lig. Så langt ude er jeg. Sommetider ville jeg ønske, at hun var død, bare for at få svar. Men de har ikke fundet noget lig. De har ikke fundet noget som helst. Og livet går videre. Hvilket betyder, at vi holder audition i dag for at finde en ny bassist som erstatning for Naomi. En kort overgang så det ud, som om vi ville gå i opløsning, når hun ikke var med længere. Resten af Mirror Mirror – Leo og Rose og mig – mødtes for at øve og overvejede, om vi bare skulle droppe det. Vi snakkede endda om, at det var det, vi helst ville. Og så stod vi ligesom alle tre og kunne hverken pakke sammen eller gå, og vi vidste bare, at vi ikke kunne give slip. At give slip på bandet ville betyde, at vi ville give slip på det bedste i vores liv. Og at vi ville give slip på hende for altid. Det var Nai, der grundlagde bandet, eller i hvert fald 6

Mirror Mirror

hende, der forvandlede det fra et lamt skoleprojekt til noget virkeligt og betydningsfuldt. Det er Nais skyld, at vi alle sammen har fundet noget, vi er gode til, fordi hun selv var så god til det, hun kunne. Hun var selvfølgelig en pisse god bassist, totalt badass. Når hun lagde beatet til en sang, blev man helt blæst omkuld. Men Nai skrev også virkelig, virkelig gode sange. Jeg er heller ikke helt dårlig selv, og tilsammen er vi ret vilde, men Nai har det der, der gør, at hun kan få noget gråt og kedeligt til at funkle og skinne. Inden Mirror Mirror anede hun ikke, at det var hendes særlige talent, men det gør hun nu, for det har vi fortalt hende. Og når man har sådan et talent, behøver man ikke stikke af. Den dag, vi overvejede at opløse bandet, kom vores musiklærer, mr. Smith, ind til os i øvelokalet. Det var i sommerferien, og vi havde skolen for os selv. Det var takket være ham, vi fik lov til at være der. Han havde skaffet os en tilladelse, og så brugte han ellers ferien på at sidde og læse avis og høre os skændes og spille. Men den dag kom han ind og satte sig ned og ventede på, at vi holdt mund. Det slog mig, hvor anderledes han så ud netop da. Mr. Smith er sådan en type, der fylder hele rummet, ikke kun fordi han er høj og pænt stor i det, som om han træner ret meget, men også fordi han er, som han er. Han kan godt lide livet, han kan lide os, eleverne, og det er faktisk ikke særlig almindeligt. Han giver os lyst til alt muligt, lyst til at lære, fordi han har den her energi, som man ikke ser hos voksne særlig tit. Det føles, som om han oprigtigt interesserer sig for os. Men den dag var det, som om luften var blevet lukket ud af ham, den energi og de gode vibes, han altid kom med, var forsvundet. Og det var ret skræmmende at Cara Delevingne

se ham sådan, fordi han ellers altid virker så stærk. Det ramte mig på en måde, jeg ikke helt kan beskrive, og det fik mig kun til at synes endnu bedre om ham. Det betød meget at se, hvor påvirket han var af Nais forsvinden. Han var en af de få, ud over hendes familie og os, der lod til rigtigt at tage sig af det. Jeg ved ikke, hvordan de andre havde det, men jeg fik med det samme lyst til at hjælpe ham, ligesom jeg vidste, at han gerne ville hjælpe os. ”Overvejer I seriøst at opløse bandet?” spurgte han. Vi så på hinanden og kunne et kort sekund mærke, hvordan det havde været, inden vi blev venner, ensomt, akavet – og tanken om at ende der igen var decideret angstfremkaldende. ”Det føles forkert uden hende,” sagde jeg. ”Det forstår jeg godt,” sagde han og kørte hånden gennem håret, så de lyse totter stod lige op i luften. ”Men tro mig, I kommer altså til at fortryde, hvis I splitter op her. Jeg er bare så stolt af jer fire … jer tre … og alt det, I kan sammen. Det skal I værne om, både for jeres og for Naomis skyld. Der er ikke så meget, I kan gøre for Naomi lige nu, men I kan sørge for, at folk husker hende, indtil hun bliver fundet. I kan sørge for, at de aldrig holder op med at lede. Jeg har fået en idé – vi arrangerer en koncert, her på skolen. Vi rejser penge, så familien kan fortsætte eftersøgningen. Så offentligheden bliver ved med at have fokus på historien. Vi skal have hele verden til at se os og jer, og hvor meget vi holder af hende. Det vil jeg gerne. Men jeg kan ikke gøre det uden jer. Er I med?” Og ja, selvfølgelig var vi med. Det var ligesom vores eneste mulighed. 8

Mirror Mirror

Vi tre har været i gang hele sommeren. Nu nærmer koncerten sig, og vi har erkendt, at vi bliver nødt til at finde en ny bassist. For helvede da også. Naomi var … er … den bedste bassist, jeg nogensinde har spillet med. Underligt nok, for piger plejer ikke at kunne finde ud af at spille ordentligt bas. Det er ikke sexistisk, bare et faktum. Hvis man vil være god til at spille bas, skal man have et inderligt ønske om nærmest at være usynlig, og piger – eller normale piger – kan godt lide at blive kigget på. Nå, men det bliver nødt til at køre i dag. Jeg må tage mig sammen. Jeg slæber mig ud af sengen og glor på den sammenkrøllede bunke tøj på gulvet. Det virker for Leo, som altid vælter ud af sengen og ser super cool ud. Han tager sin guitar og ligner nærmest en gud. Sådan opfører pigerne sig i hvert fald. Det er simpelthen ikke fair, at han kan være så tjekket som sekstenårig. Som om han altid har været helt færdig, høj og muskuløs og med dyb stemme. Selv er jeg stadig i den kejtede fase. Jeg lever i den kejtede fase, nej, jeg er sgu den kejtede fase. Hvis der fandtes en emoji for den kejtede fase, ville den ligne mig. Jeg regner sådan set med stadig at være i den kejtede fase, når jeg er femogfyrre og halvdød. Jeg vil virkelig gerne se cool ud, men det skal være cool ligesom Leo. Hvid T-shirt, hættetrøje og kridhvide high-tops er bare ikke den slags cool, jeg er. Jeg er ikke rigtig nogen form for cool, kun lidt, fordi jeg er venner med Leo. Rose er også cool, men hun er decideret smuk, og smukke mennesker behøver aldrig rigtig anstrenge sig. Cara Delevingne

Hun har mørkt hår, der er farvet lyst, undtagen oppe foroven, og så er hun ikke tynd ligesom så mange andre piger. Roses bryster og hofter holder Thames Comprehensives drenge til ilden. Og så bruger hun sindssygt meget makeup, selvom hun er meget pænere uden, måske netop derfor. Hendes hår er uglet, og hun laver huller i sine strømpebukser med vilje. Rose har totalt styr på sit look, og når hun træder ind i et rum, bliver luften helt elektrisk og fyldt med bittesmå eksplosioner. Nogle af de andre piger forsøger at efterligne hende, men der findes kun én Rose, for hun er den eneste pige, jeg nogensinde har mødt, som bare er pisse ligeglad. Og når hun synger … begynder væggene at dirre. Øjne bliver grønne. Pikke bliver stive. Ud af os fire udskud i vores sære lille familie var Naomi den … er Naomi den, der ligner mig mest. Hvis Leo og Rose er skolens ukronede antikonge og -dronning, er Naomi og jeg Nørdernes Herrer. Og når jeg tænker på Naomi og hendes tykke briller, der fylder hele det hjerteformede ansigt og skjuler hendes blide, brune øjne, bliver jeg så stolt af hende. Hendes skjorter, altid knappet helt op i halsen, og plisserede nederdele i sin helt egen længde. Hendes fornuftige snøresko, altid nypudsede. Bag alle de sære og bevidst kiksede valg er hun en totalt kompromisløs og fuldstændig uimponeret original. Nogle gange gik Nai og jeg hen på biblioteket i spisefrikvarteret for at læse. Vi sad bare helt stille uden at tale sammen. Det var fredfyldt. Hun fangede af og til mit blik hen over sin bog og løftede det ene øjenbryn, når en eller anden wannabe-type fra ottende gik forbi, og så 10

Mirror Mirror

smilede vi til hinanden, to skeptiske supernørder, som på forunderlig vis havde fået en plads forrest i køen. Og når hun spillede … lød det så fucking godt, ja, faktisk bedre end verdens bedste bassister. Med mig på trommerne var vi bandets hjerteslag. Vi skar rytmen til med sjælden præcision. Jeg gider fandeme ikke tage mig af mit look i dag, så fuck det: hvid T-shirt, ternet skjorte, jeans, min sædvanlige uniform. Skovhugger-looket kalder Rose det. Mit hår behøver jeg da i det mindste ikke at bekymre mig om, for jeg har barberet det meste af det af. Gulerod. Jordbærhjelm. Pikhoved. Jeg er blevet kaldt meget forskelligt på grund af min hårfarve, og så er jeg endda ikke kun rødhåret, men rødhåret og har krøller. Jeg er simpelthen en omvandrende invitation til at få nogle på hovedet. Det findes der nu løsninger på, har Rose fortalt mig. Hun er helt vild efter at putte noget i mit hår og glatte det, men jeg er sådan øh, nej. Og cirka hver tredje dag tilbyder hun at farve det sort, men jeg siger igen nej tak, jeg er rødhåret, lev med det. Hvis jeg var sorthåret, ville folk heller ikke længere kunne kalde mig Red, og det navn er klart det mest cool ved mig. Men jeg valgte alligevel at klippe håret af. Det var, dagen inden Naomi forsvandt. Jeg sagde det ikke til nogen, gik bare ind til en barber og bad dem trimme det helt kort i siderne og bevare længden øverst, så det falder ned over øjnene og hopper og danser for sindssygt, når jeg sidder bag trommerne. Mor råbte og skreg i en hel Cara Delevingne

time, da hun så det. Seriøst, hun sagde, at jeg lignede en straffefange. Da far kom hjem fra et af sine ”helaftensmøder” i byrådet, råbte hun ad ham, fordi han ikke råbte ad mig. Det var endnu værre end dengang, jeg fik fire piercinger i øret. Nu gider jeg ikke engang prøve at fortælle dem om de ting, der gør, at jeg føler mig som mig. Det er ikke besværet værd. Og jeg har for længst indset, at mine forældre ikke er i stand til at redde mig eller fikse mig eller hjælpe mig. De har for travlt med at smadre sig selv og min lillesøster, Gracie, og jeg er vist mest af alt bare en slags kalkuleret tab. Da jeg først var nået til den erkendelse, blev livet på en måde lettere, underligt nok. Jo, okay, det er ikke sådan lige til at overse, at min mor hader mig, og min far er et røvhul. Men jeg prøver da.

Mirror Mirror

Mirror Mirror Lyrics ”Hvor blev hun af?” Der var sol i hendes sind Kraft i hendes blik Hun fortrød ingenting Men nu er hun væk Hvor blev hun af, den pige, jeg ville ha’? Hvor blev hun af, den pige, jeg drømte om? Hvor blev hun af, hun er blevet helt væk Men jeg leder videre, jeg leder og leder indtil …

Jeg finder et svar.

Cara Delevingne

KAPITEL 2

Rose styrer showet totalt. Med et enkelt blik lukker hun alle de idioter ned, der tror, at de kan lære at spille bas på en uge. ”Shit, Toby, det er altså lidt af et turn-off, når du overgramser bassen sådan,” siger hun til sit seneste offer. ”Giver du også din kæreste finger på den måde?” ”Beklager,” siger Leo med et skuldertræk. ”Måske skal du hellere … helt droppe det der med at spille?” Da Toby går ud med blussende kinder, kan jeg se en kø ude på gangen. Der er kø. Engang var jeg selv nørden, som ingen lagde mærke til, som stod ovre i hjørnet og trådte sig selv over tæerne, og nu står folk i fucking kø for at komme med i mit band. Naomi var med til at grundlægge bandet, ja, som den bedste sangskriver af os alle sammen er hun nærmest bandets hjerteblod. Det er hendes melodier og hendes ord, som har fået folk til at standse op og lytte. Og nu står de samme folk i kø for at overtage hendes plads. Jeg vil beholde det her band, jeg har brug for det. Og det gør mig vel egentlig til et ret stort røvhul. 14

Mirror Mirror

De falder alle sammen igennem, og jeg sidder trygt og godt her bag gryderne og ser dem gå igen, indtil der kun er to ansøgere tilbage. Den ene hedder Emily. Køn og cool. Ikke så sexet, at hun ville kunne æde én med hud og hår, men fræk nok til, at man har lyst til at glo på hende dagen lang og skrive digte om hendes hår og sådan noget. I samme sekund som Emily træder ind ad døren, kan jeg se på Rose, at det ikke kommer til at ske. Hun behøver ikke sige noget, lynet i hendes blik er rigeligt. Hun er den hotte pige i bandet, og der er ikke plads til en mere. Ærgerligt nok, for jeg kan med det samme høre, at Emily er god. Hun finder hurtigt ind i min rytme og lægger sig til rette mellem mine slag. Det føles godt, rigtig godt, faktisk. Nærmest intimt. Jeg tager mig selv i at møde hendes blå øjne og smile til hende, for når jeg spiller trommer, kan jeg godt vise en pige, at jeg kan lide hende, uden at jeg samtidig får lyst til at springe ud fra noget højt. Hun smiler også, og pludselig smutter en af trommestikkerne fra mig og lander på gulvet. ”Sorry, søde,” siger Rose og kigger ikke engang på Emily. ”Det funker ligesom ikke rigtig, vel? Men godt arbejde ellers.” Det reagerer Emily ikke rigtig på. Hun trækker bare totalt cool på skuldrene og smiler til mig igen, inden hun går. ”Jeg kunne godt lide hende,” siger jeg. ”Må jeg ikke få hende?” Rose giver mig en lammer på overarmen, og smerten skyder op gennem skulderen. Damn, den pige kan slå til. ”Av for fanden, Rose! Pas lige på mine guns!” ”Det er ikke ligefrem guns, vel? Mere vandpistoler.” Cara Delevingne

Hun ryster på hovedet. ”For helvede, Red, hold den lige nede i bukserne. Det er altså ikke meningen, at du skal kaste dig over hver en slut, der træder ind ad døren.” ”Emily var da ikke en slut,” siger Leo. ”Jeg kunne meget godt lide hende.” ”Årh, pis nu af med jer. I tænker jo kun på én ting. Hvis der er et par patter i farvandet, opfører I jer som en flok fucking lemminger.” Leo og jeg ser hurtigt på hinanden og prøver på at lade være med at smile. ”Tja, er det ikke lige præcis derfor, du styrer skolen med hård hånd?” mumler Leo, og Rose dasker ham over nakken. Så er det Leckrajs tur, en eller anden dreng fra ottende. Han minder mig om mig selv som trettenårig, fuldstændig blank på, hvordan man gebærder sig her på Thames Comprehensive. Hans bas er nærmest større end ham selv, men han kan da spille. Han er ikke lige så god som Emily og kommer ikke i nærheden af Naomi, men han går an. Og det bliver han ligesom også nødt til, for vi har ikke flere tilbage. ”Nå, Leckraj, jeg viser dig lige basgangen til ’Head Fuck’, okay? Og så …” ”Venner, er I søde lige at holde en pause?” Smith står pludselig midt i lokalet og ser ud, som om en elektrisk strøm har naglet ham til stedet og holder ham oprejst. Jeg har aldrig set sådan et ansigtsudtryk før. Som om han lige har fået at vide, at verden er ved at gå under. Det skræmmer mig faktisk. Min mave snører sig sammen. Det her er slemt, virkelig slemt. Ingen siger et ord. Det er ikke nødvendigt. 16

Mirror Mirror

Det føles, som om luften bliver helt tyk og klistret i lungerne, tiden bremser op. Jeg kan ikke få vejret. Vi ved alle sammen, hvad han vil sige. ”Har de fundet hende?” Det er en hvisken, og den kommer inde fra mig, men det lyder, som om den befinder sig lysår herfra. Han nikker, ude af stand til at se direkte på nogen af os. ”Hun …” Smith synker et par gange og ryster på hovedet. Så ser han omsider på os, og han har tårer i øjnene, hans mund er forvrænget, og det tager mig nogle sekunder at forstå … … at han smiler. ”Hun er i live,” siger han.

Cara Delevingne

KAPITEL 3

Jorden forsvinder under mig. Et øjeblik ser jeg hendes ansigt, sådan som hun så ud, den sidste gang jeg så hende, hvordan hun smilede, hendes øjne, der lyste op indefra. Og det eneste, jeg har lyst til, er at være sammen med hende. ”Nå, men hvor er hun så?” ryger det ud af Rose. ”Vi vil gerne se hende nu, lige nu. Hvor er hun? Er hun hjemme? Her? Er hun her?” ”St. Thomas’ Hospital,” siger Smith. “Shit.” Rose ryster på hovedet. ”På hospitalet? Hvad er der sket med hende?” Mig. ”Er der nogen, der har gjort hende noget?” Leo, sammenbidt. ”Hvem fanden har rørt hende?” ”Hør lige …” Smith holder hænderne op, som om han forsøger at få en flok urolige unger til at falde til ro. ”Jeg ved godt, det er en ordentlig mundfuld, og det var derfor, jeg gerne ville være den, der fortalte jer det. Jeg har talt med jeres forældre, og de er med på, at jeg kører jer derhen nu, så vi kan finde ud af, hvad der er sket. Men der er lige noget, I skal vide.” 18

Mirror Mirror

”Hvor har hun været?” spørger Rose, før Smith kan nå at få et ord indført. ”Hun må have sagt noget om, hvor hun har været.” ”Har hun sagt hvorfor?” Leo taler med lav stemme, fuld af vrede. ”Sagde hun, hvorfor hun stak af ?” ”Hvad er der sket med hende?” Mig igen. ”Har hun sagt noget om, hvad der er sket?” Smith synker lidt sammen og lader sig dumpe ned på hjørnet af podiet, mens han ser ned i gulvet. Det er tydeligt, at han forsøger at finde ud af, hvordan han skal sige det, han skal til at sige, forsøger selv at finde hoved og hale i det, overvejer hvert ord. Han forsøger at beskytte os. Ikke godt. ”Der er … der er sket et eller andet med hende i løbet af de sidste par timer. Et par bådfolk fandt hende filtret ind i de reb, man bruger til at fortøje kanalbådene, der sejler forbi Westminster Bridge. Hun lå nede i vandet. Hun var bevidstløs, trak knap nok vejret. Rebet holdt hendes hoved over vandet … men hun er kommet slemt til skade. Hun har slået hovedet og … ingen ved endnu, hvor alvorligt det er.” ”Hvad betyder det?” Rose tager to skridt hen mod ham, bevæger sig så hurtigt, at jeg et øjeblik tror, at hun har tænkt sig at slå ham. Langsomt kigger han op på hende, fastholder hendes blik. ”Det betyder, at der er en meget stor risiko for, at hun ikke klarer den.” Fra glæde til fortvivlelse på et splitsekund. Jeg ser igen Naomis ansigt for mig og spekulerer på, hvordan det er muligt både at finde og miste nogen på præcis samme tidspunkt. Cara Delevingne

Det år, jeg fyldte ti, var jeg så mange gange på hospitalet, at de kom fra de sociale myndigheder for at tjekke op på mig. Første gang brækkede jeg håndleddet, da jeg legede med naboens hundehvalp. Den sprang op, og jeg faldt bagover og slog min hånd mod en blomsterkrukke, da jeg landede. Knæk. Lyden fik mig til at kaste op. Så var det anklens tur, da jeg spillede fodbold og blev tacklet af Kevin Monk. Det gjorde pisse ondt. Og til sidst fik jeg trykket et par ribben, da jeg faldt ned fra et træ i et væddemål, hvor vi skulle se, hvem der turde klatre højest op på kortest tid. Men jeg vandt væddemålet. Det mærkelige er, at jeg faktisk godt kunne lide turene på skadestuen. Jeg kunne godt lide den lange ventetid, for så sad mor eller far ved siden af mig, og jeg havde dem i alle de mange timer, det tog, før det blev vores tur. Selvom far altid missede et eller andet vigtigt, og mor, der var gravid med Gracie, sad dårligt og var træt, så havde jeg dem, mens vi sad der. De lyttede faktisk til det, jeg sagde, og vi talte og grinede, og de lod mig spille på deres telefon. Da jeg faldt ned fra træet, skulle jeg blive natten over, fordi de var bekymrede for, om der var sket noget med mit hoved. Mor lejede et fjernsyn, og hun sad ved siden af mig hele natten med en kæmpe pose chips balancerende på sin store mave, mens hun holdt mig i hånden. Da damen fra de sociale myndigheder kom, sad vi ved bordet i køkkenet og snakkede. Min mor sad helt ude på kanten af stolen og bed negle. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor hun virkede så urolig, og jeg havde ikke lyst til, at hun skulle være det, kunne ikke lide hendes ansigtsudtryk. Jeg ville have det til at gå væk. Så jeg fortalte damen om alle uheldene, det ene efter det andet, ned til mindste 20

Mirror Mirror

detalje; hund, fodbold, træ. Og bagefter var jeg nødt til at fortælle det hele igen og en gang til, mens min mor ikke var i rummet, og først da pakkede hun sammen og gik. ”Hvad er det med dig?” sagde min mor, da hun kom ind igen, lagde hånden på mit hoved og kørte fingrene gennem mit hår. ”Min lille vovehals.” Hun lavede en stor kop varm kakao med skumfiduser, og jeg kan huske, at jeg sad ved bordet og spekulerede på, hvad det mon var, jeg havde gjort rigtigt. Jeg var her sidst, da Gracie blev født. Far ledte os gennem en labyrint af gange og ind på en stue med en masse forhæng, hvor mor sad på kanten af en hospitalsseng med min mikroskopiske, rødmossede lillesøster, der skreg af sine lungers fulde kraft. Når jeg er virkelig nede, tænker jeg på den dag, os fire samlet om sengen. Et hold. En familie. Lugten af Gracies hår, fars smil. Mor så træt og glad. Jeg tænker altid på den dag, for det er den sidste gang, jeg kan huske, at jeg følte mig som en del af en familie. Ja, det var den sidste gang. Mens vi følger efter mr. Smith gennem hospitalets gange, glider omgivelserne forbi som en dårlig virtual reality-gengivelse, de skinnende gulve og lange gange. Hospitalets skarpe lugt kryber helt ned i svælget på mig. Stilheden i elevatoren, lyden af vores gummisåler, der knirker, når vi går, og det flakkende lys oven over os. Og så kommer vi til en stue, og vi ved, at vores bedste ven er derinde. Og måske skal hun dø. Mens vi står udenfor, får jeg øje på Nais mor og far med armene om hinanden og hovederne begravet ved hinandens hals. Nais mor klynger sig til sin mands skjorte, Cara Delevingne

som om hun er bange for at drukne, hvis hun giver slip. ”Mrs. Demir?” Det er Rose. Hun går derhen og lader Smith stå ved elevatoren. Normalt ville vi bare kalde dem Max og Jackie, men lige nu virker det bare ikke som det rigtige. I samme øjeblik Naomis mor ser Rose, rækker hun ud efter hende og trækker hende med ind i omfavnelsen. Leo og jeg følger efter, en efter en lægger vi armene om de mennesker, som altid tager imod os, på alle tider af døgnet, og som aldrig får os til at føle os uønskede eller uvelkomne. Et øjeblik lader jeg mig opsluge af den mørke, varme omfavnelse, presser øjnene i for at holde tårerne tilbage, fast besluttet på ikke at lade nogen se, hvor bange jeg er. Så går øjeblikket i opløsning, da vi giver slip på hinanden, og jeg står igen og blinker under lyset fra lysstofrørene. ”Hvordan har hun det?” Smith har stået nogle få meter fra os og set til. Jackie ryster på hovedet, og Max vender sig mod vinduet og ser gennem persiennerne ind på den skikkelse, der ligger fuldkommen stille på en seng. Normalt er Max fuld af latter, med glimt i sine mørke øjne, maven, der hopper, altid klar med en ny dårlig joke. Det er virkelig hårdt at se ham sådan, med mørke rande under øjnene, tynd og svag. Jeg har det, som om jeg burde gå hen og stille mig ved siden af ham, men jeg kan ikke, jeg er bange. Bange for det, jeg vil se. Slået hovedet. Hvad vil det sige? Vil hun se anderledes ud, er der blod? Når det bare var os to, Nai og mig, plejede vi at finde den vildeste horrorfilm på Netflix, motorsavsmassakrer og klamme dæmoner, jo blodigere, desto 22

Mirror Mirror

bedre. Men det her er den ægte vare. Det her er horror. Og det skræmmer fucking livet af mig. Jeg ser stadig på Jackie, hendes afblegede, gullige hår med tydelige mørke udvoksninger, hendes lange, tynde arme og tynde ben i skinny jeans, klædt som en tyve år yngre pige, hvilket altid er ved at drive Nai til vanvid. Min mor synes, at Jackie er taberagtig, men sådan tænker hun jo på den anden side også om mig. ”Har hun sagt noget til jer?” Rose holder Jackies hånd. ”Har hun været vågen?” ”Max,” hvisker Jackie til sin mand, der ryster på hovedet og rækker ud efter en læge, der går forbi. ”Undskyld?” En kvinde i en hvid kittel stopper op og ser på os med rynket pande. ”Det her er min datters venner, de er nærmest familie. Vil du være rar at forklare dem, hvad der sker? Jeg er stadig ikke helt sikker på, at jeg selv forstår det.” Lægen presser læberne sammen til en tynd streg, ser en anelse utålmodig ud, men så folder hun hænderne og begynder at tale. ”Naomi blev fundet af folkene fra en af lodsbådene på Thames. Hun var viklet ind i nogle fortøjningsreb …” ”Kun nogle få minutter fra sit hjem.” Rose ser på Leo. ”Hun var næsten hjemme. Er hun faldet?” ”Det er ikke helt klart, hvordan hun er havnet i vandet, kun at de fortøjningsreb, hun blev fanget i, sandsynligvis reddede hende fra at drukne, slaget i hendes hoved har uden tvivl gjort hende bevidstløs. Det, og den voldsomme kulde fra en nat i vandet, er faktorer, der er skyld i, at hun har overlevet indtil nu. Så vi varmer hende meget langsomt op og holder hende i kunstig koma, mens vi Cara Delevingne

holder øje med, om der er hævelser og blodansamlinger i hendes hjerne. Vi ved mere i morgen.” Hvert øjeblik regner jeg med at fatte det, forstå, at det her virkelig sker, men øjeblikket kommer bare ikke, og det føles som noget, vi bare leger. ”Altså, jeg er med på, at det er slemt, men hun skal nok blive okay, ikke? Altså, hun bliver da okay?” spørger Leo med vrede i stemmen. Lægen tøver, måske bekymret for at skulle give et ærligt svar og gøre den store, veltrænede dreng på 1,82 ophidset. Leo kan virke skræmmende nogle gange. ”Vi ved det ikke …” siger hun langsomt. ”Det er et mirakel, at hun overhovedet overlevede at ligge i vandet, at hun ikke blev slået ihjel på stedet af det slag, hun har fået i hovedet. Hun er en fighter, det må hun være, og det er derfor, hun er her nu. Vi giver hende den bedste behandling, hun kan få.” ”Må vi gå ind til hende?” spørger Rose. ”Må jeg ikke nok komme ind til hende?” Lægen ser på Max, der nikker. Hun lader blikket glide fra ansigt til ansigt, og jeg håber, at hun siger nej. Men det gør hun ikke. ”Okay, én ad gangen, tre minutter til hver. Ikke mere.” ”Vi skal tale til hende, ikke?” spørger Rose, da Max holder døren for hende. ”For det vil måske få hende til at vågne. I fjernsynet siger de altid, at folk, der ligger i koma, kan høre, når man taler til dem.” ”Jah, men det her er kunstig koma.” ”Hvad?” Rose rynker brynene. ”Vi har medicineret hende og lagt hende i respirator, så hendes krop får en chance for at følge med og komme sig efter alt det, hun har været igennem. Hun vågner ikke 24

Mirror Mirror

af, at nogen taler til hende, men der er store chancer for, at hun hører dig, så … hvorfor ikke,” lægen smiler et kort øjeblik. Rose ranker sig og går ind på stuen og lukker forsigtigt døren bag sig. ”Der er nogen, vi skal have ringet til. Er I okay her, unger?” spørger Jackie venligt. Hendes mascara er løbet ud i rynkerne omkring hendes øjne og har trukket spor ned over kinderne. Jeg nikker. ”Hvad med dig?” spørger jeg. ”For at være helt ærlig, Red.” Hendes øjne fyldes af tårer, mens hun prøver at tvinge et smil frem. ”Det ved jeg ikke.” Mens vi venter udenfor, får Smith endelig løsrevet sig fra det sted, han har stået ved siden af elevatoren. Han går over for at se ind ad ruden til Nais stue. Han kigger ind gennem sprækkerne i persiennerne, så eftermiddagssolen danner skyggebaner på tværs af hans ansigt. Jeg kan stadig ikke få mig selv til at se på Nai, så i stedet ser jeg på ham. Hans ansigt er så velkendt, et helle. ”Ser det slemt ud?” siger jeg. ”Du ved, jeg aldrig lyver over for mine elever, Red. Ikke?” siger han. Jeg nikker. ”Det ser slemt ud.” Han nikker i retning af Naomi. ”Jeg tror … jeg tror, Rose har brug for dig.” Da jeg omsider tvinger mig selv til at se ind gennem vinduet, får jeg øje på Rose. Hun har knyttet næverne og holder dem op mod ansigtet, hendes øjne er opspilede, og det er tydeligt at se, at hele hendes krop ryster, mens hun stirrer på skikkelsen i sengen. Før jeg ved af det, står jeg inde i rummet, tager fat om hendes håndled og trækker hende hen mod døren. Cara Delevingne

”Nej, nej, nej.” Hun stritter imod, flår hænderne til sig. ”Nej. Vi kan ikke efterlade hende her alene. Jeg nægter at lade hende ligge her helt alene. Se på hende, Red. Hun må ikke være alene.” ”Rose, kom nu,” siger jeg. ”Vi hjælper hende ikke ved at flippe ud.” ”Se på hende!” siger Rose. Jeg ser. Jeg ser hendes ansigt, der er svulmet op, lilla og gråt. Og nu kan jeg slet ikke holde op med at se, fordi dette ansigt er så anderledes fra det, jeg kender så godt. Det er svært at tro, at det er det samme menneske. Hun har en forbinding omkring hovedet, og alt hendes lange, mørke hår er væk. En anden forbinding er lagt skråt ned over ansigtet, og der siver noget rødt ud igennem den. Skrammer i mørke toner misfarver hendes hud alle steder, hvor den er synlig, det ene øje er hævet og lukket, det andet dækket under forbindingen. Det er, som om hendes strålende, mørke øjne er forsvundet for evigt. Jeg ser på maskinerne, den tykke, ubehagelige slange, der stikker ud af hendes mund og får hendes velkendte blide smil til at forvrænges i et stivnet skrig. Slangerne synes at vælde ud af hendes krop, som om hun var halvt maskine, og nu forstår jeg det. Jeg forstår, hvorfor Rose har lyst til at blive stående og skrige som en sindssyg. Det er så skræmmende. ”Kom nu,” siger jeg og trækker hende ud af rummet. ”Vi må tage os sammen. Vi må være stærke.” Jeg hiver i Rose og lukker døren bag os og krammer hende tæt ind til mig. ”Hvordan har hun det?” spørger Leo. Vi behøver ikke svare. ”Når jeg finder ud af, hvem der har gjort det her mod 26

Mirror Mirror

hende …” Leo sætter sine knyttede næver i siden. ”Hvad hvis hun har gjort det mod sig selv?” Ashira, Nais søster, er pludselig dukket op ud af det blå. ”Ash!” Rose slipper mig og kaster armene om Nais ældre halvsøster, der står stiv som et bræt og lader Rose hulke ind mod sin sweatshirt nogle få sekunder. Jeg ser på Ash, hun er så rolig, så fattet. Udadtil i hvert fald. ”Du tror da ikke … jeg mener, hun ville da ikke have forsøgt at gøre skade på sig selv,” siger jeg. ”Nai var glad, virkelig glad. Ellevild af lykke, lige inden hun forsvandt. Det her er ikke som de andre gange, hvor hun stak af på grund af mobningen. Det ændrede sig alt sammen, da vi fandt sammen i bandet, og hun havde os. Ingen mobbede hende længere. Det giver ingen mening.” ”Nej.” Ash vender ansigtet væk fra Rose, og det slår mig pludselig, hvor meget hun ligner Nai, hvilket jeg ikke har bemærket før. Den samme lange, lige næse og kindben, det kulsorte hår med et rødligt skær, der får det til at skinne som et spejl. I modsætning til Nai går Ash ikke med makeup, hun glatter ikke sit hår, hun lader det bare være, som det er. Hvor der ingen grænser er for Naomis skøre outfits, så går Ash altid mere eller mindre i den samme uniform: baggy militærbukser, T-shirt og baseballkasket, uanset vejret. Det har jeg altid godt kunnet lide ved hende. Hun vil skide på verden omkring sig. Men lige nu ligger hendes søster på intensiv, og hun er tvunget til at møde den verden sammen med os. Det ser ud til at gøre ondt på hende. ”Nej, det giver nok ikke rigtig mening. Intet giver mening. Jeg må hellere finde far og Jackie, ved I, hvor de gik hen?” ”Ud for at ringe,” siger jeg og går helt hen til hende. ”Ash, er du okay?” Hun træder et skridt tilbage. Cara Delevingne

”Jeg er …” Ash trækker på skuldrene. ”Ses senere.” ”Det her er så fucked op.” Leo taler lavmælt. ”Det er så fucked op, det, der er sket med hende. Det skulle aldrig være sket. Hvis det bare var et af Nais numre, så ville det aldrig være endt sådan her. Jeg sværger, der er sket noget med hende. Hun ville aldrig have forsøgt at nakke sig selv.” ”Er det det, folk siger?” Jeg ser hen på Smith for at få det på det rene, skille sandhed fra løgn. Men han ser lige så fortabt ud som os. ”Siger de, at hun havde tænkt sig at begå selvmord?” ”Det ved jeg ikke.” Han trækker på skuldrene. ”Jeg ville ønske, jeg gjorde. Jeg har ikke talt med politiet, kun Naomis forældre, men jeg går ud fra, at det vel er en mulighed, at hun forsøgte at …” ”Nej.” Jeg ryster på hovedet. ”Det er bullshit.” ”Nai var bange for vand,” siger Rose. ”Hun havde altid mens, når vi havde svømning. Hvis hun var så langt ude, ville vi have vidst det. Vi ville have reddet hende.” Hun går i stå og putter sig ind i Leos favn. ”Jeg troede, at det ville føles bedre, så snart vi fandt hende,” siger jeg. ”Men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.” Smith lægger hånden på min skulder, og jeg læner mig ind mod ham. ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre,” gentager jeg, søger hans blik og holder det fast. Jeg vil have, at han skal fortælle mig, at det nok skal gå. Hvis han siger det, vil jeg tro ham. ”Hør, det her har været hårdt for jer, virkelig hårdt. Jeg tror, det er tid til, at jeg kører jer hjem nu. Jeg tror, vi skal give Naomis familie lidt tid til at forstå, hvad der 28

Mirror Mirror

er sket, give dem lidt plads og lade jeres forældre tage sig af jer.” ”Jeg går bare,” siger Leo med det samme. ”Samme her.” Jeg ser på Rose, der lægger hovedet på skrå og vender sig mod Smith. ”Er du okay?” ”Mig? Selvfølgelig er jeg det.” Hans smil er træt, men beroligende. ”Hør her, som lægen sagde, så er Naomi en fighter, det skal nok gå alt sammen, skal I se.” Da vi går, er han der stadig. Står og ser ind gennem persiennerne til hende. Smith er mere end bare en god lærer, han er den eneste voksne i mit liv, som aldrig svigter mig. Og sådan er der mange på Thames Comprehensive, der har det. Han lyver aldrig over for os, han kommer ikke med alt muligt lort, han behandler os som mennesker, ikke kvæg. Han er den slags lærer, man kan tale med om alt, og han lytter virkelig og prøver at hjælpe. Han hjalp mig, da tingene begyndte at gå skævt derhjemme. Han fik mig til at forstå, at det er okay at være den, jeg er, at jeg ikke er mine forældre. Han er en god mand, en rar mand. ”Hendes forældre er ikke kommet tilbage,” siger jeg. ”Vi kan ikke bare gå, før de er tilbage.” ”Gå I bare,” siger han. ”Jeg bliver hængende, til de kommer.” Rose nikker og rækker mig sin hånd. Hun stikker den anden arm ind under Leos og trækker os med hen til elevatoren. ”Det her er så langt ude,” siger Rose, da dørene lukker sig. ”Så hvad med, at vi kommer langt ud?”

Cara Delevingne

politikensforlag.dk

CARA DELEVINGNE

ISBN 978-87-400-4154-5

P O LI T I K E N S F O R LA G