Båven om gud by Plusbog

Højde: 225 mm

Foto: Les Kaner

Kære medmenneskebørn

HELLA JOOF (1962) er uddannet skuespiller fra Odense T eater, filminstruktør og forfatter. Fik sit store g ennembrud i satire grupperne Lex & Klatten og Det brune punktum. Har lavet børne- og ungdomsprogrammer for DR, bl.a. Bullerfnis og Far, mor og Blyp. Debuterede i 2001 som filminstruktør med publikumssuccesen En kort en lang og har siden instrueret flere spillefilm, bl.a. Oh Happy Day, Fidibus, Se min kjole og tv-serien Album. Har udgivet flere populære bøger for børn og voksne, bl.a. serien om Snitten og Kis. Udgav i 2016 bestselleren Papmachereglen om hvordan livet er og hvilke regler, der gælder.

Adam og Eva! Nøj, hvor var de glade. De sad og stirrede ind i hinandens øjne i timevis og gik lange ture og gemte sig i skoven og var væk til langt ud på aftenen. Og når de endelig kom til bage med røde kinder og blade i håret og masser af myggestik, så fnisede de bare, hvis Gud spurgte, hvor de havde været, og hvad de havde lavet. Gud skulle lige vænne sig til at være tredje hjul, selvom hjulet endnu ikke var opfundet. Men når han så, hvor lykkelige de to første mennesker var, blev han også selv glad og tænkte, at det var godt, at Adam fik en kæreste, selvom det også var hygge ligt, dengang de bare var Gud og Adam. ”Men man må ikke være egoistisk over for dem, man elsker,” forklarede Gud til Slangen, som han var begyndt at spille kort med om aftenen. ”Hm,” sagde Slangen og spillede med sin lange tunge for at distrahere Gud, så han ikke opdagede, at den snuppede to kort fra bunken, selvom reglerne sagde, at man kun måtte tage et ad gangen. Uddrag fra bogen

Denne båv er til: • Jer, der synes, at det er noget vrøvl alt det der med Gud. I har til dels ret; meget af det, der skete, var bestemtikke tip top, og Gud var heller ikke selv tilfreds med r esultatet, men han gør det, så godt han kan. • Jer, der synes, at religion er en sovepude og opium for f olket. Point taken. Men kan opium ikke være en glimrende midler tidig løsning, hvis man har stærke smerter? Og findes der noget bedre end en dejlig blød pude, når man er træt og trænger til at hvile sit grødhoved? • Jer, der tror en lille smule på Gud, men ikke kan forestille jer en mand oppe i himlen med langt hvidt hår og skæg (og det passer heller ikke. Gud har ikke noget skæg af b etydning og hans mangelfulde hårkvalitet har udløst et reelt hentehår, som volder ham problemer med selvværdet). • Og naturligvis til jer, der tror på Gud. I vil i denne båv opleve at få ny, overraskende information om Gud og hans hellige ånde. Den er skrevet i kærlighed på et leje af kærlighed og vil forhåbentlig udløse kærlighed til glæde for hele folket.

Halleluja og kærlig hilsen Hella Í

ET KÆTTERSK KÆRLIGHEDSEVANGELIUM AF

ILLUSTRERET AF ANNA JACOBINA JACOBSEN • LINDHARDT OG RINGHOF

baaven_om_gud_cover_040917.indd 1

Flap: 166,25

Bagside: 210 + formering 2,5 mm = 212,5 mm

ryg: 22 mm

Forside: 210 + formering 2,5 mm = 212,5 mm

Flap: 166,25 mm

05/09/2017 12.11

Baaven_om_gud_224s_040917.indd 2

04/09/2017 16.00

ET KÆTTERSK KÆRLIGHEDSEVANGELIUM AF

ILLUSTRERET AF ANNA JACOBINA JACOBSEN • LINDHARDT OG RINGHOF

Baaven_om_gud_224s_040917.indd 3

04/09/2017 16.00

Baaven_om_gud_224s_040917.indd 4

04/09/2017 16.00

Baaven_om_gud_224s_040917.indd 5

04/09/2017 16.00

DE SYV DAGE Har du nogensinde prøvet at være alene i rigtig lang tid? Siddet alene i et rum uden lys, uden vinduer. Uden en bog. Uden din mobil. Sådan var det at være Gud i mange, mange trillioner af år. Han tegnede med fingeren i luften, for der var ikke noget papir, og han sang for sig selv uden lyd, når han blev bange for mørket og stilheden, og så sov han en del. Nogle gange en hel million år i træk, men så havde han til gengæld verdens dårligste ånde, når han vågnede. Intelligente Guder keder sig ikke, tænkte han, og det virkede i måske ti tusind år. Men så begyndte han at kede sig og blev flov, selvom der ikke var nogen at blive flov overfor. Nu begyndte det også at klø. Gud kløede sig over det hele, men det hjalp ikke. Han fik grus i øjnene, selvom der ikke var noget grus, og han opdagede, at tårerne løb ned ad hans buttede kinder. ”Hvad er der galt med mig?” sagde Gud højt, og det gav genlyd i intetheden. ”Det er, som om der er et stort, tomt, sort hul inde i mig, der savner. Savner nogen? Noget? Men hvad? For her er jo ikke noget, og sådan har det altid været, og det har jo fungeret fint indtil i dag.” Det sorte hul inde i Gud blev mere og mere fortættet, og det føltes tungere og tungere, og til sidst blev det ubærligt. Jeg er nødt til

Baaven_om_gud_224s_040917.indd 6

04/09/2017 16.00

Baaven_om_gud_224s_040917.indd 7

04/09/2017 16.00

at lytte til mig selv, tænkte Gud. Ellers ender det galt. Og det havde han ret i. Man skal altid lytte til sig selv. Han satte sig og lyttede grundigt efter. Der var ingen lyde; ingen fuglesang eller mødre, der pludrede med deres babyer, ingen bølger, som klukkede ind mod stranden, for der var intet hav. Men pludselig var der en sang, eller nærmere en dyb tone, som Gud tydeligt kunne høre. Det var den første lyd i universet, og den kom dybt nede fra Guds mave. Ligesom når man er sulten, og ens mave knurrer og fortæller en, at man skal spise, bare højere. Denne her lyd fortalte Gud, at der måtte ske noget. ”Det kan ikke fortsætte på denne her måde,” sagde lyden. ”Der må en forandring til. Du mangler det vigtigste. Noget at passe på. Nogen at elske.” Så den første lyd i universet, som kun Gud kunne høre, fordi han var den eneste tilstedeværende, var en dyb lyd. Nærmest et Ooouuuum

”Oum,” lød det først spagt, men så steg det til en voldsom øredøvende kraft, som var mere end en lyd. Det var en kæmpe energi. Det var, ligesom når det lyner og tordner, eller ligesom damers skrig, når de føder et barn. Ligesom isen, der bryder, eller vulkaner, der sender askeskyer mange tusind meter op i luften. Gud blev så bange, at han besvimede. Da han vågnede, så han sig omkring og opdagede, at der var helt mørkt. Rigtig tykt, sort mørke, ligesom når man er i en skov om natten. Det havde der jo været hele tiden, men han havde ikke været opmærksom på det før. Pludselig var mørket ikke rart længere. ”Jeg har jo ikke en kinamands chance for at finde det, jeg søger, når her er mørke både uden for mig og inden i mig,” hviskede Gud, selvom der endnu ikke var noget, der hed Kina, og nogen til

Baaven_om_gud_224s_040917.indd 8

04/09/2017 16.00

at fortælle ham, at man ikke måtte sige kinamand. Han kunne ikke finde rundt og snublede, og han anede ikke, hvad der var op eller ned, og det var der heller ikke noget, der var. For oppe og nede var slet ikke lavet endnu. ”Vi må have noget lys,” mumlede han, og pludselig viste der sig til hans lettelse et svagt rosa skær i horisonten. ”Hold da op! Det var godt,” sagde Gud imponeret. ”Sikke en bedårende farve, Aurora skal den hedde.” Lysere blev det, og nu stod solen op, for det var naturligvis den, der var på vej sammen med lyset og dagen. Men det vidste Gud ikke noget om. Det her er jo mange milliarder år siden, og Gud vidste ikke det samme, som vi gør i dag. Gud kiggede rundt. Nu var der lyst, og han kunne tydeligt se, at der manglede noget. Eller rettere alt manglede. Det var til at blive helt fortvivlet af. For hvor skal man begynde, når alt mangler? Det er altid godt at løse det største problem først, tænkte Gud. For så løser de andre problemer sig tit af sig selv. Og det var klogt tænkt, og det er godt at huske, næste gang det hele ser helt uoverskueligt ud. ”Vi skal have et sted at være,” sagde Gud ud i luften, og så gentog han det: ”Vi skal have et sted at være. Hvem er vi?” Godt spørgsmål. Og sådan er det: Man beslutter sig for at løse det største problem, og så får man oveni en lille gave i form af en gåde. Så Gud var nødt til at finde ud af, hvem vi var. Han tænkte og tænkte, men det er svært at finde den rigtige løsning i det tomme rum. Gud blev træt, men solen skinnede ham lige ind i bærret, så det var umuligt at falde i søvn. ”Måske kunne solen gå ned og tage en skraber og vende tilbage i morgen, hvor der atter er en dag, for det har jeg lige besluttet,” sagde Gud venligt til solen, som smilede og langsomt begyndte sin

Baaven_om_gud_224s_040917.indd 9

04/09/2017 16.00

Baaven_om_gud_224s_040917.indd 10

04/09/2017 16.00

Baaven_om_gud_224s_040917.indd 11

04/09/2017 16.00

nedstigning. Og tusmørket kom, og der blev mørkt, og der var gået en dag. Den allerførste dag nogensinde. ”Det må vi fejre,” råbte Gud og så stoppede han op. ”Der var det vi igen? Hvem er vi, og hvad betyder det? Det vil jeg sove på.” Og Gud rullede sig sammen og lagde sig på ingenting og faldt i en dyb søvn.

2. DAG Da Gud vågnede i morgenrøden, Aurora, sad han lidt og missede med øjnene. ”Vi skal have et sted at være, og det skal være sådan, at man ikke bare vælter rundt i rummet, der skal være noget, man kan stå på,” og så kom ordet til ham: jordforbindelse. Ja, tænkte Gud, vi må have jordforbindelse. Og så knipsede han med de guddommelige fingre og råbte: ”Jeg skal bruge noget jord, koste, hvad det vil!” Og det kunne han sagtens sige, for det var længe før, at der blev opfundet penge, så jorden var gratis. Det er mange år siden. Gud fik så meget jord, at han var lige ved at råbe stop!, men det gjorde han heldigvis ikke. Han formede jorden til en kugle og kastede den op i luften og daskede lidt til den. ”Der skal den være, lige der. Det er det perfekte sted til jorden, og så kan den danse rundt om solen, så den får varme på begge sider, og dem på den anden side også får sol. Dem på den anden side, hvad er det, jeg siger? I går var det vi, og nu er det dem. Det er jeg snart nødt til at finde ud af.” Men Gud vidste godt, at når der er et problem, så nytter det ikke at sidde og stirre på det. Så gælder det om at aflede sin opmærksomhed og gå en tur eller lave noget andet, og lige pludselig er løsningen der, lige foran næsen på en.

Baaven_om_gud_224s_040917.indd 12

04/09/2017 16.00

Så Gud gav sig til at rydde op og repeterede: Solen skal være her, og jorden der, og den drejer rundt om sig selv og om solen. Og får således sol på begge sider. Hvor er det smart, tænkte Gud tilfreds, og så blev han tørstig. ”Vand må der til, masser af vand!” befalede Gud. Hold da op! Der kom vand i kaskader, både saltvand og ferskvand, og Gud fik vand i hovedet, som han ellers ikke er meget for, og hans hår blev drivvådt, og det var tydeligt, at han var blevet lidt tynd i toppen. ”Man skal da også gøre alting selv,” tænkte Gud og fik sorteret vandet. Noget blev til søer og åer og bække, og noget til have og fjorde, og noget blev til den lille vig, hvor jeg sidder og skriver og ser ud på Guds skaberværk. Gud gabte og tænkte, at det måtte være nok for i dag. Og han lukkede de guddommelige øjne, og snart snorkede han med små fløjt ud af sine næsebor.

3. DAG Aurora ramte Gud i panden, og han rejste sig og strakte sig, trak vejret dybt og hentede sit hvide hår i den ene side og redte det hen over issen. Så man ikke kan se den bare plet, tænkte Gud, men så tog han sig i det: Man, hvem er man? Der er jo ikke andre end mig. Jeg narrer ikke nogen med det hentehår. Og det havde Gud ret i, man narrer aldrig nogen med sit hentehår. Men al den brune jord, hvad med den? Den må kunne bruges til noget, tænkte Gud, og så tog han en dyb indånding helt ned i maven, og på udåndingen skabte han træer og blomster, sand til ørken og korn og buske med alle de dejligste bær. Så kan de få noget at spise. De? Der var de igen? Men Gud trak på skuldrene og kunne mærke, at han ikke skulle ind ad den dør.

Baaven_om_gud_224s_040917.indd 13

04/09/2017 16.00

Baaven_om_gud_224s_040917.indd 14

04/09/2017 16.00

Baaven_om_gud_224s_040917.indd 15

04/09/2017 16.00

”De kommer, når de kommer, og det giver ingen mening at presse noget igennem, så bliver det bare noget makværk og klamphuggeri. Hastværk er lastværk.” Og det havde Gud også ret i, for findes der noget værre, end når man laver noget alt for hurtigt og sjusket og glemmer det halve, og man ender med at måtte pille det hele op og starte forfra, hvis det for eksempel er et strikketøj? ”Man skulle være en dovenlars, hvis man ikke kunne nappe sig en lur,” sagde Gud, og solen smilede og gik ned, og det blev nat efter den 3. dag.

4. DAG Jorden hang som en moden frugt i verdensrummet, og den var så smuk med oceanerne og søerne, som lyste blåt. Den blå planet, tænkte Gud. Jeg har skabt en blå planet. Og han lavede for en sikkerheds skyld nogle flere planeter blandt andet en rød og en lillebitte lilla, som lå langt væk. Og han skabte en måne, som drejer rundt om jorden, men som også er god ved forelskelser, og så ulvene har noget at tude op imod i uhyggelige film. Men det vidste Gud ikke endnu. Til sidst skabte han en masse stjerner til pynt. Og det blev aften, og Gud så ud over verdensrummet, og det var så storslået det hele, at han var lige ved at græde. Stjernerne, som han havde kastet tilfældigt ud over firmamentet, havde samlet sig i grupper og dannede billeder. Af hvad, vidste Gud ikke endnu. Det var da underligt, tænkte han. Har de gjort det helt af sig selv? Søgt sammen, så de bedre kan … hvad? Tale sammen? Mærke hinanden? Kan stjerner mærke? Men da Gud tænkte efter, kunne han godt forstå stjernerne. For det er bedre at være sammen end at være helt alene på den mørke himmel. Gud lå og nød synet af den prægtige nattehimmel, og pludselig så han et stjerneskud. Han satte sig op med et sæt. ”Så må man ønske,” råbte Gud og lavede dermed en regel, der gælder den dag

Baaven_om_gud_224s_040917.indd 16

04/09/2017 16.00

i dag. ”Jeg ønsker, at jeg må finde ud af, hvem de er,” sagde han og lukkede øjnene, og lidt efter faldt han i søvn.

5. DAG Gud vågnede med et smil, der gik fra øre til øre, og det er langt, for Gud har et meget bredt ansigt. Han lå lidt, inden han åbnede øjnene, for han havde haft den dejligste drøm, og han ville gerne lige have lov til at få det sidste med. ”Åh, hvor var de herlige, de væsener, jeg drømte om,” sukkede Gud: ”Nogle havde vinger og fjer og næb, og de fløj oppe under himlen, og nogle havde haler og skæl og svømmede i havene og søerne. Og nogle havde gæller, men fløj alligevel, nærmest en slags flyvefisk, som hverken er fugl eller fisk. Men hov! Der kom deres navne jo,” lo Gud. ”Fugle og fisk.” Og dobbelthov, for pludselig var havene og søerne og bækkene fyldt med friske fisk, og luften var fyldt med fagre fugle.

Baaven_om_gud_224s_040917.indd 17

04/09/2017 16.00

Højde: 225 mm

Foto: Les Kaner

Kære medmenneskebørn

Halleluja og kærlig hilsen Hella Í

ET KÆTTERSK KÆRLIGHEDSEVANGELIUM AF

ILLUSTRERET AF ANNA JACOBINA JACOBSEN • LINDHARDT OG RINGHOF

baaven_om_gud_cover_040917.indd 1

Flap: 166,25

Bagside: 210 + formering 2,5 mm = 212,5 mm

ryg: 22 mm

Forside: 210 + formering 2,5 mm = 212,5 mm

Flap: 166,25 mm

05/09/2017 12.11