Rapport Af Undertegnede: Norbert Müller, Dr.Jur., Sagfører ved Sondergerichte Leipzig, Hauptsturmführer, Gestapo, med foreløbig Udkommandering i Danmark, København. (Oversat fra tysk).
København, den 30. November 1944 Kl. 10.40 Angaaende: Kaj Hermann Gottlieb, f. den 5. Juli 1897 Lad hermed føres til Protokols, at der d.D., Torsdag den 30.11.-1944, Kl. 07.48, Sted: Shell-Husets Foyer (Hauptquartier der Gestapo), af Undertegnede, Hauptsturmführer Norbert Müller, tilkaldtes lægelig Assistance for at konstatere Fangens, Kaj Hermann Gott liebs, Tilstand efter Fald fra 6. Sals Repos. Lægen ankom ti Minutter senere og konstaterede umiddelbart, at Døden var indtraadt øjeblikkeligt i Forb. m. Faldet, hvorefter Afdøde, samme Kaj Gottlieb, overførtes til Politigaardens Ligsynsstue.
11 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal
3033_GYL_Afgrunden.indd 11
17-03-2015 15:55:21
Til Stede ved Ulykkeshændelsen var desuden: Sturmbannführer Karl Heinz Hoffmann, Edwin Madsen, Vagtmester ved Hilfspolizei, Forhørsleder Ib Birkedal Hansen, Receptionist Untersturmführer Sophus Reinecke. Ulykkens Forløb: Sammen med Hilfspolizist Edwin Madsen ledsager Undertegnede Herr Gottlieb fra hans Arrest i Vestre Fængsel til Hovedkvarteret (Shell-Huset), hvor det planlagte Forhør (det sidste af fem) skal finde Sted. Imidlertid er der tekniske Problemer med Elevatoren, og Turen op tager 22 Min., hvilket faar mig til at tage den Beslutning at løse Herr Gottlieb af hans Haandjern, hvormed han er lænket til mig. Idet Døren til 6. Sal aabnes, river Herr Gottlieb sig løs og (forts.) løber de faa Skridt hen til Gelænderet paa Repos’en og kaster sig ufortøvet ned i Trappeskakten, hvilket fører til hans umiddelbare Afgaaen ved Døden (se Lægens Erklæring samt Døds-attest – afventes). Lad det ligeledes føres til Protokols, at jeg, Norbert Müller, paatager mig det fulde Ansvar for denne Ulykke, som ingen anden kan eller bør lægges til Last, og at jeg afventer de hermed forbundne retslige Følger. Jeg ønsker selv at procedere ved evt. Rettergang. Heil Hitler! Norbert Müller, Sign. H. Hansen, Sekr. Sign.
www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal
3033_GYL_Afgrunden.indd 12
17-03-2015 15:55:21
Rigshospitalet, Cardiologisk Afd. 30te November, 1944. Epikrise for: Ib Johann Gottlieb Stilling: Artist Født: 5te Juli, 1897 (47 Aar) Pt. indbringes hertil akut med Sygevogn den 25nde November efter at være faldet om paa Gaden i Forbindelse med, angiveligt, Konfrontation med tysk Politi (tilhører een af de illegale Modstandsorganisationer). Pt. har en lang Anamnese med Myocardieinfarc ter og kronisk Angina Pectoris samt Incompensatio Cordis. Ved Ankomsten hertil stuporøs, rallende og med Hypotension og Fibrillatio Cordis, men stabiliseres efter nogle Timer ved bl.a. medicinsk Relaxering og mekanisk Ventilation. Pt. digitaliseres og opnaar en bedre Hjertefunktion efter det første Døgn. Pt. er rent teknisk under hele Forløbet at betragte som værende under tysk Arrest og har hos sig Døgnet rundt siddende en Betjent fra det danske Hilfspolizei til at vogte over sig. Hjertecardiogram viser venstresidig Hypertrophia Cordis, en betydelig Belastning samt Grenblok, foreneligt med massivt Infarct. Man digitaliserer og forsøger med Genoplivning med forbigaaende Effekt, men trods dette og en god Effekt af Digitalis forværres Tilstanden gradvist som Følge af svigtende Nyrefunktion og generel Udsivning af Vædske baade
13 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal
3033_GYL_Afgrunden.indd 13
17-03-2015 15:55:21
centralt og perifert, herunder Oedema Pulmones, og Pt. vaagner paa intet Tidspunkt op. Al Behandling seponeres derfor i Gaar, den 29ende, Kl. 14.30. Pt. liver derefter kortvarigt op, og Hr. Madsen opnaar at veksle et Par Ord med ham, hvorefter Pt. afgaar ved Døden kl. 04.35 Nat til i Dag, hvilket Klokkeslæt kan anføres paa Dødsattesten. Pt.’s Hustru, Elisabeth Gottlieb, og øvrige Familie, en Fader, boende i De Gamles By, samt en Faster, bosiddende i Aarhus, er adviseret. Denne pt. afsluttes hermed. H. Weinøe/PSK
www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal
3033_GYL_Afgrunden.indd 14
17-03-2015 15:55:21
FØR STE DEL
Faldet „Guderne er på den stærkes side.“ P u bl i us Tac i t us
www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal
3033_GYL_Afgrunden.indd 15
17-03-2015 15:55:21
Nattog til Stockholm
Togets cylinder bøjer og vrider sig langsomt og i ryk der tilter de sovende passagerers hoveder fra side til side, samt flammen i kupéens paraffinlampe, den presser sig ind i mørket, trækker to slør efter sig, én af damp og én af kulos, jernet hamrer og banker, ujævnt og snublende, stigende og faldende i klang, og Kaj, der ikke sover, vækker sin bror Ib, fordi han har brug for at snakke, og siger: Hør, Ib. Det er ligesom dværgene i Rhinguldet der smeder ringen, ba-ba-ba-bam. Han banker takten med hånden mod bordpladen. Kan du huske da vi var i teatret og så den? Nej, jeg sov. Ja, det gjorde du vist. Jeg har også hørt det spillet på klaver, et uddrag spillet af frøken Frølich, jeg tror det var i Christian den Syvendes Palæ. Meget sød, denne frøken Frølich, har du mødt hende? Ibs hoved hviler mod puden med Svenska Järnvägars monogram, det vugger og rokker, han er søvndrukken og lidt udtværet i ansigtet, de har begge tømmermænd, de burde sove, men Kaj vil ikke sove, ikke endnu, han insisterer på at fejre deres første udenlandsrejse med vågenhed, og han holder Ib vågen med sin snak, og Ib sidder og kigger på ham med smalle øjne og noget der måske er et smil. Kaj kigger ind i togvinduet til højre for sig som natten gør til et spejl, og ser sin tvillingebror Ib, ti minutter ældre end ham og derfor storebror, der sidder skråt over for ham, og dermed ser han på en måde sig selv med en næsten umærkelig forskydning via glassets forvrængning, og bag dette igen faren, og alle disse tre bag ved hinanden og i hinanden indlejrede ansigter er inde i mørket. Ib sover igen, ser Kaj med en slags smerte, han har det samme diffuse sølvskær over 17 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal
3033_GYL_Afgrunden.indd 17
17-03-2015 15:55:21
sig som de fem andre, der også sover, med rokkende hoveder og åbne munde. Ølflaskerne står på bordet mellem dem, togets vibrationer får dem til klingrende at vandre hen langs kanten af bordet, hvor en fals forhindrer dem i at falde og indholdet inde i deres grønne mørke til at bruse lidt op. Kaj kigger på broren og kammeraterne, én efter én, deres slappe, upersonlige, sovende ansigter, som et billede på den død de muligvis er på vej til. Kan du huske i aftes? siger han. Det var sgu lidt vildt, ikke? Jeg blev hamrende fuld, hvad med dig? Ib mumler noget og skifter stilling i sædet. De var alle syv taget ud til Lorry på Frederiksberg for at fejre sig selv: Danmarks delegation på syv frivillige til den finske borgerkrig. De drak champagne under lysekronerne, hujede ad spjættende cancan-ben og hev fat i danserinderne når de kom sværmende ned mellem bordene for at dumpe ned på en bænk og køle af, få en gratis forfriskning, og måske en pengeseddel stukket ned under en fugtig strop. Kaj kan huske at det lykkedes ham at presse ansigtet ned i kavalergangen til et kuplet bryst, hvis flæsekantede dekolletage var gul af snavs og gammel sved, og stanken dernede chokerede ham, men ophidsede ham også, og hendes hud var klæbrig og fugtig, og brysterne gav efter for hans kys og gramsen, og han ville bare ned i deres blødhed og varme. Pigen daskede til ham med sin vifte, hun var flammerød og opkogt af træthed og alkohol og de piller cabaretpiger bliver fodret med for at de kan holde sig på benene, og han gav hende et glas vin og sagde, i morgen skal jeg i krig. Måske skal jeg dø. Vær barmhjertig mod en stakkels soldat. Og hun nævnte en pris som han ikke havde råd til, og han sagde, jeg er student, skat, jeg er ikke millionær. Tror du jeg giver studenterrabat! sagde hun og rejste sig og gik, medbringende vinglasset, og han sad tilbage og så flæserne vifte om hendes røv da hun svansede væk. Ib lo ad ham. Du kommer til at fortryde din nærighed når du ligger og stønner med en kugle i maven oppe i Finland, lillebror. Han kigger ind i togvinduet og ser sit ansigt. Det er et ansigt der længes, men aldrig har fået hvad det længtes efter. Hvornår er vi i Stockholm? siger han. Han sparker Ib over læggen for at vække ham. Hvad er der nu? 18 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal
3033_GYL_Afgrunden.indd 18
17-03-2015 15:55:21
Jeg spurgte bare. Lige meget. Jeg har tænkt på en ting. Du ved, en rejse indebærer to ting, eller to faser: at forlade og at ankomme. Vi er stadig i gang med at forlade. Man kan stadig mærke trådene tilbage, ikke? Du længes måske allerede hjem? Mig? Aldrig. Men jeg tænker på det, hvordan det giver slip lidt efter lidt. Man mærker det næsten fysisk. Jeg tænker på dem på Regensen, dem der er tilbage, de efterladte, de dødssyge excentrikere som jeg er så skide træt af. Nathuerne, siger Ib og smiler. Ja. Nathuerne. Tænk, det er dem der skal opbygge vores land. Ikke en rar tanke, siger Ib til spejlglasset, nu mere vågen. Han hælder dovent øl op i deres glas. De sender hinanden et blik, et brødreblik, hen over glassets kant, halvt fjendtligt, halvt kærligt, med en afgrund af fortid, tøver som om de er på nippet til at skåle, men skåler ikke, drikker bare. Og professorerne på det teologiske fakultet, bliver Kaj ved. Sgu nogle underlige størrelser. Dem er du så forskånet for. Jamen, du er ikke gået glip af meget, skulle jeg hilse og sige. Jeg tænker på dem som mekaniske dukker der bliver opbevaret i skabe om natten og taget frem og trukket op med en nøgle i ryggen til forelæsningerne. Du er heldig med dit medicinstudium. Det kan man da tage og føle på. Du skulle tage med mig på patologisk en dag, siger Ib. Overvære en obduktion. Det må da være relevant for en teolog. Al kødets gang og alt det der. Nej, føj, det har jeg ikke lyst til. Dig der skal være præst, og kule folk i jorden? Jeg skal sgu ikke være præst. Det er første gang han siger det til nogen. Hvad skal du så være? siger Ib. Det ved jeg ikke. Først skal jeg være soldat, så må vi se. Har du fortalt far du ikke vil være præst? Næh. Han blev jo heller ikke præst selv om han jo tog sin teologicum med bedste karakter. Jeg skal nok sige det til ham, siger Ib. Nej, jeg skal nok sige det. Lad nu være med at være storebror. 19 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal
3033_GYL_Afgrunden.indd 19
17-03-2015 15:55:21
All right, lillebror. Men far bad mig om at passe på dig ovre i Finland. Jeg lovede at jeg ville gøre det. Så det gør jeg. Lad være med det, siger Kaj skarpt. Jeg gider det sgu ikke, Ib. Tag det roligt. Jeg tror i virkeligheden heller ikke man kan passe på andre end sig selv i en krig. Næh, siger Kaj henvendt til glasset. Sgu på tide man bliver voksen. København, regnsjasket og klam som kældervådt tøj, årstiden man i Danmark med plaget selvironi kalder vinter, mørket der bliver smurt ud over vinduerne til hans kammer på Regensen som grå spartelmasse, regnen der folder sig om byen som et ligsvøb. Alt det kan han godt undvære. Hellere rigtig vinter, hård kulde. Og faren; han ser ham stå på kajen til Malmøbåden, hans høje hat, hans frakke, anonym og udvisket som en af krydsfinérsfigurerne de skød til måls efter på Akademisk Skytteforenings baner, hans stok som han vinkede mekanisk med, og hans ansigt, dets udflydende træk, indrammet af whiskers, der blev trukket baglæns ind i fortiden, mens båden, med Kaj og Ib stående på dækket, bakkede ind i fremtiden. Og mens de stod og så hinanden forsvinde, blev båndet mellem dem strakt længere og længere ud, det blev helt tyndt, og så brast det, som et embryon der deler sig, og de var færdige med at forlade sig selv, og de gik ned i salonen og drak en øl, og Ib var i strålende humør, og Kaj var tavs og eftertænksom, men også glad. I Malmø skiftede de til toget, mødtes med de fem andre frivillige, der allerede var i byen, og berusede, gik hen til banegården og slog sig ned i kupéen, smed kufferterne på hylderne og dumpede ned på sæderne, så snøftede toget, trak sig klagende og vuggende hen over skiftesporene og satte kursen nordpå. De talte om hvad planen egentlig er efter Stockholm; hvordan var det meningen de skulle komme til Finland, nu der var krig derovre? Færgen til Helsingfors var sandsynligvis indstillet. Og hvad med kulden? sagde Borre-Larsen. Sådan nogle blødkogte danske studenter som jer, hvordan tror du I klarer hård frost? Ja, hvad med dig selv, din medisterpølse! Det første der falder af, er pikken, sagde Pontoppidan. Men den bruger du jo ikke til noget alligevel. Borre-Larsen kastede sig hen over bordet og langede ham en lussing, Pontoppidan sprang op, fik fat i hans revers, og så rullede de 20 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal
3033_GYL_Afgrunden.indd 20
17-03-2015 15:55:21
rundt på gulvet, og de andre holdt på flaskerne så de ikke skulle vælte, så, I to! og Kaj og Ib tog fat i dem for at skille dem ad. De fik stukket en øl i hånden, de lo og lod som om det hele var for sjov. Men hvad med kulden? siger Kaj nu, et par timer senere. Jeg tænker på det Borre-Larsen sagde om kulden og os blødkogte danskere. Er du nervøs for kulden? siger Ib. Ja, mere for kulden end for kuglerne, indrømmer han. At være i ilden, det er alligevel for uvirkeligt til at forestille sig. Men kulden; jeg ser den for mig som en blå plasma der flyder ud over tundraen og får alt til at stivne. Ib kigger på ham gennem sine smalle øjne. Kaj har altid kunnet fastholde Ibs opmærksomhed med sine fantasier og sproglige billeddannelser. Det er muligvis hans måde at være lillebroragtig på, men det giver ham et vist overtag som Ib ellers ikke vil give ham. Jeg kan ikke lade være med at tænke på Kay, siger han. Du ved, i „Snedronningen“. Kan du godt huske mor læste den for os som godnathistorie? Ja. Vagt. Et af hans lange eventyr. Jeg tror det tog en time for mor at læse det. Jeg tror jeg faldt i søvn, siger Ib. Nej, det gjorde du nu ikke. Du lyttede med stive øren. Jeg burde have taget et bind eventyr med, så kunne jeg have læst det for dig. Man er nødt til at alliere sig med kulden, tror jeg, siger Ib. Det handler vel bare om ordentligt udstyr, hensigtsmæssig påklædning. Og hvor er fronten, er der nogen der ved det? spørger Jessen der pludselig er vågnet, og sidder og strækker sig. Et eller andet andet sted nord for Tammerfors, siger Bisgaard, der også rører på sig i sit hjørne, det er de seneste meldinger. Men vi får nok en duplikeret hærberetning i Stockholm. Og nu kommer der liv i dem alle sammen igen. Er der overhovedet en front i en borgerkrig? siger Juhl-Jensen, den yngste af de syv frivillige, officielt enogtyve, men i virkeligheden kun atten. Ja, det er et godt spørgsmål, siger Borre-Larsen, der er den ældste af dem, og har noget belærende over sig, som om han står i daglig kontakt med overkommandoen. Mit gæt er at vi kommer på en tog21 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal
3033_GYL_Afgrunden.indd 21
17-03-2015 15:55:21
transport hele vejen op til Lapland og sydover igen til en af byerne der er under Mannerheims kontrol. Et par af de andre stønner. Så langt? Det kommer jo til at tage flere dage! Det er sgu da ét fedt, siger Pontoppidan, nord eller syd, Finland er Finland, en helvedes masse sne og is og skov. Og vodka, siger Ib. Det glemte du. En helvedes masse vodka. Og finske ludere! brøler Juhl-Jensen. De er billige, de knepper for en cigaret, de har selv lyst. Drengene ler. Så løfter de ølflaskerne og skåler. Kaj hviler panden mod det kølige glas. Den synkoperede hamren af metal forplanter sig ind i hans kranium, får hele kraniekassen til at vibrere på en rar måde, som at blive kløet på hjernen, og han tænker på dværgene der smeder Rhinguldet, ba-ba-ba-bam, ba-bam! Huse, master, vejkryds sætter farten ned, jernet slår langsommere, dværgene tager sig en pause, en station standser op uden for vinduet, hvid damp og kulsort røg slår ned fra lokomotivets skorsten, og når det driver væk, er Kaj og Ibs ansigter forsvundet fra ruden. De kigger ud på en oplyst perron, først tom, så med ét fyldt med travle, natmørke mennesker bærende på kufferter, pløjende sig gennem de drivende røgtotter, med hatte og kraver i stedet for ansigter. Kaj glipper med øjnene og strækker sig, tager lommeuret frem. Lidt over tolv. Han har sovet lidt, og nu sover de andre igen. Han synes de ser tåbelige ud, de måber, både Jessen og Pontoppidan savler. Han kender dem ret godt efterhånden, gode borgerdrenge dels fra Aarhuskanten, dels Nordsjælland. Han har været sammen med dem hver dag siden i november, hvor de blev indrulleret som frivillige af den finske oberst der rejste rundt i Danmark som agent, med et magert resultat på ti mænd, hvoraf de tre viste sig uegnede til militærtjeneste, og så var der disse syv tilbage. De har ålet sig hen ad den smattede jord på Akademisk Skytteforenings baner, tømt det ene magasin efter det andet mod jordvolden hvor der var opstillet skydeskiver, de har festet sammen, de er kommet op at skændes og har forsonet sig igen, de har fordelt sig i en hakkeorden, med Ib som enspænderen uden for rangordningen, Borre-Larsen som en selvudnævnt leder, med Pon toppidan som rival, Jessen som udskuddet ingen vil have noget med at gøre fordi han er til en side og ikke kan lade være med at vise 22 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal
3033_GYL_Afgrunden.indd 22
17-03-2015 15:55:21
det, og nu sover de, men Kaj er vågen. De ser ud som de er døde, tænker han, som om de er blevet skudt ved et bagholdsangreb, eller har indåndet gas. Han griner for sig selv. Han har lyst til at vække Ib og fortælle ham det, men han lader ham sove. Hvor fjollet, tænker han, at dø mens man sover, uden at have kæmpet. Men det er vel i virkeligheden det de fleste gør, filosoferer han, dem derhjemme. Perronen er tom igen. Togstammen rykker og skælver, den kommer i gang med en skærende lyd fra hjulene. Lysene får kupéens indre til at blafre rytmisk. Et skilt: Nässjö. Farvel, Nässjö. Mange timers rejse endnu. Han hviler hovedet mod øreklappen og forsøger at falde i søvn. Og han vågner ved at de andre snakker. Der bliver røget og drukket. Det er mørk nat. Jeg glæder mig til at få skudt mig en bolsjevik. Vi skal nok give dem en god gang peber. Jeg skal tvinge dem ned i knæ og kneppe de røde svin i røven med min bajonet. Vi skal høvle dem ned. Give dem bly. Suge blodet ud af dem. Smadre dem. Og hvad med deres kvinder? Hvad skal vi stille op med dem? Er man rød, er man rød. Bolsjevikkernes kællinger er lige så slemme som mændene, måske værre. En god rød, er en død rød! En rød kælling er en død kælling! Ja! De kan få lov til at sutte på vores bajonetter. Ti stille! Vi er repræsentanter for hans majestæt kongen. Vi må optræde med værdighed. Du har ret. Vi skyder dem bare ned! Ha-ha-ha! Idiot! Selv tak! Skål! De synger gaudeamus, og så sover de igen, som efter et pludseligt og forvirret søvngængeri, og nu vugger deres hoveder, mens dværge23 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal
3033_GYL_Afgrunden.indd 23
17-03-2015 15:55:21
ne smeder guldet. Men Kaj og Ib er vågne, og de taler om krigen i Europa der har varet i over tre år, men er gået uden om Danmark. Sikke et fejt forræderi, siger Ib, ikke at gå med. Og Kaj er enig. Jeg tænker tit på det man læser, siger han, om hungersnøden og elendigheden dernede, hvor slemt det egentlig er, bag ved avisernes skriverier. Det er ikke til at holde ud ikke at vide det, ikke at være en del af det. Neutralitet er noget fanden har skabt, siger Ib. Sådan er det. Det er det største forræderi. Så hellere være på den forkerte side. Jeg tænker tit på stormen af ild og blod, siger Kaj, de afsvedne sletter man har læst om i Belgien og Frankrig, hvor det eneste der er tilbage, er sandheden. Sandheden? siger Ib og studser. Jo, jeg forstår godt hvad du mener. Sig noget mere. Du ved hvad far altid plejer at sige: Der er altid et nyt Dybbøl på vej. Og det kan godt være maskinerne er ved at overtage krigen, kampvognene, flyvemaskinerne, maskingeværerne og det nye tunge artilleri hvor en enkelt fodsoldat kan meje en hel bataljon ned. Men krig udkæmpes også stadigvæk med blod. Blod er nødvendigt, drenge, som far siger, det er det indskud man betaler for at få lov til at deltage, for at vise at man det mener alvorligt. Blod kan man ikke komme udenom. Sådan har det været siden Josvas dage. Han taler hult drævende, og Ib griner. Og bajonetter er stadig nødvendige, for efter kanonerne kommer nærkampen, man er nødt til at konfrontere fjenden, mand mod mand, trænge helt ind i kødet på ham, flænse og flå, tag ikke fejl af det, drenge! og Kaj efterligner farens stemme og fagter, han vil gerne rejse sig op, men der er ikke plads i kupéen. Det er det krig i virkeligheden handler om. Drenge rejser ud, mænd vender hjem. Eller deres knogler, siger Ib. Hvad fanden ved den gamle nar om det? Han blev født flere år efter Dybbøl. Hele hans liv har der været fred i landet. Det var mærkeligt med far, siger Kaj og bemærker at han omtaler ham i fortid. Det lød som om han gejlede os op til krigen. Men da vi meldte os, var han ikke særligt kry. Han er bange, siger Ib. Hvad med dig? siger Kaj. Er du bange? 24 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal
3033_GYL_Afgrunden.indd 24
17-03-2015 15:55:21
Jeg tænker tit på hvad den vil gøre ved os, krigen. Hvad jeg vil miste, hvad jeg vil få. Jeg aner det ikke. Men jeg ved at jeg længes efter det. Kaj tænker på morens grav, i Aarhus, hvor han og Ib voksede op; den har ikke givet megen trøst, kun endnu mere smerte, og det er en tråd tilbage der ikke er bristet endnu. Tristheden der rugede over hans barndomshjem i de sidste år, kostskolen hvor de boede, og hvor faren var rektor. Sjælen var væk, morens sjæl og dermed stedets. Det var bare blevet til et sted. Et sted uden godnathistorier. De udskiftede det med København, ham og Ib, senere faren. De havde stadig hinanden, men på en ny måde. Den naturlige inderlighed var væk. Han tænker på faren der står bøjet over graven, træt og ludende, endnu ikke halvtreds år, han retter på et par stauder, river ukrudt op, distræt og vred, han rejser sig op og og stirrer ned på graven, han ved at han gerne selv vil derned, drives ned i jorden med en salme og et par bibelcitater. Han kan næsten ikke vente. Han vil se hvad der er dernede, siger Kaj. Hvad? Åh, jeg tænkte på far. Hvor længe tror du han har igen? Det ved jeg sgu ikke, siger Ib. Kan du huske da mor døde? Selvfølgelig. Jeg kan stadig se det for mig, hvordan døren til vores værelse gik op, lyset der faldt som en vifte, og først da gik det op for mig at vi havde siddet længe i mørket, mens solen gik ned udenfor, og det blev aften, og vi havde hele tiden vidst det, instinktivt, at vi skulle blive på værelset og ikke rende rundt i huset. Jeg kan se ham, far, høj og kraftig der i døren, og hans stemme der var blid og mild, og som skælvede en lille smule da han sagde: Nu må I godt komme og se mor, drenge, siger Ib. Og du sagde: Mor! Hvad er der med mor? Ib efterligner barnet Kajs pibende stemme. Ja, jeg kunne ikke forstå det, siger Kaj og smiler hen for sig. Og du sagde: Du har stadig ikke fattet det, din lille lort, og så grinede du ondskabsfuldt. Og far der sagde: Jeres mor er salig, drenge. Men du blev ved: Er mor syg? 25 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal
3033_GYL_Afgrunden.indd 25
17-03-2015 15:55:21
Du får mig til at lyde som et pattebarn. Nej, jeg kan huske at jeg forsøgte at beskytte dig. Hvis jeg var lidt hård ved dig, tænkte jeg at du også ville gøre dig hård, og så ville du bedre kunne klare det. Jeg var jo din storebror, er din storebror. Med hele ti minutter! Jeps, hele ti minutter. Jeg kan huske at du kom hen og lagde en hånd på min skulder. Og du slog min hånd væk og kiggede rasende på mig. Ib kommer til at grine ved tanken. Og du sagde bare: Hvad? Eller sådan noget. Ja, det kan jeg huske. Og det hjalp måske også at jeg blev vred på dig. Og så trak fars skygge sig tilbage, og faster Dagmars stemme lød derindefra et eller andet sted, du ved, hendes rustne cerutstemme, men også venlig: Jeres mor er salig, børn. De siger næste sætning i munden på hinanden: Hun er gået bort. Og så sagde du: Hun er død, lillebror, kradset af, kreperet, himlet, taget linje 8, verstanden? Vi havde jo tysk i skolen. Vi brugte hele tiden tyske gloser. Ja, jeg vidste jo godt hun skulle dø, siger Ib. Det havde jeg været klar over i lang tid. Lægen der kom og gik og kiggede medfølende på os, mor der kaldte os ind til sig og talte til os med sådan en venlighed, det var fanden tage mig en pine. Jo, jeg vidste det. Men du slog bare min hånd væk og sagde: Nej, gu’ skal hun ej. Du ved ikke noget, dumme, dumme Ib! Det tror jeg ikke jeg sagde. Men jeg kan huske at far så talte igen fra et sted i den tilstødende stue, det var den fine stue hvor vi næsten aldrig opholdt os, hvor der altid lå linned hen over møblerne for at beskytte dem. Jeg hører stadig hans stemme for mig, kropsløs og hul, som Wotans stemme i Ringen, eller måske som gamle Hamlet på Aarhus Teater, han sagde, og ret mig, hvis jeg husker forkert: Vi skal alle dø, drenge. Ynk ikke de døde. Det var det han sagde, siger Ib. Og så sagde han: Kom nu og kys jeres mor på kinden, og det gjorde du så. Gjorde du ikke? Jeg kysser ikke døde mennesker, siger Ib. Det er sådan et princip jeg har.
www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal
3033_GYL_Afgrunden.indd 26
17-03-2015 15:55:21
Det strømmende vands by
Og en dør går op, søvnens dør, og han går ind, og døren smækker i bag ham, og som de sidste fod af en celluloidstrimmel hvirvler det hele forbi, Regensen, morens dødsleje, spjættende cancan-ben, gadelygter, faren der suges ind i fortiden på kajen, mens han selv, side om side med storebror Ib, suges ind i fremtiden, og så er han ude af søvnen igen, i Stockholm. Den svenske hovedstad er en del anderledes end han har forestillet sig den, og fuldstændigt anderledes end København, som fra nu af ikke vil være andet end en provinsby. De har taget deres forede øreklapkasketter på og bundet dem under hagen, de har trukket vanter over hænderne og viklet halstørklæderne om halsen. Borre-Larsen kender byen fra tidligere besøg, han viser dem rundt, og de bøjer nakken tilbage foran de høje facader, så godt som overalt en etage højere end de snavsede og tilrøgede lejekaserner i København, de løgkuplede tårne, palæerne, de brede promenader, udbredte torve og pladser og det ældgamle kvarter i Gamla Stan med smalle gader og snuskede beværtninger hvor man får tilbudt en forestilling om at man kan høre ekkoet af Bellmans lut, og hvor rendestenen flyder med noget der ligner rådden kålsuppe med kartoffelskræller som tøjrede smågrise og løse hunde labber i sig. De går op til slottet, løftet op over Gamla Stan på en bakketop, mættet gult af den blege vintersol der har byen i kikkertsigtet et par timer hver dag, og de står ved brystværnet og kigger ud over havnen og bådene og de høje facader på den anden side. Kaj føler sig overvældet, han føler han er et andet sted, i Astrakhan, Smyrna, Samarkand, helten i en af sin mors godnathistorier. Stockholm er en by fuld af vand, den er fuld til randen af flo27 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal
3033_GYL_Afgrunden.indd 27
17-03-2015 15:55:21
der, sluser, kanaler og havnen med alle bådene der lægger til og fra, prammene på vej ind til Mälaren, færgerne der pendler ud til øerne i skærgården, de pisker vand op med hjulskovle, manøvrerer sig forbi hinanden, krænger og vugger indtil de finder kursen, skibsfløjter pifter, mænd står og ryger, og røgen er kridhvid, kvinder vifter med lommetørklæder og stikker hænderne tilbage i deres muffer. Dagen er nogle timers ætsende fladt lys og en lang skumring hvor lygtemændene går rundt og tænder gadelygterne med deres pråser. De står på broerne og kigger ned på det sorte, strømmende vand der er kantet af is, smider isklumper ned i vandet, ser dem bliver opløst, drive væk og forsvinde. De har aldrig set så meget strømmende vand på ét sted. Sne under støvlerne, sne i ansigtet, sne på tøjet. Hestekaner, hestehove, bjælder, knirken af meder. Ved Slussen en druknet kvinde der bliver foldet ind i et svøb og lempet op på en vogn, det hårde smæld af hendes stivfrosne krop der rammer brædderne. En selvmorderske, er der én der siger. Hvor hestene er smukke, siger Ib, deres lange spillende, blonde manker der bølger som svensk pigehår når de traver af sted. De går i Gröna Lund, forlystelsesparken, og tager ind på en restaurant og bestiller mad, de drikker vin og øl og bliver fulde og ender med at blive opfordret til at forlade stedet af en sur opvarter med ankre og havfruer tatoveret på de muskuløse arme. Ballongynger, harmonikamusik, ølknejper, det hele er en stor karrusel, dårlig lugt af mennesker, spiritusånde, ludere med raslende gebisser og håndtasker lastet med mursten til brug som slagvåben mod dårlige kunder. Kaj og Ib kaster sig ud i det, de svømmer gennem natten, de padler gennem søer af alkohol og falder i pøle af bræk, de er bellmanske helvedeshunde på vej i krig, og det eneste Kaj husker bagefter, og også Ib da han spørger ham i toget nordpå, er nogle sure skældsord vrænget af en ludermund, på svensk, og så en følelse af at blive overmandet og rusket i, af at rulle rundt i et basketag, skrigende. Hvem var det jeg sloges med? siger Kaj. Det var sgu da mig, din idiot, siger Ib. Hvorfor sloges vi? Ja, det var dig der begyndte, jeg aner det ikke. Og så følelsen af at rive sig løs, slå fra sig med den flaske han har i hånden, og af at løbe, nu igen side om side med Ib, af at le rungende i de smalle gader, og så var de andre der, alle syv i en bred sprintende front af tunge nyindkøbte støvler, og de løb råbende og grinende hen 28 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal
3033_GYL_Afgrunden.indd 28
17-03-2015 15:55:21
til banegården, hvor en sergent noterede deres navne på en blok, og lagde sig i deres soveposer, og Ib gav ham et knus og sagde, er du all right, lillebror? og han sagde, jeg er ikke din lillebror. I toget, efter at de har sovet nogle timer, gør de status over skrammer og pengebeholdning, de undersøger deres tegnebøger og ser at der mangler en del. De ved ikke hvad de har brugt dem til, om de er blevet bestjålet, eller rent faktisk har brugt dem, for eksempel på prostituerede, eller begge dele, og ingen af dem har lyst til at vide det. Og fra nu af er det alligevel slut med at bruge penge, siger Ib. Så det kan jo være lige meget. Værre er det at flere af dem har mistet vanter og halstørklæder, og Pontoppidan kan ikke finde sin hue.
www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal
3033_GYL_Afgrunden.indd 29
17-03-2015 15:55:21
Kære Fader
Seinäjoki, den 18de Marts, 1918 Kære Fader, naar du læser dette Brev, er vi langt inde i Finlands uendelige Skove. Vi kom hertil tidligt i morges med Toget nordfra, en næsten uendelig Rejse gennem bølgende Vinterlandskaber, hvor jeg fordrev Tiden med lidt Læsning (Tacitus), men mest med at kigge ud ad Vinduet. Man har ikke oplevet Vinteren, før man har været i Finland, eller Skoven, for den Sags Skyld. Jeg, og ogsaa Ib, har faaet Grad af Korporal, og jeg har nu ogsaa faaet min Mauser udleveret og det hvide Armbind, der viser, at jeg kæmper for Retfærdighed og Frihed, mod den røde Bolsjevisme, alle Humanisters naturlige Fjende, og sammen med General Mannerheim, vor alles Helt og store Forbillede. Man skal ikke lade sig narre af Navnet; han er finsk, dog af gammel tysk Familie og svensk Adel. Altsaa den fuldkomne Eksponent for Finlands nuværende Dilemma og samtidig dets Løsning, er jeg vis paa. I Morgen skal vi videre til Fronten, der dag for dag viger sydover. De Røde har forskanset sig i Tammerfors (finsk: Tampere), men snart løber vi dem over Ende! Elskede Fader. Du og Moder har givet os Drenge alt: Respekten for de nationale, kulturelle og humanistisk kristne Værdier. Det er jeg, vi, jer evigt taknemmelige for. Bliv nu ikke overrasket, naar vi vælger at kæmpe for disse Værdier, og maaske endda ofre vore Liv for dem. Tænk paa Aanden fra Dybbøl. Den har du tit nok mindet os Drenge om. Nu faar du det tilbage fra os! Dybbøl var ikke et Nederlag, det ved vi i Dag, den gjorde os paa mange Maader stærkere 30 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal
3033_GYL_Afgrunden.indd 30
17-03-2015 15:55:21
og viste os, hvem vi er. Aanden fra Dybbøl er med os alle syv danske Frivillige her i Finland. Hvis vi kan hjælpe de Hvide med at vinde over de Røde, kan vi forebygge et nyt Dybbøl i meget større Format. Du ved, Kierkegaard skriver om Valget, Angsten ved Valget, og det Fald ned i pinagtig Ligegyldighed, man staar over for, hvis man ikke vælger. Valget i dag staar mellem Rødt og Hvidt. Jeg vælger Hvidt, og jeg er til enhver Tid beredt paa at kæmpe for det. Kære, lille Fader, vær gerne lidt bange, men vær nu ikke alt for bange. Selv er jeg helt rolig. Jeg har tit og ofte været meget mere ræd foran en Terminsprøve paa det teologiske Fakultet, eller paa den rædsomme Katedralskole, end jeg er i Dag. Verden er blevet delt, flækket paa langs af Verdenskrigen, i den hvide Side og den røde. Dette hander om mere end det, der foregaar heroppe i det fjerne Finland (fjernt for dig, ikke for mig og Ib); det handler om hele Verdens Fremtid. Engang vil du, haaber jeg, føle Stolthed ved, at dine Sønner tog et saa vigtigt Valg, dengang det gjaldt. Og General Mannerheim ved, hvad han foretager sig, saa vær ikke bange! Om en Uge vælter vi Tammerfors over Ende og paabegynder Marchen mod Helsingfors (Helsinki)! Jeg har paa Rejsen herop tænkt meget paa Moder. Jeg plejede altid at plukke en Buket af Foraarets første Vintergækker til hende, da jeg var Dreng. Vil du være flink, lille Fader, og lægge en Buket paa hendes Grav, fra hendes Søn, næste gang, du besøger den? I Mellemtiden forbliver jeg Din hengivne Søn Kaj Gottlieb Korporal ved Vasa Regiment, 1. Grenadierbataljon P.S. Ib siger, han vil skrive senere. Han beder mig hilse og sige han har det godt.
www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal
3033_GYL_Afgrunden.indd 31
17-03-2015 15:55:21
Træningslejr
Rejsen hertil, helt op til grænsen i Lapland og ned igen, har taget tre dage. De befinder sig midt inde i et hav af skov, i en by der hedder Seinäjoki, en midlertidig forlægning. Togvogne overpebret med projektiler fra fjendens maskingeværer og fragmentationsgranater kommer fra fronten og slæber sig ind på banegården, så går de i stå med en hul stønnen, og trætte mænd stiger ud og går tavse hen til banegårdshallen for at spise og sove. Kragerne samler sig i den grå luft over byen, en kolossal flok der pakker sig sammen oppe i luften, de larmer på en måde man næsten bliver vanvittig af, og de flyver i roterende bevægelser, tæt sammen i frosten, næsten som en stæreflok, som en stor mørk hånd der tværer mørket ud over himlen. Dødtrætte heste, fraspændt deres kaner, tøjret overalt, ved hushjørner, gærder, træer, cykelstativer. Døde heste, stanken af deres seletøj når det bliver taget af dem, og af deres indvolde der flyder dampende ud når køkkendrengene flækker maveskindet på dem med et langt snit og hiver indvoldene ud, hestehår i munden når man spiser hestekoteletter, hesteragout, hestebøffer. Kartofler, hvis man er heldig, desuden en grov rugmelsgrød med smørklatter, men ingen sukker til teen, kun sakkarin som de også strør på grøden. Og hestekød. Aldrig mere hestekød! siger Ib. Så hellere blive kannibal. Det er en krig der bliver udkæmpet med tog. Staben bor i togvogne. General Mannerheim lader sig køre til fronten, hvor den så end er, i sin togvogn, og den vender tilbage fuld af skudhuller og shrapnelsplinter der ligner sumerisk kileskrift der er sprøjtet ud over dens pansrede sider. En dag bliver der råbt alarm, og brødrene løber hen for at se hvad 32 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal
3033_GYL_Afgrunden.indd 32
17-03-2015 15:55:21
der sker. Et uanmeldt spøgelsestog kommer tøffende sydfra, tilsyneladende ubemandet, men i alt for høj fart. Banegården bliver evakueret, folk løber i panik for at samle deres ting sammen, men Kaj og Ib kan ikke løsrive sig, de står halvnøgne nede ved floden, hvor de har været i gang med at vaske deres tøj, og ser toget komme i en næsten komisk fart og med kulsort røg i en fane bagud. I svinget inden broen fortsætter toget ligeud, går hostende i stå og lægger sig blidt på siden. Sorte røgskyer vælter op i nogle minutter, og kedlen hvæser hvid damp, så kommer brandkorpset med slukningsudstyr, og en halv time senere er røgen drevet væk. Kaj og Ib melder sig frivilligt sammen med nogle andre mænd til at tømme toget for sprængstoffet det er lastet fuldt af, store bundter af dynamit med russiske bogstaver og et virvar af ledninger. De klipper løs på lykke og fromme, selv om de er blevet advaret mod dobbelte fænghætter og tidsindstillede sprængladninger. De føler det første sus af dødsangst, og de sender hinanden et blik, og Kaj ved ikke hvad det er der i Ibs blik, om det er den gamle beskyttelsestrang eller om det er noget udfordrende, en invitation til kappestrid. Men der sker ingenting. De bærer dynamitten til sprængstofdepotet inde i skoven, en god fangst. En fej måde at føre krig på, siger Ib fuld af foragt. Det viser bare hvad det er for nogle bondeknolde vi slås mod. Men de er veludrustede, siger Borre-Larsen. Det må man lade dem. Ja, de har en rig onkel ovre østpå, siger Jessen. For fanden, et brag det ville have givet, hvis det var røget i luften, siger Juhl-Jensen. Ja, sikke en skam, siger Ib, og de griner nervøst. Kaj og Ib går i skoven for at lære deres Mausere at kende, og for at Mauserne kan lære dem at kende. Jeg tror dette er begyndelsen på et smukt venskab, siger Ib. Kaj er en dygtig skytte, både stående og liggende og hugsiddende. Han har allerede en guldmedalje fra skytteforeningen. Borre-Larsen har også et par medaljer. De går tit ud i skoven sammen for at skyde, og det er altid Kaj der er den sikreste skytte, dernæst Borre-Larsen. Ja, ja, siger Ib, men når I står over for en bolsjevik, er det noget helt andet. Det er ikke noget man kan træne. 33 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal
3033_GYL_Afgrunden.indd 33
17-03-2015 15:55:21
Ib skyder mere ujævnt og nervøst, enten har hans skydeskiver en stor spredning, eller også sidder alle i formation rundt om midten. Han bliver let irriteret og hidsig, giver sit gevær skylden, ammunitionen, frosten. Borre-Larsen giver ham nogle råd og anvisninger, men Ib bliver vred og siger, du skal sgu ikke komme og tro du er en skide løjtnant, hr. korporal. Tag det dog roligt, mand, siger Borre-Larsen. De kaster med håndgranater, lange og stavformede som fakler, kyler dem over en betonvæg, bøjer sig ned, tæller sekunderne. Granaterne er ret upålidelige, brændetiden er uforudsigelig, og omkring en tredjedel er forsagere. Stilheden efter at man har kastet en granat, sekunderne der tikker indtil de kan være sikre på at den nok ikke eksploderer, er pinefulde. Ib nyder at stå med granaten i hånden, mens han tæller højt, og skræmme livet af kammeraterne, så de skriger, smid den! så smid den dog, for fanden da! men han tæller videre, grinende, og smider den så nonchalant over væggen i sidste øjeblik. Nerver, venner, nerver. Men Kaj kan se at han ryster på hænderne da han tænder sin cigaret. Der er en del trafik i byen. Hestekaner afgår med soldater med hvide armbind, hestekaner ankommer med soldater med røde armbind. Deres øjne stirrer lige frem. Hvad er det for et sted de har været? tænker Kaj. Hvad er det de har set? Han længes efter at finde ud af det, og han er bange for det. Han sniger sig væk fra Ib, der sjældent lader ham fjerne sig ud af syne, og går i skoven alene med sin riffel. Der er ikke forbud mod at gå på jagt, tværtimod bliver soldaterne opfordret til det for at dygtiggøre sig. Han ser en ræv, men den er ikke til at få på kornet med dens uforudsigelige vimsen frem og tilbage mellem træerne. Så får han øje på nogle harer, og han tager sig god tid til at sigte efter en af dem. Haren befinder sig omkring to hundrede meter væk, men forholder sig næsten stille og vender siden til skudretningen. Han ser den sitrende snude og de virrende ører, han tillader sig endda et øjebliks medfølelse med dyret. Skuddet får kolben til at slå bagud samtidig med at en tilsvarende kraft farer fremad, og han ved at en perfekt balance er etableret mellem ham og haren, med projektilbanen som en fin tråd der forbinder dem, og han ved at han har ramt, 34 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal
3033_GYL_Afgrunden.indd 34
17-03-2015 15:55:21
allerede inden han løfter kinden fra skæftet og ser den slå en baglæns kolbøtte. Vennerne jubler da han kommer tilbage med haren. Jessen flår og tilbereder den med roer og løg og smør i en stor gryde de låner i køkkenet. Ib surmuler. Kaj klapper ham på skulderen og siger, op med humøret, næste gang tager jeg dig med. Og Ib kigger op på ham med et undersøgende blik, og så siger han, det er stadig ikke det samme som at skyde bolsjevikker. Om aftenen samler kragerne sig igen, som en hånd der tværer aftenmørket ud over himlen. Kajs skulder er øm, og Ib er sur. Hestekaner kommer tilbage fra fronten. Hvad er der på bunden af den kane? siger Ib. Lad os gå ud og kigge. De ved godt hvad det er. De kan se det på måden mændene kigger ned i den, først nysgerrigt, og hvordan de hurtigt bakker væk og vender sig bort, på deres sure, forlegne ansigter. Mennesker her i verden har ikke lyst til at se, siger Ib. Men jeg er læge. Jeg er en af dem der vil se alt. Det er ikke noget særligt. Fyren, helt ung, ligger i en akavet stilling, halvt bukket sammen, med hovedet slået tilbage. Han har stukket hånden ned i bukserne og klemt benene sammen om hånden. Bukseskødet er gennemvædet af blod. Munden er let fortrukket i rigor mortis, men ellers er ansigtet udtryksløst. Huden er snavset, på den rodede og tilfældige måde som en genstand der er blevet smidt rundt med, er snavset. Hvad så du i det ansigt? spørger Kaj broren. Ingenting. Der er ikke noget. Jeg så heller ikke noget, siger Kaj. Det var det jeg så. Hvad mener du? Jeg så „ikke noget“. Det er jo det døden er. Man kan ikke se døden. For hvis man skulle kunne se den, må man være der hvor den er. Der var ikke engang ikke noget i det ansigt, siger Ib. Ikke engang tomhed. Hvorfor bliver vi så ved med at tale om det? siger Kaj. Lad os gå i skoven og skyde, siger Ib. De går ud i skoven sammen, og de skyder til måls efter tomme 35 www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal
3033_GYL_Afgrunden.indd 35
17-03-2015 15:55:21
tændstikæsker som de fylder med småsten. Mauseren er en vægt stang, og i den ene ende er han, Kaj, en mand fuld af hestekød og rugmelsgrød, i den anden ende tændstikæsken med billedet af en dreng der løber med en fakkel, og når han krummer sin pegefinger rundt om aftrækkeren, føler han en fuldkommen ro og balance. Ib siger: Hvis du skal skyde en mand, er du nødt til at ønske at han skal dø. Lad være med at forstyrre mig, hr. Klogesen. Hvis man begynder at tænke, rammer man ikke. Kaj gør sig hvid og stille indeni, han sætter vægtstangen i balance, så krummer han fingeren, og hans hjerne er så langt væk at han knap nok hører braget, mærker kun kolben der slår mod skulderen. Den tændstikæske er død! siger Ib. Vi smækker det direkte ind i hærberetningen.
Køb på www.gyldendal.dk
3033_GYL_Afgrunden.indd 36
17-03-2015 15:55:21