PROLOG
Liget for fødderne af Henning Juul var pakket ind i to sorte affaldssække. De var trukket over kroppen fra hver sin side, og sammenføjningen var forseglet med en masse sølvgrå gaffatape. Henning prøvede at lade være med at tænke på mennesket indeni og løftede i stedet blikket og så på disen, som kom drivende ind over det stillestående, aftenmørke vand. Den spøgelses agtige tåge så ud til at svæve søgende ind mod bredden. Han kunne ikke høre andet end åretag i vandet og dråberne, som faldt fra årebladene, når manden foran ham hævede og sænkede dem. En ram lugt fik ham til at forestille sig, at skovsøen havde spist noget gammelt og råddent, som den havde problemer med at fordøje. Henning holdt af vand, men han brød sig ikke om skovsøer. Kun fantasien satte grænser for, hvad de kunne gemme på. Og snart skulle han selv gemmes væk. Henning forsøgte at forsone sig med tanken, med skæbnen, prøvede at overbevise sig selv om, at det hverken gjorde fra eller til. Han havde fået de svar, han var ude efter. Ingen af dem ville bringe Jonas tilbage. Alt af betydning hørte fortiden til. De år han havde været far. De år han havde fået lov til at elske Nora. De år hun havde elsket ham. Båden gled sagte gennem det stille vand. Henning så på manden foran sig, på det korte, pjuskede hår, på armmusklernes spil. Durim Redzepi havde jagtet ham længe. Nu skulle det endelig lykkes ham at fuldføre sin opgave. Henning vendte hovedet, og gennem tågedisen kunne han — 5 —
lige akkurat skimte manden, som sad bagbundet til et træ inde på bredden. Hvad der end sker, sagde Henning til sig selv, så dø i stilhed. Dø med værdighed. Lad ham ikke se din angst. Redzepi tog et par tag med den ene åre og holdt igen med den anden, så båden drejede. Lidt efter lå den helt stille, mens vandet forsigtigt skvulpede mod skroget. Han trak årerne ind og greb fat om liget. Løftede det, som om det overhovedet ikke vejede noget, og kastede det over bord. Et tungt lod var bundet til liget med et tykt, rustrødt reb. Loddet var det sidste, han lempede ud over rælingen, og den sorte plasticbylt forsvandt straks under vandet. Redzepi fortrak ikke en mine, mens dette foregik; så tog han en rulle reb ved sine fødder og begyndte at binde en løkke. Han gik hen i bagstavnen af båden, hentede en grå Leca-blok, som lå skjult under en hvid presenning, og anbragte den lige foran sig. Et tykt, blåt håndtag var støbt ind i stenen. Redzepi førte løkken ind gennem håndtaget og stak derefter Hennings højre ankel ind i den. Henning overvejede at gøre modstand, men han anede ikke hvordan. Hans skulder smertede stadig. Og hvad skulle han kunne stille op imod en mand, som havde både kniv og skydevåben på sig? Redzepi løftede Leca-stenen ud over rælingen og lod den dumpe ned i vandet. Det sagte plump brød stilheden, som havde ligget over skovsøen. Rebet forsvandt hurtigt, som om stærke kræfter trak det ned mod dybet. Så satte Redzepi sin fod ned på resten af rebrullen i bunden af båden og rejste sig op. – Din tur, sagde Redzepi. Henning prøvede at rejse sig, men benene lystrede ikke; han kunne ikke mærke dem under sig, mærkede heller ikke fødderne i skoene eller buksestoffet mod lårene. – Kom nu. Jeg har ikke så meget tid. Redzepi tog pistolen frem og rettede den imod ham. Gjorde en rejs-dig-op-bevægelse med våbnet. Henning nikkede og stemte fødderne imod bunden. Denne gang lykkedes det ham at — 6 —
komme på benene. Den pludselige vægtforskydning fik båden til at krænge. Henning tog et støtteskridt til siden, trak vejret dybt og hævede blikket igen. Det var næsten umuligt at se noget nu. Tågen havde lagt sig over bredden. Der var måske tredive meter til land. Han lagde hovedet på skrå, syntes han hørte noget, et plask eller noget, der bevægede sig i vandet. Men der var ingenting. Ingen lyde af biler, som nærmede sig. Ingen kviste, som knækkede i skoven. Intet råb, som ville fremtvinge et andet udfald end det, som ubønhørligt ventede ham. Henning satte den ene fod op på rælingen og sikrede sig, at han havde fodfæste. Det havde han, selv om båden bevægede sig lidt igen. Det lignede olie, vandspejlet foran ham. En tyk, kold olieplamage. Rebet gik ned igennem det som en line, tung af frisk fangst. Så satte han af. Henning holdt vejret og mærkede det kolde vand bide og omslutte ham, og han begyndte straks at sparke fra, forsøgte at komme opad, men en kraft tvang ham den modsatte vej. Han opbød alle sine kræfter, sparkede vildt med benene, forbavset over, at de lystrede. Det lykkedes ham at standse nedturen, og centimeter for centimeter arbejdede han sig op til overfladen med den ene arm, som stadig fungerede. Med et gisp brød han gennem vandskorpen. Han blinkede og prustede og prøvede at orientere sig, mens han fortsatte med at sparke og slå vand væk med den ene hånd, sikker på, at han ikke ville kunne klare at modstå trækket fra loddet, som insisterede på at hive ham ned. Henning strakte hals og prøvede på samme tid at trække vejret, og han så Redzepi hæve våbnet igen, klar til at skyde. Det slog Henning, at manden i båden ikke længere behøvede at bekymre sig om blod og andre spor, at det kun ville vare et sekund eller to, før en flamme stod ud fra pistolmundingen, og så ville hans hoved eksplodere. Det var derfor, han tænkte på Noras smil, på hendes smukke — 7 —
ansigt, glansen i det kortklippede hår. Stemmen, som fik det til at kildre i hele kroppen. Varmen fra hænderne, hendes små hænder. Han tænkte på Iver og på Trine, og hvordan de havde leget sammen i havet ude ved hytten i Stavern og konkurreret om, hvem der kunne holde vejret længst. Og det var derfor, han holdt op med at sparke og mærkede, hvordan skovsøen indhyllede ham som et svøb. Han vidste, at ingen rekorder ville hjælpe ham her og nu. At ingen, intet, ville hjælpe, og at han helst ville dø på sine egne præmisser. Det var derfor, han lukkede øjnene og langsomt lod sig synke ned i det kolde, sorte mørke.
— 8 —
1
Januar 1996 Havde det ikke været for sneen, ville der have været mørkt overalt. Bilerne stod helt tæt langs fortovskanten, og boligblokkene knejsede mod himlen. Gadelygterne var slukket eller virkede ikke. Hvis Bodil Svenkerud ikke havde boet der i mere end halvtreds år, ville hun måske være blevet nervøs – der skete så meget i Oslos gader efter mørkets frembrud. Men ikke i Eckersbergs Gate. Her havde hun aldrig været bange for noget som helst, og nu ville hun bare gerne hjem så hurtigt som muligt, til en kop dejlig varm te. Det havde været en lang dag. Fru Svenkerud beordrede sine fødder fremad i den bløde sne. Det var ærgerligt, at vejen og fortovene ikke blev ryddet lidt oftere, hun havde en fornemmelse af, at de altid nåede til hendes gade allersidst. Nu stod hun næsten stille i den glatte, tørre pulversne. Det var derfor, hun fandt en åbning mellem to parkerede biler og gik midt ud på vejen – det var trods alt hendes gade – og så sig til begge sider. Hun kunne se en enlig bil komme langsomt imod hende et godt stykke bagude. Hun havde tid nok, ræsonnerede hun, inden bilen nåede frem til hende, og selv om hun mærkede isen under sneen, var det lettere at gå i de opkørte bilspor. Fru Svenkerud trak frakken tættere om sig og så op imod den beboelsesejendom, som dukkede frem på højre hånd foran hende, og hvor hun havde boet så længe. Det var dér, de havde holdt deres bryllupsfest i 1957 – de havde ikke haft råd til andet. Det var dér, de havde fået deres børn og børnebørn, hvor livet — 9 —
var bruset af sted som et lokomotiv i fuld fart. Det var dér, kræftcellerne havde invaderet Olav Sebastian og reduceret ham til en mørk, mager skygge af den flotte mand, han engang havde været, en mand som havde engageret sig i lokalpolitik, som havde løbet otte kilometer tre aftener om ugen, selv efter at han var fyldt 70, og som havde elsket at gå ture i Frognerparken om søndagen, gerne med lille Sofus i en barnevogn foran sig. Og det var dér, han havde taget afsked med hende en smuk sensommerdag i 1992. Der var lys i nogle af vinduerne på tredje sal. Så var de sikkert begyndt allerede, snedkerne, men ikke tale om, at hun ville lade sig tvinge ud. Aldrig i livet! Det var også det, hun havde sagt til den unge juridiske rådgiver i Oslo Kommune, til hende som først ikke havde haft tid til fru Svenkerud, men som alligevel havde fundet et ledigt kvarter at presse hende ind i sidst på dagen. Den kønne pige med det mørke hår – hvad var det nu, hun hed? – havde lovet, at hun ville tage sagen op, så snart hun kom på arbejde i morgen tidlig. Og det var godt, var det, for der var ikke længere grænser for, hvor frække visse personer tillod sig at være. Fru Svenkerud satte farten lidt op og brugte også armene for at få hastigheden i vejret. Hun fik varmen, og der dannede sig et tyndt lag dug på brillerne. Hun kunne knap nok se, at krydset forude ikke var mere end tredive meter væk. Hun vendte sig om. Bilen var meget tættere på hende nu. Hun prøvede at få bedre fodfæste, men sneen var så blød og løs, at hun næsten ikke kunne sætte af. Hun var også lige ved at miste balancen, men heldigvis lykkedes det hende at holde sig på benene. Hun vendte sig igen, og nu virkede det, som om bilen havde sat farten op. Chaufføren måtte da have fået øje på hende, så mange refleksbrikker hun havde på sig? Hun prøvede at gøre tegn til chaufføren, men han bremsede ikke, tværtimod, og i det øjeblik gik det op for Bodil Svenkerud, at bilen ville køre lige ind i hende. Hun gjorde et sidste forsøg på at komme af vejen, men isen var glat og forræderisk under vinterskoene, og hun nåede ikke — 10 —
at tage for sig, før bilen ramte hende i siden og løftede hende op på motorhjelmen. Med ryggen mod forruden blev hun presset videre op på taget, hvor hun blev liggende stille et kort sekund, inden pigdækkene skar ned i isen, idet hjulene blev låst. Hun blev kastet forover og ramte igen motorhjelmen, inden hun rullede ned på vejen, hvor hun endelig standsede med ansigtet nede i den kolde, bløde sne. Hun kunne ikke røre sig, men mærkeligt nok gjorde det ikke ondt; det var, som om hun var blevet bedøvet over hele kroppen. Men hun blødte fra et sår i panden, og den ene side af ansigtet blev varmt. Sammenstødet måtte også have ødelagt en af knapperne på høreapparatet, for det peb højt og skingert langt ind i øregangene. Det lykkedes fru Svenkerud at komme op at stå på knæene. Hun mærkede det kolde og våde trænge ind gennem bukse benene og strømpebukserne. Hun løftede hovedet og rettede på brillerne, vendte sig og så missende hen mod bilen, som kørte i tomgang. Hun havde ikke bemærket det tidligere, men i lyset fra forlygterne kunne hun se, hvordan hvide fnug igen var begyndt at dale ned ovenfra. Hvorfor kom chaufføren ikke ud for at hjælpe hende? Bilen bakkede et par meter. Så kørte den igen frem mod hende, og hun kunne ikke flytte sig, vidste, at hun heller ikke ville kunne nå det, selv om pigdækkene spandt mod isen og sneen. Det ville heller ikke nytte noget at råbe. Hun stålsatte sig mod smerten, og da den kom, var den massiv og lammende. Bilens vægt og fart fik hende til at kure hen over vejen, inden hun lå stille næsten helt inde ved fortovskanten. Der blev hun liggende ubevægelig, mens kolde, hvide kys smeltede på hendes gloende varme kinder. Brilleglassene var knust, og hun kunne næsten intet se. Det var heldigvis holdt op med at hvine i ørerne, og i samme øjeblik stilheden indtrådte, blev hun opfyldt af en krystalklar vished. Hun forstod, hvad det her drejede sig om. Der var ingen tvivl. — 11 —
Hun håbede bare, at den blide, hjælpsomme pige oppe på kommunen – hvad var det nu, hun hed? – ville forstå det samme. At hun ville høre om dette her og så foretage sig noget. Trine, tænkte fru Svenkerud, idet bilen kom imod hende endnu en gang. Trine var det, hun hed, pigen oppe på rådhuset. Trine Juul.
— 12 —
2
Oktober 2009 Det matte lys trængte ind gennem de hvide gardiner og badede sengen i et sløret lys. Kvinden, som lå ved siden af Charlie Høisæther, bevægede sig en anelse og trak vejret dybt og søvnigt gennem næsen. – Er du allerede vågen? sagde hun dovent med ansigtet begravet i puden. – Mm, svarede han. Lyset farvede hendes kinder hvide, idet hun krøllede sig sammen og trak den tynde dyne tættere om sig. Hun lirkede en varm hånd ud og fandt Charlies bløde mave. – Du vågner altid så tidligt, mumlede hun. – Mm. Sov du bare videre. Gardinerne foran det åbne vindue blafrede, sat i bevægelse af den insisterende vind fra Atlanterhavet. Femten etager længere nede lød suset fra biler, som tilsyneladende altid havde travlt. Isabel åbnede de mørkebrune øjne på klem. Charlie mærkede hendes blik på sig, nu lidt mere vågent. – Du lå meget uroligt i nat, sagde hun. – Drømte du noget slemt? Han rystede på hovedet. – Hvad var det så? – Ikke noget. Læg dig bare til at sove igen. Sandheden var, at han stort set ikke havde sovet. Der skete så meget for tiden. Tore, som var død, journalisten, som ringede og hele tiden efterlod beskeder. “Hej, jeg vil gerne tale med dig om — 13 —
Tore Pulli.” “Hej, kunne vi prøve at lave en aftale om et tidspunkt, jeg kan ringe til dig på?” “Hej. Er det muligt at veksle et par ord med dig om Rasmus Bjelland?” Nej, det var ikke muligt. Overhovedet ikke. Og så var der den forlystelseshal, de skulle bygge, hvis de bare kunne finde det rigtige sted. – Men nu er jeg jo vågen, sagde Isabel og bevægede hånden lidt. – Det synes jeg, du skal gøre noget ved. Hun trykkede fingrene lidt hårdere ned mod hans mave, over navlen og lidt nedad, men han vred sig bare lidt. Isabel trak hånden til sig, lagde sig i stedet om på maven og anbragte håndfladerne under hagen. – Overanstrengt? spurgte hun ømt. – Bare træt, sagde Charlie, taknemmelig over, at hun ikke lavede en scene. I stedet listede hun igen hånden ind under dynen og anbragte den denne gang på hans brystkasse, strøg ham over hårene og videre op mod halsen og hagen, nappede ham forsigtigt i skægstubbene og strøg en lidt mere undersøgende finger over arret. – Lad være, sagde han og trak hovedet væk. – Undskyld. Han slog dynen til side og svingede fødderne ud på de iskolde, hårde gulvfliser, rejste sig og gik nøgen hen til vinduet. Så lavede han nogle hovedbøjninger, først til venstre og så til højre. Det knagede. – Undskyld, gentog hun. – Det er helt i orden. Sov nu bare videre. Han tændte en cigaret og gik ud på terrassen, hvor han blev mødt af en blå himmel. Terrassefliserne var allerede blevet solvarme, og de sved under fødderne. Han lænede sig mod gelænderet. Nattens sjældne regnskyl var for længst tørret. En lugt af tør asfalt og affald fra den smalle gade nedenfor steg op til ham. Charlie tog et hvæs af cigaretten og stirrede ud over det sølvglitrende hav. På afstand så det helt ubevægeligt ud, lå bare og — 14 —
glitrede, tilsyneladende blankt. Snart ville de brede, fine strande blive fyldt. Snart ville de lokale drenge mødes for at spille fodbold, opfyldt af drømmen om at blive den nye Neymar eller Pelé. Andre ville købe afkølede flødeboller, chokolade og cigaretter og ligge og døse, indtil solen forsvandt et sted ude i horisonten. Det her var Natal. Solbyen. Byen som holdt en gennemsnitstemperatur på 28 grader, og som havde 300 solskinsdage om året. Byen som tidligere havde huset både indianere og franske pirater, byen som han til dels havde været med til at bygge op – i hvert fald til de soltørstende nordmænd. Det havde været noget af et eventyr, men også et farligt et. De havde spillet højt spil, især i de seneste par år. Folk var havnet i fængsel. Liv var gået tabt. Men nu var tingene tilbage i den vante gænge, som da de begyndte sidst i 1990’erne. Sådan som Tore havde ønsket, at det skulle være. Charlie så ind på naboterrassen. Lejligheden stod stadig tom. Der var blæst nogle blade hele vejen op til 15. sal – han måtte huske at sende nogen ind for at fjerne dem inden næste fremvisning. Men han mærkede altid et stik af dårlig samvittighed, når han tænkte på, at de kunne have været naboer. Han og Tore. At de kunne have stået på hver sin side af den skulderhøje mur med en kold pilsner i hånden og skuet ud over havet, mens de sludrede om de gode, gamle dage. Dengang deres bankkonti begyndte at vokse, og de holdt fester stort set hver eneste dag. Men der var gået for meget tabt i mellemtiden. Ting var blevet sagt og gjort, som ikke kunne gøres om eller fortrydes. Alligevel burde Tore have haft den lejlighed. Når alt kom til alt, havde han jo fortjent den. Charlie tog sig til hagen og følte på det ar, Tore havde givet ham, og han flyttede blikket ned mod gaden og sugede lidt mere nikotin i sig. En mand var ude at løbe, hans nøgne overkrop glinsede i morgensolen. Gamle biler, dækket af strandsand og rust, susede forbi. — 15 —
Charlies øjne standsede ved en mørk Audi, som stod parkeret i skyggen af en palme. Det var den samme bil, som havde stået på akkurat samme sted de sidste morgener. På så lang afstand var det umuligt at se, om der sad nogen i den. Bilen var altid forsvundet, inden Charlie var kommet ned for at begynde dagen, men han besluttede sig for at bede Freddy om at tjekke den. Charlie skoddede cigaretten mod muren og knipsede skoddet ud i luften. Han så det dale langsomt ned mod gaden, inden det blev taget af et vindpust og fejet ind på en anden terrasse. Så gik han ind i sin 187 kvadratmeter store lejlighed, hvor væggene var nøgne, ligesom kvinden i sengen, som nu havde løftet sig lidt op og hvilede på albuerne. Dynen dækkede stadig Isabels slanke ryg og bagdel. – Hej, sagde hun og skubbede en lang, sortkrøllet hårlok væk fra øjnene. – Hej, sagde han. Charlie tog shorts på og stak fødderne i et par strandsandaler. – Hvad sker der? spurgte hun. – Ikke noget. – Er du sikker? Du virker så ... fjern for tiden. – Jeg går ud og laver kaffe, sagde han. – Vil du have noget med? Hun slog dynen til side og blottede hele sin solbrune krop. Charlie så ikke på hende og fik heller ikke noget svar. Han gik ud i køkkenet. – Jeg vil gerne have en kop te, råbte hun efter ham. Charlie havde mødt Isabel i baren på Praia dos Artistas. Hun havde sendt ham stjålne blikke hele aftenen, og da hun til sidst kom hen og på sit gebrokne brasiliansk-engelske sagde, at hun var danser og gerne ville vise ham, hvad hun kunne – “men helst et andet sted” – havde han troet, at hun var prostitueret. Men hun havde bare været ude efter et job, og da hun sagde, hvad hun hed – Cláudia Isabel Ypiranga – “men alle kalder mig Isabel” – havde han vendt sig om og studeret hendes mørke hud, de indianske træk, den lange, slanke krop. Han havde set fattigdommen i hendes øjne og spekuleret på, hvilken elendighed hun — 16 —
havde levet under i sine knap 25 år, men mest af alt havde han set, hvem hun lignede. Og så havde han mærket et sjældent og sært behov for at være god, ikke bare liderlig. Det var fem måneder siden. Nu dansede hun seks aftener om ugen på Senzuela, og så kom hun hjem til ham bagefter. I begyndelsen havde det været helt fint; på et tidspunkt havde han faktisk troet, at han ville kunne komme til at elske hende, men en dag var det gået op for ham, at hun aldrig ville kunne blive Mariana. I lang tid havde han overvejet at afslutte forholdet, men han havde ikke kunnet få sig selv til det. Han kunne jo også godt lide hende. Satte pris på hendes selskab og den dejlige krop, så længe hun ikke gjorde noget så dumt som at blive gravid. Han ville sandsynligvis savne hende, hvis hun ikke var der, og han kunne godt lide tanken om, at han havde reddet hende fra ... et eller andet. Han havde egentlig aldrig stillet ret mange spørgsmål om, hvad hun indtil nu havde foretaget sig i sit liv. Måske burde han snart gøre det. Charlie gik ind i soveværelset med en kop chai latte, sådan som han vidste, at hun gerne ville have den. – Tak, sagde hun og smilede. – Du er sød. Du skulle bare vide, tænkte Charlie og tog en hvid T-shirt på, som sluttede tæt om maven. Han fornemmede, at hun betragtede ham over kanten af koppen. – Hvad skal der så ske i dag? spurgte hun med lys og forventningsfuld stemme. Charlie trak vejret dybt og åndede ud igen med et langt suk. – Præcis det samme som i går, svarede han. Den mørke Audi var forsvundet, da Charlie kom ned på fortovet. I stedet stod Freddy og ventede på ham, iført sine sædvanlige cowboybukser, T-shirt og lyseblå hørblazer. Freddy hed egentlig Fred Are, var fra Oslo og havde taget både muskler og håndvåben med til Natal. Folk i byen vidste, at han var på Charlies løn— 17 —
ningsliste, og at han var en mand, det ikke var klogt at komme på kant med. Der var da heller ikke nogen, som prøvede, måske mest på grund af det våben, som havde sin faste plads i skulderhylsteret under hans jakke. – Jeg vil gerne have, at du sætter en mand på palmen derhenne, sagde Charlie og pegede. – Der har stået en sort Audi på den parkeringsplads de sidste tre nætter. – Okay, boss. – Jeg vil have navnet på chaufføren, og hvem han eventuelt arbejder for. – Okay, boss. Charlie så sig omkring. Han satte sig ind i Freddys bil, en Mercedes CLS Grand Edition, og så susede de gennem gaderne. Freddy kunne aldrig overholde fartgrænserne, det stred imod hans natur, men det var nu ikke så farligt, for der var alligevel ikke nogen i politiet, som ville stoppe dem. – Hvor skal vi hen? spurgte han. – Først klubben, sagde Charlie. – Og kør lige en ekstra runde om bygningen, når vi kommer frem. Freddy sendte ham et kort sideblik, men sagde ingenting. De kørte gennem byen, som gradvis var ved at vågne, passerede Juans butik, hvorfra der kom et par kunder ud med frugt, brød og drikkevarer. En dreng på otte-ni år havde fået en oppustelig spækhugger og var i fuld gang med at flå den ud af plastic emballagen, da hans mor standsede ham med en bestemt håndbevægelse. De mødte Pepe, fiskehandleren, på sin lille ældgamle knallert, som udsendte store skyer af sort udstødningsgas, på vej ned til havnen for at tage imod nattens og morgentimernes fangst. Charlie holdt af denne tid på døgnet, hvor dagen endnu ikke var helt vågen, og temperaturen stadig var til at holde ud. Det var på dette tidspunkt, det endnu var muligt at få noget fra hånden i Natal. De sidste par måneder havde Charlie arbejdet med at skaffe midler til at bygge en forlystelseshal, hvor folk kunne løbe på skøjter, bowle og spille minigolf – alt under ét tag. Der skulle være — 18 —
restauranter og butikker – det ville blive noget ganske andet, end folk var vant til i Natal. En rekreativ oase. Flere investorer havde allerede sagt, at de gerne ville være med på projektet, men Charlie manglede det rigtige sted. Han havde set flere gode muligheder i de sidste par uger, men indtil nu havde ingen af ejerne været villige til at sælge. Charlie ville fortsætte med at indrette lejlighedskomplekser – det var den absolut største business i området – men det var altid en god idé at spille på flere heste. Ti minutter senere standsede de ud for motionsklubben. Freddy gik ud først og så sig omkring. Så sendte han Charlie et nik. Charlie steg ud i solskinnet. To kvinder i midten af trediverne passerede ham langsomt. En af dem vendte sig om mod Charlie og sagde så noget til veninden. Charlie fulgte dem automatisk med øjnene, vurderede deres sko, ankler, ben, bagdele – usikker på, om de havde købt sig til deres tiltrækningskraft, eller om den var medfødt. På den modsatte side af vejen bevægede et gardin sig. Freddy gik ud til midten af vejen og skubbede skuldrene bagud. En bil, som var på vej hen imod dem, bremsede helt ned. Charlie så ikke på chaufføren, men fortsatte bare lige over vejen og ind i motionsklubben. Der blev han mødt af tunge rytmer, nypudsede spejle og klirrende vægte. Charlie gik igennem hele lokalet uden at se på en eneste af dem, der trænede, og ind på kontoret – et lille aflukke på otte kvadratmeter, som skreg på renovering, men som Charlie ikke kunne se fidusen i at gøre noget ved. Han kunne godt lide, at det flød med papirer overalt, at der var sprækker i væggene – det mindede ham om den første tid i Norge, da han havde problemer med at betale sine regninger, inden Høisæther Ejendomme først fik egne ben at stå på og senere vinger. Det eneste, han forlangte, var en allerhelvedes god computer, og han var yderst tilfreds med den seneste anskaffelse – den sejeste iMac, Apple havde på markedet. Charlie elskede kontrasten mellem den lækre 27-tommers skærm og det nedslidte lokale. – Der lander et fly fra Amsterdam klokken 19.35 i aften, sagde — 19 —
han, da Freddy havde lukket døren. – Jeg vil gerne have, at du henter en af passagererne. Freddy smilede og vidste, at det næppe var passageren selv, det var vigtigt at få med sig ud fra lufthavnen, men snarere de penge som var limet til hans krop. – Skal jeg tage Hansemand med mig? – Nej. – Men det er jo ham, der plejer at tage sig af tolderne. Jeg ... Charlie vendte sig med et ryk om mod Freddy. – Jeg har et andet job til Hansemand. Det der fikser du selv. Freddy tøvede lidt, inden han nikkede. – Er der ellers noget, du vil have, at jeg tager mig af i dag, boss? Charlie sukkede. – Der er jo den Audi. – Okay, boss. Jeg går i gang med det samme. Lidt efter var Charlie alene på kontoret. Han så på klokken, det var omkring frokosttid i Norge. Han tænkte på, hvordan det mon gik derhjemme, men ville alligevel vente lidt med at ringe til Fedtmule. Charlie satte sig til rette i stolen. Han stirrede på skærmen foran sig, den var stadig sort, og fik øje på sit eget spejlbillede, det hvide hår, de blå øjne, hageskægget. Han havde siddet præcis på det sted og på samme måde, da Mariana var kommet ind til ham allerførste gang. “Hej,” havde hun sagt. “Jeg hedder Mariana de la Rosa. Du har brug for en assistent.” “Har jeg det?” Charlie havde ikke annonceret efter arbejdskraft på det tidspunkt, men det gjorde han for så vidt aldrig. “Ja, du har,” havde hun svaret. “Et hurtigt blik på dit kontor viser mig, at du har brug for at få gjort fire ting øjeblikkeligt.” “Jaså?” Han havde rettet sig op. “For det første: Du fører aftaler ind i den der bog.” Hun havde peget på kalenderen, som lå opslået foran ham. — 20 —
“Der er ingen, der bruger den slags længere.” “Det siger du ikke?” “Jeg kan sørge for, at du får det hele ind på computeren foran dig, og så kan du få sendt en sms, ti minutter før du skal være et sted.” “Hm,” havde han svaret og tænkt sig om. “Du har også brug for et nyt system til dine kvitteringer. Fakturaerne. Det hele ligger bare og flyder her. Jeg kan holde styr på det hele for dig.” Charlie var blevet mere og mere interesseret i den høje, slanke kvinde med det ravnsorte hår og den lidt spidse hage. Ikke bare fordi hun havde brune øjne og fristede ham som en chokolade reklame, men også fordi hun havde en beslutsomhed over sig, en klar mening – og han havde forstået, at hun ikke var bange for at give udtryk for den. “Du er også en mand, som ikke kan rydde op efter sig,” havde hun fortsat. “Jaså?” Hun havde peget på de to kaffekopper, som stod på bordet, begge sorte af indtørret kaffe. Der stod en tallerken ved siden af computerens mus. Der lå sammenkrøllet madpapir. En gammel cigaretpakning, og et askebæger var fyldt næsten til randen af aske og skodder. “Jeg er god til at rydde op.” Så havde hun tiet og var blevet stående og havde bare set på ham. “Men du er ikke god til at tælle,” sagde han. “Hvad?” “Du sagde fire ting, du kunne gøre noget ved.” “Nåh ja.” Så havde hun smilet for første gang, og hele hendes ansigt var blevet forvandlet, havde åbnet sig. Den person, han først havde troet var lidt hård og kantet, viste sig også at have en legende side. “Det glemte jeg. Den der T-shirt,” sagde hun og pegede på den, han havde på. Charlie havde set ned på sin mave. — 21 —
“Du burde have et par ekstra i baghånden her,” havde hun sagt. “I tilfælde af ...” Så havde hun afbrudt sig selv og slået øjnene ned. “Undskyld,” sagde hun. “Det er ikke noget, jeg skal ...” “Nej, endelig,” sagde Charlie. “Du har ret. Spaghettipletterne gør ikke noget godt, når man skal møde kunderne.” Og så havde hun set op på ham igen og smilet kort. Hun var begyndt dagen efter, Mariana de la Rosa, og hun blev hos ham i lidt over tre år. Lige indtil hun fandt kærligheden. Lige indtil hun blev dræbt. Og selv om Charlie prøvede at sige til sig selv, at det ikke var ham, der havde anbragt sprængstofferne i den bil, hun kørte, burde han have forudset, at det kunne ske. Og det var det, der ødelagde hans nætter.
— 22 —