E
n flok unge mænd og kvinder har meldt sig til krigen i Afghanistan, drevet af et behov for at afprøve sig selv under ekstreme omstændigheder. Men snart står de over for en udfordring, som ingen militær træning har forberedt dem på, og overlevelse mod alle odds bliver deres eneste mission.
grave. Hvem kontrollerer kisternes indhold? Hvem tjekker gravstenenes inskriptioner? Hvem var de, da de levede? Hvem er de, når de dør?”
Afskåret fra omverdenen, fortabt i et ukendt Afghanistan, er de på jagt efter en overmægtig fjende. Rollen som forfølgere og forfulgte skifter ustandselig, indtil de ikke længere kan skelne godt fra ondt, ven fra fjende, virkelighed fra fantasi, og det endelige opgør også bliver et selvopgør.
© Isak Hoffmeyer
“Jeg går mellem fyldte og tomme
CARSTEN JENSEN, født 1952,
DEN FØRSTE STEN er en roman om mennesker
har udgivet en række romaner,
fanget i krigen, om tab og død, om kærlighed, venskab, forræderi og katastrofer.
VI, DE DRUKNEDE, 2006, er
kritiske essays og rejsebøger. oversat til tyve sprog.
ISBN 9788702167931
9 788702 167931
Omslag: Poul Lange
Carsten Jensen
Den første sten Roman
Gyldendal
www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal
bog3148_Den-første-sten.indd 3
06-10-2015 11:30:28
Den første sten © Carsten Jensen og Gyldendal, 2015 Omslag: Poul Lange Tilrettelægning Pamperin & Bech Grafisk Bogen er sat med ITC New Baskerville Std og trykt hos Bookwell i Finland 2015 ISBN 978-87-02-16729-0 (hft.) ISBN 978-87-02-16793-1 (indb.)
www.gyldendal.dk
Tak til Statens Kunstfond og Statens Kunstråds Litteraturudvalg for arbejdslegater
www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal
bog3148_Den-første-sten.indd 4
06-10-2015 11:30:28
Tilegnelse
Jeg mødte Shah Wali i en mujahiddin-lejr i Arghestan-dalen i 1988, da russerne endnu stod i Afghanistan. Jeg lagde mærke til ham, fordi hans barneansigt ustandselig trak sig sammen i tics, som hørte hjemme hos et langt ældre menneske plaget af traumatiserende hændelser. Mujahiddinerne fortalte mig, at Shah Wali var trænet som snigmorder. Kun tolv år gammel havde han allerede dræbt seks mennesker. Denne bog er tilegnet Shah Wali og alle de andre, der fik deres liv stjålet af en krig, der aldrig stopper.
www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal
bog3148_Den-første-sten.indd 5
06-10-2015 11:30:28
TA D S J I K I S TA N
UZBEKIS TA N T U R K M E N I S TA N
N HI
A F G H A N I S TA N
Kandahar
SH
Kabul
ERGENE SULEIMAN BJ
IRAN
DU
KU
PA K I S TA N
GHAZNI
Tangye
FARAH
Sangin
Gereshk
URUZGAN PAKTIKA ZABUL
Kalat-i Ghilji
Khan Kala
Kandahar
Salomons Trone
IRAN NIMROZ
HELMAND
KANDAHAR
PA K I S TA N Quetta
100 km
www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal
bog3148_Den-første-sten.indd 6
06-10-2015 11:30:28
„Det var ved at gå op for Manuel, at krig vil sige at gøre sit yderste for at få små stumper jern til at trænge ind i levende kød.“ André Malraux, Håbet
www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal
bog3148_Den-første-sten.indd 7
06-10-2015 11:30:28
Prolog
Jeg går mellem fyldte og tomme grave. Hvem kontrollerer kisternes indhold? Hvem tjekker gravstenenes inskriptioner? Hvem var de, da de levede? Hvem er de, når de dør?
www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal
bog3148_Den-første-sten.indd 9
06-10-2015 11:30:28
www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal
bog3148_Den-første-sten.indd 10
06-10-2015 11:30:28
DEL 1
3. deling
www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal
bog3148_Den-første-sten.indd 11
06-10-2015 11:30:29
www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal
bog3148_Den-første-sten.indd 12
06-10-2015 11:30:29
Hvid zone
www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal
bog3148_Den-første-sten.indd 13
06-10-2015 11:30:29
www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal
bog3148_Den-første-sten.indd 14
06-10-2015 11:30:29
Den hvidblå augusthimmel er flad som et loft. De kan ikke se ørkenen på den anden side af murene. De ved, den er der, uendelig på en måde, de ikke har fantasi til at forestille sig. De skal lede efter fjenden, mens fjenden leder efter dem. En gemmeleg i tomheden venter på dem. Der er intet samlebånd, der bærer dem af sted mod deres skæbne, ingen uophørligt rullende torden, der varsler frontens nærhed, ingen stor hamrende rytme, der vil opsluge dem. Om fire måneder skal de på orlov, om seks vil de være ude igen. Krigen er blot en episode i deres liv. Delingsføreren ser på sine mænd. „I har selv valgt at komme her. Ingen har tvunget jer. Glem ikke det. I er her frivilligt. En dag vil jeres valg være et hædersmærke eller en anklage.“ Der er larm, men den kommer fra deres egne linjer. Det er den durren i luften, der røber en stor lufthavns nærhed, transportfly, der letter og lander, helikoptere, der skovler løs med rotorbladene, jagerfly, der brager ud ad startbanen. Det er, som om denne krig er én stor kommen og gåen og slet ikke har noget sted. „Du kan ikke selv bestemme, om du vil svede,“ siger delingsføreren. „Du kan ikke selv afgøre, om du vil have tyndskid eller hård mave. Din krop er som en bil uden rat. Der er hverken gearstang, kobling, bremser eller speeder. Du er passager i et køretøj, du ikke har kontrol over.“ Rasmus Schrøder har lysende blå øjne, der, når man ser nærmere efter, gemmer på en mørkere tone, marineblå eller måske purpur. Hans læber er blussende røde med en perfekt amorbue, der skæmmes af et lille ar. Han har ikke barberet sig til morgen. Ligesom mange af de andre planlægger han at anlægge et fuldskæg, som om ørkenen selv dikterer dem, at de skal ligne den fjende, de har så stort besvær med at finde. Han kalder Danmark for Hvid Zone, et sted, hvor hjertet slår tres til firs slag i minuttet, i sløv og taktfast harmoni, og hvor livet leves i halvsøvne, tilfredst og værgeløst. Du står over for en bevæbnet mand, og du trygler H vi d z o n e
15
www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal
bog3148_Den-første-sten.indd 15
06-10-2015 11:30:29
om dit liv i stedet for at smadre strubehovedet på ham. Hvid Zone er fårenes zone. De har forladt et kontinent og er fløjet halvvejs over et andet. Bjerge, ørkener, floder og søer. Prikker i ødet røber en landsbys tilstedeværelse. Danmark kunne ligge i en fold mellem to bjergkæder. De ved ikke, hvornår de forlader luftrummet over Iran og krydser ind over grænsen til Afghanistan. Hvad er en grænse, set fra ti kilometers højde? „I er soldater. I hører til i Gul Zone, hvor jeres hjerter slår hundrede slag i minuttet. Årvågenhedens zone. I Rød Zone kæmper I for jeres liv. I Grå Zone har I ryggen mod muren.“ Schrøder gør altid en pause her. „I Sort Zone venter panikken. Når de fleste af jer vil sige, at nu kan I ikke mere, så er det ikke, fordi I er tæt på at bryde sammen. Så er det bare, fordi det er hårdt. Når I smager blod, og I kan høre jeres hjerte dunke i ørerne – først da er I færdige.“ Camp Bastion strækker sig i alle retninger. Grusvejene mødes i lige vinkler og fortsætter indtil det næste retvinklede møde. Der er barakker, containere og telte i samme farve som gruset. Langt borte ligger hescomurene, stabler af grusballer holdt sammen af filt og galvaniserede stålnet, hurtige at rejse, hurtige at rive ned. Der er intet, der fanger eller opflammer blikket. Luften skælver i heden som et forvarsel om kommende fatamorganaer. Da 3. deling gør sig klar til at rykke ud i ørkenen og fortsætte til Camp Price, hænger deres fragveste, rifler og udrustningstasker på dem med en ny tyngde, de ikke har kendt under træningen. Nu er det alvor, tænker de. Håbefuldt lytter de til deres hjerters slag.
www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal
bog3148_Den-første-sten.indd 16
06-10-2015 11:30:29
Gul Zone
www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal
bog3148_Den-første-sten.indd 17
06-10-2015 11:30:29
www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal
bog3148_Den-første-sten.indd 18
06-10-2015 11:30:29
1
Hannah er iført en militærgrøn tanktop, alle andre i 3. deling har nøgne overkroppe. Hjemme i Danmark har de arbejdet på deres solbrændthed hele sommeren, så den hvidglødende Helmand-sol generer dem ikke. Nogle har tættatoverede kroppe. Andre har stadig ledige rygge, torsoer og arme, der venter på at blive fyldt med kors, dannebrogsflag og dødningehoveder eller kærlighedserklæringer til fællesskabet og abstrakte principper, ofte skrevet på latin med slyngede bogstaver. De tomme pladser skal bruges til troskabseder til det absolutte eller afbildninger af det. De er et billedgalleri på march, lærreder, der venter på en pensel. De er alle sammen vindere. Sådan tænker de om sig selv, ikke fordi de regner med at vinde en krig, der allerede har stået på i mange år. De er vindere, fordi de er nået så langt. De slap igennem træningen. De er gode nok. Taberne er dem, der måtte give op undervejs, fordi de ikke havde stamina eller bare ikke forstod disciplin. Det kan godt være, de var gode til at håndtere en automatriffel, men det er ikke nok, når det gælder, hvis du ikke fatter, at du også har ansvar for manden ved siden af dig. 3. deling har ladt Camp Bastion bag sig og vænnet sig til deres nye lejr, Forward Operating Base Price, der som så mange andre baser er opkaldt efter en dræbt soldat. I telte og containere har Camp Price plads til 500 mand. 350 er danskere, resten briter. Bag en indhegning midt i lejren holder en flok amerikanske specialtropper til. Det sker, at amerikanerne dukker op i cookhouse, men der er ingen trafik den anden vej. Det er forbudt at bevæge sig ind i Mini-Amerika. Undtaget er udsigtstårnet, der knejser midt blandt specialtroppernes telte med udsigt til fjerne bjergkæder. Barakkerne i Camp Bastion er afløst af rummelige, mørkebrune telte udstyret med aircondition og indbyrdes forbundet med sorte plastikgitre, der er lagt ud i gruset som stier. De har været på deres første patruljer, men endnu ikke i kamp. Landskabet er ensformigt, undtagen langs flodbredderne, hvor den tæt befolG ul Zon e
19
www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal
bog3148_Den-første-sten.indd 19
06-10-2015 11:30:29
kede Greenzone befinder sig, kamppladsen med dens muromkransede gårde, majsmarker og læhegn, en lerklinet labyrint fyldt med muligheder for baghold. Mundingsild hører med til den afvisende jernalder-arkitektur, og skudsalver er en lige så fast del af lydkulissen som gedernes brægen og børnenes råben. Det har de vænnet sig til. Krigens larm er et livstegn. Når de tager på patrulje, lægger de sig midt på Highway 1. Al trafik trækker ud til siderne og stopper op. Ellers bliver der affyret lysraketter, så varselsskud. I deres pansrede mandskabsvogne larmer de sig frem mellem to rækker af standsede køretøjer. Det er frygten for bil- og vejsidebomber, der bestemmer deres fremfærd. „I Irak kunne vi ikke tvinge trafikken til at standse,“ siger Robert, en af delingens tre sergenter. Han har været i Irak, ikke i sandkasserne sydpå, Camp Eden eller Camp Danevang, men som ansat i et amerikansk sikkerhedsfirma i Bagdad. Livvagt, eskorte, transport, den slags arbejde. Darksky hedder firmaet. Ingen af dem har hørt om det. „Contractor,“ kalder han det selv. „Lejesoldat,“ siger Schrøder. I Irak lagde de sig i overhalingsbanen i deres sølvskinnende Mitsubishi Pajero’er. Angreb kom altid bagfra, og chaufføren var det sårbare punkt. Angriberne blev tvunget over i passagersiden. Bagsmækken stod åben, og her sad en maskingeværskytte parat. „Menneskeskjold,“ siger Robert, der snart bliver omdøbt til IrakRobert. Han taler i en erfaren tone. „Alle bruger menneskeskjold. Det gjorde vi også. Når vi nærmede os et vejkryds, hvor vi vidste, der kunne være baghold eller vejsidebomber, vinkede vi altid trafikken frem. Biler lastede med familier, kvinder, børn, det hele. Så kunne de tage skraldet. Det var standardprocedure. Sådan er overlevelse. Vær et svin eller dø.“ Der ville have været noget hårdt over Roberts ansigt, hvis det ikke var for et let skelende, ufokuseret blik, som giver ham et udtryk af sårbarhed. Når han koncentrerer sig, bliver hans skelen mere udtalt. „Jeg er i det mindste et ærligt svin.“ Han stryger sig over hagen med de stive skægstubbe. „Sådan gør vi ikke her.“ Det er Schrøders reaktion, første gang han hører Robert udbrede sig om krigen i Irak. „Det ved jeg godt,“ siger Irak-Robert. „Afghanistan er den gode krig.“ Det er de mennesker, der færdes i landskabet, de ikke vænner sig til. Tunge ansigter med fremtrædende næser og en overflod af skæg, 20
D e n f ør s t e s t e n
www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal
bog3148_Den-første-sten.indd 20
06-10-2015 11:30:29
dybtliggende øjne, der på en gang synes at ignorere og dømme dem. Folderige klæder, turbaner, kjortler, sjaler, vide bukser, i metervis af stof, der på samme tid skjuler deres bærere og giver dem en tyngde, som om de ligesom deres afgrøder er groet frem af landskabet. En dish-dash tror de klædedragten hedder. Men det er saudiarabernes fodlange kjortel. „Shalwar kameez,“ korrigerer Schrøder. De har ikke noget dansk ord for de befæstede gårde og bruger det engelske ‘compounds’. „Qalat,“ siger Schrøder, der også er sprogofficer og taler pashto. „Det hedder qalat.“ To andre vigtige ord er badal, hævn, nang, ære. Vil de nogen sinde lære det? De flytter sig ikke. Afghanerne behøver ikke at sige det. De udstråler det. De er bibelske at se på, overlevende fra en anden tidsalder med en stædighed, der er svær at skelne fra fjendtlighed. At de sidder bag rattet i bulede, hvidlakerede Toyota Corolla’er eller løfter en mobiltelefon til øret, gør dem ikke mindre fremmedartede. Danskerne ryger en smøg sammen med dem. De har fået udleveret en parlør med hundrede ord og udtryk. Hvordan går det? Jeg har det fint. Har du våben? Åbn bagagerummet. Hænderne op. Læg dig ned på maven. Overgiv jer. Briterne kalder Taliban for ‘ragheads’ eller ‘shitheads’. Danskerne siger kludehoveder eller Tali-bob. De lokale hedder bare LN, en forkortelse for Local Nationals. Selv går de under betegnelsen ‘ferangi’. Det betyder dem fra Vesten. De taler aldrig med en afghaner uden at mærke automatriflens tyngde i hånden. Endnu er der ingen i delingen, der har fået et bekræftet drab. „Schrøder, sig nu sandheden. Hvorfor er du her?“ Jakobs tonefald er drillende. Det er ikke sådan, man taler til en overordnet. Men soldaterne er kommet tæt på hinanden i løbet af de otte måneders træning, og synes, de ved alt om deres delingsfører. Han har haft en karriere i hæren, der, skønt den ikke er helt efter bogen, så alligevel ikke afviger voldsomt. Han har været i Afghanistan på et tidligere hold. Men det er hans job i det civile liv, de er interesseret i. Jakob er delingens yngste, 19 år. De andre driller ham med hans alder. Jakob siger højt, hvad han tænker, og hans nysgerrighed er uhæmmet. Han er rødhåret med fregner hen over næsen. Som den eneste af dem sidder han i skjorte i solen, der stadig er stærk, skønt det nu er blevet hen i september. De fleste har fået lagt et ekstra lag på sommerens solbrændthed. Den mælkehvide Jakob er blevet solskoldet i nakken og på armene. Hans ansigt er i skygge under en højrød baseballkasket. G ul Zon e
21
www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal
bog3148_Den-første-sten.indd 21
06-10-2015 11:30:29
„Fyrede de dig? Tog du af kassen?“ Jakob vil ikke opgive sit drilleri af Schrøder. „Jeg er her for at gøre en forskel.“ Der er så meget ironi i Schrøders stemme, at han på forhånd signalerer, at de ikke skal tage netop det svar alvorligt. „Den tror vi ikke på.“ Michael er en fire-fem år ældre end Jakob, geværskytte, midt i tyverne og en slags storebror for ham. Det er altid ham, der tager Jakob i forsvar og sørger for, at drillerierne ikke udarter. Han griner opmuntrende over til Jakob, der sidder på en stol med sin riffel i skødet. De er i færd med at klargøre deres udstyr. Michaels højre skulder er dækket af en leopard med blottede tænder. ‘In Omnia Paratus,’ står der nedenunder. Klar til alt. „Okay,“ siger Schrøder. „Jord under neglene. At udrette noget. Det er derfor, jeg er her.“ Han tøver et øjeblik. „Inspiration.“ Schrøder har i det civile liv arbejdet med videospil. Han har været med til at designe flere af de spil, de kender. De handler mest om kronragede lejemordere med en kode tatoveret i de blottede nakker og et ansigt, der rummer lige så meget udtryk som blommen på en tommelfinger. Det er det, der gør ham til det mest populære samtaleemne blandt delingens mænd. De har diskuteret det igen og igen. „Hvis du var Schrøder, ville du så bytte og komme herud i stedet for? Tænk at sidde foran en skærm og spille de fedeste spil dagen lang og så oven i købet få penge for det.“ Men diskussionen ender altid det samme sted, med en nølende indrømmelse. Jo, de ville bytte. De ved ganske vist ikke, hvordan det er at være Schrøder. Men de ved, hvordan det er at være her. Lige nu keder de sig. Men der kommer til at ske ting og sager. Jakob kan mærke det, når han har riflen i hænderne. Det er ikke en joystick, han sidder og fedter med. Det her er the real thing. Jakob er den, der har været tættest på. I niende klasse var han i praktik på et medieselskab, der designer spil på Kalvebod Brygge. Han måtte først underskrive en erklæring, hvor han lovede ikke at fortælle nogen, hvad han så på de skærme, hvor nye spil var under udvikling. Men klausulen omfattede ikke vægmaleriet i kantinen, der viste to chicks i langskaftede støvler og læderbh’er med hver sin pisk i de handskeklædte hænder. „Deres lædertrusser sidder bare så stramt,“ siger Jakob. „Man kan lugte fissesaften.“ 22
D e n f ør s t e s t e n
www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal
bog3148_Den-første-sten.indd 22
06-10-2015 11:30:29
Detaljen med fissesaften nævner han kun den ene gang. Mads med kløften i hagen, som alle ved er delingens største scorer, ser på ham og rynker spørgende de kraftige, mørke øjenbryn. Mads barberer sig hver dag. Kløften er vigtigere end skæg. „Fissesaften,“ siger han. „Sagde du fissesaften?“ Jakob nikker, allerede usikker på sig selv. „Lyt til eksperten,“ siger Mads med en stemme, der er tyk af nedladenhed. „Hvordan er det nu lige, fissesaft lugter? Ja, for jeg ved det ikke. Jeg har ellers haft næsen tæt på mange gange. Men lige den detalje har jeg sgu aldrig fanget.“ „Kom nu, Mads.“ Jakobs tone er kun en millimeter fra at være bønfaldende. „Alle ved da, hvordan fissesaft lugter.“ „Ja, jeg gør godt nok ikke. Lugter fisse af kanel? Eller er det fisk? Kogt torskerogn måske?“ „Hey, mand, styr dig lige. Der er kvinder til stede.“ Hannah afbryder ham og vender sig mod Jakob. „Det er garanteret dig, der har lavet de der skærmbilleder på computerne. Patteguf.dk. Numsegejl.dk. Epicboobs. Er vi virkelig alle sammen tvunget til at sidde og se på dine lumre fantasier?“ Hver gang Hannah logger på i den container i lejren, hvor forsvaret har stillet computere med internetforbindelse til rådighed for soldaterne, dukker de samme skærmbilleder op, og det er dem, hun har Jakob mistænkt for at have lavet: en række af kvinder, der ligger på knæ med deres omfangsrige røve lige i vejret og udsigt til fugtigt glinsende, glatbarberede fisser. Hannah er atletisk bygget med sit halvlange, lyse hår samlet med en elastik i nakken. Hun har en sixpack der, hvor piger normalt har en blød runding. Selv tænker hun, at en veltrænet krop altid er et bevis på ensomhed. Det er sådan, hun har fået sin, før hun blev soldat, alene på stejle ramper med et par halvandet kilo tunge aggressive-inliner-rulleskøjter påspændt, alene på kanten sekundet før springet ned over vertens fem meter høje næsten lodrette side, alene med sprængte ledbånd, smertende knæ, forvredne ankler, alene også med triumfen, når en 720’er lykkes. Her træner de i fællesskab, ikke fordi de er bodybuilder-freaks, men fordi kroppen ikke holder til de tunge byrder, de på patruljerne skal slæbe rundt på. De skal kunne skyde og undvige med fyrre kilo på ryggen. Det klarer de ikke uden regelmæssig omgang med benpres og håndvægte. Viktor er delingens oversergent og Schrøders næstkommanderende. Han er midt i trediverne og har en fortid som socialpædagog. Han har G ul Zon e
23
www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal
bog3148_Den-første-sten.indd 23
06-10-2015 11:30:29
også arbejdet som crossfit-instruktør i træningscentre rundt om i landet med navne som Kogeriet, Trykkeriet, Smedjen og Mejeriet, nedlagte værksteder med rå betongulve og smuldrende vægge, der engang var hvidkalkede. Viktor har en tatovering midt på brystkassen, en terning med seks øjne opad. Han ved, at crossfit også handler om følelser. Det er ikke kun fysisk anstrengelse, der får mænd til at råbe, stønne og gispe under de hårde øvelser, når hver muskel i ansigtet er spændt i koncentration, og pulsen hamrer af sted. Man kan også gå rundt med en smerte indeni. Det hjælper ikke at sætte ord på den. Det skal man heller ikke. Den skal råbes ud. De stønner i kor, når de dyrker crossfit. Hvad fik Hannah til frivilligt at melde sig til hæren? Det er et spørgsmål, hun ofte stiller sig selv. Hvorfor kamptropperne i stedet for kommunikationstropperne? Hun tog til inspirationsdag på Antvorskov Kaserne. De fik udleveret uniformer, der sad løst på dem, blev bedt om at smøre sløringscreme i ansigtet, så huden fik samme farve som camouflageuniformer, der så ud, som om de var designet til bøgeskove og ikke hørte hjemme i fjerne sandørkener. Hun så på de andre piger. Flere af dem var lige så høje som hun, påfaldende mange, syntes hun. De kravlede ind og ud af pansrede mandskabsvogne og fik til sidst stukket et våben i hænderne. Nogle tog akavet på våbnene. Andre havde et helt naturligt greb på dem. Hun hørte til blandt de sidste. Metallet i hænderne gjorde udslaget, den dødbringende tyngde, der syntes at udgøre en modvægt til hendes egen krop og bringe den tilbage i en balance, hun ikke havde kendt længe. Hun kunne godt lide træningen, især de sidste otte måneder, da øvelserne blev målrettede. Det var hårdt, men det var hun vant til. Der var disciplin, men så længe hun indså dens nødvendighed, havde hun ikke noget imod den. Hun tænker ofte på skateren Danny Way, da han gør sit livs stunt og springer over Den Kinesiske Mur. Hun forestiller sig ikke bare den hårde træning, der må være gået forud. Hun ser også de enorme ramper, der er blevet rejst på begge sider af muren. Uden dem havde der ikke været noget spring. Det er sådan, hun ser hæren: som den megarampe, der skal gøre hende i stand til i et flyvende spring at sætte over Den Kinesiske Mur og ind i et nyt liv. Jakob bliver øjeblikkelig rød i hovedet, da Hannah fremsætter sin anklage. Rød! Har gutten ingen selvbeherskelse? „Det var ikke mig,“ siger 24
D e n f ør s t e s t e n
www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal
bog3148_Den-første-sten.indd 24
06-10-2015 11:30:29
han undvigende. Han skotter over mod en af de andre i delingen, en tynd fyr med lang hals og et forbløffende lille hoved. „Det var Bipersonen.“ Bipersonen er et øgenavn. Hans rigtige navn er Andreas, og han er delingens netnørd. Bipersonen ryster opgivende på sit fugleagtige hoved og gider ikke engang svare. „Helt ærligt.“ Hannah har et smil om munden. „Har I sådan en happy hour derovre i containeren, hvor der kun er adgang for mænd? Sidder I så og gokker den af i takt?“ „Hold nu kæft, Hannah. Alle gokker den sgu da af herude. I tøser ligger da også med fingrene oppe i kagedåsen.“ Mads er den eneste, der ikke ser forlegen ud. Årslev spytter en brun stråle af snus ned i gruset. Han er delingens lokalpatriot, opkaldt efter sin hjemby, hvis lokale bryggeri, Midtfyns Bryghus, han aldrig bliver træt af at tale om. Især har han forkærlighed for en af bryggeriets ølsorter, Rough Snuff, en svedig skipper-ale, der indeholder blæretang og snustobak. Årslev er en stor tilhænger af snus. På svensk vis har han stoppet snusen ind under overlæben og spytter hyppigt en stråle med et vellystigt udtryk i ansigtet. „I spurgte, hvorfor jeg er herude.“ Schrøder bryder ind. „Jeg blev træt af skydespil og kronragede psykopater. Jeg ville lave noget stort, i stil med World of Warcraft eller Halo. Et spil, der giver fornemmelsen af at deltage i noget, der er større end dig selv. Forstår I, hvad jeg mener?“ „Ja, selvfølgelig.“ Jakob er kry igen. „Knalde så mange som muligt. Hvad ellers?“ Michael skjuler sit ansigt i hænderne. Lillebror har dummet sig igen. De andre ler. Jakob ser sig forundret omkring. „Det gør det lige netop ikke.“ Schrøder ryster smilende på hovedet. „Sig mig, Jakob – tror du virkelig, at den mission, du er på lige nu, handler om at knalde så mange som muligt? Er det det, Helmand er for dig? The Helmand Killing Games? Hvad tror du, ørkenen er? En playstation? Så må du hellere tro om igen – i hvert fald med mig som delingsfører.“ „Vi skal selvfølgelig også passe godt på hinanden.“ Det er Simon, delingens sygehjælper. Han er en spinkelt bygget fyr, hvis sorte hår står i kontrast til hans blå øjne. Når han i et par dage ikke har barberet sig, spirer et par ensomme dun frem på hagespidsen. Mere bliver det ikke til. „Nu dæmrer det. Er der nogen, der vogter jeres ryg i Call of Duty? Nej, vel? I har kun jer selv, og den, der kun har sig selv herude, kommer ikke G ul Zon e
25
www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal
bog3148_Den-første-sten.indd 25
06-10-2015 11:30:29
hjem igen. Er I med? Jeg ved godt, at jeg siger noget, I allerede har hørt tusind gange. Det her, det handler ikke om at nakke så mange som muligt. Det handler om at passe på hinanden. Men vi er her ikke kun for vores egen skyld. Vi er her for afghanernes skyld. Prøv at tænke på dem som en del af jeres gruppe. Hvad sker der så?“ „Mener du de der håbløse afghanske soldater, som vi skal forestille at træne?“ Michael trækker på de brede skuldre med et træt udtryk i ansigtet. Jakob griner. „Nej, jeg mener befolkningen. De civile. Bønderne. Børnene. Kvinderne.“ „Så bliver det faneme indviklet!“ „Netop, så bliver det faneme indviklet. Men det betyder ikke, at det bliver mindre udfordrende. Så bliver det mere udfordrende. Det er fint at tænke på det her som et videospil. Men så tænk på det som et spil, der ikke kun kræver hurtige reflekser. Det involverer også hjernen og hjertet. Hearts and Minds! Er I med? Nu nærmer vi os!“ „Du har været på Grønland, mand.“ Michael kikker over på Adam. „Ikke på Grønland, i Grønland. Nordøstgrønland. Der, hvor der ikke bor nogen mennesker. Så jeg har sådan set ikke været i Grønland. Jeg har bare gået rundt på noget is.“ Adam er en af delingens tre sergenter, næsten to meter høj med en strid, kastanjefarvet hårmanke og et tæt fuldskæg i en endnu mørkere tone. Han har tilbragt to år som medlem af Siriuspatruljen i Nordøstgrønland. Han ligner en polarforsker, og det er da også polarforskere fra et andet århundrede med tilgroede ansigter indrammet af sælskindshætter, der er afbilledet på forsiderne af den stabel bøger, han har liggende ved siden af sin feltseng. Der er noget tillukket over ham, som om han har taget stilheden fra isødet med sig. „Hvis det her var et spil, ville du allerede være et level up i forhold til alle os andre. Du ville kunne vælge dig nye egenskaber, se i mørke eller følge et lugtspor. Opgradere dine våben.“ „Jeg kan allerede se i mørke,“ siger Adam afvisende. „Har du aldrig hørt om infrarøde kikkerter? Lugter talibanere anderledes end andre afghanere? Jeg tror det ikke. Og våben? Det er ikke det, jeg mangler.“ „Nej, du mangler bare tilladelse til at bruge dem, du har.“ Michael ser over på Schrøder, som om han vil udfordre delingsføreren. Schrøder tager udfordringen op. „I kommer aldrig til at høre den slags 26
D e n f ør s t e s t e n
www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal
bog3148_Den-første-sten.indd 26
06-10-2015 11:30:29
ordrer fra mig, når I har en talibaner på kornet. Jeg vil aldrig sige, at I bare skal forestille jer, at det er en joystick, I har i hånden. Det er aldrig bare et par pixels på en skærm, I skyder i smadder. Det er et menneske.“ „Ja, ja,“ siger Michael. „Et menneske, som kun har én ting i hovedet: at skyde nosserne af os.“ „Et menneske, som har en far, brødre, fætre, måske endda en kone og et par sønner, en hel venteliste af kommende hævnere. Skyd en talibaner, og du har hugget et hoved af hydraen, og der vil vokse tre nye frem i stedet. „Hvad er egentlig bedst? At arbejde med spil eller i militæret?“ Det er Jakob, der vender tilbage til sit yndlingstema. „Forskellen er ikke så stor. Begge steder lærer man at arbejde i et team. Forestil jer alt det knokleri, der skal til for bare at lave det simpleste skærmbillede. Forestil jer de tusind måder, historien kan udvikle sig på. Vi er 250 på en arbejdsplads, lidt færre end her i lejren. Der er instruktører, tegnere, nogle koncentrerer sig om hovedpersonen, andre om bipersonerne. Nogle er baggrundstegnere. Andre er specialister i bevægelse. Har I nogen idé om, hvor svært det er at få en figur til at gå naturligt op ad en trappe? Der er castere, studiechefer, tekniske chefer, kreative chefer, og så outsourcer vi en masse. Der er firmaer, der ikke laver andet end fabrikshaller eller politistationer, rodede skriveborde, kontorstole med betrækket flået. Det sidste er kinesernes specialitet. Avancerede bevægelser – det er Hollywood. Og midt i det hele sidder vi. Vi er eksperter, hver eneste af os. 250 mand, tre år.“ „Hold da kæft, hvis vi brugte den samme tid til at forberede os –.“ Bipersonen sukker, som om han er havnet det forkerte sted. „Ja, så kom vi aldrig af sted!“ skærer Mads ham af. „Åh, fuck!“ Michael ser over på Jakob. „Hvad er der nu?“ Jakob sidder med fragvesten i skødet og tourniqueten i hånden. „Jeg fatter ikke den her dims.“ Han ser sig appellerende rundt i kredsen, som om det på en eller anden måde er de andres ansvar og ikke hans eget. „Hører du aldrig efter?“ Michael ser opgivende på ham. Jakobs næse lyser rødt. „Nu har du faneme også glemt at smøre solcreme på igen.“ Jakob ignorerer ham. „Er der ikke en eller anden, der kan forklare mig nytten af det her lort.“ Han holder et sort velcrobånd med en lille plastikpind frem. G ul Zon e
27
www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal
bog3148_Den-første-sten.indd 27
06-10-2015 11:30:29
„Du ligger på slagmarken. Du er ramt. Du bløder. Du bruger tourniqueten til at standse blødningen. Du lægger velcrobåndet rundt om armen eller benet lige oven for såret, og så strammer du det ved hjælp af pinden.“ Hannah er gået over til ham og strammer båndet om armen på ham. „Sådan her.“ Jakob ser smilende op på hende. „Du dufter godt,“ siger han. „Hold nu kæft og hør efter.“ Hannah giver pinden et ekstra vrid. „Av!“ siger Jakob drillende. „Hvorfor skal jeg selv gøre det? Hvorfor kan Hannah ikke gøre det?“ „Fordi mor ikke altid er i nærheden,“ siger Mads i det trætte tonefald, han altid anvender, når han taler til Jakob. „Fordi du sandsynligvis er blevet såret midt under en ildkamp,“ siger Simon tålmodigt. „Du ligger midt i et minefelt, og kuglerne flyver dig om ørerne. Hvis der kommer nogen for at hjælpe dig, sætter de deres eget liv på spil, og så er der to kandidater på dødsgangen i stedet for én. Vi må først have nedkæmpet fjenden. Så skal Sørensen og Sylvester sweepe området, før jeg rykker ind. Der kan sagtens gå en time. I mellemtiden er du død af blodtabet, fordi du ikke hørte ordentligt efter på førstehjælpskurset.“ Schrøder ser over på Simon med et anerkendende nik. „Jeg er bange for, at du bliver nødt til at give vores lokale sinke her et ekstra kursus i førstehjælp.“ „Hvorfor ikke bare give ham en billet hjem?“ Det er Mads igen. „Styr dig lige.“ Michael vender sig mod Mads og ser vredt på ham. Leoparden på hans skulder vender sig sammen med ham og ser ud, som om den åbner munden i en snerren. Mads trækker på skulderen. „Så lad da i det mindste være med at fortælle ham om slikkepinden.“ „Slikkepinden? Mener du morfin-slikkepinden? Den har jeg da allerede spist. Kan jeg få én til?“ Simon tager sig til hovedet. „Det er da løgn! Er du dum eller hvad? Den er jo da for helvede beregnet på en situation, hvor du ligger helt alene med indvoldene væltende ud, og du bare ikke kan være nogen steder, fordi det gør så forbandet ondt. Tror du, det er for sjov, det her? Ja, jeg giver dig sgu ikke en ny!“ „Tag det roligt. Jeg har kun slikket lidt på den.“ Jakob ser sig omkring. „Vi kunne lave en film om vores oplevelser herude. Vi kunne filme os selv.“ 28
D e n f ør s t e s t e n
www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal.dk - www.twitter.com/gyldendal
bog3148_Den-første-sten.indd 28
06-10-2015 11:30:29
„Ja, hvorfor ikke! Men så er vi jo nødt til at opleve noget. Få noget til at ske.“ Mads ser begejstret ud ved tanken. Det er ellers sjældent, at han bakker Jakob op i noget som helst. Jakob lyser igen op i sit evige smil. Hans undvigemanøvre er lykkedes. „Det kommer aldrig til at fungere.“ Jakob ser forvirret fra den ene til den anden. Nu er det Michael, der pludselig er imod. Mads vender sig mod Michael. „Skal du absolut altid være lyseslukker?“ „Vi sidder jo det meste af tiden på vores røv. Vi kommer aldrig ud at skyde. ‘De sad på deres røv’! Hvem gider se den film, tror du? Hvad er den største fare herude? At vi dør af kedsomhed!“ Michael folder hænderne og ser op i Helmand-himlen. „Kære Gud, giv os for Fanden lidt action!“ Han ser grinende rundt på de andre. „Nu har jeg påkaldt samtlige guder. Så må der da ske et eller andet!“ „Den slags ville jeg ikke bede om, hvis jeg var dig.“ Schrøders stemme er uvant alvorlig.
Køb på www.gyldendal.dk
bog3148_Den-første-sten.indd 29
06-10-2015 11:30:29