Jeg sukker og opgiver diskussionen. Beder hende lægge sig på maven og masserer hendes ryg. Jeg fortsætter, til en dæmpet snurren fortæller mig, at hun sover. Jeg lægger et tæppe over hende og går i Brugsen efter mad. Caspar og jeg sidder på molen og spiser is. Vores ben hænger ud over kanten, og vi hviler albuerne på den nederste metalstang på rækværket. “Må jeg spørge om noget?” spørger Caspar forsigtigt. “Selvfølgelig.” Jeg smiler og slikker på min is. “Du må ikke blive sur,” fortsætter han, og jeg bliver kold indeni. “Okay,” svarer jeg usikkert og ser på ham med rynkede bryn. “Det er bare noget, jeg har tænkt på længe ... Siden vi var børn faktisk ...” Han klør sig genert i håret og flytter lidt på sig. “Ja?” “Det er bare ... Hvorfor har du egentlig ingen kontakt med din farmor og farfar?” Jeg ser på ham med endnu mere rynkede bryn. “Min farmor ... og farfar?” Han nikker. “Ja, hvorfor ser du ikke dem?” “Jeg har ikke nogen farmor og farfar,” svarer jeg forvirret. Asfalten på molen river i mine bare lår. “Selvfølgelig har du da det. Altså jeg ved godt, at din far døde og alt det, men hvad med hans forældre?” spørger han. “Er de også døde?” 129
Jeg ser på ham. Alt står stille i min krop. “Det ... Øh ...” Jeg synker. Min hals føles tør. “Det har jeg faktisk aldrig tænkt på,” svarer jeg stille. Jeg ser ud over vandet. Der løber en stribe smeltet is fra min vaffel ned over min tommelfinger. Caspar lægger en hånd på mit lår. Den er også fedtet af is. “Undskyld,” mumler han. Jeg ser på en måge, der flyver langsomt hen over vandet. Så drejer jeg hovedet og ser på ham. “Det gør ikke noget.” Jeg forsøger at smile. Det føles stift og unaturligt. “Det var dumt af mig at spørge,” siger han. “Det var bare noget, jeg havde tænkt på.” Jeg lægger en hånd på hans kind. “Det er okay,” svarer jeg og kysser ham. Han smager af lakridsis, og jeg føler mig underligt tom inden i. Farmor og farfar
130
1997 Mor sætter kagen foran Morfar. Hendes hænder ryster. “Så! Så er der kage,” siger hun alt for højt. Morfar sidder med armene over kors for bordenden. Hans mund er en streg. Mor trækker sig bagud, og på vej væk kommer hun til at skubbe til sukkerskålen, der vælter. Sukkeret flyder ud over bordet i en lille lavine. Jeg holder vejret. Mor stivner. Hun ser på sukkeret. Så på Morfar. “Dumme lille Ingrid,” hvisker hun og rejser sukkerskålen op. Morfar bevæger sig ikke. Hans læber bliver endnu strammere. Huden rundt om dem bliver hvid. Min mave knuger sig sammen. “Dumme, dumme Ingrid,” piber mor stille, mens hun hektisk prøver at skubbe sukkeret op i håndfladen. Jeg rækker hende min tallerken, og hun ser på mig med øjnene spilet helt op. Hun ligner et vildt dyr, og jeg trækker mig tilbage i stolen. Langt væk fra øjnene. “Du kan børste det op på min tallerken,” hvisker jeg og kaster et hurtigt blik på Morfar. Han ser på et punkt på væggen lige foran sig. Hans 131
næsebor bliver store, hver gang han trækker vejret. Det lyder som blæst. Mormor lægger en hånd på mit lår, og knuden i min mave bliver varmere. “Dumme, dumme, dumme ...” mumler mor og børster febrilsk sukker op på tallerkenen. “Så er det vist fint, Ingrid,” siger mormor, og mor ser forskrækket på hende. Som om hun et øjeblik havde glemt, at hun ikke var alene. “Gå bare ud i køkkenet med det der, og hent en ny tallerken til Marie. Nu skal vi have fødselsdagskage, ikke?” Mormor smiler til mig, og jeg nikker forsigtigt. “Jo.” Min stemme er lille. Mor henter en ny tallerken og skæver til Morfar på vejen. Han har stadig ikke bevæget sig. Ikke sagt et ord. Mor sætter en tallerken med kage foran ham, og han spiser hurtigt og i stilhed. Det gør vi allesammen.
132
Mor kommer hjem, mens jeg snitter spidskål. Hun tripper hen over linoleumsgulvet, og jeg hører hende anbringe sine sko i skoreolen. Snorlige højst sandsynligt. Hun kommer ud i køkkenet og stopper bag mig. “Laver du mad?” spørger hun forbavset. “Mmm.” Jeg peger hen mod spisebordet med kniven. Der står to glas og en flaske hvidvin. “Tag et glas, og slap af, mens jeg bliver færdig.” Jeg smiler, og mor sætter sig ved bordet. “Hvorfor nu alt det?” Hun gestikulerer mod køkkenbordet og ovnen. “Jeg syntes, vi kunne trænge til at blive forkælet lidt,” svarer jeg, og mor smiler. Vi spiser og snakker om alt og intet. Jeg fylder mors vinglas. Jeg rydder op, og vi tager en ny flaske med ud på terrassen. Mors øjne er blanke, men hun smiler og pludrer løs. Jeg fylder hendes glas igen, tager en dyb indånding og spørger. “Mor?” “Ja?” 133
Jeg tager endnu en dyb indånding. “Hvorfor har jeg aldrig mødt min farmor og farfar?” Mors glas stopper halvvejs oppe mod munden. Hun ser på mig med rynkede bryn. “Din farmor og farfar?” Jeg flytter mig lidt i stolen. “Ja ... Altså min far ... Han ...” Jeg synker en klump. Min hals er tør. “Han må da have haft forældre?” Det vrider sig i min mave. Mors øjne. “Har de ... Ved de overhovedet, at jeg eksisterer?” Jeg holder vejret, mens mor ser ned og stiller glasset fra sig. “Nej,” svarer hun stille, og en blyklump lander tungt i min mave. “Hvorfor ...” Jeg kan selv høre, hvor lille min stemme er. Hvert ord skal presses forbi blyklumpen. “De må da have set dig ... Have opdaget ...” Mor flytter uroligt på sig. “Åh, det ... Ja ...” Hun ser op på mig. “De vidste ikke engang, at jeg eksisterede ... Dengang ...” Der er stille. Jeg burde sige noget. Mor drikker af sit glas. Der er stille lidt endnu, så ser hun på mig med våde øjne og begynder at fortælle. “Michaels forældre var skilt. Hans far var flyttet til København med en ny kvinde, og hans mor tog det ikke så pænt. Hun ... Ja, det blev kaldt dårlige nerver og sådan noget. Hun boede lidt uden for byen og, ja ... Michael talte ikke så meget om hende ... Efter han ... Da ...” Mor slår blikket ned og tømmer sit glas. Hun rækker ud efter flasken og fylder op igen. “Hun begyndte at drikke efter ulykken. Ingen så noget til hende.” Mor ser på sit glas. “Du kender jo din 134
morfar, han var lidt ... Han ville ikke lade mig besøge Michael, og når Michael var her, måtte vi ikke være alene.” Hendes øjne bliver fjerne. “Vi måtte ikke engang gå ind på mit værelse ... Måtte kun sidde i stuen ...” Hun bliver stille. “Var der ingen, der fortalte Michaels mor og far, at de havde et barnebarn?” Mor ser på mig med de slørede øjne. “Næh ... Altså hans far var jo væk og hans mor ... Ingen talte rigtig med hende. Og der gik jo lidt tid, før folk fandt ud af, at jeg ... At ...” Jeg nikker. Vi er begge stille. Mor drikker mere vin, og jeg ser ud over haven. “Bor hun stadig heromkring?” spørger jeg. Mor ser ikke på mig, men stirrer på busken foran os. “Nej, hun flyttede for mange år siden. Jeg ved ikke hvorhen.” Jeg ser på mor. Ser på de tynde fingre om glasset og det glansløse hår. “Jeg går i seng.” Jeg rejser mig, men mor reagerer ikke. Hun bliver på terrassen, til flasken er tom, og mørket har opslugt haven.
135
1993 Jeg vågner ved, at Morfar råber. Min dør står på klem, og en lille stribe lys trænger gennem sprækken og strækker sig hen over gulvet. “For helvede, Ingrid. Har du set, hvad klokken er?!” Jeg rækker ud efter bamsen og trykker den ind mod brystet. “U-u-undskyld, jeg ...” begynder mor med tynd stemme, men Morfar afbryder. “Du har faktisk en datter, har du glemt det?” “Nej, men jeg ...” “Havde du bare regnet med, at vi skulle tage os af din unge, hva’ Ingrid? Mens du er ude at føjte eller hore, eller hvad du nu gør,” brøler Morfar. Jeg gemmer ansigtet i bamsens bløde mave. Mor piber som en mus ude i gangen. “Nej, far, jeg var jo bare ude med mine venner, jeg glemte tiden, jeg ...” “Dine venner,” vrænger Morfar. “Men mor sagde jo, at I gerne ville ... At I nok skulle ...” Mor begynder at græde. “Hun er dit barn, Ingrid, ikke vores. Hun var dit valg. 136
Dit helt eget. Du har selv valgt det her, og det skal vi andre ikke lide under.” Mor snøfter. “Hvis jeg bare havde opdaget det, før det var for sent,” fortsætter Morfar, men så afbryder jeg ham. “Mor?” Min stemme er skinger. “Og nu har du også vækket hende,” siger Morfar. “Det er fandeme flot, Ingrid, det må jeg sige!” “Mor,” siger jeg igen. Denne gang kommer jeg til at græde. “Jeg kommer, lille skat,” svarer mor grådkvalt. Så bliver lysstriben bredere, og mor kommer ind. Hun sætter sig på min seng og lægger en hånd på min pande. “Undskyld, jeg vækkede dig, lille skat.” “Det var Morfar, der vækkede mig,” svarer jeg og snøfter. “Shyyy,” svarer mor og lægger sig ved siden af mig. Jeg putter mig ind mod hende, og hun aer mit hår. “Så, så, lille Marie, læg dig til at sove.” Mor sover i min seng hele natten.
137
Morfar sidder op i elevationssengen. Hans ansigt har fået mere farve nu. Mor sidder ved hans seng. De ser begge på mig. Mor ser nervøs ud. Morfars mund er en regnorm. “Hvad er det, du har på?” Han læner sig længere ud af sengen og ser på mig. Jeg ser ned ad mig selv. Havde ikke mere rent tøj, der var anstændigt. Jeg går længere ind i rummet. Burde kysse ham og sige hej. Men jeg vil ikke. Ikke nu, hvor hans mund er sådan. “Det er en kjole.” Der bliver stille. Mor holder vejret. Morfar ser på mig. “Nej, det er det ikke,” svarer han med en stemme, der er rolig. “Jeg vil nærmere mene ...” Han synker. “Jeg mener bestemt, at kjoler er længere. Det der er ... Åh, hvor er det nu, jeg har set sådan en før?” Han banker sig på underlæben med to fingre. Vi venter. Mors hænder hopper i skødet på hende. Jeg ser på Morfar. Se mig i øjnene, når jeg taler til dig! Han holder en finger i vejret. 138
“Nåh ja, nu kan jeg huske det ... På en luder, det er rigtigt.” Blodet trækker i en cirkel væk fra min næse og ud mod ørene. Jeg knytter hænderne. Prøver ikke at bekæmpe raseriet, der kommer buldrende omme fra baghovedet. Nu må det være nok. Det her kan ikke blive ved. Det kan det simpelthen ikke. Jeg trækker vejret dybt. Min mund bevæger sig, og jeg lader den. “Nåh, hende, der besøger dig hver onsdag, eller hende, der kommer om søndagen?” Ordene overrasker mig. Var værre end jeg troede, men nu er de ude. Det føles uvirkeligt. Mor stirrer på mig med hænderne knyttet foran brystet. “Marie!” skingrer hun. Morfars mund er åben, og han ser på mig. Noget bliver tændt bag hans øjne, og han bliver rød i hovedet. Han pruster. Så begynder han at rejse sig. Huden bevæger sig i krogene, hans store krop bølger, og hans hænder griber om sengekanten. “Far, du skal ikke ...” Mor tager fat i hans skulder. “Blodtrykket!” Hendes stemme er panisk. Morfar ser på mig. “TØJTE!” brøler han. Han svinger benet ud over sengekanten. Stivner. Tager sig til hjertet. Mor skriger. Morfar falder tilbage i sengen. Hans ansigt krøller sig sammen. Som en avis i hænderne på et barn. Mor hiver panisk i snoren ved sengekanten. “Marie!” skriger hun. Jeg vender ryggen til Morfar og mærker mig selv gå. Jeg tramper ud ad hospitalets døre, og på én gang er det hele uvirkeligt og meget virkeligt. Mine læber er 139
klemt sammen. Jeg knytter hænderne, og mine arme dirrer. Jeg hiver telefonen op af tasken. “Er du hjemme, og er du alene?” “Ja.” “Må jeg komme?” “Altid.” Jeg løber fra stationen og hjem til Caspar. Jeg støtter mig til husmuren og trækker vejret hurtigt. Må have pulsen ned igen. Jeg ser mig om. Der er ingen i nærheden. Jeg stikker hånden op under kjolen og trækker mine trusser af. Stopper dem i tasken og banker på. Jeg kan høre hans skridt. Han åbner døren, og han når kun at åbne munden, før jeg rammer ham. Min krop møder hans hårdere, end jeg havde troet. Jeg slynger armene om hans nakke og presser hans ansigt ned mod mit. Jeg sluger ham, og det tager ham kun få sekunder at forstå. Så lægger han armene om mig og besvarer mit kys. Jeg slynger det ene ben om ham. Holder hans krop helt tæt til min. Jeg kan høre mig selv. Han presser mig op mod døren, så den lukker. Jeg kan mærke det i ryggen. Høre det. Han tager fat om låret. Om ballen. Hans hånd glider op under kjolen og hans langfinger strejfer mit nøgne køn. Han gisper. Tager fat om mit andet ben og løfter mig op på sine hofter. Presser mig mod døren. Kysser min hals. Jeg stønner til loftet. Klemmer om hans hofter, da han slipper mig for at trække bukserne ned. Jeg mærker ham mod ballen. Langs skamlæberne. Hans mund finder min, og hans finger finder mig. Han er forsigtig. Han er voldsom. Han stønner ind i min mund og jeg presser ham ind mod 140
mig. Forsøger at kravle ind i ham. Han tager fat om mine baller. Løfter mig lidt til venstre. Føler sig frem. Trænger ind og skubber alt andet ud.
141
1996 Jeg er på stranden med mormor og Morfar. Jeg står på hænder under vandet. Har lige lært det. Jeg lukker øjnene og dykker. Sætter hænderne mod bundens sand, der føles tørt, selvom det er under vand. Jeg strækker fingrene og skubber benene i vejret. De bryder gennem vandoverfladen og stritter som to flagstænger op i luften. En bølge skubber til mig. Jeg mister balancen. Falder. Mine ben hamrer ind i noget hårdt. Jeg får vand i næsen og pruster for at få det ud. Snot og havvand sprutter ud af min næse. Jeg klør mig i øjnene. Morfar holder sig til hovedet. Mormor går hen imod ham. “Kom du noget til?” spørger hun. Morfar slipper sit hoved og skubber mormor væk. Hårdt. Med begge hænder på hendes bryst. Mormor falder. Hun kan ikke lide at have hovedet under vand. Hun falder og forsvinder. Jeg trækker ikke vejret. Mormor kommer op igen. Gisper. Hendes krøller hænger slapt ned over ansigtet, og makeuppen glider i strømme ned ad kinderne. Morfar går. Kæmper sig gennem vandet. Jeg ser mormors øjne. De svømmer. Dumme lille Marie
142
Mor smækker hoveddøren efter sig. Jeg går ud i køkkenet til hende. “Hej mor.” Jeg skifter vægten fra ben til ben. Hun går forbi mig. “Hvordan går det med Morfar?” Jeg lyder som om, han bare har fået en hudafskrabning, ikke som om, han muligvis er død. Mor svarer ikke. Hun roder rundt i sin taske. Det føles som om, jeg har slugt noget koldt. “Mor? Er der noget galt?” Denne gang lyder jeg mere urolig. Det er mærkeligt, at man kan miste herredømmet over sin egen stemme. Blive overrasket over, hvad der kommer ud. Hun smider tasken på gulvet, snurrer rundt og ser på mig med store øjne. “Om der er noget galt?” råber hun. “Hvordan det går med Morfar?” Hendes stemme er skinger. Jeg bakker et skridt. “Hvad ...” Jeg når ikke at sige mere. Mor råber og tager et skridt hen mod mig. Jeg bakker igen. 143
“Du får din vilje, Marie. Du slår ham ihjel! Er du så tilfreds?!” Jeg stirrer på hende. Han er ikke død, så meget er sikkert, men ... “Giver du mig skylden?” Det brænder bag mine øjne. Mor lægger armene over kors og kniber øjnene sammen. “Jeg fatter ikke, hvordan du kunne finde på at tale sådan til ham, Marie. Det fatter jeg bare ikke.” “Det var sgu da ham, der kaldte mig for en luder!” Jeg råber, og mor spjætter. “Du har ingen ret til ...” Hendes stemme skælver. “Ingen ret til hvad, mor?!” råber jeg. “Du taler til folk, som det passer dig. Du opfører dig som en forkælet lille ... lille ...” Hun slår ud med hånden. “Sig det bare mor, en forkælet lille luder!” Mor snapper efter vejret og lægger hånden mod halsen. “Årh, hold nu op,” siger jeg. “Det er jo det, du tænker. Det er det, I begge to tænker. Han har indoktrineret dig, mor. Han har ... Han ...” Jeg løber tør for ord og stamper i gulvet. “Hvorfor kan du ikke se det?!” “Sådan kan du ikke tale til mig. Jeg er din mor!” “Ja! Du er min mor! Du skulle være på min side. Du skulle ... Du burde gøre noget!” Hun stirrer på mig med store øjne, så snøfter hun, og hendes ansigt bliver hårdt. “Så nu er jeg også en dårlig mor?” Hendes stemme er kold. Jeg kan høre Morfar i den. Noget punkterer inde i mig, og jeg kan mærke vreden sive ud af mig som røg. “Hold nu op, mor, det er jo ikke ...” 144
Hun drejer om på hælene og løber ind på sit værelse. Hun smækker døren hårdt bag sig. Jeg stirrer efter hende. “Jamen,” mumler jeg svagt. Jeg banker på hendes dør. “Mor? Vil du ikke nok ...” Jeg går i stå. Vil du ikke nok, hvad? Hvor var din mor? Jeg stirrer på døren og på stilheden. Hvor var du? Min mave bliver til hundrede regnorme, der vrider sig. Mor? Jeg lukker øjnene og lægger en hånd over dem. Så går jeg ud efter mine sko og lukker døren til Morfars hus. Jeg banker på hos Ulla. Jeg må snakke med nogen. Hun åbner ikke med det samme, og jeg kan høre musik bag døren. Hun åbner kun døren på klem og ser ud. “Marie? Øh, nu er ikke så godt.” Hun har mere makeup på, end hun plejer, og gemmer sig halvt bag døren, men jeg kan se en kort kjole. Mine kinder er følelsesløse. “Jeg kommer bare for at hente hundene. Jeg ville gå en tur ... Hvis det passer ind?” “Åh ...” Ulla åbner døren lidt mere. “Jamen, selvfølgelig, det var sødt af dig.” Hun stikker to fingre i munden og pifter. Det klikker på gulvet, da hundene kommer farende. “Kunne du nøjes med bare at lukke dem om i haven, når du kommer tilbage?” Jeg nikker og tager imod hundesnorene. Ulla slipper dem ikke, og jeg ser på hende. “Marie, er du okay?” Jeg nikker. Kæmper et smil på plads. 145
“Ja, ja, jeg trænger bare til lidt luft ... Nyd du nu bare din date!” Jeg blinker til hende, og hun rødmer. “Det gør jeg allerede.” Jeg smiler og klipser snorene fast i først Hannibals, derefter Oscars halsbånd. De slikker mine hænder imens. Jeg begynder at gå ud ad indkørslen. “Du, Marie?” råber Ulla efter mig, og jeg vender mig. Hun har åbnet døren helt, og det røde hår brænder over den korte kjole og de sylespidse stiletter. Jeg nikker og lægger hovedet på skrå i en spørgende gestus. “Kom forbi og spis pizza i morgen.” “Okay,” svarer jeg og går videre. Jeg hører først døren blive lukket, da jeg er nået om hjørnet. Jeg går ned på legepladsen med hundene og kaster med pinde på fodboldbanen. Hundene tonser rundt efter hinanden og pinden, og jeg mærker mine mundvige glide op. Jeg klapper i hænderne og forsøger at fange Hannibal. Oscar gør lykkeligt, og vi jagter den store hund sammen. Hundenes logrende haler rører på noget i mig og løsner noget op. Jeg kan mærke smilet som små trækninger i ansigtet, inden jeg giver efter og lader latteren komme. Jeg snubler over mine egne ben og griner, mens Oscar slikker mig på kinden. Det dunker i mit knæ, men min mave er varm, og mine kinder er våde af hundesavl. “Så, drenge, det må være nok.” Jeg klapper Hannibal og klipser snorene fast i halsbåndene igen. Jeg vandrer planløst rundt med de to hunde luntende på hver sin side af mig. Som to brune bodyguards. 146
Uden helt at have planlagt det, ender jeg ved kirken. Det hvide tårn stirrer ned på mig. Smilet falmer, og en sær form for savn breder sig. Tynger mig. “Skal vi gå derind?” hvisker jeg til Oscar, der ser op på mig med løftede ører. Jeg binder hundene til en bænk ved siden af gitteret ind til kirkegården og lover dem, at jeg snart er tilbage. Så går jeg ind på de smalle stier og lytter til gruset, der knager under mig. Jeg finder gravstenen og sætter mig på hug foran den. “Hej far,” mumler jeg og giver stenen et blidt klap. “Den er helt gal med mor nu.” Stenen stirrer tilbage på mig, og jeg stikker en finger ind i M’et og følger skriften. “Hun har brug for dig. Eller for mig ... Eller for noget ... Det har jeg også. Jeg ved ikke ...” Jeg synker og lytter til en solsort. “Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op ...” Jeg ser på datoerne, og det går op for mig, at jeg er ældre end min far nu. Flere år faktisk. Han ville ikke ane, hvad han skulle stille op. Hvad jeg skulle stille op. Han vidste ikke engang, at jeg eksisterede. Mor opdagede det ikke før før det var for sent Jeg bliver stående længe og ser på stenen, inden jeg går tilbage til mine bodyguards. “Vi må hellere komme hjemad ...” Mor er kørt igen. Jeg ligger på sengen og savner Spanien. Jeg savner mormor. Savner varmen. Duften. Jeg stirrer ind i savsmuldstapetet og finder mønstre. En flodhest og et træ. Jeg tager mobilen frem og ringer til mormor. 147
“Hola Marie, como estás?” “Hej mormor.” Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Ved ikke, hvorfor jeg ringede. “Er du okay?” spørger mormor. “Ja, ja, selvfølgelig. Jeg ville bare sige hej ... Høre, hvordan det gik ...” Jeg forsøger at lyde glad, men kan selv høre, at det ikke går godt. “Jamen, det går fint. Miguel var forbi i sidste uge. Han spurgte efter dig.” Mit hjerte stopper, og min mave knuger sig sammen. “Hvad sagde du til ham?” hvisker jeg. “At din morfar var syg, og at du var taget til Danmark for at være hos ham.” “Godt.” Min mave løsner sig langsomt. Jeg kan høre en fugl i baggrunden hos mormor. Høj og gennemtrængende. Måske en papegøje. “Hvordan går det med ham?” Hendes stemme er stille. “Det ... Der var komplikationer ...” Jeg krummer tæer. “Men han har det bedre nu.” Jeg fortæller ikke mormor, at jeg ikke aner, hvordan Morfar har det nu. “Okay.” Der er stille længe. Jeg stirrer ind i væggen og føler mig lille. “Mormor?” “Ja?” “Jeg savner dig, jeg ... Jeg vil gerne hjem.” “Søde lille Marie. Jeg savner også dig.” Jeg kan høre i hendes stemme, at hun smiler. “Du kommer snart hjem igen. Men du bliver nødt til 148
at blive til ... Til at blive til ...” Hendes stemme ebber ud, og det eneste, jeg hører, er en fugl, der synger hundreder af kilometer borte. “Jeg ved det godt,” svarer jeg. “Jeg bliver nødt til at løbe nu, men ... Hils din mor fra mig, ikke?” “Jo, og hils Jesus.” “Selvfølgelig. Jeg er sikker på, at jeg også skulle hilse fra ham. Vi ses snart, Marie.” “Ja. Vi ses snart.”
149