[et cetera] magazine - Oktober 2016 by THRANE MEDIA

Ditte og Louise

DIRCH

GUTTERNE PÃ&#x2026; KUTTERNE

SZHIRLEY

THOMAS WARBERG

ANNONCE

Årets kohøst i MENY ——————

æblekage med brombær og mandler Personer: 8. Tid: 45 min. Energi pr. person: 1182KJ/282Kcal. Næringsindhold pr. 100 g: Protein: 4,3 g. Kulhydrat: 32,9 g. Fedt: 11,7 g

75 g blødt smør + ekstra til formen. 125 g sukker. 1 tsk vaniljesukker. 2 æg. 150 g creme fraiche 18%. 175 g hvedemel. 1 tsk bagepulver. 2 æbler. 125 g brombær. 100 g mandler. Flormelis til drys.

Rør smør, sukker og vanilje sammen og pisk æggen i et ad gangen. Tilsæt creme fraiche og vend mel og bagepulver i dejen. Kom dejen i en smurt tærteform. Skræl æblerne og skær dem i tynde både.

Fordel dem i dejen og kom derefter brombær over. Tryk dem let ned i dejen blandt æblerne. Drys med grofthakkede mandler og bag kagen i ca. 30 min. ved 180°C. Lad kagen køle af og drys med lidt flormelis.

Martin madarbejder i MENY

en rigtigen i r e n e r Pæ . Bag d til t g u r f s r efterå snit den fint , tærter, er kog den med ll . salater e laver simremad når du

ØKOLOGISKE PÆRER ØKOLOGISKE ÆBLER

Nu plukker vi økoglæden De økologiske frugttræer har båret sprøde æbler og søde pærer, som vi har høstet til Frugt og Grønt afdelingen i MENY. Det er sæson for duftende tærter, gammeldags æblekage og et væld af forskellige sorter, der sørger for et smagsunivers og gør efteråret til noget helt særligt.

Vil du have mere inspiration, tilmeld dig vores nyhedsbrev på meny.dk

Hver sort har sine særlige egenskaber og kendetegn, og vores madarbejdere kan selvfølgelig hjælpe dig med at finde de rigtige frugter til dine opskrifter og dine smagsløg. Skal du bruge æblet i mad eller bagværk? Så vælg et, der er fast og syrligt. Skal det spises, som det er, skal du finde et, der er sødt, aromatisk og saftigt for den bedste spiseoplevelse. Vi hjælper dig hele vejen, for vi elsker frugt og grønt.

[INDHOLD]

[84]

[08]

[20]

MUSICALS I FREDERICIA · 08

Londons West End har fået dansk konkurrance. I Prinsessegade i Fredericia er teateret i fuld gang med at revolutionere musical-genren og sætte nye globale standarder. Vi har besøgt teateret, der netop har haft premiere på ”Klokkeren fra Notre Dame”.

GUTTERNE PÅ KUTTERNE · 22

De er noget helt for sig selv, når de står der på dækket, som en rest af datidens store danske fiskerierhverv. De er stolte repræsentanter for faget, når de toner frem på skærmen i tusinder af hjem. Vi har været på Thorup Strand for at finde ud af, hvad det er, alle taler om.

DITTE & LOUISE · 42

De er stærke kvinder - både hver for sig og sammen. Provokerende, ærlige, fandenivoldske og ikke mindst aldeles fuckable, som man siger i Ditte & Louise, der har taget danskerne med storm. Det er blevet til priser og hyldest i mængder, der sjældent er set med danske serier - og nu kører de løs igen, med anden sæson.

ANDREAS BO & TROELS LYBY · 60

DIRCH er teaterversionen af Dirch Passers liv, som har trukket fulde huse både i glassalen, på selvsamme skrå brædder, som Dirch faldt om på - og rundt om i landet. I hovedrollerne er Andreas Bo & Troels Lyby, som vi mødte til en samtale om humor før og nu - plus det løse.

SZHIRLEY - MAILKORRESPONDANCE · 72

Hun er aktuel med albummet ’Timeglas’, der handler om tid - den man skulle have brugt anderledes, det man alligevel nåede, den der var særlig og den der pludselig er gået. Hun er sangerinde, blogger, mor til to drenge og fuld af skaberkraft… Vi har sendt hende en mail.

[ 4 ]

INDHOLD

04 Leder 08 Klokkeren fra Notre Dame 16 Søren Møller 20 Sebastian Dorset 22 Gutterne på kutterne 30 Oplevelser 32 Cathrineholm 36 Koks køkken 42 Ditte & Louise 50 Gry Rambush 54 Laust Sonne 60 DIRCH 68 Mor med mere 72 Szhirley 80 Øjenvidnet 9/11 84 Suzanne Bjerrehuus 86 Bemærkelsesværdigt 88 Lisa Kir Aybike 90 Thomas Warberg 94 Klummen: At skabe sig

CATHRINEHOLM

HÅNDLAVEDE SKÅLE MED NOSTALGI Stripes Collection er designet af den internationalt anerkendte emaljekunstner, Grete Prytz Kittelsen, som samarbejdede med det norske jernværk Cathrineholm gennem 1950erne og 60erne. Skålene er håndlavede, hvilket gør hver enkel skål helt unik. Forhandles i din lokale Imerco eller på imerco.dk Priser fra 199,95 [ 5 ]

[LEDER]

Velkommen til [et cetera] Du sidder med Danmarks nyeste gratis-magasin i hænderne. Hvis du på forhånd har den holdning, at der er mere end nok af ”den slags”, vil vi påstå, at vi er en anden slags. Vi er ikke et gratis-magasin med sponsorerede artikler om, hvordan man renser tagrender eller hvilket kødben din hund har det bedst med - uden at der er noget forkert i det. Især ikke for din hund. Vi vil bare en anden vej... Vi satser dog istedet på dybde og ord fra gode folk og gode steder. Vi er et positivt medie - måske endda Danmarks eneste positive medie, når vi ser os omkring...? Vi skriver om folk, der har noget på hjerte. Ting, der kan forandre verden - eller måske bare påvirke den... eller dig. Vi vil skrive om kultur, når den er ord værd. Vi vil portrættere kendte mennesker, hvis de er kendte for noget, der er af værdi. Og vi vil sætte spot på folk der er ukendte, men burde være kendte - fordi de gør en forskel. Derfor er er vi ikke en af ”den slags”. Ikke med vilje i hvert fald. [ET CETERA] MAGAZINE mødtes for første gang med et trykkeri i 2011, som et regionalt magasin i Nordjylland. Her i 2016 er vi blevet del af mediehuset Dansk Handelsblad i Århus, der fra og med dette nummer gør magasinet landsdækkende. Vi har indledt et samarbejde med foreløbig MENY og IMERCO, hvor du fremover vil kunne finde magasinet på disken, som et gratis tilbud til kunderne. Vi er lykkelige for den udvikling - og det samarbejde, da de kæder har fantastiske kunder, som vi glæder os til at skrive til. I dette nummer kommer vi vidt omkring. Vi besøger Gutterne på Kutterne på Thorup Strand, som viser sig at være meget mere end realityTV. Vi går bag scenen på den succes, som Fredericia Teater har fået med satningen på musicals - og hører, hvorfor de mener scenekunstens prissætning styres af et elitært parnas. Vi har mødt Ditte & Louise bag successen, der bærer deres egne fornavne - og hører, at det slet ikke er tilfældigt. Vi møder Nat Russel, der stod på et tag i New York den 9. September 2001, da verden med to slag blev en anden. Andreas Bo og Troels Lyby står på scenen som Kellerdirk og tænker over morskabens udvikling - mens Laust Sonne, der sidder bag trommerne i D-A-D nu går i front, helt som sig selv. Thomas Warberg ”trækker standarden voldsomt ned”, mener Mads fra Nivå - og den slags ytringer er der kommet et stand-up show ud af. Szhirley har indsat et Z i sit fornavn, fordi det skulle bringe lykke. Lisa Aybike er stadig frue i Hollywood. Vi tager på indkøb med Morten Kok Nielsen i jagten på toppen af hverdagsmad - og så er Gry Rambusch vred på børnenes vegne, Suzanne Bjerrehuus danser dårligt med Europol, Sebastian Dorset fabulerer over ligeløn - og der er tips til oplevelser og ønskesedler... Som skrevet, ikke en af ”den slags”... Velkommen til og god læselyst! Jeppe Søe, ansv. redaktør [ET CETERA] MAGAZINE

Ansv. redaktør: Jeppe Søe ( jeppe@1cetera.dk ) ∙ Medredaktør: Pia Møller Søe ( pia@1cetera.dk ) ∙ Design & layout: Lotte Sørensen (dtp@1cetera.dk) Annoncesalg: Jannie Christensen (jc@dhblad.dk - tlf: 40 87 05 15) ∙ Redaktion: 70 22 30 13 ( red@1cetera.dk ) Hjemmeside: www.1cetera.dk ∙ Facebook: www.facebook.com/byens.magasin ∙ Email: info@1cetera.dk Dansk Handelsblad A/S tager, som ansvarlig udgiver, forbehold for trykfejl eller ændringer af de begivenheder, der er nævnt i magasinet. Artikler, billeder og annoncer må ikke benyttes uden skriftlig tilladelse. Historer kan citeres, med henvisning til hjemmesiden www.1cetera.dk. Alle artikler er redaktionelt produceret efter almindelige regler for god presseskik - uafhængigt af annoncekroner. Artikler, der er betalt af annoncører, er altid markeret med “annonce”. ANNONCERING: www.etcetera-magazine.dk/mediekatalog Oplag 50.000 - distribueres gennem MENY og IMERCO - kontrolleres af Danske Mediers Oplagskontrol

Fredericia Teaters største tekniske produktion nogensinde!

SKANDINAVIENSPREMIERE Fredericia Teater 14. oktober 2016 Det Kongelige Teater GAMLE SCENE fra 23. juni 2017

klokkerenfranotredame.dk

Frarådes børn under 7 år

GESTIK OG GENLYD, Disney på dansk

ALT DET HÆSLIGE HAR EN LYD. HAN FALDER BRAT I ET USKØNT KNÆFALD FOR ET EVIGT DILEMMA, OG HAN ELSKER MÅSKE INGEN – ALLERHØJEST SIG SELV. ALLIGEVEL FLAKSER HUN RUNDT I HANS INDRE, SOM EN PÅMINDELSE OM ALT DET, MAN ALDRIG KAN EJE. DEN EGENTLIGE SKØNHED VISER SIG KUN FOR DEN, DER VIRKELIG KAN SE DEN. OG MÅSKE VOKSER MOD PÅ TRODS. HVORDAN LYDER DET? [ 8 ]

[ 9 ]

[FREDERICIA TEATER]

Klokkeren fra Notre Dame - historien om den vanskabte Quasimodo, der gemmer sig – forvist - i katedralen Notre Dame, i et forsøg på at skåne både sig selv og sine omgivelser for den uskønne virkelighed. Her lever han som klokker af den ondsindede ærkediakon Frollos nåde. Han, Frollo, har viet sit liv til Gud – og hans begær efter den smukke sigøjnerkvinde Esmaralda synes at eje ham – akkurat som han ønsker at eje hende. Esmaralda søger tilflugt i Notre Dame og mødet mellem Quasimodo og Esmaralda bliver skæbnesvangert. Den uskønne klokker besidder mod og mandshjerte, der i den grad tåler dagens lys – og måske kan magien bære alt det onde, og hjælpe kærligheden med at sejre. Og hvis ikke må det være sådan, at døden alligevel giver mest mening. På syvende række er det her måske historien om en mand og en kvinde og al den afstand, der findes i det ydre. Måske er det fortællingen om kærligheden, der overvinder det meste - og på en anden række længere tilbage i salen, er det måske eventyret, der får nyt liv; den sære klokker, der i det

ydre er hæslig og i det indre besidder en verden af skønhed. Magien er i alting – og det den vil os, er det vi ser. Vi læner os tilbage i mørket og lader forestillingen begynde. Vi går hjem – i virkeligheden med hver vores historie, men vi var fælles om mødet. Og en helt anden dag, et helt andet sted, bliver forestillingen måske til en snak om alt det, vi taler for lidt om; det er det, teatret kan. I mødet mellem mennesker og i det nærvær formen repræsenterer opstår en historie, vi selv ejer. Eventyret fortæller om døden og livet. Om dilemmaerne og drømmene, skarpt trukket op og forfinet i udtrykket, og historiens funktionalitet kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved. Selv flere hundrede år gamle romaner har endnu en pointe – og grundlæggende fortvivles mennesker. De begærer, forråder, elsker og udvikler sig som hinandens forudsætning. Det er det samme, der driver os – og derfor taler eventyret ind i vores virkelighed, på en måde der bliver mærkbar. Og så taler vi sammen. Vi taler med vores børn om dilemmaet. Om det

[ 10 ]

[FREDERICIA TEATER]

med at være anderledes – og vi ser i et øjeblik det menneske, vi havde stirret os blind på. Vi forestiller os alt muligt – og så bliver det det. Kunsten er lykkedes. Og hvergang ’Klokkeren fra Notre Dame´ går i gang – når Frollo har iført sig sin kulsorte kappe, når Quasimodo står klar ved sin klokke og når Esmaralda, sigøjnerdanserinden, sætter en fod i jorden for det hun tror på – så går tæppet til en fuldstændig altomsluttende, yndig, ubarmhjertig og alligevel livsbekræftende opsætning af en historie, der har sit udspring i en næsten 200 år gammel roman – og den vil os noget. Fredericia Teaters udgave af ’Klokkeren fra Notre Dame’ er et samarbejde med Disney, men forestillings kunstneriske udtryk er også stærkt inspireret af Victor Hugos roman fra 1831, den, der er forlægget for Disney-klassikeren og altså den oprindelige historie. De to ting tilsammen bliver til et tredje udtryk, der er solidt og smukt omsluttet af sange, ka-

rakterer og et eventyrlig univers, som vi med det samme genkender som Disney-magien. Mads M. Nielsen, der i 2011 modtog en Reumert for sin rolle i ’Udslet Hornsleth’ er uddannet skuespiller fra Aarhus Teater, og som er tredjegenerationsskuespiller – og instruktør - med fagets indbyggede præmis omkring forestillingsevne og indlevelse som et næsten genetisk betinget livsvilkår – er den skuespiller, der besindigt og med ondskaben indlejret i blik og bevægelser spiller Frollo. ”Jeg synes jeg manglede at spille skurk, så det glæder mig meget, at jeg nu får lejlighed til det. Og selvom det ikke udtalt er Disneys filmatisering vi arbejder ud fra, så har jeg da hentet hilsner fra den til rollen som Frollo. Jeg har eksempelvis taget hans hænder – den måde han bruger sine hænder på i filmen, det gør jeg også i min udgave på scenen,” fortæller han.

[ 11 ]

[FREDERICIA TEATER]

Det betyder noget. Hænderne. Musicalens præmis er en historie der rummer langt flere lag end det konventionelle teater – kroppen får sit eget sprog – gestikken bliver antydningen af en egenskab og så er der lyden af det hele. Melodien, der bliver et stærkt, følt lag af historien. Sangen, der med mellemrum gør ord overflødige og gestikken, der siger alt. Lynne Kurdziel Formato, der har mere end 30 års erfaring som instruktør og koreograf og tilknyttet Elon University som underviser i performing arts, er forestillings koreograf. Det er femte gang hun arbejder med en Disney produktion – og ofte har hun både haft instruktør- og koreograf-rollen, men den her gang er hun udelukkende engageret som koreograf, og det har givet hende mulighed for at arbejde dedikeret med kropssproget og det visuelle udtryk på en anden måde – og i forhold til at forene instruktørens idéer med den tekniske leders og så hendes ret væsentlige bidrag til historien. ”Man kan tale sammen i en bevægelse. Det visuelle har sit eget sprog, og det er spændende at formidle en del af en historie i en bevægelse eller en dans. Jeg nyder, at fokusere på koreografien og det er spændende, når man, som på den her produktion, skal have virkelig meget teknik - billeder på LEDskærmene - fusioneret med instruktørens arbejde, skuespillernes timing, min koreografi og musikken,” siger hun. Klokkeren fra Notre Dame har en scenografi der består af 230 kvadratmeter LED-skærme. Og det er mageløst hvordan pixelpoesien virker. Alt står lyslevende og man føler sig overbevisende hensat til en gotisk katedral og Paris’ gader på en anden tid. Mere end 27.000.000 pixels danner tilsammen en levende kulisse, der giver teaterrummet en fuldstændig overvældende dimension og omslutter publikum. I den scenografi optræder hele det store hold af skuespillere og flere hundrede mennesker har undervejs været involveret i processen. Samarbejdet med Disney betyder, at kostumer, scenografi og koreografi er godkendt af og Disney – og selvom det er hvad Søren Møller, teatrets kunstneriske leder kalder et ”bundet mandat”, er forestillingen og arbejdet i den grad bygget på en stor indbyrdes tillid mellem Disney og teatrets crew. #Det er vores version af deres version”, siger teaterdirektøren. ”Disney er stolte af deres arbejde – og de forventer og kræver, at man behandler deres produkt ordentligt,” fortæller Lynne Kurdziel Formato. Alt skal godkendes af Disney, og selvom man har vide rammer at arbejde indenfor, skal man være omhyggelig og gøre sig umage.

[ 13 ]

[ foto: SÃ&#x2DC;REN MALMROSE ]

[FREDERICIA TEATER] Disney er en del af de fleste menneskers begrebsverden – og der findes næppe et barn i den moderne verden, der ikke har mærket magien. I sig selv et væsentligt kvalitetsstempel – og en indikation af, at man godt kan forvente sig meget af forestillingen på Fredericia Teater. Samarbejdet med Disney udspringer af teaterchef Søren Møllers, internationalt anerkendte arbejde med musicals og talentudvikling i genren, og det er altså ikke tilfældigt, at Disney-koncernen har tilbudt teatret i Fredericia at arbejde med det manuskript, men et udtryk for anerkendelse af det, teatret formår. Det er tredje gang Fredericia Teater sætter en Disney produktion op, og både Aladdin og Den Lille Havfrue, var store succeser, der trak mere end 200.000 mennesker i teatret. Kærligheden til musicals giver genlyd på gangene under scenen her på teatret. Fredericia Teater, og Søren Møller er verdenskendte for deres tilgang til genren. Og måske ser man for sit indre blik netstrømpeklæde kvinder danse til lyden af højstemt sang og forestiller sig abrupte overgange til en – alt for – iscenesat dialog. Og så tager man fejl! ”Musical er den mest inkluderende kunstform – og det er sært og synd, at musicals traditionelt har været en nedprioriteret teaterform, for det kan noget særligt. Musik er en del af vores livs lyd. Vi har alle sammen et soundtrack til tilværelsen, og musikken taler ind i vores følelser, ” siger Lynne Kurdziel Formato. Musicals bliver derfor en meget stærk form for teater, hvor man bliver ramt i følelserne og underbevidstheden af sangene. Du kan virkelig tale til fantasien i en musical – også selvom du beskæftiger dig med noget der er meget tro mod virkeligheden og historien, fordi vi hører og føler tingene i vores egen stemning. Og det ekskluderer jo ikke teatrets grundlag; musikalsk teater favner det hele; spillet, sangen, bevægelsen og kostumerne.” De bevæger sig og det bevæger os. Uden at vi helt ved hvordan eller hvorfor, forstår vi Esmaraldas frygt og Quasimodos sorg. Vi kan se, at Frollo har ondt i sinde – men hvor sidder ondskab og frygt? Og hvordan danser man det? Lynne Kurdziel Formato ved det. Hun arbejder sig metodisk ind i melodierne – og så har hun små mennesker inden i sig, der gør sig til. De danser euforien og det første møde, og hun ser det for sig. Hun noterer i kolonnevis og til sidst har hun et forlæg til skuespillerne; ”Jeg researcher på historien. Sætter mig ind i tiden og laver et formsprog, der passer til historien. Så begynder jeg at arbejde metodisk med melodierne og sangen. Jeg kigger på de forskellige følelser; hvor sidder frygt, hvor sidder forelskelse og så laver jeg en systematisk gennemgang af de enkelte numre. Deler dem op i små bidder, og så noterer og komponerer jeg dans og bevægelse til det. Til sidst laver man et diagram – ligesom i fodbold – over dansene, og så introduceres de til skuespillerne,” fortæller Lynne Kurdziel Formato.

helt særlig langsom og ildevarslende ro, der siger mere end tusinde ord; ”Frollo bevæger sig langsomt – overvågende som et dyr. Han danser ikke rundt på scenen, men hans bevægelser udtrykker alligevel en stærk følelse,” fortæller Mads M. Nielsen. Der er jo meget udtalt i fysikken.” Mads M. Nielsen har gået til sangundervisning et halvt år forud for prøvestart. Han har kvittet cigaretterne for at kunne præstere maksimalt, og så har han sat sig ned for at finde paralleller mellem sig selv og Frollo. Og han er ikke hverken diakon eller særligt ondskabsfuld, men han kender til det at begære en kvinde. Og han kender også fornemmelsen af afvisning; ”Jeg skal bruge mig selv i min fortolkning af karakteren, og derfor leder jeg efter det, jeg genkender. Frollo er en menneske, der har lovet sig selv, at Gud er det vigtigste, men så kommer kvinden og fortryller ham. Og afviser ham. Jeg genkender ikke det hele, men jeg kender jo godt fornemmesen af, at man har opbygget et billede af sig selv – og så bliver det billede afvist af en anden. Den følelse bruger jeg, når jeg skal finde ind til min udgave af Frollo – og på den måde bliver det følt, ”fortæller han. Mads M. Nielsen står på scenen for at fortælle os den historie. Om manden og hans betagelse af kvinden. Konflikten mellem to liv. Valget. Han står der for at fortælle os historier i det hele taget – og i håb om at give os stof til eftertanke. Det er derfor, man bliver skuespiller, siger han. Man vil både ses og høres og mærkes. Ellers står man der ikke. Hans eget forhold til lige den her historie rækker langt ind i hans egen barndom. Han husker den som noget særligt, fordi den både var og er det. Og nu giver han selv historien liv. I det øjeblik I mødes i teaterrummet. Det er forudsætningen, at man er tilstede. ”Teater er efterhånden den eneste kunstart, hvor øjeblikket er afgørende. Publikum er der imens kunsten udvikler sig – og de kan selv påvirke rummet med deres tilstedeværelse. Deres nærvær og reaktion er en del af det, og på den måde bliver det en stærk, fælles oplevelse, siger han.

Enhver der har det ønske, at træde ind i rummet og den oplevelse, har muligheden. Klokkeren spiller på Fredericia Teater frem til 27.november og kan herefter opleves på Det kongelige Teater, hvor forestillingen har premiere 23. juni 2017. Anbefales fra 7 år.

Det er meget teknik forbundet med koreografien af en musical – ikke mindst når den er lagt an på så stor en teknisk baggrund som ’Klokkeren fra Notre Dame’. Der er meget timing og teknik, og det kun mere udfordrende at arbejde i det lag, der koreograferer følelser. Frollo er så ond, at han slet ikke har dansen i sig måske – men så har han noget andet; en [ 14 ]

[FREDERICIA TEATER]

[ 15 ]

[ foto: ULRIK SAMSÃ&#x2DC;E FIGEN ]

EJ BLOT TIL LYST HAN ER IKKE EN DEL AF KULTURPARNASSET, MEN EN AF DEM, DER INSISTERER PÅ DET ÅBENLYSE I UDSAGNET, AT FOLKELIGHED OG KUNST ER TÆT FORBUNDET. DET HANDLER HAN PÅ. OG HAN BOR I EN BY, DER PÅ EN ELLER ANDEN MÅDE GIVER GENLYD AF UDSAGNET. I FREDERICIA – HER ER HAN TEATERCHEF PÅ FREDERICIA TEATER. SØREN MØLLER ER MED TIL AT SKABE MUSICALS, DER KAN HØRES UDE I VERDEN. [ 16 ]

[SØREN MØLLER]

Søren Møller er konservatorieuddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium, har læst dramaturgi på Aarhus universitet og har desuden en treårig uddannelse fra Complete Vocal Institute. Han har det, og så har han mere end 15 års erfaring i teaterverden – og begge dele har lært ham, at teatret skal være en levende, vedkommende kunst, der ikke taler bagstræberisk ind i fortiden - men fungerer bedst, når det er virkelig relevant. Han er teaterchef på Fredericia Teater, rektor på Det Danske Musicalakademi, en del af Uterus, et udviklingscenter for musicals, og internationalt anekendt for sit arbejde med en genre, der per tradition ikke anerkendes på helt lige fod med det konventionelle teater. Der er ikke nogen selvstændig kategori til Reumertuddelingen, som ellers kalder sig ”scenekunstens pris”. Det synes Søren er besynderligt. Hvordan kan man kalde sig scenekunstens pris, og helt se bort fra den genre, der trækker publikum i teateret? Så han blev hjemme den dag, de uddelte årets Reumert – han brugte tiden på at udvikle nye musicals og sendte via pressen og fraværet et signal, der ikke var til at tage fejl af; ”Det er fordummende, når nogen kalder sig scenekunstens pris, og så ekskluderer den scenekunst, der er mest set af publikum. Det er jo ikke bare min holdning – det KAN man ikke. Det hænger ikke sammen. I alt fald er det så ikke en pris, der afspejler befolkningens syn på scenekunsten,” konstaterer Søren Møller. Og han har vist en pointe. Fredericia Teater, der er et musicalteater, har haft knap så svært ved at fylde stolerækkerne, som teatre i øvrigt. Og deres udviklingsarbejde med genren har givet genlyd ude i verden. Søren Møller og teatret har skabt en kulturel eksportvare, der betyder, at han i dag er formand for Festival of New Musicals Comitee, en komite der på verdensplan årligt udpeger otte musicals, som præsenteres for den samlede branche på en prestigefyldt festival i New York. Han sidder også i bestyrelsen for den Newyorker baserede organisation National Alliance for Musical Theatre – og så har han indgået et samarbejde med Disney, der betyder, at Fredericia Teaters tredje Disney-produktion havde premiere 14. oktober.; ”Jeg kniber mig selv lidt i armen over det, men det er dejligt, at vi er nået dertil. Og jeg har en grundsætning der siger, at der ikke er noget i vores DNA, der gør, at vi ikke – præcis som amerikanerne og englænderne – kan skabe fremtidens forestilling,” siger Søren Møller. ”Vi skal lade janteloven ligge, og så skal vi tro på sagen. Det er jo den tro, viden og arbejdet med talentudvikling der har gjort, at Disney ringer,” siger han.

DISNEY OG FREDERICIA Disney ringede. Og det gør de ellers ikke så tit. Søren Møller havde tidligere taget kontakt til Disney med en idé om at lave en forestilling baseret på tegnefilmsserien Phineas og Ferb, baseret på den tanke, at hvis man kan få drengene i teatret, så vender de tilbage som mænd. Desværre var rettighederne afsat til anden side, men Disney huskede ham – og tilbød ham et år senere at lave Europapremieren på Aladdin som musical. ”De må jo have holdt øje med os. Vi var et teater blandt seks i verden, der fik lov til at lave vores eget bud på Aladdin, inden den skulle på Broadway. Vi fik et færdigt oplæg at arbejde ud fra, og så ville de se, hvordan vi løste den opgave. Vidunderligt! Det var jo et gennembrud for os – og de var så tilfredse, at de siden hen bad os genopsætte ’Den Lille Havfrue’, der allerede havde været på Broadway,” fortæller Søren Møller. Søren Møller, der havde set opsætningen af ’Den Lille Havfrue’ på Broadway og fandt den en lille smule ”plastik-agtig”, ville med Fredericia Teaters udgave genindføre poesien i den historie, som vi i Danmark kender så godt, fordi det er vores. Han skabte en forestilling, der var dedikeret til hele familien; ”Jeg har den grundholdning, at godt familieteater skal være teater, der også er godt teater for de voksne, der har børnene med. Jeg holder altid øje med fædrene, når vi laver familieforestillinger – de er ofte med for børnenes skyld, og kommer de ud med armene over hovedet, er det lykkedes at få gjort forestillingen til en oplevelse for hele familien. Det lykkedes med ’Den Lille Havfrue’ og nu har vi fået endnu en mulighed med ’Klokkeren fra Notre Dame’,” fortæller han. EN MUSICAL KOLONI Byen, Fredericia, er en del af den mulighed. Musicals og teatret er en del af den politiske prioritet her – og for Søren giver det god mening, at det er lige her, de skaber de fine resultater. Byen er blevet et centrum for musikteater – en lille koloni, hvor tingene lader sig gøre. Akademiet, der er etableret i 2000, er et udtryk for den viden og passion og det engagement, der er investeret i genren. De første studenter dimitterede i 2003 og nu har de deres virke på de skrå brædder. Uterus, udviklingscenteret, arbejder på tværs af nationaliteter med udtryksformer og manuskripter, der bliver til fine forestillinger og meget ofte begyndelsen på noget stort. Det er på mange måder et udtryk for hvordan ambitioner og passion smelter sammen med en tidsånd.

[ 17 ]

[SØREN MØLLER]

[ foto: SØREN MALMROSE ]

[ 18 ]

[SØREN MØLLER]

DE KU’ IK’ HA’ GJORT DET I KØBENHAVN

Vi er vokset ind i nødvendigheden. Vi lever ikke længere kun af jorden, vi lever på den, og den dannelse – i ordets bedste betydning – der er i kulturen, bliver en forudsætning for skaberkraften. Fredericia Teater bidrager. De er landets største teater uden for hovedstaden, og det behøver måske ikke være paradoksalt, at en lille by formår noget stort; ”Byen her har mulighed for at holde fokus på idéen og formålet. Der er ikke alt muligt uden om, der forstyrrer billedet,” siger Søren Møller. ”Vi har politisk opbakning og det er en del af byens fokus - det giver os mulighed for at arbejde dedikeret, og det udligner paradokset i, at en forholdsvis lille provinsby kan udrette det, vi gør. Jeg tror ikke man kunne have gjort det samme i København, der er for meget, der påvirker i alle mulige retninger, ” siger han. Og mindes dengang han blev interviewet til TV2-Lorry om teatrets store opsætning af Shu-Bi-Dua The Musical, der solgte mere end 170.000 billetter. Og var en landsdækkende succes. ”Jeg blev behandlet lidt som om jeg var en landbrugsdyr, der kom ind med firetoget – lidt provinsen, lille Fredericia, er kommet til storyen, men man skal huske, at med globaliseringen kan kunst opstå alle steder. Det handler om, hvor der sker noget, der er værd at bemærke, og det er også derfor jeg godt kunne tænke mig en kunststøtteform, der var mere fri af geografi. Det handler ikke om hovedstad kontra provins - men om hvor der sker noget, der fortjener støtte. Der skal stadig sidde nogen, som vurderer. I det system jeg ser for mig, vil vi allesammen nok kun få 80% af det eksisterende - mens de sidste 20% skal gives til steder, hvor der er behov for det - måske i form af samarbejde, så vi får mere kultur for pengene. Dem der administrerer og fordeler skal dog hele tiden udskiftes, så der ikke opstår korslagte arme. Vurderingerne skal være gennemsigtige og bero på nok mennesker til, at man kan tage den værste venskabelige forfordeling ud af spillet, ”siger Søren Møller. STØTTEN RETUR NÅR DET LYKKES

Vi skal være stolte af at leve i et samfund, der støtter kulturen – men vi skal også passe på, at det ikke bliver en ”sovepude”. En undskyldning for at sove lidt i timen, fordi man føler at man har ret til mere end man har pligt til noget. Man skal præstere – ville noget og underholde. Man skal række ud til publikum, og gøre sig umage, når de kigger. Og publikum skal ikke fordele støtten, men tanken om, at man som kulturinstitution

skal levere noget af støtten tilbage, når det viser sig, at man kan stå selv, er Søren Møller helt med på. Fredericia Teater har, på trods af succesen, en negativ egenkapital – og det betyder, at de ikke har råd til at fejle. ”Vi skal ikke sidde og blive en stor, fed pengetank – men jeg godt ønske mig, at man havde en støtteramme, der gav mulighed for, at man kunne prøve nogle ting af,” siger Søren Møller, ” og så synes jeg idéen om, at man skal aflevere pengene tilbage, når tingene lykkes er god. Hvis vi skaber en succes, der giver overskud, så skal vi være villige til at afgive pengene igen – men vi skal have støtte til muligheden.” KLOKKEREN FRA NOTRE DAME

Søren Møller tror på, at Fredericia Teater har skabt endnu en succes med ’Klokkeren fra Notre Dame’. De har arbejdet på forestillingen i et år; bearbejdet manus, lyttet til musikken, bygget og brygget og for tre måneder siden, ”gik det så amok”. Og det med at lave en Disney forestilling er jo et bundet mandat, som man måske godt forestille sig, at man kan ryste lidt i bukserne, når verdens største magi-producent skal godkende alt fra design til kostumer og lyd, men de har selvtillid til det, på Fredericia Teater; ”Vi har en kolossal selvtillid på Fredericia Teater. Vi har et fantastisk hold – altså et VIRKELIG fantastisk hold. De ved hvad de laver og arbejder på en helt anden måde, end man er vant til. Vi er både corporate og hippier på samme tid. Vi har styr på det juridiske og økonomiske - men vi kan også sidde i rundkreds. Helt konkret startede Shu-Bi-Dua the musical ude i en lade, hvor vi sad og spillede shu-bi-dua for hinanden og talte om, hvad vi synes var det fedeste ved shu-bi-dua og hvad vi selv elskede mest. Vi fik øl og mad og hørte musik. Og ud af det kom der en masse, som Mads Æbeløe Nielsen og jeg satte os og sammensatte historien på - og der er INGEN på teateret der ikke kan komme med en god ide. Der er en gensidig respekt for hinanden faglighed samtidig med, at der er en åbenhed. Jeg har fantastiske lyd og lys designere, der ved en helvedes masse om det de laver - men som jo også kan have ideer på andre områder. Mange steder sidder man med korslagte arme og påstår, man ved bedst. Man hyrer en scenograf og så skal det se ud på den måde, og lyset mener det skal se ud på deres måde. Jeg kan godt lide, at alt kan ske. Vi tør godt være i kaos, fordi vi har erfaret, at vi lander smukt til sidst,” konstaterer han.

[ 19 ]

[KLUMME - SEBASTIAN DORSET]

LIGEMÆNDSløn LIGELØN: JEG ER HELT FOR. MAN SKAL HAVE DET SAMME FOR SIT ARBEJDE, UANSET OM MAN ER MAND, KVINDE ELLER EN AF DE 56-57 TING MELLEM YDERPUNKTERNE. ELLER UDENFOR DEM! HVEM ER JEG AT INDSKRÆNKE MULIGHEDERNE! HOVEDPOINTEN ER AT JEG GÅR FULDT IND FOR LIGELØN. JEG HAR ARBEJDET SAMMEN MED KVINDER, DER PÅ ALLE MÅDER FORTJENTE MERE I LØN END MIG, OG FORHÅBENTLIG OGSÅ FIK DET, FORDI DE VAR SÅ PISSESEJE.

Men nu siger jeg bare noget: Der findes ikke mænd, der får 18% mere i løn end kvinder for det samme arbejde. Når nogen påstår det, bliver det jo altid tilbagevist. Det ender altid i en forblommet ”men JEG føler at det er lidt det samme job”, når vi omsider kommer frem til at mænd og kvinder i det samme job, sådan stort set får det samme. Så jeg bliver glad når jeg læser statistikker, der fortæller at mænd og kvinder stort set får det samme for samme jobs. Men jeg gider ikke læse om det For den nedladende, ”det kan selv en neandertalermand som dig vel forstå”-retorik nager mig. Som da en dame fra SF skrev en klumme om ”hvordan mænd ville have det, hvis vi fandt ned i supermarkedet og så stod havregrynene der på hylden og kostede 18% mere for mænd end for kvinder”. Og jeg tænkte ”men det GØR havregryn jo!” For mænds store, dumme, kluntede kroppe har brug for 15-20% mere føde for at overleve, så lige med havregryn bliver vi faktisk snydt hver gang. Og ja, vi kan sagtens fylde vores retarderede mandekroppe op med noget billigt, mens fruerne får kaviar. Det er slet ikke det. Jeg indvender bare at med samme madvare, så har mænd rent fysisk behov for mere, så hvis livet kun handler om at ernære sig selv, så burde vi få bedre betaling. ”Men det handler jo for eksempel også om at have tøj på kroppen”, indvender du så. Måske. Men kvindetøj kommer på udsalg til under halv pris, fordi I skifter smag for hver sæson, mens mænd stadig køber sig en lyseblå skjorte til 90% af hvad den kostede før udsalget. For sådan en skal vi også bruge næste år. (VI kunne selvfølgelig finde billige blondetoppe, men der er noget med størrelserne). ”Men resten”, råber du så: ”Fjernsyn, grøntsager, hårde hvidevarer, koster jo det samme for kvinder og mænd”. Nej, slet ikke. Vi mænd betaler en grov overpris, sådan gennemsnitligt set. Ikke på regningen, for den er ens uanset køn (og dem er der mange af!) Men når man driver handelsgeschæft i Danmark, så er lønkroner til de ansatte en stor omkostning, og de lønkroner lægger kvindelige kunder beslag på en uforholdsmæssig stor andel af.

Danmark ikke mindst løn til de ansatte. Og de lønkroner påstår jeg at kvindelige kunder lægger beslag på langt størstedelen af. Jeg mener ikke kvinde-kunder, men kvindelige kunder, (den gruppe rummer også en del mænd), som har udvidet servicebegrebet til et punkt som mandlige kunder slet ikke så muligheden af. Sidst, jeg var i en tøjbutik ville min kæreste købe en kjole. Ja, bare sådan: Tage en kjole fra butikken og til gengæld overføre 600 kr fra sin konto til den nu detroniserede kjoleejers. Endnu en grund til at jeg finder hende fantastisk. Det var rå handel! Ingen forbehold, ingen tøven eller uddybende spørgsmål. Der var to kvinder i køen før os. Den ene havde et uigennemskueligt projekt om at låne noget tøj og måske/ måske ikke købe det kørende. Diskuteret med en grundighed man ville beundre hos en landsleder, hvis vedkommende altså ikke lige stod foran én selv i en kø. Den næste havde vasket en købt bluse forkert, og ville gerne drøfte med ekspedienten, hvad hun følte i den sammenhæng og hvad hun mente blusen burde have kunnet holde til. Men bare rolig: Hun havde ringet ned til butikken før hun kom, så hun var sikker på at kunne blokere kasselinien TO gange. Kvinder er meget metodiske forbrugere (og man skal huske at jeg mener ”kvinder” i ordets bredeste forstand): De kan bruge halve timer på at diskutere med tøj-ekspedienter eller forlange at forstå en iPad til bunds inden de køber den. De er de sande fanebærere af tesen om at ”Kunden har altid ret”. Mænd kan sagtens også klage. Jeg gør det selv. Men ikke over at (og det hørte jeg i går) ”blusen ikke så ud som jeg synes den skulle, da jeg kom hjem med den”. For nogle kvindelige (og de kan så stadig godt være mænd biologisk!) kunder så er det samfundets problem, hvad de føler, og andre skal sørge for at de er tilfredse med deres køb. Mænd tænker ”bad luck” efter et fejlkøb. Kvinder bebrejder ekspedienten hvis de fortryder, og bruger gerne et kvarter på at få byttet en sweater, godkendt et udløbet gavekort eller få lov til at blande andre ingredienser i den ret, restauranten normalt tilbyder. Hvis alle kunder accepterede de spilleregler som mænd lader sig spise af med, så ville køer være lige så uddøde i Danmark som pesten og polio. Men så ville der selvfølgelig være uligeløn igen. Men indtil det kan kvinder trøste sig med at de får deres hyre i ”konfrontationsminutter” med butiksansatte.

Eller med andre ord: Når man køber noget i en butik, så er prisen sat så højt at butikken kan betale husleje, reklamer og i [ 20 ]

/Sebastian

[ 21 ]

[ foto: CLAUS PEUCKERT ]

[ 22 ]

Gutterne pĂĽ kutterne

[ 23 ]

[GUTTERNE PÅ KUTTERNE]

HAN VED GODT, HVOR HAN HØRER TIL. DET HAR HAN ALTID VIDST, FOR HAN ER SÅ GODT SOM FØDT PÅ EN FISKEKUTTER I THORUP STRAND. HAN ER VOKSET OP HER, OG ALLEREDE SOM BARN SVØMMEDE HAN UD OG SATTE LAKSEGARN MED VENNERNE I SKAGERRAK. SIDEN HEN BLEV HAN FULDTIDSFISKER, IVÆRKSÆTTER OG PRIMETIME TV, SOM EN AF GUTTER PÅ KUTTERNE, TV2-PROGRAMMET, DER PORTRÆTTERER EN GRUPPE UNGE FISKERE – DER HOLDER STOLTE TRADITIONER I HÆVD.

Jesper Olsen er 35 år gammel. Han bor i Thorup Strand i det hus, han købte som 19-årig. Han har selv renoveret huset, og han var kun 25 år gammel, da han første gang sejlede ud som kutter på eget skib. Siden 2015 har han været en del af den temmelig populære serie ’Gutterne på Kutterne’ – og optagelserne til 3. sæson er i fuld gang. Jesper – og hans venner, fætre og kollegaer på kutterne; Bo, Jan og Jonny er godt tv, fordi de besidder dyder, der måske ikke ligefrem er generationens varemærke; her er det flid, sved på panden, manuelt arbejde og en særlig sindighed, der driver værket. Det, og så en kompromisløs solidaritet med hinanden og en næsten trodsig kærlighed til deres fag. Jesper har sandsynligvis lært at gå et sted midt imellem Fisker- og Fyrrestien. Hans mor og far har nærmest altid boet lige her, og det gør de stadig. Han bror og søster bor her også. Og hans kusiner og fætre og deres forældre. Han har svømmet i havet et utal af gange, og satte sejl her som ganske ung. Han har leget på stranden som dreng, og blev ung og forelsket i lyset af en velkendt solopgang. Sammen med vennerne købte han som teenager en jolle for at fiske fra den. Det blev de bidt af. Som 18-årig sejlede han med på sin fars kutter, og gik efter et år i land som en ret velstående ung mand, der på det tidspunkt havde erfaret, at tømrerfaget ikke var noget for ham – og at fiskeriet derimod var. Han er sig helt sin egen og i den grad sin egn, og han elsker Thorup strand og det fællesskab, byen repræsenterer; ”Altså vi er jo samlet her alle sammen – og vi har et stærkt fællesskab med hinanden. Vi er os selv – selvfølgelig er vi det, men vi er også en stor del af hinanden liv, også fordi mange af os deler erhverv. Det kan selvfølgelig godt være sådan lidt…

Altså folk snakker jo i et lille samfund,” griner Jesper, ”men grundlæggende er det en meget, meget fin ting, at vi er så tæt på hinanden”. Jesper og Bo, der er hans lillebror, fisker i dag sammen på kutteren M.S. Olsen. De er en del af Thorupstrand Kystfiskerlaug – et fællesskab mellem områdets kystfiskere, der her deler udgifter forbundet med det daglige virke og fangstrettighederne, der sikrer, at de alle sammen har de bedste forudsætninger for at kystfiskeriets gamle dyder kan holdes i hævd. Det er det fællesskab TV2-serien portrætterer – med særlig fokus på de fire brødre, fætre og venner. Vi får et indblik i livet i den lille by. Vi spiser med, opdager, at en af dem er ved at forelske sig – og forstår på en måde, hvad det vil sige, når man må lægge kræfterne i. Og vi er med på havet, når de stævner ud i morgengryet og smøger ærmerne op i håb om en god fangst. Og det lå ligesom i kortene, at det skulle gå den vej for Jesper. At han skulle ende på havet, men han forsøgte sig undervejs med noget andet, ansporet af sin far, der selv har været fisker hele livet, og – måske derfor - mente, at Jesper skulle vælge erhvervet fra. Så han startede på noget håndværkeruddannelse, men fandt det noget ensidigt, det der med at skulle sidde på skolebænken. Og så tog han på havet i stedet for. Det gav bedre mening dengang – og det gør det stadig. Også selvom det ikke altid er et indiskutabelt rentabelt erhverv at være fisker. Det idylliske billede af fiskeren, der sætter ud i solnedgangen og returnerer med en månedsløn i lasten, kan godt forstyrres af oprørt hav og faldende priser på torsk. Og så er det idealismen, der skal drive værket.

[ 24 ]

[ 25 ]

[ 26 ]

[GUTTERNE PÅ KUTTERNE]

”Det her er vores liv, og det skal vi værne om. Vi kæmper med næb og kløer for at få det bedste ud af det her – og vi ved jo godt, at vi er lidt specielle. Der er ikke mange tilbage i Danmark der sætter bådene ud fra stranden, og på den måde har vi både en særlig historie og et særligt produkt. Vi tror på, et bæredygtigt fiskeri – og vi tror på, at danskerne skal spise danske fisk i stedet for importerede. Den idé, er vi villige til at få sved på panden for,” konstaterer Jesper. Det er måske den billedskønne ideologi fotografen Jonathan Bjerg Møller, fik øje på. Han brugte, tilbage i starten af år 2000, nogle år på at portrættere fiskerne og livet i Thorup Strand. Billederne blev til udstillingen ’Ved det yderste hav’, og på den måde blev interessen for fiskerne og det lille samfund vakt. Jesper blev efterfølgende kontaktet af to produktionsselskaber, der gerne ville lave noget tv fra den lille by med under 200 indbyggere, hvoraf mange er beskæftiget ved det traditionsrige erhverv. ”De billeder han tog blev udstillet i Øksnehallen og blev trygt i Politiken, og så fik vi nogle henvendelser fra et par produktionsselskaber, der gerne ville lave nogle programmer om os,” fortæller Jesper. ”De første må have troet, at vi var lidt dumme – men vi hoppede ikke på, og efterfølgende lavede vi en aftale med Metronome, som vi er rigtig tilfreds med,” siger han. Det første produktionsselskab sendte ”to søde piger med et kamera og en kontrakt”, men den slags hopper prøvede vesterhavsfiskere selvfølgelig ikke på, og alle nægtede – anført af Jesper – at underskrive noget som helst, de ikke kendte omfanget af. Herefter kom Metronome på banen, og da optagelserne havde stået på i et halvt år, skrev de unge fiskere under på det, der blev til Gutterne på Kutterne, danmarksberømmelse og 3 sæsoner på tv; ”Jeg synes det er blevet nogle fine programmer, der ikke fremstiller, men portrætterer os. Jeg ryger en del i de fleste udsendelser, og det er helt i overensstemmelse med virkeligheden. Og ja, vi får sommertider en øl på en onsdag, men det er fordi vi var på havet hele weekenden, og på den måde synes jeg ikke, at vi bliver udstillet som noget, vi ikke er”, siger

Jesper. ”Og i øvrigt foregår tingene på vores præmisser. Vi har indflydelse på hvilke optagelser, der bliver lavet – og kameraholdet må rette ind efter os. Vi sejler ud klokken tre om natten, og de er velkomne ombord, men er de her ikke klokken 3, så sejler vi uden dem. Det er meget væsentligt at forstå, at det her er vores levebrød – det er et erhverv, som skal give os smør på brødet, og det kommer selvfølgelig forud for en tv-optagelse. De må gerne være her, men de må ikke gå i vejen for arbejdet,” konstaterer han. Tv-udsendelserne ændrede meget. Den stille hovedgade i Thorup strand blev hurtigt mere trafikeret, og det vil næsten ikke være en overdrivelse at påstå, at turisterne med mellemrum valfarter til stranden, hvor kutterne ligger, for at møde og fotografere de arbejdsomme fiskere. Folk tager opstilling ved bådene for at få et glimt – og et billede – af gutterne, og det kan være udfordrende, ikke for arbejdsmoralen, men muligheden: ”Altså, tingene har jo ændret sig noget i Thorup Strand, og det er eksempelvis ikke længere muligt for os at tage herned om dagen for at arbejde på bådene. Det tager simpelthen for lang tid, fordi der er for mange mennesker der vil snakke og have billeder,” fortæller Jesper, der ellers tager det med ophøjet ro. Han fastslår, at han føler sig forpligtet til at tale med de mennesker, der kommer for at hilse på. Han mener, at det er det mindste, man kan gøre – men han er også fisker og erhvervsdrivende, og som sådan har han ikke noget problem med at minde folk om, at for ham er det ikke et udstillingsvindue – men et arbejde. Og den slags skal passes – uagtet kendisstatus. Jesper bruger mange dage og nætter på havet. Og på at pleje et udtalt iværksætter-gen, der betyder, at han altid har en masser tanker og idéer i spil. Intentionen er at udvikle området, erhvervet og den økonomiske frihed – og en af de allerbedste idéer han længe har fået, er i dag manifesteret i Thorupstrand Røgeri, der i december 2015 åbnede med friskrøget fisk af egen fangst. Røgeriet er et samarbejde mellem Jesper og hans søster og bror, og selvom idéen har eksisteret i nogen tid, er der ikke specielt langt fra tanke til handling, når først et projekt sætter af;

[ 27 ]

[GUTTERNE PÅ KUTTERNE] ”Jeg havde egentlig tumlet med idéen i nogen tid – og så satte jeg mig en dag og skrev 30 punkter ned, omkring de potentielle udfordringer der var ved projektet. Så gik jeg i prioriteret rækkefølge i gang med at undersøge dem; hvilke konkurrenter der var, hvad deres priser var, hvor de fik deres fisk fra og så videre, og så endte jeg ud med 15 sider, der i detaljer kom rundt om projektet. På den måde går jeg egentlig meget systematisk til værks – og så er google min bedste ven, når jeg får den slags idéer. Jeg bruger virkelig meget tid på at undersøge mine mange indfald,” griner han. Jesper har købt en gammel toiletvogn fra Roskilde Festival, som han forestiller sig skal indrettes til projektet – og så får han et stålbord til udskæring forærende af en kammerats forældre. Det skal han selv hente i en gammel nedlagt fiskefabrik, og da han først står det, og får at vide, at bygningen er til salg – er der forbløffende kort vej fra tanke til handling. Kort tid efter ejer Jesper, hans søster Lisbeth og hans bror Bo, bygningerne, der med flid og tid bliver til Thorup Strand Røgeri og noget der tyder på en god forretning; ”Vi havde en iværksætterkonsulent koblet på, da vi først havde overtaget bygningerne,” fortæller Jesper, ”for vi var ret bevidste om, at man godt kan komme til at stirre sig så blind på sin egen idé, at man ikke længere kan se om den er god. Og så blev vi hurtigt indstillet til en pris hos noget der hedder ’Vækst Nordjylland’, hvor man fik chance for at sælge sit projekt og så vinde penge til markedsføring. Vi var i Aalborg for at fremlægge vores projekt – og talte jo vores sag, de spurgte om vi ikke havde noget computer, der skulle kobles til, men jeg fortalte dem, at der hvor vi kommer fra, der kan vi godt snakke om tingene,” griner Jesper.

Og inden de var nået ud på parkeringspladsen, var de bevilget pengene. Der var andre end dem, der troede på det projekt. ”Den anerkendelse der lå i, at andre også troede på projektet betød selvfølgelig, at vi turde tro på, at vi havde set rigtigt. Og indtil videre er der altså også meget der tyder på, at det er tilfældet,” konstaterer Jesper. Thorupstrand Røgeri bygger på ideen om gode råvarer og et omhyggeligt udviklet håndværk. Jesper og hans kollegaer fanger selv fiskene, der landes samme dag, som de er fanget – og så ryges de på røgeriet, hvor både Jesper og hans søster, der passer butikken, og hans bror, der er part i den, eksperimenterer med både rygningen og smagsnuancer, for hele tiden at udvikle deres sortiment. Det er ikke – kun – god forretning, der er også en passionen, der er en del af deres DNA. Når Jesper ikke er på havet, på røgeriet eller i gang med at idéudvikle, er han hjemme sammen med Kasia og hendes søn på Victor på 12 år. Kasia er hans kæreste, og det har hun været i et par år efterhånden. De mødte hinanden på en Facebook-side for singler, og da først Jesper og Kasia havde lært hinanden at kende, gav det mening for dem begge to, at de skulle dele en tilværelse i Thorup Strand. Kasia ”Jeg skrev på den der Facebook-side, om der var nogen der ville komme og plukke jordbær i min have og spise dem sammen med mig. Det var der et par stykker, der gerne ville – men jeg fik øje på Kasia, og inviterede hende på besøg. Så fik det så op for mig, at jeg ikke havde nogle jordbær i haven – så dem måtte jeg ned og købe,” smiler han.

[ 28 ]

[GUTTERNE PÅ KUTTERNE] En fin investering, tyder meget på. For Kasia og hendes søn trives i Thorup Strand, også selvom de kommer fra Aalborg, hvor byen som hovedregel gør mere væsen ud af sig, end det er tilfældet her. Kasia har, som Jesper, en forkærlighed for mad og råvarer og deltager aktivt i arbejdet omkring røgeriet og driver sin egen blog om mad og livet i Thorup Strand. Jesper er taknemmelig for, at hun er der. Han ved, at meget af det, han får bedrevet skyldes, at han har et godt og tryg bagland, og selvom han ofte vender ret træt hjem fra dagens dont – og dybest set kun for at spise og sove, så værdsætter han hende hver eneste dag. ”Altså, den store romantiker er jeg nok ikke ligefrem, men jeg kan da godt se potentialet i at tage hende med ned på stranden en sommeraften,” smiler han. ”Og det er jo ikke fordi jeg hiver hende med ud på havet for at lande torsk – men vi sejler da sammen og har et fællesskab der også,” fortæller han. Jesper har travlt – engang imellem så meget, at han har brug for en pause. Så lytter han til musik, Elvis, eksempelvis og trækker stikket en halv dage, men aldrig mere. Det kan han slet ikke. Fiskeriet og hans virke som selvstændig er omdrejningspunktet for det meste, han foretager sig. Han dyrker ikke sport – men løfter ton efter ton, når fiskene skal håndteres på kutteren. Han ser heller ikke sport – han finder det næsten meningsløst, men han spiller lidt guitar og så googler han et idé han får. Han laver mad – fordi han elsker det, og fordi han gerne vil produktudvikle til røgeriet. Han elsker – på virkelig mange måder – fisk;

”Det her var min drøm – og det er det stadig. Jeg vil leve her i Thorup strand, og jeg vil leve af fiskeriet. Jeg vil meget gerne være med til at udvikle området, og lige nu har vi en stor chance. ’Gutterne på kutterne’ betyder, at vi har en rigtig god mulighed. Vi havde gjort akkurat det samme alligevel, nu gør vi det bare lidt hurtigere, og så glæder vi os over, at alt det her også drypper på byen og på områdets mulighed for at leve lidt bedre af turismen. Hvis ikke vi selv gør det, kommer der bare nogle andre og udnytter muligheden,” konstaterer Jesper. Jesper og de andre gutter får sved på panden dagligt. De arbejder hårdt for deres levebrød, men de kan godt li’ det. De fisker med vod og garn, og trækker bådene op på stranden, når de vender hjem. Akkurat, som man har gjort det i mange hundrede år. De tror på, at historien ender godt – og så længe ingen bliver presset ud over kanten, kan der være noget rigtigt fint i, at man er lidt presset af omstændighederne, siger Jesper. Han siger også, at han nok skal giftes med Kasia en dag – og at det er noget særligt, at hun har en søn, og at han derfor skal vænne sig til noget, han ikke har prøvet før. Men han vil gerne. Han vil også gerne fastholde de dyder, der er frit tilgængelige i udkanten af landet; i Thorup strand. Han vil gerne værne om den ro og plads, der er til at være sig selv lige her – og han vil allerhelst gøre det, i selskab med de andre.

[ foto: JONATHAN SØE ]

[ 29 ]

[OPLEVELSER] MOTORIK OG MORSKAB Spænd hjelmen og selen. Hægt dig fast, og kast dig i selskab med familien ud i kunsten at klatre. Der findes flere udendørs klatreparker - blandt andet i Randers og Aalborg, og der findes næppe noget, der udfordrer motorikken og appellerer til morskaben på helt samme måde, som at svinge sig mellem trætoppene i forsøget på at gøre Tarzan kunsten efter. Klatreparkerne har dygtige instruktører tillnyttet, så du får kyndig vejledning og gode klatreteknikker med dig ud i skoven – og så er alle selvfølgelig forsvarligt spændt fast, så selv helt små børn kan være med på morskaben. Læs mere på www.klatreparken.dk

NATURENS EGET TIVOLI

GROTTEGANG I KALKEN

Se på billedet. Ser det ikke spændende ud? Ligner det ikke et perfekt sted til en dag udenfor? Nå ikke. Måske du har det som de fleste andre, vælter fra den ene forlystelsespark til den anden menneskeskabte aktivitet i troen på, at børn skal have opsat underholdning. I Gram Lergrav er der hverken rutchebaner eller tvværter fra ramasjang. Der er masser af ler, skovle og pensler - og under overfladen fossiler fra fortiden. Underholdning skabt af historien - og klar til at blive udforsket af børn og voksne. Der er et museum med kranier, fossiler og endda et hval-skelet, men den helt store oplevelse må du selv grave op. Bliv fossiljæger for en dag. Nogle gange er det sundt at hive ungerne ud af deres ipad-verden og vise dem, at verden var der før dem.

Verdens største kalkmine ligger i Mønsted vest for Viborg. Der er 60 kilometer underjordiske minegange - og gæstes af godt 60.000 gæster årligt. Det er til at forstå. Det er udover alle grænser smukt at gå under jorden. Der er flagermus i mængder, oplyste gange - og man føler sig som på en helt anden planet. Der kører minetog, der er et museum om gruberne, der er en underjordisk biograf - og hvis du så “Emma og Julemanden”, vil du genkende Elverdronningens tronsal. Nogle gange er store som en domkirke - andre er så små, at man må krybe. www.monsted-kalkgruber.dk viser vej, ligesom man kan følge ”flagermustælleren” live.

Begynd på www.museum-sonderjylland.dk/

GÅ FRA JYLLAND TIL FYN Bridgewalking er stort i det meste af verden - og nu også i Danmark, som første sted i Europa. Du kobles til et sikkerhedssystem, og kort efter starter turen op over den gamle lillebæltsbro, i optil 60 meters højde. Undervejs får du fortælling om arkitekturen, historien og byggeriet - mens det suger i maven både af højden og den spektakulære udsigt. Nyd vandet, skibene, vinden og vejret. Mærk rystelserne i broen, når toget drøner afsted under dig. Se mere på www.bridgewalking.dk [ 30 ]

[OPLEVELSER] DOODLE A DAY Det her er for dig, der elsker at gå en lille smule over stregen… Det her er sådan en malebog, du skal sætte dig med på en kold efterårsdag, hvor du trænger til at lade tankerne vandre – eller måske til at samle dem. ’Trefarvet malebog’, der er udkommet på forlaget Gyldendal, er en malebog der kun kræver et par kuglepenne og lysten til at doodle. Inden for kategorierne nuttede dyr, uhyggelige dyr, nuttede OG uhyggelige dyr, by-landskaber med endeløse lejligheds-

stabler, blomster og frisurer giver bogen nogle teknikker til at tegne sjovt og præcist med kuglepenne ved eksempelvis at variere teksturer med pels, hår, skæl og fjer, at lægge skygger, skravere og at dekorere bogstaver. Det er vidunderligt at genopdage barndommens hyggelige koncentration – og magien ved at være helt i sin egen verden. Du kan også lægge den frem på spisebordet – og se hvad der sker med samtalen, når I doddler undervejs…

VIL DU SELV TEGNE? Det er den perfekte hyggetime med familien og alle kan være med. Og det er gratis. Tag farveblyanter og papir, sæt jer ved bordet sammen (eller alene) og gå ind på hjemmesiden. Her får du hjælp til at tegne nærmest hvad som helst - og de små videoer både forklarer og viser, hvordan du selv skal tegne. Det er ikke altid let at få sin tegning til at ligne kunstnerens udgave - men det bliver bedre og bedre når du øver dig... Se det selv på www.hvordantegnerjeg.dk

SHHH

DRØN IND I HYGGEN

Anders Matthesen er ubetinget en af de største stand-up komikere herhjemme. Hans univers er gennemtænkt og gennemført. Der er klare budskaber mellem de mange grin, oftest holdninger til, hvordan vi bliver bedre til at leve side om side. Billetter til Matthesens shows bliver altid revet væk - og også på denne tour pipler det frem med ekstra forestillinger. De, der ikke når det, må vente til der kommer en DVD - men vil man køre efter det, finder man måske en ledig plads et sted i Danmark. Matthesens show er på tourne året ud. Plus det løse…

Biler, tog, skibe og fly af Clive Gifford er hyggelige timer og en god anledning til at fordybe sig i fascinationen af alt det der kan køre, flyve eller flyde. Det er små gode historier om det første fly, faktuelle oplysninger, der vil betage far og begejstre hans søn, fotos af de nyeste, hurtigste og vildeste biler, og en fin påmindelse om dengang vi flød afsted i slipstrømmen på en anden. Det er en fantastisk mulighed for at få historien til at tage fart. Der er meget at tale om – og i tusindvis af billeder at nyde. Bogen her er et ret omfattende billedleksikon for både børn og voksne – og allerhelst i selskab med hinanden. Udkommet på forlaget Gyldendal.

Et godt sted at starte - og endda få masser af grin allerede - er på www.anden.dk [ 31 ]

[CATHRINEHOLM]

SKÅL 60’ERNE VAR DET IKONISKE DESIGNS STORHEDSTID – OG MEGET AF DET, VI I DAG BETRAGTER SOM DESIGNKLASSIKERE, ER FORMGIVET I DET ÅRTI. HØJKONJUNKTUREN BETØD, AT VI FIK RÅD TIL, AT INDRETTE OS LÆKKERT. VI KUNNE TILLADE OS AT FOKUSERE PÅ DETALJEN – OG HÅNDVÆRKET VAR I ORDEN. NATMÆND, MORGENFRUER OG BLOMSTERBØRN VÅGNEDE OP TIL EN SMUKKERE VERDEN, VI FLYTTEDE OM I TILVÆRELSEN OG MENNESKET GIK PÅ MÅNEN. DET KUNNE VIRKE, SOM OM ALT VAR MULIGT – OG VERDEN FIK FARVER…

– en hyldest til kunsthåndværket...

Måske er det en særlig nuance af rød, der fuldender bordets glæder. Måske er det en dyb, varm blå, der får det hele til at gå op i en højere enhed – og selvom det kan være svært helt at sætte ord på, hvad det er ved formen, der er så særlig – og hvorfor den fuldender billedet, så vil alle med øje for design og glæde ved kunsthåndværk vide, at der er noget ved æstetikken, der nærer mennesket. Og det, der bliver til klassiske designikoner, har en del af vores fælles historie i dets form og farve. Bibi Lykke er freelancestylist med fast tilknytning til Mayday Film, og har mere end 20 års erfaring i en branche, hvor æstetik og udtryk er altafgørende; ”Jeg tror, at historie har en voldsom indflydelse på, hvorfor noget bliver til klassikere. En klassiker er et øjebliksbillede af det pågældende samfund indfanget i en genstand. Et tidsbillede på en stemning - en banebrydende omstilling til en ny æra. Når en kunstner skaber noget, der er så signifikant for en periode, at man kan se på genstanden og læse, hvornår den er lavet og afkode nogle af tankerne bag. En klassiker er ikke nødvendigvis klassisk i sin formgivning eller i sit udtryk. En klassiker er ofte på forkant eller banebrydende, når den bliver skabt, og transformeres først til en klassiker, når lidt tid er gået, og samfundet er nået langt nok til at kunne tage den til sig,” fortæller hun. Hvis man prøver at sortere historie fra, og kigger helt nøgternt på mange klassikere, vil man muligvis nogle gange opdage, at genstanden måske ikke engang er smuk. Men vores

[ 32 ]

[CATHRINEHOLM]

historie fortæller os, at vi skal opfatte den som smuk, og vi har vænnet os så meget til at se den, at vi automatisk tillægger den noget æstetisk, som måske slet ikke var der i første omgang. Vores klassikere fortæller historier, og vi holder alle af historier. Om vores verden. Om vores fortid. Om hvor succesfulde vi har været. Om hvor langt vi er nået. Vores verden er ikke kun skabt af historier om konger og krige, men i ligeså høj grad af de ting, vi omgiver os med,” konstaterer hun. DEM, VI ER

Vi omgiver os med ting, der afspejler, hvem vi er. Vi giver tilværelsen kulør med farverige designelementer, og så mindes vi – også vores egen nære historie – når vi genfinder kærligheden til designelementer, der har en forhistorie. Der kan være mormorhygge i emaljeskålen, en særlig oplevelse forbundet med Wiinblad eller en historisk funderet kendskab og interesse til grund for vores ønske om at eje Ægget. På den måde tager vi del i en historie – og omgiver os med den. Det gode eksempel er måske emaljeskålen fra Cathrineholm by Norway. Den Grethe Prytz Kittelsen skabte i slutningen af 50’erne, som en hyldest til en ny tid – hvor køkkengrejet ikke udelukkende tjente en praktisk funktion, og hvor tiden og kulturen havde det overskud i sig, at vi kunne fokusere på skønheden og farverne. Det smukke bord var en æstetisk hyldest til måltidsmødet – og enhver ved, hvad det betyder for appetitten, at samle visuel appetit. Det er ikke ligegyldigt, at vi omgiver os med smukke ting. Det er ikke nødvendigvis en

hverdagsluksus, der kan undværes – men kan være en drivkraft – også i en tid, hvor vi har mere travlt end nogensinde, og derfor har brug for et hjem – en roligt og tryg base, hvor vi kan samle nye kræfter og læne os trygt tilbage i vores egen historie. Bibi Lykke plæderer for det visuelt væsentlige, og mener, at vi skal næres igennem alt det, vi har øje for. ”Sensibilitet og æstetik løber jo rundt med hinanden i hånden og leger tagfat med nysgerrigheden. Det er nogle voldsomt vigtige størrelser for mennesket, og nogle af de størrelser, der er med til at gøre mennesket komplekst. Hvis vi ikke kunne sætte pris på kunst, skønhed og se det grimme, ville der kun være rationalet og det kontrollerbare tilbage. Vores hjerter ville ikke slå en smule hurtigere af afsky eller glæde, når vi bliver eksponeret for et visuelt udtryk,” siger Bibi Lykke. ”Jeg holder ekstremt meget af at kunne påvirkes. At få tårer i øjnene over en smuk form. At få kvalme af et alt for heftigt kunstværk. At tage et par stilletter på, der måske får mine fødder til at smerte, men får mig til at klappe i hænderne over fantastisk formgivning, når jeg kigger på dem. At placere en lille nipting i lige præcis den rette kontekst i et stilleben, der får den til at leve. At presse mine øjne og følelser til kanten med kunst, der er svær og tung og voldsom. Æstetik er alt det ukontrollerbare. Alt det, der vækker følelser uden, der nødvendigvis er en grund. Der har lov at være, bare fordi det er,” konstaterer hun.

[ 33 ]

[CATHRINEHOLM]

EN ÆSTETISK FRYD

Grethe Prytz Kittelsen, der er prisbelønnet for sin æstetik, var en af efterkrigstidens store designere. Hun var 5. generation i en familie af guldsmede, og praktiserede som sådan i krigens sidste år. Det betød måske noget for hendes materialevalg, der ofte var blottet for ædelsten, og for hende enkle formgivning, der appellerede til folket. Med årene blev hendes arbejde til en interesse og et samarbejde, der fint fusionerede kunsthåndværkerens sans for detalje og form og den industrielle designeres fornemmelse for funktionalitet. Grethe Prytz Kittelsen arbejdede i materialer og udformninger, der – helt i tråd med tiden – henvendte sig til mennesker. Ikke eksklusivt til en velhavende del af befolkningen, men til alle dem, der gerne ville æstetikken og funktionaliteten. Hendes emaljearbejde, der i dag er værdsatte samleobjekter, opstod som et resultatet af samarbejdet med det norske jernværk, Cathrineholm, hvis værkfører, Gunnar Klein, i 1954 kontaktede den prisbelønnede norske designer, for at etablere et samarbejde. Jernværket, der blev etableret i 1827, producerede i landbrugsmaskiner og udstyr i støbejern, men omlagde i starten af 1900-tallet produktionen til emalje og køkkenudstyr. Den æstetisk velbegavede værkfører fik i forbindelse med Triennalen i Milano i 50’erne øje for potentialet i et samarbejde med den roste og anerkendte Grethe Prytz Kittelsen, hvis talent allerede var internationalt anerkendt. Samarbejdet var givtigt og produktivt – og de skåle, der nu, 50 år senere, igen er rift om, så dagens lys. Hendes farverige emaljeskåle ramte lige ind i tidsånden dengang i 60’erne, og nu genopstår historien, som en påmindel[ 34 ]

[CATHRINEHOLM]

se om det, der var – og sådan fastholdes den livsglæde og de farver, verden fik. De smukke, ikoniske skåle fra 60’erne står på mange måder som et manifest af Bibi Lykke påstand; vi lever i og af vores egen historie;

neret til en genstand der ikke – kun – skulle pynte, men også være anvendelige. Og så er de seværdige. Deres klare farver er ånd, håndværk, glæde og skaberkraft, der løber i lige linje og fuldender formen. En visuel dyd, der kan bruges til noget:

”Følelser er kodeordet. Vi putter følelser i de særlige genstande, vi er glade for. Eller, genstandene vækker følelser i os. En skål kan minde os om sommerdage med bare fødder og jorbærplukning. Et tørklæde kan få os til at drømme om at sidde på en lille cafe i Paris i en solstråle med det slynget nonchalant om halsen. Et kunstværk kan få os til at høre musik og fælde en indre tåre over tabt kærlighed.

Jeg lever og ånder for æstetik. Mine øjne er seende og min hjerne er dygtig til at omsætte, hvad jeg ser. Og, jeg VIL berøres. Hver dag. Af den utroligt smukke verden, vi lever i. Af de utrolige ting, vores verden indeholder.

De flestes hverdage er fulde af praktik og rationalitet. Det er den benzin, vores livs motorer bliver drevet af. Æstetik er brændsel til det bål, vores længsler og drømme og minder er gjort af. Hverdagspraktik er det, der får os til at overleve. Æstetik er det, der får os til at leve. Vi har brug for smukke ting, der vækker følelser i os. Som intet har med praktik at gøre, men som kun har med vores indre, frodige haver at gøre,” siger hun. BRUG KUNSTEN

Skålene har, qua deres materiale, et utal af anvendelsesmuligheder; de kan opgradere en hverdagsfrikadelle til bemærkelsesværdig gastronomi, få den frugt, der er så væsentlig for familiens velbefindende, til at tage sig smukt ud – og de kan bruges til opbevaring, også på børneværelset – for de kan tåle at blive brugt! Alt sammen symptomatisk for den tid, de er skabt i og af; praktik og æstetik er sublimt fusio-

At blive berørt betyder ikke nødvendigvis kun at føle gode ting. Det betyder bare at føle. Jeg sørger eksempelvis for, altid at have mindst én ting i mit hjem, der kradser i mit univers. Der skubber til mig og generer skønheden. Skønhed kan kun være skønhed, hvis den har en modpol. Det smukke får mig til at dvæle. Giver mig lyst til at lægge mit hoved på en pude og bare slumre og nyde alt det smukke. Og, det er dejligt. Selvfølgelig. Men, det er det grimme, det voldsomme, der flytter mig. Der får mig til at tænke tanker. Der får mig til at stille spørgsmål. Der får mig til at føle dybt og giver mig lyst til at rykke mig. Vi har brug for begge dele. Det visuelle og æstetikken er her, for at vi kan og skal føle. At huske os på, at vi som art er sensitive. At vi er vibrerende, levende med rødt blod brusende i årerne. På godt og ondt. Det bliver jeg mindet om hver dag... Fordi jeg har de der øjne, der kan se, og den der hjerne, der kan omsætte synsindtryk. Det er i bund og grund derfor, at jeg holder af æstetik. Det minder mig om, at jeg lever. Lige nu og lige her,” konstaterer Bibi Lykke.

[ 35 ]

[KOKS KØKKEN]

KOKs KØKKEN

- Ny TV-udsendelse fra [et cetera] magazine

MØD MORTEN “KOK” NIELSEN, DER ER MEDVÆRT PÅ “KOKs KØKKEN”, DER HVER MÅNED TAGER LÆSERNE UD PÅ INDKØB I ET ALMINDELIGT SUPERMARKED OG DEREFTER LAVER HVERDAGSMAD, UDEN FINE FORNEMMELSER. UDSENDELSERNE KAN SES GRATIS PÅ WWW.1CETERA.DK

[ 36 ]

[KOKS KØKKEN] For tre årtier siden, inviterede Morten Nielsen for første gang gæster ind på “Mortens Kro”. Han var kun 7 år gammel. Menuen var rejecocktail, ris i karry og fløderand fra Danefrost. Han inviterede jævnligt familie og venner til hans lille kro - hvis de altså betalte for middagen på forhånd, da han jo skulle ud at købe det hele ind - og det dækkede lommepengene ikke. “Jeg ved faktisk ikke hvorfor jeg allerede som barn havde den glæde ved madlavning. Jeg legede med dukkekomfurer og plukkede stikkelsbær til grød og senere lavede jeg altså ”Mortens Kro” derhjemme i familien. Jeg var endda ved at indrette en kro i mine bedsteforældres lade, som jeg ville ombygge som barn. Ingen andre i min familie havde den lyst til køkken, men den havde jeg så absolut”, fortæller Morten. Den ambitiøse 7-årige indehaver gjorde senere leg til virkelighed - først i diverse kvalitetskøkkener - og han har nu i 19 år drevet gourmet-restauranten “Mortens Kro” i Aalborg. Selvom forældrene ønskede en tilværelse for Morten som revisor eller bankmand, slap han aldrig taget i køkkenet. Han flirtede kort med restaurantbranchen som kokkeelev på Restaurant Helene i Slagelse, men forældrenes ønsker tog magten over ham og han tog på HF. Da huen kom på plads, inviterede forældrene på middag på Korsørs fineste restaurant. Det skulle de ikke have gjort. Morten spurgte straks chefen, om de manglede en elev. Ugen efter lå huen derhjemme og Morten stod igen i køkkenet - hvor han har været siden.

hjem til Aalborg på Rold Storkro. ”Jeg var ung og havde masser af idéer - men det var der slet ikke plads til. Jeg var lige ved at sige op. Men så kom køkkenchefen og sagde, han havde fået et kantinejob, og at han mente jeg skulle overtage hans job. Det var lige sådan, jeg ville have det”, fortæller Morten. Og der stod han. 22 år gammel med ansvaret for 10 mand i køkkenet. Han blev der i 5 år, indtil en ulykke satte en brat stopper for stillingen. En brækket fod på skiferien gav ham 3 måneders tænkepause, hvor han både skrev en kogebog, der for alvor gjorde Morten Kok til et brand - og hvor den gamle drøm om at få sit eget voksede. Han åbnede Morten Kro i lokaler i Aalborg - endda på Mortens Aften - og da han også blev årets kok i 1996, kørte det på skinner. Og med kogebogen ”Forførende weekendmad for to” lærte alle Morten Kok at kende. Om bogen, der satte ham på alles læber, siger han: ”Jeg havde ingen tanke om, at maden skulle være sensuel eller erotisk. Jeg var single og undrede mig bare over, hvorfor alle opskrifter er beregnet til 4 personer. Derfor lavede jeg en kogebog, hvor alle opskrifter var til to kuverter. Men folk begyndte at spørge, om der var noget, man kunne spise, som var særligt forførende, og det syntes jeg var sjovt at sætte mig ind i, når der nu var så stor efterspørgsel efter det”. Senere kom også ”Pigernes kulinariske fristelser” og ”Sensuelle stunder” - og så var det brand også sat på plads. TIDEN EFTER CONRAD OG AKSEL

Efter endt læretid tog Morten til Luxemborg, som voluntør på den 2-stjernede Michelinrestaurant Saint Michel - og derfra

Mad er blevet en religion. Stjernekokke får egne tvprogrammer og vi følger kokkenes vej mod stjernerne som var det internationale rockstjerner - og vi går op i mad som aldrig før. Selv morgenTV byder på et lille køkken, hvor vi lærer at stege en entrecote kl 7 om morgenen. Vi bruger store summer på at smage myrer og bark og der er Breaking News, når Michelin uddeler stjerner - som Morten Nielsen går målrettet efter, nu hvor Michelin endelig har fået øjnene op for, at der er en verden udenfor København. ”Der er sket meget i samfundet. Da jeg startede i branchen og blev uddannet, der var kokken ikke synlig. Kokke rodede bare ude i køkkenet og var ikke den, der var i fokus. Det er jo helt omvendt i dag. Som håndværksfag skal vi være opmærksomme på, at nogle måske mere søger faget fordi der er en kendisrolle, som følger med - mens jeg er fra den tid, hvor det hele var drevet af passion. Når jeg så tv køkkenet var det med Conrad og Aksel, der absolut ikke var stjerner eller fokuseret et sekund på sig selv. Og en stor del af udsendelsen var jo oplæsning af opskriften. Der sad de i 5 minutter og læste opskrifter op, da der jo ikke var tekstTV eller internet man kunne benytte - og der sad min mor og skrev af fra fjernsynet”, husker Morten Kok. Ikke kun på TV har køkkenet ændret sig. Også hjemme har danskerne langsomt ladet sig inspirere til at tænke i bedre mad. Sundere mad. Kvalitet, selvom det skal gå hurtigt. ”Man kan se, at folk har fået fokus på madlavning derhjemme. Helt almindelige mennesker køber professionelle redskaber som blendere, der kan varme og vakuum-maskiner. Det nye nordiske køkken har påvirket vores køkkener derhjemme - og supermarkederne har jo også fulgt med. Der er fokus på de lokale gode råvarer - og det inspireres vi jo af. Og derfor er denne udsendelse på [et cetera] magazine en rigtig god ide, da indkøbet jo også er en kunst”, siger Morten Kok.

[ 37 ]

[KOKS KØKKEN] SE KOKs KØKKEN MED [ETCETERA] MAGAZINE

Gennem årene har Morten Nielsen været tvkok på blandt andet DR. Morten “Kok” Nielsen er nu medvært i udsendelsen “KOKs KØKKEN” på [et cetera] magazine - som gratis kan ses på vores hjemmeside. Tanken med udsendelsen er, at starte et andet sted end alle andre madudsendelser, fortæller redaktør Jeppe Søe. “Når jeg ser madudsendelser på TV, står kokken klar med bordet fuld af råvarer jeg ikke kender - og ikke aner hvor jeg kan finde. Eller også render de rundt i ødemarken og slår dyr ihjel. Jeg ville lave en udsendelse, hvor en dygtig kok tager med på indkøb i et helt almindeligt supermarked, hvor de fleste dødelige danskere kommer til hverdag - og vi var så heldige, at Morten Kok var med på ideen”, fortæller han. Der kommer en ny udsendelse hver måned, så vi følger sæsonens råvarer - og udsendelserne er fuld af tips og tricks til at gøre de bedste indkøb. Og Morten Kok præsenterer en helt anden teknik, end den man normalt vælger. “De fleste skriver en indkøbsseddel og vælger, at i aften skal vi have bøf med løg. Når man har sådan en indkøbsliste med i supermarkedet, ser man slet ikke de mange ting, der står og frister som dagens gode ide. Man går målrettet efter hakket oksekød, selvom der måske netop den dag er bestilt ekstra rodfrugter hjem, eller der er fanget frisk makrel. Jeg synes vi skal handle bedre ind. Vi skal gå på jagt, lede efter inspirationen - og med andre ord ikke have andre ting på indkøbssedlen end toiletpapir og andre varer, som ethvert køkken skal have. Sæt fantasien løs”, opfordrer Morten Kok os til i Kok’s Køkken. I første udsendelse, der er online på vores hjemmeside, kan du høre Morten Kok fortælle om sin passion - og hvordan vi andre kan få den samme, hvad enten der kommer gæster eller skal bruges 10 minutter på en travl onsdag aften. Vi er med Kok rundt på hylderne, på jagt efter de gode råvarer og får nye ideer, når markedet åbner sig for en vare, der er dagens aktuelle. Vi snuser til en ananas, for at se om den er ok - og vi hører hvad ethvert køkken med respekt for sig selv bør have som grundingredienser. Se det hele på www.1cetera.dk

[ foto: JONATHAN SØE ]

[ 38 ]

[KOKS KØKKEN]

SE VIDEO PÅ 1CETERA.DK

[ 39 ]

[KOKS KØKKEN]

BLÅ BOG - faktaboks: 1986:

HF-eksamen, Slagelse Gymnasium og HF

1989:

Udlært kok, Restaurant Tømmerladen i Korsør

1989-1991: Kok, Restaurant Braustubel og volontør, Restaurant Saint Michel (2 Michelinstjerner), begge Luxembourg. 1991:

Kok, Hotel & Restaurant Rold Storkro, Skørping

1992-1997: Køkkenchef, Hotel & Restaurant Rold Storkro, Skørping 1994:

4.-plads ved Årets Kok 1995

1995:

4.-plads ved Årets Kok 1996

1996:

Vinder Årets Kok 1997

1997-nu:

Køkkenchef og indehaver af Morten Kro i Aalborg

Morten Nielsen er medvært i “KOKs KØKKEN” på [Et cetera] magazine sammen med redaktør Jeppe Søe, hvor han hver måned køber ind og laver hverdagsmad. Morten Nielsen har desuden udgivet bøgerne Forførende weekendmad for to, Pigernes kulinariske fristelser og Sensuelle stunder og været TV-kok på flere TV-programmer og skribent på magasinet Tidens Mand. Han har været præsident for den danske afdeling af EuroToques og medlem af bestyrelserne for Horesta Region Nord og Tænketank ’08 under Aalborg Industri- og handelskammer og blev i 2004 udnævnt til Morgendagens leder i Dagbladet Børsen.

[ 40 ]

[ANNONCE]

Nem og hurtig mad er også kvalitet Synes du også, at det er svært at ﬁnde på spændende aftensmad til hverdag? Men tænker du, at nem og hurtig mad er dårlig kvalitet og usunde løsninger? Sådan behøver det ikke hænge sammen.

“KOKKENS hverdagsmad har gjort det nemmere for os”:

“Fantastisk koncept! Efter børnene er ﬂyttet hjemmefra, syntes jeg,

det var svært at ﬁnde motivationen til at lave spændende aftenmad i hverdagen. Nu er der nogen, der har lavet arbejdet for mig – og vi har sund og varieret aftensmad hver dag mandag til torsdag.” E. Nielsen

“Jeg er inde i en periode, hvor jeg er løbet tør for idéer til aftens-

maden. Min mand føler heller ikke speciel glæde ved madlavning ;), så vi to glæder os virkelig til, at kokkekassen kommer om mandagen. Og så har vi opdaget nye lækkerier som hvedekerner og couscous.” Mari Ann Lund

“Min mand spiller golf og jeg går til yoga ﬂere gange om ugen.

Derfor er vi så glade for KOKKENS hverdagsmad, for selvom vi kommer sent hjem, får vi hurtig mad - som både er sund og varieret.” Birgitte S.

“Vi elsker god mad! Vi kan godt lide at ﬁnde lækre råvarer og kæle

for maden. Men i hverdagen når vi det bare ikke, vi har begge travlt med job og fritidsinteresser. Så for os er det en rigtig god løsning.” Ole S.

Eksempel på ugemenu

”En god smagsoplevelse afhænger af råvarernes kvalitet og friskhed. Kun med gode råvarer kan der tilberedes et godt aftensmåltid. Grøntsagerne skal strutte af sprødhed, og kødet skal være super friskt. Vi går efter grøntsager, der er i sæson, og økologi, når det giver værdi”, siger Line Lund, der er kok og udvikler hos KOKKENS hverdagsmad.

Råvarerne udvælges blandt gode, danske, lokale og pålidelige leverandører. Og med et avanceret IT-system sikrer man, at man helt præcist ved hvornår, og hvor meget, der skal bruges til de enkelte dage. Hermed sikres friskheden i råvarerne, da de kommer hjem til KOKKENS hverdagsmads køkken lige på det tidspunkt, hvor de skal skæres og tilberedes. Råvarerne er således kun i køkkenet i den periode, som det er absolut nødvendigt. Madens holdbarhed er meget afhængig af tilberedningsmetode og ikke mindst nedkølingen. Hos KOKKENS hverdagsmad lynnedkøles maden, hvilket øger holdbarheden markant.

vnin

gen

i heV

går ind fo

r M I N D R E M A D S P IL D

he GRATIS FRA

GT v

ed f

ast

aft

ale

LA DP ER

eldigvis kan nemt og hurtigt sagtens betyde sundt og varieret. En kokkekasse fra KOKKENS hverdagsmad frigiver tid i hverdagen og er en stor hjælpende hånd, da du selv slipper for at planlægge, handle og tilberede det hele selv. Hver mandag får du gode råvarer leveret lige til hoveddøren. Du skal selv kun snitte, varme og anrette maden.

adla

Se næste uges menuer på www.kokkenshverdagsmad.dk eller ring og hør nærmere på 70 12 99 99

B KØ

e et m

fm te a

Råkostsalat med gulerødder, æbler Tomatsalat med Økologiske og rosiner feta, løg, persilade brune ris Grov burgerbolle Råstegte kartoﬂer og italiandressing Grøn salat med og burgerkartoﬂer med timian Økologiske ananas, soltørret fuldkornspasta tomat og pesto

Sydstatskylling med sprød bacon

Salat og tomat, agurk, løg og rød dressing

Millionbøf med grove grøntsager

LAR

Fedtfattige frikadeller

VI K

Byg-selv ﬁskeburger

! R ETN LEID SPAFTA VERET E N S MA D FÅ

E NS KOK K agsmad hverd

BØ

RNE

VEN

LIGT , SUN

DT O G VA

RIERET

he Fokus p

å SUND

HEDS

ST YR

NS LSE

L FA

LILLE FAMILIE Kokkekasse

Aftensmad til 4 dage // 2-3 personer

475 kr.

FAMILIE

Kokkekasse Aftensmad til 4 dage // 2 voksne + 2 børn

595 kr.

STOR FAMILIE Kokkekasse

Aftensmad til 4 dage // 2 voksne + 3 børn

795 kr.

[ 42 ]

DITTE&LOUISE [ 43 ]

[DITTE & LOUISE]

Ditte & Louise En historie om

DAMER OG DELLER KVINDEN ER SEVÆRDIG. OG HUN LARMER. SAT I HISTORISK PERSPEKTIV MERE OG MERE, FOR DET HAR IKKE ALTID VÆRET SÅDAN, MEN ANNO 2016 DANSER HUN RUNDT; HØJTRÅBENDE, DUELIG, DEJLIG OG SOMMETIDER NØGEN OG HUN LAVER MUS MED SIN MAVEDELLE. HELDIGVIS. MED MELLEMRUM I BEDSTE SENDETID, SOM EN SKØN PÅMINDELSE OM DET LIV, VI - FAKTISK - LEVER.

Måske sker der noget i det øjeblik det øjeblik, det går op for dig, at du ikke rigtigt er ”fuckable” længere – for så er du med meget stor sandsynlighed noget andet. Kvindeliv kræver mandsmod – og historien om alt det, der var engang, kræver måske en kildekritisk gennemgang med henblik på en mere tidssvarende opfølgning. Kvinder og mænd er i sidste ende to sider af samme sag, og hvor komisk det end – stadig – kan lyde, er kvinder akkurat ligeså underholdende og sjove som alle andre mennesker. Ditte Mieritz og Ditte Hansen er i vid udstrækning eksemplificeringen af hvor sjove, de, helt alvorligt, kan være. Ditte Hansen og Louise Mieritz tager i DR-serien ’Ditte & Louise’ fat i eksistentielle dilemmaer og nogle af de livsvilkår, der er den – kulturhistorisk set – yndefulde, velvillige og dydige kvindes. Hende der i 2016 har multitasket sig hele vejen ind på direktionsgangen uden at misse meget mere end fire forældremøder og en enkelt ”smør-selv-dag” i børnehaven, og så portrætterer de hende i et forløsende, humoristisk og karikeret spejlbillede af dem selv; den ambitiøse, usikre, fjollede og smukke, livsduelige kvinde i fyrrene. Og hun kampsveder. Hun skrumler over sine egne ben og ambitioner – og når hun bliver taget bagfra i en baggård, er det meget sjældent til tonerne af Marvin Gaye… Men hun lykkes med sit ærinde; at være sig selv – både nærmest og nok. Og måske er det til tider lidt uskønt, men det er sjovt og vidunderligt tæt på virkeligheden. Og summen af det hele er altså, at det rækker. Du gør. Det er hele pointen. Der skal være plads til alle – også dem med svedoverskæg og overtræk. ’Ditte & Louise’ er en autofiktiv serie, der har de to ophavskvinder i hovedrollerne. De er mere eller mindre skuespillere,

[ 44 ]

og forener sig i et fællesskab, hvis formål er at lykkedes med karrieren, hinanden – og som en art uventet bonus måske; livet. Karaktererne er inspireret af Ditte Hansen og Louise Mieritz – og omdrejningspunktet er kvindeliv og skaberkraft. Serien havde premiere i juni 2015, den er udtænkt, skrevet og spillet af Ditte og Louise, Niclas Bendixen er instruktør og succesen er overvældende. Serien fik i år en Robert for ’Årets korte tv-serie’, og til november har anden sæson premiere. MED LEM ELLER MEDLEM

I fiktionens verden møder de to kvinder i første afsnit hinanden til en casting på en Susanne Bier-film. De skal spille over for Anders Berthelsen, der erklærer dem ”jævnaldrende og anmoder om ”fuckable” modspil. Det diskvalificerer Ditte og Louise som billedskønne og attråværdige – men med fiktionens elegante og humoristiske greb sætter det på samme tid Anders Berthelsen i scene som en der er langt mere ”med lem” end medlem, ikke? Det rejser i alt fald spørgsmålet om, hvad det vil sige, at være en eller et køn. Og det er i virkeligheden rigeligt. I virkelighedens verden fandt de to kvinder sammen, fordi det var sjovt. Fordi de kunne underholde sammen. ”Vi fandt hinanden, fordi vi svinger godt sammen. Den der timing og musik der skal være i satire og komik, har vi med hinanden – og det er i virkeligheden ret unikt, når man finder et menneske, man har det sådan med,” fortæller Louise Mieritz. Sammen udviklede de to, der har hver deres bemærkelsesværdige og alsidige karriere med i bagagen, serien – og der var mere end et år fra tanke til endelig handling, men de har også gjort sig umage og er gået til morskaben med stor alvor; [ fotos: CLAUS PEUCKERT ]

”Vi ville gerne lave en serie. Vi ville underholde, og vi tog den del meget alvorligt,” fortæller Ditte Hansen. ”Vores intention var at portrættere de her to kvinder og alt det, de fumler med på en sjov måde, og så opstod der det, at rummeligheden blev et væsentlig aspekt undervejs. Vi opdagede simpelthen, at det værdisæt vi havde bag det hele; at der skal være plads til at være den, man er, ramte folk. Hårdt,” fortæller hun. Og Ditte og Louise er både i den ene og den anden henseende dem, de er. Og det tør de stå ved. De er både nøgne, usminkede og blottede for ambitionen om at pynte på sandheden. Om noget, er det det modsatte, de sigter efter. De sætter ”egen røv i klaskehøjde” – og så fortæller de en sandhed eller flere i flæng, om det nødvendige opgør med en stereotyp kvindeopfattelse og en kultur, der tilskriver hende at være smuk. Og hvis muligt, lidt stille. ”Vi er historisk podet til en patriarkalsk verdensopfattelse, men naturalismen og menneskeligheden vender vores vej nu,” siger Ditte Hansen. ”Det har måske manglet lidt med kvindeligt fortegn, det der med at stille sig op og være sjov og have noget på hjerte.” ”Ja, vi har trængt til, at kvinderne talte sammen på skærmen,” konstaterer Louise, ”for det er jo egentlig grotesk, at det i 2016 stadig er en sjældenhed, og når det nu fylder mere, er det fordi kvinderne fylder mere. Og det bør de også gøre,” konstaterer hun. DER ER HÅB

Ditte og Louises budskab står ikke – tungt – på skuldrene af rødstrømpernes mantra - eller mændene - i håb om at holde dem nede, men det er et velment, oprigtigt – og måske næsten umiddelbart bud på et autofiktivt, satirisk generationsportræt af kvinden. Kvinderne, der også skal finde deres plads i en ellers historisk set patriarkalsk verden, hvor det var

mandens ret – eller i alt fald mulighed – at gøre krav på fuckable kvinder. Det er hverken en pligt eller dyd at være smuk. Og det var måske heller ikke intentionen at skabe en serie, der så gennemtrængende havde det budskab – egentlig ville de to primært underholde, men seerne greb historien, den om rummelighed, der var et underliggende tema – og fremelskede således et budskab, som både Ditte Hansen og Louise Mieritz bifalder højtlydt. De er selv en del af billedet. I tilbageblik er de en del af en generation, der har haft travl med at smile og sige undskyld, ”Det er gået op for mig,” siger Louise Mieritz, ”at jeg selv i høj grad har været en del af det der stereotype kvindebillede - og hvor er det privilegeret, at jeg så får lov til at udkomme med en anden historie om en ny tid. Det er ikke mændenes skyld, men det har virkelig taget os lang tid at se, at vi på det strukturelle plan stadig er kodet til at lytte – mest – til manden. Og at det ikke behøver være sådan. Heldigvis synes jeg, at man oplever, at det for unge mænd og kvinder er helt anderledes. I deres 1 til 1 relation er der meget håb, ” konstaterer hun. Ditte bifalder og påpeger, at det er en norm, vi bare lige skal være – yderst -opmærksomme på, at gøre op med. ”Vi har alle sammen eksempler på modstand, også mænd – men altså… Så laver DR2 en kampagne hvor 27 af bidragsyderne er mænd og tre kvinder – den ene skænkede vand, og vi ser det ikke engang! Det er jo det - vi er blevet så vant til, at kvinderne ikke indtager arenaen – og så bliver det måske over tid til en idé om, at de ikke kan. Det bliver bemærkelsesværdigt, når kvinder er sjove på skærmen – og i virkeligheden, hvis vi lige tænker os om, så kender vi alle sammen en kvinde, der er den sjoveste,” supplerer Ditte.

[ 46 ]

DUMME DAMER OG HELE KVINDER

ET RUMMELIGT FÆLLESSKAB

Og hvis de er der – og det er de – så skal de frem i lyset. Nu. Det er nu, vi skal vågne – og så skal vi handle, påpeger de to damer, der selverklæret har nået en alder, hvor man har for vane at pakke dem en lille smule væk. Men Ditte og Louise er stærke, og de pakker ikke overskydende maveskind væk, de vil heller bygge delle-mus med det, og vise anstrengelserne frem i bedste sendetid. Det giver mening. Maveskindet er velkendt for de fleste, og det forsvinder ikke, fordi vi ikke taler om det – og i virkeligheden kan det heller ikke photoshoppes ud af den kollektive erkendelse. Det kan allerhøjest forvrænge selvopfattelsen. Og få os til at tvivle et øjeblik – på os selv, og på den virkelighed, der uden Instagram-filter sjældent er sådan decideret billedskøn.

Seriens to hovedpersoner portrætteres som larmende, famlende og ufrivilligt sjove. Deres usikkerhed og forsøg på at lykkedes er forstørret for humorens skyld – men det er ikke for sjov, at de fandt hinanden. Det er deres held – og det er i det fællesskab, det lidt umage par får etableret at de både lykkedes og kan bære at fejle. Ditte, der er udadvendt, højlydt og risikovillig og Louise, der er mere kontrolleret og næsten holder verden ud i strakt arm, er i virkeligheden ret langt fra hinanden, men det bliver deres styrke, at de rummer forskelligheden. På den måde bliver fællesskabet det rum, de udøver frit fald i – og selvfølgelig forholder det sig akkurat ligesådan i virkeligheden; Ditte Hansen og Louise Mieritz er i en sjælden symbiotisk forståelse hinandens modsætninger – og lige det, bliver deres fælles foretagendes styrke. Og selvom det kun er den ene af dem, der erklæret dyrker fællesskabet ude i den mere virkelige verden, så vil den anden måske også gerne – og i alt fald kan de begge to sagtens få øje på værdien af ”fælles fodslag”;

Og det er derfor ambitionen om at portrættere en ny virkeligheden – den, hvor kvinderne skramler højt ude i køkkenet, fordi de har tabt kødgryden og besindelsen et øjeblik – og en tv-serie, hvis grundlag er satire og underholdning, kan ende ud som et næsten ædelt bidrag til en debat, vi aldrig må blive trætte af. ”Vi ville lave en hyldest til kvinden – og vi ville underholde og være sjove, i virkeligheden er omfanget af den her rummelighedsdebat jo altså kommet lidt bag på os begge to, men det er en meget velkommen ting,” konstaterer Ditte

Men Louise Mieritz er en lille smule bange for det store fællesskab, som Ditte synes, vi alle sammen skal engagere os i. ”Hjælp din nabo, sæt dine børn i folkeskole, spyt i fællesskabet – vælg det! Det er det danske,” smiler hun ”Men jeg bliver bange,” siger Louise.

”Ja, for det var netop tænkt som en hyldest til hele kvinden. En mulighed for at vise hvor dum, fjollet og åndssvag, hun kan være. For det er hun for helvede, siger Louise Mieritz, ”og ligestilling er, når vi kan være lige så dumme og fjollede som mændene – uden at nogen løfter et øjenbryn over det, ikke? Og på den måde bliver det jo i virkeligheden et kvalitetsstempel, når Sørine Gotfredsen giver udtryk for, at vi med ’Ditte og Louise’ synker ned på mændenes niveau,” griner hun. ”Så er vi faktisk lige ved at være der.”

”Vær nu borger,” replicerer Ditte. Og mener, at det er i de nære fællesskaber vi vælger, at vi kan spejle os og udvikle vores egen verden. Facebook, internettet, Instagram og en endeløs række af mulige valg og fravalg er med til at gøre os til - i virkeligheden - verdensfjerne verdensborgere, der frit kan vælge mellem ”customized” fællesskaber til særlige anledninger, og på den måde kan det være svært at opdage, at de fleste af os har brug for de mere varige og vedholdende af slagsen;

[ 47 ]

[DITTE & LOUISE] ”Men når Louise i serien siger, at hun ikke kan lide mennesker, så er det lånt fra mig selv,” siger Louise Mieritz. Det har noget med de der klubber at gøre. Jeg kan ikke lide at gå til gamle elevfester eller tage på tvungen telttur med forældrene i mit barns klasse. Det er ikke noget, jeg er stolt af, og jeg ved, at jeg går glip af en masse. Men tanken om alt det nærvær og fællesskab, giver mig knopper. Det er virkelig en brist.” Og mens Louise Mieritz overvejer, om hun alligevel skulle få meldt sig til den telttur, erkender Ditte Hansen, at der godt kan være trangt i fællesskabet – men også, at det ikke ændrer grundlæggende ved, at vi behøver dem. Og verden er blevet et virvar af selvstændighed og individuelle præferencer – vores fællesreferencer er begrænsende – af Ditte eksemplificeret med Cirkusrevyen, som hun har spillet med i de sidste mange år, og hvor hun har oplevet hvordan den fælles referenceramme – det vi kan italesætte som tidsånden, ikke længere lade sig helt så nemt definere.

”Ja, de kan bare komme. Det er godt at være to,” siger Ditte Hansen. Det var de – og det er de, også i sæson 2, der har premiere 4. November på DR1. Og det er ikke længere helt så meget ”pigerne mod drengene”, der er seriens fokus, men ”vi vil ikke holde kæft og være smukke”, der er temaet – og ”omfavn din indre heks”, der kunne være opfordringen. ”Nu er vi etableret som ’Ditte & Louise’ – nu er det ok, at vi findes – så temaet i anden sæson har et andet fokus. Eksempelvis er der ret meget pap og garn involveret som et helt nyt – og faktisk ret yndigt – sketchlag,” griner Ditte Vi må vente. Og så må vi se. ’Ditte & Louise‘ er et satirisk tidsbillede, der tør tage sig selv og alle os andre lige akkurat alvorligt nok, til at der er en mening med galskaben. Det er en dramatisk komedie - og på den måde, på sin vis, Stories of Our Lives’…

”Der skal altså være noget, der er vores fælles reference og oplevelse – og det er jo ikke fordi vi skal tilbage til monopoltv, men vi må ud og være i rum sammen,” siger hun. ”Der skal være plads til nuancer, kulturer og overbevisninger, men det er bare sådan, at på den yderste dag skal vi alle sammen på det samme hospital og plejes af de samme mennesker. Og så skal vi dø. Det er der, vi ender. Alle sammen. Og vi har brug for det fællesskab, så vi kan ligeså godt bidrage til det,” konstaterer hun. ENESTÅENDE TOSOMHED

Ditte og Louises fællesskab trives. De er veninder, for ”det kan man ligeså godt være, når man ved så meget om hinanden” – og de har en fuldstændig unik forståelse af hinanden og i den ramme af sig selv. De er i gang med at indfri en drøm – og lige akkurat i deres fællesskab – i den konstellation – har de en fornemmelse af, at alt er muligt. At de bare kan gøre det. Så det gør de. De er nøgne, sjove, tager et hårdt greb på smertepunkterne og tillader sig at være grove – og selvom både deres børn og mødre godt kan synes, at det er lige rigeligt, og selvom man risikerer en hel del, ved at sætte sig selv i spil på den måde, de gør, så har de det sådan, at verden bare kan komme an;

[ 48 ]

Niclas Bendixen, instruktør på ’Ditte & Louise’ ” Det er godt, det her! Når jeg modtager manus fra Ditte & Louise, så labber jeg det i mig, fordi de skriver så forbandet godt! Og jeg elsker de to kvinder. Det skal man i øvrigt som instruktør; elske sine hovedkarakterer, og man håber sådan, at alting lykkedes for dem – samtidig med, at jeg er nødt til at lade dem falde maksimalt. Statusfaldet er komediens greb – og det er det, der gør det sjovt. Man forstørrer nogle ting for underholdningens skyld – og i det her tilfælde, er det med to kvinder som historiens omdrejningspunkt. ’Ditte & Louise’ sætter kvinden i spil, og det gør den, fordi det var på tide. Det er en virkelig sjov komedieserie – og det undrer mig, som, vil jeg mene, forholdsvis reflekteret mand, at det kan skabe så meget polemik fordi det handler om kvinder. I virkeligheden bør det jo ikke gøre den store forskel. For mig som instruktør gør det ikke nogen forskel, at det er en serie med og om kvinder. Jeg forstår godt universet – også selvom jeg ikke kender fornemmelsen af at bløde igennem. For i virkeligheden er det universelle, menneskelige ting, der er i spil. Det er Ditte & Louises rejse og håb, der er spændende – og den er genkendelig for både mænd og kvinder. Det er vores fælles længsel i livet. Det er da interessant, at både mænd og kvinder, har større behov for at analysere en komedie serie, der har kvinder som omdrejningspunkt, end når det er med mænd. Det er forskelligt, hvad mennesker griner af – men det er ikke kønnet, der afgør, om det er sjovt.”

[KLUMME - GRY RAMBUSCH]

MIN INTEGRITET KOSTEDE 80.000 I BØDE FORSKERNE ANTAGER, AT DER ER FORSKEL PÅ DEN INDRE STYRKE OG OVERLEVELSESKRAFT, VI ER FØDT MED. DET ER UDEN TVIVL KORREKT, MEN ALLE BØRN ER OGSÅ PRÆGET AF FORSKELLIGE RESILIENS PROCESSER. ALLE SMÅ BØRN, DER ER NORMALT UDVIKLET ER DOG I ET ELLER ANDET OMFANG SÅRBARE OG SKRØBELIGE - ALLE BØRN HAR BRUG FOR KÆRLIGHED, OMSORG OG BESKYTTELSE. DER ER IKKE NOGEN BØRN, SOM SLET IKKE TAGER SKADE AF AT BLIVE OMSORGSSVIGT ELLER MISRØGTET. ET BARN KAN GANSKE ENKELT IKKE UDVIKLE SIG NORMALT OG ALDERSSVARENDE UDEN NOGEN DRAGER MENNESKELIG OMSORG OG LÆRER BARNET SUNDE VANER OG STRATEGIER FOR ALMINDELIG LIVSFØRELSE.

Men hvorfor tager nogen børn mere skade end andre? Hvorfor udvikler nogle, på trods af en kærlighedsløs barndom, en råstyrke og en personlighed, der får dem til at klare sig og få et godt liv som voksne på trods, mens andre går i stykker? Og hvorfor bliver nogle børn ødelagte, selvom de vitterligt har haft en god og kærlig opvækst? Hvilke overlevelsesstrategier skaber vi for os selv...? Udsatte og svigtede børn lærer at beskytte sig med et ”værn” af eksempelvis vrede, bitterhed og had - eller om man fortsat er i stand til at have medfølelse for andre – for medfølelsen og empatien er åbningen til sjælen. Størstedelen af brændte børn, udsatte børn, der vokser op med svigt og bliver skadet, er skadet for livet i et eller andet omfang. Vil man bryde et mønster - og der er alverdens former for mønstre - eller vil man gentage et mønster. Alle har jo en fri vilje og alle mennesker har forpligtelse til at tage sig sammen, i det omfang man nu kan, ud fra de betingelser, vilkår og karakteristika det enkelte menneske nu engang består af. Når sager, der omhandler børn skal behandles i et system – enten i en kommunal forvaltning, Statsforvaltning eller domstol, så er det afgørende at et barns perspektiv bliver belyst. Børn skal høres og deres holdning tilvejebringes. Det er de voksne aktører omkring barnet, både børnesagkyndige, jurister og dommere skal være i stand til at se sig udover forældrenes perspektiver, holdninger og egne agendaer. Hvis sagerne skal løses mest hensigtsmæssigt må enhver gøre sig klart, at børn er små mennesker med deres egne holdninger og syn på tingene. Nuvel der er børn der er præget og manipuleret. Det er så ekstreme situationer, når man kan konstatere at en forælder eller begge er fuldstændig ligeglade med barnets perspektiv. Men man tror ikke på børn. [ 50 ]

[KLUMME - GRY RAMBUSCH]

[ PRIVATFOTOS ]

[ 51 ]

[KLUMME - GRY RAMBUSCH] Man tror at børn hovedsageligt er små dikterede robotter uden selvstændig tankegang eller selvstændige rettigheder. Og rettighederne bliver som regel overtrådt – særligt ude i de kommunale sagsbehandlinger, hvor Barnets Reform gælder – eller burde gælde. Med barnet i centrum. I eget liv. Det betyder helt konkret, at lovgivningen ikke overholdes. Til eksempel har vi en kendt retssag, ”Hafida-sagen”, hvor en far dræber barnet mor og alligevel får fuld forældremyndighed, trods det, at de næste 12 år skal leves bag tremmer. Hverken mor eller far er nu til stede for børnene. Skulle vi som sagsøger – på dræbte Hafida, børnenes moders side - da vælge at ofre børnenes ve og vel? Hvis barnets trivsel og udvikling sættes i fare derved at enkelte eller flere af parterne i en sag lader den verserende sag få konsekvenser i forløbet for børnene derved at nogle parter ønsker at vinde så meget, at børnene ofres i forløbet. Manipileres til en holdning fra en part – altså ikke må have sin egen erfaringsbaserede holdning. Det bliver man skadet af. Brændt barn. Barnets tarv fordrer, at man kigger materielt på termen og forstår, at barnets tarv ikke lader sig udmåle generelt. Barnets tarv er en tom floskel, der aller højest skal fortælle os, at man ser på det enkelte barns situation, livsbetingelser og vilkår.

Jamen, vi knoklede sgu dag og nat og har minutiøst læst og gennemgået ALT. Skrevet mangt og meget til alt og alle. Fremsendt forvaltningsretlig klage over kommunen til instanser, som har udløst borgmesterens klage over mig på vegne sagsbehandleren, for blandt andet at kalde den kommunale forvaltnings indsats og arbejde for: Usaglig. Hvad der er konstaterbart. Kommunen vil dog diktere og ender med at fratage Statsforvaltningen, ”magten”, der ellers havde truffet en ualmindelig sagkyndig samværsafgørelse truffet af deres dygtigste folk i staben - mens hele ”verden” så med. VI KAN IKKE GÅ I BØRNEPERSPEKTIV! Barnets tarv?!?! Det er så langt ude… Det er kvalmt som sådan et lille naivt land vil være med til at lyve for sig selv. Har ondt i trætheden...! Forinden X Kommune fremsendte en klage til Advokatnævnet skulle jeg kommentere og dokumentere følgende udtalelser i skrivelsen, som Kommunen finder enten særlig grove, urigtige, udokumenterede og/eller ærekrænkende mod navngivne medarbejdere:

”Tilsyneladende har socialrådgiveren X sagsbehandlet i lyset af en stærk racistisk holdning…” ”Afgørelsen er både mangelfuld og beror på et ekstremt fattigt oplysnings grundlag. Der er aldrig sagsbehandlet i overensstemmelse med hverken lovgivningen el/er sagens materielle indhold på sagen.”

Jeg har skrevet et 7 sidst langt ophævelsesbrev til retten på vegne dræbte Hafida i hendes egenskab af at være moder. Det er hensigten og vort håb at børnene en dag vil bede om aktindsigt og derpå læse vores perspektiv og bevæggrunde herunder vedvarende voksende bekymringer. For på tekst o- beskrivelser og observationer kan det konstateres at der sker vedblivende kontinuerlig manipulation af bønene. Man bruger ”frygt” som et våben til forælder fremmedgørelse.

”Klagen beror på den stærkt kritisable og rets usikre sagsbehandling, der uvægerligt er foregået i Familieafsnittet i X Kommune...” “Vi påklager den generelle sagsbehandling samt den odiøse subjektive vinkling af sagen, som vægter faderen og dennes familie...”

Hafidas bortgang har nu medvirket til at danne ny lovgivning. Det er meget smukt og det kan familien være stolte af. I alle lærerbøger på universiteterne kommer Hafida til at blive holdt i hævd, hun bliver på den måde udødelig. Og børnene de vil altid have en stående invitation til at komme til mig når de er gamle nok. Så fortæller jeg dem sandheden. Intet mere, intet mindre. Alt underbygget af dokumentation. Tiden i systemet ødelagde det for os - for børnene. De blev aldrig hørt. Og deres ord refereret fra samværsbeskrivelser blev aldrig taget til notat i systemet. Jeg indtrådte i sagen med stor tiltro og under kæmpe bevågenhed, efter familie kom til mig og ville skifte advokat efter de havde tabt forældremyndigheden med en mangelfuld og fattig begrundelse. Jeg har lagt faglighed og empati igennem måneder. Vi fik en historisk afgørelse i statsforvaltningen omkring samværet. Men vores gode og veldokumenteret papirarbejde væltede magthaverne, ja sandheden var IGEN ilde hørt, og man reagerede magtmisbrugende. Men børns fremtid kunne jeg desværre alligevel ikke sikre nå at opnå indflydelse på via domstolene. Tiden betød en frygtelig masse i børnehøjde. Det gør mig ondt at vi alle skal leve med det. Men også stolt over at Hafidas død udløste smukke ting. HELE befolkningen kunne se at den afgørelse var 100% forkert. Særligt set i lyset af, at afgørelsen hverken afspejler fornuft, retfærdighed, medmenneskelighed, lovlighed eller dygtighed.

“X ignorerer helt åbenlyst børnenes signaler.” ”Mange steder i forvaltningens vurderinger til Statsforvaltningen, jeg vil sige gentagende gange, er man fremkommet med stærkt injurierende og inkriminerende pastande mod mine klienter som familie, og dette er alene baseret på faderen og dennes families oplysninger. Disse pastande er af X viderebragt som fakta i sagen. Der er tale om magtmisbrug i en grad, som vi overvejer at politianmelde”. ”Det er Kommunens opfattelse, at disse udtalelser langt overskrider en offentlig ansat medarbejders talegrænse og kommunen mener, at De herved har overtrådt reglerne for god advokatskik”.

Klagen udløste en bøde til mig på i alt 80.000 kr. Dyrt, ja. Men ikke for sin integritet. Børnene i sagen har dog tabt på alle måder. Det er så tragisk. Og de er fortsat ikke blevet hørt. /Gry

[ 52 ]

*Se ĂĽbningstider pĂĽ hjemmesiden

[LAUST SONNE]

[ fotos: MORTEN RYGAARD ]

[ 54 ]

[LAUST SONNE]

LYDEN AF

LAUST DER ER NOGET VED FORHOLDET MELLEM MENNESKER… DEN KÆRLIGHEDSRELATION, DER KAN VÆRE IMELLEM DEM. DET ER DEN, DER ER INTERESSANT. FORELSKELSEN, DET FLYGTIGE MØDE ELLER DEN MÅDE VI OVER TID VIKLER OS IND I HINANDEN OG BLIVER TIL ET ’OS’. OG MÅSKE BRAGER DEN FORNEMMELSE EN DAG ”AFTER DARK” UD OVER FLERE TUSINDE MENNESKER SOM EN SLAGFÆRDIG PAROLE; ”BAD CRAZINESS” – ALTERNATIVT ENDER FORNEMMELSEN SOM EN SÆRLIG SANG OG ET ALBUM BASERET PÅ LIGE DELE FAGLIGT, SOLIDT HÅNDVÆRK, KÆRLIGHED TIL MUSIK OG STÆDIGHED. DET ER LYDEN AF LEVET LIV.

[ 55 ]

[LAUST SONNE]

SIDEN SIDST

Laust Sonne er 41 år gammel og – måske mest – kendt for sit virke i D-A-D, hvor han har spillet trommer siden 1999. Han er gift med skuespilleren Maria Erwolter og far til en søn og en datter, som han har med sangerinden Dicte. Han er musiker og menneske i en kombination, hvor det ene næres af det andet. Han er albumaktuel – solo – med pladen ’Relations’, og det er ham, der har og tager ordet.

Laust Sonne har tidligere udgivet et album i eget navn. Det var i 2011 – og udfaldet er måske et eksempel på, hvor svært det kan være, at udfordre offentlighedens hævdvundne og forudindtagede kendskab. Albummet blev ikke nogen verdensomspændende succes – og ud over pladeselskabets manglende engagement, skyldes det måske netop, at Laust skal ud og udfordre et publikum, der som noget nyt skal være hans helt eget;

Han udfordrer med projektet og pladen den identitet, de fleste vil tilskrive ham som en del af den veletablerede, cementerede succes D-A-D. Det kan være svært at forestille sig, den stringente, altid ulasteligt klædte Laust Sonne som en mere glampoleret pop artist, der i flere lag og sommertider i up-tempo fortæller historie fra sit eget liv tilsat poetiske vendinger og nøje udvalgte akkorder. Men det er en pop-plade, han har skrevet, indspillet og produceret – næsten – selv;

”Jeg er udfordret af at være en del af D-A-D i den sammenhæng. Sådan er det,” konstaterer han.

”’Relations’ er en moderne popplade med uendeligt mange lag. Teksterne er personlige historier – og de handler uden undtagelse om relationen mellem mennesker – jalousi, nostalgi og stor kærlighed,” fortæller han. ”Jeg har selv skrevet al tekst og musik, jeg har selv indspillet alle instrumenter og pladen udkommer på mit eget selskab Billy Records. Ian Nilsen har været med til at arrangere numrene, men i udgangspunktet er det hele vejen rundt mit eget projekt.”

Min første plade investerede jeg blod, sved og tårer i – og så endte det med, at den ikke gjorde særligt væsen af sig. Det skyldes både min identitet som trommeslager, men altså også et skuffende samarbejde med pladeselskabet. Og på sin vis er det op ad bakke, men det er ligegyldigt i den sammenhæng, for jeg kan ikke lade være,” konstaterer han. Og det er det, man kan høre – endda uden at gøre sig særligt umage. ’Relationens’ er en god historie. Som projekt og som produkt. Pladen er en fortælling om det Laust lever og er – og det har sin helt egen lyd; ”Jeg er musiker. Jeg er medlem af D-A-D og jeg er trommeslager, men jeg er også sanger og musiker på et andet plan. Albummet her er et resultat af det. Jeg er et menneske, der udtrykker mig på alle mulige måder, og måske nogle gange bedst gennem musikken. Ikke en bestemt genre, på et bestemt instrument eller ved en særlig lyd. Pladen her er et produkt af den energi og den fortællelyst, der er i det,” siger han.

[ 56 ]

[LAUST SONNE]

[ 57 ]

[LAUST SONNE] OM AT FINDE MELODIEN

Og lyden af Laust der vågner en morgen – helt fremmed for sig selv og omgivelserne – med en fornemmelse af at være på syre. Tæt på at bryde fuldstændigt sammen i et overanstrengt sind og uden at kunne finde ord for det, er særlig. Der er symbiose mellem tekst og musik i det øjeblik en anden, hans kvinde og kone, rækker hånden ud og hiver ham ud af hverdagen og ind i stilheden et andet sted. Det var den dag og den relation, der blev til nummeret ’Strange feeling’. Så det er en fortælling om livet og de observationer, man gør sig undervejs, der er blevet til ’Relations’ – der udkommer med et håb om, at folk vil lytte og høre historierne om ar der skal heles, kærlighed der tager til og særlige øjeblikke, der har potentiale ind i evigheden. ”Det er magisk, når man forener ord og lyd på den rigtige måde,” siger Laust Sonne, ”og især når det er så personligt, som den her plade er for mig. Det er mine historier – selvfølgelig med fiktive greb – men stemningen, følelserne og relationerne er hentet i mig selv, og på den måde kan det også godt være et lidt nervepirrende forløb, der har to lag; både den færdige plade som produkt, men også den proces man er i undervejs. Laust Sonne starter med melodien. Han finder frem til lyden og arbejder så teksten ind i det. Han arbejder med sætninger, konstruerer et skelet, ligger lag på og piller måske det hele fra hinanden igen. Han sorterer og synger og sætter sin lid til det, der kommer helt naturligt til ham. Maria, hans kone, lytter måske med på et tidspunkt – og så hører han det selv, og bliver, når han endelig er tilfreds med et nummer, befriende barnligt begejstret på den særligt fysiske måde, hvor man både hopper, danser og synger sin glæde ud i verden – og så returnerer han til arbejdet igen. For han er målrettet og ret fast besluttet på, at pladen skal have et værdigt liv. ’Relations’ udkommer både i Danmark og Tyskland, og det giver mening, for der er et lyd-

hørt publikum på den anden side af grænsen – og Laust trives og finder stor inspiration i – især – Berlins beton-poetiske bybillede. ”Berlin og Tyskland i det hele taget er inspirerende for mig – og det giver god mening, at vi har optaget musikvideoen til ’On the radio’, albummets første single dernede – for jeg er vild med byen, stemningen og de mennesker, jeg er så heldig at arbejde sammen med dernede. Musikvideoen til nummeret er instrueret af fantastiske Dino Fetzer – og er en visuelt smuk fortælling om en kærlighedsrelation, der sprækker og falder fra hinanden – portrætteret i storbypoetiske omgivelser og i skikkelse af Laust og Maria, hans kone, der ved lige akkurat hvordan hun ser og hører ham bedst. ”Maria har en intuitiv måde at lytte til min musik på, og hendes mening er vigtig for mig. Jeg spiller sommetider de ufærdige sange for hende, og så lytter til, hvad det er hun hører – for jeg stoler meget på hendes umiddelbare reaktion. Af nogenlunde de samme grunde, var det helt optimalt, at vi kunne lave musikvideoen sammen. Det er at jeg – som ikke er skuespiller – var tryg i den intimitet videoen afspejler, var meget afgørende for resultatet,” fortæller Laust. Laust elsker Maria – det kan man se. Han nærer en stor kærlighed til det ’os’, de er blevet til. Og til en helt masse andre mennesker, der er væsentlige for den, han er. Og det er det, Laust har skrevet et album om. Ikke om ham og ikke om hende, men forholdet – både til hinanden og til alle dem, han bliver menneske i mødet med. Relationerne, der først og sidst er det, der gør os til mennesker... Du kan finde ’On the radio´ og læse mere om Laust Sonne og hans ’Relations’ på laustsonneofficial.wordpress.com

[ 58 ]

[LAUST SONNE]

[ 59 ]

detâ&#x20AC;&#x2122;

PASSER

[DIRCH]

[ 60 ]

[DIRCH]

[ 61 ]

[DIRCH]

VI FORESTILLER OS SÅ MEGET. – MÅSKE I VIRKELIGHEDEN DET MESTE… MEN VI VED, AT DIRCH PASSER OG KJELD PETERSEN VAR NOGLE AF 1950’ERNES ALLERSJOVESTE KENDTE SKIKKELSER – ISÆR SAMMEN. LYDEN AF DE TO AFFØDER PROMPTE APPLAUS – OG TILSAT MODERNE MUSICALGREB OG TO NULEVENDE TALENTER, FÅR HISTORIEN NYT LIV… ANDREAS BO OG TROELS LYBY SPILLER DIRCH PASSER OG KJELD PETERSEN, TO AF DANSK TEATERS MEST MARKANTE SKIKKELSER I MUSICALEN AF SAMME NAVN.

[ 62 ]

[DIRCH]

Det er Andreas Bo der påtager sig, at fortælle Dirchs historie og Troels Lyby, der fortolker Kjeld Petersens side af sagen. Musicalen, der er instrueret af Peter Langdal, er bygget over Martin Zandvliet og Anders Frithof Augusts manuskriptet og film af samme navn. Et råt, poetisk, ligefremt, komisk og kærligt portræt af et livsværk, der til tider synes næsten absurd tragisk i lyset af latteren, der næsten altid var en forventet del af lydbilledet. Dirch Passer levede store dele af sit liv til offentlig skue, og der var applaus for enden af det hele. Det er sandsynligt, at han tog det for givet – måske havde han endda behov for den applaus – og selvom vi i virkeligheden ved meget lidt om alt det der lå i lagen over og under komikken, så ved vi, at han var 1950’ernes komiker. I bestemt ental. Han var den, der var den. Nu er Andreas Bo den. Og han er komiker og parodist, men han er også skuespiller – og han mestrer fagets præmis om at spille en rolle – tage den på sig, og når man forventes at tage komikkens ypperste repræsentant på sig, så stille der temmelig store krav til balancenerven; ”Det er tredje gang jeg bliver spurgt, om jeg vil spille Dirch Passer, og hver gang har jeg spurgt mig selv, hvad anledningen skulle være. Hvad er det, man vil med det? Han kunne være fyldt 90 i år, og musicalen er teaterudgaven af den film, der kom i 2011. Den følte jeg godt, at jeg kunne fortolke – også fordi, vi kommer på fysisk afstand af publikum på teatret. Og det er væsentligt, for her er øvelsen at distancere sig til parodien,” siger Andreas Bo. ”Det nytter ingenting, at man ser mig parodiere Dirch Passer! Jeg skal lynhurtigt etablere den overbevisning hos publikum, at det de skal opleve er, at vi er der, for at fortælle dem en historie om Dirch og Kjeld. Det er den, de skal se – og ikke os, der forsøger at være dem. Jeg kommer ikke ind og leger, at jeg er Dirch – jeg kommer ind og formidler en fortælling om ham. Der er en væsentlig forskel.” Dirch Passer debuterede i slutningen af fyrrene og fik en hæsblæsende karriere som komiker på de københavnske teatre. I midten af 50’erne statuerede han sin position i makkerskabet med Kjeld Petersen i duoen Kellerdirk – og deres venskab og makkerskab betød så meget for Dirch, at Kjelds død i 1962 fik Dirch til at trække sig fra scenen de næste fem år. Inden da forsøgte han – uden held - i 1961 at etablere sig som karakterskuespiller i rollen som Lenny i John Steinbecks ’Mus og Mænd’. Han returnerede til stående applaus i komikken – og han døde til lyden af et forventningsfuldt publikum. Han er ikonisk i dansk komik og har på den måde skrevet sig ind i Danmarkshistorien. Han var noget helt særligt, men måske også i høj grad et produkt af sin tid; ”Altså, når man skal portrættere Dirch Passer, er det jo noget med at have is i maven fordi han var så meget for så mange, men undskyld mig, han var også en skaberøv på linje med

det, Jim Carey er i dag; altså nogen, som er lidt for meget. Folk, der skiller vandene. Det er lidt samme mekanisme som Casper Christensen og drengene. De var der på det rigtige tidspunkt – tiden var til Mandrilaftalen, men det betyder jo ikke, at de har opfundet genren eller definerer den, det betyder egentlig bare, at de så tidspunktet. Og på samme måde var Dirch der, da Danmark havde behov for humor, der ikke var højintellektuelt. Han ville gerne klovne, og det var tiden til. Han var et ikon – og han var virkelig dygtig til at klovne, men så var han heller ikke bedre,” siger Andreas Bo. ”Man må altså have den præmis, at de rigtige forbilleder sidder som skæve eksistenser i kældrene i New York og lykkedes med deres ting fra det udgangspunkt.” Dirch Passer og Kjeld Pedersens makkerskab var legendarisk. I filmen portrætteres de to som hinandens modsætning og forudsætning. De gik på scenen i en solidarisk overbevisning om hinandens talent – men ikke upåvirket af folkestemningen, der hyldede Dirch på Kjelds bekostning. De var en del af det københavnske natteliv og famlede – måske lidt forblændet af rampelyset – rundt efter den kærlighed der holdt lidt længere end en flaske vin og en munter melodi. Og måske ledte Dirch mest efter sig selv, men han fandt Kjeld Petersen, og da han døde som 41-årig, gik Dirch Passer hjem. Og der blev han i fem år. Da han vendte tilbage var det – måske – med en trodsig trang til at ville lægge ideen om en karriere som karakterskuespiller bag sig. Og han var stadig sjov, men han portrætteres også som en presset mand, der leverer varen – uden helt selv at kunne se det sjove i situationen; ”Jeg ville egentlig gerne give ham en krammer lige der. Jeg ville fortælle ham, at da jeg var 47 – lidt yngre end han blev – fik jeg en stressnedsmeltning og besluttede mig på den anden side af den for, at nu var det mig, der bestemte. Nu gjorde jeg, hvad jeg ville. Og jeg ville gerne sige til ham, at han kunne have valgt det samme. Han var velhavende og kunne have valgt at holde fri i to år, hvis det var det, han ville. Han kunne også have valgt at spille Strindberg et år i træk. Jeg ville sige til ham, at ”hvis du vil vælge, at spille en seriøs rolle, så vælger du fandeme ikke at spille en to meter høj mongol, der hedder Lenny. Det gør du bare ikke,” siger Andreas Bo – og påpeger, at når Dirch – i sin kamp for at blive taget seriøst som skuespiller valgte den rolle, så kan man gøre det ræsonnement, at han måske frygtede latterens udeblivelse: ”Jeg tror, han valgte den rolle, fordi han ikke turde andet. Han gjorde det pissegodt, men i virkeligheden kunne han ikke selv holde ud at være i roen aften efter aften. Han begyndte selv efter nogen tid, at gøre et eller andet spastisk med skulderen, der fik folk til at grine, fordi det var der, han var tryg”.

[ 63 ]

[DIRCH]

Så Andreas Bo køber ikke ideen om, at det var synd for Dirch. Han mener, at det var hans eget forkerte valg – og han har insisteret på, at portrættere den del af historie i musicalen. ”I anden akt har jeg en dialog med Troels, hvor vi taler om Lenny. Og så gør jeg en bevægelse for at få folk til at grine, og så understreger vi pointen ved at henvende os til publikum og sige, at det er rart, når folk griner, og så er det svært at lade være… Og i virkeligheden var det der, han var mest komfortabel. Han ville gerne have den velkendte dyne af latter på.” Andreas Bo er et veletableret navn på de danske scener. Og akkurat som Dirch er han primært kendt for sit komiske talent. Han er den, der får os alle sammen til at græde af grin. Men han er også den, der portrætterer superskurken i Iqbal Farooq eller Johannes Møllehave i Cirkusrevyen, og på den måde, er rollen som Dirch også en måde, at få sat sig selv – endnu – mere i spil som skuespiller og mindre som genre; ”Det er jo også en del af hele idéen med at spille Dirch – at bevise over for publikum, at jeg også kan andet end parodierne og det komiske. Og selvom jeg egentlig har fået meget godt fat i det, oplever jeg jo også, at folk ligesom hæfter sig ved, at jeg mestrede karakteren, når de har set mig som skurk eller præst. Men det er fint, det er ikke noget jeg har haft travlt med at pointere, for jeg har hygget mig meget med parodierne, og man skal jo ikke ligefrem skamme sig over noget, man er god til,” smiler han. Noget anderledes forholder det sig for Andreas Bos kollega på scenen, Troels Lyby, der lige nu er aktuel i ’Klassefesten 3’, og har et utal af både dramatiske og komiske roller bag sig. Han er anerkendt med en Robert og er kendt som en skuespiller, der mester de fleste genrer. For ham er rollen som Kjeld Pedersen en rolle han tager på sig, som rigtig mange

andre før den. Måske ikke helt uden frygt, alligevel, for det er svært, ikke at være bevidst om karakterens position og det faktum, at man spiller et menneske, som mange føler, er en del af deres kulturelle opvækst. ”Jeg har grundlæggende den holdning, at hvis man siger nej til en rolle, så skal det ikke være af frygt, ” konstaterer Troels Lyby. ”Og da jeg fik tilbudt rollen som Kjeld Pedersen overvejede jeg egentlig mest, om det var inden for min formåen at tage den på mig. Jeg har overordnet gjort mig nogle overvejelser omkring de kontroversielle roller, og besluttet mig for, at hvis man ikke kan påtage sig den slags, så skal man helt lade være. Det er næsten pointen i at være skuespiller, vil jeg mene, at man påtager sig noget, der skræmmer dig en lille smule.” Troels Lyby og Andreas Bo kendte ikke hinanden inden de gik ind i forløbet omkring Dirch, men de deler overbevisningen om, at Dirch selv var med til at fastholde sig selv i komikerens sted. Og så deler de det ja, de har givet hinanden i mødet på scenen. Velviljen til at gå med på hinandens præmisser og spil – og selvom det er to skoler, der mødes på midten, er harmonien bemærkelsesværdig; ”Andreas og jeg havde ingen privat historie, der belastede vores faglige møde,” fortæller Troels Lyby. Jeg mødte op med en forventning om, at skulle ind til en solist – en komiker, der er vant til at have scenen for sig selv, og kom jo som en klassisk skuespiller, der er vant til at man arbejder historien frem sammen. Vi havde altså så at sige ingen forventninger til hinanden. Måske er det blevet så utroligt harmonisk af samme grund,” siger han. ”Jeg lærer meget af Andreas’ måde at arbejde på, og vi har mødtes meget fint i den velvilje, der er forudsætningen for et sammenspil.”

[ 64 ]

[DIRCH]

[ 65 ]

[DIRCH]

[ 66 ]

[DIRCH] Musicalen Dirch er historien om venskab og fælles faglighed. Det er fortællingen om to mennesker og en tømmerflåde. Et natteliv. Drømme og druk. Det er en del af danmarksbilledet – og vi vil så gerne holde fast i den. Dirch og Kjeld var både og. Mennesker i en manege – og vi ved kun, at de – også – levede der. Forestillingen er en del af historien – og den er blottet for parykker, næser og neuroser. Den er helt fint skåret ind til et troværdigt portræt – en næsten ligefrem fremstilling tilsat lyden af liv, spotlightet og de klæder, der skaber folk – men ikke som en karikeret udgave af det, vi forestiller os; ”Vi besluttede ret tidligt i prøveforløbet, at det ikke handlede om at tage sig ud som Kjeld og Dirch. Altså ingen næser og parykker og dermed et nej til den fotografiske fremstilling. Det er historien, der er interessant – og den må gerne krydse over og blive til Andreas’ og Troels en gang imellem,” siger Troels Lyby. ”Det er også sådan, jeg ser Kjeld og Dirch på scenen. Vi har jo gransket teksterne i forbindelse med forestillingen, og det er bestemt ikke dem alle sammen der er lige gode… I virkeligheden er dialogen ’Tømmerflåden’ jo bare en halvdårlig joke, men det har været deres evne til at rive og flå i dem, til de blev løftet til noget andet, der er sjov. Det er blevet til deres – og ikke kun karakterenes dialog,” siger han. En dag var det slut. Tæppefaldet i Glassalen en septemberaften i 1980 blev endeligt. Dirch døde den aften. Inden han nåede at komme på scenen. Og nu står en ny generation på præcist de selvsamme skrå brædder. Og nogle af dem fortæller hans historie. De træder nye spor på den trappe, han faldt ved, og for mange er historien om Dirch og Kjeld en del af vores fælles DNA. ”Det er selvfølgelig lidt specielt at spille den her forestilling i Glassalen på den scene, hvor Dirch faldt om. Den suffløsekasse som vi bruger, der sad Bente Askær den aften. Hun sad der sgu, og gu’ fanden er det særligt. På det der holder partituret har hun skrevet sit navn, der står ”Josefine Passer was here“ og ”Bente Askær was here“. Det er da noget,” siger Andreas Bo. Bente Askær var Dirch Passers forlovede. Hun arbejde som suffløse på Tivolirevyen, og sad i kassen, den aften han faldt om. Hele Danmark har siden hyldet Dirch som folkehelt – og rigtig mange har købt billet til forestillingen i Glassalen. På en eller anden måde får historien et ekstra lag lige der. Også for skuespillerne; ”Man går jo ind på scenen med en eller anden form for respekt for det, der var, og så håber man på, at det ikke er hybris. Man forsøger måske at abstrahere lidt fra den del af fortællingen, men altså, da alle mikrofoner uden grund gik ned i 45 minutter den sidste gang vi spillede den på scenen i Glassalen, da skævede man da op et par gange og tænkte, om det var en lille hilsen”, smiler Troels Lyby... ”På den måde er der jo noget overtro på et teater…”

[ 67 ]

[MOR MED MERE]

mor MED MERE FRA DET SEKUND MAN RETMÆSSIGT KAN KALDE SIG MOR TIL ET MENNESKEBARN (I DETTE TILFÆLDE SES DER – IKKE FORDØMMENDE – BORT FRA MØDRE TIL HUNDE OG ANDRE DYR OG DEM, DER KALDER SIG MØDRE FOR DERES MÆND) FYLDES MAN TIL BRISTEPUNKTET OG EGENTLIG OGSÅ OVER AF HOLDNINGER TIL DETTE HVERV. MAN KUNNE (RETMÆSSIGT) MENE, AT NETOP DENNE ROLLE HØRER PRIVATSFÆREN TIL OG IKKE ER ET PUNKT, DER SKAL VENDES, DREJES OG DISKUTERES I PLENUM.

[ tekst: STINE OLESEN-BAKKELØKKEN ]

[ 68 ]

[ 69 ]

[MOR MED MERE]

Ja, baby behøver end ikke have passeret fødselskanalen, før man af omverdenen stemples som curlingmor, ravnemor, speltmor (det er efterhånden ved at være en portion år siden, at kategorien speltmor blev dannet, men kategorien må være misvisende i dag, for er der ikke gluten i spelt? Farlig gluten) og andre lidet ønskværdige mærkater, for påtænker du at amme (offentligt), skal barslen deles og har du tænkt dig at bruge købebrød i madpakkerne? Lige fra den første post på Instagram og Facebook, der annoncerer, at du om små ni måneder formerer dig, skal du lægge ører til alskens råd (og mangel på samme). Der er ikke grænser for, hvad menigmand føler sig nødsaget til at have en holdning til på dine vegne. Har du tænkt dig at bruge vådservietter til babys numse? Man skulle tro, at et sådan udsagn ville gå ubemærket hen, for seriøst, hvem har en holdning til andre mødres måde at håndtere bleskift på? Men nej, et sligt udsagn kan starte en lavine af kommentarer, hvis man poster det på sociale medier. Hvem er disse mennesker (og her må vi se indad og erkende, at det mest er kvinder), der føler sig nødsaget til at være bedrevidende på morrollen? Der huserer en flok mennesker, der populært kaldes mormafiaen. De synes at sidde parate med deres smartphones og lede efter blottede struber hos andre mødre, og ser de én, har de en kommentar parat pronto. Giver det egentlig gode morpoint på ens egen konto, når man lige en passant kan nedgøre en anden mor med sin egen overlegne morstil? Hvad med modersolidaritet os mødre imellem? Hvis man bevæger sig rundt på sociale medier, skal man have haft seriøse skyklapper på for ikke også at have stiftet kendskab til de såkaldte mommybloggers. Det ord altså; hvem besluttede, at titlen ’mor’ berettiger til at være mor på alles vegne og ikke kun for ens eget afkom? Nå, men hos disse kvinder kan vi lære, hvilke styles (!) vores børn skal bære i denne sæson, hvilke ting vi bør købe til deres pudderfarvede ”børneværelser”, og hvor festlige de daglige madpakker skal være med frugt og grønt i alle tænkelige geometriske former og hjemmelavede powerballs (nej nej, ikke dem man bruger til det der Pokémon, men noget med økologiske dadler og chiafrø). Som om der ikke er nok ting her i livet, der potentielt giver os grå hår, rynker, nervøse tics og andre charmerende

tilføjelser til vores væsen, skal vi også vide, hvordan vi holder fifty shades of rosa pletfrit og redder det ikke så legebare legetøj fra fedtede (af en hjemmerullet dadelkugle, bevares) børnefingre. Nu må der så gerne komme en mor og sige: ”så stopper festen! ”. Men skal vi så hoppe i den stikmodsatte grøft som reaktion på det perfekte? Nej, vi skal formå at balancere på den knivsæg, der skiller dem, der kender sine begrænsninger, men alligevel har købt kagen til fælles kagebord i skolen i et certificeret økologisk og biodynamisk bageri og dem, der har to pakker snøfler med fra Fakta. Fra rodekassen. For varer på dato. Det viser sig nemlig, at der alligevel er forskel på grader af nonchalance. Det er i orden med købekager, det er knap så i orden at give Happy Meal med på madpakken. Der synes dog (gud/verdensaltet være lovet) at være en spirende tendens i, at det er helt okay at være en ”dårlig mor”. Eller bare at stå ved sine fejl. Se nu bare filmen Bad Moms. Hvis man ser bort fra det åbenlyst hollywoodske, hvor hovedpersonen er overdrevet lækker, selvom hun aldrig har tid til andet end at hente, bringe og servicere børn, chef, mand og har spildt skoldhed kaffe og pasta i krydderen, så er der en dejlig pointe i filmen: Vi må godt både elske at være mødre OG være os selv OG sige nej til alt det ligegyldige pis, der ikke nødvendigvis har noget med kærlighed til de unger at gøre. Vi skal ikke lade os tyrannisere af Den Perfekte Mor, der er flere skridt foran, har de rigtige holdninger i forhold til sukker, skærmtid og sovetider og altid kommer tjekket ud af døren. Tænk hvis vi kunne få de forskellige moderroller til at mødes på en forjættet gylden middelvej, som det sker i filmen (spoiler alert, men se den alligevel, den er ret sjov). Den fraværende, fordrukne, men enormt stærke mor laver en madpakke til sin unge, den overbeskyttende hands on mor overlader en del af presset og opgaverne til sin partner, og vi levede lykkeligt til vores dages ende, eller ind til vi fandt noget andet at gå i selvsving over. Eller hvad hvis vi gav hinanden lov til at udfolde moderrollen præcis som den passer til os selv? Lad os lave smide curligmor, ravnemor og spelt/dadelkuglemor i skraldespanden og lave plads til en ny rolle: Lige præcis den mor, du magter at være. Lad os gå i samlet, men herligt broget flok Bad Moms-style og skråle ”I don’t care, I love it”!

[ 70 ]

LæserRejser

Et Cetera tilbyder dig udvalgte kør selv-ferier i samarbejde med Happydays. Oplys rejsekoden ”ETCETERA” ved bestilling – så får du automatisk rejsen til rabatpris.

Julemarked i Wernigerode: 25 km. 25.11.-22.12.2016

Teknisk arrangør

Børnerabat 2 børn 0-6 år gratis. 2 børn 7-12 år ½ pris . Maks. 2 opredning er i alt..

Pr. person i dbl.vær.

Maritim Berghotel

2.549,-

Braunlage

Forkælelsesferie i Harzen

Pris uden rejsekode 2.849,-

6 dage på Maritim Berghotel Braunlage ★★★★ i Braunlage, Midttyskland Braunlage i Oberharzen er indbegrebet af Harzenromantik med sine originale træhuse, floden der bruser gennem byen og en natur, hvor skovene og bjergene gemmer på borge fyldt med middelaldermystik og ridderromantik. Hotellet ligger hævet over byen med udsigt til det hele og optimale rammer for en rigtig forkælelsesferie. På en udflugt kan det anbefales at prøve byens

svævebane (500 m), tage en togtur til heksenes Bloksbjerg (11 km), udforske drypstenshulerne i Rübeland (21 km) og se kejserbyen Goslar (37 km). Ankomst: Valgfri frem til 15.12.2016 samt i perioden 1.4.-27.5.2017. Kurafgift maks EUR 2,20 pr. person pr. døgn.

• 5 overnatninger • 5 x champagnebrunch • 5 x 3-retters middag/buffet • Stort aktivitetsprogram • Entre til fitness, pool og sauna • Udlån af badekåbe og badesko • 10 % på wellnessbehandlinger • 10 % rabat på Harzer Schmalspurbahnen Også 3 eller 7 nætter

Ekstra i december: 1 x glühwein og julekage

Julemarked i Schwerin: 19 km. 21.11.-30.12.2016

Slottenes land

Landhaus Bondzio ★★★ i Nordtyskland I bor i naturskønne Pr. pers. i dbl.vær. omgivelser på østsiden af den smukke Schwerinersø. Her venter historiske byer Pris uden rejsekode 1.199,• 3 overnatninger og pragtslotte – se • 3 x morgenbuffet f.eks. Schwerins tor• 2 x 3-retters middag neroseslot (17 km). • 1 velkomstdrink Ankomst: Man-fre• 1 x entre til dag t.o.m. 21.12.2016 Mecklenburger Waldglasmuseum og 3.1.-29.5.2017. • 20 % greenfeerabat at

1.049,-

Børnerab tis. 1 barn 0-5 år gra s. ½ pri 2 børn 6-14 år

Bestil på

Også 2 eller 4 nætter

Julemarked i Heide: 21 km. 21.11.2016-3.1.2017

Fiskerbyen Büsum

Hotel Morgensonne ★★★ i Nordtyskland Glæd jer til naturPr. pers i dbl.vær. skønne dage 1½ time syd for den danske grænse – i Büsums Pris uden rejsekode 849,maritime charme helt ude ved Vesterhavet. • 2 overnatninger • 2 x morgenbuffet • 2 x kaffe/-te og kage Ankomst: Valgfri • Voucher til t.o.m. 16.12.2016 Restaurant Moin samt 1.1.-22.2.2017. Moin (EUR 15,-) Kurafgift maks EUR 3 pr. • 1 fl. vin på værelset person pr. døgn. • 20 % greenfeerabat

699,-

Børnerabat tis. 1 barn 0-5 år gra at. % rab 1 barn 6-12 år 40

Også 2 eller 4 nætter

Vestjysk herregård

Hotel Nørre Vosborg ★★★ i Vemb I landskabet bag Pr. pers. i dbl.vær. Nissum Fjord, der skærmer fastlandet fra Vesterhavets buldrende kræfter, ligger Pris uden rejsekode 1.299,den lille perle Nørre • 2 overnatninger Vosborg. Her får I ægte • 2 x morgenbuffet • 1 x kaffe med kage dansk herregårdsidyl med alt, der hører sig til • 1 x 3-retters middag – og 700 års historie i de hvidkalkede vægge. Også 3 nætter

1.149,-

Børnerabat tis. 1 barn 0-5 år gra s. ½ pri 2 børn 6-14 år

Ankomst: Man-fredag t.o.m. 16.12.2016 og 6.1.-23.6.2017.

www.happydays.nu eller ring 70 20 34 48

Børnerabat ved 2 voksne. Ekspeditionsgebyr kr. 99,Afbestillingsforsikring kan tilkøbes. Forbehold for tryk- og prisfejl samt udsolgt.

Åbent hverdage kl. 8-17.

HUSK REJSEKODEN : ETCETERA

Szhirley [et cetera] har sendt Szhirley en mail. Idéen er at give ordet til et menneske, der har noget at skulle have sagt. Med egne ord. Gerne andre… Vi trykker den uredigerede, uvinklede samtale, som den udviklede sig undervejs.

SZHIRLEY DEBUTEREDE I 1996 MED ALBUMMET ‘I’M COMING’, OG SIDEN HEN PÅ SOUNDTRACKET TIL SUSANNE BIERS ‘DEN ENESTE ENE’ - ET ALBUM DER SOLGTE OVER 100.000 EKSEMPLARER. HUN VAR FJERDE - OG ENESTE KVINDELIGE - MEDLEM AF RAPGRUPPEN ‘DEN GALE POSE’ - OG HAR SIDEN DA LAVET MASSER AF RADIO, TV OG TEATER. NU ER HUN AKTUEL MED ALBUMMET ’TIMEGLAS’, ET ALBUM DER HANDLER OM TID - DEN MAN SKULLE HAVE BRUGT ANDERLEDES, DET MAN ALLIGEVEL NÅEDE, DEN DER VAR SÆRLIG OG DEN DER PLUDSELIG ER GÅET. HUN ER SANGERINDE, BLOGGER, MOR TIL TO DRENGE OG FULD AF SKABERKRAFT…

[ fotos: IDA WANG ]

[ 72 ]

[ 73 ]

[MAILKORRESPOND@NCEN] FRA: PIA MØLLER SØE [PIA@1CETERA.DK] SENDT: 23. SEPTEMBER 2016 11:13 TIL: SZHIRLEY EMNE: HAR DU TID?

men rigtige mænd, så vil de helst også have lidt at tage fat om. Jeg tænker almindelig sund fornuft. Ikke at jeg hylder overvægt, ligesom jeg heller ikke synes at det sender et sundt signal til ungdommen at være afpillet. Lejet midt imellem, hvor man passer på den krop man skal leve i resten af livet, men også husker at leve mens vi er her, og ikke kun overleve. Så spis sundt og fornuftigt i løbet af hverdagene, men giv dig selv lov til at fyre den af i weekenden. Nåh, det var vist en lille afvej jeg kom ud på der, og det har jeg slet ikke tid til lige nu. Jeg skulle egentlig ud ad døren og hente Billen om 4 minutter. Det når jeg ikke lige... Han må lege et kvarter længere i vuggestuen i dag. For jeg skal lige have svaret dig nu, ellers ved man jo ikke hvor længe der kunne gå, inden jeg atter fik sat mig foran skærmen!

Hej Szhirley Tillykke. Jeg har lige læst, at du bliver 40 i dag. Det forestiller man sig altså ikke… Og jeg har også lige læst en artikel om dit nye album ‘Timeglas’, der på en eller anden måde satte sig i mig. Du er så livsduelig, og så minder du mig med den titel og med det cover om, at tiden løber fra os. Eller hvad? Du har, som jeg læser det, uden at have noget erklæret tema på forhånd, skrevet et helt album, der på den ene eller anden måde kom til at have tid som omdrejningspunkt - så hvad er det med den tid? Bruger vi den forkert? Gør du? Og gør det nogen forskel, at du i dag markerer tidens gang - sådan ret konkret og med flag? Bliver man en anden med tiden?

Ja, tid blev omdrejningspunkt for pladen, uden at jeg havde planlagt det. Det var åbentbart det emne som lå mig mest på sinde, når jeg skrev. Jeg forsøger som årene går, at administrere min tid bedre og mere fornuftigt. Ikke altid med lige stor succes. Men jeg er blevet bedre til at bruge den fornuftigt, og regner med at jeg for hver dag der går, bliver endnu bedre til at administrere min dyrebare tid.

, Pia. FRA: SZHIRLEY SENDT: 28. SEPTEMBER 2016 16.05.59 TIL: PIA MØLLER SØE EMNE: VEDR.: HAR DU TID?

Jeg vil ikke umiddelbart sige at jeg er blevet en anden med tiden. Jeg har heldigvis heller ikke oplevet noget traumatisk, som ville kunne have ændret på min personlighed. Det er ikke et spørgsmål jeg kan svare på sådan generelt, da det jo er meget individuelt hvilke spor tiden sætter, hos forkskellige folk. Selvfølgelig har jeg ændret mig igennem tiden, men ikke som i jeg var et helt anderledes menneske i mine tyvere, og nu er en anden. Jeg er gode gamle mig, med meget mere nyttig erfaring i rygsækken. Og det nyder jeg at være.

Hej Pia Først og fremmest undskyld ventetiden. Det skyldes at jeg havde fødselsdag og releasefest i torsdags. Men jeg kan også ligeså godt smide ærlighedskortet og sige, at jeg som den kunstnertype jeg nu en gang er, ikke dagligt tjekker mails eller svarer lige med det samme. Så er du forberedt. 1000 tak for lykønskningen. Jeg er jo i bund og grund også stadig skide fjollet, og lader mit indre barn få lov at skinne meget igennem. Why so serious ikk´! Det gør slet ikke ondt at blive 40 kan jeg så informere om, hvis ikke du allerede er medlem af ”The naughties” klubben.

Inde tiden løber helt fra mig, vil jeg smide mit kvindelige korpus op på jernkrikken og hente den ene af de to poder denne krop har lagt ovn til. Ha´ en dejlig aften Pia ;)

Det er sjovt, for når jeg tænker på lyden af tallet 40, så er det som om mine ører stadig sidder på mit 12-årige hovede. Det lyder meget ældre end jeg føler mig. Skulle jeg sige hvilken alder jeg ”føler” jeg er, er vi nok et sted imellem 27 og 32. Til dit spørgsmål om coveret og dets betydning, er det egentlig ikke tænkt specifikt som at tiden løber fra os. For mig ligger der i titlen også tiden vi ser frem til, tiden der står stille, tiden jeg løber om kap med etc. Og samtidig havde jeg lyst til at hylde kvindekroppen. Den som feks. har født børn. Den som ikke ligner de tynde modeller tøjet sidder så forbandet godt på i magasinerne. Den slags timeglas de fleste på et tidspunkt udvikler sig til at have, når de falder på plads i sig selv, og vil skide på hvad nogen derude dikterer er rigtigt eller forkert. Den slags krop med lidt til gården og gaden. For i min optik må der hellere være lidt for meget end for lidt. Jeg er vild med Kardashian-tendensen med kæmpe måse og labre lår. Og spørger du de fleste mænd, altså ikke unge drenge,

Kh. S FRA: PIA MØLLER SØE [PIA@1CETERA.DK] SENDT: 29. SEPTEMBER 2016 00.07.55 TIL: SZHIRLEY EMNE: ER DU BLOTTET Hej Szhirley Tak, jeg ved præcis, hvad du mener. Jeg er også - på godt og ondt - 12 år et par gange. Og ikke en dag ældre… Jeg synes, din musik er så fin. Og det er noget andet en fed eller god. Den er lige præcis fin. Og selvom jeg kan se i spalter og sende, at du i virkeligheden har for travlt til at fæstne dig ved det lige nu, så er jeg nødt til at fortælle dig, at dine ord og din lyd, fik mig til at stoppe op midt i det der banale kaos; mad, børn, mails, vasketøj i fuldstændig uorganiseret rækkefølge, for lige at hæfte mig ved tiden.

[ 74 ]

[MAILKORRESPOND@NCEN] Jeg synes, dine ord giver så meget mening. Og jeg er jo veldokumenteret ikke den eneste. Hvordan føles det? At du lige nu turnerer med en historie, der siger os noget? Er det overhovedet det, du vil? Eller er det ok for dig, at være eftermiddagens lækre lyd - uden der behøver være mere i det? Der er jo også noget ved udgivne ord, der bliver hængende. De bliver jo til den, du er. For mig og for alle de andre, der lytter med. Jeg forestiller mig lidt, at det må være som at føre en væsentlig samtale om noget der er både følt og skrøbeligt - i al offentlighed. Men jeg er jo heller ikke musiker, så jeg tager måske fejl? Er du blottet? , Pia. FRA: SZHIRLEY SENDT: 29. SEPTEMBER 2016 19.43 TIL: PIA MØLLER SØE EMNE: VEDR.: ER DU BLOTTET

konstant bliver bombarderet med igennem de sociale medier. Og det skal lige nævnes her, at jeg ELSKER de sociale medier også kaldet SoMe, og benytter mig flittigt af dem. Jeg gider bare ikke kun vise de lækre billeder. Hos mig får mine følgere hele paletten. Hvis man feks. følger mig på Snapchat, så er det mere reglen end undtagelsen at jeg ingen sminke har på, eller filter medmindre det er et af deres fjollede af slagsen, hvor man får kaninører, mærkelig stemme eller de smukke med blomsterkrans, hvor man ligner en fra en eller anden smukhedsgalakse langt herfra hahaha. Advarsel til dem, der endnu ikke følger mig derinde, jeg er fjollet, grim, ked, skør, kedelig, snaksagelig - jeg er mig, og jeg gør lige hvad det passer mig. Jeg udstiller mig selv, mine børn, mit liv til den grad hvor jeg føler at jeg stadig kan se mig selv og mit yngel i øjnene.

Hahaha, det er godt at vi ikke undertrykker vores indre barn - hele tiden.. Hvor gør det mig glad at du finder min musik ”fin”. Det tager jeg som et kompliment. Virkelig! For selvom jeg forsøger ikke at bekymre mig om andres meninger om min musik, så kan det være svært indimellem ikke at komme til at forsøge at ”please” ens publikum, og på forhånd prøve at regne ud hvad det er de gerne vil have fra en. På samme måde som man håber at radioerne vil tage ens musik til sig, og betragte den som det lille skrøbelige nybagte vidunder det er, set med en mors øjne (-uanset om man i virkeligheden har skabt en øgle i andres øjne). Så at du kan ”se” (læs; ”høre”) min baby som jeg ser den, gør at jeg er nået i mål. Jo jo, selvfølgelig ville det være endnu mere pragtfuldt, hvis hele Dk forstod mine sange som du, og hungrede efter min næste koncert og kastede roser efter mig konstant, men at sangene er nået ud til og har rørt et andet menneske end os der har været involveret i tilblivelsen af pladen, er mere end vidunderligt. Jeg vil meget hellere ”give mening” for nogle få end at være mængdens lækre eftermiddagshit, som man måske bare groover lidt til, men ikke som sådan lytter til ordene eller får følelsen af at kunstneren har skrevet denne sang personligt til én, om den følelse/situation man nu står i. Jeg ved godt at der er flere penge i kæmpe hits, men succes for mig kan måles på så mange måder. Og har jeg med mine sange kunnet hjælpe andre med at sætte ord på det de går og roder med, er det langt mere værd end penge på kontoen. Ifht. det der med penge, så er jeg jo bare skide hamrende heldig at jeg også kan bruge min kreativitet på mange andre måder, og derved tjene til dagen og vejen. Til dit spørgsmål omkring om jeg føler mig blottet, så er det jo mig der helt og holdent bestemmer hvor meget jeg vil dele ud og blotte mig. Jeg synes at det er vigtigt at der indimellem er noget på spil. Hvis man skal nå ud til folk og ind i deres hjerter, må man tage lidt chancer og stille sig selv forrest, halvafklædt. Ellers kan man ikke kræve af dem at de tør være åbne. Det er for mig vigtigt at mine lyttere kan mærke at jeg heller ikke er perfekt. Vi er alle bare mennesker, men det har vi en tendens til at glemme, når vi sidder og ser på den polerede perfekte verden, vi [ 75 ]

Nu hopper jeg lige tilbage til det du skriver med at det udgivne ord bliver hængende, og gør mig til den jeg er. Det er fuldkommen rigtigt. Jeg er glad for at dem, som lytter til mine sange, faktisk lytter til mine sange og ved at jeg indeholder meget mere end den til tider gakkede, pleasende, hurtigttalende, storgrinende entertainer de har set i kukkassen. Jeg har førhen ofte kommet til at indtage en bestemt rolle når jeg lavede tv. Jeg var hende der altid havde et kækt svar eller lavede masser af fis og ballade. Alt det indeholder jeg stadig og jeg elsker at være useriøs. Men det betyder jo ikke at jeg ikke gerne vil tages seriøst. Specielt når jeg har et budskab jeg vil have igennem. Så jeg er blevet mere opmærksom på ikke at gakke for meget ud under interviews. Svare kortere og mere præcist og øve mig i at tale langsommere. Det kan være en udfordring, men jeg har lagt mærke til at selv hvis jeg siger noget skide kløgtigt, lidt hurtigt, eller man lader min indre standupper smide et par indskudte bemærkninger ind her og der, så er det som om at det hos mange ikke går ind på lystavlen på samme måde. Det er som om at nogle har et talestrøms-filter, som ikke kan sortere i hvad der bliver sagt hvis det går for hurtigt. Bare tag Lotte Heise, speedsnakkeren. Der er så mange, som ikke kan lide hende. Og hvis man spørger ind til hvorfor, så kan de fleste faktisk ikke give et reelt svar, andet end at hun snakker for højt og for meget! Helt ærligt! Måske er det bare dem som ikke kan følge med. Så det at blive hægtet af er skræmmende, og så er det nemmere at sige at man ikke kan lide vedkommende? Man kan mene hvad man vil om Lottepigen, men hun er sgu hverken uintelligent eller kommet sovende til

[MAILKORRESPOND@NCEN] for at sidde på ”min” bænk og bare være, er vigtigt for mig. Det er noget jeg tager mig tid til, om den er der eller ej. For ellers sniger stressen sig op til overfladen, og den er ikke min ven. Jeg hader når den inviterer sig selv på besøg! Derimod er jeg ret god til at arbejde under pres. Jeg nærmest nyder det indimellem! Det der med at der er en deadline på hvornår jeg skal have en sang færdig. Dog synes jeg det er sjovest at arbejde på den måde når sangene ikke er til mig selv. Mine sange har det med enten at skrive sig selv på ganske kort tid, og andre gange kan jeg bruge oceaner af tid på at få melodien på plads og ordene helt rigtige. Jeg bliver ofte inspireret af hverdagen og poesien i den, men jeg mærker også verden - meget! Måske til tider alt for meget. Jeg bruger mange momenter i løbet af dagen på at jage tanker om børnemisbrug, dyremishandling, forurening af kloden etc. ud af mit hoved. Af samme årsag ser jeg helst heller ikke nyheder, da jeg synes at det mest er død og ødelæggelse, Donald Trump, menneskelig ondskab og dårlige vejrudsigter, som præger dem. Jeg er nok lidt hypersensitiv på det felt. Har jeg først fået billeder sat i hovedet, kan det vare flere år før jeg har fået dem sløret nok til, at de kan ”rummes” i mit indre. Puha, så sad jeg lige et øjeblik og stirrede ud i luften med en klump i halsen, og tænkte over hvor meget forfærdeligt der foregår rundt om på kloden i dette øjeblik. Og her sidder jeg trygt i min seng med computeren og skriver til dig. Der er så meget uretfærdighed til. Jeg ønsker ofte at jeg med et trylleslag, kunne redde alle der har brug for det, og udrydde ondskab. Ja, det er mit indre barn der taler nu. Men man må gerne drømme. Måske hvis man tror nok på det, at det sker en dag.

nogle af hendes succeser! Skinner det igennem at jeg er vild med power-piger? Nåh, sidespors-dronningen aka mig, har atter ladet tiden løbe fra sig. Nu er det allerede made/bade-tid for minipølsen, og jeg har mens jeg har skrevet denne mail både nået at lege, tale om dagen med min mand, spist aftensmad og lagt vasketøj sammen. Tiden er blevet brugt på mange ting. Men nu skal der fokuseres 100% på Billens aftenrutine, så han kommer godt afsted med Ole Lukøje. Det burde passe med Elton der kommer hjem fra sin andensidste optagedag som Lille Per i den nye Far Til Fire film. Vi skal nå lidt kvalitetstid og tale om hans dag, inden han skal i bad og i seng. Men vi skal også lige nå at øve replikker til imorgen, og så liiiige et par sider af ”Den Lille Prins”. Derefter står den på opvask og oprydning, lidt flere mails der skal svares på, og så et afsnit eller to med husbonden. Jeg har lynende travlt, så jeg holder her for nu ;) Håber du også har en hyggelig aften, fuld af kærlighed og hjemlige sysler. Kh. S FRA: PIA MØLLER SØE [PIA@1CETERA.DK] SENDT: 29. SEPTEMBER 2016 20:19 TIL: SZHIRLEY EMNE: HVERDAGSPOESI OG HASTVÆRK Det giver mening, at du beskæftiger dig med ord! Kærlighed og hjemlige sysler - jo, tak. Med tiden bliver det til en skøn kombination, ikke? Og bedst som man troede, at man skulle skynde sig at få mest muligt ud af tiden, går det op for en, at den får temmelig meget værdi, jo mere langsomt man tør være til stede i den… Opstår din skaberkraft der? Hvis du altså ved, hvad jeg mener? Er du sådan en, der ser hverdagspoesien? Eller mærker du verden mere end de fleste? Jeg så dig i et interview tale om at sidde på en bænk og være. Det er (travle) mennesker, der har opdaget hvor hvor meget mere man får ud af tiden på den måde, der har fat i den lange ende - hvis du spørger mig. Og det er jo tidens - rædsomme og banale - dilemma, ikke? Vi haster af sted for at nå nærværet. Jeg tænker, at det desværre er mest sandsynligt, at man kommer for sent på den måde…

Min ældste søn Elton sagde for nogle måneder tilbage en aften inden han skulle sove, at når han blev stor, så ville han opfinde en knap, som gjorde at jorden voksede lidt for hver nat, så der kunne komme nok huse, til at alle i verden kunne få et hjem. Og så skulle alle hjælpe hinanden og bytte ting man havde brug for, så penge ikke var nødvendige at have. Store fine tanker i et lille smukt hovede. Jeg tror at jeg vil lade dette være de sidste ord for i aften, og vende tilbage til hjemlige sysler og kærlighed. Jeg kan mærke at klumpen i halsen skal kysses væk, på Eltons søde næsetip og Billes fede kinder. Hvis du har en drømmefanger, så husk lige at sende den et blik, så den holder de dårlige drømme fast i sit net, til solens stråler skinner dem bort igen.

FRA: SZHIRLEY SENDT: 29. SEPTEMBER 2016 23:53 TIL: PIA MØLLER SØE EMNE: VEDR.: HVERDAGSPOESI OG HASTVÆRK

Go´nat

Hahaha, du har så ret. Jeg er født fashionably late, til direktørtid, African time eller i min verden kaldet Israelie time, pga. mit ophav. Næsten uanset, i hvor god tid jeg forlader hjemmet for at nå en aftale, så møder jeg nogen på vejen jeg gerne vil give et øjeblik til og høre hvordan det går. Ellers er der en ældre dame, som skal hjælpes over vejen eller cyklen er punkteret, køen på posthuset uendelig eller broen oppe.... Jeg forsøger at være tilstede og nærværende i nuet, og det er for de fleste af os udfordrende med mails osv lige ved hånden. For mit vedkommende gør det ofte at jeg i den anden ende, skal løbe om kap med mig selv for at indhente mistet tid. Det er netop også derfor mit behov

S FRA: PIA MØLLER SØE [PIA@1CETERA.DK] SENDT: 30. SEPTEMBER 2016 08:34 TIL: SZHIRLEY EMNE: NYSSET NÆSE OG KINDER DER TIPPER? … Og man bliver lidt grundangst, ikke? Man frygter lidt, at de der bedårende og fuldstændigt uskyldsrene fede kinder kommer til at tippe en dag? Fordi der er noget i verden, der er så rædsomt uforudsigeligt pludselig. De ødelagte sind der

[ 76 ]

[MAILKORRESPOND@NCEN] går rundt og bliver så desperate, at de bliver i stand til alverdens ondskab - dem bliver man bange for. Jeg fatter ikke, at man kan køre en lastbil ind i andre mennesker, og jeg forstår ikke, at vi ikke rummer de skrøbelige sind i gaderne. Og mere end det; jeg har kun få ord til at forklare mine børn, hvad det handler om. Og ubalancen er ligesom etableret. Så hvad gør du? Med dit åbne sind? Er det en kunstners (smertefulde) drivkraft i virkeligheden? Og ser du det spejlet i den nyssede næsetip? , Pia. FRA: SZHIRLEY SENDT: 01. OKTOBER 2016 10:03 TIL: PIA MØLLER SØE EMNE: VEDR.: NYSSET NÆSE OG KINDER DER TIPPER? Ja! Det er forfærdeligt at tænke på at had kan være så stort, at man ikke kan skelne og lader det gå ud over uskyldige mennesker. Jo flere jo bedre nærmest! Og hvad skaber det? Mere had. Flere dårlige nyheder. Mere angst og pegen fingre. Man kan jo aldrig vide hvordan fremtiden udvikler sig, men vi kan hver især gøre vores til at verden hver dag bliver et bedre sted at være. Vi må pode vores børn og lære dem at forskelligheder er ok, og kan være en force. Hvis vi lærer at rumme og respektere andre og deres måske anderledes holdninger, og bare bliver enige om at det er ok ikke altid at være enige, og at konsekvensen for ikke at have en fod i samme lejr, ikke behøver at have forfærdelig konsekvenser, så kan vi nå langt. Lad os gøre vores til at den verden vores børnebørn en gang skal overtage og styre, bliver et mere kærligt og forstående sted. Et sted hvor man ikke kun er sig selv nærmest.

til at stå helt stille, når de mindes deres bryllupsdag ude i fremtiden. Jeg løber. For jeg skal nå at have et bad og gøre mig klar. Kirken kalder snart og vi har egentlig ikke mere tid til at sidde her og dase ;) FRA: PIA MØLLER SØE [PIA@1CETERA.DK] SENDT: 2.OKTOBER 2016 12:48 TIL: SZHIRLEY EMNE: ET AFGØRENDE ØJEBLIK Hej Szhirley Jeg håber, I havde en dejlig fest. Det er stort at turde sige ja til noget, der rækker helt ud i evigheden - og altså på den måde er uden for tid og sted, vil jeg mene. Det er et afgørende øjeblik. Hvor er dine afgørende øjeblikke? Og har du selv valgt nogle af dem? Jeg ved, at du på et tidspunkt ændrede dit navn - jeg går ud fra, at det var for at skabe de bedste betingelser for fremtiden? Tror du overhovedet, at man kan påvirke den slags? Eller håbede du bare? , Pia. FRA: SZHIRLEY SENDT: 05. OKTOBER 2016 00:26 TIL: PIA MØLLER SØE EMNE: VEDR.: ET AFGØRENDE ØJEBLIK

Jeg springer i emne, til et bedre sted. Ikke mere had i dag. For jeg sidder her i Rønne på Bornholm og kigger ud på havet mens jeg skriver. Solen skinner og vinden får bladene til at hvisle stille. Alt lægger op til at det bliver en vidunderlig dag. Min veninde Sofie skal giftes med hendes Lasse om et par timer, og jeg ved at det bliver en fantastisk fest. Jeg er herovre med Camilla som jeg har kendt siden vi var omkring 17. Hendes datter, min guddatter Cassandra blev 18 igår! 18!! Ja, Camilla var tidligt ude, men jeg synes bare alligevel ikke at det allerede er 18 år siden at den lille smukke pige kom til verden. Den tid. Den er vild og ustyrlig, og selv om jeg gerne ville kontrollere den indimellem, så elsker jeg også at den bare galoperer derud af som en vildhest. Vi har ladet mænd og børn blive hjemme, og taget os en tøsetur. Vi drikker cacao og taler om hvor smuk Sofie kommer til at blive i dag. Jeg har allerede set hendes kjole, men sig det ikke til nogen shhhh... Camilla har lige skrevet til hende at vi er fremme på hotellet og at vi glæder os. Hun har svaret at hun er ved at dø af nervøsitet, og både Camilla og jeg har sagt at hun skal huske at nyde det, for det går så stærkt! Vi må, professionelle iPhone-fotografer som vi er, tage en milliard billeder, sikkert som de øvrige gæster, som foreviger denne specielle smukke dag i kærlighedens tegn, og kan få tiden [ 77 ]

Hej Pia Undskyld det sene svar. Jeg har lidt mange ting om ørerne, og er endnu ikke ovenpå efter at have været hårdt ramt af forkølelse de sidste 2 uger. Men vi havde en dejlig fest i lørdags. Søde mennesker, smukke omgivelser, virkelig lækker mad og et smukt og lykkeligt brudepar. Det fik mig til at tænke tilbage på mit eget bryllup for lidt over et år siden, og det ”ja” jeg ikke som de fleste piger siden barndommen, havde ventet på at sige. Jeg har aldrig rigtig haft den store drøm om at blive gift, men var heller ikke et sekund i tvivl om mit ”ja” da Mads friede d. 4. juli 2013. Det ændrer sig jo nok, som det gjorde i mit tilfælde, når ”den rigtige” pludselig står der. Dagen hvor han friede var på flere måder et af mine afgørende øjeblikke. Både fordi jeg der er så bange for at binde mig og gøre mig selv afhængig af et andet menneske, tog springet ud i dét at få papir på hinanden, men også fordi jeg på daværende tidspunkt havde plaget Mads om at gå igang med at lave nummer to, siden Elton var omkring 4 måneder gammel. Så jeg øjnede lige muligheden for en romantisk forhandling, og fik sagt at jeg meget gerne ville være hans hustru, men krævede på kærligste vis, at vi så gik igang med at lave den næste arving. Både fordi jeg er lidt over 4 år ældre end Mads og det er min krop der skal bære læsset og efterslæbet, men også fordi jeg selv voksede op som enebarn, og det eneste jeg virkelig ønskede mig var en storebror. Så for mig har dét med at få mere

[MAILKORRESPOND@NCEN] end et barn, altid været afgørende. Jeg tror egentlig mere at han gik med til det in the heat of the moment og in the name of love, for han blev lidt lang i ansigtet da jeg kun ca. 3 uger senere fortalte at han atter skulle være far. Jeg var lykkelig og vidste at han bare lige skulle vænne sig til tanken om nye søvnløse nætter, før lykken også bølgede ind over ham. Og som et klogt hoved engang har sagt, så fortryder man aldrig de børn man får. Så til dit spørgsmål om nogle af mine afgørende øjeblikke er selvvalgte, er svaret et stort JA. Og Ja, navneskiftet tilbage lidt før årtusindeskiftet, var også et bevidst valg. Jeg har altid troet på energier, og nu tænker mange sikkert: ”hokus pokus, mig i fokus”, men hvis de lige smider fordommene et øjeblik og uden at skulle stå til ansvar overfor andre eller andet end deres stille sind, husker på hvor ofte de læser deres horoskop og gerne tror på det, er det positivt, så skulle de måske have lidt mere respekt for de dersens energier, som går hånd i hånd med tankens kraft. Ja nu bliver det ”urtet” for mange, men prøv at tage det helt tilbage til den gang vi var små, og sproget endnu ikke var særlig veludviklet. Der brugte vi vores medfødte instinkter meget bedre. Vi var mere fintfølende og mærkede stemninger tydeligere. Det er en egenskab jeg synes er synd hvis vi lukker ned for. For det er et nyttigt redskab ude i det sociale liv. Selv dem der ikke tror på energier, kan ikke benægte at når man træder ind i et lokale og giver sig selv et øjeblik til at scanne rummet, så får man nogle klare fornemmelser for, hvor man har lyst til at opholde sig og hvor man absolut ikke har lyst til at være. Det er en gave vi har fået, så brug den fornuftigt og lyt til den. Nogle kalder den mavefornemmelse istedet for energier. Whatever works for you. Da jeg ændrede mit navn fra Shirley Haim til Szhirley Rokahaim (plus et par mellemnavne) var det selvfølgelig med henblik på at skabe de bedste betingelser for fremtiden. Idet jeg tror på energier, gav numerologien dét mere mening for mig at ”gå op i” end astrologien, trods dét at de ikke ligger langt fra hinanden. I astrologien er jeg født imellem to stjernetegn og er ikke helt sikker på om jeg er jomfru eller vægt. I numerologien er der ingen tvivl om at jeg er en 5´er. Man tager tværsummen af datoen man er født på, så man er altså en 5´er hvis man er født d. 5., 14. eller 23. Ligeledes har du i numerologien mulighed for at ændre på de energier du har i dit numeroskop, såsom de talværdier/ energier dine forældre via dit navn tildelte dig, hvor du i astrologien kigger på hvor stjernerne stod, da du kom til verden, og det er umiddelbart lidt svært at ændre på. I numerologien er det kun din fødselsdato som er statisk. Alt andet er en del af et større regnestykke, som skal gå op for at skabe balance, fuldstændig som med arkitektur og musik. Så det handler om at regne sig frem til løsningen. Simple as that. Dermed ikke sagt at livet så bare bliver en dans på roser, helt uden bekymringer eller lignende, men hvorfor ikke gøre vejen mindre bumpy, hvis man tror på at det kan lade sig gøre? Er det så tallene eller tankens kraft som virker her? For mig er det sådan set hip som hap, så længe at resultaterne har et positivt udfald.

Lad os lege lidt med tankens kraft. Tænk over hvordan det kan være, at når man feks. efter flere år pludselig tænker på en gammel skolekammerat, så støder ”tilfældigt” på dem ikke længe efter. Er det tilfældigt eller tiltrækker man dem via tankens kraft? Jeg tror personligt at det har med tankens kraft at gøre. F.eks. så lav dette forsøg næste gang du skal et sted hen, hvor du ved at det er svært at få en p-plads. Istedet for på vejen i bilen at sidde og tænke over hvor irriterende det er, at der ingen plads er når du når frem, så begynd 5/10 minutter inden destinationen er nået, at sige til dig selv at det er skønt at du får en god plads. Sæt pris på den og tak på forhånd for den. Så vil jeg med garanti love dig en god plads 8 ud af 10 gange. Where focus goes, energy flows, som de så præcist beskriver det i ”The Secret”. Kan varmt anbefales, hvis man skal have lidt hjælp til at lære hvordan man vender sine tanker positivt. Det gælder ikke kun p-pladsen. Indfør de positive tanker meget mere i hverdagen, og tro på at du fortjener det bedste. Vær taknemmelig for det du i forvejen har, tag over hovedet, et godt helbred osv. og bed så universet om at eftergive dine ønsker. Nogle vil blive indfriet med det samme, andre først når du er klar til det eller virkelig fortjener det. Hvis tankens kraft ikke kan et eller andet, er der så nogen som kan forklare mig hvorfor ordsprogene: ”Tro flytter bjerge” eller ”Be careful what you wish for, you might get it” er opfundet?. Præciiis! Så prøv at vende tankerne til noget postivt og se om ikke det belønner sig. Ja ja, det var vist lige det afrundende ord fra mit lille foredrag ifbm. Global Dignity om SoMe og positiv tænkning tidligere på dagen, som lige stak snuden frem igen hahaha :) Lyder det helt urtet og mystifystisk for dig, eller bruger du også tankens kraft i ny og næ? S FRA: PIA MØLLER SØE SENDT: 5.OKTOBER 2016 00:37:31 TIL: SZHIRLEY EMNE: TAK FOR ORD Szhirley, tak. Jeg tror ikke, jeg bevidst bruger tankens kraft - men jeg bliver ofte overvældet af intuitionen. Tæller det? Den kan noget. Og måske er det også med den, vi lytter til hinanden. Tror jeg. Og jeg tør godt ønske for dig, at du lykkes med det hele. Jeg tænker, at dine børn har nogle heldige kinder - og at du kan være ret tilfreds med din bidrag til verden. Jeg har stor respekt for mennesker, der tør gøre en forskel - fordi man uanset - får sat en masse på spil! Tak fordi jeg måtte lægge øre til. På alle måder… Pia.

[ 78 ]

NYHED

Bestikket der fuldender dit middagsbord Den nyeste strofe i Encore serien fra erik bagger a/s er det smukke bestik i guldbelagt eller sort rustfrit stål. Et bestik, der passer perfekt ind i Encore serien, hvis navn, refererer til musikken og betyder ekstranummer. Encore bestikket, er et spektakulært bestik, der fuldender det smukke middagsbord. Encore bestik af eb design team. Guldbelagt eller sort rustfrit stål, 16 dele. Vejl. pris 899,95 kr. Forhandles i din lokale Imerco eller på imerco.dk

[ 79 ]

[NAT RUSSELL]

DET, DER BRAST [ 80 ]

[NAT RUSSELL]

I EAST VILLAGE, NEW YORK, ER NAT RUSSELL LIGE STÅET OP. KLOKKEN NÆRMER SIG NI, OG HAN FORESTILLER SIG, AT HAN OM ET ØJEBLIK SKAL SPISE MORGENMAD PÅ 12TH MELLEM AVE A OG AVE B. HAN ÅBNER VINDUET OG NYDER DEN VELKENDTE SKYLINE OG VERDENSBYENS LYD. HAN TÆNKER, AT HIMLEN ER SÆRLIGT BLÅ – OG AT DET BLIVER EN GOD DAG. SÅ RAMMES DET FØRSTE TÅRN AF ET FLY. HAN VED DET IKKE ENDNU, MEN DET BLIVER EN RÆDSELSFULD DAG – OG VERDEN FORANDRER SIG FOR ALTID…

Nat Russell Jr. er 52 år. Han er gift med Maja og sammen har de drengene Kingston og Kaio. Han er født og – delvist - opvokset i Danmark, men som søn af den legendariske amerikanskfødte jazzmusiker Nat Russell og Winnie Møller, der sad i folketinget for Socialdemokratiet, og efter skilsmissen fra Nat Russell giftede sig med forsvarsminister og senere informationschef i Nato, Orla Møller, var Nat på mange måder et verdensbarn. Han har boet, rejst og levet i mange verdensdele – altid med musikken, guitaren, som trofast rejsepartner – og med den ved hånden, har han knyttet venskaber på tværs af kontinenter, overbevisninger, religion og politisk ståsted. Hans far døde 64 år gammel i New York og hans mor mistede han i 1988 – og så arvede han en sum penge, der rakte langt nok til en helt anden tilværelse som bosiddende i USA. Han flyttede derover i slutningen af 80’erne – med en kæreste, der blev hans kone, hans bas og alle intentioner om at integrere sig i et samfund, der på det tidspunkt var både velstående og mangfoldigt.

livstruende business i byens crackhouses, skulle ud af bybilledet. Hjemløse, prosituerede og den hårde kriminalitet skulle bekæmpes, og Nat var en af dem, der tog teten. Og han levede godt af det. Der var råd til det gode liv. ”Byen forandrede sig i den periode. De mennesker jeg havde delt et måltid mad med over en olietønde i Thomson park i 80’erne forsvandt. Dem, jeg købte kaffe til, var der ikke mere. Byen forandrede sig i de år – og os der var en del af det, fik en god betaling for vores arbejde. Jeg levede fedt og skyllede sushien og Beluga kaviaren ned med champagne flere gange om ugen. Mit job bestod i at være med til at lukke de her steder ned. Opkøbe dem, lukke bygninger ned og skabe den forandring der betød, at Brooklyn; The Village, Harlem og de omkringliggende områder, gik fra at være et sted, hvor der var plads til alle, til at være et sted, hvor meget få mennesker havde råd til at være. Det var godt for byen – men skidt for ”the people”,” siger Nat. DEN DAG

”Jeg havde jo besøgt min far i New York mange gange, og havde på den måde en relation til byen,” fortæller Nat. ”Jeg havde venner – også i Thompson Square Park, hvor måltiderne blev tilbragt ved olietønder og der måske ikke var så meget håb for fremtiden, men jeg har altid tænkt, at New York var den by i verden, der kunne rumme det hele. Vi flyttede derover uden job – med penge der rakte til en lejlighed i East village og en bil så vi kunne komme rundt - og så var vi i gang, ” fortæller Nat. ”For mig var New York allerede en stor del af mit liv. Jeg synes byen var varm, jeg synes menneskene er fantastiske og jeg er vild med energien i gaderne.” DET GODE LIV

Nat indtager byen – arbejdsløs, men oprigtig i sit møde med andre mennesker på den måde, der betyder, at han næsten selvfølgeligt bliver tilbudt et job, en dag hvor han venter for rødt lys. Han bliver ansat af en lokal kunstner, og siden hen som process-server; et menneske der overbringer juridiske dokumenter i forbindelse med skilsmisse, udsættelser og den slags, og i forbindelse med det job, skulle Nat med jævne mellemrum møde til foretræde for en dommer og forelægge processen. Det var han ret god til, og derfor blev han kontaktet af New York City Marchalls, der ansatte ham som independent contractor, og så var han pludselig en lønnet del af borgmester Rudolph Giulianis projekt om at rydde op i New York. 80’ernes efterladenskaber – dem, der ikke var en del af højkonjunktursfesten, dem der boede i parker og drev noget der mindede om

Det var den by han stod og så ud over – og det var det job, han var på vej til, da alting forandrede sig. 9. september 2001 klokken 08.46, på en ellers almindelig tirsdag, troede indbyggerne i New York, at der var sket en frygtelig ulykke; et fly ramte det ene af de to ikoniske Twin Towers. Nat så det ske – og ligesom resten af de mennesker, der var i hans bygning den dag, gik han op på taget af bygning, hvorfra de havde klart udsyn til Lower Manhattan og det ramte tårn; ”Det var ellers sådan en fed dag. Jeg kan huske, at jeg tænkte, da jeg stod op, at himlen var helt tosseblå. Og nu stod vi der. Der var mennesker overalt, og vi fattede ikke helt, hvad der var sket,” fortæller Nat. Men så så vi det andet fly nærme sig. Og så forstår man jo... Så startede rygterne og panikken og den der rædselsfulde uvirkelighedsfornemmelse. Vi var en del, der, da det andet tårn blev ramt, tog direkte ned på det nærmeste hospital. Vi kunne jo godt regne ud, at der var rigtig, rigtig mange tilskadekomne, og vi ville derfor donere blod. Dernede fik vi at vide, at folk endnu ikke var begyndt at komme ind, og de bad os efterlade e-mails, så de kunne kontakte os. Derfra tog de andre hjem, men jeg cyklede ned til Canal Street. Der stod jeg af cyklen midt i kaos, og så var jeg pludselig meget tæt på… Og folk sprang. De faldt ikke, de sprang…” Nat står på gaden og ser hvordan et af den frie verdens ikoner styrter i grus. Hvordan den bygning, han har besøgt et utal af gange, forsvinder for øjnene af ham. Alting er støvet og alle er i

[ 81 ]

[NAT RUSSELL] panik eller chok. Efter en tid cykler han hjem – måske uden helt at forstå, hvad der lige er sket. De grusomme billeder af mennesker, der springer for livet og direkte i døden virker næsten filmisk uvirkelige. Så frygtelig en virkelig kan intet menneske næsten rumme. Han vender retur til vennerne på taget – og telefonen begynder at ringe. Vennerne ude i verden er bekymrede og vil vide, hvad der sker; ”Jeg kan huske, at min ekskæreste ringer nogle timer efter tårnene er styrtet sammen. Imens jeg taler med hende eksploderer Bygning nr. 7, der lå et par hundrede meter væk fra tårnene, og jeg kan huske, at jeg råber til hende, at nu forsvinder hele Down Town. Alt er eksploderet,” sagde jeg til hende. ”Det var den fornemmelse, man havde… at alt var væk”. VIRKELIGHEDSFLUGT

Nat og hans venner må væk fra den virkelighed, de endnu ikke forstår omfanget af – og fordi Nat har et skilt fra New York Marchalls, er det muligt for ham og de venner han har fået selskab af på taget, at komme ud af byen. De sætter sig ned i bilen, og sætter kurs mod Nats landsted upstate. Her opholder de sig i fem dage. Nat har mistet venner og kollegaer 9. september. De politimænd der løb mod tårnene, var hans kollegaer. Han åndede samme luft som de brandmænd, der nu er syge. Og alligevel går det op for ham – i Catskill, Woodstock, omgivet af højreorienterede good-guys med jagttegn og et indædt had til muslimske terrorister, at han på en måde forstår. Han kan godt se, hvorfor dele af verden føler trang til at slå igen. ”At slå mennesker ihjel giver ingen mening. Ingen!, understreger han, men i dagene efter 9/11 gik det langsomt op for mig, at jeg godt kan se hvorfor man kan blive så frustreret, at man ender med at handle på det. Altså USA står på skuldrene af andre. Jeg levede godt at mit job og havde både lejlighed i byen og et hus upstate i Woodstock – der var mange penge i USA i 90’erne, og de kom jo et sted fra. Olie eksempelvis. Og hvis regeringerne glemmer at lytte til deres folk, så sker der på et tidspunkt fatale ting… Tænk på, hvordan det væltede verden, at 3000 mennesker blev dræbt på en skæbnesvanger dag i New York – og hvordan den nyhedsstrøm nåede dele af verden hvor det sker 20 gange om året. Det sætter tingene lidt i perspektiv,” siger Nat. Men han sagde det aldrig rigtig højt, da han sad på det lokale vandhul med vennerne i Catskill i dagene efter angrebet. Det var alt for følsomt og der var alt for mange, der følte alt for stor smerte, til at kunne rumme sandheden i det udsagn. Naboer, kollegaer, venner og bekendte døde den dag, og verden var forandret. Nat kendte menneskene og deres navne, men som resten af New York – anført af en handlekraftig borgmester og en målrettet præsident – forstod han, at der nok kun var en vej frem; back to business. Og måske var det med en ny bevidsthed om livets skrøbelighed, at Newyorkerne gik på arbejde – men selvindsigten var trodsig og handlingsorienteret. George Bush erklærede for

verden, at enten var man med USA eller også var man med terroristerne – og hvis verden var skrøbelig, vidste Bush, hvad han ville. Og Newyorkerne hvad de måtte gøre. ”Vi gik på arbejde, da støvet havde lagt sig,” siger Nat. Vi havde alle sammen regninger, der skulle betales – og jeg var ikke bedre end de andre. Jeg skulle leve – og selvom jeg tænkte meget over det dilemma, der var indlejret i de terrorangreb, der skete i USA den dag – selvom jeg dybest set mener, at man skal huske sandheden i udsagnet ”Put you’r money where your mouth is”, så skal man leve. Og i USA er det på egen regning,” siger han. EN ANDEN VERDEN

I tiden efter 9/11 oplever både USA og New York store forandringer. Wall Street er stort set lukket ned, og de forretningsdrivende kan ikke betale deres regninger. Nat er som processserver ude og sætte virksomhederne på gaden– og det samme er tilfældet for indehaverne af baren Raccoon Lodge, der ligger to blokke fra der, hvor Twin Towers lå. De kan ikke betale husleje og skal lukkes ned, men det bliver den aldrig. ”Raccoon Lodge kan som så mange andre ikke betale deres regninger, så jeg skal ned og fortælle dem, at de har 72 timer til at forlade lokalerne. Byen er hårdt ramt – baren er hårdt ramt, men jeg kommer ned til et sted, der tilbyder gratis mad og drikke til de mennesker, der arbejder med oprydning ved tårnene. Det illustrerer meget godt, hvad der også skete i tiden efter angrebet. Folk var der for hinanden, og jeg har faktisk hørt, at baren eksisterer endnu – så man har jo på en eller anden måde – sammen – fundet en løsning.” New York finder langsomt tilbage. Ikke ubekymret eller uforandret, for folk er bange – men man må arbejde for at opretholde sin levevis, og det gør de. Her er noget på spil – du skal tjene penge for at kunne klare dig. Nat er flyttet. Han bor i Danmark nu med sin danske kone og deres børn. Kaio er født i USA, Kingston i Danmark – og de vokser op i en anden virkelighed, end den deres far kender. Han savner USA. Han savner Woodstock hvor Kaio er født og byen er stadig under huden på ham. Han har svært ved at vænne sig til, at han ikke længere behøver at have to jobs og et kæmpe ansvar. Han savner det umiddelbare møde mellem mennesker, som han fandt langt nemmere i New York – og han har måske stadig svært ved helt at forstå, hvad der skete den tirsdag for 15 år siden. Tre år efter angrebet på Twin Towers brød han sammen på et galleri i New York. Han var der med venner for at se en udstilling af billeder fra dagen. Og han blev båret ud derfra. Sorgen blev på en eller anden måde vekslet til eksplicitte skæbner, børn, der mistede forældre, drømme der brast og mod og mandshjerte, der ikke kan stille meget op, når virkeligheden overgår den vildeste, mest ubarmhjertige fantasi. Men han er helet, Nat – så meget som det er muligt. Han hoster stadig. Han åndende støvet fra alt det, der brast den dag. Og det har måske sat sig i ham. På akkurat samme måde som billederne af et stykke verdenshistorie, der falder sammen. Billeder, der på en sensommerdag i Aarhus godt kan føles noget uvirkelige, men uanset mærkbare. Det er svært at glemme den dag, hvor alting forandrede sig.

[ 82 ]

[NAT RUSSELL]

[ 83 ]

[KLUMME - SUZANNE BJERREHUUS]

DANSEN OM EUROPOL ”DANMARK SKAL IKKE GØRE SIG FORHÅBNINGER OM AT FÅ EN PARALLELAFTALE, SÅ VI KAN BLIVE VED MED AT VÆRE MEDLEM AF DET EUROPÆISKE POLITISAMARBEJDE, EUROPOL”. MED VANLIG NEDLADENDE ARROGANCE FØRER EU-KOMMISSIONEN SIG FREM. DENNE GANG KOMMER ORDENE FRA NÆSTFORMANDEN, FRANS TIMMERMAN.

Danmark skal straffes, fordi vi gerne vil Europol, men ikke for enhver pris. Det var derfor danskerne stemte nej ved folkeafstemningen 3. december 2015. Vi ønsker at beholde vores retsforbehold, som sikrer os kontrollen over vores grænser. Det er vores værn mod EU’s asylomfordelingssystem, at vi står uden for den fælles asylpolitik.

(hvad det så end er). Og i dag efter at være sluppet af med nazister og så kommunister, vil Orbán (ligesom flere andre lande) ikke tage imod EU’s obligatoriske omfordeling af 160.000 asylansøgere fra Italien og Grækenland. Ungarn vil selv bestemme, hvem der skal bo i deres land og har sammen med Slovakiet lagt sag an ved EU-domstolen.

Skal vi sige ”skidt med at være et selvstændigt land”, bare vi kan være med i et nu overstatsligt Europol og Schengen, som forbyder landene at indføre permanent grænsekontrol? Danskerne har på mange områder klart tilkendegivet, at vi ikke ønsker en tættere politisk union.

Østrig får også med EU-pisken. Dersom den nationalkonservative præsidentkandidat, Norbert Hofer fra Frihedspartiet skulle blive præsident, vil Østrig blive boykottet.

Der er bitterhed i Kommissionen over, at det ikke lykkedes at true britterne til at blive i EU. I stedet forsøger man at udelukke Storbritannien fra den internationale samhandel. Også for at statuere et eksempel til skræk og advasel for andre med udbrydertanker. Det vidner om, hvor meget vi er spundet ind i EU’s edderkoppenet. Vi burde støtte Storbritannien, i stedet for at se passivt til, mens vores nære allierede blive dårligt behandlet i forbindelse med Brexit. I Nice-traktaten fik EU indført muligheden for at forfølge genstridige medlemslande, der fører en anden politik end den, EU-kommissionen har vedtaget.

Når de EU-venlige partier er færdige med at hovere over, at danskerne ikke må få en parallelaftale er løsningen ikke en ny folksafstemning. Lad EU demonstrere sin udueligehed ved at nægte Danmark politisamarbejdet. Er der nogen, som for alvor tror, at politiet ikke arbejder sammen hen over grænserne, men er undergivet EU-kommissionens formand Junckers luner? Skulle Danmark pludselig slet ikke være interessant i kampen mod terrorisme, pædofili, menneskesmuglere, hvidvaskning af penge, medmindre vi opgiver vores retsforbehold? Politiet har helt andre overordnede hensyn, der tæller. Uanset om vi er med eller ej, vil det internationale politimæssige samarbejde fortsætte. Hvis et land bliver smidt ud af Europol, skal det så være et kriminelt frihandelsområde?

Derfor kunne EU-Kommissionens formand, Jean Claude Juncker indlede disciplinærsag mod Ungarns præsident Viktor Orbán. Han har forbrudt sig mod EU’s værdigrundlag [ 84 ]

/Suzanne

[ 85 ]

[ foto: MIKKEL KHAN TARIQ ]

[BEMÆRKELSESVÆRDIGT] POT OG PANDE Mette Blomsterbergs kobbergryder- og pander er både fine og funktionelle – og så passer de til alle varmekilder - også induktion. Gryderne fås i flere forskellige størrelser, og spaghetti-æstetikken opgraderes altså væsentligt i så smukke omgivelser… Gryderne har aluminiumskerne, så brugsegenskaberne er i orden – og stålgrebet underbygger det eksklusive udtryk, men sikrer også, at du har et godt greb i gryden. Forhandler oplyses på tlf. 88 16 76 26 VISE VASE BE A WONKI WARE

Kærligheden overvinder alt – og i virkeligheden er den måske det eneste, du har brug for… Det proklamerer Kählers Love Song vase i alt fald. Den er enkel og fin, og du kan med fordel forære den, til en du har kær. Vasen fås i flere farver og størrelser.

Wonki Ware er miljøvenlig keramik, der er håndlavet af lokalt kvalificerede håndværkere fra Sydafrika. Det gedigne stentøjskeramik er håndlavet, tørret under den afrikanske sol, brændt ved 1200 grader og har gennemgået i alt 12 processer inden det lander på hylderne – og en del eksklusive restauranter – verden over. Produkterne er 100 % giftfri og tåler opvaskemaskine og mikrobølgeovn.

Forhandles via www.kahlerdesign.com og i Imerco

SKRU OP UDEN AT GENERE Der er mange høretelefoner på markedet. Her på siden kan du læse om B&O, som er den stilrene man kan gå med i gadebilledet - mens denne er skabt til at ligge ved din spillekonsol eller dit fjernsyn. Lyden overføres trådløst til hørebøfferne fra en boks, der med optisk kabel sættes til din forstærker, din konsol eller hvad du ønsker at lytte til. Sourround vir-

Forhandler oplyses på tlf 60 66 52 42

ker! Lyden er DTS og selv ved lav lydstyrke, har du fornemmelsen fra biografen. Du har med sikkerhed siddet og set film eller spillet Uncharted, hvor din kæreste spørger, om du ikke nok vil skrue lidt ned. Med disse kan du skrue op på fuld styrke og forsvinde ind i film eller spil. Og i samspil med Playstation VR må du overgive dig totalt. Find forhandler på www.turtlebeach.com

HØR HER… Lækre trådløse BeoPlay H8 hovedtelefoner med en vægt på kun 225 gram – og støjreducerende funktion, der betyder, at du får den allerbedste oplevelse af din selvvalgte lyd. Hovedtelefonerne har intuitivt aluminiums interface, der betyder, at du med let berøring på siden af hovedtelefonerne besvarer opkald, styrer volumen og skifter sang. Hovedtelefonerne fås i flere farver – og designet er klassisk, stilrent Bang & Olufsen, hvor æstetik og funktionalitet fusioneres til en smuk, brugbar enhed. Se forhandlere på www.bang-olufsen.com [ 86 ]

[BEMÆRKELSESVÆRDIGT] NU ER DU ENDELIG HOVEDPERSON Der har gennem tiden været utallige forsøg på, at skabe en virtuel spilleverden for et overkommeligt beløb, så det ville blive mainstream. Det er lykkedes for Playstation. Spiller du på et TV er omgivelserne i stuen med til at rive dig ud af spillet. Du skal bare kigge til siden, og vupti er du tilbage i virkeligheden. Kigger du til siden med en Playstation VR foran øjnene, står der måske et monster - som du med controlleren i hånden må nedkæmpe. Og har du et par hørebøffer med sourround lyd, så hører du noget bag dig og vender dig efter lyden. Og dine øjne vender sig også. Fornemmelsen er uovertruffen. Øjnene og høresansen snyder din hjerne og du er i sandhed på havets bund eller på vej i fuld fart i en bil. Din krop reagerer på det den ser, den sveder og den ryster og den nyder - Spil er nu for alvor blevet virkelighed. Købes hos din spilpusher - vi fandt den på www.coolshop.dk

SOFAVÆLGER Sofaen her hedder ANNE og er designet af Christian Rudolph. Den er rund og blød og retro-fin – og har smukke, gennemførte detaljer som vinklede massive træben og 50’er knapper i ryggen. Farven er varm og dyb – og det bedste er, at den fås i godt selskab. I samme serie findes en komfortabel lænestol og en 2-personerssofa. Så kan de kolde efterårsaftener godt komme an… Forhandles via www.sofakompagniet.dk

SEGBOARD Da de kom frem, var der en række billige kinesiske udgaver, som brød i brand. Siden dengang er markedet gudskelov blevet ændret markant - og man kan igen fokusere på Segboards som det fantastiske legetøj og transportmiddel, som det er. Segboards kan du få for et par tusinde. Du stiller dig op på den, læner dig en smule fremad - og pludselig triller du afsted - stående og forundret. De kører 10-12 km/t og du kan køre godt 25 km på en opladning. Udover at være legetøj ser man flere og flere trille i skole eller på arbejde med dem. Det er dog stadig ikke lovligt, da færdselsloven ikke har vurderet dem endnu - staten må stramme lidt op og få set på fremtiden hurtigt, når den rykker ind. Seneste skud på stammen er et HooverGoKart modul til en tusse, som du sætter på dit segboard - og så er det pludselig en styrbar gokart med helt nye muligheder. Vi fandt vores på segboardshoppen.dk

HOOVERGOKART

[ 87 ]

[KLUMME - LISA AYBIKE KIR]

POSTKORT FRA HOLLYWOOD Mit navn er Lisa Aybike Kir. Måske kender du mig fra programmet Danske Hollywoodfruer eller mad programmerne Til Middag Hos, 4 Stjerners Middag og Masterchef. Eller det kan være du kender du mig fra et ugeblad, en avis eller fra en bytur i Jomfru Ane Gade, for jeg er nemlig oprindeligt fra Nørresundby. Det var faktisk til karnevallet i Aalborg som 14-årig jeg blev opdaget som model og siden da har jeg lavet modelarbejde for bl.a. Vogue og Elle og haft roller i film, musikvideoer og tv-serier. Jeg er også en hyppig blogger og har skrevet bogen ”Fra Aalborg Til Hollywood”. Jeg bor nu I Los Angeles, Californien med min mand James. Min klumme fra Hollywood handler om forskellige ting fra livet i USA, kosmetiske operationer, opskrifter, mode, mad, modelarbejde, beauty trends, alt sammen direkte fra Hollywood. Jeg håber I alle vil læse med, Xo

▲

Lisa Aybike

▲

TRENDS er ikke sat som man skulle tro i Paris eller Milano længere, nej de er sat i Los Angeles. Alle modehuse, smykke designer og bil producenter smider deres tøj produkter og biler i nakken af berømte skuespiller, musiker og modeller for at få dem til at vise det på film, på den røde løber, eller arrangementer rundt omkring i byen og det betyder jeg er til en hel del især bil lanceringer i løbet af året . Sidst forgik det ved PORSCHE for lanceringen af den nye Porsche 718 Boxster... Og hvad sker der så ved sådan en event? For at opsummere det kort... Sprut, modeller, biler, en hel del mænd og ved dette event badebolde (så mange du ville have) og en lille goodie-bag med noget Porsche halløj i..

SOLSKIN er der nok af i Los Angeles hele året rundt og med et gennemsnit på 20 grader, 3000 solskinstimer og kun 35 dage med regn om året er vejret vidunderligt. Men vejret kan mere end det i Californien med et mikroklima der forårsager ekstreme temperaturforskelle i nærheden af hinanden, kan man sole sin krop på stranden i Santa Monica for derefter at smide sit ski udstyr bag i bilen og drøne til Big Bear, for så at stå på ski, 3 timer senere. Ligeledes kan man spille golf i rigtig mange timer om året som betyder mange shopping timer for MOI!

[ 88 ]

[KLUMME - LISA AYBIKE KIR] Når man lever i konstant solskin så er man rimelig tit i en bikini, og hvis man ikke gider leve i et motions center konstant så kan man have brug for en plastik kirurg og hvis du har set mig i Hollywood fruerne vil du vide, at selvom jeg ikke er meget for plastikkirurgi, er det at have en plastikkirurg ligeså normalt som at have en tandlæge i Hollywood. Min gode ven hedder Simon Ourian og er en af de førende plastik kirurger i Beverly Hills ...

Hvis man ikke gider køre i Porsche kan man jo altid tage ud og YACHTE. Den uofficielle båd sæson er fra Memorial day, 30 maj til Labor day den 5. september i år. Og der valgfarer de fleste med båd fra Marina del Rey til Catalina (se Kort). Catalina er en lille Ø der ligger omkring 2,5 timer uden for Los Angeles. ▲

BRASILIANSK BAGDEL LØFT er en af de genvindende trends indenfor plastik kirurgi for 2016. Store runde bagdele er tilbage som en trend, ikke mindst hjulpet godt på vej af stjerner som Kim Kardashian. Simon er Kim Kardashians bagdels-læge... men forskellen fra år tilbage er, at nu er bagdels løftet gjort med dit eget fedt som her... Det vil sige at der er altså ingen kirurgisk indgreb, og kun under lokal bedøvelse. Fedtet bliver taget under Liposuction og bliver lagt ind med indsprøjtninger. Det kan også blive gjort med Dermal fillers. Et bagdels løft som dette koster mellem $15000 og $40000 og bliver gjort på kun 2 timer. Det fede ved Simon er at han prøver og gøre så meget som muligt uden et kirurgisk indgreb, her er nogle andre behandlinger der er Dette er ikke min bagdel, hvis gjort uden indgreb. nogle skulle være i tvivl...

En Smuk Morgen i Catalina

Havnen i Marina Del Rey lidt ligesom havnen i Nørresundby (88feet Pershing)

Non-Surgical Nosejob gjort med bare fillers $2900 til $6900 pr. område.

AALBORG er nærmest Utopia for mig når jeg er hjemme på visit, da det er meget langt fra den stresset og skøre hverdag jeg har i Hollywood. Når jeg er hjemme elsker jeg at gæste Cafe Vi2, de har den bedste brunch, Mortens Kro for dinner and drinks, og Sams barbecue for tømmermænds mad. Steder jeg glæder mig til at gæste i 2016 er bl.a. Nam og Tabu.

Non-Surgical knæ løft, bliver gjort med ultralyd. Huden blive varmet til et punkt, hvor den rekonstruerer dens eget collage. Det koster $2900 til $4900 pr. område. Kvindelige stjerner står pt. i kø for og få dette gjort..

USA er på den anden ende i disse måneder. Man skal bo ret langt på den anden side af Limfjorden hvis man ikke har fundet ud af, der er et præsident valg i gang. Hvis man følger mig på enten Instagram (lisaaybike) eller Facebook (Lisa Aybike Kir) vil man vide at jeg er volontør for Hillary Clinton. Det betyder jeg enten ringer, skriver, samler penge ind eller på anden måde arbejder for Hillary Clintons kampagne. Det er på alle måder vigtigt for verden hun vinder d. 8 November..

Kys fra Nørresundbynitten i Hollywood, Lisa Aybike [ 89 ]

[THOMAS WARBERG]

“TRÆKKER STANDARDEN VOLDSOMT NED!!!!” “SÅDAN EN GANG PORNOGRAFISK SLUDDER”

MADS, NIVÅ

“TYK, UCHARMERENDE OG ABSOLUT IKKE SJOV”

HANNE, AUGUSTENBORG

ULLA, KORSØR

“HANS SUCCESS GØR FYSISK ONDT PÅ MIG”

“HAN ER CANCER FOR DANSK KOMIK”

JENS, AARHUS

NICHOLAS, KØBENHAVN

TAJMER BOOKING & MANAGEMENT PRÆSENTERER

BILLET PÅ WARBERG COMEDY TOUR ‘16 KØBTHOMASWARBERG.DK

ULLA FRA KORSØR SYNES, AT HAN ER ”TYK, UCHARMERENDE OG ABSOLUT IKKE SJOV”, OG HANS SUCCES GØR FYSISK ONDT PÅ JENS FRA AARHUS. MADS FRA NIVÅ TILSLUTTER SIG OG KONSTATERER, AT THOMAS WARBERG ”TRÆKKER STANDARDEN VOLDSOMT NED”. OG DET HAR DE JO LOV TIL AT MENE, PÅPEGER THOMAS WARBERG OG TRYKKER DERES LIDET FLATTERENDE UDSAGN PÅ DE POSTERS, DER LIGE NU GØR OPMÆRKSOM PÅ HANS WARBERG COMEDY TOUR 16 – ET ONE-MAN SHOW, SOM HAN TURNERER MED FREM TIL DECEMBER. OG MED DET HAR HAN EN POINTE, DER FORHÅBENTLIG SÆTTER DERES I ET LIDT ANDET LYS.

[ 90 ]

[THOMAS WARBERG]

TIL GRIN! Thomas Warberg er egentlig ikke et bedre menneske end så mange andre, det siger han selv. Og han siger også, at hans nye show er en spejling af samfundet – og af en tidsånd – der måske er summen af et velfærds-overload, forstået sådan, at vi har det – virkelig - godt. Thomas har det godt. Han er en hvid, privilegeret mand i 30’erne. Han har kæreste, karriere og hus i Kartoffelrækkerne. Han mangler, ligesom mange andre, ikke noget – allerhøjest lidt pli. Og det er det, han sætter spot på i hans nye show, der, noget forenklet opsummeret, handler om måden, vi behandler hinanden på. ”Det er noget med, at vi er meget, meget lykkelige i Danmark. Vi er rige, vi er veluddannede, vi lever i en tryg verden – og alligevel er vi de største pikhoveder over for hinanden med jævne mellemrum – ikke mindst på de sociale medier,” siger Thomas Warberg. ”Meget åbenlyst bliver det også i trafikken, hvor vi giver hinanden en fuckfinger, så snart vi synes, der er bare antydningen af en anledning til det – og jeg synes, at jeg over noget tid bemærkede, at vi mennesker har en ret veludviklet evne til at finde fejl hos hinanden. Vi sviner simpelthen hinanden ualmindelig meget til – og det fandt jeg, måske besynderligt nok, på sin vis ret morsomt,” siger Thomas Warberg. Det gør han, fordi han kender det fra sig selv. Og fra sin omverden. Reaktionen, overreaktionen og de lurende fordomme, der kommer til udtryk som små ikke så venligstemte udfald, der rammer hvor som helst og når som helst. ”Jeg er optaget af og interesseret i, hvordan det kan være, at vi er sammen med hinanden på den måde. Jeg er også nogle gange frustreret over det – uden at det betyder, at jeg selv holder mig for god til det,” griner han. ”Jeg kommer jo også selv til mene noget lidt for meget eller lidt for hurtigt – og jeg bruger også mig selv i showet, der er bygget op omkring historier og oplevelser omkring det her med måden vi behandler hinanden på. Og selvironien er i den grad vigtig. Det skal pege mod mig selv – og det gør det, ”konstaterer han. FOR UNDERHOLDNINGENS SKYLD

Thomas Warberg, der i 2010 modtog Läkerols Talentpris og siden hen blev en del af blandt andet Live fra Bremen og en stadig større del af danskernes bevidsthed, tager sit fag alvorligt, og tror på comedy som en stemme, der kan fortælle os noget om samfundet. I 2015 åbnede han sin egen comedy-

klub – et lille, intimt sted på Vesterbro, hvor der ikke er nogen bar, fordi det ikke er det, det handler om – til gengæld er der plads til 50 gæster og en masse nærværende humor – også af den slags der befinder sig langt over bæltestedet og beskæftiger sig med udtryk, levering og indhold. Her har Thomas Warberg frit lejde – scenen er, bogstaveligt talt, hans, og det benytter han sig af. Thomas Warberg bruger klubben som et sted, hvor han kan afprøve materiale, form, arbejde med stoffet og dyrke genren som kunstform. Han missionerer ikke – og betragter ikke klubben eller sin comedy som stof, der nødvendigvis skal kalde til eftertanke. Han portrætterer samfundet og de betragtninger, han gør sig – men han har ingen holdning til, hvad hans publikum skal stille op med hans udlægning af sagen. Ud over – og det er væsentligt – at de skal more sig. ”Min comedy skal ikke ændre på noget. Jeg taler ind i tiden, men ikke i håb om store forandringer. Jeg er i virkeligheden fløjtende ligeglad med, om det flytter på noget. Det er slet ikke intentionen. Jeg vil bare gerne underholde og sådan set ikke en skid andet,” konstaterer han. Så det gør han. Han undrer sig højlydt og dyrker det ufrivilligt komiske. Han minder os om, hvor højt vi taler ned til hinanden – og selvom det ikke handler ”så meget om billister, som man kunne forestille sig”, så er den obligatoriske fuckfinger i overhalingsbanen en del af påstanden. Han karikerer sine egne og sin egn, og han spidder den perfide Facebook-tone og river – hårdt – sig selv med i faldet. ”Ha, jeg er for nylig flyttet i Kartoffelrækkerne, og da jeg stødte på en afrikansk familie, der også bor der, var min første tanke, at det måtte være en fejl, for det kan de da umuligt have råd til… Og hvor helvede kom det nu lige fra?!?” Frit fra hoften, kunne være et bud – for det er en del af mantraet omkring Warbergs comedy. Han taler ind i absurditeten og fra et ærligt udgangspunkt, der ikke freder nogen – allermindst ham selv. Han puster sig også op, og bliver fristet til at give Ulla fra Korsør svar på tiltale – men så besinder han sig, og ser det sjove i hele situationen. Og det, lige akkurat det, er i jo nok i virkeligheden en af komikerens største talententer; at kunne se, hvor komisk det i virkeligheden er.

[ 91 ]

[THOMAS WARBERG]

NOTITS AF VIRKELIGHEDEN

Warberg Comedy Tour er vokset frem over tid. Det har fundet ham i øjeblikke, han hæftede sig ved og som pudsige situationer, han blev vidne til. Og da først han kom til at se på verden og de sociale medier med de øjne, voksede bunken af brugbare notater til en ret omfattende bunke. Med tiden blev det til et helt show, der med meget stor sandsynlighed er tankevækkende, hvis du vil, men allermest hysterisk morsomt. Det er jo comedyens force, at den helt nonchalant læner sig så meget op af virkeligheden, at karikaturen af den bliver underholdende. I det glimt, hvor vi genkender os selv eller andre, bliver det virkelig sjovt – og de allerfleste af os er der i Thomas udlægning af virkeligheden – men vi kan altid bare vælge at slå det hen med latter. ”Jeg synes, det her tema har arbejdet sig frem af sig selv,” siger han. Jeg blev opmærksom på den her tone og tendensen til at svine andres valg af påklædning eller politiske overbevisning til på sådan en ret ligefrem måde, og så opdager man jo pludselig, hvordan ens egne holdninger eller udtryksformer også kan stå lidt skarpt i nogle situationer – og når man så får det fokus, så ser man det overalt. Jeg begyndte at skrive nogle af de her situationer ned – og talte med folk omkring mig om emnet, og så kunne jeg bare se, at bunken voksede til noget, der kunne blive et rigtig sjovt show,” fortæller han.

Han etablerede sig som ”one-liner” – altså en komiker der arbejder meget i punchlines, men hans comedy og form er med tiden blevet mere og mere en helhed, hvor der er plads og tid til at lade historierne arbejde sig frem mod forløsningen – der dermed ofte bliver ligefrem proportionelt større… Og hans Warberg Comedy Tour 16 har fået flotte anmeldelser – der kvitteres for indsatsen, formen og evnen til netop at tage publikum med ind i en forestillingsverden, der manes frem i en symbiose mellem sprog, mimik og velvalgt indhold. Thomas Warberg kommer velforberedt, men taler frit fra hoften. Det er på en eller anden måde hans varemærke; ærligheden, der puster sig op til noget, der nærmer sig det absurde, og på den måde bliver næsten vederlagsfrit at svælge i. Det er tilladt ikke at tage budskabet med sig hjem. Det er der, synes man – men det giver mening, hvis man – mest – synes, at det er til grin. Han har jo ikke nogen egentlig intention om at udfordre publikum, men han insisterer på at udfordre sig selv. Han vil ud over kanten, og han vil balancere på den. Hans udtalte selvironi er afvæbnende – og han er måske ikke så indigneret over, som han er inspireret af virkeligheden. Det er vitterlig sjovt, som nogen har den evne…

Det er to år siden Thomas Warberg sidst var ude med et oneman show. Hans debut. I mellemtiden har han lavet tv, senest ’Det sene sommershow‘ på TV2 – og så har han drevet sin klub og dyrket sit fag. [ 92 ]

[ 93 ]

[DET BLI’R SAGT]

AT SKABE SIG Jeg tror på dannelse forud for uddannelse. Jeg tror på, at når verden får farver, lyd og lugt, så bliver den virkelig og stor – og værd at forsøge at forstå. Jeg tror på værdien af kunsthåndværk. Ikke som et billedskønt appendiks til en Instragramegnet virkelighed, men som en måde, at give hverdagsfrikadellen værdigt liv på. Mintblå klæder de fleste og det meste, og på den måde får vi smagt på verden. Sanset den. Jeg tror på, at vi skal pirre og tirre sanserne. Vi skal lytte, når Sebastian Dorset taler. Eller også skal vi læne os tilbage og føle os godt underholdt. Vi skal forstå, hvorfor gutterne på kutterne arbejder benhårdt for en sag, de tror på. Og hvorfor andre ikke gør. Vi skal løse billet til det, vi ikke forstår – og vi skal blive siddende – længe nok til at bemærke den heftigt engagerede herre længere nede på stolerækkerne. Og så skal vi opdage, at det smitter. Og vi skal forarges over en genre og dens lemfældige omgang med sproget, for at opdage, hvor væsentligt, vi selv synes det er. Ordet. Vi skal måske synes, at Ditte Hansen og Louise Mieritz er helt til grin – eller til eftertanke. Vi skal ind i teaterrummet og forandrede ud i virkeligheden. Vi skal vende en side i bogen – og glide ind i en verden andre har skabt, for at blive klogere på, hvordan vores egen ser ud. Vi skal være nysgerrige på hinanden og os selv. Kultur er summen af historie, virkelighed, fortid, fremtid, lyd, lys, ord, tanker og fantasi. Det er fodbold og foreningsliv, det er samvær med andre og det er dannelse på en måde, der giver os fælles sprog for det, der ellers ikke rigtigt findes ord for. Vi skal nyde, at vi lever i en verden, som er værd at sanse. Vi skal ikke overleve noget – vi skal leve det, og det er egentlig enkelt; det giver mening, at vi ved, at to plus to er fire – men det er ligegyldigt, hvis vi ikke har ord for betydningen af det. Og det er derfor, det er værd at investere i en koncertbillet, en opera, et teaterstykke eller æstetikken; vi får ord og stemninger forærende – det veksles ubesværet til den motivation, der driver os. Og det gælder både børn og deres voksne. Min søn har vokseværk på skoleskemaet. Det er – i min optik - et andet ord for dannelse, og timerne bliver brugt til at smage på verden og måske forstå den i frøperspektiv – sådan frit fabulerende over et bål man har måttet gøre sig umage med. Det sætter sig i ham, som en lyst til at forstå mere om alt det, der egentlig ikke giver mening. Det danner grundlag for uddannelse. Og dannelsen er på den måde ikke et elitært, ekskluderende begreb – men ethvert menneskes mulighed for at stå på lyden af levet liv og andres skaberværk, for derfra at skabe deres eget verdensbillede. I modsat fald bliver det meste meget let noget vi bare forestiller os.

Pia Møller Søe

[ 94 ]

J UL E NS F E STE R bragt til dig og dine gæster Vi ser, vi sanser, vi dufter og vi smager… Alt sammen for at skabe en kulinarisk oplevelse for dig og dine gæster.

Velbekomme - og god smag!

Stegt fiskefilet

med hjemmerørt grov remoulade, hertil citron pr. kuvert

25,-

CHRISTMAS TIME BUFFET Kryddermarinerede røde nordsøsild samt peberrodscreme med ramsløg Halvt æg pyntet med chili-mayo og rejer (Ønskes 1 ekstra halvt æg med chili-mayo og rejer tillægges 10,-)

Dampet laks med julekål, dressing og salturt Mager svinekam med julecrunch (Ønskes hertil spidskålssalat med grønkål og dadler tillægges 10,-)

Frisk rødkålssalat med figner Lækre rustikke frikadeller af oksekød med ost Krydret kartoffelsalat med basilikum og mild cherry-peber Roastbeef med grov remoulade, sprødt og surt

8 RETTERS BUFFET + 1 DESSERT

DESSERT

pr. kuvert

129,-

Ris a la mande med kirsebærsauce, smukt anrettet i patentglas

eller

Ønskes begge desserter tillægges pr. kuvert 20,-

Blåskimmel-, hvidskimmel- og fast ost, marinerede oliven og rørsukkersyltede blommer

Vi taler med Martin Brygmann om Far til Fire, møder et liv med kultur hos Ernst Trillingsgaard, laver en julemiddag i Koks køkken, besøger julemandens familie - og ser på de fedeste julegaver til de andre og dig selv… HENT MAGASINET GRATIS HOS MENY OG IMERCO

Lækker mad - bragt til dig Tlf.: 70 15 10 30

[ 95 ]

www.smageriet.dk

Priser er excl. miljøafgift og levering. Minimum 10 kuverter.

Udvalg af smagfulde oste fra ostemanden

[ET CETERA] MAGAZINE UDKOMMER IGEN DEN 5. DECEMBER 2016

HVAD ER [ET CETERA]

[et cetera] magazine udgives af mediehuset Dansk Handelsblad A/S i Århus, der har været udgiver i Danmark siden 1909. [et cetera] har i flere år været udgivet i Aalborg, som regionalt magasin, og fik hurtigt en stor og markant plads i området. Nu er magasinet landsdækkende med 8 årlige udgivelser - fortsat i stærkeste niveau både på indhold, design og i trykkvalitet. MANIFEST [et cetera] er et metropolorienteret kultur- og livsstilsmagasin for 30+, der beskæftiger sig med kultur, erhverv, livsstil, politik, mode og meninger. Vi værdsætter og dyrker den treenige fusion mellem erhverv, kultur og forbruger. Vi er til for at hylde kulturen – institutionerne og iværksætterne, men også – og ikke mindst – vores annoncører, der er vores vækstbetingelse. [et cetera] skal til enhver tid være et værdigt medie. Vi repræsenterer indhold af høj kvalitet og i æstetiske rammer. Vi giver plads til historien – og til de billeder, der skal være med til at fortælle den. Magasinets indhold er livsfilosoferende, begavede, usædvanlige og overraskende betragtninger om dette og hint. Kærlige indspark, sure opstød, stærke holdninger og personligheder. Vi giver mennesket og meningen plads. SKABT TIL DET GODE LIV [et cetera] er bygget op omkring læseren og læserens interesser, men ikke uden en væsentlig skelen til annoncørernes behov. For vi tror på, at det i virkeligheden også er læserens. Vi råber ikke køb, køb, køb til vore læsere med gule tilbudsmærker - men giver dem lyst til at investere i produkter, der møder deres gode smag. Vi giver dem lyst til at leve livet og viser dem, at dine produkter kan gøre en forskel.

DET BLI’R SAGT: ”Det var en genuint sober og smukt skrevet artikel. En af de sjældent gennemarbejdede og journalistisk flot forløste. Både tekst og foto hører til det, jeg vil fremhæve som værende udover det sædvanlige - og jeg er stolt af at kunne prale med det på min hjemmeside og facebook”. Anne Marie Helger, skuespiller

[mailkorrespondancen]

RING OG HØR MERE...

Tekst Pia Møller Søe Foto Claus Peuckert Layout Claus Frandsen

KONTAKT VORES SALGSSAFDELING PÅ 86 15 80 11 - ADM@DHBLAD.DK lars

VI HAR SENDT LARS LØKKE RASMUSSEN EN MAIL... KONCEPTET ER, AT MODTAGEREN SKAL HAVE MULIGHED FOR AT GIVE UDTRYK FOR EGNE IDÉER OG TANKER... VI BRINGER DEN UREDIGEREDE KORRESPONDANCE MED DE DREJNINGER, SOM DEN SLAGS TIT KAN TAGE: DE UVENTEDE... 80

LØKKE rasmussen 81

[ 96 ]

ANNONCERING

[et cetera] magazine henvender sig primært til gruppen af erhvervsaktive, kulturinteresserede og købestærke læsere i aldersgruppen 30+. Primært befinder læserne sig i de segmenter, hvor karriere, holdninger og en livsstil - med plads og råd til bevidste valg omkring forbrug - er en drivkraft. Vi har læsere, der er miljøbevidste, økologiske, materialistiske livnydere, idealister, forældre og børn - men fælles for dem er, at de fleste befinder sig i en situation, hvor de har frit valg på rigtigt mange hylder. Både MENY og IMERCO er stærke brands hos 30+, og at distributionen sker gennem de kæder, forstærker derfor magasinets fokus på dette købedygtige publikum.

Danmarks største udvalg af varer og brands inden for køkken og bord. Landets største isenkramkæde med 151 butikker. Driver kundeklubben Imerco+ med mere end 1 mio. medlemmer.

MENY er hele Danmarks fødevaremarked. De sætter mad over alt andet med stort udbud af ferskvarer fra kød og fisk til delikatesse og ost, frugt & grønt og vin.

BANNERE PÅ ETCETERA-MAGAZINE.DK [et cetera] magazine har gennem 4 år været online, med fokus på Region Nordjylland, og hentede her tæt på 1 million årlige besøgende – mange af dem genereret via e-magasiner, men for en stor dels vedkommende også baseret på de artikler, der deles via forskellige portaler, af de mennesker vi portrætterer i magasinet. Det betyder, at [et cetera] magazine har en stor landsdækkende berøringsflade, som vi nu forstærker via samarbejdsaftaler med Imerco og Meny. Vi har stærkt dedikerede læsere qua det faktum, at de er genereret af interessespecifikke platforme. Når kultur- eller erhvervspersonligheder publicerer [et cetera] materiale via deres egne medieplatforme, får vi en væsentlig læserskare, der uvilkårligt vil bevæge sig videre ind i magasinet. Din annonce i magasinet vil derfor også blive læst - og er automatisk med - i det gratis e-magasin. Og man kan med fordel supplere sin print-annoncering med en banner-kampagne på hjemmesiden, hvor der også er plads til videoannoncering.

[

De har været i [et cetera]: Morten Albæk, Ulf Pilgaard, Michael Falch, Lars Løkke Rasmussen, Anders Matthesen, Per Pallesen, Lise Baastrup, Rune Klan, Jonathan Spang, Finn Nørbygaard, Jette Torp, Ida Gard, Laura Mo, Amalie Dollerup, Thomas Augustinussen, Jens Romundstad, Martin Brygmann, Hella Joof, Prins Henrik, Huxi Bach, Anders Bircow, Anne Marie Helger, Sebastian Dorset, Rikke Nielsen, Jamie Oliver etc.

[ 97 ]

[

”Med min erfaring som en, der af blevet interviewet af mange journalister og magasiner, er [et cetera] et af nationens mest professionelle og kvalitetssikre magasiner - som jeg derfor altid med allerstørste glæde tager imod en invitation fra og ydermere nyder at læse” Morten Albæk CEO, Voluntas Investment & Advisory A/S

[ 98 ]

BOHEMIAN.DK

frika A på første r ække Nyati Safari Lodge

16.950,-

fr a

SPAR 4.000,Pris pr. pers. for 13 dage inkl. alle fly, transfers, luksus ophold samt alle måltider og dagligt program på Nyati Safari Lodge.

13 dages luksus safari & Cape Town Oplev det bedste af Sydafrika: Kom på safari i verdensklasse på Nyati Safari Lodge og bo i egen River Bungalow direkte ud til Sydafrikas berømte Kruger Nationalpark. Kombiner din safari med 3 nætter i Cape Town, en af verdens smukkeste storbyer!

Inkluderet program Onsdag: Bushwalk og morgenmad over bål i naturen. Solnedgangssafari. Torsdag: Panoramaruten. Oplev verdens 3. største Canyon i Drakensbjergene, de fantastiske jættegryder Bourke’s Luck Potholes og guldgraverbyen Pilgrim’s Rest. Fredag: Bushwalk, afslapning ved poolen, solnedgangssafari i åbne biler med bush middag & natsafari. Lørdag: Gå på bushwalk og slå et par bolde på Nyatis egen driving range. Afrejse fra Nyati. Søndag: Ankomst til København eller Billund. Medlem af Rejsegarantifonden reg. nr. 1803

Tirsdag: Afrejse fra København eller Billund. Ons.-fredag: Oplev Cape Town & Kapprovinsens højdepunkter Lørdag: Velkomstfrokost på Nyati Safari Lodge og tid til at nyde de eventyrlige omgivelser. Søndag: Bushwalk safari om morgenen. Big 5 safari i åbne biler om eftermiddagen. Mandag: Oplev livet i en lokal landsby og besøg den lokale heksedoktor. Tirsdag: Udflugt til verdens bedste Big 5 safari område: Kruger Nationalpark.

læs mere

Kom til gr atis rejseforedr ag og hør mere om vores m ange eventyrlige rejsem ål i Afrik a Tilmeld og find mere infor m ation på w w w.nyati.dk eller på telefon 70260407 2016-11-04_Nyati_EtCetera_265x185mm_CapeTown_1583.indd 1

04-10-2016 10:46:27

Alletiders arrangementer til årets firmajulefrokost

AALBORG

Vinterrevy

2016

En festlig aften med revy, julebuffet, musik & dans

HVER FREDAG OG LØRDAG Fra 18. november til 10. december

Aftenen starter kl. 18 med lækker julebuffet fra Restaurant Papegøjehaven (menu på akkc.dk). Kl. 20 Aalborg Vinterrevy, hvorefter Signe & The Signs spiller op til dans (aftenen slutter kl. 01). Julebuffet, revy, musik & dans Pr. person........... 598,-

Ekskl. drikkevarer.

MEDVIRKENDE:

Øl/vand/vin ad libitum kl. 18-01. Pr. person.............. 328,-

Vicki Berlin Rasmus Krogsgaard Hans Holtegaard Randi Winther

FEST MED OVERNATNING!

Julebuffet, revybillet, musik & dans, overnatning i dobbeltværelse og brunch. Pr. person........ 1.072,Bestilling: Scandic Aalborg City · scandichotels.dk · Tlf. 7012 5151

Årets Julefrokost Fredag 25. november kl. 18.30-02.00 AFTENENS PROGRAM Kl. 18.30 Kl. 19.00 Kl. 21.00-24.00 Kl. 21.45-22.15 Kl. 23.30-24.00 Kl. 24.00-02.00 Kl. 02.00

Dørene åbnes Velkomst ved aftenens konferencier Niels Skovman DJ Høyer spiller under maden Cruiseband Lækker julebuffet Christopher fra Restaurant Rasmus Seebach Papegøjehaven - læs DJ Høyer mere på akkc.dk Tak for i aften

FEST MED OVERNATNING Julebuffet, billet ved langbord i Aalborghallen, overnatning i dobbeltværelse og brunch ...............................

Pr. person 1.478,-

Bestilling: Scandic Aalborg City (scandichotels.dk) Tlf. 7012 5151

CHRISTOPHER RASMUS SEEBACH Billet:

Billet v. langborde i Aalborghallen, inkl. julebuffet .......999,Billet v. langborde i foyeren (storskærm), inkl. julebuffet .....................................................................699,KØB MED RABAT! Ved køb af 20-49 billetter ...................................... 10% rabat Ved køb af 50-99 billette ...........................................5% rabat Ved køb af over 100 billetter ................................. 20% rabat (Alle billetpriser er ekskl. drikkevarer) DRIKKEVARER: Der kan tilkøbes armbånd til fri øl/ juleøl/vand/vin hele aftenen til 350,- Obs! Armbånd sælges kun til hele selskaber.

Europa Plads 4 · 9000 Aalborg · Billetkontor: Mandag - fredag kl. 12-17 · Tlf. 9935 5566 · akkc.dk