Empiri

Selvdannelse finder sted som selvpraksis i form af selvudskridelse mod det større, og skal ses som socialisering tilpasset de senmoderne vilkår og udfordringer. På landets erhvervsskoler

(ud)danner vi unge mennesker som er i en fase af deres liv, hvor der træffes individuelle valg, og hvor den personlig udvikling er i spil. Det er derfor vigtigt for mig at forstå fænomenet

selvdannelse, og hvordan selvet påvirkes af ydre, styrede idealer.

Qua mit læringssyn, er det naturligt for mig at forstå læring som deltagelse. Ifølge den

amerikanske læringsforsker Etienne Wenger argumenteres for at læring i faglige miljøer ikke

kun omhandler erhvervelse af faglige færdigheder og specifikke kompetencer – men tillige er

en socialiseringsproces i praksisfællesskaber, hvor den faglige identitet udvikles. Når en social

teori om læring har sin berettigelse i herværende opgave, skal det ses som deltagelse rettet

mod de elementer som dannelsesidealet fordrer i min undervisningspraksis.

Som underviser sætter jeg for en tid scenen for elevens læring, udvikling og dannelse. I den

erkendelse, at læring er andet og mere end tilegnelse af viden og færdigheder, indebærer dette en påvirkning af elevens selv. I forlængelse af Habermas teori om den herredømmefrie

samtale har den tyske professor og filosof Axel Honneth, udviklet en teori om selvets påvirkning af anerkendelse. I et perspektiv hvor et dannelsesideal gør sig gældende i praksis, er

det i opgaven her relevant hvordan jeg som underviser arbejder med anerkendelse af elevens

potentiale og udvikling.

Empiri

Qua mit videnskabsteoretiske ståsted har jeg valgt at empirien til analysen i opgavens første

del indsamles som en kvalitativ undersøgelse i form af kvalitative forskningsinterview. Her har

jeg ladet mig inspirere af Kvale og Brinkmanns interviewmetode (Kvale & Brinkmann 2015), og sigter mod at få nuancerede beskrivelser af interviewpersonernes opfattelse af fænomenet

karakter(dannelse), med afsæt i deres livsverden. Livsverden skal her forstås i et Habermas

perspektiv, hvor handlinger koordineres ved hjælp af kommunikation, da livsverdenen er kommunikativt organiseret (Rasmussen 1996, s. 43). I tråd med Sokrates fokus på undren,

udformes interviewet semistruktureret og spørgsmålene formuleres således at

interviewpersonerne reflekterer over de grundlæggende værdier i fænomenet

(karakter)dannelse i erhvervsskoleregi. I analysen foretages en meningskondensering af

interviewpersonernes svar, i form af meningsgivende udsagn. Disse er derfor ikke den

endegyldige virkelighed eller skinbarlige sandhed. Alligevel mener jeg at kunne få nogle