5 minute read
Ibi Støvring – Jeg er kaptajn i mit eget liv
from Caviar 2022
by PR Offset
JEG ER KAPTAJN I MIT EGET LIV
Tekst: Tina Blomstergren Foto: Joan Barløse og William Gravergaard Nielsen
Ibi Støving var bare seks år gammel, da hun fortalte sin mor, at hun en dag ville være inde i fjernsynet. Det er nu 41 år siden.
”Jeg startede tidligt med at træne ballet, hvormed jeg arbejdede med et kreativt udtryk, som jeg siden har brugt, og nu bruger ift. mine projekter i Fredericia.”
Ønsker bliver hørt, og det gjorde Ibis ønske også. Efter en barndom med ballettræning og skoleskift, holder Ibi ved den disciplin og vilje, som skal til, for at projekter og intentioner bliver til virkelighed.
”Hvordan gør du det?” spørger jeg, hvortil Ibi svarer: ”Enhver beslutning deles op i begyndelse, midte og slutning. Jeg vender ikke kajakken, hvis jeg først er sejlet ud på vandet, så forfølger jeg målet, jeg har sat mig, og det gør jeg ikke kun for min skyld, men også for dem, som er involveret,” siger Ibi.
Ibi og jeg mødes i min sofa med benene oppe og lemonade i glasset. Det er dagen, hvor interviewet til Caviar, skal tage form. Vores snak skal handle om Ibis forhold til Fredericia, og om det, hun allerede har sat gang i, i forhold til byen. Interessen stammer mest af alt fra hendes far, som fortalte og lærte Ibi om huguenotterne. ”Det er den menneskegruppe som fandt vej til fristaden i 1720,” fortæller Ibi, og beretter deslige at adskillige historiske begivenheder, har givet hende en tydelig interesse i fortidens Fredericia.
”Jeg besøgte for første gang Fredericia i 2018, og siden er jeg vendt tilbage igen og igen. Jeg har gået Volden, stranden, de lige gader og Trelde Næs tyndt. Jeg har besøgt mine forfædre på den reformerte kirkegård, og skulle jeg en dag bo et andet sted end i København, ville jeg vælge Fredericia, for byen har meget at byde på, og samtidig ligger den centralt, i forhold til alle de andre steder jeg kommer.”
”Senest varede mit ophold i Fredericia lidt længere. Nærmere var det så langt, at jeg lavede en kortfilm. Det er ikke et projekt som er kommet til over natten, men et grundigt
stykke arbejde, i hvilket jeg debuterede som instruktør.”
”Jeg har været i branchen i mange år, men alligevel var jeg overrasket over, hvor let det kom til mig, at stå i spidsen for teamet.”
”Teamet betyder alt, og jeg havde det bedste team med mig på filmen, som handler om PTSD. Sylvester på 6 år har rollen som barnet i filmen. Han lever med en mor som er syg, hvilket betyder at filmen er et barns kig, observation og liv med en forældre med en psykisk lidelse. Jeg vil med filmen gerne vise, at man godt kan være en god mor, selv om man er syg.”
”En kortfilm varer max 28 minutter. `Spurven´ som filmen hedder, varer 20 minutter. Vi har produceret et lydunivers og musik specielt til Spurven.”
”Sylvesters far, som spiller i et dansk band (Go Go Berlin), producerer noget af musikken, ligesom en dygtig musiker jeg kender, er med ind over lyd og musik.” ”Resultatet af filmen er en stemningsbuket, som jeg ønsker mig skal have præmiere i Fredericia til november. Jeg ønsker at alle kan se med, og alle er velkommen til premieren.”
”Omkring filmen er flere mennesker som kommer fra Fredericia og omegn. Alle er imponerede over Fredericia, venligheden, naturen og mulighederne som er.”
”Filmen er vigtig, fordi mange lider, og der er færre penge til at hjælpe. `Spurven´ er mit ydmyge opråb, som handler om, at bare fordi du er psykisk syg, er du ikke et skidt menneske. Jeg er producent og står selv for al økonomien, men menneskeligt har jeg mødt så meget opbakning fra befolkningen i Fredericia. Siden jeg første gang besøgte byen, har så mange mennesker ville hjælpe – på alle måder.”
”Når filmen har haft præmiere i Fredericia, gerne 1. november 2022, skal den videre på festivaller formentlig i Syd Frankring, Italien, Tyskland, Canada og Korea. Jeg er selv producent, så når tid er, ser vi hvor langt pengene rækker. Mit næste projekt har jeg arbejdet på siden 2018. Jeg vil gerne lave en film eller en tv-serie, som handler om huguenotterne. Det bliver ikke en dokumentar, så den historiker som kigger med, vil måske brokke sig. Trods mændene dengang sad i toppen, skal en kvinde have hovedrollen. Det kan ingen komme efter. Måske var hun en af kongens elskerinder, og havde hørt mere end hun skulle. Kvinderne måtte dengang bruge deres klogskab, siger Ibi med glimt i øjnene.”
”Jeg ved ikke, om jeg kan få lov til at presse mine tanker igennem ift. ovenstående indhold i filmen/serien, nu ser vi. Lige nu leder jeg efter vedkommende, som skal skrive manuskriptet, og pt. er det en opgave, i forhold til den ballade der lige nu foregår omkring streaming mm.”
”Mine ideer får liv med alle de mennesker jeg møder i Fredericia. Jeg har spist hjemme hos ældre mennesker i Fredericia, som har fundet alt frem fra gemmerne, der handler om huguenotterne. Jeg er blevet taget så godt imod af alle jeg møder, det er helt vildt. Derfor, er jeg vild med Fredericia, og jeg vil blive ved med at komme her, ligesom jeg har udnævnt mig selv som ambassadør, helt uden at nogen har spurgt mig om det.”
Efter vores snak og hæng-ud i sofaen, skal Ibi hjem til sin søn, som netop har fået fri. ”Han har glemt sin nøgle, derfor har jeg været opmærksom på telefonen. Jeg er alene-mor, og har været det længe, så der er nok at se til,” slutter Ibi Støving, mens Caviar og undertegnede siger tak for tiden, vi har delt, hvor både smil, alvor og latter har fyldt rummet.
Ibi og jeg har aftalt, at vi bevidst ikke nævner navne på alle de mennesker som har været involveret i Ibis projekter, ligesom vi heller ikke nævner alle de mennesker Ibi har mødt, og er taknemmelig over at have mødt i Fredericia. Det vil fylde hele artiklen. Et er sikkert, absolut ingen er glemt, mens denne historie er blevet til.
