Efterårsbladet 2020 by Psykologi Psyklen

PSYKLEN #efterĂĽr2020

Forandring

ET PSYKOLOGIFAGLIGT BLAD

OMSLAG

Bladet udgives af psykologistuderende fra Aarhus Universitet 2 gange pr. semester.

Storm Munk-Hind

REDAKTØRER

Ida Marie Lindemark Lervad Viola Løvig Thomassen Storm Munk-Hind Freja Spangsberg Lindholdt Lea Nørlund Hovedansvarlig: Anine Roth Jacobsen

Emilie Ringgaard Katrine Kromann Brandt

REDAKTION

Katrine Henriksen Signe Lehn Brand Rebecca Birner Hansen Anine Roth Jacobsen Ida Marie Lindemark Lervad Rikke Buhl Bundgaard Viola Løvig Thomassen Storm Munk-Hind Nicklas Runge Freja Spangsberg Lindholdt Alexander Leonhard Birk Sørensen Nina Rastegari Andersen Ulrikke Friis Højer Agnes Sofie Brüel Holstein Laura Mikkelsen Ida Marie Tangø

LAYOUT

Emilie Ringgaard Katrine Kromann Brandt Nicklas Runge

ILLUSTRATIONER

Rebecca Birner Hansen Rikke Buhl Bundgaard

PSYKLEN

https://www.facebook.com/psyklen psyklen@gmail.com Skriv hvis du har ris, ros eller noget der skal på tryk! Aarhus Universitet Bartholins Allé 11 Bygning 1350 Aarhus Alle artikler i dette blad er, medmindre andet er angivet, udtryk for skribentens egne holdninger. Støttet af Psykologisk Institut, Aarhus Universitet og FAPIA

#efterår20 05

Leder

Et opgør med autopiloten

Forskningsnyt

Interview: I den anden stol

Psyklen tester: Forandringer i krop og sind

Voxpop

Bachelor: Perfektionisme som en undgåelse af eksistentiel angst

Emilie Ringgaard Katrine Kromann Brandt Rikke Buhl Bundgaard

Signe Lehn Brand

Side-9 manden

Det evindelige nu

Åbningstale

Studiejob der gør en forskel

Jost

Ida Marie Tangø Agnes Sofie Brüel Holstein

Økologi, veganisme og andre utilstrækkeligheder Nicklas Runge Katrine Kromann Brandt

Hekse for ligestilling Katrine Henriksen

Hyldest til selvhjælpsbøger

Interview: Kønsidentitet

Viola Løvig Thomassen

Katrine Henriksen Laura Mikkelsen

Signe Lehn Brand Ulrikke Friis Højer

Cecilie Evans Jensen

Nicklas Runge

Jan Tønnesvang

Nina Rastegari Andersen

Tidslinje over psykologiens vigtigste forandringer Agnes Sofie Brüel Holstein Nicklas Runge

Digt: Nattehimlens blod

Boganmeldelse: Utilstrækkelig

Laura Mikkelsen

Katrine Henriksen

Filmanbefalinger

Tegneserie

Nicklas Runge

Anine Roth Jacobsen

Emilie Ringgaard Katrine Kromann Brandt

Illustrationer: Storm Munk-Hind, 3. semester

Leder

En ny verden Emilie Ringgaard & Katrine Kromann Brandt, 5. semester Endnu et blad er faldet af træet, de mørke timer er blevet flere, du må nu have lygte på cyklen og du sværger igen til de lune striktrøjer og de varme drikke. Nogle forandringer sker over tid. Årstiderne skifter, nye teknologier og ny forskning kommer til, og vi får nye måder at se verden på. Andre forandringer sker pludseligt. Den verden, vi vågner op til i morgen, kan være en anden end den, vi vågnede op til i dag. Det kan være, at en man holder af, er ude for en ulykke eller rammes af alvorlig sygdom. Det kan være, at Trump pludselig har en vaccine mod COVID-19. Det kan være, at kaffen ikke smager af noget - og så er det afsted til test! Ligesom med så mange andre ting, har forandring en tro følgesvend i form af sin modsætning, stabilitet. Når vi oplever mange forandringer, holder vi måske i endnu højere grad fast i de ting, der er stabile. Måske er det noget så simpelt som den ugentlige forelæsning med fysisk fremmøde, der kan give en følelse af stabilitet. Mens nogle ting forandres, forbliver andre mere eller mindre de samme. Som psykologistuderende beskæftiger vi os med mange former for forandringer. Vi lærer om menneskets udvikling, hjernens plasticitet - og forfald, og vi lærer om uønskede forandringer, som når et

traume efterlader en som et andet menneske. Når vi studerer, ændrer vores egen lille verden sig også hele tiden - fordi vi lærer ting. Læring giver os en ny verden at leve i, for gennem læring kommer vi til at se områder og fænomener på nye måder. Pludselig har man ord og begreber for den adfærd, man ser omkring sig. Hvor man før blot så folk, der gjorde som alle andre, ser man nu konformitet, og hvor man før blot så en uhæmmet fulderik, ser man nu en person med hæmmede eksekutive funktioner. Mange af os starter formentlig på psykologistudiet med et håb om at kunne gøre en forskel og skabe en forandring hos andre. Her i bladet kan du bl.a. læse om, hvordan en psykolog har skabt en forandring for en psykologistuderende. Derudover kan du læse om alt fra forandringer i samfundet, klimaet og psykologien til det at skabe en forandring gennem sit studiejob. Du kan også læse et interview om, hvilke forandringer man som transkønnet gennemgår for at blive sig selv. Desuden kommer vi naturligvis ikke uden om corona i dette blad, da den har medført store forandringer for os alle, også her på psykologistudiet. Dette reflekterede vores institutleder, Jan Tønnesvang, over i sin åbningstale til de nye studerende i august, og i denne udgave af Psyklen har vi alle mulighed for at læse den. Rigtig god fornøjelse med efterårsbladet!

Forskning

Forskningsnyt - Power posing pjat eller ej? Rikke Buhl Bundgaard, 3. semester ”Fake it ’till you become it”. Dette citerede Amy Cuddy i den anden mest afspillede TED talk, og det dækker over begrebet om power posing og de fantastiske virkninger, posituren typisk karakteriseret med armene placeret på hver side af kroppen, kan give på blot to minutter. Vi har sikkert alle prøvet at stå i en situation, hvor vi har haft brug for at booste selvtilliden og derfor forsøgt at manipulere med vores motoriske udtryk. Men har power posing egentlig en effekt? Ifølge Emma Elkjær Poulsen fra Psykologisk Institut ved Aarhus Universitet er dette ikke tilfældet. I en meta-analyse punkterer Poulsen og kollegaer myten om power posings selvtillidsfremmende egenskaber og argumenterer for, at en

neutral positur har samme effekt som power posing. Dog er der evidens for, at en lukket kropsholdning har en negativ effekt på selvtilliden. Derudover mangler der generelt mere forskning inden for emnet i forhold til hormonelle forandringer, og så skal studierne gøres mere virkelighedstro - for potentielt set kan power posing have en virkning. Dog er effekten svær at påvise, når forsøgsdeltagere skal power pose og forestille sig, at dette gøres inden f.eks. en jobsamtale. Kilde: Elkjær, Mikkelsen, Michalak, Mennin & O’Toole (2020) https://journals.sagepub.com/ doi/10.1177/1745691620919358

Illustrationer: Lea Nørlund, 5. semester

Psyklen tester

Psyklen tester forandringer i krop og sind Signe Lehn Brand, 7. semester, bachelor Stress! Jeg er lige kommet ud af badet, og der er kun en halv time til, at klokken er 17.30, hvor vi skal være til yogasessionen. Min yogamåtte er støvet og skal lige børstes af, så det ser ud som om, at jeg har brugt den for nylig, træningstøjet skal sidde nogenlunde ordentligt, og jeg skal have fundet et par underbukser, der ikke afslører deres egen tilstedeværelse, når jeg senere skal begive mig ud i hunden. Hjernen tankemyldrer derudaf, og bekymringer om ikke at kunne finde vej, komme for sent, men også om rent faktisk at dukke op og så ligne en novice, der ikke engang kan nå sine egne fødder, fylder bevidstheden ud. Jeg spæner afsted på cyklen ad den korteste vej på Google Maps, og skænker det ikke en tanke, at vejen leder mig igennem en skov, bortset fra da vejens ujævne føre får mig til at tabe yogamåtten ned i noget mudder. Det skal nok blive en god aften. Jeg når, lettere svedende og stakåndet efter en hektisk cykeltur, frem til destinationen, hvor yogasessionen heldigvis endnu ikke er begyndt. Tankerne om min egen og den beskidte yogamåttes fremtoning fylder. Til gengæld fylder vi alle sammen meget lidt i den store sal, hvor vi hver især står og famler med vores sammenrullede, medbragte yogamåtter. Så kommer yogainstruktøren. Hun intro-

ducerer sig selv med en rolig stemme og sætter musik på, som giver associationer til freden og roen i et buddhistisk munkekloster. Hun guider os til at trække vejret dybt, og allerede nu sænkes mine spændte

skuldre en smule. Så laver vi solhilsner. Vi følger vores vejrtrækning, og indåndingerne guider vores bevægelser ud i forskellige positioner, mens udåndingerne guider vores stræk ud til de yderligste positioner, vi er i stand til. Jeg kan pludselig mærke min krop. Jeg kan mærke, at strækkene får mine muskler til at ryste, og at dette måske er kroppens måde at bebrejde mig for altid bare at sidde krumrygget ved min computer og læse, uden at give den nogen særlig opmærksomhed. ”Så skal vi op og strække benene i hunden”. Yogain-

Psyklen tester

struktøren smiler, og pludselig skifter mine ellers så fokuserede tanker fra mit åndedræt tilbage til bekymringen om mine sandsynligvis synlige underbukser. Dog skifter de hurtigt tilbage igen, da det går op for mig, at jeg står bagerst i lokalet. Som sessionen skrider frem, bliver mine tanker mere og mere forankrede i mit åndedræt og for hver eneste posering er det som om, at der bliver skabt en ny forbindelse mellem min hjerne og min krop. Da vi er færdige, og tilmed har lavet en bodyscanning, hvor yogainstruktøren guidede en lille, imaginær kugle af energi rundt i vores krop, ser vi alle sammen mere afslappede og tilfredse ud, og det er som om, der er sket en lille, kortvarig forandring. Vores tan-

ker er vandret ud fra hjernen og har været en tur gennem hele vores krop. Hverdagens teori- og planlægningsfokuserede tankemylder har for en stund veget sig for nærvær og kropsligt tilstedevær. Da jeg cykler hjem, fornemmer jeg denne forandring, og jeg mærker mine ben bære mig afsted på cyklen. Da jeg når skoven, som nu er bælgmørk, lader jeg blot mit syn justere sig til mørket og cykler videre velvidende, at jeg kan dette uden at gå i panik, fordi mit fokus er på mine sanser og ikke på alle de tanker, som det kunne have været. Tak til Camilla Tromborg, flowmedcamilla.com

Side 9

Navn: Jost Instagram-navn: jostdoitlater Stjernetegn: Vægt Idol: Henrik Høgh-Olesen Hvad gør dig blød i knæene? Trælår, wall-sit og måske et meget sødt smil Livret: Hot Chicken Noodles Hvad tænder du på: Forskere Beskriv dig selv med få ord: Ekstremt lækker, sød, sjov, interessant, smigrende, altruistisk, ydmyg, aldrig ironisk, smuk, betagende, 189 cm og 82 kg 3 ting på en øde ø: Hot Chicken Noodles, Henrik Høgh-Olesen og min nøglebrik til Jomsborg Yndlingsteorier: John Bowlbys tilknytningsteori & Albert Banduras self-efficacy

Essay

Det evindelige nu Nicklas Runge, 3. semester Samfundet og vi mennesker deri er i dag præget af en overvældende og gennemgribende grad af konstant forandring, og alle er vi vant til at omgås forandring som den naturlige forudsætning for og produktet af individets fagre nye frihed til at skabe sine egne identiteter og genskabe dem igen efter eget forgodtbefindende. Ligeledes er vi vant til, at alle de små fællesskaber, man indgår i i samfundet, såvel som kærester, jobs, viden, institutioner og så videre kommer og går igen så hurtigt, som de kom; i virkeligheden er alt, hvad der er på vej ind i en plads i vores nutid, på samme tid på vej ud igen. Samtidig er det som om, at vi i det iriserende stjernestøv fra forandringens hæsblæsende acceleration har tabt den kritiske sans for, hvad denne udvikling har af konsekvenser for selv de mest intime aspekter af vores eksistens. Der er derfor opstået en bydende nødvendighed for at standse op og rette det kritiske blik mod temaer som frihed, identitet, samfund og naturligvis den tendens til kontinuerlig forandring, som gennemstrømmer dem. I denne artikel vil der derfor med udgangspunkt i den polsk-engelske sociolog, Zygmunt Bauman, forsøges at fremstille en kritisk fortolkning af den frihed, som vi i dag ser som en selvfølge i vores liv og samfund. Mange teoretikere har forsøgt at opstille et begrebsværk, som kan indkapsle præcis de

tendenser, som præger det kontemporære samfund, men som det kan forventes, er der opstået mindst ligeså mange af disse begrebsværker, som der er aspekter at opstille dem omkring: Anthony Giddens udfoldede begrebet senmodernitet, Hartmut Rosa beskrev samfundets acceleration og den medfølgende fremmedgørelse og Ulrick Beck gav os samme år som Tjernobyl-ulykken ideen om risikosamfundet. Tilbage i 60’erne beskrev Guy Debord the society of the spectacle, og for nylig udkom Andreas Reckwitz med en bog om singulariteternes samfund. Blandt disse er det dog Zygmunt Bauman, som med sine skarpe og omfattende kritikker af det postmoderne samfund gør sig bemærket som en særlig relevant forfatter, hvis vi vil forstå, hvad vi hidtil har taget for givet ved vores i virkeligheden prekære situation. Bauman havde endvidere en helt særlig evne til at metaforisere abstrakte sociale fænomener til noget håndgribeligt menneskeligt. Det er således med Baumans metaforer og teorier, at vi dykker ned i naturen af det postmoderne samfund og menneskenes eksistens deri. Først og fremmest er det postmoderne samfund ifølge Bauman præget af en ganske anden temporal struktur end det moderne samfund, som kom før. I denne nye forståelse af tid ser man ikke som tidligere en klar sammenhæng mellem fortid, nutid og fremtid, men i stedet et nedbrud mellem disse tre momenter, således at tiden

Essay

mistede sin retning, og den lineære tid blev udskiftet af en endeløs række af punkter af nutid. Hvor tiden i moderniteten var karakteriseret af en lineær fremgang med et fundament og et mål – Bauman beskriver her fortiden som den gødning, der skulle muliggøre fremtidens spiren, mens nutiden bestod af asen og puklen i den gødede

jord for at sikre opnåelsen af fremtidens fulde potentiale – er den postmoderne tidsalder, som vi lever i nu, ganske uden nogle mål eller lovende prospekter i fremtiden. Alt, hvad der kan opnås af frihed, demokrati, sikkerhed, velstand etc. (i.e., alt det, der blev kæmpet for i moderniteten), er allerede opnået, og der står kun

Illustration: Storm Munk-Hind, 3. semester

Essay

tilbage at vride hvert enkelt øjeblik for al den nydelse, man kan få ud af det. Med en dramaturgisk metafor kan det siges, at vi ikke længere terper manuskriptet i håb om at maksimere udbyttet af fremtidens teaterstykke. I stedet kaster vi os lige nu, i dette øjeblik, hovedkulds ud i forestillingen, og når den er slut, vredet tør for nydelse, hopper vi videre til det næste nu, den næste forestilling. Med denne konstante forandring og endeløse række af nu’er, hvis potentiale for nydelse må udnyttes til fulde, kan ingen identitet bestå over længere tid, og det forventes derfor konstant, at individet arbejder på at konstruere nye identiteter, evaluerer disse og tilpasser dem miljøet, som dog alligevel altid er i forandring; opgaven er umulig. Den eneste identitet, der derfor er tilladt, er selve retten til at skabe en identitet. Mennesket er dømt til kontinuerligt at hævde selve deres mulighed for at skabe og genskabe deres egen identitet(er) fremfor reelt at skabe den, og her opstår en tomhed, som runger langt ud i kosmos. Ligeledes er samfunds og fællesskabers sammenhængskraft opretholdt af en tro på det kollektive fremfor en egentlig udøvelse af det kollektive. Dette resulterer i, at samfund og fællesskaber forgår, så snart mennesker ikke længere tror på dem; der er ikke noget virkeligt eller bastant til at opretholde det, kun menneskets efemeriske tro. Med Baumans ord fra bogen Mortality, Immortality and other Life Strategies, så kræver postmoderne fællesskaber hverken sociabilitet, interaktion eller integration, men

blot en tro på disse fremfor en egentlig udøvelse, og dette leder næppe til nogen meningsfuld fornemmelse af fællesskab. I denne fagre nye verden er mennesket derfor – med brug af Baumans fremmeste metafor – som nomader, der vandrer hvileløst rundt i det evindelige nu: en uendelig sekvens af lige gyldige nutider med efemeriske fællesskaber og et uundvigeligt imperativ om udnyttelsen af al tilgængelig nydelse. Bag dem udviskes deres spor i sandet så hurtigt, som de blev sat og i forhold til identitet, forbliver det et fatamorgana for evigt hvilende i horisonten, hvor det minder os om fordums tiders håndgribelighed, og hvor det efter hver bestræbelse på at bevæge os frem imod det forbliver hånende udenfor vores desperate hænder og solsvedne læber. Ikke desto mindre er vores bestræbelse ustandselig, og i evig acceleration jagter vi fatamorganaet ligesom Zenons Achilleus, der evigt jagter skildpadden uden mulighed for nogensinde at fange den. Og med dette vil jeg lade følgende spørgsmål stå tilbage: Er frihed i virkeligheden frisættelsen fra tvangen til at vælge?

Åbningstale

Åbningstale til de nye studerende Indsendt: Jan Tønnesvang, institutleder Kære nye studerende Godt at se jer. Dejligt I kunne komme! Jeg er rigtig glad for – sammen med gruppen af tilstedeværende tutorer – at byde jer velkommen her i dag til Psykologi, til Universitetsparken, og til Aarhus for de af jer, som netop er rejst til byen. Det er jo en god by, en dejlig park, et rigtig godt Psykologisk Institut og et fantastisk fag, I skal i gang med, så det skal nok blive godt, alt sammen! (når vi nu lige får rundet corona-hjørnet). Psykologi som fag handler om at forstå, hvad det vil sige at være et menneske – et tænkende, følende og handlende væsen, der har noget for med sig selv og med verden – i alle mulige afskygninger og i mere eller mindre normale eller mærkværdige former for livsførelse. Hvordan forstår vi, hvad der får mennesker til at gøre, som de gør, tænke som de tænker, føle som de føler - for sig selv, hinanden og den verden, de lever i? Hvordan forstår vi, at man kan blive forelsket eller jaloux, at nogle mennesker bliver sure i trafikken, går ned med stress eller bekymrer sig om klimaet uden at gøre noget ved det. Hvad er det, der sker, når man bliver angst, deprimeret og fortvivlet, eller ender i misbrug eller konflikt? Psykologi handler bl.a. om, hvordan vi forstår sådanne ting,

hvordan vi kan forske i dem, og hvordan vi i praksis kan hjælpe de mennesker, der har brug for hjælp til at finde frem til sig selv og balancerne i deres liv? Der er psykologi i alt, plejer vi at sige her på stedet. Der er psykologi i økonomi og politik, opfindelse af robotter, klimaspørgsmål og ledelse af landet eller mangel på samme osv. Psykologi er – som en af vores tidligere professorer sagde det –, Videnskaben i videnskabernes midte. Det er ikke så lidt. Og det er godt for jer, for hvis psykologien er så central, så skal I nok få arbejde, når I om nogle år går ud af den studiedør, som I i dag er gået ind ad. Vi lever jo i en mærkelig tid. Coronaen har – med dronningens ord – været vores uvelkomne gæst i et halvt år, den sætter rammen for, hvordan vi kan være sammen her i dag, og i den kommende studietid. Den sætter rammen for måderne, hvorpå I får mulighed for at møde hinanden, møde os, og flytte ind i faget. Og vi ved ikke, hvornår vi kan ekskortere den uvelkomne corona-gæst på plads eller ud af døren. I rigtig mange henseender gør det tingene mere besværlige. Ikke blot i fht en studiestart på et universitet. Det har store samfundsomkostninger og for nogles vedkommende store menneskelige omkostninger. Coronaen vender tingene på hovedet. Vi mennesker, der sædvanligvis er

Åbningstale

vant til at tænke os som subjekter ift. vores omgivelser og naturen som objekt. Vi er pludselig blevet objekter for naturen som subjekt. Den lille usynlige virus spiller sit spil og danner grundlag for undtagelsestilstande og mere eller mindre sammenbrud af samfund rundt omkring på kloden. Det minder os om, hvor skrøbelige vi er. At dét, vi sædvanligvis tager for givet, under sædvanlige omstændigheder, måske ikke er så givet alligevel. Forventningerne vi har til, hvordan alting fungerer, hvad vi kan regne med, og hvordan vi omgås hinanden, er sat på pause. På den anden side giver det jo stof til eftertanke. Vi lever lige nu i en meget særlig tid, måske en tid, som vi kun kommer til at opleve en gang i vores levetid. Måske en tid, som kommer igen om en række år. Illustration: Ida Marie Lindemark Lervad, 5. semester

Vi ved det ikke. Men tiden, vi befinder os i, er særlig. Det ved vi. Den skaber brud på vores vanetænkning og dermed kan den give anledning til, at vi reflekterer over, hvad det hele er til for, hvad vi selv er til for, hvad der virkelig betyder noget, når alt kommer til alt.

Åbningstale

Sådanne spørgsmål er ikke helt uinteressante for mennesker at stille. Og sådanne spørgsmål er bestemt ikke uinteressante for psykologer. Som psykologer er vi jo menneskearbejdere. Vi arbejder med og for mennesker, og det er lige præcis spørgsmål af den nævnte type, vi forsøger at hjælpe mennesker med at forholde sig til i det psykologiske arbejde, vi laver med dem. Og det er jo interessant at arbejde med et fag, der beskæftiger sig med de spørgsmål, som mennesker stiller, når de selv eller verden omkring dem er i krise. Der er en ting, jeg gerne vil opfordre jer til at huske her: det I lærer om jer selv, jeres omgivelser og hinanden i en anderledes tid – som den vi lever i lige nu – det giver jer erfaringsgrundlag for senere at forstå problemer på flere forskellige måder som en del af den psykologiske faglighed, som I kommer til at udvikle gennem studiet. Så tiden lige nu er også en mulighed for at lære, at udvide sine perspektiver på verden, at udvikle sig. De fem år, I kommer til at være her på studiet, bliver måske indledt med nogle sten på vejen, som gør, at der opstår andre udfordringer, end vi er vant til. Det betyder måske, at det fra starten af bliver en smule mere besværligt at komme til at lære hinanden at kende. Jeg kan forsikre jer om, at alle vores tutorer, som har arbejdet benhårdt på at skulle give jer en

både festlig, faglig og fælles introduktion til studiestarten, vil gøre, hvad de kan, for at I – indenfor de rammer, som vi nu skal agere under – skal opleve jer velkomne. Og det samme vil jeres instruktorer gøre på de hold, hvor de skal undervise jer. Men de fem år, hvor I skal være her, de kommer til at gå hurtigt. Så min opfordring til jer: Gå ind i dem. Æd dem (som vi siger på jysk). Meld jer ind i de muligheder for fællesskaber, som studiet giver, og som I blandt andet skal høre mere om i morgen. De fem år kommer til at betyde noget i jeres liv. I kommer til at opleve, at I forandrer jer. Nogle af jer måske kun en smule, andre i større grad. Men der kommer til at ske noget med jer. I påbegynder en rejse med at udvikle en psykologfaglig selvforståelse, en psykologfaglig identitet. Så, kære nye studerende – årgang 2020: Velkommen i klubben. Vi er hinandens gensidige betingelser – hinandens psykologiske ilt (som jeg plejer at sige). Uden jer, så var vi her ikke, og uden os, så kunne I ikke sidde der, og glæde jer til de næste fem gode år af jeres liv! Lad os sammen huske det på rejsen. Jeg håber, I får en rigtig god tur!

Studiejob

Studiejob der gør en forskel Nye undervisningsformer, foreningslivet og så alle de nye mennesker... Som ny studerende på psykologi kan der være mange ting at forholde sig til. Vi har alle siddet til akavede navnerunder og pludselig skulle svare på spørgsmålet: hvorfor er du startet på psykologi? For mange af os er en vigtig del af svaret det, der venter, når studielivet er færdigt: jobmuligheden med en drøm om at gøre en forskel. Men først er der lige fem års studietid, og hvis det fremtidige job er hovedmotivationen for at studere, kan de år måske føles lange. En måde at få lidt afveksling fra bøgerne og få lov i praksis at gøre en forskel kan være gennem studiejob. Her fortæller vi om to forskellige studiejobs. Ida Marie Tangø & Agnes Sofie Brüel Holstein, 1. semester Ida Jeg er ansat i Århus Kommunes aflastningsordning, som giver forældre til børn med handicap mulighed for aflastning. Man arbejder i familiens hjem og aflaster ganske enkelt ved at være sammen med forældrenes barn. Jeg er aflaster i en familie, hvor barnet er en udviklingshæmmet dreng, som jeg er sammen med en fast hverdag, mens forældrene går til en aftenaktivitet, og så

en eller to weekenddage i måneden. Når jeg møder på arbejde, kan jeg være sikker på at blive taget imod med “IDA!”, et stort kram og et lysende ansigt, og det er umuligt ikke at blive glad af, uanset hvor lang dagen så måtte have været på uni. Den relation, vi har udviklet over de år, jeg har kendt ham, er helt unik, og selvom det selvfølgelig ikke kan sammenlignes med et venskab, har vi to alligevel noget særligt sammen. Arbejdet er fyldt med en umiddelbar varme og glæde, og det er enormt givende i et hverdags-studieliv. Barnet kan ikke give sprogligt udtryk for det, men jeg er sikker på, at han også nyder timerne med en voksen, der ikke skal nå noget og gerne vil bygge hule i flere timer. Samtidigt kommer forældrene så hjem med fornyet energi efter et pusterum, hvor de har haft tid til sig selv eller hinanden. De giver udtryk for en stor taknemmelighed og nyder at kunne tage afsted i visheden om, at deres barn har det godt, selvom de er væk. På den måde er vi noget for hinanden: Jeg er noget for forældrene og barnet - samtidig med, at jeg får så meget igen fra både barnet og forældrene. Aflastningsordningen har i mit tilfælde skabt en vigtig forandring i familiens og mit eget hverdagsliv.

Studiejob

Agnes Jeg blev frivillig i Det Sociale Netværks fortællerkorps, Unge På Vej, for et års tid siden. En fra min omgangskreds havde fået en stilling som koordinator, og skrev på Facebook, at de søgte nye frivillige. Jeg skrev til hende og vi mødtes til en kop te, hvor hun fortalte mig om organisationen og dens historie, hvorefter jeg fortalte hende min historie. Der gik i hvert fald et halvt år, før jeg holdt mit første oplæg. I 1993 mistede daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen sin datter. Hun led af skizofreni og tog sit eget liv. En personlig tragedie, som Poul Nyrup har talt åbent om siden. Tabet af Signe blev også hans dybtfølte ønske om at forhindre, at andre unge og deres nærmeste lider samme skæbne. Da Poul Nyrup i 2009 vendte hjem fra Europa-Parlamentet, kastede han sin tid og energi ind i at skabe en forening, som skulle arbejde for at fjerne fordomme og skabe bedre hjælp og muligheder for psykisk sårbare og deres pårørende. Sammen med fire andre gode mennesker stiftede Nyrup Det Sociale Netværk. (https://xn--detsocialenetvrk-7ob.dk/historien-bag/). De fleste som arbejder i organisationen, er frivillige i Headspace. Derudover af-

holdes der hvert år Psykiatritopmødet - i samarbejde med 14 andre organisationer og foreninger på psykiatriområdet - hvor dagsorden falder på faglige indlæg, debatter, musik og god mad. Som frivillig i Unge På Vej og i projektet MindU rejser man rundt på skoler, uddannelser og til konfirmationsforberedelse for at holde oplæg om psykisk sårbarhed. Et oplæg består af en personlig historie fra en ung, som fortæller om sine egne erfaringer med psykisk sårbarhed eller med livet som pårørende. Oplægget er en del af en workshop, hvor vi snakker med de unge om, hvad det vil sige at være psykisk sårbar. Vores mantra er, at problemer vokser i tavshed, og vores mål er at bryde tabuer. Man kommer virkelig tæt på de andre frivillige og det har virkelig været et ”safe space” med så meget rummelighed og forståelse. Og til oplæggene møder man respekt på et helt nyt plan. Jeg har selv kun holdt oplæg for de kommende konfirmander og det kan virkelig overraske én, hvor meget de bærer rundt på. Jeg er næsten sikker på, at jeg får mere ud af at holde oplæg, end de unge gør. At holde oplæg er noget af det mest skræmmende, jeg nogensinde har prøvet. Men det er også noget af det mest givende.

Klimaforandringer

Økologi, veganisme og andre utilstrækkeligheder Nicklas Runge, 3. semester & Katrine Kromann Brandt, 5. semester En undersøgelse fra i år viser, at mange af os går rundt og bekymrer os om klimaforandringerne, men på trods af denne bekymring kan det virke som om, vi ikke handler på det eller gør noget ved klimaforandringerne. Vi mennesker er desuden motiverede for at undgå trusler på vores eksistens. Derfor kan det undre, at vi kan finde det svært at motivere os til at gøre noget ved klimaforandringerne, der må siges at være en trussel af de helt store slags. Effekterne af klimaforandringerne er på nuværende tidspunkt langt væk for mange af os i den vestlige verden. Javist, vi har haft et par oversvømmelser i Danmark og en varm vinter, men klimaforandringerne har ikke rigtig ramt os endnu, og det gør det svært at forholde sig til. Klimaforandringerne bliver noget abstrakt fremfor noget konkret, som man må handle på. Ud fra dette skulle man tro, at befolkningen i lande, der har mærket effekterne af klimaforandringer på egen jord og ejendom, skulle bekymre sig om klimaet og handle på det. I den føromtalte undersøgelse fra i år, hvor deltagere fra 40 lande skulle rapportere om deres bekymringer for klimaet, fandt man dog, at 80% af deltagerne fra Australien, et land som i januar var hårdt ramt af naturbrande, mente, at

klimaforandringerne overhovedet ikke er alvorlige. Hele forklaringen findes dermed nok ikke her. Mennesker er egocentrerede væsener, og hvis vi tænker på os selv, imens vi ligger i en fMRI- maskine, så vil man se en hel del aktivitet i det mediale præfrontale cortex. Hvis vi derimod tænker på mennesker, som vi ikke har en relation til fx mennesker på små chatoller et sted i verdenshavene, hvis levevilkår trues af den stigende vandstand, så vil man se langt mindre aktivitet i det mediale præfrontale cortex. Vores hjerne spænder dermed ben for, at vi kan blive motiveret for at handle på klimaforandringerne. I forlængelse af vores egocentrisme ligger det, at vi mennesker handler ud fra det, der vil være en fordel for os selv på kort sigt. Dvs. vi eksempelvis prioriterer en højere levestandard og billige, men ikke miljøvenlige, produkter i nuet fremfor at skulle ændre vores levevis for at kunne gøre noget godt for os selv og andre på lang sigt. Der sker således et trade-off mellem fordele på kort og lang sigt. Ligesom når vi tænker på mennesker, vi ikke kender, vil det at tænke på os selv engang i fremtiden, ikke medføre den samme grad af aktivitet i det mediale præfrontale cortex, som hvis vi tænker på os selv i nuet. Vores hjerne forstår dermed vores

Klimaforandringer

fremtidige selv som en person, vi ikke kender særlig godt og ikke skal bekymre os så meget om. Det er selvfølgelig problematisk, når det at handle på klimaforandringer først medfører en ændring for os selv engang i fremtiden, og især fordi det i høj grad også handler om at gøre noget godt for fremtidige generationer. Generationer med mennesker vi ikke kender. Desuden er den fremtid, der ligger lige om hjørnet, mere sikker end den, der ligger meget længere fremme, og vi mennesker foretrækker at handle på det sikre. For hvem ved om vi overhovedet vil være her til at nyde, at vi passede på klimaet, eller hvem ved, om det reelt har en effekt at gøre noget som individ. Når det drejer sig om at handle på trusler, så skal vi desuden helst kunne identificere en fjende, der er ansvarlig for denne trussel, og som har en intention om at gøre skade på os. Denne fjende kan være svær at finde i klimaforandringerne. Det skulle da lige være os selv. Vi mennesker handler, lidt simpelt sagt, på det, der sker i nuet eller den nærmeste fremtid, det der er sikkert, og på det der opleves som en nært forestående trussel; Tre egenskaber som vi ikke finder hos klimaforandringerne. De opleves i stedet som om, de foregår i fremtiden, er langt væk både i tid og sted, er usikre, og så er der ingen synlig fjende, der er ansvarlig for dem. Det kan tyde på, at det bliver svært

for os at forandre os for klimaet, men på den anden side, så har Covid da vist, at vi mennesker kan ændre vores adfærd for vores egen og andres bedste, men selv med corona-krisen er der tale om en langt mere synlig og umiddelbar trussel end ved klimakrisen. Menneskets begrænsede kognitive og motivationelle evner til at tage sig af fjerntliggende og uhåndgribelige problematikker har dog ikke udelukket alle former for handling – de fleste af os lever jo trods alt ikke i komplet fornægtelse, og ej heller er de fleste af os paralyserede af angst. Hvor de kognitive evners begrænsende rammer slap i hæmningen af menneskets mulighed for handling, har ideologiske kræfter dog taget over i et sidste dødsstød mod nogen form for adækvat menneskelig intervention over for klimaforandringerne, og de få ting vi trods alt gør, er måske i virkeligheden et patetisk selvindbildningsprojekt, som blot tjener til at perpetuere den ideologi og de industrielle forhold, som er hovedansvarlige for de tiltagende klimaforandringer. I et nu nærmest ikonisk interview fra sidste år med den slovenske filosof og psykoanalytiker Slavoj Žižek på det tyske program ‘Sternstunde Philosophie’, iførte han sig bogstaveligt talt ideologikritikkens briller i form af et par store orangetonede

Klimaforandringer

Illustration: Storm Munk-Hind, 3. semester

solbriller, som ligesom brillerne i John Carpenters kultklassiker They Live (1988) havde til formål at gøre underbevidste, ideologiske budskaber synlige, og gik da til værks med at afdække inkonsistenserne og de dybereliggende problematikker bag bl.a. den gængse ‘miljøbevidste handling’ at købe økologisk. Kigger man sig i dag omkring i et hvilket som helst super-

marked, vil man se økologiske, veganske og Fairtrade produkter i bugnende overflod, og man føler sig nærmest en smule skyldig, når man rækker ud efter den lidt billigere, men ikke-økologiske version, og måske kigger man sig lige over skulderen for at sikre sig, at ingen kigger, inden man rækker ud efter det halve kilo oksekød – vel at mærke uden iblandet rodfrugter.

Klimaforandringer

Men hvad er det egentlig, der er på spil, når vi køber disse produkter? Er det en genuin miljøbevidst handling med en mærkbar indflydelse på klimaforandringerne, eller er det en måde, hvorpå selskaber og den kapitalistiske ideologi kan få forbrugeren til at fortsætte deres uhæmmede forbrug og samtidig dæmpe denne forbrugers dårlige samvittighed med troen på, at man har gjort sit for, at verden kan blive et bedre sted, og nu er det bare op til de andre? Det er naturligvis den sidste udlægning, som er Žižeks fortolkning af, hvordan situationen i virkeligheden ser ud, og som en sand hegelianer påpeger han, at den helt centrale pointe er at blive opmærksom på, hvad man ikke behøver at gøre, når man gør det noget, som er blevet gjort let tilgængeligt for os at gøre. Med andre ord behøver man ved udførelsen af den selvindbildende handling, som i dette tilfælde er at købe økologi som en strategi mod klimaforandringer, ikke at ihukomme den egentlige katastrofe, som klimaforandringerne er. Man behøver ikke at tage en reel kamp op mod katastrofen og det system, som ikke gør nær nok for at stoppe den, da der med denne handling (i.e., at købe økologi) implicit antydes, at man er med til at redde jorden til trods for, at man nærmere pacificeres og blot perpetuerer den ødelæggende konsumerisme.

forhold og menneskets syn på sin egen plads i dette system, og for at gøre dette er der brug for at sætte en stopper for det farceagtige politiske skuespil, som på ingen måde evner at føre nogen som helst meningsfuld forandring ud i livet. Der er brug for kompetente eksperter og et effektivt system omkring disse til at erstatte en ineffektiv og patetisk regering, så det enkelte individ med sine naturlige kognitive begrænsninger for at overskue uhåndgribelige, globale kriser ikke ender med en umulig opgave, hvor oprigtige forsøg så let korrumperes af den kapitalistiske ideologi, som i kraft af ideologiers grundlæggende natur siver ind i enhver handling lige fra indkøb og at gå på toilettet til politik og produktionsforhold. Litteratur: • http://www.digitalnewsreport.org/ survey/2020/how-people-accessnews-about-climate-change/ • https://hbr.org/2018/10/why-people-arent-motivated-to-address-climate-change • https://time.com/5651393/why-yourbrain-cant-process-climate-change/ • https://www.youtube.com/ watch?v=Dy68L5jglAg • https://www.youtube.com/ watch?v=Zm5tpQp6sT4

Klimakrisen løses altså ikke i første omgang med flere økologiske produkter, affaldssortering eller elektriske biler. Den løses nærmere ved en radikal reorganisering af samfundet, dets produktions-

Eventyr

Hekse for ligestilling Katrine Henriksen, 5. semester Der var engang et kongerige, hvor alt åndede fred og idyl. De møntede sig på at være verdens lykkeligste og hyggeligste kongerige i hele verden. De var så stolte af deres ytringsfrihed og hvordan den aldrig skabte problemer. Folket var simpelthen så tilfredse. Men en dag kom der en heks til slottet, og hun ville ødelægge hyggen! Lige midt i den bedste sendetid afbrød hun, den berømte tv-psykolog, og med en skrattende stemme, fortalte hun, hvordan hekse ikke bliver behandlet lige så godt som troldmænd, selvom de er ligeværdige væsener! Prinserne og prinsesserne var ALLE mega trætte af at blive konfronteret med revnen i deres dejlige kongerige. Men heldigvis kom der tre… gode var de måske ikke, men feer var de da i hvert fald, susende ned for at lukke munden på heksen. ”Hekse skal bare slappe af, de har det helt fint” sagde den første fe, som til forveksling lignede en hamburgerryg, ”Ja! Du gør dig selv til et offer!” sagde den anden fe, som til forveksling lignede en heks ganske meget. Den tredje fe så lidt ubekvemt til og ville måske egentlig bare ønske, at heksens tale ikke vækkede noget i hendes bryst. De næste dage i kongeriget var tingene ikke rigtig det samme, stemningen var dårlig, selvom man var ganske enig med feerne i, at hekse havde det helt fint og troldmændene var jo også vant til en vis

standard, som hekse måske bare ikke gjorde sig berettiget til. Man rystede på hovedet og sagde ”de har det helt fint de hekse, hvad har de at klage over?”, men bagerst i hovedet lå der nu en lillebitte stemme, der sagde ”det er squ da heller ikke fair”. Den lille stemme var i virkeligheden en forbandelse, og den voksede sig større og større i sindene på prinsesserne og en håndfuld af prinserne. Lige så langsomt blev deres næse længere og længere, deres ellers ungdommelige hud blev bevortet og deres kropsbehåring voksede sig lang og vild. De var blevet til hekse! Og nu oplevede de, hvordan det var at være heks, de asede og masede både på arbejdet og i hjemmet, men når de bad om en pause eller en lønforhøjelse, sagde chefen ”så så, lille De, det er jo ikke for ingenting, at de flyver på en kost, kom så i sving.” eller ”du kan også bare komme ind på mit kontor og feje for mig, så skal vi nok finde ud af noget ;-)”. Når de tog ned i byen, fik de altid nedværdigende kommentarer og klask i heksenumsen, som faktisk var noget øm af den lange transporttid på kost. Og pludselig oplevede de en kollektiv angst for at blive brændt levende og gå alene om natten, eller faktisk bare så snart mørket faldt på, hvilket indskrænkede deres frihed en del i vinterhalvåret. Imens lagde troldmændene faktisk ikke rigtig mærke til, hvad der foregik omkring dem. De havde både i pose og sæk, for dem var kongeriget ikke forandret, og

Eventyr

Illustration: Lea Nørlund, 5. semester gjort til skurken, og de havde svært ved at anerkende, at der egentlig var et problem. Heksene forsøgte igen og igen at forklare ”det er ikke fordi, jeg vil tage noget fra dig. Du må beholde din løn, din status og din trolddom. For dig vil intet forandre sig… Det er mig, der skal have en forandring. Fordi jeg er lige så god, klog og værdi som dig. Jeg beder dig blot om at anerkende mit ligeværd til fulde og behandle mig derefter”, hvilket var meget civiliseret sagt af en heks.

det var de godt tilfreds med. De brød sig ikke om forandringer, da de altid frygtede det værste. Nej stilstand det ved man, hvad er, og når man nu er så heldig at sidde på magten, kan man vel lige så godt bruge den til sin fordel? Slå et oprør ned hist og her og bevare hyggen i landet, det havde da virket de sidste 50 år. Men de nye hekse var slet ikke tilfredse med deres tilværelse, tværtimod, de gad ikke at være hekse, hvis man kunne være lykkeligt ignorant og ikke have en boblende vrede i sit bryst. Men det var meget svært for heksene at forklare dette til troldmændene, mest fordi troldmændene let følte sig ramt og

Lige så langsomt voksede heksenes ord sig store og de blev større og større, samtidig med at flere og flere blev forvandlet til hekse. Alle prinserne blev nu også til hekse og selv nogle troldmænd, vågnede op en dag og kunne slet ikke blive taget seriøst af deres troldmands venner. Dette kollektive opråb endte med at blive så højt, at troldmændene ikke kunne ignorere det længere, så de føjede flertallet. Når alle hekse og troldmænd samlede deres kræfter, kunne de kaste så kraftig en besværgelse, at det ændrede samfundet og dets love, sprog og kultur. Nu fandtes der slet ikke hekse, kun troldkvinder, for det var ikke nødvendigt at være en heks længere. Balancen i samfundet var genoprettet og hyggen blev geninstalleret. Slut.

Essay

Hyldest til selvhjælpsbøger Viola Løvig Thomassen, 3. semester Jeg har længe hævdet, at jeg kun læser bøger om personlig udvikling, fordi jeg blot mangler et pusterum mellem min ellers fornuftige studie- og fritidslæsning. Jeg bryder mig om tunge skønlitterære værker, gerne med et dystert omslag og et islandsk klingende forfatternavn. I modsætning til disse romaner er de efterhånden talrige selvhjælpsbøger ofte prydet med pangfarver og strækker sig ikke over mere end 100-200 sider. Altså fungerer de som et godt afbræk i den kloge og indsigtsfulde læsning. Personlig udvikling har måske fået et lidt betændt ry. Et ry for at være et populærpsykologisk begreb af naiv karakter, som munder ud i at skubbe yderligere til vores i forvejen omfattende fiksering på individualisme, selvrealisering og ja, vel i bund og grund egocentrisme. Formålet med personlig udvikling og selvhjælpsbøger er, at individet forandrer sig imod ny og forbedret livskvalitet.

Nogle undersøgelser peger paradoksalt nok på, at resultatet af fokuseret ”indad-kiggen” (som selvhjælpsbøger netop lægger op til) kan føre til det modsatte: forværring af ens livssituation. Svend Brinkmann fokuserer blandt andet på denne selvmodsigelse. At en så populær og anerkendt psykolog-mand kritiserer min guilty pleasure, nemlig selvhjælpsbøger, har måske været med til at danne min overbevisning om, at det kun bør betegnes som ”fyldelæsning”. Men jeg må erkende, at selvhjælpsbøgerne for mig kan mere end som så. En af mine favoritter – ”Compassion” af psykologien Nanja Holland Hansen - er slet og ret ganske vidunderlig. Compassion, som stammer fra den buddhistiske psykologi, er et mangesidet fænomen, som er sammensat af mange forskellige følelser og kropslige fornemmelser. Grundtanken er, at ethvert menneske oplever lidelse. Vi mennesker er alle ens på det punkt, at vi oplever lidelse, og at vi ønsker at blive fri fra lidelsen. Compas-

Essay

sion udgøres ifølge Nanja Holland Hansen af tre komponenter: venlighed over for dig selv, fælles medmenneskelighed og mindfulness. Compassion er mere end blot empati, det er motiveret medfølelse og forståelse for sin egen og andres lidelse. Her er der tale om en masse ind-ad-kiggen og noget, som Svend Brinkmann måske ville betegne navlepilleri. Compassion opnås delvist gennem overvejelser om selvet og kan derved godt forstås som selvoptagethed. Men hvis denne selvoptagethed

fører til et forbedret og balanceret liv – et liv gennemsyret af compassion – er denne selvoptagethed mig kærkommen. Jeg vil i hvert fald fortsætte med min højtelskede selvudviklingslæsning og så måske læse en islandsk moppedreng i ny og næ, når jeg trænger til adspredelse.

Illustration: Storm Munk-Hind, 3. semester

Rebus

Du deltager i konkurrencen om at vinde et gavekort på 250 kr. til Stakbogladen ved at sende løsningen på rebussen til psyklen@gmail.com senest d. 15. november 2020.

Interview

Interview: “Jeg gror lige et skæg” For mange kan det virke som en meget dramatisk forandring at gå fra at være kvinde til mand udadtil og pludselig gro et skæg, men ikke for Storm. For ham er det naturligt at skulle gennemgå sådan en forandring, når man er født i en kvindekrop, men egentlig er en mand. Vi har taget en snak med Storm om det at være transkønnet og hans forestående hormonbehandling. Emilie Ringgaard & Katrine Kromann Brandt, 5. semester Kan du fortælle lidt om den forandring, du gennemgår for tiden? “Lige for tiden er der faktisk ikke så meget forandring over det. Jeg går og venter på, at forandringen kan få lov til at ske. Jeg har været igennem et forløb på Aalborg Universitetshospital ved Center for Kønsidentitet. Det er et sted, hvor man bliver ‘udredt’ for transkønnethed. Altså, det må man jo ikke kalde det længere, fordi det ikke længere er kvalificeret som en psykisk lidelse, men det bliver alligevel behandlet på samme måde, fordi man ikke rigtig ved, hvordan man ellers skal gribe det an lige nu. Men det foregår ved, at man kommer ind til nogle samtaler ved en psykiater, som er sådan ‘er du transkønnet?’, og så er man sådan ‘ja, jeg er transkønnet’. Når man har været igennem det samtaleforløb, bliver man sendt videre til en gynækolog, som ved en masse om kønshormoner, og hende har man så også nogle samtaler med. Det er det, jeg er i gang med nu. Det

handler rigtig meget om virkninger og bivirkninger. Man får et stykke papir, hvor der står ‘medicinen kommer til at gøre det her ved din krop’, ‘du kommer til at gro et skæg’ – ja, det er jo ligesom det, der er meningen. Det har rigtig meget at gøre med, at de skal være sikre på, at jeg giver mit fulde samtykke til det, som medicinen gør. Så jeg er fuldstændig indforstået med, hvad risikoen kan være. Men det er også en meget medicinsk undersøgelse. Jeg har fx fået taget nogle blodprøver, som er blevet undersøgt og forhåbentlig viser, at jeg ikke har nogle sygdomme, der gør, at jeg ikke kan tåle medicinen. De skal egentlig bare tjekke, at de ikke kommer til at forgifte mig. Så det er i virkeligheden meget lavpraktisk. Efter dette vil gynækologen og psykiateren snakke sammen om, om der er noget fysisk eller mentalt, der taler imod at han kan gennemgå behandlingen. Hvis der ikke er det, får jeg en recept, og så kan jeg gå ned på apoteket og hente noget testosteron. Det bliver herre nice, jeg glæder mig hver dag”. Det virker lidt som et antiklimaks bare at gå ned på apoteket efter sådan en lang proces? “Ja, helt vildt! Det siger alle også, at det er helt vildt underligt. Det er det største antiklimaks nogensinde. ‘Det bliver så og så mange kroner’, ‘ok’, ‘bip’, og så tager man det med hjem, og det var så det. Men det er herre fedt! Altså, jeg glæder mig, glæder mig, glæder mig”.

Interview

lang proces, altså jeg gav mig selv et nyt navn i 19 års fødselsdagsgave. Og så er jeg sprunget ud til flere og flere mennesker efterfølgende, og så nu hvor jeg har fået grønt lys til behandlingen, så er jeg simpelthen bare begyndt at introducere mig, når jeg gider. Og så har folk bare været sådan ‘ja ja’, altså folk er generelt ret ligeglade, men det er bare sådan meget rart, eller.. Altså, det skal jeg ligesom huske at sige til folk, og jeg glemmer det hele tiden, og det er ikke så godt, men jeg prøver”.

Illustration: Ida Marie Lindemark Lervad, 5. semester Hvad er det sværeste ved den forandring du gennemgår lige nu, eller skal til at gennemgå? “Jeg tror, jeg synes, det sværeste er det, man kalder den sociale transition. Altså den del af transitionen, som handler om andre mennesker og handler om at fortælle andre mennesker, ‘hey, bare lige så I ved det, jeg gror muligvis et skæg henover efterårsferien, I skal ikke blive bange’. Ej, det er også sat lidt på spidsen, men det er nok det her med at gå og informere folk om, hvad der skal ske, og gå og minde folk om, at det er altså ‘han’ nu, og det er altså det her navn nu og sådan noget. Det er jo en

Det er vel også mere for din egen skyld, at du siger det? “Ja ja, det er det jo. Den eneste grund til at jeg går og fortæller folk, at jeg er transkønnet, det er, at jeg ser ud, som jeg gør lige nu. Hvis jeg havde været på medicin i to år, så er det ikke sikkert, I ville lægge mærke til noget, eller så ville det i hvert fald være så tydeligt for jer, at jeg gerne vil være en ‘han’, at der ikke ville være behov for at fortælle det. Altså, når jeg engang ligner en mand, så er det ikke noget, jeg gider at gå og fortælle folk, for jeg synes egentlig, det er en personlig og meget irrelevant ting. Det er også sådan en ting, hvor folk er meget nysgerrige omkring det, sådan ‘ej, må jeg stille et personligt spørgsmål?’, og så ved jeg bare, hvad det er, der kommer. Så er det bare ‘dyb indånding, du kan klare det, du kan klare det’”. Hvordan har du oplevet, at folk reagerer på det, når du fortæller det? “Jeg har nok i virkeligheden været meget

Interview

heldig omkring det, fordi jeg ikke rigtig har haft nogen problemer. Jeg har rigtig mange gode, sjove og positive historier, jeg kan fortælle. Fx fortalte jeg til min vennegruppe, som jo godt vidste, at jeg var transkønnet og havde vidst det i mange år, at nu har jeg fået grønt lys til hormonbehandling, og... Jeg er sådan en, der aldrig nogensinde har haft bumser i mit liv, og det kan godt være en ret stor bivirkning ved medicinen. Og mine venner i den her vennegruppe er tilfældigvis nogen, der alle sammen har haft rigtig mange bumser og akne i deres teenageår, så det første de sagde, det var bare sådan: ‘Vi håber du får fucking mange bumser!’. Min familie har været rigtig søde omkring det. De har alle sammen været meget støttende. Min mormor var meget sød. Jeg havde sådan en ”ringerunde”, hvor jeg ringede til hele familien og var sådan ”hej, jeg gror lige et skæg”, og min mormor var bare så sød og var sådan ”du er så modig”, ”vi har din ryg”, ”vi støtter dig igennem det her”. Så alle har været rigtig søde. Jeg har også oplevet, at folk er spændte på mine vegne og glæder sig til at følge med i udviklingen. Så det er meget sødt”. Det er da heldigt, at det har været forholdsvist nemt for dig “Ja, men jeg er nok desværre mere undtagelsen end reglen, må jeg hellere sige, men de gode historier skal man også huske at have frem, for det er også vigtigt at have fokus på, når tingene rent faktisk virker. Rigtig ofte er det den ene historie efter den anden med folk, der bliver mobbet,

hvis ikke helt, så halvt ihjel af deres egne forældre, venner og kammerater i skolen. Det er virkelig grove løjer. Det handler om folk, der nærmest bliver smidt ud hjemmefra, fordi deres forældre ikke vil kendes ved dem længere. Det er fuldstændig langt ude. Og der er jo lidt den her stereotyp om transkønnede, som jeg møder tit, om at det er nogle meget aggressive typer, der er i forsvarsmode hele tiden og som skælder folk ud, hvis de siger det forkerte. Altså, det er jo lidt den fordom, der er, og som jeg også lidt selv har. Jeg har fået den bekræftet mange gange, men det er jo også fordi, at det her er nogle mennesker, der har nogle ret alvorlige traumer. Der er en grund til, at nogle af dem er i forsvarsposition, og det skal man også huske nogle gange”. Hvad er så det bedste ved at skulle i gang med hormonbehandlingen? “Jamen, hvad er det bedste? Jeg tror det bedste, det er noget af det, der er det sværeste, for det er nok den der sociale transition, fordi jeg ligesom bare igen, og igen, og igen er blevet bekræftet i, at jeg har de rigtige venner, jeg har den gode familie, jeg har det gode hold. Jeg har også været heldig med det, åbenbart, men det synes jeg har været en meget god og faktisk også en meget rørende oplevelse. Og ja, jeg har jo også haft den gode udredning, eller hvad man skal kalde det, for det må man jo ikke kalde det. Ja, altså lige nu går jeg bare og glæder mig, og det synes jeg er så fedt. Jeg elsker at gå og glæde mig til ting”.

Interview

Hvordan har beslutningen om at gå i gang med medicinen været for dig? For det er jo ikke en beslutning at være transkønnet. “Det er faktisk en god pointe, for det er ikke en beslutning. Det er ikke noget, jeg har valgt, vil jeg gerne understrege, og det er også en vigtig pointe: Det er ikke noget, man vælger, det er noget, man bliver født med. Men jeg har nok vidst det, siden jeg var ti og begyndte at gå i puberteten lidt tidligt. Og for mig er det en meget fysisk ting. Det kommer meget til udtryk i kropsligt ubehag ved den krop jeg har. Det hedder kønsdysfori, og det handler om, at jeg udviklede en kvindekrop, som jeg bare synes var det mest modbydelige og ulækre i hele verden. Og så bliver man mødt med en komplet uforståelse fra resten af verden. Det var i virkeligheden en meget ensom følelse indtil, jeg fandt ud af, at der faktisk er andre mennesker, der har det på den her måde, at det er relativt normalt, og at der er en behandling, der gør, at man kan få et markant bedre liv. Jeg gik faktisk med det i ret mange år, hvor jeg ikke rigtig turde sige det til nogen og havde det rigtig svært med det. Så tog jeg på efterskole og fik en masse tætte venner, hvilket var mega fedt, og så begyndte jeg at åbne op overfor nogle af dem og fortælle det. De bekræftede mig i, at det er helt okay, og at det egentlig er sådan lidt lige meget. De ville jo bare gerne være sammen med mig, lige meget hvilket køn. Det var rigtig fedt, og de gav mig modet til at springe ud til min familie og til andre. Det har været en langsom proces, men efterhånden er jeg sprunget ud til alle dem, der skal vide det.

Jeg tror også noget af det, som jeg i hvert fald har tænkt meget på, er det her med, at folk til tider kan blæse det op til noget, der er meget dramatisk. Jeg så engang noget, hvor folk omtalte det som værende ekstremt, det der ekstreme liv som transkønnet. Det føler jeg overhovedet ikke, at det er. Hvis folk bliver ved med at snakke om, at man ikke kan gøre det om, og at det virkelig er noget, der ændrer alting, så har jeg det bare sådan, “jamen det er jo noget, jeg bliver nødt til at gøre”. Det er jo bare noget, jeg skal. For mig er det lige så naturligt, som det er at få en behandling mod sukkersyge. Selvfølgelig skal jeg det, ellers så dør jeg. Altså jeg ved godt, jeg ikke dør, men ja selvfølgelig skal jeg det. Hvad fanden skulle jeg ellers? Så jeg tror al den tvivl om det, som jeg nogensinde har følt, det har været noget, jeg har fået påduttet udefra. For jeg føler ikke, at det er voldsomt. Jeg føler bare, at det er mig”. Det synes jeg også er en god pointe, og du nævnte, at dine venner jo bare ville være sammen med dig, og det er jo dit udseende og din krop, men ikke dig, der ændrer sig “Nej, det er det lige præcis ikke”. Så det er svært at tale om, om det er en stor eller en lille forandring, for for dig er det måske bare en naturlig forandring? “Ja, det er det i hvert fald for mig. En kunstig naturlig forandring. Det bliver mega fedt. Jeg bliver jo en slags kemisk cyborg. Det er for fedt mand, jeg glæder mig!

Vaner

Et opgør med autopiloten Oplevelsen af at køre på autopilot er noget, som de fleste, hvis ikke alle, kender til. I mange situationer er det godt, men hvis vi ikke passer på, så kan det styre os væk fra det, vi allermest har brug for eller lyst til. Det er nemmere at gøre det, som man plejer, men det kan stå i vejen for vores trivsel, udvikling og succes. Nina Rastegari Andersen, 3. semester Vane versus viljestyrke Når vi gør det, som vi plejer, så er det vanerne, der er på spil. Vaner er de handlinger, som vi udfører automatisk uden bevidst planlægning. Vanerne styrer i høj grad vores handlinger i løbet af dagen, og de har adskillige adaptive funktioner for os. Med dem kan vi ”slå hjernen fra” og ubevidst udføre handlinger, hvilket sparer os for kognitiv energi. Derudover er vaner adaptive, når de bidrager positivt til vores liv og dermed er værdifulde for os. Men hvad så, når værdierne er begrænsende for os? Det kan være, at nogle af vores gamle vaner engang gav værdi til vores liv, men nu har vi et ønske om forandring. Men at ændre på vores vaner er nemmere sagt end gjort. Det kræver vedvarende viljestyrke at bryde med vanerne. Ifølge socialpsykologen Kurt Lewin, har mennesket en tendens til at have en modstand mod forandring. Vi er tilbøjelige til at klamre os til de gamle vaner og rutiner, eftersom forandring indebærer uforudsigelighed og usikkerhed. Nye situationer er kognitivt krævende for

os, fordi vi ikke har dannet automatiske vanemønstre for, hvordan vi skal agere. I de situationer skal vi bevidst tænke og planlægge, alt hvad vi gør. Nytårsforsæt, der går i vasken år efter år, er et eksempel på, hvor svært det kan være for viljestyrken at vinde over vanerne. Forandringer er svære, fordi vi hele tiden skal bruge vores bevidste sind til at kontrollere vores ubevidste sind. Det ubevidste sind, autopiloten, har en tendens til at styre vores liv - selv når retningen ikke er mod vores aktuelle mål. Så hvordan tager vi kontrol over livet, når autopiloten har taget over? Der er mange gode råd til, hvordan vi bryder vanen og når vores mål. Forandringsprocessen kan f.eks. gøres nemmere ved at ændre konteksten, hvorved den uønskede handling finder sted. Ifølge Wood & Neal (2007) danner vi vaner ved indkodning af associationer mellem kontekst og adfærd, som gentages og lagres i den procedurale hukommelse. Ændringer i konteksten tvinger os til at tænke på nye måder. Et eksempel kan være, at man ønsker at spise sundere, men man er fristet til at købe usunde snacks, når man handler ind om aftenen – i så fald kan det hjælpe at fjerne sig fra konteksten, supermarkedet om aftenen, for at modstå fristelsen at købe de usunde snacks. Et andet bud på, hvordan vi kan bryde vanen og nå vores mål, er ved brug af implementerings-intentioner

Vaner

Illustration: Viola Løvig Thomassen, 3. semester

(eng. implementation intentions). Det er specifikke handlingsplaner, som er bevidst designet til at opnå mål. Hvis målet f.eks. er at træne mere, så kan en implementerings-intention være at lægge træningstøjet frem, så det ligger klar til, når man kommer hjem og gerne vil træne. På den måde øger man chancen for, at man bevidst tænker over sit mål og udfører den ønskede handling, fremfor at slå autopiloten til og gøre som man plejer.

Disse bud kan hjælpe os med at tage kontrollen tilbage, når autopiloten har taget over. Hvis vi frygter forandring, er der en fare for, at livet flyver forbi uden, at vi får nydt rejsen. Litteratur: Wood, W., & Neal, D. T. (2007). A new look at habits and the habit-goal interface. Psychological Review, 114, 843-863. doi:10.1037/0033-295X.114.4.843

Har du noget på hjerte? Psyklen modtager altid gerne artikler, digte eller andre indslag fra medstuderende på Psykologisk Institut. Skriv til os på psyklen@gmail.com eller på Psyklens Facebookside, og så kan det være, du bliver en del af Psyklens næste udgivelse!.

Interview

I den anden stol Katrine Henriksen, 5 semester & Laura Mikkelsen, 1. semester I en hverdag, der drukner i kaffe, post-its og håndsprit, kan studiet virke som en endeløs modstrøm. Alligevel står vi igen og igen op, tænder Zoom og gør vores bedste for en dag at kunne kalde os psykologer og få lov til at bruge den nye viden til at skabe en forandring. Men hvordan gør vi bedst det? Svaret på det findes ikke kun i bøgerne, men også når vi sætter os i den anden stol. Et faktum, der ligeså kan drukne i hverdagen imellem fine formuleringer, skarpe analyser og snakken om menneskets udfordringer,

er nemlig, at vi også blot er mennesker med gode dage, dårlige dage og problemer, vi ikke altid kan løse selv. Til at belyse dette, deler en modig medstuderende her, hvordan en psykolog førte til forandring i vedkommendes liv, og hvad vi som kommende psykologer kan lære af/tage med fra det. Hvilken problemstilling mødtes du med din psykolog om? Jeg opsøgte en psykolog i sommers sidste år, da jeg havde problemer med at blive ramt af bølger af tristhed. Problemet med dem var, at jeg ikke rigtig kunne

Illustration: Freja Spangsberg Lindholdt, 5. semester

Interview

definere, hvor de kom fra eller hvorfor, og de var meget svære for mig at være i. Hvilken forandring har din psykolog været med til at skabe for dig og dit liv? Hun var med til at give mig en bevidsthed om, hvor tristheden stammede fra, da vi dykkede ned i den sammen. Den bundede i nogle problematikker som stammede fra længere tilbage, end hvad jeg ville indrømme, så det krævede flere gange hos hende, før det for alvor rykkede, og jeg mærkede en forandring – til gengæld var det en stor forandring, der skete, da vi først nåede dertil. Som lidt baggrundsinfo kan jeg fortælle, at jeg tidligere har haft nogle meget alvorlige problemer med selvværdet og været langt nede psykisk til det punkt, hvor jeg overvejede, om jeg fortjente at leve videre. Dette resulterede i, at da jeg først kom ud på den anden side, og en negativ følelse opstod, blev jeg bange for den, da min største frygt var at falde tilbage i et sort hul, som var alt for velkendt. Jeg forsøgte derfor at beskytte mig selv ved at skubbe de negative følelser væk, hvortil der opstod en form for boomerang-effekt, og de i stedet samlede sig sammen i bølger af tristhed. Så selvom jeg var bevidst om, når svære følelser var der, ville jeg ikke kendes ved dem eller være i dem. Jeg vidste bare ikke selv, at det var det der skete. Hun skulle derfor prøve af flere omgange at dykke ned i dem, før jeg reelt lukkede op. Til

gengæld skete der også massive, positive forandringer, da det først skete. På denne måde har jeg med tiden bevæget mig væk fra bølger af tristhed, da jeg er blevet mere bevidst om mit følelsesliv. I stedet har jeg nu gode og dårlige dage som så mange andre, og jeg giver plads til, hvad end der opstår af følelser i mig frem for at skubbe dem væk. Derudover kiggede vi generelt på hvad jeg er gået igennem og blev klogere på, hvordan forskellige hændelser de senere år har påvirket mig. Denne forandring, hvor jeg er blevet klogere på mig selv, min livshistorie og mit følelsesliv, har samlet gjort, at jeg er blevet et meget gladere og langt mere roligt menneske. Gjorde psykologen noget specielt godt for at hjælpe dig, som vi psykologistuderende kan lære noget af? Hendes udgangspunkt var altid, at min opfattelse af verden var den interessante, og at den gav mening, og det var den vi tog udgangspunkt i, når vi kiggede på tingene sammen. Det betød i praksis, at jeg følte mig set og hørt, og jeg følte at hun reelt var interesseret i mig og min fortælling. Hun forsøgte aldrig at ændre på mine tanker eller følelser, men brugte dem i stedet som afsæt til at blive klogere på dem sammen. Og det er helt sikkert noget, jeg gør brug af og vil gøre fremadrettet, både i mit virke som nuværende psykologpraktikant og som kommende psykolog.

Voxpop

Hvad ville du forandre i dit liv, hvis du kunne? Mon ikke de fleste af os drømmer om at forandre et eller andet i håbet om en bedre og lettere hverdag? Det gør de studerende i BSS-kantinen i hvert fald. Her er der drømme om alt fra personlige forandringer – en ny cykel eller en evne til at sige nej – til de mere generelle: færre regnvejrsdage eller et nyt politisk system. Signe Lehn Brand, 7. semester, bachelor & Ulrikke Friis Højer, 1. semester To psykologistuderende, 1. semester “Det er et for stort spørgsmål at svare på. Måske at kunne acceptere, at tingene er, som de er - jeg ville gerne acceptere, at der er nogle grundvilkår i livet.” “Jeg har lige været til eksamen - så jeg vil gerne ændre den måde, jeg går til eksamen på.” Gruppe af psykologistuderende, 1. semester “Jeg gad godt købe en cykel - det var lige det første, jeg tænkte på til at forbedre mit liv.” “Det har jeg også tænkt på!” “Jeg ville gøre mad billigere eller gratis. Måske man kunne spise billigere gennem skat.”

“Jeg vil gerne acceptere, at alt ikke kan gøres 100 procent.” “Jeg tænker mere personligt at gøre flere ting, der i realiteten gør mig glad… Gøre flere ting for mig selv.” Gruppe af statskundskabsstuderende, 5. semester “Jeg vil gerne have en ny regering. Nej, lad mig omformulere: et nyt politisk system … Anarki!” “Jeg kunne godt tænke mig en ny overbo.” “Det er ikke fordi, mit liv er perfekt, men jeg ved det ikke lige… At jeg ikke lød som en mand.” “Noget med noget grøn omstilling. Mere grønt forbrug. Hvis jeg skulle efterlyse noget bredt - mere samarbejde på grøn omstilling.” Gruppe af psykologistuderende, 1. semester “Jeg vil gerne tro noget mere på mig selv.” “Jeg vil gerne sige ‘ja’ noget mere.” “Jeg vil faktisk gerne have det godt med at begrænse noget mere - turde sige nej.”

Voxpop

“Blive bedre til at spille på instrumenter… og male… og sprog.. Må jeg kun sige én ting? Så at spille på instrumenter.” “Jeg ville sørge for færre regnvejrsdage!” “Jeg ville gerne slippe bekymringerne - stoppe med at overtænke.”

Tre statskundskabsstuderende, 1. semester “Lige nu? Jeg vil gerne have en ny lejlighed.” “Nye dæk på min cykel.” “Jeg vil gerne kunne rejse i efterårsferien… Så ville jeg tage til Amsterdam.”

Illustration: Lea Nørlund, 5. semester

Bachelor

Perfektionisme som en undgåelse af eksistentiel angst Indsendt: Cecilie Evans Jensen, 7. semester Jeg skrev bachelorprojekt sammen med min veninde og studiemakker Mette Østergaard, og vi skrev om perfektionisme og eksistentiel angst. Vores udgangspunkt – som også blev vores problemformule-

ring – var at undersøge, om perfektionisme kan forstås som en undgåelse af eksistentiel angst, altså at man undgår at forholde sig til sig selv og til, hvad der er vigtigt for én, fordi man (antog vi) som perfektionist har en tendens til at glemme sig selv i forsøget på at leve op til omverdenens og ens egne høje krav. Dette er ikke tidligere undersøgt, kun i forbindelse med dødsangst. Først redegjorde vi for perfektionisme og eksistentiel angst. Der findes et bredt antal teorier og artikler om perfektionisme, så vi udvalgte fire centrale aspekter, der hænger sammen i to dimensioner. Den ene dimension var selvorienteret perfektionisme, hvor man forsøger at leve op til egne høje krav, versus socialt betinget perfektionisme, som har fokus på omverdenens krav. Den anden dimension var funk-

Illustration: Lea Nørlund, 5. semester

Bachelor

tionel versus dysfunktionel perfektionisme. Eksistentiel angst definerede vi ud fra Kierkegaards angstbegreb og Yaloms teori om eksistentiel angst. Hos begge sås eksistentiel angst som et grundvilkår ved det at være menneske, en eksistentiel sitren, en drivkraft, som opstår af, at man som menneske er fri til at vælge – og dermed også kan vælge forkert. Herefter fulgte en omfattende diskussion, hvori vi argumenterede for vores problemformulering ved inddragelse af blandt andre Svend Brinkmann og Pia Søltoft, som beskriver vores grænseløse udviklingskultur, der med sine høje krav og veldefinerede livsmål (lev sundt, bo bedre) gør det svært for individet at forholde sig til sig selv og sine ønsker. Afsluttende konkluderede vi, at man kan argumentere for perfektionisme som en undgåelse af eksistentiel angst, men udelukkende, hvis perfektionisme forstås som socialt betinget perfektionisme samt dysfunktionel perfektionisme. Individer i denne kategori risikerer at glemme sig selv i deres stræben efter at leve op til omverdenens krav, hvilket i yderste tilfælde kan resultere i psykopatologi. Derimod er der en mulighed for, at selvorienterede og funktionelle perfektionister kan benytte deres perfektionisme på en hensigtsmæssig måde til at stræbe

efter gode resultater, hvis de besidder en fornemmelse af en øvre grænse, et mål for, hvornår de har gjort det godt nok. Derfor kan vi ikke udelukke, at de formår at forholde sig til den eksistentielle angst og dermed til sig selv. Dog er der i perfektionismeforskningen uenighed om, hvorvidt denne funktionelle type af perfektionisme findes, og om den i så fald bør have et andet navn grundet perfektionismebegrebets (for nogen) negative klang. Det var en spændende og lærerig proces at skrive bachelorprojekt, båret af valget af to emner, vi begge fandt interessante, men også udfordrende, da de ikke tidligere er undersøgt i sammenhæng med hinanden. Held og lykke til alle jer, der skal skrive bachelor snart. Det bliver godt!

Tidslinje

Interview med Henrik Høgh-Olesen: Tidslinje over psykologiens vigtigste forandringer Agnes Sofie Brüel Holstein, 1. semester & Nicklas Runge, 3. semester Psykologien har som alle andre videnskaber været præget af en stor grad af foranderlighed og markante udviklinger, som har ændret på, hvordan vi ser os selv og hinanden. Måske har psykologien i virkeligheden været særlig omskiftelig, da der over tiden har regeret mange forskellige paradigmer og endda ofte på samme tid. Sammen med professor Henrik HøghOlesen har vi derfor sat os for at lave en nøje selekteret tidslinje over de mest skelsættende begivenheder og finurlige teorier i psykologiens historie. Her skal vi høre om alt fra den første brug af ordet psykologi til Høgh-Olesens egen bacheloropgave. “Så længe vi har været mennesker, har der jo også været en eller anden form for psykologi. Vi har tænkt over, hvem vi var”; med dette indleder Høgh-Olesen interviewet. Og så er det bare at læne sig tilbage og lære af alt, hvad psykologien har båret med sig igennem sin lange historie.

1200 f.Kr.: Hvad der nu betegnes som Berlinpapyrus 3038 blev skrevet i det gamle Egypten, og influerede senere den græske læge Galen og hans teori om de fire kropsvæsker, som Hippokrates senere brugte til at beskrive menneskets fire temperamenter. 650 f.Kr.: Kejser Psamtik I af Egypten udfører historiens første psykologiske eksperiment, hvor han ville bekræfte kongedømmets gængse tro på, at egypterne var det ældste folk. Psamtik I sluttede, at det ældste folks sprog naturligvis måtte være menneskets medfødte ursprog. Han fik derfor opdraget to børn, uden at de lærte noget sprog, og observerede, hvilke ord de instinktivt kunne producere. Til hans og det egyptiske folks store skuffelse mente de dog, at det første ord, børnene havde ytret i en alder af to, var på frygisk, og at frygerne fra det nuværende Tyrkiet derfor var det ældste folk. 500 f.Kr.: I Østen skriver Buddha om menneskets tanker som produktet af sanser og perception. I Grækenland ytrer Solon eller Thales de ikoniske ord: “Kend dig selv”, som blev nedskrevet på Apollontemplet i Delfi.

Anine Roth Jacobsen, 5. semester

Tidslinje 1859: Darwin udgiver Arternes Oprindelse og introducerer idéerne om naturlig og seksuel selektion. I en efterfølgende bog benævner han for første gang termet gruppeselektion. Hans værker danner grundlaget for udviklingen af evolutionspsykologien. 1840’erne: Kierkegaard er med bøgerne Begrebet Angest og Sygdommen til Døden, som i høj grad har været inspirerende for HøghOlesen, ved at lægge fundamentet til den eksistentialistiske og humanistiske filosofi og psykologi. 1819: Schopenhauer udkommer med Verden som vilje og forestilling, og fremstiller her mennesket som den lamme mand på den blinde mands skuldre, hvor den blinde mand altså er viljen. 1644: Descartes ytrer i Principia Philosophiae sin famøse sætning “ego cogito, ergo sum”, eller som den kendes populært: cogito ergo sum, og danner derved fundamentet for de næste 400 års diskussion om mind-body problemet. 1520: Ordet psychologia bruges for første gang af den serbokroatiske poet Marulic. I 1590 lægger den tyske encyklopædist Rudolf Göckel fundamentet for udbredelsen af ordet.

1886: Nietzsche, som var dybt inspireret af Schopenhauer, fik dette år udgivet bogen Hinsides godt og ondt, hvor begrebet viljen til magt bliver fastslået som en nye forståelse af menneskets adfærd.

Høgh-Olesen: “Man finder en lidenskab og en passion og en formuleringsevne hos Schopenhauer og Nietzsche, som er oplysende, og som man nærmest kan blive høj af. Det er som at høre stor musik”.

Den første kraft: Behaviorisme

1897: Ivan Pavlov udgiver resultaterne fra sine berømte forsøg med hunde, hvor han opdager den mekanisme, som døbes klassisk betingning og får afgørende betydning for næsten al fremtidig psykologi, psykologisk behandling og i særdeleshed indlæringspsykologien.

Tidslinje

1899: Freud introducerer teorien om menneskets underbevidsthed i værket Drømmetydning og tredeler i 1923 den menneskelige personlighed i værket Jeget og Idet, som ligger grundlaget for psykoanalysen. Den anden kraft: Psykoanalyse (1899-1970)

Høgh-Olesen beskriver behaviorismen som “forsøget på at træde ud af filosofiens skygge ved at sige, at vi overhovedet ikke skal være spekulative, vi skal kun se på adfærd; og den adfærd skal vi reducere til de mindst tænkelige processer for al adfærd, uanset hvor kompliceret det er”. 1957: B. F. Skinner har udviklet en mere radikal behaviorisme med eksperimentel adfærdsanalyse, og skriver i dette år bogen Verbal Behavior, hvori han definerer operant betingning.

1912: John B. Watson betragtes som grundlæggeren af behaviorismen og hævder, at forudsætningen for den nye psykologi skulle være objektive analyser af adfærd med fokus på sammenhænge mellem stimuli og respons.

1909: Freud og Jung inviteres af den amerikanske psykolog, første præsident af APA og præsident af Clark University, G. Stanley Hall, til USA på en forelæsningsturné, som skulle introducere den kontinentaleuropæiske psykoanalytiske tænkning til USA. 1959: To af C.G. Jungs mest betydningsfulde essays om hhv. arketyper og det kollektivt ubevidste samles i bogen The Archetypes and the Collective Unconscious, hvori begreber såsom Persona og Skyggen samt Anima og Animus beskrives. Med disse og resten af Jungs forfatterskab fra 1912-1964 blev dybdepsykologien grundlagt. 1971: Heinz Kohut udgiver The Analysis of the Self og grundlægger selvpsykologien i starten af 70’erne som en videreudvikling af Freuds psykoanalytiske teori. Kohut introducerede endvidere den narcissistiske personlighedsforstyrrelse i 1968.

Høgh-Olesen sammenfatter situationen efter fremkomsten af de to første kræfter med, at der står “to meget konfronterende lejre: behavioristerne, som slet ikke vil ind i psyken, og psykoanalytikerne, som næsten slet ikke vil ud af den”.

Tidslinje 1969: Rollo Mays bog Love and Will sætter fokus på menneskets meningsdannelse i et samfund præget af en tiltagende grad af nedbrydning af traditionelle værdier og narrativer. 1954: Abraham Maslow udkommer med bogen Motivation and Personality, hvori han fremsætter sin berømte behovspyramide og snakker om selvrealiseringen igennem transcenderingen af menneskets basale behov. 1946: Umiddelbart efter Anden Verdenskrig udgiver den østrigske psykiater, Viktor Frankl, bogen Psykologi og Eksistens om sin tid i koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau. I bogen indgik også en række indledende bemærkninger om hans teori om viljen til mening og den tilhørende terapiform logoterapi. 1941: E. Fromm udgav det socialpsykologiske værk Flugten fra Friheden. Han var en af de første socialpsykologer, og skønt han fandt stor inspiration i Sigmund Freud, brød han alligevel med psykoanalysen og forkastede store dele af den, heriblandt teorien om drifterne og Ødipus-komplekset. Den tredje kraft: Eksistentialisme og humanisme (1950-1970)

Høgh-Olesen: “Det giver ikke mening at reducere kærlighed til noget, som er mindre end kærlighed”. Den fjerde kraft: Evolutionspsykologien (1859-1980’erne) 1871: Darwin udgiver The Descent of Man, and Selection in Relation to Sex og i 1872 The Expressions of Emotions in Man and Animals, som begge har haft stor indflydelse på udviklingen af den psykologisk-evolutionære tilgang. 1950-1980: Konrad Lorenz udfører i denne periode en stor mængde betydningsfuld forskning indenfor instinktadfærd, og hvordan arters specifikke adfærdsmønstre udvikler sig i samspil med deres miljø. 1999: Den komparative udviklingspsykolog Michael Tomasello udgiver bogen The Cultural Origins of Human Cognition, som fremfører ny forskning i menneskets kognition med henblik på at undersøge det særligt menneskelige.

Tidslinje 1989: Henrik Høgh-Olesen skriver sin Ph.D, der senere udmønter sig i bogen: Mennesket og det ukendte: Inertien og det menneskelige dobbeltvæsen, som nu er på vej i en tredje udgave. Bogen tager udgangspunkt i livsangst samt frygten og nysgerrigheden for det ukendte, og i denne forbindelse udvikles modellen for optimale stimulations- og strukturbehov. 1983: Henrik Høgh-Olesen skriver sin kandidatafhandling: “Det autoritæres psykologi” på hele 190 sider med fokus på den autoritære personlighed, såvel som hvordan massen kan få det autoritære frem i individet. 1980: Henrik Høgh-Olesen skriver sin bacheloropgave: “En analyse af de mulige årsager til tilværelsens oplevede meningsløshed”, hvor han med afsæt i eksistentialistisk og humanistisk psykologi undersøger fremmedgørelse, tomhed, livsangst, eksistentielle vakuummer og som det står i titlen: meningsløshed. Henrik Høgh-Olesen indtræder i psykologiens historie

Høgh-Olesen: “Evolutionsteorien er langt mere end en teori; det er et af de bedst empirisk underbyggede tankesystemer, som vi overhovedet har”.

Vi spurgte Høgh-Olesen om psykologiens fremtid og om han har læst noget nyere forskning, som han mener bliver skelsættende. “Noget af det som jeg synes er interessant, det er alle de der mærkelige ting omkring f.eks. kvindelig ægløsning, og hvordan subtile processer udspiller sig imellem mand og kvinde, som vi virkelig ikke har bevidsthed om, og som nærmest kører på dufts niveau og andre subtile stimuli. Jeg forventer, at vi får mere og mere empirisk evidens for at forstå alle de der hormonelle dynamikker. Så forventer jeg, at vi bliver meget klogere på hele det område, som man kalder ‘epigenetik’. Altså hvordan gener og miljø samspiller. Og hvordan mænd f.eks. får et andet og mere feminint hormonspejl, hvis de går på barsel og tilbringer mere tid sammen med deres spædbørn. Selvom vi i udgangspunktet er biologisk gearede til forskellige opgaver, som mand og kvinde, så er vi altså så plastiske, at vi under bestemte miljø-omstændigheder udfolder andre sider. [...] Den der interessante kontakt, der er mellem gener og miljø, tror jeg, at vi kommer til at lære rigtig meget om fremover. Det bliver en meget mere dynamisk psykologi”.

Digt

Nattehimlens blod Laura Mikkelsen, 1. semester Byens lys maler himmelbuen rød. Stjernerne drukner i nattehimlens blod. Langt borte ser jeg en stjerne blinke til mig. Ikke fordi den lever, men fordi gadelampernes skær med regelmæssige mellemrum afskærer glimtets vej. Månen hang engang så smukt midt i alt det blå. Nu hænger tågen så tungt, at alt, jeg ser, er grå.

Illustration: Lea Nørlund, 5. semester

Milepælene er væk. Vi drejer kun om vores egen akse. Vi er gået i stå midt i en uendelig galakse. Der er ikke mere fremdrift, for himlen er fyldt med gift. Vi ser det ikke, kun på skrift, eftersom vi kun forstår, hvad der står sort på hvidt. Vi har glemt, hvordan man læser stjernerne, og nu er der ikke flere. Vi er kommet ud af kurs. Vi har glemt, hvem og hvordan vi ville være. Så når byens lys, når vi, skygger for stjernerne, tænker jeg på, om vi overhovedet kan stjæle mere. Vi stjal stjernerne. Vi slukkede himlens diamanter. Menneskets vold mod jorden er åbenbart grænseløs, for den er gået, nået, ud over jordens kanter.

Boganmeldelse

Boganmeldelse: Utilstrækkelig - Hvorfor den nye moral gør de unge psykisk syge Utilstrækkelig – hvorfor den nye moral gør de unge psykisk syge af Christian Hjortkjær er en bog som alle har brug for at læse, og det er let gjort, den er kun 114 sider lang og med billeder! Er du ikke helt solgt endnu, så læs med på denne utilstrækkelige anmeldelse. Katrine Henriksen, 5. semester Utilstrækkelig er sådan en bog, jeg kunne købe 10 kopier af og så ellers bare give dem ud til folk, jeg tror kunne have glæde af at læse den, fx dem som ikke kom ind på drømmestudiet denne sommer, men også alle dem, der gjorde. Faktisk ville jeg skulle købe meget mere end 10 kopier, fordi jeg synes, at den taler til mig som person og psykologistuderende og ind i den kultur, vi alle befinder os i. Bogen står på skuldrene af Kirkegaard, Freud og Svend Brinkmann og rammer også ind i Weekendavisens hestedebat. Men i stedet for at pege fingre, tager Hjortkjær et nyt forfriskende standpunkt, nemlig de unges. Og det er som om, ens skuldre falder lidt ned, når man finder ud af, at det ikke er mig som ung, der er problemet, men den kontekst jeg befinder mig i. Bogen er ikke en lang række påbud om, hvordan ungdommen i dag skal ændre sig, da det netop er påbud og idealer, der stilles skarpt på. Kulturen i dag har nemlig ændret sig fra en forbuds-

kultur, med regler og retningslinjer, til en påbudskultur fyldt med uopnåelige idealer, som ”be the best version of yourself ”, ”create the future” og ”dream big”. Bogen igennem er der billeder af disse påbud, og hvor man støder på dem, hvilket viser sig at være alle steder; i reklamer, på tøj, madvarer og apps på mobilen. Idealer afføder følelsen af utilstrækkelighed, fordi de i deres natur er uopnåelige, og dette er de

Boganmeldelse

unges problem: de føler sig forkerte, når de forsøger at gøre alting rigtigt. Vores kultur er gennemsyret af en moralsk perfektionisme, hvor godt aldrig er godt nok. Dette illustrerer Hjortkær bl.a. med udgangspunkt i Freuds personlighedsstruktur samt hans teori om jeg’et, idealjeg’et og jeg-idealet. Jeg ved, hvad du tænker… jeg var også skuffet, da jeg så, at det psykologiske bidrag til bogen, hverken var en fræk ny teori eller empirisk understøttet. Men når man lige har slugt den, så fungerer teorien rigtig godt, og den giver mening som forklaringsmodel.

efterleve. Desværre er bogen ikke en selvhjælpsmanual, man kan følge slavisk til det gode liv og hvis den var, havde det jo nok heller ikke virket. Men man er blevet klogere på sin egen tilværelse. Gør dig selv en tjeneste og læs den.

Utilstrækkelig - Hvorfor den nye moral gør de unge psykisk syge Christian Hjortkjær Klim, 2020 150 kr. på stakbogladen.dk

Desværre har Hjortkjær ikke nogen magisk remse til at ophæve utilstrækkelighedsfølelsen, den er nok kommet for at blive, men han beder ungdommen om at tage ansvar, ”Selvom det ikke er jeres skyld, er det stadig jeres ansvar”, den velkendte sætning runger genklang. Det er her Christian Hjortkjær slipper din hånd, og man synes, det er alt for tidligt, at bogen slutter, for man er blevet helt opslugt af endelig at høre nogen sige alt det rigtige. Og man vil allerhelst bare gøre Hjortkjær til sin nye guru og lade ham tage alle vigtige livsvalg for én. Bogen slutter med en Løvernes Konge reference og en lille opsang om at være modig og selv vælge hvilke idealer, der giver mening at

Filmanbefalinger

This Is England (2006) Af Shane Meadows Man ville umuligt kunne lave filmanbefalinger til et blad om forandring uden at inkludere en coming-of-age film, og iblandt disse er Shane Meadows’ This Is England en af de allerbedste, for ikke at sige allermest ikoniske. Funderet i den engelske skinhead-kultur omkring 1980’erne følger vi den unge og lidt upopulære Shaun, som efter sin fars død i Falklandskrigen kæmper med sine følelser, eksistens, ensomhed og trange kår. I mødet med en gruppe lidt ældre skinheads øjner han dog muligheden for at finde den mening og de bånd i tilværelsen, som han længe har manglet, men med denne kultur kommer også en mørk bagside, som truer med at opløse de selvsamme venskabelige bånd, som drog Shaun ind i miljøet til at starte med. This Is England er en på en gang hjerteskærende og hjertevarm film og ikke mindst en hyldest til det helt almindelige menneske, som ofte kan finde sig selv tabt under svære vilkår.

Locke (2013) Af Steven Knight Meget kan nå at forandre sig i løbet af en halvanden times køretur, og meget kan der gøres for at forhindre en sådan forandring, og dette er da også netop rammen for denne film: en halvanden times køretur, hvor hele handlingen foregår i en enkelt bil og al kommunikation gennem en telefon. Tom Hardy spiller den respektable bygningskonstruktør Ivan Locke, hvis nøje tilrettelagte liv af struktur og stabilitet er ved at falde sammen om ørene på ham, mens han med en fattethed, som nærmest kun tjener til at accentuere hans indre sønderlemmende frustration, forsøger at jonglere familie, arbejde og sin fortid overfor et umuligt dilemma. Locke er en tæt, kompetent og skarpskåret film, som emmer af kreativ professionalisme, og som samtidig formår at fange en helt særligt form for frustration og overvældende indre pres centreret omkring ønsket om et bedre liv end det, man blev født ind i.

Tegneserie

Anine Roth Jacobsen, 5. semester

Psyklen er en del af:

Har du noget skriftligt på hjerte, som skal ud til det helt store publikum? Laver du kunst og vil gerne blive kendt? Så kontakt Psyklen. En seriøs, skarp og smuk debatskaber. Den intellektuelle sprøjte, som giver dig dit fiks. Et helt essentielt og samlende organ på Psykologisk Institut, der ønsker at give spalteplads til så mange stemmer som muligt. Skriv til: psyklen@gmail.com. Alle henvendelser er velkomne.