Efterårsbladet 2022

ET PSYKOLOGIFAGLIGT

STUDENTERMAGASIN

Psyklen udgives af psykologistuderende fra Aarhus Universitet 2 gange per semester.

REDAKTØRER

Laura Mikkelsen Signe E. V. Lorenzen

REDAKTION

Erik Pegel Hannah Pilgaard Johanna Alva Stahl Katrine Rosenkranz Jensen

Lea Nørlund Jensen Lærke Højriis Rosgaard Madeleine Hildebrand Jensen Nicklas Runge

Olivia Vibeke Awa Sidibe-Christensen Signe E. V. Lorenzen Storm Munk-Hind Tabita Moth

Viola Gerda Løvig Thomassen

LAYOUT

Laura Mikkelsen Signe E.V. Lorenzen

ILLUSTRATIONER

Johanna Alva Stahl

Laura Mikkelsen

Lea Nørlund Jensen

Lærke Højriis Rosgaard

Signe E. V. Lorenzen

Storm Munk-Hind

OMSLAG

Signe E. V. Lorenzen

PR

Johanna Alva Stahl Laura Mikkelsen

Signe E.V. Lorenzen

PSYKLEN

Skriv hvis du har ris, ros eller noget der skal med i næste blad! https://www.facebook.com/psyklen psyklen@gmail.com

Aarhus Universitet Bartholins Allé 11 Bygning 1350

Aarhus

Alle artikler i dette blad er, medmindre andet er angivet, udtryk for skribentens egne holdninger.

Støttet af Psykologisk Institut, Aarhus Universitet og FAPIA.

Læs Psyklen online Psyklens Instagram

Leder

Nuancer i forfald

Laura Mikkelsen, 5. semester

Røde blade flammer op ad de gule mure, og solen stråler årstidens særlige lys ned gennem Uniparken. Det er efterår i alle dets spektakulære nuancer. Men den altid grønne græsplæne er bosat af alverdens små svampeklynger, og nedfaldne blade lægger i våde dynger og sender en bestemt lugt mod dig: lugten af forfald.

Efteråret er nye begyndelser for mange studerende og tid til fordybelse. Men det er også forfaldets tid, hvor energiniveauet siver ud af os, og sygdom sætter ind. Det te er blot et par af de former for forfald Psyklen behandler i denne udgivelse. Derudover kan I læse om både menneskets, patientens og psykologiens forfald, når der stilles skarpt på alt fra replikationskri sen til vores evige ønske om mere. Mere hvad? Ja, bare mere. Redaktionen er dykket dybt ned i Efterårs bladets tema, så selvom vi i dette nummer indfører “Det Mørke Hjørne”, begrænser de dunkle artikler sig ikke dertil i denne omgang. Blandt andet kan I læse om selvmord fra et perspektiv som bachelorskrivende eller som frivillig ved Livslinien. Vores nye psyklister sørger dog også for at frame temaet mere positivt i et interview med en vis studenterpræst samt nyttige tips til enten at undgå eller udnytte forfal det i køkkenet – sidstnævnte vil vise sig anvendeligt, når Psyklen Tester skrald.

Mens studenterpræsten opfordrer os til

at rumme altings forfald, er dette ‘alting’ med modifikationer, da Psyklen og de fa ste indslag som Voxpop, Side 9, musik- og filmanbefalinger lever i bedst velgående. Mens Psyklen kører sikkert videre, spoler vi i den nye artikelserie “Set i Bakspejlet” tilbage for at opspore, hvor den kommer fra. Dette bliver et tilbageblik til studiets historie fra tiden i Risskov, og som den gang giver Psyklen stadig spalteplads til udvalgene på Psykologisk Institut – denne gang til en hjælpende hånd fra Psykrådet i forbindelse med Univalget samt en repor tage fra Kursusgruppen.

Der er altså nok at dykke ned i for den friske læser, der måtte have savnet Psyklen henover sommeren. Og bliver du så betaget af de farvestrålende illustrationer og mørke skriv, at du bare må blive en del af Psyklen, så kan du altid skrive til psyk len@gmail.com, hvis du vil uforpligtende med på siderne eller måske ligefrem have en fast plads i redaktionen.

Du kan dog også bare sætte dig til rette i lyden af efterårets regn, vindens susen, duften af en kop kaffe og måske skæret fra et stearinlys’ flamme, og læse bladet i stilhed. Eller skimme de mange tips under forelæsningen, gå på Psyklens svampejagt med studiegruppen i pausen eller bruge Voxpop-spørgsmålet som icebreaker med sidemakkeren; valget det er dit, og det er dette blad også.

Rigtig god læselyst!

Forskningsnyt

Erik Pegel, 5. semester

Hvad får folk til at tro på fake news?

Har du i løbet af coronapandemien også flittigt fulgt med i situationen via medierne? Det har vi alle mere eller mindre, men hvordan står det til med al den misinformation, som også er blevet spredt via medierne? For mit vedkommende kan jeg klart huske mine Facebookvenners reak tioner på adskillige rygter omkring virus sens oprindelse, lovgivninger og meget mere – noget mere makabert end andet. Nogle af klassikerne er lange emotionel le opslag omkring korruption, spionage og biologisk krigsførelse, hvilket der ofte ikke nødvendigvis var beviser for, men behøver man at basere sine udsagn på em piri? Det vil vi, i et forsøg på at forklare folks tendens til at tro på fake news under coronapandemien, gøre i dag, og frem for at undersøge det selv så har Delmastro og Paciello (2022) gjort det for os. De undersøgte i sommeren 2020 spørgeske mabesvarelser fra 4972 individer i den italienske befolkning, hvor de præsenterede dem for 6 nyhedsartikler, som deltagerne skulle vurdere troværdigheden på. Artik lerne, som omhandlede udsagn omkring coronapandemien, var rigtige artikler, der ikke var blevet fremstillet specielt til dette forsøg. Forsøgspersonerne varierede i aldersgrupper fra 16 til 65+ og var lige ligt fordelt på adskillige regioner i Italien. Udover at måle deres tilbøjelighed til at tro på fake news, så undersøgte Delmastro

og Paciello (2022) mulige grunde til den ne tilbøjelighed. Hvad de fandt var, at tre faktorer korrelerede positivt med en tilbø jelighed til at tro på fake news omkring coronapandemien. Disse var (1) partiske syn, (2) depressions-score, og (3) lav ud dannelse. Desuden foreslår Delmastro og Paciello (2022) også, at stress kan have en betydelig effekt på tilbøjeligheden til at tro på fake news.

Grunden til, at dette er en relevant debat lige nu, er, at mange i løbet af corona pandemien har udviklet flere symptomer på bl.a. depression end før, hvilket især skyldes isolation. En stigende tilbøjelig hed til at tro på falsk information omkring Covid-19 kan motivere kontraproduktiv og endda farlig adfærd, og derfor er det vigtigt at forstå dette fænomen bedre.

https://www.nature.com/articles/s41598-022-20640-7

Gaming og loot boxes

”Loot boxes” er randomiserede belønnin ger i videospil, som ofte kan købes for ”ægte” penge. Næsten 40% af compu terspil på den største online webshop for spil, Steam, og 60% af spil på telefonen indeholder loot boxes, og dette har modtaget heftig kritik, da systemet omkring loot boxes minder om traditionel gambling. Man betaler penge, og vinder så muligvis en pris. Tidligere undersøgelser har vist, at der er stærke associationer mellem bru gen af loot boxes og ludomanisymptomer (Brooks & Clark, 2019, i Drummond

Illustration:

et al., 2022). Udover blot at undersøge korrelationen mellem ludomani og loot boxes, så undersøgte Drummond et al. (2022), hvorvidt der er en sammenhæng mellem brugen af loot boxes og generel psykologisk belastning (eng: psychologi cal distress), som blev målt via Kessler-10 psychological distress scale. Først antog de, at forsøgspersonernes score på psyko logisk belastning ville afhænge af, hvor mange penge de brugte på loot boxes. Det viste sig insignifikant, om forsøgsperso nerne befandt sig i den laveste kategori af forbrugere med et forbrug af loot boxes,

Nørlund Jensen, 9. semester

som svarer til 15-25$ om måneden, eller om de brugte flere hundrede dollars om måneden. Den afgørende faktor var, om de købte loot boxes. Efter at undersøge andre demografiske variable hos forsøgspersonerne viste det sig, at hverken køn, alder, køb af andre elementer i videospil eller ludomanisymptomer havde nogen signifikant effekt på den psykologiske belastning, som viste sig i sammenhæng med køb af loot boxes.

Psyklisten

Psyklisten

Olivia Vibeke Awa SidibeChristensen, 5. semester

Forfald

Det hele falder fra hinanden. Bladende bliver gule, vinden bliver kold og aftenerne mørke.

Men er det hele så galt? Uni parken står så smukt med irgrønt græs og gyldne blade, vinden er frisk, og aftener ne fyldt med stearinlys og hygge. Den her playliste er lavet til de stille morgener, hvor det er halvmørkt, når man vågner, og man trisser rundt og gør sig klar i den grå solopgangs svage glød. Hvor man føler sig lidt mut, eftertænksom og måske end da lidt trist, velvidende om at alle disse følelser forsvinder det øjeblik, man har overlevet den kolde cykeltur og får sagt sit første godmorgen. Sangene handler

alle om livets store og små følelser og bliver progressivt mere muntre og kraftfulde, som listen skrider frem, i takt med at solen gråt står op, og hverdagens rul kommer tættere og tættere på.

Forfald

Ja, det hele falder fra hinanden, men na turligvis danner efterårets forfald bund for forårets genfødsel:) Med det vil jeg ønske jer god lytning og godt efterår!

Navn: Svend

Navn: Svend Ludvig

Alder: 28

Civilstand: Grøn

Motto: De bedste samtaler er over de dårligste vine

Livret: Alt fra det asiatiske køk ken

Mest overvurderet: Likes…eller royale titler – De deler førsteplad sen

Mest undervurderet: Hyggen ved at vaske op i hånden til god musik Mest kontroversielle holdning: YouTube er bedre end alle andre streamingtjenester tilsammen

Dig selv om 10 år: Jeg har nok fået briller, som fuldender mit look med rullekraven – og så er jeg nok også stadig medlem af mi nimum fire foreninger

Set i Bakspejlet

Psyklen fødes af FAPIA

Laura Mikkelsen, 5. semester

Du sidder nu med Psyklen i hånden, der med sine grafiske illustrationer og farveri ge tryk ligner noget, som hører dette årti til. Men vidste du, at Psyklen går endnu længere tilbage – på tværs af både århundrede- og årtusindeskiftet? Tilsyneladende skriver vi videre på en gammel tradition, og vi har i redaktionen sat os for at dykke ned i bladets historie. Denne må nemlig afspejle instituttets, studiets og de stude rendes udvikling, når frivillige i årtier har foreviget deres nu, i form af artikler, inter views og debatindlæg. Hvem er det egentlig, vi står på skuldrene af? Hvad ville de mene om situationen i dag, og hvad mener vi om deres? Hvordan har vi ændret os? Og hvordan er vi de samme? Det vil Psyk len se nærmere på i fremtidige udgivelser, når vi i serien “Set i Bakspejlet” genop trykker gamle artikler, kommenterer på dem eller finder andre små guldkorn i gemmerne.

Arkivguld

Vi har en hel skattekiste i gemmerne i form af et arkiv med et eksemplar af næ sten alle blade, der er blevet udgivet. Og retmæssigt ligger vi i dette nummer ud med det første, vi kan finde. At det er date ret i marts 1990 som nummer to af anden årgang tyder dog på, at det ikke er det al lerførste, der er skrevet. Altså gætter vi på, at Psyklens historie startede ved stiftelsen af FAPIA “i det Herrens år 1990 med det formål at skabe et kulturelt, ikke-politisk,

informerende forum for de studerende ”

Faktisk kan vi i dette nummer læse at “Asylen er FAPIAs blad, som udkommer ca. hver 3 uge”. Den skarpe læser vil her opdage, at bladet dengang gik under et an det navn. Præcis hvornår skiftet sker, må vi undersøge i fremtidige artikler. En hurtig søgning i historiske arkiver tyder på, at navnet Asylen kom sig af, at psykolo gistudiet dengang lå på Asylvej i Risskov.

Sylen og de gule sider

Der har formentlig været flere tanker og psykologistuderendes altid hårdtslående ordhumor bag navnet. I hvert fald blev SYLEN brugt som pseudonym for en

gruppe “lidt dovne studerende”, der “sæt ter tingene på spidsen og forsøger at frem provokere en debat” ved frit at formulere studenterholdninger. De inviterede i dette nummer til et debatarrangement med bl.a. Bertel Haarder, og man bliver næsten mindet om vores nye organisation PUG. Men selvom missionen måske er den samme, brugte Sylen lidt andre metoder. Selv be skrev de at bruge Saddam-taktikken, hvor de “affyrer nogle SCUD missiler og lader dem detonere midt i lærernes lejr”. Det te eftersom de ikke orkede at konstruere “bomben der, hvis den detonerer, en gang for alle vil rasere Psykologisk Institut og bringe (akademisk) død over mange af stedets ansatte. ” Som I nok fornemmer, brugte redaktionen dengang en lidt anden tone end den, vi bruger i dag. Der er ligefrem ord i bladet, der ikke kan gengives i 2022, selvom de var skrevet på syngende jysk. Og det an det faste indslag, skribenten kaldet “Det borende”, sparede heller ikke på sarkas men eller den ironiske selvhævdelse i provokationerne. Hvornår at redaktionens formål er gået fra humoristisk provokation til akademisk underholdning og oplys ning, må fremtidige artikler opklare. En ting har dog holdt ved på tværs af lokati on-, navne- og redaktionsskift: “Hvis du ikke er blevet nævnt i Asylen - såh er det måske fordi du ikke har lavet et indlæg. Ever wondered about that?” Den lader vi lige hænge til både læsere, skrivende, tegnende og udvalg på studiet, der kunne bruge lidt spalteplads og har glemt, at vo-

res indbakke altid er åben.

Mennesket bag

De kreative indslag var i Asylen begræn set til, og trykt på, gule sider i midten af bladet. Foruden nogle afstikkere, da trykarbejdet dengang har været en større udfordring ved kopimaskinerne. Allige vel lykkedes det datidens redaktion at indsætte tegnede overskrifter og brød tekst skrevet på skrivemaskiner. De gule sider rummede også et klassisk element, der er ført videre til i dag: et interview med en forelæser i artikelserien “Mennesket bag”. I dette nummer var en prominent psykolog på uddannelsen hovedpersonen, der udtalte sig om alt fra eksamensformer til respekten mellem undervisere. På den ene side beskrev han en ærgrelse over, at de studerende i takt med en yngre gennemsnitsalder, var blevet “mere eksa mens- og pensumfixerede”. Men på den anden side fandt han det tilfredsstillende, at de var ”mere sagligt engagerede mod sat tidligere tiders studerendes udgangs punkt om at benytte studiet til at fremme egne ideologier.” Dette er en historie om psykologistuderende, som vi nuværende studerende ikke ville kende, hvis det ikke var for de daværende i Asylens journali stik. Til gengæld kender vi vist alle den åbenbart evige debat om pensums stør relse – og underviserens argument i 1990. Han var mod nedskæringer og opfordrede til flere sider, fordi “uanset hvor mange/få sider, der vil være, vil ‘man’ altid synes, det er for meget.”

Evalueringer og ærespriser

Den studenterpolitiske agenda skinner igennem på alle Asylens sider. Foruden de gules indhold var bladet fyldt med referater fra diverse møder hos både FAPIA, Studienævnet, Studenterrådet m.fl. Man fornemmer altså, at Asylen fungerede som et nyhedsbrev for de studerende på psykologi i en tid uden Facebookgrupper. Eksempelvis blev deres evaluering af undervisning optrykt i dette nummer med introduktionen: “Det kan i øvrigt nævnes at der går ryg ter om at nogle af lærerne rent faktisk har læst vores sidste evalueringsrapport og ikke nok med det, de forsøger rent faktisk at lære af den kritik af varierende svær hedsgrad, der er blevet tildelt deres under visningsforløb. Om dette er sandt kan vi kun gisne, men det lyder jo dejligt.” Indholdet af evalueringen giver ligeledes et sjovt indblik i datidens studie, hvor hu

manbiologi og cognitive science var på li sten over fag. Sidstnævnte mødte kritik for manglende relevans for psykologien samt sværhedsgraden, eftersom meget pensum og undervisning var på engelsk. Dette kan lyde som en sjov kritik i dag, hvor det engelske pensum dominerer i alle fag. Til gengæld forbliver nogle ting de samme, som når studerende dengang forventede i statistik at få en forståelse af faget “i sto re træk, der så kunne bruges til lettere at gennemskue og forstå fremtidige læser undersøgelser”, hvilket var forventninger, der kun delvist blev opfyldt. Underviseren blev dog rost for “hans underholdning/humor/ sang”. Imens blev et andet fag beskrevet som “ustruktureret, usammenhængende, upædagogisk”. Og i udviklingspsykolo gi var de studerendes engagement “på et meget lavt niveau, både på grund af rygter, men også fordi at undervisningen opfatte des som snæversynet, usammenhængende, uinspirerende, ustruktureret og foregående på et alt for abstrakt og meta-fagligt niveau.” Der blev tydeligvis ikke lagt fingre imellem i 1990’s evalueringer, og dem kan vi muligvis takke for, at samme kritik ikke gør sig gældende i dag, hvor eksempel vis udviklingspsykologi er mere konkret og empirisk funderet end nogensinde før. Asylens spalteplads tillod dog også ros, og det blev annonceret, at der med støtte fra Studenterrådet var anskaffet en pokal. Dette “trofæ og materialiserede symbol på de studerendes goodwill” blev givet til en un derviser, hvis “navn skal mejsles ind i det

Set i bakspejlet

ædle metal til evigt minde for eftertiden”.

Udvalgsspirer

Asylen gav også plads til at støtte diverse spirende udvalg på studiet – blandt andet et underdanigt festudvalg, der slutter af med: “Undskyld, men der er aldrig andre, der roser os.” Er det grobunden for Fuld Fontex, er der siden blevet skruet op for status og selvsikkerhed. Og man kan spe kulere i, om Kein Cortex ligeledes stam mer fra 1990. I hvert fald annonceres i dette blad åbningen af CAFÉEN, som “vil servere levende musik fra 16:30” og der efter hver fredag “traktere med løbende musikarrangementer, kunstudstillinger, dart-, skak- og backgammonturneringer.” Helt tro mod, at dette var i Tønnesvangs FAPIA- og studietid, blev denne døbt

“Bottom-Up”. Hvordan at disse frø er vokset til det nuværende udvalgsliv på Psykologisk Institut må fremtidige num re afdække – samt opklare mysteriet om, hvad der er blevet af “Cinema Psycho”. Som sagt var FAPIA allerede dengang vævet ind i hele dette studiemiljø, og man kunne ligesom i dag give den livsnødvendige støtte via medlemskab. Dengang fik man til gengæld billige kopier til 30,- øre pr. stk. modsat de sædvanlige 45,- øre, rabat til føromtalte biograf og festerne samt Asylen i postkassen hver tredje uge. Redaktionen brugte, grundet sidstnævnte, fredagene efter deadline på at sidde og skrive adressekuverter. Den service yder vi ikke længere, men vi håber, at I værdsætter dette brev fra fortiden tilsat nutidens luksuriøse tryk.

Brug dine madrester – inden de går i forfald!

Lærke Højriis Rosgaard, 1. semester

Ifølge Landbrug og Fødevarer smider hver dansker 47 kg spiselig mad ud om året. I vores tid med klimakrise og høje prisstigninger er minimeringen af madspild en god måde både at spare penge og ressourcer. Her er en lille guide til, hvor dan du kan få dine madvarer brugt, så de ikke ender i skraldespan den.

Reste-retter

• Gem de ris, du har til overs, og steg dem på panden sammen med dine grøntsagsrester.

• Du kan lave en suppe med grøntsags rester, kartofler, bouillon og evt. fløde.

• Skær dine rugbrødsskiver i tern og smid dem i ovnen med olie, salt og peber, evt. også ost og andre kryd derier, og du får lækre sprøde rugbrødsknækbrød eller -croutoner.

• Revet gulerod, squash og spinat kan du bruge i grøntsagsboller. Over skudsgrød går også rigtig godt i brød.

• Bønner og bælgfrugter kan blendes sammen med olie, soltørrede tomater, rødbeder, stegte løg eller andet til læk kert smørepålæg.

Mug og mad – en god tommelfingerregel

• Mug og brune pletter er ikke farlige på grøntsager. Skær blot en cm. fra det dårlige stykke af, og resten af grøntsa gen eller frugten er stadig god at spise. Som udgangspunkt er det kun forar bejdet mad, hvor mug betyder, at hele fødevaren er angre bet og skal smides ud.

• Mindst holdbar og bedst før er kun vejledende. Som regel kan meget mad holde sig længe efter. Fx varer såsom ris, pasta og andre tørvarer kan ofte holde sig helt op til et år efter udløbsdatoen.

• Brug din lugte- og smagssans. Vores evne til at kunne opsnappe dårlig mad har været en livsvigtig del af menne skets udviklingshistorie, og man kommer langt ved at sanse sig frem.

Artikel

Forlæng din mads holdbarhed

• ”Re-growing” er en metode, hvor du får dine grøntsagsrester til at spire på ny og dermed forlænger deres levetid. Vidste du fx, at en gulerodstop, der puttes i vand, kan spire og skyde en ny grøn top, der bl.a. kan bruges som base i en pesto? Roden fra en porre, forårsløg eller bunden af forskellige kål- og salathoveder kan også skyde nye blade/løg, hvis de puttes i vand. Husk at skifte vandet et par gange i ugen – så undgår du, at grøntsagen rådner.

• Undersøg hvilke dele af grøntsagen der kan bruges. Meget økologisk grønt behøver du ikke at skralde, og på fx broccoli og blomkål kan alt bruges – her er stangen fx lækker i en suppe eller skåret i tynde skiver og svitset på panden i en wok.

•

Fryseren er din ven! Dine rester kan blive til et lækkert hurtigt måltid en anden dag, eller meal prep ved at til berede mad, du ikke får brugt og put det i fryseren, så det er klar til en an den dag. Der er næsten ikke grænser for, hvad der kan komme i fryseren – alt lige fra nødder og hummus til kaffe, som kan fryses til kaffeisterninger – perfekt til iskaffe. Overmodne bananer kan også blendes og blive til mega mums (og sund!) is.

Illustrationer: Lærke Højriis Rosgaard, 1. semester

“Vi har en tendens til at se døden som en form for teknisk fejl” – Interview med studenterpræsten Loa Mortensen

Tabita Moth og Kathrine Rosenkranz

Jensen, 1. semester

Vi mødtes med studenterpræsten Loa Mortensen til en snak om det åndelige forfald, pauser, og Bibelens budskaber om at være i nuet.

Hvad er forfald? Og kan man overhovedet relatere til det som ung studerende? Vi be sluttede os for at se forfaldet i øjnene og blive lidt klogere på fænomenet. Og hvad kunne være mere oplagt end at søge viden om dette åndelige emne hos en præst? Jeg, Kathrine, tog derfor på besøg hos studenterpræsten ved AU, Loa Mortensen, til en lille snak om døden, util strækkelighed og forfald. Hyggeligt, ikke sandt?

Hygge er faktisk præcis, hvad jeg tænker, da jeg bliver budt indenfor i Loas kontor på Trøjborgvej. To behagelige sofaer står overfor hinanden, og et lille bord med kaffe, the og chokolade står i midten. Men mest af alt får Loas store smil og begej strede energi mig til at føle mig godt til pas. Alligevel tænker jeg, at jeg måske er lidt på udebane… Jeg har ikke bibelhisto rier hverken helt eller halvt på rygraden, men med min medskribent Tabitas velfor mulerede spørgsmål som udgangspunkt, lægger vi ud med at tale om, hvad forfald egentlig er, og om vi er blevet bedre til at se forfaldet og døden i øjnene?

Loa oplever, at vi i dag opponerer mod døden som grundvilkår, og derved også imod forfaldet:

“Vi har en tendens til at se døden som en form for teknisk fejl, som noget der må ske kan undgås, hvis vi bare er dygtigere eller bedre eller udvikler nye metoder. Og i mit arbejde oplever jeg, at det kan være tabuiseret at komme og være sårbar.”

Men når Loa sætter rammerne for de studerende, der kommer og snakker med hende, så sænkes skuldrene lidt:

“For så er de ikke helt alene om at bære det, der er vores grundvilkår, og de tør at sætte ord på det skrøbelige, utilstrække lighed og sorg.”

Og vi hverken kan eller skal forsøge at undgå forfald, mørke eller død ifølge kri stendommen:

“Det er ikke mørke overfor lys, som to modpoler, men mere et lys i mørket.”

Død og forfald er noget, vi må acceptere, men samtidigt har døden ikke ’det sidste ord’ – der er andet og mere:

“En tro på en evighed, et evigt liv, et liv i Guds kærlighed, så at sige.”

Det lyder rart, tænker jeg og spørger lidt mere ind til Bibelens definitioner af ånde ligt forfald overfor kropsligt forfald?

Loa forklarer, at Bibelen ikke er så dualistisk i dens tilgang, men at man kan tale om åndeligt forfald, når vi i høj grad forsøger at have kontrol over alting i vores hverdag:

“Vi kan ikke kontrollere, at vi ikke dør. Vi kan ikke kontrollere, om kæresten går fra os. Vi har ikke kontrol over kærlighed; om vores venner kan lide os eller ikke kan lide os. Men vi kæmper hårdt for at få en form for kontrol.”

Hertil har Bibelen et budskab om, at man bare skal komme og være, hvilket Loa klart udtrykker: ”Det befriende er: Bibelen siger ikke kom så god, som du er, eller kom, som du er. Bare kom.”

Og faktisk oplever Loa, at kampen for al tid at være god nok kan slide én så meget op, at man bliver mindre åndelig og em

Illustration: Storm Munk-Hind, 6. semester

patisk:

“Vi oplever simpelthen en ‘omsorgstræt hed’ i forsøget på at være gode nok.”

Og hun tilføjer, at vi derfor skal huske at tage pauser alvorligt:

“Hvile kræver også et vist mål af over skud, i virkeligheden.”

Der er altså en stor kontrast mellem vores moderne samfund, og det samfund Bibe len taler for:

“Biblen vender det 180 grader. Og det er provokerende, helt vildt, i vores ef fektiviseringssamfund, at der faktisk er noget, der ikke er op til os. Der er noget, vi er nødt til at give plads til, turde give plads til. Noget vi ikke selv kan fortjene,

Interview

men noget der er givet til os. Når vi står og døber børn, så siger vi ikke: ‘Lad de kloge og velformulerede voksne komme til mig.’ Vi siger: ‘Lad de små komme til mig.’ Vi er taget imod, som vi er, uden at vi har gjort noget. Ikke at det vi gør, er ligegyldigt. Men vi er alle lige gyldige.” Dette smukke ordsprog imponerer mig, og Loa skynder sig med at glimt i øjet at sige, at hun vist har lånt citatet fra Johannes Møllehave (kendt præst og forfatter). Loa forklarer, at netop erkendelsen af vo res egen utilstrækkelighed kan gøre meget godt, også for andre: Det handler om at have modet til at turde at være menneske så vi kan rumme hinandens menneskelighed.

Min hjerne er på dette tidspunkt et begyn dende festfyrværkeri; fyldt op af alle de gode budskaber og Loas fantastiske gode evne til at beskrive det hele så levende. Jeg spørger mere ind til menneskers trang til at præstere på alle fronter. Er der ste der i Bibelen, vi kan finde en form for anti-stress budskaber?

Loa nævner en af sine yndlingshistorier fra biblen: ”Historien om de to søstre, Martha og Ma ria, som får besøg af Jesus. Det er jo fint besøg, så Martha gør meget ud af besø get. Det skal være pletfrit, så hun knokler. Hendes skønne søster, Maria, sætter sig bare og lytter ved Jesu fødder. […] Ma ria sad bare og lyttede og tog i mod. Og så siger Martha, forståeligt nok, til Jesus: ‘Kan du ikke bede min søster om at hjæl-

pe mig?’ […] Og det befriende er egent lig Jesus’ svar. Han anerkender Marthas anstrengelser og siger: ‘Martha, Martha du gør dig bekymringer om alt muligt. Se Maria, hun har valgt den gode del, den må du ikke tage fra hende. Det synes jeg er så smuk en historie, og vi kender nok alle en Martha.”

Med en “Martha” mener Loa den type, som knapt får sat sig ned, når der er invite ret gæster, fordi de har travlt med at sørge for maden, musikken og den gode stem ning på én gang. Ups, tænker jeg. Jeg har vist været en Martha lidt for mange gange. Men opskriften på at blive en “Maria” er måske enkel nok i virkeligheden?

“Så vi skal ikke bekymre os så meget og blot turde være til stede?” spørger jeg hå befuldt, men ved godt, at det nok ikke er så simpelt. Og ganske rigtigt: Loa anerken der, at den bekymringsfrie tilgang er svær at efterleve, da vi jo bare er mennesker. Bekymringer er også et grundvilkår, lige som forfald og døden, og vi skal ikke føle os forkerte, fordi vi bekymrer os, hvilket også kommer til udtryk i historien om de to søstre: Jesus skælder ikke Martha ud, fordi hun er bekymret, men anerkender og ser Martha, og viser hende at det okay blot at være til stede – uden at skulle præstere.

Vi snakker videre om menneskers tendens til at glemme sig selv i iveren efter at plea se andre, og hvor uhensigtsmæssigt det er i sidste ende:

“For at have plads til at rumme og se og høre og tage det andet menneske alvorligt,

som jeg tænker, næstekærlighedsbudska bet meget er, så er man også nødt til at se og høre og tage sig selv alvorligt. Give hvad man har, og ikke nødvendigvis præ cist hvad den anden gerne vil have på lige præcis det tidspunkt. Der siger Bibelen: ‘Lad dit Ja være Ja og dit Nej være Nej.’ Du giver også den anden en frihed ved at turde sige nej, for så stoler den anden mere på dit Ja.”

Til sidst kommer vi tilbage til det med vigtigheden af pauser – også selvom man føler, at man ikke har fortjent det:

“Man må gerne turde at have lidt dårlig samvittighed ind imellem. Læg bøgerne. Og så kan du godt gå en tur med veninden med dårlig samvittighed. Det bliver

Interview Konkurrence

gåturen faktisk ikke dårligere af. Vi har en tendens til at tænke, at så skal vi gøre det med god samvittighed. Men du kan faktisk godt gå en tur med dårlig samvittighed, og så kan det være at din krop alligevel har fået en lille smule ro.”

Jeg slukker for optageren og snupper et stykke Merci-chokolade, og snakken går en 10 minutters tid, inden jeg tager pænt afsked med Loa og takker mange gange for et godt interview. Jeg føler mig op løftet og opmuntret af alle Loas dejlige indsigter – tænk at en samtale om forfald, kunne virke så opfriskende!

Svampejagt

Det er blevet efterår og tid til smukke skovture og ikke mindst svampejagt. Denne gang byder vi på en helt uden livsfare, hvor det værste, der kan ske, er, at du gætter forkert – og bare rolig, her på redaktionen fordømmer vi ikke udfordrede matematiske færdigheder.

Og hvad har du så at vinde? Jo, simpethen et gavekort til Stakbogladen på hele 200,- kr.

Test din selektive opmærksomhed og tæl ALLE svampene i Efterårsbladet her. Send dit bud på, hvor mange fine svampe, redaktionen har gemt på siderne, til psyklen@gmail.com inden 30/11 2022, og så bliver du måske den heldige (og talkyndige) vinder af e tidlig julegave fra Stakbogladen.

Alle svampe er tegnet af vores dygtige illustratorer Lærke Højriis Rosgaard, 1. semester og Signe E. V. Lorenzen, 3. semester.

Eventyr med Erik – En ung mands glade sange

Erik Pegel, 5. semester

For den almene psykologistuderende er hverdagen spækket med hård empiri, hvilket kan være trættende for selv den mest barske teorifanatiker. Når hjernen er ved at koge over, så kan det være nødvendigt at holde en pause en gang imellem. En perfekt pause kan man finde i de velkendte eventyr og fortællinger, som man kender fra sine ynd lingsgodnathistorier. Dog er dagens for tælling hverken fra Brødrene Grimm, Tusind og en Nat eller H. C. Andersen; denne fortælling stammer fra et fjernt og mystisk land.

Denne historie handler om en ung mand, som en dag følte en uimodståelig trang til at drage ud i verden. Derfor fandt han en gruppe af ligesindede unge mennesker, og uden megen mere forberedelse drog de ud for at finde det, som unge mennesker leder efter.

På deres rejse fandt de dem selv i en skov med store træer, og ved en bred lysning holdte de en pause. I denne skov var der mange dyr, og mens de hvilede sig, blev de pludselig omringet af en gruppe af kæmpemæssige bavianer. De fleste af os psykologistuderende har efterhånden, om vi har villet det eller ej, tilegnet os en vis viden om adskillige aber, og ved at bavia ner er farlige og aggressive aber med store hugtænder. Disse ualmindeligt store bavianer kiggede dog kun nysgerrigt på de rejsende, og travede så videre på deres vej.

Den unge mand – helten i denne historie – foreslog resten af gruppen, om ikke de skulle slå sig ned her? En smuk skov med mange ressourcer, hvor selv de egentligt farlige rovdyr var fredelige. Er det ikke et godt og roligt sted at være? Gruppen stemte imod dette, og de rejste videre.

I takt med at tiden gik, og de rejste længere ud i verden, begyndte koldere klima zoner og årstider at trænge sig på. Vores udmattede gruppe af unge rejsende nåe de til en ensom landsby i et snelandskab, hvor de små hyggelige træhuse stod på rad og række. Røgsøjlerne fra skorstenene indikerede liv, og vores rejsende skyndte sig derhen. Vores helt gik igennem lands byen, og snart mødte de dens befolkning. Til deres store overraskelse bestod denne befolkning ikke af mennesker, men af små nisselignende væsner! På Rådhusplad sen fandt en stor sneboldskrig sted, hvor mindst 30 af væsnerne kæmpede imod et hold bestående af to væsner og en kæmpe; den må have været mindst tre meter stor! Vores helt og de andre rejsende blev budt velkommen med åbne arme og deltog straks i sneboldskrigen. Fremfor normale snebolde, så kastede man med snebolde af alle regnbuens farver, og disse regnbues nebolde var perfekt runde! Både nisse væsnerne og de rejsende havde det sjovt og grinte hjerteligt. Efter sneboldskrigen gik vores helt videre gennem landsbyen, og nåede snart til en bod, hvor en mand bød dem velkommen. Allerbedst kan denne mands udseende beskrives som

en blanding af julemanden og Thorvald Stauning, og med en rungende bas af en stemme bød han vores helt velkommen til hans landsby, for han var borgmester. Ved hans bod uddelte han is – den samme is som også blev brugt i sne boldskrigen. I hans bod var der is af alverdens farver i perfekt run de snebolde, der lå i perfekte rækker og kolonner i hans bod; denne mand kunne lide orden! Fremfor endnu en sneboldskrig tilbød borgmesteren vores helt og de andre rejsende at spise hans is, for det var hans specialitet og kunne ikke fås nogen an dre steder i verden. Taknemmeligt tog de imod isen, men lige da de skulle til at spise den, råbte en ung pige ad dem, at de ikke skulle gøre det. Vores helt vender sig om, og stående i sneen blot få meter væk så han en fantastisk ung pige, som løb hen imod dem. Hun begyndte igen at tale og opfordrede med fortvivlelse i stemmen vores helt til, at han ikke skulle spise isen. For denne is var forhekset, og hvis man spiste den, så kunne man aldrig mere for-

lade landsbyen. Den gamle borgmester var hendes far, og han var en ond trold mand. Det var dog for sent, og vores helt havde allerede spist isen.

Dage blev til uger, uger blev til måneder, og vores helt og alle de rejsende spiste nu dagligt isen. Denne is lagde et slør over deres sind, og de bemærke de aldrig nogen sinde, hvordan de var bundet til landsbyen. Hver enkelt dag gjorde de – uden at stille nogen spørgsmål – det samme som den forrige, og ingen fandt nogensin de noget at klage over. Med tiden skete der dog noget vidunderligt, for vores helt og den unge pige blev, på trods af den tyranniske fars magi, forel skede. De tilbragte al deres tid sammen, og selvom hun allerede i forvejen var me get smuk, så blev hun mere fantastisk i hans øjne, hver gang han så hende.

Hun må have været på samme alder som ham, men så samtidigt yngre og uendeligt

ældre ud. Allerede dér vidste vores helt, at så perfekt en person kun kan eksistere hinsides tid. Det er denne slags tanke, som den unge elskende kærligt tænker for sig selv for bagefter at fortryde aldrig at have udtalt den.

Ved hver chance de fik, forsøgte de at finde skjulesteder. Skjulesteder hvor de kunne være sammen uden hendes fars tyranni og overvågning, men det var ofte forgæves. Selv dette stoppede ikke det unge par, og de blev mere og mere forel skede. Om det skete i et pludseligt øjeblik eller i en gradvis proces, det er umuligt at sige, men pludselig vågnede vores helt op af sin søvn. Hvad var det, der skete, siden han pludselig så sin omverden for alle dens mangler? De hyggelige træhuses smukke facader så han for deres illusion, den onde magi var brudt. Denne by, denne verden, var korrupt og fyldt med mangler! Han skyndte sig at pakke alle sine sager; nu manglede han kun en ting. Med raske, omend varsomme, skridt gik han gennem byen. Han skulle finde hende men måtte ikke blive set af borgmesteren. Hun stod ved isboden, hvor hendes far normalt stod. Vores helt fortalte hende, hvordan de måt te rejse ud i verden og væk fra alt dette. For selv hvis de måtte være tiggere i en stor og farlig verden, så havde de hin anden og ville være frie. Han forklarede hende alt og kunne se på hende, at hun forstod. Frem for at svare ham opstod en vemodighed i hendes blik, idet hun fæstede øjnene på jorden foran sig. Hun kunne

ikke se ham i øjnene, hun kunne ikke sige noget. Hun rystede blot sagte på hovedet, for hun kunne ikke vriste sig fri fra sin barndoms verden og farens tyranni. Denne ene gang vil jeg, som ydmyg hi storiefortæller, vove mig at fortolke mine subjekters tanker. For selv om jeg ikke er tankelæser, så var denne fantastiske unge piges kærlighed til vores helt lige så oprigtig og dyb som den, han følte for hende. Dog kunne hun ikke frigøre sig fra sine omstændigheder, de havde et for stærkt greb om hendes sarte sjæl.

Vores helt var sønderknust, for var det ikke præcis denne kærlighed, som gjorde ham stærk nok til at frigøre sig fra sine omstændigheder for derefter at søge mod en bedre eksistens? Magien var brudt, og han kunne ikke længere forblive i lands byen – han var nødt til at rejse alene.

De næste år gik flyvende for vores helt. Han tog en uddannelse, hvor han bestod som mønsterelev. Flere år gik, og han le vede et godt liv. Her havde han et godt betalt arbejde, hvor han havde et flot jak kesæt på hver dag! Desuden nød han regelmæssige forfremmelser og kørte rundt i en dyr bil. Goderne var dog ikke kun materialistiske, for hans venner værdsatte ham for hans hjælpsomhed og beundre de ham for at være en af de få voksne og modne mennesker, som dog aldrig glemte deres barnlighed. Han havde aldrig fundet en, som han kunne dele hans mest sjæle lige glæde med, dog var han stadigvæk i

livets unge år; han havde tid endnu.

På en varm sommerdag kørte han ud i sin flotte, røde italienske sportsvogn, naturlig vis en cabriolet, for at handle ind. Det var en af de varme sommerdage, hvor luften stod stille, imens solen brændte på. Stadigvæk iført et af sine diverse dyre jakkesæt skyndte vores helt sig hen til supermarke det, hvor en forhåbentligt velfungerende aircondition ventede på ham. Da han kør te ind til supermarkedet, bemærkede han, at det var her, hvor han som 15-årig fik sit første job. Med et smil af nostalgi gik han hen over parkeringspladsen – stadig med en airconditions kolde velkomst som mål. Pludselig var der noget i hans øjenkrog, som fangede hans opmærksomhed. Dér, helt i hjørnet af parkeringspladsen, lå noget. På den varme asfalt, som solen i timevis havde bagt på, lå en lille genstand. Da han nåede derhen, så han, at det var en lille orange snebold—en perfekt rund kugle. Asfalten havde nået ubehageligt brændende temperaturer, dog smeltede denne snebold ikke, men bevarede sin perfekte form. Der var gået mange år, men vores helt kunne vagt huske denne sne bold. Han samlede den op for at studere den nærmere og tog til sidst en bid af den orange snebold. I samme øjeblik mærkede han ikke længere den stillestående og var me sommerluft. I stedet begyndte en kold vind at blæse omkring ham. Den nådeslø se sol erstattedes af snefnug, og han fandt pludselig sig selv ved indgangen til den ensomme landsby i snelandskabet, hvor

han havde tilbragt sine unge dage. Han gik med sagte, dog bestemte, skridt gen nem landsbyen. På husene omkring ham krakelerede malingen, og nogle få svage røgsøjler steg op fra enkelte huse. Ingen sneboldskrige, ingen glade råb – gaderne var tomme.

Han gik videre gennem byen og nåede endelig til en bod. Ved boden mødte han en kvinde; hun så ældre ud end ham. Hendes hår var filtret og fedtet, hun havde dybe poser under øjnene, og hendes tøj var hul let og slidt. Selv om hun kun lignede en fjern afbildning af sig selv, så genkendte vores helt hende med det samme. Da han gik op til boden, så han hende dybt i øjne ne og spurgte: ”Nå, kommer du med mig den her gang?”. Også denne gang sagde hun intet, kiggede ned i jorden, og rystede skælvende på hovedet. Vores helt blev ikke skuffet, men genkendte den samme skæren i hjertet, som han havde følt for så mange år siden. Han svarede blot: ”Okay, jeg er tilbage igen om et par år”.

Idet han gik tilbage gennem den tomme landsby, mærkede han sig selv blive ældre. Han kunne høre de glade sange, som han som ung mand havde sun get; de var nu ikke me get mere end et ekko i den kolde vind.

Psyklen tester skrald

Laura Mikkelsen, 5. semester

Hvordan kan man teste forfald på en so cial måde? Et prompte svar på Psyklens redaktionsmøde var at teste plejehjem. Af etiske årsager tænkte vi lidt vide re, indtil vi nåede fra menneskeligt for fald til fødevarers. Med flere millioner tons affald på den danske samvittighed og cirka lige så stort et underskud hos os SU-modtagere, bliver det vel næppe mere etisk end at undersøge at skralde. Smider supermarkederne brugbare føde varer ud i frygten for deres forfald? Og kan vi ved at bruge dem sænke klima ets og vores privatøkonomiers forfald?

Som altid stiller vi i Psyklen Tester også spørgsmålet: Er der her en god social ak tivitet at give sig i kast med som psyko logistuderende? Umiddelbart er svaret et rungende ja til alle tre spørgsmål. I hvert fald måtte en psyklist udbryde gentagende gange, når hun fik hovedet op af skraldespanden, at det her ville hun gøre igen. Vi andre måtte også stemme i og erklære os imponerede. Ikke kun var der gratis mad, og en berusende overraskelse over, hvad de sorte skattekister gemte. Hurtigt kunne vi forestille os rusen sætte sig som en fremtidig spilafhængighed, hvor hjer nen under indkøb lægger mærke til da toer, man finder de rigtige steder, glædes over gevinsten, der som en gåde tvinger en til at være kre ativ i brugen af den. Alt dette var dog sjovest, når vi kunne dele ople velsen og tanker ne med hinanden.

Denne onsdag aften var vi fire nybegyndere, der efter at have orienteret os på et kort med god kendte steder, mødtes halv ti på en hemmelig lo kation. Med stjernerne foroven,

lommelygter i hånden, og engangshand sker på fingrene dykkede vi ned i de sorte skraldespande. Modsat fordommene var disse lettilgængelige, og ikke større end at vi kunne række ned fra siden. Altså efter en mere rutineret skralder kom forbi og foreslog vi tog nogle tomme mælkekasser at stå på. Samme pålidelige kilde kunne berette, at vores spot var af svingende kvalitet. Til gengæld gav vi det selv top score i medskraldere, som alle var venlige og hjælpsomme, når vi foreslog fordelin ger af fundene. De var dog ikke helt så begejstrede som os for de mange bundter blomster, der nu hænger og tørrer hos en psyklist til minde om vores udflugt.

Tester

Foruden blomster fangede vi kartofler, gulerødder, tomater, melon, pærer, fig ner, franskbrød og mere rugbrød, end vi kunne slæbe. Det meste var pakket ind i plastik og let at sortere fra det egentlige skrald samt kød- og mejeriprodukter, som vi pænt lod ligge. Menuen torsdag aften for redaktionen blev derfor vegetarisk. Alle blev nu alligevel mætte og tilfred se. Spædet til med egen olie, bouillion og krydderier serverede vi en cremet kartof fel-gulerodssuppe med rugbrødscrouto ner, franskbrød og bagte tomater. Faktisk var der nok til, at flere psyklister kunne tage fyldte bøtter med hjem. Men var man ikke blevet mæt, sluttede vi af med to store frugtfade og en god diskussion om kønsrepræsentation i litteratur til dessert. Altså var Psyklen i sit es med hofretten, passionerede snakke og en social aktivi tet, der passede ind i vores ikke-eksiste rende økonomi. Vi kan kun anbefale alle læsere at gøre det samme: Tag studiegrup pen eller vennerne under armen og hop på hovedet i skraldet og red det fra forfald.

Bachelor – Kritisk selvmordsforskning

Nicklas Runge, 7. semester

Som en endegyldig og uigenkaldelig an nullering af livet er selvmordet både et yderst seriøst filosofisk problem med store implikationer for vores forståelse af selve det at være og ikke at være. Men det er også en ganske konkret problemstilling, hvis alvor fordrer en grundig stillingtagen til, hvordan vi som samfund forstår og for holder os til de personer, der måtte gå med tanker om selvmord, dem der udfører det, og dem, der er ladt tilbage med tabet af deres kære.

I mit bachelorprojekt søgte jeg at undersø ge nye kritiske perspektiver på selvmord ift. deres potentialer for at udvikle vores forståelse af selvmord videre fra de traditionelle og primært psykiatriske forståelser af fænomenet. Dette tog mig omkring både hjerteskærende narrativer om selvmords forsøg og pårørendes oplevelser af disse, videnskabsteoretiske diskussioner af ek lektisk tænkning og et væld af inspireren de perspektiver og tilgange, som søger at bryde frem under et stærkt kvantitativt og psykiatrisk domineret forskningsfelt, der på trods af en flerårig mangel på mærkbar forandring fortsat ikke anerkender, at der måske er andet på spil end simple risiko faktorer, ‘sårbarhed-stress’, patologiske tankemønstre og tillært hjælpeløshed. I en anerkendelse af disse trange kår for alternative perspektiver, valgte jeg i dette projekt at foretage en analyse af det kriti ske forskningsfelt i dets egen ret fremfor

en sammenlignende analyse af det kritiske overfor det traditionelle. Selve indholdet i opgaven gennemgik dog mange iterationer, og den endelige opgave var meget anderledes fra, hvad jeg fra starten af for løbet havde forestillet mig, at den skulle blive til.

Evindelige iterationer

Som jeg formoder, at mange har oplevet eller vil komme til at opleve, så er udarbejdelsen af ens bacheloropgave en konstant justeringsproces, hvor mere og mere af det, man oprindeligt havde tænkt at inkludere, skal skæres fra til fordel for de analyser og diskussioner, der tager langt mere plads at gøre fyldestgørende, end man havde tænkt i begyndelsen. I den oprindelige idégenereringsfase er der velsagtens også en grad af (for kreativiteten nødvendig) indbildskhed på spil, hvor man i sin iver efter at proppe opgaven med spændende perspektiver og pointer let ser bort fra pladsbegrænsninger. 25 sider sy nes alligevel af masser af plads, når man har skrevet den første side, men knapt så meget, når man har skrevet den tredivte og endnu ikke er nået til diskussionen. I den første iteration af projektet ønskede jeg at foretage en analyse af den kritiske forsknings positionering af sig selv ift. den traditionelle for at skabe rammerne for en efterfølgende analyse af metodo logiske og videnskabsteoretiske proble matikker indenfor den kritiske forskning i egen ret. Ud fra denne analyse kunne

tilgangens potentialer vurderes, hvorefter jeg med udgangspunkt i den fortsat ukriti ske tilgang til forebyggelse, som den kriti ske forskning deler med den traditionelle, ville forsøge at foretage en metafysisk bestemmelse af selvmordet indenfor den tyske filosof Philipp Mainländers bredere filosofi for derved at kunne tage stilling til logikken i forebyggelsen af selvmord. Når jeg læser dette, synes det nærmest at være en absurd bestræbelse at skulle have dette med i en opgave på 25 sider, og det var det da også. På (hvad der nu synes som) uundgåelig vis måtte først Mainländer skæres fra, hvilket da også til dels kommer af, at hans hovedværk er på 1200 sider… ikke oversat fra tysk… og kun er trykt i gotiske bogstaver. Derefter måtte diskussionen af forebyggelse i sin helhed skæres fra, og analysen af det kri tiske forskningsfelt mundede i stedet ud i en diskussion af de videnskabsteoretiske problemer med eklektisk tænkning – dvs. problemerne forbundet med at kombine re, sammenblande, syntetisere eller på anden måde sammensætte perspektiver og teorier med forskellige grundlæggende epistemologier, ontologier og traditioner. På denne måde blev aspirationen om at foretage en mere dybdegående analyse af den kritiske tilgangs indhold ift. selvmord til en noget mere generisk diskussion af problemerne med eklektisk tænkning, som i nogen henseender kunne have væ ret brugt i en hvilken som helst opgave. Min vejleder kiggede da også forundret på mig, da han spurgte, om det var en pri

mært videnskabsteoretisk opgave, og jeg svarede ”på sin vis”, selvom dette tydelig vis var tilfældet. På mange måder kom det til at føles som om, at processen i at lave projektet blev den handlende agent, og at jeg blot udførte det, den fordrede, hvilket også forklarer den manglende indsigt i, hvad opgaven egentlig var. Måske var det tilfældet, at det endelige videnskabsteoretiske fokus blev lavet af magelighedshensyn, som Lars von Trier også sagde om sin film The House that Jack Built, hvad end det så egentlig betyder.

På trods af dette, er det dog, igen, på sin vis værdifuldt at have forholdt sig grundigt til den interne logik i den kritiske tilgang, hvis denne skal kunne bruges på velover vejet vis fremover, men man kunne godt have forestillet sig en mere spændende vinkel på emnet i selve opgaven. Nu er det vist også i denne artikel på tide at rette sig mod det, der egentlig betyder noget, men som, ligesom i opgaven kom mer til at få mindre plads end alt det andet, fordi jeg tilsyneladende er ude af stand til at prioritere pladsen hensigtsmæssigt. Her taler jeg om potentialerne i den kritiske selvmordsforskning.

Critical suicidology

Kritisk selvmordsforskning, specifikt i form af critical suicidology-netværket, er en forholdsvis ny teoretisk bevægelse in denfor selvmordsforskning, som har søgt at samle eksisterende forskere med kritiske perspektiver på selvmord og sammen skubbe udviklingen af disse perspektiver

videre. Her ønskes det først at belyse og kritisere an tagelserne bag den domineren de psykiatriske tilgang for derved at undergrave dennes hegemoni og give plads til forståel ser af selvmord, der tager udgangspunkt i selvmor dets og det suicidale in divids sociale, kulturelle, historiske, strukturelle og materielle kontekst. Der er altså tale om et meget omfattende perspektiv, der i dets mangfoldighed i første omgang ønsker at skabe betingelserne og et rum for kritisk teoriudvikling. Meget forskning indenfor critical suicidology er særligt orienteret mod marginalise rede grupper, hvor antikolonialistiske, antiracistiske og feministiske social ju stice-perspektiver anvendes til at analyse re, hvordan forskellige former for ulighed og diskrimination bidrager til den højere frekvens af selvmord i disse grupper.

Critical suicidology er grundlæggende skeptisk overfor den patologiserende og individualiserende tilgang indenfor den etablerede psykiatri, hvor selvmord, selv mordstanker og selvmordsintentioner ses som patologiske tilstande inde i individet forårsaget af enten anden psykopatologi eller en samling af risikofaktorer. Den dominerende teori er her Thomas Joiners

interpersonelle teori om selvmord, som på trods af navnet udelukkende beskæfti ger sig med en samling af intrapersonel le oplevelser (at opleve sig selv som en byrde, at opleve en lav grad af tilhør og opleve en kapacitet til at begå selvmord), der tilsammen forårsager selvmord. Den ne teori skulle angiveligt både belyse og være understøttet af etablerede fakta om selvmord; fakta der er identificeret gen nem kvantitative studier. Joiner, som er redaktør for det førende tidsskrift indenfor selvmordsforskning, har da også direkte udtalt, at kvalitativ forskning er ubrugeligt til andet end hypotesegenerering, og at selvmordsforskning skal bestå af velkon trolleret hypotesetests med brug af valide og kvantificerbare mål. Langt størstedelen af forskning indenfor selvmord består da også af sådanne kvantitative studier, der tester hypoteser om simple sammenhæn ge ved at undersøge korrelationer mel lem risikofaktorer og selvmordstanker og -adfærd. Det bliver her et spørgsmål om at forsøge at forklare fremfor at for stå selvmord, hvor critical suicidology i langt højere grad ønsker at forsøge at forstå selvmord gennem primært kvalitativ forskning, da det ikke er meget værd at kende til diverse korrelationer, hvis det ikke forstås, hvordan disse indgår i den suicidale persons samlede sociale eksi stens og oplevelse. Fordi selvmord er et fænomen, der kun findes i en social praksis og derved er indvævet i sociale, politiske, diskursi ve, historiske og materielle processer, er

det ikke muligt at opnå nogen forståelse af det gennem modeller, der ser det som værende et indre fænomen, der forårsa ges af psykopatologi og opretholdes af særlige tankemønstre, som så belejligt nok kan forsøges ændret af psykologer og psykiatere. I stedet må der anvendes nye metoder til at indfange eller skabe forståelser af selvmord, som fænomenet gør sig gældende i menneskers multiple sociale kontekster. Her er en af kernedy namikkerne i den kritiske tilgang, at man forsøger at forstå personernes selvmords tanker eller selvmord som udtryk for, at personen finder det umuligt eller nægter at leve under de forhold, der er kommet til at blive gældende for personen. På denne måde legitimeres selvmordstankerne, fremfor at de gøres patologiske og sættes udenfor rationel forståelse, og det bliver hér muligt at have en langt mere åben samtale om, hvad der ligger i personers selvmordstanker, hvilket også kan ople ves som langt mindre skræmmende så at skulle indgå i for de mennesker, der går med selvmordstanker.

Hvad bamser kan fortælle om selvmord

Der er mange forskellige metoder, som indenfor den kritiske selvmordsforskning fortsat udvikles til at forsøge at skabe en bredere og dybere forståelse af selvmord. En af dem, der særligt viser, hvordan mennesker har liv og selvmordsforløb, der er mættet med mening, fremfor liv, der kan opgøres i risikofaktorer koblet med per

sonlige sårbarheder, der så forårsager en respons, som eksperter må handle på, er den narrative tilgang, hvor man søger at skabe rum eller kvalitative forsknings praksisser, hvor hhv. patienter eller del tagere får mulighed for at udfolde deres forståelser af egne eller andres selvmordsforløb indenfor kulturelt sensitive nar rativer. Et særligt rørende resultat fra en narrativ undersøgelse, var en ung mands beretning om sin storesøsters selvmord, hvor han fortalte, at den bamse, han opda gede, da han fandt hende død, senere har fået ham til at tænke på selvmordet som en skræmmende og hård beslutning, der kræver mod og støtte, fremfor at være en fej eller nem udvej foretaget af et utilregneligt individ. Bamsen kan her på et mere abstrakt, teoretisk niveau også ses som en del af en social praksis, der får mening indenfor en given social kontekst, hvilket mere generelt understreger vigtigheden af at se mennesker som ikke bare indvævet i, men kun eksisterende i og med deres sociale kontekster indrettet med socialt betydningsfulde artefakter. Den narrative tilgang viser dog også ofte vigtigheden af både en kritisk psykologisk og diskursiv tilgang, der overvejer, hvor dan også disse narrativer kan påvirkes af dominerende og evt. uhensigtsmæssige måder at forstå selvmord på. Dette er en fortsat mangel ved den kritiske selv mordsforskning, der kan have en tendens til at arbejde med en flad verden, hvor alle forståelser indenfor minoritetsgrupper er lige gyldige.

Videre fra bacheloren

Siden bacheloren har frustrationen over det snævre perspektiv indenfor domine rende forskningstilgange og interessen for at forstå et fænomen som selvmord på måder, der på bedre vis indfanger, hvordan vi mennesker egentlig fungerer iblandt hinanden, fortsat, og forhåbentligt skal det lede til en Ph.d.-ansøgning om selvmordsrelateret internetbrug med fokus på suicidale personernes deltagelse i fora og informationssøgning på internettet i løbet af deres selvmordsforløb. Her kan critical suicidology bidrage med særdeles nødvendige metoder og teoretiske ramme værk til at få indsigt i nogle problemstil linger, som den dominerende, kvantitati ve og psykiatriske tilgang ikke kan løse. Derudover ønskes det at føre den kritiske selvmordstænkning tilbage til den kritiske psykologi, som den udsprang af den kul turhistoriske skole og virksomhedsteori en, hvor der foregår en mere systematisk behandling af nogle af de sociale og mate rielle processer, der beskrives mere diffust indenfor critical suicidology. I en bredere sammenhæng, der er rele vant for os alle, fremhæver dette projekt (og flere andre projekter, som jeg har haft fornøjelsen af at høre om under bache lorforløbet), at psykologiuddannelsen ud mærker sig ved at give konstante påmin delser om, at de kritiske perspektiver, der mere eller mindre udvikles i skyggerne og krogene, fortjener en langt større repræ sentation. Alt for meget af vores pensum indenfor såvel almenpsykologien som den

kliniske psykologi (en opdeling, der næp pe heller er gyldig) er så rodfæstet i psy kiatriske og kognitivistiske perspektiver, at det ikke bare grænser til at være, men direkte er uansvarligt. Selvmord er her bare ét eksempel på et emne, der behand les grotesk overfladisk og med perspek tiver, der er dybt problematiske på både forskningsmetodiske, teoretiske og etiske niveauer. I skrivende stund har jeg da også lige deltaget i en forelæsning om spisefor styrrelser, som blev endnu et eksempel på, hvordan eksisterende behandlinger hænger fast i umyndiggørende, individu aliserede praksisser, der underkender per sonen, der som en social aktør står midt i det hele og fortjener at blive hørt og hvis adfærd fortjener at blive anerkendt som en adfærd, der eksisterer på tværs af sociale kontekster, der giver anledning til denne adfærd, fremfor blot at være et spørgsmål om forstyrrede, patologiske tanker og op levelser inde i individet, der skal handles på af en ekspert. Dette er ikke ment som en naiv udskamning, men som en desperat bøn for udbredelsen af kritiske perspekti ver, der kan bidrage med de teorier, der er nødvendige for at håndtere psykisk lidelse såvel som psykologisk forskning generelt på ansvars- og omsorgsfuld, social retfær dig, etisk og teoretisk lødig vis.

Illustration til højre: Signe EV Lorenzen, 3. semester

I psykologiens brede og ofte diffuse landskab, har mørke afkroge af hengemte temaer, oversete emner og forviste problematikker manifesteret sig. Vi har valgt at dedikere Psyklens ”Mørke Hjørne” til at belyse det underbelyste og forstyrre det gængse. Her tager vi fat i Det Udskudte, som er alt det ubekvemme, der ikke tales om, og vi tager fat i Det Efterladte, der er faldet ud af eller aldrig har fundet vej ind på pensum.

Det Udskudte

Hvorfor er vi SAD?

Signe E. V. Lorenzen, 3 semester og Hannah Pilgaard, 5 semester

Vi har i denne artikel valgt at dykke lidt dybere ned i en diagnose, vi personligt føler, har fyldt meget lidt i undervisningen, men som kunne være interessant at tage op. Det er nemlig Sæsonafhængig Affek tiv Lidelse, også kendt under den meget passende forkortelse SAD. Det er en un dertype af depression. Denne diagnose er også kendt som vinterdepression, men det er vigtigt at bemærke, at SAD indbefatter alle sæsonprægede depressioner - herun der også sommerdepression

Ifølge DSM-V skal en person, over en minimum to-årig periode, have oplevet depression i en sæson for derefter, ved sæ sonskifte, at opleve remis sion af symptomerne. Nedenstående vil tage udgangspunkt i oversigtsartiklen om forskningen på SAD, af Levi tan (2007). Vi øn sker med denne ar tikel at give jer, læsere, lidt mere indblik i hvad forskning si ger om SAD. Dog er det vigtigt at være op mærksom på, at der er en del litteratur om

diagnosen, der ikke gennemgås her.

Kronobiologiske

I artiklen redegøres der for kronobiologi ske mekanismer, som er antaget at påvirke forekomsten af SAD i individer. Generelt er der en antagelse om, at SAD kan udløses af manglende lys, som resultat af dagene bliver kortere omkring vinter. Dette fokus relaterer sig til fotoperiodis me (eng: photoperiodism), som er en or ganismes fysiologiske reaktion på nat- og dagslængde, en process der påvirkes af sæsonens omskiftelighed. Ved at undersøge en relation mellem SAD og højere breddegrader søgtes der at påvise, om den biologiske tilpasning til kortere dage om vinteren var det primære ken

SAD, og derved fotoperiodismens re levans. Resultater af studier er dog tve tydige og peger på, at individer på visse breddegrader ikke nødvendigvis oplever SAD i højere grad. Derfor kan det ikke entydigt konkluderes, at en ændring af dagslængde er en primær bagvedliggende årsag til vinterdepression. Der bemærkes i denne artikel, at et fokus for fremtidig forskning ville være at tage højde for mi gration. Dette ville være for at tage højde for, at individer, som er sensitive overfor ændring i dagslængde, muligvis er emig reret til lavere breddegrader for at undgå den kortere dagslængde. Denne antagelse underbygges af et studie, der pegede på, at islændinge i Canada i højere grad var beskyttet mod SAD end andre etniske grupper på samme breddegrad. Det næste fokus i artiklen er at undersø ge melatonin, som også relaterer sig til fotoperiodismen. Melatonin, også kendt som søvnhormonet, er med til at regule re døgnrytmen. Dette sker gennem den suprachiasmatiske nucleus (SCN) - noget nogle af jer vil genkende fra neuropsykologi. Ved at undersøge mængden af melatoninudskillelse, for søgtes det at påvises, at melatoninudskillelse, og dermed den indre døgnrytmes svingning, har en relation til SAD. Wehr et al.’s studie pegede på, at SAD patienter i højere grad havde sæsonprægede svingnin ger i deres melatonin rytmer, end

normale kontrolgrupper. Dette peger på en antagelse om, at SAD patienter mulig vis er mere sensitive overfor døgnrytme ændringer og dermed sæsonskift. Herved ville man påvise fotoperiodismen som den primære bagvedliggende faktor for SAD. En teori baseret på døgnrytme er pha se shift teorien, som argumenterer for, at SAD opstår, når den indre døgnrytme bliver forsinket af ydre faktorer. Jf. denne teori kan forsinkelsen rettes op med lyste rapi om morgenen.

Neurotransmitterstudier

Ligesom med forskning i Major Depressi ve Disorder (MDD), er neurotransmitter aktivitet et felt, som der er blevet forsket en del i, mere specifikt har undersøgelser ne centreret sig omkring serotonin, no repinefrin og dopamin.

Serotonin:

Forskningen viser generelt, at der er sæ sonmæssige svingninger i det serotonerge system, hvor der generelt er mindre aktivitet og serotonin tilgængeligt i vinter månederne end sommermånederne. En måde hvorpå dette er blevet un dersøgt er studier med en serotonin agonist kaldet meta-chlorophe nyl-piperazine (m-CPP). Et centralt fund herfra er, at SAD patienter, som er midt i en en depressiv episode oplever større eufori efter de får stoffet administreret, komparativt til en kontrolgruppe. Dette blev ikke fundet i lignende forsøg

med MDD, hvilket indikerer, at der er spe cifikke ændringer i serotonin receptorer nes funktion som er specifikke for SAD. En anden måde, hvorpå serotonins effekt på SAD er blevet undersøgt, er gen nem studier hvor individets kost optag af aminosyren tryptofan begrænses. Det er relevant, da tryptofan er en præcursor til serotonin. Her findes det, at tryptofan-mangel ikke forværrer SAD patienters depressive symptomer i ef teråret og vinteren. Dog for værres den mentale tilstand af tryptofanmangel i sommer sæsonen på lige fod med MDD patienter i remissionsperioder. Det antyder, at der potentielt kan være sæsonafhængige ændrin ger i det serotonerge sy stem, der medfører, at selv hvis der er tilstrækkelig tryptofan, vil der være problemer med metabolisering af serotonin i vinterhalvåret. Mere evidens for ændringer i det serotonerge system findes i form af et hjernescanningsstudie. Det påviste, at der hos SAD patienter i vinter månederne er mindsket tilgængelighed af serotonin transporterproteiner i specielt thalamus og hypothalamus. Disse er ansvarlige for at facilitere gen-

optagelsen af serotonin i præsynaptiske neuroner. Samme fund er også gældende for MDD. Samlet set er der god grund til at mene, at ændringer i det serotonerge systems virke kan være med til at forklare SAD.

Katekolaminer:

En årsag til at formode at katekolaminer, hvilke er kemiske derivater fra amino syren tyrosin, såsom dopamin og norepine kan inddrages for at forklare SAD, ses i form af et studie, hvor katekolaminmangel blev testet på SAD patienter, der havde modtaget lysterapi og oplevede remission. Dette forår sagede en midlertidig forøgelse af depressive symptomer

sammenlignet med en kontrol gruppe. I forhold til undersøgelsen af spe cifikke katekolaminer, har forskningen pri mært omhandlet dopamin og til en mindre grad norepinefrin. En del af forskningen om dopamin i SAD-patienter omhand

Illustration: Lærke Højriis Rosgaard, 1. semester

ler, at de har et nedsat antal af dopamin transporter bindingssteder. Det kan være med til at forklare symptomer såsom mo tivationsmangel og lav subjektiv arousal, da det dopaminerge system understøtter hjernens belønningsprocesser. En nedsat norepinefrinaktivitet kan også være med til at for e den

subjektive ople velse af lav arousal. anden del af forskningen om dopamin orien teres af allere de eksisterende viden om, at det spiller en stor rolle i lys/mørke adaptationer i retina, som i denne sammenhæng indgår i et gensidigt inhibitorisk system med melatonin. Her er det specielt D4 receptoren, som har inte resse, men indtil videre er der ikke nogle konkrete studier af dennes sammenhæng med okulare mekanismer i SAD, hvilket også kan være interessant at undersøge i fremtiden.

Afsluttende kommentarer:

Der kører i øjeblikket en debat omkring diagnosesamfundet i Danmark, som bl.a. har været en del oppe i medierne. Her bliver der diskuteret hvorvidt det stigen de antal af diagnosticeringer er resultat af patologisering, eller et øget antal af indi vider, der lider af psykiske lidelser.

Som udgangspunkt er SAD en veletable ret diagnose, men kunne SAD være ud tryk for en almen tendens til nedtrykthed og øget søvn, som resultat af vintertiden?

Og er det blevet problematiseret, fordi disse symptomer netop står i vejen for det konkurrencesamfund, der kræver vi ved ligeholder en høj produktivitet hele året igennem?

Vi vil ikke gå ned i dette, men vil lade det stå som åbne spørgsmål for jer læsere at fundere over. Og som altid er man vel kommen til at dele sine tanker med Psyklen, og indsende ens egne bud på disse spørgsmål.

Robert D. Levitan (2007) The chronobiology and neurobiology of winter seasonal affective disorder, Dialogues in Clinical Neuroscience, 9:3, 315-324

Det Efterladte

Patienten i forfald – Kan psykologisk behandling være til skade?

Af Hannah Pilgaard, 5. semester

Når vi taler om psykologisk behandling, handler det ofte om, hvorledes vi øger antallet af mennesker i behandling: pro blemet er, at der ikke er nok psykologisk intervention. Fokus på denne problemstil ling ses afspejlet i vores hverdag. Hvis man kender en person, som venter på at få psykologhjælp fra det offentlige eller i det private, oplever man på tæt hånd, hvor pinefuldt det kan være for individet at gå rundt uden professionel hjælp. På baggrund af at der er fortsat flere, der går og venter på behandling, snakker vi med medstuderende, familie og venner om stigninger i psykisk mistrivsel og mang lende pengeinvesteringer i psykiatrien og psykologisk behandling. Problemstillingen er så omfattende, at regeringen for nyligt har opstillet en ti-års plan for psy kiatrien med formål at allokere flere res sourcer til feltet og øge tilgængeligheden af behandling, hvorved der ses en bred offentlig konsensus om, at mere behand ling er ønskværdigt. Mens det er ekstremt vigtigt at hjælpe mennesker med psykisk sygdom, og der næppe er nogen, som vil anfægte dette behov, er det relevant at bemærke, at debatten sjældent indeholder en mere nuanceret diskussion af effekterne af psykologisk intervention, herunder hvad der skal til for at hæmme eventuelle nega tive konsekvenser af behandlingen. Dette er langt fra en tendens som udelukkende

ses i den offentlige debat: i psykologien som felt, har vi gennem tiden valgt at måle på effekten af behandling som gen nemsnitlig forbedring hos patientgruppen, mens det er blevet underkendt, at der også kan være en negativ effekt af selvsamme behandling (Rozenthal et al., 2016).

Sammenlignes psykologisk og farmakologisk forskning på behandlingsmetoder, så rapporteres de negative effekter af psykologisk behandling sjældent. Det betyder også, at bivirkningerne af psykofarmaka kortlægges med en højere detaljegrad end eventuelle negative kon sekvenser af psykologisk be handling. I dette afsnit af ”Det Mørke Hjørne” vil vi stille skarpt på målin gen af netop disse.

Hvor sjældent rapporteres eventuelle negative konsekvenser?

For at få et mere konkret billede af, hvor sjældent muligheden for negative konse kvenser overvejes i forskningen, gennemgik Jonsson et al. (2014) på systematisk vis 132 tidligere artikler om en interven tionsmetodes behandlingseffekt for at udregne, hvor stor en procentdel, der tog højde for eventuel patientskade. Kun 21%

af artiklerne inkluderede information, som indikerede, at forskerne havde taget højde for negative konsekvenser i deres målinger. Ud af disse var der kun 4 stu dier (3%), der inkluderede en konkret be skrivelse af de negative konsekvenser og beskrev hvilke metoder, de benyttede til at indsamle data herom. 11% af studierne inkluderer kun information om tilbage gang i patienternes symptomer, altså om de udviste stærkere eller flere symptomer på deres lidelse (Jonasson et al., 2014). Det kan være problematisk, eftersom det er muligt at forestille sig, at de negative konsekvenser af en behandling kan ligge udenfor den konkrete symptomatologi. Tidligere teoretikere foreslår blandt andet, at negative udfald skal forstås som ethvert signifikant fald af funktionalitet, der opstår i forbindelse med behandling (Rozenthal et al., 2016). Et problem herved er, at det kan variere, hvorvidt en oplevelse, som opstår under behandling, opfattes som negativ eller positivt afhængigtaf, hvem man spør ger (Strupp & Hadley, 1977). Hvis man eksempelvis spørger en patient, om det øgede angstniveau, de har oplevet efter

behandlingen begyndte, er positiv eller negativ, vil det næsten altid være negativt, Men afhængigt af teoretisk orientering kan terapeuten godt mene, at angsten er et udtryk for, at patienten ultimativt bevæ ger sig i den rigtige retning, og derfor er positiv.

Herved ses det, at det er en mere kompleks affære at måle og forholde sig til negative konsekvenser end blot at kigge på tilbagegang. Dog kan man argumente re for, at det er vigtigt at måle på og ana lysere de negative udfald alligevel, da de kan være betydningsfulde for patientens specielt fordi Crawford et al. rer, at omkring 5% af alle voksne, der gennemgår psykologisk intervention, rapporterer længe revarende negative konsekvenser. Her bliver spørgsmålet, hvordan vi kan begynde at måle de negative effek ter fremover.

Hvordan kan man måle negative effekter af behandling? Hvilke mangler er der i feltet Rozenthal et al. (2014) fremstil ler i denne forbindelse et spørgeskema kaldet The Negative

Illustration: Lærke Højriis Rosgaard, 1. semester

Effects Questionaire (NEQ), hvilket synes

at have en høj intern validitet. Dog kan det være problematisk at det sample, hvorfra spørgeskemaets spørgsmål blev genereret og testet, primært bestod af angstpatienter, hvilket kan have en indflydelse på generaliserbarheden til patienter med andre lidelser. Således er det tvivlsomt, om det er for tidligt at sige, at NEQ kan benyttes som et mål for negative effekter af psyko logisk intervention på tværs af forskellige patientgrupper og interventionsmetoder. Derudover eksisterer det tidligere nævn te problem, om hvorvidt en oplevelse er positiv eller negativ set fra forskel lige personers perspektiv, stadig. Dette tyder på, at mere forsk ning er nødvendigt inden for udviklingen af må leinstrumenter, såsom NEQ, og test af disse mod forskellige patient grupper. Yderligere ses et problem med at identificere, hvilke aspekter af den psy kologiske intervention, der er ligger til grund for de negative konsekvenser, som fremtidig forskning også skal forholde sig til.

Crawford, M. J., Thana, L., Farquharson, L., Palmer, L., Hancock, E., Bassett, P., Clarke, J., & Parry, G. D. (2016). Patient experience of negative effects of psychological treatment: results of a national sur vey†. The British journal of psychiatry : the journal of mental science, 208(3), 260–265.

Jonsson, U., Alaie, I., Parling, T., & Arnberg, F. K. (2014). Reporting of harms in randomized controlled trials of psychological interventions for mental and behavioral disorders: a review of current practice. Contemporary clinical trials, 38(1), 1–8.

Rozental, A., Kottorp, A., Boettcher, J., Andersson, G., & Carlbring, P. (2016). Negative effects of psy chological treatments: An exploratory factor analysis of the Negative Effects Questionnaire for monitoring and reporting adverse and unwanted events.

Strupp, H. H., & Hadley, S. W. (1977). A tripartite model of mental health and therapeutic outcomes. With special reference to negative effects in The American psychologist, 32(3),

Boganmeldelse

Loving to survive – Sexual terror, men’s violence, and women’s lives

Olivia Vibeke Awa Sidibe-Christensen, 5. semester

En bog af Dee L. R. Graham, PhD., med Edna Rawlings, PhD og Roberta Rigsby, PhD. Psykologi professorer fra University of Cincinnati

“If women stopped being feminine, would men love us even less than they do now? If men stopped loving women, would we be left all alone? And wouldn’t women lose access to men’s money, power, and prestige? If men no longer loved women, would women be able to survive? Would we even want to?”

Den 23. august 1973 tog Jan-Erik Olsson fire medarbejdere i en bank i Stockholm som gidsler. Over de næste seks dage blev gidslerne holdt fanget i bankens værdi boks, hvor de blev truet og mishandlet, men samtidig blev deudvist små nåder af deres gidseltagere. På trods af dette, ud viklede gidslerne, fra en udefrakommen des perspektivs, et irrationelt forhold til Olsson og hans med skyldige Olofsson, hvori de aktivt hjalp dem og frasagde sig hjælp fra politiet. Selv efter deres be frielse holdt flere af dem kontakt med deres gidseltagere efterfølgende og

nægtede at vidne imod dem i retten. Denne paradoksale reaktion blev i eftertiden betegnet som Stockholmsyndrom, et psy kologisk fænomen, som opstår, når gidsler adopterer deres fangetageres identitet og mål på trods af, at disse står i modsætning til deres egne.

Grahams tese er, at Stockholm syndrom ikke er begrænset til gidsler, men videre kan appliceres til kvinder1 som samfunds gruppe og på det individuelle plan i deres relation til mænd. Hun argumenterer for sin teori med brug af demografisk data, amerikansk lovgivning og psykologisk forskning samt feministiske teoretike res værker og anekdoter fra hendes egne forelæsninger. Hun redegør for det, hun kalder klassisk Stockholmsyndrom teori som fremsat af flere prominente forskere på området2, og argumenterer for hvordan alle hovedmarkørerne her kan appliceres til kvinders interaktioner med mænd. Gra hams bevisførelse er omfattende, og hun tager stilling til nærmest alle tænkelige aspekter af kønsdynamikken i sin samtid.

Om man er enig i Grahams radikale feministiske analyse eller ej, tror jeg, de fle ste med interesse for kønsdynamik på et alment plan ville kunne få utroligt meget ud af Loving to Survive. I sin grundige 1 Såvel som etniske minoriteter, uddy bes i kap. 5. 2 Strentz (1982), Symonds (1982), Hacker (1976), Soskis & Ochberg (1982)

gennemgang af samfundsaspekter påvirket af køn (stort set alle), bliver bogen en slags feministisk opslagsværk med et perspektiv og overblik, som stikker dybere, end mange moderne feministers meninger umiddelbart gør. Jeg vil samtidig vove at påstå, at den viser en vej for den forvirrede feminist, som har svært ved at tage stilling til sine holdninger i en samtid, hvor alt en kvinde gør, kan iscenesættes som femini stisk, så længe hun selv mener, det er det. I en tid hvor feminisme ikke længere er et skældsord som i Grahams tid, men derimod snarere et begreb så udvandet, at det nær har mistet sin mening, er et så over ordnet perspektiv tiltrængt. Det, at vores

handlinger og ideer både kommer fra og munder ud i noget større end os selv, er forfriskende ovenpå nyere liberale/indivi dualistiske feministiske værker, hvis idéer de fleste nok er mere bekendte med end anden bølge feminismens rammesætning. Jeg gik selv ind i min læsning med et skeptisk blik, dels grundet bogens relative obskuritet så vel som dens psykologfagli ge belæg (hvilket jeg stadig ikke vil påstå, at jeg er kvalificeret nok til endeligt at vurdere). Efter min læsning føler jeg sta dig en vis skepsis, men denne skepsis er langt mere udefinerbar, og det er svært for mig at tyde, om den kommer fra min egen modvilje som kvinde, der måske ikke har lyst til at tro, at kvinder i denne verden har så lidt magt såvel som så lidt vilje til at styre deres eget liv, til fuldt at accep tere Grahams tese. Den kommer muligvis også fra den overvældende mængde data og studier inddraget i værket, eller fra det faktum at bogen er skrevet i midt 90’ernes USA, og ikke 20’ernes Danmark.

Desværre holder Loving to Survive i det store hele vand for nutiden, og alle dens centrale markører for Stockholmsyndrom kan stadig appliceres til kvinder som sam fundsgruppe. Men betyder det, at alle vi kvinder har Stockholmsyndrom? Det må du danne din egen mening om. Uanset hvad, vil jeg anbefale at læse Loving to Survive, før du føler dig for sikker i din overbevisning.

I hvilken situation blev du sidst opmærkosm på din krops forfald?

Madeleine Hildebrand Jensen, 1. seme ster og Johanna Alva Stahl, 5. semester

2 statskundskabsstuderende, 5. semester

Person 1: ”Jeg vågnede i nat og fik et virkelig slemt hosteanfald. Det var lidt træls. Så var jeg sådan: Nå, er det her vi er nu?”

Person 2: ”I sommer ferien tog jeg en lur på en sofa og da jeg vågnede, havde jeg bare sygt ondt i ryg gen. Jeg var sådan: Er det sådan det er at være gammel?”

Person 1: ”Og skulle tisse mere om natten, hvor man bare tænker: Neeej!”

3 IT kommunikation- og organisa tionsstuderende, 7. semester

Person 1: ”Jeg var ude og rejse med nogen veninder og så fik jeg tre grå hår, da jeg kom hjem.”

Person 2: ”For mig var det nok til hånd boldtræning, hvor jeg fik en skade, og så tog det lidt længere tid, end det plejer at blive hel igen.”

Person 3: ”Ja, det samme også med skade, hvor det bare aldrig bliver bedre.”

3 statskundskabsstuderende, 9. og 7. semester

Person 1: ” Da jeg vågnede i morges, hav de jeg ondt i ryggen.”

Person 2: ”Jeg tror faktisk det er værst, når man vågner efter en fredagsbar. Det er der man tænker: Kæft, jeg bli ver gammel.”

3 psykologistuderende, 7. semester

Person 1: ”Jeg har bare lyst til at sige: Ofte når man ser sig i spejlet.” (Griner)

Person 2: ”Mens-smerter gør meget mere ondt. Det er nok bare tegn på, at man skal affinde sig med smerten, der kommer en dag.”

Person 1: ”Også ens kondi. Man skal holde det meget mere ved lige i forhold til, hvad jeg føler, man skulle engang.”

Person 3: ”Også smidighed. Når man fx skal sidde i skrædderstilling på gulvet et stykke tid, får man også bare mega ondt i benene hurtigt. Og for nyligt fangede jeg faktisk også mig selv i at stå foran spejlet og finde en lille rynke i panden, efter at have set en video om babybotox på Tik Tok.”

Illustration: Lea Nørlund Jensen, 9. semester

Ikke så fun forfald-facts

Johanna Alva Stahl, 5. semester

Denne udgave af Psyklen bærer navnet ”forfald”. Et ord, som ikke lyder særligt positivt. Men hvor ville det være dejligt, hvis alt vores affald bare forfaldt, blev til intet, væk, ud af lejligheden, ude af syne. Da dette desværre ikke er tilfældet, må hårdtarbejdende studerende som os ud med skraldet flere gange om ugen og sor tere det.

Vi har alle sammen lært fra barnsben, at man ikke må smide affald i naturen. Her kommer en lille reminder om hvorfor, for hvor lang tid tager det egentlig naturen at nedbryde vores små hverdagsting?

Grøntsager: 5 dage til en måned

Papir: 2-6 uger

Appelsin- og bananskrald: 6 måneder

Uldsokker: 1 til 5 år

Gummibånd: 1 år

Cigaretskod: 18 måneder til 10 år Nylonstof: 30-40 år

Plastikkopper: 50 år

Aluminiumdåser: 80-100 år

Glasflasker: 1 million år

Sølvpapir: Kan ikke nedbrydes af mikro organismer i naturen

Kilder: https://stacker.com/stories/2682/how-long-it-takes50-common-items-decompose https://www.sciencelearn.org.nz/resources/1543-me asuring-biodegradability

Illustrationer:

Johanna Alva Stahl, 5. semester

”Jeg fandt ud af, at jeg havde en god bagage fra studiet” – Interview med frivillig ved Livslinien

Obs: Dette er den korrekte version af interviewet, som I bedes referere til frem for den bragt i det trykte blad.

Af Signe E. V. Lorenzen, 3. semester

Livslinien er et rådgivningstilbud til selvmordstruede. Navnet er på den måde passende til deres mission. Man ønsker nemlig at kaste en livslinje ud til dem, der står i en livssituation, hvor de ikke ser an dre muligheder end selvmord. Livslinien tilbyder både rådgivning gennem chat, telefon og mail. Her vil man blive mødt af frivillige, som aktivt har valgt at prøve at gøre en forskel for dem, der kontakter dem.

Iblandt dem sidder Mille Sørensen, på 7. semester, som har været frivillig siden fe bruar i år. Hun ønskede at få noget fagligt relevant arbejde. Ansøgningsprocessen for at blive frivillig involverer en ansøgning, en samtale og en info aften. Efter at blive accepteret gen nemgår man en uddannelse på cirka seks dage. Dette bliver efterfulgt af to kiggevagter og to følvagter, hvor man følges af en mere erfaren kollega. Mille er primært på chatrådgivning og for tæller, man til dels har en indflydelse på, hvilket medie man er på.

Hvad får du ud af at være frivillig?

“Grunden til at jeg er meldte mig er, at jeg

gerne ville opnå noget faglig erfaring og tilføje noget til CV’et, så det får jeg selvfølgelig ud af det. Man får en rigtig omfat tende uddannelse inden opstart, som lige ledes er fin at skrive på CV’et. Det bygger meget ovenpå noget af det man lærer fx i klinisk psykologi, og noget af det, man lærer i psykiatri på 6. semester. Der er så dan en vekselvirkning mellem det, man fx har lært i psykiatri det, der foregår nede på Livslinien. Det er enormt fedt. Det er jo én ting af det, og det er fedt at have på CV’et, men så synes jeg, at man, udover det faglige, lærer også bare det at komme i gang med at få talt med nogle mennesker. For mig var det en eller anden barriere, jeg skulle bryde – det der med at skulle rådgive andre mennesker. Jeg ved godt, det er det, man uddanner sig til, så det kan godt virke sådan lidt paradoksalt, at det er en barriere man skal bryde, men det var det bare alligevel – i hvert fald for mig. Når man starter dernede, og det er første gang, man skal have en samtale og skal give et andet menneske råd, så kunne jeg 100% godt blive ramt af sådan én “Jeg ved overhovedet ikke hvad jeg laver”følelse. Men jeg fandt heldigvis ud af, at man faktisk godt ved, hvad man laver i kraft af sin faglige baggrund.

Jeg fandt ud af, at jeg havde en god bagage fra studiet, og en god bagage fra den uddannelse jeg fik nede på Livslinien, men jeg havde også bare sådan en menneskelig bagage med mig.

Der er det med at have gået på Uni, hvor jeg godt nogle fag på og har jeg egentligt Men jeg blev at jeg faktisk har get viden. Man er og har fået sådan lig bagage med sig. jeg først sådan rig Jeg fik en klar følelse kan faktisk noget, jeg nogle kompetencer, nogle andre der kan få hvilket jo er ret gavnligt, skal være psykolog. fedt at blive bekræftet i af andre end sine studiekamme rater.

Ud over det, så er det socialt vir kelig hyggeligt at være dernede. Det kan jo godt lyde lidt makabert – det er jo ikke hyggeligt som sådan at have samtalerne, men vi har et rigtig godt kollegialt samarbejde og rum dernede Folk er gode til at tage hånd om hinanden. På chatten sidder vi to og to i samme rum med vores computer over for hinanden. Så det der med at kunne sparre med hinanden imens, synes jeg også, er vildt fed uden får vi også supervision. Det er første gang, jeg har prøvet det, og jeg synes, det er en vildt god erfaring at have med sig, inden man går ud.”

E. V.

Det er jo nogle hårde samtaler du har med de mennesker der skriver ind. Hvordan håndterer du de følelser, der kan opstå, når man har disse hårde

“Jeg tror, at inden man melder sig som frivillig, skal man tænke over, om det

mende – det må det godt være. Men man skal være klar på at de svære samtaler kommer, fordi det gør de. Hver eneste gang man er på vagt, så kommer der en svær samtale eller en akut samtale, hvor man fx ringer 112 for nogen.

Jeg tror faktisk, hvis

jeg selv skal sige, jeg egentlig er ret god til ikke at tage det med hjem, i den forstand, at jeg godt kan nøjes med at tage læringen fra samtalerne med hjem.

lige, men der er nogle bestemte typer samtaler, hvor folk kan være kede af nogle ting eller have

le bestemte ting. Jeg

tager ofte læringen med fra samtalen til lignende samtaler. Jeg prøver at lære mig selv, hvad der var godt at gøre, og hvad der ikke var så godt. Man bliver nødt til også bare at prøve sig lidt frem.

Vi har en kollegial sparring hver gang, vi har haft en samtale, så sætter vi os lige og snakker om det. Så har vi sådan et kol legialt drejehjul, som vi skal igennem. Vi taler om, hvordan samtalen var, hvad der gik godt, hvad der ikke gik så godt, og hvad man godt kunne gøre anderledes næste gang, og hvad man har lært af den. Ofte har man sådan cirka 2-4 samtaler på en vagt på fire timer. Jeg oplever faktisk – og det kom også lidt bag på mig – at hver gang jeg går hjem efter en vagt, så kan jeg næsten ikke huske den første af mine samtaler, fordi jeg har haft den snak med en kollega. Så skal jeg virkelig grave dybt for at komme i tanke om, hvem jeg havde en samtale med. Jeg bliver ikke påvirket på samme måde, som jeg troede, jeg ville. Jeg ved ikke, om det måske er sådan en ting, jeg ubevidst har lært på Uni – men det er i hvert fald meget bekræftende.

Når jeg sætter mig ved computeren, så går jeg i arbejdsmode, fordi det er jo et arbejde. Selvfølgelig er det hårdt, for de mennesker der skriver ind, og jeg kan godt forstå, de har det svært, og jeg vil gerne hjælpe dem, men for mig er det også et arbejde.

Vi får selvfølgelig uddannelse i at lægge det fra os, og hvad vi skal snakke med vo

res kollegaer om for at lægge det fra os. Og så er der selvfølgelig de samtaler, der er ekstra hårde. Hver gang vi har haft så dan en samtale, vi kalder en akut samtale, hvor der bliver ringet 112, eller hvor der har været et andet udfald, hvor vi ikke har nået at ringe 112, så er der noget fagligt personale ansat nede på Livslinien, som ringer os op en eller to dage efter og lige hører, hvordan vi har det. Så har man en snak om det, og hvis der er brug for at snakke mere, er der også plads til det. Jeg oplever nærmest, man snakker det svære lidt ihjel. Så der er ikke som sådan nogle samtaler, der sidder i mig.”

Hvis der nogen der læser dette, som overvejer at blive frivillig, hvad ville du så sige til dem? “Jeg synes, alle skal søge, for det er alt så virkelig et godt initiativ. Jeg tror, man skal overveje, hvad man gerne vil have ud af det og tænke på, at der kommer de der svære samtaler. Man skal være bevidst, om, om man synes, det er spændende, og om man synes, et menneske i alvorlig kri se er spændende, eller om det skræmmer en lidt. Men jeg synes kraftigt, man skal overveje det. Det er enormt bekræftende i, hvad man kan som psykologfaglig. Hver eneste gang, jeg har vagt, så føler jeg har hjulpet nogen – selvfølgelig kan man ikke redde hele verden, men det er en vild fø lelse at hver eneste gang, jeg har været på vagt, så føler jeg, at jeg hjalp nogen i dag. Enten har jeg hjulpet nogen med ikke at

Interview

tage deres eget liv, eller hjulpet dem til at få det bare lidt bedre. Og det sker altid. Jeg har været der i cirka et halvt år, men jeg har ikke haft en vagt endnu, hvor jeg ikke er gået hjem med en god følelse i ma ven. Den følelse er bare så uvurderlig.

Det er vildt bekræftende, og for mig var det også bare noget, jeg havde brug for på studiet, hvor jeg var kommet til der, hvor jeg var. Jeg synes virkelig, det begyndte at blive lidt tungt kun at læse bøger. Jeg fik tit den der følelse af “hvad er det egentlig jeg laver? Jeg vil jo gerne stadigvæk være psykolog, og jeg synes det er spændende. Men jeg sidder bare her og læser en mas se bøger”. Så hvis man også sidder og fø-

ler, man læser lidt for mange bøger, og har brug for at finde ud af, hvad psykologien også kan, så synes jeg, man skal overveje det. Fordi det er vildt fedt. Og man bliver så bekræftet i at man kan noget og har lært noget og bliver dygtigere. Så hvis man vil have et supplement til studiet og gerne vil ud og prøve sig selv af, så synes jeg helt klart, man skal melde sig.”

Har du nogle spørgsmål til Mille er du vel kommen til at kontakte hende her: Millehirsch@gmail.com Desuden kan du læse mere om Livslinien på deres hjemmeside: Livslinien.dk, som søger frivillige igen til februar.

Tegneserie

Laura Mikkelsen, 5. semester

Opskrifter

Forfald og fermentering

Madeleine Jensen, 1. semester

Efterårstiden er kommet endnu en gang, og alting er i forfald omkring os. Træerne taber bladene, som ligger og rådner, når vi går tur i skoven. Der er nok ikke mange, der forbinder forfald med noget positivt. Men jeg vil give et bud på, hvordan du kan vende nedbrydning til din egen fordel; nemlig med fermentering!

Fermentering handler ikke kun om surdej, selvom jeg selv har gjort mig mine for søg med fermentering og bagning. Uan set hvor meget jeg har puslet om mine surdejsstartere, er de alle endt på samme måde – meget døde. Heldigvis er der an dre nemmere, lækre måder at fermentere madvarer på; en måde, der kræver mindre pasning og som (i modsætning til sur dejsbrød) bevarer alle de gode bakterier i maden, så din fordøjelse også nyder godt af det.

I denne lille artikel vil jeg dele et par af mine fermenterede favoritter, som du kan give dig i kast med derhjemme!

Fermenterede agurker

Hvis du ligesom mig er helt vild med syl tede agurker, så er fermenterede agurker det næste skridt. Fermenterede agurker er ikke lige så søde som syltede agurker fra butikken. Til gengæld har de en saltet, funky og lidt sur smag, som er perfekt til alt fra salater til sand wiches, og så kan man

tilsætte de aromatiske ingredienser, man har lyst til.

Du skal bruge:

• 1 agurk

• 1 liter vand

• 25 - 50 gram salt

• Evt. hvidløg, laurbærblade og peber korn efter smag

Tommelfingerreglen for fermenteringsla ge er at lagen skal have et saltindhold på 2,5% – 5%. Jo mere salt desto sprødere (og saltede) bliver agurkerne. Opløs sal tet i kogende vand, og lad derefter vandet køle ned til stuetemperatur. Skær imens agurkerne i skiver og hæld dem i sylteglas, som er skyllet uden konserveringsmiddel. Tilsæt eventuelt hvidløg, krydderurter, peberkorn eller laurbærblade, og hæld til sidst den afkølede lage i glasset, indtil alle agurker er dækket. Lad agurkerne fermen tere ved stuetemperatur i et par dage med løst låg (for at lade gasserne slippe ud)men stil dem i køleskabet, når du begyn der at spise af dem (med lukket låg).

Sauerkraut

Sauerkraut er både lækkert og nemt. Det kræver kun to ingredienser: kål og salt. Mængden af salt afhænger selvfølgelig af vægten på kålhovedet, men der gælder samme regel som ved agurkernes saltlage: saltindholdet skal svare til 2,5% - 5% af kålhovedets vægt.

Skær kålen i meget fine strimler og bland

dem med salt i en skål. Mas kålen i hæn derne, så du hjælper saltet med at nedbryde kålen. Læg kålen i et sylteglas lidt ad gangen, og sørg for at presse det så godt ned, som du kan. Saften skulle gerne be gynde at trænge ud af kålen, så kålen til sidst er dækket af en lage af salt og kålsaft.

Lad din sauerkraut fermentere ved stue temperatur i et par dage, og stil den i kø

leskabet, når du begynder at spise af den.

Hvis du er interesseret i andre spændende fermenterede mad- og drikkevarer, kan du altid give dig i kast med større projekter som kimchi, kombucha eller endda ost!

Illustration: Signe E. V. Lorenzen, 3. semester

Psykologien i forfald: Replikationskrisen

Nicklas Runge, 7. semester

Er psykologien i forfald? Sandsynligvis. Skyldes det replikationskrisen? Det vil en lang række forskere i nye undersø gelser og bevægelser hævde, men her er svaret nok nærmere nej. I 2005 udgav den græsk-amerikanske forsker i medicin, John Ioannidis artiklen med den fængen de titel Why Most Published Research Findings are False, hvori han beskriver, hvordan de statistiske forskningsmetoder, som de praktiseres nu, samt udgivelsesstrukturen omkring dem, er indrettet på en måde, som gør det meget sandsynligt at finde statistisk signifikante resultater, der ikke repræsenterer en reel sammenhæng – dvs. falsk positive resultater. Ifølge sine egne udregninger gælder dette over halv delen af opnåede resultater. Her peger han på såvel små sample sizes (og derved lav statistisk power: sandsynligheden for at finde effekter, når de er der), fleksibilitet i forskningsdesigns, prioritering af positi ve resultater og finansielle interesser som aspekter af forskningen, der skaber biased resultater. En interessant konsekvens af dette er, at særligt gode resultater sand synligvis oftere vil være en indikation på eller mål for de eksisterende biases in denfor et felt fremfor solide indikationer på effekten af fænomenet i sig selv. En konsekvens af den udbredte forvrængede forskningspraksis kan sågar være, at hele forskningsområder må afvikles, da deres positive resultater med stor sandsynlighed er falske; og dette gælder særligt de mest

innovative forskningsområder, hvor der foretages mest eksplorativt, hypotesege nererende forskning sammenlignet med etablerede områder med flere metaanaly ser og RCT-studier.

Psykologien, som i forvejen har sine perio devise identitetsforvirringer og problemer med at definere sig selv som videnskab, og som arbejder med fænomener, der er svære at operationalisere og ofte ikke gi ver store effektstørrelser, er selvsagt ikke sluppet udenom denne krise. Open Scien ce Collaboration udgav her i 2015 en undersøgelse af replikationer, hvor det viser sig, at kun 37 ud af 100 undersøgte studier kunne replikeres. Derudover er replikati oner generelt sjældne og bliver sjældent udgivet. En meget citeret undersøgelse af Makel og Plucker fra 2014 viser, at kun 0.13% af artikler i de 100 førende tids skrifter indenfor pædagogisk forskning er replikationer – en sensationel statistik som mange forskere sidenhen nyder at nævne for at understrege alvorligheden i krisen. Problemet er så bare, at en anden undersøgelse af Coyne et al. (2016) viser, at mange replikationsstudier ikke kalder sig selv for replikationsstudier. Ligeledes viser Chhin et al. (2018), at omkring halv delen af deres indsamlede undersøgelser i undervisningsforskning er replikationer, men at kun 16% af dem betegner sig så ledes.

For nyligt havde jeg fornøjelsen af at skulle kortlægge en del af det rygende

krater, der er forskningen indenfor repli kationskrisen, som den er blevet efterladt af Ioannidis, og hvor en række forskere – som vist ovenfor – nu kravler rundt og med mere eller mindre paniske krampe trækninger prøver at finde hoved og hale i og komme på den rigtige side af den efter megen lokal prikken og stikken efterhånden opslidte elefant, der er den psykologiske vi denskab. Det billede, jeg dannede mig af landska bet her, var ét bestående af tre forståelser og løsningsforslag, som jeg vil udlægge her. De kan henholdsvis beskri ves som: 1) virkeligheden er derude et sted, 2) vi kan ikke finde virke ligheden og 3) virke ligheden er væk! Her rangeret efter radikalitet ift. den etablerede viden skab, hvis det ikke skulle være åbenlyst.

Virkeligheden er derude et sted

Den første position fortæller os, at virkeligheden er derude (eller derinde) et sted. Vi skal bare finpudse vores stati stiske værktøjer og gøre udgivelse mindre styret af økonomiske incitamenter for at finde den. Her det særligt den førnævnte Open Science Collaboration og den

amerikanske forsker i socialkognition og grundlægger af Center for Open Science, Brian Nosek, som taler for strukturelle forandringer i forskningen i form af mere præregistrering (for derved at undgå, at kun positive resultater udgives), prioritering af udgivelsen af replikationsstudier, flere metaanalyser, brugen af effektstørrelser fremfor statistisk sig nifikans og bayesiansk statistik. Der er altså tale om en ret omfattende om lægning af den eksisterende forskningspraksis, om end det virker usandsynligt at det endegyldigt vil gøre op med problemerne med økonomiske incitamenter i form af både forskeres egne bekymringer om karriere og behovet for ekstern fi nansiering, der på skræm mende konkrete måder sætter rammerne for, hvad der kan forskes i, og hvor der ikke er så få tilfælde af direkte indblanding i for tolkningen og udgivelsen af resultater.

Ikke desto mindre er den centrale antagel se her, at vi kan finde ind til virkeligheden, hvis vi bruger de rigtige metoder, og lige nu handler det om at foretage flere replikationer, så vi kan vide os mere sikre på, at de resultater, vi har fundet, rent faktisk

Artikel

præcist repræsenterer virkelige fænome ner og effekter. Her er Open Science Col laboration særligt orienteret imod mere direkte replikation, hvor eksisterende undersøgelsers designs skal efterlignes så præcist som muligt for at fastslå resultaternes reliabilitet. Derudover skal konceptuel replikation sørge for validiteten, hvor det gælder om at foretage nødvendige va riationer i designet, så forskellige variable og processer relateret til det undersøgte fænomen kan afdækkes.

Den præcise vægt ning mellem de to former for replikation er der dog stor uenighed om, men mange forskellige forskere er sprunget op hist og her med argumenter af varierende kvalitet, der taler for konceptuel replikati on. Måske er det da også bare for svært og omstændigt at producere pålidelige resul tater, når de undersøgte fænomener er så tvivlsom operationaliseret, at det er meget nemmere at sige, at vi slet ikke behøver at være så præcise i replikationen – vi kan jo bare gøre noget, der ligner lidt, og hvis vi får et ikke-signifikant resultat, så truer det ikke den højtbe skattede viden.

Dette er den første position, groft beskre vet og karikeret.

Vi kan ikke finde virkeligheden

Megen af diskussionen indenfor forslag til løsninger på replikationskrisen har som sagt gået på, om det direkte eller konceptuelle replikationer, der er de vigtigste. For at komplicere, men også muligvis hjælpe os lidt på vej med en egentlig løs ning, dukker Brian Nosek op i en ny position. At Open Scien ce Collaboration går ind for direkte replikation, er nemlig en direkte misforståelse, der bunder i en forkert forståelse af, hvad replikation egentlig går ud på. I deres artikel What is Replication? fra 2020, ar gumenterer Nosek sammen med Timothy Errington for, at det anvendte skel mellem direkte og konceptuel replikation ganske enkelt er forkert, og at dette har drevet forskningen i en ufrugtbar retning. Virkeligheden er altså ganske vist derude et sted, men vi kan ikke finde den, gennem hvad vi i dag kalder for direkte eller kon ceptuel replikation. Vi må ganske enkelt gentænke replikation og forbinde dette med en forståelse for, hvordan teori ud vikler sig inden og sammen med replika tionsstudierne.

Nosek og Errington foreslår en skærpet forståelse af replikation, hvor replikatio-

Artikel

ner bør forstås som studier, hvis resulta ter kan agere diagnostiske beviser for et tidligere studies konklusioner, således at replikation bidrager til sikkerheden om kring den oprindelige teoris sandhedsvær di, mens manglende replikation udfordrer denne (replikation skal være dobbelt diagnostisk, altså diagnostisk begge veje). På denne måde undgås det, at eventuelt ikke-signifikante resultater fra koncep tuelle replikationer affejes, da studiet nu fra starten er designet til at producere re sultater, der er vigtige for sandhedsværdi en af fænomenet, og her bliver det også fortolkningen af disse resultater fremfor operationaliseringen, der bliver det centrale. Replikation er en teoretisk forpligtelse, man påtager sig, og deraf følger det netop, at der er brug for mere klarhed og præcision i formuleringen af teorier forud for forsøg på replikation, så resultaterne i alle tilfælde er diagnostiske. Indenfor denne forståelse er de fleste konceptuel le replikationer, der udføres i dag, blot generaliseringstests, da ikke-signifikante resultater ikke kan bruges til at be- eller afkræfte dele af den oprindelige teori.

Nosek og Errington forsøger at placere denne forståelse af replikation indenfor en dynamisk model for teoriers udvikling, hvor replikation specificeres til at blive metoden til at undersøge de rammer, der gælder for en given teori. Hvis teorien er umoden og derfor uklar omkring det fænomen og de effekter, den siger noget om, bruges både replikation og generali

seringstests (de forhenværende betegnede konceptuelle replikationer) til at afsøge de præcise rammer, som teorien gælder indenfor. I takt med at teorien bliver mere moden, vil der blive mindre plads til ge neraliseringstests og mere plads til repli kation, da rammerne, som teorien gælder indenfor, er blevet så præcist formulerede, at modsigende resultater fra studier, der tester teorien, per definition vil blive diag nostiske for teoriens sandhedsværdi. Her bliver det også klart, hvorfor replikation kun kan ses i relation til en mere præcis forståelse af teoriers udvikling.

Nosek og Erringtons bidrag fremstår som et efterhånden sjældent eksempel på vel overvejet Poppersk falsifikationisme eller kritisk rationalisme, der ellers mere eller mindre er blevet en dogmatisk praksis indenfor megen kvantitativ forskning. Nosek og Errington påpeger da også, hvor galt det kan gå, når denne dogmatiske forekommer.

Hvis vi skal finde virkeligheden derude, er det altså nødvendigt at grave den fri fra en mudret omgang misforståede definitioner af skellet mellem direkte og konceptuel replikation.

Virkeligheden er væk! Send hjælp

Som det så ofte er med videnskabsteore tiske problemstillinger som disse, ulmer der under de højprofilerede diskussioner mellem velciterede forskere en skare af dissentierende stemmer, som dog sjældent når det bedre borgerskabs borde. Hvem skulle da også have troet, at det blandt den nuværende forskning mest relevante forslag blev formuleret for næsten hund rede år siden af en mand, der onanerede til matematiske problemer, mens han lå i skyttegravene under 1. Verdenskrig? Her er der selvfølgelig tale om den østrigske filosof, Ludwig Wittgenstein, hvis tanker om psykologiske konstrukter og deres relation til redskaberne brugt til at måle dem er blevet bragt til relevans overfor re plikationskrisen af Ian Cantley i artiklen Replicable Quantitative Psychology and Educational Research: Possibility or Pi pedream fra 2022, hvor han kategorisk afviser replikation som en måde at nå ind til en uafhængigt eksisterende virkelighed, som kan måles mere eller mindre præcist. En sådan virkelighed bag resultaterne af empiriske studier eksisterer ganske enkelt ikke, og alle resultater er uadskilleli ge fra de måleredskaber, der bruges som en del af en samlet social praksis med konventioner for, hvad der er rigtigt og forkert.

Når der på forskellige måder forsøges at justere på undersøgelsesmetoderne eller de teoretiske tilgange til fortolkningen af resultaterne, resulterer det ikke i en nærmere tilnærmelse af uafhængige psykologiske fænomener, men i en fortsat reproduktion af måderne, hvorpå vi behandler særlige resultater som værende rigtige, forkerte eller overensstemmende med et konstrueret fænomen. Det handler om, hvordan vi gør ting korrekte eller over ensstemmende. Indtil et svar er afgivet på en test, er det både rigtigt og forkert, og indtil målingen foretages er den målte effekt både overensstemmende og modstridende i forhold til teorien, da korrekthed er et spørgsmål om, hvilke regler der i den sociale praksis konventionelt anvendes til at vurdere dette. Fortolkningers rigtighed kan altså ikke eksistere uafhængigt af den sociale praksis i en eller anden ideel eller mental form, da dette ville skabe en uendelig regres, hvor fortolknings rigtighed fastslås af en regel, hvis rigtighed må fastslås af en regel, hvis rigtighed…

Artikel

På denne måde er validitet som det for stås indenfor den bredere kvantitative, objektivistiske videnskab ikke en reel mulighed. På sin vis måler en undersøgel se altid og aldrig det, den tror, den må ler, da målingen er en måde at gøre noget på, som bestemmer det målte i forhold til denne gøren, denne

Cantley kon kluder på bag grund af dette, at vejen frem indenfor kvantita tiv forskning er at vende sig mod de fortolkningsbaserede tilgange, der primært er blevet benyttet in denfor kvalitativ forskning. Dette er nødvendigt, da verifice ring ikke kan foregå som en aktivitet, der søger en uafhængig virkelighed, men som noget, der må beskæftige sig med og indenfor en given social kontekst og praksis med en forståelse for, hvordan disse former de fæ nomener, der måles.

Munk-Hind,

Til en arbejdsfri sommer p.t 2

– Hvor meget har man brug for?

Erik Pegel, 5. semester

I 1886 udgav Lev Tolstoj historien om den fattige landmand Pashom. Over sat til dansk er titlen på denne historie noget i retning af ”Hvor meget land har man brug for?”, og fortæller om Pashoms livsmission: at tilegne sig så meget land som muligt.

Det meste af sit liv har Pashom levet som en ydmyg landmand, der har nok til at ernære sin familie, men heller ikke meget mere end det. For 1800-tallets Rusland er det en behagelig stilling at være i, men naturligvis har man hellere øje for det, som man ikke har. En aften tænker han for sig selv, at hvis bare han havde en masse land, så ville han ikke frygte djævlen selv! Desværre lytter djævlen med og tager gerne imod en ud fordring. ”Javel min kære Pashom, lad os danse. Jeg giver dig land, og præcis ved det land gør jeg dig til min slave!”

En kort version af historien er, at Pashom hører rygter om en fjern region i Rusland, hvor land af fantastisk kvali tet kan købes meget billigt. Først møder han dette rygte med skepsis, men be stemmer sig for at rejse derhen for at undersøge det. Om ikke det passer! Han bliver modtaget i denne region med åbne arme, hvor han for billige penge får tilbudt at købe et fantastisk stykke

land. Derfor skynder han sig tilbage til sit eget land, hvor han sælger alle sine ting for derefter at købe det nye land. På det nye land går det forrygende, landjorden er så god, som det var blevet lovet ham. Alt imens han nyder tiden på sit nye land, så begynder en nagende utilfredshed at gå ham på. En aften på en kro overhører han en samtale om en endnu fjernere region i Rusland, hvor land rygtes at være uhørt billigt og af himmelsk kvalitet! Pashom, ikke læn gere fyldt med samme skepsis som tid ligere, krydsforhører straks de to mænd, hvis samtale om denne fjerne drømme region han overhørte. Allerede næste morgen rejser han straks af sted til den ne nye region, hvor han endeligt skulle finde det land, som han skulle blive rig og lykkelig ved.

For at gøre et referat endnu kortere, så rejser han 2-3 gange mere rundt på den ne måde, og hver gang får han endnu mere land af endnu bedre kvalitet. Selv om han hele tiden får mere og mere, så har han altid kun øje for endnu mere.

Pashom er nu en rig mand med en stor og sund familie, og gør sit bedste for at være tilfreds med alt det, som han har. Nu sker det dog, at han hører et nyt rygte. Han hører om en stamme af nomader, som lever i fjerne afkroge af Rusland, hvor de ejer et enormt område

af så frugtbart land, at den eneste retfær dige sammenligning er Edens Have selv! Fordi de er et simpelt folk, så kender de ikke værdien af penge, og kan nemt sny des for deres land. Pashom er ellevild, for er det ikke dette, som han altid har ønsket sig? Næste dag rejser han af sted, og han

mer de ham med åbne arme. Pashom gi ver dem tæpper, smykker og andre flotte gaver, og gør sit bedste for at vinde deres venskab. Nomaderne er simple menne sker, dog er de ikke dumme. De regner hurtigt ud, hvad Pashoms formål med besøget er, og giver ham derfor et tilbud

tager mange smykker og flot dekorerede tæpper med, for disse vil han give noma derne som gave for at vinde deres gunst. Da han endeligt finder dem, imødekom

Illustration: Lea Nørlund Jensen, 9. semester

angående deres land. Han giver dem alt det, som han ejer, og får til gengæld lov til at få så meget af deres land, som han fra solopgang til solnedgang kan gå omkring.

Hvis han ikke når tilbage inden solned gang, så får han intet land og mister alt. Pashom, ivrig og opstemt, takkede straks ja til deres tilbud. Han er stadigvæk i hans gode og stærke dage, og vil få sig et stort og dejligt stykke land. Derfor står noma derne og Pashom klar ved solopgang på en bakke, hvorfra rejsen skal begynde. Pashom har mad og drikke med, samt nogle pæle, hvormed han kunne afmærke det land, som han er gået rundt om. Da solen viser sig frem, går han af sted i højt humør, for nu vil han endelig blive en rig og glad mand! Pashoms tur bliver beskrevet i detaljer i bogen, men igen for korter jeg historien. Pashom op dager efter nogle timers vandring, at solen begynder at stå højt på himlen, og derfor er det på tide, at han drejer indad første gang. Trods alt er han nødt til at nå tilbage inden solnedgang! Efter nogle få timer drejer han igen, og begynder at gå tilbage mod bakken. Han har dog været en smule grådig, og aftenen begynder at trænge sig på. Selvom han efter en dags vandring er meget træt, så begynder han at gå hurtigere for at nå tilbage. Solen kry ber længere og længere ned på horisonten, idet lyset omkring Pashom bliver tyndere og tyndere. Han kan se bakken i det fjer ne, men der er endnu et godt stykke vej. Solen synker dybere, og Pashom løber nu så godt, som han stadigvæk kan, men efter

en hel dags vandring er kroppen udmattet. Han er så forpustet, at hans lunger føles som fyldt med små barberblade, hans mund fyldes med den jernlignende smag af blod, men endelig når han foden af bak ken! For sent, for idet han kigger bagud, er solen gået ned. Før den dybe fortvivlel se af at miste alt overvælder ham, husker han, at solen ikke er gået ned på toppen af bakken end nu! Med ny entusiasme styrter han af sted op ad bakken. Da han er målstregen foran ham jubler nomadefolket med på hans vegne, for de ønsker ingen dårligt. Sekunder inden solen går helt ned braser han over målstre gen, og nomadefolket løber hen til ham for at lykønske ham, for nu har han endelig fået al den rig dom, som han altid har ønsket sig. Pashom ser sig omkring en enkelt gang, hvorefter han falder om og dør.

Denne historie af Tolstoj er et ekstremt eksempel på en meget almindelig moti vation. I sig selv er det svært at kritisere den motivation, som gør at vi erhverver os nye egenskaber, viden eller et bedre CV. Alle disse ting har som udgangspunkt en positiv effekt på vores liv og fremtid! I denne stræben efter kompetence, me string eller hvad end, der ligger bag den konstante trang til at forbedre sig selv, er det hurtigt muligt at fortabe sig selv i denne stræben, således at formålet med ens stræben ikke længere er den bedre ek

Artikel

sistens, men jagten er blevet formålet for jagten. For Pashom var det et klart formål, at han ville have mere land, så han ikke skulle bekymre sig om penge eller andet ondt. Så fik han mere land og flere penge, og alligevel var det ikke nok. Alt imens vi kan fortælle os selv, at naturligvis ville vi ikke falde i samme fælde som Pashom, så er vi ofte en smule naive angående vores egne svagheder. Hvad jagtede du den her sommer?

Pashoms historie er svær at generalisere til den almene psykologistuderende, især fordi vi lærer meget om intrinsisk moti vation og flow, hvor selve processen kan gøres til det givende. Min motivation for at fortælle Pashoms historie er, at jeg har været heldig nok til at se Pashoms moti vation hos andre, og uden at opfordre til stereotyper, så var det hos studenerende på uddannelserne for finan siering og erhvervs økonomi. Især når man dagligt arbejder med et fag, som mere eller mindre handler om penge, så kan man nemmere falde i den fælde at tro, at man bliver eksponentielt gladere i forhold til hvor mange penge man har. Da jeg snakkede med disse studerende, virke de det for dem som blasfemi, da jeg foreslog, at man over sommeren, frem for at have 2-3 studiejobs, bare holder fri i

2 måneder og oplever noget spændende. Opspilede øjne og måbende grimasser, for hvad hvis man kommer bagud?!!

For at hæfte en kritik af psykologistudiet på, så er vores ækvivalente af pengefana tismen på pengestudierne nok den over drevne psykologisering af vores eksistens. Opsummerende forklarer et 3-linjers citat fra Anna Karenina, hvad jeg prøvede at sige på 3 sider.

”Han følte hurtigt, at opfyldelsen af hans ønsker kun gav ham et korn af det bjerg af lykke, han havde forventet. Denne opfyl delse viste ham den evige fejl, mennesket begår ved at forestille sig, at deres lykke afhænger af virkeliggørelsen af deres ønsker.”

– Lev Tolstoj, 1878

Kursus i Emotionsfokuseret terapi

Af Laura Mikkelsen, 5. semester

Psykologisk Institut bugner med arrangementer og begivenheder i alle afskygninger. Psyklen har både testet fredagsbarer samt bragt reportager fra PUG, og vi ønsker fortsat at fortælle om livet som psykologistuderende ved Aarhus Universitet – præcis som det er blevet gjort siden bladets start før årtusindeskiftet.

Denne gang hopper vi ind bag en en betalingsmur, når vi rapporterer fra et af Kur susgruppens kurser og giver et indblik i, hvad sådan et går ud på. For hvorfor vil man efter en lang uge betale for at bru ge sin weekend på endnu mere undervis ning, lange dage og viden, der ikke er på pensum? Vi kunne i Psyklen, som deler halvdelen af vores frivillige med Kursusgruppen, komme med mange gode grunde. Men i stedet bringer vi her en reportage fra kurset i Emotionsfokuseret Terapi (EFT), så du som læser selv kan danne dig et billede af, hvad man får ud af sådan et par ekstra dage på uni.

Det er lørdag morgen, den første dag i oktober, og efteråret er klar til at regne ned over os en hel dag. Heldigvis skal vi sidde inde i tørvejr, og der er kaffe, te samt frugt klar på bordene bagerst i lokalet. Kopperne bliver fyldt, frokosten sat i køleskabet, og vi placerer os i en skævvreden heste

sko rundt om kursusholder Niels Bagge, der har taget turen helt fra Hvidovre for at introducere os til EFT. Hans formelle titel er Cand.Psych., aut. psykolog, specialist og supervisor i psykoterapi, ISEFT godkendt EFT trainer & supervisor, mens han derudover er stifter og leder af Institut for Emotionsfokuseret Terapi i Danmark og uddannet i en masse andet. Måske der allerede ringer en klokke hos den faste læser, for Psyklens Sommerblad bragte i år et interview med Leslie Greenberg, der beskrev grundlæggelsen og udviklingen af EFT. Vi lærer også hurtigt, at han var Niels Bagges læremester, og flere gange får vi lov at se ophavsmanden til EFT i aktion på skærmen. Inden vi når til de monstrationer og øvelser, starter vi dog ud med en teoretisk introduktion til den te rapeutiske retning, dens historie og forsk ningsmæssige fundament.

Vi lærer om EFT’s forankring i den hu manistiske tradition, hvor man inspireret af Carl Rogers ser mennesket som en hel person med sin egen oplevelsesverden. I præsentationsrunden må størstedelen af os indrømme, at det ikke er en retning af psykologien, vi har stor kendskab til. Og det gibber vist også lidt i vores akademisk opdragede hjerner, når emotionsteorien præsenteres i en basic emotionsforståelse, som har modtaget en del kritik på pensum. Generelt kan det kræve en omstilling nu ikke at have endeløse diskussioner som mål, men en faktisk effekt og forandring i terapeutisk praksis. Af vane har vi lyst til

Reportage

at diskutere alting til bevidstløshed, lave fænomenologiske distinktioner mellem affekt, emotioner, følelser osv. Men som det blev sagt i Sommerbladets interview, er det jo fuldstændig lige meget, hvilke ord vi mener er mest videnskabeligt kor rekte at bruge, når vi sidder med en klient, som ikke deler vores begrebsapparat. Faktisk er netop dette syn på klienten som den, der ved bedst, kender sig selv og kan skabe forandringen i sig selv, det gennem gående på kurset.

Vores kritiske sult bliver stillet med en gennemgang af forskning, såvel om forsk ningsmetode inden for det psykoterapeuti ske felt, som EFT fra start udsprang af. På trods af de dokumenterede forandringer i

terapisessioner og beviste effekter, bliver vi ved med at være lidt skeptiske, hver gang vi skal i gang med en øvelse. Man fornemmer ligefrem forargelse og protest, da de, der får rolle som terapeuter i første øvelse, ikke må stille spørgsmål til klien terne. Alligevel må vi alle efter øvelsen erkende, at det faktisk havde en effekt, at terapeuten kun måtte lytte empatisk, gentage (sin forståelse af) klientens ord og spejle vedkommende. Selvom det var svært som terapeut ikke at lade nysgerrig heden løbe af med en og tage styringen over samtalen, endte tålmodigheden med, at klienten selv fik snakket sig frem til pro blemstillingen, foldet den ud og afsløret steder, det brændte, som vi ellers ikke var nået til. Denne erfaring med, hvor langt

man som terapeut kommer med empatisk at lytte at forstå, bliver vores sikkerhed og baseline i resten af weekendens øvelser. Nogle tager den ligefrem med ud i fremti den som en tillid til processen. Vi bevæger os lidt videre fra Rogers og ind i EFT’s kernekompetence, empathic attunement to affect, da terapeuten ved næste runde af øvelsen får lov til at lytte efter følelserne og spejle samt spørge ind til disse.

Et sted herimellem får vi en god lang frokostpause, hvor sammenskudsgildet smækkes op på en buffet, og vi slår os ned ved et langbord i nabolokalet. Der er begge dage plads til både at spise lækker mad, snakke om praktik og diskutere psykiatri ens tilstand i gruppen af kursister, der del tager med venner eller på egen hånd. Og snakken er da også svær at stoppe efter de små frugt- og kagepauser, når vi skal i gang igen. Heldigvis er der god tid til, at vi kan komme på banen med spørgsmål og inputs i de kommende plenumsnakke, og der bliver kortere imellem praksisøvelserne. Lørdag slutter vi af med en live demonstration af Gendlins Clearing a Space, hvor en sej kursist stiller sig til rådighed. Som vi alle senere vil erfare, kan øvelsen med at sætte sine problemer til side for en stund, give oplevelsen af, hvordan det er ikke at have nogle. At kunne få sådan en ro og plads indeni, er en god måde at slut te første dag af på, inden vi noget trætte drager hjemover.

Søndag gør vi det hele igen, men denne

gang er der nye øvelser på tapetet. Vi skal selv ud i par og prøve kræfter med Clea ring a Space som et led i fokusering, hvor klienten føres ned i kroppen og igennem forskellige trin. Her mærker vi for alvor, at der er potentiale i øvelserne – også for at bruge en masse øvelse i fremtiden. Det samme gælder tostolsdialogen, der bliver fokus for resten af dagen. Her skal en terapeut guide klienten til at sætte sig og ver balisere sin selvkritik i en stol, og bagefter sætte sig over at modtage den i en anden stol. Dette lyder som en mere kompliceret størrelse, og alligevel kaster alle kursister sig hovedkulds ud i det som både terapeu ter, klienter og observatører. Som altid med en vis skepsis til start, da metoden umiddelbart lyder lidt psykodramatisk for en flok jyder, bliver vi enige om i opfølgningen. Efterfølgende er der dog enighed om, at når man kom henover det kunstige og levede sig ind i rollerne, så virkede det slet ikke så dumt igen. Tværtimod fik vi splittet en intens selvkritik fra klienterne, som de så kunne sætte sig over i den an den stol og respondere på for at vække lidt medfølelse i kritikeren. Det krævede en del overvindelse for terapeuterne at skulle gentage klienternes hårde selvkritik for at øge intensiteten, men det blev gjort med en sådan omsorg, at observatørerne så det forvandle stoledialogen til en medfølende forløsning. Således var kurset, som sine forgængere, fyldt med engagerede studerende, spande vis af empati, tårer og kaffe – rigtig meget kaffe.

Sygemelding

Johanna Stahl, 5. semester

Følelsen af uduelighed når jeg ligger syg i min seng

Intet overskud til at score de der vigtige point

Det der frivilligjob, det der hop, der skulle løfte mig helt op

De der ting som vi gør for at nå helt til top

Og nu ligger jeg her, kroppen kan ikke mer’

Den sir’ nej, den sir’ stop, den elendige krop

Det er bare influenza

Snart skal bladet nok vende sig

Men en pause må jeg tage Kroppen har sendt mig en klage

Illustration: Johanna Stahl, 5. semester

Univalg 2022

Kære studerende,

Er du træt af 7-timers eksamener, tunge pensumtekster og de kommende 19 gra ders indeklima på uni til vinter? Så er det nu, du skal følge med!

D. 14. - 17. november afholdes årets uni versitetsvalg nemlig – og det er her, du har mulighed for at få indflydelse!

”Univalg? Hvad er det for noget?” ”Hvem skal man stemme på?” ”Hvad går man til valg på?”

- Ja, der er mange gode spørgsmål, men frygt ikke – Psykrådet er her for at hjælpe!

Kort og godt afholdes der hvert år i no vember valg på universitetet. Til valget vælges der studerende ind til tre forskellige instanser: Studienævnet, Akademisk Råd og Bestyrelsen. Det er vigtigt at stemme på alle tre punkter, så vi sikrer os bredest mulig studenterrepræsentation.

Studienævnet:

Hvert studie har sit eget studienævn, og dette består derfor udelukkende af stu derende og medarbejdere på Psykologisk Institut. I dette nævn sidder der 8 medlemmer, hvoraf 4 er studerende. Formanden for SN er vores studieleder, Mimi Me hlsen. I Studienævnet arbejdes der med konkrete emner, der har betydning for Psykologisk Institut. Én gang pr. måned

mødes Studienævnet og diskuterer em ner vedr. uddannelsen, f.eks. opbygning og eksamensplaner. Lige nu arbejder de f.eks. med at lave en ny studieordning for bacheloruddannelsen på psykologi, hvor studenterrepræsentation bl.a. kan betyde, at der sættes mere fokus på at ind drage mundtlige og praktiske elementer i undervisningen. Studienævnet tager sig desuden af blandt andet meritansøgninger og dispensationsansøgninger.

Det Akademiske Råd:

Det Akademiske Råd er rådet på BSS. Her sidder der fem studerende fra de forskelli ge uddannelser under BSS (bl.a. psykolo gi), samt ni øvrige fakultetsansatte – her under dekanen. I Akademisk Råd arbejder man bl.a. med udflytningsaftalen, Campus 2.0 og budgetter, og der tages beslutnin ger, der har relevans for BSS bredt såvel som vores institut.

AU’s Bestyrelse:

Det øverste niveau er bestyrelsen på AU. Her sidder elleve medlemmer, hvoraf to er studerende, sammen med en række vigtige fagpersoner. I bestyrelsen vil det ofte være meget overordnede, generelle emner, der diskuteres, f.eks. retningslinjer for univer sitetets organisation, langsigtede virksomhed og udvikling. Bestyrelsesvalget er hovedfokus ved valget. Studerende fra alle uddannelser kan blive del af bestyrelsen.

Man kan sige, at der er tre ”partier”, hvor

Psykrådet

Næstformand i Studienævnet, Signe fra psykologi

af to af dem repræsenterer mere politiske ideologier – hhv. Frit Forum, som er so cialistisk orienteret, og Konservative Stu derende. Studenterrådet adskiller sig fra disse ved at være bygget op omkring prin cippet om faglig repræsentation, som sker gennem de lokale fagråd – herunder f.eks. Psykrådet, som alle i fællesskab er med til at forme og styre Studenterrådet. Dette betyder, at de varetager alle studerendes

interesser bredt med udgangspunkt i de forskellige fag/uddannelser på universi tet, og ikke partipolitiske eller personlige interesser. Selvom disse repræsentanter oftest ikke er fra psykologi, repræsente rer de stadig vores tanker og ønsker, og Psykrådet peger derfor på dem under valget, idet de har til opgave også at varetage vores interesser.

Valget: Ønsker du at stille op til valget, skal du deltage i psykrådsmødet d. 12/10 kl. 12:15-14:00, hvor årets studenterrepræ sentanter opstilles. Hvis du gerne bare vil have noget lækkert til ganen, står Psykrådet klar i Møderen d. 14. - 17. november med kaffe, kakao og snacks, hvor vi nok skal hjælpe dig med at finde ud af, hvor dan og på hvem du skal stemme.

Du kan læse mere på au.dk/valg, og ellers skal vi nok give lyd når valget nærmer sig! Følg med på vores Facebook-side for opdateringer: https://www.facebook.com/ psykraadetvedau.

Efterårskrammere fra Psykrådsbestyrel sen.

Filmanbefalinger

Natural Light (2021)

Af Dénes Nagy

Som en del af aksemagterne under 2. Ver denskrig deltog Ungarn i effektueringen af rædsler, det er svært hvis ikke umuligt at udtrykke sig omkring, og hvis genfærd stadig spøger i Ungarsk kultur i dag. Flere nævneværdige værker er kommet ud af dette lige fra Pálfis bizarre og rystende Ta xidermia til Béla Tarrs postmodernistiske Werckmeister Harmonies baseret på Kras znahorkais helt unikt mesterlige roman The Melancholy of Resistance. Natural Lights står her som en nødvendig social realistisk fortælling, hvis kolde farver og bidende stilhed meget effektivt kommunikerer noget af den eksistentielt undertrykkende håbløshed i menneskers umenneskelighed overfor andre mennesker samt dynamikkerne i menneskers samvittighed, når man som individ står overfor disse handlinger. Det kan ikke understreges nok, hvor vigtige sådanne kulturprodukter som dette er for vores fortsatte indsigt i menneskers relationer til hinanden.

Triangle of Sadness (2022) Af Ruben Östlund

Östlunds seneste slag på (gucci)tasken er en forventelig ferm satire, der nærmest virtuost ruller den ene absurde destilla tion af kapitalismens selvmodsigelser, hyklerier og bizarre indvirken på menneskelige interaktioner ud efter den anden. Desværre drukner disse ellers mesterlige indsigter, der har været grundlag for tid ligere geniale film som Force Majeure og The Square, i filmens enorme omfang og derved mangel på fokus og de mere emo tionelt og immanent gribende øjeblikke. Triangle of Sadness er ligeledes en nød vendig film, men på en ganske anden måde end Natural Lights, for som ved alle andre kapitalismekritiske film af denne slags, er det svært at slippe ud af Marcuses diktum om kapitalismens appropriation af dens egen kritik, så den blot bliver endnu en forbrugsvare. Det er med Thielickes ord svært at gennemskue, hvor dissipationens centrifugerende tendens slutter her, men morsom er filmen uden tvivl.

Filmanbefalinger

Ekko

Laura Mikkelsen, 5. semester

Digt

Ekkoet fra mine skridt runger, før jeg træder ned. Lyden af fortiden kaster sig fra de gule mure mod mig, klæbende som genfærd, der flytter ind. Suget blæser min bog åben, bladrer gennem den så historierne falder ud

af de flagrende sider, indtil jeg sidder i en storm snurret af liv; mit liv, og alt det, det har været.

Psyklen er en del af:

Har du noget skriftligt på hjerte, som skal ud til det helt store publikum? Laver du kunst og vil gerne blive kendt?

Så kontakt Psyklen. En seriøs, skarp og smuk debatskaber. Den intellektuelle sprøjte, som giver dig dit fiks. Et helt essentielt og samlende organ på Psykologisk Institut, der ønsker at give spalteplads til så mange stemmer som muligt.

Skriv til: psyklen@gmail.com. Alle henvendelser er velkomne.