Patienten i forfald – Kan psykologisk behandling være til skade?

Af Hannah Pilgaard, 5. semester

Når vi taler om psykologisk behandling, handler det ofte om, hvorledes vi øger antallet af mennesker i behandling: problemet er, at der ikke er nok psykologisk intervention. Fokus på denne problemstilling ses afspejlet i vores hverdag. Hvis man kender en person, som venter på at få psykologhjælp fra det offentlige eller i det private, oplever man på tæt hånd, hvor pinefuldt det kan være for individet at gå rundt uden professionel hjælp. På baggrund af at der er fortsat flere, der går og venter på behandling, snakker vi med medstuderende, familie og venner om stigninger i psykisk mistrivsel og manglende pengeinvesteringer i psykiatrien og psykologisk behandling. Problemstillingen er så omfattende, at regeringen for nyligt har opstillet en ti-års plan for psykiatrien med formål at allokere flere ressourcer til feltet og øge tilgængeligheden af behandling, hvorved der ses en bred offentlig konsensus om, at mere behandling er ønskværdigt. Mens det er ekstremt vigtigt at hjælpe mennesker med psykisk sygdom, og der næppe er nogen, som vil anfægte dette behov, er det relevant at bemærke, at debatten sjældent indeholder en mere nuanceret diskussion af effekterne af psykologisk intervention, herunder hvad der skal til for at hæmme eventuelle negative konsekvenser af behandlingen. Dette er langt fra en tendens som udelukkende ses i den offentlige debat: i psykologien som felt, har vi gennem tiden valgt at måle på effekten af behandling som gennemsnitlig forbedring hos patientgruppen, mens det er blevet underkendt, at der også kan være en negativ effekt af selvsamme behandling (Rozenthal et al., 2016).

Sammenlignes psykologisk og farmakologisk forskning på behandlingsmetoder, så rapporteres de negative effekter af psykologisk behandling sjældent. Det betyder også, at bivirkningerne af psykofarmaka kortlægges med en højere detaljegrad end eventuelle negative konsekvenser af psykologisk behandling. I dette afsnit af ”Det Mørke Hjørne” vil vi stille skarpt på målingen af netop disse.

Illustration: Lærke Højriis Rosgaard, 1. semester

Hvor sjældent rapporteres eventuelle negative konsekvenser?

For at få et mere konkret billede af, hvor sjældent muligheden for negative konsekvenser overvejes i forskningen, gennemgik Jonsson et al. (2014) på systematisk vis 132 tidligere artikler om en interventionsmetodes behandlingseffekt for at udregne, hvor stor en procentdel, der tog højde for eventuel patientskade. Kun 21% af artiklerne inkluderede information, som indikerede, at forskerne havde taget højde for negative konsekvenser i deres målinger. Ud af disse var der kun 4 studier (3%), der inkluderede en konkret beskrivelse af de negative konsekvenser og beskrev hvilke metoder, de benyttede til at indsamle data herom. 11% af studierne inkluderer kun information om tilbagegang i patienternes symptomer, altså om de udviste stærkere eller flere symptomer på deres lidelse (Jonasson et al., 2014). Det kan være problematisk, eftersom det er muligt at forestille sig, at de negative konsekvenser af en behandling kan ligge udenfor den konkrete symptomatologi. Tidligere teoretikere foreslår blandt andet, at negative udfald skal forstås som ethvert signifikant fald af funktionalitet, der opstår i forbindelse med behandling (Rozenthal et al., 2016). Et problem herved er, at det kan variere, hvorvidt en oplevelse, som opstår under behandling, opfattes som negativ eller positivt afhængigtaf, hvem man spørger (Strupp & Hadley, 1977). Hvis man eksempelvis spørger en patient, om det øgede angstniveau, de har oplevet efter behandlingen begyndte, er positiv eller negativ, vil det næsten altid være negativt, Men afhængigt af teoretisk orientering kan terapeuten godt mene, at angsten er et udtryk for, at patienten ultimativt bevæger sig i den rigtige retning, og derfor er positiv. Herved ses det, at det er en mere kompleks affære at måle og forholde sig til negative konsekvenser end blot at kigge på tilbagegang. Dog kan man argumentere for, at det er vigtigt at måle på og analysere de negative udfald alligevel, da de kan være betydningsfulde for patientens psykiske trivsel, specielt fordi et større studie, Crawford et al. (2016), indike- rer, at omkring 5% af alle voksne, der gennemgår psykologisk intervention, rapporterer længerevarende negative konsekvenser. Her bliver spørgsmålet, hvordan vi kan begynde at måle de negative effekter fremover.

Hvordan kan man måle negative effekter af behandling? Hvilke mangler er der i feltet

Rozenthal et al. (2014) fremstiller i denne forbindelse et spørgeskema kaldet The Negative Effects Questionaire (NEQ), hvilket synes at have en høj intern validitet. Dog kan det være problematisk at det sample, hvorfra spørgeskemaets spørgsmål blev genereret og testet, primært bestod af angstpatienter, hvilket kan have en indflydelse på generaliserbarheden til patienter med andre lidelser. Således er det tvivlsomt, om det er for tidligt at sige, at NEQ kan benyttes som et mål for negative effekter af psykologisk intervention på tværs af forskellige patientgrupper og interventionsmetoder. Derudover eksisterer det tidligere nævnte problem, om hvorvidt en oplevelse er positiv eller negativ set fra forskellige personers perspektiv, stadig. Dette tyder på, at mere forskning er nødvendigt indenfor udviklingen af måleinstrumenter, såsom NEQ, og test af disse mod forskellige patientgrupper. Yderligere ses et problem med at identificere, hvilke aspekter af den psykologiske intervention, der er ligger til grund for de negative konsekvenser, som fremtidig forskning også skal forholde sig til.

Crawford, M. J., Thana, L., Farquharson, L., Palmer, L., Hancock, E., Bassett, P., Clarke, J., & Parry, G. D. (2016). Patient experience of negative effects of psychological treatment: results of a national survey†. The British journal of psychiatry : the journal of mental science, 208(3), 260–265.

Jonsson, U., Alaie, I., Parling, T., & Arnberg, F. K. (2014). Reporting of harms in randomized controlled trials of psychological interventions for mental and behavioral disorders: a review of current practice. Contemporary clinical trials, 38(1), 1–8.

Rozental, A., Kottorp, A., Boettcher, J., Andersson, G., & Carlbring, P. (2016). Negative effects of psychological treatments: An exploratory factor analysis of the Negative Effects Questionnaire for monitoring and reporting adverse and unwanted events.

Strupp, H. H., & Hadley, S. W. (1977). A tripartite model of mental health and therapeutic outcomes. With special reference to negative effects in psychotherapy. The American psychologist, 32(3), 187–196.