Reportage: Kursus i Emotionsfokuseret terapi

Kursus i Emotionsfokuseret terapi

Af Laura Mikkelsen, 5. semester

Psykologisk Institut bugner med arrangementer og begivenheder i alle afskygninger. Psyklen har både testet fredagsbarer samt bragt reportager fra PUG, og vi ønsker fortsat at fortælle om livet som psykologistuderende ved Aarhus Universitet – præcis som det er blevet gjort siden bladets start før årtusindeskiftet.

Denne gang hopper vi ind bag en en betalingsmur, når vi rapporterer fra et af Kursusgruppens kurser og giver et indblik i, hvad sådan et går ud på. For hvorfor vil man efter en lang uge betale for at bruge sin weekend på endnu mere undervisning, lange dage og viden, der ikke er på pensum? Vi kunne i Psyklen, som deler halvdelen af vores frivillige med Kursusgruppen, komme med mange gode grunde. Men i stedet bringer vi her en reportage fra kurset i Emotionsfokuseret Terapi (EFT), så du som læser selv kan danne dig et billede af, hvad man får ud af sådan et par ekstra dage på uni.

Det er lørdag morgen, den første dag i oktober, og efteråret er klar til at regne ned over os en hel dag. Heldigvis skal vi sidde inde i tørvejr, og der er kaffe, te samt frugt klar på bordene bagerst i lokalet. Kopperne bliver fyldt, frokosten sat i køleskabet, og vi placerer os i en skævvreden hestesko rundt om kursusholder Niels Bagge, der har taget turen helt fra Hvidovre for at introducere os til EFT. Hans formelle titel er Cand.Psych., aut. psykolog, specialist og supervisor i psykoterapi, ISEFT godkendt EFT trainer & supervisor, mens han derudover er stifter og leder af Institut for Emotionsfokuseret Terapi i Danmark og uddannet i en masse andet. Måske der allerede ringer en klokke hos den faste læser, for Psyklens Sommerblad bragte i år et interview med Leslie Greenberg, der beskrev grundlæggelsen og udviklingen af EFT. Vi lærer også hurtigt, at han var Niels Bagges læremester, og flere gange får vi lov at se ophavsmanden til EFT i aktion på skærmen. Inden vi når til demonstrationer og øvelser, starter vi dog ud med en teoretisk introduktion til den terapeutiske retning, dens historie og forskningsmæssige fundament.

Vi lærer om EFT’s forankring i den humanistiske tradition, hvor man inspireret af Carl Rogers ser mennesket som en hel person med sin egen oplevelsesverden. I præsentationsrunden må størstedelen af os indrømme, at det ikke er en retning af psykologien, vi har stor kendskab til. Og det gibber vist også lidt i vores akademisk opdragede hjerner, når emotionsteorien præsenteres i en basic emotionsforståelse, som har modtaget en del kritik på pensum. Generelt kan det kræve en omstilling nu ikke at have endeløse diskussioner som mål, men en faktisk effekt og forandring i terapeutisk praksis. Af vane har vi lyst til at diskutere alting til bevidstløshed, lave fænomenologiske distinktioner mellem affekt, emotioner, følelser osv. Men som det blev sagt i Sommerbladets interview, er det jo fuldstændig lige meget, hvilke ord vi mener er mest videnskabeligt korrekte at bruge, når vi sidder med en klient, som ikke deler vores begrebsapparat. Faktisk er netop dette syn på klienten som den, der ved bedst, kender sig selv og kan skabe forandringen i sig selv, det gennemgående på kurset.

Vores kritiske sult bliver stillet med en gennemgang af forskning, såvel om forskningsmetode inden for det psykoterapeutiske felt, som EFT fra start udsprang af. På trods af de dokumenterede forandringer i terapisessioner og beviste effekter, bliver vi ved med at være lidt skeptiske, hver gang vi skal i gang med en øvelse. Man fornemmer ligefrem forargelse og protest, da de, der får rolle som terapeuter i første øvelse, ikke må stille spørgsmål til klienterne. Alligevel må vi alle efter øvelsen erkende, at det faktisk havde en effekt, at terapeuten kun måtte lytte empatisk, gentage (sin forståelse af) klientens ord og spejle vedkommende. Selvom det var svært som terapeut ikke at lade nysgerrigheden løbe af med en og tage styringen over samtalen, endte tålmodigheden med, at klienten selv fik snakket sig frem til problemstillingen, foldet den ud og afsløret steder, det brændte, som vi ellers ikke var nået til. Denne erfaring med, hvor langt man som terapeut kommer med empatisk at lytte at forstå, bliver vores sikkerhed og baseline i resten af weekendens øvelser. Nogle tager den ligefrem med ud i fremtiden som en tillid til processen. Vi bevæger os lidt videre fra Rogers og ind i EFT’s kernekompetence, empathic attunement to affect, da terapeuten ved næste runde af øvelsen får lov til at lytte efter følelserne og spejle samt spørge ind til disse.

Et sted herimellem får vi en god lang frokostpause, hvor sammenskudsgildet smækkes op på en buffet, og vi slår os ned ved et langbord i nabolokalet. Der er begge dage plads til både at spise lækker mad, snakke om praktik og diskutere psykiatri ens tilstand i gruppen af kursister, der deltager med venner eller på egen hånd. Og snakken er da også svær at stoppe efter de små frugt- og kagepauser, når vi skal i gang igen. Heldigvis er der god tid til, at vi kan komme på banen med spørgsmål og inputs i de kommende plenumsnakke, og der bliver kortere imellem praksisøvelserne. Lørdag slutter vi af med en live demonstration af Gendlins Clearing a Space, hvor en sej kursist stiller sig til rådighed. Som vi alle senere vil erfare, kan øvelsen med at sætte sine problemer til side for en stund, give oplevelsen af, hvordan det er ikke at have nogle. At kunne få sådan en ro og plads indeni, er en god måde at slutte første dag af på, inden vi noget trætte drager hjemover.

Søndag gør vi det hele igen, men denne gang er der nye øvelser på tapetet. Vi skal selv ud i par og prøve kræfter med Clearing a Space som et led i fokusering, hvor klienten føres ned i kroppen og igennem forskellige trin. Her mærker vi for alvor, at der er potentiale i øvelserne – også for at bruge en masse øvelse i fremtiden. Det samme gælder tostolsdialogen, der bliver fokus for resten af dagen. Her skal en terapeut guide klienten til at sætte sig og verbalisere sin selvkritik i en stol, og bagefter sætte sig over at modtage den i en anden stol. Dette lyder som en mere kompliceret størrelse, og alligevel kaster alle kursister sig hovedkulds ud i det som både terapeuter, klienter og observatører. Som altid med en vis skepsis til start, da metoden umiddelbart lyder lidt psykodramatisk for en flok jyder, bliver vi enige om i opfølgningen. Efterfølgende er der dog enighed om, at når man kom henover det kunstige og levede sig ind i rollerne, så virkede det slet ikke så dumt igen. Tværtimod fik vi splittet en intens selvkritik fra klienterne, som de så kunne sætte sig over i den anden stol og respondere på for at vække lidt medfølelse i kritikeren. Det krævede en del overvindelse for terapeuterne at skulle gentage klienternes hårde selvkritik for at øge intensiteten, men det blev gjort med en sådan omsorg, at observatørerne så det forvandle stoledialogen til en medfølende forløsning. Således var kurset, som sine forgængere, fyldt med engagerede studerende, spandevis af empati, tårer og kaffe – rigtig meget kaffe.