8 minute read
Til en arbejdsfri sommer pt. 2
Til en arbejdsfri sommer p.t 2
– Hvor meget har man brug for?
Advertisement
Erik Pegel, 5. semester
I 1886 udgav Lev Tolstoj historien om den fattige landmand Pashom. Oversat til dansk er titlen på denne historie noget i retning af ”Hvor meget land har man brug for?”, og fortæller om Pashoms livsmission: at tilegne sig så meget land som muligt.
Det meste af sit liv har Pashom levet som en ydmyg landmand, der har nok til at ernære sin familie, men heller ikke meget mere end det. For 1800-tallets Rusland er det en behagelig stilling at være i, men naturligvis har man hellere øje for det, som man ikke har. En aften tænker han for sig selv, at hvis bare han havde en masse land, så ville han ikke frygte djævlen selv! Desværre lytter djævlen med og tager gerne imod en udfordring. ”Javel min kære Pashom, lad os danse. Jeg giver dig land, og præcis ved det land gør jeg dig til min slave!”
En kort version af historien er, at Pashom hører rygter om en fjern region i Rusland, hvor land af fantastisk kvalitet kan købes meget billigt. Først møder han dette rygte med skepsis, men bestemmer sig for at rejse derhen for at undersøge det. Om ikke det passer! Han bliver modtaget i denne region med åbne arme, hvor han for billige penge får tilbudt at købe et fantastisk stykke land. Derfor skynder han sig tilbage til sit eget land, hvor han sælger alle sine ting for derefter at købe det nye land. På det nye land går det forrygende, landjorden er så god, som det var blevet lovet ham. Alt imens han nyder tiden på sit nye land, så begynder en nagende utilfredshed at gå ham på. En aften på en kro overhører han en samtale om en endnu fjernere region i Rusland, hvor land rygtes at være uhørt billigt og af himmelsk kvalitet! Pashom, ikke længere fyldt med samme skepsis som tidligere, krydsforhører straks de to mænd, hvis samtale om denne fjerne drømmeregion han overhørte. Allerede næste morgen rejser han straks af sted til denne nye region, hvor han endeligt skulle finde det land, som han skulle blive rig og lykkelig ved.
For at gøre et referat endnu kortere, så rejser han 2-3 gange mere rundt på denne måde, og hver gang får han endnu mere land af endnu bedre kvalitet. Selvom han hele tiden får mere og mere, så har han altid kun øje for endnu mere.
Pashom er nu en rig mand med en stor og sund familie, og gør sit bedste for at være tilfreds med alt det, som han har. Nu sker det dog, at han hører et nyt rygte. Han hører om en stamme af nomader, som lever i fjerne afkroge af Rusland, hvor de ejer et enormt område af så frugtbart land, at den eneste retfærdige sammenligning er Edens Have selv! Fordi de er et simpelt folk, så kender de ikke værdien af penge, og kan nemt snydes for deres land. Pashom er ellevild, for er det ikke dette, som han altid har ønsket sig? Næste dag rejser han af sted, og han tager mange smykker og flot dekorerede tæpper med, for disse vil han give nomaderne som gave for at vinde deres gunst. Da han endeligt finder dem, imødekommer
de ham med åbne arme. Pashom giver dem tæpper, smykker og andre flotte gaver, og gør sit bedste for at vinde deres venskab. Nomaderne er simple mennesker, dog er de ikke dumme. De regner hurtigt ud, hvad Pashoms formål med besøget er, og giver ham derfor et tilbud angående deres land. Han giver dem alt det, som han ejer, og får til gengæld lov til at få så meget af deres land, som han fra solopgang til solnedgang kan gå omkring.
Illustration: Lea Nørlund Jensen, 9. semester
Hvis han ikke når tilbage inden solnedgang, så får han intet land og mister alt. Pashom, ivrig og opstemt, takkede straks ja til deres tilbud. Han er stadigvæk i hans gode og stærke dage, og vil få sig et stort og dejligt stykke land. Derfor står nomaderne og Pashom klar ved solopgang på en bakke, hvorfra rejsen skal begynde. Pashom har mad og drikke med, samt nogle pæle, hvormed han kunne afmærke det land, som han er gået rundt om. Da solen viser sig frem, går han af sted i højt humør, for nu vil han endelig blive en rig og glad mand! Pashoms tur bliver beskrevet i detaljer i bogen, men igen forkorter jeg historien. Pashom opdager efter nogle timers vandring, at solen begynder at stå højt på himlen, og derfor er det på tide, at han drejer indad første gang. Trods alt er han nødt til at nå tilbage inden solnedgang! Efter nogle få timer drejer han igen, og begynder at gå tilbage mod bakken. Han har dog været en smule grådig, og aftenen begynder at trænge sig på. Selvom han efter en dags vandring er meget træt, så begynder han at gå hurtigere for at nå tilbage. Solen kryber længere og længere ned på horisonten, idet lyset omkring Pashom bliver tyndere og tyndere. Han kan se bakken i det fjerne, men der er endnu et godt stykke vej. Solen synker dybere, og Pashom løber nu så godt, som han stadigvæk kan, men efter en hel dags vandring er kroppen udmattet. Han er så forpustet, at hans lunger føles som fyldt med små barberblade, hans mund fyldes med den jernlignende smag af blod, men endelig når han foden af bakken! For sent, for idet han kigger bagud, er solen gået ned. Før den dybe fortvivlelse af at miste alt overvælder ham, husker han, at solen ikke er gået ned på toppen af bakken endnu! Med ny entusiasme styrter han af sted op ad bakken. Da han er målstregen foran ham jubler nomadefolket med på hans vegne, for de ønsker ingen dårligt. Sekunder inden solen går helt ned braser han over målstregen, og nomadefolket løber hen til ham for at lykønske ham, for nu har han endelig fået al den rigdom, som han altid har ønsket sig. Pashom ser sig omkring en enkelt gang, hvorefter han falder om og dør.
Denne historie af Tolstoj er et ekstremt eksempel på en meget almindelig motivation. I sig selv er det svært at kritisere den motivation, som gør at vi erhverver os nye egenskaber, viden eller et bedre CV. Alle disse ting har som udgangspunkt en positiv effekt på vores liv og fremtid! I denne stræben efter kompetence, mestring eller hvad end, der ligger bag den konstante trang til at forbedre sig selv, er det hurtigt muligt at fortabe sig selv i denne stræben, således at formålet med ens stræben ikke længere er den bedre eksistens, men jagten er blevet formålet for jagten. For Pashom var det et klart formål, at han ville have mere land, så han ikke skulle bekymre sig om penge eller andet ondt. Så fik han mere land og flere penge, og alligevel var det ikke nok. Alt imens vi kan fortælle os selv, at naturligvis ville vi ikke falde i samme fælde som Pashom, så er vi ofte en smule naive angående vores egne svagheder. Hvad jagtede du den her sommer?
Pashoms historie er svær at generalisere til den almene psykologistuderende, især fordi vi lærer meget om intrinsisk motivation og flow, hvor selve processen kan gøres til det givende. Min motivation for at fortælle Pashoms historie er, at jeg har været heldig nok til at se Pashoms motivation hos andre, og uden at opfordre til stereotyper, så var det hos studenerende på uddannelserne for finansiering og erhvervsøkonomi. Især når man dagligt arbejder med et fag, som mere eller mindre handler om penge, så kan man nemmere falde i den fælde at tro, at man bliver eksponentielt gladere i forhold til hvor mange penge man har. Da jeg snakkede med disse studerende, virkede det for dem som blasfemi, da jeg foreslog, at man over sommeren, frem for at have 2-3 studiejobs, bare holder fri i 2 måneder og oplever noget spændende. Opspilede øjne og måbende grimasser, for hvad hvis man kommer bagud?!! For at hæfte en kritik af psykologistudiet på, så er vores ækvivalente af pengefanatismen på pengestudierne nok den overdrevne psykologisering af vores eksistens. Opsummerende forklarer et 3-linjers citat fra Anna Karenina, hvad jeg prøvede at sige på 3 sider.
– Lev Tolstoj, 1878
