Bachelor: Kritisk selvmordsforskning

Bachelor – Kritisk selvmordsforskning

Nicklas Runge, 7. semester

Som en endegyldig og uigenkaldelig annullering af livet er selvmordet både et yderst seriøst filosofisk problem med store implikationer for vores forståelse af selve det at være og ikke at være. Men det er også en ganske konkret problemstilling, hvis alvor fordrer en grundig stillingtagen til, hvordan vi som samfund forstår og forholder os til de personer, der måtte gå med tanker om selvmord, dem der udfører det, og dem, der er ladt tilbage med tabet af deres kære. I mit bachelorprojekt søgte jeg at undersøge nye kritiske perspektiver på selvmord ift. deres potentialer for at udvikle vores forståelse af selvmord videre fra de traditionelle og primært psykiatriske forståelser af fænomenet. Dette tog mig omkring både hjerteskærende narrativer om selvmordsforsøg og pårørendes oplevelser af disse, videnskabsteoretiske diskussioner af eklektisk tænkning og et væld af inspirerende perspektiver og tilgange, som søger at bryde frem under et stærkt kvantitativt og psykiatrisk domineret forskningsfelt, der på trods af en flerårig mangel på mærkbar forandring fortsat ikke anerkender, at der måske er andet på spil end simple risikofaktorer, ‘sårbarhed-stress’, patologiske tankemønstre og tillært hjælpeløshed. I en anerkendelse af disse trange kår for alternative perspektiver, valgte jeg i dette projekt at foretage en analyse af det kritiske forskningsfelt i dets egen ret fremfor en sammenlignende analyse af det kritiske overfor det traditionelle. Selve indholdet i opgaven gennemgik dog mange iterationer, og den endelige opgave var meget anderledes fra, hvad jeg fra starten af forløbet havde forestillet mig, at den skulle blive til.

Evindelige iterationer

Som jeg formoder, at mange har oplevet eller vil komme til at opleve, så er udarbejdelsen af ens bacheloropgave en konstant justeringsproces, hvor mere og mere af det, man oprindeligt havde tænkt at inkludere, skal skæres fra til fordel for de analyser og diskussioner, der tager langt mere plads at gøre fyldestgørende, end man havde tænkt i begyndelsen. I den oprindelige idégenereringsfase er der velsagtens også en grad af (for kreativiteten nødvendig) indbildskhed på spil, hvor man i sin iver efter at proppe opgaven med spændende perspektiver og pointer let ser bort fra pladsbegrænsninger. 25 sider synes alligevel af masser af plads, når man har skrevet den første side, men knapt så meget, når man har skrevet den tredivte og endnu ikke er nået til diskussionen. I den første iteration af projektet ønskede jeg at foretage en analyse af den kritiske forsknings positionering af sig selv ift. den traditionelle for at skabe rammerne for en efterfølgende analyse af metodologiske og videnskabsteoretiske problematikker indenfor den kritiske forskning i egen ret. Ud fra denne analyse kunne tilgangens potentialer vurderes, hvorefter jeg med udgangspunkt i den fortsat ukritiske tilgang til forebyggelse, som den kritiske forskning deler med den traditionelle, ville forsøge at foretage en metafysisk bestemmelse af selvmordet indenfor den tyske filosof Philipp Mainländers bredere filosofi for derved at kunne tage stilling til logikken i forebyggelsen af selvmord. Når jeg læser dette, synes det nærmest at være en absurd bestræbelse at skulle have dette med i en opgave på 25 sider, og det var det da også. På (hvad der nu synes som) uundgåelig vis måtte først Mainländer skæres fra, hvilket da også til dels kommer af, at hans hovedværk er på 1200 sider… ikke oversat fra tysk… og kun er trykt i gotiske bogstaver. Derefter måtte diskussionen af forebyggelse i sin helhed skæres fra, og analysen af det kritiske forskningsfelt mundede i stedet ud i en diskussion af de videnskabsteoretiske problemer med eklektisk tænkning – dvs. problemerne forbundet med at kombinere, sammenblande, syntetisere eller på anden måde sammensætte perspektiver og teorier med forskellige grundlæggende epistemologier, ontologier og traditioner. På denne måde blev aspirationen om at foretage en mere dybdegående analyse af den kritiske tilgangs indhold ift. selvmord til en noget mere generisk diskussion af problemerne med eklektisk tænkning, som i nogen henseender kunne have været brugt i en hvilken som helst opgave. Min vejleder kiggede da også forundret på mig, da han spurgte, om det var en primært videnskabsteoretisk opgave, og jeg svarede ”på sin vis”, selvom dette tydeligvis var tilfældet. På mange måder kom det til at føles som om, at processen i at lave projektet blev den handlende agent, og at jeg blot udførte det, den fordrede, hvilket også forklarer den manglende indsigt i, hvad opgaven egentlig var. Måske var det tilfældet, at det endelige videnskabsteoretiske fokus blev lavet af magelighedshensyn, som Lars von Trier også sagde om sin film The House that Jack Built, hvad end det så egentlig betyder. På trods af dette, er det dog, igen, på sin vis værdifuldt at have forholdt sig grundigt til den interne logik i den kritiske tilgang, hvis denne skal kunne bruges på velovervejet vis fremover, men man kunne godt have forestillet sig en mere spændende vinkel på emnet i selve opgaven. Nu er det vist også i denne artikel på tide at rette sig mod det, der egentlig betyder noget, men som, ligesom i opgaven kommer til at få mindre plads end alt det andet, fordi jeg tilsyneladende er ude af stand til at prioritere pladsen hensigtsmæssigt. Her taler jeg om potentialerne i den kritiske selvmordsforskning.

Critical suicidology

Kritisk selvmordsforskning, specifikt i form af critical suicidology-netværket, er en forholdsvis ny teoretisk bevægelse indenfor selvmordsforskning, som har søgt at samle eksisterende forskere med kritiske perspektiver på selvmord og sammen skubbe udviklingen af disse perspektiver videre. Her ønskes det først at belyse og kritisere antagelserne bag den dominerende psykiatriske tilgang for derved at undergrave dennes hegemoni og give plads til forståelser af selvmord, der tager udgangspunkt i selvmordets og det suicidale individs sociale, kulturelle, historiske, strukturelle og materielle kontekst. Der er altså tale om et meget omfattende perspektiv, der i dets mangfoldighed i første omgang ønsker at skabe betingelserne og et rum for kritisk teoriudvikling. Meget forskning indenfor critical suicidology er særligt orienteret mod marginaliserede grupper, hvor antikolonialistiske, antiracistiske og feministiske social justice-perspektiver anvendes til at analysere, hvordan forskellige former for ulighed og diskrimination bidrager til den højere frekvens af selvmord i disse grupper.

Critical suicidology er grundlæggende skeptisk overfor den patologiserende og individualiserende tilgang indenfor den etablerede psykiatri, hvor selvmord, selvmordstanker og selvmordsintentioner ses som patologiske tilstande inde i individet forårsaget af enten anden psykopatologi eller en samling af risikofaktorer. Den dominerende teori er her Thomas Joiners interpersonelle teori om selvmord, som på trods af navnet udelukkende beskæftiger sig med en samling af intrapersonelle oplevelser (at opleve sig selv som en byrde, at opleve en lav grad af tilhør og opleve en kapacitet til at begå selvmord), der tilsammen forårsager selvmord. Denne teori skulle angiveligt både belyse og være understøttet af etablerede fakta om selvmord; fakta der er identificeret gennem kvantitative studier. Joiner, som er redaktør for det førende tidsskrift indenfor selvmordsforskning, har da også direkte udtalt, at kvalitativ forskning er ubrugeligt til andet end hypotesegenerering, og at selvmordsforskning skal bestå af velkontrolleret hypotesetests med brug af valide og kvantificerbare mål. Langt størstedelen af forskning indenfor selvmord består da også af sådanne kvantitative studier, der tester hypoteser om simple sammenhænge ved at undersøge korrelationer mellem risikofaktorer og selvmordstanker og -adfærd. Det bliver her et spørgsmål om at forsøge at forklare fremfor at forstå selvmord, hvor critical suicidology i langt højere grad ønsker at forsøge at forstå selvmord gennem primært kvalitativ forskning, da det ikke er meget værd at kende til diverse korrelationer, hvis det ikke forstås, hvordan disse indgår i den suicidale persons samlede sociale eksistens og oplevelse. Fordi selvmord er et fænomen, der kun findes i en social praksis og derved er indvævet i sociale, politiske, diskursive, historiske og materielle processer, er det ikke muligt at opnå nogen forståelse af det gennem modeller, der ser det som værende et indre fænomen, der forårsages af psykopatologi og opretholdes af særlige tankemønstre, som så belejligt nok kan forsøges ændret af psykologer og psykiatere. I stedet må der anvendes nye metoder til at indfange eller skabe forståelser af selvmord, som fænomenet gør sig gældende i menneskers multiple sociale kontekster. Her er en af kernedynamikkerne i den kritiske tilgang, at man forsøger at forstå personernes selvmordstanker eller selvmord som udtryk for, at personen finder det umuligt eller nægter at leve under de forhold, der er kommet til at blive gældende for personen. På denne måde legitimeres selvmordstankerne, fremfor at de gøres patologiske og sættes udenfor rationel forståelse, og det bliver hér muligt at have en langt mere åben samtale om, hvad der ligger i personers selvmordstanker, hvilket også kan opleves som langt mindre skræmmende så at skulle indgå i for de mennesker, der går med selvmordstanker.

Hvad bamser kan fortælle om selvmord

Der er mange forskellige metoder, som indenfor den kritiske selvmordsforskning fortsat udvikles til at forsøge at skabe en bredere og dybere forståelse af selvmord. En af dem, der særligt viser, hvordan mennesker har liv og selvmordsforløb, der er mættet med mening, fremfor liv, der kan opgøres i risikofaktorer koblet med personlige sårbarheder, der så forårsager en respons, som eksperter må handle på, er den narrative tilgang, hvor man søger at skabe rum eller kvalitative forskningspraksisser, hvor hhv. patienter eller deltagere får mulighed for at udfolde deres forståelser af egne eller andres selvmordsforløb indenfor kulturelt sensitive narrativer. Et særligt rørende resultat fra en narrativ undersøgelse, var en ung mands beretning om sin storesøsters selvmord, hvor han fortalte, at den bamse, han opdagede, da han fandt hende død, senere har fået ham til at tænke på selvmordet som en skræmmende og hård beslutning, der kræver mod og støtte, fremfor at være en fej eller nem udvej foretaget af et utilregneligt individ. Bamsen kan her på et mere abstrakt, teoretisk niveau også ses som en del af en social praksis, der får mening indenfor en given social kontekst, hvilket mere generelt understreger vigtigheden af at se mennesker som ikke bare indvævet i, men kun eksisterende i og med deres sociale kontekster indrettet med socialt betydningsfulde artefakter. Den narrative tilgang viser dog også ofte vigtigheden af både en kritisk psykologisk og diskursiv tilgang, der overvejer, hvordan også disse narrativer kan påvirkes af dominerende og evt. uhensigtsmæssige måder at forstå selvmord på. Dette er en fortsat mangel ved den kritiske selvmordsforskning, der kan have en tendens til at arbejde med en flad verden, hvor alle forståelser indenfor minoritetsgrupper er lige gyldige.

Videre fra bacheloren Siden bacheloren har frustrationen over det snævre perspektiv indenfor dominerende forskningstilgange og interessen for at forstå et fænomen som selvmord på måder, der på bedre vis indfanger, hvordan vi mennesker egentlig fungerer iblandt hinanden, fortsat, og forhåbentligt skal det lede til en Ph.d.-ansøgning om selvmordsrelateret internetbrug med fokus på suicidale personernes deltagelse i fora og informationssøgning på internettet i løbet af deres selvmordsforløb. Her kan critical suicidology bidrage med særdeles nødvendige metoder og teoretiske rammeværk til at få indsigt i nogle problemstillinger, som den dominerende, kvantitative og psykiatriske tilgang ikke kan løse. Derudover ønskes det at føre den kritiske selvmordstænkning tilbage til den kritiske psykologi, som den udsprang af den kulturhistoriske skole og virksomhedsteorien, hvor der foregår en mere systematisk behandling af nogle af de sociale og materielle processer, der beskrives mere diffust indenfor critical suicidology. I en bredere sammenhæng, der er relevant for os alle, fremhæver dette projekt (og flere andre projekter, som jeg har haft fornøjelsen af at høre om under bachelorforløbet), at psykologiuddannelsen udmærker sig ved at give konstante påmindelser om, at de kritiske perspektiver, der mere eller mindre udvikles i skyggerne og krogene, fortjener en langt større repræsentation. Alt for meget af vores pensum indenfor såvel almenpsykologien som den kliniske psykologi (en opdeling, der næppe heller er gyldig) er så rodfæstet i psykiatriske og kognitivistiske perspektiver, at det ikke bare grænser til at være, men direkte er uansvarligt. Selvmord er her bare ét eksempel på et emne, der behandles grotesk overfladisk og med perspektiver, der er dybt problematiske på både forskningsmetodiske, teoretiske og etiske niveauer. I skrivende stund har jeg da også lige deltaget i en forelæsning om spiseforstyrrelser, som blev endnu et eksempel på, hvordan eksisterende behandlinger hænger fast i umyndiggørende, individualiserede praksisser, der underkender personen, der som en social aktør står midt i det hele og fortjener at blive hørt og hvis adfærd fortjener at blive anerkendt som en adfærd, der eksisterer på tværs af sociale kontekster, der giver anledning til denne adfærd, fremfor blot at være et spørgsmål om forstyrrede, patologiske tanker og oplevelser inde i individet, der skal handles på af en ekspert. Dette er ikke ment som en naiv udskamning, men som en desperat bøn for udbredelsen af kritiske perspektiver, der kan bidrage med de teorier, der er nødvendige for at håndtere psykisk lidelse såvel som psykologisk forskning generelt på ansvars- og omsorgsfuld, social retfærdig, etisk og teoretisk lødig vis.