Set i bakspejlet

Psyklen fødes af FAPIA

Laura Mikkelsen, 5. semester

Du sidder nu med Psyklen i hånden, der med sine grafiske illustrationer og farverige tryk ligner noget, som hører dette årti til. Men vidste du, at Psyklen går endnu længere tilbage – på tværs af både århundrede- og årtusindeskiftet? Tilsyneladende skriver vi videre på en gammel tradition, og vi har i redaktionen sat os for at dykke ned i bladets historie. Denne må nemlig afspejle instituttets, studiets og de studerendes udvikling, når frivillige i årtier har foreviget deres nu, i form af artikler, interviews og debatindlæg. Hvem er det egentlig, vi står på skuldrene af? Hvad ville de mene om situationen i dag, og hvad mener vi om deres? Hvordan har vi ændret os? Og hvordan er vi de samme? Det vil Psyklen se nærmere på i fremtidige udgivelser, når vi i serien “Set i Bakspejlet” genoptrykker gamle artikler, kommenterer på dem eller finder andre små guldkorn i gemmerne.

Arkivguld

Vi har en hel skattekiste i gemmerne i form af et arkiv med et eksemplar af næsten alle blade, der er blevet udgivet. Og retmæssigt ligger vi i dette nummer ud med det første, vi kan finde. At det er dateret i marts 1990 som nummer to af anden årgang tyder dog på, at det ikke er det allerførste, der er skrevet. Altså gætter vi på, at Psyklens historie startede ved stiftelsen af FAPIA “i det Herrens år 1990 med det formål at skabe et kulturelt, ikke-politisk, informerende forum for de studerende.” Faktisk kan vi i dette nummer læse at “Asylen er FAPIAs blad, som udkommer ca. hver 3 uge”. Den skarpe læser vil her opdage, at bladet dengang gik under et andet navn. Præcis hvornår skiftet sker, må vi undersøge i fremtidige artikler. En hurtig søgning i historiske arkiver tyder på, at navnet Asylen kom sig af, at psykologistudiet dengang lå på Asylvej i Risskov.

Sylen og de gule sider

Der har formentlig været flere tanker og psykologistuderendes altid hårdtslående ordhumor bag navnet. I hvert fald blev SYLEN brugt som pseudonym for en gruppe “lidt dovne studerende”, der “sætter tingene på spidsen og forsøger at fremprovokere en debat” ved frit at formulere studenterholdninger. De inviterede i dette nummer til et debatarrangement med bl.a. Bertel Haarder, og man bliver næsten mindet om vores nye organisation PUG. Men selvom missionen måske er den samme, brugte Sylen lidt andre metoder. Selv beskrev de at bruge Saddam-taktikken, hvor de “affyrer nogle SCUD missiler og lader dem detonere midt i lærernes lejr”. Dette eftersom de ikke orkede at konstruere “bomben der, hvis den detonerer, en gang for alle vil rasere Psykologisk Institut og bringe (akademisk) død over mange af stedets ansatte.” Som I nok fornemmer, brugte redaktionen dengang en lidt anden tone end den, vi bruger i dag. Der er ligefrem ord i bladet, der ikke kan gengives i 2022, selvom de var skrevet på syngende jysk. Og det andet faste indslag, skribenten kaldet “Det borende”, sparede heller ikke på sarkasmen eller den ironiske selvhævdelse i provokationerne. Hvornår at redaktionens formål er gået fra humoristisk provokation til akademisk underholdning og oplysning, må fremtidige artikler opklare. En ting har dog holdt ved på tværs af lokation-, navne- og redaktionsskift: “Hvis du ikke er blevet nævnt i Asylen - såh er det måske fordi du ikke har lavet et indlæg. Ever wondered about that?” Den lader vi lige hænge til både læsere, skrivende, tegnende og udvalg på studiet, der kunne bruge lidt spalteplads og har glemt, at vores indbakke altid er åben.

Mennesket bag

De kreative indslag var i Asylen begrænset til, og trykt på, gule sider i midten af bladet. Foruden nogle afstikkere, da trykarbejdet dengang har været en større udfordring ved kopimaskinerne. Alligevel lykkedes det datidens redaktion at indsætte tegnede overskrifter og brødtekst skrevet på skrivemaskiner. De gule sider rummede også et klassisk element, der er ført videre til i dag: et interview med en forelæser i artikelserien “Mennesket bag”. I dette nummer var en prominent psykolog på uddannelsen hovedpersonen, der udtalte sig om alt fra eksamensformer til respekten mellem undervisere. På den ene side beskrev han en ærgrelse over, at de studerende i takt med en yngre gennemsnitsalder, var blevet “mere eksamens- og pensumfixerede”. Men på den anden side fandt han det tilfredsstillende, at de var ”mere sagligt engagerede modsat tidligere tiders studerendes udgangspunkt om at benytte studiet til at fremme egne ideologier.” Dette er en historie om psykologistuderende, som vi nuværende studerende ikke ville kende, hvis det ikke var for de daværende i Asylens journalistik. Til gengæld kender vi vist alle den åbenbart evige debat om pensums størrelse – og underviserens argument i 1990. Han var mod nedskæringer og opfordrede til flere sider, fordi “uanset hvor mange/få sider, der vil være, vil ‘man’ altid synes, det er for meget.”

Evalueringer og ærespriser

Den studenterpolitiske agenda skinner igennem på alle Asylens sider. Foruden de gules indhold var bladet fyldt med referater fra diverse møder hos både FAPIA, Studienævnet, Studenterrådet m.fl. Man fornemmer altså, at Asylen fungerede som et nyhedsbrev for de studerende på psykologi i en tid uden Facebookgrupper. Eksempelvis blev deres evaluering af undervisning optrykt i dette nummer med introduktionen: “Det kan i øvrigt nævnes at der går rygter om at nogle af lærerne rent faktisk har læst vores sidste evalueringsrapport og ikke nok med det, de forsøger rent faktisk at lære af den kritik af varierende sværhedsgrad, der er blevet tildelt deres undervisningsforløb. Om dette er sandt kan vi kun gisne, men det lyder jo dejligt.” Indholdet af evalueringen giver ligeledes et sjovt indblik i datidens studie, hvor humanbiologi og cognitive science var på listen over fag. Sidstnævnte mødte kritik for manglende relevans for psykologien samt sværhedsgraden, eftersom meget pensum og undervisning var på engelsk. Dette kan lyde som en sjov kritik i dag, hvor det engelske pensum dominerer i alle fag. Til gengæld forbliver nogle ting de samme, som når studerende dengang forventede i statistik at få en forståelse af faget “i store træk, der så kunne bruges til lettere at gennemskue og forstå fremtidige læser undersøgelser”, hvilket var forventninger, der kun delvist blev opfyldt. Underviseren blev dog rost for “hans underholdning/humor/ sang”. Imens blev et andet fag beskrevet som “ustruktureret, usammenhængende, upædagogisk”. Og i udviklingspsykologi var de studerendes engagement “på et meget lavt niveau, både på grund af rygter, men også fordi at undervisningen opfattedes som snæversynet, usammenhængende, uinspirerende, ustruktureret og foregående på et alt for abstrakt og meta-fagligt niveau.” Der blev tydeligvis ikke lagt fingre imellem i 1990’s evalueringer, og dem kan vi muligvis takke for, at samme kritik ikke gør sig gældende i dag, hvor eksempelvis udviklingspsykologi er mere konkret og empirisk funderet end nogensinde før. Asylens spalteplads tillod dog også ros, og det blev annonceret, at der med støtte fra Studenterrådet var anskaffet en pokal. Dette “trofæ og materialiserede symbol på de studerendes goodwill” blev givet til en underviser, hvis “navn skal mejsles ind i det ædle metal til evigt minde for eftertiden”.

Udvalgsspirer

Asylen gav også plads til at støtte diverse spirende udvalg på studiet – blandt andet et underdanigt festudvalg, der slutter af med: “Undskyld, men der er aldrig andre, der roser os.” Er det grobunden for Fuld Fontex, er der siden blevet skruet op for status og selvsikkerhed. Og man kan spekulere i, om Kein Cortex ligeledes stammer fra 1990. I hvert fald annonceres i dette blad åbningen af CAFÉEN, som “vil servere levende musik fra 16:30” og derefter hver fredag “traktere med løbende musikarrangementer, kunstudstillinger, dart-, skak- og backgammonturneringer.” Helt tro mod, at dette var i Tønnesvangs FAPIA- og studietid, blev denne døbt “Bottom-Up”. Hvordan at disse frø er vokset til det nuværende udvalgsliv på Psykologisk Institut må fremtidige numre afdække – samt opklare mysteriet om, hvad der er blevet af “Cinema Psycho”. Som sagt var FAPIA allerede dengang vævet ind i hele dette studiemiljø, og man kunne ligesom i dag give den livsnødvendige støtte via medlemskab. Dengang fik man til gengæld billige kopier til 30,- øre pr. stk. modsat de sædvanlige 45,- øre, rabat til føromtalte biograf og festerne samt Asylen i postkassen hver tredje uge. Redaktionen brugte, grundet sidstnævnte, fredagene efter deadline på at sidde og skrive adressekuverter. Den service yder vi ikke længere, men vi håber, at I værdsætter dette brev fra fortiden tilsat nutidens luksuriøse tryk.