Interview med studenterpræst Loa Mortensen

“Vi har en tendens til at se døden som en form for teknisk fejl”

Tabita Moth og Kathrine Rosenkranz Jensen, 1. semester

Vi mødtes med studenterpræsten Loa Mortensen til en snak om det åndelige forfald, pauser, og Bibelens budskaber om at være i nuet.

Hvad er forfald? Og kan man overhovedet relatere til det som ung studerende? Vi besluttede os for at se forfaldet i øjnene og blive lidt klogere på fænomenet. Og hvad kunne være mere oplagt end at søge viden om dette åndelige emne hos en præst? Jeg, Kathrine, tog derfor på besøg hos studenterpræsten ved AU, Loa Mortensen, til en lille snak om døden, utilstrækkelighed og forfald. Hyggeligt, ikke sandt? Hygge er faktisk præcis, hvad jeg tænker, da jeg bliver budt indenfor i Loas kontor på Trøjborgvej. To behagelige sofaer står overfor hinanden, og et lille bord med kaffe, the og chokolade står i midten. Men mest af alt får Loas store smil og begejstrede energi mig til at føle mig godt tilpas. Alligevel tænker jeg, at jeg måske er lidt på udebane… Jeg har ikke bibelhistorier hverken helt eller halvt på rygraden, men med min medskribent Tabitas velformulerede spørgsmål som udgangspunkt, lægger vi ud med at tale om, hvad forfald egentlig er, og om vi er blevet bedre til at se forfaldet og døden i øjnene?

Loa oplever, at vi i dag opponerer mod døden som grundvilkår, og derved også imod forfaldet: “Vi har en tendens til at se døden som en form for teknisk fejl, som noget der måske kan undgås, hvis vi bare er dygtigere eller bedre eller udvikler nye metoder. Og i mit arbejde oplever jeg, at det kan være tabuiseret at komme og være sårbar.” Men når Loa sætter rammerne for de studerende, der kommer og snakker med hende, så sænkes skuldrene lidt: “For så er de ikke helt alene om at bære det, der er vores grundvilkår, og de tør at sætte ord på det skrøbelige, utilstrækkelighed og sorg.” Og vi hverken kan eller skal forsøge at undgå forfald, mørke eller død ifølge kristendommen: “Det er ikke mørke overfor lys, som to modpoler, men mere et lys i mørket.” Død og forfald er noget, vi må acceptere, men samtidigt har døden ikke ’det sidste ord’ – der er andet og mere: “En tro på en evighed, et evigt liv, et liv i Guds kærlighed, så at sige.” Det lyder rart, tænker jeg og spørger lidt mere ind til Bibelens definitioner af åndeligt forfald overfor kropsligt forfald? Loa forklarer, at Bibelen ikke er så dualistisk i dens tilgang, men at man kan tale om åndeligt forfald, når vi i høj grad forsøger at have kontrol over alting i vores hverdag: “Vi kan ikke kontrollere, at vi ikke dør. Vi kan ikke kontrollere, om kæresten går fra os. Vi har ikke kontrol over kærlighed; om vores venner kan lide os eller ikke kan lide os. Men vi kæmper hårdt for at få en form for kontrol.”

Illustration: Storm Munk-Hind, 6. semester

Hertil har Bibelen et budskab om, at man bare skal komme og være, hvilket Loa klart udtrykker: ”Det befriende er: Bibelen siger ikke kom så god, som du er, eller kom, som du er. Bare kom.” Og faktisk oplever Loa, at kampen for altid at være god nok kan slide én så meget op, at man bliver mindre åndelig og empatisk: “Vi oplever simpelthen en ‘omsorgstræthed’ i forsøget på at være gode nok.” Og hun tilføjer, at vi derfor skal huske at tage pauser alvorligt: “Hvile kræver også et vist mål af overskud, i virkeligheden.” Der er altså en stor kontrast mellem vores moderne samfund, og det samfund Bibelen taler for: “Biblen vender det 180 grader. Og det er provokerende, helt vildt, i vores effektiviseringssamfund, at der faktisk er noget, der ikke er op til os. Der er noget, vi er nødt til at give plads til, turde give plads til. Noget vi ikke selv kan fortjene,

17

Interview

men noget der er givet til os. Når vi står og døber børn, så siger vi ikke: ‘Lad de kloge og velformulerede voksne komme til mig.’ Vi siger: ‘Lad de små komme til mig.’ Vi er taget imod, som vi er, uden at vi har gjort noget. Ikke at det vi gør, er ligegyldigt. Men vi er alle lige gyldige.” Dette smukke ordsprog imponerer mig, og Loa skynder sig med at glimt i øjet at sige, at hun vist har lånt citatet fra Johannes Møllehave (kendt præst og forfatter). Loa forklarer, at netop erkendelsen af vores egen utilstrækkelighed kan gøre meget godt, også for andre: Det handler om at have modet til at turde at være menneske så vi kan rumme hinandens menneskelighed.

Min hjerne er på dette tidspunkt et begyndende festfyrværkeri; fyldt op af alle de gode budskaber og Loas fantastiske gode evne til at beskrive det hele så levende. Jeg spørger mere ind til menneskers trang til at præstere på alle fronter. Er der steder i Bibelen, vi kan finde en form for anti-stress budskaber? Loa nævner en af sine yndlingshistorier fra biblen: ”Historien om de to søstre, Martha og Maria, som får besøg af Jesus. Det er jo fint besøg, så Martha gør meget ud af besøget. Det skal være pletfrit, så hun knokler. Hendes skønne søster, Maria, sætter sig bare og lytter ved Jesu fødder. […] Maria sad bare og lyttede og tog i mod. Og så siger Martha, forståeligt nok, til Jesus: ‘Kan du ikke bede min søster om at hjæl- pe mig?’ […] Og det befriende er egentlig Jesus’ svar. Han anerkender Marthas anstrengelser og siger: ‘Martha, Martha du gør dig bekymringer om alt muligt. Se Maria, hun har valgt den gode del, den må du ikke tage fra hende. Det synes jeg er så smuk en historie, og vi kender nok alle en Martha.” Med en “Martha” mener Loa den type, som knapt får sat sig ned, når der er inviteret gæster, fordi de har travlt med at sørge for maden, musikken og den gode stemning på én gang. Ups, tænker jeg. Jeg har vist været en Martha lidt for mange gange. Men opskriften på at blive en “Maria” er måske enkel nok i virkeligheden? “Så vi skal ikke bekymre os så meget og blot turde være til stede?” spørger jeg håbefuldt, men ved godt, at det nok ikke er så simpelt. Og ganske rigtigt: Loa anerkender, at den bekymringsfrie tilgang er svær at efterleve, da vi jo bare er mennesker. Bekymringer er også et grundvilkår, ligesom forfald og døden, og vi skal ikke føle os forkerte, fordi vi bekymrer os, hvilket også kommer til udtryk i historien om de to søstre: Jesus skælder ikke Martha ud, fordi hun er bekymret, men anerkender og ser Martha, og viser hende at det okay blot at være til stede – uden at skulle præstere.

Vi snakker videre om menneskers tendens til at glemme sig selv i iveren efter at please andre, og hvor uhensigtsmæssigt det er i sidste ende: “For at have plads til at rumme og se og høre og tage det andet menneske alvorligt, som jeg tænker, næstekærlighedsbudskabet meget er, så er man også nødt til at se og høre og tage sig selv alvorligt. Give hvad man har, og ikke nødvendigvis præcist hvad den anden gerne vil have på lige præcis det tidspunkt. Der siger Bibelen: ‘Lad dit Ja være Ja og dit Nej være Nej.’ Du giver også den anden en frihed ved at turde sige nej, for så stoler den anden mere på dit Ja.” Til sidst kommer vi tilbage til det med vigtigheden af pauser – også selvom man føler, at man ikke har fortjent det: “Man må gerne turde at have lidt dårlig samvittighed ind imellem. Læg bøgerne. Og så kan du godt gå en tur med veninden med dårlig samvittighed. Det bliver

gåturen faktisk ikke dårligere af. Vi har en tendens til at tænke, at så skal vi gøre det med god samvittighed. Men du kan faktisk godt gå en tur med dårlig samvittighed, og så kan det være at din krop alligevel har fået en lille smule ro.”

Jeg slukker for optageren og snupper et stykke Merci-chokolade, og snakken går en 10 minutters tid, inden jeg tager pænt afsked med Loa og takker mange gange for et godt interview. Jeg føler mig opløftet og opmuntret af alle Loas dejlige indsigter – tænk at en samtale om forfald, kunne virke så opfriskende!