Forårsbladet 2021 by Psykologi Psyklen

PSYKLEN #forår2021

BALANCE

ET PSYKOLOGIFAGLIGT BLAD

OMSLAG

Bladet udgives af psykologistuderende fra Aarhus Universitet 2 gange pr. semester.

Freja Spangsberg Lindholdt

REDAKTØRER

Storm Munk-Hind Freja Spangsberg Lindholdt Lea Nørlund Jensen Drós Ákadóttir Ida Marie Lindemark Lervad Hovedansvarlig: Anine Roth Jacobsen

Emilie Ringgaard Katrine Kromann Brandt

REDAKTION

Katrine Henriksen Signe Lehn Brand Rebecca Birner Hansen Anine Roth Jacobsen Ida Marie Lindemark Lervad Rikke Buhl Bundgaard Storm Munk-Hind Nicklas Runge Freja Spangsberg Lindholdt Nina Rastegari Andersen Ulrikke Friis Højer Agnes Sofie Brüel Holstein Laura Mikkelsen Erik Pegel Drós Ákadóttir

LAYOUT

Emilie Ringgaard Katrine Kromann Brandt Nicklas Runge Drós Ákadóttir Nina Rastegari Andersen Rikke Buhl Bundgaard

ILLUSTRATIONER

Rebecca Birner Hansen Rikke Buhl Bundgaard

PSYKLEN

https://www.facebook.com/psyklen psyklen@gmail.com Skriv hvis du har ris, ros eller noget der skal på tryk! Aarhus Universitet Bartholins Allé 11 Bygning 1350 Aarhus Alle artikler i dette blad er, medmindre andet er angivet, udtryk for skribentens egne holdninger. Støttet af Psykologisk Institut, Aarhus Universitet og FAPIA

#forår21 05

Leder Emilie Ringgaard Katrine Kromann Brandt

Forskningsnyt

Side-9 manden

En uges meditation med Serenity

Redaktionen Katrine Kromann Brandt

Bjørn Mandrup Thomsen

Drós Ákadóttir

Vrede kvinder og tudende, empatiske mænd

Skal jeg kun være psykolog på skrift? Sigrid Strunge

Mindfulness alene er ikke nok

Illustratorens hjørne

Bachelor: En ny kærlighed opstod

Erik Pegel

Anine Roth Jacobsen

Anne Hyllekvist

Voxpop

Laura Mikkelsen

Zen - Nej tak

Hustruers kærester og skruppelløs kasinokapitalisme: Reddits forsøg på at tippe aktiemarkedets balance

Katrine Kromann Brandt

Nicklas Runge

Kultur som brugerflade mellem menneske og mening

Rebecca Birner Hansen

Psyklen tester: ‘Hverdagsbyt’

Digt: Dybderne, vi drukner i

Ulrikke Friis Højer

Filmanbefalinger

Magt, gruppedynamikker og grænser

Illustratorens hjørne

Nicklas Runge

20 22

Glem nu growth: En hyldest til kompetence-balance

Anonym psykologistuderende

Signe Lehn Brand

Laura Mikkelsen Nicklas Runge

Storm Munk-Hind

Illustration: Anine Roth Jacobsen, 6. semester

Leder

Den vakkelvorne avocadoplante Emilie Ringgaard & Katrine Kromann Brandt, 6. semester I vindueskarmen rammer solens varme forårsstråler de smukke, grønne blade på en avocadoplante. Det er en inspirerende skikkelse, der imod alle odds først har slået rødder i et lille glas vand og overlevet at blive spiddet med tre tændstikker, og dernæst har overlevet at blive begravet i jord og efterladt uden vand i tre uger. En anden (som ikke er plantens ejermand) ville måske beskrive samme scenarie på følgende måde: I vindueskarmen står der en vakkelvorn stængel med tre krøllede blade. Den sørgelige skikkelse skal forestille at være en avocadoplante, som man alligevel aldrig vil kunne høste avocadoer fra. I virkeligheden skulle der nok findes en balance mellem disse to syn. For ingen kan benægte, at planten er skæv og at de tre blade ser lidt triste ud, men om ikke andet, så er det lidt af et vidunder, at der fra en lille sten er vokset nyt liv frem. Et liv som har brug for vand, næring og lys. Vi mennesker skal ligesom planter have vores basale behov opfyldt såsom vand og næring, og i vores del af verden er vi så heldige, at dette ikke volder os de store problemer. Vi er modsat avocadoplanten ikke afhængige af, at et andet væsen med en hullet hukommelse husker at vande os.

Vores lys skal dog ikke bare være lys i form af solens stråler. Vi har også brug for lys i mere overført betydning. Der skal være noget at se frem til, noget, der giver vores liv indhold og mening. Modsat den vakkelvorne avocadoplante er vi bevidste om de hårde tider, vi gennemgår. Selvom vi gerne vil være dem foruden, er det måske i de hårde tider, vi for alvor lærer at sætte pris på de små ting, hvilket mange af os har lært under corona. Sjældent har ugens højdepunkt været en fysisk forelæsning eller et blob fra surdejen. Livet finder måske sin naturlige balance mellem gode og dårlige tider, idet de eksisterer i kraft af hinanden. Hvis balancen mellem vand, næring og lys ikke er optimal, kan avocadoplanten intet gøre for at ændre på sin tilværelse. Men det kan vi. Eller vi kan i hvert fald forsøge at bringe balance i vores liv. I denne udgave af Psyklen kan du fx få gode råd til, hvordan du kommer i gang med at meditere ved hjælp af en app, når emnet balance tages op. Derudover kan du læse om en række forskellige former for balance eller mangel på samme i artikler om aggression hos kvinder, aktiemarkedsgamblere, mundtlige eksaminer og besværlige roomies. Hvis du synes, balance er et overvurderet begreb, kan du også læse kritiske overvejelser om ønsket om at opnå balance i artiklerne om mindfulness og zen. Rigtig god fornøjelse med forårsbladet!

Forskning

Forskningsnyt Deep Time Katrine Kromann Brandt, 6. semester Lyder 40 dage i 12 grader i en grotte uden nogen kontakt med verden udenfor som noget for dig, så har du netop misset dit livs mulighed. I skrivende stund er det blot få dage siden, at 15 mennesker trådte ud af en grotte i Frankrig efter at have tilbragt 40 dage i den. Deltagerne i forsøget boede i telte inde i grotten, skulle selv skabe elektricitet vha. en cykel og hente vand fra en brønd, og så måtte de selvfølgelig undvære sollys. Forsøget bærer navnet Deep Time og har haft et budget på 1,2 millioner euro. Formålet var at undersøge, hvordan mennesker kan tilpasse sig ekstreme betingelser og hvordan de reagerer på og håndterer det at miste deres tidsfornemmelse. Derfor blev deltagernes hjerneaktivitet og kognitive funktionsniveau undersøgt inden og efter opholdet i grotten, og imens de var i grotten, blev deres sociale interaktioner, adfærdsmæssige reaktioner, kropstemperatur og antallet af søvncyklusser monitoreret gennem en række sensorer. Ikke overraskende nåede de fleste deltagere ikke op på 40 søvncyklusser, da disse kun var styret af deltagernes cirkadiane rytme, og flere havde blot 30 søvncyklusser. Hvad, der dog kan komme som en overraskelse, er, at to tredjedele af deltagerne

gerne ville være blevet længere tid i grotten, bl.a. fordi de gerne ville afslutte nogle af de projekter, som de skulle arbejde på i grotten. Arbejdet med projekterne skulle selvfølgelig organiseres og udføres, uden at man kunne aftale et bestemt tidspunkt for hvornår eller hvor længe. Ifølge en af deltagerne var dette en stor udfordring. For en anden var det en stor udfordring at være til stede i nuet, da man i grotten ikke fik noget ud af at tænke på, hvad der skulle ske et par timer senere. Den hovedansvarlige for projektet, Christian Clot, var selv en af dem, der tilbragte de 40 dage i grotten, og han mener, at forsøget kan være med til at illustrere, hvordan mennesker er i stand til at tilpasse sig og finde på løsninger i nye, udfordrende situationer. Hvad, forskerne bag egentlig ender med at konkludere om deres forsøg, er dog stadig uvist, og i hvilken grad resultaterne fra Deep Time kan overføres til andre kontekster, kan vist også overvejes. Kilde: https://w w w.france24.com/en/livenews/20210424-french-volunteers-leavecave-after-40-day-endurance-trial

Forskning

Balanceret krisebevidsthed Redaktionen Med afsæt i denne udgivelses tema synes det relevant at påstå, at der er en skæv balancegang i coronakrisens medierepræsentation. Langt de fleste platforme har været centreret omkring krisens horrible følger for befolkningens mentale sundhed. Deres rapporteringer er valide og skal ikke undermineres. Der kan dog samtidigt rejses et argument for, at et udpræget fokus på mentalt ubehag kan have en selvopretholdende effekt. Blandt flere prominente teoretikere inden for krisepsykologiens domæne ses der efterhånden også konsensus om, at en krisehåndtering faciliteres ved, at man ikke blot beskæftiger sig med krisens negative konsekvenser, men også overvejer dens potentiale til at bidrage til velvære (fx Frankl, 1984). Alternativt kan det siges, at det kan være fordelagtigt at forsøge at afbalancere negative konsekvenser i kraft af positive refleksioner. Dette er en antagelse, som Stallard et al. (2021) har været i stand til at underbygge. Forskerne studerede 385 britiske og portugisiske forældre til børn i alderen 6-16 år, som i foråret 2020 alle mødte modstand i forbindelse med landenes nedlukninger. Alle respondenter skulle i den pågældende periode sørge for hjemmeundervisning, og omtrent halvdelen gik markant ned i løn. På trods af dette finder forskerne, at coronakrisen og dertilhørende nedlukningsfaser ikke kun har haft negative, men også adskillige positive

konsekvenser for respondenterne. Forskerne konceptualiserer dette som en posttraumatisk trivsel, hvor der primært er tale om fordele på et eksistentielt, reflekterende plan. Hver femte respondent vedkender, at coronakrisen har givet dem en større taknemmelighed over ”de små ting i livet”, og mere end en tiendedel fortæller, at de er blevet i stand til at være mere være nærværende over for deres omgangskreds og i forbindelse med deres hverdagsaktiviteter. Endelig peger studiet også på, at det obligatoriske hjemmearbejde har kunnet hjælpe respondenterne med at etablere en bedre work-life-balance generelt. Forskernes sammenfattende konklusion er, at coronakrisens rigide omstændigheder kan føre til kognitiv og adfærdsmæssig forandring, som bidrager til velvære. Psykologisk kriselitteratur taler for, at anekdotisk evidens som denne fortjener den samme form for medieopmærksomhed, som negative nyheder tildeles. Dette betragtes nemlig som et væsentligt skridt mod en mere velafbalanceret krisebevidsthed, som antages at være mest fordelagtig for det mentale helbred på længere sigt. Kilder: • Frankl, V. E. (1984). Man’s search for meaning: An introduction to logotherapy. Simon & Schuster. • Stallard, P., Pereira, A., & Barros, L. (2021). Post-traumatic growth during the COVID-19 pandemic in carers of children in Portugal and the UK: Cross-sectional online survey. BJPsych Open, 7(1), E37.

Forskning

Vil du forbedre din mentale velvære? Katrine Kromann Brandt, 6. semester Mental velvære er af åbenlyse årsager ganske vigtig for mennesker. Både fordi vores mentale velvære har betydning for vores fysiske velvære og længden af vores liv, men selvfølgelig også fordi, det er rart at have det godt, og dette har i sig selv positive konsekvenser. Psykologien har været ophav til et helt ocean af muligheder for at forbedre ens mentale velvære, men hvilken intervention har egentlig den største effekt? I en ny metaanalyse undersøgte man netop dette. I undersøgelsen, der har medtaget 393 studier og mere end 53.000 deltagere, har man både medtaget studier, som har undersøgt interventioner rettet mod at forbedre mental velvære generelt og studier, som har undersøgt metoder til at forbedre mental velvære hos mennesker med psykiske lidelser. Nogle af de interventioner, der indgår i studiet, er acceptance and commitment therapy (ACT), kognitiv terapi, kognitiv adfærdsterapi (CBT), mindfulness, positive psychological interventions (PPI). Sidstnævnte er en række interventioner, der baserer sig på positiv psykologi, og hvis fokus er at fremme positive følelser og tankemønstre. Overordnet set fandt forskerne, at mange forskellige interventioner kan forbedre mental velvære, men mindfulness og mul-

tiple component PPI skiller sig dog ud ved, at de på tværs af studier er associeret med moderat bedring af mental velvære hos både den almene befolkning og hos mennesker med psykiske lidelser. Man fandt desuden, at ACT, kognitiv terapi og CBT også er virksomme, men at effekterne af disse interventioner er mindre konsistente og at nogle er bedst egnede til den almene befolkning fx ACT, mens andre egner sig bedst til mennesker med psykiske lidelser fx kognitiv terapi og CBT. Resultaterne af metaanalysen indikerer endvidere, at en målrettet indsats har betydning for forbedringen af ens mentale velvære. Der er dog ikke tale om en lineær sammenhæng mellem interventionsmængde og respons, men fundene tyder på, at de mere intense interventioner er relateret til mere udtalte forbedringer. Der er altså mange steder at starte, hvis man vil forbedre sin mentale velvære, og ud fra denne metaanalyse er det måske ikke så vigtigt, hvilken intervention man vælger, bare man gør en indsats for det. Kilde: van Agteren, J., Iasiello, M., Lo, L., . A systematic review and meta-analysis of psychological interventions to improve mental wellbeing. Nat Hum Behav (2021).

Side 9

Navn: Bjørn Mandrup Thomsen Alder: 22 år Instagram-navn: Bjoernmandrup Stjernetegn: Vægt Civilstatus: Single.dk Favoritforelæser: Lene Vase eller Dorthe Berntsen Beskriv dig selv med få ord: Jeg er jo umådeligt sjov, festival fan og nok den sødeste sjællænder i Aarhus. 3 ting på en øde ø: Pung, mobil & nøgler TV-serie: The Office US Hvad kan du lide ved andre mennesker?: Når folk er passionerede og engagerede i det de laver. Folk der evner at skænke en fadøl ordentligt. Største savn: Fredagsbar – savner at kaste perfekt skænkede fadøl i nakken på folk!

Meditation

En uges meditation med Serenity Drós Ákadóttir, 4. semester Meditation er ikke helt nyt for mig. Jeg har været på et fysisk meditationskursus og har brugt meditationsapperne Serenity og Calm før. Men nu er det ved at være noget tid siden, at jeg sidst har mediteret. Derfor har jeg valgt at starte forfra med Serenity i anledning af Psyklen tester. Jeg har de seneste par dage været ret presset på mange måder og af samme grund stresset. Derfor tror jeg selv på, at meditation kunne være en god ting for mig at gå i gang med lige nu for at få noget mere ro i sindet. Jeg tænker, at dette kan læses af dem, der aldrig før har prøvet at meditere før og er nysgerrige på, hvad det egentlig går ud på. Jeg vil samtidig dele nogle tips, som jeg har lært de par gange, jeg har været på meditationsforløb. Ifølge min egen erfaring er noget af det allerførste, man skal lære, når man starter på meditation, at sidde på den “rigtige” måde. Det betyder, at man skal sidde i en stilling, hvor man er i stand til at have en god holdning, være vågen og samtidig føle sig komfortabel. Det er faktisk en udfordrende opgave at opnå den ”helt rigtige stilling”. Og hvis man sidder dårligt, kan det være ret svært at fokusere og sidde stille i længere tid. Derfor vil jeg anbefale et tip, som en meditationsvejleder gav mig for at opnå en god position på en let måde. Sid

Illustration: Drós Ákadóttir, 4. semester på knæ på noget blødt (f.eks.. en pude eller et underlag) for at beskytte knæene og læg samtidig en pude mellem benene. Du skal sidde på denne pude mellem benene, som du ville sidde på en hest. Denne metode fungerer for mig. Men det er også okay, hvis det ikke gør for dig, da det er individuelt, hvordan man sidder godt.

Meditation

Den næste og mest centrale del af at meditere drejer sig om, at man skal lære at fokusere på ens åndedræt. Dette er faktisk hele essensen af at meditere og danner et grundlag for alt andet, man lærer. Det er også noget af det, der er sværest ved det. Det er nemlig utrolig kedeligt kun at fokusere på en så simpel ting som ens åndedræt flere minutter ad gangen. Ens fokus har af samme grund lyst til at vandre alle andre mulige steder hen. Det kan føles meget frustrerende i starten ikke at være i stand til at fokusere. Det kommer måske af, at man indser, hvor lidt kontrol man har over sine egne tanker. Men man skal ikke være for hård ved sig selv. Det tager lang tid at lære at styre sit fokus, ligesom det tager lang tid at træne andre dele af ens krop til noget nyt. Nogle dage er også bare sværere end andre. I starten handler meditation mest om at opnå en større bevidsthed omkring, hvornår man har mistet fokusset, og hvor ens tanker bevæger sig hen, når dette sker. Meditationen bliver derfor en meget bedre oplevelse, hvis man fra starten af indstiller sig på at forholde sig åben og nysgerrig og lægge perfektionismen på hylden.

det kan være en meget intens oplevelse, selvom den kun varer i nogle få sekunder. Især når man har haft en periode, hvor ens tanker har været meget højlydte. Det er disse stunder, der få en til at indse, hvad hele formålet med meditation er. Med tiden vil disse stunder også blive flere og vare længere i takt med, at man bliver bedre til det. Alt i alt så synes jeg, at meditation er noget, som alle kan have stor gavn af. Ligesom alle ville have gavn af at spise sundere, løbe flere ture og andre ting, som alle ved er gode for ens helbred. Men det kræver også noget af en ligesom alt det andet. Meditation skal helst udføres flere gange om ugen, før man kan få noget ud af det. Mit problem er ofte, at jeg stopper, når det begynder at virke. Så mister jeg motivationen til at fortsætte, fordi jeg ikke føler det samme behov for det. Men jeg ville ønske, at jeg holdt det ved lige og fortsatte i længere tid. Meditation-apps som Serenity er rigtig fine til at få en i gang og guide en igennem de forskellige basale teknikker. Så hvis man aldrig har prøvet det og gerne vil have en lille smagsprøve, vil jeg helt klart anbefale det.

Når der var gået et par dage med Serenity-appen denne gang, oplevede jeg første gang nogle få korte øjeblik, hvor mit sind blev fuldstændig stille. Jeg har hørt fra nogle og oplever også selv hver gang, at

Undtagelsen

Vrede kvinder og tudende, empatiske mænd Rebecca Birner Hansen, 6. semester Lad os starte med et lille tankeeksperiment. Forestil dig en person, der sidder og græder i biografen, imens ”The Notebook” ruller over skærmen. Forestil dig så en person, der empatisk trøster en ven. Til sidst kan du forestille dig en person, der beruset kaster et glas i hovedet på en fremmed i byen og derefter sender en hård knytnæve i den fremmedes ansigt. Hvilke køn forestillede du dig, at personerne havde? Hvis du forestillede dig en kvinde i de to første eksempler og en mand i det sidste, så deler du de generelle kønsstereotyper, der er omkring emotioner (Plant et al., 2000). Disse stereotyper bygger på en antagelse om, at kvinder er mere tilbøjelige end mænd til at udtrykke stort set alle emotioner – med undtagelse af én; nemlig vrede. Vrede er en emotion, der er forbundet med såkaldt approach motivation, som gør, at vi fx i en fight eller flight situation vælger kampen (Harmon-Jones et al., 2013), og generelt set tyder meget da også på, at mænd er mere ”kampklare” og aggressive end kvinder. I Danmark bliver 87% af mord fx begået af mænd, og metaanalyser viser, at mænd både er mere fysisk og verbalt aggressive end kvinder (Card et al., 2008; Archer, 2004). Men kan det virkelig passe, det med de vrede, aggressive mænd og de tudende, men fredelige kvinder?

Svaret er ikke ligetil. Ifølge Archers (2004) metaanalyse er kvinder nemlig lige så vrede som mænd, og dermed holder kønsstereotyperne altså ikke helt vand. Faktisk oplever kvinder endda ofte vreden mere intenst end mænd – men alligevel ser vi tydeligt i begge metaanalyser, at mænd scorer langt højere på nærmest alle aggressionsformer. Hvordan kan det være? Er kvinder bare rigtig vrede, men ikke særlig aggressive? Og i så fald – hvordan hænger det sammen? Hvis vi for en kort stund vender os mod fiktionens verden, er der flere eksempler på både vrede og aggressive kvinder. I Christian Jungersens roman ”Undtagelsen” følger vi fx fire kvinder, der arbejder på Dansk Center for Information om Folkedrab, hvor de bruger dagene på at endevende historiens mest grufulde begivenheder. Aggressionen, de forsker i, har ofte karakter af voldtægter og totale nedslagtninger af befolkninger. Og så er den ofte begået af mænd. I kvindernes kontorlandskab lever en hel anden og langt mere diskret form for aggression. To af kvinderne begynder fx at slette mails fra deres ældre kollegas indbakke, så hun fremstår inkompetent, når højtprofilerede forskere ringer og spørger, hvorfor hun ikke har svaret på deres mails. De spreder rygter om, at samme kollega har et alkoholmisbrug og hiver

Undtagelsen

med påtagede bekymrede miner fat i deres leder for at appellere til, at hun bør få en sygemelding. Alt imens de smiler og taler venligt til hinanden i frokostpausen og lader som om, alt er i den skønneste orden. Netop denne indirekte, subtile form for aggression, som beskrives i romanen, har empirisk set vist sig at være særligt kendetegnende for kvinder. Björkqvist et al. (1988) var blandt de første til at slå fast, at kvinder i høj grad også er

aggressive og ondskabsfulde – de har blot præference for de mere indirekte former for aggression. Kvalitative studier af kvindelige relationer viser også samme billede, som portrætteres i romanen (fx Merten, 1997; Crothers et al., 2005): Aggressionen findes helt sikkert i kvindegrupper, men den skjules bag en facade af venlighed og høflighed, sådan at man som offer kan have svært ved at finde ud af, om man egentlig reelt er offer for noget som helst. Som gerningsmand kan man således let-

Illustration: Lea Nørlund Jensen, 6. semester

Undtagelsen

tere fortælle sig selv, at man ikke gør noget forkert, fordi man altid er medfølende og samarbejdsvillig, hvis offeret forsøger at konfrontere en. For at trække en streg til Holocaust (eller andre folkedrab for den sags skyld) er man ikke i tvivl om, hvem der er offeret, og hvem der er gerningsmænd i disse situationer. Hos de fire kvinder i Christian Jungersens roman er dynamikken en anden. Her er det i stedet offeret, der virker mere og mere sindssyg, fordi hun begynder at beskylde de andre kvinder for ting, hun ikke har beviser for og som efterhånden resulterer i, at hendes chef, der ellers tidligere tog hendes side, begynder at tvivle på hende. På samme tid eskalerer de andre kvinders aggression kun, for der er rig mulighed for moralsk frakobling, når aggressionen hele tiden finder sted i de blinde vinkler. Som en læge i romanen siger det: Det er lidt som at tage en skål popcorn frem, når man skal se film. Man opdager slet ikke, at man spiser, men pludselig er skålen tom. På samme måde er omgangsformerne på kontoret refleksagtige og ubevidste. Det bliver til en vane at ekskludere, håne og ignorere, og efterhånden falder det kvinderne så naturligt og let, at offerets desperate forsøg på at påpege ondskaben bliver mødt med både skepsis og oprigtig forbløffelse. Man kunne hurtigt affeje den debat, som bogen lægger op til, ved at sige, at kvinder altså også skal til at behandle hinanden bedre, være venligere, sødere, flinkere. Og det er helt sikkert godt at være venlig, sød, flink og samarbejdsvillig. Men kun

hvis man er oprigtig i sin venlighed og i sit samarbejde. I romanen bliver den kroniske venlighed og høflighed egentlig det, der både muliggør, vedligeholder og eskalerer aggressionen, fordi hverken offer eller gerningsmand tydeligt kan finde ud af, hvem der er den gode, og hvem der er den onde. Fra gerningsmandens perspektiv kan man sige, at det bliver en fribillet til aldrig at behøve at kigge sig selv i øjnene og forholde sig til sine handlinger. En fribillet til at undgå både skyld, skam og dårlig samvittighed. Fra offerets side fjerner venligheden den normale fornemmelse af, hvem der har ret. Fornuften forsvinder, og tilbage er kun en vaklende fornemmelse af, at virkeligheden er en glitrende overflade, der dækker over noget andet, noget man hverken har beviser for eller selv er fuldstændig overbevist om. Kvinder er i den privilegerede situation, at kønsstereotyper stort set ikke begrænser vores emotionelle udtryk. Vi er gode til at tude, til at grine, til at være empatiske og forstående. Men Christian Jungersens roman viser i højeste grad, hvor vigtigt det er, at vi også tager ansvar for vores vrede og er modige nok til at se den i øjnene. Kønsstereotyp eller ej. Vi må konfrontere hinanden, når noget går os på og i højere grad vove de åbenlyse konflikter. Også selvom det betyder, at vi i ny og næ må frasige os venligheden og samarbejdsvilligheden. Både for ikke at snyde offeret, men også for ikke at snyde os selv.

Zen

Zen - Nej tak Katrine Kromann Brandt 6. semester Yoga, meditation og mindfulness – alle er de aktiviteter, der skal give os ro og bringe os zen, og når et menneske nævner, at de dyrker en af disse, så tages det ofte som et tegn på, at her må der være et menneske i balance. Men hvad med de mennesker, der siger nej tak til zen og yogamåtter, er de dømt til et liv i ubalance? Det har jeg spekuleret lidt over. Som en del af Psyklen tester (som du kan læse mere om på s. 38) skulle jeg for nyligt gennemføre et træningsprogram på ca. 20 min. efterfulgt af en halv times udstrækning. Træningsprogrammet kom jeg fint igennem. Ikke fordi det ikke var hårdt, men imens det stod på, havde jeg hverken tid eller overskud til at tænke over, hvor hårdt det nu var, og hvor meget jeg ønskede, at det skulle være forbi. Med udstrækningen var situationen dog en helt anden. Efter få minutter kedede jeg mig ekstremt, og den resterende tid sneglede sig af sted, alt imens jeg blev mere og mere irriteret over, at jeg skulle ligge på et gulv og strække det ene og det andet. Inden jeg begyndte,

Illustration: Anine Roth Jacobsen, 6. semester

vidste jeg godt, at udstrækningen nok ville blive den største udfordring. Jeg er lidt for utålmodig til så stille aktiviteter, og mit stimulationsbehov er nok også for højt. Så i stedet for at blive afslappet og opleve zen, blev jeg irriteret og oplevede kedsomhed. Betyder det så, at mennesker som mig er i ubalance, og at vores sind er i konstant oprør, når nu vi ikke kan nyde aktiviteter som yoga, meditation og mindfulness, som er så populære for tiden, og som af så mange netop anbefales som midler til et sind og en krop i balance? Det tvivler jeg stærkt på. Jeg tror, vi finder vores balance og ro i andre aktiviteter. Aktiviteter, hvor balancen i sig selv ikke er det egentlige fokus, men hvor det nærmere bliver en bieffekt. Aktiviteter, som er lidt mere stimulerende og som måske giver mulighed for at give afløb for irritation i stedet for at opbygge den, sådan som min lille udstrækningsseance gjorde. For mig kunne det være en fodboldtræning. Her er der ikke andet end fodbold i mit hoved. Jeg glemmer alle bekymringer, og når det går godt, må jeg vist siges at være i flow. På sin helt særlige måde bringer fodbold mig ro, selvom denne kommer af en aktivitet, der er alt andet end rolig. Jeg kommer nok aldrig til at holde af at tilbringe tid på en yogamåtte, og jeg kommer nok heller aldrig til at søge zen i min hverdag. Heldigvis kan jeg finde ro i de mere urolige aktiviteter, og så formår jeg måske alligevel at være et af de der mennesker i den famøse balance.

Kultur

Kultur som brugerflade mellem menneske og mening Nicklas Runge, 4. semester Mangen en poststrukturalistisk og kvalitativt anlagt forsker har kritiseret det kontemporære akademiske landskab for at være for stærkt præget af krav om objektivitet, universalitet, validitet, systematik m.m. Ligeledes har velsagtens lige så mange positivistiske forskere kritiseret brugen af tid og penge på noget så uhåndgribeligt som kvalitativ forskning og humaniora, som var det et eller andet snyltende spøgelse, der hjemsøger universitets gange og både truer med at forpurre unge, naive studerendes sind og suge ærværdige skatteyderes punge tørre. Begge sider har sandsynligvis noget at byde ind med i den samlede forskning, men jeg skal dog allerede gerne nu vedkende, at jeg i forhold til psykologien ser det humanistiske og kvalitative spøgelse mere som en engel og en frelser. Begge tilgange – ja selv den kvalitative i alle dens ellers mange afskygninger – synes dog at komme til kort (de er ikke ubrugelige, de er bare ikke nok sig selv), når det gælder forståelsen af alle de aspekter af det levede liv og menneskets eksistens, som ikke umiddelbart lader sig begribe i nogen sammenhængende, klar eller vedvarende form. Her tænkes der på alt fra kærlighed, ensomhed, håbløshed og hengivenhed til døden, selvet, svigt, håb, formål og meget mere; alle sammen fænomener, som kræver en ganske anden

indgangsvinkel end den videnskabelige, lige meget hvilken form denne videnskabelighed så måtte tage, for i akademiseringens moment foregår der er en abstrahering af mening til et akademisk niveau, som forbigår den umiddelbare oplevelse, selvom det ofte er denne, der er af højeste betydning, når man ønsker at forstå emner som de førnævnte. Her er det i stedet nødvendigt at gå i dialog med kulturen som en brugerflade mellem menneske og mening. Hvordan denne dialog kan foregå, og hvad den kan byde på, vil denne artikel give en ganske tentativ opridsning af, og denne vil næppe udgøre mere end en lille spire i skyggen af det store bjerg, som er kulturens og kunstens muligheder for forståelse. Med tårevædede kinder, grin, gisp, knugede hænder og æstetisk transcendens begiver de fleste af os jævnligt ind i kunstneriske udlægninger af forskellige aspekter af mening eller meningsfulde oplevelser, hvor vi gennem stedfortrædende oplevelser momentant får mulighed for at opleve såvel livets store øjeblikke som de helt små hverdagsoplevelser, der ikke desto mindre kan være fyldt med lige så meget mening. Om det så er gennem film, litteratur, musik, malerier, teater, dans eller en hvilken som helst anden ekspressiv udtryksform, der søger at sætte ord på forskellige afskygninger af mening og

Kultur

meningsfuldhed, så er resultat det samme: en umiddelbar mulighed for medfølelse, for at lade sig blive rørt og for senere at kunne reflektere over denne oplevelse på en ganske unik måde. På denne måde træder kulturen frem som en brugerflade mellem menneske og mening. Med mening menes der et hvilket som helst produkt af en bestræbelse på kreativt at konstruere og/eller fremmane afskygninger og nuancer af menneskers levede liv og vise os betydningen af disse i den kontekst, de nu må fremtræde i. Det kan være alt fra den langvarige og dybdegående fortælling om skyld og frelse i Dostojevskijs Forbrydelse og Straf, kærlighed under 2. verdenskrigs horrible forhold i Grossmans Life and Fate og frustration og meningsløshed i Houellebecqs Elementarpartikler til bittesmå og kortvarige nuancer som en kameraindstilling (mesterligt udført utallige gange i Sean Bakers The Florida Project og Zvjagintsevs Loveless). Med ordet brugerflade forsøges det at belyse, hvordan kulturen agerer som instrument for dialogen med en abstrakt horisont af mening, som kulturen dog også selv i første omgang har skabt. I denne dobbelthed fremstår en intrikat funktion af kulturen, for det hævdes naturligvis ikke, at der findes nogen mening separat fra mennesket; det er noget vi i første omgang har skabt og fortsætter med at skabe gennem kulturen, men fordi kultur er noget, der bedrives så meget og i så mange afskygninger, ender vi med en kumulation af meninger, som opnår status af mere abstrakte kategorier og underkategorier, der frakobles de enkelte kulturelle

produkter og tilsammen skaber samlede horisonter af meningsfuldhed. Når en horisont af meningsfuldhed så er blevet skabt, vendes kulturen fra at være et værktøj i produktionen af mening til at være et instrument, en brugerflade, hvorigennem man kan gå i kontakt med den konstruerede mening. Pointen er kort sagt, at det er gennem kulturen, at vi må gå i dialog med dé meningsfulde aspekter af menneskers levede liv og eksistens, som ikke lader sig indfange på nogen anden måde end de kreative og ekspressive udtryksformer, som i første omgang har konstrueret dem. Således kan man, hvis man vil undersøge fænomener som kærlighed, døden, håb eller selvet, rette sig mod kulturen i alle dens forskellige aspekter for at opnå en umiddelbar og nærmest intuitiv forståelse, som så senere kan udbygges med videnskabelige tilgange, hvis dette er relevant. På dette tidspunkt er det dog vigtigt at påpege, at der kræves enorm varsomhed og opmærksomhed, når man skal jonglere med kulturprodukter og forskning på samme tid, for der er måske en fare ved, at tilgange såsom filmisk og litterær etnografi, eller en hvilken som helst anden videnskabelig tilgang, der inddrager kulturprodukter i dens vidensproduktion, ender med at akademisere kulturproduktet på en sådan vis, at det mister hele den karakter, som i første omgang gjorde den egnet som middel til at forstå det givne emne. Særligt hvis den filmiske og litterære etno-

Kultur

befri os fra eller udvide os udover. Derfor er der en svær og endnu ikke fastlagt (hvis den overhovedet kan fastlægges) balance at ramme, når det gælder promoveringen af de muligheder, som jeg ovenfor har skitseret. Det er måske også vigtigt på dette tidspunkt at sige, at fremhævelsen af mulighederne, som den kulturelle brugerflade giver til forståelser af meningsfulde elementer af tilværelsen, som videnskaben ikke alene kan konstruere, ikke er en afvisning af videnskabens bidrag; begge tilgange er nødvendige, og konteksten må afgøre, hvad der er vigtigst. Problemet i dag er bare, at den kulturelle brugerflades fulde potentiale ikke udnyttes indenfor de kontemporære videnskabelige paradigmer.

Illustration: Storm Munk-Hind, 4. semester grafi og andre fiktions-inddragende forskningstilgange bevæger sig ud fra deres niche og bliver gængs praksis, kan man frygte, at det litterære medies særlige subjektivitet, kreative frihed, indlevelse, etc. bliver akademiseret og derved ender med at bære præg af den samme videnskabelige tilgang, som den i første omgang skulle

Kigger man videre end bare den videnskabelige praksis, findes der en interessant problemstilling, som filosoffer (særligt fra Frankfurterskolen) siden 50’erne har påpeget: Den kultur, som almindelige mennesker og derved størstedelen af mennesker forbruger (altså populærkulturen) er i høj grad påvirket af den kapitalistiske ideologi, hvor ethvert forsøg på kreativitet, inderlighed og oprigtighed forpurres af kulturproduktets vareliggørelse og medfølgende mekaniske reproduktion. Således sætter kulturprodukterne os ganske vist i dialog med det meningsfulde, men det meningsfulde, man sættes i kontakt med, er forvrænget af den struktur, som kulturproduktet

Kultur

tager; skærmen er så at sige dugget, eller nærmere prydet med guld, der ikke lader os se, hvad der gemmer sig indenunder. Som den engelske talemåde lyder: you can’t polish a turd, men det er sådan set det, der foregår det meste af tiden. Enhver dialog med mening gennem den kulturelle brugerflade vil dog nødvendigvis være forvrænget, men hvis størstedelen og i manges tilfælde langt størstedelen af de kulturprodukter, man er i kontakt med, bærer præg af de samme strukturelle indflydelser og så at sige er polished turds, ender man med et meget ensidigt, naivt og særdeles begrænset perspektiv. Nu er jeg, som nogen nok måske efterhånden har opfanget, optaget af døden som et forskningsfelt, og her kan det som eksempel påpeges, hvordan den tiltagende og allerede enormt udbredte tendens til at gøre døden til underholdning gennem f.eks. det populære True Crime eller til en sensation i de utallige nyhedsindslag om katastrofer, terrorangreb m.m. leder til en paradoksal fremmedgørelse overfor døden, idet den ganske vist ikke er gemt væk, som den har været førhen, men samtidig er dens tilstedeværelse kunstig, fabrikeret og umulig at forholde sig til på en dybere og mere meningsfuld måde. Problemet er her netop, at måden, hvorpå døden ‘kommer frem’ eller italesættes, sker gennem uhensigtsmæssige produkter og kanaler. Igen synes der dog at opstå en umulig balance, for der er jo heller ikke nogen, der gider at læse dybt seriøse bøger eller høre højkulturel musik hele tiden, og ej heller kan man overhovedet kapere at

skulle give opmærksomhed og omtanke til kognitivt såvel som emotionelt krævende produkter, hvis de var de eneste, vi beskæftigede os med. Balancen må derfor begyndelsesvist behandles som et kontinuerligt genforhandlet dilemma, indtil en bedre løsning står frem. Man kan dog ikke desto mindre appellere til en højere grad af beskæftigelse med kulturprodukter, der er mere krævende, dybe, indsigtsfulde, eller hvordan end man nu vil betegne dem, og dette må nødvendigvis kræve strukturelle forandringer i samfundet, men indtil da må vi hver især både i studiet, forskningen og vores eget liv fortsætte med at lade os blive inspireret og rørt af kulturen. Idet jeg skrev denne sidste del af artiklen, lød ordene: ”Patience my tinsel angel / Patience my perfumed child / One day they’ll really love you / You’ll charm them with that smile / But for now it’s just another Chelsea Monday” fra Marillions sang Chealsea Monday i mine høretelefoner, og jeg vil blot lade dem stå som eksempel på, hvordan kreative og inderligt følte kulturprodukter kan tillade os at gå i dialog med de centrale dele af vores levede liv på et dybere og mere inderligt plan end noget andet. Jeg skulle også her tage mig selv i at bruge den gængse formulering, at ordene indeholder et væld af meninger og lag, men dette omgår jo netop hele artiklens pointe: Kulturen er ikke statisk, men faciliterer omvendt en aktiv dialog og interaktion med mening, og dette vil jeg lade stå som den foreløbigt sidste pointe.

Essay

Glem nu growth: En hyldest til kompetencebalance Ulrikke Friis Højer, 2. semester Carol Dwecks (e.g., 2007) skarpe distinktion imellem et growth versus et fixed mindset dikterer, at man ikke skal lade sig intimidere af en opgave, der synes for udfordrende. Tværtimod skal man betragte udfordringselementet som en åbenlys mulighed for vel, growth (for nu at trække på teoriens terminologi). På den ene side bør man vel vedkende, at man som psykologistuderende ikke bare skal smide håndklædet i ringen, når man ser, at Pavlov igen er på pensum. På den anden side kan det hævdes, at det ikke altid er gavnligt at handle med henblik på vækst. Det kan pointeres, at Dwecks teori er opstået inden for en kultur- og tidsramme, som er kendetegnet ved netop at være særligt vækstorienteret: ikke blot i en individualistisk, men også kapitalistisk forstand. Sat på spidsen kan man sige, at der af hvert enkelt skal præsteres, således der produceres.

Illustration: Freja Spangsberg Lindholdt, 6. semester

I en sådan kontekst synes det næsten at være en farlig påstand, at en søgen efter udvikling ikke altid er hensigtsmæssig. Som modspil har flere teoretikere dog samtidigt eller sidenhen netop hævdet, at det til tider kan være mindre produktivt at forsøge at handle over egen evne. En af disse teoretikere er Csikszentmihalyi (1999) med sin indflydelsesrige beskrivelse af et såkaldt flow. Flow kan blandt andet forstås som et arbejdsstadie, hvorved man ikke blot formår at være fuldt ud fokuseret på at få en given opgave udført, men faktisk også finder glæde i selve udførelsesprocessen. Et centralt aspekt af Csikszentmihalyis (1999) teori er, at for at man skal kunne komme i dette stadie, skal sværhedsgraden af opgaven netop være i overensstemmelse med egne evner: med andre ord skal der være en balance imellem krav og kompetencer. Csikszentmihalyi (1999) mener, at hvorved en alt for simpel opgave ville kunne skabe frustration på grund af manglende udfordring, ville en særligt besværlig opgave også kunne have negative konsekvenser, såsom en oplevelse af utilstrækkelighed. Modstridende med Dweck (2007) anfører teoretikeren således ikke, at utilstrækkeligheden blot skal overvindes. Med andre ord implicerer tesen om flow, at det er væsentligt at opretholde en krav-kompetence-balance, fordi manglen på samme kan ledsage negative emotioner, som

Essay

forhindrer den oplevelse af fokus og tilfredshed, som en arbejdsproces ellers kan indebære. Set fra et neuropsykologisk perspektiv er tanken ganske plausibel. Her henvises der til, hvordan amygdala – en af hjernens centrale emotionsforvaltende strukturer – kan være en stopklods for den informationsbearbejdning, der forudsætter arbejdsprocessen. Normalt bearbejdes informationer i kraft af diverse komplekse processer i hjernen, inden de indlejres som fast viden. Hvis man dog stilles over for en opgave, som vækker særligt intense negative emotioner, ses der risiko for, at denne bearbejdning ikke benyttes. Blandt andre har LeDoux (1996) beskrevet, hvordan informationer dels kan behandles af en high road, som først og fremmest indebærer, at de sendes til den sensoriske hjernebark, der er integreret med hjernens højere kognitive processer. Dette forudsætter, at informationer bliver fortolket og forstået, inden de når til amygdala, som derefter forvalter en emotionel respons. Ved en low road sendes informationerne direkte til amygdala, hvilket sørger for, at man kan reagere umiddelbart på informationen, men som ikke forudsætter en forståelse. Beskrevet banalt kan en intens negativ emotionalitet lede til, at amygdala bliver særligt alarmeret og udløser en respons, der er så kraftig, at forbindelsesvejen imellem denne og øvrige kognitive processer bliver blokeret – altså en form for afspærring af high road, så efterfølgende informationer kun vil behandles via low road. Dermed kan det påstås, at hvis en opgave

er så voldsomt udfordrende, at det genererer stærke, negative emotioner – utilstrækkelighed, målløshed eller lignende – vil man ikke kunne tage efterfølgende informationer ordentligt ind, og opgaven vil da ikke kunne løses. Neuropsykologien siger altså 1-0 til Csikszentmihalyi (1999) versus Dweck (2007). Når man snakker om balance, henvises der alt for sjældent til balancen imellem personlige evner og ydre krav. Man kan betragte denne artikel som en opfordring til at acceptere, at produktivitet ikke altid er lig med, at man skal presse sig selv til det ypperste, men at det derimod kan være ganske sundt at holde sig til det, man føler sig mest tilpas med. Det kan siges at være en særligt vigtig pointe i en krisetid, hvor hjernen i forvejen kan udfordres af en oftest negativt præget informationsflux. Så for at sammenfatte: Næste gang du sidder med en opgave, som kun gør dig i dårligt humør, så tag gerne en pause. Glem growth – skal det absolut være vækstorienteret, så brug pausen på at vande (avocado)planten i din vindueskarm. Litteratur: • Csikszentmihalyi, M. (1999). If We Are So Rich, Why Aren’t We Happy? American Psychological Association, Inc. 54(10), 821-827. • Dweck, C. S. (2006). Mindset: The new psychology of success. Random House. • LeDoux, J. E. (1996). The emotional brain: The mysterious underpinnings of emotional life. Simon & Schuster.

Grænser

Magt, gruppedynamikker og grænser Anonym psykologistuderende Hvad sker der, når der flytter fire vidt forskellige mennesker flytter ind sammen? Det kunne lyde som noget fra ”20 psykologiske eksperimenter”. Men sagen er nu den, at dette er ikke et ”normalt” forsøg. Dette er min virkelighed. Jeg befinder mig i den situation, at jeg bor i et kollektiv med tre andre beboere. Jeg kendte ingen af mine medbeboere i forvejen, da jeg flyttede ind i starten af 2020. Ingen af os havde valgt at bo sammen. Da jeg flyttede ind, var jeg rigtig glad. Jeg var ret desperat på det tidspunkt, fordi jeg lige var flyttet til Århus alene og havde ledt længe efter et sted at bo. Så da jeg endelig fandt noget permanent, der ovenikøbet, efter min mening, lå det smukkeste sted i Århus, var jeg meget tilfreds. Jeg tænkte dog ikke så meget over det med, at der også ville være tre andre beboere, som jeg ikke kendte i forvejen. Jeg ser mig selv som et åbent menneske, der godt kan fungere sammen med forskellige typer af mennesker og kan tilpasse mig den situation, jeg er i. Så jeg tænkte bare, at det skulle nok gå. Jeg havde også lidt idealiseret drømmen om at bo i et kollektiv. Jeg kørte min sædvanlige ”geniale” strategi med at være det, som jeg selv ville opfatte som venlig og imødekommende. Men der gik ikke særlig lang tid, før jeg kunne mærke, at noget var galt. Jeg prø-

vede lidt hårdere og begyndte at indkalde til møder, komme med forslag til de ting der ikke fungerede og at sige tingene på en pæn måde. Men det virkede ikke. Jeg følte, at jeg blev mere og mere træt. Jeg havde ikke særlig meget overskud til noget som helst. Men jeg kunne ikke forstå hvorfor? Var det mine p-piller? Var det situationen med corona? Var det studiet? Var det min oliemaling, der gjorde mig syg? Jeg gik i lang tid i en ret bedøvet tilstand. Jeg havde ikke energi til særlig meget og havde en stor trang til at sove meget. Jeg havde lige nok energi til at passe mit studie og overleve. Jeg kan se i min dagbog nu, at jeg har skrevet, at det føltes som om, at jeg var en gummibåd med en masse huller i, hvor luften bare sivede ud hele tiden. Jeg kunne ikke holde mig oppe over vandet, lige meget hvor hårdt jeg forsøgte. Jeg bevægede mig inde i en tåge, der blev mørkere og mørkere. Så en dag valgte jeg lige pludselig at sige fra overfor en af mine medbeboere. Jeg hørte en samtale mellem to af dem, der egentlig ikke vedrørte mig. Men jeg kunne mærke, at jeg blev vred af at høre, hvordan den ene talte til den anden, fordi jeg kunne identificere mig selv med det, der blev sagt. Så jeg indkaldte igen til et møde. Men før vi nåede at holde mødet, valgte jeg at gøre noget meget unormalt ift. min normale adfærd og noget, som jeg normalt ville synes var skide dumt og grænseoverskridende. Jeg vælger at blande mig i deres

Grænser samtale og konfronterer den ene beboer. Det går ikke særlig godt, og jeg føler, at jeg ender i en shitstorm. Vi har mange skænderier over den næste måned, og jeg får til sidst et sammenbrud. Jeg stod nu overfor min allerstørste frygt. En anden person var vred på mig. Men først nu forsvandt tågen. Jeg kunne se lysende klart. Jeg havde ikke lyttet til mig selv i al den her tid. Jeg havde ikke lyttet til de signaler, som min krop havde prøvet at sende. Jeg havde ikke haft nok kærlighed til mig selv til at tage mig selv og mine

egne grænser alvorligt. Og jeg havde været så optaget af at gøre alle andre tilfredse, at jeg ikke havde tænkt på, at mine egne grænser var blevet overskredet utallige gange op til det tidspunkt. Jeg blev overvældet af følelser. Mest af alt mærkede jeg en ustyrlig vrede. Det er en følelse, som jeg er meget ukomfortabel med og for alt i verden prøver at undertrykke, så længe jeg kan. Men det var umuligt på det tidspunkt at holde vreden inde. Mine følelser eksploderede til sidst ud af mig på en meget kaotisk måde. Men

Illustration: Storm Munk-Hind, 4. semester

Grænser jeg var endelig ærlig overfor mig selv og fik mod til at fortælle mine medbeboere (dog ikke uden at råbe), hvordan jeg egentlig havde det. Hvad har jeg så lært af denne oplevelse? Jeg har lært, at min hjerne i al denne tid har troet, at jeg kæmpede for mit liv. Det virker utroligt nu som psykologistuderende, at man selv kan være så blind. Men det er svært at se, når man er i midten af det, og ens hjerne hele tiden er i fight or flight mode. Der er gået en klap ned for frontallappen. Min egen rationaliserede opfattelse af situationen er nu, at der er har været tale om fuldstændig basale, instinktive og derfor ubevidste processer. Min amygdala har detekteret fare lige fra starten af, da jeg trådte ind i dette hus. To af mine medbeboere var nemlig venner i forvejen, da jeg flyttede ind. Og jeg kunne mærke, at disse mennesker var meget mere dominerende end mig, så her skulle jeg passe på. Min normale respons til det ville være at flygte for mit liv. Men det kunne jeg ikke, fordi det her var mit hjem. Min forsvarsmekanisme var derfor at vise dem, at jeg er et fredeligt menneske, der ikke er truende på nogen måde. Jeg prøvede endog at vise, at jeg faktisk er gavnlig at have boende. Så jeg gjorde rent efter andre, jeg tilbød dem mine ting og jeg sagde ja til alt for meget, som jeg egentlig ikke havde lyst til. Jeg forestiller mig nu lidt en metafor, hvor jeg er den her lille bitte ø bosat af fredelige hippier, der ved et uheld har bevæget mig ind på en stormagts territorium. Og

jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal gribe situationen an, fordi jeg ikke er vant til at kæmpe for mig selv og derfor ikke er særligt god til det. Som tiden går, befinder jeg mig i den situation, at mine grænser bliver overskredet mere og mere, og jeg er ved at miste al den magt, jeg har tilbage. Min lille ø er ved at forsvinde, og jeg har ingen våben og intet forsvar. Jeg bliver nødt til at kæmpe før eller senere, før jeg forsvinder helt. På et eller tidspunkt valgte jeg derfor at alliere mig med den tredje beboer. Jeg kunne se, at hun kæmpede den samme kamp, som jeg gjorde, og det gjorde mig stærkere at vide, at jeg ikke var alene. Men dette blev opfattet som en trussel af de andre beboere. Vi var nu to imod to. Os imod dem. Og så brød helvede løs! Men ingen forstod, hvad der foregik. Vi lod vores dyriske instinkter få det værste frem i os uden at være bevidste om det. Vi prøvede i virkeligheden bare alle at overleve på hver vores måde og kræve vores plads på et meget begrænset område. Corona gjorde heller ikke ligefrem situationen lettere. Heldigvis er vi nogle kloge menneskedyr og har derfor kapacitet til at reflektere over og se os selv udefra. Vi kan dermed rationalisere og lære af vores fejl således, at mønsteret ikke gentager sig. Men dette er kun muligt, når faren er overstået. Det kræver derudover også, at vi gør os selv bevidste om og lærer at forstå vores egne og andres følelser, hvilket er lettere sagt end gjort. Hvis det var så enkelt, ville der nok ikke stadig eksistere krig i dag. Og vi psykologistuderende ville kunne se frem til en fremtid med arbejdsløshed.

Debat

Skal jeg kun være psykolog på skrift? Indsendt: Sigrid Strunge, 7. semester I mandags sad jeg i mit kollegiekøkken og snakkede om mundtlige eksaminer med mine medkollegianere. Som mange gange før vækker det forundring og frustration hos mig. Jeg hører hvordan jura, økonomi, fysik og mange andre har mundtlige eksaminer på universitetet og må til alles overraskelse fortælle, at vi på psykologi ikke har en eneste – vi kan ikke engang forsvare vores speciale på kandidaten.

Manglen på mundtlige eksaminer er problematisk. Problematisk fordi vores faglige kompetencer altid vurderes ud fra skriftlige formidlingsevner og aldrig mundtlige. Problematisk fordi vi går glip af den faglige dialog, som en mundtlig eksamen skaber. Problematisk fordi psykologistuderende fra Aarhus Universitet aldrig er blevet testet mundtligt, når Aalborg Universitet gør det op til flere gange. Og forstå mig ret, jeg mener ikke, at de skriftlige eksaminer er nyttesløse. Skriftlige eksaminer har mange fordele, hvis de bruges ved de relevante fag. Men jeg kan ikke undlade som studerende at undres over, hvorfor lige præcis kommende psykologer aldrig testes mundtligt. Kan det passe, at jeg om to år står med en kandidatgrad i psykologi, og slet ikke har prøvet den mundtlige eksamensform med de krav om formidling, som formen indeholder. Jeg går en karriere i møde, hvor jeg skal håndtere et stort ansvar for at kunne tænke hurtigt, mens jeg er i kontakt med andre – om det er kolleger, klienter eller forskningsdeltagere. Jeg vil som studerende sætte pris på, at jeg som minimum én gang har fået testet mine evner indenfor mundtlig kommunikation. Illustration: Ida Marie Lindemark Lervad, 6. semester

Mindfulness

Mindfulness alene er ikke nok Erik Pegel 2. semester Mindfulness har adskillige definitioner, det defineres dog ofte som en meditationsøvelse. Man slukker for mobil, tv og computer for så at rette opmærksomheden indad. Frem for at lytte til en ofte tvetydig verden omkring en, så giver man en indre verden lidt mere opmærksomhed. Frem for at fortryde, bebrejde eller klage over det ene eller det andet, så lærer man at nyde momentet for det, det er. Desuden behøver alt ikke at være perfekt, for det kan det ikke altid være. Ifølge psykiatrifondens hjemmeside er man ved mindfulness venlig mod sig selv, så man kan være til stede i nuet. Når opmærksomheden vendes indad, ser man dog også ofte ting, som man ikke nødvendigvis kan lide. Her er pointen i Mindfulness så, at man skal lære at acceptere disse mangler. Alt imens det kan være en sund måde at anskue det på, så medfører det lige så hurtigt for meget accept for ens mangler. Selvfølgelig er man ikke perfekt, ingen er. Dog er det vigtigt at arbejde Illustration: Freja Spangsberg Lindholdt, 6. semester

på ens mangler, for de er ikke altid okay. Set på den måde er Mindfulness en god start på at løse ens problemer, dog er det i sig selv mere en metode for at sætte problemet på is frem for at løse det. At tænke meget garanterer ikke en god konklusion Mindfulness fokuserer meget på tankeprocessen. Det er dog meget vovet at antage, at vi ved at tænke meget over et problem, får et mere objektivt syn på det. Et spændende eksempel på farlig overtænkning fra litteraturen er Forbrydelse og Straf af Dostojevskij. Hovedpersonen, Raskolnikov, bruger størstedelen af hans tid på at tænke og genoverveje alt det, som han gør. De, som har læst bogen ved, at det ikke ender godt for ham. Efter megen tænkning konkluderer han, at han er nødt til at dræbe en gammel kvinde, som snyder fattige mennesker for deres sidste penge. Alt dette er selvfølgeligt en moralsk korrekt handling, da hans motivation med dette er at hjælpe de samme fattige ved at fordele denne gamle dames penge ud til dem. Det ender til sidst med, at damen og hendes uskyldige søster dræbes på brutal vis, alt imens Raskolnikov

Mindfulness

flygter, og pengene bliver liggende i den gamle dames lejlighed. Resten af bogen omhandler, hvordan Raskolnikov tænker sig dybere og dybere ned i et hul, idet han forsøger at retfærdiggøre hans handlinger, når de ikke burde blive retfærdiggjorte. Hvis det er for anekdotisk et eksempel, så kan et throwback til 1. semester og Leon Festinger måske forklare det. I hans teori om kognitiv dissonans forklarer han, hvordan vi prøver at vedligeholde et positivt syn på os selv. For at gøre dét, er det oftest nemmere at ændre vores syn på vores handlinger frem for at arbejde på handlingerne selv. Mindfulness har ikke nok fokus på at ændre vores handlinger og for stor fokus på at acceptere dem. Det er svært at komme frem til en god konklusion ved at tænke meget, når man bruger sin tid på at retfærdiggøre frem for at ændre sin adfærd. Hvis man bare tænker længe nok, kan man retfærdiggøre alt. Endnu et litterært eksempel er et uddrag fra John Miltons Paradise Lost. John Milton gør et næsten komisk (og meget dramatisk) eksempel af djævle, som sidder i helvede iblandt bjerge af mørke og brændende søer, hvor de filosoferer over deres tilværelse. Imens de sidder i helvede, forestiller de sig, at de sidder på grønne bakketoppe under en blå himmel på en varm sommerdag. De fryder sig over deres

ideer om morale og deres egen genialitet, hvor hver eneste tanke er fantastisk, unik og god. Med det henviser John Milton til, at man er nødt til at være kritisk overfor sig selv og egne tanker. ” The mind is its own place, and in itself can make a heaven of Hell, a hell of Heaven” John Milton, Paradise Lost. Hvis dette citat lyder prætentiøst, så kunne jeg ikke være mere enig. Dette citat fra John Milton er ikke en positiv ting, da det er et citat fra djævelen, idet han forsøger at finde sig til rette i helvede. Det anbefales ikke at finde sig til rette i helvede, temperaturen bliver med tiden ikke mere behagelig. Mindfulness er meget subjektiv Der findes ikke faste retningslinjer for, hvordan mindfulness skal foregå. Det er mere et fokus på, hvad der er her og nu, hvor man noterer de gode og dårlige ting, og lærer at acceptere dem. Hvordan dette implementeres, er op til den enkelte psykolog. Nu har den individuelle psykolog alligevel (forhåbentligt) en ide om, hvordan terapi burde at forløbe. Dog tager det noget af begrebets styrke, at selve behandlingen varierer på basis af, hvem ens behandler er. En større enighed og præcisering af, hvordan Mindfulness skal foregå, kunne gavne både behandler og patient.

Mindfulness

En spændende artikel fra 1. semester omkring personligheder hos nye studerende på forskellige uddannelser beskriver, hvordan vi psykologistuderende scorer meget højt i personlighedstrækket neuroticisme (Vedel & Thomsen, 2017). Allerede dér kan der være en årsag til, at især vi psykologistuderende bedriver alt for meget ”overthinking”. Det betyder ikke, at alle psykologistuderende tænker for meget over alt. Det kan dog være et cue til, at vi til tider tænker unødvendigt meget over problemer. Dette personlighedstræk er også ofte forbundet med negativ affekt, hvilket kan gøre vores overtænkning mere negativ, end den behøver være. Mindfulness kan og har hjulpet mange Denne artikel argumenterer ikke imod mindfulness som helhed. Både Dansk Center for Mindfulness og Psykiatrifonden præsenterer mange eksempler, hvor mindfulness har hjulpet mange mennesker. Især på psykiatrifondens hjemmeside fokuseres der på, at man skal afvænne sig fra ønsketænkning. ”Hvad nu hvis” og ”hvis bare det her skete” gavner ikke noget, vi må nøjes med det, som vi har foran os nu. En accept for nuet kan være gavnligt i den forstand, at der næppe er noget alternativ til det nuværende moment. Desuden gavner det i mange andre tilfælde at tænke meget, som fx denne uges pensum for 2. semester om problemløsning. Problemer skal smides frem og tilbage et par gange; det gode resultat er bare aldrig garanteret.

Konklusion Selvom de nævnte eksempler argumenterer for, at det ikke altid er gavnligt at tænke hele dagen lang, så hjælper ekstra overvejelse ved langt de fleste problemer. Ved at tænke en ekstra gang kan man antage nye perspektiver, man kan endda genoverveje og reflektere over ens tidligere tænkning! Men også system 2 tænkning slår fejl, hvilket Kahnemann selv indrømmede i sin bog ”Thinking Fast and Slow”. De givne eksempler på, hvordan tænkning kan gå galt, beskriver de mest ekstreme situationer. Det er dog ingen grund til, at man ikke skal være kritisk overfor sin velovervejede tænkning. Det er lige præcis pga. disse ekstremer, at man skal være varsom overfor meditation, mindfulness & co. Man tager også kun en cykelhjelm på, for at være klar på de værste tilfælde. Litteratur: • Dansk Center for Mindfulness https:// mindfulness.au.dk • Kahnemann, D. (2011). Thinking Fast and Slow. Macmillan. • Psykiatrifonden.dk https://www.psykiatrifonden.dk/det-mentale-motionscenter/mindfulness/hvad-er-mindfulness.aspx • Vedel, A., & Thomsen, D.K. (2017). The dark triad across academic majors. Personality and Individual Differences, 116, 86-91.

Illustratorens hjørne

Illustrationer: Anine Roth Jacobsen, 6. semester

Speciale

En ny kærlighed opstod Indsendt: Anne Hyllekvist, cand.psych. Tilbage i Forårsbladet 2020 skrev jeg et indlæg om min proces med bacheloropgaven. En proces, som var rigtig hård og medførte, at jeg mistede kærligheden til det emne, som jeg skrev om. Jeg skrev dengang om pædofiliforstyrrelsen – en psykisk forstyrrelse i DSM-5, som hører under de parafile (seksuelle) forstyrrelser. Den tilgang, jeg ønskede til opgaven, var at kritisere DSM-5’s inklusion af pædofiliforstyrrelsen. Jeg havde dengang en vision, men glemte at lave struktur på opgaven og havde svært ved at stole på mine egne ideer. Jeg endte derfor med en stresset proces, hvor jeg konstant skiftede retning. Hele processen gjorde mig meget syg, og jeg havde svært ved at gøre dagligdagsting som at spise og gå i bad. Min tvivl på mig selv medførte desuden, at jeg lagde min vision på hylden og i stedet skrev en opgave, som jeg ikke fandt interessant. Sidste år skulle jeg så starte på mit speciale. En opgave, som jeg har frygtet lige siden bacheloropgaven. En bekymring for mig var, hvorvidt jeg psykisk ville kunne klare mig igennem den. Dertil var jeg meget i tvivl om, hvad dælen jeg skulle skrive om. Jeg vendte mange ideer, men jeg endte altid tilbage ved samme emne: Parafiliforstyrrelser. Psykiske lidelser som jeg ellers havde lovet mig selv, at jeg ALDRIG ville kaste mig over igen. Min gamle vi-

sion omkring en kritisk analyse af forstyrrelsernes plads i DSM-5 kom op igen. Til sidst måtte jeg overgive mig og endnu en gang kaste mig ud i min originale vision fra bacheloren. Jeg valgte derfor at skrive en kritisk opgave angående DSM-5’s seksuel sadismeforstyrrelse. En parafiliforstyrrelse i familie med pædofiliforstyrrelsen. Opgavens struktur var hurtig på plads, for jeg havde haft den her opgave i mit hoved, siden jeg skulle skrive bacheloropgaven. Dengang turde jeg bare ikke stole på mine egne ideer og havde derfor skiftet struktur et utal af gange. Til forskel fra min bacheloropgave lavede jeg denne gang en struktureret disposition med det materiale, som jeg kendte til. Jeg var godt inde i emnet, fordi jeg under bacheloren havde været ude af mange tangenter og derfor havde fået en enorm viden om parafilierne. Min disposition blev min røde tråd og holdte mig på sporet. Jeg satte mig desuden også et vigtigt mål: at jeg ikke skulle blive så syg, som jeg gjorde under min bachelorproces. Mit fysiske og psykiske helbred var vigtigere end opgaven. Som ved min bacheloropgave stødte jeg dog ind i problemer. Det største var, at jeg ikke rigtig lykkedes med at sælge min vision til min vejleder. Det gjorde, at jeg havde to muligheder. 1) Den sikre vej, hvor jeg fulgte min vejleders råd, men til gengæld ikke fik lavet den opgave, som jeg brændte for og troede på, eller 2) den

Speciale

usikre vej, hvor jeg førte min vision ud i livet, men til gengæld kunne ende med at klare mig dårligere. For to år siden havde jeg valgt den første mulighed, og det havde ikke givet mig en opgave, som jeg var stolt af. Denne gang var det dog anderledes. Jeg valgte at holde ved min vision, og som konsekvens skiftede jeg også vejleder. Jeg allierede mig dertil med min kammerat, som jeg mødtes med hver uge. Via ham fik jeg hjælp til at stille skarpt på mine pointer, så jeg sikrede, at eventuelle læsere forstod min opgave. Fra jeg tog valget om at stole på mig selv, ændrede mange ting sig. Hele skriveprocessen gik meget bedre, og jeg følte mig tryg ved, hvad jeg lavede. Siden min oplevelse med min bachelor, hvor jeg trods alt bestod, var frygten for at dumpe blevet meget mindre. De sidste par uger af specialeprocessen var også meget anderledes end ved bacheloren. Jeg følte hele tiden, at jeg var godt med, og jeg kunne sagtens sove om natten. Da jeg trykkede ”send” på Wiseflow, afleverede jeg en opgave, hvor jeg havde fulgt mine originale ideer, og som jeg var utrolig stolt af. Jeg tænkte ”fuck karakteren – det vigtigste er, at det er MIN opgave”. Den 28. januar var slutningen på mit liv som studerende. Den dag loggede jeg ind på Zoom og mødte min vejleder. Min vejleder sagde til mig, at ham og censor var enige om, at min opgave var en ren 12’er. Jeg græd, imens min

kæreste hoppede i baggrunden af glæde med et champagneglas. Det var ikke karakteren, som overvældede mig. Det var nærmere den enorme stolthed over, at jeg havde holdt ved mine ideer og bestået med en opgave, som jeg havde drømt om siden starten af min bacheloropgave. Så hvorfor skriver jeg det her til jer? Fordi jeg ønsker at dele med jer, hvordan vores nedture på studiet kan være katalysatorer for vores opture og succes. Uden min dårlige oplevelse med bacheloropgaven, hvor jeg hverken havde struktur, overblik og endnu vigtigere tro på mig selv – så havde jeg ikke fået al den viden om parafilierne eller opgaveskrivning, som jeg har nu. En viden, som gjorde, at jeg bedre kunne lave en disposition og klare de nedture, som hører med til specialet. Hvis der er en ting, som jeg ønsker, at I skal lære af min oplevelse, så er det at tro på jeres egen vision. Jeres vejleder, venner og medstuderende kan have gode og brugbare råd, som I selvfølgelig skal tage til overvejelse – men lad altid jeres eget ord vægte tungest. Tro på jer selv og husk, at en dårlig opgave ikke er lig med, at I bliver dårlige psykologer. Med venlig hilsen jeres kommende kollega Psykolog Anne Hyllekvist

Voxpop

Hvad gør du for at adskille studie- og fritid? Laura Mikkelsen, 2. semester ”Jeg synes, det er okay, at studie- og fritid godt kan ligne hinanden lidt i coronatiden. Men når jeg har taget rigtigt tøj på (i stedet for comfy tøj) og måske en læbestift og mødes med et par venner, er jeg ikke i tvivl om, at det er fritid!” ”Jeg skemalægger min hverdag. Jeg holder altid fri kl. 16.00, uanset hvor meget jeg har nået i løbet af dagen. Og så forsøger jeg at få det bedste ud af den tid, jeg så har sat af til at studere.”

”Jeg ved det virkelig ikke. Jeg har ikke fundet en rytme endnu og lever med en konstant dårlig samvittighed, som jeg øver mig i at vende om… Men hver dag er en ny dag, sådan er indstillingen, og så hjælper det at kunne se en forelæsning sammen med en anden, når der er mulighed for det ;)” ”Jeg er så heldig at bo i en treværelses sammen med min kæreste, så vi har et rum, der kun bruges som kontor. Det er rart, ikke at skulle læse i samme rum, som jeg holder fri i. Jeg synes, den rumlige opdeling betyder utroligt meget!” ”Prøver at læse indtil et bestemt tidspunkt for derefter at holde fri (med lidt bedre samvittighed).”

Illustration: Anine Roth Jacobsen, 6. semester

”Min første indskydelse er, at denne skelnen mellem studie og fritid er særligt svær i disse tider. Det er svært for mig at samle mig om mit studie. Jeg prøver dog så vidt muligt at undgå at ligge i min seng i nattøj, mens jeg har undervisning (det går til tider ikke så godt). For tiden forsøger jeg mig med studieaftaler - hvor vi sidder sammen og skriver på vores bacheloropgave. Det fungerer smadder godt for mig.”

Rebus

”Jeg arbejder koncentreret i dagtimerne fra 8.15 til en gang om eftermiddagen og holder så fri hver aften. På den måde kommer studiet til at føles lidt som et 8-16-job, hvorefter jeg kan holde velfortjent fri, og det kan jeg godt lide.” ”Det er motiverende for mig, at jeg ved, at jeg kan holde fri med god samvittighed, hvis jeg til gengæld klør på i dagstimerne.

Og det er jo alligevel også der, hvor alle andre også er travlt optaget, så der sker jo ikke så meget ;-) Jeg synes faktisk også, at jeg er blevet ramt af den omvendte følelse under corona. Fordi der er SÅ meget fritid, så føler jeg, at jeg burde bruge meget mere tid på studie. Men man skal også huske, at man når det hele, og nogle dage er det også ok bare at være super demotiveret. I morgen er en ny dag.”

Rebus

Du deltager i konkurrencen om at vinde et gavekort på 250 kr. til Stakbogladen ved at sende løsningen på rebussen til psyklen@gmail.com senest d. 15. juni 2021.

Kritik

Hustruers kærester og skruppelløs kasinokapitalisme: Reddits forsøg på at tippe aktiemarkedets balance Nicklas Runge, 4. semester Med en hyperaggressiv, selvironisk retorik og en komplet tilsidesættelse af alle gældende investeringskonventioner begav brugere fra Reddit-siden ‘Wallstreetbets’ sig i starten af året ud i et spektakulært opkøb af aktier i den svigtende spilforhandler, GameStop. Siden da er firmaets aktier steget med næsten 4000% – det er den samme stigning, som det tog den mest indbringende virksomhed på C25 10 år om at opnå. Formålet med den massive opblæsning af aktiernes værdi var at underminere de store Wall Street-investeringsfirmaer, som inden da havde lånt massevis af aktier med forventningen om, at de kunne indfri lånet med aktier købt til en lavere pris; de havde så at sige ”satset på”, at aktien ville fortsætte sit fald. Bestræbelsen fra Wallstreetbets synes at være den foreløbige krone på et værk bestående af stribevis af risikable investeringstrends, som fuldt ud legemliggør kasinokapitalismen, hvilket de da også selv med stolthed indrømmer. Spoler vi frem til i dag, ligger aktiens kurs på imponerende 160 dollars (sammenlignet med de omkring 5 dollars for et år siden), men aktiemarkedets balance synes i det store hele alligevel at være mere eller mindre uforstyrret, og situationen er næppe noget, der har rykket på

de fleste menneskers holdninger og overbevisninger, så hvordan skal vi forholde os til denne opstand? Er det starten på noget nyt? Har den slået huller i den eksisterende samfundsorden, eller er den blot en videre udbredelse af denne? I Scorseses The Wolf of Wall Street siger den excentriske big shot-investor, Mark Hanna, til hovedpersonen, den spirende investor Jordan Belfort: “Nobody knows if the stock is gonna go up, down, sideways, or in fucking circles” og i et populært opslag på Wallstreetbets bliver der skrevet: “This is the place where one wants to enjoy the sado-masochistic part of the retarded capitalistic system we are living in”. I begge tilfælde bliver aktiemarkedets uigennemskuelige vilkårlighed indrømmet, og såvel Belfort som brugerne fra Wallstreetbets kaster sig alligevel ud over kløften. Men mens førstnævnte som en af de få ender i cockpittet på en ventende flyver, ender sidstnævnte i de volatile bølger nedenfor. Tilskrivningen af tilfældighed til markedet synes her reduktionistisk, når man ser på den enorme indflydelse, som store investeringsfirmaer og too-big-to-fail-banker har over markedet og som ofte bedrives i lovens gråzoner og gennem fordækte former for manipulation – ja loven laves i nogen grad omkring disse firmaer. Men

Kritik

pointen er, at almindelige mennesker ingen kontrol har over dette. I aktiemarkedets bølger ligger de små investorer så og plasker, og Wallstreetbets eksemplificerer afvisningen af enhver forhåbning om overlevelse. Her handler det ikke om at vugge med bølgerne og skabe sig en så komfortabel tilværelse som muligt, men i stedet hovedløst at svømme mod de store flodbølger med forhåbningen om for en kort stund at kunne få et glimt af toppen, og hvis ikke, ja så kan man med tyk selvironi slå billeder op af sine massive tab og vise, at man trods alt har været med til at spille spillet. Filosoffen og psykoanalytikeren Slavoj Žižek (2021) sammenligner her denne form for investering med shopping i den forstand, at det ofte er selve aktiviteten, der giver den største nydelse, og ikke resultatet. Og fordi investering såvel som shopping involverer, at der altid er noget mere at opnå – ingen af delene opfylder egentligt de behov, vi har – så bliver vi også ved med at udføre aktiviteten. Den kritik af kapitalismens forfængelighed og absurde overflod, som The Wolf of Wall Street præsenterer gennem panoramaer over lystbåde, luksusbiler, bjerge af kokain, læssevis af kontanter og utallige prostituerede samt Belforts moralske fordærv, forudsættes dog af, at der udenfor dette er et meningsfuldt ståsted, hvorfra man solidt plantet på jorden med sund fornuft kan se, hvor forstyrret det hele er. Dette afviser Wallstreetbets både implicit i deres

handlinger og helt eksplicit, idet der konstant gives udtryk for, at der ikke er noget af substans tilbage at miste. I stedet løber de som selvproklamerede aber i flok mod nye satsninger, alt imens de i denne (ærværdige) hovedløse jagt fremmaner deres hustruers kærester: endnu et eksempel på selvironi, som står som betegner for et gennemgribende tab af mening og følelsen af at være udenfor samfundet. Der er ikke nogen kerne af mening tilbage at miste. Der er ikke noget bastant til at afholde disse mennesker fra at risikere alt i jagten på det ‘mere’, som ligger som et fatamorgana i horisonten. Den franske økonom Thomas Piketty beskriver ganske rammende i Kapitalen i det 21. århundrede (2016), at det i stigende grad ikke længere er hårdt arbejde, som kan gøre en rig, men allerede ophobet og arvet kapital, som avler mere kapital gennem bl.a. renter og aktieudbytte- og afkast. På bizar vis frasiger Wallstreetbets sig her den sædvanlige rolle uddelegeret til almindelige mennesker uden millioner af kroner eller en ventende arv, når de på dage tjener eller oftere taber hundredtusindvis af kroner. Men intet af dette betyder noget i længden. Selve det at investere - suset og ikke mindst fællesskabet i ryggen - er langt stærkere end det resultat, man opnår. Det er følelsen af fra sin plads uden for samfundet at kunne påvirke de kræfter og aktører, som dag ind og dag ud har skabt de vilkår, som resten af os så må leve under; de vilkår, hvor hårdt arbejde som sagt ikke længere led-

Kritik

er til velstand. Dusaniwsky fra firmaet S3 Partners, som analyserer data fra finanssektoren, beskrev det rammende, da hun til The Guardian udtalte: ”Much like the revolutionary war, the first line of troops goes down in a rain of musket fire but is replaced by the troops next in line” (Helmore, 2021). Men det rammende ligger ikke i, at Dusaniwsky rammer en åre af sandhed, men i det iro- niske, at Wallstreetbets-investorer ikke er revolutionære soldater, men selvudslettende gamblere, og oprøret er stadig fast forankret indenfor kapitalismens rammer. Det består, som Žižek (2021) noterer sig, netop i en overidentificering med systemet, og egentlig forandring kræver, at vi rykker oprøret udenfor systemet. Stadigvæk er bestræbelsen ærværdig, og de forrige kommentarer er ikke sagt ud af malice, men ud af beundring og respekt for de komplette afkald på sund fornuft overfor et system, som ligeledes har en såre mangel på fornuft. Ideen om, at en ændring af den etablerede samfundsorden, må foretages udenfor etablerede rammer, hvilket Wallstreetbets ikke formår og nok heller ikke i ønsker, udgør dog et problem, som på mange måder synes at være uløseligt. Allerede i 1964 med sin bog One-Dimensional Man (1964/2002) beskrev den tyske filosof og medlem af Frankfurterskolen, Herbert Marcuse, hvordan det moderne kapitalistiske samfund i virkeligheden er totalitært i den forstand, at der gennem den

økonomiske og teknologiske organisering af samfundet er blevet etableret stærke begrænsninger for nogen som helst modstand mod systemet. Han skriver om det totalitære: “For ‘totalitarian’ is not only a terroristic political coordination of society, but also a non-terroristic economical-technical coordination which operated through the manipulation of needs by vested interests. It thus precludes the emergence of an effective opposition against the whole” (p. 5). Der er altså ikke tale om noget militærdiktatur eller totalitarisme i Nordkoreansk forstand, men om en særligt lusket og altomfavnende form for totalitaristisk kapitalisme, hvor firmaer og regeringen med økonomiske interesser fabrikerer borgeres behov, og her bliver selv behovet eller ønsket om en omvæltning eller forandring af systemet indlemmet i det selvsamme system, som man forsøger at modsætte sig: Systemkritiske bøger, musik, kunst, demonstrationer og oprør bliver alle sammen solgt som produkter indenfor systemet og tilfredsstiller de fleste individers behov for forandring, uden at der egentlig forandres noget. Marcuse mener ganske vist, at vi i sidste ende godt kan ændre systemet ved at foretage en radikal og gennemgribende afvisning af systemets undertrykkelse, men dette er selvsagt ikke så nemt endda, når kapitalismen konstant og utrætteligt arbejder på at indlemme disse forsøg, og Wallstreetbets formår i hvert fald ikke at foretage nogen afvisning af systemet, idet de i første om-

Kritik

gang bruger de selvsamme instrumenter, som systemet har stillet til rådighed. For at slutte af vil jeg endnu engang henvise til den kære Žižek, som i denne forbindelse i flere forelæsninger og bøger nyder at nævne en korrespondance, som angiveligt skulle have fundet sted mellem Tyskland og Østrig under Første Verdenskrig, hvor Tyskland skriver i et telegram, at situationen hos dem er alvorlig men ikke katastrofal, hvortil Østrig svarer: “Her er situationen katastrofal, men ikke alvorlig”. Udvekslingen er på overfladen særdeles morsom, men Žižek bruger den i en langt mere alvorlig kontekst til at beskrive den opfattelse, man i høj grad ser i dag, hvor vi alle helt og holdent er klar over, at situationen med social ulighed, klimaforandringer, korruption, immigration og meget mere er ganske katastrofal, men alligevel opleves den ikke som seriøs – vi fortsætter trods alt vores daglige liv uden længere ophold, end når diverse hashtag, klimademonstrationer, pride-parader, demonstrationer mod politiet, De Gule Veste, etc. kortvarigt titter frem og vipper balancen marginalt, inden de indlemmes i den eksisterende orden. Žižek (2021) advarer i den tidligere citerede artikel: “An explosive mixture is in the making, and the longer the explosion is postponed, the more devastating it could be.”

Litteratur: • Žižek, S. (2021, 1. februar). The capitalist nihilism of WallStreetBets. The Spectator. https://www.spectator.co.uk/article/the-capitalist-nihilism-of-wallstreetbets • Helmore, E. (2021, 27. januar). How GameStop found itself at the center of a groundbreaking battle between Wall Street and small investors. The Guardian. https://www.theguardian. com/business/2021/jan/27/gamestopstock-market-retail-wall-street • Piketty, T. (2016). Kapitalen i det 21. århundrede. Gyldendal. • Marcuse, H. (1964/2002). One-dimensional man. Routledge

Psyklen tester

Psyklen tester: ‘Hverdagsbyt’ Signe Lehn Brand, 7. semester Rutiner og vaner Vi har alle sammen vores helt egen måde at leve livet på. Samtidig er mange ting mere eller mindre universelle: Man står op om morgenen, man spiser måltider, studerer og holder fri, og man går i seng om aftenen. Men hvor meget adskiller psykologistuderendes typiske hverdage sig egentlig fra hinanden, og er det muligt at udleve en andens hverdag? Det har vi i redaktionen testet i denne omgang Psyklen tester!

Ombytningen Vi startede med at skrive hver vores typiske hverdag udførligt ned, time for time: Hvornår står jeg op og spiser morgenmad, hvornår studerer jeg, og hvad laver jeg i min fritid af kreative projekter, sportsdyrkelse og så videre. Derefter skete byttet

lige over. To og to fik vi tildelt hinandens hverdag. Derefter havde vi en uge til at udføre eksperimentet, sætte en dag af og følge vores givne hverdag så minutiøst som muligt. Hvordan er det at leve en andens hverdag? Da vi evaluerede på oplevelsen, blev det klart for os, at selvom mange ting gik igen fra hverdag til hverdag, så var det alligevel en stor forandring at skulle følge en hverdag med andre rutiner, vaner, interesser og prioriteringer. Vi oplevede udfordringer ved at bryde vores egne vaner, som vi fandt, var meget fastforankrede. For eksempel fortalte flere, at det var udfordrende at leve op til den studiemæssige indsats, de kreative udfoldelser og mængden af fysiske aktiviteter, som ens givne hverdag indeholdt. Dog var de samme udfordringer for flere af os også tankevækkende, da de åbnede op for idéer til nye måder at udfolde sig selv på. Flere oplevede altså at blive kastet ud i ting, de ikke havde prøvet før. For eksempel fik en af redaktionsmedlemmerne, som aldrig havde malet med akvarelfarver før, malet flere fine akvareller, som nu er indrammet og hænger derhjemme. En anden fik løbet 5 km inden morgenmaden, og en tredje var inspireret af den yogasession, som hendes givne hverdag indeholdt.

Psyklen tester

Hvad kan man lære af hinandens vaner og rutiner? Fælles for alle vores oplevelser var, at det rystede os ud af vores hidtidige, fastlåste måder at anskue vores egen måde at leve i tilværelsen på. Samtidig var det hyggeligt i disse coronatider at komme meget tæt på et andet menneske gennem dennes hverdag og måde at gøre tingene på. Efterfølgende diskuterede vi desuden både, hvordan vi selv oplevede balance i vores egen hverdag, og hvordan denne balance var anderledes i den lånte hverdag. Flere oplevede en stor forskel i balancen på forskellige spektre. Blandt andet balancen mellem at være derhjemme og komme udenfor, men også mellem at være pligtopfyldende og studere samt at få udlevet sine mere kreative sider og desuden holde fri. Vi snakkede også om balancen i søvn, hvor flere af os oplevede, at denne blev rykket, da vi skulle tilpasse os et helt andet søvnmønster. Dette så vi som havende en markant betydning for hele vores oplevelse af hverdagen da søvn, ligesom madindtaget, påvirkede den kropslige balance. Vi oplevede også, at mængden af stimuli for, at man var i balance, var meget forskellig. Nogle blev overstimuleret, mens andre oplevede momenter af kedsomhed, mens andre igen oplevede en større grad af flow end i deres egen hverdag.

På trods af de mange større og mindre forskelligheder var vi dog enige om én ting: Det var utroligt inspirerende at prøve noget nyt og anderledes, og det, at man investerede en hel dag i at leve sig ind i en andens liv, var både givende og øjenåbnende ift., hvordan vores egen hverdag er. Så især i denne tid, hvor den nære kontakt for mange er en mangelvare, var det en intim og givende oplevelse at få lov at holde en lille del af en andens liv i sin hånd og mærke, hvordan det føles at være i denne. PS. På næste side finder du en lille hverdag, som du kan få lov at prøve, hvis du har brug for et, om ikke andet kortvarigt, nyt syn på tilværelsen.

Psyklen tester

Hverdag 07.00-08.00: Står op, laver chiagrød (chiafrø sat i blød i (havre)mælk dagen før) med vanilje og med æble- og bananstykker, sirup og kanel ovenpå, og spiser morgenmad med min kæreste. Vi diskuterer ofte politik eller nyheder 8.00-09.00: Studerer koncentreret 09.00-10.00: Holder pause i et kvarter, studerer derefter igen 10.00-11.00: Dyrker 20 min yoga, og studerer igen 11.00-12.00: Studerer 12.00-13.00: Spiser frokost ½ time. Laver overspringshandlinger (Facebook, Trendsales, Instagram, LinkedIn) og fortæller mig selv, at jeg skal studere. Ser youtube-videoer om parforhold og katte 13.00-14.00: Går en god, lang tur med min kæreste og får en god snak 14.00-15.00: Maler på et lille akvarelbillede - gerne af en buket blomster, jeg har købt 15.00-16.00: Ser tv - gerne et DR-program 16.00-17.00: Laver ingenting… (dvs. ser mere TV, spiller computer - gerne et spil på Steam). Ellers læser jeg en god bog eller strikker 17.00-18.00: Kigger på spændende vegetarretter - ender ofte med at lave svamperisotto. Køber ind til dette 18.00-19.00: Laver og spiser aftensmad med min kæreste. Mens vi spiser, ser vi et afsnit ’Rick & Morty’, derefter TV-avisen 18.30 og derefter et afsnit af den serie, vi er i gang med 19.00-20.00: Ser et par afsnit serie mere, eller begynder at spille brætspil 20.00-21.00: Spiller brætspil!! For tiden spiller vi Wingspan (40 min). Ellers spiller vi Terraforming Mars (sæt 2-3 timer af til dette - mindst), Gaia Project (2-3 timer), El Dorado eller 7 Wonders Duel (ca 30-40 min). Og ellers bare et spil backgammon (20 min) 21.00-22.00: Spiller videre på brætspil… 22.00-23.00: Går i seng mellem 22.00-22.30. Får læst højt af min kæreste i ’1Q84’ af Haruki Murakami 23.00-07.00: Sover

Digt

Dybderne, vi drukner i Laura Mikkelsen, 2. semester det er de smertende sind der er smukkest dybderne vi dykker i drukner i bølgegang der bryder lysglimt revner indtil hjertet hvor glæden flyder ud af det smukke i alt det små skinner lidt skarpere målt imod den mørke baggrund døden jeg maler livet på

Illustration: Lea Nørlund Jensen, 6. semester

Filmanbefalinger

Breaking the Waves (1996) Af Lars von Trier Kan man bolle sig vej ind i himlen? Det er det provokerende spørgsmål, som Lars von Trier i et nyligt interview hos Louisiana-museet fortæller, var spøgen bag denne ellers inderligt hjerteskærende film om tro, kærlighed og hengivenhed. De af jer, som deltog i studiecaféen om Tønnesvang (2005) vil måske også kunne huske, at denne film blev bragt op som et eksempel på tilsyneladende fejlslagen selvrealisering gennem kærlighed, men denne fortolkning yder på ingen måder den fulde retfærdighed til filmens ambivalens, som i høj grad er et produkt af den samtidige tilstedeværelse af religiøs og følelsesmæssig provokation og så udforskningen af reelle og meget tunge eksistentielle spørgsmål, som er langt mere deprimerende og smertefulde at håndtere, end de er spøgefulde. Citat: “We do not need bells in our church to worship God”

Honey Boy (2019) Af Shia LeBeouf Som det bliver nævnt i artiklen om psykologens sympatiske byrde giver Shia LeBeoufs film Honey Boy et hjertegribende indblik i, hvordan man kan håndtere traumatiske og utilgivelige hændelser. Filmen blev skrevet af LeBeouf, da han var i behandling for alkoholmisbrug, og står som et forsøg på at forsone sig med en kaotisk barndom præget af faderens omsorgssvigt og emotionelle overgreb, som ingen børn burde opleve, men som samtidig på både godt og ondt kommer til at udgøre centrale dele af den, han er. Historien formår at gå den svære balancegang mellem fordømmelse og forståelse, hvilket cementeres af LeBeoufs rolle i filmen som sin egen far, og den giver en øjenåbnende indsigt i, hvordan vores historie og opvækst ikke er en, vi kan slippe fra, men kun en, vi kan forene os med på en sådan måde, at den gør fremtiden værd at gå i møde. Citat: “You’re making a movie about me? Well, make me look good, Honey Boy”

Illustratorens hjørne

Illustration: Storm Munk-Hind, 4. semester

Psyklen er en del af:

Har du noget skriftligt på hjerte, som skal ud til det helt store publikum? Laver du kunst og vil gerne blive kendt? Så kontakt Psyklen. En seriøs, skarp og smuk debatskaber. Den intellektuelle sprøjte, som giver dig dit fiks. Et helt essentielt og samlende organ på Psykologisk Institut, der ønsker at give spalteplads til så mange stemmer som muligt. Skriv til: psyklen@gmail.com. Alle henvendelser er velkomne.