Eventyr med Erik

En ung mands glade sange

Erik Pegel, 5. semester

For den almene psykologistuderende er hverdagen spækket med hård empiri, hvilket kan være trættende for selv den mest barske teorifanatiker. Når hjernen er ved at koge over, så kan det være nødvendigt at holde en pause en gang imellem. En perfekt pause kan man finde i de velkendte eventyr og fortællinger, som man kender fra sine yndlingsgodnathistorier. Dog er dagens fortælling hverken fra Brødrene Grimm, Tusind og en Nat eller H. C. Andersen; denne fortælling stammer fra et fjernt og mystisk land.

Denne historie handler om en ung mand, som en dag følte en uimodståelig trang til at drage ud i verden. Derfor fandt han en gruppe af ligesindede unge mennesker, og uden megen mere forberedelse drog de ud for at finde det, som unge mennesker leder efter. På deres rejse fandt de dem selv i en skov med store træer, og ved en bred lysning holdte de en pause. I denne skov var der mange dyr, og mens de hvilede sig, blev de pludselig omringet af en gruppe af kæmpemæssige bavianer. De fleste af os psykologistuderende har efterhånden, om vi har villet det eller ej, tilegnet os en vis viden om adskillige aber, og ved at bavianer er farlige og aggressive aber med store hugtænder. Disse ualmindeligt store bavianer kiggede dog kun nysgerrigt på de rejsende, og travede så videre på deres vej. Den unge mand – helten i denne historie – foreslog resten af gruppen, om ikke de skulle slå sig ned her? En smuk skov med mange ressourcer, hvor selv de egentligt farlige rovdyr var fredelige. Er det ikke et godt og roligt sted at være? Gruppen stemte imod dette, og de rejste videre.

I takt med at tiden gik, og de rejste længere ud i verden, begyndte koldere klimazoner og årstider at trænge sig på. Vores udmattede gruppe af unge rejsende nåede til en ensom landsby i et snelandskab, hvor de små hyggelige træhuse stod på rad og række. Røgsøjlerne fra skorstenene indikerede liv, og vores rejsende skyndte sig derhen. Vores helt gik igennem landsbyen, og snart mødte de dens befolkning. Til deres store overraskelse bestod denne befolkning ikke af mennesker, men af små nisselignende væsner! På Rådhuspladsen fandt en stor sneboldskrig sted, hvor mindst 30 af væsnerne kæmpede imod et hold bestående af to væsner og en kæmpe; den må have været mindst tre meter stor! Vores helt og de andre rejsende blev budt velkommen med åbne arme og deltog straks i sneboldskrigen. Fremfor normale snebolde, så kastede man med snebolde af alle regnbuens farver, og disse regnbuesnebolde var perfekt runde! Både nissevæsnerne og de rejsende havde det sjovt og grinte hjerteligt. Efter sneboldskrigen gik vores helt videre gennem landsbyen, og nåede snart til en bod, hvor en mand bød dem velkommen. Allerbedst kan denne mands udseende beskrives som en blanding af julemanden og Thorvald Stauning, og med en rungende bas af en stemme bød han vores helt velkommen til hans landsby, for han var borgmester. Ved hans bod uddelte han is – den samme is som også blev brugt i sneboldskrigen. I hans bod var der is af alverdens farver i perfekt runde snebolde, der lå i perfekte rækker og kolonner i hans bod; denne mand kunne lide orden! Fremfor endnu en sneboldskrig tilbød borgmesteren vores helt og de andre rejsende at spise hans is, for det var hans specialitet og kunne ikke fås nogen andre steder i verden. Taknemmeligt tog de imod isen, men lige da de skulle til at spise den, råbte en ung pige ad dem, at de ikke skulle gøre det. Vores helt vender sig om, og stående i sneen blot få meter væk så han en fantastisk ung pige, som løb hen imod dem. Hun begyndte igen at tale og opfordrede med fortvivlelse i stemmen vores helt til, at han ikke skulle spise isen. For denne is var forhekset, og hvis man spiste den, så kunne man aldrig mere forlade landsbyen. Den gamle borgmester var hendes far, og han var en ond troldmand. Det var dog for sent, og vores helt havde allerede spist isen.

Illustration: Storm Munk-Hind, 6. semester

Dage blev til uger, uger blev til måneder, og vores helt og alle de rejsende spiste nu dagligt isen. Denne is lagde et slør over deres sind, og de bemærkede aldrig nogensinde, hvordan de var bundet til landsbyen. Hver enkelt dag gjorde de – uden at stille nogen spørgsmål – det samme som den forrige, og ingen fandt nogensinde noget at klage over. Med tiden skete der dog noget vidunderligt, for vores helt og den unge pige blev, på trods af den tyranniske fars magi, forelskede. De tilbragte al deres tid sammen, og selvom hun allerede i forvejen var meget smuk, så blev hun mere fantastisk i hans øjne, hver gang han så hende.

Hun må have været på samme alder som ham, men så samtidigt yngre og uendeligt ældre ud. Allerede dér vidste vores helt, at så perfekt en person kun kan eksistere hinsides tid. Det er denne slags tanke, som den unge elskende kærligt tænker for sig selv for bagefter at fortryde aldrig at have udtalt den.

Ved hver chance de fik, forsøgte de at finde skjulesteder. Skjulesteder hvor de kunne være sammen uden hendes fars tyranni og overvågning, men det var ofte forgæves. Selv dette stoppede ikke det unge par, og de blev mere og mere forelskede. Om det skete i et pludseligt øjeblik eller i en gradvis proces, det er umuligt at sige, men pludselig vågnede vores helt op af sin søvn. Hvad var det, der skete, siden han pludselig så sin omverden for alle dens mangler? De hyggelige træhuses smukke facader så han for deres illusion, den onde magi var brudt. Denne by, denne verden, var korrupt og fyldt med mangler! Han skyndte sig at pakke alle sine sager; nu manglede han kun en ting. Med raske, omend varsomme, skridt gik han gennem byen. Han skulle finde hende men måtte ikke blive set af borgmesteren. Hun stod ved isboden, hvor hendes far normalt stod. Vores helt fortalte hende, hvordan de måtte rejse ud i verden og væk fra alt dette. For selv hvis de måtte være tiggere i en stor og farlig verden, så havde de hinanden og ville være frie. Han forklarede hende alt og kunne se på hende, at hun forstod. Frem for at svare ham opstod en vemodighed i hendes blik, idet hun fæstede øjnene på jorden foran sig. Hun kunne ikke se ham i øjnene, hun kunne ikke sige noget. Hun rystede blot sagte på hovedet, for hun kunne ikke vriste sig fri fra sin barndoms verden og farens tyranni. Denne ene gang vil jeg, som ydmyg historiefortæller, vove mig at fortolke mine subjekters tanker. For selv om jeg ikke er tankelæser, så var denne fantastiske unge piges kærlighed til vores helt lige så oprigtig og dyb som den, han følte for hende. Dog kunne hun ikke frigøre sig fra sine omstændigheder, de havde et for stærkt greb om hendes sarte sjæl.

Vores helt var sønderknust, for var det ikke præcis denne kærlighed, som gjorde ham stærk nok til at frigøre sig fra sine omstændigheder for derefter at søge mod en bedre eksistens? Magien var brudt, og han kunne ikke længere forblive i landsbyen – han var nødt til at rejse alene.

De næste år gik flyvende for vores helt. Han tog en uddannelse, hvor han bestod som mønsterelev. Flere år gik, og han levede et godt liv. Her havde han et godt betalt arbejde, hvor han havde et flot jakkesæt på hver dag! Desuden nød han regelmæssige forfremmelser og kørte rundt i en dyr bil. Goderne var dog ikke kun materialistiske, for hans venner værdsatte ham for hans hjælpsomhed og beundrede ham for at være en af de få voksne og modne mennesker, som dog aldrig glemte deres barnlighed. Han havde aldrig fundet en, som han kunne dele hans mest sjælelige glæde med, dog var han stadigvæk i livets unge år; han havde tid endnu.

På en varm sommerdag kørte han ud i sin flotte, røde italienske sportsvogn, naturligvis en cabriolet, for at handle ind. Det var en af de varme sommerdage, hvor luften stod stille, imens solen brændte på. Stadigvæk iført et af sine diverse dyre jakkesæt skyndte vores helt sig hen til supermarkedet, hvor en forhåbentligt velfungerende aircondition ventede på ham. Da han kørte ind til supermarkedet, bemærkede han, at det var her, hvor han som 15-årig fik sit første job. Med et smil af nostalgi gik han hen over parkeringspladsen – stadig med en airconditions kolde velkomst som mål. Pludselig var der noget i hans øjenkrog, som fangede hans opmærksomhed. Dér, helt i hjørnet af parkeringspladsen, lå noget. På den varme asfalt, som solen i timevis havde bagt på, lå en lille genstand. Da han nåede derhen, så han, at det var en lille orange snebold—en perfekt rund kugle. Asfalten havde nået ubehageligt brændende temperaturer, dog smeltede denne snebold ikke, men bevarede sin perfekte form. Der var gået mange år, men vores helt kunne vagt huske denne snebold. Han samlede den op for at studere den nærmere og tog til sidst en bid af den orange snebold. I samme øjeblik mærkede han ikke længere den stillestående og varme sommerluft. I stedet begyndte en kold vind at blæse omkring ham. Den nådesløse sol erstattedes af snefnug, og han fandt pludselig sig selv ved indgangen til den ensomme landsby i snelandskabet, hvor han havde tilbragt sine unge dage. Han gik med sagte, dog bestemte, skridt gennem landsbyen. På husene omkring ham krakelerede malingen, og nogle få svage røgsøjler steg op fra enkelte huse. Ingen sneboldskrige, ingen glade råb – gaderne var tomme. Han gik videre gennem byen og nåede endelig til en bod. Ved boden mødte han en kvinde; hun så ældre ud end ham. Hendes hår var filtret og fedtet, hun havde dybe poser under øjnene, og hendes tøj var hullet og slidt. Selv om hun kun lignede en fjern afbildning af sig selv, så genkendte vores helt hende med det samme. Da han gik op til boden, så han hende dybt i øjnene og spurgte: ”Nå, kommer du med mig den her gang?”. Også denne gang sagde hun intet, kiggede ned i jorden, og rystede skælvende på hovedet. Vores helt blev ikke skuffet, men genkendte den samme skæren i hjertet, som han havde følt for så mange år siden. Han svarede blot: ”Okay, jeg er tilbage igen om et par år”.

Idet han gik tilbage gennem den tomme landsby, mærkede han sig selv blive ældre. Han kunne høre de glade sange, som han som ung mand havde sunget; de var nu ikke meget mere end et ekko i den kolde vind.