Sådan passer du dine planter om vinteren

Mange af os har købt potteplanter til stuen eller værelset under Corona-nedlukningen. Nu hvor vinteren nærmer sig, er det vigtigt at være opmærksom på, hvordan du med fordel kan passe dine planter her til vinter, så de holder længere.

Signe E. V. Lorenzen, 1. semester

Mindre vand og gødning om vinteren

Om vinteren vokser dine planter ikke nær så meget, som de gør i vækstperioden fra marts til oktober. Derfor behøver de heller ikke lige så meget vand eller gødning, som de gør om sommeren. Du kan med fordel tjekke jorden ved at stikke en finger eller en pind ca, 5 cm ned i jorden - er jorden våd, og sidder jorden fast på din pind eller din finger, så bør du vente med at vande. Overvander du din plante kan du risikere, at plantens rødder rådner, hvilket ofte er karakteriseret ved bløde men gule/brune blade.

Gødning bør heller ikke foregå uden for vækstperioden (dog kan gødningspinde, du allerede har placeret i potten, blive siddende).

Sørg for, at de står det rigtige sted

Når det bliver koldt udenfor, skruer vi op for radiatoren, og det kan hurtigt blive for tørt for din plante, hvis den står lige ovenpå eller ved siden af din radiator. Udtørring kan ses på tørre og visne kanter på bladene på din plante. Så flyt gerne dine planter til et sted, hvor de kan få lys, men

ikke er i risiko for at blive udtørret. Desuden kan du med fordel dreje dine planter, så de ikke kun vokser sig store på den ene side.

Hold dem fugtige og skadedyrsfri

Om vinteren er det ekstra vigtigt for din plante at få så meget sol som muligt. Derfor kan du hjælpe din plante ved at fjerne støv, der reducerer soloptagelse: Tør enten af med klud eller stil dem ud i regnen. Du kan også give dem et bad under bruseren, men ofte vil vandstrålerne være for kraftige, og det høje niveau af kalk i vandet kan give pletter på bladene. Hvis du har en tørretumbler, kan du evt. putte vandet fra maskinen i en forstøver, da vandet er de- mineraliseret, dvs. der er ikke kalk i (OBS: Brug ikke dette vand til spiselige planter, fx krydderurter).

Udover at et brusebad vil holde planterne støvfrie og fugtige, så kan det også dræbe eventuelle skadedyr, der kan finde på at bo i dine potteplanter.

Planter har dog, selvom man tager alle forholdsregler, en tendens til at se lidt triste ud om vinteren. Til foråret, når solen kommer igen, så lever de dog ofte igen og fortsætter deres vækst.

Drikker du kaffe og er træt af at bruge penge på gødning?

Du kan med fordel bruge kaffegrums som gødning ved at gøre følgende: • Bryg din kaffe • Læg dit kaffegrums ud på en tallerken eller plade, hvor det kan tørre. Så er det nemmere at fordele i din potteplante. • Stryg dit kaffegrums ovenpå potte- plantens jord. • Brug kun én gang hvert halve år til dine indendørsplanter.

Illustrationer: Olivia Vibeke Awa Sidibe-Christensen, 3. semester

Moderskabets natur

I 2020 lagde Olga Ravn det litterære landskab ned med sin roman Mit Arbej- de, hvor forfatteren via sit fiktive alias kæmper med at stå ved de ambivalente følelser, der fulgte med titlen som mor. Længe er gravide blevet lykønsket, og nybagte mødre mødes med forventningsfulde blikke, for sikke en magisk tid det må være. Den store overgang, der følger kvinden, som viderefører og forlænger menneskets historie, er næsten blevet mytisk. Det er omtrent noget af det mest naturlige, men spørgsmålet er, om fortællingen om graviditeten og mo- derskabet, som så meget andet, er blevet til et filtreret Instagram-ideal. Er moderskabet ren ubetinget kærlighed? Eller er de ambivalente følelser – skammen, frygten, bekymringen, savnet, som tiltagende beskrives i mediebilledet – en lige så naturlig del af at blive mor? Jeg ringer til 32-årige Jeanette Hardis for at høre, hvilke tanker hun gør sig om dette, når hun på Instagram under brugernavnet @jeanettehardis deler sit nuancerede liv som førstegangsmor til Sølve på nu 2 måneder.

Laura Mikkelsen, 3. semester

Jeg starter ud med at stille Jeanette et af de helt store spørgsmål: Hvad er moderskabets natur for dig? “Det er ikke noget unaturligt ved det, vil jeg mere sige. Alt ved det er jo i virkeligheden bare naturligt, og noget vi er skabt til som mennesker; at reproducere os selv.”

Den rummelighed af moderskabets nuancer, der gennemsyrer svaret her, går igen i hele vores samtale. Jeanette er bevidst om, at ingen af hendes oplevelser, tanker eller bekymringer er unaturlige – men en del af at det blive mor. Alligevel føles det ikke altid sådan.

“Der er helt klart mange ting, der godt kan føles unaturlige, når man så står i det, selvom de er de mest naturlige i verden.”

Som eksempel nævner hun hendes oplevelse af at amme: “Det er sindssygt mærkeligt, når man har været vant til, at ens krop og ens bryster har været objektiviseret til noget seksuelt og lige pludselig bare skal bruges til den funktion, de i virkeligheden er skabt til. Og det, synes jeg godt nok, har været mærkeligt. Det, synes jeg faktisk, har været lidt svært. Blandt andet det her med at amme, fordi det, for mig, ikke nødvendigvis har føltes naturligt, selvom det jo er det.”

Hun fortæller, hvordan hun havde det med følelsen af, at amning for hende indebar at bryde en grænse, og ikke føltes naturligt.

“Svært, i virkeligheden, fordi det at amme hører til en ting, som bare er helt vildt fan-

tastisk. Udadtil virker det som om, at alle elsker det.”

I lukkede Facebook-grupper har Jeanette dog kunne læse, at det langt fra er alle, der synes amning er fantastisk.

“Der er faktisk mange, der har sådan en aversion mod amning af den ene eller anden årsag, som i virkeligheden gør, at de stopper med at amme – eller i hvert fald har det rigtig, rigtig svært med det. Jeg synes, det har været meget lettende at kunne se, at der er et fællesskab, der ikke nødvendigvis synes, at amning er det fedeste. Det er der rigtig mange af dem derinde, der gør, selvfølgelig. Men der er også rigtig stor forståelse for dem, der skriver derinde, at de ikke synes, at det er det fedeste – og det synes jeg sgu er virkeligt dejligt.”

Altså har det for Jeanette været en lettelse at finde fællesskaber, hvor der tales åbent om moderskabets nuancer. Men hun er også selv med til at skabe det rum via sine ærlige Instagram-opslag.

“Jeg tror, at jeg bruger Instagram, og før i tiden meget min blog, som sådan et terapeutisk outlet, hvor jeg har kunnet skrive om og dele de her ting, for at jeg også fik det bedre med det. Det, jeg så finder ud af, er, at mange går rundt og har nogle forskellige følelser, som man af den ene eller den anden årsag tror, man står alene med. Men det gør man bare i virkeligheden slet ikke. Så det her med at dele offentligt, det er både for min egen skyld – for at jeg kan komme ud med det – men også for at være sammen med nogle andre om det. Jeg får noget bekræftelse i, at jeg ikke er alene om det, og de mennesker, der ser det, får jo det samme.”

I et af opslagene deler hun sin oplevelse med at skulle amme sønnen for første gang i offentligheden og forestillingen, hun havde båret om det, inden hun blev gravid.

“Jeg havde altid forestillet mig, at når jeg skulle amme en dag, inden jeg blev gravid og fik Sølve, at det ville være det mest naturlige i verden. Jeg havde bare en eller anden forestilling om en kvinde, der netop sad på en bænk i bybilledet og ammede. Jeg ved ikke, hvor man ser det henne, men det er noget, der åbenbart er repræsenteret i folks bevidsthed.”

Da hun så i vildrede fandt en bænk at amme ved, føltes det langt fra så naturligt som forestillet. Men både i kommentarerne og private beskeder erfarede hun, at hun ikke stod alene med den oplevelse.

“Det blev jeg sgu egentlig glad nok for; at det ikke bare var mig, der gik rundt og havde de forestillinger.”

Og på samme måde fik hun indtrykket af, at de, der kontaktede hende, oplevede samme lettelse over ikke at være alene med de ambivalente følelser.

“Det er virkelig et paradoks, for de er jo netop en naturlig del af det at blive mor, men alligevel har man gjort det til ikke at være en naturlig del af det. Det er de ting, man ikke har snakket højt om. Det er jo de færreste, der går igennem en graviditet, en fødsel og tiden efter, uden at have en eller anden form for komplikation, udfordring eller følelse af unaturlighed.”

Det er primært de dårlige og sårbare følelser, omkring en graviditet, som Jeanette har oplevet som nogle, der lige så stille aftabui- seres.

“Det er blevet mere normalt at sige de ting højt, man synes er hårdt.”

At have det svært med at være gravid er eksempelvis noget, der ikke tidligere er blevet snakket særligt højt om, ifølge Jeanette. “Jeg synes, det har været sindssygt svært at være gravid. Altså det her med, at der vokser noget levende inden i én. Det har jeg haft meget svært ved at forholde mig til. Det er fandme mærkeligt. Det er virkelig syret, at man går rundt, og der vokser noget inde i én. Det er jo naturligt, at man synes, det er syret, men det er måske bare heller ikke noget, folk har været så gode til at sige højt. Altså: ‘Hey, selvom jeg gerne ville være gravid og ønsker det her barn, så synes jeg faktisk, at det er sindssygt mærkeligt, at der ligger noget inde i mig nu, som er levende, og skal ud på et eller andet tidspunkt’.”

Det var særligt i forbindelse med opslag om det emne, at Jeanette mærkede bagsiden af medaljen ved at dele. Visse folk i kommentarfeltet kunne ikke være i hendes tunge følelser og skrev, at hun bare skulle nyde graviditeten og at mærke liv i maven, for det var nu engang det mest vidunderlige og fantastiske nogensinde. Men det syntes Jeanette ikke, og hun fik det kun værre med sig selv af de beskeder og tænkte:

”Det er meget muligt, og jeg er

så glad på dine vegne, men jeg synes jo, at det er nederen. Og når du så skriver, at det er det mest fantastiske at mærke liv i maven og bare vidunderligt og magisk, så har jeg det bare sådan: Jeg synes ikke, at der er noget magisk ved det, og jeg får det faktisk dårligere nu over, at jeg ikke helt bliver lyttet til.”

De oplevelser afskrækker dog ikke Jeanette fra fortsat at dele – tværtimod.

“Jeg tror også, at det, at man deler, er med til at åbne op for, at vi lærer at være rummelige over for hinanden og hinandens følelser – også de her tunge følelser, der er forbundet med graviditet, fødsels- og efterfødselsti- den.”

Allerede inden vi slutter samtalen, planlægger hun at tage et nyt tabu op i fremtiden.

“Jeg tror også, jeg skal have delt noget mere om det, for netop at åbne op omkring det med at få kejsersnit. Det er der jo også nogle kvinder, som føler er et tabu. Man godt høre nogle, der nærmest insinuerer, at når man får kejsersnit, så har man ikke født rigtigt, og man har ikke oplevet, hvordan det er. Jeg havde veer, og jeg var halvvejs i det, så jo. Uanset hvad, så har man født. Der er jo kommet en baby ud. Og det her med at få kejsersnit, det er fandeme ikke bare en skovtur, det er at føde vaginalt absolut heller ikke på nogen måde, men det var fandeme heller ikke sjovt, at det skete så akut, som det gjorde.” Det er tydeligt, at fødselsoplevelsen stadig vejer tungt i kæresteparret.

“Vi har det godt i det, og jeg er landet godt i moderrollen, men hele den måde, fødslen skete på, var giga-traumatisk, og noget som vi helt sikkert kommer til at have tungt inde i os i lang tid.”

Dermed ikke sagt, at de udfordringer, Jeanette har oplevet, har været patologiske.

“Det er jo nok helt normalt, og man behøver ikke nødvendigvis at gøre det til mere, end at det egentlig er naturligt. Men der skal selvfølgelig tages hånd om det, hvis det er noget, der stikker dybere.”

Følelser af unaturlighed, frygt for manglende tilknytning, svære graviditeter er meget vel en naturlig del af moderskabet, og indser vi det, kan det fjerne noget af den ensomhed, gravide og nybagte mødre føler. Derudover havde Jeanette glæde af de sidste par måneder inden fødslen at gå ved en psykoterapeut med speciale i sårbare gravide.

“Jeg tror også, at det er, fordi jeg har taget det i opløbet; har gået hos psykoterapeuten og snakket om, hvordan det har været. Det, tror jeg, er godt givet ud – også at sundhedsvæsenet bruger ressourcer på det, så det ikke bliver en større ting.”

Illustration: Anine Roth Jacobsen, 7. semester

Bachelor light

- Samarbejde eller dobbeltarbejde?

At skrive sammen eller ikke at skrive sammen, hvordan afgør man lige det? Mange på psykologistudiet vælger at skrive deres bachelor alene, og derfor vil vi gerne slå et slag for samskrivning, samarbejdet og at dele sine frustratio- ner og præstationer med andre. Det var nemlig en virkelig god oplevelse for os, så god at vi bedst kan beskrive det som at tage en bachelor light.

Katrine Henriksen & Ninna Christensen, 7. semester, bachelor

Hvordan endte vi med at skrive sammen?

Vi er gode veninder og har tidligere sam- arbejdet om andre projekter. Derfor kender vi hinandens arbejdsmoral og havde gode erfaringer med det. Godt råd: hav en fornemmelse af hvordan I fungerer sammen i et fagligt samarbejde. Vi ville gerne skrive sammen, men fandt ud af, at vi interesserede os for vidt forskellige emner, og derfor besluttede vi os for at skrive hver for sig. Indtil en skæbnesvanger aften, hvor vi delte en god, halvstor flaske rødvin og fik diskuteret os frem til et emne, vi begge fandt interessant… Eurika!

Vi brainstormede meget længe… LÆNGE. Et godt råd: bare vælg og lad vær med at fortabe dig i brainstormen. Vi valgte til sidst at skrive om diagnoser som sociale kategorier og deres påvirkning på individets identitet og selvkoncept. Vi havde ikke samme bachelorseminar, og derfor valgte vi den enes vejleder. Det er ikke noget problem ikke at have samme bache- lorseminar, tværtimod fik vi dobbelt information og fik vendt vores projekt med mange andre. Derudover fik vi en god forståelse for forskellige måder, man kan opbygge bacheloren på og forskellige tids- horisonter ift., hvor langt andre var med deres bachelor. Dette kunne give lidt ro på, idet man kunne føle sig langt bagud ift. alle andre på det ene hold, men opdagede, at man var godt med ift. dem på det andet hold. Det er selvfølgelig ikke et kapløb, men når man ikke har andre udgangs- punkter, er det svært ikke at se på, hvor langt de andre er. Godt råd: prøv om du kan undgå at sammenligne dig med andre.

Hvordan fik vi det til at fungere?

Helt lavpraktisk sad vi hjemme ved hin- anden og skrev (pga. corona). Ellers havde vi nok mødtes på uni, men vi havde god kaffe derhjemme og rigeligt med snacks. Under skrive- og analyseprocessen mødtes vi hver dag fra 8 - 16 (plus/minus), hvor vi sørgede for at give plads til kaffe- pauser, gå-pauser og lange frokostpauser. Ellers holdt vi fri hver aften og weekend. Godt råd: Struktur er key for ikke at blive sindssyg under bachelorskrivning, og når I er to, kan I holde hinanden op på det.

Illustration: Lea Nørlund Jensen, 7. semester

Inden vi gik i gang, lavede vi en forvent- ningsafstemning ift. vores struktur i dagligdagen, hinandens kalendre og lagde også en plan for, hvornår vi gerne skulle være færdig med redegørelse, analyse osv. Derudover sørgede vi for at lave aftensmad sammen en gang i ugen, hygge os og holde en pause fra bachelor for at snakke om alt muligt andet, bare være veninder og ikke kollegaer.

Hvordan var processen?

En bachelor er ikke nødvendigvis en sjov proces, MEN vi følte, vi fik det bedste ud af den ved at bruge hinanden. Når en af os blev meget presset (og du vil blive presset), kunne den anden holde hovedet koldt, hvilket beroligede den pressede bachelorskriver. Vores bachelor var bygget op som en metasyntese (en samling kvalitative studier), så vi fordelte arbejdet sådan, at begge læste, analyserede og diskuterede alle delelementer i opgaven. Til gengæld delte vi selve skrivearbejdet op og gennemgik derefter, hvad vi hver især havde skrevet. På den måde tog ingen af delene længere tid, end hvis man havde skrevet alene. Selve skriveprocessen gik til gengæld dobbelt så hurtigt. Vi brugte dog lang tid på at sparre med hinanden, men på den måde blev al den tvivl, vi sad med, sagt højt og håndteret. På samme måde fik vi kendskab til alle trinene i processen, og ingen af os er i tvivl om, at vi også ville kunne skrive en lignende opgave alene. Godt råd: der er simpelthen ingen grund til at skrive den alene!

Argumenter for at skrive sammen

• Du har en at dele din tvivl med. • Du har en at dele snacks med. • I kan hjælpe hinanden med at skabe struktur og overholde deadlines. • Du har en at hygge dig med. • Du får et ekstra sæt øjne til at kvalitetssikre dit arbejde. • Du har en, der forstår din proces og din opgave 100%. • Samarbejde fordrer læring (Bransford, 1999). • Du lærer din ven meget bedre at kende og styrker (forhåbentlig) jeres relation <3