3 minute read

Eventyr med Erik: Trækfuglene

Erik Pegel, 3. semester

For den almene psykologistuderende er hverdagen spækket med hård empiri, hvilket kan være hårdt for selv den mest barske teorifanatiker. Når hjernen er ved at koge over, så kan det være nødvendigt at holde en pause en gang imellem. En perfekt pause og modsætning til alt dette kan man finde i de velkendte eventyr og fortællinger, som man kender fra sine yndlings godnathistorier. Dagens fortælling er dog hverken fra Brødrene Grimm, Tusind og en Nat eller H. C. Andersen. Dagens fortælling er en gammel, mundtligt overleveret historie fra en bekendt, som gør den perfekt til dagens anledning.

Advertisement

Der var engang nogle trækfugle, som gjorde sig klar til at påbegynde deres lange rejse sydpå. Dog undrede en af fuglene sig over, hvorfor i alverden de skulle påtage sig den store byrde at flyve enorme di- stancer, når der var mad, drikke og godt vejr lige nu og her. Havde nogen af dem overhovedet set vinteren før? Fuglen var hurtigt overbevist og bestemte sig for at tilbringe vinteren i norden. De andre flokfugle undrede sig og forsøgte at overbevise deres kammerat om at følge med. Dog var fuglen urokkelig, og intet kunne gøres. De andre fugle rejste, og hovedfuglen i denne fortælling forblev tilbage. Tiden gik, og fuglen nød sin tid alene med al den mad og drikke, som den nu ikke skulle konkurrere med andre om. Med tiden blev det koldere og koldere, indtil det en dag blev så koldt, at fuglen under en flyvetur blev ramt af en iskold vind. Denne vind var så kold, at fuglen frøs til en blok is, og faldt ned fra himlen midt på en mark. Der gik ikke lang tid, før en ko kom spadserende forbi. Selvom køer er noget så nysgerrige, så var denne frosne fugl ikke spændende nok til at bruge mere tid på. Før den gik, lagde koen en stor kokasse lige på fuglen, hvorefter den fortsatte med det, som køer nu bruger deres dag på. Denne nybagte kokasse var til gengæld varm nok til at smelte fuglen, og den sad nu og pippede af irritation over både den kolde vind og koen. Denne pippen blev straks hørt af en kat, som travede omkring i marken. Katten gik nu hen til fuglen for at undersøge sagen nærmere. Da den så fuglen pippe omkring i kokassen, trak den fuglen op med en pote, hvorefter katten i en mundfuld spiste fuglen.

Det ville ikke være en ordentlig fortælling, hvis den ikke havde en spændende lille moralsk lære til sidst, og denne har endda fire! (1) Solomon Asch er ikke den eneste, som har skrevet om gruppedynamikker. Sir Francis Galton undersøgte i 1907 ”wisdom of the crowds”, hvor 787 folk gættede på, hvor meget en okse vejer. Det tætteste gæt var gennemsnittet af alle gættene, for hvis alle fugle flyver en vej, så er det ofte en god grund til det. (2) Hvis nogen skider på dig, så vil de dig ikke altid ondt. (3) Hvis du sidder i lort til halsen, så lad vær med at skabe dig for meget, en dårlig situation kan hurtigt blive værre. (4) Hvis nogen trækker dig ud af en lortesituation, så vil de dig ikke nødvendigvis noget godt.

Sorg

Viola Gerda Løvig Thomassen, 5. semester

Dine fingre har kærtegnet mig mange gange. Nu ligger de stille: kolde, hvide, lange.

Din mund har sagt gode, kloge ord. Den har sunget smuk musik nu siger den ikke spor.

Mit liv, blandt andre, har du forandret, fortryllet, berørt. Mit liv, nu uden dig, er dumt, ensomt og skørt.

En kiste, en urne, en gravsten ender det hele her? Eller står du høj, rank og gylden i Himmeriget og ler?

This article is from: