Døden som opløsning i naturens beslutsomme døsdrift

Døden som opløsning i naturens beslutsomme dødsdrift

Nicklas Runge, 5. semester

Vi fødes, og som livet langsomt knuser os, opløser os, kravler vi mod den uundgåelige død; den død, som vi gennem hele livet har båret et aftryk af i vores bevidsthed, hvor den som et rungende ekko eksponentielt tiltager i styrke i takt med dens manifestering i os. Hele menneskehedens tanke- virksomhed er fordømt til at være rettet mod dette. Hvis man i nogen henseender overhovedet kan snakke om menneskets natur, så er det dette, at vi retter vores tanker mod døden i et forsøg på at skabe fortællinger, der kan fratage dødens brod dens smertefulde sting. Her er kimen til al filosofi og religion, som Schopenhauer slår fast, og vi forsøger hermed at forholde os til og forene os med vores natur. I denne forholden sig til vores natur som dødsbevidste væsener kommer vi til at kende døden på en måde, som naturen ikke gør det, men omvendt kender mennesket ikke naturen, som døden gør det. I naturen er døden umiddelbar, og døden indgyder her naturen med udtrykket for den kosmiske logik, der driver universet frem mod tilintetgørelse: en beslutsom dødsdrift, som Mainländer beskrev den; en drift, som mennesket oftest afholder sig fra at aner- kende ved middelbart at forme, formidle og forvandle døden gennem sprog og kultur. Naturen og mennesket er således på hver sin vis døden, men døden er i begge tilfælde ikke i første omgang fravær, men bærer i sig en livskraft, en bliven til, en produktion af henholdsvis momentum og kultur. Men hvad er denne bliven til til for? At blive til intet. Dette forstår mennesket dog også i det moment, hvor vi hæver os over kulturens vanlige fremstillinger af døden, og tager stilling til vores eksistens, for her anerkender vi dødens forbundet- hed med livet som vores uundgåelige ende – om så denne indsigt foregår gennem en Heideggersk tagen stilling til og accept af døden som et uundgåeligt element af en autentisk eksistens, hvor væren afslører potentiel ikke-væren, eller om det Mainländersk er at se døden i øjnene med komplet sindsro og anerkende, at døden er menneskets endelige frelser. Vi ser her hos Mainländer, at vores tilværelse er en væren mod intet i en tæt forbundethed mellem menneske og natur.

En af de forfattere – for det er særligt i litteraturen, at vi må søge indblik i problemstillinger som ovenstående – som i særlig høj grad har udforsket dette forhold mellem mennesket og naturen, og hvordan døden kommer til udtryk i, eller i det hele taget muliggør dette forhold, er Hermann Hesse. Denne artikel vil derfor forsøge at fremstille nogle af de indsigter, som Hesse har gjort sig om menneskets tilværelse og relatere disse til menneskets tilværelse i retning mod døden. Der vil ikke være tale

om nogen nøgtern, akademisk fremstil- ling, men om en mere svævende rundflyv- ning, der kun har til formål at prikke til nogle tanker, og det vil, ligesom livet, blive ubehageligt (eller måske nærmere befriende) kort.

I en af sine første romaner, Unterm Rad (Under hjulet), fra 1906 skriver Hesse om den unge Hans Giebenrath, som bor i en lille tysk landsby, hvor han er et sandt akademisk vidunderbarn. Selv nyder han at bruge tid i naturen og særligt på at fiske i en nærliggende å, men dette er der liden tid til, idet såvel hans fader som skolens rektor tilskynder ham – og i dette også mere eller mindre tvinger ham – til at studere intensivt, så han kan blive dygtig nok til at komme igennem en forestående eksamination, der kan give ham adgang til en god uddannelse på klosterskolen. Man har allerede her lyst til at pointere, hvordan Hesse har fat i en vigtig pointe om det pres, børn kan føle ift. deres uddannelse, og dette er da også et centralt budskab i bogen, men det skal vi ikke undersøge videre her. Hvad, der er på spil, handler ganske enkelt om liv og død, for Giebenrath føler sig selvsagt

mere og mere utilpas i sin tilværelse som det akademiske vidunderbarn, der skal vie al sin tid til akademiske bestræbelser fremfor til sine egentlige passioner eller indre udvikling. Det ender med, at Giebenrath efter et nervesammenbrud og bundløs fortvivlelse må forlade den vel- ansete klosterskole og vende hjem til sin landsby, hvor han i stedet kommer i lære hos den lokale smed. Der findes en uendelig dybfølt beskrivelse af, hvordan Giebenrath når til dette punkt og den tætte tåge af melankoli og selvmords- tanker, som han ind- hylles i, men hvad, der vil lægges vægt på her, er handlingsforløbet i retning mod slutningen af bogen (og Giebenrath, som vi skal se). Giebenrath finder sig nogenlunde tilpas i sin nye tilværelse som lærling i det mere konkrete, jordbundne og menneskenære foretagende, men alligevel er der konstant en nagende fornemmelse af, at der mangler noget, eller at han mangler noget for at kunne passe ind; ikke i egen tilværelse, men i en tilværelse, der er blevet skabt

Illustration: Signe E. V. Lorenzen, 1. semester

for ham. Venskaber knytter han dog, og forelskelse får han at mærke, og det lader til, at det hele langsomt vil flaske sig, men en skæbnesvanger aften ender dette brat, eller måske har det været længe undervejs. Det kan ikke vides, men hvad, vi ved, er, at Giebenrath på vej hjem fra en aften på en kro med sine kollegaer fra værkstedet ender med at drukne eller drukne sig i en flod. Vi får ikke at vide, hvad der sker, andet end at han bliver fundet død i floden næste morgen, og at han på vej hjem var ved at sprænges af modsatrettede og modsigende følelser: dyb fortvivlelse og selvhad på den ene side og lethed, fornøjelse og forbundethed med naturen og sit nye liv i landsbyen på den anden. Begge dele kan lige vel have ført til Giebenraths drukning eller selvmord, og det er i dette enigma og denne ubestemthed, at Hesses korte roman åbner for et uendeligt univers af mulighed for kontemplation over menneskets tilværelse i naturen, i samfundet, i livet og i retning mod døden.

Hvad, der synes at være på spil og kan anes her, er menneskets kulturelt konstruerede tilværelses møde med den kosmiske logik, som døden har indgydt naturen med: den væren til og mod intet, hvis betydning blev antydet i indledningen, og som vi kan ane og spejle os i, når vi selv mærker de splittelser i vores eksistens, som får os til at standse op, hæve os over os selv og se på, hvor vi står. Og det er her, at Hesses særlige brug og opfattelse af naturen bliver særligt interessant, for i Hesses andre værker (særligt i Peter Camenzind og Sol og Måne) ser vi den samme skildring: Som det siges om Gud, giver den og tager fra os; den er hverken farlig eller sikker. Den er horisont, udvidelse, udsyn, udforskning, udfordring, alt med ‘ud’, der ligesom døden kalder på os som den vældige vidde, der strækker sig ud over vores egen eksistens. Det er ikke et under, at det er på havet, vi møder det sublime, som filosoffen Longinus pointerede for 2000 år siden, mens vi i naturens helhed og gradvise opsplitning møder det komplekse og konvergerende i ordenes fulde, svimlende forstand. Menneskets død i denne natur er ikke en tragedie, men en brik i naturens kosmiske orden, der ganske vist gør os triste og tynger os med savn, men som samtidig understreger forbundetheden mellem os og naturen, som var døden blot en returnering af det lånte menneske til dets oprindelige hjem i naturen.

Giebenraths drukning kan således meta- fysisk ses som ikke bare kulminationen på hans liv, for det er det jo naturligvis, men også som en form for opløsning af hans væren ind i intet som en større og højere orden, hvor selve de uforsonlige kræfter, som Giebenrath kæmper med, kan nå deres eneste mulige samling: samlingen i spredning. Her trækkes der på Mainländers metafysiske udlægning af, hvad der i generelle træk i dag svarer til teorien om universets varmedød, hvor alt i uni-

verset splittes op og langsomt går fra hin- anden, indtil intet længere er forbundet, og alt energi er spredt så meget ud, at intet længere kan ske. At indgå i dette endelige er at blive frelst fra livets smerte. Bevæger vi os fra metafysikken over til et eksistentialistisk perspektiv og tager selvmordet som udgangspunkt, handler det også her om den nødvendige samling af uforsonlige modsætninger, idet vi kan se drukningen som et selvmord, der var drevet af, at Giebenrath hele sit liv var underlagt mennesker, som forsøgte at gøre ham til noget, uden han selv havde nogen indvirkning på dette, og at dette forsøg på at gøre ham til noget drev ham til at gøre sig selv til intet som et sidste forsøg på at opløse modsigelserne i sig selv.

Tilbage står dog det faktum, at vi egentlig ikke kan vide noget om, hvad der præcist forårsagede Giebenraths død, både fordi, der ikke var nogen til stede til at se den, men også mere grundlæggende fordi dødens årsag ikke som sådan bare kan fastslås: Det er den ultimative private begivenhed, og for et diagnosticerende samfund som vores kan dette være yderst frustrerende, men kommer vi denne frustration til livs, ligger der, som det forhåbentligt er blevet vist, en enorm værdi i ubestemthedens ansporing af en dybere kontemplation. Hvad, vi med Hesse dog kan sige noget om, er, hvor døden er. Hos Hesse udspiller den sig nemlig som antydet i en forbundethed mellem mennesket og naturen, hvor mennesket kender døden på en måde, som naturen ikke gør det, mens døden kender naturen på en måde, som mennesket ikke gør det, og i mødet mellem de to – dvs. mellem menneskets kulturelle opfattelse af døden og så den beslutsomme dødsdrift, der gennemstrømmer naturen og derved naturligvis også altid mennesket på det fysiologiske niveau – stilles mennesket overfor dets fundamentale eksistentielle vilkår og kan her vælge at gå dette i møde med sindsro og visdom om sin plads i naturen og i sig selv. I dette er døden hos Hesse ikke noget udefrakommende eller noget unaturligt, der trænger sig på i det indre, men hos den døende en opløsning af denne og dennes indre modsætningsforhold gennem realiseringen af den naturlige drift, der fra starten har ligget i os, og hos de efterladte kan det, hvis vi lader det, være et fænomen, der åbner vores øjne for vores forbundethed med hinanden og naturen i dens kosmiske udfold og vældige vidder, hvor alt bevæger sig mod intethed og udslukthed.