Essay
Døden som opløsning i naturens beslutsomme dødsdrift Nicklas Runge, 5. semester Vi fødes, og som livet langsomt knuser os, opløser os, kravler vi mod den uundgåelige død; den død, som vi gennem hele livet har båret et aftryk af i vores bevidsthed, hvor den som et rungende ekko eksponentielt tiltager i styrke i takt med dens manifestering i os. Hele menneskehedens tankevirksomhed er fordømt til at være rettet mod dette. Hvis man i nogen henseender overhovedet kan snakke om menneskets natur, så er det dette, at vi retter vores tanker mod døden i et forsøg på at skabe fortællinger, der kan fratage dødens brod dens smertefulde sting. Her er kimen til al filosofi og religion, som Schopenhauer slår fast, og vi forsøger hermed at forholde os til og forene os med vores natur. I denne forholden sig til vores natur som dødsbevidste væsener kommer vi til at kende døden på en måde, som naturen ikke gør det, men omvendt kender mennesket ikke naturen, som døden gør det. I naturen er døden umiddelbar, og døden indgyder her naturen med udtrykket for den kosmiske logik, der driver universet frem mod tilintetgørelse: en beslutsom dødsdrift, som Mainländer beskrev den; en drift, som mennesket oftest afholder sig fra at anerkende ved middelbart at forme, formidle og forvandle døden gennem sprog og kultur. Naturen og mennesket er således på hver sin vis døden, men døden er i begge
22
tilfælde ikke i første omgang fravær, men bærer i sig en livskraft, en bliven til, en produktion af henholdsvis momentum og kultur. Men hvad er denne bliven til til for? At blive til intet. Dette forstår mennesket dog også i det moment, hvor vi hæver os over kulturens vanlige fremstillinger af døden, og tager stilling til vores eksistens, for her anerkender vi dødens forbundethed med livet som vores uundgåelige ende – om så denne indsigt foregår gennem en Heideggersk tagen stilling til og accept af døden som et uundgåeligt element af en autentisk eksistens, hvor væren afslører potentiel ikke-væren, eller om det Mainländersk er at se døden i øjnene med komplet sindsro og anerkende, at døden er menneskets endelige frelser. Vi ser her hos Mainländer, at vores tilværelse er en væren mod intet i en tæt forbundethed mellem menneske og natur. En af de forfattere – for det er særligt i litteraturen, at vi må søge indblik i problemstillinger som ovenstående – som i særlig høj grad har udforsket dette forhold mellem mennesket og naturen, og hvordan døden kommer til udtryk i, eller i det hele taget muliggør dette forhold, er Hermann Hesse. Denne artikel vil derfor forsøge at fremstille nogle af de indsigter, som Hesse har gjort sig om menneskets tilværelse og relatere disse til menneskets tilværelse i retning mod døden. Der vil ikke være tale
