Forårsbladet 2020

grænser PSYKLEN #forår2020

ET PSYKOLOGIFAGLIGT BLAD

OMSLAG

Bladet udgives af psykologistuderende fra Aarhus Universitet 2-3 gange pr. semester.

Storm Munk-Hind

REDAKTØRER

Ida Marie Lindemark Lervad Viola Løvig Thomassen Storm Munk-Hind Freja Spangsberg Lindholdt Lea Nørlund Hovedansvarlig: Anine Roth Jacobsen

REDAKTION

Alexander Leonhard Birk Sørensen Katrine Henriksen Maria Mosvad Signe Lehn Brand Rebecca Birner Hansen Marie Rude Olesen Anine Roth Jacobsen Signe Schnedler Ida Marie Lindemark Lervad Rikke Buhl Bundgaard Viola Løvig Thomassen Storm Munk-Hind Nicklas Runge Anna Arildsen Freja Spangsberg Lindholdt Sofie Hoppe Søe

LAYOUT

Emilie Ringgaard Katrine Kromann Brandt Anine Roth Jacobsen

PR

Rebecca Birner Hansen Rikke Buhl Bundgaard

PSYKLEN

https://www.facebook.com/psyklen psyklen@gmail.com Skriv hvis du har ris, ros eller noget der skal på tryk!

Aarhus Universitet Bartholins Allé 8 Bygning 1322, Lokale 123 Aarhus Alle artikler i dette blad er, medmindre andet er angivet, udtryk for skribentens egne holdninger.

Støttet af Psykologisk Institut, Aarhus Universitet og FAPIA

N VA

EM Æ RK

E

T

S

Emilie Ringgaard Katrine Kromann Brandt

ILLUSTRATIONER

#forår20 05

Leder

06

Forskningsnyt

08

Psyklen tester: Vinterbadning

09

Side-9 manden

10

Interview: Seksuel diskrimination

Emilie Ringgaard Katrine Kromann Brandt Signe Lehn Brand Katrine Kromann Brandt Redaktionen

14 16 18 21

Prinsesse uden grænser Katrine Henriksen

Weekendavisen 03.01.20 Anonym psykologistuderende

Voxpop Emilie Ringgaard Katrine Henriksen

Vinanbefalinger Nicklas Runge

Monopolet: Krænket eller pyt-knap?

Emilie Ringgaard Katrine Kromann Brandt

22

Illustratorens hjørne

26

Bachelor: Kærligheden til emnet døde

Corona-angst og -hamstring Helle Spindler

Anine Roth Jacobsen

Anne Hyllekvist

28

Udveksling

30

Interview med Line Friis Frederiksen

Simon Kølln Molberg

Rebecca Birner Hansen

12

25

Marie Rude Olesen

Sofie Hoppe Søe

34

Ja tak til sex!

36

Samtykke, erotik og det usagte

39

Digt: En dag kommer

40

Bachelor: Motiver for universitetsundervisningen

Katrine Henriksen

Nicklas Runge

Mathias Houe Andersen

Gosha Engkjær-Trautwein

42

James Joyce

45

At rejse til et andet land

46

Filmanbefalinger

47

Psykel-sjov

Nicklas Runge

Katrine Kromann Brandt

Nicklas Runge

Anonym psykologistuderende

03

Illustration: Freja Spangsberg Lindholdt, 4. semester

Leder

Grænsernes balancegang Emilie Ringgaard & Katrine Kromann Brandt, 4. semester Vi mennesker lever i en verden af grænser.

De findes i alle former og farver. Der er grænser, der kan ses med det blotte øje, og der er grænser, hvis eksistens kun erkendes gennem emotioner. De mange grænser gør, at vi hele tiden må forsøge at balancere mellem dem. Som enhver linedanser lykkes vi sommetider med dette, mens vi andre gange træder ved siden af. Det kan gøre ondt at styrte mod afgrunden, men vi lærer af det. Andre gange dukker der på mirakuløs vis en ny og stærkere line op, og vores grænser bliver rykket.

Som mennesker kan vi også komme til at skubbe andre af deres line. I starten af dette år oplevede en del studerende på Psykologisk Institut, at deres grænse blev overskredet, og de følte sig trådt på. Om ikke andet skabte det en dialog blandt os om det at være psykologistuderende og hvad det indbærer. Her i bladet kan du læse en opfølgning på emnet, når Henrik Høgh-Olesen kommenterer på sine udtalelser.

Det kan være ubehageligt at overskride sine egne grænser, men det er også det, vi udvikler os af. Vi skal passe på hinanden og respektere hinandens grænser, men nogle grænser må også overskrides. Det nytter ikke noget at bygge en kæmpe mur op omkring sig selv. Både fordi vi ender med at stå stille og få tunnelsyn og

dermed ikke udvikler os, men også fordi nogle fænomener ikke kender grænser.

Det oplever verden nu, hvor coronavirussen er over os, og pludselig bliver vi pålagt grænser og skal ændre vores adfærd i et forsøg på at holde virussen nede. Selvom nogle grænser må brydes, er det i andre sammenhænge også vigtigt at have grænser, og nogle af dem må aldrig overskrides.

Grænser er en balancegang mellem at udfordre og overskride og mellem at sætte og respektere.

I dette blad tages grænser bl.a. op i form af artikler om samtykkelovgivningen og seksuel diskrimination. Du kan også læse om de mere fysiske grænser som at hoppe i et iskoldt hav eller oplevelsen med at overskride landegrænser og tage på udveksling. Hvis din bacheloropgave står for døren, kan du læse om to opgaver, der på hver sin måde behandler grænser. I dette blad behandles det uundgåelige emne coronavirus også, når Helle Spindler bl.a. gør os klogere på corona-angst og hamstring. Desuden kan du i dette blad læse om intet mindre end SU-venlige vine, James Joyce og om at bryde grænser på universitetsuddannelser. Sidst men ikke mindst kan du (virtuelt) tage fat i en medstuderende, danne dit eget monopol og overveje Psyklens krænkelsesdilemmaer.

Rigtig god fornøjelse med forårsbladet!

05

Forskning

Forskningsnyt Smartphones snyder hjernen Signe Lehn Brand, 6. semester

Når forelæsningen er lidt kedelig, når man ikke gider have øjenkontakt med fremmede i bussen og når det hele bliver lidt akavet, gør vi alle det samme. Mobilen sniger sig, nærmest automatisk, frem fra lommen og op i ansigtet, og pludselig føles det hele lidt mere trygt. Men hvorfor oplever vi velvære ved at sidde med vores mobil og lade os rive med strømmen af uendelige ligegyldigheder på Facebook og Instagram?

Ifølge Fenger (2020) er forklaringen evolutionært betinget: Menneskets hjerne er udviklet til at belønne os med frigivelsen af dopamin, når vi gør noget, der fremmer vores overlevelse, som for eksempel at have sex (artens overlevelse), indtage næring (organismens overlevelse indadtil) og at holde sig orienteret (organis-

mens overlevelse udadtil) (Fenger, 2020).

I dag findes der dog flere kunstige triggers, som ikke fremmer overlevelse, men som snyder hjernen til alligevel at frigive dopamin. Pornografi, sukker og netop mobil-kigning er eksempler herpå. Når vi kigger på vores smartphone, tror hjernen, at vi årvågent er i gang med at orientere os i vores omgivelser, så vi opdager farer og derfor ikke bliver slået ihjel. Men ligesom det ikke sikrer reproduktion og artens overlevelse, når vi ser porno, så hjælper mobil-kigning heller ikke på organismens overlevelse udadtil.

Udover at snyde hjernen, er vores faste behov for at kigge på vores mobiler også hæmmende for os som sociale individer. Fenger (2020) hævder nemlig, at den virtuelle verden og de fællesskaber, vi har i den, gør det mindre attraktivt for os at opleve oxytocin (”kærligheds- og tillidshormonet”), som også er det stof, der belønner os, når vi plejer de relationer, vi har med mennesker i den virkelige verden.

Desuden hæmmer vores online-liv hjernens evne til behovsudsættelse og evnen til at rumme uvished. Dette påvirker vores evne til at håndtere netop uvished i vores dagligdag (Fenger, 2020). Facebook, likes og det at være online kan altså give bagslag, når det får os til at bruge vores tid på mere utilfredsstillende sociale relationer i stedet for at pleje vores sociale kompetencer og bekendtskaber i ”den virkelige verden”.

Kilde: Videnskab.dk

06

Forskning

Skrumpede hjerner efter et år i isolation Katrine Kromann Brandt, 4. semester Et nyt studie har fundet, at hjernen hos polarfarer skrumpede under et år i isolation. Studiets deltagere var ni forskere på en forskningsstation på Antarktis, hvor de opholdt sig i 14 mdr. Under opholdet havde de næsten kun kontakt med hinanden. Det miljø, de befandt sig i, var meget ensformigt bl.a. pga. manglende dagslys og sne. Deltagerne blev udsat for en række kognitive tests under deres ophold, og der blev lavet en MR-scanning af deres hjerner inden og efter opholdet.

Scanningerne viste, at deltagernes hjerner var skrumpet under opholdet, og at dette

især gjaldt for gyrus dentatus i hippocampus. Dette område var i gennemsnit skrumpet med syv procent, hvilket, ifølge studiets forfattere, skyldes et fald i mængden af proteinet BDNF. BDNF er involveret i forbindelserne mellem neuroner, deres vækst samt lagringen af information i langtidshukommelsen. Deltagerne klarede sig desuden dårligere på kognitive tests efter opholdet modsat studiets kontrolgruppe, som klarede sig bedre. Det var især på test af selektiv opmærksomhed og spatiale evner, at deltagerne klarede sig dårligere.

Selvom studiet kan have vigtige implikationer for mennesker, der lever i isolation f.eks. isolationsfanger, så er der flere dele, der kræver mere forskning. For det første er ændringer i volumen i hjernen svære at tolke, da de kan indikere flere forskellige ændringer. Studiet kontrollerer desuden ikke for de forskellige variabler, som isolation på polarstationen indebærer. Dette kunne være social isolation, kedsomhed, klima og lysforhold. Derfor leverer studiet ikke evidens for, om det er social isolation, miljømæssig isolation eller en kombination, der relaterer sig til ændringerne i hjernen. Interessant er det dog, at polarforskernes hjerner var skrumpet lidt efter et år i isolation.

Kilde: Videnskab.dk

Illustrationer: Anine Roth Jacobsen, 4. semester

07

Psyklen tester

Psyklen tester vinterbadning Som bekendt tester Psyklen forskellige ting til hvert blad, men intet har vi på redaktionen set så lidt frem til, som at få overskredet grænsen mellem det at være en ganske almindelig, magelig psykologistuderende og det at være hardcore vinterbader.

kærlige, men bestemte opfordring, sprang vi ud i det - nogle af os bogstaveligt talt, mens andre lavede den kendte ”tepose” ned og så (ekstremt hurtigt) op igen.

Redaktionen Godt nok var datoen d. 5. marts, men trods kalenderens angivelse af forår, havde luften aldrig føltes koldere, end da vi stod på spidsen af Aarhus Ø i badetøj og bare tæer og kiggede mistroisk - skiftevis på hinanden og ud over det klare vand - og undrede os over, hvordan vi dog kunne få

så frygtelig en idé. Der stod vi og klamrede os til hvert vores håndklæde, mens samtlige af vores tæer stort set var frosset til is.

Vi var lige ved at vende om og gå tilbage til den forvarmede lejlighed, da en venlig og tydeligvis erfaren vinterbader kom og udtrykte sin begejstring over vores fine selskab. Vi udnyttede lejligheden til at spørge ham, hvordan man vinterbader, hvortil vi fik svaret: ”det gør man bare”. Og med den

08

De smertefulde 150 meter op til lejligheden, hvor tæerne nu ikke længere var is, men nærmere brændende nåle, brugte vi på at forsikre hinanden om, at det da egentlig ikke var så slemt - men at det dog skulle blive rigtig dejligt (læs: nødvendigt) at komme ind i den varme lejlighed igen.

Det kom vi, og aldrig har det været så dejligt at hoppe i en lun sweater, sidde med en kop kaffe i hånden og bare nyde ikke at fryse. De hjemmebagte boller hjalp også gevaldigt på stemningen, og samtidig lunede vi os på følelsen af sejr, som vi alle følte ved at have overlevet med kun få personskader.

Alt i alt kan det ”varmt” anbefales at vinterbade, hvis man gerne vil bevise over for sig selv, at man godt kan - det er egentlig også ganske rart, men mest efter det er overstået.

Navn: Simon Alder: 24 Semester: 6.

Civiltilstand: Single Motto: “Små skridt” Mest overvurderet: Lakridskringlerne i clickmix Mest undervurderet: Pandekager med nutella Jobdrøm: Forsker Favoritteori: Self-determination theory

Side 9

Interview

”Hvis jeg fik en drink fra en pige, ville jeg tro, at der var roofies i.”

Der er ingen tvivl om, at kvinder og kvinders grænser har fyldt meget i medierne de seneste år - og med rette. Fænomener som #Metoo og fjerdebølgefeminister har gang på gang understreget, at mange kvinder stadig er ofre for hverdagssexisme, objektivisering og seksuelle krænkelser. Men hvad med mænds grænser?

Er der forskel på mænd og kvinders grænser, når køn, alkohol, dans og weekendstemning clasher i byen? Psyklen har spurgt to unge mænd, hvor deres grænser går, når fredag aften omsider banker på.

Rebecca Birner Hansen, 4. semester Generelt set tror I så, at drenges grænser er anderledes end pigers grænser i byen?

Markus: Ja, 100%. Jeg er rimelig sikker på, at vi er lidt mere large. Det, som pigerne bliver fornærmede over, tager vi nok mere som et kompliment, og det kan så opmuntre til, at vi gør noget fornærmende over for pigerne. Så det er en ond cirkel egentlig, haha.

Viktor: Jeg tænker også, at vi er mere large, men jeg tænker også, at det er fordi, der er noget dominans over mænd i byen. Piger er mere forsigtige, og mænd kan være lidt mere uforudsigelige. Man ved aldrig, hvem man møder. Det kan være, der er nogle, der er voldsomme… Og så er det

10

nok altid mere ubehageligt for kvinder, fordi de ofte vil have en fysisk ulempe. Jeg tror, at det gør, at der er flere ting, kvinder kan slippe afsted med overfor mænd, end mænd kan slippe afsted med overfor kvinder.

Kvinders grænser har ofte været på dagsordenen. Hvad med jeres grænser?

Hvordan ville I fx have det med, at en pige tog jer på røven i byen?

Markus: Haha jamen, jeg ved det faktisk ikke, for jeg har ikke prøvet det. Måske ville jeg tage det som et kompliment eller måske ville jeg blive fornærmet.

Viktor: Jeg har prøvet det én gang, og jeg tænkte ikke ihh nej, jeg føler mig usikker, men jeg tænkte heller ikke fedt.

Markus: Jamen, jeg er enig… Jeg føler også, at det er lidt offensivt.

Hvad så, hvis en kvinde købte en drink til jer?

Viktor: Jeg ville tænke, der var roofies i, haha.

Markus: Haha ja, det ville jeg også. Jeg ville sgu ikke turde at drikke det.

Viktor: Eller også ville jeg tænke: Hold kæft, jeg er stiv og ser syner. Der er virkelig ikke mange, der køber drinks i byen til mændene bare for at give et kompliment!

Interview

Illustration: Lea Nørlund, 4. semester Er det grænseoverskridende, hvis en pige danser seksuelt opad jer?

Viktor: Jeg kan ikke lide sådan noget, det er lidt akavet, synes jeg, men det er nok også fordi jeg har kæreste på.

Markus: Jaaa, altså jeg kan godt lide sådan noget, men det er jo så nok også fordi, jeg ikke har kæreste på haha.

Viktor: Ja, og det er jo klart, at der er forskellige grænser i byen, ikke kun mellem

køn. Fx kan civilstatus eller seksuel orientering spille ind, og så må man prøve at fornemme på den anden, hvordan han eller hun har det med situationen.

Og med de afsluttende ord opfordrer Psyklen til, at man passer godt på hinanden til fredagsbaren, på byturen og til den kommende kapsejlads - og at man giver en ekstra (roofie-fri) drink til mændene i ny og næ.

11

Eventyr

Prinsesse uden grænser Katrine Henriksen, 4. semester Der var engang en ikke særlig charmerende prinsesse. Hun var utrolig forkælet og grænsesøgende. Kongen og Dronningen, som begge var meget kloge professorer, der vidste alt om spædbarnets udvikling af selvet og den sociale intelligens, havde fejlet miserabelt med hendes opdragelse.

Prinsessen var sådan en type, der kunne finde på at sidde for tæt på folk i bussen, hamstre toiletpapir, køre over lukkede broer og kalde folk for et andet køn end det, de identificerer sig som. Hun var desværre også et forbillede for en hel generation af grænsesøgende, himmelstræbende og forvirrede unge, som altid havde fået at vide, at de kunne blive lige, hvad de havde lyst til! For der er ingen grænser for dine

12

evner! Du kan tage på lige det eventyr, som du kan finde på! Verden er din! Den slags udsagn kan føre til, at unge, specielt i teenageårene, begynder at søge den grænse, som de hele deres liv er blevet nægtet. Men alt dette var prinsessen ikke klar over lå til grund for hendes nederen adfærd. Hun var ikke super reflekteret. Mest fordi hun ikke kunne holde koncentrationen længe nok til at forme så lang en tankerække. Dette skyldtes primært hendes smartphones, som konstant bimlede og bamlede, hun var nemlig typen, der aldrig har sin mobil på lydløs. Til trods for disse udfordringer, havde prinsessen formået at planlægge en interrailtur ned gennem Europa.

På sin rejse var prinsessen inde i en virkelig insta-venlig grotte, hvor hun mødte en magisk flagermus. Prinsessen var lidt overrasket, men så igen, ikke så reflekteret, så hun småsnakkede med flagermusen, der slog hende som lidt asiatisk af udseende. Flagermusen havde læst meget Freud og så straks prinsessens nederen adfærd som udtryk for en stor, ubevidst krise. Han forbarmede sig over hende og tilbød at løse hendes problem. Prinsessen som ikke var helt sikker på, hvad hendes problem var, takkede ja. Og med et ’puff ’ var flagermusen forsvundet. Prinsessen mærkede ikke nogen forløsning, så hun vendte hjemad mod kongeriget. Men da hun kom til grænsen, blev hun mødt af en stor betonklods og 20 ubesvarede opkald fra den småneurotiske dronning. Dette var den første grænse af mange, prinsessen skulle møde på sin færd, og hun flippede

Eventyr overfor hende før, men nu stod de dér sort på hvidt. Man måtte ikke længere sidde for tæt på folk i bussen eller hamstre toiletpapir, nu skulle der nemlig tages hensyn og udvises samfundssind. Prinsessen tyggede lidt på ordet ’samfundssind’. Det føltes godt i munden og hvor var det da egentlig forfriskende med nogle retningslinjer, man kunne følge! Ikke så meget pjat der, ikke nogle valg! Skal jeg til fest i aften? NEJ JEG SKAL NETFLIXE OG SKRIVE DAGBOG!

Illustrationer: Ida Marie Lindemark Lervad, 4. semester helt skråt. De to grænsevagter i gule isolationsdragter var dog ligeglade og fragtede hende hjem til slottet.

Prinsessen fik ikke særlig meget information om, hvad der foregik. Kongen og dronningen sendte en gang imellem powerpoints og ringede til hende over et mærkeligt program kaldet Zoom. Prinsessen var ved at gå ud af sit gode skind, men et enkelt kig på de sociale medier gjorde det klart, at det ikke kun var hende, som havde stuearrest. Verden var lukket ned pga. en tilsyneladende sindsforvirret flagermus. Regeringen havde sat regler op for, hvordan man skulle opføre sig. Prinsessen genkendte hurtigt alle sine dårlige vaner, som ingen nogensinde havde påpeget

Prinsessen åndede lettet op, og det var som om den tørre hoste og hovedpine, hun havde døjet med på hele hjemturen, forsvandt som dug fra solen. Hun skypede hendes forældre og takkede dem for de nye lovtiltag og foreslog dem, om man måske skulle fjerne ytringsfriheden næste gang? Kongen og dronningen blev noget så forargede og kaldte hende en snotdum møgdatter, der ikke forstod omfanget af landets krise. Vidste hun ikke, at bedstemor havde aflyst hendes 80-års fødselsdag?! Nej. Det havde prinsessen ikke lige tænkt over. Men hun ville da bruge resten af sin karantæne tid på at træne sine empatiske evner, så hun virkelig kunne komme ind i det der samfundssind! Og sådan gik det til, at prinsessen blev et bedre menneske, da en flagermus lavede kæmpe ravage i hele verden, for at skabe grænser for en presset og forvirret ungdom.

- Det havde dog virkelig fatale konsekvenser, men det fortæller historien ikke noget om.

Slut.

13

Interview

Weekendavisen 03.01.20 - Debat og efterreaktioner Den 3. januar udkom Weekendavisen med en artikel med titlen ”Den Almindelige Elendighed”, hvori professorer fra psykologisk institut på Aarhus Universitet kommenterede på den såkaldte stress- og angstepidemi, der ifølge artiklen har bredt sig i samfundet. Dog var det særligt Henrik Høgh Olesens kommentarer om de psykologistuderende på Aarhus Universitet, der skabte debat på Psykologisk Institut. I denne artikel redegøres der for debatten, og Henrik Høgh-Olesen kommenterer på sine udtalelser.

Indsendt: Anonym psykologistuderende Henrik Høgh-Olesens omtalte i Weekendavisen d. 3. januar de psykologistuderende som ”toppræsterende, perfektionistiske og næsten OCD-mærkede, nervøse raceheste”, hvilket afstedkom en heftig debat på de sociale medier blandt psykologistuderende. Nogle argumenterede for, at artiklens pointe om en præstationskultur på Psykologisk Institut var berettiget, og hoveddelen af debattørerne var enige i, at der findes en diversitets-problematik på psykologistudiet, og at psykologi-standen ville kunne drage fordel af en mere heterogen gruppe af uddannede psykologer, end vi ser i dag. Den primære kritik af Henrik Høgh- Olesens udtalelser syntes at gå på retorikken og signalværdien i en sådan

14

udtalelse fra en professor og tidligere institutleder på Psykologisk Institut. Der blev f.eks. sendt en klage til Psykologisk Institut, hvori der blandt andet stod: ”Det må forventes, at omtales man med titlen ‘psykologiprofessor’, så er man i sit virke og baserer derfor sine udtalelser på videnskabelige argumenter. Henriks udtalelser i artiklen synes dog at være ren subjektiv og en usaglig holdning. Det er et problem for instituttet, at en af denne status går ud og så groft underminerer sine fremtidige kollegers kompetencer, for det reflekterer negativt tilbage på hele instituttet, samt alle fremtidige psykologer.” – Anonym Psykologistuderende.

Som svar på denne henvendelse beklagede instituttet Henrik Høgh-Olesens udtalelser, hvor der blandt andet blev pointeret: ”Disse udtalelser er på ingen måde udtryk for, hvordan vi som institut- og studieledelse og medarbejdere i almindelighed på Psykologisk Institut opfatter jer som studerende. Vi er på instituttet i den meget privilegerede situation, at vi har mange meget dygtige studerende, hvilket vi er meget glade for.” – Jan Tønnesvang, Institutleder.

Men hvilke refleksioner har debatten skabt hos Henrik Høgh-Olesen selv? Skribenten

Interview

Illustration: Anine Roth Jacobsen, 4. semester

på denne artikel var på besøg hos Henrik Høgh-Olesen, for at høre hans overvejelser om artiklen og hans udtalelser. Henrik fortæller: ”Mod slutningen af interviewet, der har varet en time, spørger hun (journalist Tine Eiby, red.) så ind til psykologistudiet. Og i den kontekst var det klart, at der var tale om en særlig undergruppe på psykologistudiet.”

Henrik fortsætter: ”Som citatet står i artiklen, der kan jeg godt se, at de her udtalelser kan læses, som om de gælder alle psykologistuderende, og det kan jeg godt forstå, hvis nogle bliver stødt over.”

at bebrejde for ikke at have læst ordentlig korrektur. For flertallet af de psykologistuderende de er jo stærke, sunde, velfungerende individer, det er helt klart også min opfattelse. Det skrev jeg derfor også i en forklarende replik til Weekendavisen, som blev bragt i avisen d. 17. januar.” – Henrik Høgh-Olesen.

Med denne præcisering og beklagelse kom min meget sparsomme, journalistiske erfaring med kritiske spørgsmål i den grad til kort. Derfor står der nu et spændende ”hvad så nu?” spørgsmål tilbage.

Debatten om karakterkrav, en homogen studiegruppe og trivsel blandt de psykologistuderende er stadig relevant, vigtig og spændende. Ballet er med andre ord åbnet for, at vi hver især kan tage stilling, komme med flere input til debatten og tage ansvar for egne holdninger til psykologistudiets form og sammensætning.

Dette resulterede i følgende udtalelse fra Henrik Høgh-Olesen: ”Jeg er glad for at kunne nuancere og uddybe her, og det er først og fremmest vigtigt for mig at beklage, at citatet fremstår så firkantet, og det er jo kun mig selv, jeg har

15

Voxpop

Hvad skal der til for at overskride dine grænser?

Emilie Ringgaard & Katrine Henriksen, 4. semester To psykologistuderende, 4. semester Hvis folk man ikke kendte, sagde noget meget personligt. Om mit udseende eller mig som person.

Jeg synes, det er et meget svært spørgsmål, det kan jeg slet ikke svare på. Det kommer vel meget an på konteksten.

Statskundskabsstuderende, 9. semester Jeg har før oplevet at få overskredet min grænse på arbejdet. Der var en medarbejder på min arbejdsplads, der sagde nogle upassende ting, synes jeg. Det var noget, der gentog sig og betød, at jeg undgik at gå hen, hvor han var, og det var egentlig et sted, jeg blev nødt til at være. Jeg ændrede min adfærd for at undgå ham. Det endte faktisk med, at vi konfronterede ham, for vi var tre, der havde oplevet det. Han fik den vendt fuldstændig om på os, og vi endte med at sige undskyld. Vi var også kun 20 år gamle. Så det var mega nederen.

Psykologistuderende, 8. semester Jeg tror min grænse er et meget flyvsk begreb. Nu er det jo ikke i forhold til noget specifikt, men jeg er lidt af den opfattelse, at grænser er til for at blive overskredet.

Altså man har kun en grænse et sted, indtil man sætter en ny. Det er egentlig sådan ret generelt, synes jeg, både med fysiske grænser, men også bare grænser ift., hvad man har prøvet før i livet. Man kan være nervøs for at skulle ud på dybt vand, men

To psykologistuderende, 8. semester Jeg kan ikke lige komme i tanke om noget som helst. Nårh noget der gør mig ukomfortabel? At lave præsentationer på skolen.

At flytte hertil var grænseoverskridende.

Jeg havde altid troet, jeg skulle bo i Norge, så det at flytte til et andet land.

16

Illustration: Anine Roth Jacobsen, 4. semester

Voxpop

jeg tænker helt sikkert, at når man først er der, sætter man jo en ny grænse derefter.

Eller man finder ud af, at grænsen måske skal indsnævres, hvis man fik en dårlig oplevelse.

Statskundskabsstuderende, 4. semester og miljøingeniør-studerende, 2. semester Jeg kommer til at tænke på, hvis man er til fester, og der så er nogen, der kommer lidt for tæt på.

Ja det kommer virkelig an på situationen.

Jeg ved ikke, hvad fremmede mennesker skulle sige, der kunne krænke mig, for de kender mig jo ikke.

To psykologistuderende, 8. og 9. semester Rigtig meget. Jeg tager stolthed i at have meget vidtgående grænser. Jeg foretrækker ikke at fremmedgøre folk, fx ved at sige, at de overskrider mine grænser. Hvis jeg ikke kan lide en person, så stopper jeg bare med at snakke med personen. Jeg synes, folk har lidt for mange grænser nu til dags.

Jeg tror, det er meget domænespecifikt. I dialoger og sådan nogle ting har jeg ikke så mange grænser. Lige så snart det er fysisk, så kan jeg godt mærke, at jeg har mange grænser. Jeg kan fx ikke lide at kramme

fremmede mennesker, når jeg møder dem første gang. Det er en grænse for mig. Det kommer meget an på domæner, tror jeg.

Hvis jeg fx snakker med folk, som er super racistiske. Jeg ved ikke, om jeg vil sige, at det går over min grænse, men det går i hvert fald over min tolerancetærskel for folk, jeg gider at snakke med, hvis jeg kan mærke, at der ikke er nogen dialog. Men det er ikke fordi, jeg føler mig krænket af det, jeg ved ikke, om det kan defineres som en grænse. Fysisk er det nemmere at sige, at jeg har nogle grænser.

Ja, jeg vil sige, at en meget udbredt misforståelse er, at folk selv på egen hånd må fastsætte sine egne grænser, fx i forhold til diskussioner. Men selvfølgelig, når det gælder kropslige ting, så kan man godt fastsætte sine grænser, man kan bare skubbe dem væk. Nogle mener, at når man lever i et demokrati med ytringsfrihed, så har man ikke ret til at blive oprørt. Så skal man acceptere, at andre må sige deres mening, og så kan man ikke sige, at de har overskredet ens grænse. Man kan sige, ‘jeg kan ikke lide din mening’ og at den er forkert, men de gør ikke noget kriminelt.

17

Vinanbefalinger

“Giv mig mere vin eller lad mig være i fred” Selv om budgettet til tider kan være stramt, når man er studerende, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at der ikke godt kan blive plads til en flaske vin i ny og næ - og ej heller, at denne vin behøver at være en gang kedelig, usammenhængende saftevand. Der findes nemlig et væld af budgetvenlige men stadig respektable vine, som på tilbud kan fås til mellem 50 og 100 kr. Disse vine spænder over kontinenter og landegrænser, og i denne artikel vil vi give et bud på sådanne tre lækre vine fra tre forskellige lande.

Nicklas Runge, 2. semester Frankrig Første stop er Frankrig; et åbenlyst valg, for landet er nærmest synonymt med rødvin, og rødvin er uløselig forbundet med fransk kultur. Som den franske filosof Roland Barthes skriver, så er det at vide hvordan, man drikker vin, en national kunnen, som tjener til at kvalificere franskmanden i sin franskhed og selskabelighed.

Skal man fremmane endnu en stor franskmand, var det jo poeten Charles Baudelaire, som skrev, at man altid bør være fuld, om så det er i vin, poesi eller dyd. Når man dog først har fået smagt på den følgende vin, bliver det nok svært at koncentrere sig om poesien særligt længe.

E. Guigal Côtes du Rhône Rouge 2015 – 2 for 169 kr. i Salling Vinen her er produceret af en af Frankrigs

18

store legendariske vinhuse, som har været med til at udvikle vinproduktionen i nogle af Frankrigs bedste (og dyreste) vinområder. Heldigvis producer E. Guigal også en række standardvine, hvor man virkelig får noget for pengene. Heriblandt finder vi deres Côtes du Rhône. Med masser af saftig rød frugt og kirsebær blandt den velkendte dybde af mørke bær, eg og en smule lakrids i baggrunden, som er karakteristisk for vine fra dette område, er dette en af de lidt lettere og mere drikkevenlige vine, man hurtigt finder bunden på.

Denne vin bliver også den dyrest på listen, så har man lyst til lidt ekstra godt, er det svært at gå galt i denne modne og saftige vin fra Côtes du Rhône.

Argentina Fra det traditionsrige Frankrig bevæger vi os nu over i en såkaldt “New World” vin fra Argentinas største vinhus, Trapiche, som på mange måder fanger essensen af, hvad argentinsk vin kan være. For at forstå dette, må vi tage et hurtigt dyk ned i Argentinas vinhistorie med en efterfølgende præsentation af den udvalgte vin.

Vinstokke blev for første gang introduceret i Argentina under spaniernes kolonisering af området i midten af 1500-tallet, og omkring 300 år senere blev Malbec-druen plantet af franskmænd. Denne drue skulle komme til at dominere argentinsk vin hele vejen op til i dag, og det er den drue, som den udvalgte vin i denne sektion udelukkende er lavet på. Det inter-

Vinanbefalinger

Illustration: Anine Roth Jacobsen, 4. semester essante ved denne drue er, at den hovedsageligt var noget, man i dens hjemland Frankrig brugte til at blande i andre vine, men som altså kom til at stå på egne ben i Argentina. I starten var den argentinske vinproduktion domineret af et fokus på kvantitet fremfor kvalitet; noget som bl.a. var resultat af den turbulente økonomiske udvikling i Argentina i løbet af 1900-tallet, men med introduktionen af moderne vinproduktionsmidler og muligheden for eksport i 1990’erne blev der dannet grobund for bedre kvalitet. Derfor står vi nu med muligheden for at præsentere en lækker argentinsk vin til en ganske budgetvenlig pris, som med dens historiske kontekst i baghovedet byder på en interessant drikkeoplevelse.

Trapiche Pure Malbec – 50 kr. i Føtex Lavet på 100% Malbec-druer og lagret

uden kontakt med eg, får man her den helt rene smag af disse saftige, silkebløde druer. Med en karakteristisk mørklilla farve og en let krydret duft mødes man fra starten af en yderst appetitlig vin, som kun bliver bedre, når man smager på den. Her dominerer modne blommer, mens solbær bringer en snert af syre i den ellers bløde og modne vin. Det er ikke svært at forestille sig, hvordan den intense argentinske sol og tørre bjergluft, som blæser henover de højtbeliggende vinmarker, virkelig har givet denne drue en helt særlig modenhed og intensitet, som man ganske vist finder bedst udtrykt i de lidt dyrere vine, men som man får et ganske fint indtryk af i nærværende vin, og så endda til 50 kr.

Italien Tredje stop bliver et land, som i lige så høj grad som Frankrig er indbegrebet af vin. Det blev af de gamle grækere kaldt Oenotria, “vinlandet”, og det var da også under deres kolonisering omkring år 800 f.Kr., at vinproduktionen for alvor blev cementeret og blev en central del af italiensk kultur. Man tænker måske nu, at man er tilbage på sikker grund blandt orden og traditioner som i Frankrig, men hvor fransk vin er båret af en vis orden og tradition, så finder man generelt i italiensk vin en større grad af kreativitet, variation og individualitet.

At komme med en tilstrækkelig beskrivelse af italiensk vin og dens historie på disse par sider vil dog være ligeså umuligt som at gøre det for fransk vin, så endnu engang må vi stole på mere filosofiske ind-

19

Vinanbefalinger

sigter. Denne gang bliver det fra selve faderen af moderne videnskab og astronomi, Galileo Galilei, som engang sagde, at “vin er sollys holdt sammen af vand”, og det giver måske faktisk en mere rammende beskrivelse af italiensk vin end nogen historisk gennemgang kunne gøre. I Italien finder man nemlig nogle af de mest ekspressive og livlige vine, som særligt centrerer sig om – men dog langtfra begrænser sig til – tre områder i landets nordlige halvdel: Piemonte, Toscana og Veneto.

Særligt i de to første områder produceres nogle af Italiens allerbedste vine: Barolo, Barbaresco og Brunello di Montalcino.

Disse vine er dog ofte ligeså dyre, som de er udsøgte, dvs. meget dyre, så i stedet søger vi mod Veneto, hvorfra den udvalgte vin i denne sektion stammer.

Le Arche Valpolicella Ripasso 2017 – 50 kr. i Føtex Denne vins navn kommer af en særlig teknik i vinproduktion kaldet ripasso, hvor man lader Valpolicella vin, som er særligt karakteriseret af dens kirsebærsmag og farve, komme i længerevarende kontakt med resterne af de pressede druer fra produktionen af Amarone (en mere intens og dyrere vin). Denne proces tilføjer mere smag, dybde og garvesyre til den oprindeligt lidt lysere Valpolicella vin.

Man ender således (hvis alt går vel) med et velbalanceret produkt, som både besidder noget af den oprindelige røde frugt og kirsebær, men som så har fået mere dybde, modenhed og struktur. Den specifikke Ri-

20

passo vin fra Le Arche, som vi anbefaler i denne sektion, er klart domineret af en meget frisk og syrlig kirsebærsmag, men bag dette indledende smagsindtryk ligger også noter af eg og brombær, som giver en velafbalanceret dybde. I starten kan vinen godt være lidt for sur, men med iltning bliver det mindre markant, og til 50 kr. er dette et rigtig godt køb.

Preben sidder til forelæsning om intelligens. Her hører han forelæseren sige, at IQ i høj grad er biologisk funderet og at det er den bedste prædiktor for alle udfald i livet. Preben bliver bekymret for sin kæreste, som er en sød, sjov og omsorgsfuld pige, men måske ikke den skarpeste kniv i skuffen. Nu er Preben i tvivl om, om han skal slå op med sin kæreste, fordi han ved, at hendes IQ er mere end 1 standardafvigelse under normalen, fordi han er bange for, at de får dumme børn.

Krænket eller pyt-knap?

Krænkelseskultur

Monopolet: Krænket eller pyt-knap?

Emilie Ringgaard & Katrine Kromann Brandt, 4. semester Bliver vi for nemt krænket? I dag er der stor fokus på diversitet og på, at det enkelte individ kan være netop, hvem de har lyst til at være. Alle er lige meget værd og har de samme rettigheder. Det betyder også, at når man ikke synes, man bliver accepteret for den man er, så kan man føle, at ens personlige grænser bliver overskredet. Man kan føle sig krænket. Men hvor går vores grænser og hvornår føler vi os krænket? Tag fat i sidemanden eller din studiekammerat og lav jeres eget monopol, hvor I overvejer disse dilemmaer:

Berit er psykologistuderende og er blevet kontaktet af en journalist, der gerne vil interviewe hende om, hvorvidt hun kan læse tanker. Under interviewet siger Berit, at man ikke lærer at læse tanker på studiet og at hun ikke er bedre til at læse tanker end en jurastuderende. Næste dag læser hun i avisen, at en psykologistuderende udtaler, at jurastuderende er meget bedre til at læse tanker end studerende på psykologi, og at psykologistuderende slet ikke ved noget om menneskers tanker.

Krænket eller pyt-knap?

Berit sidder er ved at falde i søvn til en forelæsning om… søvn. Hun bliver pludselig revet tilbage til virkeligheden, da hun hører forelæseren sige, at hvis man sover for lidt, har man større risiko for at dø tidligere. Hun tænker, at så må hun hellere give efter og falde i søvn. Men så.. Tilføjer forelæseren med et glimt i øjet, at det heldigvis mest går ud over kvinder, som skal tage sig af deres nyfødte børn.

Krænket eller pyt-knap?

Preben er til samf-bar og falder i snak med en pige fra statskundskab.

Hun siger, at hun er SÅ træt af alle de perfekte 12-talspiger fra psykologi, der går rundt og har det så nemt. De har jo aldrig mødt modstand, siger hun.

Preben er målløs. 12-talsPIGE?!?! ALTID HAFT DET NEMT?! Så spørger pigen: ‘Hvad læser du Preben?’

Krænket eller pyt-knap?

OBS. dilemmaerne er ikke udtryk for skribenternes holdninger, vi undskylder på forhånd, hvis du føler dig krænket.

21

Corona

Corona-angst, corona-panik, coronahamstring?

Det gik stærkt, mange må være fløjet op af sofaen og ned i supermarkedet, og medierne var lige i hælene med reportere og kameraer. Danmark hamstrede i stor stil, stik imod den information vi lige havde fået. Hvad i alverden var det lige det skete den onsdag i marts, da Mette Frederiksen sagde – Danmark lukker ned!

Indsendt: Helle Spindler Meningerne om hamstring, og meningerne om de der hamstrer er mange, men lad os prøve at se på det fra et psykologisk perspektiv. Før onsdag d. 11. marts havde vi nok hørt at vi skulle passe på, vaske hænder og havde man været på skiferie i Norditalien, ja, så skulle man blive hjemme i 14 dage, men så var det heller ikke værre – det skulle nok gå! Der var styr på smittekilderne, og vi skulle bare leve som vi plejede, medmindre vi var smittede eller i risiko for at være smittede, så var det karantæne i 14 dage. Det var på alle måder en fornuftig kommunikation, for der var ingen grund til at skabe panik, umiddelbart var smitten under kontrol.

Beskeden onsdag d. 11 marts om aftenen var meget anderledes – nu måtte regeringen – og vi - erkende at vi ikke kunne kontrollere smitten – og for nogen var det med stor sandsynlighed et chok. Flere basale antagelser blev udfordret den aften.

Vores verdensbillede blev vendt på hovedet – ingenting gav mening, hverken vi

22

som enkeltpersoner eller Danmark som land var usårligt – selvom vi gjorde alting rigtigt, og ikke mindst – det her var noget vi ikke kunne kontrollere og ændre på.

I kølvandet på disse erkendelser steg stressniveauet, og for mange betød det at de reagerede med noget, der kan sammenlignes med en fight/flight-reaktion.

De tog kampen op/forsøgte at flygte fra smittefaren, men da kampen/flugten var nødt til at foregå hjemme bag barrikaderne var det nødvendigt at sikre basale fornødenheder for at sikre overlevelsen i denne periode. Så hvorfor strømmede folk ned i supermarkederne og stod alt alt for tæt – stik imod alle anbefalinger? Måske fordi de blev grebet af panik – og når man er panisk, dvs. at arousal er høj, så påvirker det vores tænkning negativt. Det er f.eks. beskrevet i Yerkes-Dodson lov (den omvendte U-kurve), som beskriver hvordan vores kognitive funktionsniveau er optimalt, når vores arousal-niveau hverken er for lavt eller for højt. For andre, der måske allerede havde set skriften på væggen, var det ikke på samme måde en overraskelse eller et chok, men noget forventeligt, og derfor reagerede disse personer anderledes! Fordi deres forventninger og forudgående forståelse af situationen var anderledes havde de lettere ved at sige – husk nu samfundssindet – lad være at hamstre – lad være at være egoistisk.

Hamstrer – Egoist! Det var de ord, der hurtigt fyldte de sociale medier, men

Corona måske var de billeder vi så af hamstrende danskere onsdag aften ikke nødvendigvis billeder af egoister, der kun tænkte på sig selv, men i stedet helt almindelige mennesker med akut forøget stress-niveau, måske endda i en panik-tilstand, der instinktivt forsøgte at beskytte sig selv og den nærmeste familie ved at sørge for basale fornødenheder.

Kunne hamstringen have været undgået?

Sandsynligvis ikke fuldstændigt, da alvoren først gik op for mange, da Danmark lukkede ned, og mange naturligt reagerede, om end på vidt forskellige måder.

Desværre bidrog mediernes dækning den aften nok mest til at øge arousal, da vi blev bombarderet med rapporter om at nu var der ikke mere toiletpapir, osv. osv.

Ud fra mediernes dækning kunne man jo forvente at der ville være mangel på alle dagligvarer de kommende dage.

De første dage efter nedlukningen var sociale medier og andre kanaler således fyldt med vinkler på dette, og ikke mindst tiltog den offentlige udskamning af ”hamstrerne” – det var pinligt at være hamstrer, man var egoistisk og et dårligt menneske hvis man hamstrede. Set med en positiv vinkel var det et forsøg på at nå ind til hamstrerne for at få dem med på at udvise samfundssind, så vi alle kunne hjælpes ad med at håndtere den akutte situation mest hensigtsmæssigt. Som mange nok erfarede var ”hamstrerne” ikke modtagelige for dette, de var faktaresistente, og klar til at forsvare deres position. Hvorfor mon, måske fordi de stadig var i en tilstand af øget arousal, og derfor havde svært ved at tage ny information ind, deres bekym-

ring og frygt fyldte så meget at de ikke var klar til at rumme en alternativ fortolkning af situationen. Set i det lys, ville en bedre strategi således være at udvise empati og forståelse, mhp. at hjælpe hamstrerne til at sænke arousal-niveauet, og dermed gøre dem åbne over for alternative fortolkninger af den aktuelle situation.

Ovenstående er blot nogle af de måder, hvorpå vi kan bruge vores faglige viden til at forstå hvad der er sket i de akutte faser under denne pandemi, men generelt giver vores fag os mange relevante indspark ift. hvordan vi kan forstå hvad der sker i denne tid – og hvordan vi som fagpersoner, og som medmennesker kan hjælpe os selv og andre bedst muligt.

Herunder at det jo faktisk kan give god mening at købe lidt ekstra ind, så vi ikke helt så ofte skal i supermarkedet, men at vi ikke skal hente mere end at der også er til andre – det er ikke nødvendigt at hamstre, vi får stadig forsyninger. Mao. at man skal tage den med ro, følge de anvisninger vi får, tale sammen, holde sig i kontakt med sit netværk og ikke mindst huske: At udvise samfundssind og solidaritet også gælder de, der ikke nødvendigvis reagerer umiddelbart fornuftigt – de har mere brug for hjælp til at falde til ro end mere skæld ud fordi de er oprevne. Sidst, men hørende til dette, at vi passer på hinanden, også ved at være opmærksomme på om nogen vi er i kontakt med er så præget af frygt og nervøsitet at de kan have brug for hjælp, og i så fald hjælpe dem med at få denne hjælp.

Så pas godt på hinanden derude!

23

Corona Gode råd til at håndtere corona Dansk Psykologforenings næstformand Nikolai Cerisier Roitmann har delt flg. 6 generelle råd, som jeg hermed også deler med jer. De har relevans både for os som faglige repræsentanter, men også for os som enkeltpersoner.

1. Fokuser på solidaritet. Der er behov for at tage vare på hinanden og bidrage til beskyttelsen af hinanden – og især beskyttelsen af de grupper, som er i høj risiko. Ved at fokusere på hygiejne, respektere angivne regler for karantæne og rejserestriktioner, samt ved at træffe nødvendige foranstaltninger uden at inducere frygt hos andre, er vi bedre i stand til at håndtere situationen sammen.

2. Stol på facts og retningslinjer, som gives af myndighederne. Assistér andre i at finde frem til korrekte facts og retningslinjer. Regeringen og sundhedsmyndighederne giver den rette opdaterede information vedrørende COVID-19 og om, hvordan du skal forholde dig til COVID-19.

3. Hold information neutral og informativ. Information bør præsenteres uden frygtinducerende billeder og følelsesmæssig uro i både den generelle presse og til den enkelte borger. En realistisk og korrekt forståelse af virussen, dens spredning og truslen, den repræsenterer, vil gøre os bedre i stand til at håndtere og handle i tråd med angivne retningslinjer og anbefalinger. Vi har et kollektivt ansvar for ikke at sprede frygt og forkert information.

4. Kommunikér med børnene. Diskuter på ærlig og alderssvarende vis nyhedsdækningen og ændringer i hverdagen med dine børn. Forældre, pædagoger og lærere kan også hjælpe med at lette stress og angst hos børn ved at forklare, hvorfor og hvordan vi sikrer at reducere risiko. Husk at børn altid observerer de voksnes adfærd og følelsesmæssige tilstand for tegn på, hvordan de selv skal håndtere deres egne følelser.

5. Hold netværket levende. Selvom man ikke kan mødes, kan man fortsat kommunikere via telefon, video eller tekst. Vedligeholdelse af sociale netværk kan skabe en følelse af tryghed og normalitet og give værdifuld information vedr. udviklingen. Er du i karantæne, så forsøg at opretholde en så normal rutine som muligt, da dette er en væsentlig måde at reducere angst og stress.

6. Søg yderligere hjælp ved behov. Hvis du oplever en overvældende frygt eller nervøsitet, bør du opsøge psykologisk rådgivning over telefon eller videokonsultation, hvor det er muligt.

Illustration: Storm Munk-Hind, 2. semester

24

Illustratorens hjørne

Illustration: Anine Roth Jacobsen, 4. semester

25

Bachelor

Kærligheden til emnet døde Indsendt: Anne Hyllekvist, 9. semester Når jeg skal beskrive mit bachelorforløb, så benytter jeg sjældent positive fraser. Det var ærlig talt det værste semester i hele mit uddannelsesforløb. Ville jeg helst have været det foruden? Svaret er helt klart JA! Men var det et wake-up call, som jeg havde brug for? Svaret er desværre også ja.

Jeg skrev om pædofili. Et emne som jeg egentlig brændte for, inden jeg kastede mig ud i det. Emnet viste sig dog at være meget svært at give den vinkel, som jeg ønskede, og jeg famlede i blinde. Hver gang jeg fandt en retning, forsøgte jeg at winge den, men endte med at kritisere mig selv og ændre den. Et par måneder inde i mit bachelorforløb blev jeg single efter 5 års forhold. Jeg valgte derfor at udsætte resten af opgaven et semester og fokusere på at få det godt igen.

I min sommerferie begyndte jeg på opgaven igen. Jeg valgte denne tidlige opstart, idet jeg havde fået et tilbud om at komme til Dubai og arbejde fra midt november til slut januar. I betragtning af at jeg allerede havde arbejdet med opgaven semesteret inden, takkede jeg ja til tilbuddet og satte mig selv en deadline til november. Jeg endte dog i mange af de samme problemer, som jeg havde haft med opgaven semesteret inden. Jeg famlede stadig rundt i blinde, fordi jeg faktisk ikke helt var klar over, hvor jeg ville hen ad mere. I min ”bachelormappe” på min

26

computer kan jeg i dag se, at jeg har lavet ikke mindre end 14 udgaver, hvor jeg i titlen har skrevet ”total ændring af opgaven” eller noget lignende. Jeg ændrede retning konstant grundet usikkerhed.

Omkring 2 uger før min rejsedato var jeg til en vejledning, som gjorde hele processen mere presset. Til trods for min vejleders forsøg på at hjælpe var der så store fejl og mangler på min opgave, at jeg simpelthen ikke kunne se, hvordan jeg skulle redde det på to uger. De næste to uger blev et mareridt. Jeg kunne ikke spise, men måtte blende al min mad. Hertil kunne jeg ikke sove eller overskue simple ting som at gå i bad. Tankerne om, hvad der ville ske, hvis jeg ikke bestod, var forfærdelige og fyldte enormt meget. Jeg kunne ikke overskue at skulle starte forfra næste semester og skrive mere på den lorte-bacheloropgave.

Al kærligheden til emnet forsvandt. Opgaven blev vigtigere end kærligheden til emnet, og det endte med at handle om ren overlevelse.

Jeg fik det så skidt, at jeg måtte flytte hjem til mine forældre i den periode. De sørgede for, at jeg i det mindste spiste - selvom min mad primært var flydende. Jeg var også ved at aflyse min tur til Dubai. Til trods for at jeg fak-

Bachelor

tisk havde brugt næsten et år på opgaven følte jeg, at jeg måtte bruge mere tid. Mine forældre kunne kun se til, mens jeg bare fik det dårligere og dårligere. Opgaven var hele mit liv, og hele mit selvværd var bundet op på den. Mine forældre valgte at stå fast på, at jeg skulle aflevere opgaven i november og tage af sted til Dubai. Gik alt galt så måtte vi tage konsekvenserne derfra. De mente, at jeg lod opgaven fylde for meget i mit liv. Den gjorde mig syg.

I næsten to uger levede jeg af begrænset mad, kaffe, havde ringe søvn og sad konstant foran computeren. Indtil den dag hvor jeg besluttede, at nu kunne jeg ikke gøre mere. Energien var brugt op. Jeg følte stadig ikke, at opgaven var noget værd, og jeg var usikker på, hvorvidt jeg ville bestå.

Her havde jeg skrevet halvdelen af min originale opgave om – igen - og opgaven var nærmest ikke til at kende. Jeg sagde stop der og sendte den afsted. Farvel og tak - og så tog jeg til Dubai. Mit største håb var at bestå. Et 02 var drømmen, og sådan har jeg aldrig haft det før. Som så mange andre på psykologi, ville jeg præstere til topkarakter. Men sådan var det ikke længere - et 02 ville nu være fantastisk!

Da karakteren kom, ringede jeg til min mor grædende. Jeg havde fået fucking 7!

Det føltes som et 12-tal for mig! Jeg havde klaret det og nøj, hvor var jeg glad for, at jeg havde sendt opgaven, som den var. Det havde simpelthen ikke have været værd at leve længere tid i det helvede, jeg var i, for et 10-tal eller et 12-tal.

Illustrationer: Storm Munk-Hind, 2. semester Min morale er vel, at man først og fremmest skal huske at strukturere sig, når man laver sin opgave. Ikke bare skrive derudad uden nogen idéer om, hvor man ender. Men endnu vigtigere, så skal man også stole på sig selv, når man vælger en retning og ikke ændre den konstant grundet usikkerhed. Hertil så husk livet ved siden af. Bacheloren kan simpelthen æde dig op. Hvor vigtig er den forbandede opgave, hvis du ikke kan sove eller spise?

Hvis du ikke kan finde overskud til at gå i bad eller se dine venner? Eller hvis du fuldstændig mister kærligheden til det emne, som før virkelig interesserede dig?

Jeg ville i dag gerne have byttet mit 7-tal til et 02, og så i stedet have haft en bedre bacheloroplevelse med mindre psykisk stress og selvkritik. På den positive side så gjorde chokket fra opgaven, at jeg indså, at det hele nok skal gå. Det at bestå til trods for at jeg faktisk afleverede noget, som jeg på ingen måde var stolt af, viste mig, at det største pres og den største kritik kom fra mig selv. Det at bestå var ikke så umuligt, som jeg havde bildt mig selv ind. Denne livslektie har jeg taget med mig, og den vil forhåbentlig også danne fundament for min specialeskrivning næste semester.

27

Udveksling

En ærlig beretning om at bryde sine grænser og en opfordring Marie Rude Olesen, 10. semester Jeg havde egentligt besluttet mig for, at jeg ikke skulle afsted, men da listen over restpladserne tikkede ind i min indbakke, kunne jeg alligevel ikke lade være med at tage et kig. Måske var udveksling alligevel noget for mig? Jeg vidste ikke rigtig, hvor jeg ville hen, men jeg tænkte, at et sted i Europa var fint … så kunne jeg da altid tage et smut hjem, hvis det var helt forfærdeligt. Det skulle dog vise sig at være en af de bedste beslutninger, jeg nogensinde har taget, da jeg i januar 2019 drog afsted til Holland. Men det havde ikke været en helt let beslutning…

Jeg har aldrig rejst alene. Jeg har faktisk aldrig rejst særlig meget eller været væk fra Danmark ret længe. Jeg har altid boet i Aarhus, altså hvis man ser bort fra mine fire måneder på Odder Højskole – 25 km fra Aarhus. Jeg er udpræget

28

tryghedsnarkoman, hjemmemenneske, familiemenneske og vanemenneske, og engang var forestillingen om at bo andre steder end i Aarhus, eller hvert fald i Jylland, meget fjern for mig. Men jeg var også efter næsten fire år bag de gule mure blevet lidt studietræt eller måske mere bare træt af de faste rutiner og den evige følelse af at være bagud. Bagud med læsningen, bagud med den studierelevant erfaring og pludselig var jeg også bagud i det med kærligheden. Jeg trængte til, at der skulle ske noget nyt, og jeg trængte til at gøre noget, der udelukkende var for min egen skyld, og fordi jeg havde lyst til det.

Det gjorde beslutningen nemmere, men det ændrede ikke på, at beslutningen var meget grænseoverskridende.

I de seks måneder jeg boede i Holland, mødte jeg de mest fantastiske mennesker. Jeg skiftede min lejlighed i Danmark ud med et kollegieværelse, hvor jeg boede med studerende fra hele verden.

Jeg oplevede, hvordan et land, der ellers minder meget om Danmark, var mere anderledes, end jeg havde forventet. På universitet var der en anden tilgang til læring, og der blev lagt vægt på ting, som jeg tidligere ikke havde tænkt så meget over. Også den hollandske mentalitet og kultur var anderledes. Man gik mere ud, og man mødtes med venner, kollegaer og bekendte på barer

Udveksling fremfor derhjemme. Studenterforeningslivet var enormt og havde en stolt tradition bag sig.

Cykelhjelmen var kun noget, man havde på, hvis man var mærkelig, eller hvis man ikke kunne finde ud af at cykle. Den evige hashdunst var kun at finde i Amsterdam, for i andre byer var det hverken lovligt eller særlig velset at snuppe en joint på gaden. Jeg lærte meget om den hollandske kultur, men også om andre kulturer, og jeg lærte ikke mindst en hel del om mig selv.

Jeg fik flyttet en masse grænser, da jeg var på udveksling, og jeg har flyttet endnu flere efter, at jeg kom hjem. Det at blive hevet ud af ens vante rammer gør en bevidst om, hvad der er vigtigt for en. Man bliver opmærksom på det, man finder glæde ved, det man er taknemmelig for, og det man virkelig ser frem til at komme hjem til.

Det var dog lidt med blandede følelser, da jeg efter seks måneder pakkede min hollandske tilværelse ned i min store kuffert.

For næsten lige så grænseoverskridende, som det var at tage afsted, var det faktisk også at skulle hjem. Jeg havde så mange drømme om alt det, der nu skulle være anderledes i mit liv og i min hverdag, og

med dette fulgte en stor frygt for at vende tilbage til de gamle vaner.

Jeg minder tit mig selv om at gøre mere plads til de ting i mit liv, der virkelig betyder noget, men det kan sommetider være svært. Jeg oplever ofte, at følelsen af alt det jeg ”burde” gøre, kommer snigende. Men egentligt kommer det jo fra mig selv, så jeg forsøger at gå en anden vej, når burde følelsen sniger sig ind på mig. For jeg vil have lov at udfordre de eksisterende grænser og drømme stort. Nogle gange glemmer jeg det, men det er vigtigt at huske på at udleve sine egne drømme og ikke andres.

Jeg vil afslutningsvist komme med en opfordring, hvis du bare sidder med en smule lyst til at tage på udveksling, så gør det! Du kommer ikke til at fortryde det.

Sidder du derimod med følelsen af, at du burde tage afsted, bare fordi andre gør det, så skal du blive hjemme. Men er du det mindste i tvivl og måske synes, det er lidt skræmmende, så vil jeg opfordre dig til at pakke kufferten. Det er sundt at bryde sine grænser, og jeg lover, at du får oplevelser for livet!

29

Interview

Det grænseoverskridende ved at være ung og studerende - Interview med Line Friis Frederiksen Sofie Hoppe Søe, 2. semester Det grænseoverskridende ved at være ung i dag er internettets besættelse af vores tid.

Det er det der med ikke at få taget pauser.

Det er de sociale mediers promoveringer af liv, som vi followers fejlagtigt godtager for helheden, når der i virkeligheden er tale om liv i udsnit. Det grænseoverskridende er alle mulighederne og dermed alle de valg og alle de fravalg, vi aldrig formår at afsøge godt nok. En utilstrækkelighed vi pludselige er bevidste om. Det er at balancere på grænsefladen mellem faglig fordybelse og flygtighed. Det er svært at finde ro, når mobilen konstant blinker.

Det er svært at prøve livet af og turde fejle, når der findes en fremdriftsreform.

Du skal ikke sammenligne dig med andre.

Du skal tage livet i små bidder. Du skal turde at være mikroambitiøs og fordybe dig i det, du er midt i lige nu – og ikke være bange for at gå glip af noget imens.

Du skal udfordre de kropslige grænser – ikke kun de mentale. Og så skal du lægge perfektionismen på hylden.

Det er mere eller mindre hvad den danske biolog og videnskabsjournalist, Line Friis Frederiksen, og jeg nåede frem til i løbet af det interview, jeg har kaldt ’Det grænseoverskridende ved at være ung og stu-

30

derende’. Følgende er et uddrag fra vores times lange diskussion: Sofie: I sin TedTalk, How to figure out what you really want, fortæller Ashley Stahl om, at forskere er begyndt at kalde maven for vores anden hjerne. Der er cirka 200 millioner neuroner i vores mave. Det svarer til størrelsen på en hunds hjerne, og det betyder, at du faktisk godt kan stole på din mavefornemmelse. Der er utvivlsomt forskel på, om jeg har ondt i maven af ren og skær spænding, eller på om det, jeg er ved at gøre, vitterligt er forkert for mig. Hvad er forskellen på at overskride sine egne grænser for at kaste sig ud i et spændende projekt, i modsætning til at overskride de grænser, der er der af en reel årsag? Hvordan navigerer vi på grænsefladen mellem valg og fravalg i forbindelse med et studie?

Line: ”Jeg tror, at man skal have noget stædighed og noget vilje, når man studerer. Det er sundt at holde ud og kæmpe, og det skal man gøre til en vis grad. Ligesom når man er i et forhold. Det giver en kæmpe værdi at tænke: Det er dét her, jeg har valgt. Det er det, jeg vil. Med det sagt er der selvfølgelig en grænse. Hvis valget decideret er usundt for en, som når man får meget ondt i maven over, hvad man har valgt – så skal man vælge om.”

Interview S: Forvirring og frustrationer over at skulle vælge til og vælge fra og helst vælge det hele lige nu, kan gøre maven til en grumset havregrødsklat, der er fuldstændig umulig at aflæse. Det er i sådan nogle havregrødstilstande, at vi kan tale om stress og depressioner, hvis fortvivlelsen når langt nok ud. Tilbage i 2017 afslørede et pHd-projekt fra Rigshospitalet, at vi unge får mere stress og tager mere antidepressiv medicin, end vi nogensinde har gjort. Hvad kan denne stresstendens skyldes?

L: ”For mig at se hænger stress, angst og depression, blandt især unge kvinder, i høj grad sammen med internettet. Dels de medier og dels bombardementet af valgmuligheder fra internettet af påvirker.

Fakta: Line Friis Frederiksen er uddannet biolog. Hun har skrevet en biografi om Charles Darwin, og hun er nok mest kendt fra DR-serien Kyst til Kyst. Du kan også genkende hende som TV-vært på videnskabsprogrammer fra DR1, DR2, Discovery og TV2. Lines hang til at udfordre fysiske grænser har ført til bjergbestigning, dykkerture et medlemskab af Kvindelige Eventyres Klub. Når hun til daglig ikke arbejder som konferencier, videnskabsjournalist, ordstyre, foredragsholder eller forfatter nyder hun at tage på små eventyr i Hornbæk, hvor hun bor sammen med sin mand og deres to drenge.

Som biologiske væsener er vi udviklede til at samarbejde og leve i flokke på 50-200 individer. De andre i flokken har vi nok til dels sammenlignet os med, men i forhold til 200 andre individer, sammenligner vi os hver især nu med 7 milliarder andre over hele verden. De sammenligninger, tror jeg, er svære for vores hjerne og psyke at klare. Samtidig var valgmulighederne langt færre, da vi udviklede os på savannen – men også frem til internettets opståen. I gamle dage gik du ned i lampebutikken, hvis du skulle købe en lampe og så valgte du den pæneste. Nu kan du ligesom med uddannelser søge en milliard på nettet. Det gør, at du aldrig kan føle, at du har afsøgt godt nok.

Hvis jeg stod med en sluk-internettet-knap, ville jeg med lidt bæven lægge fingeren på, men jeg ville stadig trykke. Jeg tror, vi er blevet forblændet af en teknologi-optimisme, og en frygt for at vi er taberne, hvis vi ikke er med på teknologi-bølgen. Men hvis du har en generation, som er mentalt ustabile og teknologien er medvirkende til det – bliver vi tabere.

Udover det, tror jeg, at det er svært at være i den tilstand af flow og fordybelse, som er antistressende, når mobilen blinker. Man får ikke pauserne.”

Line uddyber, hvor vigtigt det er også at give sig selv kropslige udfordringer netop for at få pauserne: L: ”Jeg tror, at det her med at udfordre sig selv kropsligt, er vigtigt i en tid, hvor vi får

31

Interview masser af udfordringer til hjernen.

Når du er i en situation, hvor du bruger din krop, så ved vi, at der sker en masse fysiologiske ting, der også er gode for hjernen. For mig giver det altid en stærk tilstand af flow, når jeg skal ’overleve’ i naturen. Derude hvor du primært skal koncentrere dig om ikke at falde ned af en bjergside eller at tænde et bål, har du ikke tid til tanker om: Er jeg lykkelig nu?”

Line har om nogen været eminent til at tage pauser i løbet af sin studietid. Hun tog et halvt år til Amazonas og brugte 1,5 år på speciale. Hun studerede på halv tid, fordi hun havde jordens fedeste studiejob i Zoologisk Have og brugte et år på at fundraise, så det kollegium hun boede på, kunne få et nyt tag. Både fordi der ikke fandtes en fremdriftsreform, men også fordi, der ikke var nogle sociale forventninger til, hvornår hun burde være færdig.

L: ”Det var ikke noget problem, og der var aldrig nogen, der så skævt til, at jeg brugte 8 år på at blive biolog. Hvad er det også for en idé om, at man først kan præstere, når man kommer ud og er færdig med sit studie? Jeg køber den simpelthen ikke.

At sidde og tænke, at: For at fremme min egen karriere, skal jeg gøre lige præcis dét, for at det passer ind dér – det skal man stikke skråt op.”

32

Illustration: Lea Nørlund, 4. semester S: Men har det ikke været grænseoverskridende at skulle anerkende, at den lige karrierevej ikke har fandtes – og at det har været okay at skifte spor af og til?

L: ”Bestemt, det er lettere at blive på et spor. Men sporskiftet var ikke så grænseoverskridende dengang, fordi der ikke var den her generelle forventning om, at: Nu skal du dælme køre igennem det studie på rekordtid. Selvfølgelig har der været

Interview frustrationer undervejs, men det tror jeg, hører med til menneskelivet. Det er okay, at man går en måned og tænker: arh, det er ikke lige det her. Men man skal bare ikke tro, at det er et sygdomstegn eller at det er frygteligt at have det sådan. Der er måske nogle, der er heldige, at dét de har tænkt hele deres liv, de gerne vil, også er det, der passer til dem. Men jeg tror, at flertallet, skal igennem alt muligt. Man skal ikke blive bange, hvis ting eller valg er svære indimellem. Det betyder ikke nødvendigvis, at man har stress eller er depressiv.”

S: Jeg ser nogle gange, det her med at finde den ’rigtige’ uddannelse, det ’rigtige’ job eller at være den ’rigtige’ som om, at vi alle kollektivt sætter klodser op. Bum, fremdriftsreformen. Bum, en forventning om A og en forventning om Y. Bum. Så har vi lige pludselig en verden, der er svær at navigere i, fordi der er de her unødige, mentale forhindringer. Forhindringer, som jeg anerkender, ikke mærkes af alle, men dog for mange. I samspil med perfektionisme forventningen, fungerer det simpelthen ikke.

L: ”Fremdriftsreformen er et elendigt tiltag. Den er frygtelig. Det, jeg lavede under studiet, gav mig en styrke og en robusthed, og var medvirkende til, at jeg fandt ud af, hvilken vej jeg ville gå. Med hensyn til perfektionisme, så er jeg selv super perfektionistisk, så jeg kan genkende udfordringerne for dem, der kæmper med det. Engang sagde en fotograf til mig, at: The worst enemy of good is perfect. Hvis man går efter, at man skal være den bedste

og ting skal være perfekte – så bliver det et hårdt liv. Så man må øve sig i at lægge perfektionismen på hylden.”

S: Men man må vel godt gøre dig umage?

L: ”Ja, selvfølgelig. Man skal gøre sig umage. Ligesom du godt må sige til børn, at dét eller dét kan de godt gøre bedre. Men du skal aldrig sammenligne dig selv eller børn med andre. Man skal gøre sig umage, og så skal man turde at være mikroambitiøs. Altså være ambitiøs på det felt, man har fokus på lige nu. Man skal turde at lade det udenom stå uskarpt for en tid – og ikke tænke på alle de andre muligheder, man ’går glip af ’. Og så skal du ikke tænke på, at det du gør, gør du fordi, du engang skal arbejde som konsulent og tjene 100.000 kr. om måneden. Fokusér på, hvad du er midt i - og se så, hvad der sker om et halvt eller tre år.”

Alt i alt skal vi være ambitiøse på vores eget felt, og ikke skæve til de andre omkring os. Vi skal øve os i at tænke: Jeg er på min rejse. Vi kan godt blive inspireret af de andre, men det er ikke en sammenligning. Vi skal droppe fremdriftsreformen.

Droppe tanken om, at vi skal lægge en karrierevej tidligt i livet. Se i stedet hvad der sker. Livet er små pakker af udforskning, lykke og udvikling. ”Gør noget crazy og fejl en masse. Og husk så, at livet ikke er en konkurrence.” Dét er de afsluttende ord fra Line Friis Frederiksen. Du skal have mange, mange tak for at du ville snakke med mig om ’Det grænseoverskridende ved at være ung og studerende’.

33

Samtykkelovgivning

Ja tak til sex!

Samtykkelovgivningen har været på manges læber på det seneste, men hvad betyder sex med samtykke egentlig og hvilke implikationer har det?

Katrine Henriksen, 4. semester Samtykkelovgivningen er blevet blæst op i medierne og latterliggjort med, at man nu skal have en kontrakt med i sengen. Dette er en ærgerlig udvikling, da dens tema egentlig er bundseriøst. Samtykkelovgivningen kommer nemlig ikke til at påvirke hr og fru Danmark eller dig og mig (medmindre du er lidt af en slambert). Den kommer kun til at gælde for voldtægtsofre og voldtægtsforbrydere. Så hvis du ikke tilhører nogen af disse kategorier, kan du godt smide kontrakten langt væk. Samtykkeloven er til for at beskytte voldtægtsofrene og ændre måden hvorpå, vi taler om voldtægt. I dag defineres og vurderes en voldtægt ud fra, hvad ofret har gjort for at forhindre at blive voldtaget. Altså om ofret har gjort modstand, er blevet fastholdt eller udsat for vold og trusler. I den forstand lægger ansvaret og skylden for voldtægten hos ofret, hvilket jo går fint i tråd med den skyldfølelse og skam, der ofte rammer voldtægtsofre (bemærk ironien).

Når mennesket udsættes for farefulde situationer, har vi tre responser: fight,

34

flight eller freeze. Den sidstnævnte virker helt klart, som den mindst adaptive, men det er desværre den respons, mange voldtægtsofre reagerer med. Disse ofre er bare ikke beskyttet af deres lovgivning, da voldtægtsforbryderen straffes ud fra deres respons. Dette fører også til, at mange ofre ikke anmelder deres voldtægt, fordi de er bange for, at de ikke kæmpede hårdt nok imod eller sagde ordentligt nej. Dette afspejles i tal fra det kriminalpræventive råd, som viser, at 4.700 kvinder bliver voldtaget om året, 744 af disse går til politiet, hvoraf 66 ender i en dom. Disse tal virker absurde. Umiddelbart virker det for let at være voldtægtsforbryder i dagens Danmark, da voldtægten i 4.634 tilfælde kun har konsekvens for ofrene.

Samtykkelovgivningen bidrager med det alternativ, at den redefinerer voldtægt, som sex uden samtykke. Dette betyder ikke, at du skal have en kontrakt med i seng eller behøver at sige ja højt og tydeligt. Det er nok, hvis du blot ’viser’ dit ja.

Dette vil betyde, at ansvaret for voldtægten ligger hos voldtægtsforbryderen, som nu skal sikre sig, at samlejet ikke kun er deres behov. Ansvaret for handlingen ligger hos den, der krænker den andens frihed, og ikke hos ofret. Dermed bliver skylden også retmæssigt placeret hos voldtægtsforbryderen.

Samtykkelovgivning

som helst, så er det et nej, og så beholder man bukserne på. Det er simpel pli.

Illustration: Storm Munk-Hind, 2. semester Loven er dog ikke blevet modtaget kyshånd. Nogle bliver pludselig bange for at blive anklaget for voldtægt uden selv at mene, at de har begået det. Dette er en hårfin grænse, som der bør tages højde for i retten, men samtidig bør man, i min optik, ikke have sex med en, man ikke kan mærke, også gerne vil have sex med dig.

Hvis du ikke er i stand til at mærke dem, af den ene eller anden årsag, må du jo simpelthen spørge: ”har du lyst til mig?” Hvis svaret er ja, så har du dit samtykke. Hvis svaret er et kys, har du dit samtykke. Og hvis personen er for fuld til at vise noget

Med det sagt, er det lige så svært at bevise et ja i en retssal, som det er at bevise et nej.

Derfor vil lovgivningen faktisk ikke ændre på den krævede bevisbyrde af voldtægten. Denne vil forblive den samme. Til gengæld synes jeg, det er enormt vigtigt, at den ændrer måden hvorpå, vi taler om voldtægt, og at loven beskytter ofrene i stedet for forbryderne. Derudover kan den åbne folks øjne for, at der skal to til tango og dette kan i sig selv forebygge mange overgreb, som ligger i gråzonen.

Alt i alt kan en ny lovgivning bidrage til, at der bliver anmeldt flere voldtægter, samt en reduktion i antallet af overgreb, ved at gøre folk mere opmærksomme på den andens behov. På den måde sætter loven fokus på, at vi skal passe på hinanden, så når vi har sex, sikrer vi os, at den anden er med i akten. Dette er vigtigt, da de handlinger vi begår, med eller uden forsæt, sætter mærker på andres liv og man må, som et autonomt individ, bære konsekvenserne heraf.

Kilde: Jyllandsposten.dk

35

Samtykkelovgivning

Samtykke, erotik og det usagte – En teoretisk kritik af samtykkelovgivningen Nicklas Runge, 2. semester Vi kan forhåbentligt alle blive enige om, at voldtægt eller anden form for seksuel aktivitet uden samtykke mellem de deltagende parter er en fundamentalt grænseoverskridende, foragtelig og barbarisk handling, som ikke hører et moderne samfund til. Derfor er der også behov for nogle grundlæggende forandringer i samfundet for at kunne skabe en kultur, hvor enkelte menneskers grænser, rettigheder og ikke mindst værdighed respekteres. Indtil videre har svaret været en bevægelse i retning mod en samtykkebaseret lovgivning, hvor der altså skal siges aktivt “ja” eller på anden måde vises aktiv indvilgelse i den seksuelle akt, før den påbegyndes og hele vejen igennem dens varighed. Mest kontroversielt og ekstremt har man set dette udmønte sig i såkaldte samtykkekontrakter eller samtykke apps, som skal sikre aktivt samtykke fra alle parter. Det er dog måske netop i disse absurde ekstremer, at vi bedst kan finde ind til kernen af problemet og belyse, hvorfor en samtykkelovgivning, hvor “kun ja betyder ja”, ikke nødvendigvis er den rette vej mod et samfund uden voldtægt eller seksuelle krænkelser og med respekt for grænser, rettigheder og værdighed. Til dette vil denne artikel fremlægge synspunkter fra den slovenske filosof og psykoanalytiker Slavoj Žižek, som i sin bog The Courage of Hopelessness fra 2018 kritiserer samtykkebaseret lovgivning og dens bagvedlig-

36

gende ideologi for at bygge på grundlæggende psykoanalytiske inkonsekvenser og ikke at tage højde for, at der i selve det erotiske samspils struktur ligger noget, som ikke kan reguleres af formaliteter, bureaukrati eller metasprog. Den opfattelse giver endvidere genlyd til tidligere skrifter af den polsk-engelske sociologi Zygmunt Bauman, som også vil medtages i denne artikel.

I afdækningen af den samtykkebaserede lovgivnings psykoanalytiske inkonsekvenser tager Žižek udgangspunkt i Freuds strukturelle model bestående af id’et, superegoet og egoet, som henholdsvist og forsimplet sagt repræsenterer individets seksuelle energier og impulser, samvittighed og internaliserede kulturelle normer og den balancerende mediator mellem de to. Inkonsekvensen her ligger ifølge Žižek i, at hvis der skal siges aktivt ja, og i særdeleshed hvis der skal skrives under på en kontrakt, hvilken del af personligheden skal så sige ja? Er det superegoet, som jo trods alt fremhæver, hvad der er kulturelt behørigt og i tråd med individets samvittighed? Er det i stedet id’et, som jo består af individets egentlige og inderligste lyster? Er det i virkeligheden alle tre dele i hver deltager, som skal skrive under på kontrakten?

Problemstillingen er, som Žižek selv indrømmer, naturligvis absurd, men den kan alligevel fortælle os noget om den samtyk-

Samtykkelovgivning

kebaserede lovgivnings iboende problematik, for i hans freudianske argumentation ligger der en forståelse af erotik, som rækker ud over selve den freudianske teori; en forståelse, der passende anerkender erotik og erotisk samspil, som noget der ikke kan bureaukratiseres, formaliseres eller underlægges loven på den måde, det foreslås med den samtykkebaserede lovgivning, for erotik er noget, der styres af takt, manérer og skik; det er en usagt fornemmelse indbygget i den seksuelle akt. For Žižek er dette dog langt fra noget negativt eller faretruende, tværtimod er det ganske nødvendigt for at oprigtig erotisk samspil kan fungere og for at begge parter undgår den ydmygelse eller ubehagelige flovhed, som en eksplicitering af erotik gennem f.eks. kontrakter og den samtykkebaserede lovgivning generelt kan skabe. For at fremhæve denne vigtighed af erotikken som noget usagt inddrager Žižek en scene fra filmen Brassed Off (1996), hvor protagonisten følger en ung kvinde hjem. Stående udenfor hendes lejlighed bliver han budt på kafIllustration: Anine Roth Jacobsen, 4. semester

fe, men må indrømme, at han ikke bryder sig om kaffe. Kvinden svarer dog, at hun heller ikke har noget. I denne erotiske antydning ligger der en enorm erotisk kraft, som prompte ville forsvinde, hvis den blev ekspliciteret, og følger man, at “kun ja betyder ja”, må manden nødvendigvis spørge direkte, om han bliver inviteret på kaffe for i virkeligheden at have sex, for der er jo ingen kaffe. En eksplicitering af en sådan seksuel antydning vil på denne måde komme til at virke både aggressiv og ydmygende. Žižek går videre med argumentationen og udforsker forskellige niveauer af eksplicitering, men for korthedens skyld bør det blot sammenfattes, at erotiske antydninger er ganske nødvendige for realiseringen af den seksuelle akt, da den er et forsvar mod et eventuelt nej. Dette eventuelle nej, eller hvad Žižek formulerer som: “The inherent impossibility/failure of sex”, er den virkelige bagvedliggende grund til, at der må bruges en antydning. På denne måde bliver kaffen som antydning til sex en sekundær fortrængning, hvis virkelige funktion er at tilsløre denne bagvedliggende mulighed for et nej, som man helst ikke

37

Samtykkelovgivning

vil tænke på, og altså ikke blot en stedfortræder for en direkte invitation til sex.

Mens vi lige lader denne indviklede beskrivelse af erotikkens dynamik synke ind, kan vi måske nu danne os en forståelse af, hvorfor lovgivning og bureaukratisk regulering ikke er en hensigtsmæssig vej til en erotik præget af forståelse og respekt. For at opnå dette, må vi ifølge Žižek arbejde i retning mod en revolution af vores skikke, normer og manérer for på den måde at facilitere en oprigtig emancipatorisk udvikling af vores tilgang til seksualitet og erotik, hvor respekt for hinanden er indbygget i vores tankegang og kultur fremfor i kontrakter og juridiske bestemmelser ud over de nødvendige. Så når seksuelle og erotiske situationer virker uklare, er det fordi, at det ikke kan være anderledes, ellers ville der ikke længere være tale om erotik, men om hvad Žižek ville kalde en transaktionel form for gensidig masturbation.

I denne sidstnævnte iagttagelse ligger også indgangen til de bredere samfundsmæssige konsekvenser af vores skiftende opfattelse af erotik, som Zygmunt Bauman beskæftiger sig med i essayet On Postmodern Uses of Sex fra 1998. Her fremhæves det, hvordan vores forståelse af erotik har undergået en kulturel behandling, som har “frigjort” den fra sex og kærlighed og derved henholdsvis fra den fysiske og spirituelle produktion af udødelighed. Den er nu blevet ren sansning isoleret i nutiden: En selvbærende, rodløs og flygtig oplevelse afskåret fra konsekvenser

38

og kun målt i intensitet med øje for evig forøgelse. Her må det postmoderne menneske, som Bauman i denne sammenhæng benævner “sansesamler”, konstant jage nye og ukendte sansninger i søgen efter sensorisk tilfredsstillelse. På én og samme gang både lovprises og mistænkeliggøres denne “sansesamling” af seksuel fornøjelse for samtidig med, at man skal udleve sig selv som et seksuelt subjekt, må man under ingen omstændigheder behandle andre sansesamlere som seksuelle objekter, selvom begge roller er forudsætninger for det erotiske møde. Disse modstridende kulturelle signaler skaber en markant grad af usikkerhed, meningsløshed og forvirring, som i sidste ende vil lede til en neurotisk tilgang til erotik og seksualitet, og som i virkeligheden bare fjerner os længere fra et samfund af gensidig respekt for hinandens seksualitet og grænser.

I samtykkelovgivningens ønske om at eksplicitere det erotiske samspil finder man således både psykoanalytiske og sociale inkonsekvenser og selvmodsigelser, som i virkeligheden nok kommer til enten at have den modsatte effekt af, hvad der var intenderet eller slet ingen effekt overhovedet. Ønsker man en reel forandring af voldtægtskulturen, må vi kigge i retning mod de kulturelle normer, værdier og skikke, som i første omgang har skabt fundamentet for, at voldtægt kan være en udbredt praksis.

Digt

En dag kommer

Indsendt: Mathias Houe Andersen, 2. semester En dag kommer

En dag kommer

hvor vores blikke

hvor hverken

ikke mødes

du eller jeg

på den der måde

er kommet i flere dage

En dag kommer hvor det at komme

En dag kommer

En dag kommer

hvor ingen af os

hvor dagene og nætterne

til dig

for alvor snakker om

føles lange og længere

ikke er muligt

at den dag er kommet

end denne dag og disse nætter

39

Bachelor

Motiver for universitetsundervisning Indsendt: Gosha Engkjær-Trautwein, 8. semester Jeg blev inspireret til at skrive om universitetsundervisning efter 5. semesters Pædagogisk Psykologi. Igennem Wenger & Laves teori om Legitim Perifær Deltagelse har jeg fået en forståelse for, at enhver læringssituation (og ikke bare mesterlære hos skræddere i Vestafrika!) kan betragtes som en kontekst i sin egen ret. Det betyder i realiteten, at dét, man lærer, ikke kun er det, som er intenderet, men også selve de motiver, der styrer aktiviteterne i den kontekst. Jeg blev inspireret til at betragte en folkeskole/gymnasie ud fra et sådant perspektiv, hvor de kan ses som konkrete kontekster, der lægger op til bestemte motiver for læring, som ikke nødvendigvis er kongruente med de motiver, der kendetegner læring på et universitet. Det, jeg fandt ud af til sidst, var, at den forskel, man ser i folks præstation på universitetet, ikke alene skyldes deres akademiske evner i snæver forstand, men også kan forklares ud fra, at nogle folk fortsat arbejder under et folkeskole/gymnasiemotiv, hvor objektet for deres aktivitet ikke er viden/ det faglige indhold i sig selv, men kun det faglige indholds instrumentale relation til at komme videre på uddannelsen.

Dermed er grænsen mellem gymnasiet og universitetet i min opgave ikke alene blevet fremstillet som en institutionel grænse eller en kronologisk grænse, men frem for alt en grænse mellem to forskellige måder

40

at tænke på: Mellem læring for læringens skyld (for at bestå og gøre hvad læreren siger) og læring for at forstå verden bedre.

Mellem tilrettelæggelse af ens skolehverdag og læring efter skolens og lærerens forskrifter (faste lektier, fremmødepligt, årskarakterer) og tilrettelæggelsen af ens hverdag og læring på universitetet efter, hvad der giver mest mening ift. det faglige (lange aftener på bib, diskussioner med forelæseren, læsning af ikke-pensum litteratur). Mellem at afbryde ens læring fordi klokken ringer og at blive siddende på Statsbiblioteket, indtil en høflig bibliotekar eskorterer en ud kl. 18.

Illustration: Ida Marie Lindemark Lervad, 4. semester

Bachelor

Som mange andre har jeg dog også opdaget, hvordan mit valg af emne ikke alene blev styret af mine forestillinger/interesser, men også i høj grad af tilfældet og praktiske omstændigheder. Mit allerførste emne skulle oprindeligt dreje sig om ældre og deres brug af teknologi (noget jeg skrev min kvali-opgave om), og ja, det skulle oprindeligt også have været en empirisk undersøgelse. Men efter 3-4 måneders intensiv studium af Pæd. Psykologi gik det op for mig, at mit interesse-tyngdepunkt havde flyttet sig fuldstændigt på dette semester. Ikke mindst fordi jeg havde fundet en ”pet-theory”, en kæphest, som jeg ikke alene troede, jeg kunne ride til et 12-tal, men som også fik mig til at føle mig speciel, fordi nu var det ikke bare ”Jeg vs de krav universitetet stiller i form af opgaver”, men derimod ”Jeg vs min idé vs de krav universitetet stiller”. Jeg kunne fordybe mig i noget, og hvert eneste skridt på vejen føltes som en nyopdagelse, ikke bare for mig selv, men tør jeg sige for psykologien generelt (jaja, I know). Jeg fik en idé, som ikke bare svarer til mit interesseområde, men også er et reelt spørgsmål, jeg har stillet mig selv på 5. semester. Svaret på dette spørgsmål vil ikke bare betyde en færdig opgave, men også en udvidelse af min videnshorisont og mit verdenssyn.

Jeg var drevet.

Men ‘drivet’ rækkede kun så langt.

Bacheloropgaven var den første opgave for mig, hvor jeg ikke alene kunne forlade mig på inspiration, der fører til manisk skri-

ven i 2-3 timer, og så er skelettet i opgaven færdig. Sådan kan man gøre det med 7timers eksaminer (eller man er nærmest tvunget til det haha!), og med AO og Pædagogisk måske, men ikke med BACH-opgaven. Her måtte jeg for første gang lave flere ting om, og ca. 1,5 måneder før aflevering (jeg afleverede til 1. reeksamen) var jeg begyndt på en ændring, hvor 80 % af opgaven (jeg har talt efter!) til sidst blev helt ny. Her har jeg opdaget visdommen i at tage pauser fra skrivningen, for opgaven skriver sig i store træk videre i ens hoved, selvom man bare står og vasker op eller er ude med venner. Jeg har indset betydningen af at snakke med folk fra forskellige baggrunde, og generelt bare andre folk om ens opgave, og gang på gang tvinge sig selv til at klarlægge ens argumentationsrække (for først når ordene forlader ens mund, kan man høre om det giver mening eller ikke). Jeg har til syvende og sidst indset, at det sværeste bag sådanne opgaver (som i virkeligheden allermest ligner det, vi kommer til at gøre, når vi er færdiguddannede) er at formulere spørgsmål.

Mit råd til dem der skal skrive BACH en gang i fremtiden: Vær ikke bange for at vælge noget, der fanger jer og får jer til at føle jer, som om I er de eneste, der fatter det. Mit råd til dem, der er i gang lige nu: Hold ud og husk at de bedste idéer kommer som pludselige indfald.

41

James Joyce

James Joyce: Kosmopolitisk grænsebryder Nicklas Runge, 2. semester “Bababadalgharaghtakamminarronnkonnbronntonnerronntuonnthunntrovarrhounawnskawntoohoohoordenenthurnuk.” Sådan lyder det på første side af den irske forfatter James Joyces (1882-1941) sidste mesterværk Finnegans Wake fra 1939. Bogen er med sin blanding af mellem 40 og 60 sprog i udforskningen af menneskets drømme og tankeunivers tiltænkt hele jordens befolkning, men kun kendt af få og læst af færre. Jeg kan også allerede nu afsløre, at jeg ikke har læst hverken denne bog eller Joyces andet hovedværk Ulysses.

Jeg har dog læst og hørt om dem; så meget endda, at jeg på den tid dét har taget mig, nok kunne have nået at læse selve bøgerne.

Ikke desto mindre vidner dette om, at der er tale om et forfatterskab, som indeholder umådelig dybde, kompleksitet og ikke mindst et vigtigt budskab rettet mod hele jordens befolkning på tværs af alle former for grænser. Dette forfatterskab tager vi her et kort dyk ned i, og forhåbentligt kan det inspirere til, at man selv fortsætter dette dyk, for på bunden venter der utvivlsomt mange rigdomme.

Det lange ord fra starten af artiklen er et såkaldt ‘tordenord’. Begrebet beskriver en række af i alt ti ord, som Joyce formede i Finnegans Wake. Ni af disse ord er 100 bogstaver lange og ét er på 101 bogstaver for tilsammen at give 1001 bogstaver – en allusion til 1001 nats eventyr, og derved til bogen som tilhørende natten eller drøm-

42

meverdenen. Ordene er sammensat af forskellige ord fra forskellige sprog, og i det første tordenord finder vi blandt andet også dansk i form af “toohoohoordenen”, altså “tordenen” men udtalt stammende og med frygt i stemmen, som hvis man hørte et rigtigt tordenbrag. Foruden dansk indgår også hindi, arabisk, japansk, walisisk, gælisk, bretonsk, græsk, fransk, irsk, italiensk, rumænsk, portugisisk og svensk såvel som et hav af referencer til historiske, religiøse og litterære begivenheder. Man kunne velsagtens skrive en hel artikel, hvis ikke en hel bog, om dette ene ord, men lad os her blot fremhæve det som et lysende eksempel på Joyces kosmopolitiske skrivestil og sympatier og ikke mindst hans uovertrufne beherskelse af sprog og litteratur. I Finnegans Wake, og i det hele taget i hele Joyces oeuvre, findes der tonsvis af sådanne litterære finurligheder, allusioner, puns og puslespil. Der findes da også en ret sjov anekdote om Joyces skriveproces, hvor det siges, at han en dag fik besøg af en ven, som fandt ham liggende henslængt over sit skrivebord. Vennen spørger så Joyce, hvad der er i vejen, og om det mon er arbejdet, der har bragt ham i fortvivlelse. Joyce bekræfter, og siger, at han har fået skrevet syv ord i dag, hvilket, som vennen også bemærker, er en ganske anseelig mængde for ham. Til dette svarer Joyce, at ja, det er det muligvis, men han ved bare ikke, hvilken rækkefølge de skal stå i. Alt er dog langt fra bare ordspil

James Joyce

Illustration: Freja Spangsberg Lindholdt, 4. semester og pudseløjerligheder hos Joyce, for som anekdoten også beretter, så lå han netop henslængt i fortvivlelse over sit skrivebord, og kigger vi på hans to tidlige værker, Dubliners og A Portrait of the Artist as a Young Man, finder vi i en lidt mere tilgængelig skrivestil en lang række af refleksioner over de ofte stagnerede, paralyserede og uopfyldte liv, som Joyce oplevede, at mange Dublinfolk levede i starten af 1900-tallet. I novellesamling Dubliners hører vi, blandt andet i historien Counterparts, om den alkoholiserede og impulsive

Farrington, som kæmper med følelser af ydmygelse og magtesløshed overfor sine overordnede på arbejdet og blandt sine venner; følelser som udmønter sig i et selvhævdende, dog ganske håbløst tyranni overfor sin familie. I en anden historie, A Painful Case, møder vi den tilbagetrukne og reserverede Mr. Duffy som, i venskabet med Mrs. Sinico og det efterfølgende brud mellem dem, er tvunget til at erkende sin knusende ensomhed. Det står nu klart for os, at Joyces forfatterskab – selvom det meget specifikt centrerer sig om Dublin i starten af 1900-tallet – kan lære os en hel del om de almenmenneskelige konflikter, som vi alle oplever gennem livets gang: Hvordan håndterer man frustration og magtesløshed? Hvordan håndterer man fejlslagne venskaber? Hvad gør man, når en potentiel kilde til lykke strider med ens grundlæggende syn på sig selv og sociale relationer? Griber man chancen for frihed, eller lever man op til sine forpligtelser?

Hvor hører jeg til i denne kaotiske verden fyldt med ambivalens? I Joyces første roman A Portrait of the Artist as a Young Man finder vi en nyfunden optimisme og håb i den løst selvbiografiske historie om den unge Stephen Dedalus’ bestræbelse på at gøre sig fri af nationale, kulturelle, sociale og æstetiske lænker i et forsøg på at realisere sig selv som en autentisk kunstner. Eller gør vi? Dedalus siger til slut i bogen: “O life, I go to encounter for the millionth time the reality of experience

43

James Joyce and to forge in the smithy of my soul the uncreated conscience of my race”. I dette ønske om at skabe en ny form for bevidsthed i mennesket, som ikke er bundet af nationalitet, sprog eller religion, finder vi igen Joyces kosmopolitiske sympati, men læg dog mærke til verbet “forge”, som både kan betyde smede og forfalske. Taget i betragtning af Joyces nøgternhed og litterære skarpsindighed, er der næppe tale om en tilfældighed, men om en påmindelse om den iboende ambivalens og konflikt som karakteriserer den menneskelige tilstand

såvel som vores sprog; to størrelser tæt bundet til hinanden. Det synes nu også at stå klart, hvorfor Joyce ser det nødvendigt i Finnegans Wake at transcendere det enkelte sprog for at kunne skildre den drømmeverden, vi alle deler. Således har vi nu bevæget os i en fuld cirkel rundt om vores korte blik ind i Joyces forfatterskab, og vi kan nu lukke døren, eller som Joyce skriver: “lukkedoerendunandurraskewdylooshoofermoyportertooryzooysphalnabortansporthaokansakroidverjkapakkapuk.”

Illustration: Viola Løvig Thomassen, 2. semester

44

Essay

At rejse til et andet land lader os værdsætte vores eget Katrine Kromann Brandt, 4. semester Da afslutningen på gymnasiet kunne skimtes i horisonten, var jeg træt af Danmark. Jeg så fejl og mangler, hvor end jeg kiggede hen, og jeg ville ikke se de gode ting, som jeg egentlig godt vidste fandtes.

Kort efter huen var blevet sat på mit hoved, rejste jeg til Australien. Her boede jeg et år, og det lærte mig ikke blot noget om landet down under, men også noget om min egen grå hjemstavn.

Australien var et fantastisk land at bo i.

Vejret er godt, australierne er afslappede og gæstfrie, og dyrene vil i virkeligheden kun slå dig ihjel, hvis du irriterer dem. For det meste virkede det ret så fejlfrit, men det er det selvfølgelig ikke. Som alle mennesker har alle lande også sine fejl. Det har Australien også.

Når du flytter til et andet land, er det uundgåeligt at blive spurgt til forskellene mellem landet, du nu bor i og dit hjemland. De gange jeg blev spurgt om dette, var mit svar noget med, at australiere er mere gæstfrie og snakker mere med fremmede end danskere (om dette er godt eller ej, kan jeg ikke afgøre), og at køer ikke går frit på vejene i Danmark. De mange samtaler jeg havde om forskellene mellem Danmark og Australien og den interesse for mit hjemland, som jeg mødte, gav mig et nyt perspektiv, og pludselig kunne jeg

værdsætte ting ved Danmark, som jeg før tog for givet eller ikke var opmærksom på.

Det blev især klart for mig, hvor meget vi bør værdsætte vores frisind, da Australien omsider legaliserede samkønsægteskaber.

Jeg tror, at vi kan lære at værdsætte noget ved vores hjemland, hver gang vi rejser ud i længere tid. Om det er til et land, der minder om vores eget, eller er vidt forskelligt fra det, er ikke af afgørende betydning for, hvorvidt vi lærer noget. Men det har nok betydning for, hvad vi lærer, og hvad vi kommer til at værdsætte. Denne værdsættelse behøver ikke blive for nationalistisk, og jeg er på ingen måde blevet den nye Pia Kjærsgaard, og ej heller har jeg ønsker om at sende danskere af anden etnisk herkomst til Østgrønland med faldskærm. Værdsættelse kan blot komme til udtryk i en nyfundet kærlighed til rugbrød og saltlakrids eller en øget interesse i at passe på det, man holder af.

Jeg vil gerne indrømme, at min værdsættelse af Danmark forsvandt lidt igen, da jeg vendte hjem. Græsset er vel altid grønnere på den anden side af landegrænsen. Heldigvis kan man blive ved med at rejse ud.

Både for at lære nye mennesker og kulturer at kende, men også for at kunne vende hjem med et nyt syn på sit hjemland, som man måske har lært at værdsætte lidt mere.

45

Filmanbefalinger

Grænse (2018) af Ali Abbasi I den nye svenske film Grænse møder vi grænsevagten Tina, som med sit lettere troldeagtige udseende og unikke evne til at lugte følelser er placeret på kanten eller grænsen af samfundet fanget i monotoni og fremmedgjort fra sig selv. Ét skæbnesvangert møde med en ligeledes troldelignende ung mand står dog til at ændre alt dette, og i en uforudsigelig og intenst spændende række af begivenheder må Tina revurdere alt, hvad hun troede, hun vidste om sig selv, og nærmest på Kierkegaardsk manér enten tage springet ud i afgrunden for at finde sit ideal eller blive på kanten med fare for at miste sig selv.

Grænse er på én og samme tid en næsten Triersk rejse ind i det groteske og en hjertevarm fortælling om at finde sig selv i en verden, hvor man ikke hører til.

Citat: “Du skal ikke lytte til, hvad menneskene siger”

46

The Lighthouse (2019) af Robert Eggers Det er fem år siden, at Robert Eggers’ første spillefilm The Witch udkom; en film som i sig selv var ganske fremragende i dens friske tag på mystik-genren. Siden da har Eggers tilsyneladende perfektioneret sin kunst inden for mystik og horror med sin helt igennem geniale og sindsoprivende film The Lighthouse. Ethvert forsøg på beskrivelse synes her at komme til kort.

Allerede fra første øjeblik kastes man ind i en verden af mørke og psykologisk manipulation, hvor grænsen mellem fantasi og virkelighed, vanvid og skarpsindighed sløres blandt øredøvende brøl fra tågehorn og frådende, poetiske monologer gennemsyret af vrede, foragt og desperation. The Lighthouse følger en lang række af nye glimrende kunst-horror film såsom Hereditary, The House That Jack Built og Parasite, hvoriblandt The Lighthouse står som det absolutte højdepunkt.

Citat: “You ain’t even human no more”

Psykel-sjov

Vorherre til hest - Racehest eller arbejdshest?

Psyklen er en del af:

Har du noget skriftligt på hjerte, som skal ud til det helt store publikum? Laver du kunst og vil gerne blive kendt?

Så kontakt Psyklen. En seriøs, skarp og smuk debatskaber. Den intellektuelle sprøjte, som giver dig dit fiks. Et helt essentielt og samlende organ på Psykologisk Institut, der ønsker at give spalteplads til så mange stemmer som muligt.

Skriv til: psyklen@gmail.com. Alle henvendelser er velkomne.