#forår19 by Psykologi Psyklen

PSYKLEN #forår19

fællesskab

Bladet udgives af psykologistuderende fra Aarhus Universitet

REDAKTØR

ILLUSTRATIONER OG FOTOS Anine Roth Jacobsen Lise Jessen Alexander Leonhard Birk Sørensen Marco Fortuna Ida Marie Lindemark Lervad

Marco Fortuna

FORSIDE

REDAKTION

Signe Schnedler Anine Roth Jacobsen

Alexander Leonhard Birk Sørensen Katrine Henriksen Katrine Kromann Brandt Lise Jessen Maria Mosvad Signe Lehn Brand Rebecca Birner Hansen Katrine Lea Straarup Kasper Hald Christensen Marie Rude Olesen Emilie Ringgaard Anine Roth Jacobsen Signe Haahr Muld Signe Schnedler Ida Marie Lindemark Lervad

LAYOUT

https://www.facebook.com/psyklen psyklen@gmail.com Skriv gerne, hvis du har ris, ros eller noget der skal på tryk! Aarhus Universitet Bartholins Allé 8 Bygning 1322, Lokale 123 Aarhus Alle artikler i dette blad er, medmindre andet er angivet, udtryk for skribentens egne holdninger. Støttet af Psykologisk Institut, Aarhus Universitet og FAPIA N VA

EM Æ RK

Marco Fortuna Anine Roth Jacobsen Katrine Henriksen Emilie Ringgaard Katrine Kromann Brandt

PSYKLEN

ET PSYKOLOGIFAGLIGT BLAD

#forår19 06 08

Forskningsnyt

Katrine Kromann Brandt

Darwins sorte hul Simon Frandsen

Side 9-manden

Den lille rus rejste

v. Marco Fortuna

Katrine Henriksen

De psykologistuderendes fællesskab i FAPIA

Maria Fortuna

Fri vilje

Fællesskabets Flammehav

Dokumentaranmeldelse: Tidying up with Marie Kondo

Kender du dine udvalg?

Alenetid - den gode ensomhed

v. Signe Lehn Brand

Update på underskriftindsamling

Anine Roth Jacobsen

Boganmeldelse: Efter Freud

Forår på PI

Digt: Hvem er du?

Alexander Leonhard Birk Sørensen

Martin Vestergaard Kristiansen

Rebecca Birner Hansen Lise Jessen

Lennart Kiel Nielsen

Et opråb og en hyldest til fællesskabet

Lennart Kiel Nielsen

Alexander Leonhard Birk Sørensen

Anonym

Marco Fortuna

At mødes om noget

Digt: Hus forbi

Nekrolog

Rebus

Fællesskabet på Psykologisk Institut

Tegneserie

Fælles-skab

Social kalender

Alexander Leonhard Birk Sørensen

Redaktionen

Jacob Klitmøller

Gosha Engkjær-Trautwein

Alexander Leonhard Birk Sørensen

Maria Mosvad

Alexander Leonhard Birk Sørensen

Katrine Henriksen

Illustration af Anine Roth Jacobsen, 2. semester

leder

Fællesskabsfornemmelser Marco Fortuna, 6. semester Det er blevet forår på Psykologisk Institut. Hver eneste af os studerende, der har vores ugentlige gang i de gule bygninger, mærker det. Da året har en cyklisk gang, har mange af os oplevet det før. Mange af os kommer til at opleve det igen. Det er en oplevelse forbundet med bestemte fag, dufte og syn, og det bringer stemninger med sig, som jeg tror, vi i høj grad har til fælles. Uden nødvendigvis alle at have talt sammen, så går vi mere eller mindre rundt i den samme oplevelsesverden. Det deles vi om. Men år for år ændrer tingene sig alligevel. På Psyklen er der sket en stor og meget trist forandring. I februar mistede vi vores elskede og beundrede skribent og illustrator Lise Jessen, 2. semester, som gik bort som følge af somatisk sygdom. Det har berørt os alle dybt. Du kan læse Lises nekrolog på side 22-23 og se hendes sidste fine bidrag rundt omkring i dette blad. Der har, som følge af hændelsen, været mange følelser forbundet med udformningen af det blad, du sidder med mellem hænderne. Alligevel minder det måske om de to foregående. Vi søger at fortsætte bladet, hvor Lise slap, med hendes ånd in mente, og derved ære hendes minde.

Psyklens forårstema er Fællesskab. Det er et smukt ord for det, der kan opstå, når to eller flere mennesker går sammen og forener deres kræfter. Potentialerne for bare én persons muligheder er enorme og italesættes ofte i dag med ord som selvoptimering eller selvaktualisering. Men hvad med potentialerne for menneskers forenede kræfter? Man kunne tænke, at hvis man gik sammen på den rigtige måde, så ville mulighederne mangedobles. Måske er det det, vi bør fokusere på i dag, hvor mange af os unge oplever et pres. Når vi løfter i flok, lettes byrden for den enkelte, og vi står hver især stærkere. På de næste mange sider behandles både fællesskab som begreb, som noget tilstedeværende her på PI, som noget, der efterlyses, og som noget, hvis indhold måske bør forandres. Der kigges også på ensomhed, på en russers oplevelse af studiet og på udvalg og FAPIA. Hertil kommer alt det andet læseværdige, der ikke direkte relaterer sig til begrebet. Vi har op til udgivelsens deadline modtaget mange indsendte indlæg fra forskellige instanser på instituttet, og vil gerne takke alle bidragsydere. God læselyst.

forskning

Forskningsnyt Becoming Homeless

Katrine Kromann Brandt, 2. semester Prøv at forestille dig, at du står uden et sted at bo, at du er hjemløs. Det kan være temmelig svært, når man som de fleste altid har haft et hjem. I et nyt studie fra Stanford University, der ville undersøge, om virtual reality kan øge empati over for hjemløse, prøvede deltagere gennem en VR app kaldet ’Becoming Homeless’ at være netop dette. De oplevede f.eks. at miste deres job, at skulle vælge hvilke ejendele, de ville sælge, for at kunne betale husleje samt at søge ly i en bus for derefter at måtte beskytte deres få ejendele mod en fremmed, der ville stjæle dem. Det viste sig, at deltagere, der havde prøvet at være hjemløse gennem VR, havde en større tendens til at have positive holdninger til hjemløse end deltagere, der blot havde læst om de samme ting eller set

hændelserne på en skærm. Deltagerne, der havde prøvet VR, var også mere tilbøjelige til at skrive under på en underskriftsindsamling for prismæssige overkommelige boliger samt erklære sig enige i, at samfundet ikke gør nok for hjemløse og at de selv er meget optaget af hjemløse. At opleve et andet menneskes tilværelse i VR kan dermed øge empati og prosocial adfærd ifølge studiet. Derudover støtter studiet også en antagelse om, at empati ikke blot er et træk, men at man også kan arbejde med det og øge eller mindske det i forskellige situationer. Kilde: Stanford News

Illustrationer af Lise Jessen, 2. semester

forskning

Pinnocchio i finansverdenen

Katrine Kromann Brandt, 2. semester

Har du nogensinde tænkt over, hvilket erhverv Pinocchio ville vælge? Det har du nok, for det kan vist godt betegnes som et af livets helt store spørgsmål og ud fra et nyt studie, vil vi her tilbyde et svar: Pinocchio ville vælge et job i finansverdenen. Et nyt studie fra Københavns Universitet viser, at der er en tendens til, at ærlige mennesker foretrækker at arbejde i den offentlige sektor, mens de uærlige i stedet foretrækker den private sektor og i særdeleshed finansverdenen. Studiet blev lavet på baggrund af en formodning om, at der er en sammenhæng mellem korruptionsniveauet i et land og graden af ærlighed hos de ansatte. Dette ville kunne forklare forskellige landes korruptionsniveauer, og studiets resultater støtter denne formodning. I Danmark, der er et af de mindst korrupte lande i verden, foretrækker de ærlige nemlig den offentlige sektor. I et lignende studie i Indien var mønstret det modsatte. Her foretrak de uærlige den offentlige sektor, hvilket kan være en forklaring på Indiens høje korruptionsniveau. Årsagen til dette skal ifølge forskerne findes i den højere løn i Indiens offentlige sektor ift. landets private sektor. Det er dermed lønnen og forskellen på denne de to sektorer imellem, der er afgørende for, hvilken sektor de uærlige vælger.

I studiet blev ærlighed undersøgt ved, at deltagerne skulle gætte udfaldet af et kast med en terning, og hvis de gættede rigtigt, ville de modtage penge. Deltagerne fik dog at vide, hvad der var blevet kastet uden at skulle sige deres gæt højt, og de skulle således blot erklære, om de havde gættet rigtigt. Her viste det sig, at dem, der foretrækker den private sektor, løj mere. Denne sammenhæng forklarer forskerne med, at disse personer generelt er mindre altruistiske og derfor vægter en god løn højere end at gøre noget, der hjælper andre. Vi efterlader dig her med et svar på et af livets store spørgsmål og et billede af Pinocchio i jakkesæt. Det var så lidt. Kilde: Information

Forskningsanalyse

Darwins sorte hul – Hvorfor vi har fællesskaber Det er ganske enkelt indiskutabelt at Darwins teori om naturlig selektion er en grundsten i vores videnskabelige forståelse, men den snebold, den kære Charles satte i bevægelse, har for længst udrullet hans greb og givet os en skelsættende forståelse for vores eksistens og moralske adfærd. Indsendt af Simon Frandsen, 6. semester Her på Psykologisk Institut er det nemt at møde mangt en studerende, der for længst har forlagt deres ellers så hårdt tilegnede viden fra første semester, og når nu Høghen i sin rolle som evolutionspsykologiens pave, endnu ikke har plantet sine kløer solidt i nakketøjet på hver enkelt af dem, må vi lavtrangerende præsteskikkelser tage vores plads ved prædikestolen. For fællesskabet er helt essentielt for både vores overlevelse og fremskridt, og for at forstå denne vigtighed må vi tilbage i tiden. Siden ”Arternes oprindelse” udkom i 1859, har vi været bevidste om vores status som dyr i en foranderlig verden. Vi har fået indblik i, hvorfor vi handler som vi gør, og vi kan nu forklare aspekter af vores adfærd, der før syntes uforklarlige. Men Darwin var ikke perfekt. Naturlig selektion i darwinistisk forstand forudsætter, at vi alle står os selv nærmest og kæmper i en gladitorial kamp for overlevelse og reproduktion i ”Survival of the fittest”. Dette indebærer at altruisme,

og herunder evnen evnen til at indgå i fællesskaber, vil være uproduktivt for dette mål. Darwins løsning på dette problem var gruppeselektion, men denne tilgang lykkedes ikke med at forklare hverken freerider-problemet, eller det faktum, at vi opfører os moralsk over for fremmede. Richard Dawkins giver os dog et gennembrud i sagen, da han i 1976 udgiver ”The Selfish Gene”, hvori han argumenterer for, at det ikke er mennesket, der er subjekt for evolutionen, men derimod vores gener. Genet forsøger at overleve så godt som muligt, og disse chancer øges, hvis vi hjælper hinanden og dermed gener, der minder om hinanden. Denne teori forklarer som minimum, hvorfor vi opfører os altruistisk over for folk med en lignende genetik. For at få hele billedet med må vi til sidst vende Axelrod, hvis arbejde jeg kun kan anbefale. Axelrod opfandt et spil, hvor der blev afholdt turneringer, og i spillet var det så muligt at samarbejde på forskellig vis. De vindende karakteristika var altid: vær flink, vær gensidig, fokuser på at maksimere din egen gevinst, og ikke på at overgå andre og til sidst at vise gennemsigtighed i sine træk. Samarbejde i fællesskaber giver os ganske enkelt muligheden for at klare os bedre, og det er denne kvalitet, der er blevet selekteret for. Så uanset om man tror på det selviske gen, grupperselektion eller Axelrods mere kalkulerede tanker, er én ting blændende klar: Fællesskaber er noget, vi opsøger, fordi vi aldrig i vores historie har kunnet klare os uden.

Side 9

‘Save a horse, ride a cowboy’ Navn: Niels Busch Alder: 22 år Semester: 4. Civiltilstand: Rider med en cowgirl ved min side Livret: Cowboy toast Yndlingsforelæser: Simon Ozer Motto: Born in a barn, stay in a barn Mest overvurderet: Mad med chiafrø Mest undervurderet: John Deere 5020 med 2 akslet ladvogn Jobdrøm som barn: Fodermester på en kvægfarm

En russers bekendelser

Den lille rus rejste Katrine Henriksen, 2. semester Obs: Dette er en fiktiv historie baseret på virkelige hændelser. Der var engang en lille rus fra den mørkeste del af Udkantsdanmark, som drømte om at blive psykolog. Derfor havde hun, efter megen overvejelse, rettet sit blik mod psykologistudiet på Aarhus Universitet. Hvad hun ikke vidste var, at studiet var berygtet for at være et af de mest ensomme studier i hele kongeriget. Den lille rus pakkede bilen og kørte tværs over landet til den berygtede storby. I storbyen adapterede hun sig hurtigt til de mest vitale leveregler som at løbe over for rødt, ikke hilse på fremmede og at opsnuse en sharwama på hvilket som helst tidspunkt af døgnet. Da studiestart oprandt, havde hun taget sit mest fashionable tøj på og mødte op i psykgården for at finde, at det var der, statskundskab skulle mødes. Hun løb om til stor juridisk, hvor hun blev mødt af de meget bedre klædte tutorer. Men det den lille rus fandt, gav hende et chok; det var en kæmpe folk pæne piger (def. Intetkøn, en person der lever op til andres, men mest egne, absurd høje standarder). Den lille rus huskede, hvordan hun havde brugt tre år på gymnasiet som en af de pæneste piger. Desværre stod det sådan til, at hun havde brugt to sabbatår på at nyde ikke at være en pæn pige, og det føl-

tes som om, hun var groet ud af de pæne pigesko. Hun gyste ved tanken om de grusomme konsekvenser, det kunne have, hvis hun ikke blev en del af indgruppen. Så hun asede og masede, hun klippede en hæl og hakkede en tå, indtil skoen endelig passede, og hendes sociale identitet huskede hurtigt, hvordan det nu var med normer, roller osv. Nu troede den lille rus, at hun kunne ånde lettet op, men det var som om, hun oplevede en form for kognitiv dissonans. For selvom hun var programmeret til at slide

En russers bekendelser

som en hest og sætte studiet før alt andet, var der noget i hende, som havde lært, at livet leves i fællesskabet og ikke begravet i pensum. Den lille rus havde nemlig været på højskole. Der blev hun det, som fe-gudmor Tønnesvang ville kalde: Dannet. På højskolen var der et miljø, hvor det ikke handlede om at præstere eller bevise noget overfor dig selv eller andre. Du skulle bare være tilstede og dermed bidrage til det store fællesskab. Den lille rus kom direkte fra én yderlighed, med fællesskabet som knudepunkt, til en anden yderlighed. Hun begyndte at tænke på, om hendes kontaktbehov måske bare var overdimensioneret, for alle andre virkede til at være godt tilfredse med tingenes tilstand. Den lille rus prøvede at efterligne de andre, men der er så meget stilhed i en bog, og hun savnede larmen. Hun fandt dog hurtigt ud af, at larm er problematisk på en læsesal, og hun havde svært ved at lokke de andre pæne piger med ud. Hun sukkede. Det er svært at skabe et fællesskab på steder, man ikke må snakke, men værre endnu var, at hendes indre pæne pige også gerne selv ville sidde på læsesalen. For hvem kan have det sjovt, hvis man er bagud med pensum? Nu sad vores lille rus mildest talt med et splittet selv. Der var selvfølgelig udvalg, man kunne melde sig ind i, men kamp-

en om pladserne var hårde, og hun følte sig så konform med flokken, at det var svært at bryde ud og sige ”vælg mig!”. Hun havde faktisk ret svært ved at finde sig selv i det hele. Men så en dag, på jordens længste dag efter SP eksamen, lod den lille rus sine skuldre falde ned, og hun huskede, hvor dejligt det var for nakken, når man ikke havde spændingshovedpine. Hun bestemte sig for at tage kampen mod sin indre pæne pige op. Nu skulle det være slut med at gå anonymt væk i mængden, tage tidligt hjem fra fester eller misse en fredagsbar, mentorspisning eller holdhygge pga. pensum. Den lille rus vidste godt, at det ville blive svært, for hun var en inkarneret pæn pige, men når hun kiggede over på græsset på den anden side, trak eventyrlysten i hende. Et af hendes problemer var den sociale indflydelse, den havde et hårdt greb om hende. Hun var som en misbruger, og normativ konformitet var hendes foretrukne drug. Men den lille rus håbede med hele sit hjerte, at nogle af de andre ville følge trop, så de sammen kunne skabe en ny norm, hvor studie og fællesskab ville gå hånd i hånd og leve lykkeligt til deres dages ende. Slut. Illustration af Anine Roth Jacobsen, 2. semester

Det sociale fællesskab

De psykologistuderendes fællesskab i

Du skal nu til at læse et ”kortfattet” skribleri om fællesskabet på vores studie. Selvom starten måske lugter lidt af statistik, så vig ikke bort fra disse spinkle sider i Psyklen, for jeg lover dig: Der er en pointe.

bidrager til, at de trives socialt. Det virker til, at der er noget, som ikke helt er, som vi kunne håbe. Der er huller i det sociale sikkerhedsnet, og der er psykologistuderende, som ønsker en større social kontakt på studiet, end de allerede har.

Indsendt af Lennart Kiel Nielsen, 8. semester

Mere end en og en Som den æstetiske, socialt hungrende påfugl i menneskelig forklædning, vi nu engang er, giver det mening, at vi oplever nedtrykthed og ubehag, hvis ikke vores behov for fællesskab opfyldes. Men hvad fanden er fællesskab? Et fællesskab er et forhold mellem personer, der har noget til fælles. Personer, der deler noget med hinanden. I stedet for at være ensomme én og én peger fællesskabet os i retning af, at vi i det mindste kan være to og to – eller flere. Spørgsmålet er bare, hvad vi kan være fælles om som psykologistuderende. Et par ting er sikkert og vist. Vi kan være fælles om, at vi ikke er jurister. Vi er heller ikke cand.scient.pol’er. Og nej… Vi må heller ikke udskrive piller den dag, vi er færdige. Men vi er – hvis man skal tro på

The Upside Down Dansk Psykolog Forening og DP-Studentersektionen lavede i 2018 en trivselsundersøgelse blandt danske psykologistuderende. 60% oplever, at der i høj eller meget høj grad er konkurrence mellem de studerende på studiet om at få de rette kompetencer til CV’et, og overordnet trives psykologistuderende signifikant mindre sammenlignet med den generelle befolkning. For os på AU viser universitetets trivselsundersøgelse fra 2017, at hver femte psykologistuderende ofte eller næsten altid føler sig ensom på studiet, og mellem 20-30% af både bachelor- og kandidatstuderende er uenige i, at studiet

Det sociale Fællesskab

forskning udført af vore egne – semi-neurotiske enkeltindivider med hang til orden og en del ruminationer, der godt kan lide at snakke følelser, og hvorfor vi nu engang kom til at gøre det, som vi gjorde til fredagsbaren. Men vi er også mere end det. Vi er et fællesskab – ja faktisk en Forening Af Psykologistuderende I Aarhus. Jeg er. Du er. Din sidemakker og hende du passerer på gangen er – FAPIA. Sammen tager vi til Kursusgruppens kurser for at blive klogere på alt det praktiske, som forelæserne ikke vil fortælle os om. Vi holder pause fra vintereksaminerne med julebanko og æbleskiver i en hyggelig hyggocampus-atmosfære. Vi går tidligt hjem om fredagen for at være klar til Fuld Fontex’ fester, og vi lader Smøringsudvalget smøre vore ganer med vin og lulle vore ører med dagbogsskrivelser. Vi fejrer Kapsejlads i maj og holder den gule (kasket)fane højt. Vi læser Psyklen som overspringshandling og tager til Dimissionsudvalgets dimission den dag, vi pludselig er færdige med

alt det, som nærmest kun lige er begyndt. Som psykologistuderende er vi mere end konkurrencementalitet, og vi er alt andet end ensomhed. Vi er to og to eller flere. I FAPIA arbejder vi for, at studiet skal handle om andet end karakterer, CV, læsesale og forelæsninger. Vi kæmper for, at vi kan være et fællesskab af psykologistuderende, og vi vil have dig med. For et fællesskab er drevet af sine medlemmer. Uden hinanden er vi ingenting, og uden din sidemakker, bedste ven eller dem på forreste række, er der ingen studiefester, skiture eller revy. Vi kan glæde os over, at 60-70% er overvejende eller helt enige i, at der er god mulighed for social kontakt til medstuderende. En social kontakt og et socialt miljø, der i høj grad eksisterer, fordi vi som studerende sammen holder FAPIAs hjul i gang. Og hjulene skal blive ved med at dreje. For studielivet er bare lidt sjovere, når det er noget, man har sammen med andre – i fællesskab.

Det sociale fællesskab

Kender du dine udvalg? Hvis du går og føler dig en smule socialt understimuleret, og hvis du gerne vil berige din hverdag med flere aktiviteter, som involverer andre levende mennesker, så har vi faktisk en masse valgmuligheder her på PI! Du kan nemlig melde dig ind i et af de mange udvalg, som skaber fællesskab gennem sport, kreativitet, fest, underholdning og meget mere. Psyklen har spurgt udvalgene her på PI om, hvad essensen af deres arbejde er, og nedenstående er de svar, vi har fået. v. Signe Lehn Brand, 4. semester Hyggocampus Hyggocampus skaber fællesskab på psykologi ved at bringe de studerende sammen omkring hyggelige arrangementer. Vi forsøger at favne bredt, så der er noget for enhver smag. Til vores arrangementer kan man både lære nye mennesker at kende, og man kan nyde samværet med sine venner. Vores fornemmeste opgave i udvalget er altså at forsøde hverdagen på studiet samt at skabe et bedre sammenhold blandt de studerende. Psykologisk Revy Psykologisk Revy er en revy, der spiller i efteråret, og vi består af 60 frivillige studerende. Vi skaber sjov og ballade internt og giver alle studerende mulighed for at flygte ind i en sjov og spændende verden i

to timer, hvor underholdningsværdien er skruet op på max. Fuld Fontex Formelt set er vi jo det udvalg, som holder de store, flotte fester. Vi skaber rammerne for fest, sjov og ballade på studiet. Samtidig med at vi bidrager til en fælles stemning, hvor ALLE kan komme, og ALLE kan have det sjovt. Vi er et fællesskab på tværs af årgange - en lille familie, som skaber noget at se frem til i en travl hverdag. Men mest af alt er FF sammenhold, forskellighed, mangfoldighed - og en fucking masse kærlighed! Kein Cortex - venner for livet Kein Cortex (KC) sørger for, at der bliver holdt lækre barer i løbet af semestret. Barerne fordeler sig som korte barer (1519) og lange barer (15-02). Det er os, der bærer den lyserøde farve og altid er klar med et smil og åbne arme, når du tørster efter øl, selskab og nus på ryggen. Vi er samtidig psykologis eneste tværfaglige fællesskab i kraft af vores samf-barer, der afholdes i samarbejde med Jura og Statskundskab. Vi er en social grobund, der skaber muligheder for at mødes på tværs af semestre over øl, shots, hygge, brætspil og når mørket falder på over fest og farver. Smøringsudvalget Vi laver sjove og skøre begivenheder på PI, så hverdagen glider lidt nemmere. Ek-

Det sociale fællesskab sempelvis har vi underholdt med Smør og Monopolet, Escape Room og Min Kære Dagbog. Psykologisk Idrætsforening Psykologisk Idrætsforening skaber og sætter rammer for sportslige aktiviteter for psykologistuderende. Hvis man har lyst til at danse, lave yoga eller spille fodbold en gang om ugen eller være med, når vi arrangerer større, lidt anderledes aktiviteter såsom Dodgeball-turnering, klatring og kanotur, er der plads til alle uanset niveau, køn og alder. Gennem aktiviteterne skabes et fællesskabet blandt de studerende på tværs af semestre, hvor fokus flyttes fra de psykologiske teorier til aktiviteter, og det oftest ender i store smil (medmindre man er en dårlig taber). Psykologernes dag Hvis man tager engagement, kreativitet og hårdt arbejde fra alle de frivillige udvalg på PI og blander det godt sammen, så får man Psykologernes Dag! Dagen er en festivaldag, der varer fra morgen til nat, hvor vi fejrer alt det, der hører med til at være psykologistuderende. Der kommer til at være underholdning, spændende events og foredrag, som alle er planlagt af de frivillige på PI. Sæt kryds i kalenderen d. 16. maj! Dimissionsudvalget Dimissionsudvalgets arbejde består i store træk af planlægning og afvikling af to årlige dimissioner – en sommer- og en vinterdimission for de kandidatstuder-

ende, der bliver færdiguddannede som psykologer. Vi sørger for, at der på dimissionsdagen er en officiel ceremoni med taler, musikalske indslag, navneopråb og overrækkelse af emblemer og boggaver, samt en efterfølgende reception med bobler, kransekage og hyggelig stemning. Det kræver en masse planlægning fra udvalgets side i halvåret op til dimissionen, hvor vi bl.a. søger sponsorater, finder talere, laver diverse ordrer og indkøb, sælger billetter og har hyggelige møder internt i udvalget. Psyklen I Psyklen producerer vi det blad, du sidder med i hånden lige nu. Det gør vi ved at mødes og hygge os om, i fællesskab, at skabe idéer til temaer, artikler, illustrationer, aktiviteter der skal afprøves mm! Det er super hyggeligt at være med i Psyklen, og vi nyder alle sammen at være kreative i skabelsen af bladet. Psykrådet Psykrådet er fagrådet til alle de studerende på Psykologi på AU. Psykrådet er således et forum, hvor de studerende kan mødes og få snakket om sager som f.eks. studiets opbygning, forelæsere, ønsker til læsepladser etc. Det Lille Psykråd er syv udvalgte studerende, der arbejder på at videregive og realisere Psykrådets (altså alle psykologistuderende) studierelaterede ønsker. Det er igennem Psykrådet, at man kan gøre en forskel og ændre de ting, man ikke er tilfreds med på studiet. #elevrådforvoksne.

Ud over ovenstående, er også Kursusgruppen, Kapsejladsudvalget, Skitursudvalget, Studiecaféen og Studienævnet.

Camino

Alenetid - den gode ensomhed I denne udgave fokuserer vi på fællesskab, behovet for samvær og relationer. Og det med god grund! På AU svarede 13 procent, at de ’næsten altid’ eller ’ofte’ føler sig ensomme på studiet i dagligdagen. Ensomhed kan være svært at takle og gøre noget ved, når man først oplever det. Man føler jo ofte, at man mangler nogen, man kan gå til med sine problemer. Dette vil jeg på ingen måde negligere. Ikke desto mindre vil jeg i denne ydmyge klumme slå et slag for den gode ensomhed - alenetid. Alexander Leonhar Birk Sørensen, 4. semester Vores studie har en masse sociale tilbud, grundet fantastisk engagerede studerende der vil hinanden. Det første år tog jeg imod det med åbne arme, og har skyndt mig rundt fra arrangement til arrangement. Skitur, smør og fester, samt alle de andre begivenheder - det hele skulle opleves! Da sommerferien indtraf og gav plads til pusterum, havde jeg planlagt at gå den smukke nordlige rute af Caminoen i Spanien – alene. Jeg har tidligere brugt meget tid i eget selskab, så jeg så det som en mulighed for genoprette forholdet til mig selv og lave lidt introspektion. Specielt efter et år hvor fællesskaberne har fyldt kalenderen, så der ikke var meget hvidt papir tilbage.

Jeg har ikke tidligere vandret selv, og havde måske ikke forberedt mig så meget, som nogen ville gøre. Jeg tænkte ”Jeg finder nok ud af det, når jeg er der. Jeg skal alligevel ikke bruge tiden på andet”. Så med minimal forberedelse stod jeg uden for lufthavnen i Irún, og kiggede rundt efter… Et eller andet. Jeg vidste ikke, hvordan man skulle starte sin Camino, om man skulle melde sig et eller andet sted. Jeg prajede en taxa og forsøgte på mit gebrokne spansk at sige, at jeg gerne ville hen til starten på Caminoen. Han kiggede undrende på mig og spurgte, hvad adressen var. Jeg kiggede ligeså undrende tilbage ”Adressen?”. Jeg kendte ikke nogen adresse. Efter at have været 6 ture rundt i en rundkørsel, besluttede han lettere irriteret at sætte mig af ved et herberg. Der var ingen mennesker, men der var nogle gule pile. Jeg vidste trods alt, at Caminoen er markeret med gule pile hele vejen, så jeg begyndte at følge dem. Det viste sig at være en god plan, så det gjorde jeg de næste 550 km. I starten mødte jeg ikke mange pilgrimme. Det skete, at jeg overnattede som den eneste på et herberg. Pludselig var jeg alene og langt fra hverdagen fuld af mennesker og tætpakkede kalendere. Nu stod jeg tidligt op, ofte før 7, og endte med at gå til klokken var 18-19 om aftenen. Jeg hørte hverken musik eller brugte

Klumme telefonen. Først en uge inde fik jeg skrevet til mine forældre, at jeg var kommet godt med bussen til København, samt at jeg havde gået de første hundrede kilometer. Dette betød alt sammen, at jeg havde meget alenetid. Rigtig meget. Kun afløst af småsnak med andre pilgrimme og lokale, var mine egne tanker mit eneste selskab. Når jeg tænker tilbage nu, kan jeg ikke huske, hvad jeg tænkte over. Jeg kan dog huske den følelse, jeg havde. Den nordlige Camino er smuk, men uden mange wow-oplevelser, som gør man skal sætte sig ned og få vejret. Alligevel var der en lav brummende følelse af eufori, der gennemsyrede min tur, som en fjern basbrummen gennemsyrer Roskilde-festival. Nærmest altid til stede i kroppen, men ikke altid i bevidstheden. At være alene var forbundet med en frihed, jeg ikke vidste, jeg savnede. At være alene betød, at alt jeg gjorde, var for min skyld. Jeg havde ingen forpligtelser over for andre end mig selv, og med nok navlepilleri og frisk luft lykkedes

det mig at fjerne disse forpligtelser og krav til mig selv og bare være og gøre. Alenetiden gjorde det muligt for mig at høre mine tanker og tænke over hva´ søren, de egentlig var til for. Jeg kan ikke prale af at have tænkt hele tiden, mens jeg gik. Ofte forduftede tankerne i takt med at den ene fod kom foran den anden og et sceneri langsomt skiftede sig. Alenetid gjorde, at jeg kunne smage maden ekstra meget, opleve omgivelserne endnu stærkere, og mærke min ømme krop ekstraordinært meget. Jeg må dog erkende, at man automatisk bliver en del af et fællesskab, når man med en rygsæk på ryggen leder efter gule pile. Pilgrimme er nogle af de mest imødekommende personer, jeg har mødt. Måske fordi alenetiden kan blive lidt meget en gang imellem. Samtalerne føles mere oprigtige, idet man er kommet ind i tankegangen om, kun at gøre hvad man selv har lyst til. Samtidig er der noget smukt i, at lære personer at kende og samtidig vide, at det måske er sidste gang, man ser dem, da de kan dreje en anden vej ved næste kryds. Denne umiddelbarhed var dejlig, idet den var med til at eliminere ens krav i relationerne. Man nød det man nød, og så var det godt. Alt dette er med til at gøre alenetid vanedannende. Caminoen har i hvert fald givet mig et nyt perspektiv på ensomhed i hverdagen. Buen Camino!

Illustration af Anine Roth Jacobsen, 2. semester

Orientering

Update på underskriftindsamling Midt i februar blev underskriftindsamlingen ’Bevar rengøringspersonalets fastansættelse på AU’ skudt i gang. Det skete som følge af et ledelsesmæssigt udspil om at konkurrenceudsætte en række rengøringsopgaver på AU. Her følger en beskrivelse af forløbet op til og sidenhen. Marco Fortuna, 6. semester Måske kender du Omnibus. Det er AU’s uafhængige universitetsavis og en online nyhedskanal for studerende og medarbejdere. På Omnibus.au.dk udkommer jævnligt artikler om, hvad der rører sig på universitetet. Man må sige, at avisen er en instans, der har potentialet i sig for at inspirere til handling på tværs af fakulteter og medarbejdergrupper. Det var i hvert fald hvad der skete d. 24. januar, hvor bladet lagde en ny artikel op. ’Universitetsledelsen vil udlicitere rengøringen i 51 bygninger på AU’ lød overskriften, og her kunne man læse om, hvordan der i efteråret 2018 blev vedtaget en strategi for konkurrenceudsættelse af en række driftsopgaver på universitetet. I alt 37 rengøringsassistenter, primært fra Aarhus BSS ville risikere at miste deres job, når deres arbejdsopgaver blev sat i udbud, så private firmaer ville kunne byde herpå.

Samme dag præsenterede avisen også et modsvar fra rengøringsassistenterne, som stillede sig kritiske overfor udspillet. De mente ikke, at udsættelsen i sidste ende ville føre til besparelser, men blot forringet kvalitet, mindre fleksibilitet og dårligere arbejdsvilkår. Nogle dage efter udkom et debatindlæg af Vinnie Nørskov, leder af Antikmuseet, hvor hun også problematiserede ledelsens beslutning. Ifølge hende, er rengøringsassistenterne helt centrale medarbejdere for universitetets fungeren. Det nære forhold til disse personer, som i dag eksisterer, er af stor betydning for både trivsel og kvalitet, og må ikke tages for givet.

Orientering

Og så igen, d. 5. februar, ramte endnu et debatindlæg Omnibus’ følgeres feed. Esben Andersen fra statskundskab havde formuleret flere end et par supplerende, kritiske argumenter imod udliciteringen: Rengøringen er en del af universitetets kernekompetencer; kontraktbaserede ordninger med private firmaer vil føre til øget administration samt kvalitetsfald; de demokratiske organer, som det tekniske personale i dag sidder i, vil ikke længere inkludere privat ansatte rengøringsassistenter. Sådan lød blot noget af kritikken. Herefter satte undertegnede og sidstnævnte debattør sig sammen og lavede en underskriftindsamling imod udliciterin-

gen via hjemmesiden Change.org. Den blev delt på alle årgangsgrupper på psykologi, rundt omkring på statskundskab- og også her og der på jura. Og så, klik for klik, begyndte stadig flere tilkendegivelser fra de studerende at tikke ind. I dagene efter, henvendte flere medarbejdere sig fra både det tekniske og videnskabelige personale sig for at tilslutte sig sagen. Ved redaktionens deadline for dette nummer af Psyklen har 544 personer skrevet under. Indsamlingen er sendt til ledelsen op til beslutningsafgørelsen i løbet af marts. Omnibus, Aarhus Stiftstidende samt Dagbladet Information har alle modtaget en pressemeddelelse om sagen.

Det mandlige fællesskab

At mødes om noget Der er mange typer fællesskaber, og ofte forbindes de med at mødes med andre og skabe relationer. Min erfaring har lært mig, at der er en type fællesskab, som er mere typisk hos mænd end kvinder. Jeg er primært blevet opmærksom på dette, ved at veninder har kommenteret, at det var en mærkelig og ligegyldig måde at være sammen på. Jeg snakker om det, at mødes om noget. Og her er det ikke blot det at mødes om noget, som en del af det at mødes. Nej, jeg mener det at mødes for at gøre noget, ikke for at være sammen. Alexander Leonhard Birk Sørensen, 4. semester Et eksempel fra mit eget liv er, at jeg begyndte at spille Dungeons & Dragons i sommers med en flok, hvor jeg kendte et par stykker i forvejen. For at forklare et af de mest unikke og komplicerede spil i én sætning, så går det ud på at sidde rundt om et bord, udøve improvisationsskuespil, kaste terninger og udforske en fantastisk verden. Vi er en flok på seks gutter, som bliver ledet af en fantastisk spilmester. Det, der er specielt, ved denne type fællesskab er, at vi ikke snakker om, hvad vi laver. Jeg er ikke sikker på, hvad alle laver til dagligt, deres interesser eller forhold. Vi har vel

og mærke brugt langt over 150 timer sammen. Vi er sammen for at have det sjovt og spille et spil. Denne uvidenhed om hinanden går igen i flere fællesskaber. Det klassiske eksempel er at bruge en hel dag på at fiske med ens venner eller ens far. Her er der ofte stille. Man kan snakke lidt om, hvordan vandet bevæger sig, og hvor man tror, fiskene er. Man må gerne lyde som om, man har

Forsvar

forstand på det, selvom man ikke har. Ligesom når vi sparker dæk og ingen af os rigtig ved, hvad vi laver. Vi kigger stadig hinanden i øjnene og grynter noget med, at den kører så og så langt på literen. Jeg havde ikke tænkt videre over dette, før nogle kiggede med vantro øjne og spurgte, hvorfor i al verden vi overhovedet er sammen, hvis vi ikke deler ud af os selv.

Det er jo ikke noget, vi bevidst tænker over, og der er ingen skrevne regler. Der følger dog en hvis ubetinget accept med denne form for fællesskab. Hvis du er med, så er du med, og så er det fint. Du behøves ikke at bringe noget af dig selv med fra det, der sker i din hverdag. Det kan have været en rigtig lortedag, men når du møder op, så er det lidt lige meget, for det er ikke en del af det fællesskab, du nu er i. Derfor lægger man det bag sig, måske kun midlertidigt. Dette mandlige fællesskab giver et frirum til at være, uden nogen krav. Det er meget muligt, at vi vil have godt af at snakke om vores problemer eller bare, hvad vi går og laver. Det skal der helt sikkert også være nogle relationer, hvori man kan. Dog er der noget beroligende ved det saglige samvær, som kort fritager én fra krav til ens person. En form for ubetinget kærlighed. Når man dummer sig i disse fællesskaber, er der den herlige tendens, at man ikke græder over spildt øl. Næste gang man mødes, er det ofte glemt og hvis ikke, bliver det hurtigt, for i stedet for at tale om det, begynder vi at være sammen om noget.

Illustration af Anine Roth Jacobsen, 2. semester

Nekrolog: Lise var både en nær veninde for mange studerende og en ildsjæl for studiet Vores kære medstuderende Lise Jessen, 2. semester, er død som følge af somatisk sygdom. Hun var en helt særlig og beundringsværdig person, og i den tid, hun var her på studiet, lod hun sin ildsjæl skinne på os andre. Genskæret herfra lyser stadig. Psyklens redaktion Problemet med nekrologer og mindeord er, at afdøde ofte bliver afbildet

som en sand helgen. Men det særlige ved Lise var, at hun var så god, blid og betænksom, at det grænser stærkt op ad en helgen. Lise var ikke en person, der gjorde det store væsen ud af sig selv. Hun praktiserede ”the quiet life”, som handlede om at efterlade ting i bedre stand, end man fandt dem. Både med vores jord, men også de mennesker, hun mødte på den. Lise var interesseret i at have dybe meningsfyldte samtaler med folk og prøvede altid at

forstå dem. Der hvor vi andre nogle gange griber til frustration, stillede hun et uddybende spørgsmål og mødte folk i øjenhøjde. På Lises instruktorhold blev der i ugen efter hendes bortgang snakket meget om miljøet, plastikfrie valg, medmenneskelighed, buddhisme, motivation og Lises altoverskyggende nysgerrighed på og lyst til livet. Der blev snakket om hendes sympatiske natur og hendes helt enestående evne til at acceptere og omfavne forskellighed. Det blev tydeligt, at Lise på så mange måder var et menneske værd at beundre. Lise mødte meget modgang men valgte aldrig den lette vej, hvis det betød, at hun skulle bøje nogle af sine principper. Hun havde cøliaki men valgte stadig at være veganer. Hun drak ikke men var altid med til fester. Hun havde en dødelig sygdom og håndterede det ved at værdsætte livet, vores jord og andre mennesker. Hun var nemlig dybt taknemmelig. Hun glemte aldrig at sige tak, hvis man havde gjort noget for hende eller sagde noget, hun fandt mening i. Faktisk kan man måske gå så vidt som til at kalde Lise et overmenneske. Hun engagerede sig i alt det, vi andre godt ved, at vi burde engagere os i, som foreningslivet og Den Grønne Studenterbevægelse. Det kan ikke undervurderes, hvilken betydning Lise nåede at få, særligt

for Psyklen. Her bidrog hun med et væld af smukke illustrationer, øjenåbnende artikler og gode, grønne ideer for bladets fremtid. Lises sidste tegninger kan ses under forskningsnyt. Hendes sidste artikel, som hun skrev sammen med Rebecca Birner Hansen, kan findes på side 34. Vi vil på redaktionen lade Lises ånd og tanker præge Psyklens udkommen for fremtiden og ære hendes minde. Lise var et menneske værd at beundre, og måske er det først nu efter hendes død, at dette rigtig går op for en. Vi, der kendte hende, vil hver gang, vi udfører en af mange handlinger, der relaterer sig til hendes væsen og virke, tænke på Lise og på, hvordan hun inspirerede, og fortsat vil inspirere os til at være bedre og blidere mennesker med omtanke for både verden og hverandre. Psykologi er et stort studie med over 1000 studerende. Vi kender ikke alle sammen hinanden. Alligevel er vi en del af den samme helhed som Lise Jessen. En helhed, som hun nåede at sætte sit præg på. Vi siger farvel til en nær veninde for mange, og en ildsjæl for både det faglige og sociale liv på psykologistudiet på Aarhus Universitet. Illustration af Anine Roth Jacobsen, 2. semester

Ny studieleder

Fællesskabet på Psykologisk Institut Nu da jeg er tiltrådt som Studieleder, mente Psyklen, at det var oplagt, at jeg skrev et kort indlæg – oplagt, mente de, fordi emnet er ’fællesskab’ – og så sluttede de af med at skrive: ”Hovedsageligt ønsker vi blot at hjælpe med at synliggøre studielederens bidrag her på PI”. Og så måtte indlægget kun være 2.400 tegn og gerne kortere. Hmm, måske en lidt stor mundfuld … Men, altså, tak for ordet. Indsendt af Jacob Klitmøller, Studieleder Om min rolle som Studieleder tænker jeg, at det er en succes, hvis studerende og undervisere ikke opdager, jeg er her. Så har jeg og administrationen gjort vores arbejde godt. Meget af det, jeg som Studieleder skal hjælpe med til, er at sørge for, at uddannelsen ’kører’ med hensyn til fagudbud, planlægning af undervisning, ansættelse af instruktorer mv, hvilket betyder, at jeg kun kommer i kontakt med de enkelte det direkte berører. I det daglige kommer desuden en række spørgsmål fra kolleger og studerende, som jeg skal forholde mig til, men hvor jeg kun bliver synlig for den enkelte. At jeg som Studieleder har en række ’usynlige’ opgaver, er, tænker jeg, som det skal være. Men dette gælder nok desværre også min samtidige funktion som formand for Studienævnet, hvor jeg kunne ønske, at Studienævnets arbejde var mere til dis-

kussion blandt studerende og undervisere. I Studienævnet diskuteres for eksempel kvaliteten af vores uddannelser (her tæller bachelor- og kandidatuddannelsen som to uddannelser, og desuden har vi en Master i narkotika- og alkoholindsatser på Center for Rusmiddelforskning). Sammen med de andre medarbejderrepræsentanter og studenterrepræsentanterne er det også her, vi diskuterer, hvorvidt der skal ske mere radikale ændringer med uddannelserne. Det er i øvrigt noget vi aktivt diskuterer for tiden. Meget af mit arbejde som Studieleder og Studienævnsformand handler derfor om at være med til at sørge for, at uddannelserne kører og udvikles med fokus på faglighed. Det kan næppe overraske nogen, at jeg som Studieleder har en

fællesskab på PI tendens til at tænke fællesskab i relation til særligt uddannelsen – vel at mærke til vores uddannelse her på Aarhus Universitet. Det er trods alt, fordi I studerer her, og vi underviser her, at det netop er os, der er samlet. Og derfor er det imellem os, at fællesskab(er) skabes og opretholdes … eller ikke skabes. Men også jeg var engang studerende og kan svagt huske, at studielivet var andet og mere end pensum, fag og eksamen. Det var også (for mit vedkommende) at flytte til en anden del af landet, møde helt nye mennesker – i det hele taget at tage fat på et helt nyt kapitel i mit liv. Jeg tænker, at det at forsøge at tænke faglige fællesskaber på studiet uden at medtænke studiets rolle i jeres (de studerendes) liv - er problematisk, så jeg har delt det følgende op i to: fællesskabet blandt studerende og fællesskabet mellem studerende og underviserne. En af Studienævnets opgaver er at læse og diskutere studiemiljøundersøgelserne, der gennemføres hvert tredje år. I den seneste undersøgelse fra 2017 svarer 20% af de studerende på bacheloruddannelsen og 21% på kandidatuddannelsen, at de ’næsten altid’ eller ’ofte’ føler sig ensomme på studiet i dagligdagen. Altså hver femte studerende. Jeg synes, det er et rystende antal. Der kan være mange forskellige grunde til, at den enkelte studerende føler sig ensom – men at hver femte gør det er, tænker jeg, ikke kun smertefuldt for de, der oplever det, men et problem der vedrører os alle. Et problem som efter min mening understreger behovet for, at vi bliver endnu mere opmærksomme på

måderne, hvorpå vi er fælles om studiet. Derfor startede vi også for tre år siden med at holde et årligt dialogmøde mellem Institutleder, Studieleder og udvalgene på PI. Netværksordningen, kandidat rusdagen og studiecafeen er nogle af de tiltag med fagligt islæt, der allerede er blevet sat i gang – af jer i samarbejde med os. Klassikerforelæsningerne er et andet eksempel. Jeg håber, at vi – i fællesskab – kan få flere ideer og finde flere muligheder for at sørge for, at de, der gerne vil være med, kommer med. I samme studiemiljøundersøgelse angiver 19% af studerende på bacheloruddannelsen og 47% på kandidatuddannelsen, at de ’sjældent’ eller ’næsten aldrig’ er med i en læsegruppe uden for eksamensperioderne (hhv. 11% og 24% i eksamensperioderne). Ud over at jeg tænker det er til skade for tilegnelsen af det faglige indhold var læsegrupper for mit eget vedkommende en stor del af det sociale på studiet. I er her i fem år, og jeg tænker det er vigtigt, at I finder faglige områder der begejstrer, og herunder at finde sammen med andre med samme begejstring. Fællesskaber mellem studerende Jeg er helt med på, at der er rigtig mange sider af jeres liv med hinanden på og uden for studiet, som jeg (som Studieleder og ansat) ikke har adgang til. Der, hvor I som studerende bliver særligt synlige, når emnet er fællesskab, er i de talrige initiativer, I allerede tager del i (barudvalg, festudvalg og en lang række andre ting). Noget af det første, jeg har været i gang med,

ny studieleder - Fællesskab på PI er at sørge for at opretholde Studieleders kontakt til en række af de forskellige udvalg, I som studerende står for. Derfor har jeg allerede mødtes med Psykrådet, Dimissionsgruppen, FAPIA (som bidrager til rigtig mange forskellige initiativer) samt planlægningsgruppen bag Psykologernes Dag (kom i øvrigt og vær med torsdag den 16. maj). Der er mange flere initiativer, og jeg håber at få lejlighed til at snakke med flere af jer hen ad vejen, ligesom min dør (og e-mail) altid er åben for såvel eksisterende foreninger og grupper, som for de af jer der går og tænker på at starte noget nyt op.

men også rigtig langt ’op’ til jer, hvis man som underviser gerne vil i dialog med jer om undervisningens indhold eller form. Det er ikke optimalt for os, ej heller for uddannelsen som har bragt os sammen. Fag og fællesskab Set fra mit perspektiv er det vigtigt, at studerende har mulighed for selv at organisere sig socialt, oprette udvalg og starte foreninger. Det støtter vi allerede, for eksempel i form af lån af lokaler. Samtidig tænker jeg, at både undervisere og studerende med fordel kan overveje, om vi også kan skabe større interaktion - med forskellige grader af fagligt indhold - mellem studerende og undervisere. Så lad mig slutte af med at sige, at min dør er åben for jer med ideer til noget, som vi – i fællesskab – kan gøre anderledes. I den forbindelse, husk, at vi i Studienævnet for tiden diskuterer, om der er grundlag for at ændre studieordningen på bachelor- og kandidatuddannelsen.

Fællesskaber mellem studerende og undervisere Det ’vi’, jeg forsøger at skrive om under denne overskrift, er os, der har PI og især uddannelsen som omdrejningspunkt. Fællesskabet, hvor underviserne planlægger undervisning med et bestemt indhold, fordi de vil noget bestemt med fagene og med jer, og hvor I (som studerende) forholder jer fagligt, nysgerrigt og kritisk til dét, som I bliver introduceret til, og evt. søger alternative veje for at finde svar på de spørgsmål, der optager jer. Det er svært ikke at skrive ’vi som undervisere’ og ’I som studerende’ – og selvom der både er og skal være grænser mellem os, tænker jeg ofte, at der ikke bare kan virke langt ’ned’ til os fra forelæsningsrækkerne, Illustration af Ida Marie Lindemark Lervad, 2. semester

Debatindlæg

Fælles-skab Indsendt af Gosha Engkjær-Trautwein, 6. semester Man kan bredt definere fællesskab på to måder, der i deres kerne er uforenelige med hinanden. Den ene lyder på, at et fællesskab er en gruppe af mennesker, som er fælles om noget, f.eks. at de går på det samme studie, gør de samme studierelaterede ting, har kriser ca. to gange om året på samme tid etc. Denne definition baserer sig på overfladiske ligheder, og ifølge den kan enhver, som er ”ligesom os” blive en del af ”vores” fællesskab. Der er selvfølgeligt også situationelle faktorer, f.eks. om man reelt følger reglerne i fællesskabet, er sød og solidarisk over for hinanden - men det har ikke nogen bærende betydning for øjeblikket. Den anden definition udelukker ikke tilstedeværelsen af de ovenstående ting og accepterer, at de ufravigeligt følger med, når mennesker nu engang vælger at være i en gruppe sammen. Men ifølge denne definition er det, som har den mest grundlæggende betydning for, om en samling mennesker bliver til et fællesskab, ikke hvad de HAR til fælles, men hvad de GØR i fællesskab. Fælles virksomhed mod et kollektivt anerkendt mål er det, som i virkeligheden skaber et fællesskab. Dette er den historisk oprindelige form for fællesskab, mens alle de nævnte ting fra den første definition, blot er sekundære faktorer ved fællesskabet. Vi har jaget sammen og skubbet tunge sten

sammen, før vi gik op i ting som ”at være sociale” sammen. So, who cares? Det gør jeg, fordi jeg ser en tendens til, at man desperat forsøger at forbedre studiemiljøet ved at promovere forskellige udvalg1, lave mentorordninger og miste søvn over evalueringer, mens man glemmer det allervigtigste: Vi er til syvende og sidst ikke en tilfældig flok af mennesker, der fandt sammen. Nej, vi er psykologistuderende på Aarhus Universitet. Man glemmer, at psykologi er vores primære forpligtelse, uagtet hvilket formål man har med uddannelsen. Vores fælles virksomhed er studiet af psykologi, og studiemiljøet burde kun være af betydning, når det enten fremmer eller hæmmer vores uddannelse. Sådan var det i 68’, og på disse præmisser blev PI på AU grundlagt. Men hvornår er det sidst, man har set en læsegruppe mødes for at diskutere noget ikke-pensumrelateret litteratur? For mig at se er der sket en langsom opsplitning og fremmedgørelse af det sociale aspekt fra det faglige, og det har lavet revner helt ned til vores egen identitet som studerende. Måske burde vi tænke på, hvorfor vi overhovedet er her? _________________________________ 1

Jeg vil her bemærke, at jeg som sådan ikke har noget imod eksistensen af udvalg eller mentorordningen. Jeg håber, at læseren vil kunne se, at det er ikke den væsentlige pointe her.

Kronik

Et opråb og en hyldest til fællesskabet Indsendt af Maria Fortuna, sabbatist Når jeg som 20-årig har sabbatår, så hopper jeg fra det ene fællesskab til det andet. Jeg skifter arbejdsplads, rejser og tager på højskole. Alle steder indgår jeg i et fællesskab. Men jeg oplever ofte, at vi glemmer fællesskabet til fordel for os selv. Vores fokus på vores eget liv overskygger indgangen til fællesskabet. Jeg har valgt at skrive et opråb til fællesskabet og opfordrer alle til at gå derind. For gennem fællesskabet finder vi en mening sammen. Målet er at vi løfter hinanden til det bedre – at vi løfter hinanden med os selv. Fællesskab kræver handling Enhver handling vi udfører, påvirker andre, og er derfor afgørende for udviklingen af et fællesskab. I en individualiseret verden er den første refleksion over egen handling “Hvad gør dette for mig?”. Men vi har brug for et fælles fodslag, og derfor skal den første tanke altid være “Hvad gør dette for andre omkring mig?” Dette tankesæt er svært at ændre, men vi kan prøve ved at gøre os mere globalt bevidste: Vi er ikke alene i vores handlinger de påvirker. Dette må vi ikke se som en trussel mod vores autonomi, men som en trøst, for så er vi ikke alene. Fællesskabet kræver ansvar Et fællesskab er en forpligtelse. Det

kræver ansvar fordi man går ind til noget, hvor andre berøres. Alle er prisgivet hvad hinanden gør, i hvert fald hvis de involverede har ofret lidt af sig selv for at indgå i fællesskabet. At man har lagt sig selv og egne behov til side for at dyrke noget større - det fælles. Hvis vi tøver og begynder at trække os ud fra fællesskabet og fralægger os vores ansvar, så åbner vi døren til genforhandling af vores forpligtelse for fællesskabet. I vores egen selvcentrerede verden kan en udeblivelse fra et møde eller en forsamling virke harmløs. Men vi skal gøres os bevidste om, at hvis fællesskabet virkelig er der og skal bevares, så er udeblivelsen ikke harmløs. Fællesskabet er et opgør med offerbevidstheden Jeg oplever ofte en tendens til, at vi gør os selv til ofre. Vi er hurtige til at synes, at det er synd for os. Det er bemærkelsesværdigt i et så udviklet samfund, som vi lever i uden nogen egentlige materielle mangler. Udviklingen af et fællesskab afhænger af hvor vores opmærksomhed er rettet hen. Hvis vi retter den

Kronik

mod hvor synd det er for os selv, så når vi aldrig ud til andre og ud over os selv. Men hvis vi derimod vågner op en dag og siger “Ja, jeg gider ikke i dag, men det vil jeg ikke lade gå ud over andre og det vil jeg ikke lade mig gå på af i dag”, så kan vi komme meget længere, især hvis vi også opdager alle de ting omkring os, som vi kan være taknemmelige for. Fx at vågne op til en solskinsdag.

offerrollen. Vi skal med fællesskabet lære af hinanden og gøre hinanden stærkere. Det er gennem fællesskabet og samværet med mennesker, at vi danner hinanden og bliver til bedre og større versioner af os selv. Det er kun med et stærkt fællesskab, at vi kan komme nærmere en konstruktiv udvikling i samfundet. Som helhed, som samlet kraft burde vi kunne skabe noget bedre end de enkelte i helheden.

Gennem fællesskabet finder vi en mening sammen. Vi løfter hinanden op fra

Illustration af Alexander Leonhard Birk Sørensen, 4. semester

Opgaveskrivning

Fri vilje Hvert semester afleveres bachelor- og specialeopgaver, som har været mange måneder undervejs. Alligevel ender hele processen ofte med, at kun vejleder og censor får lov til at læse, hvad den studerende har arbejdet med. Det, synes vi på Psyklen, er en skam. I dette blad præsenterer vi Martin Vestergaard Kristiansen, som skrev bachelor om fri vilje. Indsendt af Martin Vestergaard Kristiansen, 10. semester Jeg skrev min bacheloropgave om fri vilje fordi jeg var godt, gammeldags sur. Nogle gik og mente, at noget vi alle sammen tager for givet, var en illusion; at oplevelsen af fri vilje var udtryk for et røgslør, ingen af os kunne se igennem. Ingen, undtagen en håndfuld neurovidenskabeligt orienterede forskere med hang til at skrive store overskrifter på baggrund af ret små forsøg. Det provokerede mig en hel del. Så meget, at jeg satte mig i hovedet at tale disse mennesker imod i et forsvar for den fri vilje. Hul i videnskabelige idealer om at bestræbe neutralitet og kold og kølig kognition! Det kunne ikke være rigtigt, at man kunne slippe afsted med at henvise en så fundamental menneskelig oplevelse til at tilhøre samme kategori af selvbedrag, som når vi måber over magien i korttricks og kaniner gemt i hatte. Forsker eller ej; den slags konklusioner kræver bedre argumenter, end dem jeg læste i artiklerne.

Min bacheloropgave endte med at blive lidt mere sober, end indledningen her måske giver anledning til at tro. Man bliver jo konfronteret med virkeligheden, når man læser sig nærmere ind på et emne, der viser sig at være mere nuanceret end som så. Så var det med ét ikke hele neuropsykologien, der bestod af en flok sensationshungrende tossehoveder, men kun et par stykker. Og hvad havde jeg egentlig at have min indignation i? Pludselig skulle jeg til at forsvare min position videnskabeligt. Jeg endte med at skrive en ærligt talt temmelig usexet bachelor fuld af videnskabsteori og metodekritik. Jeg angreb en forståelse af mennesker, man finder i dele af neurovidenskaben og behaviorismen, hvor man tænker os som ikke-intentionelle, passive, objektlignende fænomener styret af mekaniske kausallove på linje med billiardkugler og sten. Jeg argumenterede for, at den blotte observation af en given hjernetilstand før en handling, ikke er lig med at neuronaktiviteten er kausalt effektiv. Det er blot én beskrivelse af handlingen, som på et højere abstraktionsniveau kan forstås som igangsat af en intention hos mennesket. Dén forklaring kan man godt være tilbøjelig til at glemme, når man har gloet sig skiløjet i billeder af hjernescanninger i årevis. Hvilket blev mit andet hovedargument; at éns menneskesyn og de metoder, man anvender til

Bachelor

Illustration af Anine Roth Jacobsen, 2. semester at undersøge de antagelser, det menneskesyn fører med sig, har meget at sige i forhold til hvilke resultater, man finder og ikke mindst, hvordan man tolker dem. Også selvom man er en prestigefuld forsker.

Man kan for eksempel ende med at skrive i en forskningsartikel, at mennesket ikke har fri vilje, fordi man statistisk signifikant kan forudsige et sekund eller to i forvejen, hvorvidt en forsøgsperson bevæger sin venstre eller højre hånd, før ved-

Bachelor

kommende selv endnu kunne rapportere bevidsthed om sit valg. Derimod kunne man så indvende, at den slags valg, der har betydning for, hvorvidt vi har fri vilje eller ej, er af en lidt anden størrelsesorden, end hvilken hånd vi trykker på en knap med. For eksempel om jeg frit har valgt at læse psykologi i fem år, eller at spise pasta til aften. Efter et halvt års bachelorskrivning, kan jeg beklageligvis ikke afgøre spørgsmålet, hvorvidt vi har en fri vilje eller er styrede af kausale love som dét univers, fysikken og de øvrige ‘hårde’ videnskaber maler et billede af for os. Men jeg kan sige, at nogle af de argumenter der er imod en fri vilje i psykologien, kan stilles ret så kritiske spørgsmålstegn til. På dén baggrund synes jeg, det må være fair at have tiltro til, vi kan bevare vores oplevelse af at være aktører i vores eget liv. Om ikke andet så indtil forskningen kommer med bedre argumenter for, at vi går og snyder os selv hvert sekund af hver dag, når vi tror, vi selv er herre over, hvem vi vælger at drikke en øl med eller hvilken forelæsning, vi lige hopper over. Råd Jeg vil gentage en klichè og tilråde at skrive om noget, du brænder for. Mere specifikt mener jeg noget, du har en holdning til. Et emne, du har diskuteret meget med andre, eller som du ved trigger din opmærksomhed og måske endda nogle følelser,

når du hører nogen tale om det på en café eller i telefonen i supermarkedet foran dig i køen. Eller skriv om noget, du ved noget om, ikke fordi du har læst om det, men fordi du har levet det. Der synes at være et psykologisk perspektiv eller to på snart set alt, hvad man kan forestille sig, så vær ikke bange for at du skal til at starte fra bunden. Tværtimod finder du nok snart nogle i litteraturen, som er ravruskende uenige i den holdning du har, eller siger noget, du synes er naivt og ignorant om noget, du har en personlig oplevelse med. Så er det bare med at finde et psykologisk perspektiv, eller empiri, eller metode- og videnskabsteori, du kan bruge til at understøtte din holdning; og dér har du din diskussion. Der er naturligvis ikke helt så nemt. Det er faktisk en til tider rigtig frustrerende proces, hvor man kan kan veksle mellem at være overbevist om at man er kvaksalver, decideret dum og i enkelte øjeblikke genial. Men det er en proces, der er noget sjovere og nemmere, hvis man i det mindste skriver om noget, der ligger én nær, og som man tør tage op til videnskabelig diskussion med sig selv, sin vejleder, og hvem end ellers gider høre på én.

FĂŚllesskabets flammehav Anine Roth Jacobsen, 2. semester

Den sjette sans - rundspĂ¸rge

Dokumentaranmeldelse

‘Tidying up with Marie Kondo’ Føler du også, at rengøring og oprydning er en sur pligt, du gerne udskyder så længe som muligt? Faktisk gerne helt indtil rodeskuffen ikke længere kan lukkes, og du føler, at det begynder at blive pinligt at invitere selv dine nærmeste venner over. Tænker du sommetider, at oprydning egentlig bare tager tid og mening fra dit liv og at forårsrengøring er et stærkt overvurderet koncept? Det behøver det ikke at være! Faktisk kan oprydning (og forårsrengøring) være det modsatte - det kan nemlig være en overraskende nem smutvej til glæde. I Netflixs nye serie “Tidying up with Marie Kondo” får oprydning en hel ny betydning og funktion - den skaber både personlig velvære og styrker fællesskabet i familier og parforhold. Lise Jessen og Rebecca Birner Hansen, 2. semester “Tidying up with Marie Kondo” har taget Netflixs seere med storm. Den lille, japanske “oprydningsfe” Marie Kondo drysser sit tryllestøv over fortabte familier, der bor side om side med bjerge af tøj, juledekorationer og diverse samleobjekter. Dette tryllestøv gemmer på en helt særlig oprydningsfilosofi og metode, som Marie selv har udviklet og

foruden også praktiserer i eget hjem. Kort fortalt går denne filosofi ud på at organisere sine ting efter fem forskellige kategorier: Tøj, bøger, papirer, komono (diverse) og sentimentale ting. Men det handler ikke bare om at smide de ting ud, du ikke længere bruger - det handler om at mærke, om hver enkelt ting skaber glæde for dig og hvis ikke, skal du huske at takke tingen, før du hovedkulds kaster den over i genbrugseller udsmidningsbunken.

Dokumentaranmeldelse

I denne proces er det vigtigt at holde sig for øje, hvorfor man er i gang med oprydningen, heriblandt hvilke visioner man har for sit hjem, samt hvem man selv ønsker at være i fremtiden. Man får ryddet op og ryddet ud i sit liv, og oprydningen muliggør, at man kan leve det liv, man gerne vil leve. Det lyder måske for godt til at være sandt, men faktisk går alle deltagerne igennem en mærkbar udvikling. Mange af parrene får gnisten tilbage, fa-

milierne får bedre sammenhold og kommunikationsevnerne bliver styrket. En af artiklens forfattere, Lise Jessen, har selv eksperimenteret med metoden og vil klart anbefale den til andre. Marie Kondos oprydningsfilosofi handler i bund og grund om at være mindful og gøre op med at købe bare for at købe. Den tager afstand fra vores overforbrug, og i stedet for at være belærende og advare om de miljømæssige konsekvenser ved at jagte tilbud efter tilbud på Black Friday, viser den, hvordan et ”sparsommeligt” og opryddet liv kan være en belønning fremfor en straf. På den måde er Marie Kondos filosofi faktisk meget bæredygtig - både for fællesskabet, individet selv og vores planet, fordi den kræver, at vi stopper op i vores fortravlede liv og rent faktisk overvejer vores forhold til alt det materielle i vores liv. Giver den her ting mig virkelig glæde? Og hvis ikke - så skal du huske at være taknemmelig for den alligevel. Disse tanker inspirerede Lise til selv at kaste sig over et oprydningsprojekt i hendes lejlighed, og ganske rigtigt - det var forfriskende at sortere og rydde op i ens rodeskuffer. Vi anbefaler derfor klart, at man giver Marie Kondos oprydningsfilosofi et skud, når forårsrengøringen om lidt banker på døren. Illustration af Anine Roth Jacobsen, 2. semester

Boganmeldelse

‘Efter Freud – Erindringsforstyrrelser og andre normale mærkværdigheder’ af Judy Gammelgaard Indsendt af Lennart Kiel Nielsen, 8. semester

et vi siger. Det vi skriver. Det vi gør – har betydning. En umiddelbar betydning, som er til at forstå, og som både vi selv og den anden som regel er bevidste om. Men vores handlinger og måske særligt vores upåfaldende fejlhandlinger – som fortalelsen eller forglemmelsen – rummer mere end den umiddelbare betydning. For i psykens rum og hverdagslivets udfoldelse presser det ubevidste sig på. Det er en grundtanke i den psykoanalytiske tænkning, og udfoldelsen af netop det ubevidste samt andre af Sigmund Freuds antagelser og overvejelser er omdrejningspunktet i Judy Gammelgaards bog Efter Freud – Erindringsforstyrrelser og andre normale mærkværdigheder. Gammelgaard er dr.phil, lektor emeritus og psykoanalytiker ved Københavns Universitet og har skrevet flere bøger og artikler med afsæt i psykoanalyse. Nu tænker du måske, at der er tale om en slavisk gennemgang af svært tilgængelige abstraktioner; en bog, der får dig til at tabe pusten og som minimum kræver ti liter te og et par lange eftermiddages læsning. Sådan er det dog ikke. Efter

Freud er ganske nok ikke bogen, du skal sætte din lid til, hvis du vil lære psykoanalysen at kende til bunds – såfremt den mission nogensinde lader sig fuldende. Men hvis du vil have indspark til at lade dit sind skabe fængende refleksioner, frit svævende associationer og dybsindige tankestrømme, så har bogen noget at byde på. Med en kritisk humanistisk tilgang er bestræbelsen i psykoanalysen og Gammelgaards bog at undersøge menneskets psyke og dens skjulte processer og betydninger. Bogen tager afsæt i en række tekster af Freud og gennemgår i ni essays

Boganmeldelse

forskellige perspektiver på normale hverdagsfænomener som forgængelighed og det uhyggelige, kliniske fænomener som narcissisme samt kulturelle fænomener som krig, normer og tabu. Gennem hvert essay er der en troskab til Freuds originale tanker samtidig med at Gammelgaard løbende indbyder sine egne refleksioner og kritiske kommentarer for at sammenbinde Freuds ideer med nutidige perspektiver.

ikke engang til en klogere eller dygtigere psykologistuderende. Men bogen inviterer til eftertænksomhed, og Gammelgaard får vist, at den psykoanalytiske tænkning, på trods af at være udskældt, alligevel gang på gang kan indgyde fascination og refleksion. Om man vil det eller ej kan den psykoanalytiske tilgang til hverdagens normale mærkværdigheder noget. Den kan vise os, at det vi siger, det vi skriver, og det vi gør, aldrig er meningsløst. Kigger man efter, opdager man, at det, der før Hvad er så nogle af alle disse fænome- var kendt, pludseligt virker fremmet og ner, der ’eftertænkes’? Når du læser Efter uklart, men fastholder man blikket, finder Freud vil du blive præsenteret for den idé, man nye mønstre af betydning. at forskellen mellem sorg og depression består i, at hvor den sørgende står i en verden, der er blevet tom, fordi en elsket er blevet tabt, da er det for den depressive ‘Efter Freud- erindringsforstyrrelser jeget selv, der er blevet tomt og fattigt. Du og andre normale mærkværdigheder’ vil lære, at drømmen ikke skal forstås som Judy Gammelgaard en række billeder, men som billedskrift 223 sider, Hans Reitzels Forlag, 2018 – perceptionen og det ubevidste flyder 300 kr. på Stakbogladen.dk sammen. Tolket som billeder bliver det meningsløst, men set som en rebus opstår der meningsfuldhed. Dette er blot to ud af mange små lærerige beskrivelser, der indgår i de ni essays, som trækker læserens ------------------------------------------------Note fra redaktionen: nysgerrighed i mange retninger. Efter Freud gør dig ikke til Freud-ekspert eller psykoanalytiker. Måske gør den dig

Du kan modtage en gratis bog fra Hans Reitzels Forlag eller Stakbogladen, hvis du skriver en anmeldelse af den i Psyklen. Send en mail til fapiapsyk@gmail.com

Billede

ForĂĽr i Uniparken Foto: Alexander Leonhard Birk SĂ¸rensen, 4. semester

Digt

Hvem er du? Indsendt af en anonym psykologistuderende

eg er din dårlige samvittighed,

klimaproblemer, afrikanske børn du ignorerer Jeg er det tøj du køber, der er lavet af kinesiske børnearbejdere Jeg er den diktator du selv har fået til magten Jeg er de problemer du lader passere Jeg er den anerkendelse du aldrig fik som barn Jeg er det affald du ikke sorterer Jeg er Stein Baggers faderkompleks Jeg er den indespærrede Yahya der vil ud og Pia K der tror jeg selv er gud Jeg er den flygtning der drukner mens du fejrer J-dag.

Hvem er du?

Digt

Hus forbi Alexander Leonhard Birk Sørensen, 4. semester

un spurgte om han ville købe hus forbi, fordi hun alti’ gik sulten i bænk. Tænk, tøjet var så stort, at hun bar poserne på indersiden af jakken. Lakken var slidt af cyklen, og det var kun den, der var styr på. Hunden var uden snor, det var en granddanois. “Tror du ikke jeg skal købe noget hundemad. Jeg bor tæt på, så kan du få et bad” sagde han hunderæd. For han var med et væk i hende, og ville aldrig findes igen. “Min ven, du kan købe et blad og gå glad, det er alt det jeg bad”. Han købte ét hver dag den uge, spurgte hver gang om der var noget hun ku’ bruge. Hun smilte blot, og sagde nok er nok, hun havde både sok og flok. “Hvor sover du? Det regner nu. Dine fregner ku’ komme ud af lu og ind i læ.” Hun trak blot trist på smilebåndet, udåndede “Nej, du burde ikke spilde tid på mig”

Der gik nogle uger uden han så hende, inden længe opsøgte han andre folk fra gaden. Hundemaden blev givet ud til alle, hvis bare de vil’ kalde, skulle hun dukke op igen. Han spurgte om navnet på hende, savnet på sinde, fik han kun skuldertræk og lugten af bræk. De kendte hende som damen med danois. Hvis bar’ han tar’ ud på gaden, kan han gennemsøge staden, uden at tænke på arbejde eller maden.

Så lang tid var hans reaktion, at huset blev sat på tvangsauktion. Han havde kun det tøj han gik i, og den sæk, hundemaden var gemt bagi. Til sidst troede han, hun var væk, da han hørte en gøen. Det kom nede fra søen, uden tø´en satte han i løb. Bag bøgen hvis blade kysser vandet, så han hende. Selvom hun havde lukkede øjn, fik hun ham til at føle sig nøgn. Han lagde en hånd på hendes kind “Trods regn og vind, kan vi nu være sammen”. Flammen var dog gået ud, og damen med danois var gået med. Først nu fik han øje på hunden, hånden klappede først moren, dernæst broren til de andre hvalpe, han talte dem til fem, men han kunne jo ikke tage dem med hjem. Fra da af kunne drengen med de mange danois, af og til ses skubbe en slidt cykel foran sig med hundemad deri, mens han sælger hus forbi. Indtil der en dag pludselig var en fremmed stemme der lød, sød og blød “Tror du ikke jeg skal købe noget hundemad. Jeg bor tæt på, så kan du få et bad.” Illustrationer af Anine Roth Jacobsen, 2. semester

opgave

Forårsrebus v. Maria Mosvad, 4. semester

Du deltager i konkurrencen om at vinde et gavekort på 250 kroner til Stakbogladen ved at sende løsningen af forårsrebussen til psyklen@gmail.com senest d. 1. maj 2019 tegneserie

Alexander Leonhard Birk Sørensen, 4. semester

tegneserie

Alexander Leonhard Birk SĂ¸rensen, 4. semester

kalender og info

maj

april 5

Udtrækningsfesten

Kapsejlads

Udvælgelsesdag kapsejlads

Temabar

Foredrag: Omsorgssvigtede børn og anbringelsens dilemma

10-11

PIF kanotur

Netværksholdenes pubcrawl (2. semester)

Psykologernes Dag

Lang samf bar – OpBARmningsbar

Foredrag: Hypnose og hypnoterapi

Husk desuden ugentlig PIF dans og yoga!

Psyklen er en del af