Bachelor – et interview med Mimi Yung Mehlsen

Bachelor - Et interview med Mimi Yung Mehlsen

Nicklas Runge, 6. semester

Selvom mange af dem ender med at blive velkendte ansigter, så er distancen mellem undervisere og studerende ofte stor, og nogle gange kan det virke som om, at de er trådt direkte ud af Psykologisk Instituts vægge, fuldt formede og alvidende. Ikke desto mindre har de dog alle taget nogenlunde den samme vej, som vi er på vej ud på nu, i gang med eller næsten færdige med. En vigtig milepæl på den vej er bacheloren: den første store og selvstændige opgave på psykologiuddannelsen. I denne udgave af Psyklens faste bachelorindslag har vi derfor interviewet vores studieleder, Mimi Yung Mehlsen, om hendes oplevelser med at skrive bachelor.

Hvad skrev du bachelor om?

Jeg skrev bachelor om udvikling i voksenlivet, altså om man udvikler sig som voksen. Det syntes jeg dengang var et fascinerende og besynderligt spørgsmål, og det synes jeg faktisk stadigvæk, det er, for det er jo ikke sådan, at jeg har fundet ud af det i mellemtiden. Det er jo klart, at børn vokser, og man har den her tanke om, at de ligesom et lille frø kan udfylde deres potentiale, og at der er en given retning for deres vækst. Spørgsmålet er så, om den retning holder op med at gøre sig gældende, når man bliver voksen. Vi forandrer os jo stadigvæk i en eller anden grad, men det er ikke klart, hvordan det forløber. I den sidste ende af livet kommer så igen nogle mere naturgivne processer, som gør, at der kommer en retning på udviklingen – eller måske snarere afviklingen. Så spørgsmålet om voksnes udvikling interesserede mig vældigt på det tidspunkt.

Hvordan kom du frem til det emne?

Det var en blanding af, at jeg havde hørt om det i udviklingspsykologi, og så havde jeg haft en fordybelse om gerontopsykologi, som gjorde, at jeg var blevet lidt interesseret i ældre mennesker. De mere overordnede spørgsmål om, hvad udviklingen er for noget kom altså mest fra udviklingspsykologien.

Det emne, du skrev om, er jo stadig noget, du arbejder med i dag. Hvordan vil du sige, at din bacheloropgave har påvirket dit virke som psykolog og forsker?

Hmm… Jo! Jeg ved faktisk helt præcist, hvad der har påvirket mig rigtig meget. Det er måske ikke så meget emnet i sig selv, men min vejleder, som var Steinar Kvale. Jeg kan faktisk kun huske dét fra vejledningsprocessen, at hver gang, jeg kom derop, spurgte han mig: ”Jamen hvad er p roblemformuleringen?” Det spurgte han mig om tre gange i træk, og jeg blev mere og mere fortvivlet, for jeg vidste ikke helt nøjagtigt, hvad han mente med, hvad problemformuleringen var. Jeg skrev jo – synes jeg selv – gode og glimrende afsnit om udvikling i alle mulige henseender, men det her med at komme til at forstå, at en op- gave er fokuseret på et spørgsmål, har påvirket mig meget.

Jeg har en idé om, at det stort set var det eneste, han gjorde til vejledningen, men det var helt klart også det vigtigste. Jeg tror også, at det gjorde det meget lettere for mig at skrive de efterfølgende opgaver, hvor jeg selv valgte et emne. F.eks. kunne man dengang i klinisk psykologi lade være med at svare på eksamensspørgsmålet, men i stedet selv vælge et emne. Her endte det med, at jeg, efter at have forsøgt at besvare eksamensspørgsmålet et par gange uden at have fået taget mig sammen til at aflevere, besluttede mig for at skrive en opgave med et selvvalgt emne på mit tredje forsøg. Det var det samme med specialet og egentligt også at blive forsker bagefter: det der med at stille spørgsmål, som man rent faktisk synes er meget mærkelige og interessante, og som man kan bruge tid på at finde et svar på. Det har været en drivende kraft for mig videre frem.

Hvordan havde du det med at skulle i gang?

Jeg kan stadigvæk huske det som en meget stor og meget skræmmende ting. Dengang var studiet, som det er i dag, hvor man egentlig kun skriver bundne opgaver og løser ting, der er defineret på forhånd. Så det med selv at skulle finde på noget at skrive om og vælge litteratur ud virkede meget stort og underligt. Dengang var det jo så også betydeligt sværere at søge litteratur ud, så det var også noget, man lige skulle finde ud af. Det er jo i virkeligheden første gang, der sker et brud på, at skolesystemet er dem, der bestemmer, hvad man skal lære. Så det var uhyggeligt.

Hvis du skulle skrive bachelor igen eller stod i en situation, der lignede, hvad ville du så skrive om, og hvordan tror du, at du ville gå til det?

Jeg tror måske godt, at jeg kunne tænke mig at lave en empirisk bacheloropgave, men jeg er ikke sikker på, at det ville være blevet en bedre opgave dengang. Jeg tror, at jeg ville synes, at det ville have været sjovt at have gjort det, men jeg tror samtidig, at det der med at vælge et emne ud selv og belyse det teoretisk var vældig givende for min forståelse og brug af teori. Det foregik jo nemlig ikke på den måde, at det var noget, man skulle lære og så gengive, men i stedet var det noget, man kunne bruge til at besvare spørgsmålet med. Så hvis jeg stod i den samme situation, vil jeg håbe, at jeg ville gøre det samme igen.

Emnemæssigt kunne jeg også sagtens skrive en opgave om det samme igen, for jeg fandt jo ikke rigtig ud af, hvad voksenudvikling egentlig er for noget. Det kunne egentlig være sjovt at gøre igen, men det ville være lidt sørgeligt, hvis jeg ikke kunne finde på noget nyt at skrive.

Har du nogle gode råd til dem, der skal skrive deres bachelor i den kommende tid? Nu har du jo selv et bachelorseminar, men hvis du skulle tale ud fra de oplevelser, vi har snakket om.

Vi er jo selvfølgelig alle sammen forskellige, men hvis jeg skal tage udgangspunkt i min egen oplevelse, så var det meget det der med at overgive sig fuldkomment til det. Jeg husker stadig den sidste måned som en, hvor jeg bare gravede mig fuldstændig ned i det. Det er ikke alle, der kan lide det, eller har mulighed for at gøre det, men hvis man har mulighed og lyst, så er det at overgive sig til at besvare et spørgsmål en stor og fantastisk ting at prøve. Hvis man på nogen som helst måde er tiltrukket af det, så tænker jeg, at det er fint at give helt los og fordybe sig 100% i det, og det er jo trods alt kun i en ret afgrænset periode af ens liv.

Da vi er ved at runde af rejser Mimi sig og finder en stor olivengrøn bog frem fra bogreolen: den velkendte Klassisk og moderne psykologisk teori.

Jeg kommer lige i tanke om en sjov lille ting. En del af min bacheloropgave endte mange år senere i 2007 som en del af kapitlet om voksenudvikling i Klassisk og moderne psykologisk teori. Så det viser også, at nogle af de spørgsmål, man formulerer i forbindelse med sin bachelor, kan blive ved med at fylde og kan blive en del af ens akademiske udvikling i lang tid efter.

Mange tak for din tid. Det var spændende at høre om. Jeg tror, at det kan tilfredsstille noget af den nysgerrighed, som vi studerende ofte har om, hvad jer undervisere har skrevet bachelor om, og hvad I tænker om det, når vi også selv sidder i processen.

Det er jo meget sjovt, at der er de her ting, som ikke ændrer sig særlig meget på universitetet. Det er jo trods alt en del år siden – snart 30 år, hvilket også er lidt uhyggeligt at tænke på. Men selve det her med at skulle skrive en stor opgave har jo i virkeligheden ikke ændret sig særlig meget på 30 år. Det er blevet lettere at få adgang til litteratur, men at vælge et emne ud og behandle det er jo det samme.

Det er jo egentlig også en meget rar kontinuitet, der opstår i sådan et fællesskab, hvor vi gennemgår nogle af de samme oplevelser og helt bogstaveligt skriver os ind i de traditioner, vi har for vores videnskab.