Filmanmeldelse: "Rose"

Forpremiere på ’Rose’

En yderst personlig historie om livet med psykisk sygdom i en fremragende, hjertevarm, dansk komedie.

Viola Gerda Løvig Thomassen, 6. semester

Stemningen er høj, da en bus med danske turister er på vej fra Aalborg til Paris i 1997. Foran dem ligger en uge med diverse aktiviteter og oplevelser i den franske hovedstad. Denne stemning varer imidlertid ikke længe, da Inger (Sofie Gråbøl), en midaldrende kvinde med en fremtrædende ludende kropsholdning, rejser sig med en meddelelse til bussens passagerer: ”Jeg hedder Inger, og jeg er psykisk syg. Altså, jeg er skizofren. Indimellem har jeg det okay, og tit har jeg det rigtig dårligt. Og jeg håber, at vi får en god tur.” Denne bekendtgørelse vækker ikke ligefrem jubelråb. Særligt den snæversynede viceskoleinspektør Skelbæk (Søren Malling) bryder sig ikke om Ingers tilstedeværelse på turen og forsøger at holde sin 12-årige søn Christian fra hende. Dette lykkes dog ikke, og et fint venskab blomstrer mellem Inger og drengen. Christian hjælper blandt andet Inger med at opsøge en gammel flamme fra hendes ungdomstid i Paris.

Men den egentlige kærlighedshistorie udspiller sig mellem de to søstre, Inger og Ellen (Lene Maria Christensen). Ellen og hendes mand, Vagn (Anders W. Berthelsen), er Ingers rejsefæller og støttepersoner på rejsen. Dette er ikke altid nemt, hvilket viser sig på rejsens første dag, hvor Inger pludselig oplever ikke at kunne gå. Ellen og Vagn må derfor være snedige og falde i knæ med påstanden om, at de heller ikke kan gå, for at få Inger på benene igen. En tilgang, der viser sig at være effektiv (samt et glimrende eksempel på at arbejde med sygdommen alternativt til mod den). Turen er ikke altid nem, og selv et karbad bliver en gevaldig udfordring for søstrene. Spændingsfeltet mellem at være på en hyggelig rejse med sin kære søster over for at være hensat som magtesløs pårørende er konstant og ubesværet til stede. Balancegangen mellem at fostre empowerment frem for pylren og at have et enormt ansvar, der tvinger egne kvaler til side. Her kan man virkelig mærke, at der er noget på spil for instruktøren, Niels Arden Oplev, som tidligere har stået bag bl.a. Drømmen, Mænd der hader kvinder og Ser du månen, Daniel.

Filmen er nemlig baseret på Niels Arden Oplevs egen familiehistorie. Hans søster Maren-Elisabeth har skizofreni. Hun arbejdede som ung i Frankrig, og hørte pludselig stemmer, da hun kom hjem. Tyve år senere befandt hun sig på en bustur på vej mod Paris, hvor hun oplyste hele bussen om, at hun var sindslidende. Dette blev grundlaget for filmen, som efter Niels Arden Oplevs eget udsagn er tragikomisk, selvom det egentlig ikke var den oprindelige hensigt. ”Som pårørende er man tit magtesløs. Det blev jeg som forfatter til Inger. Hun er sjov, uden at det er hendes mening; hun skaber scener, som hele tiden bliver komiske.” Dette var problematisk for Niels Arden Oplev undervejs. Men man griner med Inger. Ligesom man græder med hende.

Filmen får på nuanceret og fortræffelig vis illustreret Ingers alsidighed. Man ser hende ligge på sengen, overvældet af og underlagt kritiske stemmers hårde ord, og man ser hende være behjælpelig og handlekraftig – særligt ved brug af det franske sprog, som hun i modsætning til sine rejsefæller mestrer. Et sprog, som Sofie Gråbøl i øvrigt slet ikke taler, hvilket kun gør hendes fortrinlige skuespilpræstation endnu mere imponerende. For Sofie Gråbøl har det personligt været en ”umulig og kæmpe udfordring” at spille denne rolle. ”Inger rummer mange ting. Hendes diagnose gør, at hun har en anderledes opfattelse af virkeligheden, end jeg kender. Jeg måtte nærme mig rollen anderledes, end jeg ellers ville gøre.” Dette har hun blandt andet gjort ved at møde Maren-Elisabeth, som Inger er baseret på, og lade hendes karakter smitte af på sig. Resultatet er enestående. Man kommer simpelthen til at holde af Inger, mens man er opslugt af den særlige historie. En uforglemmelig historie, som fremstilles i en skamløs vekslen mellem tragikomisk humor, rørende omsorgsfulde øjeblikke og benhårdt psykologisk drama – nogle gange endda i samme scene.

Niels Arden Oplev håber, at filmen kan fungere som en opfordring til at rumme mennesker, som er anderledes. At den kan give anledning til at turde åbne sit sind op og se det fantastiske menneske, som er bagved. Så opdager man rigdom. Derved agerer filmen, uden at fortrænge kompleksiteten, som en tiltrængt fortaler for tolerance. En tolerance, der gør, at man kan svare: ”Jeg holder også meget af dig,” til et udsagn som ”Jeg ku’ godt kvæle dig”.