PUG: Kritisk seminar med besøg fra KU

PUG: Et kritisk seminar med besøg fra KU

Erik Pegel, 4. semester & Iben Hein, 10. semester

Den 10. februar var Psyklen en tur på Zanders i Aarhus Midtby til et kritisk seminar afholdt af Psykologistuderende uden Grænser, som havde inviteret de psykologistuderende bag blokadetruslen på KU. Arrangementet udsprang af, at en gruppe psykologistuderende på Københavns Universitet i en periode har diskuteret og undersøgt udviklinger i pensum på psykologistudiet de seneste år. Noget af det, som de studerende stiller sig kritisk overfor, er, at kvantitativ forskning er langt mere repræsenteret på pensumlisterne, end kvalitativ forskning er, og at human- og samfundsvidenskabelige tekster, ifølge de studerende, underprioriteres. De studerende har desuden udtrykt et ønske om flere kritiske teorier og mere videnskabsteori på pensum. Diskussionen har mødt stor opbakning fra staben af psykologistuderende på Københavns Universitet, og 200 psykologistuderende valgte at dukke op til et stormøde på universitetet den 1. november 2021 for at diskutere opbygningen af psykologistudiet. Fire studerende fra Københavns Universitet – Lasse, Thilde, Ida og Christian – mødte denne februaraften op på Zanders for at dele deres tanker om og oplevelser med at få gang i en diskussion af psykologistudiets faglige fokus og pensumlister. Aftenen bød på oplæg fra de fire studerende. Derudover var der mulighed for, at vi studerende fra AU kunne diskutere vores oplevelser af psykologistudiet og pensum med hinanden. Her er nogle af de vigtigste pointer fra aftenen:

Lasse, der er næstformand i studienævnet, lagde ud med at beskrive studenterpolitik og kampen for at skabe ændringer på studiet. Lasse fortæller, at da han snakkede med David fra psykologistudiet på AU og PUG, spurgte David til det “hvorfor”, der ligger bag den diskussion, som de studerende fra KU lige nu er ved at tage med deres institutledelse. Hertil svarer Lasse, at vi altid skal spørge: “Hvorfor?” Lasse beskriver desuden, at vi som studerende er i en gylden position, fordi vi kan sætte spørgsmålstegn, og at det faktisk er derfor, vi studerer. Lasse fortæller også, at man som studerende og menneske måske kan tænke: “Må jeg overhovedet stille det her spørgsmål? Har jeg den fornødne viden til at stille spørgsmålstegn ved alt det, som eksperterne siger?” Men ifølge Lasse skal man som psykologistuderende ikke holde sig tilbage med at ytre sine holdninger og sætte spørgsmålstegn til måden, hvorpå ens studie er opbygget, for vi taler altid fra den stol, vi sidder på, og hvis man ikke siger noget, så sker der ingenting. I tråd hermed fortæller Thilde, at alene det, at vi studerer psykologi, betyder, at vi har en stemme på studiet, som vi kan bruge.

Er vi klædt på til at arbejde som psykologer i forskellige erhverv, eller opdrættes vi til at blive forskere? Et af aftenens store spørgsmål var, om vi reelt forberedes til de forskellige veje, som psykologistudiet baner vej for, eller om de kompetencer, som vi erhverver os på studiet, er for snæversynede. Et vigtigt debatpunkt var her, om vi lærer nok om at arbejde med mennesker frem for at arbejde med tal. Pointen er ikke, at den kvantitative metodologi er overflødig, men at den tager overhånd. Artikler med kvalitative metodologier bliver færre og færre ved det psykologiske institut på Københavns Universitet, og debatten mellem de studerende og studieledelsen omkring det såkaldte “kvantitative paradigme” når ingen vegne. De studerende på Københavns Universitet ønsker ikke, at der skal være en perfekt 50/50 balance mellem den kvalitative og den kvantitative metodologi, men at der opstår en større tværfaglighed for den studerende. Det er vigtigt at kende de forskellige sprog indenfor psykologien, for vi har ikke samme interesser, vi kommer ikke til at kunne arbejde med det samme, og det skal vi heller ikke; det er vigtigt at huske. Ida, en af talerne fra Københavns Universitet, forklarede det på denne måde: “For at kunne forholde sig kritisk til de forskellige aspekter af psyken bliver man også nødt til at vide, hvad der ellers er. For at kunne spille bolden frem og tilbage. At være kritisk refleksiv er noget, man bør lære på uddannelsen”

Selvfølgelig ønsker vi en større tværfaglighed, hvilket også er en populær debat på Aarhus Universitet. Vi vil gerne lære om flere terapiformer, flere alternative teorier og andre filosofiske vidensfundamenter, og det er forståeligt. Et muligt problem med dette ønske er, at man så også skal læse al den teori. Udover et konstant ønske om større tværfaglighed, så nævnes det til hver halvårlige evaluering af fag, at pensum til tider er for spækket med tekster; prøv så at femdoble det for at dække alle de alternative teorier! På Aarhus Universitet har vi de sidste mange år på 2. semester læst om virksomhedsteori, og de sidste mange semestre har vi klaget over det. Hvis man ønsker en større tværfaglighed, så skal man også lære om andre alternative teorier end dem, som man selv er interesseret i og kan lide. En mulig dobbeltmorale i ønsket om større tværfaglighed hos de psykologistuderende på Aarhus Universitet er dog ikke i fokus for nu.

Nu må den nuværende problemstilling på Københavns Universitet ikke generaliseres eller forsimples til at være et ønske om en større tværfaglighed, for deres kamp handler om at bevare den kvalitative metodologi som et relevant paradigme på studiet. For at dette kan lade sig gøre, er det nødvendigt, at alle psykologistuderende på tværs af semestrene tør at bruge deres stemme til at tale om dét, som de synes, er vigtigt.