#oktober18 by Psykologi Psyklen

TABU PSYKLEN #oktober18

ET PSYKOLOGIFAGLIGT BLAD Bladet udgives af psykologistuderende fra Aarhus Universitet

REDAKTØR

ILLUSTRATIONER OG FOTOS

Marco Fortuna

Anine Roth Jacobsen Lise Høgsvig Jessen Marie Rude Olesen Marco Fortuna Alexander Leonhard Birk Sørensen

REDAKTION Alexander Leonhard Birk Sørensen Katrine Henriksen Katrine Kromann Brandt Lise Høgsvig Jessen Maria Mosvad Signe Lehn Brand Rebecca Birner Hansen Katrine Lea Straarup Kasper Hald Christensen Marie Rude Olesen Sabrina Rathje Emilie Ringgaard Anine Roth Jacobsen Signe Haahr Muld Signe Schnedler

LAYOUT Kasper Hald Christensen Lise Høgsvig Jessen Marco Fortuna Marie Rude Olesen

FORSIDE Signe Schnedler

PSYKLEN https://www.facebook.com/psyklen psyklen@gmail.com Skriv gerne, hvis du har ris, ros eller noget der skal på tryk! Aarhus Universitet Bartholins Allé 8 Bygning 1322, Lokale 123 Aarhus Alle artikler i dette blad er, medmindre andet er angivet, udtryk for skribentens egne holdninger. Støttet af Psykologisk Institut, Aarhus Universitet og FAPIA

#oktober18 06 08

Forskningsnyt Maria Mosvad Marco Fortuna

Voxpop: Hvad synes du om porno? Marco Fortuna

Side 9 manden

At være i praktik som psykologistuderende

Marco Fortuna

Caroline Offersgård Stadsbjerg

Rusugen 2018

Et råb i protest: ‘Cola UDEN rom, tak’

23 22

32 35

Læserbrev - ‘Nej til noter’

Om at have det svært som psykologistuderende

De røde sider Lise Ulvedahl ser rødt - en kunstner uden grænser Kvinde, kend din kop! Lise Høgsvig Jessen Katrine Kromann Brandt

Mette Wollesen

Katrine Lea Straarup Sabrina Rathje

Fetichisme

Vores alles ensomhed

Litteraturanbefaling af Charlotte Jonasson

Marco Fortuna

Lise Høgsvig Jessen Katrine Henriksen

Katrine Lea Straarup

Foto: Efterår i Uniparken Marco Fortuna

Hvad skrev du egentligt bachelor om? -HævnpornoMarco Fortuna

Psyklen tester: Alkoholfri øl og drinks Signe Lehn Brand

Digte Jeg er tabu Freuds drømme

Alexander Leonhard Birk Sørensen

Marco Fortuna

Lise Høgsvig Jessen Marco Fortuna

Boganmeldelse: ‘Mordet på kommandanten’ af Haruki Murakami Katrine Lea Straarup

Tegneserie

Alexander Leonhard Birk Sørensen

Psyklens nye redaktion

Fotografi af Marie Rude Olesen

leder

Det vi ikke taler om af Marco Fortuna, 5. semester

Kan du huske sidste gang, den bevidste del af din kognition havde et indhold, som gjorde dig taknemmelig for, at ingen andre mennesker - ikke engang psykologistuderende - kan læse tanker?

hverdag. Du kan f.eks. læse om ikke at have lyst til at drikke alkohol til festerne, om menstruationskopper, om feticher, om ensomhed på studiet, om at fravælge at tage noter til pensum, du kan høre et tabudigt, tjekke det nye koncept ’Side-9Alle samfund har mere eller mindre im- manden’ ud, samt ganske meget andet. plicitte forbud om de emner, som man ikke må tale om, endsige tænke på. Ofte Det er dog ikke kun de lyssky samopretholdes sådanne tabuer af en dif- taleemner, som vi behandler. Med bladet fus frygt hos individet for at blive socialt i hænderne, kan du f.eks. også drømme straffet af andre, hvis han/hun skulle dig tilbage til rusugen, få boganmeldelser komme til at bryde dette forbud (Lind- og -anbefalinger, læse om at være i prakström & Olsson, 2015). Evolutionært set tik som studerende og fordybe dig i en kunne man forestille sig, at disse tabuer bacheloropgave om hævnporno. har en gruppekonstituerende funktion, da det at have regler internt i en gruppe Med dette nummer af Psyklen byder jeg for, hvad der er tilladt og ikke tilladt, desuden en lang række nye medlemmer kan være med til at definere gruppens velkommen. Sagt mellem du og jeg, kære identitet og forhindre interne konflikter. læser, kan det afsløres, at det bobler af På den måde er tabuer jo en god ting. gode ideer og masser af skrive-, illustraDog er der jo så det kedelige ved dem, at tions- og layoutlyst på redaktionen. de er implicitte, og man derfor ikke helt ved, hvor man har dem. Måske kommer Rigtig god fornøjelse med bladet. man til at fortie noget, som man i virkeligheden har brug for at komme ud med. Det kan føre til både bekymringer og stilstand. Derfor tager Psyklen i dette nummer bladet fra munden og forsøger med en række af artiklerne at behandle nogle af de ting, som kan være tabubelagte i vores

forskning

Forskningsnyt Robotter til hjerneskadede af Maria Mosvad, 3. semester

Over 30.000 danskere bliver hvert år indlagt på hospitalet med en hjerneskade, og det kan ramme alle. Konsekvenserne kan se meget forskellige ud, og der er derfor brug for mange forskellige slags støtte til personer, der har fået en hjerneskade. Her kommer robotterne ind i billedet, for man begynder nemlig at se på brugen af robotter som hjælpemiddel til hjerneskadepatienter. Et projekt på Aalborg Universitet, hvor 7 borgere med en hjerneskade har deltaget, har man fokuseret på at tilpasse robotten til den enkelte person ud fra de ting, de allerede kan, og de ting, som de har brug for støtte til. Dette skal hjælpe dem med at opnå mere selvstændighed og et bedre forhold til de pårørende, som ikke længere behøver at hjælpe lige så meget som før. Sammen med borgeren arbejder en række fagfolk altså på at udvikle den robot, der kan forbedre livskvaliteten for hver enkelt borger. Projektet er et startskud på en ny måde at tænke hjælpemidler på, og der er stadig et godt stykke tid til, at de finder ud af, hvordan robotterne har klaret det ude hos borgerne. Kilde: videnskab.dk

Grå pubeshår af Marco Fortuna, 5. semester

Du spekulerer måske af og til på, hvad dine bedsteforældre laver, når du ikke lige ringer og ønsker dem tillykke med fødselsdagen. Måske forestiller du dig, at en almindelig dag for din farmor hovedsageligt består af sort kaffe, Karen Volfkiks og genudsendelser af ’Hvem vil være Millionær?’, samt evt. et smut ned i Aldi.

forskning

Men de rød-hvid ternet gardiner i mormors kolonihavehus skjuler andet og mere end en rollator, der af og til ruller forbi køkkenvinduet på vej til toilettet. Hvad var det også for en repetitiv dunken du hørte i sommers, da du besøgte bedsterne? Vaskemaskinens centrifuge? Fjernsynets brummen? Tønnesvang, der forsøgte at komme ind i huset og hive dig til reeksamen? Næ nej, min ungdommelige, spændstige, hybrisven: det var din mormor, der lavede en omvendt cowgirl på din morfar!!!

korrelerede derimod negativt med seksuel aktivitet for begge køn. Den bedste prædiktor for høj seksuel aktivitet var at have en fast, samlevende partner. Studiets fund er opsigtsvækkende, idet langt flere ældre mennesker (især kvinder) betegner sig som seksuelt aktive end ved tidligere undersøgelser. Ifølge Træen et al. (2018) kan dette skyldes, at de ældre er blevet mere vant til at anvende glidecreme og viagra og bruge datingsites til at finde partnere. Der kan desuden være en generationseffekt som spiller ind, fordi de, som nu er 60-75 år, Vent! Smid ikke bladet fra dig! Fald ikke var unge da ungdomsoprøret i 1968 stod sammen i krampegråd, fordi livets real- på, hvor mange fik et andet syn på sex. iteter åbenbarer sig for dig. Vi skal jo alle sammen den vej. Og måske bliver det Hvis du derfor synes, at de fremtidige år mere farverigt, end man først skulle tro. på arbejdsmarkedet ser lidt slappe ud, så En ny undersøgelse foretaget af Træen et glæd dig, kære læser, til at blive en del af al. (2018) viser nemlig, at ældre mennesk- det grå guld, hvor ikke kun hjertet, fri af er (60-75 år) fra Belgien, Norge, Danmark arbejdsbyrden, folder sig ud. og Portugal er seksuelt aktive ud i det vilde vejr. Med en 2. plads er hele 89 % af Kilde: alverdens medier de danske ældre mænd seksuelt aktive (kun overgået af Portugal på 91%) og faktisk har Danmark de mest aktive kvinder i denne aldersgruppe med imponerende 78.4 %. 54 % af de danske ældre mænd havde desuden masturberet i løbet af den sidste uge mod 31 % af kvinderne. Af prædiktorer for høj aktivitet frekvens kan nævnes mellemlang til lang uddannelse samt at være katolik. At være protestant Illustrationer af Lise Høgsvig Jessen, 1. semester

Voxpop

Voxpop: hvad synes du om porno? af Marco

Fortuna, 5. semester

Danmark var den 30. maj 1969 det første land i verden til at frigive pornografi, og ifølge Jyllandsposten ser næsten 70 % af alle danskere i alderen 20-40 jævnligt på andre mennesker, der har sex. Alligevel taler vi sjældent om det i hverdagsrummet. Men hvad synes folk egentlig om porno? Læs med i denne anonyme rundspørge blandt dine medstuderende på psykologi Kvinde A, 3. semester: ”Jeg synes, at det er helt fint, så længe, der ikke er nogen, der er kommet til skade under udførelsen af det. Også S/M og sådan noget, så er det helt fint. Selv i forhold til sådan noget med dukker, der ligner børn, synes jeg, at det er bedre, at folk får tilfredsstillet deres lyster på den måde i stedet for at forgribe sig på nogen i virkeligheden.” Kvinde, 1. semester: ”Jeg synes måske, at pornoindustrien kan fremstille et urealistisk billede af, hvordan sex er i virkeligheden, og at det kan være problematisk. Det skal ikke forbydes, men måske kunne man udbrede noget, der også var mere realistisk, især ift. unges pornoforbrug. Folk har selvfølgelig nogle præferencer, så der skal også være plads til, at noget kan være urealistisk, men jeg synes også godt, at det må vise et andet

billede, så ekstremerne ikke bliver normen.” Mand, 5. semester: ”Porno er rigtig godt til at aftabuisere sex, men det kan også skabe en form for afhængighed, og der er undersøgelser, som viser, at folk aldrig har haft så mange rejsningsproblemer som i dag. Det er simpelthen fordi, menneskets urhjerne ikke kan klare alle de mange stimuli, man via porno bliver eksponeret for. Nogen ser måske fem videoer på én gang og spoler rundt i dem, fordi vi ikke kan styre at se så meget røv, og så mange patter - hjernen bliver simpelthen overstimuleret. Når man så vænner sig til det, så bliver det lige pludselig svært at have sex. Der er et usundt overforbrug blandt rigtig mange unge. Det er godt i forhold til aftabuisering, men der er mange, der ikke kan styre det. Jeg forsøger faktisk at holde op med at se porno.” Kvinde B, 3. semester: ”Altså jeg må faktisk indrømme, at jeg havde det lidt svært med, at min ekskæreste så porno. Jeg synes, at det var underligt, at han havde behov for det, når vi var sammen, men altså, jeg har ikke noget imod det. Især ikke, hvis man er single.”

Side 9

Navn: Simon Frandsen Semester: 5. Civiltilstand: I et forhold Livret: Muslinger Yndlingsforelæser: Jacob Klitmøller Motto: “You’ll never walk alone” Mest overvurderede: Apple-produkter og kuglestød Mest undervurderede: Moral som objektiv videnskab i Vesten og kvindefrigørelse i den 3. verden

Praktik

At være i praktik som psykologistuderende af Caroline Offersgård Stadsbjerg, 9. semester Jeg følte mig som et nervevrag, da jeg skulle starte i praktikken. Usikkerheder styrtede rundt i mit hoved, imens jeg prøvede at finde hoved og hale i, hvad det var jeg skulle. Jeg skulle være psykolog – men hvad vil det overhovedet sige? Rollen som psykolog er det, studiet har bygget, og stadig bygger, op til. Jeg har opdaget nogle forventninger til den rolle, for selvom det er en fagidentitet, man studerer til at blive og med sin personlighed må udfylde, så har jeg også selv bygget på den. I virkeligheden har jeg bygget på den en del. Jeg har bygget den op som en kappe, en varm, omfavnende, kærlig kappe, der kan løfte hele verden. Den kan stille de rigtige spørgsmål, se lige igennem forsvar og tage patienter lige derhen, hvor de vil. Altså krævede den rolle, jeg skulle til at udfylde, både tankelæsning, lasersyn og dét at kunne flyve. Det er ikke uforståeligt, at det føltes overvældende at sætte sig i terapeutstolen. Det viste sig primært til supervision, hvor jeg fik sat ord på de tanker om psykologen som en superhelt med kræfter stærke nok til at redde verden. Det føltes fjollet, men samtidig var det lige præcis det, jeg tænkte. Jeg frygtede at sidde

i terapeutstolen overfor et menneske med ondt indeni og med brug for hjælp og ikke kunne håndtere den smerte, de sad med. At jeg stod mellem skurken og offeret, blot for at finde ud af at jeg slet ikke havde superkræfter til at redde nogen som helst. Men jeg opdagede noget, da jeg mødte min første patient. Som jeg sad overfor hende, skete der automatisk det skift, og jeg forstod, og jeg mærkede, at jeg skulle hjælpe hende. Jeg var ikke en superhelt med en kappe - hun var superhelten; den stærke, der skulle kæmpe mod de mørke kræfter. Jeg var hendes side kick, hjælperen, jeg var Robin. Jeg skulle være afklaret, hjælpe hende med at se de vinkler og perspektiver, hun ikke kunne se selv, jeg skulle give hende våben, strategier, til at komme igennem mørket og forbi de monstre, hun kæmpede med. Bare det at få den forståelse skabte et skift - en ny rolle, som ikke skulle påtages, men som blev helt naturlig. Det betyder ikke, at mine egne emotioner ikke trængte sig på. Når man sidder overfor et andet menneske, der deler sine traumatiske, sønderknusende oplevelser, bliver man påvirket. Men det var uden tvivl på en anden måde, end den jeg havde forventet. Mine reaktioner på patienterne blev ikke overvældende under sessionerne, men lå dæmpede i mig, til de forlod lokalet. Ofte lå de endda dæmpede i min mave helt indtil supervision, hvor jeg begyndte at tale om det. Hvor oplevelser, reaktioner og tanker væld-

Praktik ede op ad min mave, ud af min mund, og lige pludseligt kunne jeg se dem foran mig. Nogle gange overraskede det mig min sorg på deres vegne, min respekt for deres styrke, min relation til dem, som udviklede sig helt uden jeg opdagede det. Mine forventninger til psykologrollen ændrede sig i det øjeblik, jeg selv overtog rollen, og det var både skræmmende, men også en forløsning. Det gav mig et klarsyn om, hvordan jeg idealiserede den identitet og skabte frygt om selv at skulle være i den. Det gav mig dermed også en åbning til at påvirke mit syn på dét at tilpasse den til mig, og jeg opdagede, at jeg snart befandt mig ret behageligt i stolen. Lad os gå skridtet videre end min fantastiske fantasi, der har bygget et helt Gotham op over alverdens psykologiske afdelinger og hen til den viden, jeg både skulle have, forstå og anvende. Hvis vi tager superheltemetaforen videre, vil det måske være de midler, man bekæmper skurke med – lige fra egne kampfærdigheder, som spark og slag, til de redskaber der bruges, som håndjern og pistoler. Den viden, jeg har fået med mig i løbet af de sidste fire år, fik jeg en lille smule angst over. For kan jeg huske det, jeg har lært? Har jeg forstået det rigtigt? Og ikke mindst, kan jeg på nogen som helst måde finde ud af at bruge det i praksis? Jeg fandt ud af, at det handlede ikke om at huske pensum fra hvert semester, men om at mærke efter og bruge de redskaber, der passede. På universitetet er vi blevet givet en værktøjskasse, og med

tiden er der kommet en masse værktøj deri. Men det hjælper ikke at hive dem alle sammen frem på én gang. En sav er intet værd, hvis problemet er et søm. Så er det bedst at finde sin hammer frem og bruge den. At finde det redskab, den teori, den tilgang, der giver mening i det enkelte tilfælde og stole på, at man kan bruge den. Det kræver øvelse, og hvert slag med hammeren rammer ikke hovedet på sømmet med det samme, men det er en proces – det bliver lettere at se fremskridt, hvis man giver sig selv plads til at tage et skridt bagud og se på, hvad der skal til. Jeg ved ikke alt, og jeg kan ikke alt, bare fordi jeg har været i praktik. Men jeg ved lidt, og jeg kan lidt, og det føles som langt mere end før, hvor sorte tegn på hvidt papir med farvestrålende overstregninger var alt, hvad jeg kendte til. Teori er en ting, og det er uden tvivl vigtigt at have med sig – men praksis er så nødvendigt, at ord ikke kan komme i nærheden af at beskrive, hvad det vil sige. Man bruger sig selv, man mærker, reagerer, oplever, er opmærksom, reflekterende, bevidst. Man er sit eget redskab, og hvad det egentligt vil sige, kan kun beskrives igennem handling og oplevelse.

Illustration af Marie Rude Olesen, 7. semester

Rusuge 2018

RUSUGEN 2018 af Marco Fortuna, 5. semester Sikke en start! Det nye studieår blev med manér skudt i gang under rusugen. Læs med og drøm dig tilbage til den tilbagevendende årlige rusuge, som vi psykologistuderende, unge og gamle, alle kender til. NB: det skrevne er ikke objektivt dækkende for rusugens faglige og sociale indhold, men udelukkende udtryk for skribentens egen oplevelse (red.) Mandag d. 20. august. Klokken var 9 om morgenen i det nordøstlige hjørne af uniparken. Hold 1 til 11 blev bænket i rækker i Store Juridisk Auditorium. Tutorerne dansede i deres stiveste puds, Tønnesvang holdt tale. Stemningen var spændt og forventningsfuld. ”Det var bare helt uvirkeligt at starte, det føltes som om, det stadig var sabbatår. Selvfølgelig var man ret nervøs, men ret hurtigt følte man sig velkommen og i gode hænder,” smiler Rikke og Ellen fra hold 1. Så var det tid til holdhygge og navneleg og bagefter Tour des Campus fyldt med quiz og konkurrencer. Hurtigt gik dagen og puf! befandt vi os i Samfundsfaglig Kantine til Kein Cortex’ Perlefest. På billedet ses to snørebåndsguffende kombattanter. Drinks og øl i litervis, meter efter meter af shots. KC var nær løbet tør for perler. Festen fik max gas, dansegulvet var propfyldt, et live-band gik på, dagen blev twistet ti gange i hus og da nattemørket kom, tændtes et fælles, indre lys.

Rusuge 2018

Tirsdag. Morgenmad og søvn i øjnene. FAPIA-præsentation, instruktorbesøg; en forsmag på uni-life. Og så: Sport og Leg. ”Det var fedt at alle hold havde tema, det skabte både en samhørighed på årgangen at se hinanden klædt ud, samtidig med, at man blev rystet sammen med sit hold,” siger Maja fra hold 2. Efter opvisningsshow med agent-dommere, gik det fra post til post i dyster strækkende sig fra kyllingekast til flødebællen. Og så var det ellers tid til en hyggeaften med brætspil og øl i Stakladen. Onsdag. Ooooog SKÅL! Efter foredrag med Lars B.P. om psykologiens grunddiscipliner og introduktion til Studievejledningen mm., tog folk hjem. Hjem til det store walk-in-closet for at gøre sig klar til den berygtede, vilde pucrawl! Og efter spisning med dates fra

venskabsholdene på nogle af Aarhus’ kulinariske opholdssteder, begyndte en temmelig løssluppen stemning da også at indfinde sig. Drinksbilletterne fløj op af lommerne og hen over disken, og der blev festet vildere og vildere i takt med antal barbesøg, indtil det hele kulminerede på The Mexican. Folk dansede simpelthen i flere timer i træk, og løb så ud for hivende efter vejret at trække frisk luft, hvorefter de hamrede tilbage ind igen og skrålede med på ’Elskovspony’. Den koreograferede rusdans blev gentaget mange gange, og med sådan en vild energi, at selv bartenderne til sidst deltog i hoftersvingeriet. Først da det begyndte at lysne over Åboulevarden, ebbede det langsomt ud, og folk vaklede hjem med armene om hinanden.

Rusuge 2018

Torsdag. Tømmermænd. Kl. 11.30 var der brunch, og æg og bacon blev gaflet ned i den for mange temmelig taknemmelige alkomave. Derefter sammenpakning og folkevandring til auditoriet, hvor de sociale udvalg på psykologi præsenterede sig. ”Så fedt at få noget info og ansigt på alle udvalgene,” lyder det fra Saraow, Anna og Sara fra hold 7. Bagefter kunne folk, både russere og tutorer ellers bare læne sig godt tilbage i klapsæderne og tømme den ene chipspose efter den anden, mens skøre psykologfilm fra Youtube kørte hen over skærmen. Og så sluttede dagen med afslappet aftensmad og hygge med netværksholdene. Fredag. FF’s Rusfest 2018. ”Fuldstændig utroligt med den energi!” måtte flere tutorer udbryde. Selvom man måske ikke skulle tro det muligt, så var der stadig uanede mængder af overskud og festi-

vitas-lyst i russerne, da FF sørgede for at skabe de smukt udsmykkede rammer for den sidste og kæmpestore fest. Efter at bl.a. et udpluk af forelæserne på PI havde været med til morgenmaden på holdene og psykologer fra det virkelige liv i auditoriet havde givet et brag af en fed introduktion til afterlife, blev ugens kulmination gjort klar. Hvert hold skulle dyste mod hinanden om den flotteste oppyntning, og sikke variationer over temaer som fx Tigerquila, Jägerbøffel og Rom og Koala. Og sikke vildt der også senere blev konkurreret i FF’s planke-, hinke- og grinekampe m.fl., i Psykgården. Efterfulgt af dans, dans, dans så gulvet gav efter og taget lettede og man vidste, at den nye årgang 2018 på Psykologi i fælles front vil surfe på gule solskinsstråler ind over PI og udbrede sig med enorme mængder positiv energi og gåpåmod.

Kommentar indslaget om RUSUGEN 2018 Det er som ved hvert års studiestart dejligt at se og møde alle jer nye, glade studerende, byde jer velkomne og håbe at I både får en god startuge og et rigtig godt studie i de næste fem år på Psykologisk Institut. Jeg må dog sige, at jeg i år blev noget overrasket, over at læse indslaget i Psyklen om rus-ugens forløb. Jeg har lidt svært ved at genkende de øvrige tilbagemeldinger, jeg har fået omkring rus-ugens blanding af faglige og sociale arrangementer i den gode studiestarts ånd, i den beskrivelse jeg ser i Psyklen. Jeg bad derfor vores studieleder Helle Spindler om at forhøre sig hos russekretærerne om, hvorvidt indslaget i Psyklen afspejlede det generelle forløb. Jeg blev på dette grundlag forsikret om, at det ikke var tilfældet, og at den meget dominerende beskrivelse af alkoholindtag ikke havde været gældende for arrangementet som helhed. Der er en alkoholpolitik på AU, som betyder, at der ikke må drikkes alkohol i dagtimerne, og så vidt jeg er orienteret, er dette heller ikke sket. Jeg respekterer naturligvis, at man giver udtryk for sine subjektive oplevelser, men man kan måske spørge sig selv, om det er lidt uheldigt at signalere, at alkohol har så stor en vægt i rusugen, som det gøres i indslaget – når dette ikke afspejler, hvad der faktisk er foregået i rus-ugen som helhed. Vi ønsker fra institutledelsens side, at rus-arrangementer i så høj grad som muligt skal lægges i jeres (de studerendes) hænder. Vi har tillid til og vil fortsat have tillid til, at det er en opgave, som I løser med den gode ånd og interessante kombination af en faglig og social tilgang, som vi kender jer så godt for, og som vi ser udfolde sig på mange områder gennem studietiden. Jeg håber, at vi med en fælles skærpet opmærksomhed på balancerne mellem faglighed og fest kan se frem til fortsat rigtig gode rus-arrangementer i årene fremover. Mange hilsner Jan Tønnesvang Institutleder

Denne side er med vilje blank- Psyklen fortsætter på næste side

Annonce

SÆT KLUB GAMMELSMØLFS OPSLAG IND HER, NÅR DE SVARER PÅ MAILEN

Klub Gammelsmølf er mødestedet for stud. psych’ er som selv synes de er gamle nok og/ eller børneramte (subsidiært indbildt gravide). Smølf os på Π, i kantinen og på www.facebook.com/groups/108310542604941/

druk

Et råb i protest: ‘Cola UDEN rom, tak’

af Lise Høgsvig Jessen, 1. semester & Marco Fortuna, 5. semester

Marcos historie Da denne artikels mandlige forfatter blot var en lille purk i 7. klasse, begyndte hans jævnaldrende at eksperimentere med både Brezzers og Mokai. Drengene med store klatter af hvidt Dax-voks i håret og pigerne iført stramme Dolce & Gabbana-t-shirts på vej til halbal. Han havde ikke andet end foragt til overs. “Næ tak, jeg drikker ikke,” sagde han. Og efterhånden blev det et personligt princip ikke at ville deltage i festlighederne - til stor undren for omgangskredsen. Men så kom gymnasiet og smilende piger fik lokket ham med til festerne. Det blev stadig sværere at holde vandvognsfanen højt, og alle skjulte minimum én lommelærke med sprut i, som de i smug delte på toilettet. De havde noget særligt sammen. Et fællesskab. Og på en hyttetur i 2.g endte det galt. Den pige, som havde været den primære grund til, at han tog med på turen, hev ham ind på et værelse og sagde: “Jeg giver dig et fransk kys, hvis du bunder den her Somersby.” Han så sig ikke tilbage, meget alkohol er løbet igennem den lever siden, og han føler sig som et ivrigt deltagende og fuldt ud accepteret medlem af majoritetens drukklub. Alligevel stopper han af og til op og undrer sig: HVORFOR drikker vi så sanseløst meget?

Lises historie Jeg begyndte, som danske unge gør flest at indtage alkohol omkring 8. klasse. Dog ikke grundet nydelsen af smagsindtrykkene, men for dens berusende indvirkning, det falske mod, ja, en vej ud af en generthed, der havde tynget mig i det første næsten halvandet årti af min tilværelse. Måske det lidt var en form for terapi? Dog begyndte der efter nogle år, hvor alkohol i blodet havde været lig med festlige stunder, en knap så hyggelig tendens. Det var som om jeg ikke længere kunne hengive mig til alkoholens berusende effekter. Samtidig gav den mig mavesmerter. Men værst var nok dagen efter, hvor det ikke var de klassiske tømmermænd, der plagede mig, men en stærkt nedslåethed. Som om livet bare slet ikke var sjovt at leve. Det gik op for mig hvordan alcohol is a depressant. Så jeg traf et valg. Jeg ville ikke længere komme uanede mængder gift i kroppen. Måske bare en enkelt drink i ny og næ, når den faktisk var nydelsen værdig. Dog bragte og bringer denne beslutning ikke kun glædesstunder med sig. For her er erkendelsen tydelig: Fællesskab skabes oftest over en kold øl, hvor samtalen flyder lidt lettere, og man ikke mærker bekymringerne. Vi har normer. Og de er ikke

Druk nemme at sætte sig udenfor. Det kræver til tider ekstra selvkontrol ikke bare at gøre det, der skal til, for at passe ind. At bryde med normerne og stille sig udenfor. Hvor meget drikker vi egentlig? Normalt, det må det siges at være altså indtagelsen af alkohol for de unge. For data omhandlende de 16-24 årige i Sundhedsstyrelsens rapport fra 2017 fremgår det, at kun(?)10,8% ikke har drukket alkohol inden for det sidste år. Hvor meget alkohol, de resterende 89,2% præcist har drukket i denne periode, fremgår dog ikke, men 50,3% af de unge drikker jævnligt (hver måned) fem eller flere genstande ved samme lejlighed. Ydermere rapporteres det, at 27,1% overskrider lavrisikogrænsen i forbindelse med alkoholindtagelse (hhv. 14 genstande pr. uge for mænd og 7 for kvinder), samt at 11,5% overskrider højrisikogrænsen (hhv. 21 genstande pr. uge for mænd og 14 for kvinder). Men hvad gør det egentlig ved os og vores mentale tilstand, når vi drikker alkohol? De mentale tømmermænd Først og fremmest så er alkohol et stof, der hæmmer funktioner i centralnervesystemet. Det går altså ind og leger med nogle neurotransmittere. Dette giver i første omgang de mere eftertragtede afslappende virkninger. Der, hvor man løsner

lidt op, bliver mere selvsikker og mindre nervøs. Men jo flere drinks man henter i baren og får indenbords, desto større er sandsynligheden for, at en negativ emotionel respons såsom vrede og angst og deprimerethed (ja, det er svaret på, hvorfor nogle altid bliver meget følelsesladede), tager over. Hvis vi ser udover en enkelt gang i byen i ny og næ, så kan alkohol på længere sigt føre til mere permanente følelser af angst og depression, samt gøre det sværere at håndtere stress (måske det er her, man skal sætte ind, hvis ens pensumlisten synes at virke dobbelt så lang som holdkammeraternes?). Du er et normdyr! Men hvad er det, der får os danske unge til at trodse de negative bivirkninger, som alkoholen nu engang har? En del af svaret til det må nok findes i normernes kraft, og her skal vi have psykologien på banen. Måske vil læserne være enig med os i, at det største alkoholindtag primært sker til fester. Lad os forestille os, at du er på vej til et sådan arrangement. Det har været en lang uge, og nu vil du gerne slappe af, have det sjovt og måske flirte lidt. Dog føler du ikke helt, at du kan geare ned og kravle ud af det hylster af selvkontrol, som du pakkede dig ind i i mandags. Ahr, og du er sgu også lidt nervøs for at skulle sidde i flere timer og fyre vittigheder af og charmere alt og alle. Men så, tænker du, er det jo godt, at der er billig bar,

Druk og Jørgen fra holdet nok køber en meter shots til bordet. Hvorfor beroliger den tanke dig? Fordi du tror alkohol gør dig mindre hæmmet og mere udadvendt (Crisp & Turner, 2014: kap. 10 om alcohol expectancy theory). Så nu bunder du lige en øl inden, du tager afsted til festen. Tchi! Glug, glug, glug. Aaah! Det hjalp, du har det allerede meget bedre. Så afsted til uni. Men kig dig lige i spejlet først. Hold da op for et gruppefanatisk normdyr du er! Du tror jo nemlig ikke kun på, at du bliver afslappet af øllet - du er også bare herre usikker på aftenens forløb og vil virkelig gerne være inde i varmen hos dem, du skal feste med. Ligesom stort set alle dine artsfæller, så nærer du et brændende ønske om at blive accepteret af din omgangskreds, din indgruppe, og da du til festerne har set, at stort set alle - også ham den seje fra 5. semester - sidder med noget at drikke, så er noget af det første, du gør, efter at have trådt ind til festen og givet en krammer til de nærmeste, at sige: “Hva’ fanden, skal vi lige have en øl eller hva’?” Og fordi dine venner er lige så forhippede på at være en del af gruppen, så siger de bare: “Ja vi skal sgu da!,” og så får du det vildeste kick, fordi det var dig, der fandt på, at I skulle have øl. Så kører vi (Crisp & Turner, 2014: kap 5 om normer). Men for virkelig at dulme din usikkerhed er det jo bare ikke nok med et par øl - og vips! var de første fem genstande væk. Desuden er du aftenen igennem over-

bevist om, at folk drikker mindst lige så meget som dig selv. Lige meget, hvor ufatteligt meget du drikker. Adskillige shots og drinks ryger ned. Pludselig befinder du dig på knæ på toilettet med hovedet nede i kummen, men så er det bare lidt vand i hovedet og ind og bælle videre (Crisp & Turner, 2014: kap 14).

Druk

Fremtiden med en alternativ gruppenorm Fed aften. Men danske unge er altså nogle af dem, som drikker allermest i verden, og da vi nu har fået listet nogle af de negative bivirkninger, der også kan være forbundet med det store forbrug, kan dette ses som et forsøg på at

bryde tabuet og foreslå at skrue ned. I hvert fald råbe op og legitimere en alternativ gruppenorm, der indebærer knap så stort et indtag. Du er altså ikke alene, hvis du sommetider har stoppet op og stillet spørgsmålstegn ved majoritetens drikkeri - også selvom du måske rent adfærdsmæssigt er en del heraf. MEN! Det må også pointeres, at ingen alkohol i blodet ikke betyder, at man ikke godt kan have den sjoveste aften. Det handler om at finde ro, ikke fra dråberne i flasken, men indefra. En proces og teori, der er værd at teste, hvis du, som Lise, også helst ville være fri, og bare nyde en klassisk cola uden rom. Eller hvis du bare gerne vil, at vi unge ikke drak helt så meget, som vi gør. For et sted skal man starte, og det er oftest med en selv. Men vi har styrken til det! Til at gå mod normerne.

Illustration af Anine Roth Jacobsen & Lise Høgsvig Jessen, 1. semester

PSYKLEN TESTER

Psyklen tester: Alkoholfri øl og drinks af Signe Lehn Brand, 3. semester Hvis du er træt af tømmermænd, gerne vil bevare fornuften for en aften eller blot ikke (igen) gider at forklare, hvorfor du ikke drikker alkohol, så har vi her svaret: alkoholfri øl og drinks! Ranglistet og tilsmagt af Psyklens redaktion! Nordic Ale - 0,5%

Tuborg Super Light – 0,0%

Duft: Den dufter rigtig fint – af øl.

Duft: Denne pilsner har en meget distinkt, men endog sur lugt. Den lugter meget alkoholfri.

Udseende: Det ligner en øl. Hvis du hælder den op i et glas, er der ingen, der kan se forskel. Smag: Selve smagen er svær at opfange. Til gengæld føler man, at man nærmest drikker en lunken øl, selvom den er kold – Det smager faktisk af Roskilde Festival. Den er dog rigtig god at bunde, grundet den lette smag. Overordnet: Hvis du rigtig godt kan lide smagen af øl, er dette ikke øllen for dig. Men er du mere typen, der kan lide smagen af ingenting, så er denne Ale lige noget for dig! Og du kan bare bunde løs, der sker ikke noget.

Udseende: Tynd øl. Smag: Forestil dig, at du sidder på et festivaltoilet og tager en slurk af et glas vand. Du ved godt, det ikke er tis, men du fornemmer tis. Det er følelsen af at drikke denne Tuborg Super Light. Af samme årsag anbefales det heller ikke at bunde den. Overordnet: Den kan helt generelt ikke anbefales.

PSYKLEN TESTER

Ginger Ale Passion – 0,0%

Royal Økologisk - 2,4% Duft: Denne pilsner dufter af øl på en god, velkendt måde. Udseende: Fint skum, lækker gylden farve. Smag: Her har vi fat i noget, der rent faktisk smager godt. Den har en rund, relativt fyldig smag og kunne godt minde en anelse om Slots-øllen, dog mere blød i smagen. Overordnet: Med denne øl har man fornemmelsen af, at det rent faktisk er øl, man drikker, hvilket ikke var tilfældet med de andre. Den er også fin at bunde, men husk liige at holde lidt igen, da jo har 2,4% alkohol i sig. Til trods for at være den mest alkoholiske alkoholfrie øl, får den pladsen som redaktionens favorit.

Opskrift 3 cl passionsfrugtsirup eller -pure 1 cl frisk limesaft 7 cl Ginger Ale 6 mynteblade Isterninger (Evt. danskvand) Hæld is i et glas. Tilsæt passionsfrugtsirup, lime, mynteblade og Ginger Ale. Smag evt. til med lidt danskvand. *Man kan evt. også bruge frisk passionsfrugt blandet med lidt sukker. Duft: Det dufter så godt af passionsfrugt, at man får lyst til at stikke næsen ned i den! Udseende: Flot farve, kan styles med fine mynteblade. Smag: Utroligt smagfuld og intens – passionsfrugten, ginger ale’en og limesaften komplimenterer hinanden på en helt magisk måde, og eftersmagen giver ikke plads til afsavn af alkoholen. Overordnet: En meget lækker, og i øvrigt SU-venlig drink, som vi på redaktionen synes egner sig klart bedst som mocktail af de tre, vi har lavet.

PSYKLEN TESTER Strawberry Daquiri – 0,0% Opskrift: 10 Jordbær 4 cl tranebærsaft 2 cl sourmix 2 cl sukkerlage Alle ingredienser blendes. Smag evt. til med sourmix og sukkerlage. Sourmix: Ca. til en halv liter 5 lime, 1 citron, 1 appelsin, 1 dl kogende vand, 1 dl sukker Sukker opløses i det kogende vand. Frugterne presses og blandes med sukkerblandingen. Duft: Den intense duft af blendede jordbær leder tankerne hen på varme dage i sommersolen. Udseende: Man udstråler altså lidt classyness, når man står med sådan et glas med Strawberry Daquiri i hånden. Smag: Smagen af jordbær er perfekt afbalanceret med den lækre syrlighed, men man kan ikke lade være med at savne eftersmagen af rom. Uden dette bliver drinken meget sød og smoothie-agtig. Overordnet: Vores Strawberry Daquiri egner sig bedre som en lækker forfriskning end som en decideret drink – den ville dog være god og læskende efter at have danset igennem hele aftenen.

‘

Virgin Mojito - 0,0% Opskrift: 5 både lime 1 spsk. sukker 10 mynteblade Danskvand Knust is Lime, sukker og mynte moses i glasset. Fyld knust is i glasset. Tilsæt danskvand. Duft: Dejlig duft af lime og mynte. Udseende: Lækker, med et spansk temperament. Smag: Når man smager på denne drink, bliver det hurtigt klart, hvor meget rommen faktisk fylder i en mojito. Denne alkoholfrie version smager mest bare af sukkervand med lime. Overordnet: Den er lækker som en frisk mynte limonade og knap så god som mocktail.

Drinkskilde: Jan Aasmann Størksen på Drikkmer.no og inspiration fra emilysalomon.dk

Efterår i Uniparken Foto af Marco Fortuna

Efterår på PI

De røde sider

De røde sider af Lise Høgsvig Jessen & Katrine Kromann Brandt, 1. semester

Når man nævner tabuer, kan man ikke komme uden om kvindekroppen, underlivet og menstruation. Nogle sprognørder mener sågar, at ordet tabu stammer fra det polynesiske ord tapua, som betyder menstruation. Men det er jo det, man allerhelst ville med disse emner. Komme langt uden om. Lade dem forsvinde i mørket. Lade som om de ikke eksisterer. Lade som ingenting. Og i hvert fald aldrig sætte ord på dem i offentligheden. Så det gør vi her på DE RØDE SIDER. Her giver vi først og fremmest et indblik i en alternativ kunstners liv og syn på et tabubelagt emne, der får hende til at se rødt. Så det maler hun. Og hun maler med det. Med menstruationsblod. Det er Lise Ulvedahl. Ifølge hende har vi langt fra magten over vores egen krop.

Så vi har interviewet hende for at gøre os alle sammen lidt klogere på menstruation som tabu, og på hvordan det er at være kunstner, der har på sinde at sprænge tabuet og lade offentligheden se det. Gerne dér, hvor vi ikke kan undgå at forholde os til det. For at lette stemningen lidt fra alvoren, vil vi også bringe en (helt igennem usponsoreret) reklame for velvære for både os skønne tøser, som ikke slipper udenom et månedligt besøg af tante rød #tilbagetilviunge, men også for vores kære miljø – vi kigger nemlig nærmere på menstruationskopper bare lige for at gøre livet lidt bedre den tid på måneden. Og nu behøver du som dreng altså ikke bladre videre. Det bryder vi jo ikke tabuet ved.

De røde sider

Lise Ulvedahl ser rødt - en kunstner uden grænser ”En idé til et projekt opstår også ofte, når jeg bliver irriteret […]. Ofte er min kunst også et produkt af frustration, som ender ud i en lyst til at provokere.”

Hvorfor er det et problem, at man ikke snakker om menstruation? Er det et problem, at det er et tabu? ”Det er et problem, at det er et tabu af mange årsager. Jeg synes generelt, at det er et problem, at så naturligt et aspekt ses som noget skamfuldt. De fleste kvinder er påvirkede af deres menstruation ca. 20 % af måneden. Den er der, og det kan vi lige så godt anerkende. Det er også et problem af sundhedsmæssige årsager. Det er det, fordi vores menstruation kan give os et praj om, at der er noget, som ikke er, som det skal være i vores kroppe. Hvis vi ikke taler om det, kan det være vanskeligt at tage et vink med en vognstang. Jeg mener, at

det er super vigtigt at kunne sige: “Du, jeg oplever for tiden noget underligt i mit understel. Har du været ude for det før?” På den måde kan man også slippe for at gå og være røvnervøs over noget, som måske egentlig giver god mening i sidste ende.” Hvordan besluttede du dig for at bruge menstruationen i din kunst? ”Det startede egentlig ved, at jeg sad og kiggede ned i toilettet og blev betaget af, hvordan blodet langsomt farvede vandet. Det var ret smukt. Jeg bløder ret meget. Det er en full blown red stream i syv dage, og jeg lider af super kraftige menstruationssmerter. Så tænkte jeg på hvor meget blod, der egentlig ender i afløbet, og at det måske ville kunne bruges i kunstsammenhæng, siden jeg nu producerer så meget af det. Det er ret fedt at være selvforsynende med maling. Det er det vildeste life hack.” Har du en mission? ”Min mission er at fjerne den her tabusky. Der er så mange kvinder som mig, som er super påvirkede af mensen, både fysisk og psykisk. Jeg vil have, at vi taler om vores biologi, for vi kan faktisk ikke komme uden om den. Jeg var træt af at gemme den væk. Træt af at føle

De røde sider skam, og det tror jeg, de fleste piger er. Derfor bruger jeg den så grafisk. Vi må anerkende, at den fylder meget i vores liv. Jeg tror, at overdrivelse fremmer forståelse, så når jeg tager og laver body paint med min menstruation og kaster mig ned på et lærred, så tror jeg faktisk, at det bliver lettere at tale om det på et mindre voldsomt niveau. Taler du om hende tossen, der maler med sin menstruation, så taler du stadig om mensen, og det er der, jeg vil hen. Det skal være trygt, varmt og godt.” Møder du nogensinde indre modstand, når du er i gang med et projekt? ”Jeg tror, jeg møder indre modstand i de fleste ting, jeg laver. Det er også vigtigt at være selvkritisk. Nogle gange tager jeg mig selv i at tænke: “Hvad helvede laver jeg?” når jeg står indsmurt i blod, men så husker jeg jo altid, hvorfor jeg gør det, og at det egentlig er ret vigtigt,

for jeg ved, at mit kunstneriske arbejde er vigtigt, og jeg kan fuldt ud stå inde for det, jeg laver. Jeg er ikke splittet.” Hvad tænker du, der bør gøres i kampen for at bryde tabuet omkring menstruation? ”Vi må tale. Det tror jeg, er det vigtigste og bedste vi kan gøre. Bruge vores stemmer. Vi behøver jo ikke skrige “MIN FISSE BLØDER”, men vi må italesætte, hvad der sker med vores kroppe. Og så skal reklamebureauerne holde op med at bruge blå væske, der lander yndefuldt ned på et bind til at illustrere den tid på måneden. Blod er ikke blåt, hallo. Eller yndefuldt. Som oftest gør det pænt ondt. Der er faktisk for nylig mange reklamer, der har brugt rigtigt blod i stedet for, og det er fedt! Den vej skal vi bare fortsætte.” http://liseulvedahl.weebly.com

De røde sider

Kvinde, kend din kop! Uff, nu løber det. Blodet, der fugter bindet – det kan mærkes. Bekymringerne vælter frem. Åh nej, nu skal jeg rejse mig fra stolen. Hvor er det nærmeste toilet? *Finder en tampon fra tasken* altid better safe than sorry. Åhh, nu venter der igen kløe og kradse. Suk. Vi kender det alle sammen. Det månedlige pisse, fucking, trælse, lort besvær og de bekymringer, der følger. Men der er en god nyhed! Som faktisk slet ikke er en nyhed. For min mormor brugte den også. Ja, den er lige så gammel som tamponen. Vi taler her om intet mindre end menstruationskoppen. Men hvorfor skal vi bruge sådan en? Hvordan er den sine slægtninge overlegen i forhold til personlig velvære? Og hvordan fungerer den lige – altså hvad gør man egentlig med den? Der er mange grunde til at bruge en menstruationskop. Det er blandt andet billigere på sigt, noget vi studerende jo træffer alle livets valg ud fra! Den er også bedre for miljøet, både det intime og det globale, da vi undgår en masse skadelig kemi på kroppen, samt at generere en masse affald. Men vigtigst af alt, så medfører det for langt de fleste en nyfunden velvære i forbindelse med menstruation.

Før og fremmest er den sundere for vores krop. Dette kan rent faktisk mærkes, da koppen opsamler blodet, hvilket ikke medfører samme tørhed som ved bind og tamponer, der i stedet suger det til sig. Nej, det er ikke en plastikkop. Den er lavet af medicinsk silikone, altså kan og skal den foldes ved indsættelse. Det kan godt virke lidt skræmmende, helt uden hylster eller noget, og det kræver da også en del teknik, må vi ærligt indrømme. Men øvelse gør mester, and you just gotta hang in there. Der kan også være andre udfordringer i tilvænningsprocessen. For de fleste gør det altså ondt i starten. Det er helt normalt, du er ikke ved at dø. Ja, du skal tømme den i toilettet. Ja, dette er grænseoverskridende i starten. Det kan dog på sigt have den positive effekt, at sarthed bliver minimeret, og et bedre forhold til ens krop og menstruation opbygges. Endvidere kan det føre til større åbenhed omkring emnet og være medvirkende til at bryde tabuet, og så er vi jo på rette vej. Hvad så med de offentlige toiletter uden en håndvask inde i båsen? Ja, der skal vi

De røde sider ikke være hellige og lade, som om alting altid er fryd og gammen. Men også her er der hjælp at hente, eller rettere sagt, medbringe. For med vådservietter, en vandflaske og håndsprit – alle ledsaget af toiletpapir – kommer man langt. Du behøver ikke alle disse remedier. En af tingene burde kunne gøre det. Her på uni er vi dog så heldige, at der på toiletterne er en vask lige ved hånden. Du kan også være så heldig, at det ikke er nødvendigt for dig at tømme den uden for hjemmet, da to-tre gange i døgnet kan være tilstrækkeligt (personlige variationer applies). Men hvad så, holder den tæt hele tiden? Ja og nej… Det kan forekomme, at det lækker. Dette kan umiddelbart skyldes to ting: Enten, at den ikke sidder rigtigt, eller at den simpelthen er fuld. Lidt ekstra sindsro, især i starten, kan her skabes ved at bruge et trusseindlæg, bind, eller den allermest komfortable og miljøvenlige løsning, et stofbind. Og de er ligesom koppen ikke så komplicerede, som man umiddelbart tænker.

Men er det ikke vildt ubehageligt at have en silikonekop til at sidde i skeden? Faktisk ikke! Du kan slet ikke mærke den. For nogen kræver dette dog at ”stilken” trimmes. Dermed kan man nærmest gå og glemme, at man har menstruation. Men var pointen ikke at gøre menstruation mere synlig i offentligheden og mindre tabubelagt? For så nytter det jo ikke, at vi går og glemmer den… Bare rolig, menstruationssmerterne tager koppen ikke, så vi skal nok blive mindet om menstruationens eksistens. For mere information, flere fordele og udførlig instruktion besøg www.organicup.com, eller find tusindvis af råd og vejledninger på YouTube [”Menstrual cups for beginners” ;) ]. Note: Skribenterne syntes ikke, at det var en udelukkende fornøjelig proces at forfatte denne artikel, men man må ofre sig for the greater good.

Illustrationer af Anine Roth Jacobsen, 1. semester

Tabudigt

Jeg er tabu Af Alexander Leonhard Birk Sørensen, 3. semester Nu sidder de igen og snakker, om deres dejlige liv med deres makker. Når jeg nærmer mig bliver der stille, jeg vidste jo godt de ikke ville. Ingen vil snakke med mig, så hellere kigge den anden vej. Det er ikke noget personligt, jeg har bare fået agtindsigt, kan se den omsorgssvigt, som fylder dit barneansigt, der er trist som en pessimist. Jeg kan se alle dine hemmeligheder, alle dine adfærdsvanskeligheder. Hvordan du endnu ikke er færdig med, at være fanget af din blufærdighed. Derfor lukker du mig ude, men jeg hører dig stadig tude, når du sidder alene derhjemme, og bare gerne vil glemme. For jeg er Tabu – la rasa eller ej, alle frygter mig. Jeg spiser bussemænd og fortsætter med at onanerer, jeg bliver i min seng og dropper topkarakterer. Jeg har en skæv penis, og mine bryster er uens. Jeg skammer mig over mine skamlæber. Jeg er LGBT+ og jeg tar´ altid for mange sjus. Jeg er tiltrukket af et familiemedlem, følelser gør mig ubekvem. Jeg er tabu, jeg er jomfru, jeg lyver med omhu – ikke for andres men min egen skyld, selvom det er klichéfyldt. Det er en pestbyld der kun vokser sig større, bag lås og slå står jeg med en hårtørrer og prøver at få det udtørret. Jeg føler mig som en sinke, når jeg bagefter må dække den med sminke. Jeg har hæmorider og jeg har gammel fodsvamp, er en neglebider og vil ikke denne dødskamp. Jeg er dødtræt af at blive ignoreret, jeg kan jo gøre dig balanceret. Kan du ikke se det din uengagerede, blaserede, egocentrerede kujon, der lader sig træde på som et brugt kondom. Men i stedet for at lukke mig ind, får jeg altid den anden kind. Ude af syne ude af sind, ha! i er alle blevet blind. I kan ikke længere se de masker i bær´, prøver at lukke af for jeres begær. Øjenhullerne er blevet så små, så i fortsættes med at omgå, indtil i bliver helt grå og til sidst må afgå. I bliver lagt i kisten stadig med masken på, for ellers ville ingen vide hvem der blev lagt i jorden, og det gælder ikke kun her i norden. Alle mennesker er fulde af fejl og mangler, det mangler bare at blive anerkendt, så det ikke kun er den der er divergent, der en gang i mellem ligger masken fra sig, og kommer med et lille praj, om at vi alle har problemer såvel som blodlegemer. Og jeres skide ytringsfrihed, i burde bare tage afsked. I lægger alligevel selvcensur, alt mister sin kontur, når i er på gåtur ender det i nedtur, fordi i stadig gemmer jer. Jeg er jeres frelser, der vil give kendelser, som kan sætter jer fri, hvis bare i dropper jeres påtagede afasi. Et midlertidigt anarki efterfulgt af eufori. Næste gang jeg kommer på tale, skal du komme med dit banale materiale, først da vil du være det ideale: Et menneske. Det kan jeg kun anbefale.

digt

Freuds Drømme Af Alexander Leonhard Birk Sørensen, 3. semester Freud havde altid haft et stort ego, det´ jo ikke fordi han som barn legede med lego. Det måtte han ikke for sine forældre, grundet sin orale fase var det jo dødsfælder. I skolegården fik han ofte slag, da han var lidt af en flab. Han gik rundt til alle og sagde “din mor”, det gjorde han selv til sin egen bror. Det beror måske i at han måtte gemme sig bag bøge, for at gøre noget ved sin analkløe. Stakkels Freud havde så ondt i numsen, at han ikke kunne fortrænge det, han prøvede at forvrænge det, kaldte det for id’et, fordi han havde lidet, men det var alt forgivet. Frued sagde at det skyldes en indre kamp, at han ikke ku’ få gjort overegoet tamt. Det blev ikke nemmere for Freud, pludselig sagde det sprøjt, og han var nået i puperteten. Realiteten var tydelig, han var nået til næste base, den falliske fase. Han begyndte at kigge efter piger, og tænke på blomster og bier. Freuds kløe var dog ikke blevet bedre, han måtte blive hjemme og gå glip af pigeglæder. En af dagene så han sin mor skifte tøj, og hans tanker blev tømt for larm og støj. Den nat drømte han ekstra meget, at han og hans mor havde leget. Freud, mor og børn, hvor han havde taget sin tørn. Gjort det af med sin far, så Freud og hans mor bare, kunne gøre ligesom Ødipus, og snart fylde en hel bus! Da Freud vågnede var han ikke til at samle, hele hans barndom var ved at ramle. Han havde svært ved at se sin mor i øjne, og han kom med nogle langt ude løgne. Selvom han med længsel ønskede glemsel var han som i er fængsel uden mulighed for fortrængsel. Freud var ved at få nok, han råbte nu skal det stop, men det var et flop, han var ved at gå amok. Han ønskede han bar skyklapper, men hans frontallapper ville ikke gi’ ham en slapper, så han ringede til en makker. Fuld af libido, spurgte han “skal vi to’, ikke ryge en fed, du ved, jeg kan tage en pibe med.” Freud kiggede sig hurtigt i spejlet, bange for sin uskyld var sejlet. Han hev i det

digt freudianske penis/slips, hentede straks derefter sit cannabis mix. De satte sig ude i skolegården, efter et par hiv var de lidt forloren, pludselig begyndte Freud at grine, hans makker vidste ik´ hvad han skulle mene. “Der er intet galt med mig, nej” hans kløe havde sagt bye bye. Opslugt i ekstasen var han nået latensfasen. Han pustede en stor røgsky ud, “læg dig ned så vil jeg komme med et bud. Fortælle dig hvad du skal med Amor, vi skal følge nogle fodspor, langs en korridor til din detonator, men allerførst fortæl mig lidt om din mor.”

Illustration af Anine Roth Jacobsen, 1. semester

Du kan høre Alexander læse sine digte op ved at scanne QR-koden.

Bachelor

Hvad skrev du egentligt bachelor om? - HævnpornoV. Marco Fortuna, 5. semester

Hvert semester afleverer de studerende på Psykologisk Institut et væld af bachelor- og specialeopgaver, der har været mange måneder undervejs. Alligevel kulminerer det ofte med, at kun vejleder og censor får lov til at læse dem. Det synes vi på Psyklen, er en skam. Derfor vil vi forsøge at videreformidle et koncentrat af udvalgte opgaver, så andre studerende kan få indblik i både deres indhold, samt arbejdsprocessen bag. I dette nummer af Psyklen har vi fået lov til at interviewe Krestine Hasselholm Larsen, 7. semester, som i foråret 2018 skrev en bachelor om hævnporno på baggrund af problemformuleringen: ’Hvordan kan forekomsten af hævnporno forklares ud fra gerningsmandens individuelle psykologiske drivkræfter? Samt hvorvidt moralsk frakobling har en interaktionseffekt på forholdet mellem individuelle psykologiske drivkræfter og hævnporno?’

Hvorfor valgte du at skrive om hævnporno? Jeg havde ikke tænkt på det, inden jeg valgte bachelorseminar, men jeg ville gerne have noget om ondskab generelt. Min vejleder mente dog, at det nemt kunne ende med en meget filosofisk opgave, og at det måske ville blive et bedre resultat, hvis det var mere konkret. Og så tænkte jeg: ’Hvad synes jeg er rigtig ondt?’ Jeg kom frem til hævnporno som et godt eksempel. Jeg fik samtidig af vide, at det var en god idé at vælge noget aktuelt. Derudover tænkte jeg, at jeg måske ville have relativt frie tøjler med det her emne, fordi det er et forholdsvist nyt fænomen, og der ikke er skrevet vildt meget om det.

Det er en sommerlig septemberdag, og Krestine og jeg har placeret os blandt gule mursten udenfor Tvillingeauditorierne. Optageren er placeret mellem os og dens lille røde diodeøje lyser om kap med solstrålerne.

Illustration af Lise Høgsvig Jessen, 1. semester

Bachelor

Ift. selve opgaven, så spørger du i problemformuleringen om, hvilke psykologiske drivkræfter gerningsmanden kan have - hvad finder du ud af? Altså jeg havde især fokus på magt og hævn, selvom andre drivkræfter også kan have betydning. Ift. magt brugte jeg bl.a. litteratur, der baserede sig på studier af seksuel aggression og hvilke motiver, der kan ligge bag eksempelvis voldtægt. Her kom studier frem til, at `behovet for magt´ er en motiverende faktor. Fx er der fundet en ret stor sammenhæng mellem det at have en høj magt-sex-association og tilbøjeligheden til at udvise seksuel aggression. Dvs. at en del af dem, som udøver seksuel aggression, som fx voldtægt, ikke er primært drevet af seksuel tilfredsstillelse men af et behov for magt. Selvom der er brug for flere undersøgelser specifikt for hævnporno, kom jeg frem til, at empiri og flere teorier peger i retning af, at magt også kan være

en motivation bag delingen af hævnporno. Magt er at kunne yde indflydelse på individers liv, og dette kan bl.a. gøres ved at afstraffe folk. En af konsekvenserne ved at blive udsat for hævnporno kan være, at offerets omdømme ødelægges, hvilket kan ses som en klar straf og måde at udøve magt på. Når det er online, så er det ovenikøbet meget nemt at sprede billederne eller videoerne og dermed meget nemt at skade offeret. Taler man om hævn som motiv, viser det sig, at gerningsmænd, som deler hævnpornoen, ofte positionerer sig selv som ofre. Når et individ fx har haft et brud med en seksuel eller romantisk partner og vælger at dele hævnporno, forsøger de ofte at legitimere delingen med udsagn som: ’Jeg deler det her, fordi hun forlod mig’. Jeg læste en evolutionært funderet artikel om, at hvis vi mennesker bliver forladt af en seksuel partner, så skades vores reproduktive fitness (altså det at kunne formere sig), hvilket udløs-

Bachelor er et behov for at skade vedkommende, som forlod os. Det er simpelthen fordi, vi har brug for at signalere til omverdenen, at det medfører konsekvenser, hvis man behandler os sådan. Og hvordan kan moralsk frakobling så påvirke forholdet mellem hævn og magt og delingen af hævnporno? Min tese var, at hvis man nu grundlæggende synes, at det er forkert at dele hævnporno, så vil man have større sandsynlighed for alligevel at gøre det, hvis man laver en moralsk frakobling, da frakoblingen moderer forholdet mellem gerningsmandens drivkræfter og delingen af hævnporno. Jeg tog udgangspunkt i Banduras (1999) teori om moralsk frakobling og kombinerede den med Sulers (2014) teori om ’the online disinhibition effect’. Ifølge Suler kan vi enten udøve mere prosocial eller mere antisocial adfærd, når vi er online frem for offline. Hvis vi, ifølge Bandura, handler på en måde, som vi finder amoralsk, så må vi enten ændre holdning, så vi ikke længere anser handlingen for at være amoralsk, eller også skal vi lave en moralsk frakobling, som er en slags kognitiv retfærdiggørelse af vores adfærd. En moralsk frakobling kan bl.a. ske via spredning af ansvaret eller via dehumanisering af offeret, fx ved at bilde sig ind, at hun bare er et sexobjekt eller lignende. Her kan Sulers ‘online disinhibition effect’ supplere Banduras teori ved netop at forklare, hvad det er for nogle forhold, der gør det lettere eller sværere at lave en moralsk frakobling på nettet.

Suler begrunder bl.a. antisocial adfærd på nettet med muligheden for at være `usynlig´ og kunne poste anonymt, samtidigt med, at man slipper for at se offeret i øjnene, hvilket gør det lettere at lave en moralsk frakobling. Hold da op… Og så lige her afslutningsvis: hvordan oplevede du processen med at skrive bacheloren? Altså jeg synes, jeg var lang tid om at komme i gang og finde et emne og vinkle det, men jeg fandt det vildt spændende at få lov til at beskæftige sig med et selvvalgt emne. Men vi havde kun tre timers undervisning om ugen, hvilket gjorde det lidt svært at disciplinere sig selv til at få skabt en god struktur i hverdagen ift. at arbejde og holde fri. Jeg brugte nok 2 ½ - 3 måneder på at skrive de 25 sider, men læste så en del inden og undervejs. Jeg rettede endvidere problemformuleringen meget til, helt indtil to dage før opgaven skulle afleveres. Men alt i alt, var det en god oplevelse. Og her slukkes optageren og vi forlader Krestine. Forhåbentlig lidt klogere på både hævnporno og det at skrive bachelor. Har du lyst til at blive interviewet eller selv skrive lidt om din bachelor- eller specialeopgave? Skriv til Psyklen på psyklen@gmail.com

Læserbrev

Læserbrev - ‘Nej til noter’ af Mette Wollesen, 5. semester Jeg hader at skrive noter. Især hvis det er noter til et afsindig kedeligt grundbogskapitel i Eysenck og Keane. Jeg fandt ud af ret hurtigt på studiet, at der er tusindvis af andre ting, jeg hellere vil bruge min tid på end at skrive noter til pensum undervejs i semesteret. I hvert fald 9 ud af 10 gange. Så det gjorde jeg og gør det stadigvæk. Det er selv mere sandsynligt, at jeg løber en tur end skriver noter (og jeg er altså ingen Forrest Gump). Det fedeste ved ikke at tage noter er, at jeg har meget mere tid til fritid, venner og familie, men samtidig kan jeg nå igennem alt pensum til en uge. Det mest trælse ved ikke at tage noter er, at jeg til tider blander tekster sammen og skal bruge ekstra tid i læseferien på at finde hoved og hale i alt sammen. Men de noter, jeg skrev på 1. og 2. semester, brugte jeg alligevel ikke

undervejs i semesteret, og de skulle altid ændres i læseferien. Så det var spild af tid. Jeg føler ikke, at jeg behøver at skjule for andre, at jeg nærmest ingen noter tager. Jeg kender mange, som tager noter (og nogle tager endda også rigtig mange noter), men jeg kender også en del, som selekterer, hvilke tekster, de tager noter til, eller gør lidt ligesom mig. Jo længere jeg er kommet på studiet, og nu er jeg snart halvvejs, jo bedre er jeg blevet til at sige ”pyt, det går sgu nok”. For mig har det i hvert fald ikke mindsket mit udbytte af mine kurser – snarere tværtimod. Noteskrivning øger bestemt heller ikke min interesse for psykologien, og den er jo trods alt meget vigtigere.

Illustration af Marie Rude Olesen, 7. semester

At have det svært

En snak med Carsten René Jørgensen om at have det svært som psykologistuderende af Katrine Lea Straarup & Sabrina Rathje, 7. semester

Alle mennesker vil i løbet af deres liv opleve svære perioder i større eller mindre grad; nogle oplever større kriser, andre gør ikke, og nogle oplever også på et tidspunkt i deres liv at gå igennem psykisk sygdom. Dette gælder ikke mindre for psykologer og psykologistuderende, end det gør for andre, og det kan være svært at erkende og acceptere pludselig at være den, der har brug for hjælp, i stedet for at være den, der hjælper. At have det svært i en eller anden grad som psykologistuderende kan for nogle virke som et tabubelagt emne, og derfor vil vi i Psyklen gerne sætte gang i nogle tanker om det hos alle os på studiet. I denne anledning har Psyklen taget en snak med professor Carsten René Jørgensen. Ifølge Carsten René Jørgensen er der sket en positiv udvikling i, hvordan psykisk sygdom betragtes i vores samfund, da stigmatisering af psykisk sygdom gradvist bliver mindre “Generelt vil jeg mene, det er uheldigt, hvis der eksisterer en kultur eller en form for heroisk ideal, om at man som psykologistuderende ikke må have vanskeligheder eller udfordringer. Det er langt fra en forudsætning for at blive en god psykolog, at man skal være perfekt”, siger Carsten René Jørgensen. Dog er det vigtigt, at man erkender, accepterer og tager hånd om de psykiske problemer, man

måtte opleve. Psykiske problemer hos en psykolog er først og fremmest problematiske, hvis man forsøger at benægte eller ikke tager sig af dette. At man går igennem svære perioder eller psykisk sygdom diskvalificerer bestemt ikke en til at blive psykolog. Tværtimod mener Carsten René Jørgensen, at det kan give nogle forskellige styrker at have været igennem nogle svære perioder i sit liv, da det kan åbne for en kvalitativt dybere indlevelse i andre menneskers problemer. Ifølge Carsten René Jørgensen kan det desuden være rigtig positivt og brugbart at kende sine egne skævheder og kunne være i sin egen sårbarhed, da dette også giver mulighed for at udvikle sin egen sensitivitet og selvrefleksion som (kommende) psykolog. Dette forudsætter, at man får nogenlunde styr på det, man selv måtte rode med, da dette ellers kan komme til at stå i vejen for ens professionelle arbejde med sine klienter, ens evne til at være fuldt ud tilstede og sortere i, hvad der handler om klienten henholdsvis en selv. Det er derfor heller ikke en dårlig idé selv at gå i terapi som psykologistuderende, selvom dette bestemt ikke er et krav. I arbejdet som kliniker er det desuden særligt vigtigt at kunne reflektere over og genkende sine egne reaktionsmønstre, og det kan der også være en vis selvudvikling i, mener Carsten René Jørgensen. Man kan også reflektere over, om der er

At have det svært nogle patientgrupper, som man ikke bør eller ønsker at tage, da arbejde med disse grupper af klienter af forskellige grunde kan involvere temaer eller problemområder, der ligger for tæt på elementer i ens eget liv – det kan blive personligt for én i en eller anden grad og dermed risikere at påvirke terapien i en negativ retning. Der er ikke noget forkert i at bruge sig selv i sit arbejde, så længe man ikke bliver privat som psykolog, hvor fokus i eksempelvis en terapisession forskydes fra klientens vanskeligheder til psykologens. Derfor er det centralt at lægge mærke til og måske endda monitorere egne reaktioner på de mennesker, man møder i arbejdssammenhænge, da dette både kan fortælle noget om en selv og klienterne.

Carsten René Jørgensen lægger dog mest vægt på, at det er vigtigt med selvomsorg og nysgerrighed omkring sig selv. Med andre ord bør man altså være opmærksom på sit eget psykologiske ve og vel. Det første skridt på vejen til at få det bedre og yde selvomsorg er at erkende, at man ikke kan klare alt selv, og så er det altid en idé at tale med gode venner, veninder og familie. Opfordringen herfra lyder opsummerende, at vi bør tage afsked med idealer om perfektion og yde selvomsorg gennem at kunne og turde sætte ord på egne problemer overfor os selv og andre, og som Carsten René siger, så er ”selvindsigt ikke så dårligt”.

Illustration af Anine Roth Jacobsen, 1. semester

FETICH

Fetichisme af Marco Fortuna, 5. semester

Fetichisme er ikke noget nyt, men det bliver alligevel ved med at fange manges nysgerrighed. Man forestiller sig måske folk, der føler en særlig form for tiltrækning til et ellers umiddelbart neutralt objekt, en farve eller en kropsdel. Men hvad indebærer det at have en fetich egentlig? Læs med når Henrik Høgh Olesen folder sig ud og svarer på tre skarpe om fetichisme: 1) Er menneskets feticher et produkt af naturen eller kulturen? En fetich er et ”kraftobjekt” – en særligt emotionelt ladet genstand, kropsdel eller situation – som tiltrækker os og påkalder sig vores opmærksomhed, og den seksuelle fetichisme er den seksuelle ophidselse eller arousal, som en person oplever ved at være i kontakt med et sådant ladet objekt. Det er naturligt for mennesker at etablere kraftobjekter eller feticher, men fetichens særlige udformning er kulturelt farvet. Alle dyr – menneskedyret inklusiv – kommer til verden med en medfødt sensibilitet over for bestemte stimuli: de såkaldte nøglestimuli. Et emne, som indeholder centrale nøglestimuli, bliver derfor nemt et kraftobjekt eller en fetich. Farven rød på lingeri og sengelinned er f.eks. en skattet fetich for mange, og rød er da også en nøglestimulus for en lang række arter. Hos chimpanser, gorillaer og gibboner – hvor hunnernes bagdele rødmer og svulmer op, når de har ægløsning – udløser den røde farve seksuel tiltrækning og parringslyst, og også hos mennesket er farven rød et afrodisiakum, der forbindes med sex og romantik. Rød læbestift, rødt lingeri, red light district og rød aberøv – der tegner sig en linje, om jeg så må sige.

Illustrationer af Anine Roth Jacobsen, 1. semester

fetich

2) Er det at have en fetich noget særligt, eller går de fleste mennesker rundt med en? Kun et fåtal af os har egentlige seksuelle feticher. Men fetichisme er ikke kun et seksuelt fænomen, og menneskeverdenen er fuld af emotionelt ladede kraftobjekter. Vareverdenen har sine egne mærkevare feticher, såsom Louis Vuitton tasker, Louboutin-stiletter (bemærk igen den røde farve), Ferrari biler og Rolex ure. Mærker med så megen kraft at deres varer pludselig kan koste en formue sammenlignet med andre ting med samme funktion, men mindre kraft. Den religiøse verden er ligeledes fyldt med kraftfyldte feticher i form af talismænd, amuletter, relikvier og helgenskrin, som kan udrette mirakler, og som de troende andægtigt passerer forbi, kysser, berører og gennemfører komplekse ritualer i forhold til. Det fetichistiske moment er således til stede i en lang række fænomener og livsforhold. 3) Kan det være tabuiseret at have en fetich, og hvis ja, hvorfor? De seksuelle feticher har en tid lang været tabuiseret og røg da også i første omgang i skuffen for seksuelle perversioner. I dag er de som så meget andet kommet mere frem i lyset, om end den seksuelle fetichist stadig kan føle en vis blufærdighed over for omgangen med sit særlige objekt. Det er jo noget meget intimt, som os udenfor denne fascination kan have det lidt svært ved at forstå. I almindelig daglig tale har fetich-begrebet fået en videre betydning som den særlige forkærlighed, vi kan føle for et eller andet. Som i sætningen; ”hun/han har en fetich for vintage tøj/biler. Brugt på denne måde er objektet nu ikke længere nødvendigvis erotiseret, men det er stadig et kraftobjekt ladet med en særlig energi, som der står en særlig ”halo” omkring. Dem der vil læse mere om disse ting henvises til Høgh-Olesen (2016). ‘Det æstetiske menneskedyr’, Plurafutura og Høgh-Olesen (2018). ‘The Aesthetic Animal’, Oxford University Press

Ensomhed

Vores alles ensomhed af Lise Høgsvig Jessen og Katrine Henriksen, 1. semester

Ensomhed er noget vi alle oplever, men ingen rigtig snakker om. Derfor har vi sat os for at skabe opmærksomhed omkring netop dette. Og hvem bedre til at belyse emnet end en, der kender de studerendes skrupler, og som hører de ting, vi måske ikke altid har lyst til at sige i åbent forum. Det er Jens Munk, studenterpræst ved AU. Vi fik en time i hans varme stol, så han kunne åbenbare sin visdom omkring ensomhed for os. Ensomheden er ifølge Jens et eksistensvilkår. Der er altså en grundlæggende ensomhed i tilværelsen. Vi oplever det alle, bare i forskellig udstrækning hele vejen gennem livet. “Vi bliver født alene, og vi skal dø alene.” Derfor er ensomheden noget, vi må forholde os til, for den er i os. “Meget af det, vi gør i vores liv, handler om at række ud af ensomheden og knytte forbindelser” siger Jens, som også adskiller det at være alene og at være ensom, for “ensomhed er ikke defineret ved, om du er alene, men ved graden af kontakt med dig selv og dine omgivelser.” Selvom denne ensomhed er noget, vi alle går med gennem livet, så er der nogle situationer, hvor den kan ramme os ekstra hårdt, og hvor ensomheden kan virke altoverskyggende. Det kunne være

ved dødsfald i familien, som især skaber ensomhed, når en forælder er gået bort. Med dette som første eksempel, kan det næste synes i petitesseafdelingen, nemlig at flytte hjemmefra og starte på et studie, hvilket de fleste nok kan nikke genkendende til. Alligevel beskriver Jens netop dette som den muligvis sværeste periode i ens liv, for her kommer vi i særdeleshed væk fra vante omgivelser. “Det er også en stor omvæltning og med mange stressfaktorer”. Her er Jens’ visdom så beroligende som et varmt tæppe og en kop te: “Der er ingen nem medicin. Men der kan være noget godt i at sige til sig selv, at det her, det er faktisk også en utrolig hård og omvæltende fase jeg er i, så det er måske ikke så mærkeligt, at jeg engang imellem vågner op og er noget forvirret og føler angst. Det ville være mere underligt, hvis jeg ikke var det. Det er naturligt. En naturlig omstillingsproces.” Knytte forbindelser “Det, der skaber noget andet end ensomhed, er kontakt.” At knytte forbindelser. Det behøver dog ikke kun at være til andre mennesker. Ifølge Jens kan det derimod også være gennem forbindelse til naturen, kunst, det religiøse og sågar en

Ensomhed selv. Holder vi os et øjeblik til forbindelserne til andre, så må vi være opmærksomme på, at disse kan være af mere overfladisk eller dybdegående karakter. Det er de nære, dybdegående relationer, det Jens kalder for du-jeg relationer, som holder ensomheden på afstand. Men der er få steder, hvor der er ægte kontakt. Derfor handler det om, at placere sig steder, hvor der er mulighed for at møde dem, som man kan skabe disse dujeg relationer med. For ligesom man ikke kan blive kærester med hvem som helst, mener Jens heller ikke, at man nødvendigvis kan få disse forbindelser til alle og enhver. “Nogle mennesker svinger bedre sammen end andre.” Man må være der, hvor der er størst sandsynlighed for at møde dem. Det kan enten være ved at deltage i de forskellige grupper, som er på studiet, eller ved selv at skabe noget, men især ved at indgå i fællesskaber omkring noget, man interesserer sig for. Det at man ser hinanden i andre kontekster, uden for studiet, kan være med til at skabe de nære forbindelser. Men man må også række ud, for det er “en fælles opgave at komme ud af ensomheden.” Det kan være, hvis man selv oplever at være lidt ekstra tynget af ensomheden, eller hvis man oplever, at en holdkammerat eller en anden trækker sig væk. Her handler det om positivt at invitere ind i fællesskabet.“Man vandrer sammen ud af ensomheden hen imod et fællesskab”. Man husker dem, som også var der, da det var svært, og dermed kan disse situationer faktisk være en god mulighed for at knytte de virkelig nære forbindelser. Han citerer filosoffen

Camus: “Ud af ensomhed opstår de rigtig nære forbindelser.” Dog er det vigtig at vide, at “det er ikke altid, man kan komme ud med alt i alle sammenhænge, man skal placere det, det rigtige sted for at blive mødt.” For det kan være svært for andre at sætte sig ind i en problemstilling, de ikke selv har oplevet. Hvis man ønsker virkelig at blive mødt i en problemstilling, så kan man på forskellig vis skabe rum til dette ved at finde andre, som har oplevet noget lignende. Vær proaktiv! En væsentlig del af ensomheden er altså, at man isolerer sig fra andre. Her er Jens’ bedste råd, at man forebygger eller bekæmper ensomheden ved at skabe et betydningsfuldt fællesskab om noget, man brænder for (det behøver bestemt ikke være studierelevant) i stedet for at bruge endnu en aften i selskab med pensum, “Hvorfor kan man egentlig ikke selv tage initiativ til en studiekreds, når man ved, at det er det, man brænder for? Du kommer ikke til at score mål, hvis du ikke kommer forbi straffesparksfeltet og er aktiv.” Man skal altså blive proaktiv i sin ensomhed. Selvom det kommer til at virke super grænseoverskridende, er der tale om high risk - high reward,”hver gang man vover sig ud, er man sårbar, så selvfølgelig har det en pris. Men som regel når ting koster noget, så kan man også altid vinde noget.” Jens understre-

Ensomhed ger især dét at tage initiativ til noget som en sikker vej ud af ensomheden, fordi du på den måde ”placerer dig i et forum hvor man får muligheden for at kende hinanden.” Samtidig skaber du også et forum for folk, der måske har det ligesom dig. Kulturen på studiet Når man er 220 mennesker på en årgang, kan man nemt komme til at føle sig alene i flokken, men her kommer Jens med gode råd til, hvordan kulturen på studiet kan forebygge netop det. ”Man skal tale om, hvad det er for en kultur vi vil skabe? Er det en, hvor vi inviterer hinanden ind?” Her ser Jens en væsentlig forskel mellem to kulturer: ”Præstationskulturen har meget med ensomhed at gøre. Der hvor alle er konkurrenter, og man holder facaden oppe. Det skaber i virkeligheden ensomhed. I solidaritetskulturen opdager man, at vi i virkeligheden bliver stærkere ved at støtte hinanden. Den type fællesskab minimerer ensomhed og øger indlæring og trivsel.” Det er altså vigtigt, at man på et studie inviterer hinanden ind og ikke sidder og sammenligner noter og karakterer.

Tilbud til studerende Der findes forskellige tilbud til studerende, der enten føler sig ensomme eller bare gerne vil skabe et større netværk om nogle fælles interesser. Jens laver fx studiekredse, hvor man mødes og diskuterer emner såsom Søren Kierkegaard. Der bliver også arrangeret rejser, forskellige interessegrupper samt meditation, som er hver mandag kl. 18. Jens tilbyder også individuelle samtaler, hvis man har det svært, men han opretter også gruppeforløb for folk, som står i samme situation eller oplever samme problemstilling. Jens understreger især, at gruppeforløbene har en kraftfuld effekt, da “der Ensomhed i tal: er nogle an- Ifølge studiemiljøundersøgelsdre styrker og en fra 2017 svarede 20 % af de større styrker psykologistuderende at de ‘næsten i at dele hialtid’ eller ‘ofte’ følte sig ennandens erfasomme på studiet. ringer.” Du kan finde ud af mere om Jens og de ting han laver på https://studenterpraest-au.dk

Illustrationer af Lise Høgsvig Jessen, 1. semester

Anbefaling

Litteraturanbefaling v. Charlotte Jonasson v. Katrine Lea Straarup, 7. semester

sig for at skrive 4000 ord i løbet af en weekend over emnet: Etablering af det ydre rum som et ekstraterritorialt område. Bogen kan derfor med fordel læses som let overspringshandling i forbindelse med en opgaveskrivning eller bare en tirsdag aften, efter man selv har været forbi grønthandleren og mangler inspiration til en ny opskrift på squashsuppe (man bør have en sund smoothie som tilbehør for ikke at blive for lækkersulten). Jeg må indrømme, at bogen ikke har den store akademiske relevans, med mindre man kan finde inspiration i de sporadiske beskrivelser af Amandas akademiske indsigter i aktør-netværksteori og diskursive regimer og forelæsninger for hendes Jeg har valgt at anbefale dette lille styk- studerende omhandlende teknologiske ke skønlitteratur: ‘Det var ikke planen at opfindelsers ikke-neutralitet. Til gengæld købe kålroer’ af Anders Haahr Rasmus- har den fin underholdningsværdi og kan sen. Rasmussen har begået en måske inspirere til at få ryddet op i dit køleskab. ny genre: En kogebogsroman. Bogen kan således læses for dens kapitel-indledende opskrifter på alt fra Masseret Grønkålssalat til Morning Ghetto m. sjatter af vino verde – alt er selvfølgelig vegetarisk og overvejende sundt og tilberedt af Amanda, som er først i trediverne og bor alene i Brooklyn. Sidelæns med diverse sunde madeksperimenter skriver hun sin ph.d. afhandling på ?? år alt imens hun underviser i Introduktion til Sociologi på New York City Tech. Således giver bogen også en solid indføring i skrivningens kvaler som eksempelvis at sætte

boganmeldelse

Boganmeldelse: ‘Mordet på kommandanten’ af Haruki Murakami af Katrine Lea Straarup, 7. semester

‘Mordet på kommandanten’ er Haruki Murakamis sidste skud på den efterhånden omfattende stamme af værker, der tæller 14 romaner og en del noveller. Værket er opdelt i tre bøger, hvoraf kun del 1 er udkommet. I del 1 følger vi en unavngiven mandlig portrætmaler, der efter et pludseligt brud med sin kone gennem fem år begiver sig på en form for eksistentiel rejse. Rejsen ender i en afdød Nihonga-malers hytte i et næsten øde bjergområde. På hyttens loft finder vores portrætmaler et skjult maleri med titlen ”Mordet på kommandanten”, som den tidligere beboer har malet, og dette fund åbner op for en række nye hændelser, relationer og en oplevelse med en skjult brønd. Klassisk Murakami Som dedikeret Murakami-fan åbnede jeg Mordet på kommandanten med store (måske endda lidt urimeligt store) forventninger. Disse forventninger blev den ene side nedslået og på den anden side opfyldt. Mordet på kommandanten er på samme tid et dybt værk med en både mystisk og spændende fortælling, men den deler enormt mange fællestræk med Murakamis andre værker, hvilket netop

Haruki Murakami er det, der desværre giver en fornemmelse af rutine og genlæsning af eksempelvis Trækopfuglens krønike eller En vild fårejagt og Dans, dans, dans. Denne følelse opstår, fordi man igen bliver introduceret for den vante, næsten uhyggeligt ordinære mandlige karakter, der svælger i en eller flere eksistentielle kriser, hvorefter han kommer ud for nogle enormt mystiske hændelser i et forsøg på at afhjælpe eller være i den opståede krise. Dog virker rutinen og den vante karakter alligevel godt, for Murakamis univers er nemlig ikke et, man kan eller har lyst til at slippe, når man først har ladet det udfolde sig for det indre øje. Derfor gør det bestemt ikke noget, at der både er et tilfælde med en mystisk brønd, smukke

boganmeldelse

naturbeskrivelser, jazz og lidt let madlavning, for det hører sig også til. Romanen er som sædvanligt også virkelig velskrevet, og fortællingen flyder godt, når den kommer i gang. På grund af, at fortællingen kun langsomt kommer i bevægelse, er Mordet på kommandanten måske ikke for den utålmodige, krimi-elskende, spændingshungrende læser, da der går en del kapitler, inden fortælleren rører voldsomt på sig, og plottet kommer op i tempo. Når plottet så endelig kommer op i tempo, og Murakamis magiske univers udfolder sig i al sin mystik, bliver fortællingen dog for alvor dragende. Kan det så anbefales med et yes eller et no? Mordet på kommandanten er velskrevet med dygtige cliffhangers i hvert kapitel, men samtidig er der en lidt flad fornemmelse af rutine og mangel på det der noget, der får en til ikke at kunne lægge romanen fra sig. Hvis du, kære læser, også er dedikeret Murakami-fan, har du afhængigt af engagement, formentlig allerede enten speed-bladret eller tygget dig igennem Mordet på kommandanten, men hvis ikke, så er værket alligevel det værd. Hvis du ikke kender til Murakamis værker og stil overhovedet, og ellers holder af en mystisk, magisk fortælling med brønde og overnaturlige ting, så sæt læsebrillerne på plads, og skub pensum ind i hjørnet, for Mordet på kommandanten er bestemt værd at læse.

Faktaboks: Haruki Murakami: ”Mordet på kommandanten”, 264 kr. hos Saxo og 423 sider

tegneserie

af Alexander Leonhard Birk SĂ¸rensen, 3. semester

kalender og info

OKT 25 26

Foredrag om spiseforstyrrelser

KC lang bar - Fars Bar

NOV 2 16 20-24 24 30

J-dag - SAMF bar

Vi quizzer bar - SAMF bar

Revy

Fuld Fontex fest

Temabar - SAMbar

Psyklen er en del af