Sommerbladet 2020 by Psykologi Psyklen

Lyst PSYKLEN #sommer2020

Bladet udgives af psykologistuderende fra Aarhus Universitet 2-3 gange pr. semester.

REDAKTØRER Emilie Ringgaard Katrine Kromann Brandt

REDAKTION

Alexander Leonhard Birk Sørensen Katrine Henriksen Signe Lehn Brand Rebecca Birner Hansen Marie Rude Olesen Anine Roth Jacobsen Signe Schnedler Ida Marie Lindemark Lervad Rikke Buhl Bundgaard Viola Løvig Thomassen Storm Munk-Hind Nicklas Runge Anna Arildsen Freja Spangsberg Lindholdt Sofie Hoppe Søe Iben Hein

LAYOUT Emilie Ringgaard Katrine Kromann Brandt

OMSLAG

Storm Munk-Hind

ILLUSTRATIONER Ida Marie Lindemark Lervad Storm Munk-Hind Freja Spangsberg Lindholdt Lea Nørlund Anna Arildsen Hovedansvarlig: Anine Roth Jacobsen

Rebecca Birner Hansen Rikke Buhl Bundgaard

PSYKLEN

https://www.facebook.com/psyklen psyklen@gmail.com Skriv hvis du har ris, ros eller noget der skal på tryk! Aarhus Universitet Bartholins Allé 11 Bygning 1350 Aarhus Alle artikler i dette blad er, medmindre andet er angivet, udtryk for skribentens egne holdninger. Støttet af Psykologisk Institut, Aarhus Universitet og FAPIA

N VA

EM Æ RK

ET PSYKOLOGIFAGLIGT BLAD

#sommer20 05

Leder

Forskningsnyt

Emilie Ringgaard Katrine Kromann Brandt

Psyklen tester: Online spilaften

En lystig fortælling

En lille snak om lyst med Lene Vase

Redaktionen

Katrine Henriksen

Bachelor: Lyst og seksuel perversion Yibin Zhang

Boganmeldelse: Lystens pioner Katrine Kromann Brandt

I nydelsens grænseland

Voxpop

Lea Nørlund

Kryds og tværs

Pensum - Kvantitet over kvalitet?

Filmanbefalinger

Tegneserie

Illustratorens hjørne

Katrine Henriksen

Emilie Ringgaard

Katrine Kromann Brandt Nicklas Runge

Frivilligt arbejde

Nicklas Runge

Lacans objekt lille a Iben Hein

Nicklas Runge

Rebecca Birner Hansen Rikke Buhl Bundgaard

Katrine Kromann Brandt

Nicklas Runge

Storm Munk-Hind

Illustration: Anine Roth Jacobsen, 4. semester

Leder

Et hav af lyst Emilie Ringgaard & Katrine Kromann Brandt, 4. semester Har vi lyst til at lave et blad? Dette spørgsmål måtte Psyklens redaktion stille sig selv, da det blev klart, at vi ikke kom tilbage til universitetets velkendte gule mure på denne side af sommerferien. Svaret på spørgsmålet var ikke en selvfølge, for flere havde oplevet en manglende lyst og en dalende motivation under coronakrisen. En tom hverdag med en computer som underviser og intet socialt samvær med studiekammeraterne fik langsomt motivationen til at løbe ud i sandet. Redaktionen kom dog hurtigt frem til, at vi ville lave et lille sommerblad, om vi så skulle bruge alle vores overspringshandlinger på det. Sommerferien er allerede begyndt, og der er ikke flere videnskabelige artikler, der skal læses. Tiden er vores egen nu, og vi kan gøre, hvad vi har lyst til. Men hvad hvis man ikke har lyst til noget? Lyst er et kontinuum, og ved dens modpol finder man ulyst. Den kender vi alle til, og måske gjorde flere sig erfaringer med den under corona. Man fik pludselig mere tid, både til studiet og generelt til at lave ting, man havde lyst til. Alligevel kunne det føles som om, mere tid ikke var nok. Der manglede en drivkraft. For på trods af den nyvundne tid, kunne man have en oplevelse af, at man ikke nåede mere, at man ikke udnyttede tiden og at man ikke havde overskud til at tage initiativ til ting. Måske manglede vi nogen at tage initiativ

sammen med. Denne manglende følelse af at være fælles om noget var med til at give redaktionen lyst til i fællesskab at lave sommerbladet. I dette blad dykker Psyklen derfor netop ned i emnet lyst. Vi har taget et hovedspring ud i et hav af forskellige vinkler på lyst. Lyst til at lave noget, som fx at spise is. Lystfølelsen, en følelse af velbehag, som man kan opleve ved at spise is. Og selvfølgelig alle mulige andre aspekter af lyst, som intet har med is at gøre. Medmindre man har en særlig fetich. Og når man som psykologistuderende taler om lyst, kan man ikke komme uden om den seksuelle lyst. Du kan derfor bl.a. læse om en bachelor om lyst og seksuel perversion og betydningen af denne sociale diskurs. Desuden har vi taget en lille snak om lyst med Lene Vase, som guider os trygt igennem det neurologiske bag begrebet. Du kan i dette blad også læse om alt fra læselyst eller mangel på samme til psykoanalytikeren Lacans objekt lille a. Derudover kan du også blive inspireret til at læse en god bog, se et par film eller måske lave frivilligt arbejde samt få inspiration til, hvad du kan lave virtuelt sammen med dine venner, da Psyklen har testet online spil. Rigtig god sommer og god læselyst!

Forskning

Forskningsnyt - Døgnrytmer og livskvalitet under coronakrisen Nicklas Runge, 2. semester Coronakrisen har for de fleste betydet en pludselig opløsning af ens normale rutiner i dagligdagen. Forelæsninger og studiegruppemøder, læsesale og sociale aktiviteter: Alle er de blevet lagt om til isoleret selvstudie hjemme bag skærmen, og her kunne man forestille sig et medfølgende skred i ens døgnrytmer og livskvalitet på både godt og ondt, når der ikke længere er de sædvanlige pejlemærker at orientere sin dag efter. Forskere ved Aarhus Universitet har grebet den unikke situation, som coronakrisen har skabt, til at blive klogere på hvilke sammenhænge, der findes mellem døgnrytme og livskvalitet, og om ens kronotype har nogen betydning for, hvordan man forholder sig til den øgede grad af fleksibilitet i hverdagens rytmer. Psyklen har her været i kontakt med adjunkt i neurovidenskabelig psykologi ved Psykologisk Institut, Aarhus Universitet, Ali Amidi, og lektor ved Aarhus Institute of Advanced Studies, Aarhus Universitet, Lisa M. Wu, som står bag dette forskningsprojekt, for at høre mere om den igangværende undersøgelse.

Som de fleste af jer nok har set på jeres AU-mail, så er det denne undersøgelse, som hænger sammen med det spørgeskema, som er blevet sendt ud til os studerende. Her skulle man besvare en række indledende spørgsmål om bl.a. ens hverdag, døgnrytme, tanker og følelser omkring coronakrisen og følelsesmæssige oplevelser i forbindelse med coronakrisen. Efterfølgende blev man hver dag i en uge anmodet om at besvare et nyt spørgeskema om, hvornår man dagen forinden f.eks. var stået op, begyndt at arbejde, havde spist aftensmad, trænet og andre centrale begivenheder i løbet af en almindelig dag, som fungerer som stærke såkaldte Zeitgebers eller ‘tidsgivere’, der sørger for at synkronisere vores døgnrytme til vores lokale miljø. Denne proces med et indledende og lidt længere spørgeskema efterfulgt af et kort spørgeskema henover en uge gentages i alt tre gange. Med dette opsummerer Ali Amidi og Lisa M. Wu, at de tre overordnede mål for undersøgelsen er, at: 1. Gennemføre en bred undersøgelse af hvordan menneskers daglige aktivitetsmønstre ændrer sig under nedlukningen og endvidere undersøge de

Forskning

overordnede niveauer af psykologisk belastning i løbet af denne periode. 2. Undersøge hvorvidt ændringer i regulariteten af daglige aktivitetsrytmer er associeret med ændringer i psykologisk belastning under coronakrisen. 3. Undersøge hvorvidt ens kronotype modererer sammenhængen mellem regulariteten af aktivitetsrytmer og psykologisk belastning.

Som nævnt er undersøgelsen igangværende, og der er derfor kun tilbage at vente og se, om undersøgelsen kan finde frem til nogle interessante resultater, som forhåbentligt kan være med til at afdække, hvordan menneskers døgnrytmer og livskvalitet ændrer sig under selvisolering, og så kan Psyklen forhåbentligt bringe en opfølgende Forskningsnyt om det færdige studie.

Illustration: Anine Roth Jacobsen, 4. semester

Psyklen tester

Psyklen tester – Online spilaften Redaktionen Som alle andre har Psyklens redaktion været tvunget til at få vores sociale fix på lidt alternative måder, siden Danmark lukkede ned. Derfor faldt valget på online spil, da det endnu en gang blev tid til Psyklen tester. Efter de sidste psyklister havde indfundet sig på zoom, kastede vi os i fællesskab ud i, hvad der skulle vise sig at være et sammensurium af dårlig internetforbindelse, tvivlsomme tegneevner og virtuelle korthuse. Først prøvede vi en online udgave af Det Dårlige Selskab, hvor man dyster om at skabe de sjoveste sætninger og scenarier. Dette lyder måske meget enkelt, men på

en platform med et utal af funktioner, der kræver en urokkelig internetforbindelse, blev vi udfordret en smule. Psyklister faldt til og fra og da det blev opdaget, at man kunne bygge korthuse (læs: lægge kortene i en rodet bunke) tog spillet en lille detour. Der blev dog også skabt forslag til nye afsnit af De Unge Mødre og Netflix og chill blev erstattet af det langt mere livstruende: Amagermanden og chill. Man må give Det Dårlige Selskab, at det er et sjovt spil, og vi fik grinet en del, men grinene blev desværre også afbrudt til tider, når endnu en psyklist blev smidt ud af spillet, eller forvirringen over de mange unødvendige funktioner blev for stor.

Psyklen tester

Scribble, som er en online udgave af tegn og gæt, stod for skud som det næste spil og da illustratorerne under voldsom protest var blevet pålagt enkelte restriktioner, kunne vi begynde. Dette spil var langt mere overskueligt for vores langsomme eksamenshjerner og internetforbindelser, og vi fik pludselig overskud til at finde konkurrencementaliteten frem. Der blev tegnet og gættet på livet løs, og det blev tydeligt, at på trods af restriktioner, så er vores illustratorer en klasse for sig. Om det var nogle flotte strudse, kystvagter og kirsebærblomster, vi andre med mere

gennemsnitlige tegneevner fik produceret, kan helt klart diskuteres, men et sjovt og let tilgængeligt spil det var det. Her fra Psyklen kan vi i hvert fald anbefale at kaste sig ud i en online spilaften med sine venner, især hvis man er bevæbnet med en god portion tålmodighed og hurtigt internet. Vi må dog også indrømme, at det ikke helt kan leve op til the real deal, og vi glæder os til igen at kunne være i samme rum, når vi tester videre i det nye semester.

Eventyr

En lystig fortælling Katrine Henriksen, 4. semester Der var engang en prins, som boede i et overdådigt lystigt kongerige. Det var spækket med nøglestimuli og ingen var blege for at udleve deres feticher og påklædning var ikke et påbud nogen steder og det var helt naturligt for alle, at man blot skulle gøre, som man havde lyst til. Dette opfordrede i mellemtiden til en noget mig-fikseret kultur, da man oftest tog stilling til, hvad man selv havde lyst til og sjældnere til, hvad andre havde lyst til. Og det er måske meget normalt, når man er prins, men faktisk også ret besværligt, når tjenestefolkene har lidt svært ved at se ud over deres egne behov. Til gengæld skaber det en fantastisk forbrugerkultur med en noget usolid arbejdskraft, da det er ret forskelligt fra dag til dag, om folk har lyst til at tage på arbejde (oftest har de ikke).

tronarvingen virkelig var sådan en ulysten type… Hvilke skrækkelige konsekvenser det ikke kunne have for hans rige.

Til trods for dets åbenlyse og fatale fejl og mangler, var folket overordentligt tilfredse med samfundet. Undtagen prinsen. Han var ramt af en uendelig ulyst og havde prøvet alt for at få lysten tilbage, men forgæves. Søde sager, diverse rusmidler og lange monologer om ham selv hjalp ham ikke. Kongen, der var en halvlummer fætter, og som havde grundlagt det lystige kongerige, var i dyb choktilstand. Han fik endda taget en DNA-test for at tjekke, om

Prinsen forvildede sig ud i en mørk og dyster skov, som var meget anderledes end det ellers lyse og lystprægede scenarie, han ellers var så vant til. Dette gav prinsens hjerne en smule ro, og han begyndte at tænke selvstændige tanker. Selvstændige og kritiske tanker… Før han havde nået at tænke alt for meget, manifesterede der sig en troldmand foran ham, som sagde: ”Jeg er Aristoteles! Frygt mig lidt, det er sundt for dig at opleve stress en gang imel-

Til sidst var kongen i sådan en vildrede, at han kaldte heksen ind. Hun var psykoterapeut og troede på magiske ubevidste kræfter. Efter en uges intensiv samtaleterapi, var heksens diagnose klar: Prinsens manglende kanalisering af sin kastrationsangst havde sat en blokade for hans evne til at reagere på nøglestimuli. Prinsen var lige så passiv som altid og hverken be- eller afkræftede denne forklaring. Så kongen begyndte højlydt at overveje, hvordan man fremkalder kastrationsangst i nogen… Dette fik alligevel prinsen til at mønstre nok arousal til at gå en tur - hurtigt - og langt væk fra slottets mure.

Eventyr

lem og lyt så…” Og så åbenbarede Aristoteles meningen med livet for prinsen. Han kaldte det eudaimonisme, som beskrev det komplette menneskeliv, der indeholdt mening, relationer og dyder. Dette var ord, prinsen aldrig havde hørt før, men han mærkede straks noget falde på plads inde

i sig. Han havde behov for samhørighed! ”Vi lever forkert” hviskede han til sig selv, ”livet er mere end uendelig selvtilfredsstillelse!” Og sådan fik prinsen styr på sin kastrationsangst, eller hvad end det nu var, der var hans problem. Han fik lysten til livet igen. Lyst til at handle og være en aktiv aktør, så han startede en revolution og væltede sin far af tronen. Dette var det oprindelige fadermord, som Freuds myte beror på, det er skam ganske sandt. Og prinsen fik indført et civiliseret og moralsk samfund, hvor man ser hinanden som mere end et middel til at opnå mål og tager sig af hinanden. Dermed fik prinsen også endelig tjenestefolk, man kunne regne med, effektiviseret arbejdskraften og geninstalleret klassesamfundet, men det er slet ikke moralen med historien. Slut. Illustration: Freja Spangsberg Lindholdt, 4. semester

Hjernens lystcenter

En lille snak om lyst - Med Lene Vase Hvad er et blad om lyst uden en lille forklaring på, hvordan lystfølelsen opstår rent neurologisk set, og hvem er bedre til at guide os rundt i hjernens indre end Lene Vase? Så vi mødtes med Lene Vase til en lille snak om lyst, dyb hjernestimulation, rotter og afhængighed. Katrine Kromann Brandt, 4. semester & Nicklas Runge, 2. semester De neurologiske mekanismer bag lystfølelsen Den neurotransmitter, der er meget involveret i lyst, er dopamin. Det er den, det hele centrerer sig omkring, og det er den, man først har været opmærksom på, er involveret i lystfølelsen. Den helt basale forklaring på de strukturer, der er involveret i lyst, som naturligvis stadig diskuteres, går således. Det er for det første den mesolimbiske dopaminerge pathway, man har fat i, når det handler om hjernens lystcenter. Derudover er det ventral tegmental area (VTA) nede i hjernestammen, hvor det hele starter, og hvor der kan blive frigivet en masse dopamin, når man bliver udsat for noget, der er lystfyldt. Det kan være sex, stoffer, god mad, musik og at være sammen med andre mennesker. Så fører den mesolimbiske dopaminerge pathway signalet videre til nucleus accumbens, som er en helt central struktur for lyst, der ligger nede i ventral striatum, som også er involveret i belønning og motivation. Dette er den helt grundlæggende for-

klaring på de neurologiske mekanismer bag lystfølelsen. Mesokortikale dopaminerge pathway, der går over til præfrontal cortex, er også involveret i lyst, da den hjælper med at gøre os opmærksomme på stimuli i omgivelserne, der giver anledning til lystfølelsen. Derudover er amygdala, der er involveret i vores følelsesliv, også involveret i lyst, og det samme er hippocampus, der er ansvarlig for, at vi husker det. Hvor man tidligere antog, at dopamin er det, der giver følelsen af velbehag, så ved man nu, at dopamin er mere involveret i anticipationen af, at det er her, man kan få den gode mad, eller at det er her, man kan få den gode sex. Så det man meget nyligt har fundet ud af er, at det er, når man er opmærksom på stimuli, der fortæller én, at der er noget, der er virkelig vigtigt for mig, og som jeg skal huske, at dopamin bliver frigivet. De strukturer, der er involveret i lyst, er desuden nogle af de samme strukturer som dem, der er involveret i belønning, da det at få noget, der er lystfyldt, ofte bliver en belønning og bliver det, man har lyst til at opsøge en gang til. Lyst er den basale, grundlæggende følelse, men hvad det er, man oplever lyst ved, varierer. Det kan for eksempel være en fed fest, men også det at have udsigt til at få smertestillende medicin, der gør, at man bliver fritaget fra sin smerte. Det kan også frigive dopamin, så lyst er mange

Hjernens lystcenter

Præfrontal cortex

Mesokortikale dopaminerge pathway

Nucleus accumbens

VTA

Mesolimbiske dopaminerge pathway Illustration: Freja Spangsberg Lindholdt, 4. semester forskellige ting, og dopamin er involveret i mange forskellige processer. Forsimplet sagt kan man sige, at hvilken lyst det drejer sig om og konteksten, som den indgår i, har betydning for, hvilke hjernestrukturer og hormoner, der ellers er involveret. For eksempel er det at amme forbundet med en lystfølelse og frigivelse af oxytocin, så dopamin fungerer og spiller dermed sammen med andre hormoner i kroppen. Dyb hjernestimulation Da dopamin også spiller sammen med andre neurotransmittere fx serotonin og noradrenalin, så tænker man i at behandle

depression ved at stimulere nogle af de dopaminerge systemer, hvormed man muligvis kan gøre folk glade og lykkelige. Det ser ikke ud til, at mennesker med depression bliver bimlende lykkelige, men man kan godt reducere noget af deres depressive følelse. I hvert fald hos nogle. Så man kan se det som om, vores liv er spændt ud mellem to poler, hvor neurotransmitterne jo også spiller en rolle i, hvor på kontinuummet man befinder sig. Helt tilbage i 50’erne begyndte psykiateren Robert Heath at eksperimentere med at operere elektroder ned i hjernen på psy-

Hjernens lystcenter

kiatriske patienter, og nu er man igen begyndt at forsøge sig med dyb hjernestimulation bl.a. til behandlingen af Parkinsons, som er kendetegnet ved lave niveauer dopamin. Lene Vase fortæller, at det er dybt fascinerende at se patienter med Parkinsons, som ryster og ryster, og så får man tændt for den dybe hjernestimulering, og pludselig kan de gå helt lige. Det der dog skal tages højde for er, at brugen af dyb hjernestimulation ikke er placebokontrolleret i særlig høj grad. Dette er problematisk, da man ved, at forventningen om, at man får det bedre, er lige præcis det, der frigiver dopamin. Så noget af det der er rigtig meget debat om er, om man egentlig skal have lov til at placere elektroder dybt nede i hjernen på folk og så forsøge sig lidt frem, eller om man måske skulle prøve at placebokontrollere det for at se, i hvor høj grad det er forventningen om, at det her nye, dyre, invasive indgreb bliver indopereret og gør en forskel, der har en effekt. Med Parkinsons patienter er der blevet udført placeboforsøg, hvor man har sagt til patienter med en elektrode, at nu tændte man, selvom man rent faktisk ikke gjorde det, og de fik det bedre. Omvendt har man også sagt, at man slukkede elektroden, selvom man ikke gjorde det, og de fik det markant dårligere. Så det er vist, at der helt sikkert er en psykologisk komponent til virkningen af dyb hjernestimulation. Da det er en sygdom, der involverer centralnervesystemet, så betyder det naturligvis noget, hvordan folk tænker, fortæller Lene Vase.

Man har selvfølgelig nogle ideer om, hvor elektroderne skal placeres, og man går bl.a. efter nucleus accumbens og området omkring ventral striatum, men placeringen varierer, og resultaterne af dyb hjernestimulation er meget varierende. Lene fortæller eksempelvis om en dame, der gik hjem og bagte småkager i massevis, og hun kunne slet ikke stoppe igen. Så man aktiverer også systemer, som egentlig ikke skulle aktiveres. Dyb hjernestimulation er jo ikke en gratis omgang, så der er da også en etisk debat om det og hvorvidt man kan tænke sig at stimulere sig til at være evig glad. Det er der dog ikke noget, der tyder på, at man kan. Dyb hjernestimulation varer desuden ikke for evigt, så helt generelt er det ikke den vidunderkur, som der kan være en tendens at gøre det til, men det er dybt fascinerende, at man kan gøre det. Lyst, nydelse og 5.000 stimuleringer i timen Udover at være en vigtig ny behandlingsmulighed i behandlingen af diverse sygdomme såsom Parkinsons og kroniske smerte har elektrisk stimulering af hjernen længe været en central del af den ekspe- rimentelle psykologi. Her er dyb hjernestimulering set brugt i det nu klassiske og velsagtens ikoniske forsøg af psykologen James Olds og hjerneforskeren Peter Milner fra 1954, hvor de mente at have lokaliseret hjernens ‘nydelsescenter’ i rotter. Specifikt var det ‘det septale område’, som i dette forsøg blev identificeret som hjernens nydelsescenter, idet stimul-

Hjernens lystcenter

ering af området drev rotterne til at udføre den stimulations-udløsende opgave eller handling igen og igen. To år senere udførte James Olds endnu et forsøg, som gav nogle meget opsigtsvækkende resultater. Olds fulgte den samme opskrift som tidligere, hvor en rotte blev sat i en Skinner box, hvor den ved at trykke på en knap kunne opnå stimuleringen af hjernen via indopererede elektroder. Her fandt Olds, at stimuleringen af nucleus accumbens i den basale forhjerne – et område meget nær ved det septale område – danner en særdeles markant følelse af nydelse og derved en motivation og lyst til at fortsætte den adfærd, som har udløst stimuleringen. Denne følelse af nydelse ved stimulering af nucleus accumbens viste sig at være så stærk, at den drev rotter til at trykke på den udløsende knap op til 5.000 gange i timen og op til 2.000 gange i timen i 24 timer i træk. Nucleus accumbens er som gennemgået tidligere sidenhen blevet fastslået som værende en helt central struktur i hjernens dopaminerge belønningssystem, som i form af den mesolimbiske dopaminerge pathway har forbindelser hele vejen fra hjernestammen gennem det limbiske system og videre til cortex. Det viser sig altså, at særlige hjernestrukturer og systemer står bag følelser af lyst og nydelse og at stimulering af disse strukturer kan lede til en altopslugende følelse af nydelse, som overtager ens adfærd. Man ser nu også, hvorfor sådanne forsøg desuden har været

centrale i forståelsen af afhængighed i alle former og afskygninger. I forhold til selve oplevelsen af lyst og nydelse er det centrale spørgsmål ved disse forsøg dog, om rotterne i virkeligheden oplever følelsen af lyst og nydelse, sådan som vi mennesker kender den, eller om der i virkeligheden er tale om motivation eller en behovsfornemmelse medieret af dopamin, som driver dyret til at opnå yderligere udløsning af dopamin uden, at dette nødvendigvis skaber nogen følelse af nydelse, sådan som vi mennesker kender den. I vores samtale med Lene Vase blev det også påpeget, at forskellige områder i hjernen aktiveres afhængigt af, hvad det er for en slags stimulus, som er forbundet med følelsen af lyst eller nydelse. Fx ser hormonerne testosteron og østrogen ud til at være involveret i seksuelt begær, mens neuropeptiden oxytocin medierer knytningen af sociale bånd såsom mellem moder og barn under amning. Dopamin synes altså at være involveret i den grundlæggende følelse af at være motiveret mod noget, uden at denne motivation nødvendigvis opleves sammen med lyst, nydelse eller nogen som helst anden differentieret følelse involveret i belønnende adfærd. I stedet er det konteksten og objektet for lystfølelsen, som bestemmer, hvilke andre transmittere, hormoner og systemer, man ser involveret i følelsen, og derved hvilke specifikke følelser, man oplever. Når man i Olds og Milners tilfælde således går ind

Hjernens lystcenter

og direkte aktiverer det septale område og nucleus accumbens, tages der altså ikke forbehold for de mange andre mekanismer i hjernen, som sammen med konteksten, hvori oplevelser foregår, er med til at skabe de differentierede lyst- og nydelsesfølelser, som vi mennesker kender. Den præfrontale cortex og afhængighed: hønen eller ægget? Vi har nu set, hvordan fremkaldelsen af stærke lyst- og nydelsesfølelser i rotter ved elektrisk stimulation af nucleus accumbens kan lede til en voldsom adfærdsmæssig reaktion i rotten, hvor alt kommer til at dreje sig om den næste hjernestimulation og intet andet; ikke engang mad eller vand. Den samme tendens ser man hos ofre for afhængighed af fx narkotika, alkohol eller spil, hvor alt andet end det næste fix, den næste øl eller det næste spil langsomt udelukkes fra personens tanker. Noget af det vi ved fra disse mennesker, fortæller Lene, er, at der ser ud til at være en svækket forbindelse mellem den præfrontale cortex og de lavere systemer for belønning og afhængighed. Den præfrontale cortex er som førnævnt involveret i opmærksomheden på lystfremkaldende objekter eller situationer. PFC er dog også en central struktur for selvkontrol, planlægning og inhibering af impulser fra det limbiske system. Lene påpeger, at det interessante spørgsmål her er, om de svækkede forbindelser fra den præfrontale cortex, som man ser i mennesker med afhængighed, er et resultatet af et overstimuleret belønningssystem, som så at sige er løbet

løbsk, eller om det i virkeligheden er den anden vej rundt, hvor en i forvejen svækket præfrontal cortex øger tilbøjeligheden til at udvikle en afhængighed. Det er altså det klassiske spørgsmål om, hvad der kom først: et overstimuleret belønningssystem, som gør selvkontrol svært, eller en i forvejen svækket præfrontal cortex, som gør en sårbar overfor udviklingen af afhængighed; hønen eller ægget? Dette spørgsmål er der endnu ikke noget sikkert svar på, og man kender altså ikke den præcise sammenhæng mellem de to muligheder, for som med så mange af psykologiens problemer, er det et meget komplekst spørgsmål med komplekse forbindelser til det enkelte menneskes situation og den generelle kontekst. Et lystfyldt blad Den følelse, vi står tilbage med nu efter at have skrevet denne artikel på baggrund af en spændende samtale med Lene Vase, er en følelse af undren og fascination, og det er ikke mindst en følelse af lyst; en lyst til at vide mere om, ja, lyst og alle dens spændende facetter og betydninger. Vi har i Psyklen derfor bestræbt os på at bringe en samling af artikler, som forhåbentligt kan indfange nogle af de mange nuancer, facetter og forskellige betydninger, som er indkapslet i følelsen af lyst. Du kan bl.a. læse en boganmeldelse af Lone Franks Lystens pioner, hvor der dykkes yderligere ned i Robert Heath og dyb hjernestimulation, dens historiske kontekst og dens etiske implikationer. Ønsker man et supplement til den neurovidenskabelige behandling af lyst, kan man læse artiklen om

Hjernens lystcenter

Jacques Lacans objekt lille a, som beskriver, hvordan der i barndommen gives afkald på absolut nydelse. Man kan ligeledes læse artiklen om nydelsens grænseland, hvor den franske filosof George Bataille bringes på banen og tager dig med ud på ekstremerne af oplevelsen af lyst og nydelse. Du har et lystfyldt blad i vente, og vores dopaminniveau fortæller os, at der er belønning at finde forude.

Til den interessede læser kan Lene Vase anbefale følgende links: • https://www.youtube.com/ watch?v=YzCYuKX6zp8 • https://www.youtube.com/ watch?v=f7E0mTJQ2KM • https://netdoktor.dk/sygdomme/operation_for_parkinson.htm

Illustratorens hjørne - Lea Nørlund, 4. semester

Læselyst

Pensum - Kvantitet over kvalitet? Katrine Henriksen, 4. semester Jeg har altid lidt stolthed i stemmen, når jeg siger, at jeg læser psykologi; fordi jeg synes, det er et forbandet spændende fag og jeg ved, at andre mennesker også finder det spændende. Men når det obligatoriske spørgsmål ”ej er det ikke bare vildt spændende?!” rammer mig, kan jeg godt tage mig selv i at tøve. For jeg har lige siddet seks timer og prøvet at tyde 100 sider med Leontjev uden meget held og er tæt på et mentalt sammenbrud. Så mellem sammenbidte tænder får jeg hvislet ud, ”jo, super spændende, men også meget selvstudie”. Hvorefter det sidste, jeg faktisk har lyst til, er at snakke om mit studie, fordi min hjerne er grød efter de mange siders Sovjet-sovs, jeg har udsat den for. Så heri står mit dilemma. Jeg synes menneskets psyke og det samspil den optræder i er enormt spændende og jeg har lyst til at vide mere, men denne lyst afspejles ikke altid i min motivation til at læse pensum. Tværtimod virker pensum ofte til at være dét, der dræber min lyst. Måske fordi jeg påkalder mig den ekstrinsiske motivations kræfter og siger ”okay, efter det her kapitel må du få en kop kaffe” i stedet for at fordybe mig og nyde mit fag for dét, det er. Men det er som om, filmen knækker et sted mellem min lyst til at studere psykologi

og min dalende motivation, når jeg sidder med pensum søndag aften. Jeg tror egentlig svaret ligger i noget så simpelt som kvantitet. Der er for meget pensum. Dette kombineret med den viden, at vi eksamineres i hele pensum. Dermed æder man sig gennem et bjerg af bøger med det mål at overleve eksamen i stedet for, at læsningen er et mål i sig selv. Dét at læse pensum bliver blot et middel til at bestå eksamen, så man kan blive ved med at studere psykologi. Og sådan er uddannelsesvæsenet jo nok bare… Men man kan vel have lov at drømme om et mindre pensum eller blot mindre eksamensfokus. De fag, jeg har lært bedst af, har været dem, hvor jeg har kunne være lidt selektiv, fordi forelæserne har været klar i mælet om, hvad de forventer. Måske virker det umiddelbart som et øget eksamensfokus, og det er det også på sin vis, men de klare rammer giver, i hvert fald for mig, et frirum til fordybelse. Så i stedet for at læse ALT overfladisk og ikke kunne forme én selvstændig tanke efterfølgende, kan man fordybe sig i aspekter af pensum og faktisk føle, at man har fanget det. Forelæserne har haft tiltag, der netop har talt ind i ønsket om fordybelse, men kvantiteten af pensum spænder ben for disse. For de studerende har for travlt med at læse til at fordybe sig. Jeg tror, at

Læselyst

forelæserne kunne hjælpe de studerende ved enten at genoverveje, om alt pensum virkelig er lige vigtigt og fremhæve, hvis noget er vigtigere end andet. Dette kunne hjælpe de studerende med at prioritere, og jeg mener ikke, at dette skal gøres, så man springer over, hvor gærdet er lavest. Men for at give en idé om, hvad der er centralt her, og som man kan bruge tid til at fordybe sig i, og hvilke tekster der er taget med for at give et historisk oprids, komme med en specifik pointe eller lignende. For jeg tror ikke nødvendigvis, man får mere ud af at læse mere, det er i hvert fald ikke min egen oplevelse. Og burde netop vores studie, der ved så meget om hjernens læring, netop ikke være de første til at udnytte den viden i praksis? Dette spørgsmål vil jeg lade stå til eksperterne, mens jeg nyder sommerferien med mit selvvalgte pensum.

Illustration: Anine Roth Jacobsen, 4. semester

Lacan

Lacans objekt lille a Iben Hein, 6. semester Franske Jacques Lacan (1901-1981) er formentlig en af de mest indflydelsesrige psykoanalytikere gennem tiden. Jeg husker ikke, at jeg på noget tidspunkt har hørt Lacan nævnt på Psykologisk Institut. Filosoffen Raymond Tallis har beskrevet Lacan som “the shrink from hell”, for hvem terapi er at lære sine analysander at tænke og føle på det samme paranoide sprog som deres psykiater. Så måske det er klogt nok ikke at spilde pensumplads på Lacan. Og så dog. Der er en hel skole af såkaldte Lacanianere - heriblandt den slovenske sociolog og filosof Slavoj Žižek - hvis arbejde tager udgangspunkt i Lacan. Litterater og kunstnere refererer gladeligt til ham, og der er ikke det, der ikke kan analyseres med udgangspunkt i Lacaniansk psykoanalyse. At læse Lacan er som at lære et nyt sprog. Jeg har her forsøgt at sammenskrive noget af det, Lacan har at sige om begær med fokus på det, der kaldes ‘objekt lille a’. Et slags Illustration: Lea Nørlund, 4. semester

crash course. Meget er blevet udeladt, og jeg kommer således ikke ind på de de tre psykopatologier (psykotikeren, neurotikeren og den perverse - jeg tager her udgangspunkt i neurotikeren), på forskellen mellem demand og desire, eller på hvordan dette relaterer sig til objekt lille a.

Lacan

Det reelle, det symbolske og det imaginære Lacan skelner mellem tre registre: det reelle, det symbolske og det imaginære. Den symbolske orden er, at vores måde at forstå og være i verden på er sprogligt betinget. Et ord har sin betydning i relation til de andre ords, og subjektet bliver til i sproget. Det reelle er det, der ikke lader sig symbolisere, og det der falder udenfor det symbolske og det imaginære, men som alligevel indvirker på de to. Det reelle er umuligt, i det vores eksistens i sproget adskiller os fra det. Det reelle er også det, som alting altid vender tilbage til. Det imaginære er de forestillinger, vi har om verden og er tættest på det, som vi normalt forstår som “virkeligheden”. Det imaginære er et forsøg på at kompensere for den fornemmelse af mangel, som det, at vi er afskåret fra det reelle giver os. Alt i verden kan beskrives med udgangspunkt i de tre registre. Objekt lille a og den Store Anden Objekt lille a er relateret til Lacans udviklingslære. Ifølge Lacan gælder det, at det lille barns eksistens drejer sig om spørgsmålet “Che vuoi?” (“Hvad vil du?” – det neurotiske spørgsmål par excellence), som barnet implicit stiller moderen. Svaret på spørgsmålet bliver udgangspunktet, fra hvilket barnet konstruerer dets begær. Barnet ønsker at udfylde moderens mangel, som barnet imidlertid ikke helt ved hvad er. På et tidspunkt opdager barnet,

at det er fallos, som moderen mangler, og faderen, som moderen begærer. Faderen træder ind og siger “nej” og sætter en grænse for det lille barns driftstilfredsstillelse og dets absolutte nydelse (jouissance) ved moderen. Man siger, at fadernavnet instantieres, hvormed barnet bliver et subjekt. Dette fadernavn skal forstås som en symbolsk funktion og refererer ikke til en egentlig person (instantieres fadernavnet ikke ordentligt, er det man bliver psykotiker). Man siger også, at barnet bliver kastreret. Det er her, barnet bliver til i den symbolske orden, og jouissance er det, barnet må give afkald på for at blive et begærende subjekt. Adskillelsen resulterer i, at subjektet splittes i ego og det ubevidste, og den Anden, der før var moderen, splittes i den Store Anden og objekt lille a. Den Store Anden kan både være et andet menneskes gådefuldhed eller de værdier og det moralske kodeks, der er blevet indkodet i os gennem vores opvækstmiljø og kultur. Den Store Anden er den symbolske orden og en radikal andethed. Den er konstituerende for begæret, og ifølge Lacan gælder det at “Man’s desire is the desire of the Other”. Begæret er altid begæret efter det, som vi tror, at den Anden begærer og altså mangler. Den Andens andethed er central. Det er netop fordi, at den Anden ikke virker, og der er noget ved den Anden vi ikke begriber (og fordi den faktisk

Lacan

slet ikke findes), at den, lidt bagvendt, så alligevel virker i os. Deraf neurotikerens tvivl – vi ved aldrig, hvad den Anden vil med os. Objekt lille a bliver som tidligere nævnt til, når barnet indtræder i den symbolske orden og bliver et subjekt. Så snart objekt lille a viser sig for os, er det imidlertid allerede væk. Vi havde altid allerede mistet det. Samtidig er forestillingen om barnets absolutte nydelse (jouissance) i det reelle, inden fadernavnet blev instantieret, en illusion. Ved instantieringen af fadernavnet, bliver objekt lille a en rest af den absolutte nydelse ved moderen. Objekt lille a betegner den Andens begær og er således “object cause of desire” – altså det, der vækker begæret, og ikke objektet i sig selv. Man kunne umiddelbart tænke, at vi er motiveret til at søge det, som vi begærer. Det er imidlertid ikke helt så enkelt. Det, vi begærer, findes nemlig ikke. Det begærede er ikke relateret til noget i det reelle, vi begærer i fantasien. Kommer vi for tæt på det begærede, risikerer vi at opdage netop dette – at dér, hvor vi troede, der var noget, er der i virkeligheden ingenting. Men hvor er så dette objekt lille a, som alt drejer sig som, og som samtidig ikke findes? Objekt lille a er for os hver især associeret med nogle særlige fantasmatiske træk og kvaliteter, der vækker vores begær. Disse træk er ubevidste, og vi kan

ikke italesætte dem. Det er derfor, vi aldrig kan indfange, hvorfor vi begærer netop det eller den, vi begærer. Sådan er det bare. Som kastrerede subjekter har vi den forestilling, at hvis vi blot fik fingrene i det der vækker vores begær, ville vores mangel blive udfyldt. Hvis vi går rundt med en følelse af, at det, vi længes efter, måske venter lige om hjørnet, eller at en helt særlig genstand eller person kan udfylde tomrummet i os, tager vi altså fejl. Det er en iboende kvalitet ved objekt lille a, at vi ikke kan få fingrene i det, og at det må være fraværende for at virke. Vi kan lige så godt opgive at forsøge at udfylde manglen. Begærets formål er slet ikke, at det skal opfyldes. Litteratur: • Bruce Fink (1996) The Lacanian Subject: Between Language and Jouissance • Slavoj Žižek (1989) Ideologiens Sublime Objekt • Læsekreds, oplæg, mv. ved Institut for Vild Analyse

Frivilligt arbejde

Frivilligt Arbejde Mangler du noget at lave i sommerferien? Er dine sommerferieplaner blevet ændret eller aflyst? Har du overvejet frivilligt arbejde? Hvorfor skulle jeg arbejde uden at få løn, tænker du måske? Det vil denne artikel forsøge at give et svar på. Emilie Ringgaard, 4. semester Ved frivilligt arbejde er det ikke lønnen, men derimod interesse og engagement, der er den primære motivation. Det er lysten til at udføre arbejdet og forhåbentlig gøre en forskel, og ikke lysten til at tjene penge. En del af svaret er derfor, at det især er den intrinsiske motivation, der driver værket. Interessen i arbejdet i sig selv og ønsket om at hjælpe andre - som de fleste psykologistuderende nok kan identificere sig med. Men selvom man ikke får løn, kan man også selv få noget ud af at lave frivilligt arbejde. For det første kan man få sig noget erfaring, og det er formentlig ikke en ulempe at have på CV’et. Men mindst lige så vigtigt kan frivilligt arbejde desuden give én nogle lærerige oplevelser, idet man prøver nye ting og udfordrer sig selv. På denne måde kan frivilligt arbejde også være en mulighed for at lære sig selv bedre at kende og udvikle sig som person. Hvis det frivillige arbejde er studierelevant, kan det endda være med til at give en et nyt per-

spektiv og en mere nuanceret forståelse af teorier og fænomener ved, at man oplever ting i praksis. Udover det møder man en masse skønne mennesker og får sig mange nye bekendtskaber, og man har derfor mulighed for at udvide sit netværk. Sidst men bestemt ikke mindst er der den glæde, man ser hos de mennesker, det frivillige arbejde har til hensigt at hjælpe. Det kan være med til at vende en dårlig dag til en god dag og efterlader en med en god samvittighed. Har du fået lyst til at lave frivilligt arbejde? Eller tænker du måske bare, at det kunne være en fin måde at bruge en ellers kedelig sommerferie? Så vær åben over for mulighederne og hold øje med opslag, eller spørg dine venner, om de har hørt om nogen, der mangler ekstra hænder. Frivilligt arbejde giver også noget igen, og det kan være meget rart og lærerigt at komme lidt uden for de gule mure.

Illustration: Ida Marie Lindemark Lervad, 4. semester

Bachelor

Lysten og seksuel perversion Indsendt: Yibin Zhang, 8. semester ”Vi kvinder har det så meget sjovere end mænd, fordi der er så meget, som vi ikke må.” Sådan talte Oscar Wilde gennem sin karakter fru Allonby i teaterstykket En Kvinde Uden Betydning. Jeg har længe været fascineret af forfatterens famøse liv. Han levede et forbudt og ’perverst’ liv som homoseksuel i den victorianske tid og lod disse lystfølelser komme åbenlyst til udtryk i sit forfatterskab. Denne fascination bliver til undringsobjektet i min bacheloropgave, som undersøger de betingelser, der ligger til grund for vores nutidige opfattelse af seksuel perversion. Hvordan er det forbudte forbundet med det lystfulde? Eller omvendt, hvad er det ved lysten, som kan gøre den forbudt? Foucaults postmodernistiske teori ser netop det lystfulde som skabt af det forbudte. Ved at anvende diskurser som ’seksuel perversion’, sætter vi en skillelinje mellem det normale og det forbudte og får derigennem befolkningen til at afsky og forkaste bestemte former for adfærd og livsførelse. Men samtidig retter disse diskurser også vores opmærksomhed mod bestemte former for adfærd og kropslige og perceptuelle sensationer og tilskriver dem en betydning som særlig lystfulde. Fx kan den nøgne krop først få sin lystfulde karakter efter, vi er begyndt at gå med

tøj, og hvor tildækning af særlige kropsdele er blevet et lovkrav. Det er også kun under disse betingelser, at voyeurisme og ekshibitionisme (seksuelle perversioner omhandlende at blive tændt af hhv. at se andre nøgne og at vise egne kønsdele til andre uden samtykke) kan blive til. Det omvendte er tilfældet ved evolutionspsykologi, der mener, at det lystfulde er lystfyldt i sig selv, men det er også derfor, det bliver forbudt. De fleste seksuelle perversioner, der ikke indeholder ‘totalselvdestruktive’ elementer og ikke fordømmer den reproduktive sex som fx vorarefili (seksuelt tændt ved tanke om eller handling af at blive spist af andre menneske eller dyr), kan forklares af evolutionspsykologi som selekterede adaptationer, der øger persons genetiske overlevelse. Netop som individer med seksuelle perversioner ofte fikseres på bestemte nøglestimuli og føler en tvingende impuls til at opsøge og handle på de perverse stimuli, bliver de nemmere tændt og har oftere sex end dem uden. Men på trods af den uenighed omkring oprindelsen af seksuel perversion er evolutionspsykologien dog enig med Foucault i, at det fordømmende aspekt af seksuel perversion er et resultat af gruppemekanismer. Et samfund, der favoriserer seksuel adfærd, der ikke har reproduktion som formål, vil hurtigt opleve fald i be-

Bachelor

folkningstal, og i sidste ende vil den slags moral uddø sammen med befolkningen. At fordømme ikke-reproduktiv sex som pervers og at begrænse og marginalisere folk, der praktiserer den fordømte adfærd, kan dermed ses som en adaptiv måde at øge reproduktionen i befolkningen. Altså ender begge teorier ud med en konklusion om, at seksuel perversion, diskurs eller moral om den, er et forsøg på at styre befolkningens seksuelle liv. Men betyder det så, at vi burde forkaste begreber som seksuel perversion? Normalisering og neutralisering af seksuelle perversioner er netop tendenser, vi ser i det moderne vestlige samfund. Netop som SM, threesome og at gå i svingerklub m.m. bliver mere og mere synliggjort og almenmenneskelig- gjort i form af TV-serier, film og nyhederne. Det er blevet normalt at have disse lyster og tilskyndelser. På billeder virker disse frigørelser som en positiv og empowering tendens, der giver magt og stemmer til de ’seksuelle minoriteter’. Men på den anden side er den ikke uden konsekvenser. I tråd med Foucaults idé om, at der ikke findes sand neutralitet, kan frigørelsen siges blot at være et skift fra én magtdiskurs til en anden, der nødvendigvis vil medføre andre adfærdsmæssige og kognitive konsekvenser. Fx kan den nye tendens være med til at skabe flere seksuelle perversioner hos individet, netop fordi den gør

en opmærksom på de seksuelle perverse stimuli og tildeler dem større betydning – ting, som man ikke lagde mærke til før, bliver nu en vigtig markør for ens seksualitet. Hvorvidt det er en god eller dårlig ting, er op til diskussion. På den anden side kan denne neutralisering af seksuel perversion være med til at fjerne det særligt lystfulde ved disse fænomener. Hvis selve akten ikke længere overtræder grænser og normer, er de så stadig lige så sjove som før? Det er ikke nødvendigvis et spørgsmål, der har et entydigt svar. Men engang har det været ekstremt frækt og perverst, hvis kvinder viser mænd deres nøgne ankler. Det samme er nok ikke tilfældet i dagens Danmark. Dette har været en ekstrem kort gennemgang af nogle pointer fra min bacheloropgave, og derfor er det et lidt forsimplet billede af virkeligheden. Det kan fremstå som om, det har været en proces uden selvmodsigelser, turbulens, ekstrem melankoli og lyst til at droppe ud af studiet… Men de har altså også været der, fra start til slut. Hvad der har reddet mig, tror jeg, har været de utrolig spændende læsninger om noget så perverst på en så seriøs måde og de spændende samtaler, jeg har haft med både min kæreste og andre psykologistuderende. Men efter bacheloren blev jeg også lidt træt af at snakke om sex.

Boganmeldelse

Lystens pioner På Tulane University i New Orleans sker der i år 1950 noget helt nyt. Den nye leder af den psykiatriske afdeling, Robert Heath, finder som den første i verden på at placere en elektrode i hjernen på en patient for at sende strøm igennem. Han gør det i et håb om at kunne helbrede psykiske sygdomme ud fra en teori om, at disse skyldes defekter i hjernen, men ikke mange deler denne opfattelse, og Heath går i psykiatriens store glemmebog. Katrine Kromann Brandt, 4. semester Bogen Lystens pioner af Lone Frank, der er videnskabsjournalist og har en ph.d. i neurovidenskab, fortæller historien om den karismatiske og nytænkende psykiater og neurolog Robert Heath. Psykiatrien på Heaths tid er præget af psykoanalytikere, men han arbejder som en af de første med at behandle psykiske lidelser ud fra en tese om, at de har en organisk årsag. Heath tror på, at han med en elektrode og strøm, hjernens egen drivkraft, kan ændre patienternes hjerneprocesser og fri dem fra deres symptomer. Måske synes du, at dette lyder utroligt meget som det, vi i dag kender som dyb hjernestimulation, der bl.a. bruges til at behandle Parkinsons. Ideen er skam også den samme, men som Lone Frank fortæller i sin bog, mener selv

en del af de førende inden for dyb hjernestimulation, at metoden først ser dagens lys i år 1999, hvor to forskningsgrupper fra hhv. Belgien og Holland publicerer to studier. Her behandles tvangshandlinger og Tourettes syndrom med dyb hjernestimulation, og studierne bliver betegnet som skelsættende. Sandheden er dog, at Heath forsøger sig med dyb hjernestimulation som en behandling allerede i 1950. Udover en række interessante samtaler med en række psykiatere og neurologer og en god historie om en passioneret

Boganmeldelse

forsker, bidrager Lone Frank også med interessante overvejelser om, hvor meget man kan tillade sig at pille ved hjernen og dens funktion. For som hun skriver, så ved vi nu, at vi, sat lidt på spidsen, er vores hjernes tilstand, og når vi manipulerer den, så manipulerer vi med hvem, vi er. Med en elektrode i hjernen piller man ikke blot ved de symptomer, man forsøger at eliminere, man piller også ved personens selv. Så hvad kan man tillade sig at pille ved? Heath er selv mest interesseret i lidelsen skizofreni, og han vil pille ved de skizofrenes lystfølelse. Han tror, deres negative symptomer og deres fravær af positive emotioner skyldes, at de ikke kan opleve nydelse pga. en defekt i hjernen, og han identificerer et område dybt nede i hjernen som stedet, hvor hans elektroder skal placeres. Heath kalder det septum, og det er placeret der, hvor vi i dag ved, at nucleus accumbens, der er en del af hjernens belønningssystem, sidder. Til stor glæde for Heath og hans kollegaer virker stimulationen til at have en effekt på nogle af patienterne, men i fortællingen om Heath skaber det en undren. Hvorfor bliver dyb hjernestimulation først kendt i psykiatrien i 1999, og hvorfor ved de færreste, at metoden blev skabt i New Orleans af Robert Heath og ikke i Belgien og Holland?

I bogen stiller Lone Frank sig selv spørgsmålet om, hvorfor Robert Heath er blevet glemt af mange. I et forsøg på at finde svaret kommer hun vidt omkring i USA, når hun forsøger at opstøve gamle kollegaer til Heath, der muligvis kan fortælle, hvorfor ophavsmanden til dyb hjernestimulation gik i glemmebogen. Lone Frank finder, at grunden nok ligger i, at man ønskede, at Heath skulle glemmes. Som tiden går, bliver hans forsøg nemlig mere og mere eksperimenterende og ukontrollerede, og den ellers tidligere videnskabelige jagt efter lysten, tager en fatal drejning. Lystens pioner er en velskrevet og spændende fortælling om en vild og ambitiøs jagt efter lysten og en behandling af psykiske lidelser. Den kan varmt anbefales til alle, der vil vide mere om den biologiske psykiatris spæde begyndelse og muligvis vil rystes lidt i deres videnskabelige grundvold.

Lystens pioner Lone Frank Gyldendal, 2016 130 kr. på stakbogladen.dk

Nydelsens grænseland

I nydelsens grænseland Nicklas Runge, 2. semester Lyst, begær, nydelse. De fleste af os er ganske fortrolige med denne triade af følelser. Vi lyster efter noget, og det sitrer i kroppen, og mundvandet løber måske. Vi begærer, og man føler sig nærmest drevet af en overvældende indre kraft. Opnår vi det, vi lyster eller begærer efter, kan vi læne os tilbage og nyde det med en form for indre snurren af varme og velbehag. Vi har fået tilfredsstillet et behov, og kan retfærdiggøre brugen af energi på opnåelse af dette behov. Men hvad sker der, når vi lader lysten og begæret tage over, når vi lader os drive til grænsen for, hvad den menneskelige oplevelse kan bære og bliver grebet af en nydelse så intens, at den konvergerer i et paradoks mellem guddommelig ekstase og ekstrem rædsel, mellem liv og død? “O filthy grandeur! o sublime disgrace!” Det var den franske filosof Georges Bataille (f. 1897), som gennem såvel filosofiske skrifter som skønlitterære værker forsøgte at fremstille en beretning om, hvad der karakteriserer den slags oplevelser, som ligger på grænsen af livet. For at illustrere, hvad Bataille mente med en sådan grænseoplevelse, kan det nævnes, at en vigtig inspirationskilde dertil var et fotografi af den kinesiske torturmetode lingchi, eller ‘den langsomme proces’, hvor små stykker af ofrets krop langsomt skæres af, indtil døden til sidst indtræffer. I offerets ansigt på det billede, som Ba-

Illustration: Freja Spangsberg Lindholdt, 4. semester taille havde hængt op på sit kontor, mente han, at han så en slående lighed mellem to kontrasterende følelser: guddommelige ekstase og ekstrem rædsel. Det var som om, at oplevelser som bliver så intense, at de nærmer sig døden, eller så at sige grænser op til umuligheden for at leve, får deres intensitet netop fordi, at den ekstatiske nydelse blandes med den tyngende men ikke desto mindre tillokkende vished om, at et skridt længere betyder en overskridelse af grænsen til døden. Det er i dette farefulde grænseland mellem livet og døden, mellem begrænsning og kaos, hvor regler, restriktioner, godt og ondt opløses, at grænseoplevelsen finder sted,

Nydelsens grænseland og udenfor den egentlige oplevelse kan vi kun tilnærme os glimt af, hvordan det må være at have nået den. Ikke desto mindre forsøgte Bataille i sin korte roman Story of the Eye (1928) og flere andre efterfølgende bøger på kunstnerisk vis at fremstille den erotiske grænseoplevelse gennem historier om orgier, incest, ekstrem ekshibitionisme, selvmord, mælk, æg, testikler og ikke mindst et øje. Story of the Eye er en sindsoprivende og udfordrende oplevelse at læse, men indeholder ikke desto mindre en visdom om oplevelser på grænsen af livet, som ikke bør forbigås af nogen. Grænseoplevelsen kan også spores i andre skønlitterære kilder, og det ville være værd at gøre et ophold ved langt de fleste af dem, men i denne artikel er der udvalgt en meget nylig film, som synes at kunne være med til at indkapsle, hvad grænseoplevelsen indbefatter. Den erotiske grænseoplevelse i ‘The Lighthouse’ På en lille vindblæst ø ud for New Englands kyst i 1890’erne står et fyrtårn. Tronende og imposant lader det sin stråle bade omgivelserne i sit hvide lys. Det er på denne ø og i skyggen af dette fyrtårn, at en ung arbejdsmand kommer til at skulle arbejde med det gamle, knarvorne sludrechatol af en fyrpasser. I en skæbnesvanger række af begivenheder præget af evig mere desperation, perversitet og fordærv fanges de to mænd på øen uden håb om redning. Sådan er præmissen for Robert Eggers horror-fantasy-drama ‘The Lighthouse’ fra 2019, hvor de mystiske omstændigheder, som omringer de to hovedpersoner, byder på utallige fortolkningsmuligheder: my-

tologiske, psykologiske og eksistentielle, men de stærke seksuelle undertoner, som gennemstrømmer karakterernes liv og interaktioner med hinanden på øen, synes at stå som pejlemærker for en forståelse af den erotiske grænseoplevelse. Erotikken og seksualiteten i The Lighthouse udspiller sig altid i det skjulte væk fra den andens åsyn: under dynen, i hjørnet af et skur og mest udtalt i toppen af fyrtårnet, hvor den gamle fyrpasser indgår i mystiske natlige liaisoner med lyset, eller hvad end der befinder sig deroppe, og ligeledes står fyrtårnet som en evig fallisk påmindelse om, at øen på en og samme tid kræver absolut disciplineret afholdenhed, men på samme tid giver mulighed for kaotisk seksuel udskejelse. Situation fordrer næsten en grænseoplevelse, og det er som om, at det syge magtspil, som kører mellem de to lige så sygeligt liderlige, hypermaskuline søulke, leder direkte til den uundgåelige kulmination i fyrtårnets top, hvor grænsen mellem liv og død overskrides. Klimakset bliver for intenst, og de to mænds ophør synes nu at have været uundgåeligt fra starten. Terningerne var kastet ved det første møde med den sælsomt betagende havfruefigur, og til sidst, hvor alt var i flux, hvor regler, godt, ondt, virkelighed, og fantasi var opløst, havde grænseoplevelsen – den guddommelige ekstase og den ekstreme rædsel – kun én udvej: døden. Således står grænseoplevelsen i sin erotiske udfoldelse som noget, der er uforeneligt med den menneskelige tilstand i samfundet. Det er en voldelig bevægelse mod grænsen, mod døden, mod umulighed for at leve.

Voxpop

Voxpop Rikke Buhl Bundggard, 2. semester & Rebecca Birner Hansen, 4. semester

“Gennemføre de playstation spil, som jeg har købt, men aldrig haft tid til at spille!”

Hvad har du haft lyst til, men ikke tid til før corona?

“Jeg er begyndt at hækle og male akvarel”

“Bage hver eneste dag” “Hækle påskeæg og påskekyllinger og spille sims, og så er jeg blevet plantemor”

“Jeg har fået tid til at udvide mit repertoire af vegetarisk hverdagsmad” “Surdejsbagning”

Illustration: Lea Nørlund, 4. semester

Voxpop

Hvad er dine sommerferieplaner?

“Alt andet end statistik og AO”

“Sove. Og drikke øl.”

“At arbejde ved Naturkraft (en ny oplevelsesarena), så hvis man ikke ved, hvad man skal, kan man tage derud”

“Jeg havde glædet mig utrolig meget til Roskilde Festival, som jo desværre er blevet aflyst. Nu glæder jeg mig til en masse familietid og kreative projekter” “Jeg ville gerne køre Sverige tyndt på bilferie og måske nå til Nordkap og se på stavkirker, ack Värmeland du sköna. I stedet tager jeg til Drejø og udforsker nok i det hele taget området omkring Sydfyn. Det kan virkelig noget, tror jeg, og Svendborg og Fåborg er smukke byer, og man kan drikke vin dernedefra. Fyn er fin. Albaniøl smager også godt” “Læse selvvalgte bøger, sejle og være frivillig på sommercamp”

“Spise is ved vandet” “Ferien til Portugal er skiftet ud med sommerhus i Danmark, og ellers skal jeg bare nyde at have fri” “Drikke bajere nøgen i haven” “Jeg havde planer om at rejse til Ghana med min gamle historielærer, der laver rejsehøjskole. Men det er faktisk okay, for nu har jeg i stedet tid til at tage ud på hærvejen med min kæreste, hjem til mine forældre i Næstved og til Møn i sommerhus med ti af de skønneste højskolevenner. Slet ikke tosset.

Rebus

v. Katrine Henriksen, 4. semester

Du deltager i konkurrencen om at vinde et gavekort på 250 kr. til Stakbogladen ved at sende løsningen på rebussen til psyklen@gmail.com senest d. 15. august 2020.

Vandret 4 Det modsatte af lyst 5 Vigtig hjernestruktur for emotioner 7 Sommeraktivitet 10 Grundlaget for seksuelle instinkter iflg. Freud 15 Rødt bær 17 Vigtig hjernestruktur for lyst 18 Cirkadiane rytmer 19 Usædvanlig seksuel lyst 20 Badested som tyskere er vilde med

Psykkryds

Lodret 1 Absolut nydelse iflg. Lacan 2 Konflikt mellem barn og forælder af samme køn 3 Lidelse som behandles med dyb hjernestimulation 6 Seksuel lyst 8 Freuds ubevidste instans 9 Det kvindelige kønshormon 11 Sommerspise 12 Lystens pioner (to ord) 13 Neurotransmitter vigtig for lyst 14 Motivation iboende i selve aktiviteten 16 Tidsgivere

Illustration: Anna Arildsen, 2. semester

Filmanbefalinger

The Handmaiden (2016) Af Park Chan-Wook Fra den sydkoreanske instruktør af klassikeren Oldboy fra 2003 udkom The Handmaiden i 2016 som endnu et vidnesbyrd om, at Park Chan-Wook er en sand mester i spænding, mystiske historier og seksualitet. The Handmaiden er en film, som er i konstant udvikling med plot twists om hvert eneste hjørne. Den er fyldt til randen med lyst, begær, magtspil og svulstige seksuelle undertoner, og i hjertet af det hele blomstrer et skrøbeligt håb om frihed og kærlighed på trods af et evigt større spind af løgne og komplotter. Selv traileren til denne film bør kaldes et mesterværk, sådan som den emmer af potent spænding, vitalitet og den særlige ubesværethed, som Park Chan-Wook udviser i sin rolle som instruktør. Citat: “She’s so naive, even if a man pulls on her nipples she won’t know what he wants!”

Moonlight (2016) Af Berry Jenkins Moonlight. Det er svært at indramme den i et par sætninger. Man kunne sige, at det er en intim fortælling om undertrykkelse af seksualitet i et miljø, som kun tillader unge mennesker at vokse op med en hypermaskulin facade for at kunne modstå mobning, fattigdom og identitetsforvirring. Men det er som om, at filmens virkelige indtryk går tabt bag sådanne floskler. I virkeligheden er det mere tonen, farverne og udviklingen i historien, som indbefatter storheden af denne film. Det er som om, at det hele flyder i takt med det hav, som er så centralt for filmen: langsomt bølgende, men indimellem ryger man under vandet og bliver døv for det larmende kaos foroven. Farverne er melankolske blå, men indeholder alligevel en kilde til liv, en vis vitalitet, og man glemmer aldrig den kraft, der ligger bag den stille overflade. Citat: “I’m me man. Ain’t trying to be nothing else.”

Tegneserie

Storm Munk-Hind, 2. semester

Psyklen er en del af:

Har du noget skriftligt på hjerte, som skal ud til det helt store publikum? Laver du kunst og vil gerne blive kendt? Så kontakt Psyklen. En seriøs, skarp og smuk debatskaber. Den intellektuelle sprøjte, som giver dig dit fiks. Et helt essentielt og samlende organ på Psykologisk Institut, der ønsker at give spalteplads til så mange stemmer som muligt. Skriv til: psyklen@gmail.com. Alle henvendelser er velkomne.