Hvordan tiden holder os sammen - desværre

Nicklas Runge, 3. semester

Universet vil, hvis man følger teorien om universets varmedød, om ubegribelig lang tid men ikke desto mindre på uundgåelig vis møde sin ende i en kosmisk dødssuppe af ensomme partikler efter at have udvidet sig ind i sin egen død, hvor alt, der engang var, nu er blevet opløst og annihileret. Alt energi vil her være fordelt i et ækvilibrium, hvorfra intet længere kan ske: den ultimative apati. Ligeledes er det hvert menneskes skæbne før eller siden at dø og lade sine jordiske rester følge universets gang som alt andet materie. Indtil da, og så længe universet vil tillade det, klynger mennesket sig dog til livet, og vi sætter sjældent spørgsmålstegn ved dette på nær i tilfælde af voldsom modgang, stress eller rådvildhed, og i sådanne tilfælde vurderes overvejelsen hurtigt som patologisk.

Bringer vi menneskets vilje til at leve under luppen, finder vi dog en anden virkelighed, en virkelighed, hvor vores tilsyneladende vilje til at leve i virkeligheden afspejler en vilje til at dø og lade os opløse med universet i retning mod den fuldstændige tilintetgørelses ultimative og endelige stilhed: menneskets forløsning og befrielse. Dette er i hvert fald tilfældet, hvis man spørger den tyske filosof Philipp Mainländer, som i slutningen af 1800-tallet gav ord til en af de mest mystiske, paradoksale, mørke, pessimistiske men ikke desto mindre dybt menneskelige og sympatiske filosofier, og det er gennem ham, at der i denne artikel vil blive undersøgt, hvad den pessimistiske filosofi kan fortælle os om livet og døden, og hvorfor det er en skam, at universet ikke er gået under endnu.

Forløsningens filosofi

I 1876 i en alder af 34 år spændte Mainländer en løkke om halsen, væltede en stak kopier af sit nyligt udgivet hovedværk under sig og førte derved sin pessimistiske, livsbenægtende filosofi til den ultimative ende. Bag denne handling lå et indædt og dybfølt ønske om at befri mennesket fra den uendelige lidelse, som præger alles liv, og dette ønske blev grundigt formuleret i hans over tusinde sider lange hovedværk Die Philosophie Der Erlösung, forløsningens filosofi. Heri fremlægger Mainländer en filosofi af hidtil uset radikalitet, hvor han viser, hvordan alting på uundgåelig vis bevæger sig mod døden, og at dette er menneskets befrielse og forløsning, hvis bare vi vil indse det. Pessimismen i Mainländers tid var blevet en udbredt filosofi i det tyske samfund, men det er godt 150 år siden nu, og sidenhen har der ikke været en lignende bølge af tænkere og en samfundsstemning til at rivalisere dette. I stedet har vi set indtoget af bl.a. positiv psykologi, neoliberalistisk optimisme, en distancering af døden fra mennesket og i det nyeste blad fra Dansk Psykologforening skulle man sågar lægge øre til Steven Pinker som ”fornuftens forkæmper”, der fortæller os, hvor godt

alting i virkeligheden går. Men for Mainländer ville dette være selvindbildning, og tager vi blot et blik ud i verden, hvilket vi i dag er i en unik position til at gøre gennem vores allestedsnærværende moderne medier, vil det være næsten umuligt og i hvert fald naivt ikke at blive ramt af den enorme lidelse, armod og barbarisme, som påvirker størstedelen af jordens befolkning. Så måske er det på tide at rette blikket tilbage mod pessimismen og tage ved lære af de indsigter, som Mainländer har givet os om, hvordan vi kan forholde os til denne lidelse og skabe et samfund, hvor det bliver muligt for mennesker overalt at foretage en eksistentiel opvågning overfor de helt basale menneskelige vilkår, som gør døden, opnået på den ene eller anden måde, at foretrække over livet.

Guds død og spontane isterninger

Centralt for Mainländers filosofi er, at livet består af smerte og lidelse uden mulighed for glæde eller tilfredshed; at befrielse, frelse, forløsning, eller hvad man nu vil kalde det, kommer med døden; og at døden består i intethed forstået som komplet udslettelse. Derfor er der i alting en beslutsom dødsdrift, som retter viljen til at leve mod døden. Med andre ord lever mennesker kun for at dø, da det er i døden, vi finder den fred, stilhed og udslukkelse af uopfyldelige lyster, som vi i livet begærer, og jo før vi forstår dette, jo før kan vi gøre en ende på menneskehedens lidelse. Til trods for at være indædt ateist, placerer Mainländer dette på én gang dystre og forførende livsbillede i en unik kosmisk fortælling om Guds død, som på mange måder afspejler universets egentlige realitet. Ifølge Mainländers fortælling var der i begyndelsen enhed i universet, og denne enhed kaldte han Gud. Enheden så dog, at intetheden var bedre end tilværelsen, men denne kan ikke med ét og uden videre opnås, så Gud begik stedfortrædende selvmord ved at lade sig opløse i en eksplosiv udvidelse. Det er så denne realitet, vi står i i dag. Vi er alle løsrevne brudstykker af den oprindelige enhed og dele af Guds selvmord. På denne måde er det vores skæbne og materielle realitet at dø og indtræde i intetheden. Med den slovenske filosof Slavoj Žižeks ord, er det i virkeligheden en kosmisk katastrofe, at vi eksisterer. Tomhedens balance blev for- styrret og ud af det sprang mennesket og hele universet – lige så usandsynligt, som hvis isterninger formede sig spontant i dit vandglas, mens vandet blev varmt, eller hvis alt luften i din stue røg op i hjørnerne, og vi blev kvalt i midten. På sin vis afspej- ler Mainländers filosofi de metafysiske og eksistentielle konsekvenser af termodynamikkens anden lov, som siger, at entropien i et isoleret system aldrig falder. Med andre ord så vil konfigurationen af elementer i et system bevæge sig i retning mod den tilstand, som der er størst sandsynlighed for – termodynamisk ækvilibrium. Oversat til vores hverdag, så er det egentlig ganske usandsynligt og i virkeligheden en

katastrofe, at vi eksisterer som tætpakkede og strukturerede masser af partikler midt i en masse tomt rum; vi er de spontane isterninger i dit glas vand, og med tiden vil vi og alt andet flyde ud i den lunkne dødssuppe, som blev beskrevet i indledningen til denne artikel. Indtil da er vi dømt til lidelse.

Spørgsmålet, der står tilbage, er så, hvordan vi forholder os til denne eksistens som indivi- duelle dele af Guds selvmord. Her lå Mainländers pessimisme fast forankret i en revi- dering af Immanuel Kant, Arthur Schopenhauer og deres epistemologi (dvs. erkendelsesteori). Forstår vi denne, kan vi begynde at tage stilling til, hvad vi gør med vores eksistens.

Transcendental idealisme i nye klæder

Til trods for, at Mainländer var særdeles inspireret af den tyske pessimistiske filosof Arthur Schopenhauer, som tilfældigvis døde samme år, som Mainländer opdagede hans store hovedværk, Verden som Vilje og Forestilling (1819), kritiserede han også flere centrale dele af Schopenhauers filosofi i en bestræbelse på at nå frem til en konsistent og kompromisløs pessimisme. Én af de centrale punkter, som Mainländer måtte revidere, og som er særligt interessant for den kognitivt interesserede psyko- logistuderende, var Schopenhauers transcendentale idealisme, der i sin tid tog sit navn og sin inspiration fra Kant. Modsat Schopenhauer mente Mainländer nemlig ikke, at vores erkendelse af den ydre verden alene består i vores subjektive repræsentation af den (hvad Kant kalder for fænomena eller das Ding für uns), og at vi således ikke kan erkende nogen egenskaber af et ydre objekt uafhængigt af os selv. I stedet mente Mainländer med sin epistemologi, som han ligeledes navngav ’transcendental idealisme’, at mennesker er i stand til at erkende visse objektive egenskaber ved objekter uafhængigt af en selv. Sagt på en anden måde, så er subjektet i stand til at erkende objektive egenskaber, som transcenderer subjektets

bevidsthed om og repræsentation af disse. Dette er muligt, da vi ud fra selve oplevel- sen af perception er i stand til at udlede, at ændringen i vores perceptuelle tilstand forårsages af en udefrakommende stimulus, idet bevidstheden om denne stimulus er uafhængigt af fantasi eller andre konstruktive kognitive processer. Når vi ser noget, ændres vores perceptuelle tilstand og derved vores bevidsthed uafhængigt af fantasi, og årsagen til ændringen i den perceptuelle tilstand må derfor ligge uden for subjektet i den objektive virkelighed. For Mainländer er det fundamentalt at fastslå tilstedeværelsen af en objektiv, realistisk virkelighed løsnet fra subjektets forestilling og bevidsthed, da den lidelse, som Mainländer mener, at alle oplever, ellers ikke ville kunne eksistere andet end som en forestilling i subjektets sind uden mulighed for oprigtig sympati. På denne måde underminerede Schopenhauer med sin transcendentale idealisme altså sin egen pessimisme, og det var derfor op til Mainländer at revidere denne epistemologi og skabe en empirisk realistisk version af denne for at kunne validere pessimismens virkelighed.

Et sidste skridt mod forløsningen

Med lidelsens objektive eksistens slået fast, er der nu kun forløsningen tilbage, og her er Mainländer, trods sin egen vej ud af livet og lidelsen, mere nuanceret end bare at tilskynde til selvmord. Mainländer var nemlig dybt optaget af, hvad han kalder for ’det sociale spørgsmål’, det vil sige fattigdom, ulighed og deslige, og vi finder her en bemærkelsesværdig aktivisme og humanisme i en ellers radikalt pessimistisk filosofi. Med den forståelse af og sympati med andres lidelse, som Mainländer netop har vist mulig i sin epistemologi, ønskede han at skabe et samfund byggende på kommunistiske værdier, hvor almindelige mennesker kan frigøres fra deres lidelse gennem en ligelig fordeling af de mere end tilstrækkelige ressourcer, som desværre har samlet sig hos de få. Mainländer forbliver dog her en pessimist og mener ikke, at man selv med det perfekte kommunistiske samfund, ville kunne skabe grundlaget for lykke og det gode liv. For Mainländer gælder det i stedet om at lade mennesker opleve det ypperste, livet har at byde på for derved at indse, at døden og intetheden stadig er et bedre alternativ end livet. Herfra må vi give afkald på alt begær og materielle goder og henkaste os til det kristne (og buddhistiske) ideal om resignation og Gelassenheit, det vil sige en tilstand af ’laden-det-ske’, hvor man med komplet ligegyldighed overfor livets bevægelser lader sig bevæge mod intet- heden: menneskets endelige frelser.

Litteratur • Beiser, F.C. (2016). Weltschmerz: Pessimism in German Philosophy 18601900. Oxford University Press. • Mainländer, P. (1876). Die Philosophie

Der Erlösung (Vol. 1). Verlag von Theobald Grieben.

Illustration: Freja Spangsberg Lindholdt, 5. semester